JERNESALT - islamytring05
ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.2.06.
Loven om utilsigtede virkninger
- Muhammed-sagen i historiefilosofisk perspektiv (1)
Tolv tegninger i Jyllands-Posten for fire måneder siden har afstedkommet en sjældent set kæmperavage i den muslimske verden - med boykot af danske varer og afbrænding af flag, portrætter og ambassader samt andre pøbeloptøjer i kombination med religiøse og politiske lederes demagogi og strategi. Altså en årsag og en virkning der er blottet for fornuftig proportionalitet og dermed et forløb der råber efter historiefilosofisk betragtning.
Men dette gør også andre forhold i denne komplicerede sag - såsom værdisammenstødets symbolske omdrejningspunkt, fornuftens afmagt over for ufornuften og det åbenbare behov for et spring i udviklingen der kan føre frem til mere end blot og bar kold respekt og dialog. Disse forhold vil derfor blive taget op til særskilt behandling, idet opmærksomheden henledes på at Jernesalt ikke skrives af akademisk, men af eksistentiel interesse og på basis af den tværfaglige, komplementære helhedsrealismes filosofi.
Her og nu er udgangspunktet at ingen - selv i deres vildeste fantasi - ville kunne have forudset at tegningerne kunne skabe religionshistorisk og verdenshistorisk skel som siger spar-to til 11. september 2001 og vil få virkninger langt ud over terrorbekæmpelsen. Da det hele begyndte at eskalere for et par uger siden - efter systematisk og behændigt forarbejde af nogle ganske få herboende muslimer af absolut integrationsuvillig og antisekulær art - rejste der sig da også kritik af såvel Jyllands-Postens handlemåde som regeringens fuldstændigt nøgterne, korrekte og høflige afvisning af visse muslimske diplomaters indblanding i dansk ret.
Presset blev så stort at chefredaktør Carsten Juste på et tidspunkt erklærede at havde han på forhånd kendt følgerne, havde han ikke offentliggjort tegningerne - men altså bøjet sig for den uacceptable selvcensur bladet fornemmede var ved at udvikle sig herhjemme. Det skulle han naturligvis ikke have sagt (han kunne have ventet til han skrev erindringer), ligesom han aldrig skulle have udtalt at ytringsfrihedens modstandere allerede havde vundet slaget i og med at de havde haft held til at lave ravagen, for det er jo slet ikke tilfældet. Men psykisk pres er ubehageligt og kan åbenbart få selv en pressemand til at give sig et midlertidigt sortsyn i vold.
Og det gør naturligvis ikke chefredaktørens stilling lettere at forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen nu opfordrer ham til at træde tilbage, fordi han ikke har været sin opgave voksen. "Hvis man har gjort noget, som har haft nogle konsekvenser som man ikke regnede med, og de konsekvenser er af en sådan karakter, at man ikke ville have gjort det, så er det i min bog [.....] en erkendelse af at man har truffet en forkert beslutning."
Vurderingen viser kun at Uffe Ellemann-Jensen er en uforbederlig moralist, og man må takke forsynet for at han ikke længere er landets udenrigsminister. Ræsonnementet er fuldstændigt forkert. For alle tilsigtede handlinger - uden undtagelse - har altid utilsigtede virkninger, og de kan som hovedregel ikke forudses eller beregnes.
De kan få katastrofale følger, som fx mordet i Sarajevo i 1914, der førte til 1. verdenskrig, eller mordet på en tysker i Paris i 1938 der førte til Krystalnatten i Tyskland. Og i visse tilfælde kan der gøres juridisk ansvar gældende, fordi en juridisk person også er ansvarlig for uagtsomme skader der er direkte fysisk forårsaget af handlingen (hvad de to nævnte mord ikke var). Men moralsk ansvar har et menneske kun for tilsigtede handlinger og de eftervirkninger af sådanne der kunne forudses. I Muhammed-sagen var reaktioner naturligvis til at forudse, ja, de var da ventede og opsøgte, men det er fuldstændigt urimeligt at postulere at omfanget eller arten af dem kunne forudses. Og grunden er at reaktionerne ikke er en simpel og direkte følge af tegningerne, men derimod af en stribe af fuldstændigt tilfældige og vilkårlige sammenkædninger af muslimers vrede og frustration, islamistiske lederes demagogi og politiske lederes tilfredshed med at få afledt opmærksomheden fra de deres egne reelle problemer, som altsammen kun lå og ventede på en anledning til udbrud.
Hvis moralsk ansvar skulle gøres gældende for enhver utilsigtet virkning af en handling, så ville det indebære at overhovedet ingen tilsigtede handlinger kunne risikeres, for det er komplet umuligt at forudse alle bi- og eftervirkninger endsige at forudse at bivirkninger eventuelt bliver endeligt mange gange værre end en rimelig reaktion.
Loven om utilsigtede virkninger er fremsat af den britiske historiker Paul Johnson i 'Verdenshistorie fra 1917 til 1980' (Gyldendal 1983). Og den er naturligvis ikke gjort til grundlæggende tese, men til en induktiv erkendelse ud fra påfaldende mange eksempler. Et af de morsomste er at nationalforbuddet mod alkohol i USA (1920) kun åbnede for mageløse muligheder for undergravning af samfundet gennem smugleri og mafia-virksomhed. Det mest tragiske var Koreakrigen (1950-53), der ifølge Johnson blev iværksat af ideologiske grunde uden gnist af moralsk berettigelse. Ingen vandt nogetsomhelst. Forløbet blev en stribe af fejltagelser såsom undermineringen af forestillingen om FN som et nyttigt organ, Trumans intervention uden om Kongressen, dyb kløft mellem USA og Kina, accelleration af rustningskapløbet og McCarthyismen. Alle konsekvenser var utilsigtede.
Af andre eksempler kan nævnes at præsident Johnsons krig mod fattigdommen i USA førte til socialudgifter der i 1979 var 25 gange større end i 1949 og at antallet af statsansatte fordobledes. Den velmente udvidelse af adgangen til højere uddannelse førte i 1964 til studenteroprøret i Berkeley - med dets vold. Præsidenternes bestræbelser på at skaffe de sorte amerikanere retfærdighed affødte død og ødelæggelse. Carters menneskerettigheds-politik over for Sovjetunionen (Helsinki-aftalerne) førte til Brejsnevs indre stramninger. Den iranske shahs forsøg på at tvangsmodernisere folket førte i sidste ende til præstestyret....
Fra nyere tid kan for egen regning nævnes at krigen mod Saddam Hussein som bekendt ikke blot førte til diktatorens fald, men til langt større, og endnu langt fra overståede problemer med overhovedet at få Irak til at fungere som selvstændig stat. Som isoleret tilfælde kan amerikanske soldaters overgreb på irakiske fanger i Abu-Ghraib-fængslet stå som eksemplet over alle på at nogle få professionelle soldaters uansvarlighed eller deres overordnedes forsømmelse af kontrol kan få uoverskuelige følger for den moralske vurdering af en regering.
Fra vores egen andedam kunne nævnes bunker af tilfælde. Også herhjemme førte social- og skattereformer i slutningen af 1960'erne til en kolossal, utilsigtet udvidelse af den offentlige sektor. På fornøjeligere plan må nævnes, at Uffe Ellemanns spontane udbrud af jubel hjemme i stuen over en meningsmåling to dage før valget i 1998 kostede ham statsministerposten. Poul Nyrup Rasmussens bravournummer med en efterlønsgaranti kostede ham posten i 2001. Og Mogens Lykketofts indviklede skatteudspil i 2005 blev formentlig hans silkesnor som partiformand.
Vender vi tilbage til Jyllands-Postens offentliggørelse af de famøse Muhammed-tegninger burde det være indlysende at en bedømmelse af denne handlings forsvarlighed ikke kan ske alene på de kortsigtede følger såsom den store opstandelse i de muslimske lande, det hårde slag for dansk eksport eller den pludselige totalændring af Danmarks ellers hidtil så gode omdømme i området. Handlingen var ikke møntet på udlandet - og det er bagklogskab at påstå, at reaktionen i de muslimske lande var til at forudsige. Ingen forudsagde den. Moralisternes forargelse er intet værd. Erhvervsfolkenes, diplomaternes og kulturgesandternes jamren er derimod meget forståelig. Det vil tage år at få genopbygget, hvad der er ødelagt på få dage. Men det berettiger stadigvæk ikke til kritik af dispositionen.
For ses Jyllands-Postens ansvarligt overvejede handling i det langsigtede og store historiske perspektiv, bliver billedet et helt andet. Her er det nemlig ytringsfriheden, ja åndsfriheden der skal forsvares, og det vel at mærke som et helt nødvendigt led i værnet om demokratiet og sekulariseringen. Det er dybest set 200 års kamp for oplysning, frihed og fremskridt sagen drejer sig om.
Dernæst må det slås urokkeligt fast, at muslimernes problemer i deres egne lande med fattigdom, kvindeundertrykkelse, arbejdsløshed, politisk undertrykkelse samt religiøs fanatisme, intolerance og had til vestlige normer (og Israels eksistens) hverken er vores grundproblem eller et problem der på nogen måde kan løses gennem indskrænkninger i Vestens demokrati og sekularisering.
Muslimernes integration i de vestlige samfund kan heller ikke under nogen omstændigheder løses ved opgivelse af vore fremskridt, vor frihed og vore værdier. Ingen vesterlændinge vil finde sig i at skulle have samfundet skruet tilbage til feudale eller middelalderlige forhold.
Kendsgerningen, den ubehagelige sandhed for muslimerne, er at deres religion og kultur som de nu engang er skruet sammen i praksis og fungerer i praksis er uforenelig med vestlig kultur og sekularisering. Muslimernes kultur og religion er ganske enkelt ikke ligeværdig med vores. Og respekten for deres religion og kultur kan derfor aldrig defineres som en totalaccept af deres uantastelighed. Det er tværtimod alle moralisters, idealisters og humanisters store dødssynd i den aktuelle konflikt at de forsvarer muslimske indvandreres ret til at forblive på det absolutistiske og feudale stade hvor de befinder sig. En løsning ligger derfor ene og alene i muslimernes ændring af grundlæggende holdninger, herunder en opgivelse af de absolutistiske forestillinger samt kvindeundertrykkelsen og den autoritære opdragelse.
På kort sigt har Jyllands-Postens genistreg været dyr for Danmark, men set i det store internationale og historiske perspektiv har den været en gave, fordi den endeligt og uigenkaldeligt har fået trukket den grundliggende uoverensstemmelse mellem de to kulturformer frem i lyset. Uoverensstemmelsen gælder ikke muslimer kontra ikke-muslimer, eller islam kontra kristendom. Nej, den gælder den muslimske absolutisme og kvindeundertrykkelse og dens sammenblanding af religion og politik på den ene side og den vestlige, sekulariserede verdens åndsfrihed og demokrati på den anden side.
At gøre Jyllands-Posten til syndebuk for muslimernes reaktioner er både proportionsforvrængning og forveksling af anledning med årsag. Og at gøre absolut respekt for muslimernes religiøse uantastelighed til midlet der skal få en nødvendig dialog mellem kulturerne i gang, er at fortsætte strudsepolitikken med at stikke hovedet i busken i stedet for at se kendsgerningerne i øjnene og sige nej til muslimernes uholdbare illusioner, autoritetstro og fanatisme.
Jan Jernewicz
Henvisninger:
Symboler er værdikampens omdrejningspunkt (9.2.06.)
- Muhammed-sagen i historiefilosofisk perspektiv (2)
Religiøse følelser ikke uantastelige (6.2.06.)
- oplysningen beror tværtimod på antastelsen
Humor og religion i værdikampen (4.2.06.)
Det er åndsfriheden det gælder (2.2.06.)
Forklaringsproblemerne i den aktuelle politiske situation (31.1.06.)
Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt
- og blokerer dermed sekulariseringen (29.1.06.)
Muhammed-tegningerne skiller vandene (4.1.06.)
Danske muslimers reaktion sætter spørgsmålstegn ved deres danskhed
Muslimerne må gøre op med al islamisk absolutisme (7.12.05.)
Reform af islam kræver opgør med absolutismen (21.11.05.)
Arabisk æresfølelse er utidssvarende (7.11.05.)
Religionen og sekulariseringen
Afsnit af Værdimanifestet (17.9.04.)
Sekulariseringen må opdateres (29.11.04.)
så den kun verdsliggør selve den politiske magt
Øvrige artikler om Mellemøsten
Artikler om Religion
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
.jpg)
