Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - socialpolitik

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.5.18.

Har Danmark ikke længere en socialpolitik?

Det er i hvert fald hvad den tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening Bettina Post påstår i et debatindlæg i Politiken den 24. maj. Og dette indlæg var egentlig blot en bekræftelse på den nekrolog over socialpolitikken som hun skrev i 2008 og fik bragt i samme avis. Den var ment som et nødråb, men her 10 år efter må hun desværre konstatere at socialpolitikken virkelig er død.

Anledning til nekrologen var at Socialministeriet var blevet opslugt af supertankeren "Velfærdsministeriet", VK-regeringens opfindelse der blev oprettet 2007 og kom til at omfatte områder fra Indenrigs-, Sundheds-, Familie-, Forbruger-, Økonomi- og Erhvervsministeriet. Men det bidrog også til socialrådgiverens sortsyn at den nye socialminister hed Karen Jespersen, for hun havde skiftet Socialdemokratiet ud med Venstre og havde erklæret sig træt af flere søforklaringer om at de sociale problemer var samfundets skyld - og at det altsammen handlede om værdiskred, offertænkning, selvynk og - indvandrere! - Det var efter Posts mening "et brutalt opgør med traditionen for at tillægge medmenneskelighed, solidaritet og socialarbejde betydning for den sociale sammenhængskraft".

Og nu i 2017 må Bettina Post finde sig i at den nuværende børne- og socialminister Mai Mercado (K) som del af VKL-regeringens 'Ghetttoplan' vil tvinge 1-årige børn fra udsatte boligområder i vuggestue og ind i 'obligatoriske læringstilbud' om bl.a. jul, påske, fastelavn og grundlovsdag. Dermed skulle vi have forladt forestillingen om at sociale problemer skal løses i samarbejde med dem som døjer med dem. Nu skal de allermest socialt udsatte og belastede familier nærmest opfattes som fjender der skal bekæmpes.

Ifølge Post kan Ghettoplanen tages som ét helt aktuel udtryk for socialpolitikkens endeligt. Et andet er fængselsstraf til hjemløse, et tredje beskæftigelsesministeriets påstand om at ingen problemer er større end at de kan løses med et job. Endelig er der et altoverskyggende fokus på pengene..... Tilsammen ét stort mareridt for Bettina Post.



Det er klar tale fra en erfaren person, men samtidigt en bemærkelsesværdig salut fra en socialrådgiver der i 2012 trak sig fra formandsposten i sin forening, bl.a. fordi hun røg uklar med sin hovedbestyrelse med et kontroversielt forslag om, at uddannelses-duelige unge, som ikke uddanner sig, skulle have skåret deres kontanthjælp ned til SU-niveau. Hun havde svært ved at se sig selv som formand efter foreningens skifte mod en mere ideologisk tilgang til socialpolitikken, men hendes aktuelle erklæring om socialpolitikkens død virker jo stærkt ideologisk præget. Desuden er den helt blottet for forståelsen af at socialpolitik ikke er et entydigt begreb der er hævet over den historiske udvikling, men tværtimod til stadighed må skifte indhold og struktur for at tilpasse sig den almindelige økonomiske og sociale udvikling, herunder ændringerne i befolkningens sammensætning og de sociale problemers karakter. Men kan simpelthen ikke tage seriøs stilling til socialpolitikken anno 2018 uden at inddrage socialpolitikkens historie efter velfærdssamfundets opståen efter 2. verdenskrig hvor hjulene for alvor kom i gang til fredelige formål.

Ifølge Encyklopædien er det socialpolitiske område ikke klart afgrænset, men overlapper flere andre politiske områder. Den klassiske socialpolitik handler om forsørgelse af mennesker der ikke gennem deltagelse i produktionen kan tage vare på sig selv. Men efterhånden voksede denne opgave så statsmagten blev inddraget mere og mere i flere og flere henseender. Det var meget tydeligt i Danmark og de nordiske lande efter 1960, hvor kvinderne i stigende antal kom ud på arbejdsmarkedet - og børnepasning og ældrepleje derefter blev en offentlig opgave. Alt i alt medførte udviklingen en hidtil uhørt vækst i det offentlige forbrug og dermed i skattetrykket. Og derfor kommer man ikke uden om at se nyere socialpolitik som "en overførsel af økonomiske resurser mellem befolkningsgrupperne med det formål at skabe større økonomisk lighed". Det turde være ret indlysende, at der allerede her ligger en klar årsag til at socialpolitikken uundgåeligt er blevet politiseret eller ideologiseret. Det burde ingen undre sig over, men det er der faktisk nogen der gør alligevel - og dèt kan da undre.



Allerede i 1947 kunne professor i socialpolitik og finansvidenskab Kjeld Philip (minister fra 1957-64) i en bog om 'Staten og Fattigdommen' påpege at socialpolitikken i Danmark havde det iboende træk at initiativer til fordel for de svageste efterhånden bliver til almene rettigheder for hele befolkningen (med skoler, hospitaler, lægevæsen, landboreformer, ulykkesforsikring). Alders- og invaliderenterne (som det hed dengang) er blevet til selvfølgeligheder, og det er endda kommet på tale at hjælpen skal ydes til alle uden hensyn til indkomst..... og dermed forsvinder det sociale præg! Ja, Philip stillede spørgsmålstegn ved om man overhovedet kunne kalde sociale ordninger der omfatter alle indkomstgrupper for socialpolitik.

Da professor i socialøkonomi Jørgen Dich i 1964 udgav sit hovedværk om 'Socialpolitikkens teori' docerede han at socialpolitik slet ikke handler om kredsen af modtagere, om social omsorg eller andre ædle hensigter, men helt principielt om offentlige tilskud. Dichs elev Jørn Henrik Petersen forklarede det med ordene, at hverken arbejderklassen eller andre klasser eller grupper kan danne grundlaget for afgrænsning af socialpolitikkken. Ej heller kan de offentlige handlinger der øver indflydelse på uligheden mellem befolkningsgrupper, betragtes som socialpolitikkens område. Det centrale er hvem der får tilskud fra det offentlige.

Første gang den nævnte undren over politiseringen af socialpolitikken blev fuldt bevidst var i 1973-74 da den nu pensionerede Jørgen S. Dich udgav bogen Den herskende klasse", hvor han utvetydigt fastslog at der som følge af stigende skatter og stigende vækst af socialpædagoger, plejepersonale, lærere, studerende og universitetsansatte var kommet en kolossal ekspansion af den offentlige sektor, som både skabte praktiske og ideologiske problemer. Det stigende antal offentligt ansatte kom til at udgøre en helt ny social klasse, som ikke alene medbragte ungdomsoprørets nye filosofi om nedbrydning af bestående uligheder som professorvældet, men frem for alt grundlæggende ændrede socialpolitikken til en humanistisk bevægelse. Særforsorgen blev pludselig "et kulturfænomen". De offentligt ansatte var blevet en afgørende gruppe af grænsevælgere, der kunne stille humanistisk begrundede krav som politikerne hverken kunne gennemskue eller afslå. 'Den tjenende stand' var gået hen og blevet 'den herskende klasse' - allerede i kraft af at 'den tjenende stand' fra den ene dag til den anden i 1968 ophørte med at opfatte sig selv som tjenende.

Dich kom endog med den insinuation at den voldsomme udbygning af de videregående uddannelser handlede om at middelklassen ville beskytte sit afkom mod risikoen for at skulle ernære sig ved fysisk arbejde, ja han talte om middelstandens evige flugt fra det legemlige arbejde. - Og det kan man mene er en grov insinuation, men når partierne i folketinget i det nye årtusinde har gjort det til et mål at flere og flere skal have studentereksamen og flere og flere en universitetsuddannelse, så kan Dich ikke have helt uret. I dag må arbejdsgiverne efterlyse arbejdskraft til de håndværksfag som vi alle forbliver afhængige af.



Men hvordan kom denne middelklasse til magten?

Det gjorde den da den britiske sociolog Anthony Giddens lancerede begrebet "den tredje vej", dvs vejen mellem den traditionelle socialistiske og den traditionelle liberalistiske vej, og fik Labours leder Tony Blair til at droppe marxismen og vinde et par valg, og sågar også fik Venstres Anders Fogh Rasmussen til at droppe tanken om minimalstaten og vinde valgene herhjemme i 2001, 2005 og 2007. Fogh erklærede klassekampen for død. Middelstanden vil have økonomisk vækst og velfærdssamfund - og så er det principielt ligegyldigt om det politiske flertal ligger til venstre eller til højre. Ofte ligger det til højre, fordi socialdemokratierne grundlæggende er enig i synspunktet og appellerer til midtervælgere, men er stærkt klemt af venstrefløjspartierne der appellerer til gammeldags socialister og nymodens utopister. Det er de borgerlige partiers held, selvom en opportunist som Lars Løkke Rasmussen også for længst har droppet 'den tredje vej'.

Men hertil kommer så det helt nye problem som Jørgen Dich af gode grunde ikke kunne tage fuld højde for i begyndelsen af 1970'erne: den voldsomme indvandring af muslimske fremmedarbejdere og flygtninge. Dette problem har fuldstændigt ændret alt hvad der kan henføres til traditionel socialpolitik. Dich havde dog nogle bemærkninger om problemet i forbindelse med debatten om EU eller EF som det hed dengang, idet han frygtede fremmedarbejdernes negative indflydelse på den nationale sammenhængskraft, fordi de kom fra en helt anden kultur. Faktisk var der dengang en såkaldt kulturkamp der bestod i at socialdemokratiet ønskede almindelige danskeres kultur højnet generelt!

De færreste gjorde sig dengang forestillinger om hvad det betød at landet i kraft af fremmedarbejdernes ret til at slå sig permanent ned i landet og tage deres familier med ville få et stigende antal muslimske parallelsamfund og ghettoer - endsige at det var flygtninge og deres ægtefæller der udløste en folkelig modvilje. Ikke mindst da den af den tyske kansler Merkel provokerende åbning af EU's ydre grænser i efteråret 2015 gav frit løb for den kolossale flygtningestrøm af muslimer fra Syrien og andre mellemøstlige og afrikanske lande. Den voldte logistiske problemer alle steder, den splittede EU i 'lande for' og 'lande imod' og fik navnlig store politiske følger for midterpartierne, incl. socialdemokratierne.

Men flygtningestømmen kom også til for alvor at udstille venstrefløjens "medmenneskelighed, solidaritet og socialarbejde" som den rene og skære ideologi den var og som netop i humanismens navn fremmede specielle klasse- eller rettere organisationsinteresser. Den bagatelliserede fuldstændigt den ødelæggende virkning for landenes indre sammenhængskraft der blev følgen af de mange lukkede indvandringsmiljøer eller ghettoer der var baseret på fremmedsprog, fremmedkultur og fremmedtro. Den vakte en ægte folkelig modstand som imidlertid tendentiøst blev affejet som racisme og fremmedangst. Venstrefløjen og de sociale interesseorganisationer definerede fra starten 'medmenneskelighed' som en universel barmhjertighedsgerning alle skulle nære hvis de ville opfattes som sande mennesker - uden ringeste hensyn til at sande og fornuftige mennesker altid intuitivt har opfattet det nære og lokale samfund som det virkeligt menneskelige samfund.



Det er her skillelinjen står - og også her den store brede midterfløj trænger til opdatering af oplysningen. Menneskelighed findes overalt på kloden hos alle racer og i alle kulturer, men den er ikke universel af væsen; den fordrer ikke absolut multikulturalisme eller absolut kosmopolitisme, den kan tværtimod kun udfolde sig i nærmiljøer, herunder sammenhængende nationalstater og er derfor fuldt forenelig med krav til indvandrere.

Socialpolitikken eksisterer og har det udmærket her i landet og i de fleste andre europæiske lande, blandt andet fungerer skolevæsenet, børnehaver, plejehjem, sygehuse m.v. stadig rimeligt godt, men unægteligt ikke uden problemer eller fejlskøn. Samfundet ændrer sig konstant og i vore dage med så stor hast at både politikere, offentligt ansatte og menigmand har svært ved at følge med. Socialpolitiken er ikke og kan aldrig blive perfekt eller optimalt retfærdigt. Den vil altid være til debat og justering, og det er et sundhedstegn. Men skal den lykkes bedst mulig og i overensstemmelse med det brede flertals ønsker, så kræver det at alle parter ser problemerne direkte i øjnene og kalder manglende integration for manglende integration.

Personligt giver jeg ikke en pind for regeringens test af statsborgerskabs-ansøgere eller af ghettobørns sprogkundskaber og kulturviden. Eller for den sags skyld af fængselsstraf til hjemløse. Men de offentlige kassers midler skal der økonomiseres med, så de ikke løber løbsk som fx i Italien. Og indvandringen skal begrænses, fordi for mange indvandrere og for mange familiesammenføringer vitterligt giver problemer. Og hovedproblemet her er at for mange indvandrere ikke lærer sproget og ikke får tilknytning til arbejdsmarkedet, men går på offentlig forsørgelse.

En frisk sociologisk undersøgelse viser desuden at den folkelige modstand mod muslimske indvandrere fortsat er stor, men samtidigt at den beror på modstand mod muslimernes adfærd og vaner fordi disse i modsætning til hvad der gælder normale sekulariserede danskere har temmelig meget med deres fremmede kultur, religion og kvindesyn at gøre. Danskerne er jo ikke generelt særligt religiøse, men har for flertallets vedkommende blot tilknytning til folkekirken fordi det er tradition (bl.a. i forbindelse med jul og påske), og ikke fordi de går op i den kristne dogmatik og katekismus. De er sekulariserede, mens muslimerne stadig overvejende går i moskeen, lytter til fremmede imamer, reciterer koranvers udenad, beder bønner, holder ramadan osv. Derfor holder det netop ikke længere stik at religion er en privatsag her i landet. Det ville den kun være hvis alle var sekulariserede og blæste på hvad præster og imamer prædikede.

Når integrationsminister Inger Støjberg offentlig slår fast, at religion er en privatsag, men at muslimernes ramadam er et problem, så modsiger hun sig selv. For i det omfang ramadanen er et problem for muslimer på arbejdsmarkedet, bliver dén i det mindste et offentligt anliggende. Det er ikke uløseligt, men det er bare et af beviserne på at der er forskel på sekulariserede danskere og ikke-sekulariserede indvandrere. Og det betyder igen integrationsproblemer.

Men socialpolitikken som sådan skal såmænd nok klare sig igennem de omskiftelige forhold og regeringsinitiativer. Men det kræver at folketingsflertallet ikke giver efter for de sociale interesseorganisationers forsøg på at definere medmenneskeligheden efter deres eget behov; den skal defineres ud fra landets overordnede interesser - også i forhold til indvandrere og flygtninge. Danskheden skal tages alvorligt.

Ejvind Riisgård



Henvisninger:

Litteratur:

Jørgen S. Dich: Den herskende klasse. En kritisk analyse af social udbytning og midlerne imod den. (Borgen. 1974)
Arne Hardis: Den kætterske socialdemokrat. Jørgen Dich og den herskende klasse. (Gyldendal. 2018



Relevante artikler på Jernesalt:

Den herskende klasse"
Ungdomsoprøret 1968
Merkels åbning af EU's ydre grænser

'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Den tredje vej og Labours nye formand  (27.9.10.)
Den tredje vej og Lars Løkke Rasmussen  (29.9.10.)
Den tredje vej og Liberal Alliance  (28.9.10.)
'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair  (27.7.12.)
Den tredje vej til religionsanskuelse
en tredje vej i eksistensen - hinsides determinisme og vilkårlighed?



Den danske model stod sin prøve, men ikke uden skrammer  (29.4.18.)
Vor tids børn og unge retarderes psykisk uden at vide det  (11.12.16.)
Robert N. et herligt symptom på velfærdssamfundets
Indvandrerdebatten - Naivitet og fordummelse i politik IV  (14.3.11.)
Uddannelsessystemet vrides skævt af fokuseringen på effektivitet  (31.7.13.)
SU-reformen ikke ideel, men nødvendig  (22.2.13.
Den nye klassedeling i Danmark  (11.11.12.)
Hvad skal vi med alle de helligdage?  (27.5.12.)
S-R-SF-regeringens 2020-plan  (9.5.12.)
Livskvalitet og arbejde - 1. artikel i ny serie om livskvalitet  (9.1.12.)
Normskredet i velfærdsstaten  (1.12.11.)
Fedmesamfundets inkonsekvenser  (20.7.11.)
Ghetto-problematikkens substans og dilemmaer  (22.10.10.)
Velfærdssamfundets fremtidige finansiering kræver ny realisme  (23.7.10.)



Kvindefrigørelsen og den frie leg mellem kønnene  (18.1.16)
EU og Merkel bruger flygtningestrømmen til at skabe mere union  (14.10.15.)
Skal alle danskere være akademikere?  (21.8.13.)
Den nye klassedeling i Danmark  (11.11.12.)
Akutpakken afhjælper et akut problem rimeligt  (25.10.12.)
Dagpengeløsningen udskyder reformen, men redder regeringen  (16.5.13.)
Er unges druk og stofmisbrug reelt en form for social udskillelse?  (15.07.12.)
Kampen om indvandring og homogenitet  (4.5.12.)
Indvandringens fataliteter  (1.4.12.)
Endelig kommer der gang i reformarbejdet  (2.3.12.)
Livskvalitet og arbejde - 1. artikel i ny serie om livskvalitet  (9.1.12.)
Pointsystemet forvirrer, men afslører reelle modsætninger i befolkningen  (20.11.10.)
Kan fattigdom mon true det danske samfund  (7.4.10.)
Sygehusdriften den værste drift at styre  (13.1.10.)



Omskæring af drengebørn er absolut ikke en uskyldig ting  (18.1.18.)
Fri os fra fortsat religiøs forvirring  (16.3.16.)
Terror-redegørelsen en bét for Helle Thorning   (17.5.15.)
Skal Hizb ut-Tahrir forbydes?  (14.3.15.)
Danmark efter terrorangrebet 14. februar  (19.2.15.)
Radikaliseringen af unge muslimer må bekæmpes   (17.2.15.)
Den nye islamistiske terror mod ytringsfrihed og jøder nu for alvor i Danmark  (15.2.15.)
Hvad der er danskhed afgøres alene af etniske danskere  (9.7.13.)
Indvandringens fataliteter  (1.4.12.)
Ytringsfrihed og terrortrussel  (30.9.10.)
Politiken lefler for Profetens efterkommere  (28.02.10.)
Pia Kjærsgaard truet på livet af fremmedelementer  (19.2.10.)
Kulturkampen aflyst eller afsporet?  (24.1.10.)
Muslimsk-patriarkalsk lagenkontrol
eller kvindeemancipatorisk imamkontrol?
  (29.10.09.)
Burkaforbud - et led i kvindefrigørelsen
eller et led i diskrimination af muslimer?
  (18.08.09.)
Danmark er blevet en central fjende for islamistiske terrorister  (3.6.08.)



Merkels fatale flygtningepolitik står ved magt  (5.9.17.)
EU prøver at begrænse menneskesmuglingen over Middelhavet  (1.9.17.)
Menneskesmuglingen over Middelhavet et kæmpe problem - både politisk og etisk   (18.8.17.)
Elvte september 2001 satte fundamentalt skel mellem to kulturer  (11.9.16.)
Merkel i stigende problemer med sin flygtningepolitik  (30.8.16.)
Venstrefløjens snæversyn på indvandring er fatal  (7.8.16.)
Legen fortrænger alvoren i moderne kultur - Mennesket som et legende væsen (7)   (23.6.16.)
Østrig lodret splittet ved præsidentvalget  (27.5.16.)
Folkelighed efterhånden et mangetydigt og mystisk begreb  (29.7.17.)
Kvindeillusion og kvindesvigt  (26.3.17.)
Højrenationalismen er lige så reaktionær som globalismen>  (10.2.17.)
Åbent brev til Kulturminister Mette Bock  (9.1.17.)
Fem artiker til det åbne brev  (9.1.17.)
Venstrefløjens snæversyn på indvandring er fatal  (7.8.16.)
Gymnasiumreform? - Adgangskrav? - Almendannelse? - Opgør med socialdemokratismen?  (11.4.16.)
Anker Jørgensen og folkeligheden  (21.3.16.)
Den britiske satiretegning mod Danmark viser EU's dybe splittelse  (29.1.16.)
Muhammedtegningernes altafgørende betydning  (30.9.15.)
Har samfundene indbyggede etiske retningslinjer?  (24.9.15.)
Systemsammenbrud betyder ikke tidernes ende, men nye muligheder  (13.9.15.)



Artikler om Danmark
Artikler om EU og Europa
Artikler om Flygtningekrisen
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal