Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Moralbegrundelse

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.02


Konsistens-etikken - eller
Kan moralen begrundes?

om Erling Jacobsens moralfilosofi



Sproganalysen
Det etiske ræsonnement
Psykologien
Fire hovedkilder til samvittigheden
Det etisk forpligtende
Den orale lyst
Den bundne opgave
Fire grundregler for menneskelige moral
Den indre konsistens
Ophøjetheden af den indre instans
Henvisninger



Sproganalysen   
Til toppen    Næste

Det er almindeligt kendt, at det er logisk umuligt at slutte fra en beskrivende ‘er'-sætning til en imperativisk ‘bør'-sætning, at man med andre ord aldrig kan slutte fra kendsgerninger til moralske påbud.

Men der gives i filosofihistorien andre forsøg på begrundelser for en objektiv moral, herunder intuitionismen der hævder, at sandheden af moralske normer kan indses intuitivt, utilitarismen der hævder, at overholdelse af moralske normer er mest hensigtsmæsige for menneskene og samfundet, og en emotionel-imperativisk opfattelse der går ud på, at moralske normer eller sætninger ikke har nogen sandhedsværdi, men simpelthen er udtryk for følelser og påbud.

Justus Hartnack gør opmærksom på, at disse begrundelser ikke holder ud fra en sproganalytisk betragtning. Det der gør en situation til en moralsk situation er ikke dens empiriske eller naturalistiske egenskaber, men dens etiske; det vil igen sige, at der i de sætninger der indgår i situationen bruges etiske ord som ‘bør', ‘moralsk rigtigt' og ‘moralsk forkert'.

Ved at anvende disse etiske ord udtrykkes det, at der er en begrundelse for det etiske udtryk, en begrundelse der er et argument og som derfor kan blive mødt med et modargument, således at en fortsat etisk debat muliggøres.



Ræsonnementet   
Til toppen    Næste

Det etiske ræsonnements struktur er ikke den strenge syllogismes struktur, men en struktur der som slutning indeholder et ‘medmindre'. Eksempelvis:

    -   Man skal holde sine løfter.
    -   Jeg har lovet at ringe.
    -   Medmindre der er omstændigheder der taler for noget andet,
        skal jeg følgelig ringe.

Det er dette ‘medmindre' der åbner mulighed for uenighed og debat i etikken. Ingen etiske udtryk eller påstande har altså ubetinget gyldighed. De er argumenter der hverken er sande eller falske, men har en vis vægt. For alle etiske argumenter gælder det, hævder Hartnack, at de kan og skal kunne begrundes. At ville mene noget naturalistisk med et etisk arguments begrundelse er hverken påkrævet eller muligt - det er i virkeligheden at have misforstået de etiske argumenters natur.

Hartnack går så vidt som til at sige, at der er tale om intelligensdefekt, hvis en person benægter den absolutte gyldighed af argumentet ‘det er forkert ikke at holde sine løfter'. Og at en person der kommer med irrationelle indstillinger mod argumentet er at betragte som sjælelig abnorm.



Psykologien   
Til toppen    Næste

Han synes således at bevæge sig lidt væk fra sprogfilosofien og ind i psykologien. Og det er just, hvad der er påkrævet. Det går ikke an at behandle etiske problemer uden at inddrage menneskets følelser. Hartnack er, som Erling Jacobsen et sted bemærker, tilbøjelig til at reducere verden til følelsesløse kendsgerninger - og ligner her positivisterne, selvom hans filosofi først og fremmest er sproganalytisk.

Jacobsen er enig i, at man ikke kan få sikker oplysning om det moralsk rigtige og forkerte gennem umiddelbar intuition, altså ud fra det som samvittigheden umiddelbart kunne fortælle én om godt og ondt. For samvittigheden må fra et psykologisk synspunkt betragtes med en betydelig mistro, eftersom meget vigtige dele af den dannes i fire-års alderen i en særdeles betrængt situation. Denne del af samvittigheden betegner Jacobsen som noget nær den dummeste del af et menneskes personlighed.

Dermed har han ikke sagt, at det er en ligegyldig del, tværtimod, for der er knyttet meget stærke følelser til den. Samvittigheden er jo den instans hvormed vi bedømmer os selv. Den belønner os, hvis vi handler rigtigt, og straffer os, hvis vi handler forkert. Men den belønning og straf der er tale om drejer sig om intet mindre end menneskelig lykke og menneskelig pinsel. Belønningen er den gode samvittighed og den ranke ryg. Straffen er en skyldfølelse der kan være så intens, at den er langt værre end fysisk smerte. Det ved man fra folk der har prøvet begge dele, fx smerter fra tortur og skyldfølelser fra dyb depression. Det er samme forhold der udnyttes af autoritære systemer der hjernevasker deres indre og ydre modstandere og fanger, som fx kineserne gjorde under Koreakrigen.

Under gruppen af skyldfølelser finder vi ifølge Jacobsen utvivlsomt de mest ondartede dele af hele det menneskelige følelsesregister.



Fire hovedkilder til samvittigheden   
Til toppen    Næste

Der er fire hovedkilder til den menneskelige samvittighed:

1) Forældres holdninger indbygges i børn og bliver en del af disses psyke. Det sker på den måde, at billigelse eller misbilligelse fra forældrenes side medfører automatisk lyst eller ulyst hos barnet. Det sætter derfor efterhånden signallyst på de ting det erfarer, at forældrene billiger, og signalulyst på de ting de misbilliger. Fra da af bliver tingene i sig selv henholdsvis tiltrækkende og frastødende.

2) Barnet identificerer sig en bloc med den af forældrene det føler at have tabt til i den voldsomme konfliktsituation i 3-7 års alderen, hvor kærlighed og had bringes i en utålelig forbindelse med hinanden på grund af jalousi. Frygten for gengæld får barnet til at tæmme sit voldsomme had mod rivalen - den af forældrene der har samme køn som det selv. Hadet fortrænges for en dels vedkommende indad mod barnet selv (det internaliseres). Og alt dette føles som et nederlag for barnet og fører til, at det massivt gør sig ét med den af forældrene det har tabt til.

3) Barnet vender sin barbarisk aggressivitet mod sig selv. Jalousien og alle andre frustrationer barnet har været ude for samler sig til en åndelig kraft af den frygteligste art, det såkaldte Ødipuskompleks.

Når barnet bliver et par år gammelt bliver det klart for det, at det har to forældre, og da det er uudholdeligt for det at elske og hade den samme person, søger det at slippe ud af denne ambivalens ved at rette kærligheden mod den ene og hadet mod den anden. Det projicerer sine egne følelser og impulser ud på forældrene og bilder sig ind, at det ikke er det selv, men den ene af forældrene der har de utilladelige impulser. Drenge projicerer til deres far, piger til deres mor, og skaber således billeder af dem der er fjernt fra virkeligheden.

Det er vel at mærke ikke små tilforladelige følelser det hele drejer sig om, men frygtelig barske ting. Hos et dansk gennemsnitsbarn i disse tider drejer det sig om grove og barbariske ting, understreger Jacobsen. Ja, det er så voldsomme følelser, at et normalt voksent menneske i vor kultur ikke er i stand til at se dem i øjnene, for det drejer sig om en total grusom hensynsløshed. Barnet kan slet ikke udholde at leve i en verden med sådanne følelser.

Disse følelser er så fundamentale og afgørende for ethvert menneskes udvikling, at Erling Jacobsen anser det for en alvorlig fejl at bagatellisere Ødipuskomplekset i psykoterapien, således som eksempelvis Grof gør. Jacobsen er ganske uenig med denne i, at Ødipuskomplekset er noget man relativt let kommer forbi i analysen, når man er på vej mod fødselstraumerne. Det er efter Jacobsens erfaring tværtimod det sidste, dvs. det dybeste lag overhovedet som man støder på og må have udredet.

En umiddelbar følge af de aggressive følelser er derfor dannelsen af det primitive retfærdighedsbegreb, gengældelsens lov eller ‘lex talionis'. Og denne lov viser sig netop i samvittigheden som en klar opfattelse af, at man har fortjent just de ting skal ske imod én, som man selv har ønsket over for andre.

Resultatet blive med andre ord, at barnets barbariske aggressivitet bliver vendt mod det selv og kommer til at udgøre en væsentlig og skæbnesvanger del af dets samvittighed.

Selvom der her er tale om følelsesmasser der overvejende er ubevidste, er deres virkning bastant nok, og det drejer sig om nogle ganske overvejende skadelige processer, der hvis de tager overhånd fører til psykisk invalidering. De har tilmed en tilbøjelighed til at forværre sig selv gennem en ond cirkel. Barnet går glip af den livsnødvendige kærlighed til sig selv og øger sit selvhad, for der opstår altid had, når barnet føler sig snydt for kærlighed.

Og det allerværste er, at barnet for at holde hadet borte fra bevidstheden også holder kærligheden borte, eftersom det var kærlighedsfølelsen der gav anledning til hadet. Der sker dermed en større eller mindre nedsættelse af evnen til at føle kærlighed, ja, en afstumpning af den almindelige livsfølelse og en generel uvirkelighedsfornemmelse, altså en fremmedgørelse.

For at lette sindet for noget af det had barnet har fået indbygget i sin samvittighed på denne måde, fører det hadet over på andre mennesker, og vi får den moralske fordømmelse og indignation, som præger mange voksne mennesker, især af fundamentalistisk tilsnit.

4) Den fjerde hovedkilde til samvittighedens dannelse adskiller sig fra de tre første ved ikke at være af skadelig art. Den består i egoets følelse af forpligtelse over for noget uden for det selv, vel at mærke ikke noget uden for dets ydre selv, men uden for dets indre selv. Dette indebærer, at ikke alle menneskets indre mentale processer uden videre kan betragtes som hørende til dets eget ego. Der er tværtimod en indre grænse mellem menneskets egen psyke og mentale eller psykiske kræfter uden for dets ego.

Erling Jacobsen finder det selvindlysende, at det altid er moralsk rigtigt, hvis egoet (inkl. dets udspecialiserede del som vi efter Freud kalder superegoet eller overjeget) står for styret og gennemfører sine beslutninger, medens det er umoralsk, hvis en eller anden øjeblikkelige følelse eller indskydelse tager magten fra én og får én til at handle mod, hvad klogskab eller overbevisning tilsiger én. Det gælder også, tilføjer han, selvom det er varme eller kærlige følelser der tager magten fra ens dømmekraft. Jacobsen indfører altså her en sund dømmekraft der er hævet over affekter og lavere impulser. Og med den bliver der følgelig en sund samvittighed at appellere til.

Men hans pointe er, at jeget ikke er frit stillet med hensyn til, hvordan det vil reagere. Hvis det nemlig skal handle moralsk, er det ikke tilstrækkeligt, at det sørger for at få sin vilje; det må også optræde således, at det ikke i det lange løb svækker sig selv og til slut bliver så magtesløst, at det bukker under for følelsernes pres. Jeget har således en ganske bestemt moralsk opgave: det skal stå for det praktiske styre, men som en loyal tjener for det følelsesliv der i det lange løb kan opretholde selvagtelsen, selvfølelsen eller selvkærligheden. Og dette følelsesliv er noget uden for egoets grænse. Det ligger ifølge Jacobsen i id'et.

Her spiller det ind, hvordan et menneskes ego bygges op. Det kan kun ske på grundlag af, at det akcepterer eller rejicerer tingene, og det kan igen kun gøres på grundlag af menneskets oplevelse med id'ets kræfter, dvs. de arkaiske følelseskvaliteter der udviklingsmæssigt ligger før egoets dannelse. Man kan - understreger Jacobsen - end ikke teoretisk tænke sig, at der kan dannes et ego der ikke føler sig forpligtet over for id'et. Akcept og rejektion er simpelthen udgangspunktet for alt.

Det kan her indskydes, at disse arkaiske følelseskvaliteter ikke først dukker op hos dyr og mennesker, men synes at være noget fundamentalt for alt liv. Ifølge en TV-udsendelse 7.1.93. om det indre, kropslige univers er der allerede på celleniveau en skelnen mellem cellen selv og andre celler som uafladeligt giver sig udslag i henholdsvis akcept eller rejektion.



Forpligtelsen over for noget større   
Til toppen    Næste

Med denne instans, der hænger sammen med den arkaiske del af psyken, med id'et, har Erling Jacobsen sprængt samvittighedens snævre biografiske opbygning og fundet en universel faktor bag al etik.

Han skriver lige ud, at hvis man begynder med at omtale samvittighedens psykologi ved at se på, hvordan de enkelte ting i den opstår, dvs. hvad den specifikke udviklingshistorie er hos det enkelte menneske, så kommer man ingen vegne. For ingen betragtninger i denne forbindelse kan føre frem til den instans der er en urystelig grundvold i menneskelivet, og som den enkelte må føle sig absolut forpligtet overfor.

Men instansen er der. Etisk pligt føles som en pligt over for noget der ligger uden for én selv. Og det er vel at mærke ikke guder og djævle der er tale om, men indre kræfter man er forpligtet overfor. Troen på guder og djævle har haft sin oprindelse i denne sikre oplevelse af, at man er forpligtet over for noget uden for én selv - og ikke omvendt. Og der er vel at mærke heller ikke tale om en forpligtelse som man frit kan vælge at følge eller ej, eller som man eventuelt kan ræsonnere sig frem til. Men om en forpligtelse af umiddelbar bindende karakter. Det er igen LSD-eksperimenterne der har overbevist Erling Jacobsen om denne sammenhæng. Det er den såkaldt ‘orale lyst' og ‘orale ulyst' som har hele denne enorme og umiddelbare etiske ladning. "Ingen der har oplevet disse tilstande kan være i tvivl om, at man her umiddelbart står over for henholdsvis det gode og det onde".



Den orale lyst   
Til toppen    Næste

Erling Jacobsen beklager først, at han er nødsaget til at bruge utilstrækkelige udtryk som oral lyst og ulyst. Han kalder dem et sted hjælpeløse betegnelser. Men vi er her ved sprogets ejendommelige fattigdom. Vi har (endnu) ikke bedre betegnelser for disse følelser, selvom det er ganske og aldeles fundamentale følelser.

Udtrykkene dækker følelser der findes allerede hos det spæde barn, dvs. fra fødslen, og i ælde og ærværdighed kun overgås af den fundamentale magtdrift, som der heller ikke på de moderne sprog er nogen betegnelse for. Spædbarnets stadium fra det fødes til det er omkring et halvt år kaldes oral, ganske enkelt fordi munden og hvad der føres ind i munden, dvs. mad og drikke, har den allerstørste interesse. Men oral lyst og ulyst drejer sig ikke kun om selv fødeindtagelsen, men også om de omstændigheder der knytter sig til fødeindtagelsen, dvs. moderens krop, lugt, hænder, stemme, smil, pleje, opmærksomhed og endda lyden af hendes fodtrin o.a.

Melanie Klein bruger i denne forbindelse udtrykkene ‘Det gode bryst' eller ‘Den gode mælk' om den orale lyst, medens den orale ulyst får synonymerne ‘Det onde eller giftige bryst' og ‘Den onde eller giftige mælk'. Oplevelsen af den onde mælk danner ifølge Erling Jacobsen basis for al senere skyldfølelse.

Der kan skelnes mellem to former for oral lyst. Den ene svarer nærmest til tilfredsstillelse af sult, den anden til tilfredsstillelsen af tørst. Den første er varmere. Vi forstår lidt af disse to formers betydning, når vi betænker, hvor høj tilfredsstillelse indtagelse af mad og drikke kan byde os - måske særligt efter fysiske strabadser eller afsavn. Litteraturen er rig på eksempler. Rabelais mente, man kunne møde gud ved at drikke vin, og at selve skabelsen kom i gang ved tilfredsstillelsen af jordens tørst, så alt begyndte at spire. David har i en salme vendingen ‘min sjæl tørster efter Gud', og evangelisten Johannes lader Jesus sige: "Den som tror på mig, skal hverken hungre eller tørste." Der er her tale om formuleringer der vidner om dyb sjælelig indsigt.

Men hvorfor har disse orale følelser en så overvældende bindende etisk karakter? Det skyldes efter Erling Jacobsens opfattelse forbindelsen mellem lyst og akcept og mellem ulyst og rejektion. Mennesket er fra naturens hånd således indrettet, at automatisk, oral lyst (varme, kærlighed) er identisk med automatisk akcept, og automatisk oral ulyst (kulde, afsky, ondskab) er identisk med automatisk rejektion.

En følelse af forpligtelse og en følelse af lyst er derfor identiske. Perspektivet er imidlertid betydeligt større, fortsætter han, for det han så ineffektivt har betegnet som oral lyst og ulyst må være fænomener der ligger forud for både vort følelsesliv og vore tanker. Enhver tankevirksomhed, selv den køligste og mest matematiske, er opbygget af akcepter og rejektioner.



Den bundne opgave   
Til toppen    Næste

Af Erling Jacobsens postulat om identitet mellem automatisk lyst (varme, kærlighed eller hvad man nu vil kalde det) og automatisk akcept, og mellem automatisk ulyst (kulde, afsky, ondskab) og rejektion følger, at mennesket har en bunden opgave. Det er henvist til at forsøge at sætte sine lystsignaler eller akceptsignaler på ting der forøger sandsynligheden for den automatiske lyst eller akcept. Og Jacobsens endelige påstand bliver da, at intet menneske frivilligt med overblik over hele sin situation og frihed til at vælge vil gøre tingene på nogen anden måde. Fejltagelser kan kun opstå, når individet mangler erkendelse eller eventuelt er udsat for et så voldsomt følelsesmæssigt pres, at det ikke længere er frit.

Alt hvad der med rette kan betegnes som menneskelig moral har at gøre med et ønske ethvert mennesker nærer om ikke at gøre verden til et totalt koldt sted uden mulighed for tilfredsstillelse af varme og kærlige følelser. Og Jacobsen mener derfor, at der kan opstilles følgende grundregler for en menneskelig moral:



Fire grundregler for menneskelig moral   
Til toppen    Næste

Det er umoralsk:
     - at være rasende (grådig)
     - at nyde grusomhed mod nogen man holder af
     - at være fej
     - at lyve for sig selv.

Derudover mener Jacobsen, at det i det mindste er praktisk at handle således, at vi følger almene love, eller - med Kant - sådan at vore handlinger kunne bruges som generelle rettesnore (det såkaldt kategoriske imperativ), dvs. ikke at gøre mod andre, hvad vi ikke ønsker de skal gøre mod os selv.

Raseri eller med Melanie Kleins foretrukne udtryk grådighed er den holdning der automatisk ødelægger ens mulighed for at modtage det gode, som når man fx er så sulten, at man vælger i raseri at ødelægge sin egen appetit. Ved at mobilisere grådigheden modarbejder man sine egne mest tvingende formål.

Også ved grusomhed mod dem man holder af modarbejder man sine egne formål. De følelser der opnår tilfredsstillelse ved hjælp af grusomhed udspringer af menneskets frustrationsaggressivitet, dvs den ulyksalige forbindelse mellem naturlig aggressivitet og ulystfølelse. Men frustrationsaggressivitet slår altid kærligheden ihjel.

Fejhed er i denne forbindelse først og fremmest manglende mod til at tage livet som det er med dets tilfældigheder og vilkårlighed. Jo mere intenst man elsker noget her i livet, des mere bliver man knust, hvis skæbnen medfører, at man mister det. At lade sig afstumpe for ikke at risikere tab er en dårlig idé, hvis målet er at bevare varmen og kærligheden i tilværelsen. Der er derfor ingen anden udvej end at have mod til at holde af, selvom det medfører risiko for alvorlige tab. Mod af denne art er, hvad der i religiøst sprogbrug kaldes tro.



Den indre konsistens   
Til toppen    Næste

Om alle fire moralregler siger Erling Jacobsen, at de til syvende og sidst drejer sig om én eneste ting, nemlig menneskets indre konsistens. Mennesket hænger ikke sammen som det optimalt kan og bør, hvis det modarbejder sine egne formål, og det vil primært sige, hvis det modarbejder sine behov for varme, kærlighed og intensitet i tilværelsen.

Det er konflikten mellem aggressivitet og kærlighed der fører mennesket ind i de moralske problemer. I sammenstødene mellem aggressiviteten og kærligheden står moralen på kærlighedens side i kraft af den dybe forbindelse mellem automatisk lyst og automatisk akcept.

Løsningen på konflikten mellem kærligheden og aggresisivitetsdriften er ikke at undertrykke aggressiviteten til fordel for kærligheden, for det vil medføre frustration, der igen undergraver eller modarbejder kærligheden. Men derimod at moralen lærer at håndtere kærlighedens krav på en måde, der i længden fører til bevarelsen af kærligheden og varmen. Hertil kan erkendelsen og en rationel, ikke-autoritær samvittighed tjene.



Den ophøjede instans i det indre   
Til toppen    Næste

Det er ret bemærkelsesværdigt at Erling Jacobsen trods et godt og solidt kendskab til Jungs psykologi ikke skelner mellem jeget og selvet. Han bruger betegnelserne i flæng, og det er mit ansvar, at referaterne af hans opfattelse her er rettet til, således at der hele vejen igennem kun har været anvendt synonymerne jeget og egoet.

Men i virkeligheden nærmer Jacobsen sig den jungske tankegang, når han påpeger, at der ikke er noget lavt eller foragteligt ved den del af id'ets kræfter som individet føler sig forpligtet over for og som er grundlaget for al moral.

Der er for det første ikke tale om en illusion, men om at mennesket faktisk og konkret er forpligtet af noget uden for sig selv, og at denne forpligtelse er lige så bastant og virkelig som de ting vi kan tage og føle på.

For det andet er der i allerhøjeste grad tale om noget ophøjet, som det enkelte menneske står overfor, dels fordi det er enormt i sin vælde - det er numinøst som Jung ville sige - dels fordi det er umiddelbart etisk bindende. Det har religiøse dimensioner, som Jacobsen da også nøgternt refererer til ved tilbagevendende henvisninger til mystikken, men som han alligevel kvier sig ved at kalde andet end id'et - måske fordi han var erklæret ateist.

Men som det gerne skulle være fremgået, mener jeg, at den manglende sondring mellem jeget og selvet er uheldig og kun med til at øge den sproglige forvirring som Jacobsen ellers selv så gerne ville til livs.

Jan Jernewicz



Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk

Under titlen: Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen.



Se nærmere under klik



Henvisninger:

Konsistens-etikkens Ti Bud
Etik og eksistens
Jes Bertelsens etik



Læs også den korte artikel om

Erling Jacobsen

og artiklerne om

Jeget og selvet  og
De psykiske grundprocesser



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Program
Essays
Emneindex
Personindex



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens   essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens
Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest
Per Seendemands rubrik (fra 2005)
Jens Vrængmoses rubrik



Til toppen    Til forsiden    Printversion   


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 16.5.2013