|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.4.06.Grundtvig som mytisk kristen og profet- Gennemgang og kritik af Sune Aukens disputats 'Sagas Spejl'Indledning Grundtvigs liv og værk Mytologien, historien og kristendommen Aukens konklusion og problemer Grønbechs syn på Grundtvig Helhedsrealistisk konklusion Henvisninger Indledning Til toppen Næste Endelig foreligger nu et særdeles grundigt og kompetent videnskabeligt værk om digteren, præsten og historikeren N.F.S. Grundtvig (1783-1872). Det fører os ikke alene igennem centrale værker i forfatterskabet, men påviser og beskriver nøje det samspil og den sammenhæng mellem mytologi, historie og kristendom som prægede hele forfatterskabet og som var helt speciel for ophavsmanden. Sune Auken er mesteren bag disputatsen "Sagas spejl - Mytologi, historie og kristendom hos N.F.S. Grundtvig" som han forsvarede for den filosofiske doktorgrad i juni sidste år. Auken er cand. mag. i litteratur og betegner udtrykkeligt sin bog som et bidrag til den litterære Grundtvig-forskning. Han konfronteres derfor fra starten med den kendsgerning at den væsentligste del af den hidtidige Grundtvig-forskning og -debat er teologisk. Og vel at mærke taler vi ikke om almen teologi som alle og enhver kan skaffe sig viden om i et leksikon, men om uhyre komplekse fortolkningsmæssige problemstillinger som har ført til endeløse subtiliteter og spidsfindigheder for de indviede. Ja, hos Grundtvig selv førte de endnu længere ud i mærkværdigheder og dunkelheder, fordi denne mand var produktiv, kreativ og associationsrig som bare fanden i teologi, historie og digtning. Han var en slags dansk William Blake, men var altså oven i købet teolog på højt plan. Selv dygtige teologer kan frustreres over dunkelhederne. Hvad så ikke med en litterat der kommer udefra? Jo, han må selvfølgelig pløje sig gennem de vigtigste teologiske afhandlinger og lære sig den fornødne teologiske terminologi, men han har også måttet konstatere at teologerne læser Grundtvigs litterære tekster forbløffende dårligt. De vil helst se alt gennem teologiens, dvs dogmatikkens briller, og opdager ikke at teksterne også er yderst litterært komplicerede - netop fordi samspillet mellem mytologien, historien og kristendommen hos Grundtvig aldrig er overflade, men dybde. Auken kunne altså se en mission i sit litterære projekt og lod sig ikke gå på af vanskelighederne. Resultatet er simpelthen imponerende, fordi Auken formår at holde tungen lige i munden gennem alle bogens analyser og 630 sider. Og han får bekræftet, at den litterære analyse kan afdække noget den teologiske analyse ikke har kunnet. Praktisk griber Auken opgaven an på den måde at værkanalysen bliver den centrale indfaldsvinkel der også konstituerer selve afhandlingens hovedstruktur. Efter en indledning med præsentation af myteopfattelsen i Tyskland og Danmark og af relevante sider af Grundtvig-forskningen samt metodiske overvejelser følger de fire hovedafsnit der beskriver udviklingen i Grundtvigs forståelse og brug af den nordiske mytologi, heraf disputatsens titel. Alt hos Grundtvig er så at sige spejlet i sagaernes spejl. Vægten hos Auken er lagt på analysen af fem hovedværker: Nordens Mytologi 1808, Et Blad af Jyllands Rimkrønike 1815, Nyaars-Morgen 1825, Nordens Mythologi eller Sindbilled-Sprog 1832 og Christenhedens Syvstjerne 1854-55. Den følgende gennemgang - der som sædvanligt for Jernesalts artikler ikke skrives af akademisk, men af eksistentiel interesse - vil koncentrere sig om de vigtigste eksistentielle temaer, og den slutter med en vurdering af Aukens præstation og en repetition af Vilh. Grønbechs ganske rammende karakteristik af Grundtvig som han fremlagde i 1930 i en jævnføring mellem Kierkegaard og Grundtvig, men som Auken ikke finder værd at nævne (og højst sandsynligt slet ikke kender) - og endelig en helhedsrealistisk vurdering af selve problematikken i Grundtvigs tro, eksistens og værk. Grundtvigs liv og værk Til toppen Næste Lidt uden for Aukens behandling må lige ofres nogle ord på Grundtvigs liv og kriser, for de var ikke helt almindelige. Visse hændelser kan det være en fordel at have in mente. Grundtvigs værk er som helhed svært at skille fra hans uddannelse og virksomhed som præst, selvom der gik nogle ungdomsår inden han blev kapellan. For ganske vist brød han med sin faders konservative lutherske pietisme allerede i årene mellem studentereksamen i Århus som 17-årig og den teologiske kandidateksamen han fik i København som 20-årig (1803) for at blive renlivet rationalist som moden var blevet. Han blev dybt påvirket af den ti år ældre fætter Henrik Steffens romantisk-filosofiske forelæsninger 1802-03 (dem der også inspirerede Oehlenschlæger), og han forsøgte sig også med litterær udfoldelse. Interessen for romantikken voksede i årene 1805-08 hvor han var huslærer på herregården Egeløkke på Langeland. Her forelskede han sig tilmed i husets frue (han var altid glad for damer). 1808 formulerede han hele sin livs- og historieforståelse på vers i 'Nordens Mytologi', der gennemgik alle de nordiske myter som han forlængst var blevet dybt fortrolig med, og hvis billedverden aldrig slap taget i ham. Men den litterære karriere blev afbrudt da han i 1810 af faderen blev bedt om at vende hjem til Udby nord for Vordingborg for at blive kapellan. Grundtvig blev grebet af tanken om at være kaldet til intet mindre end at reformere den danske kirke, men han havnede på vejen til Udby i en decideret sjælelig og religiøs krise der kulminerede på Vindbyholt kro, hvor han overnattede sammen med vennen og filosoffen F.C. Sibbern. Denne blev midt om natten vækket af Grundtvigs højrøstede råb til Gud om ikke at blive opslugt af Satan. - Dagen efter, på den videre færd mod Udby, blev Grundtvig stærkt oplivet af det skønne udsyn af solen der steg op over 'Fedet' ved Præstø. Og endnu et års tid senere fik Grundtvig, igen på vej hjem til Udby, en ekstatisk oplevelse af "Herren der talte til ham i skoven". - Det fremgår allerede af disse få ting at Grundtvig kendte til både den allerdybeste sjælenød og den allerstørste religiøse ekstase. Psykologisk peger det klart mod et manio-depressivt anlæg. Og en psykiater som Hjalmar Helweg skrev da også i 1918 en bog om Grundtvigs sindssygdom. Men den slags må man som bekendt ikke. Det er lige så stor helligbrøde som at lave tegninger af profeten Muhammed! Præst blev Grundtvig altså fra 1811, og det vel at mærke som stærkt pietistisk-moraliserende prædikant. Han blev som Auken skriver en 'ægte konvertit', hvad der populært sagt betyder 'mere katolsk end paven selv', men det han konverterede til var altså faderens pietisme, som han ellers tidligere havde gjort oprør imod. Faderen døde 1813 og Grundtvig vendte tilbage til København, hvor han kastede sig over historiske krønike-skriverier, der dog ved polemiske udfald mod store personligheder bragte ham i konflikt med hele den københavnske kulturelite. I 1813 sammenlignede han sig selv med en gammeltestamentlig profet der skulle genrejse kristendommen i København. Men medgang fik han ikke. Han følte sig faktisk som Danmarks eneste virkelige kristne forkynder, som den foragtede bondeblomst påskeliljen, der dog til sidst skulle folde sig ud og blive anerkendt. Jf. det smukke digt 'Påske-liljen' med bl.a. strofen:
Sig mig, Blomst! hvad vilst du her?
Bondeblomst fra Landbyhave, Uden duft og Pragt og Skjær! Hvem est du velkommnen Gave? Hvem mon, tænker du, har Lyst, Dig at trykke ømt til Bryst? Mener du, en Fugl tør vove Sang om dig i Danmarks Skove? I 1822 fik han embede ved Vor Frelsers Kirke og skrev i denne tid bl.a. de store digte 'De Levendes Land' og 'Nyaars-Morgen'. Og i 1825 gjorde han sin 'mageløse opdagelse', at ordene der bruges i de kirkelige ritualer for dåb og nadver var indstiftet af Jesus selv og derfor var 'de levende ord'. Opdagelsen har ikke hold i virkelighedens historie, men Grundtvig havde forkastet den stærke lutherske binding til den bibelske skrift og måtte simpelthen have en definitiv autoritet at holde sig til. Og den skulle vel at mærke være mundtlig, fordi det mundtlige sprog, modersmålet, for ham var altafgørende. Året 1825 blev katastrofalt for ham, for han reagerede på et skrift af den teologiske professor H.N. Clausen med en voldsom kritik. Clausen havde defineret kirken som 'et samfund til fremme af almindelig religiøsitet' og Grundtvigs modskrift 'Kirkens Gienmæle' blev en total tilbagevisning af Clausens synspunkter, endda udtrykkeligt på hele kirkens vegne. Kristendommen var aldeles ikke almindelig religiøsitet. Angrebet var så stærkt at det førte til injurieanlæg fra Clausens side - og Grundtvig blev idømt livsvarig censur, så han intet kunne udgive der ikke først var godkendt af myndighederne. Censuren blev dog ophævet i 1837. Grundtvig nedlagde sit embede i 1826 og genoptog sine mytologiske studier - bl.a. ved studieophold i England. Og studierne førte til udgivelsen 1832 af det store værk 'Nordens Mythologi eller Sindbilledsprog'. 1832 fungerede Grundtvig som ulønnet aftensangsprædikant ved Christians Kirken, og i 1839 blev han ansat som præst ved Vartov Hospitalskirke. En ny religiøs krise indtraf i 1844, og den førte ham til stærk betoning af barnetroen - jf salmen 'Sov sødt, Barnlille'. Samme år talte han for ti tusinde tilhørere på Skamlingsbanken om folkeånden og modermålets genoplivelse. Og fra da af var han landskendt også som politisk skikkelse. I 1848 blev han valgt ind i Rigsdagen og var med i den grundlovgivende forsamling 1849. Sit syn på folkeånden fremsatte han bl.a. i 'Nordens Ånd' og sit kristeligt-historiske syn fremlagde han i det store digt 'Christenhedens Syvstjerne' 1854-55. Kriser og nederlag undervejs i forløbet var markante og gik aldrig sporløst hen over manden. Navnlig to ting bør nævnes. Han blev en inkarneret modstander af al åndelig tvang - og han udviklede en sjældent rig og stærk humor, ja man kan roligt om den sidste sige, at Grundtvig er et lysende eksempel på, at humor kan betragtes som troens fosterbroder, og at visdom til syvende og sidst kun vindes gennem modgang. Mytologien, historien og kristendommen Til toppen Næste Mytologien forblev både Grundtvigs lidenskab og hans kristelige akilleshæl. 1807 udgiver han 'Om Asalæren', og denne tekst afslører en sand 'asarus', også efter hans egen senere, mere nøgterne bedømmelse. Den versificerede 'Nordens Mythologie' 1808 kalder Auken "en vild bog der stritter i alle retninger", men samtidigt også "en bog der med strenghed og konsekvens ordner og sorterer i et uoverskueligt materiale". Rusen er evident og betyder at Grundtvigs associationsrigdom ingen grænser har, men omvendt kan man heller ikke komme uden om mandens eminente evner til at skaffe sig overblik over et uoverskueligt stof. Med andre ord: de ordnende sekundære psykiske grundprocesser fungerer på højt plan ved siden af de primære processer med alle deres frie eller kreative og intense associationer. Grundtvig præsterer en helhedsfortolkning, en samlet tilværelsesfortolkning, ja den bliver ifølge Auken også dermed en kærlighedshandling, en opfyldelse af hans erkendelseslængsel. Han føler sig "nedsunken i hellig beundring". Asadramaet er for ham asernes syndefald. Deres undergang bliver dem spået som straf - og dermed begynder historien. Aserne er de besmittede guder. De er selv skyld i deres undergang. Asalæren er for Grundtvig et sejrsdrama, der bekræfter hans opfattelse af historien som et drama der har en retning eller en mening. Han fortolker Alfader som en gud over aserne, og denne forestilling om en højere gud over aserne er ifølge Auken essentiel i Grundtvigs fortolkning af de nordiske myter, for det giver ham muligheden for at koble kristendommen på. Men efterfølgende skriver Grundtvig et skrift der hedder 'Mytologi og kristendom' for at komme til rette med det generende spørgsmål hvordan sammenhængen er mellem de to størrelse, eller rettere hvordan man som kristen kan forsvare at lade sig begejstre af den nordiske mytologi. Men som Auken skriver, så er det nye skrift et værk i splid med sig selv. Han gør på den ene side Kristus til en søn af Alfader og dermed bedre end Odin. Men ikke desto mindre ser han Odin og Kristus som brødre, blot er kristendommen en renere religion end hedenskabet. Auken betegner det som fuldstændigt kaos for Grundtvig da Kristus dukker op i Nordens Mythologi. Værkets bevidsthed bryder sammen. Nordisk Mytologi er en hedensk teodicé (gudsforsvar), men rummer dog en eskatologisk bevidsthed, en bevidsthed om tidernes ende, hvor de gamle guder bukker under og Kristus sejrer. Kristus er og bliver for Grundtvig den dybeste hemmelighed i historien, men i asadramaet bliver han af gode grunde en biperson. Dermed bliver Grundtvigs asalære en form for mytologi i den tyske romantiker Schlegels forstand, dvs en mytologi hvor det afgørende er at mennesket er i kontakt med det hellige. Grundtvig vil gerne se de kristne som de åndeligt overlegne, men nedbryder med Aukens ord sin egen tænkning i fortolkningen af en diskussion mellem hedningen Palnatoke og missionsbiskoppen Odinkar i 'Mytologi og kristendom'. Intellektuelt set er det hedningen der går af med sejren, skønt det burde være biskoppen. I Grundtvigs teologiske periode 1811-15 bliver han en 'imposant Herrens stridsmand', og mytologien bliver væk. Han tager i et skrift om norners og asers kamp afstand fra asalæren med den begrundelse at han "ikke kan udholde noget arbejde hvor jeg skulle glemme min frelser". Han koncentrerer sig om den konkrete, ikke-mytologiske menneskelige historie og erkender at han ikke har adgang til tilværelsens dybeste hemmeligheder, det har kun Gud. Men Grundtvig genoptager interessen for mytologien i 1815, da han går i gang med en oversættelse af Saxo fra latin til dansk. Hans forkyndelse som præst har ingen virkning, så han kan nu i fred og ro gøre op med selve asarusen og nå frem til en ny erkendelsesteori og inspirationsæstetik. Han opdager selve det mytologiske billedsprogs særlige karakter og værdi. Og han skifter samtidigt stil. Tonen bliver mildere, og humor og selvironi kommer til. Ja, i afhandlingen 'Thryms-Kvide' folder han hele sin humor ud med både ironi og spot. Ironien ikke mindst i noteapparatet, hvor han tolker sin egen profetiske myteforståelse som overtro - og får sine politiske synspunkter ud gennem sidebenene, uden om censuren. Men stadig ses i skrifterne hans forhåbninger om en opvækkelse af kristendom og folk i Danmark. I 'Et blad af Jyllands Rimkrønike' mødes ifølge Auken mytologi, historie og kristendom for første gang i større helhedsfortolkning. En anden forsker har ligefrem kaldt værket Danmarks eksistentialmyte. Grundtvig er i hopla, han blander spøg og alvor, så resultatet bliver 'et vildnis af associationer'. Der er tale om en kompleks symbolik, men også om et klart eskatologisk perspektiv. Grundtvig opererer med tre tidsplaner: den episke genfortælling af selve hedenskabets Danmark, den nutidige hvor Grundtvigs jeg taler - og de profetiske ytringer om fremtiden. Han tillægger Jylland åndelige egenskaber med en beskrivelse af den jyske natur som ydmyg, stilfærdig og gavnlig, men gennemlyst fra oven. 'Besjæling' kan man kalde det, men man må for Grundtvigs vedkommende altid huske på, at han ikke konstruerer den slags med sin forstand, men spontant oplever naturen og landskabet med sjæl. Men det afgørende er at hedenskabet er dømt til undergang, fordi landet er degeneret i dyrkelse af fysisk styrke. Derfor må Danmark nødvendigvis kristnes - og det sker med Ansgar. Det profetiske perspektiv gælder Danmark generelt, men Jylland specifikt. 'Et Blad af Jyllands Rimkrønike' bliver med Aukens ord 'et moderniseret helligskrift', et udsagn om en dybtliggende sandhed om den menneskelige eksistens med forbindelse til kristendommen. I 'Danasaga' beskriver Grundtvig Danmarkshistorien som en kvinde med snild tale. Han bruger en bevidst blandingsstil, hvor alvor veksler med grovkornethed og brandere. Men han indfletter en profeti om kristendommens komme. Frejas ægtemand er Hvide Christ. Holger Danske er prototypen på den danske kriger som bliver kristnet og får en verdenshistorisk mission. Grundtvig gør så at sige den nordiske mytologi til eksistensspørgsmålet, og kristendommen til eksistenssvaret, og afslører dermed sin grundlæggende historiefilosofi. Hedenskabet er ikke selvforløsende, men kræver kristendom. I forskellige skrifter op til det store Nyaars-Morgen 1825 genoptager Grundtvig sit forsvar for beskæftigelsen med mytologien som eksistensforståelse. Han kan se med overbærenhed på sin egen ungdommelige asarus, men forsvarer barndommens fascination af fortællingerne. Han tillægger fortsat Norden en særlig rolle i verdenshistorien, men betragter mytologien som ultimativ selvforgudelse. Den indeholder 'en naturlig åbenbaring' i kraft af det man på hans tid kaldte indbildningskraften (fantasien eller forestillingen), men den fulde eksistentielle sandhed kommer kun frem ved en 'overnaturlig åbenbaring' dvs ved indgriben fra Gud, betragtet som overnaturlig instans. Omvendelse og frelse kommer udefra. I 'Ragna-Rok' fortolker Grundtvig den gamle gudeverdens undergang som en nordisk transfiguration af dommedag. En forsker har hævdet at det historisk overleverede og det aktuelle i dette værk mødes i en eskatologisk syntese, så man ligefrem kan tale om ophævelse af det normale skel mellem fortid, nutid og fremtid. Set ud fra lovene for de psykiske grundprocesser betyder dette, at Grundtvig i realiteten suspenderer nøgternheden der beror på de psykiske sekundærprocesser for at kunne digte frit på primærprocesserne. Og det samme sker, når han lader den opstandne frelser give kraft til mennesket på trods af den gode ase Balders død. Herved redder Grundtvig sin forestilling om frelsen udefra såvel som historiens eskatologiske sigte. Men grundlagskrisen forsvinder ikke ud af forfatterskabet, som Auken skriver. Hedenskabet er den menneskelige forudsætning for kristendommen, men forløsningen kræver overnaturlig indgriben. Nyaars-Morgen 1825 betegner Sune Auken som Grundtvigs største enkeltstående værk og samtidigt som et højdepunkt i Grundtvigs selvsymbolik. Hans billedverden er fuldstændigt integreret. Forskningsmæssigt stiller det så store krav, at professor Aage Henriksen betegnede det som 'en dødsfælde'. "Der er fundet forskere derinde". Bevæger man sig for dybt ind i det, risikerer man aldrig at slippe derfra. Strofeformen er kompleks og bevægelig. Grundtvig udvikler sin højstil der går fra polemik til lovsang, fra intim hvisken til vrængende vittighedsmageri. Naturen er 'symbolsk', dvs gennemtrukket af betydning. Specielt døgnmetaforikken konstituerer digtet. Den ses bl.a. af følgende strofe: Guds Fred og god Morgen,
Strofen viser i en nøddeskal hvordan Grundtvig grundliggende ser eksistensen som en apokalyptisk kamp mellem det gode og det onde. Modsætningen Mikael/Dragen danner hovedstrukturen. Mikael er på samme side som livet, lyset, dagen, varmen, sommeren, styrken, sejren, sjæleroen, fællesskabet, foreningen, mens dragen modsat dækker døden, mørket, natten, kulden, vinteren, svagheden, nederlaget, frygten, ensomheden og isolationen.
Grundtvig skildrer sin omvendelseshistorie (den mageløse opdagelse), ser syner som er foregribelse af sandheden, ja han optræder nu med Helligåndens autoritet. Han har virkeligt fået fat i den allerdybeste inspirationskraft.
Paa Mark og paa Fjæld! Forvunden er Sorgen Mig pinte i Kvæld, I midnattens Mørke, Da Helhanen gol, Da Mulmet i Styrke, sig værged mod Sol, Da natten med Dagen, Mikael med Dragen, Mig tyktes at kæmpe om Nord. Digtet 'De levendes land' er Grundtvigs forestilling om paradiset. Men problemet er at forbindelsen mellem den nordiske verden og dette paradis mangler. Der er en ismur mellem de to som må overvindes - og Grundtvig profeterer dens overvindelse, ja, han indskriver sig selv som virkende kraft i den nordiske historie netop ved at pege på den åndelige fornyelses mulighed og nødvendighed. Han finder i Snorres fortælling om Balders død ligefrem en opstandelseslængsel hos nordboerne. Men navnlig peger han på nødvendigheden af et sprog der muliggør hans møde med folket. Dette sprog skal være levende og folkeligt, gennemtrængt af ånd. Man skal kunne ånde på det. Spydigheder og vid og selvironi er næsten en selvfølge, men den høje stil er afløst af en lav stil. Grundtvig ønsker isolationen fra omverdenen brudt. Og han længes efter foreningen af himlen og havet, af det guddommelige og det kristne opstandelseshåb på den ene side og det mytologiske, historiske og jordiske på den anden side. Pilgrimstanken, forestillingen om jordelivet som en vandring mod det hinsidige, fornægter sig ikke, men modsvares af den hjemlængsel der er længsel efter det jordiske digteren kendte så godt. Auken påpeger at næstsidste del af det lange digt svinger voldsomt fra sorte syner til sejrsproklamationer og fra store eskatologiske visioner ned til konkrete barndomserindringer. Auken citerer grundtvigforskeren Toldberg for udsagnet at kernen i Nyaars-Morgen er Grundtvigs ønske om at vinde sine landsmænds forståelse for himmelspejlingen og den mytologiske spejling som stadig nærværende realitet. Tiende og sidste sang i værket forkynder igen fredlysningen fra indledningen. Ånden taler her med guddommelig myndighed. og den taler om fremtiden. Digtet proklamerer hvad der skal ske folkeligt, kirkeligt og oplysningsmæssigt i vort land. 'Nordens Mythologie eller Sindbilledsprog' fra 1832 er ifølge Auken en af de bøger i dansk litteratur der har haft den største virkning, bl.a. fordi den på godt og ondt blev højskolebevægelsens kanoniske skrift. Auken lægger ikke skjul på at Grundtvig er blevet for snakkesalig, men peger også på at han nu kan tage myterne mere afslappet end tidligere. Kendskabet til mytologien er ikke længere en 'salighedssag', for nu at bibeholde de indforståedes sprog. Grundtvig lader mytologien være et folks guddommeliggørelse af sine højeste åndelige forestillinger, men det skal forstås på antropologisk plan og ikke på teologisk. Kristendommen mangler nemlig - og den er til syvende og sidst den afgørende målestok. Men det fornøjer Grundtvig af efterspore hovedfolkenes anskuelse af menneskelivet - og navnlig få udbytte af myternes 'åndfulde sind-billeder'. Det er ikke filosofisk lærdom der skal uddrages, men poesien. Mytologien er for Grundtvig ikke nogen religiøs lære, men derfor fordømmer han den ikke, for han kan bruge den til noget, nemlig til at påpege den historiske proces og dennes kristologiske sigte. En central forestilling er 'Nordens Ånd', Folkeånden, som Grundtvig bestemmer som en kæmpeånd eller helteånd. Kampen var en nødvendighed for nordboerne - selvom målet var freden. Kampen gjaldt liv eller død. Thor er ikke en sværmerisk idealist, men en handlingens mand. Han er Asgårds og Midgårds beskytter - og sætter livet til for at sejre over Midgårdsormen. Men myten har relevans for nutiden, fordi mennesket altid lever i denne eksistentielle kamp. Døden kan være manglen på kærlighed og fællesskab, men den kan også være selve åndløsheden - og den fandt digteren meget af i sin tid. Grundtvig vil have læserne inddraget i kampen og have dem til at stille sig på asernes og dermed livets side mod jætterne og døden. Forestillinger af denne art udgør sindbilled-sproget som Grundtvig for den nordiske mytologis vedkommende betragtede som det naturlige billedsprog. Det giver os mulighed for at bruge fortidige begivenheder som spejl for en nutidig eller fremtidig begivenhed. Men det er for myternes vedkommende rettet mod det timelige. Først med kristendommen rettes billedsproget mod det evige. Forestillingen om 'Nordens Ånd' går igen i at stort digt af dette navn. Her hævder Grundtvig at Nordens ånd må forstås i relation til kristendommen. Det særlige var at Nordens ånd modtog kristendommen og gjorde det med glæde. Det store digt 'Christenhedens Syvstjerne' fra 1854-55 er Grundtvigs storstilede forsøg på at skabe en poetisk kirkehistorie, idet han forestiller sig at et folks centrale placering i historien gives videre som en stafet fra folk til folk. Men bundet som han er af kristne forestillinger bliver kristendommen stafetten, og forudsigelserne i Johannes Åbenbaringens kapitel 2 og 3 bliver fortolkningsgrundlaget, og altså ikke historiske kilder og kendsgerninger. Grundtvig sammenkæder Åbenbaringen med brevene fra apostlene, og får på den måde skabt en sammenhæng mellem den oprindelige hebræermenighed ud fra efeserbrevet, grækermenigheden ud fra korinterbrevet, latinermenigheden ud fra romerbrevet, anglermenigheden ud fra filipperbrevet, tyskermenigheden ud fra galaterbrevet, den nordiske menighed ud fra kolossenserbrevet og endelige den syvende og utopiske menighed ud fra tessalonikerbrevet. Men selvfølgelig kobler han derefter den senere kirkehistorie på folkene. Men upartisk er han ikke, for han har en plan. Resultatet er blevet et højst mærkværdigt digt, hvor Grundtvig anklager grækermenigheden for bl.a. at gøre troen større end barnetroen, fordi den opgiver den ældste apostolske bekendelse til fordel for den mere dogmatiske og i hans øjne intellektualiserede nicæanske. Latinermenigheden får læst og påskrevet, fordi Grundtvig hader Rom, latinen og pavedømmet. Anglermenigheden, den anglikanske kirke, kritiseres især fordi den gendøber konvertitter, som om en dåb ikke en gang for alle var en dåb. Tyskermenigheden kritiseres først og fremmest for sin lutherske bundethed til skriften. De skriftkloge forsøger at erobre magten over troen, men ånden alene bør være de kristnes herre. Om det så er Luther selv går han ikke fri. Han sammenlignes med Moses der slår vand af stenen, men 'han holder sig for munden'!, d.e. han undsiger mundtligheden. Først den nordiske menighed finder nåde, og det gør den fordi den har en ikke-eksklusiv kristendomsforestilling: alle kristne opfattes som et fællesskab på tværs af læremæssige uoverensstemmelser. Og det den store alfaderlige gud har givet den nordiske menighed er selve modersmålet. Kun dér 'bliver ordet kød' for mennesket, så det kan forstås. Men den nordiske menighed ytrer sig dog også gennem den nordiske mytologis billedsprog. Kristendommen kommer som svar på en længsel der i forvejen er i mennesket. "Nu skal de nordiske folk træde i karakter som verdenshistoriens nye hovedfolk", proklamerer Grundtvig, der også spår 'en høst med frydesang'. Hans egen rolle er ikke til at tage fejl af. Grundtvig er den første der ser muligheden for kristendommens fornyelse i Norden - og han sår sæden til den ud. 'Den syvende menighed' kan betegnes som Grundtvigs utopiske forestilling om den menighed der måtte følge efter den nordiske. Men den er lige så meget en domsprædiken i eskatologisk forstand. For menigheden risikerer at blive ramt af hovmod, fordi den er bevidst om sin fornemme historiske placering lige før dommedag. Den kan med rette vurdere sin egen visdom højt, men den kommer derfor nemt til at tro at den er uafhængig af den guddommelige kærlighed, den kærlighed og frelse der kommer fra den overnaturlige instans. Kun Kristus er frelser. Han er al menneskelig visdoms overmand. Sune Auken kan sang for sang og strofe for strofe påpege, hvordan Grundtvig i 'Christenhedens Syvstjerne' lader spillet mellem mytologi, historie og kristendommen folde sig ud i digterisk prædiken, men undertegnede må blankt indrømme, at jeg har svært ved at tage digtet alvorligt. Det ligner Grundtvig godt nok. Det er fuldt af både lærdom og overraskende associationer, og Grundtvigs glæde ved ordspil og vittigheder er ikke til at overse, men alt bliver vredet skævt på grund af de urokkelige fordomme og idiosynkrasier og den urokkelige eskatologi Grundtvig nærer. Profeten Grundtvig afslører bogstaveligt talt manglende realitetssans og sund fornuft. I dette digt fanges han mere end i noget andet af sine egne ord. 'Det levende ord' viser sin begrænsning og store fare. Det kan blive for ukritisk og kreativt, så det - reverenter talt - løber som skidt fra en spædekalv! Aukens konklusion og problemer Til toppen Næste Men den slags tager Sune Auken ikke stilling til, for vi har at gøre med en doktorafhandling der skal være så redelig og objektiv som muligt. Det påpeges naturligvis, at Grundtvig kan have og har haft eksistentiel betydning for mange mennesker netop i kraft af sin egen klart eksistentielle tilgang til såvel forskning som digtning og forkyndelse. Men den moderne forsker skal holde sig til de akademiske øvelser. Og det gør Auken på en måde der ikke kan anfægtes. Auken får demonstreret samspillet mellem mytologi, historie og kristendom så tydeligt som det kan gøres. Han får tilmed understreget Grundtvigs store humor, der kan slå ud i ekstrem pjattethed eller - som i Brage-Snak - i hæmningsløst flirteri med de damer der var tilhørere til foredragene. Men det grundlæggende er selve munterheden - og bestræbelsen på at forene det høje og det lave. Auken fremhæver den profetiske intention, nærmere betegnet 'viljen til at udkaste syner der skal forklare tilværelsens dybeste sammenhæng og dermed også oplyse mennesketlivet som det leves i nutiden'. Ordet 'vilje' i denne sammenhæng er nok ikke det heldigste, for Grundtvigs syner var alt andet end villede, de var spontane. Men det er rigtigt at han med vilje lod dem få plads. Det er blot noget andet. Auken påviser også at mytologien indtager den helt centrale billed- og mønsterdannende plads i Grundtvigs poesi. Og at den mest levende og vidtrækkende af Grundtvigs billedverdener var den nordiske mytologi. Videre er det Aukens fortjeneste overbevisende at have påvist et manglende ligeløb mellem Grundtvigs poetiske og prosaiske forfatterskab og dermed fået understreget behovet for omhyggeligere kortlægning af det præcise forhold mellem poesiens og prosaens rolle hos Grundtvig. Det tangerer modsætningsforholdet mellem litteraturforskningen og teologien. Men efter min mening afslører det navnlig at parterne er for fastlåste i deres synspunkter, fordi de næsten principielt er uvillige til at inddrage psykologien - og navnlig dybdepsykologien - i analyserne. Auken bruger flere steder ordet arketype, men nærmest som synonymt med prototype. Og allerede dette turde vise at Aukens forestillinger om symboler og symbolers funktion i psyken er mangelfulde. Han forstår åbenbart ikke, at symboler godt nok kan bruges som allegoriske elementer, og han registrerer selvfølgeligt, at Grundtvig ikke kunne fordrage allegorier, men han er ikke klar over grunden: De overførte betydninger man bruger i allegorier er af intellektuel art og derfor uden nævneværdig psykisk energi. Men de symboler Grundtvig brugte er som hovedregel arketypiske forestillinger og derfor umådeligt energiladede og associationsfremkaldende. Det er grunden til at det aldrig går an i Grundtvigs tilfælde at tale om konstruktion af begreber eller associationer. Endelig advarer Auken mod ethvert forsøg på at begrebsliggøre Grundtvigs forfatterskab eller lægge en grundtvigsk teologi ind i faste rammer. For det er mangfoldigheden og bevægeligheden i billederne og fortolkningerne i værket simpelthen alt for stor til. "Værkerne rummer altid et overskud af billeddannelser og betydninger der rækker ud over den begrebsliggørende generalisering og sætter spørgsmålstegn ved den", skriver han. Og det er både rammende og essentielt for forståelsen. Men Auken er åbenbart heller ikke her klar over, at forholdet skyldes at Grundtvigs symboler alt overvejende er arketypiske forestillinger og som sådanne aldrig kan defineres eller holdes fast. De kan derimod fortolkes på uendeligt mange måder, så man aldrig kan komme til bunds i den kilde de udspringer fra. Her ligner Grundtvig som tidligere nævnt William Blake. Begge var kreative sjæle med ubegrænset tilgang til de skabende kilder, og de benyttede sig af det, på en sådan måde at de kunne skabe ordene og billederne frit. Om Blake ved man at han ofte som et barn brød ud i spontansang - og at det også ofte var komplet uforståeligt hvad han sang. Han sang sort! Det må her huskes, at tilgangen til de nævnte skabende kilder er det samme som tilgangen til det kollektivt ubevidste - og heraf kommer det at Grundtvig såvel som Blake var både digtere og profeter i ét. Deres digtning fik uvægerligt og måtte uvægerligt få en stærk profetisk intention. For det kollektivt ubevidste er i modsætning til det personligt ubevidste ikke blot en uudtømmelig kilde til frie associationer, men også en direkte føling med det historiske ubevidste. Det er der i grunden intet mystisk ved for den der af egen erfaring og bevidsthed kender noget til det kollektivt ubevidste, men det er en gåde for andre. Det var af gode grunde en gåde for Grundtvig selv, for psykologien var ikke kommet langt nok i beskrivelsen af fænomenet på hans tid. Romantikere som Herder og Schlegel forstod det heller ikke og kunne ikke beskrive det adækvat. Men det er desværre også en gåde for Sune Auken og de mange andre Grundtvig-forskere i vore dage - og det er synd. Grønbechs syn på Grundtvig Til toppen Næste Netop af denne grund er det på sin plads at fremdrage religionshistorikeren Vilh. Grønbechs karakteristik af Grundtvig fra 1930, for Grønbechs grundliggende psykologi var en eminent selverfaret dybdepsykologi. Han bruger ikke samme terminologi som C.G. Jung, for han kendte ikke Jung, og han lavede iøvrigt heller aldrig selv en systematisk dybdepsykologi. Men han mestrede den i praksis - og det er grunden til at han kunne leve sig ind i mystikerne, de primitive folk og kunstnere som Blake - samt beskrive dem uhyre detaljeret. Om Grundtvig skriver Grønbech, at "denne dybe sjæl har en umættelig tørst efter oplevelser; han er modtagelige for alle impulser, han suger til sig fra nord og syd og vest, fra fortid og samtid, fra rationalisme og kirkefædre, fra Edda som fra bibelen. Og de frugter som hans åndsliv sætter i digtning, vidner tydeligt nok om, hvor dybt han tilegner sig det han kommer i berøring med." Om Grundtvigs forhold til dogmatikken hedder det, at Grundtvig i dogmet fandt kraft til at forlange en kirke af levende mennesker. "Han grundlagde en kirke på den enkeltes oplevelse af samfundet, han sang og prædikede det ind i dem, så at alle bar kirken i sig og blev til en kirke, når de samledes". - "Med sin allerdybeste humor spiller livet i opgøret mellem Grundtvig og bibelordet". "Han afsatte ganske simpelt skriftens autoritet og erstattede den med traditionen. Af lutter rettroenhed huggede han rettroenhedens støtter om". Og resultatet blev, at bibelordet virkelig fik liv. Med andre ord: Grundtvig tog et dogme, og det blev til en myte, dvs et levende ord som kan gro. Og det blev dette skabelsens liv som gjorde forskellen mellem ham og skjaldene af lavet. Hans ord er myter, thi han er dybest og sandest, når han digter. Han kalder livet frem fra afgrunde, hvor hans spekulation aldrig kunne nå ned. Verden bliver ny, og den bliver dyb, og deri ligger også forklaringen på hans magt som religiøs reformator. Man kan efter Grønbechs mening ikke bruge mindre ord om Grundtvig, end at han skaber en ny religion. Men så må det rigtignok også tilføjes, at denne mystiske grundtvigske kristendom væsentlig er digterisk, for myterne kan ikke slå igennem i vor tid og fortrænge videnskabens tørre myter! Ganske uvilkårligt forlanger vor tids mennesker, skriver Grønbech, at Grundtvigs myter skal fungere som dogmer (urokkelige og absolutte sandheder), men mytens art er jo den, at den ikke indeholder en oplysning og ikke er bundet til allegorisk, symbolsk mening, den går så dybt, at den slår rod i livet selv, kan overleve alle tanker og meninger og blomstre for nye øjne og hjærter. Grønbech må også konstatere, at Grundtvig på alle områder afslører frodig uvidenhed om sit eget indre liv. Han var den umiddelbare der skabte hvad enten han ville eller ej. - Det er jo blot ingen grund til at vi bør forblive uvidende om forholdet mellem sjælens dybdepsykologi og samfundet, historien elle kristendommen. Helhedsrealistisk konklusion Til toppen Næste Det var på tide vi fik en bog om Grundtvig af Sune Aukens solide og grundige karakter, for Grundtvig er unægtelig en af dansk åndslivs største skikkelser, og hans betydning har rakt langt ind i forrige århundrede. Den har væsentligst ligget på det kirkelige og højskolemæssige plan, men utallige af Grundtvigs salmer og folkelige sange spilles og synges den dag i dag, ikke mindst til jul, påske og pinse. Men nægtes kan det dog ikke, at hans stjerne er dalet støt og roligt, så endog den danske folkehøjskole internt kan rage uklar om spørgsmålet hvorvidt den skal vedkende sig arv og gæld fra Den Gamle eller ej. Personligt har jeg det ikke godt med folk der kan rime i timevis uden pauser. Grundtvig var simpelthen for kreativ og i visse værker for snakkesalig. Og hertil kommer så alle de teologiske subtiliteter der gør at man i dag kun kan læse hans værker med fuld forståelse, hvis man har de relevante håndbøger til rådighed. Som type er han på sin vis lige så spændende som William Blake, og som i Blakes tilfælde er det de enfoldigste digte der giver størst udbytte ved læsningen. Men netop fordi Grundtvig var teolog og præst og brugte sin digtning til forkyndelse, undgår han ikke at blive bedømt med nutidens psykologiske, politiske og eksistentielle alen. Og her må siges, at han falder igennem på grund af sin mangelfulde viden om psykologi og erkendelsesteori. Han var for fastlåst af gamle synspunkter. Det er fremhævet at Grundtvig aldrig fik en indsigt i sit eget indre som gjorde det muligt for ham at forstå hvad der egentlig foregik. Datidens psykologi var ikke egnet til formålet, og han fandt heller ikke sin egen. Kendskabet til såvel de psykiske grundprocesser som det kollektivt ubevidste ville have været en fordel for ham. Og det samme gælder kendskabet til loven om indre etisk konsistens. For han var og forblev plaget af bindinger til urokkelige autoriteter - og kunne trods sin udtalte barnetro og tro på det åndsliv der groede af sig selv aldrig helt slippe dogmerne. Hans historiesyn forblev låst naivt og ukritisk fast i en eskatologi som i dag virker totalt forældet, for ikke at sige grinagtig. Dommedag stod for ham som en absolut og indiskutabel sandhed eller lov for fremtiden - ligesom opstandelsen. Frelse kunne han kun forestille sig som naturstridig indgriben fra Gud. Emergens i den historiske udvikling kunne han ikke se. Hans profetier kan følgelig ikke bruges til noget som helst i dag. Personligt kan jeg sagtens se at kristendommen har et stort uindløst potentiale, og at Danmark i kraft af sin åndsfrihed og sekularisering her er nået længere end andre nationer, ja, kunne være et forbillede for andre i det nuværende kultursammenstød mellem den vestlige verden og den muslimske, men det er af helt andre grunde end Grundtvigs. Det blivende ved Grundtvig er derfor digtningen og kreativiteten. Og dermed selve den føling med det kollektivt ubevidste som han ikke kendte navnet på, men til hver en tid kunne skaffe sig. Jan Jernewicz Henvisninger: Til toppen Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk Under titlen: 'Blicher - Grundtvig - H.C. Andersen - Carl Nielsen'. 
Øvrige henvisninger: Til toppen Litteratur Sune Auken: Sagas Spejl. Mytologi, historie og kristendom hos N.F.S. Grundtvig. (Gyldendal. 2005) Jes Fabricius Møller: Grundtvigianismen i det 20. årh. (Vartov. 2005) Vilh. Grønbech: Kierkegaard og Grundtvig. (i Kampen om mennesket. 1930) Artikler på Jernesalt: Grundvigianismen i det 20. århundrede (13.12.05.) De psykiske grundprocesser Kristendommen passé? (26.12.04.) eller har den potentiale til fornyelse?
Selvet - sjælen - ånden
(23.12.04.) Grønbechs kulturopgør Grønbechs metode Vilhlem Grønbech - kort karakteristisk Introduktion til helhedsrealismen Essays Artikler om religion Artikler om psykologi Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |