Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - tredjevej02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.7.12.


'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair

Begrebet 'den tredje vej' går hundrede år tilbage i tiden, men blev i moderne betydning lanceret af den britiske sociolog Anthony Giddens, som det fremgår af den første artikel i denne serie om 'Den tredje vej'. Giddens' udgangspunkt var Labours manglende gennemslagskraft over for den konservative Margaret Thatchers nyliberalisme som parallelt med republikaneren Ronald Reagans præsidentperiode i USA havde domineret britisk politik og samfundsdebat fra 1979 til 1990 og fortsatte med kun få ændringer under Thatchers afløser som tory'ernes formand John Major. Giddens bestemmer nærmest automatisk den tredje vejs alternativ som vejen midt mellem den gamle socialdemokratisme og den fra 1979 til 1997 gældende Thatcherske nyliberalismen, som simpelthen opkaldtes efter hende som thatcherismen.

Giddens sætter de to systemer skematisk over for hinanden på denne måde:



Thatcherisme eller nyliberalisme (det nye højre)

Begrænset statslig indblanding
Selvstyrende civilsamfund
Markedsfundamentalisme
Moralsk autoritær holdning kombineret med stærk økonomisk individualisme
Arbejdsmarkedet klarer sig selv ligesom andre sektorer
Accept af ulighed
Traditionel nationalisme
Velfærdsstat som sikkerhedsnet
Den internationale orden forstås ud fra den internationale politisk realismeteori (det internationale system betragtes som en anarkisk tilstand, hvor staterne interagerer som billardkugler).



Klassisk socialdemokratisme (det gamle venstre):

Udbredt statslig intervention i det sociale og økonomiske liv
Staten styrer det civile samfund
Kollektivisme
Den keynesianske model (efterspørgselsregulering plus korporativisme)
Begrænset råderum for markedskræfterne, dvs blandingsøkonomi eller markedsregulering via statslig intervention
Fuld beskæftigelse
Stærk lighedsfilosofi
Veludbygget velfærdsstat, der beskytter borgerne fra vugge til grav
Internationalisme, forankret i en bipolær verden (det frie Vesten over for den kommunistiske verden)

Begge ideologier opfattede moderniseringsprocessen som 'lineær' og begge havde 'ringe økologisk bevidsthed'. Men det bemærkes, at Giddens udtrykkeligt taler om 'det nye højre' over for 'det gamle venstre', men derimod ikke i sine analyser går i dybden med modsætningen mellem liberalismen og socialismen som sådanne.



Giddens påpeger at efterkrigstidens velfærdsstat som hovedregel har haft en stærk forankring i den traditionelle arbejderklasse, der indtil for tyve år siden [ca. 1978] primært tegnede sig for den vælgermæssige opbakning til de socialdemokratiske partier. Helt frem til tilbagegangen i slutningen af 1970'erne havde socialdemokratismen overalt fulgt en linær model, når det gjaldt moderniseringen af samfundet. Således beskrev sociologen T.H. Marshall 'socialismen vej' som en kulmination på en lang evolutionær udvikling af borgerrettigheder. Han mente at velfærdssystemet ville udvikle sig yderligere i takt med den økonomiske fremgang, således at de sociale rettigheder i stigende grad blev udviklet.

Efter Labours katastrofevalg i 1983 blev Neil Kinnock ny partiformand, og han ønskede en ny, mere midtersøgende realisme og marginaliserede partiets og fagbevægelsens mest militante venstrefløj, men han blev stemplet som en vendekåbe og trak sig som formand efter valgnederlaget i 1992 og efterfulgtes af John Smith. Men det var under Labours kongres i 1987 at man i en rapport og beslutninger så de første systematisk forsøg på at revurdere Labours politik.

Man skal i den forbindelse huske den langvarige minearbejderstrejke i 1984-85 som anførtes af minearbejderforbundets rabiate formand Arthur Scargill og som tabtes. Den skyldtes Thatcher-regeringens ubarmhjertige nedlæggelse af mange miner som utidssvarende, men greb dybt ind i fagbevægelsens traditionelt stærke indflydelse på Labour (som efter krigen stod for mange nationaliseringer). Scargill tog konsekvensen af sit nederlag - og meldte sig ud af Labour i protest mod Blairs New Labour.

Blair selv lægger i erindringsbogen "En rejse" (2010) i sin omtale af Margaret Thatchers krig med fagforeningerne 1984-85 ikke skjul på sin vurdering af fagbevægelsen som reaktionær eller på at det var nødvendigt med et 'revolutionært opgør' med fagforeningerne. "Da Arthur Scargill blev formand for minearbejderne, og strejken begyndte, var det åbenlyst at valget stod mellem på den ene side en meget højreorienteret premierminister som ikke desto mindre var demokratisk valgt til at lede landet og havde ret i sit syn på forforeningernes misbrug af deres magt; og på den anden side en venstreorienteret fagforeningsledelse som var åbenlyst udemokratisk og komplet ude af trit med den moderne verden. Da jeg betragtede de sørgelige rester af Labourpartiet i efterdønningerne efter valget i 1983, vidste jeg at der måtte ske forandringer. Fagforeningsbasen kunne simpelthen ikke understøtte et moderne politisk parti, hvis det skulle være et regeringsbærende parti."



Ifølge Giddens talte deltagerne i diskussionen om socialdemokratismens fremtid i starten af 1990'erne generelt om den stemning af skuffelse der omgav det socialdemokratiske fornyelsesprojekt. Socialdemokraterne i hele Europa mistede selvtilliden ansigt til ansigt med fremkomsten af filosofien om de frie markedskræfter og sammenbruddet af den virkeliggjorte socialisme i Østeuropa.

John Smith døde pludseligt på grund af hjertestop og blev lidt overraskende afløst at Tony Blair der egentlig kun (efter eget valg, men alligevel påfaldende) var 'skyggeindenrigsminister' (mens rivalen Gordon Brown var stærkere placeret som 'skyggefinansminister'). Og det blev følgelig hans hovedopgave at modernisere partiet og føre det frem til en valgsejr. I februar 1998 luftede han i Washington sine visioner om at skabe en international konsensus for den politiske centrum-venstrefløj i det 21. årh. Det nye initiativ skulle skabe en fælles politisk platform der kunne matche forandringerne i den globale verdensorden: "Den gamle venstrefløj modsatte sig denne forandring. Det nye højre ønskede ikke at tage udfordringen op. Vi bliver nødt til at forholde os til denne forandringsproces for at kunne skabe social solidaritet og fremgang."

Giddens noterer nøgternt at socialismen og kommunismen var forsvundet, men alligevel blev ved med at forfølge socialdemokraterne. For "Vi kan ikke bare skrotte de værdier og idealer der ansporede dem, for nogle af dem er snævert forbundet med det gode liv, som er formålet med det vi forstår ved social og økonomisk udvikling. Udfordringen består i at give disse værdier liv igen dér, hvor socialismens økonomiske program har lidt nederlag."

Giddens konstaterer også at det ser ud som om de politiske ideer i dag [1998] har mistet evnen til at inspirere, og at de politiske ledere har mistet evnen til at lede. "Den offentlige debat domineres af bekymringer over den dalende moral, det voksende skel mellem rige og fattige samt presset på velfærdsstaten. De eneste grupper der synes bevidst optimistiske, er dem, der sætter al deres lid til at teknologien kan løse vore problemer. Men teknologiske forandringer indebærer både fordele og ulemper, og teknologi alene kan under ingen omstændigheder skabe det nødvendige grundlag for et effektivt politisk program", understreger Giddens. "Hvis den politiske tænkning igen skal kunne give inspiration, nytter det ikke, at den blot er tilbageskuende eller begrænser sig til det hverdagsagtige eller trivielle. Det politiske liv er intet uden idealer, men idealerne er tomme, hvis ikke de kan relateres til praktiske handlemuligheder. Vi har brug for både at vide, hvilken type samfund vi ønsker at skabe, og at kende de konkrete midler der fører til resultatet." For at vise hvordan man kan nå disse mål og give ny næring til den politiske idealisme skrev Giddens sin bog om 'Den tredje vej', med særligt henblik på forholdene i Storbritannien.

Labours jordsskredssejr i 1997 blev i mange lande opfattet som en frisk start. "Og så var der Tony!", forkyndte forfatteren til et værk om socialdemokratismens stilling i Europa i 1998 og tilføjede at Tony Blair overvandt selve symbolet på socialdemokratismens krise i 80'erne, Thatcher-konservatismen. Og dog betragtede mange der jublede over sejrens størrelse ifølge Giddens New Labours projekt som tomt. Det overvældende flertal New Labour indkasserede tillagde de en meget aktiv, professionel kampagne, hvor medieteknikker udviklet i USA blev benyttet. New Labour betragtedes i brede kredse som afhængig af en medieorienteret politik og som eksponent for en "designersocialisme".



I sine erindringer gør Tony Blair meget ud af at forklare at kredsen omkring ham lagde stor vægt på at få formuleret et nyt program på en sådan måde at ordene formidlede ægte overbevisning. I 1994 havde partiet ikke noget der lignede en fuldt færdig, sammenhængende politik, skriver han. "Vi var meget dårligere forberedt på at overtage regeringsmagten, end vi burde have været i betragtning af vores 18 år i opposition.... På den anden side var vores kompas indstillet på den rette kurs, og det stod klart på hvilken måde og med hvilken indstilling vi ville møde udfordringerne. New Labour var ikke kun et slagord. Det var en holdning."

Problemet for alle progressive partier var at der i 1960'erne var frisat en ny generation som nu befandt sig oppe på mulighederens stige. De ønskede ikke mere hjælp af staten, de ønskede valgfrihed og frihed til at tjene flere penge og bruge dem. De sprængte det homogene klassefundament. De begyndte at tage afstand fra snylterne som de betalte for. For Blair handlede New Labour helt og holdent om at forstå den sociale udvikling, hvor den sociale sektor blev drevet af markedet, mens den offentlige sektor sad fast. Kursen var allerede udstukket. Stikordsagtigt hedder det, at "nøglen var vækst; investeringer, ikke skattelettelser; omlæg skatterne, men forsigtigt og uden at røre indkomstskatten; hold middelklassen på vores side, men hvor vækst og visse skatteomlægninger tillader det, så fokuser på de fattigste; derefter, med tiden, kunne vi afbalancere skattelettelser og offentlige udgifter." Desuden: "ingen tilbagevenden til de gamle fagforeningslove, ingen gennationalisering af de privatiserede forsyningsselskaber, ingen forhøjelse af marginalskatten, ingen ydelser uden modydelser, ingen afskaffelse af Grammar Schools ['latinskolerne'].... desuden en hård kurs mod asocial adfærd, investeringer i og reform af den offentlige sektor. Pro-Europa og pro-USA; muligheder og forpligtelser går hånd i hånd i velfærdspolitikken; støtte til små og mellemstore virksomheder og en retfærdig balance mellem erhvervsliv og fagbevægelse...."

I juni 1995 skrev Blair i en artikel i The Times: "Sandheden er at vælgerne nu ser Labour som det fornuftige midterparti. Vi har forandret os. Vi indrømmer at vi har forandret os. Men langt fra blot at smide fortiden over bord proklamerer vi et positivt budskab med henblik på fremtiden. Den nye paragraf IV [i partiprogrammet] er det mest synlige symbol på denne forandring, men det er ikke den eneste. Vi har også forandret os, hvad angår den måde vi fører politik på.....". Blair vidste desuden at hele New Labour-projektets troværdighed afhang af at "vi accepterede at meget af det Margaret Thatcher ønskede at gøre i 1980'erne var uundgåeligt og ikke udsprang af ideologi, men af sociale og økonomiske forandringer"!

I en anden artikel i The Times i juli 1995 forklarede Blair hvorfor Labour skulle være et parti der stod for social orden og sikkerhed hjemme og internationalisme og frihandel ude. Og i jan 1996 offentliggjorde partiledelsen dokumentet 'Party into Power'. Ændringerne i vedtægterne blev vedtaget på partikongressen 1996....'. Blairs budskab lød: "Tag ikke fejl: Vi er New Labour og vi vil regere som New Labour. Det er ikke et trick; det er reelt; det udspringer af overbevisning."

Hvad angår den tiltrængt revision af det gamle forældede program, beholdt man i starten af teksten ordene 'demokratisk socialisme', forklarer Blair, men "det der fulgte efter, var en enkel opstilling af værdier som gjorde op med enhver tanke om at disse værdier kunne forbindes med staten som primær økonomisk aktør." På sin senere præsentation af programmet sagde Blair: "Labourpartiet er et demokratisk-socialistisk parti. Det tror på at vi i kraft af vore fælles bestræbelser kan opnå mere end det vi kan opnå alene, og derved kan skabe mulighederne for at vi alle hver for sig kan realisere vores sande potentiale og sammen til gavn for os alle skabe et samfund, hvor magt, rigdom og muligheder er i hænderne på de mange og ikke de få, og hvor de rettigheder vi har afspejler de pligter der påhviler os, og hvor vi lever sammen i frihed, i solidaritet, i tolerence og i respekt."



I sommeren 1998 kunne Blair se at samfundet var ved at blive splittet op i flere grupper som ikke passede ind i den traditionelle centrum-venstre-teori. Jo, der var bestemt en middelklasse. Den voksede. Den omfattede sagførerne og bankdirektørerne og mellemlederne. Den tiltrak også de øverste lag af faglærte arbejdere, teknikere, de nye computeranalytikere og mellemlagene i den kreative industri. "Men at tale om 'arbejderklasse' virkede bare underlig, korrekt, men på en eller anden måde som noget der ikke passede. Betegnelsen omfattede dem på mindsteløn, løsarbejderne også de lavtlønnede sygeplejersker, arbejderne 'på gulvet'. Men betegnelsen blev også brugt til at beskrive dem der befandt sig på bunden, den 'ikkearbejdende klasse' om man vil - eller med et udtryk vi skabte i regeringen, de socialt udstødte. Med tiden begyndte jeg at forstå at man ikke kunne og ikke burde slå de to kategorier sammen."

Blair indrømmer også i sin analyse af samfundsforholdene at partiet da han kom til magten havde et temmelig traditionelt, men selvtilfreds syn på indvandring og asylpolitik. "Vi var ikke forberedt på den eksplosion i antallet af asylansøgninger der kom i 1998 og 1999.... Pludseligt var vi gået fra et overkommeligt antal på 30.000 ansøgninger om året til 100.000. Overordnet set havde Storbritannien som alle andre europæiske lande arvet et system og en holdning fra efterkrigstiden og tiden efter Holocaust.... Antagelsen var at en der søgte asyl var forfulgt og skulle lukkes ind, ikke sendes væk. Uheldigvis var det komplet urealistisk i slutningen af det 20. årh. Antagelsen var tydeligvis forkert. De fleste asylansøgninger var ikke ægte... Realiteten var at asylsystemet var brudt sammen, ubrugeligt...".

I hele denne periode, fra marts 1998 til december 1999, gennemgik Blair og hans inderkeds altså en enorm selvransagende politisk proces, mens grønbøger og hvidbøger flød i en lind strøm, de politiske hjul snurrede og embedsværket sled i det. Han havde dog en voksende fornemmelse af at der manglede en dimension. Men ingen kunne pege på den. "Ikke destomindre flød talen på partikongressen i 1998 fint. Den udstak den tredje vej - ikke det gamle venstre og heller ikke Thatchers højre; vi havde tilstrækkeligt momentum til at kunne vise at tingene ændrede sig; og det grundlæggende budskab drejede sig da også om vedvarende udfordringer. Talen slog stærkt på decentralisering inden for landets grænser og partnerskab uden for. Den indeholdt alle de rigtige temaer, trykkede på alle de rigtige knapper og fremkaldte i det store hele de rigtige reaktioner.



Det må i denne forbindelse noteres, at det forekommer lidt besynderligt at Tony Blair i sine erindringer ikke så meget som nævner Anthony Giddens navn, skønt dennes vigtige bog om den tredje vej netop udkom i 1998. Jeg kan ikke finde anden forklaring end at Giddens ikke var personligt knyttet til kredsen omkring Tony Blair, som derimod havde Philipp Gould, Peter Mandelson, Geoff Mulgan og Roger Liddl som nære rådgivere. Det var nogle af dem som Henrik Dahl og hans danske studiegruppe traf i London i 1998. Og de var ikke i tvivl om Den tredje vejs ophavsmand - eller om dens almene karakter!

Hvad betyder nu 'den tredje vej' ifølge Anthony Giddens?

Jo, den røde tråd er investering i menneskelig kapital, hvor det overhovedet kan lade sig gøre - frem for at yde direkte økonomisk hjælp. Velfærdsstaten bør erstattes med en stat der optræder som social investor ved at operere inden for rammerne af et positivt velfærdssamfund. Tanken om at velfærdsstaten bør erstattes af velfærdssamfundet er nu almindelig udbredt i den nyere litteratur om velfærdsspørgsmål. Generelt bør vi erkende at en omlægning af velfærdsydelserne nødvendigvis må integreres med programmerne for en aktiv udvikling af civilsamfundet.

Positiv velfærd erstatter William Beveridges' gamle negative begreber med et sæt positive:

Autonomi i stedet for nød
Aktiv sundhed i stedet for sygdom
Livslang uddannelse i stedet for uvidenhed
Trivsel i stedet for elendighed
Initiativ i stedet for lediggang.

I det positive velfærdssamfund ændres kontrakten mellem individer og staten, da autonomi og udvikling af selvet - der er forudsætningen for en styrkelse af den individuelle ansvarlighed - kommer i højsædet. Velfærd i denne grundlæggende betydning vedrører såvel de rige som de fattige.



Tony Blair fik i 2001 udformet Labours valgmanifest meget omhyggeligt. Det nu var på tide at gå dristigt til værks. Risikoen lå ikke i en eller anden skjult dagsorden som systemet gemte på, men i trægheden. Han var nu sikker på at en reform af de offentlige serviceinstitutioner måtte indeholde væsentlige strukturændringer, inkl. meget tættere relationer til den private sektor.

Mens de konservatives valgkampagne var elendig, tegnede Labours manifest en klar, uforfalsket New Labour-kurs. Blair så det som partiets opgave at føre moderniseringen af Storbritannien et skridt videre, at skabe offentlige serviceinsitutioner og en velfærdsstat som kombinerede investeringer med reformer, så de blev gjort personlige, lydhøre, driftige og i lige høj grad baseret på forpligtelser og erhvervede rettigheder som berettigede offentlige ydelser.

Valgmanifestet blev præsenteret for offentligheden på en stor, seriøs pressekonference 16. maj 2001, fortæller han, og tilføjer at han nu var blevet militant fortaler for gennemgribende forandringer. "Jeg var fuldkommen sikker: valgprogrammet og mandatet var New Labours". I partiet var der imidlertid dukket en farlig forvirring op, idet en del af medlemmerne mente at det i virkeligheden var en gunstig økonomi der havde sikret Labour valgsejren. Blair var derimod fuldstændig overbevist om at den eneste vej til sejr var New Labour.

Valgdeltagelsen var lav. Valgsejren den næststørste i britisk politisk historie. Problemet Gordon Brown var dukket op som det Blair kalder "kombinationen af det eminente og det umulige". Spændingerne mellem ham selv og rivalen var ved at komme op til overfladden.

Samme år kom terrorangrebet på World Trade Centeret i New York. I 2003 Irak-krigen. Og valgkampen i 2005 blev ifølge Blair hæslig. "Optakten anspændt, forløbet skæmmet af interne stridigheder, valgkampen ondskabsfuld og efterspillet usikkert.....". Blair fastholder dog i sine erindringer en mere grundlægende og væsentlig sandhed: New Labours grundholdninger var stadig det dominerende omdrejningspunkt i britisk politik. Labour havde vundet på trods af alle problemer, på trods af krigen og på trods af Blairs lange periode som premierminister.....

Kritikken af Blair voksede imidlertid og dermed også modsætningsforholdet til Gordon Brown. Blair vidste at det ville blive umuligt for ham selv at forblive som formand og premierminisgter frem til 2008, men han tøvede med at trække sig tilbage, fordi han kunne se at konsekvensen ville blive "et usikkert og i sidste ende uklart kompromis som i bund og grund bestod af Old-Labour-organisationspolitik og dele af New Labours politik blandet med indrømmelser til venstrefløjen. Partiet ville vende tilbage til Old Labour og regeringen ville være delvis New Labour." - Og problemet med Gordon Brown var at han simpelthen ikke forstod New Labours tiltrækningskraft som andet end noget valgstrategisk.

Svaret på spørgsmålet hvorfor tabte Labour valget i 2010 er derfor indlysende for Tony Blair: "Labour vandt da det var New Labour. Det tabte fordi det holdt op med at være New Labour." - Og dette drejede sig ikke om Gordon Brown som enkeltperson. for hvis han havde holdt fast i New Labours politik, ville personspørgsmålet stadig have gjort det vanskeligt at vinde, men det ville ikke have været umuligt. Afskeden med New Labour gjorde det imidlertid umuligt. Brown købte totalt den såkaldte keynisianske "staten er på mode igen"-teori som så ud til at være blevet den fremherskende igen. I stedet skulle partiet have taget New-Labour-vejen ud af den økonomiske krise. "Vi ødelagde vores alliance i befolkningen i 2010."



Som omtalt i den særskilte artikel om formandsskiftet i Labour i 2010 vandt Ed Miliband bl.a. fordi han havde større gennemslagskraft i debatterne end broderen David Miliband, men også fordi fagbevægelsen støttede ham. Efter sejren erklærede Ed Miliband: "Jeg er stolt af både Tony Blair og Gordon Brown, men vi tabte valget. Min besked til vælgerne er følgende: Jeg ved, vi mistede jeres tillid, men i dag har en ny generation overtaget Labour. Vi forstår, at vi skal ændre os. Jeg har fattet det."

Ed Miliband betragtedes som "rødere" end sin broder og i højere grad hældende mod Gordon Browns "arbejderklasseversion af partiet", og det påpegedes også at selve partikongressen i selve sin baggrundsdekoration var vendt tilbage til "Labour Classic" med smældende rødt. Men den nyvalgte formand lovede naturligvis at forene partiet og inspirere vælgerne med partiets visioner om fremtiden.

Det eneste der imidlertid kan siges med sikkerhed er, at de forrige tider i politik er forbi - i Storbritannien som i Tyskland og de skandinaviske velfærdssamfund. Uanset hvad fagbevægelsen tror og mener, så er den sociale lagdeling i dag væsentlig anderledes end i den gamle klassekamps dage. Middelklassen er blevet meget større, arbejdsstyrken meget bedre uddannet, og lønmodtagerne ikke nær så stærkt knyttede til fagforeningerne som tidligere. Og endelig er vælgerne heller ikke længere bundet af så faste partitilhørsforhold som tidligere. Dette accepterede Ed Miliband slet ikke i 2010, og derfor er Tony Blairs konklusion korrekt: Labour tabte valget, fordi det holdt op med at være New Labour. Eller med andre ord: Labour tabte i 2010 valget, fordi det fravalgte 'den tredje vej.'



Når ikke alle deler denne opfattelse, skyldes det ikke mindst at Tony Blair vitterligt var uhyre mediebevidst, førte særdeles effektive valgkampagner og bl.a. udnyttede sin iøvrigt tilfældige forbindelse til Rupert Murdochs medieimperium optimalt. Det ligner Blair ganske godt, at han i sin erindringsbog betegner Murdoch som hård, men også - vulgært - som en mand "med nosser". Det samme kan man sige om Blair selv, og det betyder jo ganske enkelt at han var yderst målrettet på en måde som kun en mand kan være i kraft af sine mandlige kønshormoner! Og hans sprog inden for den snævre medarbejderkreds var af samme grund yderst bramfrit!

Mange iagttagere regnede som allerede nævnt Blairs strategi for tom, men effektiv reklame. Det er nu engang sådan en succesfuld mands misundere vælger at konkludere. Men man skal ikke tage fejl af Blair. For når han på partikongressen i 1996 udtrykkeligt sagde: "Tag ikke fejl: Vi er New Labour og vi vil regere som New Labour. Det er ikke et trick; det er reelt; det udspringer af overbevisning", så var det virkeligt hans inderste mening, som han styrede efter og som han lagde alt andet til rette for.

Og her spiller det vel at mærke en afgørende rolle, at manden var karismatisk og kunne overbevise et flertal af sine partimedlemmer og vælgere om at han stod for de rigtige og moderne synspunkter som kunne bringe både partiet og landet frem. I denne henseende faldt den yderst kompetente Gordon Brown fuldstændigt igennem. Han var og blev den kedelige finansminister, der muligvis kunne have vundet sit første og eneste valg som premierminister, hvis han havde fastholdt Blairs New Labour-linje, men ikke ved at gå tilbage til Old-Labour og klassekamp. Blair har utvivlsomt ret i sin bedømmelse: Brown forstod simpelthen ikke New Labours tiltrækningskraft som andet end noget valgstrategi - og så bliver den jo tom. I en følgende artikel om Venstre og 'Den tredje vej' vil parallellen til Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen blive trukket op. Det er aldeles afgørende at forstå, at politiske og religiøse ideer og programmer kan have stor psykisk inspirationskraft som kan give ægte momentum til politisk bevægelse, og samtidigt at forstå at ingen idé og intet program kan give momentum til noget som helst uden denne psykiske inspirationskraft.



Det skal imidlertid også holdes fast, at såvel Anthony Giddens som Tony Blair og kredsen omkring ham nok helt bevidst ville modernisere Labour og britisk politik ved at acceptere uundgåelige udviklinger i økonomi- og socialstrukturer og definitivt opgive gammeldags klassekamp og fagforeningsmentalitet. Men de undlod at gå helt ned til grundproblematikken som er og bliver det store, dynamiske og logisk uløselige modsætningsforhold mellem frihedsprincippet og ligheds/tryghedsprincippet. At det er logisk uløseligt betyder at modsætningsforholdet ikke kan bringes til nogen slags balance gennem en syntese, det må tværtimod accepteres som principielt uløseligt, men af den grund også som et yderst værdifuldt fænomen i samfundslivet i og med at det skaber hele den dynamik vi ikke kan undvære og som er det der kendetegner menneskelivet og samfundslivet og adskiller begge fra dyrenes liv og samfund. I dette komplementære modsætningsforhold findes ikke blot en bedre begrebsramme for politiske analyser end alle former for dualisme, men også den psykiske tiltræknings- og inspirationskraft som alene kan give det nødvendige politisk momentum, hvis man ellers forstår hvad sagen drejer sig om.

I den forbindelse skal man også huske at 'den tredje vej' ikke er forbeholdt den socialdemokratiske bevægelse, selvom det var denne bevægelses teoretikere og analytikere i Storbritannien der først fandt løsningen, men kan bruges også af liberale politikere der annekterer den og tør justere deres liberalistiske ideer tilstrækkeligt. Derfor kunne Anders Fogh Rasmussen bruge ideerne og finde ud af at han måtte skrotte sine gamle ærkeliberalistiske tanker om minimalstaten og koncentrere sig om at føre dansk politik ud af klassekampens forældede dualisme.

Det komplementære modsætningsforhold mellem frihedsprincippet og lighed/tryghedsprincippet udvisker ikke forskelle mellem de overvejende liberalt sindede og de overvejende socialt sindede. Vi kan og bør tværtimod stadig dele os efter anskuelser. Men det kan definitivt fjerne den i dag reaktionære klassekamp og reaktionære dualisme til fordel for en dynamik der giver kraft til fortsat progressivitet og modernitet.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Litteratur:

Tony Blair: En rejse. (Jyllands-Postens Forlag. 2011, eng. original 2010)
Anthony Giddens: Den tredje vej. Socialdemokratismens fornyelse. (Reitzel. 1999, eng. original 1998)
Henrik Dahl: Spildte kræfter - Hvorfor venstrefløjen i virkeligheden er fortabt.
(Gyldendal. 2011).



Relevante artikler på Jernesalt:

'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
Den tredje vej og Labours nye formand  (27.9.10.)
Den tredje vej og Lars Løkke Rasmussen  (29.9.10.)
Den tredje vej og Liberal Alliance  (28.9.10.)

Komplementaritetssynspunktet
Komplementaritets-aksiomet
Er den komplementære helhedsrealisme harmoniserende?  (5.4.10.)
Komplementariteten mellem individ og samfund
Komplementariteten mellem liberalismen og socialismen
Komplementariteten mellem sjæl og legeme
Komplementaritetsfilosofien (Niels Bohrs)
Komplementaritetssynspunktet, modstanden mod  (13.1.11)

En tredje vej i eksistensen - hinsides determinisme og vilkårlighed?
Den tredje vej til religionsanskuelse



Labour forlader den tredje vej  (27.09.10.)
Storbritanniens nye redningspakke Cameron/Clegg  (14.5.10.)
Blair står ved sin Irak-politik  (31.1.10.)
Tony Blair's nye mission  (3.7.07.)
London ramt af det islamistiske had  (8.7.05.)



Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal