JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - blogs01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.10.09.

Blogs som narresutte

Google har lavet en ny funktion i sin mail-service (Gmail). Den giver 10 sekunders fortrydelsesret, så man kan nå at blokere afsendelsen af en 'pinlig mail', hvad der vil sige en mail skrevet i vrede eller raseri i et sådant sprog at man måske vil komme til at fortryde den.

Det redder sikkert nogle ophidsede mennesker fra fadæser, men at det skulle få større betydning må man tvivle på, for som en kommentator har skrevet, så burde fortrydelsestiden snarere være på 10 minutter, hvis den virkelig skal batte. I hvert fald forekommer det meget tvivlsomt om folk af den type der overhovedet skyder replikker af uden at tænke sig om vil benytte sig af fortrydelsesretten, for deres fejl er jo at de aldrig giver sig tid til omtanke og altså aldrig udskyder deres reaktioner. De undlader aldrig at reagere umiddelbart for i stedet at reagere middelbart.

Problemet er jo ikke om der er en tast man kan trykke på, hvis man fortryder en valgmulighed. En sådan er jo ganske praktisk hvis man sidder ved tastaturet og får skrevet noget man ikke ville have skrevet eller noget man selv kan se lyder forkert. Og her kan man bruge den fortræffelige slettefunktion. Nej, det generelle problem er at uhyre mange mennesker på nettet, velsagtens flertallet, og det vil igen overvejende sige unge mennesker, har fået indarbejdet den store uvane at reagere på alt muligt umiddelbart og spontant. Det betyder bogstaveligt at de reagerer instinktivt - uden at lade fornuften, den kritiske tanke, gå imellem impuls og handling, og det er naturligvis tåbeligt, da mennesket netop til forskel fra dyrene har fornuften til at træde til for at vurdere hensigtsmæssigheden af det man har tænkt sig at gøre.

Men Googles nye påhit turde være ganske symptomatisk for den internet-kultur der har bredt sig og som bedst kan karakteriseres som tankeløshedens og overfladiskhedens kultur. Og denne kultur ser ud til at kunne føres tilbage til noget så simpelt som det postmoderne forbrugermenneskes fuldstændigt blinde tro på at den grundlovfæstede demokratiske ytringsfrihed er frihed til totalt uhæmmet udfoldelse af den medfødte sprogevne - og det både i skrift og tale.

Denne blinde tro påvirker hele debatkulturen, hvad der viser sig både på tv og i aviserne, men værst på nettet.

På tv har underholdningen forlængst overtaget tidligere tiders seriøse samtale-programmer. I fjernsynets barndom overtog programfolkene radioens fine reportage- og interviewteknik: Folk som Karl Bjarnhof og Christian Krüger mestrede kunsten at give sig tid til at vende et samtaleemne så man kom godt omkring dets aspekter. Men ikke mindst under de særligt hede valgkampe i 1970'erne med opbruddet i den gamle partipolitik forsvandt hensynet til den person der skulle interviewes. Han eller hun blev bevidst gjort til offer: Spørgsmålene blev personligt nærgående og drejede sig ofte hellere om perifere end centrale synspunkter - bare de kunne føre til afsløring af en åbenlys idiot. Kun sjældent fik ofrene lov til at tale ud og forklare deres dybere bevæggrunde.

Undertegnede husker det særdeles tydeligt fordi jeg dengang så praktisk taget alle partiers valgudsendelser med efterfølgende interviews af partispidserne, for jeg ønskede at vide god besked om alle partier og deres programmer - uanset min egen hældning. Men jeg ikke alene skuffedes over det ringe saglige udbytte, jeg fik oparbejdet en decideret afsky for næsten alle Danmarks Radios daværende nyhedsjournalister. De er heldigvis for de flestes vedkommende slet ikke aktive i dag, men jeg valgte ganske enkelt DR fra, da TV2 kom til.

Begge kanaler kan ind imellem bringe interviews der er udmærkede, men i store træk er udviklingen gået hen imod stadigt hurtigere indslag, stadigt mere pjattede spørgsmål og stadigt hyppigere springen fra emne til emne og person til person. Selv DR2's fortsat gode Deadline er hæmmet af at indslagene ikke må overstige ti minutters varighed, heller ikke hvis man først kommer rigtigt i gang med en spændende afdækning i 8. eller 9. minut. Fornylig skete det at man gav sig lidt bedre tid til at interviewe to af verdens klogeste økonomer om muligheden for at komme ud af recessionen, men man fornærmede dem og seerne ved at interviewe dem samtidigt. Det førte nemlig med sig at Nikolaj Sommer skulle dele sol og vind lige ved at henvende sig til de to herrer på skift. Overflade i stedet for fordybelse. Og Jes Stein Petersen der har en halv time til rådighed for sin 2. sektion om søndagen kan heller ikke se fornuften i hver gang at koncentrere sig om én person. Han spiller som regel mindst to personer ud mod hinanden, somme tider tre eller fire - og resultatet er hver gang at han springer fra emne til emne for at nå de spørgsmål han har forberedt på forhånd. Igen overflade i stedet for indsigt.

Men værst er dog programmer som 'Debatten', 'Smagsdommerne' og 'Ugen med Clement' - alle på DR2 der ellers skulle gå for at være seriøs.

'Debatten' har ofte op til seks personer til en ca. halv times rundborgssamtale om et aktuelt emne. Her får personerne, ofte politikere eller faste kommentatorer, lov til at sige deres mening og svare på kritik fra de andre - og det er da fint. Problemet er blot at det i vid udstrækning udarter til decideret polemik hvor forudfattede standpunkter luftes og beskyldninger mod modparten fyger gennem luften - uden at man prøver at forstå hinanden. Kender man gengangernes standpunkter i forvejen, behøver man ikke spilde tid med udsendelserne, så meget mindre som de altid er mere underholdning end seriøs debat.

'Smagsdommerne' reklamerer med at udsendelsen hver uge sætter kunst og kultur på plads af DR2s egne smagsdommere, pt. 30 styks af begge køn, som er udvalgte kendisser der har en mening om alt muligt uden at være særligt kyndige. Om programmet fra værten Andrian Hughes side er ment satirisk, får stå hen, men det ligner mest af alt en simpel reaktion på Anders Fogh Rasmussens nedladende bemærkninger om smagsdommere generelt i nytårstalen 2002. Om Hughes ligefrem mener at folk der kan bedømme alt ud fra en simpel smagsfornemmelse sandelig ikke skal lade sig kyse af statsmandsræson får stå hen. Men resultatet er i hvert fald en bekræftelse på at smagsdommeri er ren og sker underholdning. Om smag kan som bekendt ikke disputeres eller hvis man vil have sætningen i autoritativ udgave på latin: "De gustibus non est disputandum". For smag må ikke forvekslet med begrundet mening. På fransk siger man kort og godt "Chacun a son goût": og det er travesteret til dansk på herlig vis med ordene: Enhver sjakal sin ragout. Og så behøver man heller ikke sige mere.

'Ugen med Clement' udgiver sig udtrykkeligt for at være et satirisk talkshow, og da Clement Kjærsgaard er et lynende begavet og hurtigt reagerende hoved med både store fagter og stort flagrende hår samt et rigtigt showrum med altid veloplagt publikum, så kan programmet ikke beskyldes for at være dødkedeligt. Det er til gengæld entertainment og intet andet - og man kan kun undre sig over at personer der sidder i ansvarlige og seriøse stillinger kan føle sig fristet til at medvirke. Men det må være for at komme i det medielys som i visse kredse synes at være den eneste bekræftelse på at folk er i live: de ses og høres på tv.

Havde det ikke været fordi forsvarsminister Søren Gade kom grueligt galt afsted i programmet ved i sin store uvidenhed om hvad der foregik bag hans ryg i forsvaret kom til blankt at afvise at lækningen af 'Elitejæger-bogen' skyldtes ansatte i forsvaret, og indslaget derfor blev vist i nyhederne, så havde jeg aldrig selv fået set et uddrag af programmet. For jeg har forlængst fravalgt Clement Kjærsgaard. Men det bekræftede mig til gengæld i forhåndsvurderingen af denne mediestar som en systematisk undergraver af seriøs debat. Søren Gade har sikkert fortrudt sin medvirken, og det kan man kun håbe får andre til at sige fra. Hele skandalen ligger dog i at programmet findes på DR2. At der skal være plads til den slags underholdningsprogrammer er lige så selvfølgeligt som at der skal være plads til 'Vild med dans' eller 'Hvem vil være millionær' på TV2. Men DR1 og 2 er ikke betalingskanaler der er afhængige af reklameindtægter, så her burde man holde fanen højere.

Aviserne har deres debatsider med debatindlæg af en vis størrelse og dertil kortere læserbreve. Der er i sagens natur meget stor forskel mellem de store landsdækkende avisers form for debat og de mindre avisers. Middagsbladene og gratisaviserne excellerer i ultra-korte artikler og læserudbrud. Meningen er ikke oplysning eller dialog, men at give folk en chance for at få luft for deres uforbeholdne mening - og endda se luften og kildens kontrafej på tryk.

Men de store avisers debatindlæg er på et relativt højt niveau, fordi de som hovedregel er skrevet af folk der véd noget om emnerne og som oven i købet er engageret i sagerne. Da avisredaktionerne i vore dage for konkurrencens skyld er påpasselige med ikke at være alt for enøjede partipolitisk eller ideologisk, er debatindlæggene ofte et glimrende korrektiv til redaktionens egne indlæg i ledere, klummer og baggrundartikler - ved siden af selvironiske kommentarer som fx Politikens 'At Tænke Sig'. Men de faste klummer kan være forbløffende ensidige og fordomsfulde - og ofte tangere det primitivt polemiske.

Den problematiske debatkultur viser sig dog mest i læserbrevene, eller rettere i det beskedne udvalg af læserbreve der bliver trykt. For de indsendte breve er mange gange flere. Alligevel viser læserbrevene i alle de store aviser en forbløffende ensporethed. Skribenterne forfalder mange gange til kun at afsløre at de er fuldstændigt enige eller hundredre procent uenige med hvad en anden har sagt og skrevet. I de førstnævnte tilfælde røber skribenten sin stolthed over at være på samme hold som den der bliver rost (ofte en af redaktørerne). Og i de andre tilfælde er skribenten lige så pavestolt over at kunne tage fuldstændigt afstand fra den uforgribelige, umenneskelige, usympatiske og usaglige mening som en tidligere skriverkarl har bragt på tryk.

Demokratisk set er det fint at avislæsere i alle sociale lag og af alle politiske anskuelser kan få luft for deres galde eller deres glæde, men stadigt gælder at demokrati dybest set kræver noget mere, nemlig ægte dialog og samtale der bygger på gensidig respekt. Alt andet er overfladiskhed og underholdning, der som andre udslag af disse fænomener primært tjener skribenterne til selvbekræftelse og formidlerne til indtjening: redaktionerne kan holde menigheden inden for folden og identiteten.

Nettet er først og fremmest ramt af det kolossale udbud af såkaldte 'blogs' (eller weblogs), hvor enhver på stående fod kan offentliggøre sin uforbeholdne mening om alt og alle, inklusive sine fordomme og idiosynkrasier, eller sine ordinære indtryk fra ferier og sine ekstraordinære glæder og skuffelser i privatlivet. Den bærende idé er hele vejen igennem at man kan bekendtgøre hvad man vil, når man har lyst - uden hensyn til andre. Det er gabende kedsommeligt, men beror tilsyneladende på en stiltiende aftale om at både åbenheden og det 'at være på' er så henrivende et fremskridt, at man tager andres kedsomhed som en selvfølgelig omkostning ved selv at kunne folde sig ud.

Privatlivet udstilles - hvad man i gamle dage kaldte ekshibitionisme hvis der var tale om blottelse af intime dele af kroppen og dens funktioner. Men betegnelserne privat og intim er dybt forældede. Og de ophæves med selve den simple akt at udstille det hæmningsløst. Et privatliv kan selvsagt ikke udstilles offentligt, da det så ikke længere er privat. Og intime detaljer kan heller ikke vises eller omtales på nettet eller i mobiltelefonens billedgalleri uden at intimiteten fordufter. I visse tilfælde kommer ekshibitionisterne dog til at fortryde offentliggørelsen af deres billeder, for det hænder jo at parforhold går i stykker, og at en forsmået part kan hævne sig ved at offentlige nøgenfotos der var beregnet for en snævrere kreds.

Hertil kommer imidlertid at selve den eksponentielt stigende mængde af disse overfladiske udgydelser dybest set er til fare for sammenhængskraften i samfundet, som politilogen Jeppe Fogtmann netop har gjort gældende i et indlæg i Politiken dags dato. Grænserne for hvad man kan sige offentligt om andre medborgere bliver nemlig konstant skubbet længere ud i ekstremerne til både højre og venstre - og altså væk fra midten. Det nye sprog og menneskesyn i de politiske blog legitimerer en uforsonlig omgangstone der efter Fogtmanns mening vil blive båret over i virkeligheden og forplante sig mellem mennesker.

'Facebook' går ud på at deltagerne lægger en såkaldt 'profil' - en lille selvbiografi med fotos - ud på nettet til en kreds af venner, og udbygger med småsnak om dagligsdags begivenheder og smagsvurderinger. Vennekredsen kan løbe op i flere tusinder - og tallet er noget man kan prale med. Selv politikere praler med at de nu er på 'facebook' og har så og så mange tusinde 'venner'. Løgn og bedrag. For et netværk kan være aldrig så stort det være vil, en ægte vennekreds løber aldrig for noget menneske op i tusinder. Bedraget ligger i forvekslingen af kvantitet med kvalitet. Sandheden er da også at unge mennesker kan komme til at føle sig meget ensomme på 'facebook'. Og problemet er at de også føler sig ensomme ved at være udenfor.

Den nyeste udgave - så vidt jeg er orienteret - er 'Twitter' der ifølge Wikipedia er et "socialt netværk og mikro-blogging-hjemmeside, der giver brugerne mulighed for at sende egne og læse andre brugeres opdateringer, også kendt som tweets. Det er tekst-baserede posts, der er op til 140 tegn lange." Opdateringerne vises ifølge samme artikel på brugerens profil og "kan ses af de andre brugere, der følger vedkommende. Opdateringerne kan sendes via hjemmesiden eller via sms [short message service, beregnet for mobiltelefoni], mens de også kan læses som rss-feed" (sidstnævnte er et særligt system for filstandarder). Twitter-funktionen blev først åbnet for offentligheden for tre år siden og skønnes i dag at have mellem 4 og 5 mio. brugere.

Det er altså de ultrakorte beskeder der skiller twitter fra facebook og weblogs, men også her er ligger tilfredsstillelsen i den store mængde af partnere den enkelte bruger kan få. Det gør også denne tjeneste fristende for politikere der gerne vil have opmærksomhed. Således lagde Det radikale Venstres formand Margrethe Vestager ikke skjul på at hun var gået på twitter. Held og lykke, kan man kun sige. Men samtidigt man man røbe sin store skepsis. Det er muligt at der kan tales om en vis form for kontakt. Men seriøs debat der rykker nogetsomhelst?

Det står alt i alt så sløjt til med debatkulturen i vort demokrati at man kan frygte konsekvenserne. Og selvom undertegnede ikke er så pessimistisk som Fogtmann der tror at den velovervejede, velfunderede dialogs tid er en saga blot, så bør alle seriøse demokrater se problemet i øjnene - og gøre noget ved det.

Skal debatkulturen højnes, bliver det nødvendigt at flere og flere og især de unge indser at debat og diskurs ikke vil sige at lufte spontane ytringer og uforbeholdne meninger af mere eller mindre instinktiv og moralistisk art i uhæmmet målestok, men derimod at udveksle gennemtænkte meninger som indeholder argumenter der tages op til diskusion i debatten ud fra deltagernes gensidige respekt for modpartens synspunkter. Deltagerne må med andre ord på forhånd gå ud fra at modparten er et nogenlunde fornuftigt og velmenende mennesker og ikke en ondsindet idiot og løgnhals.

Kun hvis en debat føres på et nogenlunde højt intellektuelt niveau og i respekt for andres velbegrundede synspunkter kan den blive den dialog eller samtale som en mand som Hal Koch i sin tid bestemte som demokratiets forudsætning. Hans ideal var ganske vist det atheniensiske demokrati hvor de frie borgere havde ret til at ytre sig om lovgivningen - og dette kan naturligvis ikke uden videre overføres til et moderne demokrati, hvor alle er frie, men til gengæld også så mange i tal at det er nødvendigt med repræsentative forsamlinger til at styre. Men princippet er godt nok som sådant: man skal indgå i en urban form for meningsudveksling med andre mennesker, hvis man vil finde frem til politiske afgørelser der er så rimelige og fornuftige at de kan accepteres af alle.

Det helt store problem ser ud til at være at flertallet af unge mennesker aldrig har stiftet bekendtskab med den ægte dialog og samtale som middel til både større indsigt og større tolerance, men tværtimod ser ytringsfriheden som en ret - for ikke at sige en pligt - til at ytre fordomme og idiosynkrasier samt had og foragt fuldstændigt uhæmmet. Det turde være symptomatisk for vores tid, at både mobning og hate-speech er almindeligt forekommende blandt unge lige fra den alder hvor de behersker brugen af mobiltelefonen.

Man har lov at håbe på at hadet og uvanerne går i sig selv igen med tiden og erfaringen, og at lærere og forældre kan hjælpe lidt på vej, selvom de overvejende betragtes som håbløse autoriteter. Det skal trods alt huskes, at mange unge trods den hårde facade er usikre - og spejder efter hjælp.

Men derudover er der egentligt kun én ting at gøre for dem der værdsætter ægte samtale og debat: at værne om og stimulere denne overalt hvor det er muligt, herunder også på nettet.

Nærværende 'Jernesalt' betragter sig i denne forbindelse som en vigtig og dybt seriøs website, fordi den sætter oplysning højt som forudsætning for demokrati, sekularisering og samfundsudvikling. Jernesalt lefler af samme grund ikke for de bagstræberiske modernister der hopper på den første den bedste it-opfindelse, men holder sig til saglighed og nøgternhed samt respekt for anderledes tænkende.

Derfor undgår Jernesalt den enøjede polemik der altid kun sigter efter selv at få ret og forhindre andre i at få anerkendelse. Polemik betjener sig når det kommer til stykket mest af de ubevidste regler der gælder for de såkaldte psykiske primærprocesser, dvs den bruger samme frie associationsmetode som en vis propagandaminister Goebbels: to ting eller personer der har mindste lighed, betragtes som fuldstændigt identiske; flere ting eller personer der har lighedspunkter betragtes som identiske - og en del af en ting eller gruppe betragtes som repræsenterende hele tingen eller gruppen.

Jernesalt har derfor udtrykkeligt på sin kontakt-side gjort opmærksom på, at hjemmesiden ikke er et organ for diskussion eller polemik, men derimod en enkelt mands forsøg på at bringe en bred, tværfaglig og konsistent filosofi i sammenhæng med kommentarer til aktuelle begivenheder, film, kunstudstillinger og bogudgivelser. Derfor har Jernesalt det princip at besvare seriøse henvendelser, men ikke bringe indlæg fra andre. Hjemmesiden er med andre ord ikke en blog - jf. iøvrigt artiklen Weblogs og eksistenslogs (7.8.06.)
.

Det er også understreget - og skal gentages her - at Jernesalt ikke skrives af akademisk, men af eksistentiel interesse. Hjemmesiden skal derfor læses eksistentielt, dvs med eftertanke og med henblik på at udfordre egne subjektive meninger.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til: