Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - dynamik

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.8.12.

Dynamisk komplementaritet

Jernesalt filosofi har hidtil gået under betegnelsen den tværfaglige komplementære helhedsrealisme, men da den helt fundamentale komplementaritet ofte opfattes som et rent logisk trick der blot skal bringe tænkningen forbi den forheksende modsætning mellem to begreber eller principper der er logisk uforenelige og hen til en langt mere givende pragmatisk opfattelse af modsætningerne som værende lige berettigede og lige nødvendige for den fulde forståelse af visse problemstillingers iboende dynamik, er tiden inde til at påpege at komplementariteten skal forstås som en overordentlig dynamisk faktor der principielt afviser alle former for syntese, balance eller harmoni mellem mange gængse modsætningspar og i stedet fremhæver den energiskabende eller energiudløsende dynamik der ligger i selve modsætningen.

De gængse og fundamentalte modsætninger - som modsætningerne ånd/materie, sjæl/legeme, fornuft/følelse, eksistens/virkelighed, videnskab/religion, retfærdighed/barmhjertighed, frihed/lighed, individ/samfund osv - er i virkeligheden slet ikke rent logiske (hvis der overhovedet findes noget psykisk der er rent abstrakt-logisk), men refererer også altid til subjektive eller værdimæssige aspekter af tilværelsen der ikke kan undgå at vække følelser, lidenskaber og engagement og derfor udelukker objektiv, neutral eller indiferrent iagttagelse og holdning. Modsætningerne vækker psykiske kræfter af mere eller mindre kraftig intensitet, men med den karakter af lidenskab der for alvor gør mennesket levende og engageret i sin tilværelse.

Forstår man komplementaritetsprincippet ret, så kommer man altså ved dettes hjælp ikke blot fri af en paralyserende logisk modsætningsfælde (dualismen), men opdager også hvilke skabende eller kreative kræfter der kan frigøres ved fastholdelsen af modsætningen som logisk uopløselig. Man får for alvor fat i de kulturskabende kræfter der er biologisk bestemt, men som i den menneskelige psyke er forudsætningen for viljeslivet, ansvarligheden, transcendensen og friheden - og som i sidste ende former eksistensen, samfundslivet, etikken og religionen.

Ingen der læser Jernesalt regelmæssigt og opmærksomt undgår den uafladelige understregning af disse kulturskabende kræfter og forudsætninger, men da nogle trættes af at høre om komplementaritet hele tiden, synes tiden inde til at understrege at Jernesalts komplementære helhedsrealisme er ment og tænkt som en dynamisk helhedsrealisme der altid stræber efter at frigøre energi i stedet for at søge fred og hvile i balance, ligevægt, harmoni, fuldkommenhed eller hvad man nu kalder utopien om det paradiske samfund. Mennesket er som biologisk fænomen et transcendent væsen der ved bevidsthedens emergente opdukken én gang for alle forlod den paradiske uskyld - og blev kulturskaber på godt og ondt. Og det hænger vi på så længe menneskeheden eksisterer.



Ordet 'dynamik' kommer af det græske ord 'dynamis' der betyder kraft eller magt, og det bruges først og fremmest i den mest fundamentale gren af fysikken, 'mekanikken' der omhandler faste legemers bevægelse som følge af ydre påvirkning. Fra mekanikken stammer igen begreber som 'energi' og 'impuls'. Mest kendt er naturligvis Newtons mekanik fordi den på aldeles sikkert videnskabeligt og matematisk grundlag bestemte de fundamentale love for bevægelse, herunder den vigtige tyngdekraft eller gravitation, og derfor i så høj grad blev forbillede for al naturvidenskab at denne helt op til fremkomsten af Bohrs og Heisenbergs kvantemekanik blev forhekset eller paralyseret af årsagsloven og længe fastholdt en rent deterministisk naturopfattelse.

Dynamikken blev senere opdelt i 'termodynamik' (varmelære), 'hydrodynamik' om væskers bevægelse, 'aerodynamik' om luftens bevægelser, og 'elektrodynamik' eller elektromagnetisme om elektriske og magnetiske felter, men da uhyre mange begreber fra fysikken finder vej til andre områder taler man også om dynamik i musikken i betydningen afvekslende styrkegrader i det musikalske foredrag (betegnet med ord som forte, piano, crescendo...). En dynamisk mikrofon er en svingspole-mikrofon hvor en spole af kobbertråd opfanger vidt forskellige lydsvingninger bedst muligt.

I den fænomenologiske psykologi, der havde til hensigt at gøre psykologien så naturvidenskabelig som mulig, skrev den danske psykolog Edgar Tranekjær Rasmussen i 1960 en 'Dynamisk psykologi', fordi han ikke kunne komme uden om at mennesket trods alt adskilte sig fra døde ting - og selv i økonomien kommer ordet ind i begrebet 'dynamisk ligevægt', der er en decideret selvmodsigende term hvis formål da også i dag må karakteriseres som et illusorisk forsøg på at opretholde troen på at modsætningen mellem udbud og efterspørgsel altid tenderer mod ligevægt. Trods alle vanskeligheder med at forklare de faktiske ubalancer i den økonomiske udvikling gennem tiderne har økonomerne hårdnakket fastholdt et fundamentalt dogme om at alle udsving på markedet før eller siden vil søge tilbage til udgangspunktet (ligevægts- eller hvilepunktet) med samme forudsigelige lovmæssighed som penduludsvingene i fysikken. Derfor er disse økonomer kommet fuldstændigt til kort over for vor tids finansielle kriser.... (jf. artiklen om George Soros). Og det viser lige præcis hvor stærk den irrationelle drøm om ligevægt og forudsigelighed egentlig er i tænkningen. I meteorologien har man dog forlængst indset at der findes såkaldt 'kaotisk adfærd' der gør dynamiske systemer uforudsigelige og derfor også altid vejrprognoser usikre. Og den selvsamme usikkerhed burde man også roligt acceptere i politik og kulturhistorie. Man har jo her aldrig set en økonomisk eller social prognose der holdt!

For fuldstændighedens skyld skal nævnes at man i logikken også opererer med noget der kan minde om komplementaritet, nemlig 'polære begreber', men det er dog blot begrebspar som ikke kan forstås uden hinanden, fx venstre/højre, sand/falsk. Og det er jo banalt, og henviser egentlig blot til ordenes generelle interdependens. Noget andet er den polarisation som findes i fysikken og som dækker over impulser der har en bestemt retning, som fx i magnetismen, eller i den elektriske polarisation mellem negative og positive ladninger.

Symmetri betyder i daglig tale en figur af to spejlbilleder (spejlings-symmetri) som alle kender det fra geometrien. I biologien taler man bl.a. om bilateral-symmetri der eksempelvis ses hos hvirveldyrene der er delt i en højre- og venstreside der 'spejler hinanden'. I fysikken er der sammenhæng mellem det abstrakte symmetribegreb og fysikkens bevarelseslove, idet symmetrien bl.a. er knyttet til loven om energiens bevarelse, men her gælder trods alt det ret væsentlige forhold at symmetrierne sjældent er helt perfekte. Man taler derfor om 'brudte symmetrier' hvor en lille forstyrrelse af systemet kan medføre forandringer af energien, fx ved en væskes afkøling til krystalform. Brudt symmetri forekommer også ved magnetisme og har her fx betydning for overgangen til superledende tilstand. Det er imidlertid i kvantemekanikken fænomenet symmetri bliver særligt interessant, fordi man her opererer med en symmetri mellem partikler og antipartikler og mellem elektrisk neutralt stof og det tilsvarende antistof. Kvantemekaniske symmetrier undersøges ved partikelfysiske forsøg og bekræfter at naturen ikke generelt kan betragtes som helt symmetrisk. Hvad kosmologien angår betragtes det nuværende univers som asymmetrisk, mens universet omkring The Big Bang var symmetrisk, hvad der igen vil sige at der i hypotesen om The Big Bang indgår en formodning om at der på et eller andet tidspunkt er sket et symmetribrud. Og dét er unægteligt interessant, for hvor kommer det fra?



Gåder er der nok af, og det mest påfaldende ved de sidste fem hundrede års kulturhistorie er i grunden at naturvidenskaben blev så glad for sin succes med at måle alt der måles kan og gøre det måleligt der ikke er det, at man efterhånden så totalt bort fra den kendsgerning som myterne fra tidernes morgen havde fortalt, at tilværelsen som sådan er umålelig og uforklarlig - og dermed også universets, livets og bevidsthedens opståen. Forklaringen på selve glæden ved at måle alt der kan måles, ligger - som påpeget mange gange her på siderne - i den meget simple psykologiske kendsgerning at de sekundærprocesser som er basis for al nøgtern og praktisk realitetsprøvelse forudsætter opkomsten hos spædbørn af den genstandsbevidsthed der igen har eksistensen af faste legemer uden for menneskekroppen som absolut forudsætning. Uden faste, håndgribelige fysiske genstande ingen genstandsbevidsthed, og uden genstandsbevidshed ingen sekundærprocesser. Mennesket ville være fuldstændigt prisgivet primærprocesserne og dermed det indre psykiske liv.

Den fatale fejlslutning er at drage den konklusion at sekundærprocesserne er det vigste af alt, at primærprocesserne er helt underordnede, og at de faste fysiske genstande (materien) er basis for den menneskelige ånd. Det kan nemlig siges med sikkerhed at ånden skyldes primærprocesserne, og at disse processer bogstaveligt er primære fordi de tidsmæssigt - i udviklingen hos det enkelte individ - kommer før sekundærprocesser og i modsætning til disse rummer hele menings- og sammenhængsaspektet i tilværelsen. De rummer lige præcis størsteparten af den psykiske energi der skaber tilknytningsværdier i mennesket og som de fysiske genstande ikke kan give. Denne intuitive, umiddelbare viden er en selvfølge for myterne, men naturvidenskaben begriber den bare ikke - og derfor har udviklingen siden Galilæi og Newton været en katastrofal indsnævring af virkeligheden.

Gåder er der nok af når man søger årsagsforklaringer på tingene. Så kan man bl.a. ikke forklare hvor universet, livet eller bevidstheden kommer fra, men det mærkeligste er dog at man heller ikke kan tage selve energien i universet for givet som en elementær kendsgerning i såvel den kosmologiske udvikling (omkring The Big Bang for 13,7 mia år siden) eller den humanbiologiske udvikling der først startede for 30-50.000 år siden (hulemalerierne, der er et vigtigt spor, kan føres 30.000 år tilbage). Men energien er aldeles afgørende for alt liv og al kultur - og derfor er det også nyttigt for eksistensfilosofien at holde fast i erkendelsen af at der ligger kolossale energier forbundet med komplementaritetssynspunktet som det i sin tid blev formuleret af fysikeren og filosoffen Niels Bohr.



Udgangspunktet for Bohrs formulering af synspunktet (1927) var den kendsgerning, at man i kvantefysikken måtte acceptere opfattelsen af elektroner som partikler sideordnet med opfattelsen af elektroner som bølgebevægelser, selvom det principielt var umuligt at forene de to i ét og samme logisk konsistente forsøg. Bestemte man en partikels sted nøjagtigt, blev partiklens impuls ubestemt - og omvendt (se en nærmere udredning i artiklen om komplementaritet). Men Bohr pegede selv på synspunktets anvendelighed på andre felter af erkendelsens områder, også felter der ligger uden for fysikken, men de har beklageligvis ikke vundet stor interesse hverken i naturvidenskaben generelt eller i humanvidenskaberne og filosofien. Jf. essayet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet.

Kort fortalt siger komplementaritetssynpunktet generelt, at hvis to betragtningmåder af et fænomen begge er nødvendige for en fuldstændig beskrivelse af fænomenet, selvom de logisk udelukker hinandens samtidighed, så må de anses for komplementære. Betragtningsmåderne kan hver for sig benyttes til hver sine formål, men begge må indgå i totalbeskrivelsen af fænomenet.

Komplementaritetssynspunktet ophæver definitivt den ældgamle filosofiske strid om materialisme kontra idealisme. Descartes' opfattelse af materien som en i rummet udstrakt og derfor målelig substans over for opfattelsen af ideerne som det ikke udstrakte og derfor umålelige fører kun på filosofiske afveje, nemlig ud i en ørkesløs og uafgørlig diskussion om, hvad der er den egentlige substans i verden.

Komplementaritetssynspunktet ophæver ligeledes de ældgamle filosofiske diskussioner om de paradokser, som uendelighedsbegrebet har ført med sig fra Zenon til Kant. Uendeligheden er en uundværlig forestilling som vi mennesker kan gøre os om muligheder der rækker ud over det praktisk konstaterbare, men begynder vi at ræsonnere over om universet har en begyndelse i tid eller har været til alle tider, om universet har en grænse eller er uendeligt. Uendeligheden er et indre billede eller symbol på tænkte muligheder og ikke et eksakt begreb om konstaterbare eller målelige forhold. Men billedet kan ikke undværes - end ikke i den mest eksakte disciplin af alle, matematikken.

Niels Bohrs egne eksempler på komplementaritet uden for kvantemekanikken var få, men han vendte til gengæld ofte tilbage til dem. De drejer sig om: bevidsthed/hjerneprocesser, følelse/fornuft, beslutning/overvejelse, intuition/logik, sjæl/legeme, barmhjertighed/retfærdighed og individ/samfund. Hertil kommer oplevelsesform/anskuelsesform og det dertil hørende skel mellem religion og videnskab. Denne sondring forekommer imidlertid ikke særligt hensigtsmæssig og er derfor på Jernesalt erstattet af den fundamentale komplementaritet mellem eksistens og videnskab.



I den offentlige debat tudes vore øren dagligt fulde af modsætningen mellem individets interesser og samfundets. Der forekommer næppe en nyhedsudsendelse på tv som ikke giver eksempler på borgere der er kommet i klemme i det offentlige system fordi deres tilfælde ikke falder ind under de rammer der er blevet forudsat og fastsat i lovningen eller utilsigtet falder ud, hvis rammerne ændres som følge af fx økonomiske stramninger, nye tiltag eller strukturreformer. Og det karakteristiske er, at medierne elsker at føre disse sager frem så ministre og myndigheder kommer til at fremstå i dårligt lys. Alle véd sådan set at ingen lovgivning kan tage højde for alle mulige udviklingstendenser i samfundet - eller overhovedet undgå at tilsigtede virkninger ledsages af utilsigtede, men det er dejligt nemt at give systemet - eller endog samfundet - skylden for al misere. Problemet er uløseligt, fordi forholdet mellem individet og samfundet er komplementært. Vi kan overhovedet ikke undgå konflikterne og den dynamik de afføder, men det er i dag langt sværere at forsvare det overordnede samfundsmæssige hensyn end det tidligere har været, fordi den enkelte borgers rettigheder gennem flere årtier er blevet systematisk udvidet og forstærket på bekostning af det samfundsmæssige fællesskab, ja, man er kommet så vidt, at flertallet nærmest betragter det som det mest solidariske at støtte individet over for samfundsmagten. Energi ligger der mængder af i dette synspunkt - og derfor også politisk kamp.

Her på siderne har emnet ofte været på tapetet, men det er og bliver et andet komplementært modsætningsforhold der har været i fokus, nemlig modsætningen mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet, og det skyldes ikke mindst at samfundsudviklingen i de demokratiske vestlige velfærdssamfund har været præget af en forstærket kamp mellem på den ene side den frihedstrang de fleste har oplevet som styrket gennem den stigende velstand og på den anden side den ligheds- eller tryghedstrang som er alle mennesker iboende, men som på forskellig vis er blevet truet af den ulighed der er det uundgåelig resultat af frihedsudøvelsen. Det er i realiteten denne forstærkede kamp den aktuelle politiske debat i Danmark drejer sig om - og det er også den der i sin stigende spændingsmodsætning alene vil kunne tackles fornuftigt på fuldt demokratisk og fredelig vis, hvis komplementaritetsssynspunktet vinder udbredelse. Dette vil nemlig betyde at flest mulige borgere og vælgere opgiver det dualistiske enten-eller-valg mellem friheden og ligheden/trygheden og accepterer begge principper og idealer eller psykiske behov som sideordnede, ligeberettigede og nødvendige i deres fulde uforenelige, men dynamiske modsætning.

Det skal for fuldstændighedens skyld tilføjes, at Jernesalt konsekvent har været fortaler for den partipolitiske neutrale vej mellem socialismen og liberalismen som hedder den tredje vej, og som først lanceredes af Labour i Storbritannien under Tony Blair og siden af Venstre i Danmark under Anders Fogh, men som er kendetegnet ved at den gamle klassekamp betragtes som forældet i og med at flertallet af vælgere befinder sig på den brede midte af det politiske spektrum. Her er der også højt til loftet, og her betragtes såvel sekulariseringen som velfærdssamfundet som sådant som selvfølgelige kulturhistoriske landvindinger - uden at behovet for at vælgerne fortsat deler sig efter anskuelser på nogen måde anfægtes. Det er i dette perspektiv også en selvfølge at selve regeringsmagten går på skift mellem forskellige partier og partikonstellationer. Beklageligvis er den politiske debat i øjeblikket præget af tilbagefald til gammel retorik, og derfor må det fortsat understreges at der er stort behov for at få oplysningsniveauet hævet betydeligt.

Jan Jernewicz



Relevante artikler på Jernesalt:

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)

Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt
Konrad Lorenz' kulturopgør
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Vurdering af det 20. århundrede

Komplementariteten: Sjæl og legeme,
Individ og samfund som komplementære fænomener
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet
griber dybt ind i eksistensproblematikken
  (13.1.11)
Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger - kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex'
Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (II) -Anden del af kritik af Jesper Hoffmeyers filosofi  (9.12.09.)
Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (I) - Første del af kritik af Jesper Hoffmeyers filosofi  (5.12.09.)



'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair  (27.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Har vi fået vækst på hjernen?  (3.8.12.)
George Soros, refleksiviteten og fejlbarligheden

Den smalle retorik fejler - V  (17.3.11.)
Indvandrerdebatten - Naivitet og fordummelse i politik IV  (14.3.11.)
Vælgernes naivitet - Naivitet og fordummelse i politik III  (10.3.11.)
Politikernes uskikke - Naivitet og fordummelse i politik II   (8.3.11.)
Naivitet og fordummelse i politik (I - grundproblematik)  (4.3.11.)



Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal