JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - jelved01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.3.06.

Jelved kan ikke synke dybere

Selvsagt må det være dybt frustrerende for enhver leder af et regeringsdueligt og regeringsvant parti at se sig hensat til oppositions-, spørge- og tilskuerbænkene uden nævneværdig indflydelse på regeringens politik lige fra dennes dag ét i 2001 og uden udsigt til ændring af status inden for overskuelig tid. Men dobbeltfrustrerende må det være for Det Radikale Venstres leder Marianne Jelved, fordi hendes drøm om engang at blive landets statsminister med den sidste måneds meningsmålinger har kunnet betragtes som værende skudt definitivt i sænk.

Alligevel er det lidt overraskende at den stilfærdige og normalt moderate Marianne Jelved benyttede et stort interview med Jesper Larsen i Berlingske Tidende søndag 12.3. til et voldsomt og massivt personligt angreb på statsminister Anders Fogh Rasmussen. Interviewet var ventet fordi Berlingske Tidende gav Fogh lejlighed til at gøre status over situationen efter Muhammed-krisen søndag den 26. februar. (jf. artiklen Fogh Rasmussens position). Forventelig var også principiel kritik af Fogh Rasmussen fra Jelveds kant, fordi de radikale ikke på noget tidspunkt har lagt skjul på at de ville have håndteret krisen anderledes.

Men tonen, nej vi bliver nødt til at kalde den ved rette navn: radikaliteten i angrebet på en statsminister der har ført en klar og konsekvent linje i forsvaret for den ytringsfrihed der er så central for dansk demokrati - og som han naturligvis kun fra befolkningens side har fået stigende opbakning til at værne efterhånden som muslimernes fanatiske angreb er taget til - denne radikalitet er så påfaldende og forbløffende, at den ikke kan siddes overhørig.

For ét er at Marianne Jelved aldrig har været bonkammerat med Anders Fogh Rasmussen - hvis nogen af dem overhovedet har været det med nogen. Det må de jo leve med. Det gør mange politikere, og det kan der faktisk godt skabes resultater på trods af. Ét er at det må være ærgerligt for Det Radikale Venstre at konstatere fremgang ved sidste års valg og se den fortsat i meningsmålingerne i år - uden at det ændrer situationen på Christiansborg det fjerneste. Ét er endvidere at forhandlingerne om velfærdsreformerne snart går i gang, og at det da vil være for sent at køre Muhammed-kanonerne i stilling mod Fogh. Ét er endelig også at alderen ikke ligefrem kan påstås at være specielt fordelagtig for Jelved. Har hun ikke held til at få indflydelse umiddelbart efter næste valg, må hendes dage som partileder formodes talte.

Noget helt helt andet er at udråbe statsministeren til en farlig mand der bruger sine evner til at splitte Danmark, skabe splid og usikkerhed i befolkningen og gennem konfrontationspolitik sætte lus i skindpelsen blot for at maksimere sine stemmer. Ja, "det er virkelig en rystende og dyb, dyb ulykke at have en statsminister der er så dygtig til at kommunikere, men som fralægger sig lederskab", hedder det. Det er dybt kritisabelt og på sin vis uværdigt at have en statsminister der ser det som sin opgave at skille fårene fra bukkene i stedet for at samle flokken, fortsætter hun. Og somom dette ikke var nok, siger hun: "Jeg kan ikke komme i tanke om nogen der har gjort så mange fejl på så kort tid som den nuværende statsminister har gjort. Det er meget, meget pinligt for Danmark."

Hele tiraden - netop fra den kant - er så bemærkelsesværdig at kommentatorerne uvægerligt har måttet spørge efter motiverne. Radioavisens Pieter Raunve mente at Jelved måtte have følt det som sidste udkald for at markere sig før forhandlingerne om velfærden. TV2's Kaare R. Schou mente Jelved var ude på at fiske i rørte vande og derfor pustede til uroen i Venstres og De Konservatives bagland - og han syntes åbenbart også at tro at det kunne nytte noget, idet han for en gangs skyld blev svigtet af sin ellers gode fornemmelse for dybereliggende årsager.

Politikens Rasmus Emborg ser nu nok klarere, når han skriver at med Jelveds svada er de Konservatives drøm om at få skiftet DF ud med R som regeringens parlamentariske grundlag endnu længere fra at blive til virkelighed end tidligere.

Udelukket er det ganske vist ikke, at Marianne Jelveds angreb kan påvirke meningsmålingerne til ugunst for Venstre endnu et par uger, men på længere sigt er det meget usandsynligt.

For det første giver regeringens udspil om velfærdsreformerne regeringen gode muligheder for at trække debatten og opmærksomheden i en anden og vælgermæssigt mere positiv retning.

For det andet er der længe til valget - og alt andet lige, er det usandsynligt at ophidselsen blandt muslimerne i Mellemøsten kan holde sig frem til valget. Derimod kan det sagtens tænkes, at statsministerens håndtering af sagen vil fremtræde mere og mere rigtig, jo mere den kommer på afstand.

For det tredje er Dansk Folkeparti nu - uden egen fortjeneste - blevet så styrket af den muslimske fanatismes udskejelser, at det kan true socialdemokraternes position som næststørste parti i landet - og i hvert fald sikre partiet at det dynamiske spændingsfelt i dansk politik urokket hedder feltet mellem V og DF. (jf. artiklen Dansk Folkeparti på fremmarch)

For det fjerde er Marianne Jelveds påstande om Anders Fogh Rasmussens manglende lederskab simpelthen ikke holdbare. Han har vist stor beslutsomhed og konsekvens. Han har samlet størstedelen af danskerne om forsvaret for ytringsfriheden. Han har fået opbakning til værnet om ytringsfriheden fra EU, ikke uden tøven fra visse kolleger og ikke uden energisk indsats fra hans egen og udenrigsministerens side, med dog tydeligere og tydeligere efterhånden som det er gået op for folk hvad sagen drejer sig om. Og endelig har han ikke på nogen måde gravet grøfter. Heller ikke gennem de åbenhjertige udtalelser til Berlingske Tidende.

Det er naturligvis ubestrideligt at Fogh Rasmussen har beklaget sig over principløsheden blandt de intellektuelle, i medierne og hos dele af erhvervslivet, ligesom han har røbet at han når han ser landskabet for sit indre blik klart kan se fårene skilt fra bukkene. Men begge dele sagde han udtrykkeligt uden at nævne navne eller på anden vis skrive adresse på klagerne. Det blev sagt med jævne og stilfærdige ord og ovenikøbet - for alle der kan læse og høre og ikke ligefrem er gjort blinde af had til manden - med glimt i øjet. At snakke om grøftegraveri i denne forbindelse er simpelthen så falsk partipolitik, at det kun siger noget om dem der bruger udtrykket.

Især to store danske virksomheder er blevet hårdt ramt af den muslimske boykot, og det har de fleste normale mennesker fuld forståelse for at de jamrer over. Men i betragtning af at boykot ikke er forårsaget af Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten, men af proportionsløs religiøs og indenrigspolitisk magtkamp i de muslimske lande med Danmark som tilfældig syndebuk, så er og bliver det en dybt beklagelig principløshed fra erhvervslivets side som meget at antyde at regeringen skulle undskylde nogetsomhelst eller foretage sig andet end hvad den faktisk har gjort. Og statsministeren er personligt så meget mere i sin gode ret til at anholde principløsheden som han tidligere har fældet dom over samarbejdspolitikken under besættelsen. Danmark kan og må ikke bøje sig for urimeligt og vanvittigt ydre pres, allermindst når det gælder vores ytringsfrihed.

Og hvad angår udtrykket 'at skille fårene fra bukkene' så kan man selvfølgelig godt som TV2's Kaare R. Schou benytte anledningen til at fortælle bibelshistorie og henlede opmærksomheden på at der det pågældende sted i Matthæus-evangeliet (25,32) også tales om at samle fårene til højre og bukkene til venstre - og dermed dømme de sidste til evig fortabelse. Men den slags er vilkårlig, subjektiv og tendentiøs udlægning, for statsministeren har på intet tidspunkt - hverken før eller siden - truet nogensomhelst med fortabelse. Den tankegang ligger ham uendeligt fjernt, hvad en velorienteret Christiansborg-journalist som Schou burde vide. Statsministeren har brugt udtrykket i den ganske almindelige betydning der dækker at man skiller - ikke hundyrene fra handyrene (det kan være praktisk nødvendigt og slet ikke udtryk for at man 'splitter flokken' som sådan) men - de 'gode' fra de onde', dvs dem der har forstået hvad sagen drejer sig om fra dem der ikke har forstået det. Og det er vel at mærke sagt med det glimt i øjet der viser, at sondringen netop ikke skal tages som udtryk for en total forkastelse af den ene part.

Det er ubestrideligt, at statsminister Anders Fogh Rasmussen i den aktuelle krisesituation ikke har formået at samle den øgede tilslutning til regeringsflertallet bag sit eget parti, således som det normalt vil ske når nationen trues af en ydre fjende. Men det er der en god og helt naturlig forklaring på, nemlig den at han - meget mod sin vilje og sit temperament - har måttet holde igen på sin lyst til at sige sin ærlige mening om fjenden, for ikke at ophidse denne yderligere og dermed risikere en forværring af krisen. Denne læggen bånd på sig selv er det modsatte af manglende lederskab. Det viser netop at Fogh har været sin opgave voksen - og styret landet sikkert gennem krisen.

Danmarks internationale omdømme er blevet svækket, påstås det rask væk og næsten samstemmende fra Jelved, Niels Helveg Petersen og Mogens Lykketoft. Og det kan da heller ikke nægtes, at Koffi Annan, Bill Clinton, Jimmy Carter, Lech Walesa, Pave Benedikt og Desmond Tutu og et par stykker mere har været ude med det moralske rivejern. Men det har været af samme grund som vore hjemlige moralister med chefredaktør Tøger Seidenfaden i spidsen, nemlig at respekten for religionerne uden videre påstås at indebære at andre menneskers religiøse følelser ikke må krænkes. Men det er lige præcis det hele sagen handler om og det parterne er dybt uenige om. Ingen fra dansk side har villet krænke muslimernes religiøse følelser. Sandheden er faktisk at humor kun kan krænke folks religiøse følelser, hvis folk er for sarte - og det vil igen sige, hvis de ser deres religion som en absolut sandhed de identificerer sig med. Og det er sandelig da deres fejl!

Danmarks internationale renommé er på ingen måde ødelagt varigt eller dybtgående. Men det har fået et par overfladiske skrammer, der ganske vist koster mange eksportkroner, men alt taget i betragtning er for intet at regne mod de dybe og uoprettelige ridser muslimerne og deres religion har fået i og med det had og det massehysteri de har lagt for dagen. De danske skrammer heles måske ikke lige med det første, men der er da håb om at de forsvinder efterhånden som muslimerne får øjnene op for hvem det egentligt er der på så kynisk vis har manipuleret med deres følelser, nemlig deres egne religiøse og politiske demagoger. Og hvis ikke det går op for dem, bliver det værst for dem selv, for deres had og fanatisme ødelægger ikke vores allerede vundne frihed, men deres egne chancer for at vinde friheden. I denne situation skal Danmark gøre alt hvad der står i regeringens og befolkningens magt for at fastholde åndsfriheden - og påvise at det er den der er vejen ud af fanatismen.

Danmarks omdømme kan altsa sagtens genrejses i det lange løb, men det kræver ubetinget samling i Danmark om forsvaret af åndsfriheden. Derfor er det rystende at medierne og de intellektuelle - og altså de radikale - i så stor udstrækning har svigtet. Mest barokt er det, at dette primært er sket i lige netop de kredse der normalt aldrig holder sig tilbage fra kritik og hån af den kristne kirke og religion. Dagbladet Politiken har i uger stået i særklasse som den allervarmeste fortaler for uforbeholden respekt for islam og dermed i realiteten for islamisk fundamentalisme, på trods af at bladet i årtier har været bannerfører for kritikken af kristen fundamentalisme (jf. artiklen Politikens reaktionære holdning).

Nej, skal statsminister Anders Fogh Rasmussen kritiseres for nogetsomhelst i forbindelse med Muhammed-sagen, så gælder det den drøm han har luftet om at få religionen holdt ude af det offentlige rum. Det er simpelthen ugørligt, og drømmen afslører at Fogh ikke i tilstrækkelig grad har forstået at religion er meget mere end et privat gudsforhold. Det er også en overordnet forståelse for den menneskelige eksistens i sin helhed og dermed for følingen med 'de evige kilder' - alt det der her på siderne er samlet under betegnelsen 'helhedsrealisme'. Og just dette gør det ekstra nødvendigt i den aktuelle krise at kæmpe for åndsfriheden og forstå at denne er meget mere omfattende end ytringsfriheden.

Marianne Jelved har forstået endnu mindre af dette. Hun kan ganske enkelt ikke læse skriften på væggen - og ikke se hvad det er for kræfter vi er oppe imod. Hun forstår ikke hvad der kræves af ytringsfrihed og åndsfrihed for at værne om vores europæiske kultur. Og hun kan slet ikke se at Danmark her har en chance for langt bedre end andre lande at vise hvad åndsfrihed vil sige, nemlig at humor ingen grænser har, heller ikke når det gælder religionen.

Hun og Niels Helveg Petersen må derfor siges - deres kvalifikationer iøvrigt ikke betvivlet - at tilhøre fortiden. De trækker Det Radikale Venstre længere og længere væk fra midten og indflydelsen, og lader sig narre af de pæne meningsmålinger til at tro at den hellige grav er velforvaret. Men det er ikke tilfældet. Partiet har svigtet den ægte folkelighed, den der vedkender sig arven fra højskolen og kristendommen. Partiet er overtaget af velmenende moralister, naive humanister og jurauddannede menneskerettighedsforkæmpere. Man forstår hverken religion eller åndsfrihed og ser hverken de reelle problemer eller de eksisterende muligheder for en løsning for fremtiden.

Marianne Jelved kan faktisk ikke synke dybere. Det er meget meget pinligt for det danske folkestyre.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Jelved og Kjærsgaard i Deadline (15.3.06.)

Undskyld mig her og undskyld mig dér!  (11.3.06.)
Latterlig muslimsk opsang til Danmark på såkaldt dialogmøde i København

Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)

Helhedsrealismens fortrin  (5.3.06.)
Front mod islamismen  (4.3.06.)
Dansk Folkeparti på fremmarch  (3.3.06.)
Jyllands-Posten mellem tvende have  (2.3.06.)

Fogh Rasmussens position  (1.3.06.)
Politikens reaktionære holdning  (28.2.06.)
Koffi Annans fejlvurdering  (27.2.06.)
Religion på dagsordenen  (24.2.06.)

Det er åndsfriheden det gælder  (2.2.06.)
Forklaringsproblemerne i den aktuelle politiske situation  (31.1.06.)
Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt
- og blokerer dermed sekulariseringen  (29.1.06.)

Muhammed-sagen (oversigt over alle artikler fra og med 20.10.05.) Klik

Øvrige artikler om:   Danmark
Øvrige artikler om:   Mellemøsten
Øvrige artikler om:   Religion
Øvrige artikler om:   Sekularisering
Øvrige artikler om:   Helhedsrealismen
Øvrige artikler om:   Introduktionsserie om helhedsrealismen

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean