|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - påskesøndag - 16.4.06.Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdiHjertedød - Reinkarnationsoplevelser - Genvundne erindringer - At falde i staver - Indre dialog - Spontansang - Stilhed og højtid - Djævelen - Mor og Far - Helten - Kristus-arketypen. Et af de mest påfaldende træk ved den moderne og postmoderne oplyste kultur er at den i sin næsten grænseløse tro på rationaliteten, effektiviteten og videnskaben betragter det kollektivt ubevidste som noget højst tvivlsomt, uklart, ukontrollabelt og forstyrrende og derfor også højst uønsket. Det kollektivt ubevidste er noget det gælder om så vidt muligt at ignorere, skønt alle i virkeligheden kender det særdeles godt allerede fra barnsben og dybest set livet igennem lever på det i eksistentiel, værdigivende og meningsskabende forstand. Men det er uhåndgribeligt og svært at håndtere. Det kollektivt ubevidste er nøje forbundet med alle former for spontan kreativitet og livsglæde og tillades derfor helt naturligt hos børn såvel som i kunstens og musikkens afgrænsede voksenverden, men det skal helst ikke true den alvor der kendetegner produktions- og erhvervslivet eller den gængse realpolitik. Folder det sig alligevel ud mere systematisk i forskellige specifikke ungdoms-, kvinde - og oprørsbevægelser eller i bredere forstand i de store ideologiske og religiøse bevægelser, så bliver borgerskabet angst og frygter for sammenbrud af selve den etablerede samfunds- og verdensorden.Problemet er at det kollektivt ubevidste - oftest under helt andre betegnelser - på trods af irrationaliteten spiller den allerstørste rolle ikke blot for de enkelte individer, men for samfundet, kulturen og udviklingen. Det ses fx af den betydning kreativiteten har i livet, eller på den jagt på store højdepunktsoplevelser der driver mange mennesker, især i de unge år, eller på den tiltrækning fællesskabet i ideologier og religioner har på mange mennesker. Der er med andre ord en tydelig komplementaritet i tilværelsen og folks indstilling til tilværelsen mellem rationalitetens bestræbelser på at kontrollere alt og den ukontrollable irrationalitets enorme tiltrækning når det gælder at skabe mening, oplevelser, 'ekstase' eller 'fylde'. Tiltrækningen er som bekendt så stor at mange mennesker fristes af kemiske stoffer til at skaffe sig de eftertragtede oplevelser selvom narkoen som hovdregel fører til en afhængighed der på længere sigt forringer både livskvaliteten og realitetskontakten. Som ved al komplementaritet gælder også her at det tåbeligste er at sige enten-eller: Enten det rationelle og sikre borgerlige liv eller også det risikable liv i irrationalitet. Det fornuftige standpunkt er selvfølgelig at betragte begge dele som nødvendige for en hel menneskeeksistens og så i praksis prøve at finde en form der giver hver del sin berettigede andel af totaliteten. Dette fornuftige standpunkt har blot mange odds imod sig. For alle forventer at børn og unge bliver voksne og senest ved 30 års alderen bliver pæne borgere der passer deres arbejde og forpligtelser - og henlægger deres i grunden nytteløse 'peak'-oplevelser til aften- og nattelivet. Hele erhvervslivet og den efterhånden helt afideologiserede politiske kultur støtter denne tendens tillige med den officielle, sværmerifrygtende kirke i den vestlige verden. Men først og fremmest stimuleres tendensen konsekvent og målrettet af videnskaben fordi denne i højere og højere grad er blevet synonym med naturvidenskab og i princippet ikke anerkender at der kan tales fornuftigt og nøgternt om andet end det der kan måles og vejes eller behandles matematisk og statistisk eller på anden logisk-analytisk vis. Ikke blot det relativt nye begreb 'det kollektivt ubevidste', men også dagligsprogets ældgamle begreber som sjælen og ånden afvises af videnskaben som håndterlige genstande for fornuftige og systematiske undersøgelser til fordel for hjernefysiologiens specifikke undersøgelser af statistiske sammenhænge mellem hjerneaktivitet og bevidsthedsfunktioner. Hjerneforskerne nærer fortsat den illusion at det vil være muligt på et eller andet tidspunkt at forstå bevidsthedens funktion ud fra fysiologiens og biokemiens love. Men den må dog ifølge Encyklopædiens artikel om bevidsthed indrømme at det "endnu ikke er muligt at give en tilfredsstillende forklaring på koblingen mellem materie og ånd", bl.a. fordi det forholder sig på den enestående vis at hjernen er selvransagende. "Enhver intellektuel analyse af hjernens funktion involverer den selv". Det kan man kalde en forsigtig formulering af et faktum der åbenlyst irriterer. Den barske sandhed er, at gåden aldrig løses, da det principielt er umuligt at forklare hvordan den af hjernen afhængige bevidsthed er i stand til at ransage sig selv så den hæver sig over hjernens materielle årsagskæder og undersøgelsesmetoder og kun kan effektivt udforskes ad en eneste vej: den introspektive metode. Naturvidenskabens modstand mod begreberne sjæl og ånd forhindrer selvsagt ikke folk i at bruge dem, eftersom netop dagligsproget i modsætning til de videnskabelige fagsprog har bevaret den fulde og nære kontakt med den umiddelbare virkelighed, men det betyder at videnskaben forlængst er ophørt med at prøve at sige noget fornuftigt om sjælelige og åndelige fænomener, og det vil dybest set sige at videnskaben opgiver at sige noget relevant om den menneskelige eksistens. Dette er grunden til at Jernesalt gang på gang understreger at hjemmesiden ikke skrives eller redigeres af akademisk interesse, men af eksistentiel. Det betyder ikke at videnskabelige behandlinger af vigtige emner negligeres, og endnu mindre at naturvidenskaben betragtes som en modstander, tværtimod. Men det betyder at den nøgterne og realistiske måde Jernesalt behandler emnerne på er fuldt så systematisk og konsistent som den videnskabelige, men bare ikke følger de gængse akademiske ekskursers regelsæt. Den ser således aldrig bort fra at det irrationelle er et faktum i hverdagen som er lige så vigtig for alle mennesker at lære at forholde sig fornuftigt til som det rationelle og håndgribelige. Og frem for alt bestrider den ikke det faktum at man i eksistensanliggender aldrig kan se bort fra personlige og subjektive interesser, men tværtimod kun kan behandle disse emner fornuftigt, hvis man er bevidst om sin subjektivitet og villig til at redegøre for den. For behandlingen af det kollektivt ubevidste som fænomen betyder dette, at der på intet tidspunkt ses bort fra, at det kollektivt ubevidste ikke kan gøres til genstand for naturvidenskabelige målinger, og at det derfor aldrig kan betragtes som andet end en hypotese - på ganske samme måde som begrebet 'sjæl', begrebet 'ånd' og begrebet 'selvet'. Hypoteser kan ikke på forhånd afvises som værdifulde, blot fordi de ikke kan bevises, fx er en af fysikkens fundamentale kræfter, tyngdekraften, en ubevislig hypotese. Men deres værdi afhænger helt og holdent af deres anvendelighed i praksis. Det er dybdepsykologiens klare påstand, at begrebet 'det kollektivt ubevidste' indtil bedre betegnelse eventuelt findes er uundværligt i den eksakte og systematiske beskrivelse af alt sjæleliv og åndsliv - og dermed al menneskelig eksistens. Et af de klareste eksempler på den praktiske anvendelighed af begrebet 'Det kollektivt ubevidste' og dermed også forskellen mellem den naturvidenskabelige og den sunde fornufts måde at bedømme et fænomen på er spørgsmålet hvornår et menneske kan betragtes som definitivt afgået ved døden. Er det når hjernens aktivitet er ophørt eller når hjertet er hørt op med at slå? Dybdepsykologisk set er der ingen tvivl om hjertedødskriteriet er det eneste anvendelige, idet et menneskes sjæl ikke udelukkende er et individuelt sjæleliv der kunne tænkes at være fuldstændigt afhængigt af hjerneprocesser. Nej, et menneskes sjæl er både et individuelt sjæleliv og et kollektivt. Og det kollektive er ikke udelukkende knyttet til hjernen, men til hele kroppen. Den kollektive del af sjælen forlader derfor ikke kroppen før hjertet er holdt op med at slå, legemstemperaturen begynder at dale og den kropslige opløsning begynder. Hjernedødskriteriet kan bruges til at afgøre at videre behandling af den syge er formålsløs, men kun hjertedødskritetiet kan afgøre om den syge uigenkaldeligt er afgået ved døden. Det følger heraf at fjernelse af organer fra et døende menneske hvis hjerte ikke er holdt op med at slå til transplantationsformål dybdepsykologisk set er et sjæleligt overgreb mod det pågældende menneske. Ingen der har forstået dybdepsykologiens opfattelse af sjælen, vil altså kunne acceptere donationer af hjerte og lever til transplantationsformål. Det kan i denne forbindelse tilføjes, at det enkelte menneskes død dybdepsykologisk set er en dobbelt proces: den er jegets ophør og selvets ophør. Kun jegets ophør kan opleves af den døende hvis han er ved bevidsthed i dødsøjeblikket. Jegets død er den individuelle personligheds og identitets ophør. Dødsangst er angsten for personlighedens opløsning. Selvets ophør opleves derimod ikke (og frygtes følgelig ikke), her vil bevidstheden alene kunne fornemme sjælens eller rettere totalpsykens tilbagevenden til dets ophav, det kollektivt ubevidste. I den modsatte ende af individets livsforløb gælder at besjælingen af et foster først finder sted mellem 16. og 24. svangerskabsuge. Kriteriet er drømmesøvnen, som kan konstateres ud fra REM-funktionen, altså de hurtige øjenbevægelser (Rapid Eye Movements) der ledsager dyb drømmevirksomhed. Det følger, at sjælelivet er før såvel sprog som ydre sanseoplevelser. Det følger endvidere, at fostre på 12 uger ikke er besjælede, og at provokeret abort på dette tidspunkt følgelig heller ikke er fosterdrab. Abort skal så vidt muligt undgås, fordi den kan være forbundet med psykiske problemer; prævention er naturligvis det bedste; men fri abort er på ingen måde moralsk eller religiøst forkastelig. Den skal derimod ses som en absolut forudsætning for kvindernes frigørelse. Et andet specielt problem der er forbundet med det kollektivt ubevidstes kreative funktioner er de såkaldte reinkarnationsoplevelser. Folk oplever - som regel gennem intense drømme eller intense terapiforløb - at de har levet før, fx været et helt andet menneske i en helt anden tid, ofte endda i en helt anden kultur. Oplevelserne kan være så intense, at de naivt drager den helt forkerte slutning, at de faktisk må have levet et tidligere liv. Og nogle af dem er ovenikøbet begyndt at lave teorier om at alle mennesker er inde i en cyklus af reinkarnation efter reinkarnation der først slutter, når de så at sige har sonet de fejl og forbrydelser de har begået i tidligere liv. Objektivt set er man ude i den rene spekulation. Der gives intet bevis for at den enkelte har levet før eller at reinkarnation finder sted. Derimod kan det terapeutisk slås fast, at reinkarnationsoplevelserne i kraft af deres intensitet må have en betydning for forståelsen af det pågældende menneskes psyke og psykiske problemer, at de i denne henseende må tages alvorligt og indgå i analysen. - Jf. afsnit om reinkarnation i artiklen om Stanislav Grof. I denne forbindelse skal det nævnes, at det i de sidste årtier er komme på mode at tale om 'genvundne erindringer' og endog benytte sådanne som beviser i alvorlige incestanklager. Især i USA grasserer den slags blandt psykologier og jurister. Og der er næppe tvivl om, at moden har ført til utallige justitsmord, fuldstændigt grundløse domfældelser af både fædre og mødre der aldrig har begået eller så meget som drømt om at begå incest, men hvor psykologer fremlægger 'beviser' i form af udsagn fra børn der har været udsat for målrettet psykologisk udspørgen. Såvel psykologer som anklagere, advokater, domsmænd og dommere er simpelthen uvidende om grundliggende dybdepsykologi. 'Genvundne erindringer' er aldeles ikke individuelle erindringer der siger noget som helst om hvad den erindrende har været udsat for i sit personlige liv, men frembrud af kollektive erindringer, dvs aktivering af erindringssummen i det kollektivt ubevidste. Og disse frembrud siger naturligvis noget nyttigt om den pågældende psyke og eventuelle traumer, men absolut intet om personlige facts. Skal vi fra disse mere specielle tilfælde af vidnesbyrd fra det kollektivt ubevidste begive os til de mere almene, bør det først og fremmest påpeges, at det kollektivt ubevidstes udslag er markant hos alle børn. Ud over drømmevirksomheden - der altså allerede begynder senest ved 24 ugers fostertilstanden og fortsætter livet igennem omend i mindsket omfang - så er det et vigtigt og usvigeligt sikkert tegn på et barns åndsliv at det begynder at falde i staver, dvs pludseligt uden nogen ydre anledning standser sine aktiviteter og kontakt med andre for at blive stille og kigge ud i det fjerne - og opleve et indre liv af uforklarlig karakter, men ofte forbundet med det man i gamle dage kaldte 'fylde', oplevelse af en helhed der fuldstændigt opløser det lille individuelle jegs begrænsninger. Her lægges grunden til al senere åndsvirksomhed, derfor er det en alvorlig fejl fra opdragernes side at afbryde barnets meditation og brutalt kalde det tilbage til sædvanevirkeligheden. Almen er også den indre dialog som alle mennesker har kørende, når de slapper af og ikke koncentrerer sig om bestemte opgaver. Den betragtes af de fleste mennesker som så værdifuld, at de gerne hengiver sig til den ved mange former for rekreation som fx at gå eller cykle en tur. At den også udnyttes litterært til former for uendelige bevidsthedsstrømme som fx James Joyce's 'Ulysses' er en biting. Det afgørende er at den indre dialog eller bevidsthedsstrøm er almen og uundværlig for alle menneskers mentale sundhed. Den er oplagt at forstå som frembrud af det kollektivt ubevidste. Og derfor er det ikke mærkeligt, at den også finder sted når individet sover og så at sige har slået sin individuelle bevidsthed fra. Den kollektive bevidsthed fortsætter sin aktivitet - ikke blot i drømme, men også i problemløsninger og anden kreativitet. Man kan tumle med et problem om aftenen uden at kunne finde en løsning - og så beslutte sig for at 'sove på det'. Og man kan næste morgen vågne og have fået løsningen forærende - eller være fuld af ideer til noget man skal lave. Et umiskendeligt tegn på det kollektivt ubevidstes funktion hos børn er deres spontansang. Lige pludseligt, mens de leger godt og har det godt, bryder de spontant ud i sang, som kan indeholde melodi- og tekststumper de har lært, men som hovedsageligt er frit komponerede og ofte tekstligt meningsløse. Det kendes også fra visse digtere som engelske William Blake der var kendt for pludseligt at bryde ud i spontansang, men ofte sang 'sort', fuldstændigt uforståeligt for hans kone eller venner. Hos voksne kommer denne spontane musikalitet ofte som høj fløjten. Man kan gå en tur på strøget - og pludselig høre en mand give sig til at fløjte i vilden sky, som hovedregel på 'egne melodier'. For børns vedkommende er det afgørende at deres spontansang ikke standses eller latterliggøres. Den er udtryk for kreativitet af den mest værdifulde slags. I sidste ende beror al skabende kunst og forskning på denne evne til at lade de spontane udbrud fra det kollektivt ubevidste få frit løb med passende mellemrum. For voksne mennesker gælder, at åbningen af dørene til det kollektivt ubevidste er afgørende for om de overhovedet er i stand til at fastholde meningen med deres tilværelse og dermed det man nu om dage kalder livskvaliteten. Som det er beskrevet i den nyligt udkomne bog om selvrealiseringen (se omtalen 18.3.06.) så tror uhyggeligt mange mennesker i vore postmoderne tider at det gælder om at jagte oplevelser og især højdepunktsoplevelser for at holde kedsomheden og meningsløsheden eller depressionen fra livet. Men de fleste skelner ikke mellem jegets udfoldelse og selvets udfoldelse og forveksler derfor oplevelser der alene tjener til fremme af jegets identitet og selvhævdelse med oplevelser der tjener totalpsykens vækst - eller rettere de fleste aner slet ikke at der er noget der hedder totalpsyken, endsige dennes forbindelse med det kollektivt ubevidste. Generelt gælder at alle former for oplevelser - naturoplevelser, erotiske oplevelser, musik-, teater- og kunstoplevelser - samt alle former for fest, dans og fællesskab er døre til det kollektivt ubevidste til forskel fra disciplineret arbejde og pligt-opfyldelse. Derfor værdsættes de så meget som de gør, ja, de jages i vore dage i et uhørt omfang, ikke blot af unge mennesker, men af voksne langt op i årene. Resultatet er ofte stress og udbrændthed i tidlig alder. Hvad der mangler er forståelsen for stilhedens og højtidens betydning. Stilhed og højtid kendetegner den meste gudsdyrkelse i verden gennem tiderne og derfor de fleste religioner. Den jødiske sabbat er det grundliggende eksempel på hvor vigtigt det har været for dybt religiøst forstående mennesker at pege på nødvendigheden af at afholde sig fra arbejde og jagt på oplevelser eller sport og kraftudfoldelser for at finde ind til kontakten med 'de evige kilder', hvilket i dybdepsykologiens sprog vil sige det kollektivt ubevidste. Her skabes også i de mere udsøgte tilfælde mulighed for at få indsigter af åbenbarings-karakter eller at nå helt frem til den mystiske gudsskuen (ekstasen eller entusiasmen). Men det centrale er den regelmæssige stilhed, andagt, bøn eller meditation eller om man vil 'den simple falden i staver'. Religionerne er jo i de vestlige samfunds nyere tid blevet systematisk latterliggjort eller fremmedgjort på grund af deres uhensigtmæssige fastholdelse af utidssvarende, naturvidenskabsstridende dogmer eller utidssvarende, uforståelige ritualer, men dermed ophæves menneskets store trang til at søge mening med tilværelsen ikke. Den flyttes derimod over på pseudoreligiøse ideologier eller postmodernismens endeløse udbud af uforpligtende, æstetiske oplevelser. Blandt andet kan man via stoffer skaffe sig 'bevidsthedsudvidelser' der minder om religiøse oplevelser, men til forskel fra disse aldrig er forbundet med etiske forpligtelser, men tværtimod som hovedregel ophæver såvel det personlige ansvar som realitetssansen. Det må derfor ud fra et helhedsrealistisk synspunkt fastholdes, at uanset accept eller forkastelse af religionernes forskellige dogmer og ritualer så forbliver det grundliggende behov tilbage hos alle moderne mennesker som hedder meningen med livet eller erfaringen af den 'fylde' som rummer såvel meningen med livet som al etisk forpligtelse (kravet om indre konsistens) og som kun den regelmæssige kontakt med det kollektivt ubevidste kan give. Her spiller myterne og mytologien ind, fordi disse er at betragte som kollektivpsyken - med hele den rigdom af 'arketyper' som er uundværlig for det hele menneskes hele eksistens. 
Dragekamp - akvarel af Bente BuckDet skal understreges, at det kollektivt ubevidste ikke skal dyrkes som noget indiskutabelt gode, eftersom det både rummer destruktive og konstruktive kræfter. Dem skal man under alle omstændigheder bruge sin sunde fornuft til at sondre mellem. Men man skal ikke i angst for det kollektivt ubevidste og dets umådelige kræfter undlade at søge kontakten med det, for uden kontakt med det kollektivt ubevidstes konstruktive kræfter bliver menneskene lette ofre for dets destruktive kræfter. Djævelen eller satan - eventuelt Den store Satan - er et glimrende eksempel på en destruktiv side af det kollektivt ubevidste, en variant af det der kaldes skygge-arketypen, og som med Jungs ord er det farlige aspekt af den ikke erkendte mørke halvdel af mennesket. Denne djævelske arketype lå bag hekseprocesserne i middelalderen, hvor det var den menneskelige seksualitet der blev stemplet som det onde selv. I vore dage ses den djævelske arketype især blandt muslimer der stempler den vestlige verden som det onde selv, både i kraft af den frie seksualitet og kvindefrigørelsen, men også i kraft af sekulariseringen, opgøret med selve de religiøse autoriteter. Også drager og trolde og alle slags uhyrer er kreationer af det kollektivt ubevidstes mørke og farlige sider, som umiddelbart kan fremkalde stor angst fx i børns mareridt, men som kan overvindes ved frygtløshed: at turde se det onde i øjnene så det ikke fortsat huserer som fortrængte sider af sindet. Eventyr og myter fascinerer ikke mindst på grund af disse drager, trolde og hekse ved siden af heltetyperne. Dette er igen baggrunden for den succes moderne filmudgaver som fx 'Ringenes herre' har. Af vigtige almene arketyper skal først og fremmest nævnes mor-arketypen og far-arketypen, fordi især den førstnævnte i vore dage har fået den allerstørste betydning i de vestlige samfund gennem kvindefrigørelsen. Denne havde aldrig fået sin store psykiske energi uden at kunne trække på sin arketype. Dens begrænsning ligger i selvbeskyttelses-fokuseringen (morarketypen repræsenterer den moderlige del af totalpsyken), men dette har mange kvinder svært ved at acceptere. Derfor har de problemer med at trække på far-arketypen, den der giver energi til transcendensen og udadvendtheden. Begge arketyper er væsentlige for begge køn, og derfor er det temmelig latterligt at der hos 68-generationen var en udtalt tendens til at de i et forståeligt oprør mod alle autoriteter afskaffede betegnelserne far og mor i deres familier. Den slags er umuligt og giver kun forvirring. For 'far' og 'mor' er både individets personlige forældre og kollektivets arketyper. Heltearketypen kan ses som det positive kraftfelt i det kollektivt ubevidste som understøtter viljen til dåd og handling. Den er vigtig for alle kulturer og samfund der ikke er tilfredse med den blotte væren eller immanens. Men ukritisk opfattet kan den føre til den misforståelse at kun handling tæller. Det er hvad der sker i militante ideologier som nazismen eller islamismen. Og det var hvad der skete i den nordiske mytologis gude- og helteverden. Et modstykke er nødvendigt for ikke at havne i hybris, det overmod der fører til fordærv. Modstykket må indebære en forståelse for at humoren og tragedien får plads i kulturen og samfundet dvs at det indses at jegets sejr, magtens sejr, ideologiens sejr, de absolutte ideers sejr ikke er målet. Der må gøres plads til nederlag, sorg og visdom. Modpolen til den djævelske arketype og heltearketypen findes i kristendommens enestående opfattelse af Gud der blev menneske og led et forsmædeligt nederlag på korset, men påskesøndag genopstod som kraftfuld arketypisk forestilling i menneskers sind - og som sådan fik afgørende indflydelse på den europæiske kulturs udformning og udvikling gennem århundreder. Jung har påpeget at Kristus dybdepsykologisk set er selve typen på den døende gud der forvandler sig, og som sådan er skikkelsen blevet tidløs, fordi arketypers psykiske liv netop er tidløse i sammenligning med vores individuelle tidsbundethed. Kristus-skikkelsen har mistet overordentlig meget af sin kraft i vore dage, ikke mindst fordi kirken i totalt misforstået frygt for naturvidenskaben har anset det for nødvendigt at fastholde dogmet om Jesu opstandelse i bogstavelig forstand, dvs som naturstridig begivenhed. Man mener åbenbart at Jesus eller Kristus ikke kan være Gud eller Guds søn, hvis ikke Gud var i stand til at at bryde naturlovene ved at opvække ham fra de døde. Sådan fungerer en arketype i det kollektivt ubevidste slet ikke. Der er intet behov for naturstridige begivenheder. Det der tæller er den psykiske energi som arketypen afgiver til menneskets forestillinger. Kristendommen har uden tvivl potentiale til en afgørende fornyelse - til en emergent evolution i vor tid - men det kræver opgør med alle dogmer om Kristus-skikkelsens tilknytning til brud på naturlovene - til fordel for frigørelsen af den psykiske energi der fortsat lever i Kristus-arketypen og som er den eneste der kan bringe os over den dybe kulturkrise vi befinder os i og som er aktualiseret i sammenstødet mellem den sekulariserede vestlige verden og den ikke-sekulariserede muslimske verden. Kristendommen har potentiale til den nødvendige fornyelse, men det kræver opgør med kirkens dogmer, udbredelse af forståelsen for det kollektivt ubevidste og dermed i realiteten en emergent evolution der så at sige er identisk med en 'genindførelse af kristendommen' i Norden. Derom handler det åbne brev som skulle have været sendt til biskop Karsten Nissen, Viborg, i anledning af påskesøndag, men af forskellige indtrufne omstændigheder er udskudt nogle dage. - Jf Åbne brev 20.4.06. I al enfoldighed Peer Sendemand Henvisninger Litteratur: C.G. Jung: Det ubevidste (Gyldendal. 1961) C.G. Jung: Jeg'et og det ubevidste (Gyldendal. 1962) C.G. Jung: Psykologi og religion (Gyldendal 1968) C.G. Jung: Erindringer (Biilmann og Eriksen. 1965) C.G. Jung: Forvandlingens symboler (Rhodos. 1975) Ejgil Nyborg: Drømmenes vej til selvet (Tiderne Skifter. 1986) Pia Skogeman: Arketyper (Lindhardt og Ringhof. 1986). Artikler på Jernsalt: Åbent brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen om rigets stilling og muligheder efter krisen omkring Muhammed-tegningerne Hamas, hadet og humoren (14.4.06.) Religion ude af Danmark? (11.4.06.) - om Erik Bjeragers bog 'Gud bevare Danmark' Artikel om Selvrealiseringens idé og psykologi Artikel om Mytologi Artikler af Peer Sendemand Artikler om Muhammed-sagen Artikler om psykologi Artikler om etik Artikler om eksistens Artikler om religion Artikler om humor Artikler om sekularisering Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |