JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - kulturkamp02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.1.10.

Kulturkampen aflyst eller afsporet?

Midt i debatten om en somaliers mordforsøg på tegneren Kurt Westergaard, et auktionshus' frygt for at sælge billeder af samme tegner, herboende somalieres frygt for at blive hængt ud som potentielle terrorister samt unge muslimske kvinders frygt og risiko for sexovergreb i deres familier nåede statsminister Lars Løkke Rasmussen lige på sit pressemøde i tirsdags at genopfriske den hjemlige værdikamp med usædvanligt klare udtalelser om burkaproblemet, inden et medlem af Dansk Folkepartis folketingsgruppe vanen tro førte en nødvendig debat på afveje med så grove generalisationer mod muslimer at det blev for meget for selve partiformanden.

Værdikamp i dette land er ikke let, fordi den næsten automatisk ender i strid om tolerance og menneskerettigheder og derfor også let bliver et partipolitisk slagsmål for og imod stramninger i udlændingepolitikken, ja, for og imod islam - i stedet for at fokusere på det sagen burde dreje sig om: Hvad er værdier overhovedet for en størrelse i kulturkampen, hvad er de specifikke danske værdier, hvordan forholder de sig til specifikke muslimske værdier, og hvordan bruger man værdier til at skabe integration og sammenhæng i et pluralistisk samfund med mange forskellige etniciteter, sprog, kultur- og religionstraditioner.

Westergaard-mordforsøget er tidligere behandlet, så her skal blot gentages at der nu engang findes fanatiske muslimer der ikke vil acceptere nogen form for relativisering af deres gud eller profet, heller ikke i humorens ellers fortræffelige form. Derfor vil der være terror mod vestlige værdier og vestlig sekularisering. Og derfor kommer muslimerne i deres samfundsmæssige udvikling som indfødte i deres hjemlande og som indvandrerer i vestlige lande næsten ikke ud af den flække der hedder stilstand eller bagstræb.

Somalier-problemet er i denne sag uudgåeligt, fordi det nu engang altid vil være sådan at en forbrydelse der kan føres tilbage til en gruppe indvandrere med særlige integrationsproblemer vil ramme gruppen, selvom flertallet af disse indvandrere er sagesløse. Problemet er da også kun blevet forstærket ved at den sigtede somaliers netværk ikke er tilfældigt, men netop peger på andre somaliske miljøer og moskeer hvor der findes grupper af radikaliserede unge mennesker der hverver medlemmer til en decideret terrororganisation.

Talsmænd for somalierne i flere nordiske byer har da også valgt at tage initiativ til at modvirke tendenserne blandt deres landsmænd. Og det må hilses med tilfredshed, men det må ikke aflede opmærksomheden fra det faktum, at der er unge somaliere i de nordiske lande der ikke ønsker integration, men tværtimod yder modstand mod de vestlige værdier.

De konservatives tidligere forslag om et burkaforbud som led i kampen for muslimske kvinders frigørelse er også blevet behandlet (18.8.09.), men det skabte dengang så megen diskussion at regeringen bad nogle forskere finde ud af hvort stort problemet var. Forskerne er nu kommet med deres rapport, og det viser sig at det for det første er yderst vanskeligt at afgøre hvor mange muslimske kvinder her i landet der overhovedet går med burka eller niqab, og for det andet at det efter bedste skøn næppe drejer sig om ret mange. Stor ståhej for ingenting, kunne man fristes til at sige, men regeringen mener fortsat at der er grund til et forbud mod brug af burka og niqab i det offentlige rum, bl.a. i skolen. Det er ikke i overensstemmelse med almindelig dansk skik at formumme sig når man er blandt andre mennesker, medmindre man holder fastelavn. Det er således også forbudt for autonome aktivister at bruge elefanthue under demonstrationer.

Hvordan muslimske kvinder derimod går klædt i deres hjem, kan og skal staten ikke blande sig i direkte, og det viser sig da også at en del af de muslimske kvinder der går med burka eller niqab gør det frivilligt for at understrege deres islamiske tro. Det er i mange tilfælde konverterede danske kvinder der bruger disse dragter, og det skal de naturligvis have lov til, men stadigt gælder at det er en god og rimelig ting fra det offentliges side at understrege at den specielle muslimske klædedragt for kvinder er et tegn på at kvinder underordner sig det dominerende gamle muslimske kvindesyn og derfor ikke tjener den kvindefrigørelse vi i vesten anser for idealet.

Afsløringen af sexovergreb mod unge muslimske kvinder i deres egne familier er ikke nye, men dukker naturligvis op med mellemrum, fordi problemet er stort for enhver der bliver udsat for det - hvad sexovergreb er i alle tilfælde - men også fordi det er specielt stort for muslimer i og med at både kvindesynet og familiemønsteret er anderledes blandt muslimer end blandt ikke-muslimer. De muslimske piger der udsættes for voldtægt anmelder det ikke til myndighederne, fordi de ganske enkelt frygter repressalier fra familiens side. Dels bliver de ikke troet (det er altid mandens vidneudsagn der tæller mest), dels får de selv skylden for ulykken (de beskyldes for at have optrådt eller klædt sig udfordrende).

I muslimske lande hvor shariaen gælder har voldtagne kvinder som regel ingen chancer i retssystemet. Det er dem der bliver dømt på mændenes vidneudsagn. Men i vestlige lande burde der være ligestilling med danske kvinder. Og det er der ikke. De muslimske kvinder der udsættes for voldtægt risikerer udstødelse og i værste fald æresdrab.

I Tyskland har der ifølge Politikens korrespondent Peter Wivel for nylig været gennemført politirazziaer mod flere moskeer, bederum, forlag og privatboliger hvor en bestemt gruppe fundamentalistiske muslimer med to konvertitter i spidsen vil have indført sharia-loven i deres kredse og dermed give frit slag for tugtelse af kvinder under betegnelsen "Kvinder under islams beskyttelse". Tugtelsen består i korporlig afstraffelse og er mandens ret i forholdet, hvis kvinden nægter at tilfredsstille ham seksuelt når som helst han har lyst. Det hører med til mændenes islamisme, at tugtelsen trods alt ikke må medføre at manden ligefrem brækker kvindens knogler. Men omvendt hedder det også i forskrifterne, at lydige kvinder nyder at blive slået.

Det kan dårligt være længere fra danske eller vestlige forestillinger om ligeværdighed mellem mænd og kvinder.

Hele dette dybt alvorlige problem blev fornylig taget op af Lars Hedegaard og det såkaldte 'Trykkefrihedsselskab' der jævnligt udgiver bøger mod islamisk kultur. Men denne gang strammede Hedegaard angrebet ved helt generelt at anklage muslimske fædre for at voldtage deres døtre. Det er i sig selv en alt andet end konstruktiv generalisation, da der givetvis er særdeles mange muslimske fædre der ikke voldtager deres døtre. Helt bortset fra at muslimske familier er relativt mere lukkede i forhold til danske, så man ikke kan vide, hvor galt det står til, så rammer man ved siden af med en generalisation som Hedegaards. Den førte da også til at nogle medlemmer af Trykkefrihedsselskabet valgte at gå deres vej. Men det har tilsyneladende ikke gjort indtryk på Hedegaard.

Nu er så præsten og folketingsmedlemmet fra Dansk Folkeparti Jesper Langballe tillige med fætteren pastor Søren Krarup komme Lars Hedegaard til undsætning. Langballe har i Berlingske Tidende lørdag den 23.1. korrigeret Hedegaard på et enkelt punkt. Det er skam ikke fædrene der voldtager pigerne i de muslimske familier, men onklerne! Fædrene og de øvrige mandlige familiemedlemmer accepterer det - og giver følgelig ikke pigerne nogen chance for at forhindre overgrebene, endsige komme godt fra en anmeldelse til politiet.

Langballe mener at budskabet fra Hedegaard i grundsubstansen er rigtigt, selvom der er overdrivelse i selve formuleringen. Men man vælger efter hans mening at kappe hovedet af budbringeren i stedet for at tage stilling til problemets kerne: islams formørkede kvindesyn. Og hele afledningsmanøvren tjener kun det formål at forsvare islams kvindenedværdigelse og islamiseringen af Europa. I tolerancens navn baner man, skriver han ironisk, vej mod det store mål - at vore børnebørn kan nyde et sharia-samfunds velsignelser.

Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen var ikke sen til at melde ud at han var 'rimelig forfærdet' over en sådan holdning (udtrykket betød i gamle dage 'ikke særligt forfærdet', men det skal vist nok forstås anderledes nu om dage!). Og Venstres Eyvind Vesselbo kaldte det 'værdidebat uden værdier'. Det er jo kun at sige noget grimt om andre. Også de konservative fandt Langballes udtalelser problematiske. Så til sidst måtte Dansk Folkepartis formand også sige fra. Ståhejen kan måske skade tilslutningen til partiet

Pia Kjærsgaard sagde til pressen at hun ikke ville have udtrykt sig på samme måde. "Det var for generaliserende". Hun har uddybet det ved også at kalde Langballes udtalelse for kluntet. Hun erkender at der er muslimske piger der bliver voldtaget i deres familier, og at der sker æresdrab i den forbindelse. Men hun forstår ikke at Langballe og Krarup vil forsvare Lars Hedegaard.

Langballe på sin side tager formandens afstandtagen ganske roligt. Der er plads til uenighed i partiet, men man er ikke uenig i at betragte den islamiske religion som en fare for ethvert samfund. Kristendom og islam er uforenelige religioner, og Dansk Folkeparti er imod islam som religion, men ikke imod muslimerne som befolkningsgruppe.

Ser man bort fra retorikken - hvad man aldrig kan fuldstændigt, da den i høj grad afspejler faktiske forskelle i grundholdningen - så må det konstateres, at værdikampen her i landet som i andre europæiske lande fortsat er en kulturkamp mellem sekularitet, modernitet og fremskridt på den ene side og fundamentalisme, kvindeundertrykkelse og andet bagstræb på den anden side. Men det hører med til billedet at værdikampen skiller både muslimer og danskere.

Værdikampen skiller danskerne på den måde at nogle indfødte danskere - især på venstrefløjen og især blandt akademikere - fokuserer på de såkaldte universelle værdier som menneskerettighederne og følgelig nedvurderer eller direkte undsiger alle specifikke værdier der har med kulturtradition og religion at gøre. I tolerancens og ligeberettigelsens navn gøres alle nationalt eller religiøst betingede traditionsværdier lige gyldige - og dette betyder i hovedsagen at de bliver ligegyldige, dvs ugyldige som identitetsskabende værdier. Holdningen fører til kulturrelativisme. Alle kulturer og alle religioner er i princippet lige gode, og da vi lever i en globaliseret verden skal de i princippet også være ligeberettigede alle steder på kloden. Og det har de nationalt forankrede værsgo at acceptere.

Andre danskere vil derimod hævde at værdier overalt gør en forskel, og at det er de traditionsbestemte, lokaltbestemte og tidsbestemte forskelle der gør de forskellige lande, kulturer og religioner til noget værdifuldt. Denne holdning fører til værdsættelse af de enkelte nationers monokulturer. Der kan og skal være plads til pluralitet og subkulturer, men der skal være en overordnet monokultur til at sikre sammenhængen og identiteten. Det ligger i sagens natur at danskere der holder på monokulturen i kulturrelativisternes øjne vil blive betragtet som romantiske traditionalister og bagstræbere, mens omvendt kulturrelativisterne i de andres øjne vil blive betragtet som elitære kosmopolitter der glemmer hvor de kommer fra. I begge tilfælde er der tale om subjektive opfattelser der aldrig kan gøres gældende som videnskabelige sandheder. Men det bør udtrykkeligt nævnes at de danskere der føler sig forankret i dansk kultur på ingen måde behøver være bagstræberiske og at kulturrelativisterne ikke automatisk skal ses som de progressive. For et fremskridt uden forankring i tradition er et rent æstetisk fænomen: Den er overflade.

Værdikampen skiller muslimerne fordi den uundgåeligt sætter dem i det dilemma at de ikke kan integreres fuldt ud i det danske samfund hvis de ikke er i stand til at acceptere de værdier der ligger i de demokratiske rettigheder, i kvindernes ligeberettigelse og frigørelse og i sekulariseringens klare adskillelse mellem religiøs magt og politisk magt.

Det danske samfund er et sekulariseret demokrati der anerkender og værdsætter kvindernes frigørelse, og derfor er det ikke muligt at leve her i landet som fuldgyldige borgere, hvis man ikke accepterer disse ideer, men tværtimod prøver at etablere parallelsamfund hvor andre ideer skal gælde.

Det er givet at indvandrere altid i flere generationer vil have en eller anden tilknytning til deres oprindelseslande som vil blive en del af deres identitet. Men det er også givet at tilknytningen nødvendigvis vil blive mindre og mindre med årene, og at mange indvandrerbørn vil vokse op med ønsket om fuld integration i det danske samfund. Det er kun religiøse fundamentalister, mandsdominansens fundamentalister og andre fanatikere der vil være principielt imod integrationen og som vil prøve at modarbejde den længst muligt. Men over for disse fanatikere er det både rimeligt og nødvendigt for det frie danske samfund at forhindre modarbejdet.

Værdikampen og kulturkampen er nødvendig så længe der er indvandrere der bevidst modarbejder integrationen. Al religiøs fundamentalisme og al primitiv mandschauvinisme fra primitive klansamfund må overvindes. Og heldigvis vil det for de fleste af nye indvandrergenerationer være et led i deres ungdomsoprør og kamp for selvstændighed at vende sig mod bagstræbet og fundamentalismen.

Moderniteten, progressiviteten og fremtiden ligger i kvindefrigørelsen, demokratiseringen og sekulariseringen. Det er aldrig en nødvendighed for indvandrerne at konvertere til kristendommen, for denne har ikke eneret på demokratiet og sekulariseringen. Men det er nødvendigt at acceptere kvindefrigørelsen, ytringsfriheden og adskillelsen mellem den religiøse og den verdslige magt.

Men samtidigt gælder at det også for danskerne vil være en fordel at gå progressivitetens vej ved at afdogmatisere kristendommen, så religionen i det moderne, sekulariserede samfund i langt højere grad bliver en inspirerende, frigørende og inkluderende åndsfaktor end en snæversynet, hæmmende og ekskluderende magt- og kontrolfaktor.

Derfor bør der også i forbindelse med den aktuelle udløber af den standende kulturkamp peges på nødvendigheden af at se religionen som et emergent, levende og omformeligt fænomen i biologien eller naturhistorien fremfor at se den som en fastlåst størrelse med forankring i noget overnaturligt.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Oversigt over artikler om Muhammedsagen