Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
forlag - ceksistens

HOVEDAFSNIT AF BOGEN JERNESALTS 2009-FILOSOFI


EKSISTENSEN

Kapitler:

Erkendelse og subjektivitet
Livet og døden
Immanens og transcendens
Kultur og livskvalitet
Konsistens, mening og humor
Almengørelse af helhedsssynet
Henvisninger



Erkendelse og subjektivitet    
Til toppen  Næste

Eksistensen er en kompleks og meningsbærende menneskelig proces der er overordnet erkendelseprojektet.

Erkendelse er en fundamentalt vigtig ting i den menneskelige tilværelse. Alle er født nysgerrige, og alle er tvunget til under hele opvæksten at skaffe sig relevant viden og erfaring der gør løbende tilpasning til det ydre miljø og samfund mulig.

Flertallets behov for erkendelse holder sig stort set til tilegnelse af viden der er gængs for det pågældende samfund på det pågældende tidspunkt og som er forudsætningen for at bestride almindelige nyttejobs.

Den gængse erkendelse holder sig inden for dagligsprogets grænser.

Den svinger derfor uden besvær mellem det sansbare og det mere intuitivt eller direkte teoretisk forståede, dvs mellem den umiddelbare iagttagelse og den middelbare tydning.

Set fra den umiddelbare iagttagelses synspunkt er jorden flad, men for den middelbare, teoretiske forståelse er den rund. Den objektive og videnskabelige sandhed er at jorden er rund, men den dagligdags eksistentielle sandhed er at jorden er flad. Ingen der bevæger sig på jorden vil nogensinde få en umiddelbar sanselig erfaring af at de bevæger sig på en kugle.

Tilsvarende gælder at solen set fra den umiddelbare iagttagelses synspunkt står op i øst og går ned i vest, mens den i den videnskabelige virkelighed er midtpunktet i et system af planeter. Her drejer jordkloden rundt om sig selv i løbet af et døgn, hvad der giver forskel på dag og nat, og rundt om solen i løbet af et år hvad der giver forskel på årstiderne. Synspunkterne er klart komplementære.

Behovet for erkendelse kan imidlertid næres af trangen til ny viden og erfaring og kan på både personligt og samfundsmæssigt plan uddybes og systematiseres til egentlig forskning.

Systematiseringen af forskningen fører til specialisering og udvikling af metoder der er specifikke for de enkelte fag eller discipliner.

Forskningen løber dermed altid risiko for at blive et mål i sig selv. Dette kan i mange tilfælde føre til afgørende ny erkendelse til gavn for alle, men i andre tilfælde til erkendelse der er ret irrelevant for samfundet.

Den systematiserede forskning på universitetsniveau tenderer mod objektivitet, hvad der ikke længere opfattes som identisk med den fuldkomne eller absolutte sandhed, men tværtimod blot som en konstant tilnærmelse til sandheden.

Objektivitet skal forstås som subjektuafhængighed. Den erkendelse forskningen kommer til er ikke uafhængig af de til hver en tid givne forudsætninger for erkendelse, men den skal tilstræbes at være uafhængig af den enkelte forskers mere eller mindre personlige eller private synspunkter og fordomme.

Erkendelsen skal i princippet være tilgængelig for alle, og forskningens resultater i princippet kunne accepteres af alle.

Men der er en afgørende principiel forskel på erkendelse af objektivt målelige kendsgerninger eller relationer og erkendelse af de forhold der vedrører selve den menneskelige eksistens i dennes altid personlige form.

På det plan hvor erkendelsen angår de eksistentielle forhold (meningen med livet, formålet med livet, kvaliteten af livet, opfattelsen af døden eller følingen med alle de irrationelle sider af tilværelsen) er det ikke muligt at nå frem til objektive resultater som er både forståelige og acceptable for alle.

Dybest set gælder at menneskets stilling til de eksistentielle forhold i tilværelsen efter sin natur ikke kan være objektiv eller subjektuafhængig, men tværtimod altid må være subjektiv og subjektafhængig.

Eksistentielt set gælder at subjektiviteten er sandheden. Det betyder ikke at begrebet objektivitet bliver meningsløst, men at det henviser til erkendelsen af kendsgerninger og faktiske forhold og dermed til menneskets realitetsprøvelse.

Den eksistentielle subjektivitet er ikke fuldstændigt uafhængig af de objektive kendsgerninger og forhold, men afgørende er den personlige føling med de forhold der giver tilværelsen mening. Kun det dybe og ægte forhold til denne mening er eksistentielt sand.

Intet menneske kan leve sit liv på den blotte konstatering af kendsgerninger og faktiske forhold. Der vil altid indgå et kvalitativt, værdimæssigt aspekt der indebærer en accept eller forkastelse af forholdene der ikke blot vedrører følelser i gængs forstand, men tværtimod menneskets dybeste helhedsopfattelse, dvs tanker og følelser på det niveau af psykiske processer hvor det ikke er muligt at sondre mellem tanke og følelse (primærprocessernes niveau).

Intet menneske kan heller leve sit liv på en uafbrudt analyse af eksistensen. Enhver analyse af verden og eksistensen forudsætter en interesse for omgivelserne og et engagement i erkendelsesprocesser der betyder at enhver analyse får et subjektivt element.

Enhver analyse fører altid til en opløsning eller sønderdeling af de genstande der undersøges eller til en dekonstruktion af de forhold der er genstand for undersøgelsen. Helheden går herved tabt.

Sønderdelingen og dekonstruktionen kan være af afgørende betydning for erkendelsesmæssigt og forskningsmæssigt fremskridt og kan derigennem tilfredsstille nysgerrigheden og delbehovet for erkendelse, men de kan aldrig føre til den for eksistensen afgørende forståelse for eller føling med den helhed der giver mening.

At få føling med helheden er nødvendigt for opretholdelsen af meningen med tilværelsen, men den er ikke identisk med sønderdeling eller dekonstruktion, den er tværtimod identisk med samling og sammenhæng eller hvad man kunne kalde 'positiv opbyggelighed'.

Det menneskelige erkendelsesprojekt er således underlagt det menneskelige eksistensprojekt.

Fører erkendelsesprojektet til forsømmelse af eksistensprojektet medfører det både på personligt og samfundsmæssigt plan en krise i eksistensen. Og der er ingen anden vej ud af sådanne kriser end på ny at skaffe sig direkte føling med den irrationelle mening. Fortsat analysering eller teoretisering vil være vildledende.

Kriser i livet er altid en eksistentiel opgave - både når det drejer sig om personlige kriser og om sociale, politiske, kulturelle og samfundsmæssige kriser.

Kriser kan på alle planer kun løses hvis man forholder sig nøgternt til realiteterne og erkender deres betydning. Men løsninger kræver først og fremmest et eksistentielt engagement der fører erkendelsen ned til dybder i sjælen der kan motivere handling og ansvarsfølelse og skaffe direkte føling med tilværelsens mening.



Livet og døden    
Til toppen  Næste

Liv og død er noget andet og mere i eksistentiel henseende end i biologisk henseende.

I biologisk henseende er liv kun et komplekst stofskifte på molekylært plan hos væsener der er i stand til at reproducere sig selv.

Eksistentielt set er livet derimod et fund, en gave og en udfordring; det er en ubegribelig kendsgerning, som giver uanede muligheder for udfoldelse, men det stiller også store krav til både den enkelte og samfundet.

At livet er et fund vil sige at det er noget det enkelte menneske så at sige finder på sin vej uden på forhånd at kunne vide hvad det egentligt er for en størrelse. Der ligger altid tilfældighed og overraskelse i det.

At livet er en gave vil sige at livet er noget det enkelte menneske får forærende uden nogen form for fortjeneste eller betingelse. Det er til låns for så vidt det er tidsbegrænset til en levealder på gennemsnitligt 70-80 år for nutidens vestlige mennesker. Men leveårene er en gave som det er op til det enkelte menneske at modtage og varetage.

Nogle vil tage gaven som en selvfølge. Andre vil modtage den med taknemmelighed. Ud over sine biologiske forældre vil ethvert menneske også kunne føle taknemmelighed over for 'skaberen', dvs den magt der eksistentielt og mytisk set har skabt menneskeheden og samfundet og som - analogt med det enkelte menneskes forældre - opfattes som evige og almægtige magter.

At livet for mennesket er en udfordring vil sige at det bortset fra fostertilstanden ikke kan henleves i ren vegeteren, men kræver udvikling af legeme og sjæl eller fysiske og psykiske evner og samtidig løsning af en række større eller mindre opgaver der udfordrer disse evner.

Udfordringen kan i nogle tilfælde være simpel tilpasning til voksenlivets sædvanlige krav for den pågældende population, men kan i andre tilfælde være en grænsesøgende og grænseoverskridende adfærd af mere eller mindre bevidst art.

I den mest bevidste form er der tale om en systematisk transcendens der kan konkretiseres i målrettede projekter.



Døden er det biologiske livs ophør og rammer som sådan alle levende væsener i og med at livet er tidsbegrænset. Stofskiftet som sådant ophører på et eller andet tidspunkt definitivt.

Døden følger normalt efter en almindelige aldringsproces, men kan også være resultat af sygdom eller ulykke uanset alder.

Dødsprocessen kan være langsommere eller hurtigere og mere eller mindre smertefuld. Den kan være så rolig og stilfærdig at man taler om at et menneske 'sover ind', eller den kan være så voldsom at man taler om en 'dødskamp'.

Dødsangsten kan være frygten for smerter ved dødsprocessen, og selvom den medicinske videnskab er nået langt med smertestillende medicin, er der fortsat dødsprocesser der er smertefulde og frygtindgydende.

At vente på døden kan også være forbundet med stort ubehag, hvis man fx ikke længere kan se nogetsomhelst formål med at leve videre.

Passiv dødshjælp forekommer i de tilfælde hvor man ordinerer de smertestillende midler i doser der går ud over formålet og reelt fremskynder dødsprocessen, men den må på vore breddegrader anses for fuldt forsvarlig.

Aktiv dødshjælp kunne hjælpe de ulykkelige mennesker der ønsker at dø før den naturlige proces medfører døden, og den praktiseres i visse lande under kontrollerede omstændigheder der sikrer mod misbrug. Men aktiv dødshjælp kan ikke fuldstændigt frigøres fra etiske komplikationer i form af usikkerhed om såvel patientens beslutning som lægens overholdelse af det lægeløfte der er normal betingelse for autorisation som læge.

Den stærkeste dødsangst er imidlertid ikke forbundet med dødsprocessens risiko for smerte, men med selve opløsningen af individets jegbevidsthed og personlige identitet.

Døden er ikke blot et ophør af liv, men en opløsning af hele den personlige identitet som er bygget op over årene og som omfatter alle de minder og erfaringer man har indhøstet, alle de bånd man har knyttet til familie, venner og kolleger, hele den viden og indsigt man har fået og alle de planer og projekter man måtte have udarbejdet eller forestillet sig og eventuelt er i færd med at realisere.

Med døden sættes der et brat punktum for alt. Og en del mennesker nægter til det sidste at slippe det de har bygget op - ofte med angst.

Dødskamp må betragtes som kamp imod at slippe den personlige identitet.

Betingelsen for ved en forestående død at kunne slippe den personlige identitet er at man kan slippe det snævre jeg og dets bevidsthed.

Dette kræver igen at individet på bevidst plan har erkendt at sjælen lige fra fosterstadiet og spædbarnsalderen har to komplementære sider: jeget og 'selvet' eller helhedspsyken.

Jeget er den viljesbetonede del af personen som dannes i tilpasning til omgivelserne og 'realiteterne' og som derfor forstærkes gennem oplæring, uddannelse, karriere og familieliv.

Selvet er derimod den ikke-kontrollerede del af personen som består i den direkte føling med noget overpersonligt eller kollektivt ubevidst.

Selvet eller den dybeste helhedspsyke er uafhængigt af tilpasning og realitetsprøvelse. Og det er uafhængigt af jegets død.

Eksistentielt set er døden jegets død og opleves kun af det snævre, sprogligt funderede jeg.

Selvet derimod oplever ikke døden. Sjælen vender tværtimod - metaforisk talt - tilbage til sit ophav ved jegets død. Derfor har man fra gammel tid talt om at sjælen 'vender hjem'.

Det er en udbredt forestilling - også i nærdødsoplevelser - at individet ved døden vender tilbage til sine konkrete forældre og deres trygge favn. Mor og far vil til stadighed i et menneskes dybeste underbevidsthed stå som konkretiseringen af det sjælelige ophav det er udgået fra og som står for den absolutte tryghed.

Forestillingen om at komme i paradiset har samme baggrund. Paradiset er i mytisk forstand det tryghedens barndomsland hvor forældrene tog sig af deres barn/børn i alle henseender, og hvor barnet/børnene var uden bekymring for dagen og vejen og uden viden om aldring og død.

Sondringen mellem jeget og 'selvet' eller helhedspsyken har afgørende betydning for stillingen til dødskriterierne.

Hjernedødskriteriet bygger på måling af den aktivitet i hjernen der er forbundet med det sansende, tænkende og villende jegs biologiske stofskifte. Ophører denne aktivitet, kan det med sikkerhed siges, at mennesket ikke står til at redde fra døden - hvorfor al fortsat behandling af pågældende må anses for formålsløs. Man kan og bør slukke for respiratoren.

Men eksistentielt set er et menneske ikke dødt, fordi jeget og hjernen er holdt op med at virke. Mennesket dør først i det øjeblik hjertet er holdt op med at slå og med at føre blodet rundt i kroppen, således at stofskiftet standses i kroppen som helhed og legemstemperaturen som følge heraf vil falde. Først i det øjeblik kan sjælen siges at have forladt kroppen.

Sjælen er ikke hverken et organ eller måleligt fysisk felt, men udtryk for et menneskes føling med noget der ligger uden for jeget, hjernen og kroppen.

Da denne instans ikke kan konstateres ved fysisk måling af nogen art, forbliver den i videnskabelig forstand en hypotese, men følingen med denne instans er hvad ethvert normalt menneske dagligt har både nat og dag og som det bevidst kan konstatere gennem drømme, meditation, ekstase og enhver introspektion såvel som gennem direkte kontakt med andre mennesker, deres øjne, mimik, gestik, stemmeudtryk og alle de andre udtryk som sanses eller fornemmes, herunder alle deres kunstneriske eller musiske udtryk.

I analogi med fysikkens tale om det elektromagnetiske felt kan det kollektivt ubevidste siges at være en slags elektromagnetisk felt af psykisk karakter, men det skal understreges at det er og bliver udefinerligt og umåleligt, hvorfor analogien kun er af didaktisk værdi.

Men set ud fra det eksistentielle og sjælelige synspunkt, hvor følingen med en instans uden for den enkeltes jeg er en umiddelbar realitet, er kun hjertedødskriteriet anvendeligt til at fastslå et menneskes definitive død.

Ud fra den grundopfattelse at mennesket er besjælet i og med at det har føling med noget overpersonligt er organplantation fra mennesker der kun er erklæret hjernedøde derfor dybt uetisk og dybt forkastelig.

Lægers forsøg på overtalelse af pårørende til døende patienter der kunne bruges som organdonorer er ud fra samme opfattelse dybt anstødelige og udtryk for en decideret materialistisk indstilling der tilsigtet eller utilsigtet reducerer mennesket til et sjælløst væsen. Sådanne læger gør sig til kropsmekanikere.

Mennesket er et besjælet væsen og et åndsvæsen.

Ånden er ikke kommet ind i den menneskelige eksistens ved et mirakel eller ved nogen anden mystisk, overnaturlig skaberakt af ukendt oprindelse.

Ånden er udtryk for det kollektivt ubevidstes realitet og dør ikke før menneskeheden som sådan dør.

Ånden er kommet ind i menneskets verden ved selve den bevidsthedsdannelse der skete engang i 'tidernes morgen', dvs dengang for måske kun ti eller tredive tusinde år siden da det menneskelige centralnervesystem af uigennemskuelige og uforklarlige årsager begyndte at reflektere over sig selv.

Begivenheden var skelsættende i den biologiske udvikling, fordi den totalt ændrede naturen fra at være en proces der udelukkende fulgte sine egne love på spontan vis til at være en proces der greb ind i naturen og tilføjede noget emergent nyt.

Den skelsættende karakter af begivenheden fremgår af dens skildring i skabelsesmyterne. Begivenheden betragtes her som selve den skaberakt der satte skel mellem det der i græsk mytologi hedder 'Kaos' og 'Kosmos' eller i nordisk mytologi hedder 'Udgård' og 'Midgård', dvs det satte selve den bevidsthedsmæssige sondring som blev begyndelsen på hele denne menneskelige kultur og historie.



Immanens og transcendens    
Til toppen  Næste

Menneskearten adskiller sig fra dyrene ved at have muligheden for eller friheden til at gå ud over sine egne grænser, at transcendere.

Hvor dyrene lever i immanensen, dvs inden for grænser der er givet med de nedarvede egenskaber og det faktiske biologiske miljø eller økosystem, og ikke har nogensomhelst chance for at bryde ud, dér lever mennesket i en frihed der sættes af de muligheder for forandring og brud som den menneskelige bevidsthed og erkendelse giver. Friheden har sine grænser, men i og med at mennesket på visse tidspunkter i udviklingen får øje på nye muligheder og bliver bevidst om sin situation, brydes den hidtidige binding til fastlåst instinktiv udfoldelse.

Dette er en emergens i den biologiske udvikling som er grundlæggende for kulturen.

Den skelsættende biologiske begivenhed ligger forud for historien forstået som dokumenterbare tidsbestemmelige hændelser. Men den er til gengæld beskrevet i de forskellige religioners myter, således også i den bibelske eller gammeltestamentlige skabelsesberetning.

Myten om 'syndefaldet' kaldes således fordi begivenheden i forhistorisk tid er blevet opfattet som et fundamentalt brud med den orden som det forudsattes at skaberen havde skabt, et brud myteskaberne ikke uden grund har opfattet som identisk med selve bevidsthedens opståen.

I og med at mennesket metaforisk talt 'spiste af kundskabens træ' og dermed fik en indsigt som hidtil havde været forbeholdt forsynet eller skaberen, gik uskylden tabt. Mennesket gjorde oprør mod Gud ganske som unge gør oprør mod deres forældre. Og dette er en 'synd' i den betydning at det én gang for alle berøver mennesket sin uskyld og totalt ændrer dets livssituation. Det lever ikke længere i symbiose med sit ophav. Det lever ikke længere i uskyldigheden eller immanensen. Det er blevet frit og dermed også ansvarligt for sin egen skæbne. Det bliver overladt til at arbejde for føden - og det bliver bevidst om det andet køn som værende anderledes.

Eksistentiel frihed medfører en eksistentiel angst. Tilværelsen bliver usikker netop fordi mennesket forlader immanensen og transcenderer.

Det bevidste menneske opdager i og med dette nybrud at eksistensen kan gå forud for 'essensen'. Det 'at blive til' bliver vigtigere end det 'at være til'. Det at transcendere bliver vigtigere end at vegetere eller leve i immanensen, fordi det er det der gør os til mennesker. Det at eksistere bliver ensbetydende med at overskride sig selv. Og med netop dette nybrud, oprør eller 'syndefald' begynder den menneskelige kultur.

Mennesket kan længes tilbage efter uskyldighedens tilstand, hvor det levede i symbiose med sit ophav. Denne længsel ligger bag alle forestillinger om paradiset. Men éngang vundet dømmer bevidstheden mennesket til friheden, ansvaret og den vedvarende eksistentielle tilblivelse. Der er ingen vej tilbage.



Kultur og livskvalitet    
Til toppen  Næste

Kultur er menneskets bevidste opdyrkelse af naturen i dobbelt forstand, dvs både menneskets egen natur og den natur der omgiver det.

De gamle samfund var i høj grad præget af en dyb respekt for naturen, men respekten udelukkede ikke trangen til overskridelse af grænser eller trangen til at gøre sig til herre over naturen.

Naturen gav ikke alene mennesket føden og livsmulighederne, men havde også sine love som det ikke gik an at se bort fra.

Tilværelsen som sådan opfattedes som en gave der medførte naturlig respekt og taknemmelighed.

De gamle samfunds opfattelse af naturen som gave fandt udtryk i deres kult.

I kulten blev følingen med den skabende virkelighed genoplevet og fornyet.

I og med den moderne naturvidenskabs opkomst blev menneskets forhold til naturen fundamentalt forskudt således at trangen til at beherske naturen efterhånden kom til at dominere over respekten for naturen.

'Syndefaldet' forstærkedes i værste fald til en principiel despekt for naturen. Videnskaben nøjedes ikke med at finde naturens lovmæssigheder, men udnyttede i vid udstrækning afdækningen af lovmæssighederne til at muliggøre stadig højere grad af beherskelse af naturen.

Naturen blev til en vis grad reduceret til middel for den menneskelige foretagsomhed.

Med hele den teknologiske udvikling blev grænserne for udnyttelsen af naturen gjort mere og mere elastiske, indtil de globale klimaproblemer i dag har meldt sig.

Men stadigt er der ingen vej tilbage til uskyldighedens tilstand af dyrisk immanens.

Derimod er der blevet rig lejlighed til at gøre status.



Det kan ikke længere regnes for sikkert, at menneskets biologisk givne trang til transcendens er forenelig med menneskets overlevelse på langt sigt.

Det er ikke længere givet at menneskets beherskelse af jorden kan bære en fortsat udnyttelse af ressourcerne i det tempo som har været gældende de sidste to hundrede år.

Det er heller ikke længere givet at mennesket på eksistentialistisk vis kan blive ved med at gøre transcendens til idealet og lade hånt om immanensen.

Det forholder sig tværtimod fortsat således at mennesket ikke blot lever i transcendensen, men også lever og må leve i immanensen.

Det er faktisk hvad flertallet af mennesker gør til daglig jorden over.

At leve i immansen er at leve på vaner og rutine. Men vaner og rutine er det sundeste i mennesket, dvs den adfærd der medfører størst mulig overensstemmelse mellem legeme og sjæl og derfor slider mindst på krop og psyke.



Livskvalitet indebærer nødvendigheden af at finde en balance mellem transcendens og immanens.

Både væren og vorden eller tilblivelse er vigtige for et menneskes og et samfunds livskvalitet. Der kan ikke vælges mellem dem.

Eksistensen har både en bevidst og en ubevidst side. Eksistensen har både en rationel og en irrationel dimension.

Ubevidst hviler mennesket trygt og sikkert i daglig rutine og funktion.

Tomhed og kedsomhed kan ende i livslede og kan kun forebygges gennem det bevidste forsøg på at være vågen og nærværende i tilværelsen.

Mennesket må til dette formål skaffe sig og bruge de ord og begreber der hjælper det til at holde sig vågen og nærværende.

Mennesket har brug for en helhedsfilosofi der kaster lys over livskvaliteten.

Livskvaliteten afhænger først og fremmest af følingen med den grundlæggende, irrationelle mening med tilværelsen.

Livskvalitet afhænger ikke primært af køn, uddannelse, stilling, job, indkomst, boligforhold - eller af om det enkelte menneske ryger, drikker, spiser og motionerer lidt mere eller mindre.

Livskvalitet afhænger først og fremmest af hvordan den enkelte har det med sig selv, med sit arbejde eller pensionisttilværelse, med sine kolleger og omgangskreds, men sin partner, sine børn og sin helbredstilstand.

Det er i almindelighed lettere for det enkelte menneske at bevare livskvaliteten, hvis det passer sit helbred, har rimelig orden i sin økonomi, bor ordentligt og plejer familie og omgangskreds.

Men mennesket bliver ikke lykkeligere, fordi det kan leve sit liv i luksus eller nå til tops i erhvervsliv eller politik.

Mennesket kan finde og bevare en mening med tilværelsen selv under hårde vilkår som fx kronisk sygdom eller tab af ægtefælle og børn.

Men også den biologisk indbyggede evne til transcendens må tilgodeses.

Det bevidste menneske kan ikke i det lange løb bare lade som om evnen til transcendens ikke findes, for det er ikke herre over om følelsen af tomhed, kedsomhed og meningsløshed dukker op.

Mennesket kan sjældent undgå at blive bevidst om sin frihed eller selve sine muligheder for blandt andet i nogen grad at erstatte sikkerheden med dynamik, rutinen med intensitet og funktionen med proces.

Tidsfordriv kan i nogen grad erstattes af engagement og forbrug af udfordring, men tipper dynamikken, intensiteten, processen, engagementet og udfordringen over kan mennesket og samfundet havne i ubalance.

Optimal livskvalitet kræver både på individuelt og kollektivt plan en afbalancering og en relativering af de mål og de projekter individet og samfundet sætter sig.

Den overordnede komplementaritet mellem det rationelle og det irrationelle kan ikke sikres medmindre individet og samfundet sørger for konsistens i tilværelsen og dermed overvægt af det gode i livet.

Livskvalitet kan aldrig testes alene på måling af materielle goder eller på måling af om man er 'lykkelig' eller tilfreds'.

Folk kan - hvis de spørges - erklære sig lykkelige eller tilfredse på et lavt nivau, hvis de kun kender dette niveau.

Nøjsomhed kan i mange henseender være en god ting, men eksistentielt set duer den ikke for mennesker der først er blevet bevidste om deres evner og muligheder eller deres indbyggede trang til transcendens.

Livskvalitet testes heller ikke på medgang og succes.

Livskvalitet testes for alvor først på evnen til at bevare håbet og meningen med livet på trods af eventuel modgang og eventuelle tab.

En alvorlig testning sker når mennesket kommer op i årene - og de uundgåelige tab indfinder sig, ensomheden må tåles og døden ses i øjnene.

Men også overgangsperioder som pubertet, skilsmisse, pensionering eller alvorlige ulykker kan kaste et menneske ud i dybe kriser, der indebærer nødvendigheden af at finde en ny identitet, nye vaner og rutiner, en ny livsrytme og en ny omgangskreds.

Et menneske kan i sådanne situationer kaste sig over forceret aktivitet af den ene eller anden art - rejser og fornøjelser, ombygning af hus, omlægning af have. Dette kan hjælpe en stakket tid, men kan også ende med en følelse af tomhed og kedsomhed der svarer til en depression, en nedtrykthed der afspejler den grundliggende tyngdelov for psyken: uden ånd og mening tynges alt ned.

Det dummeste i en sådan situation er at ty til piller, narko eller spiritus. For dette er blot flugt fra problemet og en udskydelse af dets løsning.

Det eneste fornuftige er at se kedsomheden og følelsen af tomhed i øjnene og derudfra prøve at finde ud af hvad den bedste løsning på langt sigt vil være.

Løsningen vil som hovedregel indebære at man engagerer sig på den ene eller anden måde, dvs involverer sine evner, sin opmærksomhed og sin energi på opgaver eller projekter der kan give mening og bekræfte den nye identitet.

Mennesket må aldrig ty til at undgå engagement for at undgå risikoen for tab.

Holdbare løsninger på eksistentielle kriser vil normalt indebære at den kriseramte skaffer sig ny og intens direkte føling med de irrationelle kræfter i tilværelsen.

Men det er ikke ligegyldigt om denne direkte føling er etableret gennem naturlig eller kunstig vej. Den kunstige vej via stoffer og spiritus er undergravende for den sunde fornuft og den nøgterne bedømmelse af realiteterne.

Kun den naturlige føling med de irrationelle kræfter er holdbar i længden.



Konsistens, mening og humor    
Til toppen  Næste

Både det enkelte menneske og samfundet har en indre forpligtelse til konsistens. Denne forpligtelse til konsistens skyldes ikke en ydre autoritet, men ligger i den menneskelige psyke.

Den indre forpligtelse gør såvel det enkelte menneskes som samfundets tilværelse til et spørgsmål om overvejende at bygge op i stedet for at bryde ned.

Forpligtelsen indebærer også at følingen med de skabende og meningsgivende kræfter overordnes erkendelsen og udnyttelsen af evnerne til analyse.

Eksistensen er fremadrettet og fører ind i ukendt land. Nysgerrigheden, trangen til at overskride grænser og vinde ny erkendelse og nye erfaringer er vigtig. Men kravet om sammenhæng betyder at fortiden må være hævet over fortrængning.

Fortiden eller historien er medskabende for et menneskes og et samfunds identitet og sjæleliv. Den kan i vid udstrækning bevidstgøres gennem fortælling, tradition og forskning. Men dens egentlige skabende virksomhed sker i det ubevidste.

Det ubevidste og navnlig det kollektivt ubevidste må derfor respekteres så det hverken fortrænges eller bevidst skubbes til side af ideologiske grunde.

Både det enkelte menneskes og samfundets sundhed afhænger af at sammenhængen og dermed følingen med helheden bevares ubrudt.

Forpligtelsen til konsistens indebærer ikke nogen forpligtelse til at overholde fastlagte og detaljerede moralske regler, men derimod forpligtelsen til at sørge for overvægt af det gode i livet.

Netop fordi der er tale om overvægt af det gode indebærer forpligtelsen at etikken konsekvent undgår absolutismens fare. Der forbliver en margen for fejltagelser.

I konsistensetikken havner moralen aldrig i moralismen, dvs i tendensen til at fordømme mennesker og bedømme menneskers adfærd ud fra et absolut moralsk regelsæt, en facitliste.



Meningen med tilværelsen er dobbelttydig. Dels er den udtryk for at det enkelte menneske eller den enkelte gruppe tager sin livsopgave og dens udfordringer alvorligt ved at blive vågen og nærværende i livet og have projekter for sin tilværelse.

Dels er den udtryk for en dyb eksistentiel fornemmelse af at der er en grundliggende orden, tryghed, hensigt og kærlighed i tilværelsen som allerede på barnets ubevidste plan sikrer udfoldelsesmulighederne og -viljen.

Der er derimod ingen mening med tilværelsen i betydningen en på forhånd fastsat plan der skal opfyldes for at tilfredsstille højere livgivende magter af nogen art. Det ville tværtimod gøre livet meningsløst ved at reducere det til et blot og bart 'pensum' der skulle arbejdes af.

Der er netop den mening ved at være til at det giver mulighed for udfoldelse i ordnede rammer og dermed håb for fremtiden - uden nogen indsnævring af målet.

Mening med tilværelsen kan fuldt ud findes eller erfares i det jordiske liv. Den forudsætter ikke overjordiske, overnaturlige eller metafysiske instanser.

Meningen erfares allerede af spædbarnet i vuggen eller ved moderbrystet.

Barnet ved moderbrystet er selve billedet på den dybe ubevidste erfaring af mening og helhed som er fundamentet for al menneskelig eksistens.

Fundamentet kan bevidstgøres lidt efter lidt i og med barnets brug af psykens rationelle muligheder. Og fundamentet bliver bevidstgjort gang på gang både i det daglige hverdagsliv (opdragelse, arbejde, studium og socialt liv) og i det ekstraordinære højtidsliv (kunsten, musikken, festen og kulten).

Men højtidslivet giver den dybeste gendannelse af meningen med tilværelsen i og med at dette liv sker i fællesskabet og på steder og tider der åbner for de mest intensive oplevelser og erfaringer - og derfor kaldes hellige.

Alle samfund har indre forpligtelse til at sørge for den kult der genskaber meningen med tilværelsen.



Humoren i den menneskelige tilværelse kommer af det eksistentielle sammenstød mellem de to vidt forskellige slags psykiske processer som kendetegner mennesket, nemlig de medfødte irrationelle primærprocesser og de tillærte rationelle sekundærprocesser.

Allerede småbørn kan le højt over hændelser der ikke forløber efter logikkens regler, selvom de slet ikke kender disse regler. Og sådan er det livet igennem for alle mennesker. Den tilfældige og ufrivillige komik er af stor værdi.

Simpel falden-på-halen-komik er latterudløsende i og med at der sker brud på den forventelige logiske rækkefølge.

Latteren er artskarakteristisk for mennesket derved at den er den eneste fysiologiske refleks hos noget levende væsen der udløses af en skabende aktivitet.

Latteren har en befriende mentalhygiejnisk funktion.

Humor er imidlertid mere end latter.

Den kan være et våben i form af ironi og satire.

Ironien lægger afstand til et menneske eller et fænomen og kan endda være selvironi der afslører et menneskes evne til at se sig selv på en vis afstand.

Ironien kalder på smilet, men kan være sårende.

Satiren er grovere af karakter og kalder på latteren, men har nedgørelsen af andre mennesker eller bestemte fænomener som mål.

En særlig form for satire er 'grotesken' der fremdrager det hæslige, deforme og bizarre ved mennesket og livet og dermed afslører det absurde i tilværelsen.

Netop i den snævre forbindelse med latteren må satiren og 'grotesken' ses som væsentlige i den folkelige kritik af autoriteter og magthavere.

I perioder i den europæiske historie har disse former for humor haft en så central rolle i folkets liv at man med rette har talt om en 'folkelig latterkultur' til forskel fra den alvorlige elitære finkultur som fandtes i kirken og fyrstehusene.

Humoren udfolder sig også i komedien der ved at kalde på publikums latter kan afsløre og spidde de mere latterlige og frastødende træk hos mennesker. Men komedien kan også kalde på smilet ved at afsløre de små eller store fejl mennesker har og begår, men som ligger inden for rammerne af det normale og menneskelige. Gennem denne side af komedien kan mennesket forstå og lære at bære over med skrøbelige sider af sig selv og andre.

Men humoren kan i sidste ende bringe mennesket helt ind i det Martin Buber kalder 'tragediens område', det område hvor det at have ret og få sin vilje er hørt op.

Folk der hele tiden pukker på deres ret og hele tiden vil have deres vilje kan være utålelige. Det gælder børn såvel som voksne. De kan blive kværulantiske individer eller viljessyge mennesker der aldrig helmer før de får deres vilje - eller hævn over uret. Men nederlag kan undertiden hjælpe dem ind i tragediens område og forandre dem totalt.

Alt i alt bliver humor således alternativet til den nytte- og pligtmoral, som arbejdets nødvendighed og rationalitetens ubestridelige fordelagtighed gør nærliggende.

Nytte- og pligtmoralen tenderer mod det begrænsende og hæmmende.

Bliver nytte- eller pligtmoralen dominerende i kulturen, bliver den imidlertid sundhedsskadelig.

Humoren er befriende og behøver aldrig at blive af eksklusiv karakter.

Med sin intense føling med de skabende og befriende kræfter i tilværelsen er humoren et sidestykke til den religiøse kult i dens oprindelige betydning.

Humoren er troens fosterbroder, er det blevet sagt.

Det vil sige at den giver samme dybe føling med virkeligheden som kulten.



Almengørelse af helhedssynet    
Til toppen  Næste

Vor tid er præget af manglende indsigt i forståelsen for helhedssynets afgørende betydning for den menneskelige eksistens og den kulturelle udvikling.

Den manglende forståelse er særligt påfaldende på baggrund af den positive betydning de folkelige vækkelser fik for udviklingen i Danmark i 1800-tallet og den negative betydning de ideologiske kampe og krige fik for udviklingen i hele Europa i 1900-tallet.

De gode erfaringer fra de folkelige vækkelser er gledet mere og mere i baggrunden efter 2. verdenskrig.

De dårlige erfaringer fra ideologiernes rasen i 1900-tallet er kun sjældent tilbundsgående forstået som en svigt af de folkelige bevægelser eller en fortrængning af den føling med de specifikke skabende irrationelle kræfter som de folkelige bevægelser var udtryk for og som de forstod at kanalisere ind i positive og konstruktive baner.

En af grundene kunne være at man i rædsel for de irrationelle kræfter der blev sluppet løs under ideologiernes rasen har draget den forhastede slutning at det generelt gælder om at sky det irrationelle mest muligt og i stedet dyrke rationaliteten.

Da rationaliteten er uundværlig for nøgternheden er der god mening i at opdyrke den, men da det irrationelle er uundværligt for den livsbekræftende genskabelse af følingen med den hele og fulde virkelighed, er det katastrofalt at nedprioritere denne dimension af tilværelsen.

Løsningen af dilemmaet ligger i den komplementære forståelse af både det irrationelle og det rationelles betydning og uundværlighed.

Men løsningen af den faktiske og ikke ubegrundede frygt for de irrationelle kræfter i menneskets psyke løses kun ved bedre indsigt i disse kræfters virkemåde.

Det afgørende her er forståelsen for de to slags psykiske grundprocesser, primærprocesserne og sekundærprocesserne og deres diametralt modsatte virkemåde.

Det er afgørende at forstå at kun primærprocessernes intensitet kan give den eksistentielt set afgørende erfaring af føling med de skabende og meningsgivende kræfter i tilværelsen.

Den intense erfaring af disse meningsgivende kræfter kan ikke bevare intensiteten over tid. Den er ustabil i forhold til sekundærprocessernes vagere erfaringer.

Men det er karakteristisk for de intensive erfaringer at de efterlader en stabil erfaring i psyken af den mening de gav i og med den direkte føling med skabelsens kilder.

Heraf kommer det at de mest intensive erfaringer af denne art har karakter af det vi kalder 'åbenbaring' eller 'højdepunktsoplevelse', de kan ikke rystes af, men vil på afgørende vis være bestemmende for det pågældende menneskes efterfølgende eksistens.

Specielt vil erfaringer af denne art gøre det umuligt for et menneske siden at se bort fra de irrationelle kræfters fakticitet og betydning.

De vil desuden indebære en dyb indsigt i det forhold at den enkeltes sjæleliv ikke udelukkende er bestemt af personlige forhold eller forhold der vedrører hverdagslivet og det normale sociale liv.

Indsigten vil give det enkelte menneske en klar erkendelse af at dets snævre, villende og handlende jeg der bygger på uddannelse, arbejde og karriere ikke udgør hele psyken, men at dette snævre jeg i den psyke det er en del af står over for en instans der er større end det selv. Denne instans kaldes i dybdepsykologen for helhedspsyken eller med et misforståeligt ord 'selvet'.

Der er ingen anden plausibel forklaring på eksistensen af denne helhedspsykiske instans end tesen om det kollektivt ubevidste. Denne tese er en hypotese, en begrundet, men ubevislig antagelse og vil aldrig blive andet, da der ikke kan opstilles videnskabelige metoder til tesens verificering eller falsificering.

Tesens anvendelighed ligger i de muligheder den giver for en sammenhængede og inspirerende forståelse for de uendeligt mange erfaringer af den helhedspsykiske instans som findes i de mytiske fortællinger, kunst, litteratur, musik og filosofi såvel som i mange almindelige menneskers beretninger. Fortællingerne og beretningerne er ikke altid nøgterne. Men ser man bort fra de fantasifulde, bliver solide tilfælde tilbage.

Dette vil af gode grunde ikke alle mennesker være enige om. Derfor vil der altid være et ret afgørende skel mellem mennesker der vedkender sig disse erfaringer og deres kilde og fortolkning - og mennesker der ikke gør det.

Den fulde forståelse af såvel de positive, kulturudviklende og samfundsgavnlige folkelige bevægelser som de negative, kulturnedbrydende og samfundsskadelige ideologiske bevægelser findes kun i den dybepsykologiske antagelse af det kollektivt ubevidste.

Erfaringen af en psykisk instans der er større end menneskets snævre jeg og kan komme ind under det kollektivt ubevidstes begreb er forudsætningen for en forståelse af at samfunds- og kulturudviklingen ikke bestemmes af rationaliteten alene, men også af indsigten i de irrationelle kræfter.

Samfunds- og kulturudviklingen bestemmes også af irrationelle kræfter, og indsigten i de irrationelle kræfter er betingelsen for at kanalisere energien fra disse kræfter ind i konstruktive baner.

Samfundsudviklingen har i årtusinder været bestemt af og domineret af stærke jeger, stærke personligheder der har haft højt selvværd, stærk udstråling og stærk vilje til magt. Sådanne stærke jeger har været magtfulde ledere. De har været høvdinge, klanledere, religionsstiftere, fyrster, konger, diktatorer og ofte erobrere. Nogle har været store opbyggere, andre store ødelæggere. I alle tilfælde har de forstået at føre folket ved at appellere til stærke følelser og forestillinger der har med det kollektivt ubevidste at gøre. Men generelt er samfunds- og kulturhistorien utænkelig uden disse ledere og bannerførere.

I dag er tiden inde til at komme fri af alle ledere der udnytter folks bindinger til dogmatiske eller ideologiske systemer der indebærer muligheden for at undertrykke mennesker.

Nøgternt må det konstateres, at demokrati og oplysning stadig i vid udstrækning kommer til kort over for diktatur, fanatisme, terrorisme og fundamentalisme, der spiller på kombinationen af appel til dybe lag i psyken og kynisk brug af rå magtmidler.

Hvad der savnes er en bred indsigt hos befolkningerne i hvilke konkrete muligheder der ligger i den direkte og dybt engagerende føling med en instans i tilværelsen der er i stand til at hæve mennesket over det snævre jegs magtinteresser.

Kun den almene forståelse af såvel de positive som de negative sider af følingen med det kollektivt ubevidste vil kunne forebygge misbrug af appeller til disse stærke kræfter og sikre den konstruktive brug af dem.

At få skaffet befolkningerne bred føling med denne selvets eller helhedspsykens instans er en nødvendighed for at fremskridtet i dag kan bane sig vej gennem krisen.

Og dette overordnede helhedssyn nås i dag kun gennem en tidssvarende folkelig oplysning der vel at mærke ikke standser erkendelsen ved den overfladiske intellektuelle forståelse, men fører den helt ned i de lag af psyken hvor indsigt, etisk forpligtelse og vilje til handling er et sammenhængende hele.

Hverken jødedommen, islam eller kristendommen - eller nogen anden organiseret religion af dogmatisk tilsnit - er i stand til at give den nødvendige tidssvarende oplysning.

Og ingen ideologi eller rent videnskabelig teori er i stand til at give denne oplysning.

Heller ikke ateismen eller agnosticismen giver den nødvendige indsigt. Der ligger ikke noget progressivt i selve det at polemisere mod folk der tror på Gud eller i det at forholde sig indifferent til gudsproblemet.

At gøre religion til en privatsag afslører omvendt kun manglen på forståelse for at den dybeste føling med det irrationelle ikke kan holdes ude af eksistensen, kulturlivet og samfundslivet i nogen henseende.

Det er alene den dogmatiske, mere eller mindre fundamentalistiske opfattelse af religion der forhindrer fremskridt og derfor bør holdes ude.

Vejen frem mod en kultur- og samfundsudvikling der kunne hæve mennesket over jegernes snævre magtinteresser går aldrig over en naiv abstraheren fra den naturlige interesse for magt der følger af menneskets psykiske konstitution som fortsat biologisk væsen.

Den går derimod over en almengørelse af den tidssvarende og forhåndenværende indsigt om de irrationelle kræfter i almindelighed og det overordnede helhedssyns nødvendighed i særdeleshed.

Almengørelsen betyder ikke at en intellektuel indsigt skal gøres almindelig gennem obligatorisk indoktrinering af et bestemt dogmatisk læsestof i skoler, institutioner og medier, men i at gøre den dybe subjektive erfaring af føling med det kollektivt ubevidste til et alment fænomen i det brede, rummelige og skabende fællesskab.



Henvisninger    
Til toppen

Link til Indholdsfortegnelsen
Link til Forord
Link til Begreber og aksiomer
Link til Krisen ved årsskiftet 2008/09
Link til Verdensbilledet
Link til Livet
Link til Mennesket
Link til Sproget
Link til Samfundet
Link til Overordnede politiske parametre
Link til Udfordringen
Link til Helhedsrealismens advarsler
Link til Helhedsrealismens anbefalinger
Link til Efterskrift



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 17.3.2009