JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

forlag - 2009abegreber

ARTIKEL FRA BOGEN 'JERNESALTS 2009-FILOSOFI'

Begreber og aksiomer

Al filosofi beror dybest set på subjektive antagelser.

Universet er en elementær kendsgerning der ikke kan føres tilbage til definerbare eller forklarlige årsager eller kilder.

Universet kan ikke ses objektivt udefra, men alene subjektivt og vilkårligt indefra, dvs fra det enkelte menneskes og menneskehedens begrænsede synsvinkel.

Naturen gør spring.

Emergens i naturens udvikling og historie er en kendsgerning.

Livet er en elementær kendsgerning i udviklingen. Det har forudsætninger der kan opregnes, men det kan i sidste ende ikke forklares eller eftergøres.

Mennesket er en elementær kendsgerning i den biologiske udvikling og kan ikke forklares. Der er intet 'missing link' mellem dyr og menneske.

Mennesket har en særstilling i naturen ved at være den del af naturen der kan iagttage sig selv og sin indgriben i naturen og ved at det gennem sin kulturevne og sin kulturvilje griber ind i naturen.

Men mennesket er stadig en del af naturen - også i den forstand at der i menneskets udvikling - fysisk som psykisk - forbliver en afgørende forskel mellem det naturlige og det kunstige - eller mellem det organiske og det mekaniske.

Mennesket kan ikke gribe ind i naturen uden hensyn til naturligheden.

Mennesket kan i praksis kun iagttage og analysere dele af naturen.

'Virkeligheden som helhed' eller 'eksistensen som helhed' er at betragte som et psykologisk fænomen, der beror på psykens behov for at danne sig en ordnet, sammenhængende og meningsfuld opfattelse af tilværelsen.

Al objektiv erkendelse angår dele af verden, nemlig de dele mennesket konkret og subjektivt fokuserer på i hver given iagttagelsessituation.

Sjælen er en elementær kendsgerning i menneskelivet. Den har forudsætninger af materiel eller fysiologisk art, men kan ikke forklares ad naturvidenskabelig vej.

Sproget er en elementær kendsgerning i menneskelivet.

Sproget har en irrationel dimension via de medfødte psykiske processer og en rationel dimension via de tillærte psykiske processer.

For realitetsevnens skyld er det afgørende at der er korrespondens mellem de to dimensioner i selve dagligsproget sådan som det forstås og bruges af de voksne.

Samfundet er en elementær kendsgerning i menneskelivet. Det er mere end summen af individer og mere end summen af institutioner.

Sammenhængskraften i samfundet beror på det kollektivt ubevidste.

Der er komplementaritet mellem individets og samfundets interesser.

Et samfund i ligevægt eksisterer ikke og skal ikke tilstræbes. Det fuldkomne samfund eksisterer heller ikke.

Eksistens er en uafladelig realitetsprøvelse, der for såvel det enkelte individ som for det menneskelige fællesskab består i at få de indre forestillinger om tilværelsen til at passe med de forestillinger om den ydre verden som beror på sanseerfaringerne og den rationelle behandling af dem.

Kun en erkendelse der er baseret på solid og stabil erfaring er holdbar i realitetsprøvelsen, men solid og stabil erfaring kan være resultat af såvel sanseerfaring af den ydre verden som bevidsthedserfaring af den indre verden. Og der kan findes lovmæssige sammenhænge for begge dele. At finde og formulere disse sammenhænge falder ind under det 'nomotetiske' (af ordet 'nomos' der betyder lov) til forskel fra det idiografiske (der beskriver det individuelle).

De faste ting i verden er den psykiske forudsætning for menneskets evne til at fiksere genstande i rummet (genstandsbevidsthed) og dermed også for den senere dannede evne til at opfatte sig selv som et villende og handlende subjekt (jegbevidsthed). Men de faste ting - stoffet eller materien - er ikke i anden henseende mere basal end energien.

Det kan ikke afgøres om stoffet eller energien er det basale element i verden. Men mennesket kan i praksis opfatte både stof og energi som basiselementer og kan vælge mellem de to opfattelsesmåder - alt efter formålet med betragtningen.

Dynamik i verden og i tilværelsen ligger i energien i verden - hvad enten denne er af fysisk eller psykisk art.

Den fysiske energi i verden kan måles med fysiske apparater - direkte eller indirekte, afhængigt af energiens hastighed.

Den psykiske energi i mennesket kan erfares gennem introspektion og ved det åbne sanselige og sproglige møde mellem mennesker.

Videnskab er den systematiske udvikling af solid erfaring og tilstræber optimal subjektuafhængighed.

Netop derved afgrænser videnskaben i princippet sit forskningsfelt til definerbare og målelige fænomener og bliver derved ude af stand til som erkendelsesvej at skaffe mennesket føling med den irrationelle del af virkeligheden.

Til en realistisk opfattelse af virkeligheden hører erkendelsen af, at udviklingen i menneskets del af universet går i retning mod det ukendte, uforudsigelige og statistisk set mindst sandsynlige.

Udviklingen går med andre ord imod entropien, dvs imod den uorden som altid har størst sandsynlighed i dynamiske systemer.

Dette betyder historisk set, at der i menneskets del af universet sker emergens i udviklingen. Med jævne mellemrum dukker nye muligheder og foreteelser op, som ikke har været set eller erkendt tidligere. Herpå beror fremskridt i forskning, teknologi, samfundsliv og bevidsthedsudvikling - både i fortid, nutid og fremtid.

Historien rummer tilfældighed, emergens og uforudsigelighed.

Historien har ingen ende sålænge menneskeheden eksisterer.

Omverdenen kan ikke opfattes uden at den tillægges et værdiaspekt.

Fundamental erfaring af værdier ligger i de medfødte psykiske processer, som er før sproget og karakteriseret af helhedsmæssig billedopfattelse.

Værdier erfarer ethvert menneske fra tidligste spædbarnsalder.

Kærlighed, arbejde, forskning, kunst, kult og religion sørger for den stadige oplevelsesmæssige opretholdelse af menneskets subjektive værdi-universer.

For at bevare sin indre sammenhæng har individet og samfundet en psykisk forpligtelse til at sørge for overvægt af det gode, positive og konstruktive i livet.

Denne indre forpligtelse til konsistens er basis for al etik.

Sproget, der beror på udviklingen af de psykiske sekundærprocesser - og de hertil i hjernen hørende neurale netværk af dendritter - er forudsætningen for al fornuft og rationalitet og således menneskets afgørende fælles middel mod de entropiens kræfter som i eksistensen er det samme som forvirringens kræfter.

Det vigtigste skel i psykologien går ikke mellem følelse og fornuft, men mellem stabile og ustabile mindstedele ('toner' eller 'kvanter') i såvel tanke som følelse.

De stabile tanker og følelser er svage.

De ustabile derimod intense.

Der er omvendt proportionalitet mellem stabilitet og intensitet. Jo mere stabile tanker og følelser er, jo mindre intense er de. Jo mere intense tanker og følelser er, jo mindre stabile.

Psyken har fire fundamentalkræfter der er analoge med fysikkens, dvs forståelsesmæssigt har visse ligheder med fysikkens fundamentalkræfter, men ikke er identiske med disse.

De psykiske kræfter kan ikke måles ad naturvidenskabelig vej, men alene sanses eller erfares direkte gennem helhedspsykens umiddelbare føling med dem.

Den psykiske 'tyngdelov' indebærer at bevidsthedsforestillinger af både personlig og kollektiv art altid må henføres til fysiske legemer. Det er muligt momentant at nå specifikke bevidsthedstilstande der tilsyneladende ophæver tilknytningen til det fysiske, men de er forbigående. En mere almen 'tilsidesættelse' af tyngdeloven er dog mulig gennem jegets relativisering.

Psykens 'stærke kernekraft' er de intense følelser og tanker hvis varighed er relativt kort, men hvis virkning på længere sigt kan være enorm i form af dybe og usædvanligt klare indsigter der kan have bindende etisk karakter.

Psykens 'svage kernekraft' er de stabile, men til gengæld varige følelser og tanker som er forudsætningen for den nøgterne og nuancerede realitetsopfattelse.

Psykens 'elektromagnetiske felt ' er det kollektivt ubevidste der omfatter hele menneskeheden, men også har lokale 'magnetfelter' omkring særligt stærke kultur-, religions- og nationalformer. Det samlede elektromagnetiske felt er basis for irrationel og organisk kreativitet.

Dagligsproget er i kraft af dets vaghed og mangetydighed mere stabilt end fagsprogene. Rationaliteten ligger i stabiliteten, men realitetsprincippet bevirker, at fornuften må indrømme det irrationelle afgørende eksistentiel betydning som værdigrundlag, og det irrationelle rummer netop intense tanker og følelser.

Da dagligsproget omfatter både de rationelle og de irrationelle aspekter af den menneskelige tilværelse, hersker der en ret omfattende korrespondens mellem det praktiske sprog og det eksistentielle sprog.

Korrespondensen giver sig bl.a. udtryk gennem en betydelig 'domesticering' af begreber fra begge områder. Fysikkens begreber bruges i vid udstrækning i beskrivelsen af psykiske fænomener og omvendt.

Også analogier bruges, men både disse og de domesticerede begreber er af forståelsesmæssige (didaktisk) karakter og beviser intet.

Menneskets artskarakteristiske bevidsthed og sjæleliv gør subjektiviteten afgørende for friheden, selvfølelsen og ansvarligheden.

Bærende livsmod og håb for fremtiden indebærer åben og direkte kontakt med den psykiske energis kilde, som er både upersonlig og irrationel.

Livsmodets og håbets modsætning er fortvivlelse.

Alle mennesker, der ikke er ramt af fortvivlelse, depression eller på anden vis selvmordstruende følelser og tanker, er i besiddelse af 'tro' i positiv og udogmatisk forstand - uanset om de er bevidste om det eller ej.

Religion i ikke-dogmatisk forstand er ud fra dette synspunkt at betragte som virkelighedstroskab i højeste grad. Religion er i denne forstand udtryk for ægte tro, men som dogmatisk fænomen fører religion let til ideologisk absolutisme, fundamentalisme og fanatisme med dertil hørende magtudfoldelse og bagstræb.

De eksisterende religionssystemer med deres særlige kult, dogmer og præsteskaber er historisk bestemte og derfor af begrænset værdi og tidssvarenhed. Aktuelt står de alle i større eller mindre grad i vejen for en tidssvarende fælles løsning af menneskets nuværende dybe eksistentielle krise.

Hverken myter eller mytisk religion kan undværes af det moderne menneske som tilgang til det irrationelle. Men de må nødvendigvis være tidssvarende.

Sekularisering indebærer hverken afmytologisering eller fjernelse af religion fra det offentlige rum, men den indebærer tidssvarende oplysning. Den sikrer skarp adskillelse mellem et frit kulturliv og al dogmatisk religion og ideologi.

Kun i tragedien og humorens område ophører den golde intellektualisme og rethaveriskhed der er en konstant trussel mod det menneskelige håb og den menneskelige fremtid.

Humoren gør mennesket fri af dogmatik og fundamentalisme.

Åbenbaring af en endegyldig sandhed gives ikke.

Al filosofi ender med erkendelse af afmagt og begrænsning.