I en artikel fra 1922 om ‘Religionshistoriens midler og opgaver' bestemmer Grønbech religionshistoriens opgave som den at forstå religionens væsen og gennem den menneskets indre liv og derved vinde en dybere følelse af vore egne rigdomsmuligheder. Forståelsen af sjælens kampe og sejre bliver en berigelse for os selv under vor strid for at vinde videre horisont og større følelsesdybde og derved komme ud over provinsialismen. Ved at drage livets rigdom ind og vise hvor stort mennesket er og hvor forfærdeligt i sin storhed, kan historikeren ægge sine samtidige til at søge dybere i sig selv efter enhed.

Tilsvarende hedder det i ‘Kampen for en ny sjæl', at historieskrivning jo er: intet mindre end at udvide sin vennekreds, drage nye mennesker ind for at lære sig selv dybere at kende ved at se at livet har større og rigere muligheder end dem vi selv har nået at virkeliggøre.

I dette lys skal Grønbechs egen forskning og produktion altid ses. Han søgte overalt kun liv - menneskeliv, menneskesjæl og menneskeånd. Han var - med det udtryk han selv brugte om de gamle germanere - umættelig efter sjæleklenodier.

Denne indstilling til historikerens opgave havde Grønbech tidligt erhvervet sig. Vilh. Thomsens ‘Inscriptions de I'Orkhon', der blev udgivet i 1896, blev en bog fuld af romantik for Grønbech, rig på inspiration langt ud i fremtiden, sådan som bøger bliver det når en skabende ånd giver fortidens mennesker nyt liv. Thomsen, der om sig selv har udtalt at hans hovedinteresse lå dér hvor sprogvidenskaben hører op og historien begynder, vakte i disse år Grønbechs drømme om at skabe helt nye videnskaber.

Men det var først efter disputatsen og afklaringen i 1902, at Grønbech gik i lag med at studere religionshistoriens teorier og systemer (forelæsning efteråret 1903) og blive sig sin kommende opgave bevidst, og det var her navnlig studiet af Herders banebrydende værker ‘Vom Erkennen und Empfinden der Menschlichen Seele' (1778) og ‘Ideen zur Philosophie der Geschichte der Menschheit' (1784-91) der blev afgørende. Grønbech forelæste over Herder efteråret 1905, men skrev først sin Herder-monografi i 1934 (Mystikere IV).

Herder sætter forståelse af fortidens kultur i stedet for beskrivelse, forklaring og vurdering. Alt hvad der kommer ud af et menneskes mund er dyrebart, fordi det røber en sjæl, et egenartet menneskeliv, og opgaven over for fortidens mennesker er at stille sig ind i sammenhængen, se tingene an med deres øjne, tænke med deres fornuft og dømme med deres følelser. "Fühle dich in alles hinein", lød hans parole.

Den egentlige opgave for historikeren var altså at studere psykologi, og Herder opstillede simpelthen kravet om en folkepsykologi eller rettere mange folkepsykologier, nemlig en for hvert egenartet folk, idet han betragtede hvert folk som en personlighed, en egenartet helhed, eller med datidens sprogbrug: en harmoni.

Herder så nok en udvikling og en tendens i historien. Han fandt at der i folkets liv var en uimodståelig trang til udfoldelse mod den højest mulige fuldkommelse af livets art, alene begrænset af de bestemte muligheder som omverdenen frembyder. Fornyelse kommer når horisonten gennembrydes eller forandres, og det kan ske ved alle slags oplevelser der giver et nyt perspektiv. Drivfjederen i historien er omskiftelser i følelse, behov og situation. Men der vil altid være tendens til at skabe enhed af det mangeartede, orden af det tilfældige, evne og vilje til at frembringe et organisk hele af mangfoldigheden.

Således bliver historien en rad af harmonier der afløser hinanden. Sammenhængen og kontinuiteten i historien er givet i traditionen: intet menneske, intet folk begynder på bar bund, men på det forgængeme har skabt.

Historikerens opgave bliver for Herder at opsøge sammenhængen, harmonien inden for hvert folk, hver kultur, men iøvrigt lade den forklare sig selv.

Herder, der fra 1776 var øverste gejstlig i Weimar, svigtede dog ifølge Grønbech med alderen sin egen ungdoms opdagelser og endte som en moralprædikant der i historien så idealets forædling. Men han skabte den egentlige historieforskning og manede hele videnskaber op af jorden, og en sådan bedrift er kun mulig, skriver Grønbech såre karakteristisk, fordi han ikke tænkte menneskehedens historie, men fornam den i blodet.

Herders ‘Ideen zur Geschichte der Menschheit' kan man ifølge Grønbech uden overdrivelse kalde den første verdenshistorie, og Herder nøjedes ikke med at konstatere hvad og hvor lidt man vidste, men slog et mægtigt program op for den menneskeslægtens historie som skulle skrives, og han fordrede folklore, arkæologi, religionshistorie, kulturhistorie og sproghistorie.

Herder så at arkæologien var vejen frem til viden om en fortid der ikke havde efterladt sig skriftlige vidnesbyrd. Og han angav det metodiske princip at hvert fund, hvert mindesmærke, skal tale for sig selv og forklare sig selv, om muligt på det sted det står, uden at vi henter forklaringen fra et sted vi sætter pris på, eller med Grønbechs ord: alt skal forstås ud fra sine egne forudsætninger.

Grønbech var imod at man prøvede på så at sige at rekonstruere menneskene og deres historie ud fra deres efterladenskaber, sådan som arkæologerne undertiden har forsøgt sig på. Han mener, at en sådan rekonstruktion er umulig, for den vil forudsatte en fordom om de fortidige kulturers simpelhed og enfoldighed. Forskerne vil uvilkårligt forledes til på forhånd at drage faste linjer og arbejde deres iagttagelser ind på dem. - Arkæologien er blevet en specialvidenskab, men faren ved ensidig arkæologisk erfaring er, at den prædisponerer hjernen til at gribe efter teorier og overse mangfoldigheden og mangetydigheden - det der for Grønbech er det centrale.

Men særligt protesterer Grønbech mod forsøg på at rekonstruere et folks religion, etik, kunst og sociale verden ud fra fund af stumme genstande såsom helligsteder, billeder, kultgenstande og votivgaver, thi uden paralleltekster der oplyser tingene og oplyses af dem, vil man uvægerligt komme til kort. Sjælslivet er et hele fra inderst til yderst. Og religion er alle vegne det højeste og det inderligste udtryk for kulturen.

Det vil efter Grønbechs mening kun gøre sagen værre at støtte de arkæologiske teorier og beviser på etnologernes komparative metoder, for det vil betyde at man erstatter de manglende tekster med faste formler og præparater som sjæletro, animisme, animatisme, magi, tabu, totemisme o.lign. ting hentede lige ud af den evolutionistiske farmakopé.

Grønbech kan derfor fastholde: historie kan ikke skrives medmindre der gives paralleltekster. Kun gennem tekster kan vi finde ind i folkets liv.

Også filologerne fik et spark fra Grønbech i det store værk om 'Hellas', nemlig i noterne til bd. III og IV. Indledningsvis siger han, at det er en fuldkommen misforståelse at han skulle gå og omtale filologer og andre lærde mænd nedsættende. Jeg viser på hver side og har også udtalt det med klare ord, at uden filologernes arbejde med at fremdrage materiale, udgive, fortolke, belyse, leksikografere det, havde mit arbejde været forgæves. Men jeg står somme tider stille af forundring over forskellige ting, og af modsigelseslyst, skriver han.

Det der undrer Grønbech er filologernes tillid til deres gamle prøvede metode, som engang har været nyttig, men efterhånden er blevet så fast at den kommer til at bestemme arbejdets gang, ja bestemme over virkeligheden og bekræfte det man vil have bekræftet, hvad enten det nu er evige sandheder eller de primitive menneskers enfoldighed. Metoden fik sin form da filologien læste deres visdom om grækerne ud af hellenisternes moraliserende afhandlinger. Og den giver sig udslag i, at man tager hellenisternes årstal højtideligt; at man læser Homer som en lærebog i geografi og historie; at man prøver at føre myterne tilbage til deres 'urform'; at man retter og 'forbedrer' de gamle tekster hvor de er mangelfulde eller uforståelige; at man rimper kunstværker sammen af løse brokker og ligefrem udkonstruerer ukendte bøger af kendte.

Endelig bebrejder Grønbech filologien, at den har overtaget teologiens tro på skriftens ufejlbarlighed og guddommelige sandhed. Alt hvad der var skrevet på græsk og latin var helligt, var udtalt af den hellige klassiske ånd; den samlede klassiske literatur er en mine af løsrevne citater der frit kan bruges som konstruktionsmateriale, ligegyldigt om det kommer fra Homer, Pindar, tragikerne, grammatikerne, scholiaster, mytografer etc. - ganske som teologer beviser deres dogmer ved at kombinere en sætning fra 1. mosebog med en udtalelse fra Prædikerens bog eller fra Johs. åbenbaring.

Grønbechs kritik samler sig i hovedanklagen, at man tror der gives en bestemt videnskabelig metode til sandheden om hvad de gamle grækere - eller andre gamle kulturfolk - mente og troede. Men der gives kun én metode, siger Grønbech: at man ærligt ser det som er, sådan som det er, og ser sig om så man får helhedens bredde og dybde i sit syn. Det drejer sig ikke om at forklare Hellas og andre kulturer, men om at forstå dem i deres egenart. At forklare er at gøre forståelse overflødig, sådan som hellenisterne - og gamle Aristoteles - gjorde i al deres mangel på sans for historie. Det var ikke mennesker de søgte, men meninger og opbyggelige sandheder.