JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - Komplementaritet

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.02

Komplementaritetssynspunktet

Meget kort siger komplementaritetssynpunktet generelt, at hvis to betragtningmåder af et fænomen begge er nødvendige for en fuldstændig beskrivelse af fænomenet, selvom de logisk udelukker hinandens samtidighed, så må de anses for komplementære. Betragtningsmåderne kan hver for sig benyttes til hver sine formål, men begge må indgå i totalbeskrivelsen af fænomenet.

Udgangspunktet for Bohrs formulering af synspunktet (1927) var den kendsgerning, at man i kvantefysikken måtte acceptere opfattelsen af elektroner som partikler sideordnet med opfattelsen af elektroner som bølgebevægelser, selvom det principielt var umuligt at forene de to i ét og samme logisk konsistente forsøg. Bestemte man en partikels sted nøjagtigt, blev partiklens impuls ubestemt - og omvendt (se en nærmere udredning i artiklen om komplementaritet). Men Bohr pegede selv på synspunktets anvendelighed på andre felter af erkendelsens områder, også felter der ligger uden for fysikken.

Komplementaritetssynspunktet er at betragte som alternativet til såvel den absolutte dualisme som den absolutte determinisme. Det gør mennesket frit, for så vidt det bryder 'forstandens forhekselse' af dual-tænkning og årsagsloven, og dermed dualismens og determinismens tvangspræg, og således muliggør accept af tilværelsens usikkerhed, uberegnelighed og mangetydighed. (jf. Aksiomer)

I essayet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet (13.1.11) gives en grundig behandling af den både bevidste og ubevidste modstand som synspunktet mødes med og som dybest set afslører en eksistentiel eller ligefrem ideologisk modvilje. I dette essay understreges også at komplementaritetssynspunktet netop er et synspunkt og ikke et princip eller en filosofi.

Komplementaritetssynspunktet vil i det følgende blive
systematisk gennemgået, begyndende med

Kvantemekanikkens erkendelsesteoretiske erfaring. -     Klik
Derefter følger et afsnit om Niels Bohrs Filosofi              Klik
og et afsnit om Komplementaritetssynspunktet generelt   Klik

Se også artiklen: Virkeligheden, vrøvlet og kvantemekanikken (26.6.07.)

I andre artikler er behandlet typisk komplementære modsætningspar som:

sjæl/legeme,
individ/samfund
liberalismen/socialismen

Af andre komplementære modsætningspar kan nævnes:

bevidsthed/hjerne, følelse/ fornuft, dialog/polemik, beslutning/overvejelse, intuition/logisk ræsonnement, idiografi/nometetik, kvinde/mand, erotik/ kærlighed, magt/kærlighed, ære/fred, gengældelse/forsoning, hengivelse/opmærksomhed, barmhjertighed/retfærdighed, frihed/lighed, dynamik/ solidaritet, nationalstat/verdenssamfund, kulturkræfter/ markedskræfter, ånd/magt.

Kvantemekanikkens erkendelsesteoretiske erfaring

I 1920'erne løb atomfysikken ind i det meget store problem, at erfaringerne fra de videnskabelige eksperimenter ikke uden videre kunne fortolkes utvetydigt på grundlag af den newtonske mekaniks veldefinerede begreber, rum, tid, årsag og virkning. Atomkerner, elektroner og neutroner kunne ikke direkte iagttages med øjet og altså ikke præcist lokaliseres i tid og rum. Genstanden for forskningen var i virkeligheden slet ikke de nævnte atomdele, men nogle irreversible atomare fænomener, der havde den egenskab, at de alene kunne registreres objektivt ved deres virkninger gennem forstærkermekanismer i bestemte forsøgsopstillinger, der nøje fulgte den klassiske fysiks love.

Man stod altså for første gang i naturvidenskaben over for den hårde og ubenægtelige kendsgerning, at der i naturen forekommer empiriske fænomener, hvis fakticitet ikke kan bestrides, men som ikke destomindre unddrager sig den normale, fra dagligdagens verden velkendte årsag-virknings beskrivelse med tilhørende præcis tids- og stedsangivelse, og det er denne dagligdags erfaring der afgør, om vi kan kalde et fænomen et faktum eller ej. Det hører ifølge Heisenberg til definitionen af ordet 'faktum', at det kan beskrives i dagligsproget..

Det forholdt sig endda sådan, at der for elektronernes vedkommende kunne registreres to forskellige slags virkninger, der tilsyneladende stred mod hinanden. Den ene var enkeltpartiklers bane fra udskydelsen fra en såkaldt elektron-kanon gennem et tågekammer frem til en fotografisk skærm. Tågekammeret forstærkede virkningen, således at elektronen under sin vej bevirkede dannelse af vanddråber der var synlige for iagttageren. Og når elektronen ramte fotoskærmen dannedes en ligeledes synlig prik. Denne forsøgsopstilling dokumenterede altså en egenskab ved elektronen som vi forbinder med begrebet 'partikel' i analogi med den klassiske fysiks håndgribelige genstande. Men en opstilling, hvor mange elektroner efter hinanden blev skudt afsted mod fotoskærmen således at de passerede en skærm med to huller eller spalter, gav til resultat, at der dannedes referensmønstre på fotoskærmen, og den dokumenterede således en egenskab ved elektronerne som vi forbinder med begrebet 'bølge' i analogi med den klassiske fysiks lydbølger.

Enhver bestræbelse på i det sidstnævnte forsøg at afdække de enkelte elektroners bane gennem skærmen med de to huller vil føre til ophævelse af referens-effekten, fjerne elektronernes bølgekarakter og alene registrere deres partikelkarakter.

Begrænsningen i den menneskelige erkendelsesmulighed på dette område er af principiel art og afhænger ikke af teknologiske muligheder. Elektronprocesserne foregår med en hastighed der nærmer sig lysets og vil blive påvirket af enhver instrumentel registrering der har til formål at lokalisere enkelte elektroner i rum og tid. Man har valget mellem at måle enten elektronens sted eller dens impuls. Med Bohrs egne, præcise, men omstændelige ord: "Et afgørende punkt, der uigenkaldeligt udelukkede muligheden for at vende tilbage til en kausal billedlig beskrivelse, var erkendelsen af, at rækkevidden af en utvetydig anvendelse af de almindelige bevarelseslove for impuls og energi er principielt begrænset ved den omstændighed, at enhver forsøgsopstilling, der tillader atomare objekters lokalisering i rum og tid, indebærer en principielt ukontrollerbar overførsel af impuls og energi til de faste målestokke og regulerede ure, der er uomgængeligt nødvendige for definitionen af henførelsessystemet".

Det kan således - på grund af den menneskelige sansnings og måleapparaturs begrænsning - ikke afgøres om stoffet dybest set er af materiel eller energetisk art, for det menneskelige øje kan nu engang ikke se så dybt, at det kan opfatte signaler tæt ved lysets hastighed, og intet apparatur kan registrere sådanne signaler som de er 'an sich', men alene som de er i vekselvirkning med apparatur.

Hvad enten fysikerne og filosofferne kan lide det eller ej, så er kendsgerningen altså den, at elektronerne set fra menneskets principielt begrænsede sanseevne har både partikel- og bølgekarakter, og at disse to egenskaber ikke kan registreres i et og samme forsøg. Dette betyder, at det altid vil være den subjektivt valgte, men naturligvis objektivt gennemførlige forsøgsopstilling der afgør, om forskerne kommer til at registrere den ene eller den anden egenskab ved stoffets mindste dele.

Da begge typer forsøgsopstillinger er anvendelige og nyttige i forskningen, var der ikke anden erkendelsesteoretisk udvej af dilemmaet end at give afkald på en rent deterministisk, på sanseevnen og den klassiske fysiks begreber beroende beskrivelse af det detaljerede forløb og indføre helt nyt syn på sagen der tog hensyn til begge betragtningsmåder.

Det var Niels Bohr der foreslog dette komplementaritetssynspunkt og som ikke undlod at understrege, at der med dette synspunkt ikke var givet afkald på en objektiv, entydig, rationel, logisk modsigelsesfri og konsistent beskrivelse af de specielle naturfænomener, eftersom beskrivelsen foregår i det almindelige videnskabelige sprog, men at der kun var givet afkald på en beskrivelse af årsags-virkningsforholdet i tid og rum for irreversible processer, hvis hastighed nærmer sig lysets. Dette afkald var til gengæld principielt, definitivt og uigenkaldeligt.

Bohr lagde også vægt på, at komplementaritetssynspunktet - i modsætning til hvad Einstein mente - gjorde kvantemekanikken fuldstændig som teori ved at betragte de to gensidigt udelukkende forsøgsopstillinger og måleresultater som ligeværdige, lige gode til hvert sit praktiske formål og lige uundværlige for en samlet beskrivelse. Ja, Bohr hævdede som personligt standpunkt, at komplementaritetssynspunktet ikke bare var et pragmatisk både-og-kompromis, som man blot måtte affinde sig med i mangel af bedre, men et overordnet enhedssynspunkt, der sagde noget aldeles centralt og principielt om selve menneskets grundlæggende erkendelsessituation og som man derfor burde vie den allerstørste opmærksomhed.

Jan Jernewicz

Yderligere afsnit:

Niels Bohrs filosofi
Komplementaritet generelt og principielt
Komplementariteten: Sjæl og legeme

Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)

Redaktion
Program
Essays
Emneindex
Personindex