ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.03.03.

Stalinismens fascination

I Moskva er der åbnet en udstilling om Stalin der viser hans betydning for Rusland/Sovjetunionen på godt og ondt, og som naturligvis også deler folk i forskellige anskuelser. Nogle, herunder først og fremmest endnu levende ofre eller familiemedlemmer til ofre, ser Stalin som bødlen og tyrannen der ødelagde det gamle Rusland og blev skyld i mange millioner uskyldige menneskers død. Andre ser ham som den store 'generalissimus' der reddede Sovjetunionen fra nazisternes forsøg på at undertvinge sig hele landet. Og atter andre - de yngre - ved ikke rigtigt hvad de skal mene. Alle ser patriotisk på sagen, og næsten alle synes påvirket af, at Rusland har fået så store økonomiske, sociale og administrative problemer efter Sovjetunionens opløsning at det giver et vist grundlag for nostalgisk længsel efter gamle 'velordnede' tilstande.

Den historiske forskning i Rusland lider af pengemangel som følge af de generelle økonomiske problemer, men der bliver dog faktisk forsket på livet løs i fortiden - og der forventes bl.a. udgivet et nyt stort 6-binds værk om Gulags historie sidst på året. Boghandelerne i Moskva er fyldt op med stabler af nye værker om Stalin. Vladimir Karpovs to-binds-biografi om "Generalissimus" er blevet en bestseller - ligesom Eduard Radzinskijs biografi fra 1997. Jyllands-Postens Flemming Rose betegner interessen som et formeligt boom. Ytringsfriheden indebærer, skriver han fra Moskva, at der er frit slag for såvel dem der vil kritisere som dem der vil dyrke Stalin.

De russiske arkiver er ikke fuldstændigt frit tilgængelige for forskerne, men er dog åbnet i et omfang der har gjort det muligt for vestlige forskere at dykke langt ned i store dele af materialet om sovjetkommunismen, Stalin, KGB og Gulag. Det har allerede bragt meget værdifuldt materiale for dagens lys, men har også afsløret den kendsgerning, at der simpelthen ikke længere findes dokumentation om alle sider af den omfattende undertrykkelse. Noget er bevidst fjernet eller destrueret, men manglerne ligger også i det faktum, at mange af ugerningerne gennem Sovjetunionens godt 70-årige eksistens - fx i forbindelse med tvangskollektiviseringen i 1930erne - aldrig nogensinde blev officielt registreret.

Russerne var aldrig så ivrige efter systematisk, til pedanteri grænsende bureaukratisk dokumentation af alt hvad de foretog sig, således som tyskerne var under nazismen. Der hører en elementær historisk kultur til at registrere alt - uden tanke på hvorvidt papirdyngerne nogensinde vil blive genstand for forskning. En sådan kultur lå dybt i tyskerne, der jo stod for den moderne historietekniks indførelse, men denne kultur savnede de russiske 'barbarer' helt. De fleste af de bødler der stod for grusomhederne og udrensninger fx ved tvangskollektiviseringen var bogstaveligt talt rå, primitive børster der hverken kunne læse eller skrive, men fik lov til at hævne sig på mennesker der af partiet blev stemplet som deres modbydelige, kontrarevolutionære klassefjender.

Det vestlige hovedværk om de kommunistiske systemer i det 20. årh. er indtil videre den i 1997 udgivne "Kommunismens sorte bog. Forbrydelser, terror, undertrykkelse" af Stéphane Courtois m.fl. på 864 sider (dansk udgave 2002). Her får vi ikke blot beskrivelse af undertrykkelsen i Sovjetunionen, men også i Østeuropa, Kina, Nordkorea, Vietnam, Laos, Cambodia, Cuba og flere afrikanske lande. Men det er Courtois' hovedafsnit om Sovjet der dominerer. Hvorfor oversætterne ikke taler om 'sortbog' er iøvrigt uklart, når det nu er det vi kalder den slags på dansk.

Det står derimod helt klart, at den systematiske terror var en integreret del af kommunismen lige fra revolutionen i 1917, da Lenin førte an. Den var ikke noget der først kom til med Stalin. Og den var ikke noget der kun gjaldt Sovjet. Den kendetegnede og kendetegner alle regimer der forsøger at praktisere kommunismen.

Udover anvendelse af koncentrationslejre eller tvangsarbejdslejre går midlerne for undertrykkelse igen overalt, nemlig udsultning, tvangsforflyttelser, militarisering af arbejdet, hemmelige politier og så naturligvis foragt for al lov og ret, for religion og åndsfrihed. Hertil komme systematisk brug af nationalistiske og klassemæssige følelser og projektionsmekanismer.

Courtois prøver at finde en forklaring i de specielle traditioner for grusomhed der findes i Rusland og Kina. Men i en anmeldelse påpeger Frederik Stjernfelt med rette, at ingen af de gennemgående terrormidler springer direkte ud af kommunismens utopi. Så for ham er forklaringen snarere strukturel: en utopi der ligger for langt fra det reelt eksisterende menneskemateriale kan simpelthen kun realiseres med vold og magt.

En bog som Per Ahlmarks "Det öppna såret" med undertitlen "Om massmord og medlöperi" fra 1997 bør også nævnes, fordi den udover sine udmærkede opsamlinger af kendsgerninger om sagen gør direkte op med specielt svenske intellektuelles skønmaleri af diktaturerne og deres medløberi helt ind i 1990erne. Medløbere er her forstået som mennesker som efter eget frit valg bestemmer sig for at hylde eller undskylde diktaturer (og ideologier som fører til diktatur), eller som forfalsker og forskønner sådanne ideologier, eller som konsekvent tier om sådanne undertrykkelsesregimer, mens de energisk fordømmer demokratierne.

Det er for den stærkt polemiske, tidligere svenske partileder og vicestatsminister en afgørende pointe, at demokratier netop er karakteriseret ved at de ikke fører krig mod hinanden, og at de ikke kender til hungersnød.

Glemmes skal endelig heller ikke, at de britiske historikere Paul Johnson og Alan Bullock har behandler fænomenet i vægtige bøger som "Verdenshistorie 1917-1980" (1983) og "Hitler og Stalin. Beretningen om to af det 20. århundredes grusomste magtmennesker" (1991).

Bullock gennemgår på relativt traditionel historisk og systematisk vis ligheder og forskelle mellem de to diktaturer og diktatorer, hvis sammenstød i Anden Verdenskrig førte til udryddelse af et sted mellem 40 og 50 mio mennesker, hvoraf kun den ene halvdel omkom som direkte følge af krigshandlingerne. En af de vigtigste forskelle Bullock når frem til er, at den nazistiske undertrykkelse som mål havde udryddelsen af alle europæiske jøder, altså et biologisk mål; hvorimod det stalinistiske system anvendte terror, inklusive massemord, som et redskab til at sikre politiske og sociale mål.

Johnson ser begge diktaturer (foruden Mussolinis og Maos og de nye afrikanske diktaturer) i et større perspektiv og som det uundgåelige udslag af en ubændig og fuldstændigt hensynsløs vilje til 'samfundshersen', en vilje til at forme samfundet efter deres eget forgodtbefindende som om det var formbart som ler eller mørtel, og altså uden ringeste hensyn til at ethvert samfund har en bestemt identitet, sjæl eller karakter, hvad man nu vil kalde det, og består af vidt forskellige mennesker med hver deres individuelle præg, tankesæt og adfærdsmønstre.

Lenin var ifølge Johnson det første eksemplar af en helt ny art i historien: den professionelle organisator af totalitær politik. Han troede som Mussolini på at den organiserede vold ville blive sejrherren i den forestående klassekamp. Hitler havde samme last som Lenin og Stalin, han var en fremragende udøver af den nævnte samfundshersen eller sociale styring. Forestillingen om at mennesker kan dynges rundt med som beton er for Johnson århundredets største last. Moralske kriterier var noget der simpelthen ikke eksisterede. Det eneste kriterium var politisk hensigtsmæssighed. Viljen til absolut magt.

Selve den påfaldende godtroenhed, hvormed vestlige videnskabsmænd som ellers var oplært til at vurdere vidnesbyrd og vestlige skribenter hvis hele virke gik ud på at studere og dømme samfundet, slugte selv den mest kluntede stalinistiske propaganda råt, er der ifølge Johnson ingen anden mulig forklaring på end verdslig overtro. Disse intellektuelle havde behov for noget at tro på, efter at den religiøse tro var forsvundet og der var opstået et tomrum i disse vesterlandske intellektuelles sind. De higede ligefrem efter at blive ført bag lyset.

Hitlers forbrydelser tiltrak sig mere opmærksomhed end Stalins, og grunden er ifølge Johnson dels at de blev begået tættere på den øvrige vestlige verden, dels at nazisterne ofte åbenlyst skiltede med dem, men navnlig at de blev skildret af en voksende strøm af intellektuelle emigranter eller flygtninge fra Tyskland. Det overvældende flertal af vestlige intellektuelle hældede desuden til venstre og så nazismen som en langt større fare for både deres egen stand og for friheden. Sovjetunionen var for dem den eneste større magt, som virkelige var indstillet på at modarbejde og eventuelt bekæmpe fascismen.

Men de vestlige intellektuelle var ikke uvidende om forholdene i Sovjetunionen. De så sig derfor nødsaget til at indtage en dobbeltholdning i deres forsvar for sovjetsystemet. Men lige præcis dette forsøg på at forsvare stalinismen er for Johnson den faktor som "trak dem ind i den selvfordærvelses-proces, som bibragte dem noget af det moralske forfald, som er en iboende bestanddel af det totalitære, specielt dets fornægtelse af individets ansvar for godt og ondt."

På dansk er nu udkommet historikeren Bent Jensens 528 sider store "Gulag og glemsel" med undertitlen "Ruslands tragedie og Vestens hukommelsestab i det 20. århundrede", baseret på såvel egne som andres kildestudier.

Tragediens omfang er ikke til at tage fejl af. Den omfatter regulær ofring af 23-30 millioner mennesker. Borgerkrigen 1918-22 og hungerkatastrofen 1921-22 kostede mellem 12 og 17 millioner livet; tvangskollektiviseringen eller 'afkulakiseringen' 1930-33 ½ million bønder; og hungeren 1932-33 som direkte eller indirekte følge af afkulakiseringen yderligere 6-7 millioner. Gulag-systemet 1930-53 krævede 4-5 millioner ofre og henrettelser ved skydning endelig godt 1 million. Usikkerheden i talangivelser ligger netop i den tidligere nævnte manglende bureaukratiske registrering. Men under alle omstændigheder rystende tal i sig selv. Endnu værre dog de skildringer der er givet af overlevende.

Det er imidlertid den anden side af sagen der er i fokus i Bent Jensens vurdering, fordi han jo ikke blot kan konstatere, at de intellektuelle i Vesten (herunder Danmark) ikke blot har vist sig uinteresserede i at beskæftige sig med fortiden og deres egne fortielser eller direkte skønmalerier, men viser sig at lide af et så påfaldende kollektivt hukommelsestab at det tyder på dårlig samvittighed eller det der næsten er værre: mangel på skrupler.

Denne side af sagen har Bent Jensen behandlet allerede tilbage til 1984, altså flere år før Sovjetkommunismens sammenbrud, da han udgav "Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle" og dengang måtte høre for det fra venstrefløjens side. Denne bog er nu kommet i ny udgave. Og tilsammen danner bøgerne en yderst vigtig brik i det aktuelle historiepolitiske spil.

Bøger af denne art handler jo ikke om en fjern fortid, hvor det er muligt for forskeren at gemme sig væk med sine kilder i en glasboble af tro på fuldkommen, af enhver personlig interesse desinficeret objektivitet, men tværtimod om så nære politiske problemstillinger, at det ikke er muligt for forskeren at lægge skjul på sine personlige vurderinger. Det ville også være kedeligt andet, men skal blot fremhæves som led i hele den standende debat for og imod muligheden for ansvarlig forening af videnskabelig forskning og politisk stillingtagen. Og det skal gentages, at det ikke alene ville være tåbeligt, men komplet umuligt for en forsker at forholde sig koldt, neutralt eller 'objektivt' til politiske og/eller eksistentielle spørgsmål, hvor subjektive eller personlige værdier og følelser nu engang er aldeles afgørende. Dét ville - om noget - være at svigte redeligheden.

Bent Jensen er en kontroversiel skikkelse blandt danske historikere, primært fordi han aldrig har lagt skjult på, at han er anti-kommunist. Og det har naturligvis aldrig vakt begejstring i et miljø der er domineret af venstrefløjen og dermed særligt sårbart over for angreb på deres videnskabelige ære. Bent Jensen har haft gode arbejdsbetingelser som forsker, men har længe stået som hadefigur blandt danske intellektuelle og derfor følt sig som lidt af en martyr.

Flydende russisk lærte han som sprogofficer, og som ung student var han faktisk selv i ganske kort tid marxist og medlem af Studentersamfundet i Århus, men aldrig medlem af DKP. Han blev både gift og 'borgerlig' - og et møde i midten af halvfjerdserne med den sovjetiske dissident Boris Weil blev afgørende for hans karriere som historiker. Hans vrede mod Sovjet opstod gennem denne mand, fortæller han i et interview.

Hertil kommer dog også et grundlæggende personligt mønster, der har at gøre med hans opvækst i et indremissionsk miljø i Kjellerup i Midtjylland. Selvom han gjorde oprør imod det, blev en moraliserende tendens siddende i sindet på ham. Bent Jensen er - som en anmelder fornylig har kaldt ham - både moralist og polemiker. Han deler folk op i gode og onde, og polemiserer mod alle der er uenige med ham. Og han har fra sin tidlige ungdom haft et særligt godt øje til de 'indbildske københavnske intellektuelle', som han ifølge Niels Barfod ligefrem hader af et godt hjerte.

Disse personlige grundholdninger gør det nok på forhånd svært for denne stærke jyde at forstå den dominerende københavnske intelligentsia, men det må ikke desto mindre siges, at hans bøger er uundværlige i den debat om kommunismens tillokkelse for store dele af venstreintellektualismen som er nødvendig i det selvopgør vi er inde i, og som i virkeligheden også har betydning for hele det aktuelle opgør om forholdet til den muslimske propaganda der skyller ind over os i disse år.

I begge tilfælde er der nemlig tale om en betydelig foragt for de værdier den vestlige kultur og det vestlige demokrati står for. Og i dag som dengang i begyndelsen af det 20. århundrede findes det et stort emotionelt, moralsk og religiøst tomrum efter den kirkelige kristendom som er blevet skudt i sænk af naturvidenskab, velstand, forbrugerisme, tom underholdning og oplevelsesjagt samt mangel på tilpasning til nye sekulariserede tider.

Med støtte hos den polske filosof Leszek Kolakowski, der et sted taler om den desperate tro på drømmen om menneskehedens broderskab som motiv for de intellektuelles frivillige selvbedrag, gør Bent Jensen gældende, at alle de motiver man kan nævne synes at kunne sammenfattes i behovet for en erstatningsreligion, og at dette behov igen hænger sammen med et undertrykt religiøst behov og en angst for at leve livet på eget ansvar samt et ubehag ved selv at skulle søge sandheden.

Bent Jensen betegner derfor stalinismen som en religion forklædt som videnskab, der gav en følelser af at kunne forstå og forklare alt. Tanken om kommunismen som erstatningsreligion stammer fra den svenske filosof Alf Ahlberg, men som den danske litteraturhistoriker Morten Thing har anført i sit store værk om "Kommunismen og de intellektuelle" så er der faktisk ingen grund til at snakke om erstatning i denne forbindelse. For kommunismen er en ægte religion med guder, dogmatik, eskatologi osv., men ganske rigtigt forklædt som videnskab. Bent Jensen får imidlertid ikke rigtigt fat på de dybere mekanismer. Det ville også kræve overvejelser af mere dybdepsykologisk art - og dem går Jensen bevidst udenom.

De intellektuelle kommunisters selvbedrag ligger ikke mindst i, at de selv troede de var rent rationelle og slet ikke kunne se, at de i virkeligheden var dybt religiøse, troende, metafysiske og følelsesbundne mennesker.

Det bærende i slavisten Ad. Stender-Petersens og forfatterne Otto Gelsteds og Hans Scherfigs fascination af rationaliteten er i virkeligheden ikke selve den elementære glæde over bestandigt at kunne udvide rationalitetens virkeområde og dermed drage stadig flere sider af livet ind under de psykiske sekundærprocessers stabile domæne, men angsten for irrationaliteten, følelserne og underbevidstheden, og dermed angsten for at lade de psykiske primærprocesser gøre sig gældende sideordnet med de sekundære. Det er en angst for at stærke intensive og forstyrrende følelser får lov at gøre sig gældende ved siden af de svage, men stabile. Dermed bliver der også tale om angst for at give tilværelsen dybere mening.

Et grotesk vidnesbyrd om denne stærke angst for det irrationelle finder man i journalisten Eric Danielsens årelange angreb på hele den psykoanalytiske erkendelse. Han gik i sin tid så vidt som til at deklamere at underbevidstheden var udryddet i Sovjetunionen i kraft af den rationelle materialistiske skoling. Han kan intet positivt se ved underbevidstheden, men tror som Freud, at den udelukkende omfatter det fortrængte og neurotiske. Og dét troede han afskaffet i sin utopi!

Et væsentligt element i den kommunistiske ideologi er som bekendt troen på den materialistiske historieopfattelse, der jo netop undsiger alt det åndelige og irrationelle som væsentlige faktorer ved siden af de biologiske, økonomiske og sociale. En kommunist som David Hejgård har åbent indrømmet sammenhængen: "Når det var sådan, at socialismen affødtes af det bestående samfundssystem, så var der jo ingen vej udenom," udtaler han. "Jeg kunne jo lige så godt tage fat på at arbejde for det der alligevel ville blive fremtidens samfundsform." Det har intet med opportunisme at gøre, som Bent Jensen påstår, men er tværtimod det simple behov for at have en ubrydelig, indiskutabel moralsk lov at holde sig til, en lov der fritager for selvstændig vurdering og selvstændigt ansvar.

Loven giver også historisk legitimation af behovet for at 'ville ét', at forfølge det revolutionære mål med hele sin vilje og hele sin energi og tilsidesætte hensynet til ethvert andet formål, herunder almindelige sunde menneskelige behov for fornøjelser og unyttig beskæftigelse som fri kunst, musik og leg. Stender-Petersens beundring for magtmennesket Stalin kendte ingen grænser i året 1935, hvor tyrannen havde konsolideret sin magtposition: Han var 'masseviljens eksekutor' og 'bæreren af massernes dunkle drift'. Stender-Petersen kunne fuldtud tilslutte sig "den hårde lov, at kun den der når sit mål har ret."

Bent Jensen kommer til det resultatet, at det kommunistiske partis disciplin virkede dragende på de intellektuelle. Deres trang til underkastelse manifesterede sig helt ud i sproget og kunne have seksuelle overtoner. For Sartres vedkommende gælder, at hans begrebsverden stammer direkte fra den militære psykologi.

Bent Jensen gør også opmærksom på, at mange intellektuelle havde et meget begrænset kendskab til historie, økonomi og filosofi. De faldt efter hans mening i vid udstrækning for stalinismen på grund af dens videnskabelige overfladiskhed. I stedet for at se virkeligheden som den var, lærte marxismen-stalinismen dem at se virkeligheden med dialektiske briller. Man lærte at afsky al litteratur der kritiserede Sovjetunionen (den var trotskistisk) og at undgå kontakt med kættere og afvigere (reformisterne).

Sproget og tanken gennemgik en udrensningsproces og blev udkrystalliseret i en fast marxistjargon. Dialektikken kunne bortforklare alle former for afvigelser og idioti. Der var med Arthur Koestlers ord tale om dobbelttænkning eller 'kontrolleret skizofreni'.

Hertil kom at bolsjevismens krav om at have videnskabelig status, ja om at sidde inde med selve den videnskabelige sandhed havde en kraftig emotionel appel på de venstreintellektuelle, som igen kan føres tilbage til naturvidenskabernes enorme prestige. Det ville naturligvis propagandamæssigt set være aldeles uholdbart, hvis den materialistiske ideologi stred mod naturvidenskaben - og derfor havde man ikke blot lige siden Marx' og Engels' dage postuleret ideologiens videnskabelighed, men også omhyggeligt sørget for at videreudvikle den så konsekvent, at man på dialektisk vis (dvs. lodret uvidenskabeligt) fik alle brikker til at falde på plads og samtidigt fik afvist alle brikker der ikke passede ind i puslespillet.

Modsat hitlerismen i Tyskland så påstodes bolsjevismen i Sovjetunionen at være en absolut objektiv historisk nødvendighed, som tillod den at feje al tvivl, al nuancering og al modstand væk som klasseforræderi. Bl.a. af den grund blev socialdemokraterne i 1930erne udråbt som 'socialfascister', der skulle bekæmpes mere indædt end nazisterne selv. En katastrofal strategi skulle det hurtigt vise sig.

Kommunisternes selvbedrag bevirkede, at de intellektuelle fuldstændigt ukritisk forkastede al kritisk information om stalinismen, skønt de havde adgang til den. Morten Thing er ikke i tvivl om den psykologiske sammenhæng: de intellektuelle kommunister ville ikke vide besked.

"Man hører ikke sjældent, at lærde og berømte mænd udtaler skinnende og klippefaste dumheder i politiske, sociale og moralske spørgsmål, hvor et menneske med ganske almindelig fornuft dømmer klart og fornuftigt." Således lød det engang fra den norske digter Arnulf Øverland, selv kommunist indtil Moskvaprocesserne i 1936, og efter krigen en indædt modstander af systemet i Sovjetunionen.

Udtalelsen bekræfter endnu engang hvad de fleste mennesker véd, at der er forskel på sund og usund fornuft. Den sunde fornuft er ikke identisk med ren rationalitet i vurderingerne, men tager altid højde for mere eller mindre irrationelle og vanskeligt definerbare faktorer af spirituel, psykisk og social art. Den er hvad englænderne kalder 'common sense' og kan følgelig aldrig være ensidig, snæversynet eller ekstremistisk. Man kan sove på den og behøver aldrig at frygte tvang fra den kant.

Den usunde fornuft er det stikmodsatte, og man skulle derfor umiddelbart tro, at den ikke ville kunne tiltrække mange. Men det gør den som bekendt. Det gjorde den i hele Europa i 1920erne og 30erne, ja også i årtierne efter krigen, og det gør den dag i dag i hele den muslimske verden. Og det må have sine årsager.

En væsentlig grund - som også er påpeget i det foregående - er selve det emotionelle, moralske og religiøse tomrum som er opstået i Europa i forbindelse med sekulariseringen og kristendommens gradvise afvikling eller marginalisering. Sekulariseringen har generelt betydet stadig større fokusering på naturvidenskabelig erkendelse, teknologisk fremskridt og økonomisk velstand og modsvarende afvisning af traditionel kirkelig kristendom og moral.

Det har efterladt et betydeligt eksistentielt tomrum, som mange fylder ud med erstatningsvarer fra overtroens, underholdningens og/eller de narkotiske stoffers lagre, men uden i længden at føle tilfredsstillelse. De svageste sjæle tyer derfor til fundamentalistiske religioner eller ideologier såsom kommunismen, fascismen, nazismen, eller sekteriske grupperinger inden for protestantismen eller katolicismen, de være sig venstreorienterede eller højreorienterede - det er i denne forbindelse lige fedt. I nyeste tid er islam kommet med i billedet som fristelse for mange søgende ikke-muslimer.

Det eksistentielle tomrum i sig selv giver angst. Man er nødt til at forholde sig til det enten ved at flygte fra det og søge tilflugt i sikre ideologier og religionssystemer eller ved at dykke ned i det og undersøge det nærmere - hvis man ellers tør. For det irrationelle er jo netop i allerhøjeste grad omgivet af mystik, ikke mindst i en verden der udadtil ensidigt dyrker det rationelle og mere eller mindre systematisk latterliggør det irrationelle.

Hvis man imidlertid holder fast i, at det udelukkende er det irrationelle der kan give tilværelsen rigdom og mening i kraft af dets evne til at knytte dybe følelser, kreativitet og ansvarlighed til den praktiske, nyttige eller 'borgerlige' tilværelse, så er det indlysende, at man misforstår sin eksistentielle opgave, hvis man tror man kan holde sig til den rendyrkede rationalitet med dens naturvidenskab, teknologi, velstand, nytte og fremskridt. Det er komplet umuligt, ligesom det er komplet umuligt at blive stående ved en tom sekularisering. Man må med andre ord lære de grundlæggende forskelle mellem jeget og selvet og mellem de to slags psykiske grundprocesser - som andetsteds forklaret (se links). Og derfra komme videre i sin eksistensforståelse. Særligt må man nå til klar indsigt i, at alle arketypiske foretillinger, herunder også sådanne som indgår i de utopiske forestillinger, er af universel art og aldrig kan annekteres eller patenteres af nogen ideologi eller religion.

Når fundamentalistiske religionssystemer og ideologier kan tiltrække intellektuelle og i værste fald få dem langt ud i selvbedrag, mangel på etisk besindelse og tro på vold og terror som midler i kampen for utopierne og de fuldkomne samfund, som slet ikke er af denne verden, så skyldes det, at de forråder selve intellektualismens inderste væsen, den stadige selvbesindelse. De forstår ikke, at denne igen hænger sammen med åbenheden over for hvad andre mennesker føler og tænker og hvad 'selvet', det overindividuelle og/eller underbevidste løbende afgiver af meldinger om højere og dybere hensyn.

Vor tid er kendetegnet af en stadig større eksistentiel søgen, og det er i sig selv værdifuldt. Men skal den ikke som i det 20. århundrede ende i nye katastrofer af tilslutning til voldelige ideologier, da må alternative sekulariserede muligheder påpeges og anbefales, og deres sekulariseringskarakter betyder vel at mærke, at de skal være dogme- og autoritetsfri, men ikke fri for spiritualitet.

At påpege og anbefale sådanne alternativer til de gængse fallerede ideologier eller militante islamiske strømninger er netop hensigten med det frie internetorgan 'Jernesalt'.

Courtois m.fl.: Kommunismens sorte bog. Høst & Søn. 2002.
Per Ahlmark: Det öppna såret. Timbro. 1997.
Paul Johnson: Verdenshistorie 1913-1980. Gyldendal. 1984.
Alan Bullock: Hitler og Stalin. Politikens Forlag. 1992
Bent Jensen: Gulag og glemsel. Ruslands tragedie og Vestens hukommelsestab i det 20. århundrede. Gyldendal. 2002.
Bent Jensen: Stalinismens fascination og danske venstreintellektulle. Gyldendal. 1984.
Morten Thing: Kommunismens kultur. DKP og de intellektuelle 1918-1960. Tiderne skifter. 1993

Intellektualismens dilemma
Sund fornuft - ikke éndimensional rationalisme
De psykiske grundprocesser
Hvad lever vi på?