Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - politiken09a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.10.09.


'Politiken mod Politiken'
- 125 års slag for oplysning og modernitet eller hvad?

Har politiken en sjæl?
Nyheder, meninger, penge
Krig, fred, neutralitet
Sex, sædelighed, frigørelse
Sport, vitalisme, futurisme
Kunst, populisme, smagsdommere
Fine folk og bønder
Danskere, jøder, fremmede
Demokrati kontra palaver
Kulturradikalisme eller modernitet?
Konklusion: Realisme, konsistens og komplementaritet
Henvisninger



Har Politiken en sjæl?    
Til toppen  Næste

Dagbladet Politiken blev den 1. oktober 125 år og har markeret jubilæet med bl.a. en stor og flot, velskrevet og rigt illustreret bog på 565 sider, skrevet af redaktør Bjørn Bredal, der til formålet har haft orlov fra bladet et par år og i denne periode siddet på Det kongelige Bibliotek, fordybet i gamle aviser og andet godt.

Af nutidens tre store landsdækkende aviser er Berlingske Tidende og Jyllands-Posten ældre end Politiken, nemlig fra henholdsvis 1833 (endda med aner tilbage til 1749) og 1871. Politiken blev oprettet i 1884 af politikerne Viggo Hørup (1841-1902) og Edvard Brandes (1847-1931) i direkte protest mod Venstre-lederen Chr. Berg, der havde sine egne 'Bergske Blade' og iøvrigt søgte tilnærmelse til Højres leder, statsminister og godsejer Estrup. Bruddet med Berg var en følge af Hørups indædte modstand mod Københavns Befæstning (Vestvolds-anlægget) og militarismen som sådan, hvilket vil sige militærvæsenet som livs- eller åndsform.

Hørup var leder af det europæiske Venstre, dvs det internationalt orienterede Venstre, og repræsenterede i højere og højere grad 'de radikale københavnere', dvs den intellektuelle elite i Hovedstaden der overvejende var republikanske og antiklerikale og ønskede omfattende reformer. Først da Det radikale Venstre blev oprettet som parti i 1905 blev Politiken et decideret partiorgan med et (r) føjet til navnet - og var det formelt helt frem til 1970, da den nyudnævnte chefredaktør Herbert Pundik simpelthen opsagde samarbejdet med partiets folketingsgruppe.

Derefter var bladet politisk uafhængigt, men med klar hældning til venstre i det politiske spektrum, dvs til socialdemokratiet og hvad der måtte være endnu mere til venstre for dette. Bladet var fortsat 'radikalt', men først og fremmest skrevet for moderne mennesker, og disse er med Herbert Pundiks ord netop 'sociale, liberale og radikale'. Bladet var med andre ord ikke parti-radikalt, men hvad nogle med større eller mindre uklarhed kaldte og fortsat kalder 'kultur-radikalt'. Det er stort set et skældsord som benyttes af folk der ikke kan fordrage Politiken eller hvad de også kalder 'Systemet Politiken'. Og betegnelsen dækker da heller ikke Politikens holdning rigtigt. Kulturradikalismen er efter Bredals mening efterhånden blot et spøgelse der bliver ved at dukke op i visse menneskers vrang- og forfølgelsesforestillinger.

Bjørn Bredal får overbevisende slået fast, at Politiken hverken er en isme eller et system der tænker i ideologiske baner, men en 'levende avis' der er i stand til at forny sig i sin evige kamp mod ideologierne, reaktionen, snæversynet og intolerancen. Og naturligvis derfor ofte vækker forargelse. Karen Blixen kaldte således i 1917 ligefrem Politiken 'et ækelt blad'.



Politikens historie er tidligere blevet fortalt, først og fremmest af redaktørerne Bo Bramsen 1984 (ved 100-års-jubilæet) og Valdemar Koppel 1946 (efter krigsårenes specielle vanskeligheder), og i begge tilfælde som grundig og systematisk virksomhedshistorie af den kedelige slags der mest er til skimning og opslag.

Bjørn Bredal griber opgaven radikalt anderledes an, idet han - som titlen på hans værk siger - har koncentreret sin historie om de idékampe fra 1884 til 2009 som kan aflæses i Politikens kamp med både sig selv og omgivelserne. Det er blevet en yderst levende skildring af et bladhus og en redaktion der har haft indbyggede modsætninger lige fra begyndelsen og som endda af forfatteren Villy Sørensen med et bibelsk udtryk er blevet stemplet som 'et hus splidagtigt med sig selv'.

Modsætningen gælder allerede selve opfattelsen af bladredaktion. Viggo Hørup holdt fra starten på at Politiken skulle være en meningsavis, idet hans demokratiske grundopfattelse var at vælgerne bør dele sig efter anskuelse og ikke efter interesser. I praksis førte dette til at Hørup skrev alenlange lederartikler der somme tider fyldte hele avisens forside (som dengang var endnu større end i dag). Det gav ikke mange læsere, så Politiken udviklede sig først til en moderne, levedygtig avis da Henrik Cavling (1855-1933) kom til, først som reporter fra 1886, siden som chefredaktør fra 1905 til 1927. Han var dybt inspireret af avisudviklingen i USA og satsede - i stil med New York Herald Tribune - på nyhedsstoffet som det centrale.



Andre fundamentale og ikke altid let håndterlige modsætninger var modsætningen mellem frihed og lighed, hvor friheden bl.a. betød kamp for både seksuel frihed og kvindefrigørelse, men ikke undgik problemet at mænds seksualfrigørelse kan betyde undertrykkelse eller nedværdigelse af kvinder - således som det tydeligt blev demonstreret af Georg Brandes selv.

Politiken førte 'det moderne gennembrud' som Georg Brandes havde lanceret i sine berømte forelæsninger 1871 videre fra litteraturen til politikken, men gjorde det indimellem så ihærdigt at det i et vist omfang gav bagslag. Det endte efter nogens mening i 'det moderne sammenbrud', således som det ikke mindst kom til at fremgå da 1. verdenskrig brød ud og fejede den naive fremskridtstro af banen.

Sagen var at Brandes nok i starten stod for fremskridt, oplysning og realisme, men helt og holdent var og blev åndsaristokrat og følgelig bekendte sig til den 'åndsaristokratiske radikalisme'. Samtidigt var han en uforbederlig romantiker, hvad der viste sig i hans beundring for en ærkeromantiker som englænderen Lord Byron og i hans drøm om fuldstændig frihed.

Politiken som sådan blev dog gjort til 'organet for den højeste oplysning' og kæmpede bravt for realismen over for al metafysik, men Bjørn Bredal er ikke blind for at ethvert dagblad - for at kunne overleve i konkurrencen - må kunne rumme både realisme og romantik. Svingningen mellem realismen og romantikken er efter hans mening nok den dybeste svingning overhovedet i dansk kultur.



Bredal understreger at "Politiken ikke er her for ingenting, men for at være moderne". Og ingen der har fulgt Politiken som abonnent gennem mange år kan være i tvivl om at det i hvert fald er målsætningen som bladet jævnligt betoner - og praler af. Bredal fører selv an i jubilæumstillægget til avisen 1.10.09., hvor han med en stolt overskrift kalder Politiken 'ukristeligt moderne'. Så er man i hvert fald ikke i tvivl om at det moderne fortsat skal ses som antipode til alt klerikalt!

Det moderne kan imidlertid ingen tage patent på, og Bredal er da også selv klar over, at Politiken hverken entydigt, konsekvent eller som eneste instans tegner 'moderniteten', men at bladets udfordring tværtimod fortsat er at finde ud af hvori det moderne består. Udfordringen løses efter undertegnedes mening bestemt ikke altid lige godt, men selve det at den åbent diskuteres, turde være det bedste tegn på at avisen er levende. Den er ikke en robot der løser sine opgaver som den én gang for alle er blevet programmeret til, men er netop et levende kollektiv der er åbent for mange impulser, men også kan tage fejl og allervigtigst - indimellem erkende sine fejl.

Politiken har følgelig en sjæl, men da et dagblad naturligvis ikke kan betragtes som en person er der heller ikke tale om en personlig sjæl, men om et kollektivt fænomen, hvad enten nu Bredal kan lide begrebet eller ej. Det refererer jo i sidste instans til noget irrationelt - og noget sådant er Bredal personligt ikke blind for, men spørgsmålet er alligevel om han ikke lister uden om dette sprængstof.

Det tjener imidlertid Bjørn Bredal til stor ære at han fører os sikkert og veloplagt gennem det enorme historiske stof og dets mange facetter, så vi kan danne os vort eget billede af Politiken som et dagblad i evig kamp med sig selv og omgivelserne. Hans fremstilling springer med fuldt overlæg frit i kronologien for at fokusere på det tematiske og de gennemgående konfliktlinjer - og denne tematik og disse linjer vil blive prøvet fastholdt i det følgende, dog med ændret rækkefølge - af hensyn til undertegnedes pointe som går på at der i højeste grad kan sættes spørgsmåltegn ved om Politiken virkelig står for realismen og moderniteten anno 2009. Eller om der mangler dybere indsigt og afklaring.



Nyheder, meninger, penge    
Til toppen  Næste

Bjørn Bredal påviser hvordan Politikens forhold til det kommercielle og det kulturelle har at gøre med Cavlings avisrevolution omkring 1905. Den var ikke alene en modernisering, men en massemedie-revolution som gjorde Politiken ekstremt meget mere kommerciel. Ja, Bredal kalder det uden omsvøb en afpolitiseringen af Politiken som trak i retning af de store amerikanske og engelske aviser. Kommercialisering og kulturalisering: det var det moderne mix fra 1905, men det mødte i 1920 sin politiske påskekrise.

Efter 1. verdenskrigs afslutning gav Versailles-traktaten af 1919 mulighed for grænseændringer gennem folkeafstemninger. Kong Christian X forlangte at den radikale statminister Zahle skulle forsøge at få Flensborg reddet med over i genforeningen og hurtigst muligt udskrive valg. Kongen og statsministeren havde et voldsomt sammenstød på Amalienborg den 29.3. 1920, hvor en rasende Zahle sagde blankt nej til kongens forslag - og på stedet blev afskediget. Den såkaldte 'Påskekrise' var brudt ud.

Da Zahle fortalte kongens kammerherre Krieger hvad der var sket, udbrød denne spontant: 'Jamen, det er jo statskup'. Og det gik, naturligvis uden kildeangivelse, igen på Politikens løbeseddel: "Ministeriet Zahle afskediget..... Et i vor forfatningshistorie enestående kup....". Bredal fortæller, at Cavling ikke var stolt ved situationen, for vel var det en nyhed at kongen havde fyret regeringen, men at det skulle være et 'kup', det var efter Cavlings opfattelse kun et synspunkt, en mening! Og Cavling kunne intuitivt mærke at synspunktet ville koste bladet penge. Cavling mente modsat Zahle og Rode slet ikke at Politiken skulle være et politisk våben.

Det politiske kaos der fulgte efter kunne have ført både til kongemagtens afskaffelse og til mange andre yderligheder som revolution, men det værste for Politiken var at mange følte at det var folkene fra Politiken - talerøret for krigsårenes regering - der var gået over stregen, ved at have opfordret til generalstrejke og idet hele taget optrådt arrogant og unationalt. Folk skelnede ikke mellem Politiken og regeringen. Landsmandsbanken aflyste et tilsagn om et lån på 200.000 kr til en nybygning i Vestergade og til en ny trykpresse. Politikens bibliotek måtte spares væk osv. Man nærmede sig fallitten. Salg af fallitboet blev kun forhindret af rigmanden og kunstsamleren Herman Heilbuth.

Hvor var bladet dog uskyldigt inden da, udbryder Bredal.



Men Cavlings udvikling af bladet til et moderne industriprodukt var dog meget mere end rent kommercielt. Han dyrkede og rendyrkede de store genrer: reportager og interview. Samtidigt indførte han en tredje form for journalistik i Politiken: den aktive journalistik - der rummede så forskellige arrangementer som 'de juleløses jul' og de unges cykelløb til 'udflugter i det blå' - ja, 'Politikens højskole' (i Foredragssalen). Der var simpelthen tale om en journalistisk og kommcerciel omlægning i én og samme bevægelse.

Bredal konstaterer at der nok også i Cavling-generationen var en forestilling om frigørelse fra politik, ja, måske endda en frigørelse fra al snakken om 'frigørelsen'! Politikens ideologiske udspring hos brødrene Brandes gav litteraturen, teatret og kunsten en stor plads i spalterne. Politiken blev derfor en kulturavis, men opdelingen mellem journalistik og meninger eller kultur var og forblev tydelig.

Kulturstoffet der hidtil havde rangeret på lige fod med inden- og udenrigsk stof forvistes nu ifølge forfatteren og Brandeskenderen Jørgen Knudsen til bestemte sider inde i bladet. "Mens det der foregår ude i virkelighedens verden kommer på forsiden", skriver han, "får kulturen sin frie tumleplads inde i bladet, hvor den kan påstå hvad som helst, uden at det har konsekvenser for nogen eller noget..."!

Allerede den forkætrede kritiker Harald Nielsen hævdede meget præcist i sin skarpe pamflet om 'Systemet Politiken' (1907), at Cavling gik ud fra at publikum var dovent (derfor de korte artikler), tungnemt (de store overskrifter), nysgerrigt (flere korte nyheder, interviews, reportager) og kritikløst (det upålidelige og intetsigende døgnstof) samt snobbet (derfor de kendte navne i kronikken). Til gengæld for Nielsens angreb kaldte Politiken ham for 'et født fæ'.



I Mellemkrigsårene udspandt der sig her i landet en skarp debat om Danmarks og danskernes forhold til den stigende trussel fra Nazityskland. Det førte til et brud mellem Politiken og arkitekt Poul Henningen, den markante, ansvarshavende redaktør af Kulturkampen. Dette tidsskrift vendte sig stærkt imod fascisme og nazificering. Tidsskriftet gjorde med andre ord hvad den radikale udenrigsminister Munch advarede imod: Det tog stilling med voksende lidenskab.

I efteråret 1938 redigerede PH selv et dobbeltnummer med temaet: Nazistisk kontra demokratisk kulturpolitik. Pressen og Politikens hus blev ikke skånet. PH skrev bl.a.: "Nazismen véd fuldt ud at et styres bedste våben er pressen. Det vil den også kunne være for demokratiet under fuld pressefrihed, hvis den ikke bare drives forretningsmæssigt og spejler tiden." Kulturkampens redaktionssekretær havde om Politiken og Påskekrisen ydermere skrevet: "Jo, det var et letsindigt øjeblik i Politikens historie hvor man glemte dette hensyn [til idealerne]. Siden har Politiken da heller ikke eet eneste øjeblik afveget fra den vej, som tjener de pengeinteresser der repræsenteres af annoncørerne....".

PH blev fyret fra Politiken, og det var det forretningsmæssige versus det idealistiske som blev den formelle årsag. Men alle antog at der lå mere bag fyringen, beretter Bredal. Kulturkampen kædede den direkte sammen med det generelle tyske pres mod dansk presse og specifikt med Politikens radikale bestyrelsesformand Erik Scavenius, der lå helt på linje med Munch. PH var - med Bredals ord - blevet offer for det officielle Danmarks sagtegænger-holdning til kampen mellem demokratiet og diktaturet. Da Valdemar Koppel i 1938 blev afløst som chefredaktør af Niels Hasager sagde Scavenius umisforståeligt til denne: "Den danske presse har en forpligtelse til at være neutralitetspolitikkens forlængede arm."

Da besættelsen kom, bøjede man hovedet og alle principper. I Politikens leder 28.4.1940 skrev Hasager: "Vi behøvede ikke her i landet den tyske hvidbog til at fortælle os, at det var vestmagternes holdning og handlinger som satte begivenhederne i skred i Norden..... Churchil havde ansvaret for to alvorlige krænkelser af Norges neutralitet.... Churchill er en farlig mand."

De kommende måneder mistede Politiken 15.000 abonnenter. Mange følte dengang og i dag at Politiken også mistede noget af sin sjæl. "Danmark slap materielt set nådigt gennem to verdenskrige med sin modvilje mod slagsmål", som Bredal udtrykket det, "men ikke uden psykologiske mén.... det gik ud over livsmodet.... folkesjælen tog skade...."



Springer vi frem til februar 2006 kom Politiken igen på en hård prøve med 'Muhamedkrisen'. Politiken valgte i modsætning til andre blade og regeringsoppositionen i folketinget at kritisere regeringens handlinger og udtalelser med en leder af Tøger Seidenfaden 25.2.06. Det var så påfaldende i et dagblad der netop i det meste af sin eksistens havde kæmpet for den ubetingede ytringsfrihed, at Berlingske Tidendes kommentator Niels Krause-Kjær klart pointerede, at uanset hvad man måtte mene om Muhammed, Dansk Folkeparti eller statsministerens stil, så hoppede Politikens kæde af i forløbet Hvad der efter Krause-Kjærs mening var noget i vejen med var ikke den enkelte artikel, men omfanget, melodien og hovedindtrykket af den massive vinkling. For man læser jo ikke aviser på samme måde som man læser en lejekontrakt eller en bog. Man optager avisens samlede udtryk i dag og over tid i sit eget lettere flegmatiske system.

Bjørn Bredal bemærker at krisen om karikaturtegningerne efterhånden er blevet en permanent krise som har tydeliggjort dagbladet Politikens 'politiske' karakter. Krisen aktualiserer nemlig både de politiske anklager mod Politiken for at være 'unational' og de journalistiske diskussioner af selve bladets journalistiske balance mellem 'news' og 'views'. Men den gør også Politiken meget politisk. Politiken er i dag en kulturavis som udtrykker sig meget politisk og lægger stor vægt på at klare sig i nyhedskampen.



Så vidt, så godt. Det er indlysende at en trykt avis i vores dages hårde konkurrence med alle andre medier, herunder ikke mindst internettet, er nødt til at satse på både decideret nyhedsstof og decideret baggrundsstof af såvel politisk som kulturel art. Den hurtige nyhed findes på nettet, det kan ingen tryksag konkurrere med, og det viser sig da også at Politikens egne læserer typisk orienterer sig flere gange om dagen på nettet, herunder på Politikens eget netorgan politiken.dk. Men den trykte avis skulle gerne kunne byde på kommenterende, uddybende og horisontudvidende artikler der kan give stof til eftertanke.

Provokationer hører med til mulighederne for at vække opmærksomhed, men det ligger i sagens natur at der er en grænse for deres art, hvis bladet skal formå at sætte tænkning og debat i gang i stedet for blot at støde læserne fra sig. Det sidste koster abonnenter - og den risiko er ingen avis uafhængig af. De værste provokationer i Politikens historie - Påskekrisen 1920, PHs afskedigelse 1938, lederartiklen om Churchill 1940, Muhammedkrisen 2006 - har været lidet glorværdige. Andre, som vi kommer til, har været berettiget og nødvendige. Men bag alle anes en manglende afklaring af grundliggende begreber.



Krig, fred, neutralitet    
Til toppen  Næste

Alle der har hørt om Viggo Hørup, juristen og politikeren der i 1884 var med til at stifte Politiken sammen med Edvard Brandes, associerer ham nærmest automatisk med udtrykket "Hvad skal det nytte?", det udtryk han brugte under en folketingsdebat 29.3.1883 der konkret drejede sig om bevillinger til Københavns befæstning (Vestvolds-anlægget), men reelt gjaldt militarismen som sådan. Hørup sagde bl.a.: "Hvis der her i tinget er venner af militarismen, folk for hvem militarismen er en livssag, så er der også her i tinget fjender af militarismen, folk for hvem modstanden mod militarismen er en livssag."

Halvandet år før Politkken kom på gaden, gjorde Viggo Hørup med Bjørn Bredals ord op op med de danske storhedsdrømme, med overspændt æstetisk følelsestilskyndelse og med militærets ideologi eller drømmeverden. Hørups ord er blot hans mundtlige version af en lang skriftlig kampagne han havde ført i Morgenbladet. Hvad skal det nytte?-spørgsmålet blev kodeordet, men er jo fortsat kodeordet for enhver modstand mod militarismen, ikke alene den militarisme som for visse personer var en livssag, og hvad Hørup også kaldte en 'åndsform', nemlig disse personers hele forestillingsverden, men reelt modstanden mod al form for militærvæsen og militært forsvar, altså pacifismen.

"Landets bedste forsvar et dets levende kultur" er en anden formulering af tankegangen. Den brugte den radikale udenrigsminister P Munch såvel som Georg Brandes. Men i P. Munchs tilfælde var den - påpeger Bredal - dog kombineret med en snusfornuft og manglende forsvarsvilje der var Brandes dybt imod. Denne var ikke uvidende om, at "Rent psykologisk er den blotte indskrænkning af militærudgifter svækkende for den danske folkekarakter". "At attrå et 'passende forsvar' er komisk", mente han. "Folkesjælen tager skade, når den vænnes til tanken om et forsvars umulighed. Intet er mageligere end, under form af at bekæmpe illusioner, på forhånd at forkynde selvopgivelsens triste budskab."

Ordene fra Georg Brandes faldt under striden om Sønderjylland under tysk overmagt. Danskerne syd for grænsen blev udsat for tysk forfølgelse. Og Brandes var stærkt engageret i forsvaret for dem. Han kunne slet ikke acceptere forestillingen om det fornuftige i føjelighed over for Tyskland.

Da verdenskrigen brød ud i 1914 kom Brandes i store vanskeligheder, fordi han havde venner i alle krigsførende lande, men var inderligt imod krigen. Han nægtede at tage parti for nogen af krigens parter, og bøjede sig også i nogen grad for hensynet til den danske regerings og broderen Edvards faste neutralitetspolitik. Vægringen ved at tage stilling kostede ham det nære venskab med den franske premierminister Clemenceau. Men dét er dog en anden snak, jf. essayet om Georg Brandes og hans dybt inkonsistente radikalisme.



Udenrigsminister Munch var en varm tilhænger af det i 1920 oprettede 'Folkenes Forbund' (Folkeforbundet) der omfattede alle store stater med undtagelse af USA, og hvis formål var at sikre freden gennem kollektiv sikkerhed. Det havde succes med mæglervirksomheden gennem tyverne, men magtede slet ikke tendenserne til oprustning i trediverne. Nedrustningskonferencen i 1932 førte kun til at Tyskland forlod organisationen - og som bekendt begyndte en systematisk og målrettet oprustning da Hitler kom til magten.

Munch måtte i 1936 konstatere at den virkelige statsgruppering i Europa "ikke svarede til den deling der ville synes naturlig hvis udgangspunktet skulle være samfølelsen mellem dem der stod hinanden nærmest". Tværtimod. "For de mindre stater er denne ivrige partitagen egnet til at pådrage dem mistro. For hele Europa er den en ny urokilde."

Uroen er og bliver det værste, konstaterer Bredal. Udenrigsministeren sagde det, og Politiken sagde det. Og sådan blev det længe ved.



I 1936 blev der borgerkrig i Spanien. General Franco og hans højreorienterede nationalister angreb den lovligt valgt centrum-venstre regering. Frankrigs regerende 'Folkefront' (den socialistisk-radikale regering under Léon Blum) ville ikke sende hjælp til den spanske republik, men blev dog splittet på spørgsmålet og tabte valget året efter. 8.10.36. hed det i Politikens leder: "Endnu en gang farer Europa sammen i nervøsitet... Men den kølige overvejelse har vundet... De franske socialister forholder sig passivt og fornuftigt, mens derimod Sovjetunionen bebuder at ville annullere sin underskrift på ikke-indblandings-overenskomsten og genvække uroen omkring den spanske borgerkrig...."

Igen konstaterer Bredal: Uro er det værste i Politikens perspektiv. "De gode grunde for at hjælpe spanierne opregnes, men lidt ironisk.... for de skulle nødigt følges. Politiken priser det kølige overblik.... Lederen dyrker statsræsonen denne dag i oktober 1936". Og mere generelt: "Militærpersoner, disse vandrende lirekasser', som allerede Hørup kaldte dem, spiller nemt en negativ rolle i Politikens spalter."



Bruddet mellem Politiken og PH i 1938 er allerede nævnt. Og det samme gælder Politikens stempling 1940 af den engelske premierminister Winston Churchill som en farlig mand. Men mærkeligt nok blev der ikke umiddelbart efter krigen gjort grundigt op med den munchske og scavenianske indstilling. Niels Hasager, som lydigt havde fulgt Scavenius' neutralitetslinje, blev siddende som chefredaktør helt til 1959.

Men i 1949 skete der dog et markant brud med den gamle linje. Regeringen under ledelse af statsminister Hans Hedtoft og udenrigsminister Gustav Rasmussen får i folketinget vedtaget Danmarks tilslutning til 'Atlantpagten' (senere 'Nato'). Kun de radikale, kommunisterne og enkelte af Retsforbundets medlemmer stemmer imod. Men befolkningen var delt - og vedblev at være det i mange år.

Politikens leder erkendte 13.3.1949 at der var absolutte modstandere af Danmarks tiltræden af A-pagten, herunder utvivlsomt langt de fleste blandt de radikale vælgere, men der var også tilhængere, "hvortil vi for vort vedkommende slutter os, og endnu er der mange der står usikre over for den ansvarstunge beslutning". Niels Hasager blev endnu tydeligere den 31.3.1949: "Vi må erkende at vi har mistet troen på den isolerede neutralitets muligheder, og at vi i den styrke som samles i A-pagten ser en sikring mod aggressivt brud på freden og dermed også en sikring for opretholdelsen af vort lands fredelige liv."

Bredal kommenterer: "Politiken var begyndt at tro på at noget kan nytte."



I november 1983 blev den internationale situation tilspidset da FN skulle stemme om et forslag til fastfrysning af stormagternes bevæbning med kernevåben. Schlüter-regeringen blev af det alternative flertal af S, SF, VS og de radikale (med tungen på vægtskålen) pålagt at stemme for (men den undlod faktisk at stemme).

Politikens chefredaktion var i store vanskeligheder, fordi socialdemokraten Agner Ahm og Venstre-manden Jørgen Grunnet var helt uenige. Og Herbert Pundik skulle derfor ikke bare blive enig med sig selv, som Bredal fortæller, men også mægle mellem sine to kolleger. Pundik var af den opfattelse at Grunnet ville have forladt Politiken hvis bladet ikke havde brudt med socialdemokratiet på dette punkt. "Danske forpligtelser som medlem af Nato var en principsag for Grunnet som for mig."

Men med fornøjelig ironi fortæller Bjørn Bredal at Pundiks leder den 23.11.83. med overskriften 'Regeringen udfordrer flertallet' var alt andet end klar.... Man skal se godt efter for at finde hvad Pundik kalder 'et klart signal'. Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen måtte som bekendt finde sig i 'fodnotepolitikken', men "hjemme på Rådhuspladsen havde Pundik måske sit eget alternative flertal, som med mellemrum tvang ham selv til at være i regering og opposition på én og samme tid..."!



I Tøger Seidenfadens tid som chefredaktør fra 1993 har bladet med Bredals ord "måske mere markant end nogensinde lagt sig på en udenrigspolitisk linje som er idealistisk, aktivistisk og meget lidt scaveniansk". I 1990 havde Seidenfaden i en artikel i Weekendavisen åbent beskyldt Politiken for at mangle intellektuelt og moralsk overskud. Og da han blev udnævnt til chefredaktør på Politiken ville medarbejderne ikke have denne arrogante mand som chef; han kasserede jo uden videre Hasagers linje.

Først var der spørgsmålet om borgerkrigen i Eksjugoslavien, og her lød Seidenfadens melding i lederen 25.4.93: ".... de stater der har anerkendt Bosnien må erklære Serbien krig, hvis regimet i Beograd ikke straks ophører med at understøtte de serbiske styrker på bosnisk territorium". - Altså en chefredaktør på Politiken der ligefrem går ind for krig og for Danmarks deltagelse i den.

Senere kom krigene i Mellemøsten. Seidenfaden gik ind for den første Golfkrig, der havde til opgave af befri Kuwait fra Saddam Husseins besættelse. Seidenfaden gik ind for sanktionerne mod Saddam Hussein og var i begyndelsen forstående for tankerne om nødvendigheden af krig mod Saddam Hussein. Men han vendte sig mod den katastrofale amerikanske krigsførelse.



Spørgsmålet om Politiken og krigspolitiken gav anledning til principiel debat i 2007 - med blandt andet et angreb fra Jørgen Bonde Jensen, der også kritiserede Seidenfadens erklæring om at gå ind for den 'antikulturradikale kulturradikalisme' og bedømte den som "en tilpas stor selvmodsigelse", skønt den dybest set må betragtes som Seidenfadens meget bevidste påpegning af en modsætning mellem en ny form for magtrealisme og den traditionelle afmagtsrealisme på Politiken og i dansk politik.

Bjørn Bredal gør Politikens dilemma op med disse ord: "Det er noget nær defineret ved Hørups spørgsmål, men er ikke blindt for det senere udråb: Aldrig mere en 9. April! Er neutralitet og pacifisme til enhver tid at foretrække, selv hvis fjenden står i landet og neutraliteten skal udmøntes i samarbejdspolitik?"

Og han fortsætter: "Politiken skal i dag finde sin plads i et nyt mønster hvor Danmark driver aktivistisk udenrigspolitik og næsten permanent er deltager i fredsmissioner eller direkte i krig."

Bredal ender med at måtte konstatere, at "Hørups spørgsmål er i dag blevet for politikensk og for meget i strid med den almindelige antagelse om læren fra Danmarks besættelse 1940-45 og neutralitetspolitikken som ledte op til den."



Og dette er dog anerkendelsesværdigt for den der mener at Munchs og Scavenius's neutralitetspolitik før og under 2. verdenskrig var naiv - og slet ikke formåede eller ville tage højde for hvilke magtgale og destruktive kræfter demokratisk og fredeligt sindede lande har som fjender.

Bredal trøster sig med at Munchs neutralitetspolitik dog ikke bare var opgivende, men også havde en offensiv side: det lille land måtte ruste sig så meget desto stærkere kulturelt - med højt uddannelsesniveau, blomstrende sprog, aktivt kunstliv og stærk historisk bevidsthed, så landet ikke underkues....

Næppe nogen vil bestride denne kulturoffensive side af sagen, men det ville pynte med en klar forståelse for at modsætningen mellem kulturoffensiv politik og militæroffensiv politik dybest set er komplementær: Modsætningen kan aldrig ophæves i en logisk syntese, men må forblive som dynamisk spænding mellem to essentielle indstillinger der begge er meningsfulde og berettigede.



Sex, sædelighed, frigørelse    
Til toppen  Næste

'Den store sædelighedsfejde' i Danmark begyndte i 1887 med en pjece af et medlem af Dansk Kvindesamfund der havde titlen "Nutidens sædelige lighedskrav". Her spurgte Elisabeth Grundtvig direkte om ligestilling betød at kvinderne skulle overtage mændenes fri seksualmoral eller om mændene omvendt skulle lære kvindernes selvbeherskelse. Men reelt var fejden blevet indledt med Georg Brandes' forelæsninger 1871-72 over 'Hovedstrømninger i det 19. Århundredes Litteratur', for her angreb han den patriarkalske familie med dens indbyggede monopolisering af seksualiteten og undertrykkelse af kvinden. I forvejen havde han oversat John Stuart Mill's bog om 'Kvindernes underkuelse' - ligesom Henrik Ibsen havde behandlet kvindeproblematikken i 'Et dukkehjem' og Bjørnson i 'En Hanske'.

Brandes kastede sig instinktivt ud i en voldsom avispolemik mod Elisabeth Grundtvig der efter hans mening var både verdensfjern og dobbeltmoralsk, og han udgav senere sine indlæg under betegnelsen 'Sædelighedsfejden'. Bjørnson tog parti for Elisabeth Grundtvig og rejste Skandinavien rundt med foredrag for seksuelt mådehold. Hele fejden skyldtes ikke blot uenighed om substansen, men i høj grad Georg Brandes' (og broderen Edvard Brandes') eget kønsliv og politiske syn på såvel seksualiteten som kvindefrigørelsen.

I Politiken skrev Brandes bl.a.: "Der er intet som helst vundet ved stadig at spænde kyskhedsfordringen endnu og endnu en grad højere. Den kunst at fordre kyskhed er ikke stor..... Modne mænd ved at skrøbelig dyd er mangefold naturligere og sundere end unaturlig last.... Lad os ikke indbilde os at drifterne lader sig undertrykke eller udrydde uden at mennesket bliver defekt eller fordummet... Askesen er en ulykke, en naturstridig ting, et offer som mange gange bringes en værdiløs fordom...."

Elisabeth Grundtvigs indvending var klar: "... vi går ikke omkring rede til at kaste os i armene på den første den bedste mand, blot for at tilfredsstille det sydende, brændende blods drift. Det syder og brænder heller ikke så stærkt dette blod; vi kan godt styre det; thi vor natur er anderledes end mændenes....."

Over tre dage fyldte Brandes nu Politikens forside med en polemik der gik så tæt på Elisabeth Grundtvig at denne anlagde en injuriesag, der kostede ansvarshavende redaktør Hørup en bøde.



Men historierne gik om Georg Brandes - således som det er nøje beskrevet i Jørgen Knudsens Brandes-biografi. En af dem gælder forholdet til elskerinden Victoria Benedictsson, der blot var en af dem der begik selvmord efter Brandes' brud. Hun efterlod sig bevidst meget udførlige dagbogsoptegnelser om sit forhold til GB, for hun ville have hævn, og fik det i form af beblakningen af Georg Brandes' eftermæle.

Jørgen Knudsen har, som det fremgår af artiklen om Georg Brandes og hans inkonsistens forsøgt at forsvare manden, også i en polemik med Bodil Wamberg. Efter dennes mening var Brandes' handlemåde over alle sine 117 veninder nærmest den samme som mænd af hans erotiske type til alle tider har praktiseret. Han gjorde forelskelsen til eskapistisk livsforhold og sig selv til den der som mand bestemte farten i alle de erotiske forhold.

Hvad Politiken angår, ønskede både bladet og kulturredaktør Edvard Brandes ifølge Bjørn Bredal "fra første færd at markere kvindefrigørelsen som en del af den brandesianske radikalitet, karske tone og foragt for præster" (min fremhævelse). Men der var altså skår i radikaliteten.



I 1928 fik København besøg af den purunge amerikanske danserinde og sangerinde Josephine Baker (1906-75), der i 1926 havde vakt stor forargelse i Paris ved at danse nøgen på Folies Bergčres - kun iført det berømte bananskørt. Nu optrådte hun på Adlon i Nørregade, og blandt tilskuerne var forfatterinden Agnes Henningsen og hendes søn lysmageren og kulturdebattøren Poul Henningsen, der var tilknyttet Politiken og redigerede tidsskriftet 'Kritisk Revy' (1926-28). Begge var meget begejstrede for Josephines optræden - og Agnes sagde til sønnen: "Du bliver nødt til at slå et slag for hende!" - Og selv om klokken var langt over midnat, spurtede den 33-årige arkitekt hen til Politiken og nåede at få skrevet og afleveret en artikel inden morgenavisen gik i trykken.

Dermed lykkedes det PH, skriver Bjørn Bredal, "at genstarte kønskampen i Danmark så rasende som nogensinde. Pludselig blev Politiken atter centrum i en af de sædelighedsfejder som synes at være indbygget i selve bladets kromosomer. En kamp om kønsmoralen...."



PH havde bl.a. provokerende skrevet: "Hvis naturlighed kunne læres, burde mødrene sende de unge piger til Josephine Baker. Hun er en barnesjæl i dyreham - er det ikke også skildringen af den moderne unge pige! Hun er barnet, den unge pige, men også konen, moderen, damen, klovnen. Hendes sinds repertoire synes uudtømmeligt.... Hvorfor skal det være udtryk for tidens perversitet at vi opløftes ved mødet med et dybt naturligt menneske?.... Vi hylder hende som noget værdifuldt i vor civilisation."

Hans Bendix, dengang tilknyttet Socialdemokraten, forevigede PH's opfordring i en tegning i 'Blæksprutten', der viste pigerne slå sig løs efter oplæring på 'Baker-instituttet' - til snerpede mødres sorg og fortvivlelse og en politibetjents betuttelse.

PH havde unægteligt sans for frigjorthed og menneskelig naturlighed (selvom han kaldte naturen som sådant for 'det billige skidt'). Og han var i høj grad med til at frigøre det moderne menneske fra den gamle forløjede puritanisme og viktorianske seksualmoral. Men opsigt vakte det i 1928. Og en løsning på kvindefrigørelsens dilemma var det ikke. Dels havde mændene overset 'Det moderne gennembruds kvinder', dels var det slet ikke sikkert at der overhovedet var mulighed for fuldstændig ligestilling hvad angår mænds og kvinders syn på seksualiteten.



Hvad det første angik sørgede Pil Dahlerup for stor opmærksom om sin doktordisputats 1983. Forsvaret var helt usædvanligt henlagt til Københavns Universitets store festsal på Frue Plads. Trængslen var stor og en af opponenterne, professor Hans Hertel, måtte igennem en kæde af kvinder der bar skilte med 'Ud med mændene'. For ham lignede seancen nærmest en kvindeisolationistisk manifestation!

Det sidste spørgsmål kommer Bjørn Bredal slet ikke ind på. Typisk for hans indstilling konstaterer han at det seksualiserede mandsbillede fik sin chefideolog med Freud, og at bruddet med det religiøse verdensbillede afskar faderens guddommelige pendant. Samfundet var således på vej fra patriarkat til mandssamfund - og det er, som han pointerer, ikke det samme. Men hvori forskellen nærmere ligger, springer han over. Freud er da ikke det sidste ord i den sag!

Politiken kunne dog ikke i længden springe over den mandlige liderligheds påtrængenhed, for så sent som i 2005 var den gal igen, skriver Bredal. Da bragte Politiken nemlig en særpræget leder under rubrikken 'Liderbasse', og den drejede sig om journalisten, forfatteren og cykelløbsreporteren Jørgen Leth, der i sin erindringsbog 'Det uperfekte menneske' havde fortalt, at han på Haiti havde haft sin egen koks purunge datter som elskerinde. "Jeg tager hende, når det passer mig", havde han skrevet - uden at blinke med øjnene.

Politikens leder forlangte nu at Leths tid som honorær konsul for det danske udenrigsministerium måtte være slut. Men Tøger Seidenfaden rykkede dog ud med en leder hvor han kaldte det uheldigt at lederen 6.10. kunne læses som om det var liderligheden der var problemet for hans frisindede dagblad. Og det var det altså ikke.

Ikke destomindre fandt forfatteren Jens Chr Grøndahl, at Politikens læsere havde været vidner til et dybt fald på et blad, der i egen selvforståelse ellers er frisindets avis. Hertil kom imidlertid som noget nyt: selve det puritanske element, som bl.a. filmkonsulenten Vinca Wiedemann kom ind på i et indlæg.

Bjørn Bredal må fastslå, at puritanismen var tilbage og dét midt i en pornoficeret samtid. Det er et problem for samfundet, skrev han, "men et dilemma for et dagblad der hævder at være frisindet...". Debatten om Jørgen Leth viste som så ofte før "at kvindefrigørelsen og den seksuelle frigørelse meget nemt kommer på kollisionskurs akkurat ligesom de klassiske idealer frihed og lighed.



Ja, netop må man sige. Men det må samtidigt konstateres, at Politiken ikke har bidraget til en løsning af dilemmaet - udover at give plads til debatten for og imod.

Intet moderne menneske kan være imod hverken kvindefrigørelse eller seksualfrigørelse. Intet moderne menneske kan heller tro at kvinder ikke har seksuallyst i kroppen og følgelig må have ret til at udfolde den. Problemet er at der er fundamental biologisk forskel mellem mænds og kvinders seksualitet i og med selve forskellen mellem mandlige og kvindelige hormoner. Og détte vil man ikke forstå til bunds. Heller ikke på Politiken.

Groft sagt indebærer forskellen at mænds begær i seksualiteten - som i alle andre henseender - er rettet udad mod erobring, besiddelse og magtbekræftelse, og at mænds forhold til kvinder følgelig tenderer mod en objektivisering der bogstaveligt gør kvinden til genstand for det fysiske begærs udfoldelse - medmindre mændene i forvejen har udviklet en etik der prioriterer såvel den ægte kærlighed til partneren som den reelle respekt for kvindens selvstændighed og ukrænkelighed op på højde med erotikken og tilfredsstillelsen af begæret. Foretager mænd ikke denne prioritering, bliver resultatet uværgerligt nedværdigende for kvinderne.



Sport, vitalisme, futurisme    
Til toppen  Næste

Som allerede nævnt indførte Henrik Cavling som chefredaktør den aktive journalistik på Politiken, og det indebar bl.a. at bladet begyndte at dyrke helte i både sportsverdenen og polarforskningen.

I januar 1905 arrangeredes i Odd Fellowpalæet en fest for heltene fra 'Den danske literære Grønlands-Ekspedition' under ledelse af Politiken-journalisten Ludvig Mylius-Erichsen og med Knud Rasmussen, Jørgen Brønlund og Harald Moltke som deltagere. 'Litterær' kaldtes den, fordi dens mål ikke var kortlægning eller tilsvarende objektiv videnskab, men etnologisk. Med Mylius-Erichsens egne ord var formålet at studere selve den indfødte befolkning, etnografisk, kulturelt og sociologisk. "Vi ville lære alle grønlænderne at kende, og vi måtte da lære at leve og tænke på grønlandsk."

Bredal taler ligefrem om en hedensk begejstring for såvel sporten og polarforskningen på Politiken. Bladets enorme interesse for ekspeditionens deltagere var mere end blot nyhedens, dramaets og fascinationens interesse. Det var en heltedyrkelse som var udtryk både for et livssyn og for et nyt syn på journalistik. Det officielle, det radikale og det heltemodige gik iøvrigt hånd i hånd her efter systemskiftet, idet både kulturminister H.N. Hansen og den nu titulære litteraturprofessor Georg Brandes var til stede. Men det huede nu ikke Mylius, at Hørup var endt som minister og Brandes var blevet statsanerkendt.



I 1908 skabte J.F. Willumsen sit store monument over Viggo Hørup som blev anbragt i Kongens have på hjørnet af Gothersgade og Kronprinsensgade - ved den port som Hørup i sin egenskab af trafikminister havde fået åbnet for offentligheden. Hørup fremtræder i Willumsens skikkelse som 'vitalistisk som fanden', som Bredal kalder det. Gamle Hørup var blevet en ny tids myte, alt mens den nye tid, fremtiden, futurum, allerede i 1912 selv var mytologiseret med futuristernes manifest: "Litteraturen har hidtil forherliget den tankefulde stilhed, ekstasen og søvnen", stod der her. "Vi vil forherlige den aggressive bevægelse, en febril søvnløshed, racerbilens acceleration, saltomotalen, øretæven og slaget.... Vi erkender at verdens herlighed er blivet beriget med en ny skønhed: fartens skønhed..."

Bredal lægger ikke skjul på Politikens stilling i denne sammenhæng: "Det hold Cavling satte var futurister, cyklister, automobilister og dyrkere af fuld fart og tempo på alle baner."

Bredal nævner også Johs V. Jensens tilsvarende begejstring for fart og støj... denne bedøvende helvedeslarm. Ligeledes Emil Bønnelyckes oplæsning i Politikens foredragssal af et mindedigt om Rosa Luxemburg, hvor han affyrede løst krudt og 3-4 revolverskud... "ombølget af bourgeoisiets revolutionære begejstring". Og endelig Tom Kristensens berømte tilståelsessalut fra 'Hærværk' 1930: "Jeg har længtes mod skibskatastrofer, og mod hærværk og pludselig død....."



Bredal fremhæver, at lederen af den litterære Grønlandsekspedition, Mylius Erichsen, i Cavlings perspektiv netop tegner sig for "en dragning mod det ikke-litterære: polarforskning, cykling, praktisk gerning og sport....". Cavlings portræt af Mylius var også et selvportært og en skitse af en ånds- eller kropsstrømning som prægede Politiken: vitalismen. "En stor bestræbelse på at få friluftslivet, kunsten og dyrkelsen af de gamle grækeres hedenske kropsglæde til at gå op i en dionysisk helhed. Sundhed, sol og heltegerning. Sport, dynamik og ikke mindst journalistisk. Vitalistisk journalistik."

Ja, Bredal forstår, at det frigjorte menneske også "vil frigøres fra sin frigjorthed, når den er tilkæmpet med tanker, bogstaver og bøjet hoved over bøgerne". Det gælder også de intellektuelle, 'gennembrudsmændene' eller 'åndslivets kontorfolk', som Bredal rammende kalder dem: "De skal strække ud, vende sig mod lyset og fylde lungerne med frisk luft" - som man ser på symbolisten Rudolf Tegners skulpturer fra disse år. En fra 1901 hed netop 'Frigjort', en anden fra 1909 'Mod Lyset' blev angrebt som Finsensmonumentet ved Rigshospitalets hjørne på Blegdamsvej.

Men Bredal undlader ikke at trække tråden fra hele denne vitalistiske sundhedsdyrkelse til det futuristiske og nært beslægtede fascistiske, som allerede ligger i futurismens manifest: "Vi vil forherlige krigen - verdens eneste hygiejne - militarismen, patriotismen, anarkistens destruktive handling, de skønne ideer der er værd at dø for, samt foragten for kvinden." - Men som Bredal selv skriver havde Politikens tidlige helte næppe nogen anelse om denne udvikling.



Hvad sportsstoffet angår bestræbte Politiken sig fra starten på at være pioner. Men Bredal må jo indrømme, at ikke så lidt af uskylden gik tabt et sted på ruten, nemlig med bl.a. Hitlers Olympiade i Berlin og alt det der under professionalismen hedder doping. Men sportsjournalistikken lagde ikke desto mindre grunden til Politikens ubændige og somme tider noget anstrengte, men den dag i dag eksisterende trang til at være en aktiv avis, dvs. mere end bare et skriftligt organ.

Bladets anden sportsredaktør, flyveren og motorsportsmanden Alfred Nervø blev af Cavling ansat i 1905 med den udtrykkelige opgave ikke blot at referere hvad der skete i sporten, men at iværksætte hvad der skete. Og dette gjorde han bl.a. med den opsigtsvækkende første flyvning ind over Københavns by. Han var ven med en begejstret Storm P. der i 1910 lavede Politikens første lille tegneserie om flyvningens kunst.



Sportens sprog er et kapitel for sig, som vi på dansk først og fremmest forbinder med Gunnar Nu Hansens pionerindsats som sportsreporter. Engelske udtryk blev tilladt. Sporten leverer i dag metaforer til alle og enhver, påpeger Bredal. På Politiken blev 'Simon' (Magnus Thing Simonsen) den store sprogkunstner med fx det berømte udtryk om en målscorer, at han var 'kold som en brøndgravers røv'.

Politiken fik en værdig sproglig arvtager til Simon med den stadigt aktive Rasmus Bech, som bl.a. dækkede foldboldlandsholdets Europamesterskab i 1992. Han skrev bl.a.: "Verden er ude i en dyb krise, lande står i brand, krige truer, hungersnød hærger, diktatorer terroriserer - og Danmark er i EM-finalen...... Kald det virkelighedsflugt, kald det stimulans for fattige sjæle, sygelig trang til underholdning. Men kald det også menneskeligt. For vi fanges alle af disse begivenheder.... Alle de nære ting, der påvirker os, giver problemer og samtalestof, bevæger os og skaber sammenhold."

Hverken Bech eller Bredal bruger i den forbindelse ordet kult, men det er jo faktisk det der er tale om, og det der forbinder moderne sportsarrangementer som olympiader og verdensmesterskaber med de gamle hedenske kulturers fælles gudsdyrkelse. Det er i høj grad et menneskeligt fænomen der på en og samme gang kan bevæge os og give dyb oplevelse af fællesskab. Sådanne oplevelser er i realiteten dybt religiøse i deres art - men det kan man ikke forlange at et organ som Politiken skulle kunne se!



Dette fremgår iøvrigt af Bredals egen behandling af en så fremragende polarforsker som Knud Rasmussen. Bredal refererer skam Knud Rasmussens ord på talerstolen i Koncertpalæet 1905: "Polareskimoen tæller ikke dagene og har ingen tidsregning. Han er voksen, når hans jagtleg bliver til alvorlig jagt på bjørn og ren. En eneste stor drift griber ham da: lysten til at ligne de andre, de bedste. Det bliver hans livs ærgerrighed." Og Bredal citerer in extenso forfatteren og Politiken-anmelderen Tom Kristensens smukke digt om Knud Rasmussen "Det er Knud, som er død", som stod at læse i Politiken den 22.12.33.

Tom Kristensen forstod Knud Rasmussens format, men det forekommer som om Bredal slet ikke har fattet at Knud Rasmussen her - og i alle sine øvrige beretninger og samlinger af myter og fortællinger - lige præcis påpeger den fundamentale forskel mellem en kultur der udvikler sig lineært ved hjælp af rationaliteten og en kultur der forløber cirkulært ved at forblive forankret i irrationaliteten. Det er ikke - som man almindeligvis tror - civilisation over for primitivitet, men ensidighed og indsnævring over for mangfoldighed og helhed. Det kunne der siges meget mere om - men det ville blive en længere historie. Jeg kan henvise til andre artikler her på hjemmesiden, herunder artiklerne om religionshistorikeren Vilh. Grønbech, der havde samme grunderfaring som Knud Rasmussen - og satte ham højt. Her skal blot konstateres det beklagelige, at 'organet for den højeste oplysning' ser bort fra disse fundamentale erfaringer om kulturens dybde.



Kunst, populisme, smagsdommere    
Til toppen  Næste

"Hvad er kunst - jeg tillader mig, med et sideblik til herren at udbryde - hvad er kunst?" lader Storm P. en galning spørge i fortællingen 'Lige undsluppet' fra 1928. Svaret lyder: "Når en bleg herre med stivrede bukser og jaket stiller sig op i halvmørke og læser et brudstykke af en trist og kedelig historie om én der hænger sig i entréen i et bedre hjem på Østerbro - så er det kunst. Men hvis en lille mand med rød næse og alt for mange bajere synger en vise, så folk må gå for tidligt hjem af grin - så er det gøgl - - er vi inde på det rigtige?" - Det er vi, men det er nu ikke alle der har forstået det.

Da Politikens kunstanmelder Emil Hannover så den første udstilling på 'Den Frie' i 1891 registrerede han blandt publikum spørgsmålet: "Skal det være kunst? - Sådan noget kunne et barn lave". Og han måtte konkludere, at "det store publikum slet ikke forstår, at betragtningen af god kunst kan være en ulejlighed, ja endog en åndelig lidelse, inden den bliver en nydelse." [min fremhævelse].

Viggo Hørup forstod det måske heller ikke, for da Politiken blev lanceret i 1884, skrev han: "I trekvart århundrede havde vi arbejdet i en eneste evne, vi havde ikke dyrket andet menneskeligt end fantasien, al vor dannelse var literær og hele vor literatur fantastisk. Vi havde fortsat dette i en politik der ikke var andet end et eventyr og en illusion.....". Men "Efter at dette stykke Danmarkshistorie var faldet sammen i det store brud 1864 var bonderealismens tid kommen, det brede, materielle folk op imod det spinkle, udpinte åndsaristokrati, politik i stedet for æstetik, rent borgerlige interesser med smør, jernbane og skadeligt vands afledning i stedet for tynde noveller og afsindigt postyr over en ny skuespiller. De literære folk forstod realismen som en ny form for det æstetiske...."

Ikke desto mindre hævder Bjørn Bredal, at det at Politiken er Politiken bl.a. indebærer, at bladet hellere sætter en digter end en direktør på forsiden. "Det er nogenlunde lige så grundlæggende som bladets livslange splittelse på langs mellem det fine og det folkelige, og på tværs mellem en realistisk og en romantisk idé om kunsten". - Udmærket. Men er den nævnte splittelse mon helt tilfældig?



Vender vi tilbage til 1891, så udstillede J.F. Willumsen dengang på Den Frie en radering der hed 'Frugtbarhed' og som viste hans frugtsommelige hustru omgivet af kornaks og med påskriften: "Gammel kunst har sit gamle sprog som mængden efterhånden har lært at forstå - en ny kunst har et nydannet sprog som mængden først må lære at forstå." Raderingen blev indforstået omtalt af Hannover.

Men en vis hr. Tscherning reagerede med følgende indlæg: "I stedet for at begrænse sig til at fremstille sin mening, gør nu anmelderen her en bevægelse som er godt kendt i lignende tilfælde. Idet han fremstiller sig selv som klog, dannet og ihærdig efter forståelse, kalder han majoriteten af anderledes tænkende for dumme og rå, og en lille minoritet for resigneret uvidende." [min fremhævelse].

Tscherning var overlæge af profession og viste sig her som rationalist og videnskabsmand. Måske er der en naturlig forklaring på denne form for kunst, ræsonnerede han. Måske er Willumsen bare syg i hovedet! - Her ser vi med Bredals ord "et folkeligt oprør mod kulturelle autoriteter, anført af en overlæge". Men det centrale turde være, at Willumsen taler om mængden af uforstående mennesker der dog efterhånden kan blive forstående, mens Tscherning bruger begrebet 'majoriteten'. Det første peger på det nedsættende ord 'masserne' sådan som det bruges i massepsykologien: en betegnelse for en stor gruppe mennesker der ikke optræder som individer, men som flok og følgelige får flokmentalitet. Tschernings udtryk leder umiddelbart tanken hen på Henrik Ibsens udtryk fra 'En Folkefjende' fra 1882: den forbandede kompakte majoritet der forhindrer nyskabende individer i at få selv banebrydende ideer anerkendt. Det er det negative, men er majoriteten altid dum, fordi den er flertallet?



I 1919 blev en lægekollega til Tscherning, bakteriologen professor C.J. Salomonsen på Kunstnernes Efterårsudstilling konfronteret med Wilhelm Lundstrøms kubistiske pakkasse-billeder, som omgående vakte hans rationalistiske modstand og fremkaldte en rationalistisk slutning, der blev meget udbredt: Hele den moderne kunst var måske i virkeligheden udtryk for en regulær epidemi, et udbrud af 'dysformisme'. Og i en pjece forklarede han udtrykket: "En kunstretning der ud fra bestemte kunstneriske doktriner.... bevidst og systematisk giver forvrængede og naturstridige, som oftes tillige uskønne fremstillinger af naturens og kunstens frembringelser." - Igen er forudsætningen for den negative reaktion at grænseoverskridende kunst instinktivt afvises, fordi den er umiddelbart uforståelig.

Om man kan kalde Tschernings og Salomonsens reaktioner 'folkelige' vil jeg dog sætte spørgsmålstegn ved, netop fordi der er tale om bedømmelser fra dannede og veluddannede mennesker som formentlig har haft god traditionel kunst på deres egne vægge. Reaktionerne er snarere konservative i almindelig forstand at disse mennesker foretrækker kunst af den art de er vant til at se og som er smukke i ganske ordinær æstetisk forstand, dvs har smukke former og smukke farvesammensætninger der aldrig støder øjet - men som måske ligefrem ligner noget og derfor glæder ved det genkendelige. Al provokation, al nysansning, al nytænkning og nybrydning frabedes. Og derfor inviterer denne blanding af medfødt magelighed og bevidst konservatisme altid til oprør fra ungdommens side. Ungdommen vil prøve noget nyt og prøve grænser af, fordi det er deres eneste vej til frigørelse fra autoriteternes fordomme til erobring af egen selvstændighed.



Politiken stod i 1956 for en helt speciel reaktion mod mageligheden, idet man gav sig til på anonym basis at gøre tykt nar ad folkeligheden, endda med kronikredaktøren i spidsen.

I august 1956 lagde kronikredaktør Harald Mogensen ud med en kronik der nøgternt konstaterede at "Vi kommer ikke uden om at der er noget latterligt ved æstetiske domme, som forsvares med så megen ihærdighed, skønt enhver ved, hvor afhængige de er af privat psyke." Det skulle der gøres noget ved, og kronikredaktøren havde derfor ansat en jævn skovfoged til at anmelde underholdningslitteratur som dyrlægeromaner og sygeplejerskehistorier, dvs litteratur af den art professionelle litteraturprofessorer og -kritikere går i en stor bue uden om og kalder triviallitteratur.

Skovfoged Christian Bjælkeby lagde den 3. september ud med en kronik der gav klar besked: "Jeg er kun et almindeligt menneske, men dem er der nu engang flest af....". Han var fra nu af ansat som anmelder af den slags romaner der sjældent står noget om i avisen. Og han skulle skrive "til det uhyre brede udsnit af alle lag der ikke har gjort litteratur til speciale, men for hvem en god bog er et middel til at slå et par timer ihjel, en flugt fra en sur dansk vinterdag til en paradisisk sydhavsø. De specialiserede anmeldere mener at enhver bog har en alvorlig forpligtelse. Den skal have et budskab, et problem. Menneskene skal lære af den eller i hvert fald bibringes en æstetisk nydelse.... Men almindelige mennesker har vrøvl nok til daglig, så hvorfor også døje med de fine romaner, hvor folk krænger deres sjæleliv ud....".

Bjælkeby fik debatten til at rase. De fine anmeldere på Politiken tav: Tom Kristensen, Kai Friis Møller og Harald Engberg fandt det under deres niveau at deltage. Men forskellen mellem dem og Bjælkeby var - som Bredal med lune noterer - også at de var ægte, mens Bjælkeby var et falsum. Først 20 år senere gik Harald Mogensen til bekendelse: Skovfoged Bjælkeby var en af Politikens egne medarbejdere, vineksperten Erik Olaf-Hansen (Erol), der således var ansat af Politikens egen litteraturredaktør (med bistand af den lune psykologi-professor Franz Fromm) for at udfordre de nidkære og elitære kulturvogtere.

Hele narreværket minder i høj grad om filmkritikeren Bjørn Rasmussens optræden i et dagblad som falsk anmelder med falsk overskæg og falske briller.



Den egentlige, ægte og spontane folkelige reaktion mod kunst her i landet kom dog først nogle år senere, nemlig da det lykkede en lagerforvalter fra Kolding på ganske kort tid at indsamle 20.000 underskrifter mod Statens Kunstfond. Denne fond var blevet oprettet i 1964 af den socialdemokratiske kulturminister Hans Sølvhøj med det formål at give faste årlige ydelser til skribenter, komponister og billedkunstnere så de ikke behøvede at skaffe sig indtægter ved almindeligt arbejde endsige sulte. Kulturministeriet var blevet oprettet i 1961 med socialdemokraten Julius Bomholt som formand, og målet var såmænd - typisk socialdemokratisk - at få kunsten ud til folket, der altså nærmest forudsattes at være uden kultur.

Initiativet til underskriftindsamlingen kom fra Peter Rindal fra Kolding. Han havde selv såkaldte trommesalsmalerier på væggene (typisk en romantisk sø med brølende kronhjorte), men havde efter eget udsagn såmænd ikke noget mod kunst som sådan. Protesten gjaldt alene at staten brugte borgernes skattekroner til støtte af kunsten.

Politiken fik også kærligheden at føle, idet debatredaktionen ifølge Bjørn Bredal kom druknedøden nær i form af et utal af læserbreve om Kunstfondens hædersgave. Forfatteren Thorkild Hansen skrev en kronik hvor han bl.a. gjorde opmærksom på at rigtig mange menneske tjente penge på hans bøger. Men modstanden mod kunststøtten og den mere eller mindre uforståelige kunst voksede sig stor - og gav navn til begrebet 'rindalismen'.

Her kan man tale om folkelig modstand, fordi den kom fra menigmand der ikke havde noget forhold til den elitære kunst, men var godt tilfredse med den billige, massefremstillede og naturefterlignende kunst der ikke kræver hverken særlig uddannelse eller særlig hang til lidelsesfuld tilvænning eller hvad man nu vil kalde det. Den folkelige modstand trodsede så at sige det socialdemokratiske formynderi.



Men spørgsmålet om hvad kunst overhovedet er, førte som sent som i 1996 også til en fejde i Politiken om noget så prosaisk som kogekunsten. Var den mon kunst i helt samme forstand som værkerne på kunstmuseerne. Det var der madkunstnere, såkaldte gastronomer der mente, og de havde skam med folk som Mogens Brandt og Jens Kruuse som fremtrædende medlemmer oprettet 'Det gastronomiske Akademi' som en slags pendant til 'Det Danske Akademi', der var blevet oprettet i 1960 med åndsaristokrater som Karen Blixen, Jacob Paludan, H.C. Branner, Tom Kristensen, Agnes Henningsen og Hans Brix i spidsen.

Men nej, kogekunsten var ikke kunst, for kunsten var ifølge forfatteren Søren Ulrik Thomsen metafysisk i og med at den "i kraft af kunstnerens tænken med sanserne transcenderer det sanselige netop idet materialet bliver form og med ét rummer andet og mere end sit ophav", hvis læseren ellers forstår. I modsætning til kunsten er håndværket altid bundet til sin nytteværdi, hed det mere prosaisk.

Men det er i denne forbindelse Bjørn Bredal understreger, at der her foreligger forestillinger som går tilbage til hvad han kalder "den måske dybeste svingning i dansk kultur, svingningen mellem realisme og romantik". Realisme kan også hedde virkelighed, samfund, politik, fornuft, debat og rationalitet, forklarer han. Mens romantik kan hedde "poesi, følelser, drømme, intution eller åndelighed, alt mens der gribes til anelser, højere magter og måske endda mystik....".

Men det er nok typisk for Politikens og Bredals realisme at det romantiske automatisk kobles sammen med anelser om højere magter og mystik og modsættes fornuften, virkeligheden og samfundet. Som om det slet ikke kunne tænkes at det ville være ganske fornuftigt at se virkeligheden, inklusive det samfundsmæssige og politiske, som en dynamisk modsætning mellem det rationelle og det irrationelle forstået som to diametrale og logisk uforenelige psykiske grundprocesser, hvor den ene sikrer koblingen til det håndgribelige eller materielle, mens den anden sikrer koblingen til det ikke-håndgribelige og åndelige. Det vender vi tilbage til.



Bredal kommer ind på en polemik mellem grandfætrene Klaus Rifbjerg og Henrik Stangerup foranlediget af en kronik hvor Rifbjerg på sin særegne ironiske facon gav et resumé af hele århundredet. Henrik Stangerup svarede med to kronikker med afsæt i Rifbjergs roman 'Operaelskeren', der ifølge Stangerup handler om en metafysiker der tvinges til at være praktiker.

Igen konstaterer Bredal den stadige demarkation mellem noget politisk-realistisk og noget poetisk-romantisk; disse linjer eksisterer, og de er lange i dansk kultur, meget længere end Politikens levetid. Ja, så lange at Bredal er glad for at kunne citere et afsnit af Rifbjergs omtalte kronik der ender med ordene: "Kneveren gik, og kneveren går." Og Bredal fortsætter: "Det gør den, kneveren, vi er mange der lever af det."!

Han minder om at Brandes på Københavns Universitet 1871 programmatisk havde forkyndt: "Det at en literatur i vore dage lever, viser sig i at den sætter problemer under debat". - Og Bredal noterer: "Dagbladet Politiken kom til verden som en del af dette realistiske oprør, det kan bladet ikke løbe fra. Men i perioder bliver man nødt til det alligevel". En herlig ironi fra Bredals side, der viser at han tilfulde forstår at problematikken på ingen måde er afklaret.



Politiken og andre medier har haft en diskussion om trivialliteraturen i form af det væld af krimier der har set dagens lys både på tryk og på film, heraf mange der er skrevet af kvindelige forfattere. Bjørn Bredal har selv skrevet en leder om svensk sexisme. Om bl.a. Stieg Larssons 'Mænd der hader kvinder' der som bekendt er blevet en kæmpesucces både som bog og film. Er det trivi? Er det krimi? Er det kunst? Bredal tør ikke give svaret, men må fortsat konstatere at "kneveren går på os alle sammen".

På det konkrete spørgsmål om femikrimierne med hele deres miks af æstetiske, kønspolitiske og kommercielle argumenter er en aktualisering af den mangeårige moderne debat, lader han Tania Ørum give et af svarene: Lige siden 1700-tallet har der været en fast tendens til at forbinde kvinder med triviallitteratur og mænd med den fine litteratur. Men hverken Ørum eller Bredal søger ind til en mulig forklaring: at triviallitteratur primært bekræfter folk i deres forestillinger, mens den 'fine' eller 'smalle' eller 'krævende' litteratur rokker ved fordommene og vaneforestillingerne. Når flertallet af kvinder foretrækker den ene slags kunne det være fordi de af kønshormonale grunde vægter det immanente over det transcenderende, mens flertallet af mænd gør det omvendte. Der er blot absolut intet ondt eller kulturelt nedbrydende i nogen af delene. Tværtimod hører begge dele med til en hel kultur.



Anders Fogh Rasmussen var ikke bleg for i sin første nytårstale som statsminister 2002 at gøre front mod kultursnobberiet og ekspertvældet: "Vi vil sætte mennesket før systemet.... vi vil gøre op med stive systemer, umyndiggørelse og ensretning. Vi tror på at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne....". Bredal får det til at Fogh fra første færd valgte at være en spreder, ikke en samler, han var kulturkamp-minister. - Det skulle man mene var helt i Hørups ånd, men Bredal finder det meget forkert.

Informations Rune Lykkeberg ræsonnerer over at de der formulerede 'systemskiftet' ikke selv kom med gennemarbejdede analyser og lange kæder af overbevisende ræsonnementer, og grunden mener han må være den simple, at de netop ikke ville falde i grøften og benytte modstandernes kulturelle kode. "Ligesom Glistrup brugte Anders Fogh Rasmussen præcise metaforer som appellerer direkte til fornemmelser af forsmåelse. Det er akkurat derfor at det var så svært for den kulturelle overklasse at svare igen. Dens præmisser for den offentlige samtale var blevet forkastet."

Vi er altså ude i en polemik, konkluderer Bredal, som handler om hvor man kommer fra. Det er ikke en klassekamp, men en kulturklassekamp. "De andres arrogance, de andres grin, de andres lette snak. Det er alt sammen så provokerende at man i kampens hede ikke opdager, at man har vundet".

Men hverken Runeberg eller Bredal forstår at kulturkampen eller 'kulturklassekampen' aldeles ikke er de forsmåedes kamp mod en kulturel overklasse, men ganske enkelt folkets kamp mod en elite der er blevet latterlig på grund af sin arrogance og overdrevne tro på rationaliteten og eksklusiviteten. Derfor er det velgørende at blive mindet om Hørups forståelse af udfordringen.



Fine folk og bønder    
Til toppen  Næste

Fra starten var der god overensstemmelse mellem den radikalisme som Politikens grundlæggere i 1884 lancerede og den som partiet De radikale Venstre gik i brechen for i 1905. Den var rettet mod overklassen og bagstræbet og forsvarede folket, oplysningen og moderniteten i bredeste forstand.

Højskolemanden Jacob E.Lange karakteriserede de tre tæt sammenknyttede radikale ledere Ove Rode, P. Munch og Edv. Brandes på følgende måde: Munch var den doktrinære hader af alle doktriner; han var realitetspolitikeren... Han retlinede personlighed og store evne til at udforme, begrænse og overskue, gjorde ham uvilkårlig til fører.... Munch fik den hårde skæbne at se det europæiske kultursamfund han i ungdomsårene synes at se vokse synke sammen i barbarisk krig og i eftertidskrigens barbariske kaos.... - Ove Rode var hans diametrale modsætning: digter-journalist-politikeren, en genfødt national-liberal i radikal nutidsudgave, det hurtige hoved, den beåndet-lyriske taler. Følsom for enhver stemningsbølge i en forsamling, men også selv i stand til at skabe stemning og samklang, var han den fødte taktiker. - Og endelig Edv. Brandes, hvis politiske festmiddags-taler var elegante, men hvis skeptisk-ironiske sind sjældent vurderede partimedlemmerne over pari. - Han var med andre ord, mine ord, åndsaristokrat (som broderen Georg).

Forsamlingen som stiftede Det Radikale Venstre på et møde i Odense 1905 blev af samme Jakob E. Lange karakteriseret som "Københavnske 'intellektuelle' og vestjydske bønder, grundtvigianske 'danskere' og 'europæere', husmænd og proprietærer, glatragede økonomiske matadorer og langskæggede idealister, brede fynske koner og københavnske damer."



Bjørn Bredals helt aktuelle karakteristik er også kort og klar: "Folk og fæ. Bondefornuft og elitært intellekt. By og land, men proletarer skal man lede efter. Dette er en bevægelse bygget på holdninger og kulturkamp snarere end interesser og økonomi. En venstreorienteret bevægelse, som ikke har arbejderne med om bord, men nødvendigvis må samarbejde med dem." - Og han fortsætter: "De oprindelige radikale er ikke sådan lige at sætte på den nu så populære segmentanalyse, og her godt 100 efter partiets stiftelse er det nok også en forsimpling, når Det radikale Venstre bliver identificeret med 'den kreative klasse' og café-folket i så snæver en grad at partiet knyttes til en bestemt slags kaffe, caffelatte, og nærmer sig spærregrænsen med stor hast." - Ja, Bredal finder ligefrem, at De radikale måske er gået i den fælde at genkende sig selv i nutidens karikatur. Khader brugte således i 2008 selvironisk udtrykket 'storbytosser'.

I 1905 talte man om de "salonradikale" - ligesom man senere kaldte andre foragtelige væsener 'salonkommunister'. I en kronik skrev religionshistorikeren J.P. Jacobsen: "Salonradikale er et smædeord, som regeringspartiet.... med dets nærmere og fjerne forbundsfæller til højre anvender mod en del (ikke ret mange) mennesker, der fra deres 'saloner' - dvs under nogenlunde gunstige økonomiske forhold og med en vis intellektuel udrustning - gør sig til talsmænd for demokratiske, politiske og sociale reformer."



I dag, 100 år senere, er Det radikale Venstre de facto meget mere et hovedstadsparti end nogensinde før. I 1920 var Skive den stærkeste radikale kreds med 41,3 % af stemmerne. Ved valget i 2005 lå ikke én af de ti bedste kredse uden for hovedstaden!

Den karakteristiske modsætning mellem 'københavnere' og 'almindelige mennesker', kalder Bredal mærkelig; det er efter hans mening en modsætning der er lige så absurd som den er reel. Partiet får stadig sværere ved at favne både by og land, alt mens urgamle modsætninger mellem jyder og københavnere, elite og folk, er blevet dyrket og genfremkaldt siden det omvendte 'systemskifte' i 2001. Vest for Valby Bakke hersker folkeligheden, men Øst for bakken hersker - påstås det - en tilstand af angivelig rodløshed, fragmenteret og kosmopolitisk uvirkelighed, storbyens realitet med flydende identiteter og seksualiteter - som ikke destomindre af de indforståede kaldes 'modernitet', ideen om et brud, et radikalt brud, en stor forandring. Noget med et mørke som skal spredes, og en fortid man skal frigøre sig fra. Noget med oplysning og tro på fremskridtet. [mine fremhævelser for at klargøre den påfaldende usikkerhed i Bredals formulering.



For dagbladet Politiken blev det imidlertid - som allerede berørt - for meget med indflydelsen fra partiet. Bo Bramsen der var chefredaktør 1963-66 noterede i sin dagbog 23.6.63. en overraskende analyse af Politikens læserkreds: 50 % er socialdemokrater. Kun 15 % radikale. Han sagde direkte til Niels Hasager at forbindelsen med det radikale parti var en belastning. Ja, efter et oprør i selve bestyrelsen kaldte han det lille r i parentesen efter Politikens navn (r) for 'vores Kainsmærke'. "Det radikale parti vil efterhånden kvæle Poltiken, men jeg kom ingen vegne med bestyrelsen".

'Kainsmærket' blev først fjernet syv år senere, umiddelbart efter at Pundik var tiltrådt som chefredaktør 1.1.1970.

Pundik sagde i et interview: at folkene på Christiansborg [de radikales folketingsgruppe] i kraft af at de i så mange år har spillet tungen på vægten har mistet deres idémæssige bæreevne, og det har naturligvis præget de ledende artikler. - Og dermed mente han præget i negativ henseende: i retning af uklarhed.

Det var derfor ret overraskende at Pundiks efterfølger som chefredaktør i lederen på valgdagen november 2001 bekendte kulør: "Så er der ingen vej udenom.... I en mudret valgkamp hvor både saglighed og ærlighed har været en mangelvare er de radikales leder Marianne Jelved et af de få lyspunkter."

Bredal tør godt udlægge det på den måde at Tøger Seidenfaden - for ham var det jo - gjorde det "ligesom uærligt for ikke at sige umoralsk ikke at stemme radikalt, eller i det mindste mene det samme som Politiken". Og så følger Bredals flotte tilståelse: "En svær position demokratisk set, og en helt umulig position forretningsmæssigt. Spørg bare Cavling."!



Bjørn Bredal er heller ikke bleg for at indrømme at han selv kom dårligt fra at spå: "Fra på tirsdag og to år frem kommer vi til at opleve en af de forholdsvis sjældne perioder i dansk politik hvor Det Radikale Venstre ikke er i regering..... Til den tid vil de radikale kunne mærke på sig selv, på den politiske situation og på Anders Fogh Rasmussen at nu gælder det om at svinge over og at komme i regering igen". Derefter fulgte nogle betragtninger om DF og næste valg 2005. Men "Skrupforkert alt sammen...... De radikale var ikke længere tungen på vægtskålen, og de svingede aldrig tilbage til højre eller bare til midten. Måske fordi de ikke selv ville eller kunne, fordi de ikke havde by- og land-partiets rummelighed i sig længere...." Og nok så væsentligt: "Der viste sig at være en større kulturkamp i gang.... Værdikampen var den egentlige, afgørende kamp."

Klog af skade blev Politikens rådgivning på valgdagen 8.2. i 2005 derfor en anden: Ved sidste folketingsvalg blev midten af dansk politik sat uden for indflydelse. Men hvem synes Politiken så nu, at der skal stemmes på? Jo...... "avisen har ingen partipolitiske bindinger, og i det daglige foretrækker vi at tage stilling fra sag til sag"!

I fundatsen for Politikens Fond af 1973 blev bladets formål da også angivet som at sikre at A/S Dagbladet Politikens blade ledes som uafhængige radikalt-social-liberale blade og organer for dansk frisind i overensstemmelse med Politikens hidtidige traditioner.

Bredal kalde Politikens frigørelse fra Det Radikale Venstre og redaktionens frigørelse fra bestyrelsen for et uomgængeligt skridt for en moderne avis i 1970. "Men det afskaffede mildt sagt ikke de valne ledere som hovedorganet At Tænke Sig systematisk parodierede.....".



Modsætningen mellem de to slags fornuft, den sunde og den elitære, kalder Bredal arketypisk og derfor også en kilde til århundreders latter som ruller i alle retninger. Tænk blot på Erasmus Montanus og Jean de France... Rigtigt set, men Bredal afslører igen at han ikke har begreb om dybdepsykologi og derfor bruger ordet 'arketypisk' overfladisk.

At modsætningen mellem den sunde eller folkelige fornuft og den intellektuelle eller elitære fornuft er arketypisk ligger nemlig i at de trækker på to fundamentalt forskellige psykiske grundprocesser, hvoraf den ene slags (de primære eller medfødte) giver fri associering, fri intuition og fri tidsfornemmelse, mens den anden slags (de sekundære eller tillærte) sørger for logiske slutninger, begrebsmæssige sondringer og empirisk påviselige årsagsforklaringer. Men dertil kommer - og det er det helt centrale - at det er de første der er mest intense og giver mening og helhedsforståelse, mens de sidste er svage og giver analyseredskaber. Og alle mennesker, alle kulturer og alle samfund har vel at mærke brug for begge dele. Det går først galt, når man stiller resultatet af de to forskellige slags psykiske grundprocesser op mod hinanden som uforligelige og ikke-ligeberettigede.



Danskere, jøder, fremmede    
Til toppen  Næste

Da Politiken gennem de sidste 8 år ikke har forsømt nogen lejlighed til at lange ud efter regeringens stramme udlændingepolitik i almindelighed eller Dansk Folkepartis syn på muslimske indvandrere i særdeleshed, er det særligt interessant at læse Bjørn Bredals afsnit om jøder, zionisme og antisemitisme. For det er jo ikke blot helt nødvendigt at behandle dette emne grundigt, eftersom bladet har haft jøder i redaktionen og specielt haft tre jødiske chefredaktører: Edvard Brandes 1902-05, Valdemar Koppel 1927-37 og Herbert Pundik 1970-93, samt haft nært samarbejde med Det radikale Venstre og de radikale ministerier Zahle (1909-10 og 1913-20), hvor Edvard Brandes var minister. Det er også nødvendigt for at vise at det kan give problemer på en helt uventet måde - ganske enkelt fordi jøder og jøder er to forskellige ting. De kan være assimilerede eller ikke-assimilerede. I et land som Danmark har der været begge slags - og det har til tider givet problemer.

Da Valdemar Koppel således blev Politikens politiske redaktør i 1913 var spændingerne omkring det jødiske blevet store mange steder i Europa. Der var bølger af jødeforfølgelser i Østeuropa - og nogle af de jødiske flygtninge havnede i København. Men de blev ikke just betragtet som velkomne, heller ikke af alle herboende jøder.

Det kom ifølge Bjørn Bredal de assimilerede københavnske jøder på tværs at fattige jødiske indvandrere fra zarens Rusland var begyndt at melde sig i Danmark. De var så iøjnefaldende og demonstrativt jødiske, og samtidig så folkloristisk originale og utilpassede, at de med deres blotte eksistens underminerede alle de for længst etablerede og assimilerede danske jøders bestræbelser på at gå i ét med mængden.

Og nu blev det Politikens og Valdemar Koppels skæbne - fortsætter Bredal sin beretning - at lægge navn til en leder der er kommet til at stå som indbegrebet af denne sørgelige konflikt mellem jøder. Koppel skrev bl.a.: "Hovedmassen [af de tilkomne jøder] er vel nok så skikkelige mennesker. De er blot meget fattige og i åndelig og legemlig kultur langt tilbage. Deres moralske niveau er ikke på højde med vort.... de savner assimilationsevne og assimilationstrang; dansk bryder de sig ikke om at lære.... Vi skal selvfølgelig være humane, og vi skal være gæstfri. Men der er en grænse, udover hvilken byen ikke kan strække sig. Den russisk-polske indvandring truer i øjeblikket med at antage et sådant omfang at byen ikke kan absorbere den....." [min fremhævelse).



Lederen afledte en meget klar, besindig og omhyggeligt formuleret indsigelse fra den daværende overrabiner Schornstein: "..... fremstillingen af de indvandrede jøders forhold [er] på væsentlige punkter stærkt overdreven.... Fantasien får frit spillerum.... Påstanden om at indvandringen ikke kan absorberes af byen er ikke bevist eller beviselig.... Opgaven er ikke uløselig.... Opfattelsen af jødernes lave moralske niveau [er] en stærkt udbredt fordom.... Jeg er ikke bange for uretfærdige undtagelseslove mod russiske jøder, men for retfærdigheden og oplysningerne....."

Koppel markerede som bladets nytiltrådte politiske redaktør i 1913 med Bredals ord en distance til de i gadebilledet let genkendelige jøder østfra, en distance han måske som assimileret jøde følte et særligt behov for at understrege. Og Bredal fortsætter: "Under alle omstændigheder har 'jøderiet', som Georg Brandes sagde, med og mod de deltagende jøders vilje sat sit stærke præg på bladet og dets samspil med omgivelserne....". - Der var simpelthen ifølge Bredal en diffus og sjældent direkte udtalt modvilje mod Politiken og en ikke mindre diffus tavshed fra det jødiske bourgeoisi som ikke på nogen måde ønskede at stikke ud.



Omkring 1915 var den russisk-jødiske forfatter Vladimir Grossmann medarbejder på Politiken, og han taler i sine erindringer om tilpasning og assimilation - men også om 'vandring'. Der er, skriver Bredal, meget af den evige jøde, Jerusalems skomager, over Grossmanns selvportræt, meget som ganske vist her fremsættes blot og bart konstaterende, men dybest set også indgår i det klassiske, antisemitiske arsenal af anklager mod jøderne: de har ikke noget fast ståsted; de er rodløse og opportunistiske; og de er kosmopolitter og ikke patrioter.

Allerede Georg Brandes havde i en omtale af den dansk-jødiske forfatter Mëir Goldschmidt i 1869 lidt omstændeligt skrevet: "...... klart at den moderne jøde der såsnart som hans natur begynder at tale, følger sig som det sorte får i flokken, uden samme religion, uden samme temperament som det folk, midt i hvilket han boer, uden fællesskab med det i de anskuelser som følger af temperamentet, og uden at fornemme samme forfædres ånd røre sig i sig, må føle sig mere åndeligt hjemløs end nogen anden. Der er heri noget virkelig tragisk." Brandes hævdede ligeledes, at "jødisk ånd er fra fødselen polemisk stillet mod enhver europæisk bornerthed, oppositionel, fribåren og frifødt....".

Her havde den unge Georg efter Bjørn Bredals mening imidlertid ikke fået tænkt sig rigtig godt om, men ladet sin samtids forestillinger om folkekarakter føre til nogle formuleringer som med modsat fortegn er gefundenes Fressen for enhver antisemit..... "At bryde igennem til det moderne, det var at gøre op med religionen, nationalismen og seksualmoralen - kirken, fædrelanderiet og ægteskabet," understreger Bredal. Og han spørger så om der egentligt var noget særlig jødisk ved dette opgør? Nej, det var der ikke, svarer han. "Men i takt med at Brandes-brødrene blev stadig mere klar over dette, blev omgivelserne stadig mere sikre på det modsatte".



Det virker som om Bredal ikke vil være ved, at det nu engang gør en fundamental forskel om indvandrere - uanset kategori - føler sig som fremmede i deres nye land eller som hjemmehørende.

Det er klart at enhver minoritet på den ene eller anden måde og mere eller mindre klart vil opfatte sig selv som mindretal og bevidst eller ubevidst danne sig en bestemt etik for overhovedet at overleve. Dette gælder racemæssige, religiøse, etniske, ideologiske og politiske eller kønsorienteringsmæssigt. Det er ikke ualmindeligt at minoriteter får et relativt strengt moralkodeks. Eksempelvis taler man fejlagtigt om 'protestantisk etik' som forudsætning for kapitalismen og den økonomiske vækst i Europa, hvor det i virkeligheden var minoritetsetikken der var udslaggivende. Og dette er der psykologisk set intet mærkeligt i, for naturligvis bliver minoriteter mere snævertsynede og puritanske samt lovlydige end andre - allerede for at få bedre overlevelseschancer. Overlever de, vil tendensen dog være at de efterhånden næsten automatisk kommer til at føle sig mere og mere hjemme - og i løbet af nogle generationer bliver 'indfødte'. Og da selv den mest homogene kultur iøvrigt altid består af mange subkulturer, vil det normalt ikke være noget problem for en sådan at bevare sin identitet som forskellig fra andre identiteter.

Noget helt andet er om indvandrere og indvandrergrupper bevidst prøver at modarbejde tilpasning, assimilation og integration. For gør de det, vil de vedblive at være anderledes på en sådan måde at de skiller sig ud og helt naturligt mødes med mistro.



Når Sartre og andre gør gældende at en jøde, 'det er jo den der af de andre udpeges som jøde', så er det unægteligt flot og provokerende sagt. Det er bare ikke en objektivt gyldig sandhed. Han kan med rette pege på 'jødinden som seksualsymbol i folkekulturen'. Han kunne endda i et af dansk litteraturs mesterværker, 'Kongens Fald' af Johs. V. Jensen finde jøden Mendel Speyers datter Susanna skildret præcis som et sådant seksualsymbol. Og Sartre har formentlig også ret i at der i selve ordene 'en smuk jødinde' ligger en ganske bestemt seksuel betydning, helt forskellig fra for eksempel ordene 'en smuk grækerinde'. Forskellen ligger i duften af voldtægt og massakrer!

Men Sartre går for vidt når han i 'La question juive' (Det jødiske spørgsmål) ifølge Bredals referat påstår at antisemitismen ikke er en mening eller en holdning, "men først og fremmest en lidenskab og dernæst et verdensbillede. Jødehaderen er hinsides rationalitet og argumenter, han forskanser sig netop i en verden, hvor den slags moderne udfordringer ikke findes. Jøden er i antisemitismen en inkarnation af den moderne verdens bestandige foranderlighed, dens opsplitning, rodløshed og ensomhed, og antisemitismen er en reaktion mod alt dette, en helhedstænkning som skal fjerne ensomheden. Antisemitten er et massemenneske, som ikke vil acceptere massesamfundets individuelle krav og valgsituationer. Han opfatter sig selv som medlem af en slags middelmådighedens elite eller uforanderlighedens adel, og den form for fællesskab, han nostalgisk søger, er lynchningens fællesskab, vreden som socialt bånd, pogromernes og blodrusens ligestillingssamfund."

Alle tænksomme mennesker vil uden tvivl forstå hvad Sartre mener, og at der er mere end et gran af sandheden i betragtningen, men formuleringen indebærer jo at enhver der med respekt for sig selv vil have sig frabedt at blive kaldt antisemit - og som måske ovenikøbet som undertegnede betragter sig som særdeles positivt indstillet over for jøder og jødisk kultur - her afskæres totalt fra overhovedet at udtale sig kritisk om kulturel rodløshed og fremmedhed.



Den franske Dreyfus-sag i 1898 var skandaløs, fordi man begik justitsmord på en jødisk officer af rent og skært jødehad. Det var i høj grad forfatteren Émile Zolas fortjeneste at få rusket op i sagen ved sin anklage på forsiden af L'Aurore 13.1.1898: J'accuse! Anklagen dannede skole for kritiske hoveder en lang tid fremover, skriver Bredal, og hele affæren kom også til at præge Politiken i årene derefter. Men jødespørgsmålet var som bekendt ikke løst dermed. Spørgsmålet var nemlig om jøderne skulle lade sig assimilere hvor de var eller kæmpe for at få deres egen nationalstat - sådan som det på baggrund af den franske antisemitisme netop blev den jødiske forfatter Theodor Herzls mål med den zionistiske verdensorganisation, formuleret som hovedtanken i hans bog 'Der Judenstaat' (1896).

Oprindelig var Georg Brandes imod zionismen, fortæller Bredal, men gradvist støttede både Politiken og Brandes bevægelsen, og efter 2. Verdenskrig og Holocaust kunne ingen længere være i tvivl om zionismens nødvendighed. Og dette skete vel at mærke, hævder Bredal, "til trods for at dele af bevægelsens nationalromantiske tankegods fra det sene 1800-tal kommer mere og mere på kant med det moderne også i rent politisk og institutionel forstand". Zionismen er ikke blevet mindre nationalromantisk siden Brandes' tid, men mildt sagt heller ikke mindre nødvendig, fortsætter Bredal. "Et jødisk hjemland, et sted på Jorden hvor jøder er 'normale' kan man efter det 20. årh. rædsler umuligt nægte betimeligheden af."

Jeg er fuldstændig enig - og kan derfor også principielt tilslutte mig at FN i 1948 vedtog oprettelsen af staten Israel på officielt palæstinensisk jord med det velkendte resultat at tusindvis af indfødte palæstinenserne blev fordrevet og gjort til permanente flygtninge - og med årene drevet ind i en friheds- og befrielsesbevægelse der ikke var til at skelne fra en terrororganisation og som fortsat gør en fredsløsning i Mellemøsten umulig.

Men den fundamentale, ja i virkeligheden fatale fejl i Bredals ræsonnement er at det nationalromantiske tankegods fra 1800-tallet ses som en diametral modsætning til modernitet. For det betyder lige nøjagtigt at hjemløshed og kosmopolitisme gøres til norm og ideal, mens den helt elementære følelse af at høre til hvor man er vokset op gøres til noget håbløst forældet, nostalgisk og reaktionært. Og det er lige præcis dér Bredal og Politiken er havnet!



Den 14.12. år 2002 blev Politiken åbenlyst og direkte anklaget for at befordre jødehad - og det skete i en helsides annonce under overskriften 'Nu er det nok', som blev indrykket i bladet af 600 underskrivere.

"Politiken har i længere tid været med til at skærpe holdningen til Israel og jøder", hed det. "Det er sket i ledere, redaktionelle artikler og læserindlæg. Ved at sammenligne den israelske besættelse med Holocaust og nazisternes ugerninger under krigen dæmoniserer man Israel og gør unuanceret palæstinenserne til de eneste symboler for lidelse...."

Herbert Pundik var egentlig ikke længere chefredaktør på bladet, men svarede som klummeskriver på Politikens vegne ved at gøre opmærksom på at Politiken ikke var en zionistisk avis. "Politiken støtter Israels ret til at bestå, men vil ikke nødvendigvis identificere sig med skiftende israelske regeringers politik. Dette har været bladets linje siden 1.1.1970 [da Pundik blev chefredaktør]. Retorisk spørger Pundik: "Hvilke kræfter driver underskriverne af annoncen til at støtte en regering der er kompromitteret af sine handlinger som besættelsesmagt? Hvorfor finder de ikke deres plads blandt de kræfter verden over der støtter den israelske fredsfront som med sin kritik af Sharonregeringen manifesterer de jødiske værdier der fra Europas oplysningstid til vore dage har bragt jøder i første linje i kampen for retfærdighed, tolerance, menneskerettigheder og socialt fremskridt?".

Klar og værdig besked fra Pundik, skulle man mene. Men Bredal slår plat på sagen: "Israel er et demokratisk land, hvor partier med nostalgiske forestillinger i familie med Dansk Folkepartis [min fremhævelse] kan samle mange stemmer.... Så det havde sin egen underlige logik at annoncen 'Nu er det nok' havde en hel række deltagere fra det yderste danske højre. Et højre, hvis ideologiske frontfigur er Søren Krarup som hele sit liv har haft det antimoderne som sit projekt....".

Med andre ord, Bredal kan stadig ikke forestille sig at man kan have andet end nostalgiske og antimodernistiske forestillinger og være på Søren Krarups hold hvis man forsvarer nationalstaten.



Søren Krarup skrev helt tilbage i 1960, altså længe før der var noget der hed Dansk Folkeparti en bog om 'Systemet Politiken'. Her hedder det bl.a. om Georg Brandes: "På grund af sit jødiske blod var han uden pietet for og samhørighed med landets [Danmarks] fortid, men så kun noget hindrende der måtte af vejen, fordi det var ham til besvær. Han var særlig, og med den stærke personligheds kraft krævede han plads til sit særpræg. Ind i Gennembruddets forløb lagde han sit racepræg, sin modvilje, sit had, og derfor fik det så omstridt en skæbne...."

Bredals fortolkning er sigende: Krarups opfattelse må være at bestemte mennesker på grund af deres blod skulle være afskåret fra deres hjemlands fortid. og dette er en forestilling der er lige så absurd som den i perioder har været udbredt. Bredal er ærlig nok til udførligt at redegøre for at Valdemar Koppel og Politiken røg med i "den sorte, antisemitiske gryde", men Bredal falder selv i intolerancens sorte gryde ved uden så meget som at blinke med øjnene at gøre folk der forsvarer national kultur og identitet til antisemitter.



Det er uden tvivl korrekt, at Politiken af mange mennesker er blevet set som et jødeblad i absolut negativ forstand, og at alt andet i disse menneskers tankegang har fulgt heraf. Han har sikkert også ret i at sådan tænker den systematiske antisemit, og fremfor alt i at selve Harald Nielsens gamle og af Søren Krarup i 1960 genoptagne påstand om 'Systemet Politiken' er et mønster der bliver ved at dukke op. Forestillingen er at bladet befinder sig i centrum af en (kultur-)elitær magtkoncentration, en art sammensværgelse eller konspiration som alle udenfor er ofre for. Der kan være tale om en diffus og abstrakt modvilje mod 'centrum inde på Rådhuspladsen i København', mens 'virkeligheden', 'den sunde fornuft', 'sansen for realiteterne' og slige grundstoffer som bekendt findes i større doser ude på landet, ude i periferien. Efter Søren Krarups og Harald Nielsens mening, hævder Bredal, har Politiken i al sin tid været behersket af en afgrundsdyb foragt for det folk der bor i Danmark og kalder sig det danske.

Det er polemik så det basker. Den rammer utvivlsomt Krarup og Nielsen ganske godt. Men den er i den grad forenklet i forhold til andre der ser med skepsis på alt det Politiken betragter som det moderne: universalismen, kosmopolitismen og multikulturalismen, og alt det bladet betragter som absolut suspekt: nationalfølelse i almindelighed og danskhed i særdeleshed.



Demokrati kontra palaver    
Til toppen  Næste

Ud fra den tidligere nævnte sondring mellem de to slags psykiske grundprocesser kan en anden modsætning der også har præget Politikens redaktion forstås: modsætningen mellem den stille fornuft og demokratiske radikalisme som filosoffen Harald Høffding stod for og den lidenskabelige og aristokratiske radikalisme Georg Brandes udlevede. "Jeg for min del er ikke demokrat..." sagde han.

Høffding hældede til Comte, Stuart Mill og Grundtvig. Brandes til Voltaire og Kierkegaard. Det var, skriver Bredal med brug af en ny og sjov glose, "bondeslægtens frie, folkelige fællesskab over for brandesianizschmens frie personlige udfoldelse. To sider af samme radikalisme."

Men alligevel en konfliktgivende sag, fordi den forblev uafklaret.



I 1978 kom den bog som med Bredals ord satte dagsordenen for en årelang debat om demokratiet, nemlig 'Oprør fra Midten' som var skrevet af forfatteren og filosoffen Villy Sørensen, den radikale politiker og undervisningsminister Kristen Helveg Petersen og ingeniøren professor Niels I Meyer. - Politikens store interviewer Ninka kaldte bogen "en ny bibel for alle dem der vil en bedre verden" (og dem er som bekendt mange af). Mens anmelderen Kaj Robert Svendsen ikke lagde skjul på at han fandt at de tre forfatteres humane ligevægtssamfund var "en utopi som byggede på en bestemt forestilling ikke blot om demokratiets væsen, men om selve menneskets væsen".

Filosoffen og teologen Peter Kemp mente at 'Oprør fra Midten' var præget af en tro på den gode og ædle personlighed samtidig med at man hævdede at menneske på godt og ondt præges af det samfundssystem de tilhører. "Der er tilsyneladende kun svagheder i samfundet, ikke i mennesket. Det er nok også grunden til at der intetsteds for alvor tales om nødvendigheden af en politisk og kulturel kamp".

Villy Sørensen svarede polemisk: "at tro at mennesket er så egoistisk af naturen at det slet ikke kan indrette sit samfund humant, er netop også en tro, og den er ikke frugtbar. Desværre er den solidt forankret i den kristelige tradition for at vurdere mennesket lavt og i den liberalistiske tradition for at vurdere de aggressive egenskaber højt...".

Så var dén diskussion effektivt afsporet. Undertegnede havde selv fornøjelsen at få en bog der perifert indeholdt kritik af 'Oprør fra Midten' anmeldt i Politiken af K. Helveg Petersen. Min kritik blev naturligvis blankt afvist. Og manden troede gudhjælpemig at jeg havde skrevet min bog for at kritisere hans! Skønt ærindet i et og alt var at give en bred analyse af samfundsforholdene ud fra min komplementære helhedsrealisme.

Faktisk blev 'Oprør fra midten' dog en salgsmæssig succes af de helt sjældne som steg både forfatterne og læserne til hovedet. Man kan derfor i bagklogskabens lys næsten se successen som i høj grad medvirkende årsag til at Det radikale Venstre blev mere og mere idealistisk med årene og til sidst havnede i en elitær bedreviden der satte dem uden for indflydelse på et tidspunkt hvor de kunne have været med til at sikre 'den tredje vej' som den brede midtes fornuftige spor. Men dynamisk komplementaritet lå hverken for det radikale venstre eller for filosoffen Villy Sørensen. De troede i stedet for på den helt utopiske ligevægt. Meyer endda på socialismen.



Den 23.10.93 kaldte Politikens leder det for en skandale at Hal Kochs bog fra 1945 'Hvad er demokrati' blev udgivet på russisk. Den omtalte angiveligt Stalins Sovjetunionen som det russiske demokrati. Den fremhævede det økonomiske demokrati i 1930'ernes Rusland som forbilledligt for Vesteuropa. Og dertil kom at problematiske formuleringer enten helt var udeladt eller fuldstændigt vendt på hovedet. Men: "Den egentlige, intellektuelle skandale er, at man overhovedet har fundet Hal Kochs velmente forsvar for dansk palaverdemokrati værdigt til udgivelse i Rusland".

Politiken forklarede at Hal Koch overså demokratiets største styrke, nemlig at sætte os i stand til at leve sammen og træffe beslutninger på trods at vores uenighed. I dette perspektiv er der noget lokalt bestemt, noget næsten provinsielt over Hal Kochs insisteren på den uendelige højskolepalaver som demokratiets væsen [min fremhævelse].

Kochs efterfølger på Krogerup Højskole Harald Engberg-Pedersen kaldte i et læserbrev udtrykket 'palaverdemokratis' optræden i lederen en flov historie: "Folkestyret er ikke et politisk system, men en form for menneskeligt fællesliv, og dets inderste kerne er selv den vækkelse, oplysning og opdragelse som alene kan forvandle folkets medlemmer til voksne borgere, der bevidst går ind under ansvar og forpligtelse og gør det med lidenskab for det rigtige, som nu engang hører med".



Bjørn Bredal på sin side fremhæver først og fremmest, at Politikens leder slog et slag for det konfliktuelle demokrati med vægt på formalia - frie valg og ytringsfrihed - frem for det danske konsensusdemokrati med vægten på samtalen og den deraf følgende gradvise lighed i synspunkter. "Med sin understregning af det universelle frem for det lokale rakte lederen bagud til oplysning og menneskerettigheder, bagud og forbi den kulturrelativisme som i løbet af 1970'erne var blevet til fælles gods for mange danske demokrater".

Men "Folks forsamlede palaver er der lang tradition for at frygte, også i Danmark", pointerer Bredal alligevel. Holberg udstillede sine politiske kandestøbere, og Kierkegaard advarede mod pøbelvælde. Selv Grundtvig så helst demokratiet bremset lidt...."!

Efter min mening er dette nærmest en uanstændig form for polemik. For uanset om man kan lide socialdemokraten og grundtvigianeren Hal Koch eller ej, og uanset om man vil forstå hans forsøg på at se noget positivt i Sovjetunionen i det Herrens år 1945 hvor Sovjetunionen var blevet accepteret som de vestlige demokratiers forbundsfælle mod Nazityskland, eller ej, så har han altså aldrig nogensinde været tilhænger af pøbelvælde eller politisk kandestøberi endsige stalinistisk diktatur. Kochs pointe var bygget på den gamle atheniensiske forestilling om folkestyre hvor borgerne havde lige rettigheder, herunder lige ret til at tale i den styrende forsamling. Borgerne var ganske vist dengang kun en lille del af befolkningen, idet både kvinder og slaver var udelukket. Og der var også tale om en styreform for en bystat med begrænset udstrækning både geografisk og befolkningsmæssigt. Her er et moderne demokrati som Danmark eller store lande naturligvis helt anderledes stillet og må have repræsentative styreformer.

Men selve Hal Kochs pointe var at alle myndige personer skulle være aktive meddeltagere i et lands styre, og at den aktive meddeltagelse primært skulle foregå gennem debatten, samtalen eller dialogen. Og det burde ingen i princippet kunne være imod. For forudsætningen for dette ideelle aktive demokrati er naturligvis et oplysningsniveau der gør det muligt for menigmand - lægmænd til forskel fra eksperter - at kunne følge med i debatten og være i stand til at bidrage til den.

Modsætningen til et fornuftigt og handlekraftigt styre med samtale og debat er med andre ord i det moderne demokrati hverken diktaturet eller pøbelvældet, for demokratiet er hævet over begge dele. Modsætningen er heller ikke et konsensusdemokrati hvor man efter den nødvendige debat træffer afgørelser uden afstemninger, for noget sådant er gavnligt og konstruktivt nok, når blot de anskuelser man deler sig efter partimæssigt eller gruppemæssigt holdes inden for grænser hvor man kan respektere hinanden.

Nej, den risiko der står tilbage er derimod at oplysningsniveauet er utilstrækkeligt til at løse problemerne på en fornuftig og tidssvarende måde, men dette afgøres ikke og kan ikke afgøres af nogen af sagens parter eller af den såkaldte sagkundskab. Det afgøres af de valgte løsningers faktiske evne til at komme over eksisterende forhindringer som tradition, vanetænkning, fordomme og mangel på intuition og viden - eller med ét, Norbert Wiener inspireret, udtryk argumenternes evne til at trænge så langt ind i folkesjælen eller 'kommunikationssystemt' at de sætter de nødvendige handlinger i gang.

Dette at nå fra samtalen, palaveren, ja kneveren, frem til nødvendig handling er alle demokratiers stadige og indbyggede problem, men det forstærkes altid betydeligt i krisetider, for det er særligt i disse at det afsløres om oplysningsniveauet er tidssvarende eller ej. Under alle omstændigheder er det slet ikke en problematik et dagblad som Politiken kan tillade sig at se bort fra, når det ligefrem hævder at være 'organet for den højeste oplysning'.



Kulturradikalisme eller modernitet     
Til toppen  Næste

Politikens uløste problem i denne henseende ses af bladets tanker om kulturradikalismen og moderniteten.

Allerede i 1896 kunne den Johs V. Jensen, der da sloges for livet med 'halvfemserdekadencen', konstatere at de toneangivende radikale var størknede: "de er konservative midt i deres radikalisme". Hundrede år senere ser Ebbe Reich Kløvedal modsætningen mellem Hørup og Brandes som en modsætning mellem en demokratisk politiker der "kæmpede en magtkamp om den offentlige mening", og på den anden side en åndsaristokrat der "satte sig ud over den offentlige mening, når det passede ham", altså en modsætning der netop gør radikalismen til et hus splidagtigt med sig selv. Men Ebbe Reich må dog alligevel konstatere at "den danske kulturradikale modernitet har lang træning i at genopstå".

Bjørn Bredal er ikke meget for begrebet 'kulturradikalismen' og pointerer derfor at hverken Hørup eller Brandes havde hørt om noget ved dette navn. Og da kulturkampen stod på i 1930'erne vidste PH ikke at han var ved at blive kirkefader for en sådan isme, endsige at samme isme efter den politiske omvæltning i 2001 skulle blive et formidabelt fjendebillede, ja, et omnipotent skældsord.

Søren Krarups syn på Politiken som et system slipper ikke Bredals tanker: 'Systemet Politiken's taktik skulle ifølge Krarup være en rask klapjagt på den almindelige dansker som værende racist og fremmedhader og beboet af indre svinehunde. Harald Nielsens gamle bog om 'Systemet Politiken' er ifølge Krarup derimod ikke bare et angreb på Politiken, men på hele den herskende, bedrestillede, bedrevidende, bedsteborgerlige, akademiske, moderne gennembrudsklasse.

Tøger Seidenfaden prøver tilsyneladende i debatten at finde en modus vivendi ved at erklære sig selv for 'antikulturradikal kulturradikal' og Politiken som "en lokal og kritisk aftapning af oplysningstraditionen der særligt henvender sig til intellektuelle". Han ser den egentlige 'kulturradikale udfordring' som et mere generelt spørgsmål om hvorvidt Danmark skal forblive "et fuldt åbent, oplyst og europæisk samfund baseret på universelle værdier om menneskelig ligeværdighed."

Det er m.a.o. blevet udfordringen for Politiken her først i 2000-tallet at slippe for det meget snævre danske ord 'kulturradikal' og få det skiftet ud med ordet 'moderne'. Så vil det ifølge Bredal være nemmere at finde ud af hvad kampen drejer sig om.



I 'Kampen om sandhederne' kommer Rune Lykkeberg til det resultat, at de fleste af dem der blev udråbt til kulturradikale, overhovedet ikke identificerede sig med kulturradikalismen. Og de der gjorde og gør kunne ikke genkende modstandernes billede af dette monster.....

Og klogere blev man tilsyneladende heller ikke på den forelæsningsrække på Københavns Universitet som handlede om 'Den kulturradikale udfordring', og fandt sted i 2001, før Fogh kom til. Bjørn Bredal anmeldte bogen og udbrød: "Tænk at det ikke er muligt for de sidste dages kulturradikale at lægge bare ét foredrag ind som ikke er historisk og tilbageskuende; tænk at man ikke har inviteret en eneste anti-kulturradikal havkat ind i hyttefadet (bort set fra Jan Lindhardt); tænk at man ikke har bedt en eneste forelæser om at besvare spørgsmålet: Hvad er den kulturradikale udfordring i dag?"

Bogen indledes med Rifbjergs forelæsning 'Med højt humor og løftet hale', som Bredal frygtløst, men rammende kalder 'et forrygende ekvilibristisk cirkusnummer i den genre Rifbjerg mestrer suverænt: gerontologisk infantilisme'.

Og når Jørgen Knudsen i forordet proklamerer at kulturradikalismen ikke kun er historie, så virker det efter Bjørn Bredals ærlige mening mest som en besværgelse (hvad der også er undertegnedes eget indtryk): "Hverken Knudsen selv eller nogen anden har åbenart haft ideen til et foredrag som kunne aktualisere bevægelsen. Skyldes det mon at kulturradikalismen har sejret ad helvede til? Er der ikke mere at opnår? Er kønsfrigørelsen kommet så vidt at der ikke er mere at komme efter, er børneopdragelsen blevet så fri at det er lærerne der får tæv, er rationalismen slået så hårdt igennem, at kristendommen går på krykker i Århus? Faktisk kan der svares benægtende på alle disse spørgsmål...... Der er brug for højt humør og løftet hale. Men kulturradikalismen leverer næppe nogen af delene. Den vil vist helst bare været et historisk spøgelse."



Hans Hertel satte i antologien den kulturradikale udfordring ind i det rette historiske perspektiv. Udtrykket kulturradikalismen, kan han oplyse, stammer slet ikke, som vi gik og troede, fra Elias Bredsdorff, men fra en kronik af Sigurd Hoel i Politiken 15.5.1955. Her skrev denne fine forfatter der også vidste noget om dybdepsykologi: "Det dypeste motiv for kulturradikalismen er - tror jeg - drømmen om det frie menneske..... Mange af kulturradikalerne erklærer sig for rasjonalister, nettop fordi deres innerste motiver ofte er dypt irrasjonelle.... nektes kan det vel ikke at brødrene Brandes av kærlighed til problemdebatter af og til erklærte tørre kvister for grønne skud at være..... Arvefienden er nu som før det dvaskt og konvensjonelt vedtagne....."

Med ganske få linjer får Hoel med største ironi her slået fast, at løsenet om problemdebat kan føre på afveje, at den virkelige fjende ikke så meget er meninger som sindelag, og at de gode kulturradikalere nok udadtil er rationalister, men indadtil drives af irrationelle motiver. Men de véd det ikke, har man lov at tilføje!

Efter min mening rammer Sigurd Hoel her hovedet på sømmet. Alle menneskers inderste motiver er i virkeligheden irrationelle. Men véd man det ikke, så løber rationaliteten af sporet. Eksistensen drejer sig aldrig om et valg mellem rationalitet og irrationalitet. Men dybest set om at forstå modsætningen på den rigtige måde, hvilket betyder at forstå at modsætningen ikke kan ophæves ad logisk vej, men må fastholdes i hele sin dybtinspirerende og igangsættende dynamik og komplementaritet.

Spørgsmålene om radikalismen, moderniteten og oplysningen besvares simpelthen forkert, hvis svarene fører til enten-eller-valg mellem modsætningspar som er komplementære fordi deres to dele nok er logisk uforenelige, men ikke desto mindre hver for sig værdifulde og uundværlige. Jo, det er ikke Hoels, men undertegnedes udlægning - og den fører videre til konklusionen.



Konklusionen: Realisme, helhed og komplementaritet     
Til toppen  Næste

Det er en spændende bog Bjørn Bredal har fået skrevet om "Politiken mod Politiken", fordi den kommer godt rundt i de 125 års danske idékamp som Politiken har været en engageret deltager i.

Skal der anføres en anke på det mere formelle plan, må det blive, at humoren i Politikens spalter til trods for Bredals egen udtalte humor er blevet underbelyst. Bladets hovedorgan 'At Tænke Sig' er naturligvis nævnt, men det fremgår ikke at ATS formentlig er den daglige spalte i Politiken som næppe nogen læser springer over. For det er ikke alene en kostelig humor der lægges for dagen, det er i høj også en ubetalelig selvironi der er med til at gøre den ellers let udløste redaktionelle selvfedme og arrogance udholdelig.

En fast og meget læst filosofisk kommentar til verdens skæve gang fandtes i Kumbels digte, men heller ikke den geniale ophavsmand Piet Hein er nævnt.

Bredal får også lige i efterskriftet placeret en enkelt af Radise-tegningerne - den der konstaterer at "en ny dag truer", men Radiserne var i årtier en fast tegneserie i bladet i Ida Elisabth Hammerichs fremragende oversættelse som næppe heller nogen daglig læser sprang over. Det var et stort tab for bladet da Charles M. Schulz (1922-2000) ikke leverede flere tegninger.

Og allermest forunderligt: Bredal bringer en hel del illustrationer af Politikens mange fremragende tegnere, men kun en enkelt af den største af dem alle: Bo Bojesen. Og denne var ikke blot en fremragende kunstner som Arne Ungermann eller Sikker Hansen, men en stor humorist der gennem mere end et halvt århundrede løbende kommenterede tidens begivenheder i både indland og udland på en sådan måde, at de for mange læsere blev en integreret del af helhedsindtrykket.

Heldigvis har Hans Hertel for længst udgivet to bind om Bojesens Danmarkshistorie og Verdenshistorie, og Søren Vinterberg har i anledning af Politiken-jubilæet fået skrevet en bog om Politikens tegnere og tegneserier gennem 125 år, hvor Bojesen selvfølgelig er med. Men Bredal bruger ikke Bojesen som central skikkelse, og man spørger uvægerligt om det er fordi han ikke værdsætter denne eminente tegners store force: med ganske få streger at kunne spidde alle personer fra politik og kulturliv på en prik, men næsten altid med lune og overbærenhed over for folk han ikke kunne lide. Det er en kunst, og den savnes i dag i Politiken.

Jeg er enig med Vinterberg i den generelle betragtning, at bladtegnerne i læsernes øjne tegnede bladet i langt højere grad end mange skrivende medarbejdere. "Næppe nogen avis har overgået Politiken i den kunst at integrere bladtegningen i hele fladen af nyhedsformidling og opinionsdannelse, fra den enspaltede vignet til den bærende forsidetegning."



Men hovedsagen skal naturligvis ellers her være substansen i Bredals bog. Hans store clou er åbenheden om uenigheden inden for Politikens egne redaktionslokaler. Til gengæld mangler forståelsen for de dybere årsager hertil og dermed også forståelsen for at bladets oplysningsniveau sagtens kunne blive højere. Der kan i allerhøjeste grad sættes spørgsmåltegn ved om Politiken virkelig står for realismen og moderniteten anno 2009.

Provokationer hører som allerede nævnt med til et dagblads muligheder for at vække fornøden opmærksomhed, men det ligger i sagens natur at der er en grænse for deres art, hvis bladet skal holde gang i debatten i stedet for blot at støde læserne fra sig.

Næppe nogen vil bestride at et lille land som Danmark aldrig kan satse på ensidig militæroffensiv udenrigspolitik, men må lægge vægt på kulturoffensiven. Men Bredal synes ikke at forstå at modsætningen mellem kulturoffensiv og militæroffensiv politik dybest set er komplementær: Tesen og antitesen kan aldrig gå op i en logisk syntese, men må forblive som dynamisk spænding mellem to indstillinger der begge er berettigede og væsentlige.



Intet moderne menneske kan være imod hverken kvindefrigørelse eller seksualfrigørelse. Intet moderne menneske kan heller tro at kvinder ikke skulle have lyst til sex og følgelig må have ret til at udfolde den. Men man kommer ikke til bunds i problemet medmindre man accepterer at der er fundamental biologisk forskel mellem mænds og kvinders seksualitet i og med selve forskellen mellem mandlige og kvindelige hormoner. (P-pillen har forstyrret kvindernes hormonale situation en del, men det er en anden snak).

Forskellen betyder som tidligere anført at mænds begær i seksualiteten - som i alle andre henseender - er rettet udad mod erobring, besiddelse og magtbekræftelse, og at mænds forhold til kvinder følgelig tenderer mod en objektivisering der bogstaveligt gør kvinden til genstand for det fysiske begærs udfoldelse - medmindre mændene i forvejen har udviklet en etik der prioriterer ægte kærlighed til og reel respekt for partneren op på højde med erotikken og tilfredsstillelsen af begæret. Foretager mænd ikke denne opprioritering, bliver resultatet uværgerligt nedværdigelse af kvinden. Som i Brandes' og Jørgen Leths tilfælde. Men Politiken synes ikke at kunne hæve sig over dilemmaet i disse personers tilfælde.



Bredal fatter tilsyneladende slet ikke at Knud Rasmussen på fornemste vis fik påpeget den fundamentale forskel mellem en kultur der udvikler sig lineært ved hjælp af rationaliteten og en kultur der forløber cirkulært ved at forblive forankret i irrationalitetens immanens. 'Organet for den højeste oplysning' ser bort fra de fundamentale erfaringer om kulturens dybde: Mangfoldigheden og helheden er af irrationel art. Bevidst ensidighed og indsnævring derimod et resultat af rationalitet og intellektualisme - ligesom enhver form for ekstremisme og fanatisme.

Dette bestemmer i realiteten også kulturkampen eller kulturklassekampen som Bredal kalder den. Denne kamp er aldeles ikke de forsmåedes kamp mod en kulturel overklasse, men ganske enkelt folkets kamp mod en herskende klasse der ensidigt satser på rationaliteten og eksklusiviteten. Men ingen fatter nogensinde folkelighedens væsen uden at vove sig i kast med moderne dybdepsykologi. Og så langt tør Politiken ikke vove sig ud.

Modsætningen mellem sund fornuft og elitære fornuft er rigtignok dyb eller 'arketypisk'. Men det skyldes at de trækker på to fundamentalt forskellige psykiske fundamentalkræfter. Den stærke, primære eller medfødte giver fri associering, fri intuition og fri tidsfornemmelse, mens den svage, sekundære eller tillærte sørger for de logiske slutninger, begrebsmæssige sondringer og empirisk påviselige årsagsforklaringer. Alle samfund har brug for begge dele, men når de førstnævnte er umulige at komme til livs fra rationalitetens side, skyldes det ganske enkelt er det er dem der er mest intense og dem der giver mening og helhedsforståelse.



Når indvandringen kan give alvorlige problemer for et relativt homogent land som Danmark skyldes det ikke xenofobi eller fremmedhad endsige racisme, men ganske enkelt at et for stort antal ikke-integrerede mennesker giver for store sociale, kulturelle, økonomiske og politiske problemer på det praktiske niveau. Prøver indvandrere og indvandrergrupper bevidst at modarbejde tilpasning, assimilation og integration, skiller de sig automatisk ud og vil ganske naturligt blive mødt med mistro og uvilje. Det er derfor ovenud tåbeligt at gøre denne objektive psykologiske lovmæssighed til suspekt fremmedhad.

Bredal kan som sagt ikke forestille sig at man kan have andet end nostalgiske og antimodernistiske forestillinger hvis man forsvarer nationalstaten.

Og skønt han går ind for oplysning, snakker han om palaver, politisk kandestøberi og pøbelvælde, når demokrati forbindes med samtale og debat ud fra en helt grundlæggende opfattelse af at demokrati betyder borgernes aktive deltagelse i et lands styre. Selve forudsætningen for dette ideelle aktive demokrati er naturligvis et oplysningsniveau der gør det muligt for menigmand at kunne følge med i debatten og være i stand til at bidrage til den. Og Bredal kan have gode grunde til at frygte et demokrati der havner i endeløs palaver uden beslutsomhed og handlekraft, men han ser bort fra den essentielle og altid foreliggende udfordring: at oplysningsniveauet skal være så højt at argumenterne kan trænge så langt ind i folkesjælen eller 'kommunikationssystemet' at de sætter de nødvendige handlinger i gang.



Man må tage hatten af for at Bjørn Bredal overhovedet vover at tale om sjæl og folkesjæl, og altså mener Politiken har en sjæl, og at denne sjæl, ja, folkesjælen kan tage skade ved forkerte beslutninger af lederne, herunder redaktørerne på en avis. Politikens egen Herbert Pundik taler endda om chefredaktørers afmagt når det gælder at præge et land og dets politik. Han mener, hvis jeg har forstået ham ret, at 'folkedybet' faktisk er det sted hvor en nations fælles politiske og kulturelle linje eller vej afgøres. Og det er jo en temmelig ubestemmelig instans af irrationel art. Men ikke desto mindre efter min overbevisning en afgørende instans.

Derfor er det yderst interessant at Sigurd Hoel i den allerede nævnte analyse af begrebet kulturradikalismen påpegede at de rationelle kulturradikaleres dybeste motiver i virkeligheden var irrationelle. Dette er i virkeligheden alle menneskers inderste motiver uanset om de vil være ved det eller ej, for det ligger i at de stærke, intense, men ustabile psykiske grundprocesser er de 'primære': de er medfødte, altid aktive og selve forudsætningen for al kreativitet, nytænkning, transcendens og fremskridt. De står i modsætning til de svage 'sekundære', men til gengæld stabile processer der er forudsætningen for opbygning af realitetssans, nøgternhed, praktiske færdigheder, sprog, samtale, oplysning, videnskab og demokrati.

Derfor er det afgørende for al oplysning og modernitet at forstå at der er komplementaritet mellem det irrationelle og det rationelle, og dermed mellem på den ene side kunst, kreativitet, leg, erotik, kærlighed og religion og på den anden side håndværk, erhvervsliv, administration, politik, videnskab og fornuftig kommunikation.



Spørgsmålene om radikalismen, moderniteten og oplysningen besvares simpelthen forkert, hvis svarene fører til enten-eller-valg mellem modsætningspar som er komplementære fordi deres to dele er logisk uforenelige, men hver for sig værdifulde og uundværlige.

Men tilsyneladende ved Bjørn Bredal eller andre kloge hoveder på Politiken det ikke. I hvert fald spiller det ingen praktisk rolle for dem. De synes at være tilfredse med at kunne boltre sig i den manglende afklaring der ikke blot bevirker at chefredaktørerne undertiden kan have svært ved at blive enige med sig selv så At Tænke Sig må træde til med humorens ambulancetjeneste, men også at Politikens hus overordnet set forbliver splidagtigt med sig selv på samme niveau som for 50, 75, 100 eller 125 år siden. Og dette vel at mærke på et tidspunkt hvor der virkelig var grund til at komme videre.

For som historikeren Bo Lidegaard konkluderede i sin iøvrigt anerkendende anmeldelse af Bredals bog den 8.9. i Politiken, så er det "som om avisen ikke helt har besindet sig på, hvor hurtigt konteksten er skiftet og hvor dramatisk Politikens position har rykket sig i det politiske spektrum gennem det sidste årti. Vel at mærke ikke, fordi avisen i dag repræsenterer andre holdninger, end den gjorde i det forrige århundrede, men netop, fordi den ikke gør det". Og Lidegaard fortsætter: "Holdningsskredet forandrer den måde, vi er samfund og nation på, og det ændrer Politikens grundlæggende livsvilkår, selve den jordbund, bladet suger næring fra. Dermed forandres også opfattelsen af, hvad Politiken er. Der er fanden til forskel på at tage teten - og at stritte imod forandringen."

Jeg kan tilslutte mig Bo Lidegaard, men vil gerne for egen regning og for tydeliggørelsens skyld tilføje, at Politikens stritten imod forandringen først og fremmest ses af at bladet ikke vil acceptere den kulturkamp som foregår her i landet og som i bund og grund hænger sammen med en indvandring der har været alt for stor og som direkte truer dansk kulturs egenart og homogenitet. Politiken vælger i stedet en yderst ensidig polemik, ja, hetz mod personer og partier der tager problemet alvorligt. Ét er at bladet vælger partipolitisk side, det kan læsere med blot gennemsnitlig intelligens sagtens gennemskue og trække på skulderen af, for det virker jo tit mod hensigten! Noget helt andet er at debatniveauet systematisk sænkes, fordi redaktionen ikke respekterer modparten, men nærer dyb afsky for den.

Eller sagt med andre ord: Politiken tager ikke Bjørn Bredals egen indsigt alvorlig, at svingningen mellem realismen og romantikken nok er den dybeste svingning overhovedet i dansk kultur.

Skulle Politiken blive i stand til igen at tage teten i kultur- og samfundsdebatten, ville det kræve at man ser i øjnene at oplysningsniveauet skal hæves betydeligt, og det kan kun ske, hvis redaktionen begynder at tage bestemte centrale erkendelsesmæssige landvindinger fra det sidste århundrede alvorligt.



Min egen hovedkonklusion må i tilslutning hertil blive, at Politiken slet ikke er det 'organ for den højeste oplysning' som det i sin selvfedme bilder sig ind at være. Den dybdepsykologiske indsigt omkring de psykiske grundprocesser og de psykiske fundamentalkræfter, den erkendelsesmæssige indsigt omkring komplementariteten og den eksistentielle indsigt omkring konsistensetikken mangler ganske enkelt - og det på trods af at dybtgående indsigt i disse fænomener har været alment tilgængelig i årtier, endda i udsøgt dansk udgave.

Politikens vanskeligheder ses tydeligt af Bjørn Bredals mærkværdige retoriske spørgsmål i forbindelsen med kulturradikalismens status. Er kønsfrigørelsen kommet så vidt at der ikke er mere at komme efter? spørger han - som om kvindefrigørelsen ikke stiller sig på tværs. Er børneopdragelsen blevet så fri at det er lærerne der får tæv?, hedder det videre - som om det skulle være målet at få lærerne ned med nakken. Er rationalismen slået så hårdt igennem, at kristendommen går på krykker i Århus?, lyder det til sidst, vist nok møntet på Århus-biskoppen der prædiker mere humanisme end kristendom - som om det er rationalismens mål at få bugt med religionen som sådan.

Men et helt andet og virkeligt progressivt perspektiv er da muligt.



De to slags psykiske grundprocesser - den stærke og den svage fundamentalkraft - har været nævnt. Forståelsen for dem gør den gængse sondring mellem fornuft (hjerne) og følelser (hjerte) helt utilstrækkelig, eftersom den afgørende sondring i virkeligheden er de intense, men ustabile følelser og tanker over for de svage, men stabile følelser og tanker. De vekselvirker i et utroligt kompliceret, men givende og dynamisk spil der ovenikøbet får humoren til at blomstre.

Men væsentlig til en forståelse af hvad der foregår i et folk, en kultur, en religion, et samfund er først og fremmest de kollektive psykiske kræfter som med fordel kan betragtes som analoge til de elektromagnetiske kræfter i fysikken. Disse forekommer hvor elektriske eller energetiske systemer bevæger sig i forhold til hinanden. Og de har enorme virkninger på mange forhold. Det kollektivt ubevidste opstår ligeledes hvor der er dynamiske systemer (det vil her sige menneskegrupper, eventuelt hele folk) der bevæger sig eller udfolder sig i forhold andre og lignende dynamiske systemer (andre folk).

Der kan vel at mærke findes lovmæssigheder for disse dynamiske udfoldelser i relation til andre. En af dem hedder den sammenhængskraft der bevirker identitet inden for gruppen, folket eller nationen og som på samme måde som den personlige identitet hævder sig i sin forskellighed fra andre identiteter. Ud fra hele denne, her blot antydede begrebsramme er der intet uforståeligt endsige dunkelt og mystisk i hverken begrebet folkekarakter eller nationalkarakter - og heller intet uforståeligt i at de hævder sig i forhold til andre. Universalismen, kosmopolitismen og multikulturalismen er derimod en intellektuel størrelse, der kan idealiseres, men aldrig gøres gældende som psykisk grundfaktor.

Ligegyldigt hvordan et frit samfundsliv, et frit kulturliv og et frit religionsliv udfolder sig, vil det ske på basis af det kollektivt ubevidste, og derfor er der heller intet mærkværdigt i at selv de værste og mest forbenede rationalister altid er dybt motiveret af det irrationelle. Det beklagelige er kun at de ikke selv er klar over det - og følgelig giver sig hen til lidenskabeligt at kæmpe mod vejrmøller og andre indbildte fjender i bedste Don Quixote-stil.



Det er karakteristisk for oplysningstiden i slutningen af 1700-taller - som senere oplysningsfolk, inklusive Politiken altid refererer til - at den blev og måtte blive afløst af den modreaktion der hedder 'Romantikken' - jf. artiklerne herom. For modreaktionen var nødvendig, fordi rationalismen gjorde hvad den kunne for at mane alt det irrationelle i jorden, skønt al kreativitet og intuition stammer derfra. Romantikken havde mange fejl - og havnede i mange tilfælde i den rene og skære sociale og politiske virkelighedsfjernhed, fantasteriet eller æsteticismen. Men dens store fortjeneste var at genskabe den direkte føling med det kollektivt ubevidste. Og denne føling er sideordnet med rationaliteten i alt sundt kulturliv.

Komplementaritetssynspunktet stammer som bekendt fra kvantemekanikken og Niels Bohrs erkendelsesteori. Dens pointe er, at det er muligt at undgå den forhekselse af forstanden som alle havner i der partout vil vælge definitivt mellem to logisk uforenelige modsætninger - såsom opfattelsen af atompartikler som bølger og opfattelsen af dem som stof. I politik har vi en grundlæggende modsætning mellem frihedsprincippet (det liberale princip) og ligheds- eller tryghedsprincippet (det sociale princip). Og i gængs forestilling om menneskets sjælelige fænomener findes sondringen mellem fornuft og følelse. Enten-eller-valget er i sådanne logiske modsætningspar uhensigtsmæssig og blokerende for sund fornuft. Komplementaritetssynspunktet kommer derfor elegant forbi spærringerne ved at sige at modsætningerne er ligeberettigede og gavnlige til hver sit formål. De skal følgelig bevares som sideordnede og dynamiske modsætninger.

Og hvad angår konsistensetikken gælder at den er den eneste etik der kan holde sig fri af både den kantske pligtetik og den idealistiske formålsetik, idet den bygger på den lov for indre, psykisk konsistens som siger at det enkelte mennesker af instanser i sig selv der står over det snævre jeg er forpligtet til at sørge for overvægt af det gode i sit liv. Kun derved sikres den indre sammenhæng for det enkelte menneske som forhindrer indre splittelse. Overført til fællesskaber, hele kulturer og hele samfund gælder tilsvarende at kun den indre konsistens sikrer sammenhængen og forhindrer splittelsen.

Specielt for en bladredaktion gælder at kun denne indre konsistens kan forhindre den form for splittethed der hedder at nyhedsformidlingen er løsrevet fra meningsdannelsen, og at kulturstoffet derfor kan havne i sin særlige sektion, hvor folk kan sige hvad de vil uden at det får konsekvenser for den politiske udvikling. Det ser ikke ud til at Politikens redaktion nogensinde har hørt om konsistensetikken, men det er faktisk en af bladets mangeårige kronikører der har skabt den, nemlig psykiateren Erling Jacobsen (1919-88).



Det vil føre for vidt her at besvare spørgsmålet, hvorfor disse erkendelser ikke er blevet almengjort i løbet af de mere end to menneskealdre hvor de har været anvendt i faglige kredse og ført frem i offentligheden. Men det skal nævnes at jeg personligt ikke er i tvivl om grunden: Det ligger i den effektive rationalitets natur at sky alt det der ikke umiddelbart lader sig indordne under rationalitetens egne begrebsrammer. For rationalister tror at de ellers havner i dunkelheden, magien, mystikken eller mørket hvor alt håb er udelukket, og at de vil blive totalt opslugt, hvis de ikke stritter imod det bedste de har lært.

Efter Bjørn Bredals bog om 'Politiken mod Politiken' synes dette dagblad at have samme idiosynkrasi over for den sunde fornuft der kan rumme både det rationelle og det irrationelle, både det folkelige og det elitære, både det frihedssøgende og det trygheds- og lighedssøgende. Derfor har bladet meget at indhente hvis det i det nye århundrede skal leve op til betegnelsen "organ for den højeste oplysning."

Jan Jernewicz



Henvisninger:   
Til toppen

Litteratur:

Bjørn Bredal: Politiken mod Politiken - idékampe 1884-2009 (Politikens forlag. 2009)
Politiken 125 år. Tillæg til Politiken 1.10.2009.
Søren Vinterberg: Levende streger - Politikens tegnere og tegneserier i 125 år. (Politikens forlag. 2009)

Hans Hertel: Bo Bojesens Danmarkshistorie 1943-94. (Gyldendal. 1994)
Hans Hertel: Bo Bojesen og den store verden 1945-1996. (Gyldendal. 1996)
Jørgen Knudsen (red.): Den kulturradikale udfordring. (Gyldendal. 2001)
Jørgen Knudsen: GB - En Georg Brandes-biografi. (Gyldendal. 2008)
Rune Lykkeberg: Kampen om sandhederne. (Gyldendal. 2008)



Link til:    Politiken



Relevante artikler på Jernesalt:

Georg Brandes og hans dybt inkonsistente radikalisme
Kulturelitens ulidelige foragt for folket
- eller 'kampen om sandhederne' ifølge Rune Lykkeberg

'Muhamedkrisen'
Jørgen Leth
Storm P.
Bo Bojesen



Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistensetikken
Erling Jacobsen



'Jernesalts 2009-filosofi'

Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Politiken og det ydre skin  (11.10.06.)
Politikens jægersag en mediestunt?  (17.9.09.)
Mediedækning af krig og konflikt - kontra oplysning  (2.2.09.)
Dagbladene under pres  (19.4.07.)
Politikens reaktionære holdning  (28.2.06.)
Pop og politik uforenelige?  (18.1.0.6.)
Politiken, valget og livsløgnene   - er dagbladet i virkeligheden blevet reaktionært? (2.2.05.)
Politik og medier Er politikerne i det gennem-medialiserede samfund dømt til populisme?



Artikler om Medier
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal