Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
forlag - 2009gsjaelen

KAPITEL AF 'JERNESALTS 2009-FILOSOFI'


Sjælen

Sjæl og bevidsthed
Primær- og sekundærprocesserne
Det snævre jeg og totalpsyken
Det kollektivt ubevidste
Åndslivet i højeste potens
Det store religioner i og omkring Europa
Modernitetens problemer med det overordnede
Konsistensetikken
Henvisninger



Sjæl og bevidsthed    
Til toppen  Næste

Sjælen en elementær kendsgerning. Der kan ikke gives nogen videnskabelig forklaring på dens opdukken i menneskelivet.

Sjælen er heller ikke et videnskabeligt påviseligt fænomen, hvis eksistens kan bevises og måles gennem objektive metoder.

Sjælen er derimod en umiddelbar realitet for alle mennesker fra fødslen og den konstateres som sådan udelukkende gennem introspektion, dvs menneskets anskuelse af sit eget indre - i analogi med menneskets anskuelse gennem øjnene af det ydre.

Sjælens konstatering har således sin forudsætning i selve det ejendommelige og uforklarlige forhold at bevidstheden så at sige kan anskue sig selv - og altså har et 'indre øje' i analogi med det ydre øje der kan sanse kroppen og omgivelserne uden for denne.

Hvad det indre øje ser er hverken tomhed eller intethed.

Det er heller ikke faste, flydende, luftige og energetiske former som de ydre, men billeder og forestillinger om sådanne i et spil der både rummer erindringer om tidligere sansninger og billeder, forestillinger om tænkte eller fremtidige muligheder og spontane forestillinger af speciel art som vi navngiver drømme, visioner, åbenbaringer, teorier, hypoteser, skrækvisioner, tvangsforestillinger m.m., som vi på grund af deres mange universelle træk med fordel på teoretisk plan kan henvise til det kollektivt ubevidste og dets arketyper.



Såvel de enkelte menneskers som de enkelte menneskelige kollektivers sjæleliv er kendetegnet af en særdeles stor rigdom og variation og samtidigt af nogle faste mønstre der gør dem både meget karakteristiske for de enkelte individer og kollektiver og afgørende essentielle for disses liv og udvikling, håb, sundhed og konsistens.

Det er karakteristisk for sjælelivet at det ligesom underbevidstheden foregår døgnet rundt. Det er i ethvert levende menneske og ethvert levende kollektiv et aldrig ophørende spil mellem fortid, fremtid og den på den aktuelle sansevirksomhed og bevidsthedsfokusering beroende nutid.

Sjælelivet er overvejende et fint og tyst spil mellem bevidst og ubevidst, som manifesterer sig i ytringer, sang, musik, dans og anden kropslig aktivitet, billedkunst, håndværk og praktiske gøremål.

Det er sjælelivet der gør os til mennesker og giver os kultur. Det eksisterer under alle kår, selv i fattigdom og selv i fangelejre, men det sygner når de ydre vilkår forringes i form af undertrykkelse, ensretning, moralisme og ideologisk eller religiøs fundamentalisme.

Jo friere kårene er, jo friere blomstrer sjælelivet og kulturlivet. De blomstrer kun når og hvor mennesker kan ånde frit.



Det må derfor betegnes som et af de helt store og fatale krisetegn i tiden at flere og flere på vore breddegrader overlader til naturvidenskaben og tilhørende lægelige instanser at bestemme sjælens og sjælelivets art og funktion, herunder vælge dødskriterium i forbindelse med organdonation, på trods af at alle mennesker af personlig erfaring véd hvad sjælen er og hvordan den virker.

Grunden til miseren er ligetil. Naturvidenskaben og den rationalistiske filosofi har haft stor succes med at udvikle en teknologi og økonomi som har bragt øget velstand gennem menneskets beherskelse og undertvingelse af naturen og dens ressourcer. Miljøskaderne på både naturen og menneskesindet er tydelige, men i stedet for at gøre op med den endimensionale videnskab og sørge for ligestilling og konsistens mellem rationalitet og irrationalitet har eliten og flertallet valgt at øge endimensionaliteten.

Historisk har man hyldet oplysningstiden på bekostning af den romantiske modreaktion, hvis store historiske fortjeneste ellers var at genetablere følingen med det kollektivt ubevidste.

Videnskaben og dens forblændede tilhængere blandt almindelige mennesker har troet på den utopiske forestilling om fremskridtet der som et frembrusende tog bringer civilisationerne frem til det fuldkomne samfund.



De endimensionale oplysningsfortalere har troet på forestillingen om at civilisationerne var på vej fra 'mythos' til 'logos' eller fra 'billedtænkning' til 'fornuftstænkning', dvs fra et stadium hvor helhedsopfattelsens fortælling om eksistensens kilder og mening var enerådende til et stadium hvor fornuftens intellektuelle registrering og bearbejdning af materielle stoffer og historiske kendsgerninger blev dominerende.

Dette har indebåret at folkene i vid udstrækning og med fatale følger har tabt forståelsen for hvad det mytiske vil sige, selvom historikere og kunstnere har bibeholdt forståelsen og den grundlæggende føling med det kollektivt ubevidste - og filosofferne iøvrigt også har anfægtet selve den lineære udviklingsteori.

Det essentielle grundtræk ved den mytiske opfattelse af eksistensen er den enheds- eller helhedsopfattelse der kendetegner de medfødte psykiske primærprocesser og som indebærer selve den dybdepsykologiske mening med tilværelsen.

De gamle myter må naturligvis med den øgede bevidsthed og oplysning blandt folkene opgives som sande uden for den eksistentielle forståelse af verden. De er hverken ufejlbarlige eller tilstrækkelige. Nøgtern erkendelse baseret på de psykiske sekundærprocesser er nødvendig for realitetstilpasningen. Men der er komplementaritet mellem den mytiske, billedmæssige og meningsgivende eksistensforståelse og den rationelle og logiske opfattelse der er baseret på dagligdags og gentagelig erfaring. Det får derfor uheldige følger at kaste den mytiske forståelse bort med fejlene og utilstrækkeligheden. Det er tværtimod lige så nødvendigt at lære lovene for den mytiske forståelses psykiske processer at kende som at lære lovene for den fysisk-logiske erfaring.



Primær- og sekundærprocesserne    
Til toppen  Næste

En af dybdepsykologiens vigtigste opdagelser er at organiseringen af følelser i sjælen er identisk med organiseringen af tankerne.

Der er ikke én måde at føle på og en anden måde at tænke på, men to måder at tænke og føle på, den ene er primærprocessen, hvor følelserne og tankerne er ustabile, men relativt intense, og den anden er sekundærprocessen, hvor de er stabile, men til gengæld relativt vage.

De to fundamentale måder at tænke og føle på kan opfattes som analoge med fysikkens to fundamentale kernekræfter: Den stærke kernekraft der bl.a. er kendetegnet ved den kolossale energiintensitet som kendetegner den eksplosive kernekraft. Den svage kernekraft er derimod kendetegnet ved den yderst stabile, men relativt vage energi som solens stråler afgiver til rummet og som er betingelsen for livet på jorden.

At tanker og følelser er stabile i sekundærprocessen betyder, at der er knyttet stabile mindstedele eller 'kvanter' til de sansninger, emotioner og forestillinger man har, således at man kan identificere og eventuelt genkalde billederne af dem. Denne evne til stabil binding af følelses- og tankekvanterne er nødvendig for at der kan udvikles først genstandsbevidsthed og siden jegbevidsthed hos barnet. Og evnen er ligeledes betingelsen for dannelse af sproget, herunder de logiske konstanter.

Hertil kommer, at sekundærprocessen sætter et menneske i stand til at stille de følelsesmæssige behov i bero eller helt ændre deres retning, fx ved sublimering. Hvorimod primærprocessen er indrettet sådan, at opståede behov søges tilfredsstillet ubetinget og øjeblikkeligt, og at intense følelser kan oversvømme organismen og ødelægge dømmekraften.

Evnen til at kunne holde pinagtige følelser og tanker borte fra bevidstheden, altså fortrængningen, beror også på evnen til at danne stabile følelsesbindinger.



For primærprocessen gælder følgende love:

Primærtanker er også af kort varighed, men kan være intense, hvad der vil sige af ekstraordinær og lysende klarhed. De virker umiddelbart stærkt 'bevidsthedsudvidende'. De kan give en indsigt der har åbenbaringens karakter og vil betyde varig indvirkning på såvel etikken som al senere erkendelse.

Primærfølelser er ustabilt bundet, men kan til gengæld være intense.
De følelsesmæssige behov søges altid umiddelbart tilfredsstillet.
Intense følelser kan oversvømme organismen og helt ødelægge dømmekraften.
Følelserne er forskydelige: En del af en ting betragtes som udgørende hele tingen (pars pro toto-reglen) - To ting der ligner hinanden betragtes som fuldstændigt identiske. - Flere ting der har noget tilfælles betragtes som identiske (fortætning).
Der er intet skel mellem fantasi og virkelighed.
Der er intet skel mellem fortid, nutid og fremtid.
Der er intet skel mellem jeget og omgivelserne.
De logiske regler, specielt benægtelsen, er suspenderet.
Der er ofte ambivalens over for samme genstand.



For sekundærprocessen gælder:

Følelsestonerne er stabilt bundet til deres genstande, og der kan derfor opnås præcision og konsekvens i tænkningen.
Reaktioner behøver ikke følge umiddelbart på impulser (behovstilfredsstillelse kan både prioriteres og udskydes).
Sproget opnår præcision:
Objekter kan identificeres.
Klassifikation, generalisation og abstraktion muliggøres.
De logiske konstanter (ikke, både-og, enten-eller, hvis-så) kan anvendes.
Der er klart skel mellem fantasi og virkelighed.
Der er klar tidsfornemmelse: fortiden har erindringskarakter, nutiden aktualitetskarakter og fremtiden fantasikarakter eller mulighedskarakter.
Der er skel mellem jeget og omgivelserne.
Fortrængning er mulig.
Der kan ske en realistisk og stadigt mere nuanceret opfattelse af omverdenen og dermed en fornuftig og hensigtsmæssig tilpasning til denne.



I situationer hvor vi tænker præcist og logisk råder sekundærprocessen, og den er uforenelig med følelsesintensitet.

Korrekt logisk tænkning er hævet over personlige følelser.

Dominerer derimod de intense følelser, bliver det primærprocessen der kommer til at råde, og her kniber det med den logiske konsekvens.

Denne fundamentale modsætning mellem præcision og følelsesintensitet ses i alle mulige forhold mellem mennesker. Eksempelvis virker en benægtelse ikke i en følelsesbetonet situation. En trussel virker stærkest, når den er uspecificeret.

Reklamens magt beror på, at den appellerer til følelserne og bl.a. flittigt spiller på pars pro toto-reglen og fortætningen (alle mulige produkter søges fx identificeret med unge, smukke og glade mennesker eller med sol og sommer). Demagogien spiller på de samme strenge, men kan fx også udnytte selvmodsigelsernes ophidsende virkning.

Også humoren spiller på sammensmeltningen af begreber eller på ordenes tvetydighed. Specielt ironien benytter sig af primærprocessens lov om, at en ting kan betyde det samme som sin modsætning. Og for al humor, reklame og demagogi gælder jo iøvrigt, at den umiddelbare følelsesvirkning kvæles af analyse.



Kunst og musik har deres store force i, at de kan meddele sig til os på en følelsesladet, ofte intens måde, men uden præcision, uden eksakt tankeindhold og uden brug af de logiske konstanter.

Surrealistisk kunst kan bevidst spille på forestillingen om ophævelse af naturlovene, fx af tyngdekraften (Magritte).

Musikken kan bevidst tilstræbe ophævelse af den gængse 'rumtid', som fx i Richard Wagners "Tristan og Isolde", hvor de elskende orgastisk forenes i en musik der ophæver deres individuelle identitet. Wagners verden var i modsætning til Johann Sebastian Bachs tydeligt inddelt i "jeg" og "du", og hans musik tilstræbte ophævelsen af denne dualitet. Bachs musik får derimod sit religiøse præg ved at foregå i en universel verden. Han havde mystiske oplevelser og skrev i vid udstrækning på disse - og gav af samme grund Gud alene æren for dem.



Også religionen berører vore dybeste følelser og gør det ofte i og med, at sekundærprocessen suspenderes. Jesu lignelser appellerer i højere grad til os end moralsk opbyggellige taler, fordi de er fri for moralisme; de er til gengæld horisontudvidende og begrebssprængende; de er fulde af humor.

Mystikernes mål var at forene sig med det guddommelige i en radikal ophævelse af enhver form for normal jegbevidsthed eller enhver form for normalt subjekt/objekt-skel.

Men også paradokset kan benyttes til en systematisk suspension af intellektet og opnåelse af stor følelsesintensitet. For Søren Kierkegaard var kristendommens store selvmodsigelse, at Gud (det evige) blev menneske (timeligt), et middel til at ophæve den logiske tænkning og åbne vejen for en lystbetonet oplevelse af så stor intensitet, at den måtte gentages i det uendelige.



For alle skabende aktiviteter - hvad enten der er tale om litteratur, billedkunst, musik, videnskab eller anden art - gælder, at der er tale om en kombination af primær- og sekundærprocessen.

Hvis vi var tvunget til altid at holde os i samme tanke-eller forestillingsbane, og således forblive i sekundærprocessen, indtil den var gjort logisk færdig, ville vi aldrig kunne udvide området for vor erkendelse. Men hvis vi slet ikke havde evner til at holde os inden for bestemte tankebaner eller -matricer, ville al tænkning ende i skizofrent kaos.

Der skal med andre ord være dynamisk samarbejde eller modspil mellem primær- og sekundærprocesserne, hvis der skal skabes nyt.

For at kunne glide ud i frie associationer må man benytte sig af primærprocessens evne til at se forbindelser mellem ting der kun har enkelte træk tilfælles. Men skal det hele til sidst samles i et sammenhængende kunstværk, en sammenhængende videnskabelig teori eller en sammenhængende uvidenskabelig eksistensfilosofi, må der sekundærproces, præcision og konsekvens til.



Også i politik ses forskellen mellem de to processers anvendelse klart. Den ensidige læggen vægt på sekundærprocessen og den retlinede tænkning fører let til kontrol og ensretning, således som det ses i autoritære samfundssystemer, der netop kvæler al opposition, men samtidig al kreativitet og fornyelse.

Omvendt kan en ensidig hældning til primærprocessen føre til fanatisme og fundamentalisme, der dels udelukker og kriminaliserer modforestillinger dels vil have sine krav opfyldt ubetinget, øjeblikkeligt og med alle midler.

Al ekstremisme appellerer til intense følelser og ensidige standpunkter og udelukker dialog med og respekt for andres synspunkter.

Politiske partier der hylder forenklede paroler og teorier med følelsesmæssig appel er låst fast i deres positioner og kommer i vanskeligheder, hvis de eventuelt begiver sig ind i realpolitikken og dens nuancerede synspunkter, dens vilje til at nå resultater og villighed til at indgå kompromiser. Det sås herhjemme tydeligt hos et parti, hvis ledelse i spørgsmålet om Edinburgh-aftalen indgik i det såkaldt "nationale kompromis", fordi det stort set fik sine krav opfyldt, men som fik problemer med de dele af baglandet, der fastholdt de forudgivne dogmatiske standpunkter.



Til daglig har vi også brug for at opretholde et skarpt skel mellem fantasi og virkelighed, og dette skel forudsætter sekundærprocessen. Det er af allerstørste værdi for ethvert menneske at kunne begive sig ind i fantasiens og mulighedernes univers, men det er yderst uheldigt, hvis man ikke kan komme ud igen, helst ved egen hjælp.

I tilpasningen til verdenen er det nødvendigt ved sprogets hjælp at skelne mellem de indre, åndelige processer, der er principielt reversible (kan gøres om) og de ydre, materielle eller håndgribelige ting, der følger ganske bestemte love og gør vore handlinger irreversible.

Her har de skizofrene problemer, og deres fejlforstyrrelser synes at kunne føres tilbage til en enkelt central defekt: nedsat evne til stabile følelsesbindinger. Sekundærprocessen bryder hos disse mennesker sammen med det resultat, at intense følelser oversvømmer organismen, logikken suspenderes, tidsfornemmelsen bliver usikker, skellet mellem fantasi og virkelighed og mellem jeget og omgivelserne bryder sammen. Og endelig optræder der ambivalens, pinagtig modstrid mellem samtidige, men uforenelige følelser over for en og samme genstand eller person.

Fobier hænger også sammen med svigtende sekundærproces. Angstreaktionen er oprindelig opstået automatisk og uden sprogets hjælp, som når fx et barn brænder sig og derefter automatisk skyr al ild. Men denne indlæringsform er karakteriseret af manglende nuancering, hvorfor tilpasningen til verden omkring vedkommende bliver grov, hvis ikke andre erfaringer og sekundærprocessen retter op på den.



Spirituel udvikling og erfaring er ligesom kreativiteten et spørgsmål om midlertidigt at kunne suspendere sekundærprocessen og frigøre primærprocessen, men det sker jo netop vilkårligt og på det voksne menneskes niveau, og ikke på spædbarnets, vel at mærke hvis den sker ansvarligt og med gradvis forberedelse.

Risikoen for at havne i psykose i stedet for i den højere bevidsthed er til stede, hvis sekundærprocessen ikke udvikles og forfines i takt med den spirituelle træning, og hvis der i det hele taget ikke sørges for balance i personligheden.

Tages der vare på denne balance og udvikles sekundærprocessen som den skal, så er der derimod tale om en mulighed for udvikling der ikke alene giver sublime oplevelser, men som også forandrer personligheden på en sådan måde, at der opnås dybere overensstemmelse mellem personens erkendelse og etik.



Det snævre jeg og totalpsyken    
Til toppen  Næste

En anden af dybdepsykologiens eller mere præcist den jungianske psykologis vigtigste opdagelser er sondringen mellem 'jeget' og 'selvet'.

'Jeget' er den selvfølgelige del af personligheden som bruger det personlige pronomen 'jeg' om sig selv som villende og handlende subjekt.

'Selvet' eller totalpsyken kommer man ikke i kontakt med via tænkning eller intellektuel analyse, men derimod gennem sådanne fænomener som drømme, bøn og meditation, herunder sådanne former for meditation som de fleste kender fra barneårene, nemlig dette "at falde i staver" eller sidde i sine egne tanker uden at tænke på noget bestemt.

Jegfølelsen hænger sammen med kropsoplevelsen, med ens navn og miljø og med hele den identitet der er knyttet til ens opdragelse, uddannelse, erhvervsvalg og -karriere samt bolig og familiestiftelse m.v. Den hænger endvidere sammen med de meninger og anskuelser man har - moralsk, politisk, filosofisk og religiøst. Jeget er således centrum for ens daglige tanker, følelser og handlinger.

Jegets rumlige horisont ligger tæt omkring kroppen og sanserne.

Tidshorisonten er den normale levealder, dvs. ca. 70-85 år.

Jegets relationer er begrænset til familien, kollegerne og vennerne - i visse situationer udvidet til "stammen" eller nationen.

Jeget adskiller sig fra andre jeger og vil hævde sin forskellighed, sin suverænitet og sin ejendommelighed over for omgivelserne.

Jeget er endvidere fokuspunktet for opmærksomheden. Det har en klar mental eller intellektuel funktion.



'Selvet' er derimod det samme som totalpsyken eller helhedspsyken. For selvet er jeget et relativt organ, en del af helheden. For selvet er jeget derfor ikke længere personlighedens centrum eller identitetens udtryk.

Selvets horisont er videre end jegets. Den er hele kloden og hele menneskeheden. Tidsperspektivet er ikke 70-85 år, men ca. 3000 år.

Og selvets grundmotiv er udvikling af kærlighed og bevidsthed; bevidsthed her ikke forstået som mental eller intellektuel funktion, men snarere som noget højere eller mere omfattende i retning af overordnet indsigt eller visdom, dybtgående og målrettet meditiation.



En meget simpel forskel mellem jeget og selvet er, at mens jeget lever og gror af den kærlighed det får fra andre, så lever og gror selvet af den kærlighed det giver til andre.

Kun jeget kan været egoistisk, egocentrisk eller 'selvisk'. Selvet kan ikke være egoistisk eller 'selvisk'. Men ordene driller, som det ses. I almindelig sprogbrug er 'selvisk' jo det samme som 'egoistisk'.

Det er en meget vigtig ejendommelighed ved mennesket at det kan give gaver. Det gør dyr ikke. Men ejendommeligheden forudsætter præcis en overordnet helhedsfunktion i psyken i forhold til det snævre jeg.

En anden væsentlig forskel er, at jeget hele tiden prøver at hævde sin identitet ved at pointere sin forskellighed fra andre. Jeget tager afstand fra andre, polemiserer imod andre og hævder sin ret over for andre. Det gør selvet derimod ikke.

En tredie væsentlig forskel mellem jeget og selvet er, at det er jeget, der dør, og jeget, der kan blive bevidst om sin død og derfor jeget, der kan nære angst for døden. Selvet derimod har en sådan åben grænse udadtil - tidsmæssigt, rumligt og relationsmæssigt - at det ikke vil erfare sin død.

Endelig kan forskellen mellem jeget og selvet - ikke mindst i relation til døden - udtrykkes derved, at det er jeget der er kendetegnet af den psykiske tyngdelov som er en af de fire psykiske fundamentalkræfter der opereres med i denne eksistensfilosofi.

Jeget er i allerhøjeste grad bundet til sin fysiske masse, sin krop, og dennes skrøbelighed og forgængelighed. Jeget kan kun løfte sig ved at løfte kroppen, dvs ved at bruge fysisk energi. Jeget bliver træt af anstrengelse og stress. Jeget skal hvile og sove. Det konstituerer sig netop ved at slippe tøjlerne med mellemrum.

Selvet derimod sover aldrig, mærker ingen træthed, oplever ikke sin død. Selvet er ikke bundet til kroppen, men er fri som ånden. Det lever så at sige permanent i en vægtløs tilstand, men dog i en korrespondens med jeget og det legemlige som definitivt ophører med individets hjertedød.



Selvet er en relativisering af jeget, der flytter centrum væk fra den snævre jegidentitet til det åbne felt - sameksistensen med det kollektivt ubevidste eller følingen med al psykisk energis urkilde. Her er selve individets væsenskerne.

Individet kommer først for alvor til sig selv ved at slippe jeget.

Hvor kulturen når et stadium hvor jegerne i vid udstrækning er blevet relativeret og har sluppet den konstante og omfattende kontrol, vil selvet være almengjort, og kulturen vil i samme udstrækning kunne hæve sig over de snævre interessers og modsætningers tyngde og slavebinding.



Det kollektivt ubevidste    
Til toppen  Næste

Det kollektivt ubevidste er dybdepsykologiens brede betegnelse på det principielt udefinerlige og videnskabeligt umålelige felt mellem menneskelige kollektivers, lokale eller regionale samfunds, nationale samfunds og hele menneskehedens psykiske energier som i fysikken har sin analogi i det definerlige og målelige elektromagnetiske felt af langtrækkende og fundamental virkning.

Det kollektivt ubevidste afvises af rationalistiske mennesker fordi det ikke kan videnskabeligt verificeres, men hvis man vil opnå nuanceret viden om sjælelivet og dets dybder kan begrebet ikke undværes. Det er netop den bedste fællesbetegnelse for de træk ved den psykiske verden som er principielt umålelige og udefinerlige, og som giver et væld af kreative, eksistentielt meningsgivende og forvandlingsgivende impulser og energier fra en fælles kilde.

Begrebet gør disse manifestationer forståelige som en komplementær modsætning til det rationelle, målelige og definerlige.

Det kollektivt ubevidste manifesterer sig i menneskets privatliv, samfunds- og kulturliv gennem de såkaldt arketypiske forestillinger, dvs spontane forestillinger af overvejende billedmæssig art som ligger uden for viljens kontrol og som i vid udstrækning er af universel karakter, men dog ofte kombineres med individuelle eller lokale forestillinger af spontan art.

Forestillingerne kan ikke dekonstrueres eller reduceres til ganske bestemte, lokaliserbare eller definerbare kilder, årsager eller elementer.

De kan derimod analytisk grupperes i arketyper eller forestillingsmønstre der går igen i alle kulturer og religioner til alle tider og i vid ustrækning er blevet konkretiseret i fænomener og skikkelser af den art myterne og folkeventyrene skildrer og beskriver.

De konkrete forestillinger er det kollektivt ubevidstes manifestationer, hvorimod de tilgrundliggende strukturer, mønstre, matricer eller arketyper er hypotetiske størrelser som den intellektuelle analyse med fordel kan anvende i behandlingen af manifestationerne. Fordelen ligger som ved al generalisation og klassificering i at overskueligheden øges og dermed også forståelsen for mangfoldigheden eller diversiteten.

Af vigtige arketyper kan nævnes barnets arketype, moderens arketype, faderens arketype, mandens 'indre kvinde' (anima) og kvindens 'indre' mand (animus) og selvets arketype (totalpsyken eller helhedspsyken til forskel fra jeget).

Desuden Gud og guder, Satan og Djævel, Himmel og Helvede, Paradiset eller Paradisets have.



Drømme er den mest kendte og beskrevne manifestation af det kollektivt ubevidste. Alle mennesker drømmer i alle aldre, og drømmevirksomheden begynder allerede i fosterstadiet, hvad der kan sluttes ud fra de hurtige øjenbevægelser (rapid eye movements) som ledersager dem. Netop den tidlige begyndelse peger på det helt centrale at drømme foregår på primærprocesniveauet. De ligger uden for viljens kontrol, de er overvejende billedmæssige og de er blottet for logik eller rationelle sondringer.

Voksne menneskers drømme kan inddeles i 1) drømme der gør dagbevidsthedens arbejde færdigt, 2) drømme der vedrører konfliktfyldt eller fortrængt stof og 3) drømme der er af mere overordnet karakter ved at vedrøre fremtiden og livsopgaverne eller meningen med tilværelsen.

Drømmeaktiviteten har sit eget 'sprog', der følger lovene for primærprocesserne, men da dette sprog i vid udstrækning er gået i glemmebogen på grund af de sidste århundreders stærke og stigende tendens til rationalitet og afvisning af det irrationelle, så kræver det i dag ofte hjælp fra terapeuter at tyde drømmene på en givende og gavnlig måde. Men blot det at skrive sine drømme ned, når man vågner, vil påvirke den efterfølgende drømmevirksomhed.

Tydes drømmene ikke, kan de samme drømme blive ved at komme igen. De råber så at sige på tydning.

Tydningen indebærer derimod at drømmene får en retning, de vil pege på muligheder eller handlinger der kan bringe den pågældende videre i sin udvikling. Og dette viser sig bl.a. ved at drømmene ændrer karakter.



Folkeeventyrenes univers er kendetegnet af arketypiske forestillinger som prinser og hekse, helte og trolde. Prinsen på den hvide hest; Prinsen der er forvandlet til en frø og som den endnu ikke udsprungne unge pige skal vove at kysse for at få tilbage i den ønskede form; Askepot er det ringeagtede stedbarn der dog til sidst sidst vinder prinsen og det halve kongerige; Askeladden eller Klods-Hans er hendes mandlige sidestykke. Den onde stedmoder og det forbyttede barn er andre faste typer.

Det var nogle af romantikkens store forskere der begyndte at indsamle og bearbejde det omfangsrige materiale af folkeeventyr der forelå. Eventyrene kan konstateres at være forankret i en specifik social og kulturel sammenhæng, men det afgørende er at arketypiske forestillinger går igen og igen og ikke kan føres tilbage til historiske fakta. Arketyperne bagved er af hypotetisk art, men de faktiske og konkrete forestillinger får netop mening ved at blive betragtet som sider af den menneskelige psyke eller udtryk for de inderste menneskedrømme.

De store og sande eventyrdigtere som H.C. Andersen, E.T.A. Hoffmann og Astrid Lindgren har forstået hvad sagen drejede sig om og havde hver især personlig føling med det kollektivt ubevidste der skaber skikkelserne.

Tolkiens store, filmatiserede eventyrromaner under fællestitlen 'Ringenes Herre' er en moderne udgave af eventyret der trækker på alle folkeeventyrenes arketypiske forestillinger som elverfolk, troldmænd, 'orker' og 'hobitter' samt mørkets krigere. De drejer sig om kampen mellem det gode og det onde i jagten på ringen der besidder al magt i verden, den magt der kan destruere hele menneskeheden.

Værkets store udbredelse er det solide bevis for at de arketypiske forestillinger besidder en enorm inspirations- og fascinationskraft. Den går igen i utallige populærværker, herunder også science-fiktion-film og computerspil.



Alle børn falder i staver med jævne mellemrum. Det betyder at de for en stund slipper følingen med den aktuelle hverdagssituation eller sædvanevirkelighed og begiver sig ind i det kollektivt ubevidstes eventyragtige og uafladeligt skabende univers.

At børn falder i staver ses simpelthen på at de midt i en aktivitet bliver stille og fjerne. De har tankerne et andet sted end i det aktuelle og nærværende nu og rum. De bliver fyldt op af en undren og åbenhed som de ikke bagefter er i stand til at redegøre for. Denne falden i staver eller spontane mediteren bør altid respekteres. Den er uhyre værdifuld for barnets sunde udvikling. Den giver dem et afgørende indblik i den åndens verden som er komplementær til den praktiske eller jordiske og som er helt uundværlig for opretholdelsen af en ubevidst mening med tilværelsen.

Stille undren over naturen og skabelsen er af samme art som den spontane meditation. I særlige åbne øjeblikke hensættes mennesket ved synet af naturen i en tilstand af dyb forundring over skønheden i landskabet og dets kurver eller i skoven og dens rum, i betagelse af haves og søers glitrende bølger og spejlinger eller i fascination af skyernes former og bevægelser og stjernehimlens uendelighed - eller i fascinationen af barske og vilde bjergformationer, stormes rasen i træernes kroner, havets oprør eller uvejrets rasen med torden og lyn. Undertiden gribes et menneske ved sådanne syn af dyb beundring for skaberværket og dyb taknemmelighed mod 'skaberen', den almægtige og guddommelige instans der på en uforståelig og uigennemskuelig måde står bag det skabte. Teorier om tilblivelsen er irrelevante. Skønheden, storladenheden og det gennemskuelige mønster i det skabte kosmos med hele dets uudtalte mening sætter i sig selv en 'skaber' der går ud over forstandens kategorier.



Spontansang og -fløjten er udtryk for samme føling med det kollektivt ubevidste, men giver sig her ikke udslag i stilhed, men tværtimod i en udfoldelse af en spontan musikalitet, der igen er et meget sikkert tegn på trivsel. Böse Leute haben keine Lieder, siger man på tysk. Og det er sandt, fordi glæde og trivsel uvægerligt giver sig fysiske udslag.

Humor og latter bekræfter den indbyggede modsætning mellem det rationelle og det irrationelle eller mellem det nyttige og det unyttige, det alvorlige og det komiske. Tilfældigheden skinner igennem, undertiden også det absurde eller tragiske. Men en sammenhæng anes alligevel.



Det kollektivt ubevidste manifesterer sig ikke mindst i uventede indsigter af overraskende klarhed.

Idéer dukker spontant op. Visioner og utopier træder frem. Opgaver, projekter eller missioner viser sig, og løsninger på selv komplicerede problemer melder sig pludseligt i et ubevogtet øjeblik, ofte når man vågner om morgenen. Derfor hjælper det ofte 'at sove på' et konkret problem.

Både kunstneriske og forskningsmæssige muligheder kommer til syne, ja selv praktiske administrative eller prosaiske politiske muligheder dukker frem af dybet.

Alt synes at have 'åbenbaringens' karakter. Det kan være en heureka-oplevelse (en 'jeg har det'-oplevelse) der pludseligt bringer løsningen på et problem man har tumlet med i den logiske venstredel af hjernen - eller et mere omfattende og dybere syn der får en mission til at stå lysende klar.



Særlige manifestationer af det kollektivt ubevidste findes i reinkarnationsoplevelser, nærdødsoplevelser og 'genfundne erindringer'.

Ved de såkaldte reinkarnationsoplevelser oplever folk - som regel gennem intense drømme eller intense terapiforløb - at de har levet før, fx været et helt andet menneske i en helt anden tid, ofte endda i en helt anden kultur. Oplevelserne kan være så intense, at folk naivt drager den helt forkerte slutning, at de faktisk må have levet et tidligere liv. Og nogle fantasifulde mennesker er ovenikøbet begyndt at lave teorier om at alle mennesker er inde i en cyklus af reinkarnation efter reinkarnation der først slutter, når de så at sige har sonet de fejl og forbrydelser de har begået i tidligere liv. Objektivt set er man ude i den rene spekulation. Der gives intet bevis og ingen indicier for at den enkelte har levet før eller at reinkarnation finder sted. Derimod kan det terapeutisk slås fast, at reinkarnationsoplevelserne i kraft af deres intensitet må have en betydning for forståelsen af det pågældende menneskes psyke og psykiske problemer, og at de i denne henseende må tages alvorligt og indgå i analysen.

I de sidste årtier er det kommet på mode at tale om 'genvundne erindringer' og endog benytte sådanne som beviser i alvorlige incestanklager. Især i USA grasserer den slags blandt psykologer og jurister. Og der er næppe tvivl om, at moden har ført til utallige justitsmord, fuldstændigt grundløse domfældelser af både fædre og mødre der aldrig har begået eller så meget som drømt om at begå incest, men hvor psykologer fremlægger 'beviser' i form af udsagn fra børn der har været udsat for målrettet psykologisk udspørgen. Såvel psykologer som anklagere, advokater, domsmænd og dommere er simpelthen uvidende om grundliggende dybdepsykologi.

'Genvundne erindringer' er aldeles ikke individuelle erindringer der siger noget som helst om hvad den erindrende har været udsat for i sit personlige liv; de er frembrud af kollektive erindringer, dvs aktivering af erindringssummen i det kollektivt ubevidste. Og disse frembrud siger naturligvis noget nyttigt om det pågældende menneskes psyke og eventuelle traumer, men absolut intet om personlige facts. De kan derfor under ingen omstændigheder anvendes i retssager.

Nærdøds-oplevelser forekommer som betegnelsen siger når et menneske er tæt på at dø og måske endda i fysiologisk forstand har været 'hjernedød' i kort tid, men er vågnet op igen og da kan huske ganske specielle ting som ligger ud over hvad det ville kunne se eller opfatte hvis det havde været ved normal bevidsthed i selvsamme tidsrum. Typisk opleves en tunnel med klart lys for enden og eventuelt fornemmelser af den grundliggende tryghed som forbindes med forældrene. Dybdepsykologisk set må sådanne oplevelser tydes som sjælens vej fra den døende krop tilbage til det kollektivt ubevidste. Forudsætningen for en positiv oplevelser er at der ikke forekommer dødsangst.

Beslægtet med oplevelsen er ud-af-kroppen-oplevelser, hvor fx patienter der ligger i fuld koma på operationsbordet kan iagttage alt som om sjælen momentant har forladt kroppen og er i stand til at se den og omgivelserne 'udefra'. Der skal være pålidelig dokumentation for at patienter efterfølgende kan beskrive i detaljer hvad der faktisk er sket i situationen, og oplevelserne kan i så fald kun tages som bekræftelse på at den menneskelige sjæls 'elektromagnetiske' felt er væsentligt større end kroppens fysiske eller neurofysiologiske felt.

Bøn og meditation er mere almindelige former for veje til føling med det kollektivt ubevidste. Begge fører på forskellig vis ind til en ønskelig eksistentiel klarhed. Bønnen er knyttet til sproget og dets begreber, meditationen mere til billedet og dets farver og former - eller på højere plan til den både ordløse og billedløse stilhed.



Åndslivet i højeste potens    
Til toppen  Næste

Kulten er den ritualiserede fællesdyrkelse af guder, hellige ting og hellige steder.

Kulten kan kombineres med sang og dans, hvis rytmiske bevægelser og melodier er med til at forene sjælene og bringe fællessjælen op på et højere niveau end det er muligt for enkeltsjælene at komme hver for sig.

Kulten åbner for mødet med det allerhelligste, det evige og guddommelige.

Gudsforestillinger er helt centrale arketypiske forestillinger af universel art. De går igen i kultur efter kultur og i religion efter religion.

Skaberguden findes således i alle religioner.

Det samme gælder den store faderskikkelse og den store moderskikkelse.



Ordene 'fader' og 'moder' er dobbeltydige, de går på såvel den enkeltes konkrete eller biologiske fader og moder som den arketypiske fader og moder, derfor er det en fatal misforståelse - som ungdomsoprørets 68-generation gjorde sig skyldig i - at forsøge at nedprioritere fader- og moderrollen ved at erstatte ordene med egennavne.

Faderskikkelsen er i mandsdominerede kulturer et synonym for skaberguden.

Ødipuskomplekset er det oprør og had mod faderskikkelsen som freudianismen har tydet som generelt forekommende på grund af den uundgåelige jalousifølelse hos drengebarnet i 4-5-års alderen. Komplekset regnes for det sværeste at komme bagom i psykoanalysen.

Det centrale i opfattelsen er opdagelsen af det udbredte følelsesmassiv hos mænd som giver sig udslag i regulær mordlyst. Ingen forstår begrebet Ødipuskomplekset der ikke selv har oplevet det som et følelsesmassiv.



Frugtbarheden har sin gud ligesom erotikken og kærligheden.

Kampen og krigen har deres gud ligesom helten og lovgiveren.

Men også den drillende, oprørske gud der spolerer den alt for stillestående enighed og harmoni har sin naturlige plads i det universelle system af guder.

Loke har sin plads ved siden af Thor i den nordiske mytologi. Prometheus er central i den græske.

I folkereligiøsiteten har der altid været plads til både narren og dåren. De har endda begge være omgærdet af hellig respekt, en dybtliggende forståelse for at enfold repræsenterer en særlig føling med det kollektivt ubevidste.

Dybt i folkereligiøsiteten har man forstået at det irrationelle og det irregulære er en vigtig forudsætning for kulturen.



Folkereligiøsiteten opfattet som den førdogmatiske religøse grundindstilling er da heller ikke tro på påstande og dogmer, men et umiddelbart og aktivt forhold til spontane arketypiske forestillinger.

Hvor religiøsiteten bliver dogmatiseret og gjort til et læresystem, bliver religionen en magtfaktor. Dogmer kan bruges af magthaverne til at kontrollere individerne med - og de er blevet det i vid udstrækning gennem tiderne.

Alle fundamentalistiske religionssystemer har magten i centrum i åbenlys strid med den genuine religions åndsaspekt. Bogstavtro er dybdepsykologisk set en form for tro der reducerer religion til magtkamp i samfundet.



De store religioner i og omkring Europa     
Til toppen  Næste

Alle store religioner som har haft betydning for den europæiske kulturudvikling har alle nogle meget centrale guder, ledere og profeter.

I den græske mytologi finder man de tolv olympiske guder, heriblandt Zeus og Hera, Afrodite og Ares, Apollon og Hefaistos.

Zeus hersker over dem alle. Han er jordens og himlens herre. Hans våben er tordenkilen. Han er ophøjet og hovmodig, barbarisk og herskesyg. Han har mange elskovseventyr og har derfor problemer med sin jaloux hustru Hera. Broderen Poseidon er havets og jordskælvenes gud, mens broderen Hades er underverdenens. Ares er krigsguden, og Afrodite er elskovsgudinden. De er nok mere kendte under de romerske navne Mars og Venus.

Bueskytten og lyrespilleren Apollon er anfører for muserne: historiens, astronomiens, tragediens, komediens, dansens, fortællekunstens, elskovsdigtningens, lyrikkens og lovsangens muser. Han er selv idealet af mandlig skønhed og intellektuel såvel som kunstnerisk formåen. Han forstod også spådomskunsten og var tilknyttet oraklet i Delfi. Men om vinteren overlod han sine beføjelser til sin modsætning Dionysos - vinens, rusens og ekstasens gud. Dyrkelsen af denne gud udartede til kultiske orgier - og det er grundlaget for filosoffen Nietzsches opstilling af begrebsparret apollinsk-dionysisk, hvor det apollinske står for det intellektuelle og ordnede, mens det dionysiske står for det instinktive og vilde.

Hefaistos er smedeguden og udlagdes som fader til menneskene ved siden af titanen Prometheus der var et kløgtigt, 'forudtænkende' hovede - i modsætning til broderen Epimetheus, der var den bagkloge. Det var Prometheus der stjal ilden fra guderne og dermed så at sige skabte forudsætningen for ikke blot smedekunsten, men menneskekulturen som sådan. Han var oprøreren.

Blandt de andre guder bør nævnes sangeren og digteren Orfeus, der var i stand til at rive alle med i sin musik. Da hans hustru Eurydike døde af et slangebid, opsøgte han dødsriget og fik med sin musik udvirket at han kunne tage sin elskede med tilbage til jorden - på den ene betingelse at han på vejen op ikke vendte sig om for at få hende at se. Fristelsen kunne han ikke modstå - og han tabte hende derfor for stedse. Myten vidner om musikkens magt, men også om den dybe længsels styrke. Myten kan også tydes som historien om en moderbinding der er stå stor, at den kønsmodne yngling vender sig tilbage mod sin tabte, mytiske moderskikkelse i stedet for fremad mod en jævnaldrende kvinde han kan dele fremtid med. Det gælder generelt at de mytiske fortællinger er flertydige.



Jødedommen har først og fremmest Jahve, Abraham, Isak og Jakob, Moses og Esajas som centrale skikkelser, idet Jahve her er at opfatte som patriarkerne Abrahams, Isaks og Jakobs mytiske gud.

Moses var først og fremmest israelernes store mytiske leder som formidlede pagten mellem Gud og Israel, formuleret i den yderst detaljerede Moselov, hvoraf De Ti Bud er de mest kendte, fordi de er gået videre til den kristne kirke. Men det er i Moseloven jøderne har fået formuleret deres meget detaljerede og restriktive regler for deres livsførelse og gudsdyrkelse, herunder reglerne for madlavning (forbud mod at spise svinekød og mod at blande mælk og kød under madlavningen) for den kvindelige renselse efter menstruation og for overholdelsen af sabbatten (intet arbejde og ingen brug af ild).

De fleste af disse regler virker alt for restriktive og meningsløse i det moderne samfund, men sådan ser de ortodokse jøder ikke på sagen. For dem er reglernes overholdelse til punkt og prikke selve betingelsen for indløsningen af deres store forventning om Messias' komme eller genoprettelsen af Davids og dermed Israels sande rige.

Gud åbenbarede sig på Sinai-bjerget for Moses i skikkelse af en brændede tornebusk og pålagde ham at føre israelerne ud af Egypten, hvad der først skete efter at Egypten var blevet ramt af ti katastrofale plager.

Moses må dybdepsykologisk set betegnes som en ledertype af sjældent format. Han besad et enormt og uhyre stærkt jeg, der naturligvis bundede i de åbenbaringer han modtog - og der var ingen tøven i hans beslutninger og ingen pardon i hans kamp mod modstandere. Hans karisma var umådelig stor - hvad der gør det nærmest umuligt i hans tilfælde at skille historiske fakta fra mytiske.

Elias (800-tallet f. K.) udråbte Jahve til enehersker over Israel og fik blandt jøderne et ry på næsten samme niveau som Moses, og han indvarslede gennem sin forklarelse de senere profeter. Han var både mirakelmager og helbreder, men først og fremmest en revser af al afgudsdyrkelse, navnlig Baal-dyrkelsen. Han udpegede Elisa til sin efterfølger og steg derefter til himmels i en ildvogn, et motiv der ligesom den brændende tornebusk har fængslet mange kunstnere gennem tiderne. I begge tilfælde ses ilden klart som en højintensiv energi der er nært forbundet med gudsforestillingen og skal omgås med allerstørste respekt.



Af særlig betydning i jødedommen er de store 'klassiske profeter', hvoraf blot skal nævnes Esajas, Jeremias og Ezekiel fra tiden ca. 750 til ca. 570 f.K.

Man skelner mellem kultprofeter, der var direkte knyttet til de kongelige helligsteder og ofte forudsagde netop de sejre kongerne ønskede, og skriftprofeter der bragte deres budskab videre til folket i kraft af en særlig kaldelse.

De sidstnævnte betegnedes som Guds sendebude. De har følt både Jahves ånd og hånd hvile på sig. De har som hovedregel modtaget deres budskaber i særlige ekstatiske sindstilstande eller 'henrykkelser' som også kendes fra mystikere eller shamaner. En dominerende forestilling - en yderst intens primærproces - har bemægtiget sig deres bevidsthed, således at den normale nøgternhed - de vage sekundærprocessers sag - er blevet suspenderet, og den normale selvkontrol gået tabt. Tilstanden ledsagedes af både sjælelige og legemlige forstyrrelser så som smerte og skræk samt høre- og synshallucinationer (auditiver og visioner). Og profeterne har i denne tilstand modtaget det budskab der skulle gives videre, hvad der er selve kriteriet for at være profet.

En ekstase af denne art kan fremkaldes gennem dans, gentagen bevægelse, musik og faste, men også fremkomme rent psykisk ved grebethed eller ophidselse. Ekstase har tendens til at 'smitte' de øvrige deltagere i kulten. Men den kan også få sygelig karakter i form af en psykose, et religiøst delirium (som i meditationspsykologien også kendes fra de såkaldte Kundalini-rejsninger). Det er under alle omstændigheder en uhyre stærk psykisk kraft der folder sig ud. Der er tale om den allermest intense fundamentalkraft et menneske overhovedet kan få.

Af ganske særlig betydning er den jødiske forestilling om Messias og hans genkomst. Ordet betyder 'den salvede' og brugtes om israelitiske ypperstepræster og konger der betragtedess som stående det hellige og guddommelige særligt nært. Ordet blev senere brugt om fremtidige skikkelser der skulle genoprette Davids Rige og dermed frelse Israel. Men det kan endelig også anvendes om selve den tilstand hvor det sande Israel er genoprettet - uden at nogen personificeret skikkelse nødvendigvis inddrages.

I vore dage kunne betegnelsen Messias altså dække den tilstand hvor der opstår fred i Mellemøsten, og hvor Israel som folk og stat kan få lov at leve i fred med sine naboer.



For kristendommen gælder, at den i sin oprindelse er en mytisk religion, der nok har den historiske jøde Jesus og evangeliernes beretninger om ham som udgangspunkt, men først blev udbredt over Middelhavsområdet og navnlig det gamle Romerrige i kraft af apostlene Peters og Paulus' virksomhed i årene 35-64, og som først blev endeligt etableret som statskirke i 325 af kejser Konstantin den Store. Egentlig verdensreligion blev den først med det britiske imperiums systematiske udbredelse fra omkring 1800.

Jesus selv var lægprædikant og helbreder og blev korsfæstet af den romerske besættelsesmagt i Palæstina efter krav fra det jødiske præsteskab, der nægtede at anerkende ham som den salvede, men som frygtede den karismatiske mands indflydelse. Hans død var en katastrofe for hans tilhængere, hvis verden og tro på Guds riges snarlige oprettelse brød totalt sammen. Men 'underet' skete, at Jesus på trediedagen opstod fra de døde og gav sig til kende for nogle af disciplene. Flere år senere åbenbarede Kristus sig i et voldsomt syn ved Damaskus for den Saulus fra Tarsus der hidtil ivrigt havde forfulgt tilhængerne af Jesus, men nu blev omvendt og derefter under navnet Paulus gav sig til at missionere for den nye religion sammen med Jesu discipel Peter.

De kristne har gennem århundreder holdt på at Jesu opstandelse virkeligt var et under i betydningen et regulært brud på naturlovene der i sig selv beviste lægprædikantens guddommelighed. Det ligger dybt i det menneskelige sinds sammenblanding af primærprocesser og sekundærprocesser at opfatte stærke og yderst intense åbenbaringer som absolutte sandheder eller kendsgerninger. Men fra et nøgternt moderne synspunkt er det uholdbart.



Dybdepsykologisk set var Jesu opstandelse ensbetydende med en gendannelse i menneskers psyke af den person de havde haft enorme forventninger til. I princippet er genopstandelsen af samme art som genopstandelse af ethvert tabt og elsket menneske i de efterladtes sind når den værste og mest livstruende sorg over tabet - efter den psykiske tyngdelov at opfatte som en dyb depression - er lettet og de efterladte har set et nyt håb.

Dybdepsykologisk set er Jesu opstandelse med andre ord et rent psykisk fænomen, og der ligger vel at mærke ingen nedvurdering i dette synspunkt. Tværtimod er det en opvurdering - ud fra lige netop den grundopfattelse at det eneste der virkeligt tæller i den menneskelige eksistens er de psykiske fænomener, herunder de yderst energiladede mytiske skikkelser.

Jesus var en historisk person, men den opstandne Kristus er en mytisk skikkelse.



Dybdepsykologisk set er det afgørende for en forståelse af Jesus som forkynder af Guds rige at tage to forhold i betragtning. Dels udsatte han sig selv for en langvarig faste på 40 dage i ørkenen, hvor han blev fristet af Djævelen til at opgive sit forehavende mod at blive lovet verdslig succes, men afslog. Dels modtog han på bjerget Tabor sin 'forklarelse'. Han blev forvandlet for øjnene af tre disciple; hans åsyn strålede som solen og hans klæder blev hvide, som der står i kilden. Moses og Elias viste sig for ham, og han forstod sin kaldelse. - Disse to begivenheder understreger at Jesus har været i intens føling med instanser der stod over ham selv, og at det har givet ham den fulde forståelse for den historiske mission han havde og blev dybt forpligtet på.

Det er væsentligt at fastholde at den historiske Jesus - ham der helbredte syge mennesker, gav de trætte og sørgende nyt håb, velsignede de skyldbetyngede og fortalte sine ejendommelige lignelser - ikke udråbte sig selv som Gud, men betegnede Gud som sin himmelske fader. Jesus kaldte sig menneskesønnen, men også Guds søn. Dette har givet anledning til megen teologisk spekulation, fordi det for den rationelle, dualistiske tanke er et paradoks - et kors for tanken - at et menneske skulle være Guds søn og dermed selv en gud. Men dybdepsykologisk ophæves paradokset, fordi der intet selvmodsigende er i at et menneske betragter sig som barn af sin himmelske fader. Det angiver ene og alene at dette menneske til fulde forstår at der i den psykiske himmel er en instans der står over det, men at det samtidigt har fuld føling med denne velsignende instans. At begge dele er psykiske fænomener tilhører det naturligvis en moderne tid at kunne se.

På samme måde kan dybdepsykologien også afmystificere opfattelsen af 'Helligånden' og dermed hele treenighedslæren. Den hellige ånd, der bl.a. kom over de forsamlede disciple 50 dage efter Kristi opstandelse, er ikke et delelement af guddommen, men den stærke udstråling fra guddommen som kan sætte mennesker i særlige åbne sjælstilstande og bl.a. få dem til at tale spontant i tunger og se og høre noget de ikke kan fatte i nøgtern tilstand. Når Jesus kunne understrege at der kun er én utilgivelig synd, nemlig synden mod den hellige ånd, så ligger det i sagens natur. Synden består i at benægte og fornægte den udstråling der udgår fra guddommen, hvad der igen er det samme som at benægte og fornægte det kollektivt ubevidstes afgørende funktion i eksistensen - og dette er faktisk utilgiveligt i og med at det eksistentielt set er fatalt og meningstruende.



Da Kristus også betegnes som Frelser, er det væsentligt at slå fast, at der igen må skelnes skarpt mellem det fysiske og det psykiske.

Jesus var ikke et magtmenneske og ikke efter jødisk opfattelse nogetsomhelst i retning af en konge. Han var heller ikke et overmenneske der var i stand til at frelse sig selv fra korsdøden. Han blev ikke af jøderne opfattet som Israels frelser eller som selve Messias.

Men han blev til gengæld den der frelste jøderne og alle andre mennesker fra moralismens forbandelse i og med at han gjorde definitivt op med den jødiske opfattelse af religion som en lovreligion der krævede nøje overholdelse af moralske og kultiske regler for at et menneske over for sin gud kunne blive anset som et 'retfærdigt', dvs som et moralsk godt menneske.

Jesus brød definitivt og radikalt med hele dette moralistiske grunddogme - og det var noget nyt i historien. Det var og er et af de mest emergente fænomener der er sket i den menneskelige eksistens' åndshistorie.



Hvad Jesu moder angår, kom denne Maria til at spille en ganske mærkværdig rolle i kristendommens historie, skønt hun historisk set ikke havde anden rolle end at være biologisk moder til Jesus. Men der dannede sig hurtigt efter Jesu død et væld af myter og legender om Maria, og de kredsede især om undfangelsen af Jesusbarnet. Det blev i traditionel jødisk ånd anset for en selvfølge at det barn der var blevet udvalgt og salvet som verdens frelser, Kristus og Messias, var uden nedarvet synd, og dette betød bogstaveligt at moderen måtte være absolut ren, dvs en jomfru der ikke havde kendt en mand. Derfor omformningen af den jødiske pige Maria til Jomfru Maria og Madonna - og endog Himmeldronningen. Og derfor hele Madonna-dyrkelsen i den katolske kirke, som teologerne i begyndelsen var stærkt imod fordi den var uden hjemmel i evangelierne, men som folkereligiøsiteten blev ved at insistere på.

Man kan finde myten i strid med al sund fornuft, men folkereligiøsiteten dyrker ikke den sunde fornuft, men har til gengæld føling med det kollektivt ubevidste. Resultatet blev at kristendommen - det vil her sige den katolske kirke - til forskel fra jødedommen og islam - fik en slags kvindelig guddom uden gudstitel, som den protestantiske kirke var dum nok til at smide på porten da den afskaffede pavevældet i Norden.



Islam blev til blandt araberne i årene mellem 610 og 632, dvs mellem Muhammeds første åbenbaring og hans død.

Igen er det afgørende at forstå omstændighederne. Der var strengt taget ikke tale om en ny religion, men om at et menneske med ualmindelige evner, Muhammed hed han, i bestemte sjælstilstande fik nogle åbenbaringer der gjorde ham til profet og religionsstifter.

Muhammed var en ægte ekstatiker der i sin ekstase kom hinsides den normale dagligdags fornuft og nøgternhed, dvs kom ud over de psykiske sekundærprocesser og ind i de primære processer, hvor der gives høre- og synshallucinationer. Han faldt bogstaveligt om på jorden, blev rød i ansigtet, svedte stærkt og åndede med rallende lyd, hedder det. Og i denne tilstand modtog Muhammed åbenbaringen af den nye religions hellige skrift, Koranen, der forkyndte Allah som den eneste sande Gud, men indirekte bevarede tilknytningen til den jødiske tradition ved at betegne Gud som Abrahams, Isaks og Jakobs Gud og Abraham, Moses og Jesus som hans profeter. Men Muhammed selv blev 'profeternes segl': Han afsluttede det åbenbaringsforløb som de hidtidige profeter havde stået for.



Der er flere forhold ved islam som er bemærkelsesværdige og nødvendigvis må tages med i en bedømmelse af denne verdensreligions betydning i vor tid, også selvom det for overblikkets skyld kun kan ske ved hjælp af generaliseringer:

For det første var stamfaderen til de nordarabere Muhammed tilhørte og henvendte sig til, Ismail, ældste søn af Abraham, og det var disse to der ifølge islamisk tradition byggede centralhelligdommen Kabaen i den store moské i Mekka. Ifølge Det gamle Testamente var Ismail Abrahams søn med trælkvinden Hagar, men Abraham forstødte dem begge, da hustruen Sara blev frugtsommelig.

For det andet var Muhammed en kriger der sejrede ved sværdet. Han var dybdepsykologisk set et uhyre stærkt jeg - nøjagtigt ligesom Moses i jødedommen.

For det tredie var islam en lovreligion med Koranen som lovbogen der indeholder detaljerede regler for livsførelse og gudsdyrkelse på samme måde som Moseloven.

For det fjerde læser muslimerne Koranen som ortodokse jøder læser Torah'en, dvs primært som udenadslæren - og dette sker den dag i dag i deciderede Koranskoler. Alle har set filmoptagelser af disse drenge i rytmisk udenadsterpen.

For det femte underkaster muslimerne sig deres guddom - både ved gudsdyrkelsen i hjemmet og i moskéen - ved at lægge sig på knæ og føre ansigtet til jorden - nøjagtigt som en sheiks undersåtter underkaster sig deres suveræn.

For det sjette skilles mænd og kvinder fra hinanden ved gudsdyrkelsen, og kvinder er underkastet særlige regler for påklædning og adfærd og særlige begrænsninger i samfundslivet som gør dem ufrie i forhold til mændene.

For det syvende savner islam - ganske som jødedommen, men til forskel fra kristendommen - en central hellig skikkelse som er en inkarnation af det der i dybdepsykologen kaldes 'selvet' eller 'helhedspsyken', og som er det afgørende emergente fænomen i kristendommen.

Alt i alt betyder disse forhold at islam ikke peger fremad eller ud over sig selv. Og dette er ikke mindst bemærkelsesværdigt i betragtning af at islam blev dannet som absolutistisk og fundamentalistisk religion flere hundrede år efter at kristendommen sejrede i Europa. Der er liberale strømninger i islam såvel som i jødedommen, ligesom der begge steder er mystiske traditioner, men ikke strømninger der kan føres direkte tilbage til en centralskikkelse af helhedspsykisk art som Kristus - og det er et forhold der i høj grad vanskeliggør den proces mod en almengørelse af helhedspsyken eller 'selvet' som må siges at være blevet af afgørende betydning i dag om ikke ligefrem den alt afgørende.



Den nordiske eller germanske religion bukkede for ca. tusind år siden sammen under presset fra kristendommen og de kristne fyrsters og kongers sværd.

Men myterne lever stadigt videre ganske som de græske og romerske myter gør. Ja, det kan endda fastlås at hedenskabet eksisterer i bedste velgående den dag i dag, ikke bare hos sekteriske Asa-dyrkere eller digtere der kan genfortælle myterne på overbevisende vis. De lever i gamle skikke og traditioner, hvoraf solhvervsfesterne er de væsentligste. Den kristne kirke valgte med velberåd hu de gamle hedenske højtider som grundlag for de nye kristne. Og der er den dag i dag lige så meget hedenskab i julen som der er kristendom - for ikke at sige mere.

Odin (Wotan) er den almægtige og alvise alfader for aserne og Asgård og fører kamp mod jætterne, de kæmpestore trolde fra Udgård. Han er kampens og krigens gud, men også troldmand og magiker. Han er både jarlernes og skjaldenes gud. Hans ravne Hugin og Munin - tanke og erindring - hvisker ham tidender i øret alle steder fra. Han er også dødens gud. Kampenes helte går ind til den evige og muntre tilværelse i Valhal. Men hans alvidenhed gør ham tungsindig, for han véd også at det store Ragnarok, verdens og de gamle guders undergang, nærmer sig.

Thor eller Asator er krigsguden og dæmonbekæmperen. Han er den stærkeste af alle guder. Han bærer et styrkebælte og et par jernvanter og fører hammeren Mjølner. To bukke trækker hans kærre. Han er styrkens gud, men naiv og let at drille. Han forsvarer Asgård og Midgård, henholdsvis gudernes og menneskenes verden, mod kaoskræfterne, jætterne og Midgårdsormen eller -slangen.

Freja er frugtbarhedsgudinden der blev dyrket overalt i Skandinavien og som i vikingetiden var lige så populær som de vigtigste mandlige guddomme. Men hendes væsen var dobbelt. Hun stod både for frugtbarhed og ødelæggelse, både for fødsel og død, både for kærlighed og skæbne. Hun forstod kunsten at udøve shamanisme, den ekstatiske kommunikation med åndeverdenen, og denne kunst lærte hun Odin.

Den smukke og gode Balder var søn af Odin, men havde onde drømme om at miste livet. Hans moder tog derfor hele verden i ed på ikke at ville dræbe ham, men hun glemte misteltenen. Dette udnyttede Loke til at arrangere en leg, hvor Balders blinde broder Høder skød en pil af mistelten af mod Balder, så han døde. Guderne forsøgte at hente ham tilbage fra dødsriget, men det mislykkedes for dem, fordi den forklædte Loke kun græd tørre tårer over Balders død. Høders brodermord - en pendant til den bibelske myte om Kains brodermord - indvarsler Ragnarok, men Balder vil genopstå og og blive forsonet med Høder.

Loke en den store tvetydige skikkelse i nordisk mytologi. Han er halvt gud, halvt menneske. Han har drukket blodsbroderskab med Odin. Men han er en dæmonisk skikkelse der driver sit spil med andre. Han kan være ondskabsfuld og hadefuld, spottende og drillende, men hans intelligens er overlegen. Han er i stand til at hjælpe guderne, navnlig Odin, men han driller den naive Thor. Han er misundelig over Balders lykke, men for fej til selv at udføre drabet. Derfor får han lokket Høder til det - og bliver således medskyldig i Ragnarok.

Loke er en dybt original og fascinerende skikkelse i den nordiske mytologi. Hans transcenderende intelligens og drillelyst synes drevet af den største uvilje mod gudernes ønske om evigt og uforanderligt herredømme. Han er i denne forstand i slægt med Prometheus i den græske mytologi. I begge mytologier røbes til syvende og sidst en dyb forståelse for at kultur er uforenelig med stilstand.



Modernitetens problemer med det overordnede    
Til toppen  Næste

Det synes et gennemgående træk ved al kultur, at mennesket aldrig stiller sig til tåls med den givne lykke eller harmoni, men vil ud over den. Derfor vil der altid være oprør mod guderne, og oprøret bliver naturligvis lettere og vigtigere jo mere gudsforestillingerne og gudsdyrkelsen stivner i dogmer og ritualer.

Ateismen benægter guds eksistens, men viser oftest at have en af to begrænsninger. Den retter sig primært mod dogmatiske forestillinger om gud, hvad der igen vil sige mod eksisterende religioners eller religionssystemers teologiske påstande om gud og hævdelse af at sidde inde med sandheden om gud.

Og den retter sig ofte mod de selvsamme religiøse magtorganisationers indoktrinering af og overgreb mod børn og unge. Ateister er ofte mennesker der som børn og unge er vokset op i stærkt og snævert religiøse hjem og derfor som led i deres frigørelse fra de undertrykkende autoritetere vælger det standpunkt at hævde at gud ikke eksisterer.

Ateisme af denne art rammer imidlertid aldrig de arketypiske gudsforestillinger, da disse er af spontan art og derfor i deres oprindelse udogmatiske.

Ateismen opfatter altid gudstro som en dogmatisk hævdelse af et standpunkt og ser bort fra den kendsgerning at gudstro af oprindelige, før-dogmatisk art er udtryk for en direkte føling med og erfaring af de spontane gudsforestillinger.

Ateismen ser med andre ord bort fra at religion ikke er hævdelse af påstande der strider mod sund fornuft, men føling med de kræfter der ligger uden for fornuften eller forstandens område.



Ateismens problematik viser sig specielt i det forhold at gudløshed er forbundet med høj risiko for psykisk inflation.

Hvis mennesket afviser ikke blot dogmatiske guder, men et naturligt gudsforhold overhovedet, har det ikke længere en psykisk modpol, men bilder sig ind at det er suveræn i sin tilværelse - og dette medfører inflation med hensyn til hvad der er etisk forsvarligt. Der bliver i princippet ingen grænser for det tilladelige.

Hvis mennesket derimod forbliver i et umiddelbart gudsforhold er det til enhver tid klar over at det psykisk set står over for en psykisk instans der sætter grænser for dets udfoldelse. Ikke alt er tilladt. Ikke alt er gavnligt. Ikke alt er konstruktivt.

Det ejendommelige ved det ægte gudsforhold er ikke at det enkelte menneske eller den enkelte gruppe af mennesker med fuldstændig sikkerhed kan afgøre hvad der er rigtigt og forkert - det ville forudsætte dogmatiske love og sandheder af den art der kendetegner jødedom og islam.

Det ejendommelige er derimod at det enkelte menneske eller det enkelte fællesskab står i en uafbrudt dialog med den indre instans der er større end det selv og i denne dialog må pejle sig ind på hvad der dybest set og i det lange løb er rigtigt og forkert. Et absolut facit gives ikke. Men forpligtelsen til dialog er uomgængelig.

Det ægte gudsforhold indebærer også forståelsen for det ejendommelige forhold at den indre instans i mennesket som er større end det selv eller det snævre jeg altid véd hvad mennesket tænker og gør. Intet kan skjules for instansen, og hvis mennesket alligevel prøver på det, medfører det kun etisk inkonsistens. Brodermorderen Kain har reelt ingen mulighed for at flygte fra sin indre viden om hvad han har gjort eller hvor han er og hvor han har været.



Et særkende ved ateismen som ideologi er at også den har sine gudsforestillinger og hellige steder, tider og ting, selvom det er selvmodsigende. Men grunden er ligetil: Alle mennesker der ikke direkte styrer mod fortvivlelse og selvmord har spontane gudsforestillinger og hellige ting, tider og steder. For alle mennesker har forestillinger om bærende værdier i tilværelsen. Det er muligt at kalde disse værdier ved andre navne end gudsforestillinger og helligdomme, men dybdepsykologisk set fungerer alle bærende værdier i tilværelsen som højere magter eller instanser.

Derfor bliver det lige så misforstået og bagstræberisk en holdning at forsøge at gøre religion til en privatsag.

Ethvert menneske har en privat side i sit liv, og det har derfor i et frit samfund ret til et privat forhold til de højeste instanser i eksistensen. Dette kaldes i teologien 'det almindelige præstedømme'. Men da det kollektivt ubevidste netop er kollektivt og under alle omstændigheder gør sig stærkt gældende i det offentlige kultur- og samfundsliv, er det ikke muligt at gøre religion som sådan til en sag der ikke vedkommer det offentlige.



Det er også religionssociologisk vildledende at tale om at religion i vores dages sekulariserede samfund i højere og højere grad er blevet 'civilreligion'. For derved postulerer man indirekte at ordet religion overhovedet har mening uden kult, dvs uden sammenhæng med organiseret gudsdyrkelse. Og dette er trods den herskende folkekirkes svindende indflydelse i Danmark ikke tilfældet.

Folkekirken har i årtier svigtet på afgørende felter ved at lade sig intellektualisere (via Søren Kierkegaards tankebaner) og humanisere (via politiske præferencer), men kristendommen som sådan har dybest set - på tværs af de teologisk uddannede præster - bevaret sin inspiration i kraft af de bærende arketypiske forestillingers umådelige åndsenergi.

Herfra kommer ikke mindst med Kristus som ledestjerne forestillingen om en almengørelse af helhedspsyken med tilhørende relativisering af de selvhævdende jeger. Og samtidigt fastholdes traditionen fra bibelsk tid da folket modtog den nu mere 3000 år gamle aronitiske velsignelse med ordlyden:

Herren velsigne og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred!

Den bruges den dag i dag i folkekirken, men som regel uden den kraft der alene kommer af den direkte føling med den gamle arketypiske forestilling om velsignelse. Flertallet af dagens præster har simpelthen ikke denne føling. Og det kan skam høres.

Udviklingen i vore dages globaliserede kultur- og samfundsliv gør det helt illusorisk at dæmme op for de i sædvanlig forstand konfessionelt religiøse menneskes trang til at blande deres tro og værdier ind i den offentlige debat.

Men det afgørende er at det ville være en fadæse og katastrofe at blokere for de positive og konstruktive muligheder der ligger i en dyb og almen føling med det kollektivt ubevidste på noget tidspunkt. Dertil er energierne alt for stærke og nødvendige. De kræver i sidste ende både kult og offentlighed for at konsistensen kan bevares individuelt og kollektivt.



Konsistensetikken    
Til toppen  Næste

Konsistensetikken kræver af indre, psykiske grunde overvægt af det gode i livet og bunder i allerhøjeste grad i det kollektivt ubevidste og den arketypiske forestilling om en instans i psyken der er større end jeget og står over jeget.

Konsistensetikken adskiller sig markant fra såvel pligtetikken som formålsetikken ved hverken at henføre den etiske forpligtelse til et dogmatisk sæt af faste moralregler eller til en hypotetisk forestilling om en hensigtsmæssighed der skulle ligge i den biologiske udvikling eller et formål der skulle ligge ude i fremtiden.

Specielt må det fremhæves, at konsistensetikken aldrig kan henvise til samvittigheden i sædvanlig forstand, for denne betyder nok etymologisk en form for sund fornuft der hænger nøje sammen med fællesskabet, men reelt er den bl.a. via Kants store indflydelse blevet indsnævret til den faste moral der kan indoktrineres i børn gennem hjem, skole og kirke. Den er i denne forstand identisk med 'overjeget' og altså den altkontrollerende og undertrykkende faderinstans. Og den er af samme grund nærmest den dummeste del af et menneskes personlighed.

I stedet refererer konsistensetikken til en indre forpligtelse til overvægt af det gode i livet, dvs en forpligtelse der er skønsmæssig og fortolkelig, men alligevel uomgængelig i og med at en tilsidesættelse af forpligtelsen medfører inkonsistens i psyken og dermed nedsat eller helt fortabt evne til efterfølgende at sørge for overvægt af det gode, at leve et godt liv og udfolde sig på konstruktiv vis.

Der kan opstilles en slags 'tommelfingerregler' for konsistensetikken, men de indsnævres aldrig dogmatisk til endegyldigt formulerede sætninger, men henviser netop til en instans i psyken som er hævet over forstandsmæssig definition og viljesmæssig kontrol.

Reglerne er at det er i strid med menneskets muligheder for at bevare den indre konsistens at være rasende, at nyde grusomhed mod nogen man holder af, at være fej og at lyve for sig selv.

Raseriet ødelægger muligheden for at modtage det gode. Ved at mobilisere ustyrligt raseri eller ustyrlig grådighed modarbejder man sine egne mest afgørende behov. Og det samme sker ved grusomhed. De følelser der opnår tilfredsstillelse ved hjælp af grusomhed mod dem man holder af udspringer af menneskets frustrationsaggressivitet, dvs den ulyksalige forbindelse mellem den naturlige aggressivitetsdrift og den allerdybeste ulyst. Frustrationsaggressivitet slår altid kærligheden ihjel.

Fejhed er i konsistensetikken først og fremmest manglende mod til at tage livet som det er med al dets tilfældighed og vilkårlighed. Jo mere intenst man elsker noget her i livet, des mere bliver man knust, hvis skæbnen medfører at man mister det. Men af den grund at lade sig afstumpe for ikke at risikere tab er ensbetydende med at lukke varmen og kærligheden ude af tilværelsen. Skal kærligheden bevares i livet er der ingen anden udvej end at have mod til at holde af, selvom det medfører risiko for alvorlige tab. Mod af denne art er hvad der i almindeligt religiøst sprogbrug kaldes tro.

Vanskeligst at håndtere er nok tommelfingerreglen om ikke at lyve over for sig selv, for umiddelbart lyder den selvfølgelig eller ligefrem overflødig. For hvem skulle dog rende rundt og lyve for sig selv? Faktum er imidlertid at det er der ikke alene mange der gør, det gør alle der ikke gennem dybdepsykologisk arbejde med sig selv har afdækket de fortrængninger og blokeringer der skjuler den fulde sandhed. Og her spiller den arketypiske forestilling om en instans i psyken der er større end det snævre jeg ind på afgørende vis: det er den jeget kan skjule sig for og prøve at lyve for, men som det er umuligt at lyve for, fordi den véd alt om jeget, den husker alt hvad jeget har tænkt og følt, villet og gjort. Denne instans har bevaret alt i sin store og ubegrænsede hukommelse - som logfilen på en computer - således at det afklarede og relativerede jeg altid inderst inde véd hvad sandheden er. Og det medfører uundgåeligt inkonsistens i psyken at bestride denne sandhed.

Jan Jernewicz



Henvisninger    
Til toppen

Link til Indholdsfortegnelsen
Link til Forord
Link til Begreber og aksiomer
Link til Krisen ved årsskiftet 2008/09
Link til Eksistensen
Link til Verdensbilledet
Link til Livet
Link til Mennesket
Link til Sproget
Link til Efterskrift



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 18.12.2012