|
|
KAPITEL FRA BOGEN 'JERNESALTS 2009-FILOSOFI'VerdensbilledetFortegnelse over de enkelte afsnit: UniversetStof og energi Virkelighed Videnskab og relativitet Henvisninger Universet Til toppen Næste Det naturvidenskabelige billede af verden er selvsagt af nyere dato, da det forudsætter selve den skarpe sondring mellem subjektiv og objektiv iagttagelse som først er slået fuldstændigt igennem i forskningen med den moderne naturvidenskab i renæssancen. Det var først og fremmest Galileis og Newtons forskning der banede vej for den kvantitative måling af alle fysiske fænomener og gjorde det gentagelige eksperiment til et afgørende kriterium for verificering og falsificering af forskernes påstande. Før den tid var det almindeligt at sammenblande kvantitative og kvalitative undersøgelser, formodninger og opfattelser. I mytisk tid skelnede man slet ikke mellem en kvantativ og en kvalitativ opfattelse af verden. Opfattelsen var begge dele på én gang. Folk var realistiske nok til at kunne skelne sandhed, konsistent logik og solid hverdagserfaring fra løgn og fantasi, men opfattelsen af verden var generelt af kvalitativ og helhedsmæssig art. Alle så tilværelsen som en hel og meningsfuld, gudsskabt verden. Det nye var den systematiske udvikling af de sekundære psykiske processers forestillinger til et mere og mere subjektuafhængigt og værdineutralt billede af verden og navnlig dens dele. Såvel helheden som en bagvedstående og -agerende skaber blev udeladt - naturligvis ikke uden modstand fra den herskende kirkes og teologis side - og forestillinger om en begyndelse og en mening med universet og tilværelsen blev overladt til spekulative filosoffer. Begreberne fra den oprindelige mytiske og den gamle græske naturfilosofi blev dog videreført, fordi det ikke var sprogligt muligt at undvære dem. Som typisk eksempel kan nævnes at de fire elementer længe spillede en stor rolle, selvom de naturvidenskabeligt set ikke kan bruges til forklaring på den komplekse verden. Men jorden, vandet, luften og ilden er fortsat det almindelige dagligsprogs gængse udtryk for de fundamentale psykologiske sondringer mellem det faste, det flydende, det luftige og den på én gang varmende, lysende og fortærende energi. Eksistentielt forholder det sig stadig sådan, at mennesket behøver fast grund under fødderne, vand til at drikke, bade i og bruge til madlavning og i utallige andre sammenhænge, luft til at indånde og give næring til ild og ild til at varme, lyse op, lutre og bruge til madlavning og håndværk. I dag opererer fysikken med fire fundamentalkræfter: tyngdeloven, den elektromagnetiske kraft, den stærke kernekraft og den svage kernekraft. Og disse fire kræfter har en ganske sigende analogi til eksistensens fire karakteristika: tyngdeloven kan siges at svare til eksistensens nødvendighed af at have begge ben på jorden, den elektromagnetiske kraft svarer til at det kollektivt ubevidste fungerer som et felt over hele den udstrakte menneskehed, den stærke kernekraft svarer til de psykiske primærprocessers afgørende intense følelser og tanker som bestemmer mening og kvalitet i tilværelsen, og den svage kernekraft svarer til de psykiske sekundærprocessers vage, men til gengæld stabile følelser og tanker som muliggør nøgternhed og realitetssans. Men det skal gentages at analogier intet beviser; de kan kun didaktisk hjælpe til en forståelse. Den eksakte naturvidenskab kan ikke give nogen forklaring på universets opståen. Der ligger ingen acceptabel videnskabelig forklaring i påstånde om at universet er skabt af Gud eller skyldes Intelligent Design. Og der ligger heller ingen acceptabel forklaring i at universet skulle være opstået af sig selv. Forestillingen om at universet blot er 'et opblæst nul' er et tomt æstetisk postulat. Forestillingen om at Gud har skabt universet er en essentiel mytisk-eksistentiel forklaring - og tages som sådan op senere - men den har ingen videnskabelig værdi eller interesse. Nutidens astrofysikere skønner at universets alder er omkring 15 mia år. Skønnet beror på målinger af stjernernes rødforskydninger der igen beror på at universet ekspanderer. Forskerne går ud fra at universet har ekspanderet fra en oprindelig tilstand hvor hele universets masse var samlet i en kompakt kugle der ikke kunne opretholdes. Kuglen eksploderede billedligt talt i et gigantisk Big Bang. Forskernes udgangspunkt er den specielle relativitetsteoris fastsættelse af relationen mellem masse og energi, udtrykt ved formlen E = mc² (energien er lig med massen gange kvadratet på lysets hastighed). Forskerne fører universets masse tilbage i tid til et nulpunkt hvor dens energi ifølge formlen må have været optimalt stor og så ustabil at den har måttet eksplodere. Men dette er hypoteser. Ingen véd om universets ekspansion kan føres tilbage til et nulpunkt. Ingen kan fatte hvad et eventuelt nulpunkt overhovedet er. Teorien om en eventuel 'imaginær tid' før den faktiske tid vi lever i er måske nyttig som arbejdshypotese. Men den er og bliver teori. Men først og fremmest lider Big Bang-teorien af den mangel at den ikke kan skabe en logisk overensstemmelse mellem tyngdekraftteorien (den almene relativitetsteori) og kvanteteorien (den kvantemekaniske bølgefunktions teori). Hypoteserne er imidlertid givende for forskningen, fordi de som arbejdsredskaber kan animere til yderligere forskning. Men det er en illusion at tro at forskningen på noget tidspunkt skulle kunne finde ud af hvordan det hele begyndte. Forskerne kan ikke sætte sig uden for universet og betragte det derudefra. Universet består uafhængigt af den menneskelige erkendelse. Universet har bestået før der var menneskelig erkendelse på jorden. Al menneskelig erkendelse forudsætter universets fakticitet. Mennesket kan ikke tvivle på universets fakticitet uden at tvivle på sin egen ræsonnerens og bevidstheds fakticitet. Universet udgør et inertialsystem, dvs et system med træg masse som følger den klassiske fysiks love. Massens træghed på jordkloden er forudsætningen for menneskelig erkendelse. Stof og energi Til toppen Næste I 1920'erne måtte atomfysikken acceptere den hårde kendsgerning, at der i naturen forekommer empiriske fænomener, hvis fakticitet ikke kan bestrides, men som ikke destomindre unddrager sig den normale, fra dagligdagens verden velkendte årsag-virknings beskrivelse med tilhørende præcis tids- og stedsangivelse. For elektronernes vedkommende kunne registreres to forskellige slags virkninger, der tilsyneladende stred mod hinanden. Den ene var enkeltpartiklers bane fra udskydelsen af en såkaldt elektronkanon gennem et tågekammer frem til en fotografisk skærm. Tågekammeret forstærkede virkningen, således at elektronen under sin vej bevirkede dannelse af vanddråber der var synlige for iagttageren. Og når elektronen ramte fotoskærmen dannedes en ligeledes synlig prik. Denne forsøgsopstilling dokumenterede altså en egenskab ved elektronen som vi forbinder med begrebet 'partikel' i analogi med den klassiske fysiks håndgribelige genstande. Men en opstilling, hvor mange elektroner efter hinanden blev skudt afsted mod fotoskærmen således at de passerede en skærm med to huller eller spalter, gav til resultat, at der dannedes referensmønstre på fotoskærmen, og den dokumenterede således en egenskab ved elektronerne som vi forbinder med begrebet 'bølge' i analogi med den klassiske fysiks bølger. Enhver bestræbelse på i det sidstnævnte forsøg at afdække de enkelte elektroners bane gennem skærmen med de to huller vil føre til ophævelse af referenseffekten, fjerne elektronernes bølgekarakter og alene registrere deres partikelkarakter. Begrænsningen i den menneskelige erkendelsesmulighed på dette område er af principiel art og afhænger ikke af teknologiske muligheder. Elektronprocesserne foregår med en hastighed der nærmer sig lysets og vil blive påvirket af enhver instrumentel registrering der har til formål at lokalisere enkelte elektroner i rum og tid. Man har valget mellem at måle enten elektronens lokalitet eller dens impuls nøjagtigt. På grund af den menneskelige sansnings og måleapparaturets begrænsning kan det ikke afgøres om stoffet dybest set er af materiel eller energetisk art, for det menneskelige øje kan nu engang ikke se så dybt, at det kan opfatte signaler tæt ved lysets hastighed, og intet apparatur kan registrere sådanne signaler som de er 'an sich', men alene som de er i vekselvirkning med forskelligt apparatur. Set fra menneskets principielt begrænsede sanseevne har elektronerne både partikel- og bølgekarakter, og disse to egenskaber kan ikke registreres i et og samme forsøg. Dette betyder, at det altid vil være den subjektivt valgte, men naturligvis objektivt gennemførlige forsøgsopstilling der afgør, om forskerne kommer til at registrere den ene eller den anden egenskab ved stoffets mindste dele. Da begge typer forsøgsopstillinger er anvendelige og nyttige i forskningen, er der ikke anden erkendelsesteoretisk udvej af dilemmaet end at give afkald på en rent deterministisk, på sanseevnen og den klassiske fysiks begreber beroende beskrivelse af det detaljerede forløb og indføre helt nyt syn på sagen der tager hensyn til begge betragtningsmåder. Det var Niels Bohr der foreslog dette banebrydende komplementaritetssynspunkt. Han undlod ikke at understrege, at der med dette synspunkt ikke var givet afkald på en objektiv, entydig, rationel, logisk modsigelsesfri og konsistent beskrivelse af de specielle naturfænomener, eftersom beskrivelsen foregår i det almindelige videnskabelige sprog. Der er kun givet afkald på en beskrivelse af årsagsvirkningsforholdet i tid og rum for irreversible processer, hvis hastighed nærmer sig lysets. Dette afkald var til gengæld principielt, definitivt og uigenkaldeligt. Komplementaritetssynspunktet fuldstændiggjorde kvantemekanikken som teori ved at betragte de to gensidigt udelukkende forsøgsopstillinger og måleresultater som ligeværdige, lige gode til hvert sit praktiske formål og lige uundværlige for en samlet beskrivelse. Solens energi i kombination med fotosyntesen er altafgørende for opretholdelsen af stoffets kredsløb og dermed livet på jorden. Fotosyntesen er betegnelsen for de komplicerede biokemiske processer som sætter planter og alger og visse bakterier i stand til ved hjælp af sollyset at omdanne atmosfærens kuldioxid til organiske forbindelser og ilt. Fotosyntesen omdanner lysenergi til kemisk energi i form af organiske forbindelser. Planter binder normalt 2-5 % af den solenergi der rammer dem i organisk stof. Resten går tabt. Dyr og mennesker kan ikke bruge sollys som en direkte energikilde, men skal altid have de nødvendige organiske forbindelser tilført ved at æde planter eller andre dyr, som har fået deres energibehov dækket ved at æde planter. Isaac Newton hævdede en absolut tid, en tid der efter sin natur 'flyder' ensartet og uafhængigt af alt andet. I denne 'klassiske mekanik' kan man forestille sig at begivenhederne forekommer i modsat retning af den man iagttager. Dette gjorde den statistiske mekanik og termodynamikken op med. Al energi omsættes til syvende og sidst til varmeenergi som er irreversibel, dvs ikke kan vendes om. Har man først brændt en spand kul af i kakkelovnen, kan man ikke samle varmen op igen og føre den tilbage til kultilstanden. Tiden fik altså her en retning eller pil, som går med entropien, som det hedder, det vil mere populært sagt sige med sandsynligheden eller den voksende uorden. Uorden er som bekendt statistisk set mere sandsynlig end orden. Einsteins specielle relativitetsteori fra 1905 gik imod Newtons opfattelse af absolut tid og bekræftede således den relationelle opfattelse, at vi ikke kan tale om fysisk tid uafhængigt af en specifikation af målinger der igen er afhængige af at de måles fra inertialsystemer (systemer med træge masser som den klassiske fysiks love gælder for). Einsteins almene relativitetsteori fra 1916 satte rum i relation til tid, og indførte således det firedimensionale rum-tids-kontinuum. Det firedimensionale univers må beskrives som et krumt univers, hvor den gamle euklidiske fladegeometri ikke længere gælder. Man kan tænke sig en lige linje forlænget i det uendelige ud i rummet, men i praksis vil enhver ting der bevæger sig i rummet følge en krum bane på grund af tiltrækningen fra 'massen', stofferne i rummet. Man kan også på intellektuelt plan tænke sig til at der er noget uden for rummet, men i praksis er der ikke noget 'derude' derude, som atomfysikeren John Wheeler vittigt har formuleret det. Man kan endelig også forestille sig rummet uendeligt, men i praksis kan man ikke konstatere noget uendeligt eller regne med uendelige størrelser. Derfor har matematikken (infinitesimalregningen) siden Leibniz defineret bestemte rækker af uendelige størrelser som endelige. Der er som allerede nævnt fire fysiske fundamentalkræfter i universet: tyngdekraften eller gravitationen, den elektriske kraft eller coulombkraften, den stærke kernekraft og den svage kernekraft. I modsætning til de tre andre fundamentalkræfter virker gravitationen på alle partikler i universet. Gravitationskraften virker normalt som en tiltrækningskraft. Gravitationen mellem to legemer afhænger af deres masse og afstanden mellem den. Loven om denne sammenhæng, tyngdeloven, blev formuleret at Newton i 1666 i formlen: F = (G x M1 x M2) : R², hvor F er gravitationskraften, G den universelle gravitationskonstant, M de to legemers masse og R afstanden mellem dem. Den elektriske kraft eller ladning er en uforklarlig fysisk egenskab ved visse af de elementarpartikler stoffet i universet er sammensat af. Den elektriske ladning kan være positiv eller negativ. Den positive ladning er pr. definition tildelt protonen. Den negative ladning er pr. definition tildelt elektronen. Ladningerne er kvantiserede - og kan angives nøjagtigt med tal (coulomb). Elektrisk ladning kan hverken skabes eller destrueres. En ladet partikel i hvile skaber omkring sig et elektrisk felt der virker på enhver ladning i feltet. Er den ladede partikel i bevægelse skaber den et magnetfelt som virker på en anden ladning i bevægelse. Denne elektromagnetiske kraft er langtrækkende. Elektromagnetismen blev opdaget af H.C. Ørsted i 1820. Lovene for elektromagnetismen blev matematisk formuleret i 'Maxwell-ligningerne'. J.C. Maxwell formulerede selv den ene (Ampères lov) og er iøvrigt kendt for på sit dødsleje i 1879 at have udtalt en dyb eksistentiel erfaring: "Hvad der gøres af det der kaldes mig selv, bliver, føler jeg, gjort af noget, der er større end mig i mig". I relativitetsteorierne opererer man ikke med elektriske og magnetiske felter hver for sig, men med et forenet elektromagnetisk felt Den stærke kernekraft virker i modsætning til den elektromagnetiske kraft kun inden for korte afstande (mindre end ca. 2 femtometer, 10 i minus 15 meter). Inden for denne afstand er den til gengæld langt stærkere end den elektriske frastødning mellem protonerne. Den svage kernekraft eller svage vekselvirkning betegner en omdannelse i atomkerner mellem neutroner og protoner under udsendelse af neutrinoer og betaartikler. Processen er kendetegnende for dannelsen af heliumkerner i solen, og vekselvirkningen er så svag at processen foregår meget langsomt, hvad der igen bevirker at solen kan afgive energi i milliarder af år. Einsteins relativitetsteorier gjorde først og fremmest op med Newtons opfattelse af rum og tid som absolutte størrelser. Relativitetsteorierne viser relationen mellem tid og rum og har i det hele taget medvirket til at understrege vigtigheden af begrebet relationer i verden. Der er således fysikere der plæderer for den anskuelse at virkeligheden hverken er stofferne eller energien, men relationerne i universet. Det er en fejlagtig opfattelse af tro at alt er relativt. Noget sådant har Einstein heller aldrig hævdet. Faktisk er der absolutte konstanter i universet - og det er endda rimeligt at antage, at erkendelse overhovedet ikke er mulig uden i det mindste nogle af disse absolutte konstanter. Der regnes i dag med ganske mange såkaldte universalkonstanter. De angives med talværdier i det internationale enhedsystem fra 1960 (SI). Her skal blot nævnes tre særdeles vigtige universalkonstanter: Gravitationskonstanten G, som indgår i Newtons gravitationslov. Lyshastigheden i vakuum (c) som indgår i Ole Rømers beskrivelse af lysets hastighed eller 'tøven' som han kaldte den, fordi det kom overraskende for ham at den overhovedet havde en målelig varighed. Hastigheden er knap 300.000 km i sekundet - og indgår også i Einsteins specielle relativitetsteori. Virkningskvantet eller Plancks konstant (h) indførtes af Max Planck i 1900 da han viste at et elektromagnetisk felt med en bestemt frekvens kun kan modtage eller afgive energi i mindsteportioner eller 'kvanter' der er produkter af denne eksakte størrelse. Bohrs atomteori af 1913 byggede på den hypotese at det momentum elektronens bevægelsesmængde besidder kun kan ændre sig i mindsteportioner der er produkter af Plancks konstant. Heisenberg påviste senere at partikler med en given energi og en given impuls må tilskrives en bestemt frekvens og bestemt bølgelængde, og at disse størrelser er begrænset af en given ubestemthed, kaldet Heisenbergs ubestemthedsrelationer. Den gren af fysikken der hedder termodynamikken eller varmelæren har to centrale love, der blev formuleret i 1855. Første lov fastslår energiens konstans. Summen af elektrisk energi og varmeenergi i universet er konstant. Loven indebærer at det er umuligt at konstruere en evighedsmaskine. Energi kan ikke skabes ud af ingenting og heller ikke forsvinde ud i det blå. Energi kan kun omdannes. Varmelærens anden hovedsætning er loven om varmeenergiens irreversibilitet. Elektrisk energi kan omdannes til varmeenergi, men varmeenergi kan ikke omdannes til elektrisk energi uden brug af anden elektrisk energi. Varmeenergi er mekanisk energi og al mekanisk energi omdannes til varme - og vil gå tabt, når den først er dannet, idet temperaturforskelle altid udlignes. En varmestrøms naturlige retning - den retning den har uden menneskelig indgriben - går fra varme områder til kolde områder. Energiomsætningens naturlige retning er fra mekanisk energi til varmenergi. Da varmeenergien over tid udlignes med temperaturen i koldere områder, 'forøges entropien'. Dette betyder i vort solsystem at der en dag om milliarder af år vil indtræde en fuldstændig udligning af energi, den såkaldte 'varmedød'. Livet, evolutionen, mennesket, samfundet, kulturen og historien forudsætter at entropien i vor enklave af solsystemet aftager i kraft af at energioverførslen fra solen kanaliseres over i planter via fotosyntesen. Matematikken er blevet et afgørende redskab for al naturvidenskab, ja, matematikkens sprog er naturvidenskabens sprog. Naturlovene søges overalt formuleret i matematiske ligninger og dermed i abstrakt og generaliseret form. Matematikkens abstrakte karakter fremgår allerede af talbegrebet. Et talord kan forbindes med en konkret ting som æbler eller mønter, men kan også anvendes som abstrakte størrelser uden konkret indhold og kan derved anvendes til rent logiske operationer. De udgør det der i logikkens teori hedder 'klassen af alle klasser'. Dette vil sige, at sprogets tvetydighed allerede er fastlagt i selve talbegrebet: talordene kan bruges konkret i forbindelse med håndgribelige ting og abstraktlogisk, uafhængigt af den synlige verden. Og det lykkedes ikke for Bertrand Russell og A.N. Whitehead gennem den ekstreme formalisme i 'Principia mathematica' fra 1910-13 at udelukke denne sproglige tvetydighed. Matematikkens kolossale udvikling i naturvidenskaben har forledt mange forskere til at tro, at den hvilede i sig selv og altså ikke var afhængig af noget uden for sig selv. Men her påviste Kurt Gödel i 1931 til stor overraskelse for matematikerne selv, at ikke alle sande sætninger i et konsistent teoretisk system er bevisbare. Eller som Gødels 'uafgørbarhedsteorem' også kan formuleres: mængden af bevisbare sætninger er en delmængde af alle sande sætninger. Dermed bekræftedes det, at såvel talbegrebet som matematikken som sådan nøjagtigt ligesom begreberne rum og tid ikke handler om naturen selv eller om fornuften selv, men om relationen mellem menneskelig fornuft og den øvrige del af naturen. Filosoffer der har ønsket størst mulig enkelhed i den abstrakte eller symbolske forståelse af universet har troet at alle målelige relationer i universet kunne udtrykkes gennem hele tal, men allerede i oldtiden stod det klart at irrationelle tal måtte tages i anvendelse, eksempelvis i angivelsen af forholdet mellem omkredsen af en cirkel og cirklens radius eller forholdet mellem hypotenusen og kateten i en retvinklet trekant. Den matematiske generalisation har forlængst som hensigten har været bragt matematikken ud over anskuelighedens rammer og har netop derved demonstreret sin fulde anvendelighed og tilpasningspotentiale som bindeled og forståelsesled mellem fornuften og naturen. Heri afsløres en for mennesket yderst heldig indretning af naturen. Naturen har en struktur der passer som hånd i handske til struktureringsmulighederne for den menneskelige tænkning. Forholdet bør ses i den biologiske udviklings store perspektiv: Mennesket synes at have vundet den biologiske selektionsproces netop fordi den menneskelige hjerne har vist en så formidabel formbarhed, at den har kunnet udvikle et sprog og en matematik, der på uforklarlig, men særdeles effektiv vis synes løbende at kunne bringes til at korrespondere stadigt mere hensigtsmæssigt med strukturen af naturen uden for hjernerne! Mens relativitetsteorierne rokkede ved de newtonske illusioner om absolut tid og rum, og kvantemekanikken underminerede den newtonske drøm om en fuldstændig kontrolerbar måleproces for alt i universet, så kan de såkaldte kaosteorier siges at have sprængt den forestilling om en ren deterministisk forudsigelighed som ligger til grund for den franske forsker Laplace's 'himmelske mekanik'. Han mente at universets tilstand kunne forudsiges til hvilken som helst tid blot man kendte tilstanden af alle universets partikler på et bestemt tidspunkt. Kaosteorierne handler om sådanne fænomener som fibrillationer i hjertet, kemi, geografi og vejrprognoser (samt klima!), og den har påvist at naturen ikke er så lineært velordnet som man hidtil har troet og postuleret. Kaosteorierne handler ikke om det man i almindeligt sprog kalder kaotiske tilstande, men om overgange mellem orden og uorden i komplekse dynamiske systemer. Det er kompleksiteten der giver problemer med forudsigeligheden. Hvor der er liv, kan der konstateres stigende kompleksitet, og denne er igen muliggjort fordi entropien i vor enklave af universet er faldende. Kaosforskerne har afsløret at der ofte er orden i det der tager sig kaotisk ud. Og de taler derfor om 'et følsomt kaos der er svanger med orden'. Følsomheden er netop et særkende for komplekse dynamiske systemer, fordi de aldrig når en ligevægtstilstand. Små ændringer i begyndelsestilstanden kan medføre voldsomme (eksponentialt voksende) ændringer i systemets udvikling på længere sigt. Den såkaldte 'sommerfugleeffekt' er det finurlige udtryk for den påstand at en sommerfugls basken med vingerne et tilfældigt sted i verden i princippet kan føre til turbulens (virvar i enhver skala) i vejret et helt andet sted (hvorfor vejrprognoser ud over syv dage ikke er meget værd). Kaos i denne sammenhæng betyder at der overalt i komplekse dynamiske systemer findes kritiske punkter. Disse har specielt stor følsomhed over for begyndelsesbetingelserne. Kompleksitet indebærer følsomme begyndelsestilstande der kun vanskeligt kan afdækkes. Virkelighed Til toppen Næste Verden får først virkelighedskarakter for mennesket ved hjælp af de følelsestoner eller -kvanter, der knyttes til den ved accept eller rejektion. Denne subjektive virkelighedskarakter er i tid forud for enhver objektiv praktisk eller naturvidenskabelig opfattelse - både på personligt og kollektivt plan. En rent rationalistisk, nyttebetonet opfattelse af virkeligheden er en indsnævring, der betyder fremmedgørelse af mennesket. Kun en følelsesmæssig eller rettere helhedsmæssig tilknytning til omverdenen giver mennesket den eksistentielt nødvendige følelse af at være hjemme i verden og have en mening med tilværelsen. En komplementær, helhedsrealistisk opfattelse af virkeligheden fastholder den kendsgerning, at der eksistentielt set både er en ydre og en indre dimension i tilværelsen, og at forholdet mellem dem er dynamisk. Den indre psykiske verden 'korresponderer' med den ydre fysiske ved en ubrydelig tilknytning mellem bevidsthedsfænomener og fysiske objekter. Der er derimod ingen 'parallelisme' mellem psykiske og fysiske fænomener, altså ingen påviselig årsagssammenhæng mellem synkrone eller analoge fænomener i de to verdener. Komplementaritetssynspunktets nødvendighed skyldes ikke en ufuldstændig teknik, der eventuelt ville kunne overvindes ved teknologiske fremskridt, men er tværtimod udslag af naturens indretning. Naturen er således indrettet at det ikke er muligt at afgøre om materien eller energien er basis. Naturen er således indrettet at det er umuligt at afdække sammenhængen mellem de hjernefysiologiske og de psykiske processer. En afdækning ville kræve en udtømmende redegørelse for de hjerneprocesser der i hvert fald på statistisk plan kan konstateres at ledsage bevidsthedsfænomenerne, men da de foregår på kvantemekanisk niveau kan de ikke bestemmes kausalt til sidste detalje. Forskerne må tage til takke med statistiske målinger - og har på mange måder god gavn af sådanne. Naturen er endelig således indrettet at vi aldrig kan iagttage naturen i sig selv, men alene naturen udsat for vore konkrete iagttagelser og målinger. Ligegyldigt hvor fremskreden menneskets teknologi vil blive, vil forskerne aldrig blive i stand til at iagttage og beskrive naturen uden i sidste ende at henvise til deres måleapparatur og i videre forstand sig selv som sansende og reflekterende iagttagere i beskrivelsen. I naturens drama er mennesket både skuespiller og tilskuer. Korrespondensprincippet betyder at al beskrivelse af fænomener vi ikke direkte kan iagttage skal ske ved henvisning til hverdagens klassiske fysik (den newtonske fysik). Forskere der insisterer på at der må være en grundrealitet der kan forene kvantemekanikkens paradoksale bølger og partikler i en syntese, forlanger på urealistisk vis noget helt specielt af naturen, som mennesket ikke kan forlange, nemlig at verden skulle følge de spilleregler som det absolutte kausalitetsprincip og den absolute dualistiske logik er udtryk for. Mennesket hænger i sproget og den dobbelttydighed dette har og som det har haft fra 'tidernes morgen', dvs fra begyndelsen af menneskets kulturhistorie. Det er en komplet illusion at tro, at mennesket har eller nogensinde - uanset videnskabens fremskridt - får et arkimedisk punkt uden for universet hvorfra vi kan betragte universet (og måske ovenikøbet bevæge det og lave det om). Menneskets situation i universet vil tværtimod altid være, at det er os som mennesker, anbragt på en bestemt planet i et bestemt solsystem og på en bestemt tid i universets udviklinghistorie, der stiller bestemte, konkrete spørgsmål til den natur vi selv er en del af. Al naturvidenskab sker på basis af iagttagelser vi gør aktuelt og derefter forsøger at drage konklusioner fra. Det gør ingen forskel om rumforskningen en dag eventuelt skulle få kontakt med andre levende væsener i universet. Det kunne i sig selv være spændende nok, men det vil ikke ændre menneskets erkendelsessituation som sådan: at vi nødvendigvis må se alt fra jordklodens og jordelivets vinkel og formulere os om vore iagttagelser på jordiske sprog med disses specielle struktur og tidsbundethed. Drømmen om en enhedsverden hinsides al komplementaritet har psykologisk baggrund i den kendsgerning, at vi alle fødes som 'mystikere' i den forstand at vi fra første færd opfatter tilværelsen som en enhed eller helhed, fordi skellet mellem subjekt og objekt først kommer med genstandsbevidsthed og sprog. Helheden er reelt vort inderste jeg. Det er altid helhed vi ubevidst vil stræbe efter som mål for erkendelsen, men naturvidenskabeligt set er det ikke muligt at opfatte virkeligheden som helhed. Det er en illusion at tro på bevarelsen af helheden i den nøgterne erkendelse som beror på de såkaldte psykiske sekundærprocesser med deres fundamentale skel mellem subjekt og objekt og mellem fantasi og virkelighed samt mellem fortid, nutid og fremtid. Det voksne menneske kan heldigvis - temmelig frit - veksle mellem brug af primærprocesserne og sekundærprocesserne, og således lære sig at suspendere sekundærprocesserne til fordel for oplevelse af skønhed, kærlighed, kunst, humor og mystik, når dette er ønskværdigt. Men holder mennesket ikke i den sidste ende fast i sekundærprocesserne (sprogreglerne og korrespondensprincippet) taber det realitetssansen. I værste fald (ved psykose) mister det helt jordforbindelsen. Videnskab og relativitet Til toppen Næste Det naturvidenskabelige verdensbillede er uomgængeligt for menneskets realitetsprøvelse, fordi det dels tilstræber logisk sammenhæng og modsigelsesfrihed og dels bygger på empiriske undersøgelser, som det er selvbedrag at lade hånt om. Det udvikles og revideres til stadighed. Det naturvidenskabelige verdensbillede er i sin tilstræbte værdifrihed utilstrækkeligt til at dække hele menneskets eksistens. Det naturvidenskabelige verdensbillede, herunder de stadigt udbyggede naturvidenskabelige hypoteser om det fysiske univers' tilblivelse for milliarder af år siden, erstatter ikke de mytologiske verdensbilleder, da der er tale om to inkommensurable verdensbilleder med hver sit formål. De mytologiske verdensbilleder er subjektive udtryk for den kendsgerning, at en mening med tilværelsen er uløseligt knyttet til menneskets og menneskesamfundets historie, mens det naturvidenskabelige verdensbillede tilstræber størst mulig uafhængighed af denne subjektivitet. Både i fysikken og i psykologien og eksistensen gives der som tidligere nævnt nogle faste størrelser eller universelle konstanter. Men ellers er relationer det væsentligste. Relativiteten betyder generelt at absolutte størrelser er sjældne og i grunden helt banale. Alle mennesker vænner sig fx hurtigt til tyngdekraften som en uomgængelig kraft i hverdagen - både i fysikken og i sjælelivet. Mennesket må imidlertid siges at have indbygget en yderst stærk tilbøjelighed til at operere med absolutte størrelser. Det synes at hige efter at få bekræftet en forhåndsindstilling om faste og uforanderlige absolutter i tilværelsen. Det er for de fleste mennesker nemmere at operere med absolutte størrelser end med relative, og nemmere at se dualistisk end komplementært på tingene. Det er for de fleste mennesker nemmere at tro på absolutte trossætninger end på sætninger der angiver tings og fænomeners afhængighed af andre ting og fænomener. Relativitet opfattes ofte som relativisme, dvs som en moralsk eller religiøs opfattelse eller ideologi, hvor intetsomhelst ligger fast. Og fasthed vil de færreste opgive. Fordommene florerer fra begyndelsen i såvel det enkelte menneskes som menneskehedens tilfælde. Oplysning og videnskab er ikke mindst et vedvarende opgør med fordomme. Jo mere værdiladet en opfattelse er, jo stærkere vil tendensen i de fleste tilfælde være til at betragte den som en absolut sandhed. Heri ligger fundamentalismens store fare. Holismen er den store, uindløselige drøm om enheden mellem den rationelle og den irrationelle opfattelse af verden, dvs om enheden mellem objektiv videnskab og subjektiv eksistensforståelse. Holismen må betragtes som udslag af det stærke og utopiske ønske om en absolut opfattelse af verden. Den er en umulighed fordi videnskab og eksistensforståelse ikke kan forenes på logisk-konsistent vis i en enhedssyntese. Og den er allerede umulig fordi det ikke er muligt at forene kvantemekanikkens bølgebeskrivelse og dens partikelbeskrivelse. Der er komplementaritet mellem de to beskrivelsesmåder - og de korresponderer begge fint med den newtonske fysisk. Men de er ikke logisk forenelige. Værre er dog det absolutistiske enhedssyn på moralens og religionens område. Her betyder det en fremherskende tendens til absolut faste målestokke for al gøren og laden. De moralske og religiøse sandheder bliver absolutte og indiskutable sandheder som bruges i magtkamp til at skille venner fra fjender. Relativitetssynspunktet og komplementaritetssynspunktet i kombination er det eneste der kan forebygge fundamentalisme. Og det er en vildfarelse at tro at de to synspunkter fører til moralsk eller eksistentiel opløsning for enkeltmennesker eller for samfundet. De to synspunkter er tværtimod i dag betingelsen for at komme fri af menneskefjendsk og samfundsskadelig dogmatisme og fundamentalisme. Relativitets- og komplementaritetssynspunktet er i dag betingelsen for at nå frem til en nødvendig almengørelse af følingen med det kollektivt ubevidste, den instans i åndslivet der er hævet over dogmatik, absolutte sandheder og fundamentalisme. Jan Jernewicz Henvisninger Til toppen Link til Begreber og aksiomer Link til Krisen ved årsskiftet 2008/09 Link til Eksistensen Link til Verdensbilledet Link til Livet Link til Mennesket Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |