JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - jelved02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.3.06.

Jelved og Kjærsgaard i Deadline 14.3.

Meget fornuftigt havde Kurt Strand inviteret Marianne Jelved og Pia Kjærsgaard i studiet tirsdag aften til en debat om Jelveds meget voldsomme og personlige søndags-angreb på statsminister Anders Fogh Rasmussen i håndteringen af sagen om Muhammed-tegningerne. Men den ellers fortræffelige studievært greb mødet an så dumt at der kun kom tom snak ud af det.

De to politikere var naturligvis dybt uenige om substansen i angrebet på Fogh, og Kjærsgaard syntes også tonefaldet var for alt for hårdt, men de to damer var 'professionelle' og kunne indbyrdes holde politisk uenighed adskilt fra personlig vurdering. På Strands provokerende spørgsmål om Jelved også betragtede Pia Kjærsgaard som farlig, bøjede hun af og fastholdt at det var statsministeren hun havde betegnet sådan, men Dansk Folkeparti var jo støtteparti for regeringen og havde derfor et medansvar for dennes politik. Kjærsgaard på sin side ville ikke bruge nedsættende udtryk om sin modpart, men afviste blankt påstanden om Foghs farlighed.

Da de til sidst blev spurgt om der var nogen i modpartens parti de kunne samarbejde med eller syntes om, nævnte Jelved DF's finanspolitiske ordfører Kristian Thulesen Dahl, som hun kendte fra flere forhandlinger, bl.a. om udligningsaftalen, og betragtede som en kompetent mand. Kjærsgaard roste Jelveds partifælle Naser Khader for det gode initiativ til netværket Demokratiske Muslimer, som hun dog anbefalede ham at holde uden for partipolitik. Så alt i alt blev det bekræftet at dansk politik fortsat - trods store politiske uenigheder og vedvarende rygter om grøftegraveri - er præget af fordragelighed. Politiske modstandere kan stadig - måske med undtagelse af en vis, til Strassbourg deporteret socialdemokrat - være i stue sammen og føre fornuftig og urban samtale.

Synd derfor at samtalen blev ved almindeligheder og gentagelse af velkendte standpunkter. Skylden må alene lægges på Kurt Strand der prøvede nogle provokationer uden ringeste held og intet fik ud af sin i forvejen planlagte forelæggelse af en 'tipskupon' til de to modstandere. De fik præsenteret fem enkle spørgsmål, som de på stedet skulle svare ja eller nej til. Præmie var der ingen af, og vinder blev ikke udråbt. Det eneste spas'en egentlig afslørede var den lille overraskelse, at Jelved kunne sætte sine krydser stort set uden særlig overvejelse, hvorimod Kjærsgaard var meget tøvende og længe om det. Desværre satte hun til sidste sine krydser i stedet for bare at have skubbet papiret tilbage til studieværten med en besked om at den slags leg hoppede hun ikke på.

Er ytringsfriheden i landet truet, lød et af spørgsmålene. Jelved mente ja, fordi der vitterligt har været fremsat konkrete trusler mod nogen. Kjærsgaard hældede derimod til et nej, fordi der måske nok var øget selvcensur, men takket været regeringens optræden ikke for alvor var sket indskrænkninger i de formelle rettigheder. Med andre ord, spørgsmålet skulle aldrig være stillet, for det var ganske enkelt for enkelt. Spørgsmålet om ytringsfrihedens status efter sagen om Muhammed-tegninger er blevet meget mere kompliceret end før. Og det er bestemt ikke afgjort endnu. Selvcensuren er én ting, som bl.a. i dagens aviser kan afspejles i den tilbageholdenhed sommerrevyernes tekstforfattere ser ud til at vise. Men den grundliggende ytringsfrihed er jo ikke fuldstændigt sikret her i landet, så længe der hænger dødstrusler over tolv tegnere og en kulturredaktør - foruden en 'vantro muslim' som Naser Khader. Og hele denne problematik kunne man jo sagtens have brugt hele tiden til at diskutere.

Men Strand skulle videre, så et andet spørgsmål lød om islam er forenelig med demokrati. Det svarede Kjærsgaard nej til, idet hun henviste til at intet muslimsk land har indført demokrati. Jelved svarede derimod ja og henviste til Tyrkiet som et sekulariseret land der var i fuld gang med demokratiseringen. Det var altså ikke islam som sådan der forhindrede demokrati, men kulturelle, sociale og politiske forhold i de muslimske lande. Kjærsgaard afviste begge påstande. Tyrkiet undertrykte fortsat kvinder og etniske mindretal, og før demokratiet var fuldstændigt indført i et muslimsk land ville hun ikke føle sig overbevist. Og hvad muslimer i de vestlige lande angik, var spørgsmålet ganske enkelt om de hver især kunne acceptere demokratiet uforbeholdent eller ej. Nogle kunne uden tvivl, men andre ikke. Altså igen et spørgsmål der krævede nuanceret besvarelse. Og det samme gjaldt de sidste tre spørgsmål fra Strands side.

Men hvorfor ì alverden stiller en så erfaren mand som Kurt Strand så sådanne spørgsmål - nærmest som en selskabsleg. Var det et forsøg på at være morsom? Var det af frygt for ikke i et sådant dameselskab at kunne få tiden til at gå med ordentlige spørgsmål? Eller var det fordi han ikke turde gå ind på de problemer hele sagen drejer sig om ud fra det perspektiv Marianne Jelved anlægger?

Hvis det sidste er tilfældet, er det sørgeligt, for det viser - sammen med visse andre indslag i samme forbindelse, herunder fx Kaare R. Schous kommentar i TV2 forleden, jf. artikel - at medierne og altså selv meget vidende og erfarne journalister er låst uhjælpeligt fast i gamle politiske fløjmønstre og dertilhørende gamle spørgemønstre. Det blokerer dem fuldstændigt fra at få øje på nye vinkler i sagen og stille spørgsmål derefter - på trods af at det er så tiltrængt som nogensinde.

Navnlig to spørgsmål er helt centrale i forbindelse med Marianne Jelveds angreb på statsministeren: spørgsmålet om Danmarks internationale ry og spørgsmålet om hvad kampen for ytringsfriheden og åndsfriheden i Danmark indebærer i internationalt perspektiv. Men som det ses hører spørgsmålene tæt sammen.

Hvad det sidste spørgsmål angår er det indlysende at det giver en forskel om man snævert ser sagen om Muhammed-tegningerne som et spørgsmål om en juridisk rettighed - således som Jelved og de radikale primært gør og efterhånden har for vane - eller om man ser det som et langt større spørgsmål om åndsfrihed, hvad ikke ret mange har gjort, heller ikke Pia Kjærsgaard eller statsministeren. Ser man det hele som et spørgsmål om ytringsfriheden, kan man nøjes med at sige - som det allerede er sagt mange gange i debatten - at den er ikke til diskussion, men som bekendt bør alle ytre sig under ansvar, dvs med skyldig respekt for andre mennesker og deres følelser. Ser man derimod den konkrete sag som et spørgsmål om åndsfrihed, så forholder det sig sådan, at åndsfriheden slet ikke længere eksisterer, hvis der skal tages specielle hensyn til en speciel religions tilhængeres specielle følelser - og slet ikke hvis tilhængerne bor i andre lande med fremmede kulturer.

Åndsfrihed er friheden til at tænke, tro og tale samt tegne uden frygt for repressalier af nogen art fra magthavere eller forbryderiske fanatikere. For findes en sådan frygt kan ingen ånde frit. Her er vi med andre ord langt uden for bekymringen for selvcensur, for en sådan er selvfølgelig meningsfuld, når der skal tages hensyn til sårbare individer, som fx syge og døende eller mindreårige. Men en religion som sådan, en ideologi som sådan, et trossamfund som sådan eller en organisation eller sammenslutning som sådan kan aldrig nogensinde defineres som et sårbart individ det vil være forkasteligt at såre med frie ytringer. Det er eksempelvis fuldstændigt utåleligt for et frit menneske at skulle vare sin mund eller pen, fordi der sidder en repræsentant for et diktaturs efterretningsuvæsen eller terroristvæsen i nærheden. Forskellen mellem at leve i et demokrati og et diktatur er just, at det første sted nærer man ikke denne utålelige frygt.

Den konkrete sags udvikling har imidlertid klart vist, at der findes antidemokratiske kræfter i vort eget land som har allieret sig med fjendtligt sindede diplomater og fået fremmede landes religiøse og politiske ledere til at hidse folk op til hadefulde protester mod Danmark på grund af et dagblads naturlige og legitime offentliggørelse af nogle efter dansk målestok helt igennem harmløse tegninger.

Hvis Danmark skal bøje sig for den slags og indrette sig på en sådan måde at gentagelse udelukkes, så er det sket med ytringsfriheden og demokratiet - og dermed sket med den fundamentale åndsfrihed. Regeringen har gjort alt andet end bøjet sig for disse uhyrlige protester og krav. Det bør den have ubetinget anerkendelse for fra alle demokraters side. Og så bør det være aldeles underordnet at dansk erhvervsfremstød og dansk kulturfremstød i de muslimske lande er blevet foreløbigt bremset, selvom det i sig selv er dybt beklageligt. Og det bør ligeledes være aldeles underordnet om Danmarks internationale ry eventuelt i et eller andet omfang og i visse regioner skulle være skadet. Det er for det første svært at måle, især på længere sigt, og for det andet afhænger bedømmelsen jo i sidste ende af hvilket værdisæt man måler det på.

Måles Danmarks internationale ry på den umiddelbare forargelse Muhammed-tegninger har vakt rundt omkring, er der måske nok tale om en slags krise for dansk udenrigspolitik. Men ryet bør jo netop under ingen omstændigheder måles på noget så overfladisk som moralsk forargelse, for denne er ligeglad med åndsfrihed og hvad dertil hører. Den ser ene og alene på andres umiddelbare reaktioner. Og dette er simpelthen katastrofalt, hvis åndsfriheden skal forsvares. Åndsfriheden må aldrig lades i stikken. Den skal forsvares med alle kræfter. Den er et bærende element i dansk kultur og demokrati. Og dermed burde den også være et bærende element i det internationale ry Danmark må prøve at opretholde.

Men se her skiller vandene både i Danmark og i udlandet. I udlandet fordi der er vidt forskellige interesser forbundet med kulturelle, politiske, ideologiske og religiøse forestillinger og idealer. Der er tendenser til hensynsløs magtudøvelse, tendenser til demokratisk udvikling og tendenser til opportunisme fra moraliserende midtergrupper der ikke undslår sig fra at tale vidt og bredt om respekt for religioner også hvor disse er undertrykkende. I Danmark skiller vandene fordi der også her er vidt forskellige interesser forbundet med forestillinger og idealer, men besynderligt nok også en hos ellers uforsonlige religionsforagtere pludseligt opdukkende iver efter særlig beskyttelse af en nytilkommen religion, hvis tilhængere godt nok er i mindretal og bør beskyttes som sådant, men samtidigt fortsat repræsenterer en politisk og eksistentiel holdning som undsiger demokrati og sekularisering.

Ser vi nøgternt på disse skel er der ikke tale om relativt uskyldige nuancer i synspunkter der grundliggende bygger på de samme vestlige værdier, men desværre på fundamentale modsætninger der gør det nødvendigt at sige, at den ene part - og heldigvis langt den største - omfatter alle demokratisk sindede der forstår ytringsfriheden som uerstattelig og i grunden i et og alt - bevidst eller ubevidst - lever på åndsfriheden, mens den anden part enten er direkte imod demokrati eller usikre på hvilke konsekvenser og omkostninger kampen for demokratiet nødvendigvis må have. Her er det faktisk berettiget med statsministeren at tale om får og bukke, men vel at mærke med den tilføjelse at fårene har skilt sig ud fra bukkene af egen fri vilje.

På denne baggrund er det ikke en bagatel at lederen af et af Danmarks mest indflydelsesrige partier gennem et helt århundrede kalder den statsminister der i den aktuelle krise ser det som sin fornemste opgave uforbeholdent at værne om vores ytringsfrihed for en farlig mand. Det er tværtimod ynkeligt og pinligt.

Og det var dette drøftelsen i Deadline tirsdag aften skulle have handlet om.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Jelved kan ikke synke dybere (13.3.06.)

Muhammed-sagen (oversigt over artiklerne fra og med 20.10.05.)

Øvrige artikler om: Medier
Øvrige artikler om: Danmark

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean