JERNESALT - islamtruss04
ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.2.06.
Religiøse følelser ikke uantastelige
- oplysningen beror tværtimod på antastelsen
Det absurde teater vi helt gratis får serveret på tv-skærmen i disse dages reportager fra Mellemøsten får mange vesterlændinge til at ryste på hovedet. For folk i Damaskus og Beirut og mange andre steder er jo gået fuldstændigt fra snøvsen over nogle tegninger de aldrig har set, bragt i en avis de ikke har læst og ikke kan læse, i et land hvis humor og frihed de ikke fatter. Alt er ude af proportioner og fornuft. De værste fordomme om islam bekræftes time efter time.
Danske journalister i området melder tilbage at de aldrig har oplevet noget lignende før, end mindre har erhvervsfolk og diplomater. Men også hjemlige kommentatorer må give op. Statsministeren synes at slå syv kors for sig over alle de ustyrlige kræfter der er bragt i udbrud. Udenrigministeren koncentrerer sig om de konkrete, helt uacceptable angreb på ambassadebygninger. Mellemøst-eksperter har travlt med at forklare os at sagen dybest set drejer sig om muslimernes længe ophobede frustrationer og afmagt, om de religiøse lederes udnyttelse af situationen til at bringe islam i centrum og om de politiske lederes fryd over at få opmærksomheden om indenrigspolitiske problemer afledt uden at de selv behøver at røre en finger. Og islam-eksperter gentager i det uendelige deres belæring om at muslimer kun kan reagere med de voldsomste følelser på enhver krænkelse af deres absolut ukrænkelige profet.
Velmenende mennesker med FN's generalsekretær Kofi Annan - og senest den tyske forbundspræsident Köhler - i spidsen appellerer moraliserende til besindighed i alle rækker. Protesterne er nu gået for vidt. Skal en dialog mellem muslimer og ikke-muslimer genetableres, må de krænkede parter tilgive krænkelsen. Alle må forstå at enhver religion skal respekteres, og at religiøse følelser aldrig må krænkes. Heller ikke i ytringsfrihedens navn.
Fast står at muslimernes følelser er kommet i kog over hvad der objektivt set er en bagatel, og at noget sådant er yderst farligt og bør undgås, fordi det kan få uoverskuelige følger.
Fejlslutningen er at ingen i ytringsfrihedens, åndsfrihedens, oplysningens, demokratiets eller sekulariseringens navn nogensinde må støde muslimerne på manchetterne. For muslimernes følelser er uantastelige.
Fejlslutningen er forkert af flere grunde. En af dem er at muslimernes følelser selvfølgelig ikke kan være specielt uantastelige når de nu engang selv systematisk og groft antaster både jøders og kristnes følelser og har gjort det i årtier, for ikke at sige århundreder. En anden er almindelig høflighed og hensyntagen. Vi render jo normalt ikke rundt og krænker hinandens følelser bare for krænkelsens skyld og bør ikke gøre det. Men den afgørende grund er at det er en total misforståelse at religiøse følelser skulle være hævet over antastelse eller krænkelse blot fordi de er religiøse.
For at sige det lige ud. Muhammed-tegninger i Jyllands-Posten den 30.9.05. var ikke krænkende i sig selv, men tværtimod udtryk for ægte dansk humor. Bladet bragte tolv tegninger der viste tolv forskellige danske tegneres bud på hvordan de forestillede sig profeten Muhammed. Kun tre af tegningerne blev karikerende, men ingen af disse tre særligt groft. Problemet var at Muhammed overhovedet blev tegnet, for det må han slet ikke blive ifølge visse islamfortolkeres mening, og dette havde givet anledning til flere tegneres tilbageholdenhed og altså selvcensur. Problemet var dernæst at der på en af tegningerne var placeret en bombe i profetens turban - og dermed var der mere end antydet en sammenhæng mellem islam og islamistisk terror.
Denne sammenhæng er ganske vist forlængst dannet i alle normale vesterlændinges hjerner i kraft af terrorangrebet på World Trade Centeret i New York den 11.9.01. og efterfølgende terroraktioner i Madrid og London - samt et utal af terrorbomber i islams navn mod israelske eller irakiske mål. Men af gode grunde kan almindelige muslimer ikke lide denne sammenkobling. De føler deres religion krænket. Men først og fremmest føler de sig selv krænkede som muslimer. Denne følelse af krænkelse er i den aktuelle sag en kendsgerning. Og den har Jyllands-Postens chefredaktør da også beklaget, for ligesom at demonstrere lidt godt vilje over for muslimerne. Det er på grund af selve ordvalget selvfølgeligt ikke blevet accepteret af de krænkede som tilstrækkelig bod. Og hvorfor skulle det også det?
Sagen er jo, at tegningerne ikke efter dansk målestok er krænkende i sig selv, men af muslimerne opfattes som krænkende. To værdisæt er ganske enkelt stødt sammen på en sådan måde at ingen længere kan overse det. Og så kommer alverdens moralister løbende med pegefingeren højt i vejret for om muligt at mane den ubestridelige kløft i jorden tilbage hvor den kom fra: Muslimerns religiøse følelser må under ingen omstændigheder krænkes - og muslimerne definerer selv deres ukrænkelige religiøse følelser. Basta!
Vi danskere der forsvarer den danske humor og åndsfrihed bliver imidlertid nødt til at sige til alle den politiske korrektheds velmenende, men naive moralister, at den i disse dage demonstrerede islamiske kulturpraksis ikke er ligeværdig med den vestlige, sekulariserede kultur og aldrig bliver det, sålænge muslimer hævder deres religiøse følelsers absolutte ukrænkelighed.
Der er ganske enkelt noget galt med muslimernes religiøse følelser hvis de er skruet sådan sammen, at de krænkes gennem enhver kritik eller sætten spørgsmålstegn ved deres religions absolutte sandheder. Og det der er galt er ikke bare modstanden mod sekulariseringen, for den er en følgevirkning af dybere liggende psykologiske konstruktioner. Nej, det gale og katastrofalt utidssvarende er selve profetens rolle i islam og den hermed forbundne religiøse opdragelse eller rettere indoktrinering som alle muslimer udsættes for fra barnsben af.
Langt de fleste muslimer opdrages autoritært med absolut respekt for deres forældre og navnlig deres far og med absolut respekt for profeten Muhammed og hans åbenbarede koran. Ja, som en muslimsk indvandrer i Vest-bazaren i Århus forleden sagde i tv, så er Muhammed for muslimerne højere respekteret end deres egen far. Det betyder, at hans ord aldrig betvivles, men at den udenadslæren der sker i koranskolerne og i moskeerne videregives fra generation til generation uden spørgen. Den bliver automatisk en væsentlig del af enhver almindelig muslims identitet. Og den må følgelig følelsesmæssigt såvel som intellektuelt forsvares som sådan. Resultatet er blandt andet at muslimsk humor går uden om religionen og nøjes med at være uskyldig morskab eller satire rettet mod fjender. Den bliver aldrig som den store eller tragiske europæiske humor måden at sætte religionen ind i en større eksistentiel forståelsesramme der kan påpege alternative fortolkningsmuligheder.
Men resultatet er også at muslimer bliver ude af stand til at lade sig integrere fuldtud i sekulariserede samfund og følgelig tvinges til at leve i ghettoer eller parallelsamfund, så de kan opretholde deres identitet uændret. Da de ikke kan isolere sig fuldstændigt i forhold til det omgivende samfund, indebærer holdningen, at de automatisk får en fjendtlig indstilling til omgivelserne, hvis medlemmer regnes for ugudelige, vantro, umoralske og dekadente.
Èt er at krænkede muslimer i Mellemøsten, forledt af deres fanatiske religiøse ledere og spredningen af misinformation og falske rygter, gejles op til destruktive følelsesudbrud, så der udløses et massehysteri der leder tanken hen på nazismens hærgen i Europa i trediverne, hvor en lille årsag også kunne få de voldsomste, uoverskuelige følger (såsom en jødes mord på en tysker i Paris der kunne udløse Krystalnatten i 1938 med nedbrænding af alle synagoger i Tyskland). Den slags tager det lang tid at få dæmpet ned. Og diplomatiske midler er her fuldstændigt nytteløse. Hvad der nu er brudt ud af følelser vil påvirke hele Mellemøsten i måneder, måske år - og foreløbigt umuliggøre såkaldt dialog og fredsproces.
Noget helt andet er at det store flertal af muslimske indvandrere i Danmark og sikkert også i store dele af det øvrige Vest-Europa synes at have sat sig så effektivt uden for pædagogisk rækkevidde, at dialog og integration bliver endnu vanskeligere end den var i forvejen. Det er jo kommet for en dag at flertallet af muslimer - også af dem der ikke regelmæssigt kommer i moskeerne - fastholder profetens ukrænkelighed og deres religions øvrige absolutistiske forestillinger. Der er for dem kun èn sandhed, èn Gud og èn åbenbaring. Relativiseringen der gør eksistentielle sandheder til ikke-objektive, personlige sandheder der i sekulariserede samfund må finde sig i at blive betragtet på lige fod med andre, afvises.
Absolutismen og den hermed sammenhængende hævdelse af de religiøse følelsers ukrænkelighed betyder at muslimer ikke bliver i stand til at flytte sig så meget som et enkelt eller et par skridt i eksistentiel henseende. De bedst uddannede kan i princippet være positivt indstillet over for såvel integration som reform af islam (euroislamisme), men reelt låser de sig fast, så nybrud af den art der kendetegner kristendommen som grundlaget for den europæiske kultur udelukkes. For disse nybrud indebar frem for alt bruddet med kristendommens objektive sandhed og kirkens dermed forbundne magt til at definere på bindende juridisk vis hvad der er sandt og ikke sandt.
Det har krævet hård kamp for såvel religiøse som oplysningsindstillede europæere at erhverve den tros- og ytringsfrihed der kan samles under betegnelsen åndsfrihed, og som er karakteriseret ved at menneskene er blevet frie gennem den personlige ansvarlighed for det de tror, tænker, siger og gør. Den absolutte, forældre- og kirke-indterpede autoritet er erstattet med en indre autoritet der alene bygger på kravet om indre konsistens og dermed på kravet om at sørge for overvægt af det gode i livet. Her hjælper det ikke at pukke på sine følelsers ukrænkelighed. Her hjælper kun at indgå i dialog med ligesindede og i fri erkendelse i fuld varetagelse af åndsfriheden.
Det absurde teater muslimerne i disse dage viser for alverden rammer desværre dialogen mellem de to indblandede kulturer hårdt - foruden hvad det rammer af personlige, kulturelle og erhvervsmæssige bånd og interesser. Men det har dog den positive effekt at det har udstillet den store uvidenhed om følelser i almindelighed og religiøse følelser i særdeleshed. Uvidenheden om de psykiske grundprocesser er så tyk, at den råber til himmelen. For uden den kan mekanismerne i konflikten ikke gennemskues. Uden sondringen mellem ustabile, men intense følelses- og tankeenheder, og svage, men til gengæld stabile følelses- og tankeenheder i psyken kan det ikke forstås hvad der skiller fornuftig og konstruktiv adfærd fra ufornuftig og destruktiv.
Oplysningsniveauet blandt muslimer er for ringe til at europæisk ytringsfrihed og åndsfrihed og dermed demokratiet og sekulariseringen overhovedet kan fattes. Dermed er vejen til frihed og demokratiseringen blevet længere end nogen forestillede sig for bare en måned siden.
Men også oplysningsniveauet hos de politiske ledere i Danmark og de øvrige vestlige lande er alt for ringe, når de ikke forstår, hvilke kræfter der er kommet i selvsving, og når de hele vejen rundt viger tilbage for at se kendsgerningen i øjnene, at muslimernes religion og religiøse følelser står i vejen for integration og sekularisering.
Som den amerikanske professor Alan Dershowiz påpegede i Deadline søndag aften, så skyldes den amerikanske tilbageholdenhed med at vise de Muhammed-tegninger der omtales vidt og bredt som anledningen til den pludselige massehysteri i Mellemøsten simpelthen frygt for at støde muslimernes følelser, skønt muslimerne ikke holder sig tilbage når det gælder at støde andres følelser.
Frygten for at støde religiøse og andre dybere følelser spærrer ganske enkelt for nødvendig ny erkendelse. Den havner i den moraliserende politiske korrekthed, der holder på at vi skal respektere hinanden, men ser bort fra at den ene part - og kun den ene part - i længden fuldstændigt uholdbart påberåber sig respekten for at undgå at blive konfronteret med sin egen utidssvarende absolutisme og dermed for at undgå sekulariseringen og demokratiseringen.
Denne frygt for ny erkendelse forhindrer også lederne, medierne og folk i almindelighed i begge lejre i at se mulighederne for en fremtidig løsning, beroende på progressiv gensidig respekt i åndsfrihedens navn. Disse muligheder ligger nemlig i en eksistentiel forståelsesramme af komplementær helhedsrealistisk art der går hinsides de eksisterende konfessioners og politiske ismers begrænsninger og frem mod en overordnet almengørelse af 'totalpsyken' der kunne blive et fælles ansvar.
Jan Jernewicz
Henvisninger:
Loven om utilsigtede virkninger (8.2.06.)
- Muhammed-sagen i historisk perspektiv (1)
Humor og religion i værdikampen (4.2.06.)
Forklaringsproblemerne i den aktuelle politiske situation (31.1.06.)
Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt
- og blokerer dermed sekulariseringen (29.1.06.)
Muhammed-tegningerne skiller vandene (4.1.06.)
Danske muslimers reaktion sætter spørgsmålstegn ved deres danskhed
Afdankede ambassadører blander sig i politik (21.12.05.)
- uden at begribe hvad tegne-sagen dybest set drejer sig om
Arabisk æresfølelse er utidssvarende (7.11.05.)
Muslimerne, ytringsfriheden og følsomheden (20.10.05.)
Dialogmøde med muslimer på Marienborg (25.9.05.)
Alt det besvær med islam (7.9.05.)
Reform af islam kræver opgør med absolutismen (21.11.05.)
Religionen og sekulariseringen (Afsnit af Værdimanifestet - 17.9.04.)
Sekulariseringen må opdateres (29.11.04.)
så den kun sigter mod verdsliggørelse af selve den politiske magt
Artikel om Konsistensetikken
Artikel om Selvet, sjælen og ånden
Selvets almengørelse ifølge Jes Bertelsen
Andre artikler om religion
Andre artikler om sekularisering
Andre artikler om Mellemøsten
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
.jpg)
