Den indflydelsesrige sorte og muslimske amerikanske forfatter James Baldwin er måske det allertydeligste offer for det Johnson kalder den 'intellektuelle legitimation af volden' - og samtidig meget aktuel, fordi han afslører en væsentlig kilde til det muslimske had i verden.
Hans homoseksuelle roman 'Giovanni's room' fra 1956 blev afvist af hans egen forlægger, og det gjorde ham rasende mod hele den amerikanske forlagsverden. Men samtidig gjorde han den opdagelse at hadet kunne være aktuelt, moderne og retfærdigt. Og han fandt også ud af - hvad han ikke havde vidst før - at han, opvokset som han var i Harlem, havde haft en ulykkelig barndom.
Hadet fik i 1962 litterær form i bogen 'The Fire Next Time', der blev udtryk for sort nationalisme på grundlag af racen. Han insisterede på at de sorte skulle hade de hvide, og at det var retfærdigt at gøre det.
Med støtte hos 'Blacks Muslims's leder Elijah Muhammad
docerede Baldwin, at Gud er sort, og at alle sorte mennesker tilhører Islam. De er udvalgte, og Islam skal regere verden. Drømmen, følelsen er gammel, men farven er ny!
Allah har tilladt skabelsen af djævelen, bedre kendt som den hvide mand, eller endnu mere katastrofalt som den hvide kvinde. Følgelig er der pr. definition ingen dyd hos hvide mennesker, og eftersom de helt og holdent er anderledes væsener og aldrig kan blive andet, er det intet håb for dem.
Her ser vi ifølge Johnson intellektualismens store kors: voldsholdningen.
Sammenfattende er det Paul Johnsons mening, at der med den kirkelige magts fald i det 18. århundrede fremkom en ny slags åndelige vejledere til at udfylde tomrummet og fange befolkningens opmærksomhed. Disse sekulære intellektuelle kunne være deister, skeptikere eller ateister; men de var nøjagtig lige så villige til at fortælle menneskeheden hvordan den skulle tackle sine problemer som de gamle paver var. For første gang i historien, men samtidig med stigende troværdighed og dristighed, har mennesket rejst sig for at forfægte den overbevisning, at de kan diagnosticere samfundets skavanker og kurere dem med deres eget intellekt uden hjælp fra nogetsomhelst andet, ja endnu værre: angive løsninger som omformer ikke blot samfundsstrukturen men også menneskets fundamentale vaner til det bedre.
Men som bekendt har erfaringen gennem to århundreder med blodige krige og udskejelser - ikke mindst i det 20. århundredes sovjetkommunisme og nazisme - afsløret, at det altsammen har været ikke blot en kæmpeillusion, men en fatal illusion. Erkendelsen synes derfor efterhånden at brede sig, at de intellektuelle ikke er klogere vejledere end de gamle præster og heksedoktorer var.
En af de vigtigste konklusioner der kan drages af de tragedier i det 20. årh. som har kostet så mange millioner uskyldige mennesker livet under foregivende af samfundsforbedring er derfor den simple, fastslår Johnson:
Bevar os vel for de intellektuelle!
De følger i virkeligheden visse simple adfærdsmønstre: De er som gruppe forstået ofte ultra-konformistiske inden for deres egne cirkler. Og dette gør dem farlige som masse. For det sætter dem i stand til at skabe et klima af rettroenhed som i sig selv ofte skaber irrationelle og destruktive handlingsforløb.
Afslutning
Nu kunne man over for denne bandbulle i hvert fald gøre opmærksom på, at Paul Johnson som historiker selv er intellektuel - og måske skulle lade være med at kaste med sten mod andre. Men han ville naturligvis og med fuld ret replicere, at han netop ikke er intellektuel i den specielle betydning af ordet han bruger til at rubricere de skildrede personer.
Altså kommer vi ikke uden om, at begrebet intellektuel er tvetydigt og kan bruges såvel om alle tænkende væsener der er analytisk indstillede, men ønsker at holde en distance til tingene, som om de skarpe hoveder der ønsker at engagere sig i politiske, moralske og religiøse fejder og som ønsker at bruge deres analytiske evner til fordel for dette engagement.
De intellektuelle står altså derfor altid i det dilemma, at de skal afgøre med sig selv om de vil holde distance til tingene og problemerne eller engagere sig direkte i løsningen af problemerne.
Der er ingen der med rimelighed kan forlange, at analytiske begavede mennesker skal holde sig til kølige og nøgterne analyser og undlade enhver form for engagement. De har naturligvis samme ret til engagement som alle andre. Men man kan med rimelighed forlange, at de intellektuelle altid qua deres intellektuelle evner gør sig klart hvad de gør, og klart melder ud hvornår de optræder som analytiske mennesker og hvornår som engagerede. Analysen må altid holdes adskilt fra engagementet.
Derfor er det ikke helt tilfredsstillende i Paul Johnsons iøvrigt fortræffelige og engagerede analyser at nøjes med en konstatering af, at de engagerede intellektuelle hovedpersoner han har valgt at gøre til genstand for sine nærgående analyser, synes at have haft det til fælles, at de på religiøs eller pseudoreligiøs vis har troet på en fundamental forbedring af såvel mennesket som samfundet gennem logik og fornuft. Dette er ganske vist allerede diskvalificerende for en intellektuel der ønsker at værne om sit gode navn og rygte som hævet over religiøse eller ideologiske illusioner.
Men det centrale turde være, at disse intellektuelle slet ikke ser eller forstår den dybe forskel mellem idé og virkelighed eller mellem drøm og realisation, og derfor heller ikke ser eller forstår den dybe psykologiske forskel mellem jegets funktion og selvets funktion.
Når intellektuelle kan havne i et engagement for en politisk, moralsk eller ideologisk sag på en sådan måde, at de bliver fanatiske, hadefulde og hævngerrige, ja voldelige og terroristiske, så viser det i det mindste, at de helt og holdent befinder sig inden for jegets funktion, hvor hævdelsen af rethaveriskhed og retfærdighed er noget centralt. De kan ikke opgive retfærdigheden og rethaveriskheden og bevæge sig over i selvets område, hvor langt større ting er på spil.
Det kan også formuleres på den måde, at intellektuelle der havner i fanatisme og fundamentalisme savner enhver forståelse af ideernes universalitet og spiritualitet og derfor heller ikke forstår, at ideerne - eller de arketypiske forestillinger - kan være en dyb, stærk og vedvarende inspiration for alle tanker og handlinger, men aldrig realiseres i en ufuldkommen verden uden totalt at miste deres universalitet og spiritualitet. Åndens rige er af en helt anden art end magtens rige. Og derfor kan man ikke udøve magt i ideens eller universalitetens navn uden dermed at forråde selve ånden i ideerne.
Paul Johnson har valgt at se nærmere på bestemte personer der har betydet meget for sekulariseringen i Vesten (dog først og fremmest Europa). Og det har været nyttigt. Men som bekendt findes der afsporet intellektualisme i mange mere specifikke nutidige fænomener som venstrefløjsfascinationen af Stalinismen eller den muslimske fascination af de store hadere der i nyeste tid har erklæret død over Israel, USA og de vestlige værdier.
Begge emner vil blive taget op til nærmere behandling snarest muligt.
Jan Jernewicz