Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2019-FILOSOFIEN
 
ESSAYS
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - e-bog27filosofi2019

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.6.19. - Præsentation af e-bog 27 fra Jernesalt -

Den komplementære helhedsrealisme 2019



Kort beskrivelse af bogen:

'Den komplementære helhedsrealisme' er en opdateret udgave af 'Jernesalts 2009-filosofi' der tager højde for de store begivenheder der er sket mellem 2001 og 2014 og mellem 2014 og 2019, dvs den voldsomme terrorisme og den store globale finanskrise i første periode og flygtningekrisen 2015 samt klimaudfordringen og #MeToo-bevægelsen i anden periode. Og filosofien koordinerer forfatterens nøgterne og prosaiske synspunkter med den mere specielle 'besyngelse' af tilværelsen der er fremlagt i 'Højsangen om den menneskelige eksistens' og som siger at det fortsat gælder om at lade sig fortrylle af tilværelsen.

Udgangspunktet er i begge tilfælde den kendsgerning at mennesket intuitivt ser virkeligheden som en meningsgivende helhed, men i det praktiske hverdagsliv og i realpolitikken får den splittet op i særskilte områder, der beskrives i særskilte hovedafsnit: Krisen, Eksistensen, Verdensbilledet, Livet, Mennesket, Sjælen, Religionen, Sproget og Samfundet.

Bogen indeholder forfatterens tidligere lancering af psykens fire fundamentalkræfter og redegør grundigt for lovene for de psykiske grundprocesser og det kollektivt ubevidste. Forfatteren gør op med al fundamentalistisk religionsopfattelse der fører til religionskrige og undertrykkelse, men påpeger samtidigt nødvendigheden af en sekulær føling med de meningsgivende og energiladede kræfter i tilværelsen.

I afsnittet om dansk partipolitik gøres op med den manglende eksistensfilosofiske afklaring i alle partier. Den tredje vejs midterpolitik forsvares, selvom den næsten er glemt, og det understreges at der fortsat er behov for et kvantespring fremad i udviklingen og oplysningsniveauet. Både her i landet og i EU som helhed. Det ses tydeligt efter Folketingsvalget og valget til EU-parlamentet i 2019.

Hovedsynspunktet i filosofien er at universet, livet, mennesket, sjælen, religionen, sproget og samfundet er elementære kendsgerninger der nok kan udforskes og beskrives, men aldrig afdækkes eller defineres udtømmende. De er alle udtryk for emergens i udviklingen.

Den menneskelige eksistens er et kompleks og meningsbærende projekt der er og skal være overordnet erkendelsesprojektet. Og her er det kun dagligsproget der har den fulde føling med virkeligheden i og med at det dækker både den praktisk-rationelle erfaring og den åndeligt-irrationelle erfaring.

Mennesket kan bevare nøgternheden i livet fuldt ud som følge af den ejendommelige og uforklarlige kendsgerning at sekundærprocesserne beror på den genstandsbevisthed som igen har sin forudsætning i det forhold at der er faste og håndgribelige ting i den ydre verden. Mennesket er ikke dømt til at forblive i barnets indre verden, men kan tværtimod leve i den fascinerende vekselvirkning mellem den indre og ydre verden.

Det bohrske komplementaritetssynspunkt stilles op som eneste mulighed for at undgå alle dualistiske modsætninger der forhekser forstanden med sine logiske modsætninger mellem ånd og materie.

Det understreges at det folkelige kun kan forstås ud fra det kollektivt ubevidste. Og at samfundslivet og kulturen kun på ny kan blive en konsistent helhed gennem en tidssvarende helhedsrealisme.



De overordnede, principielle betragtninger vil være uændrede i forhold til tidligere udgaver, men hovedafsnittet om 'Samfundet' er udvidet med hensyn til den udvikling der er sket nationalt og internationalt siden 2009. Afnittet om kønsforskellen udvidet med betragtninger om #MeToo-bevægelsen. Klimakrisen belyses i et afsnit om Overbefolkningen. Afsnittet om Dansk Partipolitik er opdateret med betragtninger frem til folketingsvalget 2019.

Den komplette udgave af 'Den komplementære helhedsrealisme 2019' kan rekvireres gratis ved opgivelse af e-mail-adresse til forfatteren på jernesalt@newmail.dk.



Indholdsfortegnelse:

Forord
Begreber og aksiomer
Krisen omkring årsskiftet 2013/14

Eksistensen

Livet og døden -
Immanens og transcendens -
Kultur og livskvalitet -
Livskvalitet -
Konsistens
Mening og humor

Verdensbilledet

Universet -
Stof og energi -
Virkelighed -
Videnskab og relativitet

Livet

Evolution -
Selektion -
Kultur -
Emergens

Mennesket

Biologi -
Aggressivitet og dominans -
Seksualitet -
Socialitet, ulighed og kønsforskel -
Musikalitet og spiritualitet -
Konsistens og åbenhed

Sjælen

Sjæl og bevidsthed -
Primær - og sekundærprocesserne -
Det snævre jeg og totalpsyken -
Konsistensetikken

Religion som emergent fænomen i biologien

Det kollektivt ubevidste -
Åndslivet i højeste potens -
De store religioner i Europa og Middelhavsområdet -
Nutidens største oplysningsproblem -
Mytisk eksistensforståelse -
Rationalitetens triumfer -
Irrationalitetens genkomst -
Rationalitetens indbyggede risici -
1900-tallets store, endnu ikke forståede opdagelser -
Den komplementære helhedsrealismes begrebsramme

Sproget

Dagligsproget kontra specialsprog -
Samtale, debat og medier -
Sprogregler -
Det dybe sprog og det høje sprog

Samfundet

Arbejdet som kilde til kultur -
Etik og politik -
Det nationale og det internationale -
Klassesamfund og velfærdssamfund -
Individ og samfund -
Demokrati og sekularisering -
Demokrati forudsætter sekularisering og omvendt -
Folk og elite -
Dansk partipolitik -
Kunst og kult

Afsluttende kapitler

Overordnede politiske parametre
Udfordringen
Advarsler af særlig helhedsrealistisk art
Den komplementære helhedsrealismes håb

Efterskrift
Inspiratorer
Henvisninger



Udsnit af bogen:

Forord
Krisen omkring 2019
#MeToo-bevægelsen
Islam en trussel mod demokrati og sekularisering
Klimakrisen
Dansk partipolitik siden 2001
Udfordringen (herunder også EU-krisen)
Håbet
Efterskrift
Henvisninger



Forord    
Til toppen  Næste

Samfundsudviklingen i det nye årtusinde har bestemt ikke været uden problemer. Udviklingen i samfundslivet er nu engang altid præget af konflikter og kriser i vekslende omfang. Men problemerne siden 2001 synes at være i særklasse.

11. september 2001 kom det skelsættende, spektakulære terrorangreb på World Trade Centret i New York, og den 26. november 2007 terrorangrebet på internationale hoteller og institutioner i Mumbay i Indien. Den muslimske terrorisme blev igen en afgørende historisk faktor - ikke mindst i det i forvejen yderst problematiske forhold mellem den dogmatiske mellemøstlige verden og den sekulariserede vestlige verden.

I 2009 blev hele den globale økonomi ramt af en helt ny og speciel økonomisk krise, der hang sammen med den voldsomme udvikling af informationsteknologien. Det etablerede banksystem var slet ikke forberedt på den pludselig oppustning af kunstige finansværdier i kæmpemæssige bobler der sprængtes på ganske kort tid, fik aktiekurserne til at dykke og mange ellers anerkendte og 'sikre' virksomheder til at gå konkurs. Det er rettet nogenlunde op, men ikke uden mistillid til hele banksystemet.

I 2015 ramtes Europa og især Ungarn, Tyskland, Østrig, Italien og Grækenland af den store flygtningetilstrømning fra det borgerkrigshærgede Syrien og andre plagede områder af det muslimske Mellemøsten og Nordafrika. Den tyske kansler reagerede forkert og forhastet på de opståede logistiske problemer, og følgen blev en betydelig omvæltning af hele det partipolitiske billede i Europa - med fremmarch af højreekstremisme og tilbagegang for de gamle etablerede partier i mange lande. Også selve Den Europæiske Union blev så hårdt ramt, at den fik en ledelseskrise som EU-parlamentsvalget i foråret kun forstærkede. Der findes ingen ledere der kan tackle problemerne effektivt og tillidvækkende. Brexit har kun forværret situationen.

Endelig skabte den længe forudsagte globale klimakrise på kort tid i 2017-19 ikke alene en stærk og synlig forandring i vejrforholdene, men også blandt især unge mennesker den allerstørste bekymring for om der overhovedet er en udvej. Og samtidigt trak #MeToobevægelsen alle de patriarkalske systemers dybe krænkelse af kvinder frem i lyset, så det vil ændre debatten om kvindernes ligestilling for stedse.



Alle disse begivenheder markerer en fundamental vending i den økonomiske, miljømæssige, politiske og kulturelle udvikling for hele kloden, men de rejste også ønsket og kravet om en helt ny tidssvarende filosofi der var i stand til endeligt at løfte den 200 år gamle europæiske idé om oplysning og rationalisme op over afmagten og den i virkeligheden fatale forsømmelse af de irrationelle dimensioners afgørende betydning for eksistensen og udviklingen.

Den komplementære helhedsrealisme er et tilbud om en sådan ny eksistensfilosofi. Den fører som den første nogensinde de to afgørende europæiske tråde fra årene omkring 1800 - rationalismen og romantikken - frem til en samlet etisk, religiøs og erkendelsesmæssig forståelse der er baseret på ganske bestemte helt fundamentale nyerkendelser i det 20. århundrede.

Filosofien er alment tilgængelig, men kræver gode læsefærdigheder og -vaner. Den kan betragtes som en slags eksistentiel relativitetsteori, der relaterer afgørende eksistentielle værdisæt af subjektiv art til objektive og videnskabelige erfaringer af mere praktisk art og betydning. Og det giver altid forståelsesproblemer.

Komplementariteten ligger i at helhedsrealismen accepterer to lige væsentlige, men logisk uforenelige tilgange til tilværelsen, nemlig den rationelle tilgang og den irrationelle tilgang. Udgangspunktet er den kendsgerning at mennesket på den ene side intuitivt ser virkeligheden som en meningsgivende helhed, men på den anden side også forholder sig nøgternt, kritisk og praktisk-realistisk til den daglige tilværelse i al dens opdelthed. Da dobbeltaspektet er umuligt at opretholde inden for en logisk konsistent syntese, bliver komplementariteten den eneste mulighed for at sikre en fornuftig og dynamisk ligeberettigelse af de to lige frugtbare tilgange.

Den komplementære helhedsrealisme har siden 2.2. 2002 været filosofien bag det tværfaglige internetorgan 'Jernesalt' som i de forløbne år har bragt erkendelses-mæssige, psykologiske og samfundsorienterede grundartikler såvel som løbende kommentarer og analyser af politiske og kulturelle begivenheder. Men det var netop fra starten tanken at runde af med en samlet, konsistent, men stadig åben filosofi - til erstatning for den ultrakorte der blev præsenteret ved starten.

Baggrunden for den nu foreliggende sidste udgave af filosofien er årtiers studium af bestemte særligt inspirerende forfattere, kunstnere og filosoffer hvis navne fremgår af listen over inspiratorer bagest i bogen. De allervigtigste er atomfysikeren Niels Bohr (komplementaritetsynspunktet), religionshistorikeren Vilh. Grønbech (forståelsen af virkeligheden og dybdepsykologien), psykiateren Erling Jacobsen (konsistenstikken og dybdepsykologien), etologen og filosoffen Konrad Lorenz (forståelsen af aggressi-vitetsdriften), idehistorikeren og bevidsthedsforskeren Jes Bertelsen (forståelsen af helhedssynspunktet og dets almengørelse) samt humormennesket Robert Storm Petersen (dansk humor i sin mest eksistentielle form).

Hertil kommer 85 års broget livserfaring samt en gennem årene systematisk opdyrket intuitiv begavelse og åbenhed over for ny erfaring. Filosofien er nu opdateret og det samlede projekt dermed gjort færdigt. Men nogle vigtige ting skal understreges en ekstra gang.



Forfatteren er autodidakt og dermed uden nogen form for autorisation. Men dette har dybest set været en afgørende forudsætning for nytænkningen. En snæver fagligt-metodisk og af autoriteterne blåstemplet tilgang til og udførelse af projektet ville aldrig kunne have banet vej for en tænkning der bryder med faglig snæverhed og systematisk officiel negligering af de irrationelle aspekter af tilværelsen.

Pseudonymiteten var oprindeligt valgt fordi forfatterens person var underordnet i den forstand at der ikke er nogen simpel biografisk forklaring på filosofien, men naturligvis en lang række forudsætninger - bevidste såvel som ubevidste. Mange vil fremgå af hjemmesiden. Men anonymiteten er forlængst ophævet - fordi det er nødvendigt at påpege selve subjektiviteten i projektet.

Formen har med fuldt overlæg og få undtagelser undgået bred argumentation og kildehenvisning. Begge dele vil i nogen udstrækning kunne findes på internet-organets udgaver af filosofien. Men det skal understreges, at den forelagte filosofi ikke har til hensigt at bevise nogetsomhelst, og at den ikke kan forstås ud fra detaljen, men kun ud fra helheden. Den bør derfor i første omgang læses i ét stræk - uden notater og analyseren. Nærlæsning bør altid følge efter helhedsindtrykket.

Det er forfatterens håb at læseren under sig selv den fornødne tid og ro til fordomsfri læsning. Den dybeste indsigt nås kun i åbenhed og stilhed der giver fornøden tid til undren. Uden undren ingen ny erkendelse. Accepteres dette, kan læseren roligt være bange for at læse videre.

Ejvind Riisgård



Krisen omkring 2019    
Til toppen  Næste

I 2013-14 var det altdominerende kriseproblem den økonomiske nedtur der skyldtes den internationale bank- og finanskrisen, nærmere betegnet oppustede finans- eller værdibobler der sprak på stribe og medførte et utal af konkurser i store finansinstitutioner. Ejendomsværdierne og aktiekurserne raslede ned - og er først nu ved at være tilbage på gammelt niveau.

Oveni kom i 2015 den store europæiske tilstrømning af flygtninge fra Syrien og andre lande i Mellemøsten og Nordafrika. Da de fleste kom til Tyskland og Østrig via Tyrkiet, Grækenland og Ungarn, valgte den tyske kansler Merkel den 5.9.15. egenhændigt at åbne EU's ydre grænser, så hundredtusindvis af flygtninge bogstavelig talt kunne vælte ind i EU-landene. I kraft af Schengen-aftalen om arbejdskraftens fri bevægelighed var stort set alle lande uden grænsekontrol. De mange flygtninge gav dels enorme logistiske problemer, som kansleren selvsikkert hævede at 'dem skal vi nok klare' (tyskerne er jo effektive organisatorer), dels enorm folkelig skepsis og uvilje, som hverken kansleren eller andre EU-ledere havde kontrol over - og som derfor gav større og større politisk uro. Denne uro ligger bag såvel den fortsatte debat om udlændingedebatten som leden ved og foragten for de valgte politikere. Nye partier dukkede op tillige med protestbevægelser som De Gule Veste i Frankrig. Både den franske præsident og den tyske kansler mistede respekt og indflydelse.

Og da briterne ved en folkeafsteming valgte at forlade EU, mistede både den britiske regering under Theresa May og EU-kommissionen med Jean-Claude Juncker i spidsen mulighed for at styre udviklingen. EU er mere splittet end det nogensinde har været. Det kommende EU-parlamentsvalg vil naturligvis forfriskende nok medføre en ny kommission og en ny kommissionsformand, men ikke samle det EU, der mere og mere tager sig ud som en kæmpemæssig bureaukratisk union der formelt styres fra Bruxelles af emsige jurister og embedsmænd, men reelt er uden politisk lederskab. EU er så langt fra Konrad Adenauers og general de Gaulles' idé om et 'Nationernes Europa' som muligt. Selve EU-parlamentets oprettelse var det første skridt mod den union EU aldrig skulle have været; det er et bureaukratiserende pseudo-demokrati. Men Brexit har effektivt bremset selv meget skeptiske landes eventuelle lyst til at vælge et exit. EU kan kun ædes op indefra af politisk kræftsygdom.



Men dér standser kulturkrisen ikke. For klima- og miljøkrisen er kommet til i et omfang og et tempo som er kommet bag på alle. CO²-udledningen øges fatalt uden at man har kunnet forhindre det i tide, trods store ord og hensigtserklæringer: de økonomiske interesser er ganske enkelt for modstridende - på kontinentalt plan.

En vis grøn omstilling er på vej både i erhvervslivet og blandt politikerne. Erhvervslivet kan se gevinstmuligheder ved både etisk og praktisk omstilling, og de grønne partier har støt fremgang, fordi den grønne farve er forbundet med håb og giver partierne de håbefulde vælgeres stemmer. Og den grønne ungdom er på gaderne for at demonstrere mod de etablerede politikeres træghed. Der skal handles nu, råbes der på gaderne, selv af strejkende skoleelever. Tidens grønnest tænkelige svenske pige er indstillet til Nobels Fredspris som uskyldigheden selv.

Sagen er blot at intet af alt dette rokker ved den fatale kendsgerning, at verdensbefolkningen vokser og vokser, og siden 1945 nærmer sig tredoblingen, så fødevareproduktionen slet ikke kan følge med. Det gør til gengæld kravene til øget levestandard. Så hovedresultatet bliver at forureningen, hungersnøden, epidemierne, krige og borgerkrige vil skabe endnu flere flygtninge og endnu flere krige.

Terrorismen er langtfra forsvundet. Den rammer jævnligt de europæiske byer, men ingen lande synes at gå fri. Selv Sri Lanka, der har haft fred i ca. ti år, blev revet ud af tornerosesøvnen i 2019. Hadet mellem de store, dogmatiske religioner er stort. Og hadet til den vestlige kultur, der i kolonisationstiden gjorde sig skyldig i massiv undertrykkelse af andre folk, er endnu større. Islamisk Stat er på tilbagetog flere steder, men er slet ikke slået ud. De formår stadig at tiltrække unge, ikke-integrerede muslimer fra vestlige lande og radikalisere dem systematisk til terrorister, der er beredt til at vende hjem til deres andetland for at blive selvmordsmartyrer. De har nydt godt af andetlandenes uddannelsesgoder, men lader sig med vilje ikke integrere.

Vesten er dybt naiv i spørgsmålet om at tillade religiøse parallelsamfund og støtte religiøse friskoler m.m., der rellet undergraver integration.



Globaliseringen og digitaliseringen regnes i sig selv for store gevinster på grund af deres handelsmæssige, kommunikationstekniske og praktiske lettelser, ja tiljubles, men de giver ikke alene - som alle fremskridt gennem tiderne - nye problemer, men i dag helt nye arter af problemer, fordi transaktionerne bliver mere og mere algoritmiske, raffinerede og uigennemskuelige og dermed også letter en massesvindel, massekriminalitet og masseforførelse, som nødvendiggør nye modforanstaltninger, der igen medfører ny opfindsomhed og ny kriminalitet.



De sociale medier bevirker lettere og hurtigere massekommunikation og skaber umiddelbart stor begjstring for alle der nyder at kunne sende deres ultrakorte sms-beskeder ud i store mængder og få respons fra såkaldte 'venner', men samtidig skaber de enorme økonomiske gevinster for det fåtal der satser på den, herunder også via stemmer i den demokratiske proces.

Rask væk hævder man at dette er med til at udbygge demokratiet, men sandheden er igen mere bitter: med massekommunikationens kvantitet formindskes dens kvalitet - fordi kvalitet som altid mere afhænger af kriterier der slet ikke kan måles objektivt, men alene vurderes subjektivt. Ved massekommunikationen på de sociale medier forfalder sproget fra at være et middel til ægte fordybelse og sand forståelse mellem mennesker til at være et blot og bart æstetisk middel til at ytre selv den mest ligegyldige mening eller smalltalk. De gamle medier sørger for at gengive bekymrede eksperters skepsis, men denne drukner i mylderet, så sproget gennem de sociale medier i virkeligheden skaber forvirring eller kaos i stedet for bedre forståelse og øget orden.

Men glemmer hvad kybernetikkens grundlægger Norbert Wiener i sin tid gjorde opmærksom på at vi mennesker netop på vores enestående klode lever i et univers, hvor entropien mindskes takket være fotosyntesen og "grønheden", hvor den ellers uden for vort system til stadighed forøges. Formindskelsen er ved at være en saga blot. Men folk opdager det ikke, fordi det giver umiddelbar lystfølelse at være deltager i massekommunikationen.



Og her ender vi ved den brede kulturkrises dybeste grund: Aktuelt hersker en fatal mangel på føling med en instans der står over det enkelte menneskes bevidsthed og moralske fornemmelse, og som uden ydre diktat eller pligt-appel fungerer som en slags pålidelig sparringspartner der kan være en slags vejleder eller kompas i både hverdag og fest - uden nogensinde at optræde som absolut sandhed eller absolut gud.

Det kan måske lyde temmeligt mystisk for alle der ikke i tide blev fortrolige med helt normalt og frit åndsliv, men som i nyere tid har ladet sig indfange af troen på absolut fremskridt, absolut materialisme og absolut rationalisme, men der er intet mystisk ved sagen, for den er nøje forbundet med de psykiske processer som vi alle er fødte med og som giver en uafbrudt indre bevidsthedsstrøm der er uafhængig af sproglig oplæring og derfor overvejende består af billeder eller andre sprogløse forestillinger og sprogløse "etiketter". De psykiske processer vi her taler om kaldes primærprocesser, og instansen kaldes underbevidstheden eller - mere præcist - det kollektivt ubevidste. Og forestillingerne kaldes arketypiske eller med Storm P.s herlige udtryk fra fortællingen "Lige undslippet" for "sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke". Og netop ubevogtetheden eller spontaniteten er det centrale.

Det karakteritiske ved oplevelsen af instansen - og det der kan snyde forståelsen af den - er at den opleves som en ydre instans, skønt den er indre, underbevidst eller intuitiv. Og heraf kommer så at sige instansens nye form for autoritet. Denne beror ikke på ydre magt (fra en verdslig eller kirkelig instans, med eventuelle regler, normer, love) men fra en indre instans der hæver sig klart over den individuelle samvittighed, dømmekraft eller retfærdighedssans, men har forpligtende karakter i og med at den kræver indre konsistens.

Kravet er overvægt af det gode, livsbekræftende, konstruktive i det lange løb, og dette er netop ikke en klart defineret størrelse, men en relativ størrelse der er dybt afhængig af at underbevidstheden uafbrudt er i fri kontakt med omverdenen, og at et frit dagligsprog er det bærende i omgangen mellem menneskene.



Forskellen til såvel verdslig filosofi og pligtetik (som fx Kants) som kirkelig dogmatik (jødedom, katolicisme, protestantisme eller islamisme) er kolossal. Det kollektivt ubevidste ender - som fri spontan instans - aldrig i dogmatisme, entydighed, absolutisme eller i lovparagraffer. Deraf følger at den ikke som disse dogmatiske systemer kan fejes til side som magtinstanser af mere eller mindre suspekt, absolut, metafysisk, lovgivende og frihedsberøvende karakter, men tværtimod som instanser der kræver fri refleksion og føling med det kollektivt ubevidste samt jævnlig stilhed. Manglen på direkte føling med denne konsistenssikrende indre instans er fatal for ethvert samfund, fordi den sammenhængskraft man ofte taler om i demokratiske samfund aldrig blive ægte og dyb uden karakteren af noget spontant, irrationelt og kollektivt ubevidst. Sammenhængskraften eller 'den sociale kontrakt' (fx Rousseau talte om) vil uden irrationaliteten altid blive et produkt af rationel tankegang og evig pukken på rettigheder og evig debatteren.

Det turde være indlysende at vi i dag sagtens kan undvære de "religionsmodeller" som sociologerne benævner de gammeldags dogmatiske systemer, ja burde fratage den enhver officiel støtte. Men nedenunder dem alle er der altså en form for medfødt religiøsitet eller helhedsrealisme som ikke er konstrueret, og som man ikke kan skille sig af med, men tværtimod bør leve med som naturlig sparringspartner i eksistensen. En skribent ved Politiken har fornylig udtrykt sin store tilfredshed med at Gud er stendød i vestlig politik, og hvis han dermed blot mener at de dogmatiske religionssystemer med deres absolutte sandheder endelig har udlevet deres skadelige betydning i Europa, ville alt jo være i skønneste orden. Men hvis al relativ helhedsrealisme samtidig går fløjten, kommer der til at mangle lige præcis den instans der alene kan sikre den indre konsistens, men også forpligtelsen til at sørge for overvægt af det gode.

Den er der mange der enten ikke kender eller tror de kan undvære i eksistensen. Men bliver alt tilladt, da havner samfundslivet i ren æsteticisme, ren globalisme, ren intellektualisme og ren multikulturisme - og da får kulturkrisen ingen ende. Krisen ender kun hvis man fuldt og helt opretholder grundskellet mellem godt og ondt, og lader det være udganspunkt for al fremadvendt vurdering.



#MeToo-bevægelsen (Nyt afsnit i kapitlet om kønsforskellen)    
Til toppen  Næste

I de allerseneste år er der kommet stærk fokus på seksuelle krænkelser af kvinder.

Mænds sexchikane mod kvinder har formentlig eksisteret i tusinder af år over hele kloden, men har først fået en systematisk og effektiv modreaktion fra kvindernes side fra det øjeblik den amerikanske skuespillerinde Ashley Judd engang i 2017 i New York Times beskrev hvordan en af Hollywoods mægtigste mænd, filminstruktøren Harvey Weinstein, havde udnyttet og forgrebet sig på kvinder der var afhængige af ham i erhvervsmæssig henseende. Ti dage senere tweetede skuespillerinden Alyssa Milano en opfordring til alle kvinder der havde været udsat for noget lignende om at skrive '#MeToo' på deres status. Dette gjorde kvinder på Facebook 12 millioner gange i løbet af de første 24 timer og på Twitter 2,3 mio gange i løbet af de første 25 dage. Og beretningerne dækkede alt fra mindre ydmygelser til deciderede overgreb og voldtægter mange år tilbage i tiden.

Det blev intet mindre end en lavine på de sociale medier, og den førte til utallige retssager og kæmpestore erstatningskrav, hvoraf mange dog har det problem at de af gode grunde sjældent kan bevidnes. Men eksempelvis er Weinstein blevet dømt lige som en magtfuld svensk teaterleder som Jean-Claude Arnault. Og det kalder de fleste kvinder et stort fremskridt i kvindernes kamp for ligestilling med manden, mens i hvert fald nogle mænd modsat taler om en ny heksejagt der vil føre os alle tilbage til middelalderen, dog med omvendt fortegn.

Faktum er at det ene og alene er fremkomsten af de sociale medier der har muliggjort hele denne specielle lavine af beskyldninger mod mænd - og at det er mange års ophobninger af pinlige oplevelser af sproglige og kropslige krænkelser af mange slags der har fået kvinderne til tasterne. Ikke alle for at berette om traumer eller nødvendigvis for at få hævn og pengeerstatninger endsige føre vores kultur tilbage til middelalderens helt forskruede opfattelse af seksualiteten som dybt syndig, men generelt for at føre kampen for ligeberettigelse helt frem til det område der hidtil har været tabubelagt, nemlig ligeværdigheden i seksuallivet



Naturligvis undgår vore samfund i en sådan kampsituation hverken overreaktioner eller falske anklager i et omfang der kan minde om massehysteri. Selve de sociale medier muliggør massevis af mistænkeliggørelser eller omvendt fx. massevis af insinuationer om at mange helt unge piger nok i flere tilfælde selv er ude om krænkelserne, når de lægger nøgenbilleder ud på nettet uden at tænke på risiciene. Naturligvis undgås derfor heller ikke at #MeToo-bevægelsen uden at ville det kommer til at ramme seksuallivet på selve nerven som er og bliver at hvert køn ved pubertetens indtræden bliver attraktivt for det andet på præcis den måde at det uundgåeligt fører til flirt og spil som flertallet betragter som et plus ved tilværelsen og ovenikøbet håber på hen ad vejen vil ende med et varige forhold. Sådan har det været fra 'det mytiske syndefald' lige fra i tidernes morgen.

Problemet er (1) at mænds seksuelle drømme og tilbøjeligheder er anderledes end kvindernes, (2) at mandens biologi hidtil har ført til hans dominans i både seksualiteten og i magtspillet over hele linjen i samfundet, og (3) at kvinderne nu langt om længe er blevet så bevidste om deres værdighed som mennesker at de ser denne dybt forbundet med deres krops ukrænkelighed og følgelig kræver kroppen respekteret ubetinget i alle sammmenhænge.



Den nye udvikling i samfunds- og kulturlivet betyder uundgåeligt at kvindernes oprør er et oprør mod patriarkatet som sådant og i alle sammenhænge - og det har uundgåeligt som biprodukt fået at nogle kvinders selvhævdelse i mændenes øjne bliver for stor, og omvendt at mange mænds selvfølelse får et knæk.

Der er ingen som helst grund til at moderne kvinder i vore dages veludviklede demokratiske samfund - eller for den sags skyld kordrenge, skoledrenge og konfirmander i den katolske kirke - i det nye årtusinde fortsat skal finde sig i en mangel på respekt der er nedværdigende og ydmygende. Tværtimod, for den berøver jo også voksen-seksualiteten hele det særligt udsøgte erotiske spil som kommer af at mennesket er i stand til at hæve sig over dyrenes blinde afhængighed af instinkterne - og til gengæld har fået muligheden for et rigt sjæle- og åndsliv der gør forholdet mellem individerne og mellem kønnene til andet og langt mere end en simpel magtkamp.



Men #MeToobevægelsen går for vidt, hvis den tror den kan ophæve forskellen mellem kønnene totalt og så at sige - som bl.a. visse kvinder i hæren og flåden - har ret til at føle sig krænket over i en typisk mandeverden at blive betragtet som kønsobjekter (og altså fx. udsætte sig for 'sultne blikke' eller 'tilråb' fra mænd).

Et er at priviligerede karrierekvinder mener noget andet end flertallet af kvinder og noget andet end flertallet af mænd. De tegner simpelthen ikke kvindekønnet som sådant. Derfor vil deciderede feministers forslag eller krav om at fx mænd skal ændre adfærd når de skal lade vandet - hvilket vil sige at de skal sætte sig ned på toilettet for at tisse - få de fleste mænd til at ryste på hovedet. Adfærden er nemlig ikke kulturelt, men biologisk betinget. Eller at mænd skal tvinges til lige så lang barselsorlov som kvinder får. For godt nok har mange mænd opdaget hvor vigtigt det er at beskæftige sig med og være nærværende for deres børn (det vil gavne begge parter resten af livet), men den allerdybeste omsorg over for børn er igen noget der ligger mere til kvinder end til mænd - allerede af den biologiske grund at det er kvinden der bærer fostret i sin krop i ni måneder. Derfor er der helt naturligt også flere kvinder end mænd der vælger at blive professionelle pædagoger osv.



Det springende punkt i hele denne diskussion er kendskabet til dybdepsykologien. For folk der har dette kendskab - ikke på teoretisk plan, men i solid empirisk forstand - vil vide, at den centrale del af et menneskets eksistentielle valg, værdier og tilbøjeligheder kommer fra det underbevidste eller ubevidste og derfor ligger uden for viljens eller den rationelle fornufts kontrol.

Det ubevidste er af kollektiv art således at forstå af en del af sjæle- og åndslivet er fælles for det menneskelige kollektiv, ja hovedkilden til værdier, kvaliteter, mening og kreativitet, og det er irrationelt, fordi dets årsagsforhold og lovmæssigheder ikke kan gennemskues eller forklares. Det kan umuligt styres af nogen som helst ydre instans. Og derfor kan man fx heller ikke afskaffe kønsbetegnelserne 'han' og 'hun' - eller andre irrationelle begreber som 'gud', 'djævel', 'himmel' og 'helvede'. Mennesket har ikke konstrueret sproget, men fået det forærende gennem bevidsthedens krav om ord og begreber for både det ydre-synlige og det indre intuitive. Og vi er dybt afhængige af sproget i hele sin dybde og bredde. Og her er det fatalt for kulturlivet og åndslivet, hvis sproget forsøges reduceret, for så forsvinder både friheden og kreativiteten.



Dette er der imidlertid i vore dage overordentlige mange mennesker med en ensidig rationalisme der ikke er bevidste om, men i stedet tror på hele kulturen som konstrueret for den menneskelige lysts og fornøjelses skyld uden hensyn til etik eller overordnede hensyn. Konseveksen er en meget stor usikkerhed for både mænd og kvinder, unge og ældre i næsten alle eksistentielle spørgsmål - og derfor trives overtro som ingensinde før, blot ikke i gammeldags form som tro på overnaturlige fænomener og væsener, men i moderne form som absolut tro på rationalitetens evne til at styre alt og alle - eller som absolut tro på at kønsforskellen ikke har eksistentiel betydning.



Vi er i realiteten kommet ind i en gigantisk kulturkrise, hvoraf kønsproblemet og ligestillingsproblemet kun er en enkelt side, og bestemt ikke nogen underordnet side, men en side der er umulig at løse uden at sætte den ind i den store ramme der hedder helheden og som omfatter både alt det rationelle og alt det irrationelle. Kvinderne i vor tid kan ikke finde deres vej frem uden at gøre effektivt op med patriarkatet - bl.a. gennem #MeToo-bevægelsen, og mænd kan ikke komme gennem krisen uden at finde frem til en langt mere empatisk mandekultur der er i stand til at forstå og respektere kvindens krav om ukrænkelighed, men samtidig kunne fastholde sine egne værdier og sin egen mening og værdighed i fuld forståelse for hele det fine og nuancerede spil mellem biologiske faktorer og åndslivets underbevidste faktorer.



Islam en trussel mod demokrati og sekularisering (afsnit af kapitlet om de store religioner)    
Til toppen  Næste

Der er flere forhold ved islam som er bemærkelsesværdige og nødvendigvis må tages med i en bedømmelse af denne verdensreligions betydning i vor tid, også selvom det for overblikkets skyld kun kan ske ved hjælp af generaliseringer:

For det første var stamfaderen til de nordarabere Muhammed tilhørte og henvendte sig til, Ismail, ældste søn af Abraham, og det var disse to der ifølge islamisk tradition byggede centralhelligdommen Kabaen i den store moské i Mekka. Ifølge Det gamle Testamente var Ismail Abrahams søn med trælkvinden Hagar, men Abraham forstødte dem begge, da hustruen Sara blev frugtsommelig.

For det andet var Muhammed en kriger der sejrede ved sværdet. Han var dybdepsykologisk set et uhyre stærkt jeg - nøjagtigt ligesom Moses i jødedommen.

For det tredie var islam en lovreligion med Koranen som lovbogen der indeholder detaljerede regler for livsførelse og gudsdyrkelse på samme måde som Moseloven.

For det fjerde læser muslimerne Koranen som ortodokse jøder læser Torah'en, dvs primært som udenadslæren - og dette sker den dag i dag i deciderede Koranskoler. Alle har set film-optagelser af disse drenge i rytmisk udenadsterpen.

For det fjerde underkaster muslimerne sig deres guddom - både ved guds-dyrkelsen i hjemmet og i moskéen - ved at lægge sig på knæ og føre ansigtet til jorden - nøjagtigt som en sheiks undersåtter underkaster sig deres suveræn.

For det femte skilles mænd og kvinder fra hinanden ved gudsdyrkelsen, og kvinder er underkastet særlige regler for påklædning og adfærd og særlige begrænsninger i samfundslivet som gør dem ufrie i forhold til mændene.

For det sjette savner islam - ganske som jødedommen, men til forskel fra kri-stendommen - en central hellig skikkelse som er en inkarnation af det der i dybde-psykologen kaldes 'selvet' eller 'helhedspsyken', og som er det afgørende emergente fænomen i kristendommen.



Alt i alt betyder disse forhold at islam ikke peger fremad eller ud over sig selv. Og dette er ikke mindst bemærkelsesværdigt i betragtning af at islam blev dannet som absolutistisk og fundamentalistisk religion flere hundrede år efter at kristendommen sejrede i Europa. Der er liberale strømninger i islam såvel som i jødedommen, ligesom der begge steder er mystiske traditioner, men der er uheldigvis ikke strømninger der kan føres direkte tilbage til en centralskikkelse af helhedspsykisk art som Kristus - og det er et forhold der i høj grad vanskeliggør den proces mod en almengørelse af helhedspsyken eller 'selvet' som må siges at være blevet af afgørende betydning i dag om ikke ligefrem den alt afgørende for den aktuelle kulturkrise i det nye årtusinde.



Klimakrisen - (udsnit af kapitlet: Overbefolkning, klimaudfordring og forurening     
Til toppen  Næste

Det allestørste i den europæiske kulturkrise er og bliver imidlertid den fatale klima- og miljøkrise der har rejst i et omfang og et tempo som er kommet bag på alle. CO²-udledningen øges fatalt uden at man kan forhindre det i tide, trods store ord og hensigtserklæringer: de økonomiske interesser er ganske enkelt for modstridende. Sagen er blot at intet af alt det man siger man vil gøre, rokker ved den bitre kendsgerning, at verdensbefolkningen vokser og vokser og siden 1945 nærmer sig tredoblingen, så fødevareproduktionen ikke kan følge med - men forureningen, hungersnøden, epidemierne, krige og borgerkrige til gengæld måned for måned skaber endnu flere flygtninge.

Forskere og filosoffer over hele verden råber vagt i gevær højere og højere.

Sidst har 174 danske forskeres tilslutning til den internationale ikke-voldelig civile ulydighedsbevægelse der kalder sig Extinction Rebellion (der er opstået i Storbritannien og egentlig betyder 'Oprør mod udslettelse') og som retter sig mod alle de politikere, autoriteter og magthavere i verden som simpelthen ikke kan blive enige om hvad man skal stille op mod klimaforandringer og derfor påstås at være medskyldige i en eskalerende katastrofal situation. Og det mest afslørende er at disse videnskabsmænd ikke alene forlader den rene forskning og engagerer sig i den politiske kamp (det er helt i orden bare de er bevidste om forskellen), men at de begynder at tale om "skyld" i en uhyre kompliceret og verdensomspændende krise, som ingen har ønsket, ingen har besluttet og hvis voldsomme og fatale konsekvenser er kommet bag på alle der har været involveret i praktisk politik, produktion og forbrug, som igen har været ønsket af det store flertal af befolkningen i alle regioner.

Det er da fint nok at disse forskere alle er imod voldelig civil ulydighed, men det er yderst betænkeligt at de i den gode sags tjeneste kan forestille sig mobilisering af en massebevægelse uden at nævne den risiko der altid er forbundet med massebevægelser, at de ender med særligt stærke ledertypers forførelse og dermed i realiteten bliver til nøjagtigt den slags politiske ideologier vi har set det ene skræmmende eksempel på efter den det andet i forrige århundrede og som kun har én metode til at løse problemerne, nemlig absolut enhed, absolut enevælde og absolut ensretning. De leger med tanken om én besluttende verdensinstans der har absolut mandat til at skære igennem al usikkerhed og uenighed og diktere en fællesløsning som alle skal rette sig efter - uanset hvor rige eller fattige de er, eller hvilket leveniveau, forplantningsniveau og udviklingsniveau de lever på.

Flere af forskerne er naturligvis vidende om at gode ideer kan spredes ret hurtigt og håber derfor meget optimistisk på at også den gode idé om at sætte den økonomiske vækst og det katastrofale forbrug ned, så det ikke længere systematisk reducerer jordens ressourcer, kan spredes hurtigt, og de ser jo netop de senere års spontane oprørsbevægelser i rigtigt mange lande som resultat af en sådan spredning, men den sker overvejende i de vestlige og forholdsvis velstillede lande, den har klare elementer af lede og foragt ved de etablerede partier og politikere - og der er ingen som helst begrundet tro på at ideen skulle kunne sprede sig til lande der ikke står på samme oplysningsniveau og ikke har samme relativt høje levefod.

Der kan tænkes en anden slags spredning af nye, tidssvarende ideer, nemlig en folkeoplysning der samtidig er folkevækkelse og som adskiller sig fra masseforførelse ved ikke at føre til at masserne slutter op om en førerskikkelse a la Mussolini, Hitler eller Stalin, altså en forfører eller demagog, men vil føre til en bevidsthedsudvidelse der ændrer folks tankebaner og tankevaner. Det så vi i Danmark i midten af 1800-tallet, og det var så at sige en naturlig romantisk reaktion på Kants alt for strenge rationalisme som vil kunne ske overalt hvor nyttemoralen og nyttehensynet eller den direkte elitære undertrykkelse bliver for stærk. Og den vil derfor være naturligt forbundet med et opgør med fastlåst social ulighed. De folkelige vækkelser i Danmark i 1800-tallet betød i første omgang borgernes og bøndernes frigørelse og bevidsthedsudvidelse, i anden omgang arbejdernes, og i tredje omgang kvindernes. Og den forløb relativt fredeligt og tog sin tid, fordi den igen var forbundet med demokratiske rettigheder. Men dyb bevidsthedsudvidelse betyder langt mere end de demokratiske rettigheder, nemlig en ny værdighed og et nyt frit kulturliv eller åndsliv for alle.



Hovedindvendingen mod udslettelsesrebellernes ønske om at skabe en massebevægelse er og bliver at verdensbefolkningen er på vej mod 9-12 milliarder mennesker der lever på vidt forskellige niveauer og simpelthen ikke har samme økonomiske eller forbrugsmæssige interesser. Skal disse 12 milliarder op på samme levefod som vi har i Vesten i dag, kræver det ressourcer der svarer til 4-5 jordkloder af vores slags - og det vil sige, at det er en helt umulig udvikling.

Bliver verdensbefolkningen ved med at stige, vil det uundgåeligt medføre hungersnød, epidemier, borgerkrige, krige og flygtningstrømme. Og vi må alle indstille os på enorme udfordringer. Men at vente på at de internationale organisationer bliver enige om en løsning, er naivt, da interesserne og modsætningerne ganske enkelt er for store.

Veludviklede kontinenter som Europa og Amerika har rimelige chancer for at klare sig lang tid, men Afrika og Mellemøsten vil på grund af dogmatisk-religiøse og klanmæssige bindinger løbe ind i store problemer - og Asien vil stå med den altafgørende udfordring: en voldsom stigning i befolkningstallet.



Den svenske klimaforsker Hans Rosling skal anerkendes for i sin bog om "Factfulness" at have peget på mange forkerte oplysninger om faktiske forhold (selv hos højtuddanede folk på høje internationale topposter) og endnu flere fordomme om menneskets adfærd.

Rosling gør ikke mindst opmærksom på at Gap-instinktet er så stærkt, fordi mennesket har et stærkt dramatisk instinkt for at tænke binært. Og det vil i spørgsmålet om levestandarden i verden sige på overdramatisk vis at opsplitte verden i kun to niveau, de udviklede lande (os selv) og udviklingslandene (alle andre). De sidste kaldtes endog lige efter 2. verdenskrig for "de uudviklede lande". - I stedet vil han opdele verden i fire niveauer, og det kalder han udtrykkeligt "det første og vigtigste af de faktabaserede redskaber" hans bog vil give".

Hele menneskehedens historie begyndt med at alle befandt sig på Niveau 1. Men i dag befinder størstedelen sig i midten, spredt ud over niveau 2 og 3.

I dag er der fire relevante indkomstniveauer:

Niveau 1 har ekstrem fattigdom: Man lever på 1 dollar om dagen, mangler vand, går barfodede, har ikke råd til antibiotika. Niveau 2 har firedobbelt indkomst. Man kan købe mad, har råd til høns, sandaler, cykel mv. Niveau 3 har yderligere en firedobling: Man har 16 dollar, arbejder 16 timer om dagen, har koldtvandshane, stabil strømforsyning, to børn fra hver familie kommer i gymnasiet. Niveau 4 har mere end 64 dollars pr dag. Mere end 12 års uddannelse......

Fordelingen af verdens syv mia mennesker på disse fire leveniveauer er:

Niveau 1: en mia, Niveau 2: tre mia, Niveau 3: to mia og Niveau 4: en mia.

Men Rosling understreger også at vi skal vide hvor de største befolkningsgrupper faktisk lever i dag (2017), hvis vi vil forstå verden bedre - og her er fordelingen af de 7 milliarder således: 1 mia bor i Amerika, 1 mia i Europa, 1 mia i Afrika og 4 mia i Asien. - Fremskrives udviklingen til 2040, vil der være ialt 9 mia ialt, fordelt med uændret 1 mia i Ameria, 1 mia i Europa, men 2 milliarder i Afrika og 5 milliarder i Asien. Og dette turde angive problematikkens yderst specielle karakter.



Den kloge Rosling var generelt naiv med hensyn til troen på at flere fakta løser problemerne, det gør de ikke, og grunden ligger i at fakta afhænger af hvordan man gør dem op. Når han således hævder at atmosfæren og planetens fælles ressourcer kun kan administreres af en globalt respekteret autoritet i en fredelig verden som overholder globale standarder, og at dette skulle være muligt, men dog kræver et stærkt, velfungerende internationalt samfund (FN) - og en vis mængde global solidaritet over for forskellige menneskers behov på forskellige indkomstniveauer, så peger han selv præcist på det uløselige problem. De store lande kan slet ikke blive enige om hvem der skal reducere CO²-udledningen.

I januar 2007 erklærede en miljøminister fra Europa på konferencen i Davos at Kinas CO²-udslip allerede var større end USA's og Indiens allerede større end Tysklands, og at det følgelig var Kina, Indien og de andre fremspirende økonomier der forårsagede de farlige klimaændringer. Men ser man på CO²-udslip pr. person, er det USA og Tyskland og andre vestlige lande der er synderne og så er det ifølge inderne og kineserne vel dem der skal gå foran i reduktion. Eller hvad? - Jamen, det er i sidste ende derom striden står, for det er de befolkningsrigeste lande der totalt set udleder mest, og dem der vil komme til at udlede mest de kommende årtier, fordi de vil op på samme høje leveniveau som de vestlige lande. Og det kan man kalde meget rimeligt - set ud fra et moralsk synspunkt, men den benhårde kendsgerning er at klodens ressourcer ikke kan bære at 9 milliarder endsige 12 milliarder mennesker får denne levestandard.



Der vil aldrig blive flertal for en fælles løsning på alle problemer og udfordringer. Løsninger skal findes lokalt - i nogenlunde ensartede miljøer/regioner med god folkeoplysning, dyb fællesskabsfølelse og ægte demokrati.

Dette kan umiddelbart lyde som kynisme, men er det langtfra. Det er tværtimod de sidste 60-80 års naive forestillinger i den vestlige verden om afhjælpning af hungersnød, naturkatastrofer, epidemier (som malaria og hiv), krigstilstande og såkaldt udviklingshjælp til den ikke-vestlige verden der har medført den katastrofale stigning i befolkningstilvæksten. Den har været givet af et såkaldt godt hjerte, dvs. af spontan barmhjertighed - uden tanke på de langsigtede følger. Men den har samfundsmæssigt set været skadelig fordi den ikke har været forbundet med de lokale regioners evne til at udvikle stabilt demokrati og kontrolleret velfærdsudvikling. Ingen vestlige politikere kan klandres for barmhjertigheden. Men ingen kan heller gøres ansvarlig for den nuværende globale miljøkrise og kulturkrise.

Helhedsrealistisk set lever vi i en komplementær verden, hvor modsætningen mellem frihedsprincippet og tryghedsprincippet giver både stor dynamik og stor udfordring, men hvor kravet om at sørge for overvægt af det gode i det lange løb, altid er lokalbefolkningernes ansvar.

Det volder imidlertid meget store problemer at komme til fuld forståelse af dette, selv om Rosling faktisk selv advarer mod den binære tænkning. Og derfor hænger vi alle på klimaproblemerne og lader os så let som ingenting forføre til at følge den store trend at gå ind i klimademonstrationer der forlanger handling her og nu af de gammelpolitikerne ikke ved deres levende råd og hvad de skal gøre, fordi de ikke kan overskue problemerne. De har ikke ond vilje, men overbefolkningen er løbet løbsk og kan ikke føres tilbage. Modsætninger mellem rige lande og fattige lande, og mellem kontinenter der har relativ langsom befolkningstilvækst og kontinenter der har eksplosiv befolkningstilvækst er blevet så dyb at der ikke længere findes rimelige, rationelle, teknologiske løsninger på krisen, men kun de dårligste tænkelige, mest uønskede og mest destruktive løsninger.

Men vi relativt rige og veludviklede vesterlændinge svigter vore lokale muligheder og forpligtelser hvis vi hengiver os til utopiske drømme om at lade 'idealistiske' verdensregeringerne løse problemerne med moralisme og fysisk magt.



Dansk partipolitik siden 2001    
Til toppen  Næste

Systemskiftet ved novembervalget i 2001 blev derfor en ubestridelig realitet - og det vakte glæde hos alle der ønskede dansk politik definitivt ud af klassekampens og socialdemokratismens hængedynd.

Socialdemokraterne skiftede Nyrup ud med Mogens Lykketoft, men han meldte pas efter sit første valgnederlag, og efter kampafsteming valgte partiet den unge Helle Thorning-Schmidt til ny partiformand. Og hun var smuk og dygtig og kunne begå sig ubesværet på de bonede gulve. Hun havde fra starten flere unge og dygtige medar-bejdere i sin stab. Men sandt format havde hun ikke. Hun manglede lige præcise den transcenderende evne som mænd har i kraft af deres kønshormoner, og som er nødvendig for gennembrud af de visionære ideer der trækker på dyb historisk indsigt og rækker langt ud over taktik og strategi. Thorning troede at en partiformand kan klare sig med spin og spindoktorer. Men det rækker kun til en valgsejr under gunstige betingelser. Helle Thorning bedyrede gentagne gange efter sit formandsvalg at hun kunne slå Anders Fogh, men sådan gik det hverken første eller anden gang.

Socialdemokraterne under Helle Thorning og SF under Villy Søvndal fik ikke held til at vælte VKO før i 2011, da Anders Fogh Rasmussen havde forladt den danske scene og var blevet generalsekretær for NATO. Oppositionens hovedmodstander hed nu Lars Løkke Rasmussen, og han har heller ikke statsmandsformat. Afgørende blev ganske enkelt at vælgerne foretrak friske folk. S og SF kunne ikke samle et rødt flertal. Regering kunne kun dannes ved at inddrage Det radikale Venstre, der konsekvent havde peget på Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Så efter hårde og relativt langvarige forhandlinger om et fælles regeringsgrundlag blev der dannet en S-R-SF-regering med parlamentarisk støtte fra Enhedslisten. Men på rekordtid lykkedes det regeringen at skuffe alle sine vælgere og dykke langt ned i meningsmålingerne. Især SF'erne blev urolige og endte med at gøre oprør. En tid kunne Villy Søvndal få medlemmerne til at makke ret, men den unge skatteminister Thor Møger måtte trække sig og til sidst valgte Søvndal at gå af som formand. Ny formand blev Anette Vilhelmsen, men det hjalp ikke. Kommunalvalget i november gav SF et så dårligt valg at søgelyset blev rettet mod Vilhelmsen. Hun holdt kun kort tid.

Den interne uro endte med at SF i januar 2014 trak sig helt ud af regeringen. Som ny formand valgtes ved en medlemsafstemning i februar Pia Dyhr Olsen. Astrid Krag (sundhedsminister) meldte sig ud af SF og ind i Socialdemokratiet som tidligere den politiske ordfører Jesper Petersen havde gjort. Og Ida Auken (miljøminister) skiftede SF ud med De radikale. Men baglandet var tilfreds - og Pia Dyhr blev genvalgt til formand uden problemer ved det ordinære landsmøde i foråret og de følgende år. Socialistisk Folkeparti var efter nogle turbulente år ført tilbage til sin gamle status som lille 'pressionsparti'.

Denne udvikling kan ikke lastes Pia Dyhr personligt, eftersom hun i 2005 uden reelle chancer stillede op til et formandsvalg mod Villy Søvndal fordi hun var imod hans syn på den sociale nød i landet som en "social massegrav" som det var samfundets pligt at fjerne. Pia Dyhr havde stor retfærdighedssans, men mente ikke at alle sociale tilfælde skulle betragtes som ofre. Alle mennesker har et medansvar for sit eget liv. Pia Dyhr blev støttet af Steen Gade og hans miljøfløj i partiet. Opgøret i partiet var derfor en kamp mellem grønne fornyere og røde traditionalister, men også mellem de unge og den gamle garde. Pia Dyhr forstår ikke at der findes onde mennesker i verden, dvs deciderede magtmennesker der konsekvent går efter overmagten, men hun gav SF stabilitet i meningsmålingerne med omkring 6 % - lige indtil valget i 2019, hvor hun fik fordoblet tilslutningen fordi klimaet kom i fokus.



Overraskende nok fik finansminister Bjarne Corydan i 2014 lavet finanslovsforlig med Venstre og Konservative, da Enhedslisten holdt fast ved at det skulle lovfæstes at ældre på plejehjemmene skulle have bad mindst to gange om ugen. Det ville regeringen ikke gå med til - og man ville heller ikke blive ved med at trække forhandlingerne i langdrag. Samtidig med forslagets fremlæggelse forklarede Corydon sit grundliggende syn på økonomi og samfundsudvikling både i et oplæg på en konference i et interview til Politiken. Begge steder lød det klart og tydeligt: Jeg tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat, hvor vi i stedet for at fokusere på overførselsindkomster gør noget meget smukkere: hjælper den enkelte til at blive selvforsørgende.

Corydon kasserer ikke begrebet velfærdsstat, men erkender altså at det er uholdbart at videreføre det i den gamle udgave hvor man nærmest satte lighedstegn mellem en god velfærdsstat og generøse overførselsindkomster. Corydon præciserede tanken konkret: "Set fra det enkelte menneskes synspunkt er der noget uendeligt meget smukkere i at have et samfund, der effektivt hjælper dig med at blive selvforsørgende og udvikle din tilværelse på den måde du selv vælger, end at have et samfund der beskytter dig imod konsekvenserne af at du aldrig erhvervede den evne." - Men alt i alt kom Corydon til at fremstå som en 'blå' og borgerlig politiker.



Til gengæld fik Lars Løkke held til at fjerne opmærksomheden fra den yderst uheldige håndtering af rejsereglerne for GGGI-instituttet. Og ved valget i 2015 var det derfor ikke overraskende at han havde held til at generobre nøglerne til statsministeriet. Slutresultatet blev 51,9 % af stemmerne og 90 mandater til 'blå blok' og 48,1 % af stemmerne og 85 mandater til 'rød blok'. De fire nordatlantiske mandater går alle til rød blok, men ændrer ikke noget.

Resultatet blev et klart opgør med det ejendommelige eksperiment der hed 'regeringsgrundlaget 2011' og som Margrethe Vestager fik trumfet igennem, så flertallet af S og SF's vælgere så det som et løftebrud. SF måtte skifte formand og træde ud af regeringen - og da Vestager i 2014 blev EU-kommissær, trådte en ung og aggressiv Morten Østergaard til som ny radikal formand og satte alt overstyr i en mærkværdig markering af radikale programpunkter der var helt på tværs af socialdemokraternes ønsker. Han kørte hensynsløst frem med sine idealistiske mål i fuldstændig blindhed for pragmatisme og gammeldags folkelighed eller sund fornuft.

Liberal Alliance nåede en størrelse der gjorde dem svære at overse. De er dygtige folk, og de er alle pragmatisk indstillede. Men de er liberalister om en hals - og det er ikke hensigtsmæssigt for en borgerlig regering. Rød blok gik voldsomt tilbage. Helle Thorning måtte - uanset at hun på det sidste havde fået partiets situation rettet op erkende sit nederlag og gå af som partiformand.

2015-valgets egentlige sejrherre var Dansk Folkeparti der blev det største parti på den borgerlige fløj og pegede på Lars Løkke Rasmussen som statsminister, men Kristian Thulesen Dahl ville ikke i regering med Venstre, han gik efter størst mulig indflydelse. Løkke blev kongelig leder af regeringsforhandlingerne - og de endte i en ren Venstreregering. Claus Hjort Frederiksen blev finansminister og næstformanden Kristian Jensen udenrigsminister. Regeringsgrundlaget blev løst formuleret.



I november 2016 omdannede Lars Løkke regeringen til en trekløver-regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og Det konservative Folkeparti, Anders Samuelsen blev udenrigsminister, Søren Pape Poulsen justitsminister og Kristian Jensen overtog finansiministeriet efter Claus Hjort der blev forsvarsminister.

Regeringsgrundlaget bar helt og holdent præg af at være en slags pænt og optimistisk formuleret kompromis mellem tre meget ulige partnere. Statsministerens formål med manøvren var ganske åbenlyst at holde sig ved magten ved at invitere de to andre, små partier med i regeringen, selv om de tilsammen ikke rådede over mere end 53 mandater. Den var fortsat afhængig af støtte fra Dansk Folkeparti.

DF's formand Kristian Thulesen Dahl fik reelt en slags vetoret mod den nye regerings lovsforslag, og han kunne derfor vedblivende forhindre at Liberal Alliance fik held til at indføre den lettelse af topskatten som de var gået i brechen for, men som DF ikke kan gå ind for. Partiet stod frit over for regeringen og var også frit til fortsatte drøftelser med Socialdemokratiet og SF om sociale og økonomiske tiltag der passer bedre i partiets program end den nye Løkke-regerings.

Faktum var at Lars Løkke Rasmussen med den nye koalition og det nye regeringsgrundlag fjernede sig endnu længere fra Anders Fogh Rasmussens politiske midterlinje, som var inspireret af ideen om den tredje vej, der undsagde klassekampen og blokpolitikken og derfor helt naturligt indebar en tæt og tillidsfuld alliance med Dansk Folkeparti. Lars Løkke gemte allerede i 2009 ideen om den tredje vej ned i glemslens skuffe og har siden trukket mod den liberalistiske side. Med regeringsaftalen med et superliberalistisk parti som Liberal Alliance blev tanken om den tredje vej definitivt død i Danmark. Lars Løkkes nye regering blev et decideret reaktionært eksperiment.

Det var tydeligt at Lars Løkkes smalle V-LA-K-regering sad på lånt tid og Dansk Folkepartis nåde, men omvendt også at Mette Frederiksen trods Socialdemokratiets fornuftige stramninger i indvandrerpolitikken og et stadigt bedre forhold til DF's Thulesen Dahl hverken formåede at vinde betydeligt frem i meningsmålingerne eller at kunne regne med et sikkert flertal for sin politik efter næste valg. Hele den såkaldt "røde blok" (inklusive Alternativet) var lige så fragmenteret som den såkaldt "blå blok" (inklusive Nye Borgerlige). De røde ville gerne kunne pege på en og samme statsministerkandidat, men ville ikke uden videre kunne stille med et holdbart regeringsgrundlag. Enhedslisten havde oven i købet tænkt sig at stille betingelser der på forhånd ville begrænse DF's indflydelse.

Problemet var tydeligvis blokopdelingen.

Den blev bekræftet i Storbritannien som den blev det i Spanien, Portugal, Østrig, Holland, Belgien, Sverige, Norge og Danmark - samt USA. Den blev bekræftet ved Forbundsdagsvalget i Tyskland i september 2014 - takket være at 'blå' Merkel kunne drage uventet fordel af Macrons sejr i Frankrig og forhindre at 'røde' Schulz tog over. Blokopdelingen blev reelt kun brudt i Frankrig i og med at Macron her fik vendt op og ned på hele det politiske system ved præsidentvalget.



Der skete imidlertid også en ensidig udvikling i samfundet der fik socialdemokraten Kaare Dybvad til at tale om "De lærdes tyranni". En særlig klasse af højtuddannede og kreative akademikere med placering i den offentlige sektor har ifølge Dybvad tre hovedmål: overakademisering, endeløs centralisering af samfundslivet og omformning af samfundet til et videnssamfund med højtbetalte kreative mennesker og dårligt betalte servicearbejdere.

Overakademiseringen kan illustreres af det forhold at tilgangen af nye studerende til de lange videregående uddannelser fra 2006 til 2016 steg dramatisk fra ca. 15.000 til ca. 28.000. Den årlige tilvækst af kandidater i samme periode fordelte den totale stigning på ca. 14.000 med hele 7.000 på samfundsvidenskaberne, 2.000 på humaniora og teologi, 1500 på tekniske videnskab, 1.000 på naturvidenskab, 1.000 på pædagogik og knap 1.000 på sundhedsvidenskab. Over halvdelen er altså såkaldte 'samfundsgeneralister': Stadigt flere af de nye universitetskandidater vil søge ind i den offentlige sektor, hvor der følgelig bliver en markant overrepræsentation af akademikere, mens akademikere får sværere og sværere ved at finde arbejde i den private sektor. Her mangler man til gengæld faglærte arbejdere i håndværk og produktionsindustri.

Et specifikt problem er at der i sygehusvæsenet og skolevæsenet også sker en markant ændring i og med at der vil blive mangel på folk med mellemlange, videregående uddannelser (sygeplejersker, pædagoger, lærere) og til gengæld blive ansat flere administrative medarbejdere. Fremtidens sygehusansat er DJØF'er. Og dette indebærer - som en overlæge påpegede - at de administative lag har fået indført en parallelverden som langsomt mindsker sygeplejerskers og lægers patientkontakt til fordel for parallelverdenens registreringer, kurser, møder og andre aktiviteter uden betydning for patienterne.

Det tør kaldes en simpel opdatering af Jørgen S. Dichs gamle erkendelser fra 1973 i "Den herskende klasse" hvis følger man bare ikke vil være ved på venstrefløjen.

Men den helt store forandring i den politiske kamp i både Danmark og EU var at klima-problematikken fik afgørende vægt på mindre end et år.



En af årsagerne var utvivlsomt den svenske ekspert Hans Roslings bog om Factfulness der udkom i 2017 med undertitlen "Ti grunde til at vi misforstår verden - og hvorfor den er bedre end vi tror." De ti grunde er de ti fundamentale menneskelige instinkter, som efter Roslings mening konsekvent forhindrer os i at have et faktabaseret verdenssyn. Bogen har Bill Gates kaldt "en af de vigtigste bøger jeg nogensinde har læst - en uundværlig vejledning i at tænke klart om verden."

Rosling fandt efter utallige foredrag på diverse konferencer ud af at at der var stor uvidenhed om verdenssituationen, og at dette problem ikke bare var et spørgsmål om opgradering af data. Uvidenheden kunne ikke bare fikses med klarere dataanimation (visualiseringsredskab) eller bedre læreredskaber. For de mennesker der hørte hans foredrag og elskede dem hørte ikke efter for alvor. De hang fast i deres gamle, negative verdenssyn. De nye ideer slog simpelthen ikke rod. Tilhørerne havde et dramatisk verdenssyn der var vedholdende.

De fleste mennesker fra Vesten går rundt med det billede de ser i medierne og som viser krig, vold, naturkatastrofer, menneskeskabte katatrofer, korruption. Det vil sige med det han kalder et overdramatiseret verdensbillede som er både stressende og vildledende, ja angstfremkaldende. Og det overdramatiserede verdensbillede er så vanskeligt at ændre, fordi det bunder i den instinktive måde vore hjerner fungerer på.

Instinkterne var nyttige for tusinder af år siden, men vi lever i en helt anden verden i dag.



Hans Rosling skal anerkendes for i sin bog at have peget på mange forkerte oplysninger om faktiske forhold og endnu flere fordomme om adfærd, men han var generelt naiv med hensyn til troen på at flere fakta løser problemerne, og med hensyn til at nedvurdere eller se bort fra den afgørende betydning de irrationelle forestillinger har når indsigter skal omsættes til handling. Og denne naivitet går igen i hele den bølge af eftersnakkeri der fulgte hans bogsucces.

Hverken fakta eller teknologi ophæver magthavernes eller almindelige menneskers modsatrettede ønsker og interesser, og den styrker ikke en dybt irrationel forestilling om at menneskets nærmiljø er og bliver det centrale i eksistensen som man må holde fast i. Der vil aldrig blive globalt flertal for en fælles løsning på alle problemer og udfordringer. Løsninger skal findes lokalt - i nogenlunde ensartede miljøer/regioner med god folkeoplysning, dyb fællesskabsfølelse og ægte demokrati.

Den eneste realisme der tæller i dag har udgangspunkt i selve det faktum at befolkningstilvæksten i verden siden 2. verdenskrig er flerdoblet og om få år vil nå en størrelse på 12 milliarder som jordkloden simpelthen ikke kan brødføde og give høj levestandard uden at klimaet forværres drastisk!



Det er de sidste 80 års naive forestillinger i den vestlige verden om afhjælpning af hungersnød, naturkatastrofer, epidemier (som malaria og hiv), krigstilstande og såkaldt udviklingshjælp til den ikke-vestlige verden der har medført den katastrofale stigning i befolkningstilvæksten. Og dermed også utilsigtet forureningen. Den har været givet af et såkaldt godt hjerte, dvs. af spontan barmhjertighed - uden tanke på de langsigtede følger. Men den har samfundsmæssigt set været skadelig fordi den ikke har været forbundet med de lokale regioners evne til at udvikle stabilt demokrati og kontrolleret velfærdsudvikling. Ingen vestlige politikere eller læger kan klandres for selve barmhjertigheden. Men det er altså den der helt utilsigtet har medført den nuværende globale klimakrise.

Helhedsrealistisk set lever vi i en komplementær verden, hvor modsætningen mellem frihedsprincippet og tryghedsprincippet giver både stor dynamik og stor udfordring, men hvor kravet om at sørge for overvægt af det gode i det lange løb, altid er lokalbefolkningernes ansvar. Det volder imidlertid meget store problemer at komme til fuld forståelse af dette. Og derfor hænger vi alle på klimaproblemerne. Men vi svigter vore lokale muligheder og forpligtelser hvis vi hengiver os til utopiske drømme om at lade 'idealistiske' verdensregeringerne løse problemerne med magt.



Folketingsvalget grundlovsdag 2019 gav præcist det modsatte resultat af valget i 2015, nemlig et flertal på 91 mandater til rød-grøn blok inkl. de radikale og ekskl. Alternativet og et mindretal på 75 til de blå borgerlige, når man ser bort fra Nye Borgerlige.

Venstre vandt ni mandater og De konservative fordoblede sig fra 6 til 12 mandater, men Liberal Alliance mistede ni og sidder nu tilbage med sølle fire (uden Anders Samuelsen), og Dansk Folkeparti sagde farvel til ikke mindre end 21 mandater; de har dog 16 tilbage og er lige akkurat blevet tingets tredjestørste parti, og Thulesen Dahl var forberedt på nederlaget og er ikke i fare som partileder. Lars Løkke Rasmussen kan skyde en hvid pind efter drømmen (og drille-tilbuddet) om en SV-regering under hans forsæde, men han kan blive siddende som partiformand. Næstformanden Kristian Jensen fik et dårligt personligt stemmetal i Vestjylland i konkurrence med Inger Støjberg - og vil i givet fald ikke blive formanden der kunne skabe en ny borgerlig regeringsalliance.

Det har været dyrt for Liberal Alliance at gå ind i en Venstreregering uden at få hovedkravet om skattelettelser igennem. Samuelsen er hverken slået igennem som partileder eller udenrigsminister. Og det er vanskeligt at se andre muligheder for at rejse partiet igen uden at overlade roret til den helt unge og nyvalgte formand for partiets ungdomsafdeling Alex Vanopslagh. Men det bliver under alle omstændigheder et langtidsprojekt.

Dansk Folkeparti ligger som de selv har redt. Deres vælgere har i vidt omfang været skuffet over at partiet med en kæmpesejr i 2015 fik mindre indflydelse på Lars Løkkes regeringer end de konservative og Liberal Alliance. Kristian Thulesen Dahl udnyttede ikke den enestående chance for at tage têten og danne regering hen over midten. Han har aldrig fattet den idé der førte Labours Tony Blair til magten i Storbritannien i 1998 og Anders Fogh Ramussen til magten i Danmark i 2001 - og som hedder 'den tredje vej': midterpolitikkens vej der skyr al klassekamp. Den forstod Løkke heller ikke en tøddel af, og dette var da netop en ekstra god grund til at Thulesen skulle have valgt den i 2015. Han havde nok ministerdrømme, men han havde ingen statsministerdrømme, for han var godt fornøjet med at presse VK-regeringen til maksimale indrømmelser på finansloven hvad angår sager som udlændingepolitikken. Og i år forstod ikke en eneste DF-politiker at klimaproblemet var noget ungdommen pludseligt var fokuseret på af decideret angst. Det kostede DF dyrt at Pia Kjærsgaard kaldte de bekymrede unge for 'klimatosser', og at Thulesen Dahl og fx Marie Krarup omtalte de unges bekymring som hysteri. DF har flere grunde til selvransagelse, men det ligger ikke til partiets spidser. De tænker i gamle nationalkonservative baner og går hårde tider imøde.



For Mette Frederiksen var det langt fra tilfredsstillende at socialdemokratiet ikke kunne vinde blot nogle få procenter mere. For det ville have stivet hende bedre af i de følgende regeringsforhandlinger. Nu kom hun til at skulle forhandle om støtte fra tre partier der tilsammen har næsten lige så mange stemmer og mandater som socialdemokratiet selv, nemlig tæt på 25 %. Men hun er meget bevidst om at undgå Helle Thornings fadæse i det sorte tårn i Ørestaden i 2011: at lade andre partier bestemme hovedlinjen.

Et hovedproblem bliver at finde ud af balancen mellem de to afgørende komplementære modsætninger der hedder 'tryghedssprincippet' eller det sociale princip og 'frihedsprincippet' eller det liberale princip, og som er logisk uforenelig, men i praksis ikke er umulige at have kørende som sideløbende og dynamiske principper. Og her snyder det radikale Venstre fra gammel tid på vægten ved at lade det sociale princip omfatte alt der har med sociallovgivning og fordelingspolitik at gøre, mens det liberale princip har med økonomien at gøre hvor der skal være frihed til private initiativer og privat økonomi, og hvor der skal være ansvarlighed på statsbudgettet i form af nogenlunde balance mellem indtægter og udgifter. Og netop her gælder at Det radikale Venstre er yderst forsigtige med at pumpe penge ud i økonomien ved at lade den offentlige sektor udvide. Det sås tydeligt under Thorning-regeringen hvor en iskold Margrethe Vestager som økonomiminister sammen med en lige så kold Bjarne Corydon som finansminister blev beskyldt for at føre 'blå politik'.

Det er præcis her Socialdemokratiet risikerer at komme i klemme igen, fordi Mette Frederiksen vil blive mødt med "massive krav om flere hænder i den offentlige sektor" fra både SF og Enhedslisten, der vil slå på at hun selv er fortaler for noget lignende på flere punkter (normeringer på børneinstitutionerne). Hun har været meget forsigtigt med at give konkrete løfter, fordi hun frygter løbske finansudgifter.

Det er simpelthen velfærdssamfundets akilleshæl

Løbske finansudgifter var det der væltede Jens Otto Krag i 1967 og som gav ubehagelige følger langt ind i VKR-regeringen (1968-71). Man opdagede problemet for sent og fik det heller aldrig løst under Anker Jørgensen. Men risikoen er kommet tilbage med fuld kraft nu i 2019, fordi den offentlige sektor er blevet så stor at de offentligt ansatte vitterligt er blevet den bevidst herskende klasse der vil løse alle problemer med højere skatter og afgifter. Læs bare den store helsidesannonce i Politiken efter de fire partiers enighed. Den kom fra de 110.000 ansatte i det såkaldte "sygehussamarbejde" mellem Yngre Læger, Sundhedskartellet, FOA, HK Kommunal og Overlægeforeningen. Og man kan gå ud fra at langt de fleste af dem har stemt på SF og Enhedslisten - tillige med gymnasielærere og andre!

Socialøkonomen Jørgen S. Dichs klassiker fra 1973 'Den herskende klasse' er påny blevet aktualiseret som hoveddokument til forståelse af hvorfra begejstringen i rød blok kom onsdag den 5. juni. Den var til at tage og føle på. Og den er bestemt ikke opmuntrende for borgerlige eller socialliberale vælgere.



Mette Frederiksen gik efter en ren socialdemokratisk regering og en sådan blev dannet den 27. juni 2019 efter næsten tre ugers svære forhandlinger mellem SF, de radikale og Enhedslisten, der alle fra starten kom med halvvejs ultimative krav der ikke ville kunne opfyldes. Især de radikales formand lagde hårdt ud med fx en bemærkning om at man ikke skulle løbe om hjørner med hans parti. Men Frederiksen undgik fælden fra 2011 og ønskede ikke udarbejdet et egentligt regeringsgrundlag, men alene et dokument om en gensidig forståelse mellem partierne om de vigtigste målsætninger.

Danmark skal leve op til Pariseraftalen af 2015 om 70 % reduktion af CO² udslip senest i 2030. - Grænsekontrollen ved Tyskland opretholdes tillige med de love om stramningerne i udlændigepolitikken, de borgerlige partier og socialdemokratiet har vedtaget. Børn skal væk fra asylcentret i Sjælsmark. Og Danmark skal tage et ikke nærmere bestemt antal kvoteflytningninge. - De nationale tests i folkeskolen skal afskaffes. - Børneinstitutionerne skal have lovfæstede minimalnormeringer. De private virksomhederne skal have nemmere ved at skaffe kvalificeret arbejdskraft fra udlandet. Og der skal etableres ny førtidspensionering af nedslidt arbejdskraft.

Målsætningerne er ikke præcist konkretiserede. Men den stramme udlændingepolitik ligger nogenlunde fast, så der ikke bliver noget paradigmeskift som de radikale har proklameret. Ej heller er finansieringen på plads, så der kommer mange hurdler i det kommende arbejde. Men den regering Mette Frederiksen præsenterede med Nikolaj Wammen som finansminister og Jeppe Kofoed som udenrigsminister byder på både folk med ministererfaring og folk uden; alle er omhyggeligt udvalgt blandt flittige sjæle. Flere har skrevet bøger - bl.a. den nye integationsminister Mattias Tesfaye og den nye boligminister Kaare Dybvad. En ideologisk vægtning er tydelig, men helhedsrealistisk set er der langt fra tilstrækkelig afklaring. Alt tyder på at både socialdemokratiet og de tre støttepartier skal igennem en omfattende læreproces. Men det skal den borgerlig opposition også.



Den anden del af valgbegejstringen kom fra deciderede naive forestillinger om at klimaproblemet kan løses bare de mest grønne partier vinder valget.

Klimapolitikken blev nemlig det andet store tema i 2019 - af den simple grund at vi alle regner det for sikkert at CO²-forureningen er blevet så stor at den givetvis vil forringe klimaet og miljøet, hvis vi ikke gør noget nu og her. De unge går på gaden for at få politikerne til at vågne op. De er ikke blot bekymrede, men angste - som andre var i 1960'erne ved udsigten til en atomkrig. Det har naturligvis meget med den psykiske indstilling at gøre, men kan ikke afvises som hysteri eller panik. Det afgørende problem er jo at politikerne ikke kan blive enige om effektive handlinger, fordi hovedårsagen til hele klima-miseren er den vildt voksende befolkningstilvækst. Denne kan ikke ændres - uanset råb og krav og uanset stemmeafgivning ved valgene.

Alt for meget beror på illusioner om teknologiske og partipolitiske løsninger. Man glemmer hvor meget kulturen og åndslivet betyder. Dette gælder også i udlændinge- og integrationspolitikken.

Vellykket integration beror ikke på erhvervede juridiske rettigheder, men på optagne, indsugede og over tid tilegnede folkelige og sproglige værdier. Og derfor er det misvisende her at tale nedsættende om symbolpolitik.

Folketingsvalget 5.6.19. bekræftede at der på den politiske venstrefløj findes et betydeligt antal danskerne der vil bygge bro mellem minoritetsdanskerne og flertalsdanskerne ud fra en naiv idé om vi er "bedre sammen end hver for sig". For dem er det en udfordring at selve diskussionen om danskhed bliver brugt til at "udgrænse folk". Det beklages direkte at vi alle tænker i grupper, og at hudfarve, etnicitet og religiøst tilhør bruges som nemme måder at definere grupperne på. Idealisterne kalder den slags for 'stammetænkning' for at insinuere at det skulle være noget fortidigt. Men det viser netop at de ikke forstår hvor meget sproget og dybe arketypisle forestillinger reelt betyder. Oplevelsen blandt mange minoritetsetniske danskere af yngre årgange er ifølge en forsker at de på en og samme gang føler sig hjemme i Danmark, men at de ikke regnes for 'rigtige' danskere. Uanset hvad de gør, oplever de at de slet ikke kan blive danskere. Men dette er der intet som helst mærkeligt i, for ingen bliver dansker alene ved at få tildelt statsborgerskab, bestå nogle sprogtests eller i det hele taget ved at anstrenge sig på afgrænsede områder.

Det tager tværtimod mindst tre generationer at blive rigtig dansker - og det ligger i at det er hele tænkemåden og humoren der skal ændres, så de svarer til hvad der kom ud af de brede folkelige vækkelser i 1800-tallet og hele den efterfølgende sekularisering. Dansk humor gør først og fremmest op med al dogmatisk tænkning.



Udfordringen (herunder også EU-krisen)    
Til toppen  Næste

Krisen i 2013 kunne bestemmes med ordene økonomisk, politisk og kulturel. Det altdominerende kriseproblem var den økonomiske nedtur der skyldtes den internationale bank- og finanskrise, nærmere betegnet de oppustede finans- eller værdibobler der sprak på stribe og medførte et utal af konkurser i store finansinsitutioner. Ejendomsværdierne og aktiekurserne raslede ned - og er først nu ved at være tilbage på gammelt niveau. Men oveni kom i 2015 den store europæiske tilstrømning af flygtninge fra Syrien og andre lande i Mellemøsten og Nordafrika. Da de fleste kom til Tyskland og Østrig via Tyrkiet, Grækenland og Ungarn, valgte den tyske kansler Merkel den 5.9.15. egenhændigt at åbne EU's ydre grænser, så hundredtusindvis af flygtninge bogstavelig talt kunne vælte ind i EU-landene. Grænsekontrollen var stort set afskaffet som følge af Schengen-aftalen om arbejdskraftens fri bevægelighed. De mange flygtninge gav dels enorme logistiske problemer, dels enorm folkelig skepsis og uvilje, som hverken kansleren eller andre EU-ledere havde kontrol over. Hele denne uro ligger bag såvel den fortsatte debat om udlændingedebatten som leden ved og foragten for de valgte politikere.

Nye partier dukkede op ved siden af protestbevægelser som De Gule Veste i Frankrig. Både den franske præsident og den tyske kansler mistede respekt og indflydelse. Og da briterne ved en folkeafsteming valgte at forlade EU, mistede både den britiske regering under Theresa May og EU-kommissionen med Jean-Claude Juncker i spidsen mulighed for at styre udviklingen. EU er mere splittet end det nogensinde har været.



Generelt gælder i 2019 - som i 2009 og 2013 - at der skal tages effektivt hånd om den helt aktuelle og påtrængende finansielle og økonomiske krise, såvel som om de langsigtede klimatiske problemer. Politisk må selve komplementariteten mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet stadig accepteres som afgørende for sund dynamik i velfærdssamfundet. Ulighed i samfundet skal betragtes som en uundgåelig følge af friheden, men den skal begrænses til et niveau der ikke medfører social uro eller desintegration. Social lagdeling og dominans er uundgåelig og giver - inden for rimelige og fleksible rammer - som hovedregel tryghed.

Den tredje vej er den fornuftige midterpolitiks vej.

Lederskab er nødvendigt for både fællesskabets og fremskridtets skyld.

Men hverken ledernes eller folkets oplysning må halte bagefter.

Det danske folk kan ikke længere betragtes som et fuldt oplyst folk. Det har ikke et tidssvarende sprog der dækker udfordringens største og mest komplekse problem-stillinger som at sikre og vedligeholde følingen med det kollektivt ubevidste. Og det har ikke det fornødne kendskab til de fire psykiske fundamentalkræfter eller til det for den indre sammenhæng nødvendige krav om at sørge for overvægt af det gode i livet. Skal krisen løses, skal såvel det enkelte menneske som folket erhverve den subjektivt-eksistentielle indsigt som er forudsætningen for etisk konsistens og bæredygtig samfundsudvikling.

Folket og eliten skal blive bevidst om sammenhængen mellem politik, dybde-psykologi og religion eller eksistensfilosofi. Lederskabet skal være fremsynet og transcenderende.

En fælles kult for hele folket og alle minoriteter bliver afgørende.



> Givet i den menneskelige eksistens i det nye årtusinde er at de store og alvorlige klimaproblemer vil fortsætte og sandsynligvis forværres, fordi mennesket ikke er herre over klimaet og ikke vil være i stand til at skabe international enighed og forpligtelse om hvordan problemerne eventuelt kunne løses.

Givet er desuden at hovedårsagen til klimaproblemerne ikke længere kan fjernes. Den hedder den eksplosive befolkningstilvækst og vil fortsætte selv om den på lokalt plan og til en vis grad på regionalt plan vil komme under kontrol. Tilvæksten betyder yderligere rovdrift på klodens ressourcer, og selvom den til en vis grad kan afdæmpes gennem nye teknologiske landvindinger, så vil disse altid komme bagefter og altid været forbundet med øget ulighed i verdenssamfundet. Resultatet bliver omfattende misvækst, hungersnød, sygdomme og epidemier i store områder med tilhørende flygtningstrømme, folkevandringer og krige der vil blive en voksende trussel mod de relativt veludviklede og velfungerende lande og regioner. Disse kan hjælpe de nødlidende på kort sigt, men ikke på lang sigt. De velfungerende lande vil før eller siden komme til at stå over for et valg mellem at forsvare deres egen frihed og suverænitet eller opgive den. Og det vil i sig selv medføre splittelse og konflikter.



Sikkert er at den langvarige og endnu ikke afsluttede finanskrise og realøkonomi-krise (recession) vil ændre verden. Den vil ændre magtbalancen i verden, den vil gøre de fattige lande endnu fattigere, og den vil påvirke klima- og miljøproblemerne nega-tivt. Den vil give lande med dårlig og letsindig økonomi langvarige mén og give lande med sund økonomi og sund indstilling til både økonomi og velfærdssamfund lavere vækst og beskæftigelse i en vis periode. Men den vil også understrege behovet for at nytænke selve den naive tro på økonomisk vækst og spekulanters jongleren med abstrakte kapitalværdier for spændingens og den korte gevinsts skyld. Den vil nødvendiggøre en helt ny helhedsrealisme der fastholder en jordbunden og gen-nemskuelig økonomi i kombination med en sund og fælles etisk orientering.

Dette kræver utvivlsomt som et første skridt, at bankerne fratages den risiko-frihed de får via staternes sikkerhedsnet - og deres ret til at skjule deres transaktioner gennem fiktive selskabsdannelser. Og det kræver mere og dyberegående refleksion i samfundet, men også et generelt langt højere oplysningsniveau. Men det bliver et langt og sejt træk, fordi der allerede er begået alvorlige fejl og dumheder der ikke kan gøres ugjorte.



For Europas vedkommende har den økonomiske krise især været en belastning for EU, fordi den har ramt de sydeuropæiske lande særligt hårdt i og med ledernes letsindighed og uansvarlighed. Det har tvunget Euro-landene til fælles hjælpeforan-staltninger der ubønhørligt har afsløret at selve Euroen har været en fejlkonstruktion. Alt for mange lande kom med i ordningen, skønt deres økonomier ikke var egnede. Det har igen låst de rige euro-lande og navnlig Tyskland fast i en yderst forsigtig økonomisk politik der ikke har kunnet genskabe ønsket vækst. Men det har også afsløret at EU er blevet for stort. Medlemslandene er for uensartede til at de kan gå ind under samme ledelse med samme fordel som de oprindelige få lande havde. Ydermere har Europa-parlamentet i strid med den oprindelige EU-struktur udviklet sig til en magtfaktor der er blevet alt for selvhævdende og dominerende og kun skaber mere og mere kontrol, og dermed mere og mere bureaukrati og 'djøfisering'. Det er jurister og økonomer der er blevet vor tids værste samfundshersere og -ødelæggere.

Problemerne med at vælge nye ledelse i EU i 2019 viser kun hvor begrænset kompetencerne er og hvor kompleks situationen er. Det tog fire topmøder at finde frem til et kompromis om de fire topposter som var acceptabelt for alle 28 lande og skulle have en chance for også at blive godkendt af det nyvalgte EU-parlament.

De tre spidskandidater til formandsposten der var valgt af de tre største grupper i EU-parlamentet var tyskeren Manfred Weber (indstillet af den største gruppe, den konservative EPP-gruppe, hvortil hører CDU og CSU), hollænderen Franz Timmermann (indstillet af socialdemokraterne) og danskeren Margrethe Vestager (indstillet af de liberale, hvorunder Macrons bevægelse hører), men ved et møde i EU-rådet (hvor Lars Løkke Rasmussen stadig var fungerende dansk statsminister) blev de alle fravalgt især på grund af modstand fra de såkaldte Visograd-lande (Ungarn, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Bulgarien). Formanden for rådet polakken Donald Tusk indkaldte til nye møde søndag den 30. juli (hvor Mette Frederiksen nu repræsenterede Danmark som statsminister), men i mellemtiden fandt G20-mødet sted i Osaka i Japan.

Og her i Osaka var Tusk, kansler Merkel, og præsident Macron, den italienske og den spanske regeringschef så ufornuftige at lave en aftale om at socialdemokraten Timmermann skulle indstilles til ny kommissionsformand. Ham ville Visograd-landene under ingen omstændigheder acceptere, da han har været meget kritisk over for Ungarn og Polen. Mødet søndag den 30.7. trak derfor ud til langt hen på mandagen og endte uden resultat. En tænkepause var nødvendig, og den førte til at rådet efter mange timers forhandlinger om tirsdagen bleve enig om at indstille helt nye kandidater til de fire vigtigste poster til godkendelse i EU-parlamentet. Ingen af dem havde været med i første runde, og ingen af dem har specifik EU-erfaring.

Til ny kommissionsformand indstilledes den tyske forsvarsminister Ursula von der Leyen, til formand for EU-rådet den liberale belgiske regeringschef Charles Michel, til EU-udenrigschef den spanske udenrigsminister (socialist) Joseph Borrell, og til chef for Den Europæisk Centralbank direktøren for Den Internationale Valutafond, franske Christine Lagarde. Men der er i EU-parlamentet modstand mod dem alle fra forskellige grupperinger og af forskellige grunde. Så det er ikke på forhånd givet, at de vil blive godkendt. De er ikke særligt visionære personer, og har endda gamle skandaler i bagagen, men det spiller ind at der er ligestilling mellem kønnene på disse fire poster. Det store problem er at de gamle østeuropiske lande er blevet tromlet over - endda med polakken Donald Tusks hjælp. Angela Merkel har mistet yderligere respekt og indflydelse. De tyske socialdemokater er fortørnede over valget af den i Tyskland alt andet end populære von der Leyen og truer med at forlade den store koalition i Berlin.

EU er om muligt endnu mere splittet end for en måned siden. Splittelsen ses allertydeligst i modsætningen mellem de østeuropæiske lande og resten af landene - og den går igen tilbage til flygtningekrisen i 2015.



Den mest alvorlige brist i dansk og vesteuropæisk politik og kultur ligger på det sociale område og skyldes primært en helt uansvarlig indvandrer- og flygtningepolitik gennem et halvt århundrede. Der har været rekordstor indvandring i mange lande flere år i træk. Den sociale uro er vokset markant i flere lande som fx Frankrig som følge af indvandringen til de sydlige regioner, og uroen øges generelt i hele Sydeuropa som følge af ekstraordinær stor flygtningetilstrømning fra Nordafrika. Den uløste situation i Syrien giver fortsat problemer i alle nabolande, herunder Tyrkiet.



Uansvarligheden i indvandrer- og flygtningpolitikken ligger naturligvis ikke i selve det forhold at de fleste vesteuropæiske lande har givet adgang til arbejdsmarkedet for fremmed arbejdskraft når der har været behov for det, eller at man har tilladt fremmedarbejderne at sende overskydende penge hjem til deres familier, men at man rask væk begyndte at give de fremmede indvandrerstatus og statsborgerskab, så de forblev i tilflytterlandene, selvom deres arbejdsopgaver efterhånden blev løst, og at det fra starten var meningen at de kun skulle være gæstearbejdere. Tilmed gav man dem lov til helt vanvittige familiesammenføringer, der omfattede forældre og bedsteforældre, fætre og kusiner. Og det problematiske og direkte skadelige heri har ikke ligget i rimelige menneskelige hensyn, men i naiviteten, idealismen og den manglende forudseenhed med hensyn til de langsigtede sociale og kulturelle følger.

Politikerne har troet at økonomien kunne bære en sådan politik, at de fremmede alle ville være indstillede på fuld integration, og at den nationale kultur ikke kunne tage skade. Alle tre ting har vist sig ikke at holde stik. Opgørelserne af skaderne kan man naturligvis altid skændes om, for de kan faktisk slet ikke foretages eksakt, da der indgår så mange elementer i vurderingerne at det kommer fuldstændigt an på hvem der foretager dem og hvad formålet konkret måtte være.



Verdenssamfundet undergår i disse år også en dyb forandring gennem forskydning af selve magtbalancen hvad angår både økonomi og militærmagt. USA mister år for år mere af sin særstatus som eneste supermagt. Kina og Indien står stærkere og stærkere, og det samme gør Brasilien, selvom disse såkaldt BRIK-lande lige for tiden har vækstproblemer. Rusland er ved at genvinde sin position som stormagt efter følgerne af sovjetsystemets fallit. Men forholdet til EU og EU-landene har ikke udviklet sig så positivt som det kunne have været forventet. Jeg hører til dem der føler mig dybt forbundet med russisk kultur og folkesjæl og derfor dybt beklager at Rusland og Vesteuropa ikke er kommet hinanden nærmere i det nye årtusinde.



Set fra Europa er Mellemøsten fortsat den store uroplagede region der internt slås med voldsomme modsætninger af religiøs, etnisk, klanmæssig og social art og som har uhyggeligt store odds imod sig på grund af den islamistiske fundamentalisme - samt ikke at forglemme det arabiske sprogs besværligheder i forhold til de europæiske sprog med latinsk alfabet.

En støt voksende middelklasse i mange arabiske lande har meget naturligt skabt håb om mere frihed, mere velfærd og højere uddannelse og oplysning. Det har alt sammen frembragt en opposition mod de gamle autoriteter som med rette er blevet kaldt 'det arabiske forår', men som mere nøgternt må kaldes 'det arabiske ungdoms-oprør', fordi det først og fremmest kommer fra oprørske unge mennesker og har et stærkt præg af anarkistisk tendens. Det er også præget af megen frustration som helt elementært skyldes stor ungdomsarbejdsløshed og boligproblemer der igen skyldes voldsom tilflytning til storbyerne, der naivt opfattes som lykkebyer. Men når det fore-løbigt ikke har formået at skabe varige ændringer, hænger det nøje sammen med at tålmodigheden er begrænset, at det etablerede system er en uhyre stærk sammen-filtring af kapitalmagt og ordensmagt, og - ikke mindst - at der slet ikke er sket en sekularisering der kan støtte demokratiseringen og den hermed sammenhængende kvindefrigørelse.

Demokratisering og kvindefrigørelse er overalt i den arabiske og iranske verden blokeret af et klan- og familiemønster der bygger på mandens indiskutable dominans og oven i købet kan støtte sig på koranens og shariaens normer.

Et systematisk 'faderopgør' er uomgængeligt, men overalt løber oprørsforsøgene ind i fundamentalismens mure - og når Egypten endeligt kom af med en diktator og gennemførte et frit valg, så valgte flertallet Det muslimske Broderskab til sejrherre, og dette erstattede blot det gamle verdslige styre med et andet magtstyre der lod hånt om både demokrati og sekularisering. Broderskabet brugte demokratiet til at komme til den magt der 'legalt' kunne fjerne demokratiet og indføre shariaen.

Egypten er dermed blevet det store skræmmende eksempel på at demokrati kan misbruges, når det ikke er forbundet med skarp adskillelse mellem politisk magt og religiøs magt. Broderskabet stod stærkt fordi det - som tilsvarende organisationer i regionen - har et udbygget socialt og økonomisk netværk. Egyptens militærapparat - der også har afgørende økonomisk magt - var med til at afsætte den gamle diktator, men måtte gribe ind over for Broderskabets nye diktatur, og det sætter såvel forårsbevægelsen som den generelle udvikling i stå. Formelt var militærets indgreb et udemokratisk statskup, men reelt må general el-Sisis magtovertagelse i 2014 ses som erstatningen af Broderskabets islamistiske overgreb med hans eget.



Fortsat er Syrien i begivenhedernes centrum, fordi landet siden 2011 har været i borgerkrig som følge af præsident Bashar al-Assads skånselsløse nedkæmpelse af 'det syriske forår'. Det har foreløbigt kostet 100.000'er af mennesker livet, lagt talløse bydele og landdistriker i ruiner og skabt en flygtningestrøm i landet og ud af landet som skønnes at tælle flere millioner mennesker. Og hertil kom den uhyggelige brug af kemiske våben mod en lokal civilbefolkning som i et enkelt tilfælde kostede flere hundrede døde - og som selvfølgligt vakte dyb forargelse i den civiliserede verden.



USA under Obama og siden Donald Trump har konsekvent nedprioriteret Mellemøsten i sin udenrigspolitik og har gennem udskydelsen af et indgreb og af kongressens afgørelse afsløret sin reelle afmagt. Uanset hvad der sker de næste år, og uanset hvad den amerikanske præsident vælger at foretage sig, kan Assad foreløbig blive siddende. Taberne er den syriske befolkning, flygtningene og alle der havde håbet på en forandring.

USA's afmagt hænger sammen med at udviklingen i regionen er blevet så kompliceret at der ikke længere kan trækkes blot nogenlunde klare grænser mellem diktatorernes og oppositionens magtområder, og at oppositionen indbyrdes er så splittet at man ikke entydigt kan vælge side fra demokratisk og sekulært hold.

USA er ikke længere verdenssamfundets politi. USA har efter Sovjetstyrets fald faktisk været verdens eneste supermagt, men den amerikanske regering har aldrig haft hverken myndighed til eller mulighed for at gribe hurtigt og effektivt ind i en udvikling eller konflikt der truer stabiliteten og freden i verden. Og det kan efter Donald Trumps magtovertagelse slås fast, at USA allermindst kan optræde som moralens eller de internationale konventioners effektive eller sande vogter.



De mange års konflikter i Mellemøsten har dokumenteret at vejen til frihed og demokrati gennem et ungdomsoprør eller arabisk forår er et fata morgana. Gennem FN skabes illusioner om fredelige løsninger og lægges stigende pres på Israel der tillader sig effektivt værn om egne grænser og identitet. Men det er muslimernes mentalitet og målsætninger der blokerer for reelle ændringer.

Mellemøsten står fortsat midt i den håbløse og ødelæggende kamp mellem funda-mentalistiske og sekulære kræfter. Regionen vil lang tid fremover være hæmmet af en lovreligion og dens fanatiske tilhængere der fremmer tendensen til fundamen-talistisk tænkning. Der er dybest set ingen vej uden om det seje træk der hedder sekularisering; heller ikke for den jødiske stats vedkommende, der nok på papiret er sekulært, men som stadig trækkes med en stor befolkningsdel der er ortodokse og bagstræberiske.



Én udfordring overskygger dog stadig alle andre fordi dens besvarelse er forudsætningen for alle andre problemers løsning.

Udfordringen er at befolkningerne begynder at indse at den hidtidige fokusering på materielle og økonomiske samt magtpolitiske uenigheder, kampe og konkurrence ikke fører fremad, men må erstattes af en helhedsrealistisk og vedvarende nyskabelse af det menneskelige samfund og den menneskelige eksistens. Folkene skal igen have fat på de psykiske energier der er nødvendige for udvikling i den rigtige retning i stedet for at være uløseligt bundet til rethaveriskhed og hævngerrighed. Samtidigt skal de acceptere de grundlæggende fysiske rammer og den grundlæggende psykiske helhed, mening og sammenhæng.

Med andre ord er det blevet i 2019 fortsat så nødvendigt som aldrig før i historien at se at de gamle videnskabers og de gamle fortællingers fælles forsøg på at fastholde den gamle dualistiske tænkning er aldeles utidssvarende i det nye årtusinde. Det er blevet nødvendigt med et fundamentalt opgør med fædrenes tro og pukken på lov og tradition og i stedet nå frem til seriøse forsøg på at skabe en ny umiddelbar realitet.



Udfordringen er indlysende for enhver der har indset den dualistiske tænknings håbløshed. Men dette er sværere end som så, fordi dualismen er så indgroet i folk.

Udfordringen er at få gjort forskellen mellem den umiddelbare realitet og den middelbare realitet lysende klar for alle og at få alle til at forstå at det udelukkende er i den umiddelbare realitet eller jeg-du-forholdet at der kan etableres erfaring af den mening, helhed og sammenhæng som mennesket behøver for ikke at havne i håbløshed eller fortvivlelse. Dette sker aldrig i den middelbare realitet eller jeg-det-forholdet, så spændende det iøvrigt kan være at udforske.

Alle mennesker oplever dagligt den umiddelbare realitet tusindvis af gange; det sker nemlig hver eneste gang vi vågner af nattens søvn; hver eneste gang vi møder et menneske vi kender og i hvis nærhed vi blot indtræder; hver eneste gang vi giver os hen i bordets glæder i samvær med andre, eller i sang, musiceren og dans eller erotik med andre og hver eneste gang vi går i teatret, i biografen, i koncerthuset eller på en kunstudstilling eller ud i naturen og åbner for modtagelsen af indtryk uden at sætte de filtre på der hedder navne, priser, nytte eller 'smag'.

Ulykken er at de fleste i vore dage slet ikke véd hvad det vil sige at disse begivenheder er at træde ind i det åbne og umiddelbare forhold - og denne uvidenhed er vel at mærke noget relativt nyt i kulturen. Den har at gøre med den forbandede hærgen borgerlig nyttemoral, økonomiske normer, juridiske regler og videnskabelig objektivitetsmoral har gjort sig skyldig i gennem halvandet hundrede år og som vore politikere har ophøjet til gud i primitiv fremskridtstro og misforstået humanisme - og fortsat tror på. Det viser de allerseneste nationale parlamentsvalg i Europa og det sidste EU-parlamentsvalg. Og derfor er der ingen vej uden om en nytænkning og en ny oplysning - om man vil en kulturel revolution.

Det betyder naturligvis ikke at nyttehensyn, økonomi, jura, objektivitet eller fornuft skal tilsidesættes. Det betyder derimod at det alt sammen må være under-kastet den sunde fornufts skøn og dermed på den ene side sikre al praktisk nøgtern-hed og realitetsprøvelse gennem sekundærprocesserne, logikken og indsigten i de fysiske love, og på den anden side også det fulde ansvar for at middelbarheden med dens sekundærprocesser og logik i eksistentiel henseende er underlagt umiddelbar-heden med dens primærprocesser og subjektive vurderinger. Det er nemlig kun umiddelbarheden der rummer erfaring af mening, helhed og sammenhæng.



Men det skal udtrykkeligt tilføjes at hele denne nødvendige folkelige genvækkelse ikke kan finde sted i noget som helst veludviklet moderne samfund i det Herrens år 2019 uden en nytænkning af det fundamentale forhold mellem mand og kvinde. Dette skyldes ganske enkelt af den meget specielle #MeToobevægelse på ganske kort tid har afsløret en fortsat omfattende og aldeles uholdbar krænkelse af kvinder fra mænd i høje stillinger og ledende magtpositioner som har fulgt gamle adfærdsnormer som moderne, selvstændige og bevidste kvinder ikke længere vil finde sig i.

Der har altid været krænkelser og misbrug af unge piger og voksne kvinder i såvel partriarkalske familier som patriarkalske samfundsstrukturer af den simple grund at manden som hankønsvæsen - ganske som hos andre biologiske hankønsvæsener både er fysisk stærkere end kvinden og har en hormonaltbetinget form for kønsdrift der primært tilfredsstilles gennem penetration af kvinden og sædudtømmelse i hendes skede. Og i patriarkalske samfund har det været sædvane at lovformelige ægteskaber har givet manden ret til jævnlige samlejer uanset kvindens lyst.

Dette er der i vor tid lavet grundigt om på gennem kvindernes frigørelse der dels har givet dem borgerrettigheder på lige fod med manden hvad angår uddannelse, beskæftigelse og stemmeret, dels givet dem muligheder for løsrivelse fra utilfredsstillende ægteskaber uden automatisk tab af børn, formue og rettigheder.

Efterhånden som kvinderne har fået højere uddannelse og højere stillinger har der blandt dem bredt sig et stærkt ønske om ligestilling, og ønsket er blevet realiseret i veludviklede vestlige samfund, men det har intetsteds medført fuldstændig udligning af alle forskelle, således som de stærkeste feminister har krævet.

De fleste mænd vil fortsat mene, at dette heller ikke kan lade sig gøre, da den biologiske eller kønshormonale forskel mellem kønnene nu engang ikke kan ændres, men dette vil feminister ikke acceptere - og derfor er det udelukket at problemet kan løses på anden vis end at kvinder - typisk veluddannede og meget bevidste karrierekvinder - undlader at binde sig i faste forhold til mænd og altså med andre ord prioriteterer deres karriere over det traditionelle livet med mand, børn og familie.

Alle par der indgår i traditionelle familieforhold vil være tvunget til at indrette sig pragmatisk og praktisk efter den biologiske grundforskel og vil som oplyste og bevidste mennesker kunne gøre det under bevarelse af begge partneres suverænitet og værdighed og i perspektivet af den oprindelige tiltrækning. Men det vil aldrig kunne opstilles faste regler for hvor de enkelte grænser går. Det må erfares i praksis og hvis erfaringerne i det enkelte tilfælde er for dårlige, må det i værste fald føre til brud.

Ingen mand eller kvinde i det moderne vestlige samfund undgår længere at skulle forholde sig bevidst til den biologiske modsætning. Den er imidlertid af typisk komplementær art - og behøver derfor ikke ende i et absolut modsætningsforhold. Men det er den moderne mands og kvinds skæbne selv at måtte at finde vejen gennem parforholdets labyrint og udfordringer, således at meningen, helheden og sammenhængen bevares.

Dette bekræfter kun at der intetsteds i menneskelivet er mere brug for humor end i et varigt kønsforhold. Et sådant er dybest set en tragedie i betydning et drama hvor hovedpersonerne aldrig får ret eller bliver utvetydige sejrherrer.



Udfordringen bliver dermed også i kønsforholdet en provokerende og kreativ nytænkning og holdningsændring der vender op og ned på forholdet mellem middelbarheden og umiddelbarheden og altid får sat umiddelbarheden over middelbarheden eller jeg-du-forholdet over jeg-det-forholdet. Dette betyder vel at mærke ikke at idealismen sættes over materialismen eller åndeligheden over verdsligheden - eller omvendt, eftersom begge er afhængige af hinanden. Og det betyder heller ikke indførelse af et lukket dogmatisk system, en ideologi af holistisk tilsnit, men kun at erkende at helheden er vort inderste jeg som vi fødes med og aldrig kan svigte uden at tabe håb og retning og blive ofre for ismer, fremskridtstro, mode og andre vilkårlige trends.

'Den komplementære helhedsrealisme' er dybt forbundet med humoren og tragedien. Og 'Højsangen om den menneskelige eksistens' bliver derfor uundgåeligt flertydig, men konsistent og komplementær.?



Håbet    
Til toppen  Næste

Selvom der er gode grunde til bekymring for fremtiden som følge af de mange udfordringer og de mange risici der foreligger også nu i 2019, så er der ingen grund til egentlig, dybere frygt for fremtiden, eftersom menneskets såvel som folkenes, kulturernes, civilisationernes og religionernes regenerationsevne er forbløffende stor.

Der er trods alt farbare veje frem mod den positive og konstruktive udvikling der indebærer overvægt af det gode. Hvad der kræves er imidlertid altid at de enkelte individer såvel som folkene og deres ledere under iagttagelse af sund fornuft får fat på de tidssvarende og relevante arketypiske forestillinger der er ladet med tilstrækkelig energi til at drive udviklingen den rigtige vej. Hvordan dette kan ske er påpeget i det foregående.

På dette sted kan den endelige opfordring til den enkelte - ung eller gammel, høj eller lav, etnisk dansker eller nydansker, men navnlig de unge - kun lyde som råd:

Grib dagen, dens muligheder og udfordringer!
Frigør dig fra formyndere og autoriteter og bliv et selvstændigt væsen!
Tag ansvaret for din egen tilværelse og for samfundet!
Engagér dig efter evne!
Sørg for uddannelse, arbejde og videreuddannelse!
Sørg for fuld integration!
Gør dig nyttig og fortjent til den løn du får!
Acceptér en rimelig social lagdeling og rimelig ulighed!
Acceptér og værdsæt den biologisk bestemte kønsforskel!
Sørg for din familie og dit hjem!
Vig aldrig tilbage for hengivenhed på grund af frygt for tab eller svigt!
Elsk din samlever, ægtefælle, dine børn og dine venner!
Hold fest med din familie, dine venner, dine kolleger, dine landsmænd!
Hold regelmæssigt sabbat, fritid og hvile!
Hold dig åben og vågen!
Sug indtryk til dig fra naturen, kunsten, filmen og musikken!
Følg med i videnskab og politik og sæt oplysning højt!
Tag imod gode teknologiske fremskridt!
Værn om naturen og ressourcerne!
Deltag i demokrati og debat!
Deltag i kult og fællesskab!
Sørg for føling med det kollektivt ubevidste!
Sørg for overvægt af det gode i livet!
Lad aldrig gode gerninger være et kriterium for retfærd!
Lad aldrig succes stige til hovedet!
Lad barmhjertigheden vinde over retfærdigheden!
Sørg for indre konsistens!
Slip aldrig følingen med den umiddelbare realitet!
Frygt ikke de fundamentalistiske terrorister!
Frygt ikke de klimatiske dommedagsprofeter!
Frygt ikke de fanatiske globalister og universalister!



Efterskrift    
Til toppen  Næste

Jernesalts 2009 filosofi lancerede en ny standard for eksistensfilosofi på basis af en indsigt der bygger på dyb føling med den hele virkelighed, solid viden om såvel erkendelsesmæssige og dybdepsykologiske forudsætninger som det bestående sam-fund og dets udfordringer samt indblik i historien og fremtiden.

Dette indblik beror på en særligt opdyrket intuition som har været kendetegnet af markante kvantespring i erkendelsen, og indsigten er vel at mærke ikke resulteret i forudsigelser af bestemte begivenheder eller videregivelse af absolutte sandheder.



Jernesalts 2019 filosofi er en opdateret udgave af den ti år gamle bog 'Den komplementære helhedsrealisme´. Titlen understreger filosofiens komplementære og antiholistiske karakter. Den er alt andet end et forsøg på at opstille en lukket og logisk konsistent dogmatik eller ideologi, for en sådan er ikke mulig i en verden der ikke er deterministisk bestemt, men udvikler sig på uforudsigelig vis.

Værket er - som tidligere påpeget - hverken et stykke skønlitteratur skrevet for æstetiske smagsdommere og sofistikerede anmeldere - eller et stykke faglitteratur skrevet for akademiske metode-dyrkere eller besatte dekonstruktører, men en sprog- og formbevidst praktisk brugstekst skrevet for almindelige åbne og tænksomme mennesker der lever deres liv mellem et nøgternt hverdagsliv og en bevidst eller anet føling med noget både højere og dybere af forpligtende art.

Forfatteren er hverken stilist eller litterat, men lægmandsskribent med fuld be-vidsthed om nødvendigheden af et nuanceret dagligsprog der dækker alle sider af eksistensen. Og den fundne form er den eneste dækkende for indhold og hensigt.

Den forelagte eksistensfilosofi er resultat af et livsprojekt der har krævet tilside-sættelse af andre projekter og personlige interesser. Det har på sin side været en ensom sag der først med udsendelsen af Jernesalt på nettet har fremkaldt positive reaktioner og kontakter. Velsignelsen ved at forfølge livsprojekter af denne art ligger ikke i successen, men i fuldførelsen. Tør man forfølge sit konstruktive livsprojekt - og i den forstand efter bedste evne gøre det gode man så at sige er skabt til - da vil velsignelsen blive givet, selvom ingen velsigner én.



Jernesalt takker med juni måned 2019 definitivt af som aktiv hjemmeside, men vil dog forblive et stykke tid på nettet, for det tilfælde at nogen fortsat vil søge fordybelse i nogle af teksterne.

Fortsat kan henvises til e-bogen 'Højsangen om den menneskelige eksistens', og som besynger virkeligheden i hele dens dobbelte karakter af noget materielt og noget psykisk. Højsangen kombinerer desuden besyngelsen med en personlig beretning der også bliver en oplevet samtidshistorie. Dernæst med en systematisk gennemgang af såvel de sidste to hundrede års idéhistorie som hele den moderne naturvidenskab fra Galilei og Newton til Einstein, Bohr og Heisenberg og hele den moderne psykologi fra Freud og Jung. Endvidere er der vigtige afsnit om musik og film - og et helt speciel kom-menteret billedudvalg. Tillige med en række samtaler gives der altså et helhedsværk med mange lag og mange linjer, som læseren helst skal være opmærksom på for at få det fulde udbytte af værket.

Værket er på denne måde både grænsesprængende og genresprængende - og skal som alle Jernesalts tekster læses med åbent sind og eftertanke samt tålmodighed.



Forfatteren er ukaldet forkynder af en tidssvarende eksistensfilosofi der ligger i forlængelse af den jødiske, græske, nordiske og kristne kultur og religion, men hvis modernitet ligger i påpegningen af komplementariteten mellem rationel nøgternhed og værdimæssig subjektivitet og irrationalitet.

Forfatteren tør hævde at den lancerede filosofi er ny og tidssvarende, men er samtidigt til fulde klar over at æren for det frembragte værk til syvende og sidst tilfalder det kollektivt ubevidste og dette alene. Det betyder at forfatterjeget her ved fuldførelsen af værket nødvendigvis må træde ydmygt tilbage. Tjeneren har så at sige gjort sin pligt ved at viderebringe budskabet - og kan derefter gå som en anden mohr. Dertil tjener også den anonymitet, der brugtes i begyndelsen, men altså ikke skal forstås som kamouflage, men som konsekvens. Helt bogstaveligt har jeg også nået en alder hvor tiden nærmer sig hvor jeg må takke af. "Thi også jeg er her kun på træk".



Resultatet fremlægges i form af ordets frø, og disse skal altid have tid til at spire. Dette gælder ikke mindst når de peger på 'selvets almengørelse' som vejen frem for kulturerne og religionerne i almindelighed, men for dansk kultur i særdeleshed. Alt-afgørende bliver om frøene spirer i ungdommelige danske sind.

Resultatet vil uden tvivl blive mødt med meget blandede reaktioner - lige fra den komplette ligegyldighed over den udtalte hån og modstand til den skeptiske interesse, men forhåbentlig også med dybere forståelse.

Den ideelle læser fanger helheden og giver sig tid til eftertanke. Han eller hun går ind i en længerevarende proces for både at få åbnet horisonten og få føling med det kollektivt ubevidstes mest konstruktive energier samt indse nødvendigheden af etisk konsistens og oplysningsmæssig emergens.

Ejvind Riisgård - 4. juli 2019



Henvisninger    
Til toppen

Ejvind Riisgård



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles endnu en kort tid af Saxo.com



Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal