ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.2.05.

Politiken, valget og livsløgnene

Lige siden valget i 2001 har dagbladet Politiken været en hårdnakket og ihærdig modstander af VK-regeringen og dens chef, statsminister Anders Fogh Rasmussen. Det har på intet tidspunkt skortet på nedsabling af dem.

Det sås allerede tydeligt da dagbladet faldt ind i det socialdemokratiske kor der straks påstod at regeringen førte blokpolitik, selvom den udtrykkeligt sagde at den betragtede den gamle klassekamp som definitivt passé og vitterligt stræbte efter brede forlig på flest mulige områder. Men som bekendt skal der flere parter til et forlig, og hvis oppositionen ikke ville være med, kunne forlig naturligvis ikke altid nås. Det behøver blot ikke være regeringens skyld, for en opposition kan nu engang ofte se sin fordel i ikke at medvirke til noget der kan fortolkes som opbakning til regeringen.

Nedsablingen sås sandelig også da statsministeren modigt lagde afstand til smagsdommerne i landet. Hverken Politiken eller oppositionspartierne fattede, at statsministeren skelnede mellem smagsdommere og eksperter, og nok ønskede visse af de mange overflødige nævn nedlagt som den tidligere regering havde fået oprettet, men sandelig ikke frabad sig fornuftige og anvendelige analyser fra vores mange udmærkede eksperter. Det var smagsdommeriet Fogh undsagde, og det vil på jævnt dansk sige den stærke hang til at bestemme folks smag, fornemmelser og meninger som desværre præger alt for mange kloge hoveder i landet, som ikke tror folk kan tænke selv.

I en typisk helsides-analyse i søndagsudgaven af Politiken 16. januar, da valget endnu ikke var blevet udskrevet, men var ventet, hed det med store bogstaver at 'Fogh er tro mod sin bog', dvs den bog han udgav i 1993 under titlen 'Fra socialstat til minimalstat', men som han efter Venstres valgnederlag i 1998 lagde afstand til, fordi han havde indset at ærkeliberalistiske ideer tilhørte fortiden, mens vejen frem for det moderne velfærdssamfund var 'den tredje vej' - midterbanen mellem sociale og liberale hensyn.

Analysanden, Hans Davidsen-Nielsen, gentog Poul Nyrup Rasmussens ukloge boomerang fra Valby-Hallen under valgkampen, hvor han rev sider ud af Foghs bog med ordene: "Det der i virkeligheden skjuler sig bag Anders' socialdemokratiske tale er at vi i Danmark skal tvinges til et liberalt eksperiment". Davidsen-Nielsen gjorde på sin side tilsvarende gældende, at statsministeren aldrig har undergået nogen forvandling fra hulemand til julemand. "Alt tyder på, at han følger planen fra sin bog. I den er der ingen tvivl: Der findes ingen mellemvej."

Davidsen-Nielsen har ikke forstået et muk af det hele. For alternativet er netop ikke hulemand eller julemand, men den ansvarlighed der indebærer, at det moderne velfærdssamfund udbygges gennem borgernes stigende ansvar for deres eget liv - til forskel fra den gamle opfattelse der klientgjorde flest mulige gennem statens hjælpeforanstaltninger og gennem social- og forsorgsmedarbejdernes ekspansive evner og tilbøjeligheder.

Men ret skal være ret. I denne valgkamp har Roald Als ikke sparet på de enøjede betragtninger, men dagen efter valgudskrivningen, onsdag den 19., kunne Politiken på sin forside og i hele avisens bredde bringe en pragttegning af løbets start, hvor alle partiernes ordførere er klar ved starthullerne. Fogh kan tyvstarte fordi det er ham der siger 'Parat! Start!'. Kristendemokraten Marianne Karlsmose beder en stille bøn; Mimi Jacobsen vender den forkerte vej; Bendt Bendtsen forsikrer at han er lige i hælene på Fogh - og Mogens Lykketofts bane går i modsætning til alle de andres op ad bakke!

Lørdag den 21. hedder det, at VK's løfter indfries i dryp, helt frem til slutningen af valgperioden 2009. Om søndagen er det store emne naturligvis at den nye konservative stjerne, Connie Hedegaard, syntes valgkampen var ved at køre af sporet - netop med den pludselige undsigelse af aftalen om dankort-gebyret og de mange valgløfter.

Tirsdag bringes den politiske redaktør Jakob Nielsens nyhedsanalyse på forsiden under overskriften: "Foghs besynderlige uge: Panik og personlig triumf". Den påståede panik gik naturligvis på fyringerne i Hjørring, der kom alt andet end belejligt for regeringen. Men panik?! - Nåh, ja, udtrykket dæmpes længere henne i artiklen til 'den lidt paniske åbning' af valgkampen, og den personlige triumf for Fogh viser sig at bestå i at Foghs personlige popularitet vejer tungere end Mogens Lykketofts. Så hvorfor den første uge skal kaldes besynderlig, får stå hen.

Onsdag den 26. hedder det på forsiden at S åbner talkrig om velfærd. Det dækker over at Mogens Lykketoft i sine bestræbelser på at vende de håbløse meningsmålinger tyr til den strategi at påvise med tal at Venstres (regeringens) jobplan ikke holder. Som bekendt førte talkrigen blot til påstande mod påstande i så endeløse baner, at de fleste almindelige mennesker fandt det dybt godnat.

Fredag den 28. kunne Politiken under et billede af en smilende Anders Fogh Rasmussen, udsat for de autonomes udemokratiske og udanske chikanerier i Svendborg, bringe nyheden: 'Gave til VK: Ledighed falder'. - Faldet var ikke særligt stort, men klart - og dokumenterede således at udviklingen i konjunkturerne formentlig er vendt. Det er naturligvis i sig selv godt nyt for regeringen, men giver også dens planer for fremtiden et sikrere grundlag.

Det forhindrede dog ikke et omgående modspil: 'Lykketoft kommer med jobgaranti', stod der på forsiden søndag den 30.1. Garantien skulle gælde for de mange offentligt ansatte der vil blive berørt af den omfattende rokade i forbindelse med den nye kommunalreform. Hvis socialdemokraterne kommer til magten vil ingen blive fyret, blev det lovet. Men indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen kunne omgående i radioen erklære, at garantien var helt overflødig, for der ville blive brug for alle i den nye reform.

Men Lykketofts udspil skulle ses i sammenhæng med at en vælgerundersøgelse dagen forinden havde vist, at det just er kvinderne der svigter socialdemokraterne, endda i et tal på over 100.000. Så noget måtte gøres. Og Politiken illustrerede da også denne nyhed med et foto af Lykketoft foran et garderobe-stativ med lutter tomme bøjler. De kvindelige vælgere har taget deres gode tøj og forladt Mogens Lykketoft i løbet af valgkampen, stod der.

Men medierne er i høj grad med til at sætte dagsordenen ved at blæse udvalgte historier og temaer stort op. Politiken er naturligvis ingen undtagelse. For på den ene side kan læsere og seere og valgforskere brokke sig over mediernes magt alt det de vil, på den anden side kan intet dagblad og ingen tv-kanal risikere at miste læsere eller seere ved at bryde mønsteret og gøre noget andet end konkurrenterne. Kun et uafhængigt organ som 'Jernesalt' kan tillade sig at gå sine egne veje.

Hvad man imidlertid kunne bebredje det enkelte medium, og måske navnlig et dagblad som Politiken, er at der tilsyneladende slet ikke vises nogensomhelst interesse for at bryde det gamle højre-venstre-skel. Man hopper end ikke af den gamle traver om at socialdemokraterne skulle have en slags patent på velfærdssamfundet, skønt det i foregangslandet Tyskland var en borgerlig regering der lancerede det under Ludwig Erhards slogan 'Wohlfart für alle'. Bestrides kan det for Danmaks vedkommende heller ikke, at der har været flere borgerlige regeringer undervejs, og ingen af dem har forsøgt at skrue tiden tilbage til mellemkrigsårene.

Hvad næsten alle andre end Fogh Rasmussen glemmer er, at velfærdssamfundet fik sin svært oprettelige skævhed ved den offentlige sektors kolossale vækst fra og med momsens indførelse i 1967 (under Krags og Larsens 'Røde Kabinet'). Momsen var i starten kun 10 %, men steg hurtigt til 25 % og udgør i dag en femtedel af statens samlede indtægter. Den der skriver disse linjer har på et møde i 1967 oplevet SF's daværende skattepolitiske ordfører Sigurd Ømann med et blink i øjet bedyre, at nu skulle vi bare vente og se, for nu ville staten i løbet af få år komme til at sidde på det hele!

Som bekendt blev det ironisk nok VKR-regeringen 1968-71 der kom til at administrere den uønskede vækst. Den var flere år om at opdage, at udviklingstendensen hverken var holdbar set fra et borgerligt synspunkt eller fra et samfundsøkonomisk, men da var skaden sket. Derfor har det virkeligt været et vendepunkt i udviklingen at VK-regeringen i 2001 kom til fadet med den klare målsætning at reformere velfærdssamfundet for at bevare og videreudvikle dets bedste sider. Hele grundfejlen i den gamle socialdemokratiske model - glimrende afsløret af socialisten Jørgen S. Dich i bogen 'Den herskende klasse' fra 1973 - var identifikationen af velfærd med offentlig støtte og omsorg.

Der er naturligvis intet at sige til at socialdemokraterne med mange offentligt ansatte blandt sine vælgere konsekvent - under Anker Jørgensen, Svend Auken, Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft - har opretholdt den gamle opfattelse og følgelig forsøgt at stemple Anders Fogh Rasmussens nye linje som blokpolitik der vil undergrave velfærdssamfundet. Auken gentager såmænd synspunktet i sit store indlæg i Politiken 19.1. under overskriften 'Sådan kan valget vindes'.

Et af udslagene af denne holdning er den ledende debatredaktør Michael Jespersens klumme den 22.1. der kom til at hedde 'Tillykketoft', og som udnævner Mogens Lykketoft til vinder af valget, ikke fordi han vil vinde flere stemmer, men fordi "alle partier, inklusive Danmarks Liberale Parti, kysser og krammer den socialdemokratiske velfærdsstat i fuld offentlighed. Den egentlige taber er Søren Pind & Co. For i denne januarmåned 2005 kan det ikke længere skjules: Der er ikke noget alternativ til socialdemokratismen".

Efter forgæves at have grublet over hvad det er for kamp vi har fået mellem de to store partier, siden højre-venstre-skellet er kommet på historiens mødding, og kulturkampen er gået samme vej, summerer debatredaktøren op: "Der er ikke meget at vælge imellem. Vi står med to konkurrerende socialdemokratier.... Politiken er ens, der er kun stilen til forskel. Og her har S et problem. Fogh holder bedre socialdemokratiske taler!"

Jespersen fatter altså heller ikke en brik af hvad der foregår, og kan følgelig heller ikke yde et bidrag til opklaringen.

Det samme må siges om den britiske sociolog Anthony Giddens der med sin bog om 'The Third Way' fra 1998 var en af de førende ideologer bag New Labours og Tony Blairs valgsejre. Han er nu i gang med en ny bog 'Beyond Left and Right' og får meget aktuelt placeret en artikel på samme side som Jespersens klumme med den for de danske socialdemokrater åbenbart forjættende titel: 'Venstrefløjens vej til magten'.

Titlen forudsætter at visse socialdemokratiske eller socialistiske partier endnu ikke er kommet fri af venstre-højre-skellet. Og dette kan ifølge Giddens skyldes taktiske og strategiske såvel som dybereliggende ideologiske fejl, herunder for lidt revisionisme. Måske burde han heller tale om for kedelig revisionisme. Men det er umiddelbart forbløffende, at Giddens overhovedet finder det påkrævet at bringe dette forældede begreb fra den marxistiske jargon i anvendelse. Men åbenbart er det stadig nødvendigt i de kredse at advare mod revolutionære drømme.

Giddens har indset, at revisionismen skal have en følelsesmæssig gennemslagskraft, for - og her kommer så det rigtige udtryk - "en pragmatisme uden lidenskab vil ikke give blivende politisk opbakning". Den politiske højrefløj i Europa har ikke en sammenhængende politisk dagsorden, hævder han. Men venstrefløjen vil omvendt kun formå at løfte en af tidens største udfordringer, hvis den formår at lancere en ny lighedstanke, nemlig en lighedstanke som er forenelig med dynamisk og konkurrencedygtig økonomi.

Og se, det er jo lige præcis hvad Venstre under Fogh Rasmussen - og med ham VK-regeringen - ser som den store politiske udfordring og som de og mange vælgere mener det eksisterende politiske alternativ vil være uskikket til. Godt nok ynder Venstre ikke at tale om lighed, men vil hellere tale om fællesskab, solidaritet med de svage og social ansvarlighed. Og der kan ligge nogle ikke uvæsentlige nuancer i dette, men kernen i Venstres visioner er at en dynamisk økonomi er forudsætningen for velfærden - og ikke omvendt.

Hvad hverken Anders Fogh Rasmussen eller Anthony Giddens endnu er nået frem til i deres filosofi, er en erkendelse af at lighedstanken og frihedstanken er komplementære størrelser, der aldrig nogensinde vil kunne gå op i en fælles harmonisk syntese, men altid vil være modsatrettede tendenser. Men komplementariteten indebærer forståelsen for at begge tendenser er berettigede og nødvendige og hver for sig har nogle fordele. Dynamikken i samfundsudviklingen kommer af modsætningen mellem den. Denne skal derfor hverken ophæves eller tilsløres, men holdes i live inden for demokratiets, ansvarlighedens og reformbestræbelsens rammer.

Politisk vil der altid være en forskel mellem dem der prioriterer friheden over ligheden og dem der gør det modsatte - just derfor er der fortsat forskel mellem den moderne Anders Fogh Rasmussen og hans modpart. Og derfor er det ikke bare en bedrift af Fogh Rasmussen at han personligt har flyttet sig i ideologisk henseende, men at han har formået at flytte sit parti. Søren Pinds liberalisme har ingen chance i partiet fremover. Skulle han hidtil have været i tvivl herom, burde han og hans tese-skrivere være blevet klogere i går, den 1. februar, da Anders Fogh Rasmussen på et valgmøde med De liberale Studenter på Århus Universitet udtrykkeligt sagde, at liberalismen som ideologi hører fortiden til.

Her får Fogh og Lykketoft hver sin reportage med billeder. Om Fogh hedder det for uge 1, at han forsvandt dagen efter det store show blev udskrevet. "Vi holder lidt igen med Fogh her i begyndelsen", sagde hans presssechef. Det er Venstres taktik at køre sit eget løb. - Om Lykketoft hedder det at han efter en stille start kom i omdrejninger, da han spontant (!) tog til Hjørring for at møde de fyrede slagteriarbejdere. Han tror stadig på sin chance selv om meningsmålingerne ikke har været opmuntrende.

Ugen efter gennemgås begges charmeoffensiv rundt i landet. Fogh kan ikke helt løbe fra sit noget reserverede væsen: Hertil og ikke længere, synes han at sige. "Det er næppe en floskel, at Fogh Rasmussen er et beskedent og usnobbet mennesker, der ikke synes at besidde evnen til forstillelse - eller indlevelse? - i større stil, og måske er det derfor, han i omgangen med vælgerne aldrig virker hverken sentimental eller beregnende", skriver Anders Rou Jensen. "Han prøver at være ligefrem, men der er stadig noget lidt kejtet tilbage. Han kan ikke uden videre sludre løs eller falde ind i jargonen, når stemningen kalder på småsnak."

Værre står det til med modkandidaten: 'Sandet løber ud af Lykketofts timeglas' står der råt og brutalt som overskrift. I en hel uge har denne mand været stjernen i rock'n'roll-tourbus... Men "Mogens Lykketoft er frustreret. Han prøver at lade være med at slå sig ud af de dårlige meningsmålinger og tror fortsat på argumenternes kraft", hedder det. Risikerer du ikke at tabe på det, spørger Rasmus Emborg. Og Lykketoft kan kun svare jo. "På det felt virker Lykketoft afklaret. Han ved godt, at han er oppe imod en modstander der kan noget han ikke kan. Og han har ikke brug for at blive elsket, blot forstået. Men det sidste kan åbenbart være svært nok....."

Samme søndag den 30.1. har en reklamemand med speciale i strategisk og kreativ kommunikation, Frederik Preisler, en sammenligning mellem Fogh og Lykketoft i deres forvandling fra grønne studenter i hhv 1972 og 1969 til statsmænd i 2005 (selvom Lykketoft endnu ikke har haft lejlighed til at vise om han overhovedet har statsmandsformat!).

Om Lykketoft foråret 2004 hedder det, at mandens diabolske karakter er forsvundet. Der har sneget sig en usikkerhed ind i hans øjne. Men i sommeren 2004 kan det konstateres, at han har benyttet tiden til at få en alvorlig studsning. "Han er fuldstændig uigenkendelig. Han har fjernet Lykketoft selv. Hvem er den mand?.... Han ser historieløs ud. Eller værre: Han kan ligne en person der fornægter sin historie...". Og bedre bliver det ikke i 2005: "Han er desperat. Nu er også brillerne væk, og kontaktlinserne får ham til at sidde og blinke hele tiden. Han ser ud til at været blevet et par år ældre, og han har nu skiftet så meget image, at han er en nyt og ubeskrevet blad."

Om Fogh sommeren 2004 skriver Preisler, at han stivnede for 15 år siden i sit erhvervslook, men vi kan genkende ham. Han er en pæn mand. Og så har han indført en kommunikerende gestik og mimik. Selvfølgelig har han haft rådgivere, men det er ikke en spindoktor der trækker i alle trådene. Fogh har i sin tid som statsminister udviklet et bemærkelsesværdigt talent for at kommunikere. Og nu lykkes det for ham at smile.... Men han har fået markant flere grå hår...." Og nu i 2005 ligner Fogh "en erhvervsmand der er ved at være lidt træt. Han er blevet væsentligt ældet. Han har på en realtid på to år taget et spring på fire-fem år. Men han har færre grå hår.... Kigger vi på det første og det sidste billede af Fogh, ser vi en mand for hvem det gik over al forvetning. Men han er ikke glad mere."

Det tør kaldes et par karakteristikker der vil noget. ja, til syvende og sidst giver de en meget stor del af forklaringen på, at de to politikeres appel til vælgerne giver vidt forskelligt resultat til Foghs meget klare fordel. Efter min mening er det dog ikke helt rigtigt at Fogh er træt. Jeg synes gennemgående han virker veloplagt, men naturligvis er det et umådeligt krævende job at være statsminister. Det kunne ses på Schlüter såvel som på Nyrup. Og vil også på et eller andet tidspunkt kunne ses på Fogh. Men sandsynligvis kan han se frem til mange gode år endnu. Udfordringerne er der i hvert fald. Og det samme tror jeg lysten til at tackle dem vil være.

Derimod er der nok en sandhed i Preisler ord om, at Fogh ikke er glad mere eller i hvert fald ikke ser glad ud. Men det kunne skyldes noget helt andet end eventuel træthed, nemlig at manden vedblivende er for målrettet og selvkontrollerende.

Det vil med dybdepsykologiske begreber sige, at Fogh Rasmussens jeg er alt for dominerende i hans egen personlighed. Det er ikke tilstrækkeligt 'relativeret' til fordel for kontakten med det uudtømmeligt skabende og befriende selv. Men det kan der gøres noget ved. Det er blot næppe den slags spindoktorer har forstand på og kan rådgive om! - Jf. artiklen Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.).

Det er naturligvis ikke uforståeligt at bladet sætter fokus på de to topkandidater der efter traditionel målestok tegner henholdsvis regeringen og Hendes Majestæts ærede opposition. Men selvom valget ikke er afgjort endnu og ikke bliver det før det sidste kryds er sat i valgboksene og valglokalerne forsvarligt lukkede, så er der alligevel stærke grunde til at tage til efterretning, at de forrige tider er forsvundne, som Arendse sagde til den syge Johannes Ewald. Det århundredgamle skel mellem højre og venstre i dansk og megen anden europæisk politik kan ikke længere bruges til en forklaring af de politiske modsætninger.

Dette var måske lidt uklart ved valgets begyndelse her i januar 2005, fordi meningsmålingerne det meste af året 2004 svingede en del til fordel for socialdemokraterne og ulempe for Venstre. Men det er blevet meget klart siden, og vel at mærke ikke udelukkende fordi Mogens Lykketoft synes at have haft store problemer med sit look og sin appeal.

Det påfaldende er nemlig, at den borgerlige fløj omkring VK-regeringen og Dansk Folkeparti har været inde i en uhyre stabil periode, mens turbulensen i dansk politik ligger på den anden fløj. I SF har der været uro omkring EU - og alt tyder på at partiet blot nogenlunde holder stillingen, mens Enhedslisten går frem. Men Det Radikale Venstre stormer frem - og det synes helt overvejende at ske på bekostning af socialdemokraterne.

En undersøgelse af Megafon for TV2 har afsløret at de radikale denne gang får mange nye vælgere fra studenter- og kunstnermiljøerne i universitetsbyerne. Det udlægges frejdigt af TV2's kommentator som udtryk for at det er de intelligente der søger partiet. Og det er da muligt, men det er meget forenklet, for om studenter gælder først og fremmest at de generelt er meget teoretiske og meget uerfarne mennesker, og om kunstnerne at de sjældent lægger vægt på økonomien. Og da de radikale de sidste tre-fire år har bevæget sig meget stærkt væk fra deres gamle realpolitiske og pragmatiske linje over mod en langt mere idealistisk og pacifistisk linje, så er det ikke så underligt endda, at det netop tiltrækker unge og intellektuelle.

Men hvis det samtidigt er socialdemokraterne der fravælges, er det sandelig en udvikling der kan få vidtrækkende følger for dette parti de efterfølgende år. For det vil indebære, at det gamle højre-venstre-skel vil være så diffust, at end ikke det mest dogmatiske partimedlem længere vil kunne støtte sig til det.

Hertil kommer så også det forhold at opinionsmålingerne fra Megafon samme dag viste, at der i Det konservative Folkeparti er en vis uvilje mod samarbejde med Dansk Folkeparti, idet omkring 43 % hellere ser et samarbejde med de radikale. Grunden kunne være, at Dansk Folkeparti for mange konservative mennesker er for folkeligt, nøjagtigt som det gælder for mange radikale. Men folkeligheden er faktisk det der gør Dansk Folkeparti til bærende for Anders Fogh Rasmussens ikke-elitære linje.

Dybest set kunne man sige at der i en vis forstand er tale om, at både de radikale og dagbladet Politiken er ved at blive reaktionære i den helt ordinære betydning at de ud fra kulturradikale og pacifistiske grundholdninger er blevet modstandere af en dynamisk udvikling som tegnes af andre end den traditionelle, mere eller mindre intellektuelle og idealistiske venstrefløj.

Ja, man kunne gå så vidt som at sige, at begge parter synes at foretrække behagelige illusioner for generende sandheder. Og livsløgne skal man som bekendt ikke tage fra gennemsnitsmennesker, for så tager man lykken fra dem, som det hedder i Ibsens 'Vildanden'.

Men illusioner trives skam fortsat i det politiske liv - og navnlig i oppositionen - og kan derfor være med til at præge udviklingen uheldigt.

Politiken er bestemt ikke nogen kedelig avis. Men det ville være synd at sige, at den for tiden holder læserne ajour med de dybereliggende kræfter der bevæger samfundsudviklingen og som støt og roligt forrykker spændingsfeltet i det politiske liv.

Valget en stor sejr for regeringen  (10.2.05.)
men må alligevel føre til overvejelser i Venstre

Politiske parametre  (6.2.05.)
helhedsrealistisk principper for politisk vurdering

Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
- dristig, men rettidig udmelding fra Venstres formand om liberalismen

Haarder og Dybkjær om socialrådgivere  (3.2.05.)

Radikal manipulation med Haarders ord  (31.1.05.)
Deadline under lavmålet - i interviews med Fogh og Lykketoft
Valget i medierne (løbende serie)

Folketingsvalgets perspektiver  (19.1.05.)

Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)

Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)
om statsministerens strategi for næste valgperiode

Socialdemokraterne i krise  (12.12.04.)
i det nye spændingsfelt mellem Venstre og Dansk Folkeparti

Midten i dansk politik  (25.10.04.)

Er de radikale blevet ekstremister?  (17.8.04.)

Individ og samfund som komplementære fænomener
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener

samt  Det eksistentielle værdimanifestet - i forkortet udgave  (27.9.04.)