Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - nkjerne

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.10.7.

Niels K. Jerne - immunologi og eksistens

Indledning
Opvæksten 1911-34
Københavnerårene 1935-56
Statens Seruminstitut
Tilfældighed og kontrol
Disputats og nøglen til den afgørende opdagelse
Den store heureka-oplevelse
Den internationale karriere
Helhedsrealistisk vurdering
Henvisninger



Indledning    
Til toppen  Næste

Den danske mediciner Niels K. Jerne fik efter sin ansættelse på Statens Serum Institut særlig interesse for det specielle fænomen i immunologien at de antistoffer den dyriske organisme danner som forsvar mod fremmede antigener (giftstoffer) har en særlig evne til at danne tiltagende bindinger til antigenet ved gentagne påvirkninger med det samme antigen. Antistofferne udviser altså en slags iver i opgaven som kaldes 'aviditet'. Jerne skrev en vigtig afhandling herom. Efterfølgende gik han i gang med studere antistofdannelsen mod såkaldte bakteriofager (små bakterier der angriber og ødelægger ('æder') sygdomsfremkaldende bakterier). I sommeren 1954 rejste han på et års studieophold hos Delbrück i Californien, og det var her han fuldførte sin afhandling om "Den naturlige selektion ved antistofdannelsen".

Titlen viser at Jerne - i hvert fald hvad terminologien angå - var tydeligt inspireret af Darwins selektionteorier, og afhandlingen fik afgørende betydning for immunologiens videre udvikling netop ved at bryde den gængse opfattelse som var præget af determinismens udelukkelse af tilfældigheder i udviklingen. Jerne skrev disputats om fænomenet og fik doktorgraden i 1951. Ideen til denne afhandling var slået ned i Jerne i 1954 på Knippelsbro - på vejen hjem fra Serum Instituttet til Amaliegade. Dette er et af de gode eksempler på at forskere ofte kan udpege tid og sted for deres afgørende heureka-oplevelse.

Et andet godt eksempel er Isaak Newtons opdagelse af tyngdeloven under pestårene i 1665-66. Han sad hjemme på sin relativt lille fødegård i Woolsthorpe og funderede i haven og så et æble falde til jorden - og pludseligt fik han sin store 'heureka-åbenbaring': at æblet ikke bare faldt tilfældigt ned et eller andet sted, men direkte mod jordens centrum, fordi jordens masse åbenbart tiltrak det - ligesom månen tiltrak havvandet på jorden så der opstod tidevand - og planeterne iøvrigt tiltrak hinanden og blev tiltrukket af solen. Han indså på stedet at tyngde har med legemers masse at gøre på en så entydig og generel måde at det kan udtrykkes ved en matematisk ligning.

Et tredie eksempel er atomfysikeren Werner Heisenbergs åbenbaring på en svømmetur ved Helgoland af muligheden for en særlig kvantematematik til at løse modsigelser i elementarpartikelteorierne.

Og endelig er der selve Charles Darwins opdagelse af evolutionens dybeste kræfter eller nærmere bestemt ideen om differentationens princip. Herom hedder det i hans selvbiografi "Men på den tid var jeg i færd med at undersøge et problem af stor betydning; og jeg er forbavset over, hvordan jeg havde kunnet overse dette problem og dets løsning - det var omtrent som med Columbus' æg. Dette problem er tilbøjeligheden hos organiske skabninger, der er af samme stamme, til at afvige i præg, når de bliver forandrede. At de har forandret sig i høj grad, er indlysende af den måde, på hvilken arter af alle slags kan klassificeres under slægter, slægter under familier, familier i grupper derunder osv.; jeg kan huske det sted på vejen, hvor løsningen til min store glæde faldt mig ind, mens jeg sad i min vogn; og det var længe efter, at jeg var kommet til Down. Løsningen er, efter min mening, den, at det forandrede afkom af alle herskende og tiltagende former har en tendens til at tilpasse sig til mange og højst forskellige pladser i naturens store husholdning."

Disse oplevelser er jo også tilfældige i den forstand at de ikke er resultatet af rene bevidste overvejelser og slutninger, men rummer elementer hvis årsager og virkninger man ikke kan udrede i detaljer. De forudsætter selvfølgelig intens og ofte langvarig tumlen med bestemte problembestillinger ud fra en grundig faglig viden, men selve heureka-oplevelsen kommer som en 'ren åbenbaring' eller et rent ubevidst nedslag, der igen viser at underbevidstheden er i gang med noget bevidstheden hverken styrer eller kontrollerer.



Niels K. Jernes opdagelse har imidlertid - som de fleste større 'åbenbaringer' - forudsætninger der ikke blot er af rent faglig karakter, men i høj grad også af personlig og endog eksistentiel karakter. Og det gør netop hans forskning særligt spændende. Den følgende redegørelse bygger på den biografi som er skrevet af den svensk-danske videnskabshistoriker Thomas Söderqvist og forsvaret som disputats på Roskilde Universitet i 1998. Det digre værk på 750 sider har den meget sigende titel: "Hvilken kamp for at undslippe. En biografi om immunologen og nobelpristageren Niels Kaj Jerne". Titlens første del, som er en strofe fra John Keats 'Ode til en græsk vase', og som Jerne iøvrigt ikke brød sig om, understreger at eksistensen er i centrum. Det er altså ikke en snæver disputats der blot beviser en tese af interesse for fagfolk, og det er heller ikke en sædvanlig biografi der holder sig til levnedsbeskrivelsen, det er derimod en fuldstændig biografi der kommer godt og grundigt igennem hele Niels Jernes opvækst og liv samt eksistentielle vurderinger, det er præcist hvad Söderqvist selv kalder sin bog "en eksistentiel forskerbiografi".

Söderqvist har været professor i medicinsk historie ved Københavns Universitet og dermed også leder af Medicinsk Museum (Museion) i Bredgade fra 1999 til 2015. Men forinden underviste han ved RUC, og det var her han skulle vejlede en studerende der ville skrive speciale om en mand han aldrig havde hørt om før, nemlig Niels Jerne. Hun tog ned og besøgte Jerne, som var gået på pension og havde slået sig ned i Frankrig; hun kom hjem og var vildt begejstret og fascineret af manden. Efter et par måneder ville hun ned og interviewe ham igen. Og nu insisterede Söderqvist på at tage med. "Så mødte jeg Niels Jerne over frokost. Mens vi spiste fortalte han, at han havde gemt lidt gamle papirer og om jeg, som videnskabshistoriker, var interesseret i dem? Mon ikke! Så efter maden gik vi op til hans slotslignende hus i Languedoc - op på loftet, og her var et 100 kvadratmeter stort rum med stengulv og udsigt over Pont du Gard og vinmarkerne. Og hele gulvet var dækket af bæreposer fra det lokale supermarked, proppet med papirer. Lidt papir? Her var temmelig meget papir. Omkring 150 poser. Det viste sig, at Jerne samlede på alt. Fra de første postkort han havde sendt til bedsteforældrene på Fanø i fem-årsalderen, alle kærestebreve, alle immunologiske forsøgsprotokoller, alle udkast til teorierne, videnskabelige noter skrevet på bagsiden af restaurantregninger og så videre."

Söderqvist har trukket på alt dette materiale og interviewet Jerne adskillige gange. Og resultatet er blevet en forbløffende god og eksistentiel forskerbiograf. Söderqvist forsvarede sin disputats for et fyldt auditorium på RUC - og undertegnede var i Roskilde for at høre på. Det er i enhver henseende en bemærkelsesværdig bog han har præsteret, men jeg forstår godt, at Niels K. Jerne ikke brød sig om biografiens titel "Hvilken kamp for at undslippe", for den afspejler en ganske bestemt eksistenspsykologisk holdning som må karakterisers som meget subjektiv og efter min mening direkte vildledende, når det gælder den inderste drivende kraft hos Niels K. Jerne.

Dette essay om den store og originale forsker giver derfor en endnu større sammenhæng



Opvæksten 1911-34    Til toppen  Næste

Niels Kaj Jerne blev født i London den 21. december 1911 af danske forældre der stammede fra Fanø. Faderen Hans Jessen Jerne var ekspert i køleteknik. Han havde sit efternavn fra sognet og landsbyen Jerne inde på fastlandet (i dag en del af Esbjerg kommune). Under 1. verdenskrig flyttede familien til Holland, hvor faderen blev direktør og indehaver af et kølehusfirma. Niels voksede op som to-sproget i Rotterdam (familien vedblev at tale dansk i hjemmet). Han blev student i 1928 og studerede et par år fysik ved universitetet i Leiden, men prøvede ellers lidt af hvert, bl.a. regnskabsarbejde. Faderen der var en dygtig forretningsmand mente ikke sønnen egnede sig til akademiske studier. Niels flyttede i midten af 1930-erne til København, blev i 1935 gift med den tjekiske malerinde Ilse Wahl, der simpelthen blev kaldt 'Tjek' (og omvendt kaldte Niels 'Taj' med reference til hans mellemnavn), og med hende fik han to børn i hhv. 1936 og 1941. I hjemmet i Amaliegade kom adskillige kunstnere, herunder Egill Jacobsen og Asger Jorn.

Først i 1938, altså som 27-årig, besluttede Niels Jerne sig for at studere medicin ved Københavns Universitet, hvad der rummede den fordel for ham, at han ikke straks skulle tage stilling til hvad han ville bagefter. Men i 1943 blev han ansat som assistent ved standardiseringsafdelingen ved Statens Seruminstitut, og senere fastansat. Det førte til et vigtigt samarbejde med afdelingschefen, den tre år yngre mikrobiolog Ole Maaløe der satte gang i forskningen i sin afdeling og fik en god stab af forskere omkring sig; efter krigen også udenlandske forskere, herunder en overgang den amerikanske forsker James D. Watson der i 1951-53 i Cambridge sammen med et par britiske forskere beregnede DNA-molekylets dobbeltstrengede struktur (nobelprisen i 1964). Og Maaløes afdeling havde fin kontakt med den internationale molekylærbiologis store skikkelse, den tyskfødte amerikaner Max Delbrück, Californien, der holdt årlige sommerkonferencer.

Niels Jerne blev cand. med. i 1947 og slog efterhånden ind på den immunologiske forskning, idet han fik interesse for det specielle fænomen at de antistoffer den dyriske organisme danner som forsvar mod fremmed antigener (giftstoffer) har en særlig evne til at danne tiltagende bindinger til antigenet ved gentagne påvirkninger med det samme antigen. Antistofferne udviser altså en slags iver i opgaven som kaldes 'aviditet'. Jerne skrev disputats om fænomenet og fik doktorgraden i 1951. Og han fik i 1956 arbejde i WHO i Geneve og forblev resten af livet i udlandet.



Niels Jernes far, Hans Jessen, havde etableret sig i Holland og fik efter udbruddet af 1. verdenskrig i 1914 til opgave at etablere et slagteri og en baconfabrik i Terwolde. I begyndelsen af 1915 hentede han sine børn der var midlertidigt indstalleret i Esbjerg, men Niels fik ikke lov at passere den dansk-tyske grænse, for han var jo født i fjendelandet England. Han måtte blive hos sine morforældre yderligere et års tid - vel at mærke alene, dvs uden sin mor eller sine søskende. - Niels husker intet af alt dette, men det er almen psykologisk viden, at et barns savn af sin mor i en længere periode som lille sætter sig dybt i sindet.

Drengen var glad for puslespil - og senere skak, lotteri og spilteori. Engang han som ti-årig kom med sin far på casino i Monte Carlo, lagde han mærke til at faderen hver gang efter fire indsatser på en og samme farve skiftede farve. Så Niels måtte fortælle ham, at rouletter altså ikke har nogen hukommelse. Niels var nærsynet, men fik først briller som 12-årig. Han var også distræt og gik ofte og tænkte på et eller andet i stedet for at lege med de andre børn. Og han noterer selv i sine selvbiografiske skitser langt senere, at han "med glæde gik alene hjem fra skole, ikke med de andre drenge".

Han kom ikke godt ud af det med sin yngste storesøster som kunne måle sig med ham i intelligens, men ikke regnede ham for noget. Hun var magtsyg og uden humor - og det satiriserede han over i familieavisen The Jerne's Monthly. Men ellers var barndomserindringerne overvejende positive. Han husker at hans mor spillede klaver og sang gamle danske viser. Men også at hun var en distingveret dame. Han beundrede sin far, der havde både fremskridtstro, viljestyrke og initiativ - og pondus. Han var en mand med begge ben på jorden - og han kunne forhandle med de tyske generaler og senere med sydamerikanske ambassadører. Faderen hørte i Niels' øjne til dem der havde autoritet og karisma. Folk troede på ham, når han sagde noget. Og det stemmer ikke med mig, tilføjer Jerne. Faderen var en ledertype der handlede med folk på måder han aldrig selv kunne. Faderen havde også etiske egenskaber Niels ikke havde. Og han opnåede noget Niels aldrig opnåede, at blive en slags 'grand old man'.



Niels husker at han allerede på et tidligt tidspunkt havde en fornemmelse af at være faderen intellektuelt overlegen. Og det generede ikke denne at Niels brillerede. Niels kunne hjælpe sine søskende med lektierne og klarede sig selv gennem skolen uden besvær. Han syntes det var let at følge med og havde intet besvær med at få gode karakterer. Men hverken biologilæreren eller fysiklærerern efterlod et godt indtryk. Det gjorde til gengæld kemilæreren og matematiklæreren. Typisk for Jerne var han ikke glad for geometri, men derimod for algebra og differentialregning. Det abstrakte lå bedre for ham end det konkrete.

Han havde stor respekt for læreren i hollandsk sprog og litteratur, som underviste i poesi eller læste poesi for eleverne og prøvede at lære dem at værdsætte poesien. I løbet af ungdomsårene blev Niels stadig mere interesseret i digtekunsten og bøgernes verden. Faderens bogreoler var fulde af bøger om handel og teknik, men Niels foretrak at sidde på sit kammer med Goethe og Schiller. Og det sidste år på byens Højere Borgerskole var han redaktør for skoleavisen. Han gik ikke af vejen for at spille tennis eller løbe på ski, men han havde ingen tekniske eller praktiske interesser; der var hos Jerne en kløft mellem distance og nærvær. Han var mangesproget (polyglot) og skrev i The Jerne's Monthly skiftevis på hollandsk, dansk, engelsk og tysk. Han lagde så meget i dette arbejde at det tydeligt viser han følelsesmæssige tilknytning til familien, men den konsekvente satire over den ene af søstrene viser den distancerede analytiker. Og han røber sit inderste, når han tilslutter sig Proust's æstetiske grundsyn at målet ikke er at nyde samværet med andre mennesker, men at analysere og at nyde analysen.

Der var ingen økonomiske hindringer for at Niels kunne have fortsat sin uddannelse efter Borgerskolen. Men forældrene havde ikke deciderede akademiske ambitioner på deres børns vegne (modsat de fleste forældre i dag). Faderen skrev under på Niels' karakterbog uden at kere sig om tallene. Niels drog den slutning at ansvaret var hans eget, men også at hans far ikke mente det kunne nytte noget at studere. Det var bedre med det praktiske og handelsmæssige. Så han skaffede Niels en læreplads i et engelsk bananimportfirma. Niels husker ikke nogen uenighed om afgørelsen. "Jeg var selv for ung til at vide hvad jeg ville... Efter gymnasiet var jeg ikke særligt moden. Jeg var et barn."

Niels havde følelsen af at stå med et ben i hver sin verden og dermed være en fremmed. "Mine søskende og jeg talte jo hollandsk, men alligevel var vi ikke hollændere. Vi var velkomne alle vegne, for folk syntes jo at det var morsomt med denne flinke danske familie, men på den anden side passede vi ikke rigtigt ind nogen steder." Overfor mennesker fra andre dele af verden følte Niels sig som hollænder, men over for hollænderen som udlænding. Niels har betonet at han aldrig har følt sig rodfæstet noget sted, aldrig har følt at han tilhørte det sted hvor han boede. Han var så at sige en ægte kosmopolit, men dette betyder jo også altid at leve på en grænseflade mellem at høre til og ikke høre til. Og Niels har ikke følt dette som noget uheldigt. Der var fordele ved det, bl.a. den at folk ikke kunne placere ham i nogen bås. Forældrene havde ingen hollandske venner, men selv havde han samhørighedsfølelse med andre minoriteter.



I det engelske bananfirma fik han lært engelsk for alvor, fordi det var talesproget, og han lærte også at tilpasse sig kollegaernes "look busy"-attitude. De ironiserede allerede efter hans første arbejdsuge over at han havde klaret to dages arbejde på et par timer. Nu fik han lært at arrangere sit skrivebord så det så ud som om han havde uhyre travlt. Det gav tid til dagdrømme, og et par kærester. Den ene var præstedatter og fik problemer da hun havde kysset Niels offentligt. Hendes far krævede at forbindelsen blev afbrudt i en længere periode. Niels var døbt og konfirmeret, men hjemmet var ikke religiøst, og han troede personligt hverken på Gud eller på Kristus som Guds søn. Han drog den slutning at det var bedst at bryde forbindelsen med pigen definitivt. Han fandt straks en anden - der kunne lide jazz-rytmer, og det var bedre, men holdt heller ikke. Pigen husker Niels som meget intens og levende, men også som meget anspændt ung mand. Og hans udtråling var både overlegen og selvsikker. Han var "bevidst om andre menneskers dumhed".

Niels Jerne dyrkede både skak- og bridgespil og forsøgte at lægge luft til det rutineprægede arbejds- og familieliv. Han havde et ironisk syn på konventionerne - og betragtede i stigende grad sig selv som enestående. Han ville ikke være én blandt millionerne. Han ville ud over hverdagen og det banale, ud af den brede, konforme mængde. Denne afstandtagen fra det konventionelle smeltede sammen med hans ligeledes ukonventionelle kritik af 'maskincivilisationen'. I sit opbrud fra faderens fornuftige, praktiske og samfundstilpassede livsmåde og verdensopfattelse rekapitulerede Niels ifølge Söderqvist på det individuelle plan romantikkens opgør med oplysningen.



Brevene til den næste kæreste blev i løbet af foråret og sommeren mere og mere sentimentale, sensualiserede og melanskolske. Under en togrejse beskrev den nu 18-årige Niels, hvordan hans sjæl afbildede tingene der gled forbi uden for vinduet, men straks igen rystede billederne af sig for at give plads til nye. "Alle begivenheder er også gledet forbi mig, de er foregået og derpå forsvundet i glemsel". Han gjorde med andre ord hvad Söderqvist kalder "en af de mest afgørende romantiske opdagelser", nemlig at det kulturelt fremmedgjorte individ, der er dømt til at være en vandringsmand, har en længsel efter at stabilisere sit liv i isolation og ensomhed. Hans bedste øjeblikke i livet indtraf, når han havde mulighed for at være alene sammen med sine udvalgte forfattere og sine tanker, hævdede han selv. Det han virkeligt holdt af var at lukke døren og være alene. Natten var Jernes rette element, og natten er jo også romanticismens rette domæne. - Det er glædeligt at Söderqvist her bruger ordet romanticisme i stedet for det romantiske, for det er to forskellige fænomener. Jf. Romantikken ifølge Rüdiger Safranski

Ensomhedsdyrkelsen betyder ikke at Niels var en asocial særling. Familien fandtes hele tiden i baggrunden, og han mødtes med arbejdskammeraterne i banankompagniet. Men danseaftenerne og gramserierne med pigerne var ikke i længden tilfredsstillende. På et tidspunkt lod han i en privat optegnelse sit alter ego, en lille ubetydelig og egoistisk intellektuel fiktion, argumentere mod kærlighedens gud. Det fiktive ego ville ikke finde sig i at Cupido skulle hersker over hans liv. Han havde tilbragt mange herlige stunder med at danse og kysse og føle sig lykkelig i en kvindes nærhed. Men det var så overfladisk. Bøgerne derimod var uimodståeligt lokkende. Han læste Homer, Shelley, Keats, Byron, Dickens, Heine, Hugo, Lamartine og Zola samt Thomas Manns 'Buddenbrooks' (fra 1901). Dog også lærebøger om skakspillets teori.

Friedrich Nietzsche var pragtfuld, proklamerede Niels, for denne filosof repræsenterede mere end nogen anden kontrasten mellem det banale og det ophøjede, mellem den småborgerlige masse og geniet. Målet med livet var at overvinde sig selv og frembringe individer der stod over menneskeheden, altså "overmennesker" (for ikke at bruge Nietzsche eget misforståelige begreb 'overmennesket' i bestemt entalsform). Endnu i 1986, da Söderqvist interviewer Jerne, lyder det at Nietzsche først og fremmer var digter, han var lidenskabelig, og han udtrykte nogle tanker der var fascinerende og usædvanlige. "Jeg forstår ham ikke, men det er meget inspirerende at læse".

Hans kæreste ville gifte sig, og Niels havde fået eget kontor og en god hyre, så var i stand til at gå ind i ægtestanden, men han ville ikke miste sin frihed i et konventionelt ægteskab. I en datidig roman fandt han sin nye drømmefigur: en kvinde der var i stand til at overgive sig til ekstase uden at ville beherske manden. Bag denne drøm lå faktisk også den kendsgerning at han ikke vidste noget om seksualakten og altså heller aldrig havde haft et fuldbyrdet samleje.

Niels Jerne kastede sig over matematikken. Han hævdede selv at han gennem hele livet gjorde brug af matematiske spil og lege som en flugt fra hverdagen og livets problemer. Han havde på egen hånd læst bøger om differentialligninger og nu bad han om penge til at finansiere privatlektioner i matematik. Desuden fik han læst Henri Bergson, den franske forfatter og filosof der bl.a. havde skrevet "Den skabende evolution" der nu foregreb Niels' senere interesse for bevidsthedsstrømmen og den subjektive oplevelse af verden. Bergson mente fx at man ikke givetvis har intellektuel sympati med noget uden for sig selv, men sit eget jeg har man helt sikkert en sympatisk forståelse for. - Man kan undre sig over en sådan banal filosofi kan vække interesse, for ens eget jeg og underbevidsthed er nu engang noget man er fortrolig med - og hvis man ikke er det, er der virkeligt noget galt!. Men unægteligt er der - som Bergson har understreget - stor forskel mellem den oplevede tid og den fysiske tid. Jf. artiklen om Tiden. Mellem de forfattere Niels Jerne dengang læste var også Proust og Gide, som begge var påvirkede af Bergson.



Jerne var tre år i bananfirmaet, og disse år står i hans erindring som de lykkeligste i hans liv. Men pludselig blev han led ved arbejdet og ville nu i gang med at læse, dvs i gang med noget der ikke havde praktisk betydning. Hans drivkraft var - modsat faderens - at være intellektuel. Han var lidt i tvivl om valg af studium. Matematik, litteratur, historie og filosofi var mulige, men hans studentereksamen gav kun adgang til naturvidenskabelige, tekniske og medicinske studier. Og det blev reelt faderen og dennes venner og rådgivere der fravalgte filosofien og valgte fysikken. Han kom på Rigsuniversitetet i Leiden med de stolte traditioner, men også ekspertise i moderne teoretisk fysik og matematik, herunder også termodynamik.

Efter en prøve i analytisk kemi blev han ramt af en depression: "Jeg har ikke længere lyst til at læse. Jeg har allerede læst i hundredvis af ting. Jeg er træt. Spise, sove, stå op, spise, sove. At have det usselt. Håbløst, alt er forfærdeligt håbløst. Jeg elsker ikke længere, ingen elsker mig, jeg vil heller ikke elske mere. Alt er dødt. Alt forsvinder. Jeg har det som i en drøm. Længes ikke længere efter noget. Jeg er bange. Alt er håbløst tomt. Gråt, uden ende, uden mål....."

Studenterlivet fangede ham dog ind. Han gennemførte laboratorieøvelserne i analytisk kemi og organisk kemi, men han fortæller spontant og entusiastisk om universitets traditionsrige og elitære studenterkorps for hvem udenforstående var unævnelige proletarer. Korpset blev en afgørende erfaring i hans liv. Når man mødtes i klubberne for at diskutere, kom man ind i en helt anden verden. "Her diskuterede man kunst, død og uendelighed, og vi drak øl til den lyse morgen". Indmeldelsesceromier måtte han også være med i. De var alle sammen "forsænket i alkohol". Men han blev også medlem at et seriøst litterært selskab af unge mennesker der ønskede at diskutere hvorvidt blidheden - dulci - også havde en nytteværdi i livet. På anbefaling af en af vennernes mødre kastede han sig over Dostojevskijs forfatterskab. Af nyere ting kom også Hemmningvay og James Joyce med. I en længere periode kom han slet ikke sammen med piger (korpset var en ren mandeverden). Han kunne skrive spøgefuldt og ironisk om det, men klubkammeraterne erindrer ham både som en fin fyr og som en person der gik sine egne veje og ikke prøvede at komme i kontakt med andre.



Kemistudierne fyldte mindre og mindre af hans tid. Det ser ikke ud til at han fulgte undervisningen. Men han deltog i skakturneringer - og fik en idé om at få privatlektioner i de klassiske sprog, fordi man efter hans mening kun er halvt civiliseret hvis man ikke kender latin og græsk. Men han klarede ikke kemiprøven og kom ikke til de aftalte timer i græsk og latin. "Så i øjeblikket står jeg udenfor alt", meddelte han sin far. Det eneste han var sikker på var at han ikke ville fortsætte i faderens merkantile fodspor. Han havde kun ringe interesse for at blive 'banandirektør'. Og da faderen insisterede på at en eksamen i kemi kunne blive en hel redningsbrigade, sagde Niels fra. Han agtede ikke at blive et konstruktivt medlem af familie og samfund. Han satte sig dog for at forbedre sit liv, og at holde sig fra alkoholen.

I 1933 sammenfattede han sine hidtidige emotionelle erfaringer i livet og opregnede en række situationer hvor han havde oplevet angst ogt frygt. Han var fx bange for at begå selvmord i søvne, eller for at falde i en kanal. Men han havde "denne vanvittige længsel efter en stor lidenskab", og efter en slags "ægte venlighed". Og gav sig i den forbindelse til at læse Krishnamurti, den indiske guru der i 1909 af Teosofisk Selskab var blevet udråbt til kommende verdensfrelser. Men til sidst ønskede Niels Jerne simpelthen bare at komme væk fra Holland. Og tanken om at rejse til København for at studere dukkede op i ham. Han overvejede de forskellige mulige studieretninger. Men afviste alle undtagen medicinstudiet, som havde den fordel, mente han, at det var ret alsidigt og rummede både videnskab og filosofi, psykologi og sociale aspekter. Faderen gik med til at støtte ham økonomisk - og i august fik han sit danske pas og rejste nordpå.



Københavnerårene 1935-56    Til toppen  Næste

Niels Jerne lærte den tjekiske kunstnerspire Inge Wahl at kende, og de blev gift i 1935 og fik det første barn i 1936. Tjek, som hun kaldtes, trivedes ikke i Holland og det var en grund mere for dem til at flytte til København hvor hun kom på kunstakademiet. De var i kronisk pengenød i flere år, men Niels påtog sig noget arbejde for sin far, der drejede sig om mikrobiologi og kunne udføres i København. Det gav anledning til kritik fra hans søskende og den gik ham på, så han somme tider følte verden som uvirkelig. Det blev skrever ned i en stil der er temmelig afslørende for hans overlegenhedsfølelse: "Jeg kan for eksempel gå ind på et værtshus, ganske langsomt tage min jakke af og ganske langsomt kaste et overlegent blik ud over lokalet og se gennem gæsterne, for så at begive mig hen til et ledigt bord. Irriterende langsomt fører jeg min cigaret i retning af askebægeret, et kort dask, asken falder deri, og hånden går tilbage. Og jeg har fornemmelsen af at alt omkring mig er indhyllet i en tåge, som kun mine følelser overstiger, i en klarere og højere atmosfære."

Tjek på sin side fik udviklet sin egen malerstil - med stærke og klare farver, hvad der fremgår af hendes portræt af ægtemagen.


Tjeks maleri af Niels K. Jerne 1940

Niels var en del på rejse - til Holland og England - og det passede ham fint, da det gav ham tid til at læse og skrive. Han forsøgte sig bl.a. med at skrive noveller og overvejede en kriminalroman. Men der var ingen dybere tanker bagved, det var et spørgsmål om at tjene penge. Men han gik i gang med at læse Bertrand Russels store og krævende trebindsværk "Principia Mathematica", som den førende danske filosof, den logiske empirist Jørgen Jørgensen havde introduceret. Men Jerne fik også læst Brandes' "Hovedstrømninger i det 19, århundredes Litteratur" og ikke mindst Marquis de Sade.

Niels var meget af tiden væk fra hjemmet. Tjek måtte passe sit barn alene - og kom i krise, hvad ægteskabet derfor også gjorde, selvom han ind i mellem kunne skrive sentimentale breve til hende. Efteråret 1937 gik med at læse Shakespeare. "Der var måneder hvor jeg virkelig ikke havde noget at lave", skriver han. Og i et digt hedder det - igen sigende om hans indre liv: "Jeg har et udstrakt ubevidsthedsfelt. Der indeholder komplekser. Der hæves, så snart jeg kender dem specielt, intellektuelt. Jeg har et væsen. Jeg har et navn. Jeg har en sjæl. Har jeg en mening? Jeg ER - ja hvad? Ingenting? Jeg ved slet ikke om jeg er til stede."

Tjek slog sig i en periode ned med sin søn i Løkken - og måtte kæmpe for at få plads til sin kunst. Drengen var ikke nem at styre, hun gav ham faktisk klø af og til, mens Niels med sit rolige væsen bedre kunne klare ham. Så Tjek var på et tidspunkt på randen af et nervesammenbrud. Niels' råd lignede ham godt nok, men var ikke meget værd: "Du må holde lidt egoisme i reserve, og også en lille smule nonchalance, og så, når nerverne ikke kan mere, må du lukke af for følelserne, og anskaffe dig lidt hårdhed....".

Niels opponerede ofte mod andre mennesker, som regel med så megen takt, at der ikke opstod en direkte fjendtlig stemning hos modparten. "Hos mig selv opstår en sådan fjendtlig stemning nemlig kun yderst sjælden, da jeg som regel kun stiller mig på en vilkårlig platform, medens de fleste indtager en til dem fastvokset platform."

Parret flyttede ind i en stor lejlighed i Amaliegade, hvor der var plads til at ånde. Niels genvandt sit humør, bestilte sin første telefon, købte en skrivemaskine og begyndte at gå til fægtning tre gange om ugen. Der kom mange kunstnere på besøg, herunder Elof Riseby, Søren Hjorth Nielsen, Egill Jacobsen, Henry Heerup og Asger Jørgensen (Jorn) samt kunsthistorikeren Jan Zibrandtsen. Og Niels læste Freud, Adler og Jung. Men han var også ved at blive desperat. Der var nu gået ti år siden han tog studentereksamen. Når han så på kendte videnskabsfolk, havde de alle et næsten ens, mere lineært livsforløb. "Der er ingen der har spildt så mange år som mig."

I februar 1939 genoptog han det medicinske studium. Det meste var repetition, så han fik rigelig tid til at spille skak og botanisere i bøgernes verden. Han læste fx Huizingas bog om det legende menneske (Homo ludens). Han fik taget den såkaldte kantusse (den grundliggende fysik- og kemiprøve) med topkarakter i alle tre fag. Herefter gik han i gang med førstedelen, der omfattede den krævende anatomi-prøve (som halvdelen dengang dumpede i første gang). Forelæsningerne fandt sted i Bredgade i det nuværende museum, der dengang kaldtes 'det anatomiske teater'. Han kom ikke sammen med de andre studerende. Han var jo ældre end dem og følte sig ikke godt tilpas i deres selskab. Men han undrede sig over sine medstuderende: "Skal denne her idiot være læge?". Han befandt sig bedre i 'Minefeltet' med værtshusene Vingården eller Skindbuksen og de mange kunstnere. Her var et lykkeligt fællesskab, forklarede han. "De maler alle sammen, og de var allesammen enig om at bønder er idioter."



I april 1940 blev Danmark besat, og Niels følte at stå ved vor kulturs undergang. "Vi ved det; vi taler om det. Vi ler ikke, vi græder ikke, diskuterer det ikke. Vi lever livet uden falske forhåbninger. Moral og religion har ikke mere at sige os, og vi dør uden tårer og uden afskedsord. Denne holdning er selvsagt umoralsk, måske erotisk, det er en æstetisk følende ungdoms sidste mulighed."

Niels reagerede voldsomt på professor Hans Brix' anmeldelse i BT af Ernest Hemmingway, som for Niels Jerne i mange år havde været "en af vor tidlige ungdoms helte", netop fordi han ejede evnen til at fange en stemning ved at fjerne sig fra den. Hemmningway havde nok en hård pen og en hård stil, men fremkaldte samtidig en meget subtil, følsom stemning, meddelte han Zibrandtsen, og det siger meget om ham selv. Jerne var nu også begyndt at interesserer sig for Søren Kierkegaard. Han skriver med en kraft, en intelligens, en glæde - ubeskriveligt. Han er så morsom at man kan le, og samtidig så dybsindig. - Anatomi-studiet blev dog ikke helt forsømt, selvom det var vanskelige for Jerne at tvinge sin hukommelse til at følge med. Det var sjovere at løse kryds og tværs og diskutere den halve nat med kunstnerne. Niels og Tjek gik i biografen og i teatret, men i marts fødte Tjek deres anden søn. Og så var han på den tid desuden nærmest besat med at registrere tingene omkring sig, helt modsat Tjek der dyrkede det ekspressive og uordnede i sin kunst. Ingen af dem sørgede for lidt orden i hjemmet.

Jerne havde en ambivalent forhold til kunsten. Han dummede sig i en diskussion ved at bemærke om et maleri, at sådan ser et slips da ikke ud i virkeligheden. Han mærkede medlidende blikke fra de tilstedeværende. Men efterhånden fandt han ud af at reproduktion af virkeligheden ikke er en vej der fører til forståelse af kunsten. Personligt foretrak han at reflektere over kunsten, men det var ikke alle i Minefeltet der havde det på den måde. Kun Jorn "talte meget mere end han malede"!

I sommeren 1941 lejede Niels og Tjek igen et hus i Løkken - og det blev ifølge vennernes udsagn deres lykkeligste sommer sammen. Efter ferien fik Niels læst kunstteoretikeren Benedetto Croces tanker om kunst og intuition, og han fik fat på at det er intuitionen der giver kunstværket dets enhed, fordi den fremstiller en følelse. "Kunst er en følelsesspænding indesluttet i en fremstillingskreds". Efter en del læsning og megen nervøsitet bestod Jerne førstedelen af medicinstudiet med pænt resultat, og noterede i et brev til Tjek at nu kunne vistnok ingen standse ham i at blive læge.

I sommeren 1942 indledte Niels et forhold til en færdiguddannet læge Erna, der havde appetit på livet, elskede at feste og ikke kunne stå for mænd. Men ellers blev han voluntør på Sundby hospital - og det daglige møde med den kliniske virkelighede var overvældende for ham. Han skulle møde på kirurgisk afdeling kl. otte og blev udstyret med operationskittel, hvid hue på hovedet og gummiovertræk på skoene. Sceneriet fandt han nærmest surrealistisk. "Det så ud som om patienterne blev båret og rullet ind alle vegne fra. Og vi for fra det ene operationsbord til det andet.... man var i vejen hele tiden, kunne ikke finde det der blev forlangt eller finde ud af lyskontakterne. Patienterne skreg og lægerne skældte ud...." Efterhånden blev arbejdet dog rutine.

Jerne fulgte forelæsninger i farmakologi. Men immunologien var ikke kærlighed ved første blik. Og hjemme i Amaliegade fandtes ikke megen naturlig resistens, Hele familien lå efter tur i sengen med forkølelse, bihulebetændelse, feberanfald, opkastninger og mavesmerter. På universitets fik han i kirurgi den nyudnævnte professor Erik Husfeldt. Engang da en nazistisk student troppede op til forelæsningen, nægtede han at forelæse. Alle vidste iøvrigt at Husfeldt var med i modstandsbevægelsen!



Statens Seruminstitut    
Til toppen  Næste

Økonomien var et alvorligt problem hele tiden. Niels måtte efter eget udsagn ofte gå til pantelåneren. Via sin læge-kæreste fik han at vide at en afdeling på Statens Seruminstitut manglede en sekretær, og da han både kunne fransk, tysk og engelsk kom han til samtale hos den jævnaldrende afdelingsleder Johannes Ipsen og fik et halvårsvikariat i Standardiseringsafdelingen. Han fik en stabel relevante bøger med hjem sammen med en kort introduktion til biologisk standardisering - og således blev hans skæbne egentlig afgjort.

Instituttet var kendt for sine gode ressourcer; penge var ikke noget problem. Instituttet havde stor international prestige og blev samtidig betragtet som en ideel arbejds- og forskningsplads. Ja, det var kendt som "disputatsfabrik". Og standardiseringen af vacciner og sera var et integreret led i den verdensomspændende rationaliseringsproces som havde præget det vestlige industrisamfund gennem hele dets historie. Udbredelsen af forskellige former for serumterapi havde medfødt en udbredt trang til ensartethed i målingen af helbredende sera, som Jerne fik forklaret. Standardiseringsafdelingens vigtigste opgave var at fremstille og undersøge standard-sera. Da den i sidste ende havde en international arbejdsgiver var den en lille enklave i instituttet, og dets arbejde skulle baseres på forskning. En ung original og meget utraditionel matematiker (Georg Rasch) holdt forelæsninger om biologisk statistik og fik sin egen statistiske afdeling ved instituttet. Niels Jerne på sin side havde fra starten spontant tilkendegivet at han opfattede serum- og toksin-standisering som et kemisk problem. Men den statistiske behandling af forsøgsresultaterne havde vakt genklang hos ham, fordi han havde en slags naturtalent for statistik og sandsynlighedsberegning. "Tilfældighedernes spil er en meget væsentlig ting. Jeg er en meget stor tilhænger af tilfældigheder".

Ingen længe begyndte Niels (der forsat ikke havde gjort sin uddannelse færdig) at spekulere over muligheden for at foretage selvstændig forskning, men han var trods alt ikke sikker på at det skulle være hans endelige mål. Han trivedes godt på instituttet, men var ikke sikker på at karrieren var det vigtigste i livet. Over for Tjek stillede han spørgsmålstegn ved om det, menneskeligt set, er klogt at sætte den store energi og tankestyrke ind på noget så specielt, der slet ikke berører ens personlige livsfølelse. "Bare man var maler", kunne han udbryde. Dét var skabende arbejde - og det var hvad der lokkede ham. Han ville i kontakt med det der sprudler, vibrerer, stræber, virker, i livet. Han ønskede stadig at kunne frigøre en del af sin sjæl fra det daglige kaos af bekymringer og petitesser og at kunne fastholde de lykkeligste øjeblikke i en buket af farver. Ja, han drømte om at være "en verden i sig selv, og Gud i den verden, og Skaber!". Det ville være et sandt tegn på åndens magt over materien.

Söderqvist fremhæver disse overvejelse fra sommeren 1943, fordi de kan ses som en slags programerklæring for netop den forskertilværelse Jerne kunne tænke sig. En forsker kan nå det sublime i videnskaben ved enten at abstrahere fra konkrete detaljer for derigennem at nå frem til universelle sammenhænge eller ved at sætte sit personlige aftryk på verden. Det var netop en styrke i Jernes senere videnskabelige virksomhed at han formåede at forene disse to dele, den rationelle tanke og den kunstneriske skaben, skriver Söderqvist. Men det ville nok være bedre helhedsrealistisk at tale om henholdsvis den rationelle tanke og den irrationelle intuition, og tilføje at de aldrig kan forenes på logisk plan, da de er to tilgange til virkeligheden, men derimod spille ind i en dynamisk vekselvirkning som komplementære størrelser, og at det altid er dette der sker ved dybe erkendelser.



Arbejdet på Standardiseringsafdelingen i sommeren 1943 levnede ikke Niels Jerne megen tid til resten af familien. Den var også i Løkken. Han "frigjorde sin sjæl fra det daglige kaos af bekymringer og petitesser" ved at fordybe sig i statistiske problemstillinger. Efter en måned havde han sat sig så grundigt ind i problemerne at kan kunne begynde at tænke kreativt. Det morede ham simpelthen at "gå og pusle" ude på instituttet. Ikke mindst puslede han med problemet om årsagernes sandsynlighed, og han kom til et resultat der var stik modsat af sin chefs. Men han blev vel at mærke værdsat for sine præstationer af Ipsen.

Han bedrev også fortsat sin utroskab med sin læge-veninde. Tjek kendte til sagen, og var principielt tilhænger af et åbent forhold, men i praksis var hun ramt af jalousi. Hun bemærkede at han i hvert fald havde "viljen til sammenliv". Og Niels på sin side påstod at han så på deres forhold "med evighedstanker". Blot forsvarede han sig med at han ikke kunne beherske sin trang til erotisk afladning. "Jeg er stemplet med troløshed", skrev han, "og ser det med åbne øjne". Men "jeg har ikke været drevet af det lette, glade sind. Fuldstændig åndsforladte sexsuelle forbindelser kan jeg ikke tænke mig."

I sine rutineberegninger på instituttet syslede Niels med at definere usikkerheden i styrkebestemmelsen af et givet ukendt serumpræparat. Han ville gerne - mens chefen var på rejse - prøve at konstruere en metode for små og overskuelige regneopgaver der kunne spare tid ved at anvende standardformlen. Det lykkedes ham og resultatet blev accepteret af chefen og offentliggjort i et videnskabeligt tidsskrift. Det havde næppe den store værdi i videnskabshistorien. Men for Jerne selv var det en afgørende ting, fordi han opdagede at han var bedre begavet end sin chef! Faktisk var hele sommeren 1943 en eneste lang bekræftelse på Jernes voksende videnskabelige selvtillid, skriver Söderqvist. Jerne forestillede sig et kapitel i en kommende selvbiografi der skulle hedde noget i retning "Jeg får et halvdagsjob på Seruminstituttet og opdager pludselig at jeg er videnskabsmand".

Jerne fulgte også med i verdenskrigen og pjekkede hele tre dage fra sit arbejde, fordi han absolut ville på Det Kongelige Bibliotek og læse svenske aviser om Stillehavskrigen. Det lagde han ikke skjul på. Og chefen lod det passere, fordi det var Niels' utrolige alsidige viden og interesser der betød noget for ham. Niels' interesse for krigen tog af, efterhånden som slutningen nærmede sig. Og da ægteskabet forheksede hans sind, koncentrerede han sig om videnskaben. Han begyndte at tvivle på de målemetoder der var forudsætningen for forsøgene med difteri-toksoid. Fra juli til december 1944 udførte han en del eksperimenter for at påvise at det konventionelle mål for et givet serums styrke er arbitrært (vilkårligt) ved at variere med niveauet for den valgte toksinkoncentration. Det gennemsnitlige indhold af antitoksin fandt han fem gange så højt når det måles ved den ene koncentration som ved den anden. De konventionelle metoder var med andre ord ikke korrekte. Igen kan Söderqvist konstatere at opdagelsen objektivt set ikke var Jernes (andre var kommet til samme resultat), men at han selv subjektivt oplevede den som sin egen så den dermed blev udgangspunktet for arbejdet med doktordisputatsen. Den blev desuden en nøgle til hans senere selvstændige handlemåde inden for det internationale standardiseringsarbejde i 1950'erne.



Gennem to-tre år oplevede Niels Jerne et vendepunkt i sit liv. Over for forældrene havde han demonstreret at han duede til noget. Hans chef anerkendte ham for hans intellektuelle evner. Og han havde formået at fastholde sin kærestes erotiske interesse. - Hans melankolske grundtone og nihilistiske indstilling til tilværelsen var gradvist tonet ned. Han læste Kierkegaards 'Enten-Eller' og nød det gode liv, ja, elskede forførelsens kunst. Tjeks moralske styrke og personlige integritet fik ham til at indtage en ekstremt æstetisk position. Men han mente dog at han etisk set havde pligt til at arbejde for sine børn og deres fremtid og i det hele taget burde opfylde sit liv med arbejde og arbejde. Han besluttede at indtage positionen som Kierkegaards etiker! Sagen var blot at han aldrig tog stilling til valget mellem Tjek og lægekæresten Erna. Han tillod sig endog to korte sidespring mere. Og han genopdagede på den måde sanselighedens og kroppens stærke kraft.

I april og maj 1945 fik han fri fra Seruminstituttet for at forberede sig til eksamen. Tjek flyttede til 'Jægerhuset' i Holte sammen med børnene, og han havde lejligheden i Amaliegade for sig selv. Prøven i patologisk anatomi blev med hans egne ord en blændende præstation. Og tre uger senere reddede han Seruminstituttets ære ved at få højeste karakter i bakteriologi. Han vidste nemlig meget mere end censorerne!

Niels og Tjek boede hver for sig og brevvekslingen mellem dem blev stadig mere heftig og bitter. Hun var deprimeret og antydede muligheden af en skilsmisse. Men den tanke passede ham ikke. Han kunne ikke undvære hende, hævdede han. Han forgudede på sin vis Tjeks intellektuelle og kunstneriske evner, men han følte sig også domineret af hende, og det brød han sig bestemt ikke om. Han følte det som om han kæmpede mod en ubøjelighed i hende som tvang ham til modstand. Han skriver ligeud til hende at han ønskede en ægtefælle der som kvinde hele tiden er sig hans eksistens som mand bevidst. En sådan kvinde fandt han nu i en af Tjeks veninder og modeller, Adda, som uden videre accepterede hans sado-masochistiske tilbøjeligheder; de gav sig fx udslag i at han piskede hendes bryster. Men han betroede sig også til hende skriftligt, og brevene opfattede han som "åndeligt spindelvæv hvori man fanger det drømmende kvindesind". Og hun lod sig fortrylle. Han fik desuden at vide at også Tjek havde haft udenomsægteskabelige forhold. En rejse til London gjorde ikke situationen bedre for ham. Den blev kun en pause i kampen. Tjek fik besked om Niels' nye forhold - men nu var det hende der ikke ville slippe ham. Alt brød sammen for hende, og sidst i oktober 1945 tog hun sit eget liv ved at åbne for gassen i køkkenet. Det var den ældste, nu ni-årige søn der fandt hende død.

Familie og venner trådte hjælpende til, men de kunne ikke fjerne sorgen og fortvivlelsen hos Niels eller bevidstheden om at han ikke havde gjort tilstrækkeligt for at forhindre hendes død. "Hvor er det ydmygende for mig, at jeg ikke forstod at holde liv i hende, men lod hende gå ensomt i døden", skrev han. I et bladinterview i anledning af Nobelprisen sagde han en snes år senere: "Måske var sorgen over at have mistet Tjek med til at gøre mig til en dygtig forsker". Koncentrationen om forskning var i hvert fald et effektivt afledningsmiddel. Tidligere havde han erfaret at det at forsvinde ind i matematikkens dybder var en virksom opium for ham. Denn gang måtte han dog være indstillet på at forsvinde i videnskabens dyb et helt liv for at slippe for skylden og smerten, skriver Söderqvist (jf. titlen på hans biografi). Men Söderqvist nævner dog også den mulighed at Tjeks død kom til udløse hans videnskabelige skaberkraft i og med at den kom som en befrielse for ham.



Tilfældighed og kontrol    
Til toppen  Næste

Niels Jerne fik en måneds tid efter forbindelse med verden igen. Han havde ansvaret for to børn, skulle tage sin embedseksamen - og Adda pressede på. Hun var gift, men var rede til at forlade mand og barn for hans skyld. Umiddelbart efter nytår bad han hende komme - uden at give hende bindende løfter for fremtiden. - Niels havde ikke rørt en bog i et halvt år, men fik nedsat sin arbejdstid på instituttet, så han på fire måneder kunne læse op. Men han fik lungebetændelse og måtte udskyde eksamen. Hans chef skulle på studieophold i USA og prøvede at inddrage Niels i sine projekter. Men denne var forbeholden, for han ville selv. Fejlkilder havde været Ipsens store mani, og de blev nu også Niels' altopslugende interesse.

I visse tilfælde accepterede Jerne at lade skæbnen tage magten over tilværelsen. Alt var tilfældighed, alt var kaos. I andre tilfælde blev han styret af en ubændig trang til at beherske og kontrollere tilværelsen. Tilfældighed og kontrol var de to store dualismer i hans sjæl og liv. Og han blev sarkastisk når Adda ville vide besked om deres fælles fremtid. Niels klarede sin eksamen med den gennemsnitlige karakter (laudabilis), og det var ok, for han ville være forsker og ikke læge. Han tog dog den turnusperiode på et hospital som var betingelsen for at få autorasation som læge.

Seruminstituttets Standardiseringsafdeling fik ny leder, Ipsen sagde sin stilling op, Jerne var på tale, men var jo ikke en etableret forsker, så stillingen gik til den tre år yngre mikrobiolog Ole Maaløe, der allerede havde skrevet doktordisputats. Til gengæld vidste han ikke meget om standardisering. Og derfor kunne han bruge Jerne. De kendte hinanden fra instituttets lille studiekreds i statistik og snakkede godt med hinanden, ja de havde endeløse diskussioner om bl.a. Shakespeare.

Det almindelige rutinearbejde om standardisering blev overladt til laboratorieteknikeren Rostock. "Vi blev enige om at vi standardiserer kun om mandagen", husker Maaløe. Et af de centrale samtaleemner var styrkemåling af antisera, vacciner, toksiner og toksoider - og netop målemetodernes tilforladelighed var blevet Jernes største interesse. På instituttet kendte man allerede fra matematikeren Raschs analyser aviditetsfænomenet, dvs antistoffernes iver efter at binde sig til antigenerne. Jerne fik nu lov til at bruge en del af sin arbejdstid til at skrive en afhandling om denne såkaldte "fortyndingseffekt." Han tolkede fænomenet som et fysisk-kemisk problem. Termodynamik og ligevægtskemi havde han lært i Leiden. - Maaløe og Jerne havde et fantastisk nært samarbejde, husker en læge. Diskussionerne mellem Maaløe og Jerne handlede ifølge Jerne først og fremmest om detaljer. Maaløe var en meget klar analytiker, men Jerne var den intuitive, kreative tænker. Han var af livsindstilling en kontemplativ og distanceret tilskuer til tilværelsen og videnskaben.



I januar 1948 fik Jerne besked om at han ville få en fast stilling som heltidsansat videnskabelig assistent, og i det følgende halve år kom en stor del af hans tid og energi til at dreje sig om at udvikle teoretiske modeller af ligevægtsrelationen mellem difteri-toksin og difteri-antitoksin. Han udviklede sine metoder eller 'forsøgsdesign' for så vidt muligt at eliminere systematiske fejlkilder, og han lagde et stort arbejde i at standardisere injektions- og aflæsningrutiner. At fjerne fejlkilder var stadig han store videnskabelige ambition. Han havde en korrespondance med et par fremtrædende udenlandske forskere, som skærpede hans opmærksomhed på de eksperimentelle og statistiske fejlkilder i hans eget arbejde. Korrespondancen bidrog samtidig til at give ham ry som ekspert i matematisk statistik. - Og der blev tegnet massevis af reaktionskurver på tavlen: kurver når man injicerer et milligram, og kurver når man injicerer ti milligram og så videre. "Og der stod Maaløe og jeg, vi diskuterede dag efter dag. Om vi kunne finde noget i det der kunne lede os til at se sandheden". Söderkvist noterer at Jerne resten af livet holdt fast i den erfaring at den grafiske repræsentation af et biologisk forløb i form af reaktionskurver var overlegent i forhold til alle andre måder at forstå mekanismerne på. For en ordens skyld skal udtrykkeligt nævnes at biografien bringer mange eksempler på disse kurver. En af Jernes vigtigste inspirationskilder var Rasch, der var "en dygtig matematiker med en kalligrafs følsomme anslag på tavlen og en rungende latter", og som samtidig var villig til at tale om alt mellem himmel og jord. Han var en af de få personer Jerne opfattede som intellektuelt jævnbyrdig med sig selv.

Jerne tilbragte det meste af sin tid uden for hjemmets fire vægge, dvs på instituttet og på Københavns vinstuer og værtshuse, herunder nu også på 'Royal', det senere 'Laurits Betjent' på Gammel Strand, hvor han traf August Schade. Børnene så han ikke meget til. Det ældste fik problemer i skolen. Og forholdet til Adda, som han var blevet gift med i 1948, var præget af slendrian. Ægteskabet var noget af en misforståelse, siger en kollega. Hun forstod nemlig ikke kunst og havde ikke humor. Hun blev i stigende grad reduceret til stedmor og husholderske.

Söderqvist påpeger at Jerne tilbagevendende blev karakteriseret som elitært indstillet. I en samtale med Jerne taler denne om 'lykken ved at føle sig mange mennesker overlegen'. I en anden hævder han at han allerede på Seruminstituttet følte sig de andre forskere overlegen eller mere intelligent. Ja, han kunne påstå at mange af de forskere han gennem tiderne har truffet har været så dumme at bagerjomfruen på hjørnet er bedre begavet end de er, for hun er opmærksom på sine omgivelser og i stand til at finde ord for sine iagttagelser.

Men Jerne trivedes udmærket på instituttet. Forskningsmiljøet var godt. Den videnskabelige infrastruktur fungerede upåklageligt. Manglede man noget, løftede man bare røret. Og Jerne skrev ironiske causerier til personaleavisen Mikro. Han var kronisk plaget af gældsforpligtelser, inklusive ubetalte gas- og elregninger og manglede altid penge. Men han tog sit skriftlige arbejde alvorligt og begyndte at formulere en første version af sin doktorafhandling i efteråret 1949. Han foretog nye eksperimenter. Maaløe pressede på. Faderen døde. Men i januar var Niels Jerne klar til at skrive manuskriptet - med faderens fyldepen. Den hidtidige antitoxin-standardisering hvilede på et forkert grundlag og måtte revideres totalt. Og det var hvad han nu bidrog til. Men da afhandlingen i juni 1950 var blevet maskinskrevet, kom han med en bemærkelsesværdig tilføjelse: Difteritoksin-antitoksin-problemet er immunologiens klassiske problem. Og det var faktisk en programerklæring, noterer Söderqvist. I følgebrevet til det udvalg der skulle bedømme disputatsen skrev han udtrykkeligt at han troede arbejdet havde principiel betydning for immunologien. Således gav han for første gang udtryk for at han betragtede sig selv om immunolog.

Jerne skrev i disputatsen at der ikke kunne herske tvivl om at en betydelig del af den tilsyneladende stigning af antitoksin-indholdet beror på en stigning i aviditeten - men at han ikke kunne udtale sig nærmere om selve mekanismen. Bemærkningen peger frem mod den selektionsteori for antistofdannelse som han formulerede fire år senere. Söderqvist understreger at Jerne dermed havde taget et skridt i retning mod at identificere et nyt sæt af videnskabelige problemstillinger og dermed en ny disciplinær identitet for sig selv. - Disputatsen blev godkendt. Carlsberglaboratoriets forstander Kai Linderstrøm-Lang var formand for bedømmelsesudvalget - og han gættede ved deres første personlige møde på at Jerne var teoretisk fysiker. Og det var Jerne beæret over.



Disputats og nøglen til den afgørende opdagelse    
Til toppen  Næste

Ole Maaløe var ved et studieophold hos Max Delbrück ved California Institute of Technologi i 1949 blevet bidt af undersøgelser af arvelighedsmekanismen hos bakteriefager (virus som angriber bakterier), og han etablerede med sin direktørs accept nu sin egen enmandsfilial af den internationale bakteriofag-gruppe og indledte en serie eksperimenter. I oktober 1950 ankom uventet to unge amerikanske bakteriefag-forskere til afdelingen. Det var den 26-årige Gunther Stent og den kun 22-årige James D. Watson. De faldt hurtigt til, og kom i fuld gang med at eksperimentere sammen med Maaløe. Det førte til at Jerne fik praktiske erfaringer med bakteriofager. Han gjorde egne forsøg med neutralisation af fager med antifag-serum. Og han lagde mærke til at neutralisationskurven mellem fager og antifag-serum til allersidst bøjer af efter omkring 30 minutter og bliver horisontal, hvilket viser at omkring 1000 fager pr. ml forbliver i live. Da det ikke havde nogen praktisk betydning, mente man det var uinteressant. Men Jerne havde øje for afvigelsen - og kaosforskningen fik senere påpeget at megen forskning netop havde været behæftet med fejl, fordi man rask væk har set bort fra afvigende forsøgsresultater (de blev simpelthen kasseret fordi man troede de beroede på fejl ved målingen).

Jerne blev fastansat ved Seruminstituttet som laborator med kongelig underskrift og audiens - og havde faktisk flere fremtidsmuligheder på hånden. Men han valgte at blive hos Maaløe og udforskningen af bakteriofagernes genetik. Den lokale atmosfære af international videnskab var lokkende. Selv Niels Bohr dukkede af og til op på grund af sin interesse for grænseområdet mellem fysik og biologi. Jerne udførte neutralisationen i veldefinerede saltopløsninger af forskelige koncentrationer - og fik også den idé at bruge destilleret vand. Han røbede sin ide ved frokosten - og alle lo af en så tåbelig tanke. Men resultatet var forbløffende. Reaktionen foregik mange gange hurtigere med destilleret vand end med saltopløsninger. Og det interessante var jo at udgangspunktet ikke var en teoretisk problemanalyse, men et indfald der bare dukkede op. Og Jerne fik optaget en artikel om sagen i det fine internationale tidsskrift 'Nature'. Nu er du forsker, fortalte Watson ham - og også Stent ændrede sit skeptiske syn på Jerne.

Efter at have forsvaret sin disputats var der middag, og Jerne underholdt opponenter og øvrige deltagere med små anekdotiske indblik i sit forskerliv: "Jeg får mine bedste idéer når jeg står bag på sporgvognen. Der kan man meditere så dejligt uforstyrret og ansvarsløst. Derfor cykler jeg aldrig mere. Når jeg har fået en god idé - det er i reglen noget med at immunisere et marsvin, fortrinsvis med difteritoxoid - så skynder jeg mig op til Maaløe". - Watson, den senere berømte mand der fik nobelprisen for sin opdagelse af dna-molekylets struktur, måtte høre Jerne røbe, at han nok havde ytret begejstring over instituttets rige muligheder for at dyrke videnskab.... men at han "aldrig havde været et sted hvor så mange mennesker bestilte så lidt".

Söderqvist noterer at den selvsikre tale ved middagen afspejlede Jernes nye status i den danske forskerverden. Maaløe påstod at der var konsensus om at disputatsen var usædvanligt usædvanlig i kraft af den teoretiske orientering og den sofistikerede statistiske behandling af forsøgsmaterialet. De fleste af hans medicinske kolleger var dog ret indifferente: Antistoffer og immunologi var - som Jerne selv udtrykte det - på dette tidspunkt en slags esoteriske ideer det intet havde med biologi at gøre. Og han skrev et sarkastisk lille digt om de matematico-phober der ikke forstod statistiske ræsonnementer, men krævede håndfast beviser på tingenes eksistens.



I september 1951 blev instituttets lille lokale bakteriofag-gruppe opløst, fordi flere af medlemmerne rejste hjem - og Maaløe for anden gang rejste på studieophold til USA. Jerne blev ansvarlig for afdelingens arbejde - og klagede hurtigt over at arbejdet tog for meget af hans tid. Yderlige fik afdelingen en række nye arbejdsopgaver af ekspertkomiteen i Geneve, hvortil Jerne var rejst ned sammen med direktør Ørskov. Denne hævdede bagefter at alle havde været fulde hver dag. På hjemvejen besøgte Jerne andre eksperter og fik på kort tid en række nyttige kontakter. Han blev taktisk bevidst om sin forskning, noterer Söderqvist, men var i tvivl om hvordan det videnskabspolitisk var klogest at komme frem. Og han ville helst ikke ud med at han havde fundet et forholdsvis lavmolekylært, basisk protein der kunne være kandidat til den faktor han søgte. Men han savnede nogen at snakke med om sagen.

Midt i juli rejst Jerne og Maaløe til Frankrig for at deltage i den anden internatioanle biokemikongres ved Sorbonne og et vigtigt kollokvium i et kloster uden for Paris. Her mødtes de godt halvtreds videnskabsmænd der dannede front i bakteriofagforskningen. Men deres hovedinteresse var DNA-forskningen. Og Jerne var ikke molekylærbiolog men immunolog, og det var han alene om. Men hellere være alene om at skabe noget nyt end at være som alle andre. Også et internationalt vaccine- og serummøde i Dubrovnik deltog han i.

I sine forsøg i København havde Jerne store vanskeligheder med at måle vægten af et bæger før og efter at han havde taget en dråbe vand med en pipette. Problemet var igen fejlkilden. Han var i en skrækkelig pine, for hvordan kunne han gennemføre et eksperiment, hvis han ikke engang kunne udføre en præcis fortynding. Han var ganske enkelt mistænksom over for hvad man foretog sig i laboratoriet. De sagde til ham at de fortyndede væsken en til ti tusind gange, og så inficerede de det i en frø og så videre, og næste dag tog de en prøve. "Og jeg tænkte altid: lad os glemme det hele, de her folk ved ikke, hvad de beskæftiger sig med." - Det var hans måde at udtrykke sin usikkerhed på. Når medarbejderne i laboratoriet ikke begreb hvilke fejlkilder der fandtes, da var det selve meningen med eksistensen i laboratoriet der anfægtedes! Laboratoriet er ikke blot et mikrokosmos, men i hans øjne sædet for det sublime i videnskaben, dvs et sted hvor det almindelige og normale undertiden viger pladsen for den største æstetiske oplevelse og giver indblik i en teoretisk verden hinsides hverdagens realiteter.

I 1953 blev Jerne tilbudt at tage på inspektionsrejse til Sydøstasien for den internationale sundhedsorganisation WHO i Geneve. Det ville afbryde hans forsøg hjemme, men her syntes han at være løbet ind i problemer, så han sagde ja. Det var en enestående mulighed for at se en spændende del af verden, det var en anerkendelse af hans kompetence, og han blev godt betalt. Englænderne var ikke begejstrede for at få en mand der lå under for den københavnske forestilling om at styre verden fra København. Men han kom af sted - med lærebøger i hindi i bagagen. Først skulle han omkring Geneve, og bagefter London. I New Delhi blev Jerne i første omgang imponeret over det videnskabelige niveau, men siden bemærkede han den udbredte administrationsdille. Han konstaterede at der overhovedet ingen kontrol var med lægemidler derude. Men folk på gaderne var muntre og synes lykkelige. Videnskaben var muligvis ikke kilden til al lykke på jorden. Jerne fik holdt en del foredrag, men fik intet ud af rejsen i videnskabelig heseende.



Jerne var noget tilbageholdende med at gå i gang med forsøg efter sin næsten et år lange pause fra det eksperimentelle arbejde. Men under hjemrejsen havde han reflekteret over det videnskabelige arbejdes karakter og moral. "Det kan gøres på mange måder, alt efter forskerens temperament, men intet kan opnås ved svindel. Ja, så snart man skæver til egen profit, er det som om forsøgene opdager manglen på oprigtighed, og de lystrer ikke. Det hele ligger i den sympatiske ånd hvor man man nærmer sig forsøget...... Det man skal stræbe efter er en stadig større indsigt i den egentlige kerne af det man foretager sig, prøve at fjerne alt det efter temperament overflødige".

Den unge amerikanske forsker Karl Gordon Lark var kommet til instituttet på et for både Maaløe og Jerne heldigt tidspunkt, og han husker at Jerne undertiden lå på sofaen i sit lille kontor og røg - op til tre, fire timer om dagen. Engang imellem kom han ind på laboratoriet og sagde: "Jeg burde vel foretage mig noget, måske et eksperiment eller noget lignende. Hvad skal jeg finde på?". Og i en tid foretog han sig ikke noget, men han kom ind hver dag! Laboratorieprotokollerne viser dog, påpeger Söderqvist at Jerne foretog sig et par eksperimenter for at følge udviklingen af den tidlige immunrespons hos levende kaniner.

Lige efter årsskiftet 1953-45 sendte Forsynet endnu en medhælper ind i Jernes videnskabelige liv, en nybagt italiensk og kvindelig mikrobiolog. Hendes ankomst brød dødvandet. Modstræbende vendte han tilbage til antifagserum. Assisteret at sin nye assistent og sin gamle forsøgshest - nr. 2550 - planlagde Jerne nu at modbevise påstanden om at fag-antifag-reaktionen var irreversibel. Hesten producerede det nødvendige råmateriale. Jerne fandt ud af at reversibiliteten af fag-antifagkomplekset blev endnu tydeligere, hvis han gjorde brug af tidligt serum. Stigningen viste sig også når han begyndte med fortyndede blandinger af serumet. Resultatet tydede på en omfattende reaktiviering af fager ved lav-avide neutralisationsbindinger. Han havde med andre ord fundet den afgørende nøgle til løsningen af det opstillede problem. Det var ikke rigtigt som bakteriofag-forskerne påstod at reaktionen mellem fager og antigfagserum var irreversibel når det gjaldt lav-avide sera. Tre år efter at han for første gang var begyndt at spekulere over, hvordan han skulle kunne anvende bakteriofager som redskab i studiet af immmunforløbet, var det nu lykkedes ham at skabe et instrument der var mange millioner gange mere følsomt end det kaninhuds-system, han tidligere havde brugt.

I marts 1954 indtraf noget uventet og betydningsfuldt. Der fandtes i 8-dagesserum en faktor der kunne stabilisere fagerne i et aktiv stadium uden tilstedeværelse af tryptofan (en vigtig aminosyre). Det drejede sig formentlig om et specifikt 'antistof', en term der normalt brugtes om et stof der forvarede legemet mod fremmede substanser udefra. Men Jernes faktor havde ingen inaktiverende effekt. Så det stred lidt mod den almindelige sprogbrug i immunologien at kalde det et antistof. Det generede dog ikke Jerne, for han tænkte ikke i funktionelle, men i strukturelle baner.

Kort efter opdagelsen modtog Jerne både et tilbud om et flerårigt kontraktansættelse i WHO's internationale standardiseringssektion i Geneve og en invitationer fra selve Max Delbrück om et års studieophold i Californien. Ved at tage imod tilbudet fra WHO kunne Jerne få nogle års pause fra København. Vel at mærke til god betaling. Han havde forlængst fået smag for penge, gode vine og hyppige restaurations- og værthus besøg (han drak faktisk for meget). Men han levede over evne og var bagefter med alle betalinger. Delbrück ville gerne have ham til Californien og prøvede at overtale ham: "Spørgsmålet er ikke hvor du får lidt flere penge, men at du har gjort en første klasses opdagelse". Ved et lille fagligt møde i Göttingen for sytten internationale forskere oplevede Niels Jerne stor opmærksomhed - ikke mindst fra Delbrücks side, og denne kunne nu også meddele ham at han havde fået midler så han kunne tilbyde Jerne et postdoc-stipendium i USA. Og det kunne Jerne ikke modstå.



Den store heureka-oplevelse    
Til toppen  Næste

To uger efter hjemkomsten fra Göttingen immuniserede Jerne endnu en hest med en kraftig dosis af det relevante fager. Daglige blodprøver viste en voldsom stigning i den centrale serumfaktor, og Jerne mente at resultatet tydede på at serumfaktoren bestod af specifikke antistoffer. Lark husker tydeligt at det mest overraskende var at der var absolut specifik antistofaktivitet i normalserum. Jerne sagde: 'Der er aktivitet', og så forsvinder han ud af døren, og to-tre dage senere står han og arbejder med Perla Avegno (den italienske assistent), og så siger han: "Det ser ud som om aktiviteten er specifik".

Der kunne drages to konklusioner af resultaterne. Jerne foretrak hypotesen om en spontan produktion i små mængder af antistoffer der tilfældigvis er i besiddelse af en specifik konfiguration. Jerne meddelte det glædelige resultat til Stent - men problemet var stadig det 60 år gamle spørgsmål (i Jernes egen bramfri formulering): "Hvordan fanden bliver de dannet, de her antistoffer?".

Et par uger efter observationen formulerede Jerne det alternativ til instruktionsteorien for antistofdannelse, der inden for et årti skulle komme til at revolutionere immunologien og danne grundlag for hans fortsatte karriere som immunologiens førende teoretiker. Det første udkast formulerede Jerne efter egne oplysninger i august 1954 og det blev lagt ned i en skrivebordsskuffe på instituttet for det tilfælde at han skulle miste livet inden ideen var blevet publiceret. Han skitserede også nogle argumenter for teorien. Og den afgørende tanke om en selektionsmekanisme for antistofdannelsen meldte sig for ham en aften, da han spadserede hjem fra instituttet til Amaliegade via Knippelsbro. Dagen efter fortalte han Maaløe og Lark om den fabelagtige nye idé for mekanismen for antistofdannelsen. Men han røbede ikke hvad ideen gik ud på. Det ville han forbeholde "ham dér Delbrück" i Californien, der jo var "så intelligent at man kunne diskutere sagen med ham".

Der er ingen samtidige optegnelser om præcist hvordan og hvornår opdagelsen fandt sted. Så i hvert fald dateringen er usikker. Men Söderqvist gør ret meget ud af dateringssagen, for han mener Jernes første officielle fejldatering til marts 1954 - som netop kom i et festskrift til Max Delbrück - skyldtes at den ærekære mand helst ikke ville have at nogen skulle tro at han var blevet direkte inspireret af Delbrück. Men han indrømmer at marts er usandsynlig, for normalt spadserede han ikke hjem fra instituttet i det kolde martsvejr. Jerne selv vidste at han havde formuleret selektionsteorien lige inden afrejsen til USA i august, men det vidste man ikke på instituttet. Her vidste man til gengæld at Jerne havde opholdt sig i det darwinistisk påvirkede miljø i Californien inden teorien blev publiceret, og at det var Delbrück der dér havde befordret artiklen i trykken.



Jerne drog afsted til USA med skib fra Antwerpen til New Orleans. Adda fulgte med i den hensigt at skaffe sig arbejde i USA. Børnene blev i Danmark. Den ældste, der havde været gartnerlærling i Jylland, blev indlogere hos Georg Rasch, og den yngste fortsatte på Sorø Akademi. Lejligheden med de mange bøger og Tjeks malerier blev fremlejet til Lark.

California Institute of Technology (Caltech) adskilte sig markant fra Seruminstituttet i København, fordi forskerne i København var fritaget for de praktiske problemer. Delbrücks virusgruppe havde tredive forskere tilknyttet, heraf to professorer, og gruppen udgjorde et aktivt og internationalt førende eksperimental-biologisk miljø, hvor der blev eksperimenteret dag og nat. Trangen til at foretage eksperimenter var til alle tider så stærk at vi ikke kunne få os selv til at sætte os ned og skrive resultaterne sammen, påstod en stipendiat. Ja, trangen var så stærk, at Delbrück insisterede på at forskerne i det mindste én gang om ugen skulle have en pipettefri dag hvor de var forpligtede til at tænke!

Men i Caltech var der ingen fælles servicegoder. Jerne påstod at han ikke var i stand til at foretage sig noget som helst andet end at tænke. Han kunne ikke lave eksperimenter, for han kunne ikke få fat på kaniner til at injicere, påstod han. "Jeg sidder bare ved mit skrivebord og tænker på livet i almindelighed". Flere af medarbejderne erindrer at Jerne altid bare stod og talte med nogen. Det anedoktiske rygte ville endda vide at Jerne aldrig havde set en levende kanin. Søderqvist kan dog påpege at arkiverne fra Caltech siger noget andet. Jerne fik faktisk foretaget nogle eksperimenter. Og vel at mærke kom det nu frem hvad hans selektionsteori går ud på. Han beskrev den på dette fagteknologiske blandingssprog i et brev til Maaløe (det skal forudskikkes at globulin er et protein):

"Min teori er følgende: Antistofspecificity skyldes amino-acid sequence i globulinmolekylet. Globulinmolekylerne i normalt serum består af alle mulige eksemplarer af amino acid sequeces, og derfor findes der allerede i normalt serum blandt den store population af globulinmolekyler en lille fraction af molekyler med specificity mod alle antigenerne. Når antigen indføres i denne population af molekyler binder det netop den lille fraction der har den krævede distribution, transporteres sammen med antigenet og bliver fx phagocyteret eller på anden måde optaget i en celle. Derinden tages ikke antigenet, men de specifikke opsamlede globulinmolekyler bliver befordret til reproduction. Antigenet smides væk." (citat slut)

Delbrück syntes ideen var god, mens James Watson overhovedet ikke brød sig om den (den havde jo ikke noget med DNA-forskningen at gøre). Hjemme på standardiseringsafdelingen i København slog Jernes brev ned som en bombe. Lark skrev at han og Maaløe i ugevis diskuterede modellen ud fra alle aspekter. For Lark var brevet en af de mest spændende oplevelser i hans liv.



I den efterfølgende debat om teorien nøjedes Jerne ikke bare med at få genindført de naturlige antistoffer på immunologiens dagsorden. Hans pointe var at naturlige antistoffer og gammaglobuliner er identiske. Det forekom ham meningsløst at ville udpege en speciel mekanisme for syntese af antistoffer og stille den i modsætning til en tilsvarnede mekanisme for de normale globuliner. Hans hovedsynspunkt var at det tilfældige møde mellem antigen og antistof stort set forblev det samme. Under det efterfølgende arbejde med manuskriptet kom hans argument for antigenets grundlægende passive rolle i antistofdannelsen til at indtage en stadig mere fremtrædende plads. Antistofdannelsen er ikke en forsvarsmekanisme. Antigenet er alene en selektiv bærer af spontant cirkulerende antistoffer. "Eftersom vi imidlertid rent faktisk ikke ved noget om mekanismen for antistofdannelsen, forekommer det mig lige så, eller mere, rimeligt at antage at et dyr kan oversætte en stimulus fra proteinmolekyler, som det selv har produceret for en forøget syntese af samme slags molekyler, som at antage at dyret kan udnytte alle slags fremmede substanser...."-

Der var dog stadig delte meninger om Jernes opdagelse, men det hører med til billedet at Watson ikke længere var afvisende. - Søderqvist gør opmærksom på at hele udviklingen af selektionsteorien var en lang pipettefri periode. Men at Jerne naturligvis var bevidst om at en videnskabelig teori inden for immunologien står og falder med pipetternes korrektiv.

På Caltech var der arrangementer der ikke huede den noget antiamerikanske Niels Jerne, herunder Delbrücks udflugter til ørkenen, hvor man blev ved med at køre udad, indtil køretøjet sad fast i sandet. Så spiste man den medbragte mad, og dagen efter måtte man grave bilen fri for at komme hjem. Men Jerne fik en god ven i en nyankommern forsker Charles Steinberg. Begge kunne lide at snakke. Og disse to personer blev efterhånden anset som en slags rebeller mod Delbrück. Også Gunther Stent var kommet til Califonien, og han var begejstret for Jernes krystalklare selektionsteori. Men Stent påpegede at Jerne stod i samme dilemma som Darwin i sin tid havde stået i: Ingen af dem vidste noget om gener og kunne derfor ikke give nogen forklaring på mekanismen for selektionen. De kunne kun beskrive den fænomenologisk.



Søderqvist kommer nærmere ind på konflikten mellem Jerne og Delbrück. Begge var abstrakt, matematisk og skarpt tænkende. Og Delbrück samlede på interessante mennesker. Men de var modsætninger som personer. Delbrück var dominerende og blandede sig i sine medarbederes privatliv. Han ville endog omvende dem og forøge summen af troende samt oplyse verden. Og den slags havde Jerne ingen ønsker om. Men modsætningen gjaldt også synet på mennesket og erkendelsen. Jerne afviste bestemt ikke den deduktive, rationelle og logiske tænkning, og han stolede ikke udelukkende på intuitionen, indbildningskraften, poesien eller følelsen. Men han mente at fornuften ikke er nok i sig selv. Man når først og fremmest frem til videnskabens grundliggende ideer intuitivt. Han påstod nogle år senere at hans eksperimentelle arbejde altid havde til opgave at bekræfte de resultater som han allerede havde opnået ved intutitiv tænkning. Ja, han gjorde en sådan bekræftelse til målsætningen for biologiske eksperimenter.

Söderqvist har viet et særskilt kapitel til hvorledes Jerne kom frem til selektionsteorien, og her giver han en analyse af hele baggrunden. Den skal jeg vende tilbage til i min endelig vurdering, for den er central for forståelse af såvel Jerne som Søderqvist. Men inden vil jeg for fuldstændighedens skyld kort skitsere Niels Jernes videre karriere som immunologiens førende skikkelse. Det kan gøres forholdsvis kort, fordi det i mine øjne ikke er så vigtigt for forståelsen af hans eksistens og livsindstilling. Afnittet herom hedder i Søderqvist biografi ikke for ingenting "En levende legende".



Den internationale karriere    
Til toppen  Næste

Den ugelange hjemrejse over Atlanten brugte Niels K. Jerne til at fordybe sig i Søren Kierkegaards 'Afsluttende uvidenskabelige Efterksrift', der er en stor traktat om den subjektive tænkers opgaver og derfor for Jerne en værdifuld modgift mod Delbrück og den fremherskende objektivisme. I USA havde han fundet ud af at der ikke var nogen han kunne tale med om dybere anliggender. Og det gav ham en fantastisk sikkerhed og selvtillid. Men samtidig en stor usikkerhed om hvad han nu skulle foretage sig. Han gav en forelæsning om selektionsteorien i København, men immunologerne mente det var det rene nonsens. Han forsøgte at skabe lidt orden i sin sjæl der svingede mellem dovenskab, frivolitet og et hav af forvirrede tanker.

Det sårede ham at han ikke blev tilbudt en fast ledende forskerstilling i København, og han overvejede derfor påny det gamle tilbud fra WHO i Genève og satte sig i forbindelse med lederen. Kun en måned senere fik han besked om at have fået jobbet som Medical Officer. Hverken børnene eller Adda var med i overvejelserne. Han var klar over at han sikkert ikke var noget særlig god far eller ægtemand. Men han tog dog drengene med på en ferietur til Italien. - I Geneve skete det helt uventede at lederen gik hen og døde, og at Jerne måtte overtage ansvaret for at koordinere organisationens arbejde med biologisk standardisering og igangsætte dens immunologiprogram. Jerne havde opbrugt sit forråd af immunologiske ideer og ventede på ny inspiration. Men han underskrev - til Ole Maaløes dybe forargelse - en femårig kontrakt. Genève lokkede med det søde liv. Han stiftede også bekendtskab med en 19-årig au pair-pige.

Selektionsteorien var han færdig med, men han mente der var brug for finde nye termer. Han publicerer "Immunological speculations" med ideer om analogien mellem immunsystemet og sproget. Men ingen reagerede på den dengang! Et års tid beklædte han sideordnet et ekstraordinært professorat i biofysik ved Universitetet i Genève.

I 1962 kaldes han til professoratet i mikrobiologi ved Department of Microbiology ved universitetet i Pittsburgh. Jerne ville genre bidrage til at immunologien blev anerkendt som en selvstændig disciplin ved universiteterne og ikke bare som et specialitet inden for mikrobiologien. Og omgangen med immunologer forsynede ham nu med nye ideer. Instituttet i Pittsburg bød på fremragende arbejdsbetingelser. En phd-studerende arbejdede med plaque-teknikken der kan bruges ved eksperimenter med antistofproducerende celler. Jerne opfinder en særlig metode ('plaque-assay') til kvantificering af enkelte celler af den art. I 1963-66 videreudvikler han 'plaque'-metoden. Han intereserede sig også for hukommelsesproblemet. Ingen vidste tilsyneladende hvordan hukommelsen fungerer. "Det er meget vanskeligt at holde sig fri af adfærd, psykologi, semantik og filosofi; jeg tror alt dette så vidt muligt bør undgås", mente han. Men han længtes efter Europa.

I 1966 kaldtes Niels Jerne til direktør for Paul Ehrlich-Institut, opkaldt efter en tysk læge og bakteriolog der havde fået Nobelprisen allerede i i 1908. Jerne brød sig absolut ikke om det ældgamle institut og dets statslige bureaukrati. Men samtidig udnævntes han til professor i eksperimentel terapi (forskellige former for immunterapi) ved Johan Wolfgang Goethe-Universitetet i Frankfurt am Main. I årene 1966-68 gennemførte han studier af antistofregulering af immunresponsen. Han får skrevet en bog om selektionsteoriens tilblivelse og citerer en smuk tekst fra Søren Kierkegaards 'Philosophiske Smuler'. Jerne var iøvrigt nu blevet en trænet foredragsholder der kunne fængle sine tilhørere med enkle og klare fremstillinger. Han holdt sig til de store og principielle liner med vægt på de teoretiske problemer.

I 1967 sammentræder den første internationale konference om anstistofdannelsen i Cold Spring Harbor på Long Island uden for New York. Og i 1968 ansættes Jerne i Hoffman-La Roche for at lede et nyt internationalt forskningsinstitut i Basel. Det var en ideel forskningsorganisation for Jerne: For den bød på akademisk frihed, store økonomiske ressourcer og ikke noget indgroet bureaukrati. Han udviklede i 1969 den somatiske generationsteori for antistofdannelsen.

1969-80 blev Jerne direktør for Basel Institut für Immunologie. Han holdt definitivt op med egen eksperimentel forskning og koncentrerede sig helt om teoretiske synteser og evaluering af andres forskning. Han forblev til fleres overraskelse i Basel i ti år - og fastholdt i disse år en vision om det kommunikative netværk, der betød at alle skulle deltage i det intellektuelle liv, også laboratorieteknikerne. Det kommunikative netværk var en horisontal struktur der havde til formål at formidle samtaler og knytte forbindelser mellem forskerne. Netværket blev en af Baselinstituttets særkender.

I 1971 offentliggjorde Jerne i afhandlingen 'The Somatic Generation of Immune Recognition' sin næste store teori om dannelsen af antistoffer. Og i 1973 fulgte hans tredje store (og mest omtalte) teori: netværksteorien eller med det fulde navn "den idiotypiske netværksteori for immunsystemet". Den har ikke noget med idioti i sædvanlig forstand at gøre, for det græske ord 'idiotes' betyder privatmand, og det vil godt nok i patologien sige en person der er gået helt ind i sig selv, men teorien beskriver noget andet, nemlig et komplekst immunsystem som er selvregulerende ved at det kan aktivere eller deaktivere sig selv efter behov. Og begrebet var lanceret af en fransk immunolog ti år tidligere. Et andet grundliggende begreb i denne sammenhæng var det selvregulerende cybernetiske system, som var en tankegang Norbert Wiener i 1948 havde bragt ind i biologien og samfundsvidenskaberne fra informationsteorien. Jerne forenede nu disse to grundbegreber. Et treje nyt begreb Jerne indførte var genkendelse ('recognition'). Og generelt hævdede den stærkt sproginteresserede mand at videnskaben ikke bare består i en akkumulerende serie af falsificerbare påstande, som eksperimentalisterne derpå søger at falsificere, men "også, og især i en forestillingsevne: en udvikling af begreber og nye perspektiver der ændrer synsmåden og arten af påstande, diskussioner og eksperimenter".



For nu at afslutte denne korte gennemgang af Niels K. Jernes internationale karriere skal de vigtigste æresbevisninger nævnes.

Efter pensioneringen i 1980 bliver Jerne i 1981 fellow of the 'Royal Society' og udenlandsk medlem af 'Académie des Sciences'. 1981-82 er Jerne videnskabelig rådgiver ved Institut Pasteur, Paris. 1982 tildeles han Paul Ehrlich-prisen, og i 1984 får han Nobelprisen i medicin/fysiologi sammen med sin tidligere medarbejder Georges Köhler og César Milstein. Det skal være første gang denne nobelpris er givet til en ren teoretisk forsker.

Hvad privatlivet angår blev Jerne i 1964 skilt fra Adda og gift med Ursula Kohl (født 1937 i Hannover)
Han går 68 år gammel på pension og flytter til Castillon-du Gard i Languedoc (Sydfrankrig).
Jerne dør 82-år gammel den 7. oktober 1994 i Castillon-du Gard. Thomas Søderqvists sidste samtale med Jerne fandt sted to måneder inden.



Söderqvist får fint understreget at bag Jernes netværksteori og hans selektionsteori lå samme selvopfattelse: Hvert individ må begynde med selvet. Og han kunne derfor anbefale de immunologer der altid ledte efter ydre påvirkninger (antigener), at de med fordel kunne vende blikket mod deres eget indre og dér opdage immunsystemets mysterium, hvis de ønskede at finde en forklaring på den evolutionære opkomst af variabiliteten i antistofrepertoiret. Men Söderqvist påpeger også at der var to vigtige træk der gjorde sig gældende i Jernes personlighed og livsforståelse: dels den stærke individualisme, dels følelsen af kulturel fremmedgørelse.

For Jerne var netværket et abstrakt princip: et komplekst genkendelsesystem. I stigende grad begyndte han derfor også at tale om immunsystemet som et kognitigt og semiotisk system. Og Söderqvist undlader ikke at tilføje at Jerne med denne tanke introducerer endnu en romantisk tankegang: naturen som selvorganiserende organisk helhed.

For Niels K. Jerne var immunologien med hans egne ord efterhånden ved at blive "et højst filosofisk emne". Men jeg synes det er ganske utilstrækkeligt at Söderqvist på sin side antyder at det måske var Jernes optagethed af sit eget selv og sin egen skaben der gjorde ham ude af stand til at vise kærlig omsorgsfuldhed. Jerne blev flere gange forelsket, nogle gange på grænsen til besættelse. Men han nåede aldrig frem til den indsigt at "den evige længsel" alene kunne brydes, hvis han overgav sig selv i kærlighed til en anden.

Jeg er enig i at der foreligger en modsætning, men man kunne jo også hævde at Jerne aldrig var blevet en stor, banebrydende forsker, hvis ikke han havde prioriteret forskningen over kærligheden.

Og dermed er vi nået frem til den afsluttende vurdering.



Helhedsrealistisk vurdering    
Til toppen  Næste

Almindelig karakteristik af Niels K. Jerne

Det skulle gerne være fremgået at Niels K. Jerne var en højt begavet og overvejende abstrakt tænkende forsker, men samtidig både en overordentlig dynamisk, søgende og en meget erotisk og æstetisk indstillet person der følte sig de fleste andre mennesker meget overlegen og gerne søgte ind i sit eget indre og sin skabende fantasi eller underbevidsthed.

Han gik med glæde alene hjem fra skole, ikke med de andre drenge. Han havde en fornemmelse af at være faderen intellektuelt overlegen. Han holdt mere af algebra og differentialregning end af den konkrete geometri. Gennem hele livet gjorde han brug af matematiske spil og lege som en flugt fra hverdagen og livets problemer. Han foretrak at sidde på sit kammer og læse Goethe og Schiller.

Men han følte sig aldrig rigtigt rodfæstet noget sted i verden, han følte aldrig at han tilhørte det sted hvor han boede. En tidlig følelse af savn og fremmedgjorthed kan utvivlsomt føres helt tilbage til to-tre årsalderen, hvor han på grund af forældrenes flytning til Rotterdam, blev sat i god og kærlig pleje hos sine morforældre på Fanø, men godt et års tid måtte undvære sin mor og sine søskende.

Jerne lagde luft til det rutineprægede arbejds- og familieliv. Han gjorde oprør mod faderens samfundstilpassede livsmåde og verdensopfattelse. Han havde et ironisk syn på konventionerne - og betragtede i stigende grad sig selv som enestående. Han ville ikke være én blandt millionerne, ikke et massemenneske eller et gennemsnitsmenneske. Han blev tilbagevendende karakteriseret som elitært indstillet og kunne fx tale om 'lykken ved at føle sig mange mennesker overlegen'.

Jerne tilsluttede sig Marcel Proust's æstetiske grundsyn at målet ikke er at nyde samværet med andre mennesker, men at analysere og at nyde analysen. Han var fascineret af Nietzsche der mere end nogen anden repræsenterede kontrasten mellem det banale og det ophøjede, mellem den småborgerlige masse og geniet. Målet med livet var at overvinde sig selv (eller sit snævre jeg) og frembringe individer der stod over menneskeheden.

Jerne læste Bergsons "Den skabende evolution" der foregreb hans senere interesse for bevidsthedsstrømmen og den subjektive oplevelse af verden. Senere læste han Kierkegaards 'Enten-Eller' om Johannes Forføreren der nød det gode liv og elskede forførelsens kunst. Tjeks moralske styrke og personlige integritet fik ham til at indtage en ekstremt æstetisk position. Men han mente dog at han etisk set havde pligt til at arbejde for sine børn og deres fremtid og i det hele taget burde opfylde sit liv med arbejde og arbejde. Og så besluttede han at indtage positionen som Kierkegaards etiker, som om den slags er noget man kan beslutte sig til. Hos Kierkegaard var såvel etikeren som æstetikeren en type. Men Jerne læste også Bertrand Russells "Principia Mathematica", Brandes' "Hovedstrømninger i det 19. århundredes Litteratur" og ikke mindst værker af Marquis de Sade, forfatteren der lagde navn til sadismen (som Jerne selv havde en rem af).



Jerne kunne i puberteten blive ramt af en så dyb depression at han ikke længere havde lyst til at læse. "Jeg er træt. Spise, sove, stå op, spise, sove. At have det usselt. alt er håbløst. Jeg elsker ikke længere, ingen elsker mig, jeg vil heller ikke elske mere. Alt er dødt. Alt forsvinder ...". Men i studenterklubberne i Leiden kom han ind i den verden han elskede. "Her diskuterede man kunst, død og uendelighed, og vi drak øl til den lyse morgen".

24 år gammel lærte han den tjekiske kunstnerspire at kende, som han blev gift med og fik to børn med. Men alligevel kunne han somme tider føle verden som uvirkelig - og han udtrykte det som sprogligt bevidst menneske stilistisk rammende: "Jeg kan for eksempel gå ind på et værtshus, ganske langsomt tage min jakke af og ganske langsomt kaste et overlegent blik ud over lokalet og se gennem gæsterne, for så at begive mig hen til et ledigt bord. Irriterende langsomt fører jeg min cigaret i retning af askebægeret, et kort dask, asken falder deri, og hånden går tilbage. Og jeg har fornemmelsen af at alt omkring mig er indhyllet i en tåge, som kun mine følelser overstiger, i en klarere og højere atmosfære."

Han havde samtidigt "denne vanvittige længsel efter en stor lidenskab" og en slags "ægte venlighed", så han gav sig til at læse den indiske guru Krishnamurti. Men hans erotiske trang drev ham mod kvinder uden for ægteskabet. "Jeg er stemplet med troløshed.... og ser det med åbne øjne". Men "jeg har ikke været drevet af det lette, glade sind. Fuldstændig åndsforladte sexsuelle forbindelser kan jeg ikke tænke mig". Hans inderste drømmefigur var en kvinde der var i stand til at overgive sig til ham i ekstase uden at ville beherske ham. Han betroede sig til sin nye kæreste i breve han opfattede som "åndeligt spindelvæv hvori man fanger det drømmende kvindesind". Tjek følte sig vraget og tog sit eget liv. Jerne måtte erkende: "Hvor er det ydmygende for mig, at jeg ikke forstod at holde liv i hende, men lod hende gå ensomt i døden". Og en snes år senere: "Måske var sorgen over at have mistet Tjek med til at gøre mig til en dygtig forsker".

Men som altid var koncentrationen om forskning et effektivt afledningsmiddel. Han kunne - troede han - slippe for skylden og smerten ved at forsvinde i videnskabens dyb. Men dobbeltheden var der stadig i de løst nedkradsede dagbogsnotater: "Jeg har et udstrakt ubevidsthedsfelt. Der indeholder komplekser. Der hæves, så snart jeg kender dem specielt, intellektuelt. Jeg har et væsen. Jeg har et navn. Jeg har en sjæl. Har jeg en mening? Jeg ER - ja hvad? Ingenting? Jeg ved slet ikke om jeg er til stede."



Da han gik sent i gang med lægestudiet (som 27-årig), kom han ikke sammen med de andre studerende. Han var jo ældre end dem og følte sig ikke godt tilpas i deres selskab. Men han undrede sig over sine medstuderende: "Skal denne her idiot være læge?". Han befandt sig langt bedre i 'Minefeltet' med værtshusene Vingården eller Skindbuksen og de mange kunstnere. Her var et lykkeligt fællesskab, forklarede han. "De maler alle sammen, og de var allesammen enig om at bønder er idioter." Derfor kunne han også udbryde: "Bare man var maler". Dét var jo skabende arbejde - og det var lige præcis det der lokkede ham. Han ville i kontakt med det der sprudler, vibrerer, stræber, virker, i livet. Han ønskede stadig at kunne frigøre en del af sin sjæl fra det daglige slid med bekymringer og petitesser og at kunne fastholde de lykkeligste øjeblikke i en buket af farver. Derfor havde Jerne også høje forestillinger om forskning og videnskab. En forsker kan nå det sublime i videnskaben både ved at abstrahere fra konkrete detaljer for derigennem at nå frem til universelle sammenhænge og ved at sætte sit personlige aftryk på verden. Men for de fleste var det et enten/eller.

Jerne kunne frigøre sig fra det daglige kaos af bekymringer og petitesser ved at fordybe sig i statistiske problemstillinger. På Seruminstituttet syslede han netop med at definere usikkerheden i styrkebestemmelsen af et givet ukendt serumpræparat. Han kunne få en dyb fornemmelse af at alt var tilfældighed, alt var kaos. I andre tilfælde blev han styret af en ubændig trang til at beherske og kontrollere tilværelsen. Men tilfældighed og kontrol var og blev de to store dualismer i hans sjæl og liv.

At fjerne fejlkilder var stadig hans store videnskabelige ambition på Seruminstituttet. Han kom i en skrækkelig pine med hensyn til laboratoriearbejdet. For hvordan kunne man gennemføre et eksperiment, hvis man ikke engang kunne udføre en præcis fortynding. Han blev mistænksom over for hvad man foretog sig i laboratoriet. For et laboratorium var jo ikke blot et mikrokosmos, men i hans øjne sædet for det sublime i videnskaben, dvs et sted hvor det almindelige og normale undertiden viger pladsen for den største æstetiske oplevelse og giver indblik i en teoretisk verden hinsides hverdagens realiteter.

I naturvidenskaben kan intet vel at mærke opnås ved svindel. Så snart man skæver til egen profit, er det som om forsøgene opdager manglen på oprigtighed.



Jerne havde altid særligt øje for afvigelsen - og lå her på linje med den gryende kaosforskning der senere fik påpeget at megen forskning netop havde været behæftet med fejl ved at man rask væk kasserede måleresultater der afveg alt for meget fra det man forventede. Jerne var så udpræget den intuitive, kreative tænker. Han var af livsindstilling en kontemplativ og distanceret tilskuer til tilværelsen og videnskaben. "Jeg får mine bedste idéer når jeg står bag på sporgvognen. Der kan man meditere så dejligt uforstyrret og ansvarsløst". Undertiden lå han da også bare på sofaen i sit lille kontor på instituttet og røg - op til tre, fire timer om dagen.

Og typisk for ham som intuitiv indstillet forsker meldte den afgørende tanke om en selektionsmekanisme for antistofdannelsen sig for ham en aften, da han spadserede hjem fra instituttet. Ved sine efterfølgende eksperimenter opdagede han at "Det ser ud som om aktiviteten er specifik". Han var klar over at der faktisk kunne drages to konklusioner af resultaterne. Men karakteristisk for Jerne var at han straks valgte hypotesen om en spontan produktion, en produktion i små mængder af antistoffer der tilfældigvis er i besiddelse af den specifikke konfiguration.

Konflikten mellem Jerne og den store skikkelse Max Delbrück er ganske karakteristisk. Begge var abstrakt, matematisk og skarpt tænkende. Men som personer var de modsætninger. Delbrück holdt på den deduktive metode. Jerne afviste bestemt ikke den deduktive, rationelle og logiske tænkning, og han stolede ikke udelukkende på intuitionen, men det var åbenlyst intuitionen eller om man vil 'indbildningskraften', 'poesien' eller 'følelsen' der var den skabende kraft i hans tilfælde.



Söderqvists og hans vurdering

Det er en utroligt god, dybtgående og velskrevet biografi Thomas Söderqvist har skrevet om Niels K. Jerne. Ingen tvivl om det. Og det er også fornemt at Söderqvist klart så at hans biografi hverken skulle være en ordinær levnedsskildring eller en tør og kedelig disputats der holdt sig til Jernes teorier, men derimod en eksistentiel forskningsbiografi, der skulle komme så tæt på de eksistentielle forudsætninger for Jernes forskning som muligt - ud fra det væld af papirer Jerne stillede til rådighed. Det er blevet et utroligt spændende værk, hvis man har sans for både eksistens og erkendelse - og man får gode og rimeligt forståelige redegørelser for hvad der i videnskabelig henseende er på spil. Og man kan sagtens få noget ud at læse bogen, selvom man ikke er enig med Söderqvist i alt. Men omvendt må det også fastslås, at Söderqvist slet ikke ville have kunnet skrive en sådan eksistentiel forskningsbiopgrafi uden at involvere sig selv i projektet. Det gør den kun mere spændende end ellers, og det er endda hvad undertegnede betragter som ønskværdigt, men det vil også uundgåeligt afsløre forfatterens egne forbehold og fordomme. Derfor vil jeg nu slå ned på nogle af disse.

I beretningen om åbenbaringen på Knippelsbro betegnede Jerne sig selv som en person der som gammel matematiker ikke anerkendte uendelighedsbegrebet, og det protesterer Söderqvist imod, for uendelighedsbegrebet er "som bekendt" et anerkendt begreb i matematikken. Men her er det altså Söderqvist der tager fejl, for uendelighedsbegrebet er netop fuldstændigt uanvendeligt i matematikken og har givet problemer lige siden Zenon påstod at hurtigløberen Achilleus aldrig ville kunne indhente en skildpadde selvom den havde fået forspring. For han ville blive ved at halvere afstanden i det uendelige - og en sådan halvering bliver man aldrig færdig med. Men da kloge hoveder som Newton og Leibniz løste problemet i 1600-tallet, skete det ved et simpelt trick: Man definerede sig ud af det ved at sætte en uendelig række af visse "uendelige mængder" lig med 1! Hokus pokus, så var den sag ude af verden. Hele infinitesimalregningen er ét stort og nyttigt definitionstrick hvis formål er at fjerne den umulige 'uendelighed' fra matematikken. Nu taler man derfor om differential- og integral-regning. For uendelighed er noget den menneskelige hjerne kan forestille sig, men ikke noget der findes i naturen eller virkeligheden.

Jerne mente ikke selv at darwinismen have nogen særlig betydning for tilblivelsen af hans selektionsteori. Men Söderqvist kan påpege at Jerne på det afgørende tidspunkt i 1954 læste en bestemt artikel (af Fischer) om den darwinistiske selektionsteori angående den biologiske evolution. Derfor må orienteringen mod Darwin havde spillet ind, pċpeger Söderqvist. Men at vælge et navn til sin immunologiske selektionsteori efter Darwin er da en naturlig ting, fordi alle kendte Darwins udtryk. Men det beviser da ikke i sig selv nogen større inspiration. Og der er faktisk også pokker til forskel mellem de to teorier. Darwins teori gjaldt arternes udvikling i forhold til miljøets udvikling, Jernes derimod de enkelte individers forsvar mod bakterier.



Söderqvist påpeger at Jernes teori var 'stokastisk', dvs at hans teori taler om at givne globulinkonfigurationer er "egnet til at træffe det rigtige valg". Og dette står i klar modsætning til den gængse, deterministiske opfattelse (instruktionsteorien) at figurationerne var determinerede til det, altså tvunget til det ud fra årsagsloven. Jerne skrev udtrykkeligt at en af de mange præformerede globulinkonfigurationer tilfældigvis passer et givet antigen. Og han hævdede andetsteds at det væsentligste i hans teori ikke er selektionen, men tilfældigheden (randomness). Grundideen er tilfældigheden, og dette gør hans teori klart indeterministisk, og det viser at han så statistisk på tingene.

Jerne gør gældende som noget afgørende at de frit cirkulerende naturlige antistoffer, der findes spontant i organismen, allerede er der inden denne er blevet udsat for påvirkning fra antigener. Men det hævder Söderqvist at der er uenighed om. Det er dog ikke så underligt, for mange kunne ikke acceptere Jernes hypotese om spontaniteten.

Söderqvist finder det påfaldende at Jerne fortrak hypotesen om spontanitet fremfor den hypotese der sagde at dyret nok alligevel har været udsat for antigenet, bare uden at vi ved det, og det kan man jo ikke modbevise. Men Jernes valg er ikke det fjerneste mærkeligt, for Jerne var dybt fascineret af tilfældigheds- og spontanitets-fænomenet, som han netop fandt i matematikken (statistikken).

Söderqvist gør gældende at Jernes selektionsteori beror på et emotionelt a priori. Han gør gældende at trinnet i Jernes teori fra specifik antistof-aktivitet i normalserum til naturlige antistoffer er svært at rekonstruere som et rationelt forløb. For at forstå Jernes valg af hypotesen om eksistensen af naturlige antistoffer må man "henvise til hans mere eller mindre emotionelt ledede livshistorie og omverdensforståelse" og direkte spørge hvad der var hans emotionelle a priori. Trinnet i Jernes opdagelsesproces taler efter Söderqvist mening for at formuleringen af selektionsteorien faktisk var en troshandling snarede end led i et egentlige ræsonnement. Jerne var overbevist om at teorien var sand. Den måtte være sand. - Jamen, herregud. Einstein var også overbevist om at hans relativitsteorier var sande, selvom de ikke kunne bevises da han fremsatte dem. Og Bohr/Heisenberg var overbevist om at komplementaritetsteorien angående elementarpartiklernes egenskaber var sand. Men disse teorier var som Jernes teorier hypoteser, indtil man beviste dem eller brugte dem med fordel. Og de var ikke fremkommet gennem logisk-deduktive ræsonnementer, men gennem intuitive indsigter eller "åbenbaringer". Og det er helt normalt i både naturvidenskab og anden videnskab. Men at begynde at tale om en 'troshandling' i denne forbindelse er afslørende for Söderqvist, for det viser at han simpelthen ikke forstår intuitionens væsen.



Söderqvist anholder Jernes parafraser over Kierkegaards 'Philosophiske Smuler' hvor der henvises til den sokratiske doktrin om dyden som en genkaldelse i erindringen af en allerede eksisterende kundskab.... Jerne taler endog om at indlæring ikke er andet end erindring. Men hovedsynspunktet i hans teori var at 'sandheden' forstået som en evne til at syntetisere et antistof ikke kan komme udefra, men altid har været til stede. - Sådanne formuleringer kan altid diskuteres, så dem skal man være forsigtige med. Jerne lagde selv vægt på god formulering og vejede sine ord. Men kendsgerningen er at både Sokrates og Kierkegaard - og både Jerne og Söderqvist - går ud fra den fordom at erindring er lig med personlig bevidsthed. De ved simpelthen ikke at man er nødt til at skelne mellem personlig bevidsthed og kollektiv bevidsthed, og at det man kalder heureka-oplevelser eller åbenbaringer i erkendelsen ikke stammer fra den personlige bevidsthed, men fra det kollektivt ubevidste, hvad der igen er grunden til at såvel dybdepsykologer som visse forfattere og forskere som Jerne taler positivt og indforstået om ubevidste eller underbevidste bevidsthedsstrømme eller bevidthedsfelter.

Söderqvist anholder at Jerne tydeligt følte sig mest beslægtet med de mennesker der med hans egne ord "slet ikke står på noget standpunkt, men er så snedige altid at have nogle standpunkter på lager for at gøre tjeneste ved forskellige lejligheder". Ja, Jerne taler et sted ligefrem om at han føler sig som en "svensknøgle" (som ikke kun har ét formål, men kan bruges til mange ting) og fremhæver "sin åndelige smidighed". Der er efter Söderqvists mening "en kamæleonisk opfattelse af selvet hos Jerne"! Et centralt træk i hans opfattelse af sig selv er at "selvet er givet indefra, og at det har en række givne mentale tilstande på lager at vælge mellem"! - Igen: hvis man bare indfører skellet mellem et jeg (et villende og handlende og logisk tænkende ego) og et selv der har en bevidsthedsstrøm der bare kører løs og hverken kan styres eller kontrolleres, så er der intet at undres over. Jerne havde ikke selv denne skelnen til rådighed. Men han var modstander af både dogmatiske/absolutte sandheder og opportunistiske synspunkter. Han var derimod tilhænger at smidige, relative synspunkter. Og de har intet med opportunisme at gøre.

Söderqvist omtaler til sidst i sin specielle analyse om selektionsteoriens forudsætninger bl.a. Jernes angst for at blive domineret af Tjek. Disse erfaringer kan efter Söderqvists mening betragtes som "det emotionelle a priori der senere metaforisk projiceredes ud på observationer i laboratoriet og resulterede i selektionsteorien for antistofdannelsen". Jerne valgte med andre ord - efter at han havde opdaget antistofaktivitet i normalserum og var på vej hjem over Knippelsbro - den tolkning af forsøgsresulteter der bedst stemte overens med hans syn på sig selv i forhold til omverdenen. Ja, hans syn på sit eget selv blev den sidste brik i det kognitive puslespil der førte frem til selektionsteorien. Det var, mener Söderqvist, grunden til at Jerne havde en indre viden om at selektionsteorien var sand.- Igen: Jernes heurekaoplevelse var ikke en brik i noget bevidst kognitivt puslespil, men udslag af en spontan intuition. Men naturligvis kunne han ikke opfatte den som andet end sand, for den satte pludselig nogle ting på plads i hans videnskabelige funderinger - og dette er noget væsentligt andet end at det blot var i overensstemmelse med hans syn på sig selv.

Derfor også en slutbemærkning om Söderqvist valg at titel på Jerne-biografien. Den hedder "Hvilken kamp for at undslippe", og det Jerne for alt i verden ville undslippe er ifølge Thomas Söderqvist angsten og tomheden, fremmedgørelsen og længslen efter den ægte kærlighed, den store lidenskab, og den evige lykke. Jeg mener dette er helt forkert. Det er ikke Jerne der fører en hård kamp for at undslippe det irrationelle, men Thomas Söderqvist selv. Jerne førte en hård, utroligt sej og konsekvent kamp for sin åndelige frihed og sin kreativitet - og han vandt.



Min egen vurdering bliver derfor en helt anden end Söderqvists. Den bliver og må selvfølgelig blive helhedsrealistisk, hvad der vil sige at den accepterer den intuitive, irrationelle tilgange til virkeligheden sideordnet med den logisk-analytiske og rationelle tilgang. Begge har ikke alene store værdier, men er selve forudsætningen for at mennesket har en praktiske virkelighedssans ved siden af en klar og selvfølgelig helhedsopfattelse.

Niels K. Jerne var en fremragende forsker der fremkom med nye, banebrydende og emergente (aldrig før sete) teorier inden for immunologien. Han var et følsomt og erotisk mennesker med stor æstetisk sans, men han var splittet og uafklaret i sjælelig henseende og kendte som Thomas Söderqvist intet til dybdepsykologien.

Specielt anede han ikke nogen forskel mellem jeget og selvet og kendte derfor heller ikke den ellers gavnlige forskel mellem den analyserende bevidsthed og den umiddelbare erfaring eller det kollektivt ubevidste - som bl.a. C.G. Jung, Vilh. Grønbech og Martin Buber taler om med hver sin terminologi. Derfor bliver diskussionen om arten af Jernes inspiration eller heureka-oplevelse en skin-debat.

Enhver inspiration og heureka-oplevelse kommer fra det kollektivt ubevidste og hverken fra deduktionen, den analytiske intelligens eller erindringen, og der er bunker af tilfælde fra såvel videnskaben som billedkunsten, musikken, filmkunsten, litteraturen, humoren samt religionen på det fænomen at store indsigter kommer som spontane (uvillede) indsigter eller åbenbaringer der i de fleste tilfælde er intense og utroligt givende i henseende til at sætte nogle problemstillinger på plads.

Derfor er også diskussionen om Sokrates' erindring af en dybere helhed eller enhed spild af tid. For al dybere enhed og helhed kommer af de medfødte, spontane og ulogiske primærprocesser. Helheden er givet på forhånd, den er med Grønbechs fortræffelig udtryk vort inderste jeg. Og den var selvfølgelig for Sokrates der derfor simpelthen gik ud fra at det sande, det skønne og det gode dybest set er ét og det samme. Der skal middelbarhed til at skelne, og det vil sige en betragtning der erstatter nærværende jeg-du-forhold med et distancerende jeg-det forhold. Objektiviteten kommer ind med alle de spørgsmål og problemer samt udfordringer som den analytiske distance giver.

Men det er jo ikke noget vi kan slippe for eller overhovedet behøver være kede af. For også de nye indsigter giver oplevelser og fordele. Menneskets frihed er kulturens forudsætning og største gode, og den ligger netop i at vi frigør os fra sċvel instinkternes tvang som autoriteternes dogmatiske eller absolutte sandheder og kommer ud i relativiternes rige, hvor det at have ret hører op. Menneskets frihed er netop derfor også forudsætningen for al kreativitet og nyerkendelse, herunder for alle kunstneriske og videnskabelige, helhedsrealistiske 'åbenbaringer'.

I det lys var Niels K. Jerne en stor forsker der førte en hård og pċ afgĝrende punkter succesrig kamp for sin frihed og sin kreativitet, men aldrig selv forstod frihedens eller kreativitetens dybeste væsen. Han havde kaos i sig, men som Nietzsche gjorde gældende, så må man have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne.



Men helt generelt er der god grund til at understrege den principielle forskel mellem eksistens og videnskab som også beskæftiger mange kunstnere, herunder den norske filminstruktør Bent Hamer, der netop er aktuel fordi filmen '1001g' (g'et står for gram) der i disse dage vises på DRK.

Bent Hamer ser ud til at stille den moderne verden op som en steril, menneskefjendsk og livsødelæggende verden, hvor livet og menneskeligheden kun findes i oaserne uden for det normale arbejdsliv. Dybest set tror han at vores begejstring for teknik og teknologi med al dens eksakte måling både er udtryk for frygt for døden og evigheden - og en del af vores stræben efter at få svar på det store spørgsmål, hvem vi er og hvad meningen med det hele er. Men han understreger dog også at jagten på det eksakte og det ekstremt målbare er en menneskelig drift som kunsten kan sætte i perspektiv, ja indimellem sige noget mere præcist om end videnskaben.

Selve det at udtrykke sig er fælles for kunst og videnskab, men at dække sig ind bag objektivitet synes vigtigere for videnskaben end for kunsten. Under alle omstændigheder har begge behov for at komme frem med sin egen version af virkeligheden. Og det har i bund og grund en biologisk naturlig, ja, ret primitiv grund: Det handler simpelthen om at blive elsket!

En af forskernen i filmen efterlyste filosofiske og eksistentielle synspunkter i den eksakte målings videnskab. Men det ville hans kolleger ikke høre på, for det er uvidenskabeligt - eller rettere det forstyrrer den almindelige videnskabsmands naive positivistiske tro på at sandheden er én og målelig. Det er nemlig kun den sandhed der gælder de håndgribelige ting - og det endda med visse modifikationer. Den sandhed der gælder eksistensen er ikke målelig og kan aldrig udtrykkes eksakt. Til gengæld er det de sandheder der tæller i alle spørgsmål der gælder sørgsmålet hvem vi er, og hvad meningen med livet er.

Bent Hamer kan tilsyneladende ikke se at der gælder en klar komplementaritet mellem de to slags sandheder som kan formuleres med ordene: den videnskabelige sandhed og den eksistentielle sandhed er ligeberettigede og lige uundværlige i den menneskelige verden, men de er uforenelige i logikken og teorien. De videnskabelige sandheder beror nemlig i sidste ende altid på de tillærte psykiske sekundærprocesser der kun kan blive til i bevidstheden gennem genstandsbevidstheden og dennes koordinering med de faste, håndgribelige ting i den ydre verden. De eksistentielle sandheder beror derimod altid på de medfødte psykiske primærprocesser som er af ikke-sproglig art og uden logik og begreber og derfor også rummer alle forestillinger om sammenhæng, helhed, orden, kærlighed og mening uden hensyn til sproglige formuleringer.

Sekundærprocesserne er med til at skabe den praktiske, teknologiske, videnskabelige samt politiske orden - og vi ville ikke kunne klare vores overlevelse uden naturkonstanter, naturlove og hele den orden på begreber, kundskaber og erfaringer samt civile orden som præger civiliserede samfund. Men det er ikke desto mindre udelukkende primærprocesserne der skaber - og i det uendelige genskaber - hele den eksistentielle orden, helhed, sammenhæng, mening og fortryllelse som gør livet værd at leve - og også gør døden og forgængelighed mindre væsentlig.

Derfor bliver kærligheden og nærværet mellem mennesker ved med at være det altafgørende for ethvert menneskes eksistens og fornemmelse af mening og sammenhæng. Og derfor bliver det naturligvis også kunsten og religionen i videste forstand der kan fortælle os at vi ikke skal gøre virkeligheden til en steril verden af lutter måling, kontrol, flid og arbejde, men tværtimod altid have blik for og tid til det der bryder steriliteten, stereotypien, arbejdsdisciplinen, det ensidige nyttehensyn og troen på at væksten og fremskridtet er lig med lykken.

Mange videnskabsmænd, kunstnere og filosoffer - herunder også Thomas Söderqvist - stiller den rene naturglæde og rene erotik og kærlighed op som den store kontrast til den eksakte målings og den eksakte videnskabs snævre virkelighed. Og vi har godt af til stadighed at blive mindet om forskellen. Men vi skal heldigvis ikke vælge mellem enten videnskaben eller naturglæden og kærligheden. For de er komplementære.

Ejvind Riisgård



Henvisninger    
Til toppen



Litteratur:

Thomas Söderqvist: Hvilken kamp for at undslippe. En biografi om immunologen og nobelpristageren Niels Kaj Jerne (Borgen. 1998)
Thomas Söderqvist: Science as Autobiography. (En kortere engelsksproget udgave pċ Yale University Press. 2003)
J.V. Spärck: Niels Kaj Jerne (Dansk Biografisk Leksikon. Bd. 7, 1981).

Af Tjek Jernes breve fra Løkken 1938-44. (Breve til Niels Jerne under de årlige sommerophold i Løkken. Udgivet af Donald Tump. Løkkens Museum 1998)

Thomas Söderqvist har som emeritus påbegyndt en blog: www.canities.dk



Links:

Mærsk Tårnet, Københavns Universitet
Københavns Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet
Arkitektfirmaet C.F. Møller/Mærsk-tårnet
A.P. Møller Fonden/Mærsk-tårnet

Thomas Söderqvist, professor i medicinforskning, tidl. chef for Museion
Medicinsk Museion, Bredgade, København
Universitetets polyfone museum, afskedsinterview med Th. Söderqvist i Uniavisen 29.6.15.



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:

Først skal gives en helt speciel henvisning til en film, nemlig '1001 gram': Norsk humor om vejningens dobbelttydighed  (23.7.15.), der giver en herlig humoristisk vinkel på forholdet mellem den videnskabelige besættelse af eksakte målinger og det almenmenneskelige behov for kærlighed.

Mærsk Tårnet og Jerne-auditoriet  (29.9.17.)
Darwin, Charles, britisk naturforsker (udviklingslæren)
Heisenberg, Werner, tysk atomfysiker og filosof
Isaac Newton kan først forstås fuldt ud med emergent helhedsrealisme
Komplementaritetens betydning for politik og eksistens  (4.6.17.)
Fatale tendenser i videnskab, politik og nyhedsformidling  (22.8.16.)
Leg, viden og filosofisk tænkning - Mennesket som et legende væsen - (4)  (18.5.16.)
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet  (13.1.11)

Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt  (23.12.10.)
Danmarks Radio sjofler Niels Bohrs banebrydende indsats med billig underholdning  (11.2.15.)
Sandhed og vrøvl om Higgs-partikel  (8.7.12.)
Sproget og universets mysterier  (13.9.10.)

H.C. Ørsteds dristige, men umulige naturfilosofi  (23.5.10.)
Kaos- og fraktalfilosofi  (13.3.10.)
Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (II)
Anden del af kritik af Jesper Hoffmeyers filosofi
  (9.12.09.)
Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (I)
Første del af kritik af Jesper Hoffmeyers filosofi
  (5.12.09.)
Den provokerende mestertænker Claude Lévi-Strauss er død  (16.11.09.)
Hvad skulle mennesket på månen?
- Ændrede Apollo-programmet vores syn på verden?
  (21.7.09.)
Verdensbilledet - 2009  (13.3.09.)
Liv, evolution og kultur  (28.2.09.)
Sprog, naturvidenskab og eksistensfilosofi
om modsætningen mellem naturvidenskab og eksistensfilosofi



Folk forstår ikke modsætningen mellem religion og videnskab,
men helhedsrealismen viser at modsætningen er komplementær
  (13.7.15.)
Lys over landet, folket og eksistensen  (1.5.15.)
Er der en særlig psykisk energi?  (15.7.07.)
Åndsfænomenet i naturen  (10.7.10.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Holismen en umulighed i dag



Sjæl og hjerne
Hjerne og sjæl
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt
Hvad er egentlig bevidsthedsforskning?   (31.7.10.)
Ubevidst intelligens ifølge Ole Vedfelt  (26.7.10.)
Har psykologien og terapien brug for samfundskritik?  (25.08.17.)
Videnskabstroens ubærlige snæversyn &nb



Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal