|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.3.11.Politikernes uskikke - Naivitet og fordummelse i politik IISpin og spindoktorer - Talfnidder og talfusk - Nysprog - To ruter til menneskesjælenMotivpådutning - 'Stråmænd' og meningspådutning - Udenomssnak Den aktuelle regeringsrokade - Det irrationelle Ifølge Christian Kocks bog 'De svarer ikke' kan der påvises utallige uskikke blandt danske politikere når det gælder den debat der er så nødvendig for demokratiet. Ud over de allerede i den første artikel nævnte betragtninger om hvad god argumentationsform er, så gennemgår han en lang række specifikke uskikke, hvoraf flere naturligvis er velkendte for de fleste. Det gælder fx ret banale fænomener som tom snak, selvros og nedgøring af politiske modstandere. Men Kock kommer også ind på fænomenet spin og spindoktorer, der jo på få år er blevet et meget udbredt fænomen. Ministrene ansætter som bekendt særlige - og særdeles højtlønnede - kommunikationsrådgivere som personlige rådgivere ved siden af de normale ministerielle rådgivere og derfor uden om de normale kommandoveje. Det er en betænkelig udvikling, som ikke mindst betyder en vis ansvarsforflygtigelse som det har kunnet ses af den såkaldte 'Jægerbogssag', hvor den tidligere forsvarsminister Søren Gade kom til kort og til sidst valgte at trække sig, fordi det ikke var muligt at få opklaret hvem der havde lækket fortrolige oplysninger om den kontroversielle bogs oversættelse til arabisk, og hvor mistanken netop rettede sig mod ministerens personlige kommunikationsrådgiver. Principielt er det imidlertid langt mere betænkeligt at disse spindoktorer i mange tilfælde får en yderst fremtrædende rolle i medierne. Det gælder folk som Ralf Pittelkow, Peter Mogensen og Michael Kristiansen der har været spindoktorer for statsministrene Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen, og naturligvis ad den vej har skaffet sig utroligt godt kendskab til arbejdsgange og drøftelser i ministeriet, som de efterfølgende har kunnet bruge i deres analyser i de store dagblade og i tv-debatprogrammer. 'Spin' betyder jo egentlig blot 'drejning' og her drejning af fortolkninger af politiske spørgsmål i bestemt retning, men sådan som spindoktoriet på tyve år har taget overhånd kan man også sige at det er den politiske debat der er blevet drejet i retning af personfiksering og mediefiksering. Og det har ikke tjent demokratiet godt. Kock fokuserer dog med fuldt overlæg mest på politikernes gøren og laden, idet han som udgangpunkt mener at den politiske debat må baseres på argumenter, det vil sige rationelle begrundelser, og altså dermed i høj grad også på saglighed og troværdighed. Han indrømmer naturligvis at der også indgår elementer af underholdning og spænding i politiske debatter, men hovedsagen må efter hans mening være argumenterne, for det er ud fra dem man som vælger kan afgøre hvem der har ret. Det kan derfor ikke undre at Kock gør et særligt stort nummer ud af politikernes talfnidder og talfusk. For han mener at det er skidt for den demokratiske debat når én debattør slynger ét tal ud og modparten et andet. Debatten løber da ud i et 'ørkensand af talfnidder'. Tænksomme vælgere efterlades i vildrede. Mindre tænksomme risikerer at blive ført bag lyset. Uden pålidelige tal vælger vi politik med bind for øjene. Og meget tyder på at nutidige politikere slipper godt fra stadig mere og værre manipulation med tal, hedder det. Og Kock nøjes ikke bare med at fremsætte påstandene, han dokumenterer dem med eksempler hele bogen igennem. Fra debatten om forskningsmidler anfører han således at Venstres Sophie Løhde slet ikke svarede på socialdemokraten Leif Lahns indvendinger. Hun hævdede at tallene talte deres tydelige sprog. Men siger Kock: Det er lige hvad tallene ikke gjorde. I dette tilfælde var det tydeligt at debattørerne ikke talte om det samme. Den ene talte nemlig om basismidler, den anden om de samlede forskningsmidler. En underart af dette problem er forskellige tidsperioder i angivelserne. Fx med tal for ledigheden. Kun sjældent får vi en udredning af hvad der gemmer sig bag de modstridende tal. Men når debatten på denne måde fyldes med talfnidder, bliver vi forvirrede, måske endda frustrerede over at politikerne ikke kommer med retvisende tal. Og vi tænker måske med rette at de bare er ude på at vælge tal der 'spinner' (drejer) tingene. Kock gør generelt gældende at tal er et af de vigtigste redskaber til at forstå virkeligheden, men tilføjer dog at det langtfra er det eneste redskab, det er imidlertid uundværligt. Tal skal skabe forståelse, ikke formørkelse, skriver han. Det skal ikke være nemt for debattører at skære tallene til så de giver lige præcis det indtryk der passer i deres kram, alt imens modparten gør det samme. Særligt langer Kock ud efter tidligere finansminister Thor Pedersen, der ved forelæggelsen af en ministeriel finansredegørelse i 2006 frejdigt udtalte: "Tallene viser at det offentlige i kroner og øre har fået mere til forbrug. Vi giver et svar på spørgsmålet om der er blevet flere penge til offentligt forbrug. Det er der." Økonomer havde imidlertid kaldt det yderst problematisk at redegørelsen ikke brugte priser der var renset for inflation. Men denne kritik svarede Thor Pedersen ikke på, han gentog bare tidligere påstande. Altså 'Goddag-mand-økseskaft'. Tilsvarende forelå der efter Kocks mening talmagi fra Thor P, da debatten i 2004-05 gjaldt antallet af offentligt ansatte. Thor Pedersen påstod der var tale om en stigning fra 2001 og frem. Ja, han kaldte stigningen "uafviselig og matematisk evident". Men beregningsmåden var misvisende, fordi den medregnede hele året 2001, dvs også den store del af året der skyldtes Nyrups regering og som VK ikke kunne tage æren for! Kock spørger med rette hvorfor mange borgere plus borgmestre rundt omkring i landet oplever nedskæringer, alt imens det offentlige forbrug stiger. Og han indrømmer, at et overskueligt billede er svært at få, men han hævder også at et troværdigt billede er sværere, for det kræver uafhængighed. Selvfølgelig må man sige til dette, men et sådant billede får man nu engang ikke automatisk i den spændte politiske debat - konklusionen er derfor ikke at politikerne generelt er utroværdige, men at man aldrig skal tage deres påstande for pålydende. At gennemskue fnidder og fusk kræver kundskaber og research - og afsløringerne vil gerne være krævende læsning, påpeger Kock (idet han kommer med eksempler fra bl.a. bevillingerne til universiteterne), og dette er korrekt, men han fatter tilsyneladende ikke, at den politiske kamp altid er en kamp om udlægninger - også af tal. Faktisk får man det indtryk, at Kochs tro på tal er en tyrkertro: han vil ikke acceptere at tal i politik altid er relative. Og hvad iøvrigt Thor Pedersen angår, ser det ikke ud til at Koch på noget punkt har fanget den forhenværende finansministers udtalt humoristiske sans. Jeg mindes ellers ikke at Thor Pedersen har jongleret med tal uden at have haft et glimt i øjet. Det har altid været evident for undertegnede at hans tal var set fra en bestemt synsvinkel. Men det huer ikke Christian Kock. Forlader vi tallene og vender os mod politikernes ord burde det være endnu klarere, at de ikke er objektive. Og at det følgelig gælder om aldrig at tage dem for pålydende. Den engelske forfatter George Orwell introducerede som bekendt i '1984' ordet newspeak, direkte oversat 'nysprog'. Det var det særlige sprog som regimet i Big Brother-staten havde indført med bl.a. det formål at "påføre den person der bruger dem en ønskelige mental holdning". Newspeak kalder Christian Kock med en lidt misvisende metafor 'en slags omvendt lommetyveri': Listige mennesker putter med deres sprogbrug noget ned i lommerne på os, nemlig holdninger og synsmåder som er ønskelige for dem, og det gør de uden at vi opdager det. Javel, men holdninger er vel ikke noget vi har i lommerne?.... Men at vælge ord der betoner de gode sider af en sag man ønsker fremmet er i sig selv naturligt. Det betænkelige kommer først når det sker så systematisk at folk bliver forført. Det var groft i totalitære overvågningssamfund som Sovjetunionen eller Nazityskland. Og er det tilsvarende i totalitære regimer som Iran i dag. Men i vort højt besungne demokrati sker det jo også, omend i mere tilforladelig skala. Så får man eufemistisk newspeak eller forskønnende omskrivninger som når fx Direktoratet for Udlændingestyrelsen bliver omdøbt til 'Udlændingeservice' eller når en socialdemokratisk regering i 1993 indførte betegnelsen 'arbejdsmarkedsbidrag' for en ny bruttoskat. VK-regeringen indførte fra 2002 et 'skattestop der ikke blev finansieret ved at skære ned og fyre, men ved at fastfryse, prioritere, effektivisere osv. Det modsatte forekommer også og hedder dysfemistisk sprogbrug. Og dér bliver moské til det mere skræmmende 'stormoské' eller SU til hjemmeboende til det nedsættende 'cafépenge', dvs negativ newspeak. Prøver en politiker på at få noget diskutabelt til at tage sig ud som en forudsætning, sker det med sproglige udtryksformer der kaldes præsupponering, herunder hører kaptiøse spørgsmål, dvs spørgsmål der fanger den adspurgte i en fælde. Ligegyldigt om at han svarer bekræftende eller benægtende, kommer han til at indrømme en kritisabel adfærd uanset om han har gjort sig skyldig i den eller ej. Det typiske eksempel er spørgsmålet: Er du holdt op med at slå din kone? For ligegyldig om man svarer ja eller nej, indrømmer man i hvert fald at man har slået sin kone. Kock anfører flere gode eksempler med bl.a. Villy Søvndal (SF) og Jesper Langballe (DF) som spørgere. Men han nævner også Dansk Folkepartis sommerkampagne i 2008 der gik under sloganet "Giv os Danmark tilbage". Udtrykket 'give tilbage' præsupponerer at Danmark skulle være frataget danskerne, og det mener Kock ikke kan være rigtigt. Men det er faktisk det DF mener og hele tiden har ment, når vi taler om antallet af muslimske indvandrere eller om overgivelse af suverænitet til EU. Det kan man naturligvis være rygende uenig i, men det er da efter min mening i enhver henseende en både ærlig og slående måde at sige tingene på. Subjektivt, ja. Men ikke til at tage fejl af! Christian Kock hævder at et af de mest lærerige eksempler på hvordan politikere i den vestlige verden har fået vælgere til at "købe en opfattelse uden at fremsætte den direkte" er den opfattelse at Iraks diktator Saddam Hussein var involveret i terrrorangrebet den 11.9.01. Amerikanere skiftede i hvert fald i løbet af 1½ år standpunkt fra 3 % til 50 % der delte opfattelsen. Præsident Bush brugte i begyndelsen af 2003 hvad Kock kalder 'i samme åndedrag-teknikken': "Før 11.9. var der mange i verden der troede at Saddam Hussein kunne tøjles. Men kemiske stoffer, dødbringende virus og skumle terrrornetværk er ikke lette at tøjle", lød argumentationen. Jeg undrer mig over at Kock ikke er klar over at det er de psykiske primærprocesser der her er i spil og appelleres til, helt præcist den regel der siger at to eller flere ting betragtes som identiske, blot de har visse træk til fælles. Og det ejendommelige er, at vi bruger disse processer sideløbende med sekundærprocesserne der følger strengt logiske og rationelle love. Kock har imidlertid intetsomhelst belæg for at kunne postulere at præsident Bush ikke selv drog den angivne slutning eller for at det skulle kunne betvivles at efterhånden halvdelen af den amerikanske befolkning gjorde det samme, simpelthen fordi 11. september satte skel i både historien og måden at tænke på! Kock nævner at man i kommunikationsforskningen taler om to påvirkningsveje: den centrale og den perifere. Den centrale rute hævdes at gå gennem bevidsthedens snævre fokus, hvor modtageren overvejer argumenter, mens den perifere rute går via mere ubevidste, følelsesmæssige og sansemæssige kanaler, og Kock rejser med rette tvivl om rigtigheden af disse definitioner. Men han drager ikke denne korrekte konklusion, at det i virkelighedens verden forholder sig omvendt: den rute forskere kalder perifer er central og vice versa. Den reelt centrale rute er med andre ord altid den ubevidste, men det er et altfor snævert syn på sagen at tro at der her blot skulle være tale om det vi i almindelighed kalder følelsesmæssige eller sansemæssige kanaler, ja at sætte disse tre karakteristika i samme båd er faktisk primitiv primærtænkning fra Kocks side! Der er tværtimod med begrebet 'det ubevidste' tale om noget langt dybere end følelse og sansning. Skal man imidlertid forstå dette er man nødt til at vide at den dybeste forskel i psyken ikke går mellem følelser og fornuft, men mellem stabile følelser og forestillinger på den ene side og intense følelser og forestillinger på den anden side. De første er relativt vage og indgår som hovedelementer i sekundærprocesserne og dermed realitetsprøvelsen. De sidstnævnte er derimod ustabile og er hovedelementer i primærprocesserne der vel at mærke er de processer der har med oplevelsen af kvalitet og mening og sammenhæng at gøre. Og det er præcist dette forhold der gør denne 'rute' til den centrale i alle eksistensspørgsmål - og derfor også i politik! En ret uheldig uskik blandt politikere (og skam også blandt almindelige mennesker) er at tillægge hinanden lurvede motiver. Et godt eksempel stammer fra foråret 2010 hvor skatteminister Troels Lund Poulsen (V) kom med denne syrlige kommentar til at Novozymes' topchef Steen Riisgaard havde talt på SF's landsmøde: "Det er meget farligt når der er virksomheder der flirter med at lade sig hylde af SF bare for at få fem minutters berømmelse på et landsmøde." Og det hed også at "Novozymes skal bare ikke tro, at SF bliver en gave til dem." Kock hævder, at Lund Poulsen altså antager at dette useriøse ønske var direktørens skjulte motiv for at møde op. Men så dum er Poulsen da ikke, og netop derfor falder den grove beskyldning tilbage på skatteministeren selv. Ingen ved sine fulde fem kunne da for alvor tro at Novozymes' topchef havde andet motiv til sin tale end at benytte en invitation til at fortælle SF noget om det private erhvervslivs forhold som partiet kunne få nytte af, når de som forventet ville komme i regering efter valget. Så det eneste man kan slutte af Riisgaards medvirken var at han nok regner med at SF sidder i regeringen efter næste valg. Koch har da ret i at spekulationer om andres motiver til at sige eller gøre noget er blevet en standardmanøvre i dansk politik - vel at mærke når det gælder nogen man er uenig med. SF's formand Villy Søvndal gentog såmænd manøvren dagen efter da han kommenterede skatteministerens kritik. Den var ikke bare "et nyt topmål af arrogance", men også udtryk for at regeringen måtte "føle sig meget trængt". Og det er da ikke helt ved siden af. I hvert fald må man bedømme ministerens ord som så tåbelige, at de kræver en eller anden motivforklaring! Men Kock hævder at der særligt er én grund til at det er problematisk at tale om andres skjulte motiver, nemlig at man principielt aldrig kan kende dem. De er jo netop skjulte. Vi er altså ifølge Kock ude i "gætteriernes skumringsland". Og selv hvis man véd at disse andre har en bestemt, skjult bagtanke med noget er det vel kun relevant, hvis bagtanken handler om deres videre hensigter.... Efter min bedste overbevisning er retorikerens argumentation her den rene mørketale! For det at tillægge andre skjulte motiver, er at påstå at vedkommende har andre motiver til sine ytringer og handlinger end dem han åbenlyst lægger for dagen. Det kommer i så fald an på at afsløre dem, så de ikke længere er skjulte! Skjulte motiver er altså slet ikke principielt umulige at afsløre, men i samme øjeblik de afsløres, er de blot ikke skjulte længere. Det er humlen i det hele. Desuden gælder, at motivgranskning er vigtig, fordi det er afgørende for forståelse af et menneskes handlinger og synspunkter at forstå baggrunden for det han vil, dermed også motiverne. Det er sjældent de er irrelevante. Men her mener Kock at politiske aktørers eventuelle bagtanker med hvad de siger og gør ikke er særlig relevante som emner for politisk debat. De kan have interesse af anden art - afsløring, sensation eller sladderinteresse. De kan have en vis politisk relevans som en art supplement til de grunde og argumenter der iøvrigt taler for eller imod en politik. Men det væsentlige er de andre grunde. - Ja, det mener rationalisten Kock altså, men det er ikke indlysende - slet ikke i lys af dybdepsykologien. Kock mener at snak om skjulte motiver polariserer politik og trækker i retning af stammekrig. De vælgere der tror på motivspekulationerne vil anse de bagtalte politikere for selviske og upålidelige; de der ikke tror på dem vil få stof til politikerlede, for de vil opfatte de bagtalende politikere som selviske og upålidelige. Kort sagt, motivcentreret debat skaber kynisme og politikerlede mod alle politikere, hævder han. Men det er et subjektivt syn der viser at han slet ikke forstår de dybere bevæggrunde i politik. Og han ser helt bort fra at motiver også kan være gode og fornuftige. Den vigtigste skadevirkning ved motiv-snakken er efter Kocks mening at den afklarende debat om hvad der er den bedste politik, glider i baggrunden. Det som politisk debat egentlig burde fokusere på kommer til at mangle, for det er selv argumenterne, de fremførte forslags fortrin og mangler. Men dette er et typisk rationalistisk synspunkt, der præsupponerer at politik er rationel. Christian Kock beklager dybt at vi dagligt er tvangsindlag til motivspekulationer i dansk politisk debat, både fra de politiske debattører og fra en mængde af politiske kommentatorer i medierne. Især journalister bygger på én standardteori, nemlig at alt hvad politikerne gør, alene er drevet af ét motiv: 'strategisk' stræben efter mest mulig magt. Og det er efter hans mening både forenklet og forkasteligt. De lumpne bagtanker placerer Kock på en skala fra useriøse psykologiske motiver (som forfængelighed, behagesyge, selvglæde) over mere kontante, selviske motiver som stræben efter penge og personlig magt, over partistrategiske motiver (fx at gøre noget for at indynde sig hos et andet parti) til skumle politiske bagtanker med henblik på fremtiden (skridt på vejen til store skjulte tiltag). Martin Lidegaard (R) gjorde - da han endnu var medlem af folketinget - VK-regeringens forslag om hævede hastighedsgrænser til en sag om den konservative Helge Adams Møllers barnlige begejstring for fart og regeringens trang til at vise forandring for enhver pris. - Og det er fuldstændigt rigtigt en lav tankegang, ja moraliseren, og al moraliseren har ringe effekt. Villy Søvndal var i sagen om Muhammedtegninger sikker på én ting, nemlig at Anders Fogh Rasmussens psykologiske motiver skulle mistænkeliggøres: "Det var en utrolig selvgodhed og selvtilstrækkelighed der ikke gav Fogh overblik til at rumme nogle implikationer der rakte ud over lidt avisdebat. I det hovmod forsømte statsministeren at bruge diplomatiet til at præcisere forholdet mellem Jyllands-Posten og regeringsmagten...." Igen en lav moraliseren. Nøjagtigt samme argumentationsform trak Jens Rohde (V) frem fra stalden til forsvar for Fogh: "Sagen illustrerer meget godt, at når loven ikke er tilstrækkelig stram for dem som rammes på deres selvgodhed eller egeninteresser, så vælger de at ophøje sig selv til dommere og forsøger at pådutte andre deres egne grænser". Kock har for så vidt ret i at en debat hvor de to sider forholdt sig til hinandens egentlige argumenter for eller imod JPs og Fogh handlinger stort set aldrig kom i gang. Men han spørger ikke hvorfor. For da ville han have forstået at linjerne netop i denne sag var blevet trukket så hårdt op, at dialog var blevet umulig. Sagen delte jo vælgerne. Og netop dette spillede politikerne på. Det kan man naturligvis beklage. Men det er blot at beklage at politik er politik, det vil sige et meget irrationelt fænomen. Strategiske motiver er lidt finere end psykologiske og selviske motiver, for de handler dels om at man skal holde sammen på tropperne inden for sin blok, dels om at éns parti/blok skal sørge for at tækkes vælgerne - sådan at man enten kan bevare sit vælgerflertal eller erobre det. Og begge dele er jo i og for sig legitimt. Strategiske motivargumenter gør det let at se bort fra hvad den anden part egentlig siger. Eksempelvis kan nævnes en radiodiskussion mellem Jens Rohde (V) og Carsten Hansen (S) om et regeringsudspil om forældres ret til frit at kunne vælge skole. På få minutter serverede Hansen fem gange det strategiske motivargument at der var tale om en deperat regering med dårlige meningsmålinger. Den utrættelige Søren Krarup havde i en forespørgsel i folketinget om Irak-krigen følgende metafor-spækkede udsagn: "Baggrunden for denne forespørgsel er naturligvis at venstrefløjen, SF og Enhedslisten, vil piske propagandaens vande i håb om at kunne genere regeringen og høste frugterne af den kampagne imod Danmarks deltagelse i Irakkrigen....." Politikerne betjener sig også flittigt af det såkaldte 'skuffe-argumentet': Påstanden om en skjult dagsorden som modparten vil realisere efter vedtagelse af det forslag der er til debat. Mekanikken sås i tv-duellen mellem Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning før valgt i 2007. Thorning sagde bl.a.: "Grunden til at de [ministrene] ikke vil svare [på beskyldninger om nedskæringer] er at det er et ubehageligt svar, fordi Thor Pedersen formentlig har en eller anden plan i skuffen som skal frem på et tidspunkt efter valget, hvor I vil gribe ind over for kommunerne..." Anders Fogh Rasmussen var skam ikke bedre. Et vælgerbrev fra hans side havde overskriften "Vil en socialdemokratisk ledet regering aflive skattestoppet og hæve skatten på bolig?" Dette kalder Kock et skoleeksempel på politisk brug af marketing-teknik. Fogh henvender sig direkte til et udvalgt segment. Han tillægger ikke direkte Thorning en skjult dagsorden. Men han antyder den. Og alle hans potentielle vælgere forstår budskabet. Men når man tillægger modparten vidtgående skridt ud over dem som er til debat i det aktuelle øjeblik, så er man efter Kocks mening på vej ud over samtalens og debattens grænser. Resultat hos publikum bliver mistro eller politikerlede. Og han citerer med tilslutning 'den skarpsindige Bertel Haarder' der helt tilbage i 1992 påpegede: "Det er ikke så mærkeligt at folk ikke taler pænt om politikerne, når man hører, hvordan de taler om hinanden". Nyere samfundsforskning har ikke desto mindre forståelse for at mennesker ikke alene er drevet af ønsket om maksimal opfyldelse af deres personlige interesser, men også andre faktorer som gensidig tillid, faktorer der kommer ind under 'social kapital'. Dette begreb er gjort berømt af den amerikanske samfundsforsker Robert Putnam i bogen 'Bowling Alone', og det kan være et nyttigt begreb, men Kock hævder uden at blinke at udtrykket omtrent dækker "det man her i landet er begyndt at kalde sammenhængskraft". - Det er efter min mening totalt misforstået, men det viser meget godt at Kock ikke har begreb om psykologi. For sammenhængskraft er noget meget dybere end fænomener som gensidig tillid. På et pressemøde 20.3.10. kommenterede statsminister Lars Løkke Rasmussen S-SF-forslaget om at udskyde vedtagne lettelser i topskatten på grund af underskuddet på statsbudgetterne: "Jamen jeg har godt set, hvad det er de foreslår. Og det er på mange måder befriende, fordi så er det jo til at kende billedet igen af en opposition som kun har en opskrift, nemlig at sætte skatterne op." Kock kalder det et af utallige eksempler i dansk politisk debat på at man "tegner modparternes standpunkter med meget fri hånd for at de skal fremstå så afskrækkende som muligt". Men fløjene er lige gode om metoden. Tilbage i 2002 drøftede folketinget et forslag om højere hastighedsgrænser, og den socialdemokratiske ordfører Sandy Brinck langede hårdt ud efter daværende justitsminister Lene Espersen: "Jeg synes det er modigt at justitsministeren tør sige ja til forslaget selv om det betyder flere døde og tilskadekomne.... Det grænser samtidig til kynisme, og jeg håber at ministeren kan finde trøstende ord til de efterladte." Kock er hård i sin bedømmelse: Når Sandy Brinck hævder at justitsministeren siger som angivet, er det en usandhed sagt mod bedre vidende - kort sagt, en løgn. Hvad mere er, det som skiller parterne, bliver ikke belyst. Et lidt mere detaljeret eksempel vedrører kulturudvalgets opfordring til regeringen om at drage omsorg for at dansk fastholdes som videnskabs- og undervisningssprog både på bachelor- og kandidatuddannelserne. Den radikale Johannes Poulsen skrev i et avisindlæg i Pol 27.1.09.: "Flertallet er åbenbart så bekymret for det danske sprogs fremtid, at man er villig til at ofre Danmarks chancer for at klare sig i globaliseringen". Men de radikale vil "ikke være med til at reducere dygtige forskere til kustoder på et museum for dansk sprog." Kock skriver ligeud at indlægget viser hvor grundigt en debattør kan forfalske et politisk udspil som han er uenig i. Indlægget angriber kort sagt en 'stråmand': en forfalsket udgave af hvad den anden part går ind for, ja, en stråmand, hvis vanvid alle kan forstå. Piet Hein har beskrevet fænomenet i sit gruk 'Dem der dutter': En yndet form for polemik består i det probate trick
Sådanne 'meningspådutninger kan være smarte. De er nemmere at nedgøre, for det at konstruere og modsige en 'stråmand' indebærer at man ikke behøver forholde sig til hvad modstanderen virkelig mener. Modparten må derimod bruge taletid på at sætte ekstra fokus på det påduttede, vanvittige standpunkt. Hans virkelige standpunkt overses. Og protesterer modparten ikke imod forfalskningen, får den lov at stå som om den var sandheden.
En raffineret type stråmænd er de adresseløse: Man nedgør nogle vanvittige meninger, men siger ikke hvem der har dem. Så siger man jo ikke noget forkert. Men man skaber et indtryk af at de vanvittige meninge er nogle der findes og bør nedgøres.
Stråmænd kan være afledningsmanøvre og som sådan blev de brugt af borgmester Klaus Bondam i debat om spærringen af al bilgennemkørsel på Nørrebrogade. Men også den socialdemokratiske skatteordfører Nick Hækkerup kunne være med i et indlæg der hed "Når de selvretfærdige taler om skat": "De føler det er udtryk for en særlig ægte og dyb solidaritet at foreslå noget som også vil gå lidt ud over dem selv: At hæve ejendomsbeskatningen er udtryk for den ultimative offervilje. Det er så smukt at det kræver mere rødvin...."
Kock påpeger at rødvin her bruges som symbol for de velbjærgede. Men ikke nok med at indlægget mest består af en ædende sarkastisk karikatur, forsætter han. Nej, hans indlæg var "et lavpunkt i socialdemokraterne heroiske kamp med sig selv om skat".
At dutte folk en mening på hvis vanvid alle kan forstå. Kock kan uden besvær finde eksempler på manøvren hos VK-regeringens politikere, fx når daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen engang han blev spurgt om den udbredte uvilje mod Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Han sagde bl.a.: "Det har naturligvis påvirket mig meget. Jeg er ikke overrasket over, at meningsmålingerne viser at mange er imod krig. Vi er alle imod krig." Kock gør med rette opmærksom på at egentlig pacifisme er en holdning som kun få danskere deler og blandt andet derfor er denne generelle holdning nem at tale imod, men når Kock dernæst hævder at det er "meget nemmere for Fogh at håndtere dette end argumentet mod krigen som var at den var ulovlig og bygget på usande præmisser", så kommer han jo selv over i en usaglig menings- og motivpådutning. For krigen var netop ikke ulovlig og byggede ikke på usande præmisser, og dette har Fogh utallige gange gjort opmærksom på. Men det er rigtigt at Fogh i den citerede passus kommer for nemt uden om sagens kerne. Udenomssnak og ikke-svar er under alle omstændigheder et problem i den politiske debat, både herhjemme og i udlandet. Kocks bog hedder ikke for ingenting "De svarer ikke", for sådan opleves det mange gange. Og ikke uden grund kan Kock bruge den netop i dag detroniserede integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) som eksemplet over alle andre. Rønn Hornbech vakte stor furore i nov 2008 da hun som integrationsminister deltog i en slags interview med TV2, men i ikke mindre end 45 sekunder opretholdt fuldstændig tavshed over for alle journalistens spørgsmål. Hun smilede blot Mona Lisa-agtigt til ham. Og vi har efterhånden set episoden mange gange på tv. Det kaldes nu at "lave en Hornbech", men som Koch påpeger er det sjældent at se politikere lave den på denne måde ved demonstrativt at "tie som en østers" (vel ikke det bedste billede, da det er de færreste der har set en østers smile). Tavsheds-manøvren er sjælden fordi politikerne har en lang række teknikker til at lade være med at svare - ved at sige noget der gør det svært at opdage at de ikke svarer. Hvad politikere og andre offentlige talsmænd og debattører nødigt vil svar på, er ifølge Christian Kock især kritiske spørgsmål til deres politik og embedsførelse eller modargumenter imod dem. Politikere kan desuden ønske at svare udenom når de bliver spurgt om en 'dårlig sag', dvs en sag hvor de ikke har nogen god handlemulighed, og hvor de vil blive stillet i stadig dårligere lys, jo mere deres snakkes om den. Der findes også spørgsmål som man ikke med rimelighed kan svare på. Det er bl.a. dem hvor ethvert svar ville tvinge én til at anerkende en forudsætning man er uenig i - og som vitterligt kan være helt hen i vejret, altså de tidligere nævnte 'kaptiøse spørgsmål' hvor man går i en fælde. Men Kock gør for lidt ud af at den slags spørgsmål meget ofte gentages mange gange efter hinanden med det åbenlyse formål til sidst at gøre den interviewede så irriteret, at han eller hun svarer uoverlagt. Disse forsøg gøres efter min mening så tit og så ihærdigt at de i høj grad er med til at ødelægge mulighederne for fornuftige interviews. Så det er altså ikke bare politikerne der skal lastes for 'ikke-svarene'. Et tydeligt eksempel er Mogens Rubinsteins og Henning Olssons interview for år tilbage med daværende finansminister Thor Pedersen. Samme gentagne spørgsmål om Dansk Folkeparti skulle bære finanslovsforslaget igennem - og samme indholdsløse svar, hævder Kock. Men her ser han igen bort fra at interviewerne bare bliver ved med at gentage samme spørgsmål med det formål at få finansministeren til at tilstå at regeringen er afhængig af støtten fra DF og den alene. Men det er jo ikke noget man får en finansminister med fornuften i behold til at indrømme, for det ville være i strid med erklæringen om at finanslovsforhandlingerne er åbne. Det véd de garvede interviewere fra DR udmærket godt, men alligevel bliver de ved med at spørge i samme skure. Og det er da det der er noget svineri! Politikere har ikke desto mindre selv den uskik at stille den slags spørgsmål til hinanden. Birthe Rønn Hornbech, der selv er jurist, har i Folketinget direkte anket over socialdemokraten Thomas Adelskovs kaptiøse spørgsmål, og hun har utallige gange som integrationsminister nægtet at svare på spørgsmål, især med den begrundelse at hun ikke kan udtale sig om 'enkeltsager'. Denne teknik kalder Kock en 'begrundet Hornbech'. Mere elegant er det efter hans mening at camouflere sit ikke-svar med et røgslør. Det gjorde fx Claus Hjort Frederiksen i et svar til en vred vælger om højtlønnedes ret til dagpenge ved ledighed. Svaret sluttede med ordene ".... så du har ingen grund til at råde dine børn til at søge til udlandet. Fremtidsudsigterne bliver lyse i fremtiden - også for højtuddannede." Altså: Du og dine børn har det jo godt, I har intet at klage over, så lad være med at klage over manglende mulighed for dagpenge ved ledighed. En standardmanøvre fra politikere og andre myndighedspersoner når de kritiseres for en konkret fejl eller urimelighed i deres system er netop at svare med at systemet er blandt 'verdens bedste' e.lign. Men det er efter Kocks mening kritisabelt at svare som Hjort, fordi det politiske stridsspørgsmål bliver dårligt belyst, og fordi sådanne svar undergraver selve de forudsætninger som menneskelige samtale hviler på, herunder forventningen om gyldighed og relevans. Men mon ikke Claus Hjort vidste hvad han gjorde? Kock kan have ret i at den slags debatadfærd er årsag til mange forbitrede skænderier mellem familiemedlemmer, kolleger eller naboer. Strategien hedder: Udvid krigen, så den ikke blot omfatter det kritiserede punkt, men også kritikernes skjulte hensigter, deres personlighed, deres moralske habitus - og inddrag også lige for en sikkerheds skyld nogle flere emner; kritiser modpartens åndsevner eller mor i samme åndedrag.... Bertel Haarder har ifølge Kock i alle sine år som minister været en mester i denne teknik. Ex i efteråret 2008 da han blev kritiseret for de nationale test som lærere og skoleledere var imod: "Man skulle hellere være taknemmelige for at vi ikke udsætter lærerne for noget som ikke er gennemarbejdet og kvalitetssikret." Kocks vurdering er at "Haarder er virtuos til at få noget der kritiseres for at være dårligt til at tage sig ud som det modsatte". En sag for sig har været hele debatten om betalingen til privathospitalerne. Daværende sundhedsminister Lars Løkke blev beskyldt for at have været for ødsel, men i ministerets redegørelse blev det fastholdt, at sundhedsloven var blevet overholdt. I stedet for at svare på kritikken om at Løkke havde ødslet, svarede man på en helt anden kritik - som ingen havde fremsat - nemlig at han skulle have handlet ulovligt. Kock kalder hele strategien for meget velorganiseret. Røgsløret dækkede godt for det som kritikkken faktisk gik på, og tilmed påstod Venstres loyale ordfører Peter Christensen (nyudnævnt undervisningsminister) at Rigsrevisionen have politiseret. Kock kommer med en udførlig gennemgang af det videre forløb, men kendsgerningen forholder han sig ikke til, nemlig at den pris privathospitalerne fik var resultat af en forhandling og en mægling. En sådan aftale kan man altid hævde var for dyr, men det er efter min og andres opfattelse sprogligt meningsløst at hævde at der blev ødslet eller givet overbetaling, og netop dette burde en retoriker dog kunne forstå. De konservative kan også være med, herunder Lene Espersen som justitsminister. Hun blev i sin tid spurgt om eks-rockeren Dan Lynge og hans forhold til PET af Enhedslistens Søren Søndergård der ønskede oplyst om medarbejdere ved PET havde været i direkte kontakt med Dan Lynge. Lene Espersens svar var med Kocks ord et sandt kunststykke (naturligvis filet af i ministeriet efter alle kunstens regler). Af det meget udførlige svar fremgik at PET ikke i en bestemt forbindelse havde været i kontakt med Lynge. Det forledte naturligvis folk til at tro at PET overhovedet ikke havde været i kontakt med Lynge. Men det stod der ikke - og det var vistnok heller ikke tilfældet. Men det må vi selv gætte os til. For vi må ikke vide for meget om PET. Kock kommer med andre eksempler og undrer sig generelt over at det offentlige debattører nødigst vil anerkende er at modparten har argumenter af en vis vægt og relevans, eller at der overhovedet er noget der taler imod éns politik. Det er som om det er forbudt. De synes at tro at hvis man medgiver at modparten har bare ét relevant argument, falder hele deres sag. Og det er selvfølgelig forkert. Men denne forkerte antagelse er med til at ødelægge den offentlige debat. Kock prøver at dele sol og vind nogenlunde lige mellem partierne og fløjene i folketinget, men konstaterer dog at Venstres ministre og ordførere siden 2001 har vist sig som mestre i den disciplin at fuske med svarene og svarpligten på. De har ligefrem ophøjet disciplinen til kunst. De behersker og udnytter alle tænkelige måder at undvige svarpligten på - uden at ret mange når at opdage det. De er også gode til at få folk til at tro alt muligt som ikke er rigtigt - men uden at påstå det direkte. Fx et få os til at tro at de har svaret på et kritikpunkt, når de faktisk ikke har. Kock synes venstrefolkene er så dygtige til manøvrerne at han mener de må have taget rigtig mange kurser i kunsten. Og det er da ikke udelukket. Jeg ved intet om det, men det kunne jo være interessant at få det belyst. Christian Kock ser imidlertid i hele denne analyse bort fra at VK-regeringen mod sin vilje hurtigt havnede i ren og skær blokpolitik - og i denne er det nu engang sådan, at man aldrig giver modparten ret! Blokpolitikken har ødelagt meget i dansk politik - og virker stadigt ødelæggende. Men der skal nu engang to fløje til at føre blokpolitik, og derfor kan man ikke rette bebrejdelserne alene mod den ene part. Christian Kock synes overbevist om at det eneste der vil kunne standse ikke-svars-epidemien vil være at "vi vælgere begynder at kritisere og straffe de ikke-svarende politikere for deres ikke-svar. Det er nemt nok. Vi skal undlade at stemme på dem.... Så kan de måske lære at svare." - Jeg må indrømme at jeg finder metoden og ordene naive. Retorikeren Christian Kocks begrænsede forståelse af politik kan egentligt belyses ganske godt ud fra dagens aktuelle regeringsrokade. Der sker nemlig ikke blot det, at Birthe Rønn Hornbech træder tilbage som integrations- og kirkeminister som følge af en for statsministeren fuldstændigt utilfredsstillende behandling af sagen om de statsløse palæstinensere der ifølge internationale konventioner har haft krav på dansk statsborgerskab, men også om et sidste forsøg på at rette op på den nedtur han selv og regeringen har haft i mange måneder og som givetvis vil betyde dens fald ved næste valg, hvis ikke der sker noget. Ligegyldigt hvad Lars Løkke Rasmussen foretager sig vil det formentlig være for sent at redde regeringsmagten, for problemet er jo ikke at ministrene ikke er dygtige og flittige nok, men at flere af dem mere eller mindre ufortjent efterhånden har fået rodet sig ind i sager de ikke kan komme fri af. Dette skal ikke nærmere udpensles her, da der kan henvises til flere selvstændige artikler om sagerne (se eventuelt under rubrikken Danmark. Der er derimod grund til at understrege at en regerings nedtur (uanset partifarve) aldrig alene kan henføres til rent saglige eller rationelle forhold, men altid omfatter irrationelle forhold af meget forskellig art. Det er naivt at tro at der er en højere retfærdighed i bedømmelsen af regeringerne i et land. Der er også uretfærdigheder, fejlbedømmelser, misinformation og simpel uvidenhed, og disse forhold ligger allerede i at politik slet ikke er en rationel kunst - og allermindst en eksakt videnskab. Man kan sagtens som Christian Kock hævde at den politiske debat burde handle om i hvilken retning samfundet skal bevæge sige. Man kan tilføje at for at kunne give meningsfulde svar herpå skal man ikke blot have nogenlunde objektiv viden om udgangspositionen, men også nogenlunde klare mål. Men straks man udtaler sig om hvad politik burde dreje sig om og at den burde have mål, har man forladt objektiviteten og bevæget sig over i den subjektive strid om mål og værdier, der allerede sprogligt viser sig i at man bruger modalverbet 'burde' (og verbalformen konjunktiv). Kock nævner selv udtrykkeligt at målene i politik også kaldes 'ideologier' eller 'værdier'. For nogle er individets frihed fx en afgørende værdi og derfor vil de reducere statens rolle. For andre er solidaritet, fællesskab, velfærd mere tungtvejende og de har følgelig mindre imod statsstyring og omfordeling. Og det er i virkeligheden her den store spænding og uenighed ligger og her demokratiet altid skal stå sin prøve. Her kunne der være brug for nytænkning, fx den fulde forståelse for komplementariteten mellem frihedprincippet og lighedprincippet. Spørgsmålet om hvor vi er lige nu handler, kan man godt hævde, om fakta, fx hvor meget af værdien af samfundets samlede produktion inddrager staten og de øvrige offentlige instanser i skat. Og disse fakta er afgørende som realistisk udgangspunkt - de kræver rationel tilgang til virkeligheden - men de siger netop intet om målene og er derfor i sidste ende helt utilstrækkelige som politiske kriterier. Afgørende er at politikerne - vælgerne og forskerne for den sags skyld også - vil være ved, at politik er irrationel i sin natur, og derfor kræver bevidst stillingtagen til værdier. Disse behøver på ingen måde at være af ideologisk art, for da havner man i lukkede systemer der nok kan været meget systematiske og logisk bygget op, men vil savne mulighederne og uberegneligheden, dvs alt det der gør politikken og historien spændende: nemlig emergensen, at der hele tiden kan dukke noget nyt op som gør al forudsigelighed umulig og skadelig. Nej, de irrationelle værdier og dermed sammenhængskraften i samfundene ligger primært i det kollektivt ubevidste, og det er præcis derfor de er så vanskelige at bestemme og forudsige. Her skal altid være plads til åbenhed, muligheder, kreativitet, fortolkning og subjektivitet. Anerkender man ikke dette, er man naiv i den forstand, at man endnu ikke har vovet sig ud i at spise frugterne fra kundskabens træ. Man vil gerne fortsætte med at leve i uskyldigheden og troen på fornuften, det gode og det fredelige. Men resultatet bliver derefter: man er ude af stand til at tage det fulde ansvar for udviklingen og for debatten om eksistensen og samfundslivet. I artikel IV i denne lille serie vender jeg tilbage til Christian Kocks bog og hovedsynspunkter, men først skal vi se på vælgerne og deres naivitet. Jan Jernewicz Henvisninger: Literatur: Christian Kock: De svarer ikke. Fordummende uskikke i den politiske debat. (Gyldendal. 2011) Relevante artikler på Jernesalt: Øvrige artikler i serien: Naivitet og fordummelse i politik (I - grundproblematik) (4.3.11.) Vælgernes naivitet - Naivitet og fordummelse i politik III (10.3.11.) Indvandrerdebatten - Naivitet og fordummelse i politik IV (14.3.11.) Den smalle retorik fejler - Naivitet og fordummelse i politik V (17.3.11.) Generelt 'Jernesalts 2009-filosofi' Artikelserie om ontologi (læren om at være) Menneskets virkelighedsopfattelse I-VII Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens moralfilosofi) Etik og eksistens (om etikkens placering i den menneskelige eksistens) Konsistens-etikkens Ti Bud Ansvarlighed (10.1.07.) Menneskesyn og politik (13.8.10.) Komplementariteten mellem frihedprincippet og lighedprincippet det kollektivt ubevidste De psykiske grundprocesser Medier Wikileaks kontra magthaverne (26.10.10.) Skal man bare svine sine modstandere til på Facebook? (27.4.10.) Blogs som narresutte (21.10.09.) Politiken mod Politiken - 125 års slag for oplysning og modernitet eller hvad? (14.10.09.) Mediedækning af krig og konflikt - kontra oplysning (2.2.09.) Dagbladene under pres (19.4.07.) At læse Jernesalt (6.12.06.) Politiken og det ydre skin (11.10.06.) Weblogs og eksistenslogs (7.8.06.) Dannelsens hemmelighed og udfordring (20.9.04.) om bl.a. mediernes rolle i dannelsen Medieskabt tortur-hysteri (5.8.04.) Er samfundet blevet selskabeligt? > Eller er dette bare en medieforskers postmodernistiske tese? Politik og medier Er politikerne i det gennem-medialiserede samfund dømt til populisme? Eksperterne, pressen og folkestyret Psykologi De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.) De psykiske grundprocesser Jeget og selvet Selvet - sjælen - ånden Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi Er der en særlig psykisk energi? (15.7.07.) Sjæl og hjerne Hjerne og sjæl Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt Hvad er egentlig bevidsthedsforskning? (31.7.10.) Sproget Kan alle vore forestillinger dekonstrueres? (25.04.08.) Sprogpsykologisk aksiom Sprog og forførelse - Forførelsens kunst III Skadelig sprogblomstring? (i rapper-sproget) Sproget og virkeligheden Erkendelse Modstanden mod komplementaritetssynspunktet (13.1.11) Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt (23.12.10.) Platon - europæisk filosofis problemskabende grundlægger (6.12.10.) Jørn Lund, sproget og virkeligheden (24.9.10.) Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger - kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex' Manifest 2010 om tidssvarende eksistentiel dannelse (2.6.10.) Religion som emergent fænomen i biologien (24.12.09.) Erkendelsens forudsætninger(12 afsnitom 'Den komplementære helhedsrealisme') Erkendelsen (5. afsnit af Værdimanifestet - 13.8.04.) Artikler om Danmark Artikler om Medier Artikler om Samfund Artikler om Etik Artikler om Psykologi Artikler om Erkendelse Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |