JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - komplementaritet2017

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.6.17.

Komplementaritetens betydning for politik og eksistens

Hvorfor usikkerhed om Macron?
Luther og Kant
Er Jorden flad eller rund?
Nationalstat contra globalsamfund
Frihedsprincip contra lighedsprincip
Ånd contra materie
Evighed contra timelighed
Konklusion
Henvisninger

Hvorfor usikkerhed om Macron? Til toppen Næste

Som det vil fremgå af artiklen af 26.5. om "Usikre vurderinger af Emmanuel Macron" er det trist, men ikke overraskende at måtte konstatere, at mange kommentatorer og mange almindelige mennesker har meget svært ved at forstå hvilken skelsættende betydning valget af den 39-årige Emmanuel Macron til ny præsident for Frankrig kan få for udviklingen i Europa de næste fem eller ti år. De færreste forstår at Macron er et helt nyt fænomen i Europæisk politik. Ingen gider tilsyneladende sætte sig ordentligt ind i hvad manden mener og vil, for dette er så meget på tværs af gængs tankegang af det virkelig kræver en indsats.

En af de største forhindringer synes at være at meget logiske og rationelle mennesker har svært ved at komme ud over den absolutte dualismes skarpe enten-eller-tænkning og hele den forhekselse af forstanden der ligger i at se alt som enten sort eller hvidt. De færreste er i stand til at tænke komplementært, dvs acceptere to synspunkter om samme sag som fornuftige og berettigede selvom de på det logiske-rationelle plan strider mod hinanden. Og dette gælder for en lang række modsætninger, herunder den modsætningen inden for atomfysikken som bevirker at man ikke kan på en og samme gang kan måle elementarpartiklerne som partikler og som bølger, men må foretage to målinger, som hver for sig er gode til hver sit formål. Det var dette generende logiske problem Niels Bohr løste med komplementaritetsssynspunkter: står man over for logisk uforenelige modsætninger som hver for sig udtrykker fornuftig erkendelse, kan man ved at opgive dualismen acceptere begge og lade begge indgå i en fuldstændig beskrivelse af fænomenet.

Bohr selv indså at hans synpunkt kunne bruges over for andre fænomener, herunder modsætningen mellem følelse og fornuft og modsætningen mellem barmhjertighed og retfærdighed. Men man kan gå langt videre end Bohr gjorde (og havde forudsætninger for at gøre). Man kan nemlig også betragte modsætningen mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet (og dermed modsætningen mellem liberalisme og socialisme) som komplementære - og altså opgive den politiske uforsonlighed der giver klassekamp til fordel for en tredje vej uden klassekamp. Man kan også betragte jorden som både flad og rund, for det gør vi helt naturligt til hverdag. Og det er sådanne komplementære modsætninger der er genstand for den følgende artikel.

Luther og Kant Til toppen Næste

I 500-året for det lutherske oprør mod pavekirken er det værd at minde om trådene fra Luther via oplysningsfilosoffen Kant og preusserkongen Frederik den Store til selveste uhyret Adolf Hitler. Den blev nemlig spundet af Luthers opfattelse af øvrigheden som indsat af Gud, forstærket til urokkelighed af Kants absolutte moraletik, ført til fuldkommenhed i den nådesløse preussiske kadaverdisciplin og afsluttet i et sandt Ragnarok med Hitlers totale krig mod alt der stod i vejen for ham som ny overgud.

Dette kunne den kloge tyske statsadvokat Fritz Bauer gennemskue i opgøret med naziforbryderne efter 1945. Og det kan ikke just siges at være helt retfærdigt mod den Luther der lancerede ideen om det almindelige præstedømme - eller mod den oplysningsfilosof som med sine kategorier satte nye standarder for filosofien.

Men det var selveste Kant der med sin konsekvente dualisme forheksede de nulevende europæeres forstand så effektivt at forhekselsen har holdt sig i mere end 200 år og end ikke i 1920'erne fik et definitivt dødsstød med Niels Bohrs geniale komplementaritetssynspunkt.

Dualismen betyder at alle logiske modsætningspar medfører et enten-eller-valg mellem to muligheder efter princippet: enten må det ene være sandt og det andet falsk - eller omvendt. Begge sætninger kan ikke være sande.

Vi får altså en stribe helt selvfølgelige modsætninger som vi tvinges til at vælge imellem, men vel at mærke ikke kan vælge mellem på fornuftig vis, men alene på fornemmelse, og som vi derfor kommer til at skændes om, lave partier og ideologier på, ja i værste fald også slår hinanden ihjel for.

Er Jorden flad eller rund? Til toppen Næste

Lad os tage en af de simpleste modsætninger som Holberg har fået meget ud af i sin komedie om studenten Erasmus Montanus der efter et enkelt års studier i logik på universitetet vender hjem til sine naive forældre - som ydmyges med endeløse syllogismer.

Han kommer galt af sted, fordi han medbringer den nymodens lærdom at jorden er rund. Det afvises naturligvis blankt af den lokale degn, for enhver kan jo se at jorden er flak. Begge dele kan jo efter almindelig logik ikke være rigtige, og det komiske i stykket er at den der har videnskaben bag sig, tvinges til at afsværge sandheden, hvis han vil undgå at skulle springe soldat og gå glip af ægteskabet med sin kæreste.

Men da enhver kan se at jorden er flad, om end med bakker og dale, for slet ikke at tale om Himmelbjerget, så kunne man måske driste sig til at hævde at der må være noget i vejen med logikken. Sandheden afhænger nemlig i dette tilfælde af synsvinklen og skalaen. Bevæger vi os rundt i landskabet, kan vi aldrig få nogen som helst fornemmelse af eller bekræftelse på at jorden er rund. Det er noget vi først er kommet til at se i vore dage med deres satellit-billeder. Men at jorden er rund kunne de kloge hoveder allerede slutte sig til i 1500-tallet, fordi man ellers ikke kunne få observationer om solsystemet til at passe sammen.

Man havde også fundet ud af at jorden ikke er universets centrum, men er en planet der drejer sig om solen, og at solen heller ikke er universets centrum, men kun et af mange planetsystemer.

Men igen må vi korrigere. For vi ser dog alle hver eneste dag at solen står op i øst og går ned i vest. Vi ved selvfølgelig godt at det er et synsbedrag i den forstand at solens tilsyneladende bevægelser på himlen kommer af at jorden roterer om sig selv en gang i døgnet.

Objektivt set gælder naturvidenskabens forklaringer på grundlag af præcise observationer og korrekte slutninger om planeternes bevægelser i vort solsystem. Men subjektivt set gælder vore daglige iagttagelser og derfor også vort dagligsprogs måde at beskrive forholdene på. Det ville være fuldstændigt akavet, hvis vi når vi vågner om morgenen skulle postulere at jorden har roteret lidt mod øst, for det kan vi jo ikke mærke. Vi kan derimod se solen dukke op i horisonten og endda nyde dens røde stråler. Modsigelsen ligge alene i den dualistiske logik og ikke i den praktiske - eksistentielle - dobbelthed.

I eksistensen gælder faktisk fortsat at jorden er centrum for hele vores liv, udvikling og erfaring og bliver ved med at være det. Alle vore konkrete muligheder, uenigheder samt stridigheder drejer sig om prosaiske jordiske anliggender.

Vi ser det meget tydeligt i spørgsmålet om nationalstaten.

Nationalstat contra globalsamfund Til toppen Næste

Alle behjertede og veloplyste mennesker fortæller os hver eneste dag at verden er en global landsby, eftersom kommunikationen, vareudvekslingen, konkurrencen, pengetransaktionerne, børsspekulationerne, diplomatiet, konventionerne og rettighederne samt krigene og terroren er globale eller universelle i skøn digital form. Folk der kun accepterer deres egen lilleverden af overskuelig og håndgribelig art er håbløse nostalgikere, nationalister og populister. Multikulturalisterne er de sande mennesker og den eneste værdige fører-klasse.

Folk harmes, griner eller ryster på hovedet over beskyldningerne imod dem, for menigmand véd af egen erfaring at den nære verden, det lokale samfund, det overskuelige fædreland og det skønne modersmål med den milde klang er selve livsgrundlaget - og vil blive ved med at være det, uanset hvordan pengene yngler og flyder, byttes, samles og skjules i den virtuelle verden.

Og igen kan fastslås, at striden er inderligt overflødig, for begge synspunkter er berettigede og foruftige. Verden er større end landbyen og nationalstaten. Digitaliseringen - og den tiltagende forurening af miljøet - har bevirket at vi er nødt til at se de store politiske problemer i et globalt perspektiv, men vi kan ikke regulere noget som helst uden at være forankret i nationale enheder der giver os følelser af at høre hjemme bestemte steder.

Det globale og det nationale synspunkt er komplementære, men det samme kan ikke siges om det multikulturalistiske og det national synspunkt, for ikke mindst flytningestrømmen til Europa har givet os forståelse for at der er grænser for mange uensartede elementer der kan integreres i en national enhed der hænger sammen. Intet land er moralsk forpligtet til at modtage så mange flygtninge, at landets sammenhæng undergraves. Der bør i ethvert sundt samfund være plads til mange forskellige mennesker, herunder mange forskellige racer, etniciteter og religioner. Det giver kulturel mangfoldighed, men sammenhængen ødelægges, hvis ikke de mange forskellige subkulturer i hovedsagen accepterer fælles normer.

Frihedsprincip contra lighedsprincip Til toppen Næste

Vi ser det selvsamme modsætningsproblem i det klassiske spørgsmål om frihedsprincippet ctr. ligheds/tryghedsprincippet. Den franske revolution lancerede det glimrende slogan: Frihed, Lighed, Broderskab, men broderskabet løb ud som sand mellem hænderne på fanatikerne, fordi bl.a. asketikeren Robespierre ville gennemtvinge sine utopier med magt. Resultatet blev først hans Rædselsherredømme - og siden Napoleons mere eventyrlige kejserdømme.

Siden blev liberalismen en ideologi der stærkt støttet af vulgærdarwinismens forestillinger om den stærkeres ret førte til ekstrem udbytning og undertrykkelse af arbejderne. Modvægten blev den socialistiske arbejderbevægelse, støttet af Karl Marx's tanker om kapitalen som en systematisk udsugende og fremmedgørende faktor. Ideen førte i det heldige Norden til reformismen, men østpå til den fanatiske Lenins etpartisystem og diktatur samt Stalins Gulag, alt sammen forførende tilsløret som ægte folkestyre.

Først i vort nye århundrede blev den bitre klassekamp erklæret passé i Storbritannien og Danmark til fordel for den tredje vejs socialliberale midterpolitik som både venstrefløjen (Labour) og højrefløjen (Venstre) vandt et par valg på i træk, men aldrig forstod til bunds. De holdt fast i en forældet terminologi og tænkte aldrig den storslåede tanke til ende.

Men dybest set er den tredje vej selve den politiske løsning på den dualistiske modsætnings logiske forhekselse. Den peger i realiteten på komplementaritetens vidunderlige og umonopoliserbare muligheder. Står man i et logisk valg mellem to modsætninger der begge synes at rumme fornuftige og progressive ideer, så skal man acceptere dem begge som berettigede og blæse på al logisk uforenelighed. Nøjagtigt som Niels Bohr foreslog til løsning af den tilsyneladende uoverstigelige logiske modsætning mellem opfattelsen af elementarpartiklerne som hhv. bølger og partikler.

Ånd og materie Til toppen Næste

Går man nu et trin dybere i erkendelsens og eksistensens gåder, kommer man ikke uden om modsætningen mellem det materielle og det energetiske (i eksistensen modsætningen mellem det legemlige og det åndelige).

Som bekendt var man i oplysningstiden så glad for det faste, håndgribelige og målelige at Descartes skabte et uløseligt problem ved at definere det faste som udstrakt og rumligt, mens det bevidsthedsmæssige var ikke-rumligt. Han bestred ikke en forbindelse, men postulerede at den lå i knoglekirtlen! Det har intet på sig, men viser blot at han holdt fast i at den sidste instans måtte være af material art.

Det kloge hoved præsenterede i sit filosofiske hovedværk fra 1644 også en gennemført mekanisk naturopfattelse. Den fysiske verdens bevægelser skyldtes stød, og disse var underkastet matematisk formulerbare love. Teorien ramte så sent som i 1820'erne H.C. Ørsted, fordi franskmændene ikke kunne eller ville acceptere nogen som helst forestilling om et elektromagnetisk felt, eftersom et sådant kuldkastede den forudsatte teori om en universel, altomsluttende æter der bestod af bittesmå partikler (minuskler).

Hegel og Marx tumlede i 1800-tallet med spørgsmålet om ånden var basis for materien (Hegels synspunkt) eller omvendt (Marx). Ingen af dem kunne komme fri af dualismens logiske modsætninger eller de descartianske definitioner. Man forstod ikke at stof og energi hører sammen. Materien eksisterer ikke uden energi, og energien ikke uden materie. Einstein kunne endog i 1916 formulere ækvivalensen i sin berømte sætning om at universets samlede energi er lig massen gange lysets hastighed i 2. potens.

Sammenhængen på bevidsthedsplanet er indlysende.

De faste, håndgribelige ting er forudsætningen for dannelsen i hjernen af en simpel "genstandsbevidsthed", og denne er igen forudsætningen for at kompleks bevidsthed dukker op i biologien og hos mennesket giver det enestående spil mellem bevidst og ubevidst. Dette altafgørende emergente fænomen i biologien blev i mytologien betegnet som "syndefaldet", fordi det var ensbetydende med at mennesket mistede sin uskyld og dermed måtte forlade paradisets have. Derved opstod kulturen.

Den bevidste opmærksomhed sker gennem sanserne og giver således korrespondensen til den ydre verden (et vigtigt princip hos Bohr). Den ubevidste eller underbevidste proces sker som intuition og drømme samt forestillinger om muligheder. Og processerne følger helt andre love end genstandene i den fysiske verden. Der er mangel på logik og fravær af sondringen mellem subjekt og objekt, sondringen mellem fantasi og virkelighed samt mellem fortid, nutid og fremtid.

Materien er m.a.o. ikke mere basis for det åndelige end det omvendte. Men genstandsbevidstheden er basis for den frie bevidsthed der har både en ydre og en indre side. Og den indre (intuitive) kan ikke følges, analyseres eller forklares som fysisk-kemiske årsagsforhold. Det hænger utvivlsomt sammen med at processernes hastigheder er så store i forhold til lysets hastighed at man ikke kan studere dem uden at påvirke dem. Sjælelivet findes aldrig gennem hjernestudier.

Til gengæld kan det fastslås med empirisk sikkerhed at det er de indre (åndelige) processer der rummer al eksistentiel værdi eller kvalitet, dvs den intensitet, helhed, mening, orden og sammenhæng vi ikke kan undvære. Det er fra denne kilde mytologierne og religionerne udspringer. Og derfor kan det i dag let ses hvor ensidig oplysningstidens rationalisme var, og hvor heldigt det var at den omkring 1800 blev udsat for romantikkens modsatrettede, men lige så ensidige irrationalisme. Det var nødvendigt fordi vi alle er romantikere i lige netop den forstand at vi alle må igennem pubertetens hormonalforstyrrelser, store følelser og nærliggende ungdomsoprør - for at erfare det kollektivt ubevidstes magt og kraft.

Evighed contra timelighed Til toppen Næste

Dette forstod også vor histories første og sandeste ungdomsoprører, Menneskesønnen, der gjorde oprør mod den gamle, jødiske religions autoritære og moralistiske dogmer om at mennesket blev retfærdiggjort gennem sine gerninger.

Paulus, apostlene, kirkefædrene og Luther n.fl. fattede aldrig oprøret, men fik det nærmest drejet til det stik modsatte, nemlig til dogmet om at mennesket ene og alene frelses gennem troen og bekendelsen. Det var modsat det udogmatiske evangelium, fordi dogmer altid er magtmidler der bruges til at kontrollere menneskers meninger med. Hvis du ikke bekender troen på de dogmer vi fastsætter, siger magthaverne, så er du vantro og dermed fortabt.

Menneskesønnen sagde lige præcis det modsatte: Du er altid ok som du er. Du skal ikke lave om på dig selv og du skal ikke stræbe efter at blive ren eller uskyldig. Menneskesønnen forlangte aldrig bekendelse af nogen art. Han pegede simpelthen på den enfoldige tro eller det enfoldige livsmod.

Hans store, geniale og emergent nye indsigt var at intet menneske kommer ind i evighedens, kærlighedens og tillidens rige uden at blive som barn påny. Det betyder selvfølgelig ikke at vi skal blive 'barnlige', men at vi skal forstå at evighedens rige er og bliver umiddelbarhedens rige hvor man ikke er paralyseret af frygt og ikke spekulerer på om man nu er god nok. Man tager bare imod livet og livets gaver.

Menneskesønnen levede i en urolig tid under romersk overherredømme. Og det indebar at han og disciplene betragtede tiderne som de sidste. Det var de trods alt ikke - og derfor må vi moderne mennesker naturligvis se anderledes på tingene.

Vi skal selvfølgelig erkende at vi som voksne mennesker altid er henvist til at leve skiftevis i evighedens og timelighedens verden, dvs skiftevis i kreativitetens og legens rige og i arbejdets og alvorens rige, hvor økonomien, politikken og krigene hører med.

Afgørende for at vi kan klare denne udfordring er at vi forstår med mellemrum at suspendere logik og beregning og give os hen til kærligheden og humoren.

Det virkelig liv er møde, som den jødiske filosofi Martin Buber rammende sagde. Det er nemlig at gå ind i et direkte Jeg-Du forhold uden forbehold og bagtanker. Det er derimod aldrig at blive stående i et Jeg-Det forhold hvor vi ser objektivt og fremmedgørende på tingene og menneskene.

Det evige liv er her og nu. Det er nutid og nærvær. Og det er humor, for humor er den ægte tros fosterbroder. Den forhindrer moralisme, fanatisme og ensidighed. Den fører til den sunde komplementaritet. Netop derfor er det igen blevet relevant med et opgør med autoriteterne og deres undertrykkende dogmer.

Konklusion Til toppen Næste

Vi kommer ikke uden om spørgsmålet: Hvad er grunden til at så mange mennesker i de sidste par hundrede år har fået så forbandet svært ved at se tilværelsen som dobbelttydig, når alle uden undtagelse er har to tilgange til virkeligheden der er så vidt forskellige at de lægger op til en helt naturlig komplementaritet?

Efter min mening kan der kun være ét svar: Oplysningstidens rationalisme havde så åbenlyse fordele på det praktiske, tekniske og målelige plan at de allerfleste blev revet med af den fremskridtstro der var dybt forbundet med denne rationelle tangegang - og de fik større og større afstand til den medfødte irrationelle tilgang til virkeligheden, på trods af det er denne der rummer alle former for oplevelse og erfaring af mening, orden, helhed og sammenhæng, og som derfor aldrig kan negligeres eller forsømmes uden at resultatet bliver eksistentiel usikkerhed, moralsk usikkerhed, stress og savn af forskellig art.

Det ejendommelige er i og for sig ikke at de fleste indfanges af fremskridtstroen, men at de glemmer at den sjælelige sundhed helt og holdent afhænger af at der er en selvfølgelig forbindelse og udveksling mellem de tillærte rationelle sekundærprocesser og de medfødte irrationelle primærprocesser. De første sikrer den nødvendige tilpasning til den ydre, sanselige verden, men den anden sikrer den nødvendige erfaring af mening, helhed, orden og sammenhæng i tilværelsen, alt sammen begreber der skal forstås i overført betydning, fordi de ikke refererer til genstande i den ydre verden, men til intuitive indsigter i den indre verden.

Men det skal da understreges, at "glemslen" ikke kommer af ingenting. Den er i høj grad et resultat af erhvervslivets og dets politiske systems store forkærlighed for vækst og konkurrence. Derfor skal det også stærkt pointeres at mennesker der ønsker sjælelig sundhed, er nødt til at varetage deres indre liv og gå imod tendensen til at følge væksttrenden. De skal huske at ægte kultur og ægte dannelse er at gå imod strømmen.

Det er altid nemmest at følge strømmen, og altid nemmest at tænke i enkle enten-eller-baner. Ja, uden tvivl gælder desuden at mennesket gennem tiderne ikke alene har opnået enorme kulturelle fordele i kraft af bevidsthedens evne til at skelne mellem modsætninger, men også har opnået en ganske rystende forkærlighed for at forenkle tænkningen i retning af at se modsætningerne som absolutte og dermed havne i en fundamentalistisk tænkning. Flertallet forstår hverken sund komplementaritet eller sund pragmatisme, men holder tværtimod fast i at kun ét synspunkt er rigtigt og det modsatte derfor altid forkert. Det er dybest set en syg tænkning, som ingen kommer fri af den uden at forstå den absolutte dualismes katastrofale følger for kultur og politik. Og dette kræver igen at man tør begynde at se kritisk på sine egne tankevaner.

Når så mange fastholder den forenklede, ja i mange henseender primitive enten-eller-tænkning der fører direkte til fundamentalisme og fanatisme, så kan det alene forstås på dybdepsykologisk vis ved inddragelse af forskellen mellem de to psykiske grundprocesser. Den komplementære tænkning er kun mulig for det menneske der er i stand til at holde sig nøgternt inden for sekundærprocessernes relativt følelsessvage, men til gengæld stabile forestillinger, mens den skarpe dualistiske tænkning er ligetil, ja yderst fristende for det menneske der søger intensitet eller stærk følelsesladning i sin indre verden ved at holde sig inden for primærprocessernes ustabile, men intense forestillinger. Her er ustabiliteten omvendt proportional med intensiteten, og derfor er det i det hurtige glimt af stærkt aggressiv vold og terror følelsesladningen bliver stærkest og fanatikeren oplever den største "lykkefølelse". Dette forklarer hvorfor terrorister overhovedet kan finde på at udføre deres umenneskelige handlinger. Men det forklarer også hvorfor almindelige mennesker har så svært ved den komplementære tænkning som er et fornemt værktøj i demokratiets og oplysningens tjeneste og videreudvikling.

Ejvind Riisgård

Henvisninger Til toppen

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt:

Usikre vurderinger af Emmanuel Macron  (26.5.17.)
Terror mod Manchester Arena og vestlig ungdom og musik  (24.5.17.)
Går EU nu mod nye tider?  (16.5.17.)
Frankrig vælger Macron, håbet og viljen til forandring  (10.5.17.)
Den store kulturkrise og udvejen  (7.5.17.)

En tredje vej i eksistensen - hinsides determinisme og vilkårlighed?
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Den tredje vej og Labours nye formand  (27.9.10.)
'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair  (27.7.12.)
Den tredje vej til religionsanskuelse