JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - islamisme

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.3.06.

Front mod islamismen

Det er et uhyre vigtigt manifest en række kulturpersonligheder med forfatteren Salman Rushdie i spidsen har offentliggjort under overskriften: "Fælles front mod den nye totalitarisme". De konstaterer at verden nu efter at have overvundet fascismen, nazismen og stalinismen står over for en ny totalitær global trussel: islamismen. Og de opfordrer derfor til modstand mod religiøs totalitarisme og til fremme af frihed, lige muligheder og sekulære værdier.

Det var på tide at manifestet kom, for alt for mange intellektuelle har af forskellige grunde været modvillige, tøvende eller helt fraværende i kampen mod denne voldsomt eskalerede og skæbnesvangert aktualiserede trussel.

Ud over Rushdie er bl.a. den franske filosof Bernard-Henri Lévy, den iranskfødte professor i statskundskab ved Århus Universitet Mehdi Mozaffari, den muslimske feminist og journalist Irshad Manji, forfatter til bogen 'Problemet med islam', samt den hollandske forfatter Ayaan Hirsi Ali, der stod bag Theo van Gogh-filmen 'Submission', og som har skrevet 'Jeg anklager' og tidligt gik ind i Muhammed-sagen til støtte til Jyllands-Posten.

Manifestet udmærker sig ved direkte at tage udgangspunkt i sagen om tegningerne og vender sig utvetydigt mod de hadets prædikanter der spiller på muslimernes frygt og frustration. Og det fastslår udtrykkeligt at intet, end ikke fortvivlelse, kan berettige at man vælger obskurantisme, totalitarisme og had. Islamismen stemples som en reaktionær ideologi, der dræber lighed, frihed og sekularisme hvor den end findes.

Underskriverne plæderer for ytringsfrihedens universalitet, der ville gøre det muligt at man på alle kontinenter kan udøve sin frie ånd mod alle overgreb og dogmer. Og de appellerer til alle demokrater og frit tænkende mennesker i alle lande at vores århundrede kommer til at tilhøre Oplysningen og ikke obskurantismen.

Underskriverne understreger at kampen ikke er et modsætningsforhold mellem Vest og Øst eller et civilsationernes sammenstød, men en global kamp med demokrater på den ene side og teokrater på den anden side. Og dette er centralt, for det betyder at det ikke er den vestlige verden der skal vende sig mod den arabiske eller muslimske, og at der i det hele taget ikke er en geografisk skillelinje mellem parterne, men at kampen specifikt gælder den aktuelle religiøse totalitarisme der hedder islamismen.

Forfatterne afviser udtrykkeligt den form for respekt for kulturer og traditioner der består i at acceptere at mænd og kvinder i den muslimske kultur skal berøves deres ret til lighed, frihed og sekulære værdier. De forkaster med andre ord 'kulturrelativismen' der gør alle kulturer ligeværdige, uanset om de går ind for frihed, lighed og sekularisering eller ej. Og de tilføjer - ikke uden grund - at de nægter at give afkald på deres kritiske ånd af frygt for at blive beskyldt for 'islamofobi'. For de seneste uger har jo netop demonstreret at mange der forsvarer islam mod kritik, prøver at stoppe kritikken eller stemple den som umoralsk ved at beskylde kritikerne for afsky for islam. I virkelighedens verden er der ingen anden dyb angst for islam end den der angår de fundamentalistiske kredse der spreder frygt og terror.

Men det er karakteristisk for den spændte situation, at folk der ikke kan lide manifestet kritiserer forfatterne for ensidigt at rette skytset mod en bestemt religions tilhængere. Men for det første er det ikke islam skytset rettes imod, men islamismen, dvs den totalitære udgave af islam der benytter vold og terror og ikke lægger skjul på sine antidemokratiske, antivestlige og antisekulære synspunkter, men kæmper for en endelig overgang til den totalitære islamiske statsform. Og for det andet er det en kendsgerning, som de seneste ugers begivenheder har dokumenteret dag for dag og time for time, at islam ubetinget er den religion der i disse afgørende år afgiver de allerstørste og mest livs- og frihedstruende problemer, fordi den i langt højere grad end nogen anden religion indebærer gunstige muligheder for en bindende og destruktiv tilknytning mellem sine grundliggende forestillinger og militante bevægelser der er optændt af vrede, frustration og had.

Netop dette sidste forhold gør det nødvendigt at påpege, at det foreliggende manifest er uheldigt formuleret på et ganske bestemt punkt. Det hedder nemlig at de seneste begivenheder har afsløret at kampen for de universelle værdier frihed, lighed og sekularisering ikke skal vindes med våben, men på den ideologiske bane.

Formulering er uheldig, fordi vi jo netop i verdenshistorien i det 20. århundrede - ganske som manifestet sige - har været vidne til totalitarismens trusler i form af fascisme, nazisme og stalinisme, altså fra ideologier der nok rummede ideelle forestillinger, men indsnævredes til frygtindgydende totalitære undertrykkelsesapparater. Der ligger altså farer i selve den ideologiske tænkning som bevirker at man ikke kan gøre kamp på den ideologiske bane til et entydigt konstruktivt redskab. Det springende punkt - som manifestet faktisk indirekte nævner, men ikke eksplicit trækker frem til selvstændig behandling - er tankernes og idealernes ulyksalige tilbøjelighed til at ende i en totalitær magttænkning der får verdensrevolutionen eller erobringen af det absolutte verdensherredømme til at fremstå som det forjættede mål. I samme øjeblik dette sker bliver alle idealer, ja selv universelle idealer dødsensfarlige for andre.

Men hertil kommer det andet springende punkt, som manifestet udtrykkeligt påpeger, nemlig at det farlige ved islamismen som ved alle andre totalitære systemer ligger i at de næres af frygt, frustration og had. De islamistiske bevægelser ledes af de hadets prædikanter der forfører masserne til hævnaktioner. Men her hjælper det jo ikke blot at slå fast at intet berettiger obskurantisme, totalitarisme og had, end ikke fortvivlelse. For de fortvivlede, frustrerede og hadefulde muslimer lytter ikke til denne velmenende moralfilosofi. Og langt mindre gøre de demagoger og manipulatorer der står bag den bevidste opgejling til massehysteriet. Moralprædiken og filosofi kommer altid til kort over for hadets prædikanter og demagoger.

Den frie, demokratiske og sekulariserede verden må gøre sig fuldstændigt klart, at den nu - inden det bliver uigenkaldeligt for sent - må danne en bevidst og kampdygtig fælles front mod den nye totalitarisme der hedder islamismen. Men kampen må føres på mange frontafsnit og med mange midler.

Våbenmagten kan umuligt være bandlyst, da totalitære regimer ikke har respekt for andet end militær overmagt. Nazismen var aldrig blevet overvundet, hvis ikke den frie verden - i uhellig, men nødvendig alliance med den ufrie stalinistiske - havde sat sit overlegne militærapparat ind. Saddam Husseins regime var ikke blevet overvundet uden den amerikanske koalitions indsats. Men som netop Irak er blevet et klart eksempel på, så rammer man aldrig terrorismen fuldstændigt ved lokal nedkæmpelse. Den islamistiske terror der udfolder sig gennem fx al-Queda-netværket er tværtimod geografisk spredt, så den principielt kan udfolde sig alle mulige steder - og vitterligt gør det. Den er ikke umulig at ramme med militær indsats, men virkningen kan være den modsatte, for så vidt den lov gælder der siger at der kommer ti terrorister for hver en der bliver dræbt. At opgive den militære indsats af den grund ville dog være tåbeligt, for det ville automatisk blive betragtet af terroristerne som en sejr for dem - og giver kun blod på tanden. Men den militære indsats mod terrorismen må aldrig stå alene.

Det er indlysende at et effektivt efterretningsvæsen er et uhyre centralt led i kampen. Men heller ikke det er tilstrækkeligt, selvom det er med til at sikre at terrorister forstår at de aldrig kan leve i fred. De skal om muligt åndes konstant i nakken af politiet - ligesom rockerne.

Indlysende er også at opbygningen og vedligeholdelsen af gode forbindelser mellem muslimske og ikke-muslimske lande er en selvfølge i det omfang de er mulige. Kulturelle og diplomatiske forbindelser er også uundværlige - ligesom al såkaldt dialog mellem kulturerne og religioner. Men det er naivitet at tro at man får fat på islamisterne ad denne vej. Og det er en illusion at tro at man overhovedet påvirker absolutistisk tankegang ad dialogens vej. Mægling mellem absolutistisk tænkende muslimer og sekulariserede vesterlændinge er og bliver selvbedrag.

På filosofisk og psykologisk plan skal intet forsømmes i retning af at analysere og forklare de tankemæssige og følelsesmæssige mekanismer der gør sig gældende i hele dette komplekse spil mellem ideer, had og frustration på den ene side og handling og hævnaktion på den anden side. Men også her kommer ordene til kort over for hadets folk. Højst får man fat på de ganske få der af den ene eller anden grund - og meget imod deres føreres vilje - begynder at reflektere over tingene.

Terapi ville være det allerbedste, for den katastrofale faktor bag al terrorisme, fundamentalisme og fanatisme er selve hadet. Had er ikke bare en følelse blandt andre, den er af særlig ond karakter, fordi den totalt blokerer for modtagelse af kærlighed og derfor totalt undergraver det enkelte menneskes indre konsistens. Hadet er en ond cirkel at komme ind i, fordi det er opstået som følge af frustrationen over manglen på anerkendelse og kærlighed fra andre, men lige netop har den virkning at det spolerer enhver chance for at påvirke modparten og åbne for kærlighedens kilder. Og da det ligger i kravet om indre konsistens at sørge for overvægt af det gode, varme og kærlige i livet, så bliver hadet også altid et attentat mod denne konsistens. Jf. artiklen Kan moral begrundes?.

Det banale eksempel er jalousidrabet. Den svigtede eller skuffede bliver så rasende over den andens svigt at han dræber hende. Men det får han jo ikke kærlighed ud af, tværtimod spolerer han for stedse muligheden for kærligheden. Det uhyggeligste og tåbeligste eksempel fra Mellemøstens politiske konflikter er de palæstinensiske selvmordsbombere der hævner sig på tilfældige israelere i vrede og frustration over den uretfærdighed der blev begået mod deres forældre og bedsteforældre da staten Israel blev oprettet i 1948. For det første myrder de sig selv i naiv tro på et martyrium. For det andet kan uretfærdigheden aldrig gøres god igen. Palæstinenserne må lære at leve med Israels eksistens og få det bedst mulige ud af den situation. Men for det tredje får haderne aldrig bugt med deres egen inkonsistens og de får heller aldrig nærmet sig den fred med Israel der kunne indebære konstruktive muligheder for begge parter.

Tilbage står herefter kun én eneste mulighed - at der pludseligt opstår en almen forståelse blandt islamisterne for at terrorens og totalitarismens vej er blind og fører i afgrunden og derfor burde afløses af kærlighedens og tilgivelsens vej der er seende og fører til frihed og kreativitet. Det ville være noget nær et 'mirakel' af den art der for en overfladisk betragtning hører overtroen til, men i virkelighedens og historiens verden er fuldstændigt nye, aldrig før sete fænomener ikke spor ukendte. Allerede så fundamentale fænomener som livet selv, sproget og samfundet er fænomener af denne slags der naturligvis har deres forudsætninger i verdens faktiske indretning på de tidspunkter de dukker op, men aldrig kan forklares eller føres tilbage til entydigt afgrænsede årsager. Der er tale om emergens.

I religiøs og psykologisk sprogbrug er der her tale om fænomener som folkelig vækkelse eller personlig omvendelse. Begge slags har været set utallige gange i historien, vækkelserne således meget markant og historisk afgørende i Danmark i det 19. århundrede, og omvendelser kendes også fra talrige personlige skæbner, fx kunne præsident George W. Bush's nævnes.

På det store religionshistoriske plan findes intet bedre eksempel på emergens end det der skete netop i Palæstina for et par tusinde år siden, da sønnen af en vis tømrermand blev voksen og begyndte at prædike et hidtil fuldstændigt nyt evangelium om tro der betød definitivt farvel til alle forestillinger om at det enkelte menneske kunne gøre sig psykologisk fri gennem moralens gode gerninger. Fri bliver man kun gennem at slippe skyldfølelsen og få føling med evighedens uudtømmelige skabende kilder, sagde han. Manden hed som bekendt Jesus og led en forsmædelig død på korset, da de jødiske moralister og absolutister han havde forarget og forhånet fik romermagten til at dødsdømme og korsfæste ham. Fysisk blev han tilintetgjort - men åndeligt genopstod han på en for alle fuldstændigt uforudsigelig og uberegnelig og med kolossal inspirationskraft virkende måde der i løbet af de næste århundreder totalt ændrede verdenshistorien - og navnlig Europas historie.

Det kan altså lade sig gøre - og det er værd at hæfte sig ved at der i alle de tre religioner der udgik fra Abrahams, Isak og Jakobs Gud er forventninger om Messias' komme og dermed et Gudsriges opståen. Mange tager begrebet bogstaveligt og tror det drejer sig om en persons, en frelserskikkelses, pludselige opdukken. Andre har peget på, at det kan være en ny tingenes tilstand. Aktuelt kunne peges på, at det kunne være selve fredstilstanden mellem jøder, kristne og muslimer - plus ateister, må man tilføje for fuldstændighedens skyld. For det forudsatte brud med absolutismen indebærer også at man går væk fra absolutte fortolkninger af Guds navn og væsen!

Den komplementære helhedsrealisme Jernesalt har lanceret er en eksistentiel forståelsesramme der rummer disse forestillinger - og altså også forestillingen om en mulig emergens der bringer alle fundamentalisters had og hævntørst til ophør gennem deres nyerhvervede forståelse for at vejen til kærlighed og fred ikke går ad totalitarismens militante vej til overherredømme, men går ad tilgivelsens vej til opgivelse af al rethaveriskhed - og dermed bringer menneskene, nationerne, kulturerne og religioner ind i 'tragediens område', hvor det at have ret er hørt op.

Det er en helt anden snak end den gængse humanistiske tale om oplysning og dialog. Og lige præcis her svigter det ellers kloge og nyttige manifest.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Had og demokrati  (30.4.03.)
Kan moral begrundes?   (om konsistens-etikken)
Konsistens-etikkens Ti Bud   (et forsøg på at modernisere Moselovens gamle Ti Bud
så de kommer til at svare til det sekulariserede samfunds etiske behov)