Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Latter

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.5.03.


Latter, morskab og humor

essay om humorens væsen, former, nytte og unytte
- med udgangspunkt i bog af udviklingspsykologen Hans Vejleskov

Indledning
Vejleskovs tilgang
Filosoffernes humor
Den psykologiske humorforskning
Studiet af børns humor
Humorens unyttighed
Afslutning om 'humormennesket'
Kilder og henvisninger



Indledning   
Til toppen   Næste afsnit

I forbindelse med Den internationale latterdag søndag den 4. maj - der tilfældigvis, men meget passende faldt sammen med årsdagen for budskabet om Danmarks befrielse 1945 - kan det være på sin plads at minde om at der er forskel på latter og humor.

Latter kan ses og høres, fordi den er et kropsligt udtryk for morskab af mange forskellige årsager. De kan spænde fra det at blive kildet til det at se noget morsomt i at Gøg og Gokke smider lagkager i hovedet på hinanden eller det at høre noget morsomt som Woody Allens vits: "My brain is my second favorite organ".

Det kropslige udtryk er naturligvis forskelligt - alt efter hvor morsomt det man ser eller hører er - eller hvor og hvor stærkt man bliver kildet (hvis man overhovedet er kilden). Men generelt regnes latter for sundt. Den virker frigørende eller afspændende og er derfor blevet et stigende savn i alvorlige tider (som pietismen eller fundamentalismen) eller tider med høj grad af stress - som i nutidens vestlige IT-samfund med dets koncentrerede arbejde, enorme informationsstrømme via tv, radio, telefon, sms, fax, e-mail og internet, jagede børn og opskruede forbrugs-, sundheds- og oplevelsesforventninger der er ude af proportioner med såvel privat- som samfundsøkonomiske ressourcer.

Latter er ikke passende alle steder, fx ikke ved begravelser, i kirker eller i koncertsale. Det sidste gælder dog ikke, hvis komponisten bevidst har haft til hensigt at fremprovokere latter således som Mozart eller den moderne Schnittke har. Høj, ubehersket, støjende latter er heller ikke velset i alvorlige forsamlinger eller ved pæne middagsselskaber. Sig mig hvordan du ler, og jeg skal sige dig hvem du er! siges det truende. Ubehersket latter anses som tegn på mangel på kultur, i hvert fald blandt hattedamer. Villet latter, "stimulated laughter", som den udfolder sig på latterdage eller i latterterapi anses for latterlig.

Humor er et langt mere komplekst og omfattende begreb, som omfatter den nævnte kropsrelaterede latter, men ellers spænder over vidtforskellige fænomener som evnen til at forstå og værdsætte humor, evnen til at komme med humoristiske, dvs spøgefulde, vittige eller ironiske og satiriske bemærkninger, og evnen til at more sig, le, se det komiske i tingene, menneskene, hændelserne. Ja, den går videre til en livsholdning der indebærer at man ikke tager alting alvorligt eller højtideligt - heller ikke sig selv - men kan bevare en vis afstand til tingene, endda til tilværelsen som sådan, dvs se denne i det helt store, evige eller ‘guddommelige' perspektiv.

Humor er et af de fænomener der hverken kan forklares eller defineres, og derfor rettelig bør betragtes som et elementært, irreducibelt fænomen. Mange mennesker kan end ikke tolerere, at visse filosofisk anlagte personer ikke destomindre indlader sig på en systematisk behandling af emnet med det formål at finde nogle sammenhænge mellem humor og andre sider af det menneskelige, herunder det psykologiske, æstetiske og etiske.

I al behandling af humor støder man uvægerligt på det ejendommelige fænomen, at forsøg på at forklare et udslag af humor, en joke eller en vittighed tager livet af den. Det synes væsentligt for al humor, at den helst skal forstås umiddelbart. Den der i en forsamling sidder tavs og ubevægelig tilbage når der fyres en vittighed af fra scenen som får alle andre til at skraldgrine, afslører sig som enten dum, snerpet eller humorforladt - eller hørehæmmet!

Men når filmkomikeren W.C. Fields påstår, at det morsomste ved humor er at man aldrig véd, hvorfor folk ler, så turde det være lidt af en spøg fra hans side, for han vidste i hvert fald selv så meget om sagen, at han kunne få folk til at le af hvad de så og hørte på film. Men selvfølgelig har han ret i, at folk ikke alle sammen ler ad det samme.



Vejleskovs tilgang   
Til toppen   Næste afsnit

Professor i udviklingspsykologi ved Danmarks Lærerhøjskole Hans Vejleskov udsendte i 2000 på det stilige Akademisk Forlag en bog om "Latter, morskab og humor - med ustadigt henblik på børnepsykologien", og her giver han med mange glimt i øjet et fortræffeligt overblik over emnet i en traditionel lærebogsform med noter og henvisninger og hele pivetøjet - altsammen med det erklærede og respektable formål at give den nødvendige baggrund for at forstå humorbegrebet i dets rigdom på facetter og ikke mindst relatere det altsammen til børns udvikling. Som det pæne menneske han iøvrigt er, gengiver han de forskellige filosoffer og psykologer loyalt og stort set uden kritik. De kritiske bemærkninger i det følgende skal derfor ikke lastes professoren.

Han gør selv opmærksom på, at bogens titel ikke skyldes, at bogen er sprudlende morsom, men han lader bogen illustrere med nogle af Storm P's bedste ‘fluer', som han med fuld ret betragter som bidrag til humorpsykologien, men som man i virkeligheden også kan betragte som den allerbedste måde at påpege humorens væsen og mangfoldighed på - uden nærmere forklaringer. De bliver således ikke blot et godt supplement til forklaringerne, men faktisk et fint komplementært modspil. Og når Vejleskov et sted i en note fortæller, at han selv i en bestemt periode af sin skoletid, nemlig 3. mellem, ofte blev sat uden for døren af religionslæreren straks ved timernes begyndelse, fordi han ikke kunne bare sig for at grine, så siger det ikke så lidt om manden og hans vågne interesse for fænomenet humor. Han led iøvrigt ikke samme skæbne når den selvsamme lærer underviste i matematik!

Vejleskov anbefaler nogle vigtige distinktioner når man beskæftiger sig med humoren og dens væsen.

Det er således nødvendigt at skelne mellem noget der sket i en given situation og så personlige egenskaber, som mere eller mindre tydeligt karakteriserer et menneske hele livet. Det er nu engang forskel på at sige en vittighed og at være en vittig person.

Det er ligeledes nødvendigt at skelne mellem spøg, vittighed og anden sjov der ‘bare er for sjov' - og så spøg der går ud over en anden som fx bidende, sarkastisk eller ondskabsfuld ironi. Dette indbærer, at man må tage hensyn til om en spøg, vits eller ironisk bemærkning er venlig eller fjendtlig, og om et vittigt eller ironisk menneske er det på en overvejende positiv eller negativ måde.

Endelig kan selve objektet for morskaben, spøgen, vittigheden eller humoren være ting og hændelser der sker eller er sket, eller tredje person der enten er til stede eller fraværende. Det kan være den man er sammen med eller taler med, eller det kan være én selv.

Humoristisk sans er noget almindeligt som ytrer sig ved, at man har let ved at se det morsomme i en situation og som regel også let ved selv at sige eller gøre noget morsomt. Hvad der er morsomt er kulturafhængigt og dermed - for nu at nævne et aktuelt eksempel - forskelligt for sekulariserede vestlige mennesker og for ikke-sekulariserede muslimske mennesker. Men det er også subkulturafhængigt og dermed forskelligt for arbejdere og akademikere, faglærte og ufaglærte, jyder og københavnere osv. Tilmed er der klare aldersforskelle og klare kønsforskelle.

"Den store humor", som filosoffen Harald Høffding kaldte den i en bog af denne titel, er en livsholdning eller en livsfilosofi der præger visse mennesker i deres forhold til sig selv, andre og tilværelsen. De har humor, men behøver slet ikke at være morsomme. De har ‘glimt i øjet' og ser med et venligt, ofte overbærende smil på andres bestræbelser og fejl mv., men også på sig selv og egne fejl og bestræbelser. De er selvuhøjtidelige, tager nok tingene alvorligt, men ikke højtideligt. Og de ser det hele ‘sådan lidt fra oven'.

Denne såre vigtige eksistentielle form for humor kan være endnu større end Høffding kunne se, men dette kommer Vejleskov desværre ikke ind på.



Filosoffernes humor   
Til toppen   Næste afsnit

Ser man på de filosofiske opfattelser af humoren gennem tiderne, så er det påfaldende så negative opfattelserne synes at have været indtil nyere tid. Selv ironikeren Sokrates var ikke nogen tilhænger af latter. Men helt galt blev det da den kristne kirke lagde sin klamme hånd på livsudfoldelsen i sit forsøg på at lede folket på rette vej til frelsen.

Umberto Eco har i sin roman 'Rosens navn' på glimrende vis ladet den blinde bibliotekar Jorge forklare den engelske detektivmunk William, hvor syndig latteren var. Latteren er svagheden, fordærvelsen, tåbeligheden i vort kød. Den er bondens fornøjelse og fyldebøttens tåbelighed. Latter gennemryster kroppen, deformerer ansigtstrækkene og får mennesket til at ligne en abe. Latteren er simpelthen et tegn på dårskab. Men han må dog indrømme, at kirken selv har afsat tid til fest, karneval og markeder.

Det gjorde kirken nu ikke frivilligt, og det kan man læse om hos Mikhail Bakhtin, der i sit store værk om Rabelais taler om middelalderens folkelige latterkultur som en protest mod den officielle kirkes holdning til livet. (jvf. artiklen   Latterkultur)

Den folkelige latterkultur opretholder utopien om et bedre liv, hævder Bakhtin. Den retter sig nemlig især mod to ting: klassesamfundets undertrykkelse af de fattige og ejendomsløse, og moralsamfundets undertrykkelse af den elementære og spontane lyst. Og da begge dele er knyttet til kroppen henter den folkelige latterkultur sin kraft i kropslige modbilleder til hele den kirkelige fromheds billeder: dvs til lysten, løssluppenheden, fællesskabet, friheden, ligheden og den groteske overflod. "Den fri lystfulde krop er det stærkeste argument mod en selvhøjtidelig, hierarkisk og morbid kultur."

Den engelske filosof Thomas Hobbes kalder ligesom Jorge ovenfor latter en fortrækning af ansigtet (Eco har sikkert lånt fra Hobbes), og den skyldes efter hans mening en følelse vi ikke har navn for, men som dog betyder glæde. Den fremkaldes ikke kun af spøg og vittigheder, for man ler også ad sjofelheder der ikke er morsomme, belærer han. Og man ler ad andres fejl og dumheder, ja endog ad egne, når blot de ikke bringer skam over én.

Følgelig er latter udtryk for en pludselig stolthed (sudden glory) eller overlegenhed. Og herfra har vi den gennemgående opfattelse blandt humorens teoretikere, at humor hænger sammen med en overlegenhedsfølelse. Opfattelsen genfindes bl.a. hos den franske forfatter Charles Baudelaire, der ikke mente latteren fandtes hos primitive mennesker, men først da mennesket mistede sin simple uskyldighed. Den slags er der intet empirisk belæg for, men det var gængs opfattelse i det 19. århundrede.

Efter Hobbes tilføjede den skotske filosof James Beattie en teori om at latteren stammer fra inkongruens, dette at man betragter to eller flere ikke samstemmende forhold samtidigt. Enhver morsom sammenhæng må være ny, overraskende og inkongruent, mente han, og flyttede dermed fokus fra det følelsesmæssige og moralske til det erkendelsesmæssige, men rigtignok over til den del af det erkendelsesmæssige der mest har med grammatik, talteori og geometri at gøre.



Den franske filosof Henri Bergson, der som den første skrev et selvstændigt værk om ‘Latteren' (Le rire), kom til det resultat, at latter er social, den er altid en gruppes latter. Dermed afspejler latteren den tilpasning og fleksibilitet, som kræves af samfundsborgerne. Latteren tjener som en social gestus til at korrigere afvigelser. Men det centrale for Bergson var forklædningen: "I latteren er der altid en skjult hensigt om at ydmyge og dermed korrigere vor næste", kunne han skrive. Det komiske drejer sig om forholdet mellem ideal og virkelighed. Idealet er det smidige, levende, selvberoende og fleksible; virkeligheden er det mekaniske, dumme og stereotype, mente han - og røber derved sin tids, industrialismens snævre virkelighedsopfattelse.

Derfor er det velgørende at komme til Arthur Koestlers behandling af humoren i det store værk om "The act of creation" fra 1964, for han har da i det mindste fat på noget helt centralt der gælder for al kreativitet, nemlig at der sker et møde eller et spring mellem to bevidsthedsplaner. Dette bevirker hos filosoffen og videnskabsmanden at planerne kommer til at falde i hak, så en ny sammenhæng ses. Hos kunstneren medfører sammenstødet nye, grænseoverskridende oplevelser. I komik og humor er det imidlertid selve sammenstødet som overrasker, virker absurd og fremkalder den umiddelbare kropslige reaktion der ligefrem kan ryste én i sin eksplosionsagtighed, og som kaldes latter.

Tilsvarende kan Morreall tale om latter som udtryk for behag, glæde, fornøjelse eller morskab ved et pludseligt skift i psykisk tilstand, enten kognitivt eller affektivt. Og også Roger Scruton forbinder morskab med en bestemt måde at opfatte tingene på - en art æstetisk interesse.



Den psykologiske humorforskning   
Til toppen   Næste afsnit

Psykologien kom sent ind i billedet som selvstændig videnskabelig disciplin, og det kan derfor ikke undre, at filosoffernes forestillinger om psyken i almindelighed og humoren i særdelshed i vid udstrækning genfindes.

En forsker som Alexander Bain ser klart en forskel mellem latter der har fysiske årsager som kilden og hysteri og latter der har sjælelige som glæde og fornøjelse, og han mener at magtfølelse kan komme til udtryk i latter. Men han sætter dog det morsomme i modsætning til det alvorlige, og finder det naturligt at le, når det alvorlige, højtidelige eller værdige pludseligt "falder til jorden" - dog på den betingelse, at det alvorlige ikke må betyde for meget for én. Han bruger ikke det snævre begreb inkongruens, men ligger nærmere den centrale tanke om skiftet mellem to betydningsplaner.

Det samme kan siges om N.F.R. Maier der forklarer humor som resultatet af en pludselig omstrukturering af hele det felt mennesket psykisk befinder sig i. Han mener at der objektivt set skal være noget latterligt i selve situationen for at humoren kan foldes ud. Men den humoristiske situation er i modsætning til den ‘rigtige' problemsituation kun momentvis sand, påstår han, og ser således bort fra, at hvad der er sandt og rigtigt for nogle ikke nødvendigvis gælder for andre.

Bl.a. påpeger han selv, at pedantiske mennesker slet ikke har humoristisk sans, for de vil have at alt er logisk og seriøst. Og det er fuldstændigt rigtigt, men betyder dog netop, at man havner i pedanteriet, hvis man på forhånd forlanger at sandheden er én og kun én. Humoristisk sans er ganske klart en evne til at skifte bevidsthedsplan eller perspektiv - uanset situationens ‘objektive' karakter. Selve muligheden for perspektivforskydning viser, at mennesket ikke er hævet over realiteterne, men over en fastlåst fortolkning af dem.

Sigmund Freud så oprindeligt snævert vitsen som en forsvarsmekanisme, det ubevidstes forsøg på ved omfortolkning at komme uden om nederlag eller desillusionering. Han modificerede dog senere sin opfattelse og erkendte, at humor også kan virke befriende. Han kan også få øje på, at humor kan være et spil mellem jeg'et og overjeg'et - og dermed mellem to bevidsthedsplaner, men åbenbart ikke, at den også kan være et spil mellem jeg'et og id'et. Han gik jo ud fra som givet, at det underbevidste var lig med det fortrængte og derfor af skadelig art.



Han afslører i det hele taget sin dogmatiske opfattelse af de psykiske instanser, når han ligefrem hævder, at "Humor er overjeg'ets bidrag til komikken". For her røber han jo, at han ser overjeg'et som den gennem autoriteterne indterpede kontrolinstans, der ser ned på de svagere, de anderledes, de kontroversielle og dermed i virkeligheden på de frie, kreative og spontane. Men dette overjeg er ikke alene den dummeste del af et menneske, det er også tidsbestemt og er derfor et andet for frit opdragede mennesker i et demokrati end for dresserede mennesker i et diktatur eller et fundamentalistisk miljø. Reelt er det slet ikke humor generelt Freud taler om, men alene nedsættende eller latterliggørende humor, dvs hån, spot, grov ironi, satire og den slags.

Derfor turde det være på sin plads at gøre opmærksom på, at senere psykoanalytikere som transaktionsanalytikerne forlængst har indset, at der må skelnes mellem denne uhyggelige, autoritære faderinstans og et frit voksenjeg der har sat sig ud over kontrollen fra faderinstansen. Resultatet for humorens vedkommende er ikke at humoren forsvinder, men at den i langt højere grad bliver positiv, konstruktiv, venligsindet og kontaktskabende. På samme måde har de forlængst fået øjnene op for, at id'ets instans også står for det barnlige i begge betydninger af ordet: det kreativt barnlige og det frustreret barnlige. Den humor der komme af den første form er positiv og venlig, den anden er negativ til det ondskabsfulde.

Det barnligt kreative kommer stærkt ind i W. Frys opfattelse, at humor og leg hører nøje sammen, dog med den forskel at humor forudsætter en pointe eller et klimaks. Men rammen er legens. Det er klart, at han med en sådan opfattelse af pointens nødvendighed ser ret snævert på begrebet humor. Han mener den har tre former, den konserverede (må gå på den litterære, tegnede, filmede), den situationsbestemte og den praktiske, og at de alle er metaforiske, kendetegnet af noget underforstået. Han er samtidig opmærksom på, at smil og latter fungerer som medfødte og ubevidste kommunikationsformer i samspillet mellem mennesker - men hvorfor han ikke lader begrebet humoren omfatte disse centrale former fremgår ikke.

Til gengæld sætter han udtrykkeligt humoren over for begrebet kaos eller rettere over for det kaos der omgiver os i naturen, herunder paradokser og gåder i vore levende omgivelser, og som gør os forvirrede, frustrerede, ydmygede og tugtede. Det vil reelt sige, at han forstår at mennesket har en vis evne til at hæve sig over disse nedtrykkende eller truende fænomener, og dermed ser også han humor som en perspektivforskydning. Humoren kan være en modgift mod kaos-rædsler omkring os, eller en mental balsam til at lette pinen og angsten ved det uløselige.

Desværre postulerer han, at humor i denne forstand er noget mennesket har opfundet i løbet af historien. Det er den slags fuldstændigt udokumenterbare påstande man ofte støder på, men som blot afslører deres ophavsmænds manglende erkendelse af hvor stor en rolle fænomenet emergens har spillet i udviklingen. Der opstår den ene gang efter den anden fænomener i evolutionen og den menneskelige historie som ikke har været der før og som vi ikke kan forklare - herunder livet, sjælelivet, åndslivet, sproget, samfundet - og altså humoren. Ingen af delene er opfundet af nogensomhelst, men pludseligt dukket op som elementære kendsgerninger.

Også psykologen Daniel Ellis Berlyne sætter humoren i forbindelse med leg og æstetik. Blandt andet påpeger han, at æstetiske indtryk ofte har at gøre med at der på én gang er tale om både variation og kontrast, og både helhed og syntese, altså igen psykiske fænomener der kan betragtes som eller beror på skift i bevidsthedsplanet. Begge dele har den karakteristiske virkning, at de øger det han kalder "arousal", dvs en aktivisering der er blevet vækket eller hidset op, og som kan være af stor betydning for hjernens aktivitetsniveau og derfor også for motivation og indlæring.

J.M. Suls ser på humor som informationsbearbejdelse og tænker altså først og fremmest på sproglig humor som fx følgende vits.

     En mand er i retten anklaget for væbnet røveri.
     Dommen afsiges: "Ikke skyldig"
     Mandens reaktion: "Det var skønt, betyder det
     at jeg kan beholde pengene?"

Suls ser her en inkongruens, en uoverenstemmelse mellem den afsagte dom og mandens kommentar. Den der hører vitsen går derfor i gang med at finde en løsning, påstår han.

Men det er og bliver en ejendommelig tilgang til fænomenet. For naturligvis kan man begynde at ræsonere og derved hurtigt finde ud af, at mandens sidste bemærkning røber, at han faktisk var skyldig, og at dommen altså var forkert. Men sagen er, at man aldrig går denne vej, når man hører en vittighed. Man indser øjeblikkeligt, umiddelbart, at der er noget galt i logikken eller hvad man vil kalde det - og griner. Skal man overhovedet i denne forbindelse tale om informationsbearbejdelse så er det altså på ubevidst plan. Den sker så hurtigt, at bevidstheden slet ikke ville kunne følge med, men heldigvis også er fuldstændig overflødig - blot man er fuldt fortrolig med sproget. Et barn på fem år forstår naturligvis ikke det vittige i vitsen.

Derimod er det ikke overflødigt at ræsonere over hvad humor er - eller at forsøge at finde nogle givtige forklaringsmodeller som den nævnte om perspektivforskydning eller skift i bevidsthedsplan. Det kunne bl.a. være nyttigt i undersøgelsen af børns humor.



Studiet af børns humor   
Til toppen   Næste afsnit

Hans Vejleskov gør i indledningen til sin bog opmærksom på, at vores forståelse af børns humor afhænger af hvordan vi i de hele taget forstår humor. Der findes adskillige teorier om sammenhænge mellem humor og leg, mellem børns udtryksformer og komediens virkemidler og mellem latter og moralforståelse hos børn. Endelig er der med ‘stor humor' også tale om personlighedsudvikling.

Udviklingspsykologien omhandler hele den kognitive side af sagen: perceptionens, tænkningens og sprogets udvikling. Endvidere det følelsesmæssige og sociale aspekt: følelsernes og den sociale adfærds udvikling. Og endelig personlighedsudviklingen.

Man taler om stimulus, respons og organ (organismen eller kroppen). Smil og latter er ofte respons på morsomheder, sjov, spøg, vittigheder og komik. Følelsen, erindringen, forestillingerne og de personlige egenskaber er derimod knyttet til en krop. Dette skel ses af at man betragter latter som en adfærd, selve det at more sig som en oplevet tilstand, og humor i almindelighed som en personlig egenskab, der ikke nødvendigvis giver sig udslag i at man morer sig.

Da Darwin ikke har levet forgæves ser man mange psykologer beskæftige sig ret indgående med spørgsmålet om oprindelsen til latter, morskab og humor. Darwin selv mente at smilet er fælles for mennesker og aber, hvorimod latter er artstypisk for mennesket og genetisk betinget. Den udvikler sig dog med alderen, afhængigt af de sociale omgivelser.

En ældre forsker som J.Y.T. Greig og flere andre har den ejendommelige opfattelse, at latteren dybest set skulle være forårsaget af kildenhed og det at blive kildet. Denne kilden betragter Greig igen som nøje forbundet med seksualiteten, som han dog ikke betragter snævert, men også som omhandlende smilet. Grovere teorier a la Hobbes (og Jorges) betragter nærmest latter og smil som abnormaliteter der må henføres til fysiske lidelser som mavekneb. Resultatet er fortrækninger af ansigtet.

Teorierne er mere aller mindre vanvittige - og siger i grunden mest om ophavsmændenes indskrænkede erfaringer og forestillingsverden. Enhver der har spædbørns spontane smilen og leen i frisk erindring vil vide, at den ikke behøver fysiske eller sansemæssige årsager, men helt og holdent kan bero på barnets egne forestillinger.

Men når man læser nogle af disse psykologer og filosoffer, så skulle man ikke tro, at de var gået væk fra den gamle naive opfattelse af spædbørn som ubeskrevne blade. Faktisk er der særdeles gode grunde til - både dybdepsykologisk og hjernefysiologisk - at nære den opfattelse, at børns sjæleliv er i gang allerede fra de sidste måneder i moders liv.

Der er derfor ingensomhelst grund til at afvise den opfattelse, at humorevnen er medfødt og normalt også jævnligt vil blive udløst både uden ringeste ydre grund, når barnet blot får lov at være i fred og have det rart. Det kan diskuteres om smil og latter hører med til humor i strengeste forstand. Men ikke, at de fleste forbinder de tre ting med hinanden på en eller anden måde.

Der er heller ingensomhelst grund til på forhånd at afvise den opfattelse at humor for børns vedkommende i princippet beror på nøjagtigt det samme som for voksnes vedkommende, nemlig en forskydning i bevidsthedsplan eller perspektiv. En forsker ved navn Rothbart mener derfor også at børn i hvert fald fra firemånedersalderen udviser humor når de oplever noget inkongruent i en legende kontekst. Det med den legende kontekst betyder selvfølgelig, at barnet skal føle sig tryg i situationen og fri for ‘opgaver'. Og det med det inkongruente er som tidligere bemærket for snævert.

Men pointen er - hvad der svarer til alle forældres umiddelbare erfaring - at et barn meget tidligt kan more sig over en ting, en lyd, en form der virker overraskende, forudsat den ikke samtidig føles som en trussel - eller situationen iøvrigt stresset. Men overraskende kan kun det være der ikke svarer til de forestillinger man havde i forvejen. Og netop barnets forestillinger af empirisk art er af gode grunde yderst begrænsede fra starten. Dette vil sige, at det udsættes for kolossalt mange overraskelser i de første år - modsat ældre mennesker, der udsættes for færre og færre eller, meget uhensigtsmæssigt, afviser flere og flere med det resultat at de går i stå og bliver kedeligere og kedeligere både for sig selv og andre.

Det må i virkeligheden betragtes som en stor fordel, at børn tager disse overraskelser med humorens salt, dvs at de kan le, more sig, grine højt og hjerteligt over dem. Det er nemlig en fordel for både dem selv og for omgivelserne. Det er faktisk det der kan gøre det endda rigtigt sjovt at have med børn (og dyreunger) at gøre. De er utroligt taknemmelige for sjove og behagelige overraskelser - hvad enten de nu er af følelsesmæssig eller kognitiv art. Og børnene udvikler sig i allerhøjeste grad ved det. Der er ingen tvivl om, at der hver eneste gang et barn udsættes for en overraskelse sker dannelse af dendritter i nervesystemet - og dermed til stadighed en forøgelse af mulighederne for at opfatte og forstå mere og mere. Ganske som det gælder den sproglige, musikalske eller motoriske færdighedstræning.

Man kan endda gå endnu videre og hævde, at det er overordentligt sandsynligt - men principielt ubevisligt - at vi ved disse dannelser af dendritter netop står over for den sammenkobling af sansning/erfaring/forståelse med de mindsteenheder af følelsestoner eller -kvanter, som psykiateren Erling Jacobsen taler om i sine bøger, og som han igen forbinder med accepterende oral lyst og rejektiv oral ulyst. Tanken er, at ingen følen, sansning, tænken, erfaring eller fortolkning overhovedet kan finde sted uden at der knyttes enten oral lyst eller oral ulyst til dem. Kan man acceptere denne hypotese - og andet bliver den aldrig - er der basis for at forstå smilets helt fundamentale og afgørende betydning for al eksistens og alt samliv mellem mennesker; smilet er nemlig sandsynligvis selve det automatiske kropslige udtryk for den accepterende orale lyst.



Vejleskov refererer bl.a. et par nyere systematiske undersøgelser af børns humor, så som Martin Führs store undersøgelse fra 1998 af 1000 børn fra 6.-9. klasse (11-14 år) og Warnars-Kleverlaan & Oppenhejmers fra 1996 af 9-15-årige.

Ifølge sidstnævnte undersøgelse tager børn humor eller rettere sjov (noget der betegnes med ‘funny') i betragtning når de vurderer deres forhold til andre børn. For yngre børn drejer det sig især om at gøre eller sige noget sjovt, mens de ældre lægger vægt på vittige bemærkninger og snarere ser humor som et spørgsmål om personlighed end om adfærd.

På alle alderstrin er der kønsforskelle, både med hensyn til hvor meget sjov der laves og med hensyn til hvordan børnene vurderer humor hos jævnaldrende af eget og af andet køn. Kønsforskelle giver sig også udslag i en forskel med hensyn til social distance. Pigerne gav udtryk for at stå hinanden nærmere end drengene. Her er der også klarere aldersforskelle hos drenge end hos piger.

Størst social distance havde naturligvis afviste børn, dvs børn der var mere eller mindre upopulære hos deres kammerater, men disse vurderes også lavt med hensyn til humor. Derimod oplevede de ikke selv nogen sammenhæng mellem deres grad af humor og den sociale distance, hvad der ikke gives nogen forklaring på. Men det kunne da tænkes, at det simpelthen skyldtes, at de faktisk havde humor, blot af en anden, af andre ikke så værdsat eller bemærket form.

Det er slet ikke urimeligt at antage, at mere stille, indadvendte eller ligefrem ensomme børn udvikler en humor af en mere dæmpet, underfundig art, som kun folk der selv har udviklet en tilsvarende vil kunne fornemme og forstå fuldtud. Hos voksne kendes den fx fra forfatteren Steen Steensen Blichers underfundige Peer Spillemand-noveller, fra Storm P.s fortællinger eller fra Halfdan Rasmussens tosserier. Denne form for humor værdsættes af mange mennesker, men der er vitterligt også mange som ikke bryder sig om den.

Kontroversielle børn derimod oplevede selv en sammenhæng mellem graden af humor og den sociale distance, og det angives med rette at kunne tyde på, at humor er et af de positive træk hos børn der ikke direkte afvises af deres kammerater, men som er usædvanlige i deres adfærd over for børn og voksne. Deres humor accepteres altså som humor af de mere tilpassede.

Martin Führ kom - ikke særligt overraskende - til det resultat, at der var klare forskelle på drenge og piger både med hensyn til hvilke typer vitser de foretrækker at høre og hvilke typer de selv fortæller. Der var desuden sammenhæng mellem hvilke vitser de foretrækker og det de primært går og tænker over. Naturligvis, fristes man til at tilføje, for kunne man egentlig tro andet. Men troen er altså blevet bekræftet.

Både drenge og piger giver udtryk for at humor betyder noget for den enkeltes popularitet i klassen, drenge dog mere end piger, og ældre mere end yngre. Og både drenge og piger giver på forskellige vis udtryk for, at humor har betydning for trivsel m.v. Hvad andet kunne man forestille sig, nej. Men det er altså også her bekræftet, at piger og drenge allerede som 11-14-årige har lært at kæde begreberne bevidst sammen som voksne gør.



Resultaterne af sådanne undersøgelser synes ikke særligt overraskende, så egentlig kan man kun give Vejleskov ret i, at der mangler meget hvis man skal dybere ned i emnet med videnskabelige undersøgelser.

Dette gælder også børns humor i forbindelse med ironi og moral. Børns ironi kan naturligvis som de voksnes være venskabelig til det intime - eller satirisk, bidende og distancerende.

Der er ingen sammenhæng mellem impulsiviteten i humoren og dristigheden. Den sidste hænger sammen med udadvendthed, men impulsiviteten mere med hvad der kaldes ‘psykotiske tendenser', hvilket blot betyder at visse træk som i stærk grad kendetegner psykotiske personer her forekommer i svag grad. Det kan undre lidt, at impulsiviteten ikke kædes direkte sammen med de psykiske sekundærprocessers relative svaghed over for primærprocesserne, for de sidste er jo netop generelt kendetegnet af at vejen mellem stimulus og reaktion er kort. (Jvf. artiklen om De pyskiske grundprocesser).

At børn elsker at lege med ord på alle niveauer, fra lydniveauet, over rim og remser, til homonymer (ord der udtales ens, men betyder noget forskelligt), grammatikniveauet og sprogbrugen er velkendt. Legen giver sig også udslag i, at børnene kommer til at le og grine af de mærkelige lyde, ord, bøjninger og sætningskonstruktioner der kan komme frem gennem legen. Ikke underligt, at børn der ikke lærer et lands hovedsprog fra barnsben bliver handicappet i forhold til børn der får det ind med modermælken, familielivet og børnehaven.

Specielt gælder her, at humoren bliver sværere og sværere at få fat på jo ældre man bliver. Og humor er en uhyre vigtig del af et sprog. Tvetydighed, ironi, underforståethed, vitser og gåder spiller en meget stor rolle for både børn og voksne. Slang er udbredt i mange samfundslag og ofte det der binder en gruppe sammen. Man kan ikke begå sig på en ganske almindelig arbejdsplads eller i en ganske almindelig forening, hvis ikke man kan forstå den jargon og den humor der findes på stedet. Det er noget af det første man må lære på en ny arbejdsplads, og derfor er indvandrerbørn der ikke har lært det sprog der er hovedsproget i det land de skal vokse op i 'temmeligt', det vil på nudansk sige 'rimeligt' ilde stedt.

Selve evnen til at fatte sproglig tvetydighed udvikles forskelligt alt efter arten af tvetydighed, dvs om den er ordmæssig eller lydmæssig, overfladisk eller dyb. Generelt gælder at det ordmæssige går forud for det syntaktiske. Men man skal nu engang have tilegnet sig en vis viden om ordenes tvetydighed for at forstå en simpel vittighed som denne:

     - Hvad er ligheden mellem en neger og et juletræ?
     - Jo, de har farvede kugler begge to.

Generelt er der ingen tvivl om, at evnen til at bruge humor for såvel børn som voksne er en meget væsentlig del af den "sociale kompetence". Med McGhee ord så fremmer humorinitiativer det sociale samspil og venskaber, ligesom de øger intitiativtagerens popularitet. Humor er desuden en vej til at udtrykke vrede og modvilje på acceptabel måde, ligesom den kan opbløde en eventuelt noget dominerende fremtræden.

Ifølge N.A. Kuiper (1995) fremmer humoristisk sans det han kalder "cognitive appraisal", dvs tilbøjeligheden til at se problemer positivt som udfordringer. Tendensen til at reagerer positivt på følelser bliver i almindelighed større hos folk med høj humoristisk sans.

Tilsvarende er M. Mishkinsky (1977) ud fra sine undersøgelser kommet til det resultat at humor er 'en modets mekanisme'. Sådan formulerer en psykolog sig. Et religiøst menneske som den jødiske filosof Martin Buber formulerer samme grundtanke med ordene: "Humor er troens fosterbroder".



Humorens unyttighed   
Til toppen   Næste afsnit

Der er under alle omstændigheder ingen tvivl om humorens generelle nytte, selvom det ikke skal eller kan forties at den også kan have negative virkninger, netop i dens uvenlige og undertiden ondskabsfulde former.

Det gensidige godmodige drilleri mellem familiemedlemmer eller mellem kolleger på arbejdspladserne hører hverdagen til og gør trivslen bedre. Men den deciderede mobning er et virkeligt onde der kan gøre livet surt for både børn og voksne, ja knække dem. Og den ser ud til at være et alvorligt og endda stigende problem i vore dage - både i skolen og på arbejdspladserne.

Den sadistiske hån og fryd ses alle steder hvor magthavere har mulighed for at undertrykke og pine andre. Men det maner til eftertanke, at selv pæne og fredsommelige borgere som den almindelige befolkning i Wien anno 1938 kunne stille sig op på gaderne og åbenlyst more sig over de ydmygelser jøderne blev udsat for ved nazisternes magtovertagelse, og som fx bestod i at de blev sat til på knæene at skure fortove med børster. Her kom den helt primitive fryd ved den rene overlegenhed over for en forsvarsløs minoritet alt for tydelig frem gennem den småborgerlige kulturfernis.

Vejleskov har et afsnit i sin bog der hedder "Nytten af humor", og her slås det kort og godt fast, at munterhed og humor, naturligvis taget i den venlige form, fremmer livsmod og selvværd samt positive holdninger til udfordringer og livskvalitet.

Humor kan lette stress. Den kan virke adfærdsmodificerende ved at man bruger den og legen til at fjerne (eller som det hedder i fagsproget ‘afbetinge') frygt for bestemte ting (fx fobier). Humor kan bruges i familieterapi, idet man kan bryde onde cirkler ved at rette humoren mod forældrene og samspillet mellem dem og barnet. I decideret psykoanalyse kan man få væsentlige oplysninger om et barns problemer ved at opmuntre det til at fortælle vitser m.v.

Og det er altsammen sandt. Men alligevel utilstrækkeligt til en fuldstændig belysning af fænomenet humor. For sagen er, at humoren også er en såre unyttig ting eller rettere i hele sit væsen peger med stor styrke på alternativiteten til hele den almindelige logik, virkelighedsopfattelse og nyttemoral som helt og holdent præger det borgerlige samfundsliv.

Netop ved denne sin egenskab ligner humoren nøje kunsten, og der er derfor intet mærkeligt i, at mange teoretikere kobler humoren sammen med den æstetiske interesse - eller som psykologen Boje Katzenelson med den 'æstetiske fornuft', som netop til forskel fra den praktiske fornuft (etikken) og den teoretiske (erkendelsen) påstås at være ‘desinteresseret'. Det betyder at man ikke vil eje det der er genstand for humoren, og man forholder sig hverken praktisk, teoretisk eller begrebsmæssigt til det, men er præget af en frit legende optagethed af objektet for objektets egen skyld.

Ifølge Vejleskov er Katzenelson med sin bog ‘Homo Socius. Grundlaget for menneskeligt samkvem' (1994) den ene af tre danske psykologer der inden for de senere år har ydet bidrag til den psykologiske forskning som kunne bruges i udforskningen af humoren. De to andre er Niels Engelsted (med ‘Englen og dyret' 1987) og Erik Schultz (med ‘Frihed og bånd i menneskelivet' 1998). Men alle går stort set uden om humoren!

Vejleskov er dog ikke opmærksom på, at Katzenelson faktisk har skrevet et udmærket bidrag om humor i psykologiens belysning til Den Store Danske Encyklopædi (bind 9, side 64-66), og her kommer med en fortræffelig erstatning for det uheldige og altfor snævre begreb inkongruens. Han taler i stedet for om uforenelighed eller inkommensurabilitet og betegner det som et formentligt centralt træk ved megen humor.

Inkommensurabiliteten vil sige indføringen af et moment i en situation, som normalt tilhører en anden situation. Det inkommensurable medfører uoverensstemmelse i form af kontrast, modstrid, paradoks eller manglende proportion mellem det opfattede og det forventede, hvilket kan antages - som han forsigtigt udtrykker det - at være en betingelse for humor. Han tilføjer, at uforeneligheden også kan føre til tænksomhed og nøjere undersøgelse.

Begrebet inkommensurabilitet, der i sig selv peger på det Koestler kaldte sammenstød mellem forskellige bevidsthedsplaner, er velegnet til at sætte humoren ind i et endnu større perspektiv end kunstens, nemlig den religiøse livsholdning, livsholdningen der hverken er snævert æstetisk eller snævert moralsk, men rummer det hele i en altomfattende ‘helhedsrealisme'.

Allerede en forsker som H. Mindess kommer ifølge Vejleskov tæt på Høffdings begreb ‘Den store humor' uden dog at bruge det eller referere til det, idet han understreger humorens betydning for at have eller få en mening med tilværelsen. Ved siden af humor-former som nonsens og ordleg, den komiske befrielse, den sociale satire, og humor rettet mod en selv, så nævner han udtrykkeligt den filosofiske humor, og denne er just kendetegnet ved at gå ud over øjeblikket med hensyn til tid og sted og belyse noget alment menneskeligt.

Dette svarer til, hvad adskillige forfattere har peget på, at humor indebærer en vis følelsesmæssig neutralitet, en vis distancerende måde at forholde sig på eller ligefrem en vis ufølsomhed.

Distancen eller neutraliteten er nævnt tidligere og turde være noget centralt for humoristisk sans. Den er tegn på den også mange gange fremhævede forskydning af perspektivet eller bevidsthedsplanerne. Men ufølsomheden kræver en nærmere forklaring. For den kan alt for nemt tages som udtryk for kynisme, altså ren og skær sjælsråhed. Men dette ligger ikke i normal humor.

Afstanden eller neutraliteten betyder ikke, at den der kan se en ting, en begivenhed eller en person i et større perspektiv og dermed løsrive objektet fra den helt snævre kontekst eller situation er blottet for følelser hvad angår tingen, begivenheden eller personen. Men den betyder, at den iagttagende i en eller anden forstand og grad kan adskille sin bedømmelse af objektet fra den umiddelbare emotionelle reaktion. Herved opnås at iagttageren hverken vælter omkuld ved det iagttagne eller af angst må flygte fra det, men kan blive stående i situationen fritaget for affektiv oversvømning. Det giver bogstaveligt taget overblik og fornuftige handlemuligheder.

Hele tricket beror på evnen til at lade de psykiske sekundærprocesser råde over de primære, og således erstatte impulsivitet med overlæg, emotionalitet med rationalitet, fantasi med realitet og ulogiske forskydninger og inkonsistens med logik og konsistens.

I videre forstand muliggør dette ‘trick', som kan udøves både bevidst og ubevidst, ikke blot en en overfladisk æstetisk afstand til begivenhederne, men også en eksistentielt set langt betydeligere afstand til de forhold i tilværelsen som kunne true livsmodet, herunder centrale forhold som tilværelsens usikkerhed og risici, følelsen af afmagt over for naturkatastrofer, politiske katastrofer, sygdom og død - og sidst men ikke mindst illusioner eller ønsker med hensyn til at få og have ret og magt.

Her bevæger vi os i realiteten langt ind i det område af tilværelsen som normalt betegnes som det tragiske. Og dette vil med andre ord sige, at humoren ikke blot kan henregnes til komediens, morskabens og fornøjelsernes område i bred forstand, men også til alvorens, lidelsens og dødens. Alle tre ting hører tilværelsen til. Et liv uden alvor, lidelse og død eksisterer ikke. Set i det helt store ‘guddommelige' perspektiv så er det mest mærkelige ved livet faktisk dødens vished. Vi kan vokse, udfolde os, realisere os selv, bygge op, lave karriere, få børn osv. gennem 40, 50, 60, 70 år og mere. Men altsammen ender med døden, med at vi må slippe det hele.

Over for dette faktum kan humoren også have sin opgave og store betydning i kraft af evnen til at forskyde perspektivet fra 'jegets' snævre synsvinkel til 'selvets' brede. (Jvf. artiklen om Jeget og selvet ifølge den analytiske psykologi).



Afslutning om 'humormennesket'   
Til toppen   Kilder og henvisninger

Sættes humoren nu ind i dette helhedsrealistiske perspektiv, må der skelnes mellem 'humormennesket' og hvad man sædvanligvis kalder en humorist. Og dette er hvad religionshistorikeren Vilh. Grønbech gør i sin bog "Livet er et fund - En bog om humor og tragedie", udgivet posthumt i 1951. Bogen har sin titel fra sætningen: "Livet er et fund der bliver til af de oplevelser der synker ned i humormennesket".

Dette humormenneske er hos Grønbech modstillet 'erindringsmennesket', dvs mennesket der har sin fortid stående i ryggen som en trussel der stadig skal besværges, fordi oplevelserne ikke får lov til at dø for at leve, men går råt ned og kommer til at ligge som en død vægt af brokker i sjælen. Søde minder og sure minder, halve, forsagte nydelser, halve forsagelser, anger og impotent lyst tynger som et fremmed materiale i sindet; de rådner til noget som nu har fået navnet komplekser eller hæmninger og i gamle dage kaldtes anfægtelser. Og en skønne dag springer disse spøgelser op som noget fjendtligt, der voldtager viljen og måske river forstanden med sig ned i det kaotiske mylder af løse oplevelser, hvor den vanker rundt i vildelse.

Humormennesket derimod ved at hans oplevelser bogstaveligt dukker ned og bliver borte for ham - de går ind i alt det andet som han før har levet og gjort, givet mennesker og modtaget af mennesker, hvad han har digtet og drømt. Noget oplevet kan dukke op igen som minde, men det er ikke øjeblikket der træder ud af glemselens skjul. Mindet bliver til - op af dybet; fødes igen med kraft og varme som øjeblikket ikke havde og trækker en hel verden med sig ind i erindringen. Det gamle øjeblik er lige så nyt som nuet.

Grønbech kommer også - som i andre værker - ind på humorens funktion som våben, vel at mærke ikke i betydningen moralsk satire, men i evnen til at overvinde det fremmede eller fjendtlige ved at forstå eller elske det.

I hvert møde mellem mennesker er der en modstand som skal overvindes - skriver han - nemlig modsætningen mellem det kendte og det fremmede, og det er kærlighedens væsen at overvinde modsætningen, men ikke at ophæve den. Det er netop vekselvirkningen, en stadig given og tagen, som udgør rigdommen ved kærligheden.

Med humor overvinder mennesket også det onde og de onder som han ikke vil have ind i sit liv. Mod dæmonerne hjælper kun åndelige våben, og det vigtigste er humoren: ved at forstå dem og tage dem indefra må man marvstjæle dæmonernes magt.

Med humor forsvinder alle disse vanskelige spørgsmål om hvad man skal le ad og hvorfor man kan le. Man begynder med at le ad sig selv, og så går det ganske naturligt at le ad næsten. Alt hvad der er levende kan være komisk, lige så vist som det kan være alvorligt; det er alvor fra den ene side og komisk fra den anden.



Humormennesket - den sande kunstner og den sande historiker - står hos Grønbech i skarpeste modsætning til moralisten - den moralske satiriker såvel som den moraliserende prædikant - fordi humor er uforenelig med moral i betydningen norm for rigtig opførsel.

Anvendelsen af den moralske satire som våben forudsætter, at man selv har en fast stilling, med andre ord at man kun anerkender en eneste verden, sin egen, og at man er så fast forankret i den at man som en selvfølge betragter alle uden for dens grænser som ikke-mennesker. Det er kættere, kulturelt eller religiøst eller moralsk, folk der ikke har formået eller måske ikke har villet blive det de er bestemt til; de er falske mennesker og derfor skadelige, som djævlene er det - og som djævle skal de udryddes med alle midler, derunder satiren.

Moralisten gør vel i at frygte humoren, skriver Grønbech, thi humor er farlig, den er umoralsk; faren ved den går dybt, fordi den ikke spiller umoralsk, men i sit væsen er ude over de grænser som moralisten må sætte for at opretholde sin orden i verden. Humormennesket anerkender tankeløst - ureflekteret - at livet, verden, mennesker og ting er mangfoldige.

I det centrale kapitel om 'Humor og tragedie' formulerer Grønbech sin personlige erfaring: Humoren gør fri, fordi den åbenbarer at jeg ikke er en årsagssammenhæng, men et skabende liv. Alt hvad der kommer går ind i skabelsen og bliver nyt ved at være mig. Begivenhederne ruller ikke ned over mig som et stenskred og slår fødderne væk under mig.

Humorens mennesker kræver ikke en forud bogført lykke, han er ikke afhængig af en bestemt slags begivenheder for at blive menneske. Åbent tager han imod alt, fordi det er liv. Det kan han gøre fordi han ikke på forhånd har bestemt hvorledes resultatet skal se ud - livet har målet inden i sig selv. Det mål han har stillet sig og sat alt sit arbejde ind på er dog kun én mulighed blandt mange. Hvor langt han så kommer til at gå ud over alle sine planer og forhåbninger, kan han aldrig komme uden for livet og miste sig selv. Han opdager at smerten ved at opgive et mål består i at hans stræben var for lille, og han selv var så lille at han klyngede sig til den.

Nederlagets menneske er dødens menneske. Dybest går vel nederlaget hvor det gælder arbejdet, et værk hvor jeg ikke blot har spekuleret med evner og håb, men har sat mig selv ind Men det kan være mit folk; måske har jeg, så godt jeg forstod, arbejdet på dets vel, og så kan der komme en stund da jeg ser at mit folk har en større fremtid end jeg anede, og at fremtiden går gennem bittert nederlag. Eller endnu beskere, hvis jeg opdager at hele den kultur og religion som har båret mig og stadig er grundvolden i mit indre, har vokset sig stærk på en gennemført fornægtelse af livet. Jo dybere jeg fatter dens rigdom og skønhed, des forfærdeligere er det at se skønheden visne, des smertefuldere bliver det at se sig selv udpeget som en foragter af det man elsker højst på jorden.

Humor er befrieren, humoren er livgiveren, og den viser bedst sin magt i de mørkeste stunder. Humoren er i virkeligheden det alvorligste af alt, for den rummer en fare som skal overvindes. Den frelser fra livsangst og dødsangst, men tager ikke angsten bort; tværtimod, den fordyber sorgen, fortvivlelsen, dødssmerten, for at overvinde den.

Med ord der tydeligt er inspirerede af Blakes ord om at vejen til udfoldelse nødvendigvis går gennem undergang og selvopgivelse og at dette tragiske forhold intet andet er end lidenskabens vælde, men lige så tydeligt er præget af personlig erfaring, siger Grønbech, at kamp og fortvivlelse er forudsætningen for frigørelsens slip; det er dem som giver mig kraft til at dø og fødes igen. Jeg når aldrig til tragediens sejr om jeg ikke har elsket og begæret lykken så stærkt at kravet brister indefra af lutter overmægtighed. Jeg vidste ikke hvor meget jeg begærede. Først gennem døden ser jeg, at mit mål var ligegyldigt, komisk ligegyldigt.

Grønbechs humorforståelse sætter Høffdings filosofi om 'Den store humor' i ret perspektiv: Denne er sympatisk, men lidenskabsløs. Og det er vel at mærke livet der er større end Høffding rigtigt ville være ved - i hans omsorg for at afgrænse det til det overkommelige og forståelige.

Skal vi være realistiske over for livet i sin fulde mangfoldighed, usikkerhed og uforudsigelighed, kommer vi næppe uden om humoren i sin fulde mangfoldighed, irrationalitet og alternativitet.

Jan Jernewicz



Kilder og henvisninger

Kilde:

Hans Vejleskov: Latter, morskab og humor - med ustadig henblik på børnepsykologien. (Akademisk forlag. 2000)

Øvrigt henvises til:

Mikhail Bakhtin: Karneval og Latterkultur.
Vilhelm Grønbech: Livet er et fund. - En bog om humor og tragedie.

Artikler her på hjemmesiden:

Kaddish for Kertész
specialartikel om den ungarske nobelprismodtager
Imre Kertész' forfatterskab og hans bog "Kaddish for en ufødt søn".

Robert Storm Petersen
om den mangesidige og højt skattede tegner, maler, forfatter og livsfilosof.

Livstegn fra Klaus Albrectsen
om den venstreorienterede bladtegners liv og tegninger

Humor i Mellemøsten

Muslimsk humor - en selvmodsigelse?  (Humor)

Latterens dag 2002

Og læs de første af en række hovedartikler om humor:

Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')

Latterkultur  (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur')



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 8.4.2011