Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - newton

ESSAY FRA JERNESALT - 30.8.15.

Isaac Newton kan først forstås fuldt ud med den emergente helhedsrealisme

(Essay om den geniale fysiker - på grundlag af C. H. Kochs solide, men ufuldkomne biografi)

Problemkomplekset Isaac Newton
Newtons levnedsløb
Æblet og den matematiske tyngdelov
Hovedværket 'Principia' - inclusiv 'Verdenssystemet'
Den kvantitative optik og farvelære
Den alkymistiske erkendelsesdrøm
De profetiske forestillinger om tusindårsriget
Newtons særlige karakter
Newtons inderste mål og utopi
Carl Henrik Kochs styrke og begrænsning
Helhedsrealismens progressive løsningsforslag
Henvisninger



Problemkomplekset Isaac Newton    
Til toppen  Næste

Den engelsk matematiker og naturvidenskabsmand Isaac Newton (1642-1727) var den mest betydningsfulde videnskabsmand i 1600-tallet. Inden for matematikken grundlagde han differentialregningen og integralregningen, dvs den regning med funktioner af uendeligt små størrelser som bl.a. er nødvendig for at kunne beregne fysiske legemers bevægelser eksakt. Inden for optikken opdagede han ved hjælp af prismer at det hvide, tilsyneladende farveløse sollys er sammensat af forskellige spektralfarver, og inden for faststoffysikken fastsatte han på matematisk vis de love for tyngde og bevægelse der er grundlaget for det der senere blev kaldt 'den klassiske fysik', et grundlag som i princippet kom til at gælde som basal lærdom lige indtil begyndelsen af 1900-tallet hvor Albert Einstein fremsatte sine to relativitetsteorier og Niels Bohr og Werner Heisenberg deres kvantemekanik.

Hvad de nævnte tre grundfelter angår hersker der ingen tvivl om Newtons betydning eller genialitet. De fleste alment dannede mennesker kender i hvert fald historien om Newton der under pestårene i England i 1665-66 hjemme på sin relativt lille fødegård i Woolsthorpe sad funderende i haven og så et æble falde til jorden - og pludseligt fik sin store 'heureka-åbenbaring': at æblet ikke bare faldt tilfældigt ned et eller andet sted, men direkte mod jordens centrum, fordi jordens masse åbenbart tiltrak det - ligesom månen tiltrak havvandet på jorden så der opstod tidevand - og planeterne iøvrigt tiltrak hinanden og blev tiltrukket af solen. Han indså på stedet at tyngde har med legemers masse at gøre på en så entydig og generel måde at det kan udtrykkes ved en matematisk ligning. Og det er den slags intuitive 'åbenbaringer' både store videnskabsmænd, store tænkere og store kunstnere somme tider får, og som kan ændre menneskets erkendelse fundamentalt, men som ingen kan forklare helt præcist, men kun tilnærmelsessvist ved henvisning til det kollektivt ubevidste.

Men Newton lavede meget andet i sit lange liv. Han var fra 1696 til sin død i 1727 først inspektør og siden effektiv leder af den Kongelige Engelske Mønt, beliggende i Tower; det svarer nogenlunde til en stilling som nationalbankdirektør. Og desuden gik han med stor energi og lidenskab op i studiet af både alkymi og teologi, så det er et faktum at den geniale fysiker brugte meget mere af sit voksne liv på alt andet end matematik og naturvidenskab.

Hans lederskab af 'Mønten' fik stor praktisk betydning, men hans teologiske studier bar ikke rigtig frugt for andre end ham selv, og hans intense studier af alkymien forblev ukendt for offentligheden indtil 1936, da den berømte nationaløkonomen John M. Keynes (ham med en ny og meget nyttig teori om sammenhængen mellem markedsøkonomi og beskæftigelse) på en auktion købte en samling manuskripter fra Newtons hånd som havde været gemt væk i en lukket kuffert. Dette skyldtes den simple grund at alkymien allerede på Newtons tid blev betragtet som en højst uvidenskabelig beskæftigelse der nok havde været forudsætningen for den videnskabelige kemis fremkomst, men som følge af sin okkulte og esoteriske karakter blev hemmeligholdt uden for snævre kredse. Newton holdt den selv hemmelig, fordi det ville være risikabelt for hans position at røbe hvad han beskæftigede sig med. Den engelske kirke og det engelske kongehus tolererede nemlig ikke kætterske tanker.

Men nu er disse meget omfattende teologiske og alkymistiske studier altså trukket frem i en ny og dybdegående interesse for Newton og hans forskning. Og det viser sig at studierne ikke var den geniale mands tilfældige griller som kan affærdiges med et skuldertræk, men tværtimod var en dybt integreret del af hans brede og i realiteten altomfattende naturfilosofi. Newton var i bund og grund et religiøst menneske, der nok holdt religionen skarpt adskilt fra den naturvidenskabelige forsknings søgen efter årsagsforklaringer, men som ikke desto mindre livet igennem spiste særdeles mange æbler af 'kundskabens træ' i sine forsøg på at sætte videnskaben ind i en stor naturfilosofisk ramme så hans indsats som helhed ikke kan forstås uden at tage det religiøse med.

Det er imidlertid stadigt noget der byder naturvidenskaben stærkt imod (hvad Jernesalt ofte har påpeget) - og derfor er det både vigtigt og glædeligt at den autoriserede danske filosof Carl Henrik Koch på anmodning fra et forlag efter sin pensionering påtog sig at skrive en stor og systematisk biograf om geniet og mennesket Newton, for den er blottet for gængs berøringsangst over for forskeres og tænkeres lidenskabelige interesse for det man populært forstår ved religiøsitet. Men religion og religiøsitet er mange ting og burde i virkeligheden i vore dage betegnes mere dækkende og neutralt som 'helhedsrealisme'. Og i Newtons specielle tilfælde lå lidenskaben slet ikke i overfladisk stemningsreligiøsitet eller simpel konventionel kristendom, men i intentionen om at få skabt en forbindelse mellem videnskab i snæver betydning og naturfilosofi i bredeste eksistentielle betydning.

Det vil fremgå af det følgende at undertegnede har et helt andet og mere positivt syn på Newtons inderste hensigter og hele hans forgæves forsøg på at nå det opstillede mål end Koch har, men forudsætningen for at kunne påpege dette er naturligvis ikke blot at jeg har udviklet min egen brede helhedsrealisme der kan dække sådanne forsøg uden større besvær, men også at der fra Kochs side foreligger et yderst solidt og sobert værk om Newton som synes at kunne give de fornødne oplysninger om Newtons hensigter.

Men det må fastholdes at Isaac Newton ikke blot var en genial matematiker og fysiker, men også en filosof der brændte for at løse nogle eksistensfilosofiske problemer på et tidspunkt hvor der simpelthen ikke fandtes begreber endsige begrebsrammer der gjorde det muligt for ham - eller andre på hans tid - at finde holdbare svar. Det er derfor efter min mening ikke nok at vurdere ham ud fra sine egne og tidens forudsætninger. Han var tværtimod et så stort problemkompleks at han først kan bedømmes adækvat og retfærdigt ved at blive sat ind i en større ramme, og det en ramme der entydigt peger fremad i vores helt aktuelle nutid.

Den følgende gennemgang af Newtons levned og værk er primært baseret på Carl Henrik Kochs fornemme og helt igennem solide og pålidelige værk. Men da jeg har fundet ret markante svagheder i Kochs vurdering, undlader jeg ikke en kritik af hans biografi. Da mit hovedsigte er at få belyst Newtons fineste og dybeste naturfilosofiske refleksioner bedst muligt, har jeg koncentreret mig herom - og har derfor kun mere perifert omtalt andre sider af hans værk. Og mit essay er bygget op således at levnedsbeskrivelsen står som helhed for sig selv, mens Newtons naturvidenskab og naturfilosofi deles op i fem selvstændige kapitler, der efterfølges af en samlet bedømmelse. Endeligt følger kritikken af C.H. Koch og mit eget helhedsrealistiske løsningsforslag.



Newtons levnedsløb    
Til toppen  Næste

Isaac Newton blev født den 25.12. 1642 i landsbyen Woolsthorpe i Lincolnshire (ca. 40 km øst for Nottingham). Hans far blev født i 1606 og døde 1642, et par måneder før sønnens fødsel. Da junior var tre år gammel giftede hans moder (Hannah) sig med Barnabas Smith der var rektor for skolen i North Witham. Men Isaac voksede op hos mormoderen der flyttede ind i huset i Woolsthorpe. Den voksne Isaac omtalte hende aldrig.

Mindre end to år efter at moderen som enke efter Barnabas vendte tilbage til Woolsthorpe blev den nu 12-årige Isaac sendt til latinskolen i Grantham. Den havde et godt ry, men det mest af skoletiden gik med indterpning af latin og intens bibellæsning. Isaac boede til leje hos den lokale apoteker Clark, og i skolen var han både uinteresseret og doven. Han blev placeret i den laveste klasse og var klassens næstdårligste elev. Da han en morgen var blevet tildelt et voldsomt slag i maven af en anden dreng, hævnede han det både fysisk og intellektuelt. Han lagde sig i selen med skolearbejdet - og var kort tid efter den bedste i skolen.

17 år gammel blev Newton taget ud af skolen for at lære at tage vare på sin arvede ejendom og lære landbrug og kvægavl. Opholdet blev ingen succes. Han skændtes både med moderen og sine søskende og forsømte sit arbejde. Men morbroderen og skolelederen i Grantham overbeviste Hannah om at den unge Isaac skulle tilbage til skolen og forberede sig til universitetet. Rektor Stoke tog ham nu selv i huset, og i juni 1660 dimmitteredes han til universitetet i Cambridge (Triniti College).

Newton blev indskrevet på 'Trinity' som 'sizar', dvs fattig studerende (skønt han reelt var formuende). Men det betød at han fik undervisningen gratis mod at være tjener for ældre stipendiater (fellows). Han skal gerne have søgt ensomhed, men intet tyder på at han har følt sig som en udstødt i sine første studieår. Han har som ung blot ikke anglet efter andres accept og respekt.

Apoteker Clarks steddatter betegnede som 82-årig Isaac som en "alvorlig tavs, eftertænksom dreng, som ikke legede med andre drenge, men foretrak at blive hjemme hos pigerne". Isaac var endog forelsket i hende. Det vides iøvrigt at Isaac var dygtig til at skære i træ og fx skar både lodure og vandure samt solure. Som voksen kunne Newton også slibe linser og konstruere et spejlteleskop. Newton fortalte mange år senere også at han på selve den antiroyalistiske Lord Protektor Cromwells dødsdag 3.9.1658 lavede sit første videnskabelige forsøg ved at måle stormens kraft. - Newton havde arvet stedfaderens lille bibliotek og lånte siden bøger i apoteker Clarks mere omfattende bogsamling.



Det universitet som Newton mødte i 1661 bar mindelse om middelalderens lærdomsinstitutioner. Teologi var det vigtigste fag i Cambridge og havde samme status som naturvidenskab og medicinsk forskning har på et nutidigt universitet. Latin og græsk blev det forudsat at de studerende var fortrolige med på forhånd. Undervisningsfagene var retorik, dialektik, etik og metafysik, fysik og kosmografi (hvorunder astronomi og geografi). Matematik var stort set fraværende. Og lærebøgerne var hovedsageligt aristotelitiske, dvs baseret på oldtidsfilosoffen Aristoteles' skrifter og dermed dybt forældede. Universiteterne stod simpelthen i stampe.

Det videregående studium var henlagt til tre fakulteter: det teologiske, det juridiske og det lægevidenskabelige. Det var hovedsageligt middelklassens sønner der stræbte efter en grad for at opnå et præstembede eller et latinskolerektorat. For adelens sønner var universitetsopholdet kun et led i forberedelsen til en fremtidig varetagelse af deres medfødte sociale og økonomiske status.

Newtons morbroder havde tidligere foræret ham den lærebog i aristotelisk logik som blev brugt på Cambridge. Det hed sig at da Newton mødte op til undervisningen, blev hans lærer så overrasket over at den unge mand suverænt beherskede stoffet at han gav ham adgang til sin private gennemgang af Keplers grundlæggende værk om optik, som var forbeholdt en snæver kreds af studenter. Descartes' geometri læste Newton i foråret 1664. Men senere i livet beklagede Newton at han havde beskæftige sig med Descartes' værker og med andre algebraiske skribenter, før han havde set på Euklids elementer.



Skønt matematik og naturvidenskab ikke stod så stærkt i Cambridge som i Oxford var der dog på 'Trinity' to lærere der skilte sig ud. John Ray der var grundlægger af den videnskabelige botanik og underviste i matematik og græsk; han udgav en bog om 'Guddommens visdom' og blev med denne bog eksponent for den opfattelse der prægede det 17. og 18. årh. og som i det 20. og 21. årh. optræder igen under betegnelsen 'intelligent design'. Den unge Newton har sandsynligvis ikke haft nogen forbindelse med John Ray. Men for denne som for Robert Boyle og Isaac Barrow - og Newton selv - var der ingen konflikt mellem religion og videnskab. Det var først med geologiens udvikling og Darwins evolutionsteori i det 19. årh. at der blev sat spørgsmålstegn ved Det Gamle Testamentes skabelsesberetning og den traditionelle opfattelse af Biblen som en beretning om menneskeslægtens tidlige historie.

Isaac Barrow kom til at stå mere centralt i Newtons udvikling end Ray, skønt han og Newton først omkring 1665 trådte i egentlig forbindelse med hinanden. Barrow var royalist og tilhænger af at kirken blev styret episkopalt. Han fik et rejsestipendium til Orienten. Da han kom hjem, blev han professor i græsk - og udgav i 1656 'Euklids elementer' i latinsk oversættelse. Hans hu stod til matematikken og geometrien, og han fik status som en af de mest fremragende engelske matematikere før Newton. I overensstemmelse med traditionen på 'Trinity' var Barrow livet igennem modstander af Descartes' naturvidenskabelige teorier. Mange følte at disse teorier i modsætning til aristotelismen stred imod den traditionelle religiøse opfattelse, og at Descartes' univers var et gudløst univers. Newton var livet igennem af denne opfattelse, hvilket var en væsentlig årsag til hans opgør med cartesianismen. Barrow blev i 1666 den første 'Lucas-professor' i matematik, opkaldt efter en rig politiker der overlod en formue og en stor matematisk bogsamling til 'Trinity'. Barrow forelæste i matematik, optik og geometri.



Newton delte på 'Trinity' værelse med en anden studerende. Den allerførste kunne han ikke med. Derimod kom han godt ud af det med John Wickins der formentligt også assisterede ham ved lys-eksperimenterne på værelset i 1664-65. Newton delte sin interesse for øjets fysiologi med den senere øjenlæge William Briggs. Sammen dissekerede de øjne. Og som om han ikke havde nok at gøre beskæftigede Newton sig også (som Leibniz) med konstruktionen af et universelt sprog.

Livet igennem var Newton som andre af 1600-tallets engelske naturforskere dybt religiøs. Han følte sig i gang med at afdække naturens hemmeligheder for at påvise skabergudens visdom og magt, og han var overbevist om at den naturvidenskab der udviklede sig århundredet igennem var tegn på at tusindårsriget, dvs. det profeterede lykkerige forud for dommedag, var nært forestående.

Som 18-årig skrev Newton 6-8 linjer i sin okkulte notesbog: "Da Jesus så korset, hverken gyste eller frygtede han og alle som husker hans ord herom skal hverken plages af kuldegysninger eller af feber. Amen."

Ligeledes stenograferede han i en anden notesbog som 20-årig et 'synderegister' (om bl.a. at "brænde far og mor Smith"). Der synes ifølge Koch at være tale om i hvert fald en mindre religiøse krise - om misligholdelse af hviledagen og hans forhold til det guddommelige, om skærmydsler med familien, om grådighed og forslugenhed. Og om "at have urene tanker, ord og handlinger og drømme". Eksistensen af listen antyder, noterer Koch, at Newtons kristendom må medtænkes, når hans liv og virke betragtes.



Men i 1663 skete det der blev begyndelsen til Newtons fantastiske karriere som videnskabsmand. På et marked havde Newton købt en bog om astrologi, på hvis sider han stødte på en figur han ikke forstod. Han kendte ikke spor til hvordan man beregner sider og vinkler i en trekant. Han købte en trigonometri, som han heller ikke forstod. Og købte derfor 'Euklids elementer', hvor han kunne læse læresætninger som han fandt indlysende. Derefter læste han en elementær lærebog i aritmetik. Og endelig kom turen til Descartes' geometri. Han genlæste Euklid og Descartes og herefter begyndte han at studere bøger om den højere matematik.

I 1663 behandlede Newton en lang række filosofiske og naturvidenskabelige emner under overskriften "Nogle filosofiske spørgsmål". Det var emner som 'den første materie', atomer, et tomrum, kvantitet, tid og evighed, lys, farver, og skabelsen samt sjælen. Koch undlader ikke at understrege at disse optegnelser selvfølgelig ikke er præget af én, sammenhængende opfattelse, men skrevet af en ung, højbegavet mand som i stor hast udvikler sig intellektuelt. Den person vi møder i dem er et geni i støbeskeen.

Den unge Newtons indgang til atomlæren var den engelske atomist Walter Charlestons store værk fra 1654, en lære som Newton fastholdt livet igennem og som kort og godt gik ud på at alle fysiske legemer består af primitive partikler, atomer, der som navnet siger er 'udelelige'.

Overfor denne opfattelse stod Aristoteles' lære om at deling af fysiske genstande i princippet kan fortsætte ud over enhver allerede foreliggende deling. Og denne opfattelse delte Descartes. Men hverken hos Aristoteles eller hos Descartes betyder det at en fysisk genstand består af uendeligt mange forliggende dele. Det er kun talrækken der er potentielt uendelig.



Mange af optegnelserne i Trinity-notesbogen viser at Newton har sat sig grundigt ind i filosoffen Henry Mores tankegang. More udgav i 1662 'Om sjælens udødelighed i det omfang den kan bevises ud fra naturerkendelsen og ved hjælp af fornuftens lys'. Han tilhørte Cambridge-platonikerne og mente at den egentlige virkelighed er åndelig, mens den fysiske verden blot er en skyggeverden. Med årene kom Newton til at høre med i kredsen omkring More.

Mod Descartes indvendte More at denne fejlagtigt havde karakteriseret den materielle verden kun som udstrakt og det åndelige, det vil sige Gud og sjælen, kun som uudstrakt. More mente at alt hvad der eksisterer må være udstrakt, og alt udstrakt må befinde sig i rummet. Guddommen er både ånd og allestedsnærværende, og for at styre kroppen må sjælen være til stede overalt i den. Begge må således være udstrakte.

Da et fysisk legeme ifølge More er sammensat af atomer, må det være endeligt deleligt. Guddommen har dannet et sammenhængende univers ud fra et endeligt mangefold af atomer, og det enkelte menneskes sjæl er det der gør et endeligt mangefold af atomer til et organisk legeme, men det der frembringer enhed, kan ikke selv være en flerhed. Derfor er såvel guddommen som sjælen udelelig.



I Trinity-dagbogen forsøger Newton også at forklare tyngden det vil sige hvorfor en tung genstand der er løftet op fra jordoverfladen falder ned igen i en retlinet bevægelse når den slippes. Hans forklaring bygger på Aristoteles' antiperistasis-princip om at der foreligger en modsætning til omgivelserne. Forklaringen viser at Newton allerede tidligt i sit liv har overvejet en mulig mekanisk forklaring på tyngden.

Det fremgår også af optegnelserne at Newton har overvejet og i enkelte tilfælde foretaget eksperimenter med prismer med det farvespektrum en solstråle frembringer på en skærm efter at have passeret gennem prismen. Det var for Newton velkendt at det billede der aftegner sig på øjets nethinde af en genstand efter at lysstrålerne fra den er gået gennem linsen, er orienteret omvendt af hvordan genstanden er orienteret i virkeligheden. Newtons mange fysiologiske og psykologiske undersøgelser af øjets funktion og synsoplever viser, hvor tæt han forbandt optikken med sansefysiologi og psykologi. Det skal her tilføjes at psykologi før 1800-tallet ikke var en selvstændig disciplin, men hørte under filosofien.

I forbindelse med sine undersøgelser af sanseorganerne og især af synssansen bygger Newton på den materialistiske filosof Thomas Hobbes' lære om at sanseindtryk var bevægelser i hjernen forårsaget af bevægelser i omverdenen. Newton delte dog ikke Hobbes' gennemførte materialisme. Newton var (ligesom Descartes) dualist. For Newton eksisterer der både materielle partikler i bevægelse og noget bevidsthedsmæssigt eller åndeligt som for eksempel sjælen og guddommen.


På grund af pesten rejste Newton i 1665 hjem til Woolsthorpe og vendte først tilbage den 20. marts 1666 - og han var væk fra Cambridge igen fra juni 1666 til april 1667. I oktober 1667 blev han juniorstipendiat, og i marts 1968 ordinær stipendiat - vel at mærke uden at være blevet eksamineret. Det tog man ikke så nøje på den tid.

Fra sommeren 1664 og frem til begyndelsen af 1666 beskæftigede Newton sig intenst med matematik. I løbet af et halvt års tid arbejdede han sig op på samtidens niveau, og derefter udviklede han ny og original matematik. Skønt Newton også senere i kortere perioder arbejdede med matematik, er hans egentlige kreative indsats inden for denne videnskab begrænset til den nævnte priode.

Året 1666 kaldes ofte Newtons 'annus mirabilis', hans forunderlige år. I dette år skabtes hans gravitationsteori med tilhørende matematik samt hans farveteori. "Alt dette skete i de to pestår 1665-1666. For dengang var jeg på mit livs højdepunkt med hensyn til at gøre opdagelser og tænkte mere over matematik og filosofi end nogen sinde siden". Det var - med Kochs ord - et kæmpemæssigt spring fremad Newton foretog.

Newtons overvejelser over farver udsprang først og fremmest af en kritisk stillingtagen til den lys- og farveteori som han fandt hos den syv år ældre samtidige engelske naturforsker Robert Hooke og som var en modifikation af Descartes' teori om lyset. - Hooke forklarede i et værk om 'Micrographica' at lysende legemer udsender lys fordi deres mindste dele bevæger sig mere eller mindre og sender en mere eller mindre kraftig vibration eller bølgebevægelse gennem den gennemskinnelige æter. Denne bevægelse, som han kaldte 'pulsering', forplanter sig meget hurtigt fremad igennem æteren, altså med endelig hastighed, og ikke øjeblikkeligt, instantant.

Newton delte ikke bølgeteorien. For ham havde lyset partikelkarakter. Fra hans hånd foreligger et manuskript hvori han både excerperede og kritiserede Hooke's Micrographica. Newton afviste her bølgeteorien ved at påpege at lyset ikke som lyd kan gå omkring hjørner. Da Newton i begyndelsen af 1670'erne publicerede sin eksperimentelt underbyggede teori om lysets sammensatte karakter, måtte han og Hooke uundgåeligt støde sammen. Og da de begge havde stor selvfølelse blev resultatet et personligt fjendskab. De tålte ikke hinanden.

Forskellen mellem dem var at Newton udviklede sine ideer til fuldkommenhed, og det gjorde Hooke kun sjældent. Skønt denne var en genial eksperimentator og en iderig naturforsker, besad han, ifølge Koch, ikke i samme omfang som Newton de matematiske færdigheder og den matematiske indsigt som var nødvendig for at udarbejde et værk som Principia. Men det skal understreges at både Newton og hans kritikere opererede inden for rammerne af det mekaniske verdensbillede. Opgaven for dem var ved hjælp af mekaniske begreber at forklare lysstrålernes refleksion, refraktion og den afbøjning der kan iagttages at finde sted, når en smal lysstråle passerer tæt forbi en skarp kant.

I et manuskript fra 1665-66 skitserede Newton først et muligt eksperiment som skulle bevise at stråler af forskelligt farvet lys afbøjes forskelligt. Et nøje planlagt eksperiment bekræftede antagelsen. "Lys som har forskellige farver er også forskellige med hensyn til graden af afbøjning". Sendes en solstråle gennem en prisme brydes lyset, så der dannes et aflangt spektrum på en bagvedliggende skærm. - Det var typisk for Newton at han fandt sit eksperiment så overbevisende at han stod uforstående over for at andre ikke gjorde det. At kritikerne ikke kunne gentage eksperimentet, skyldtes - mente han - enten at de ikke havde forstået ham, ikke besad de samme eksperimentelle færdigheder som han selv eller ikke nøje havde fulgt den fremgangsmåde som han havde beskrevet.

Newton fortsatte i mange år med at eksperimentere med lyset, men den første systematiske fremstilling af hans teori om lys og farver fandt sted da han i 1670-72 afholdt sin første forelæsningsrække over optik.

Newton udtænkte og konstruerede et instrument der ikke havde de mangler Galileis astronomiske kikkert havde. Objektivet blev erstattet af et hulspejl der var placeret i bunden af et kort rør. "Hvis jeg skulle have overladt andre at lave mine redskaber og instrumenter for mig, havde jeg aldrig fundet på dem. Den eneste hjælp jeg fik i disse operationer var fra min kontubernal som var stærkere end jeg."



Igen i foråret 1669 foretog Newton matematiske studier. Han skrev en afhandling med titlen 'Om analyse ved hjælp af ligninger med uendeligt mange led'. I forbindelse med beviser for hyperblens og parablens arealer indførte han uendeligt smalle rektangulære arealer, hvis sum tilsammen udgjorde størrelsen af det søgte areal. Og det er grundtanken i hans omvendte 'fluxionsregning', hans eget navn for integralregningen (med egen notation). Det samlede areal er summen af en uendelig række.

Manuskriptet gav han til Barrow, som sendte det videre til en bekendt i London, John Collins. Begge opfordrede Newton til at publicere afhandlingen, men han afviste. Havde han derimod fulgt rådet, havde han efter Kochs mening måske sparet sig selv for den strid der senere opstod om hvorvidt det var ham eller Leibniz der havde opfundet differential- og integralregningen. Men Newtons lyst til at publicere kunne ligge på et meget lille sted.



Til at begynde med kombinerede Newton sin idé om massetiltrækningskraften med Descartes' hvirvelteori. Først efter at Jean Picard i 1671 havde givet en mere korrekt bestemmelse af jordens størrelse, kunne ideen rendyrkes. Hovedtanken bag Newtons 'Principia' forelå derfor ikke fuldt formuleret i 1666, da han hjemme i Woolsthorpe så det berømte æble falde. Og selv om han fra 1669 frem til året 1684, hvor han begyndte på udarbejdelsen af Principia, beskæftigede sig med mange andre emner som alkymi og bibelkritik - og måske mest med sådanne - findes der adskillige manuskripter om dynamik fra perioden, som dog alle synes udarbejdet inden for ret korte tidsrum. Newton beskæftigede sig langt fra konstant med fysik. Men karakteristisk var at enten beskæftigede han sig fuldt og helt næsten døgnet rundt med et emne eller også slet ikke.

Efter de to pestår synes Newton først igen at have beskæftiget sig med fysik i årene 1679-80 og derefter i 1684-86, det tidsrum hvori Principia blev til. Newton fortalte selv at han havde brugt halvåndet år på at skrive sit hovedværk, hvilket vel kun kunne være muligt, hvis der på forhånd forelå en række forarbejder.



Koch gør udtrykkeligt opmærksom på at Newton som matematiker stort set var selvlærd, idet der ikke var en formelt fastlagt matematikundervisning i Cambridge. Hans ekspertise i matematik var erhvervet ved selvstudium. Og skønt han også efter pestårene vendte tilbage til matematikken, var det mest i forbindelse med udarbejdelse af afhandlinger, hvori han bl.a. beskrev sin fluxionsregning. Mange af disse afhandlinger cirkulerede mellem de få matematikere han respekterede; men den første offentligt tilgængelige og mere omfattende fremstilling af han nyopfundne regningsart udkom først i 1711. Og det var hans matematiske beregninger i 1665-66 der lå til grund for alle hans senere matematiske arbejder.

Da Barrow i 1669 besluttede sig for at hellige sig religiøse studier, blev hans matematik-professorat overtaget af den kun 27-årige Newton, som Barrow havde karakteriseret som "en mand med exceptionelle evner og bemærkelsesværdig færdighed i at eksperimentere".

Fra 1673 og til 1683 forelæste Newton hvert efterårssemester over aritmetik og algebra. Disse forelæsninger blev udgivet af William Whiston i 1707 og optrykt fem gange op gennem 1700-tallet. Bogen betegner Koch som en 'nok en lidt avanceret introduktion til elementær aritmetik og algebra'. Newton var langtfra tilfreds med Whistons redaktion. Whiston blev dog hans efterfølger i 1701. Men forholdet til Whiston var lidt tvetydigt. Whiston fortæller bl.a. at han havde nydt Newtons gunst i tyve år. "Men han fandt så ud af at jeg ikke som hans andre favoritter kunne lære noget af ham uden at modsige ham, når jeg var uenig med ham, og da han i sin høje alder ikke kunne tåle sådanne modsigelser, var han bange for mig de sidste 13 år af sit liv."



Den 18 januar 1671 skrev Newton til præsidenten for Royal Society Henry Oldenburg: "…. min agt at foreslå at selskabet vurderer og efterprøver en redegørelse for en filosofisk opdagelse som fik mig til at konstruere det omtalte teleskop, og som jeg ikke er i tvivl om vil vise sig mere velkommen end meddelelsen om dette instrument, idet den så vidt jeg kan se er den mærkeligste, hvis ikke den mest bemærkelsesværdige opdagelse som indtil nu er gjort vedrørende naturens virksomhed." Det var opdagelse af at det hvide dagslys er sammensat af forskelligfarvet lys Newton hentydede til.

Newtons brev blev læst op i selskabet den 8. februar og med hans godkendelse publiceret den 19. februar i 'Philosophical Transactions'. I indholdsfortegnelsen blev brevet resumeret på følgende måde: "Et brev fra hr. Isaac Newton, professor i matematik på Universitetet i Cambridge, indeholdende hans ny teori om lys og farver hvor lys erklæres for ikke at være ensartet og homogent, men bestående af forskellige stråler, hvoraf nogle afbøjes mere end andre, og hvor det hævdes, at farver ikke er modifikationer af lys, der opstår ved brydning i fysiske legemer (som det almindeligvis antages), men er oprindelige og iboende egenskaber som i forskellige stråler er forskellige. Brevet indeholder også flere iagttagelser og eksperimenter der antages at bevise den pågældende teori."

I selskabet sad manden der var hovedrepræsentant for datidens dominerende teori om lysets natur, den allerede nævnte Robert Hooke, og et sammenstød mellem denne, syv år ældre, veletablerede og højtanerkendte mand og den unge, selvbevidste og fremadstræbende Newton, var uundgåeligt, for begge var vanskelige og nærtagende personer. Den ældre forskers belærende tone må have virket højst provokerende på Newton. Men de havde også vidt forskellige opfattelser af naturvidenskabens karakter og metoder.

Allerede ugen efter at Newton havde publiceret sin nye teori havde Robert Hooke (1635-1703) sit svar parat: Newtons teori var udmærket, men den var ikke en nødvendig konsekvens af hans eksperimenteren, og disse var iøvrigt alt for få til at begrunde en teori der afveg fra Descartes'. Men Newton var meget bevidst om sin metode, og redegjorde i stort set alle sine skriftlige arbejder for sit syn. Den rette naturvidenskabelige metode indebar efter hans mening at der ikke som det ofte sker hos Descartes indføres hypoteser hvis eneste berettigelse er at de forklarer det fænomen der ønskes forklaret. Læresætningerne i Newtons egen optik skal ikke betragtes som hypoteser eller som sandsynligheder, men som eksperimentelle eller bevismæssige. Newtons holdning var - med Kochs formulering - stedse at fysikken ved anvendelse af matematikken skal bevise sine læresætninger ud fra iagttagelser og eksperimenter, tingenes egenskaber skal, som han undertiden siger, "udledes af fænomenerne" eller "udledes fra eksperimenter".



Newtons liv i Cambridge fra 1661 til 1696 var et decideret arbejdsliv. Intense studier må have fyldt langt det meste af hans tid, hvorimod man ikke kender meget til hans sociale liv. Hans sociale behov synes at have været yderst begrænsede. Nærmest har han formentlig stået sin kontubernal John Wickins som han delte værelse med fra studenterårene og til 1684. Wickins bistod som nævnt Newton med eksperimenterne med lys og farver.

Newtons netværk uden for universitet bestod i 1670 hovedsagelig af to personer: Royal Societys sekretær Henry Oldenburg og amatørmatematikeren John Collins. Oldenburg førte som sekretær en omfattende korrespondance med omkring 50 af Europas lærde. I marts 1665/66 besluttede han at gøre sin brevveksling offentlig tilgængelig i regelmæssige publikationer kaldet 'Philosophical Transactions'. Fra jan 1672/73 til november 1676 skrev Oldenburg næsten 50 breve til Newton. Af Newtons svarbreve er kun bevaret 16. - Collins var lige så entreprenant som Oldenburg, men på en mere ydmyg baggrund. Hans hovedinteresse var matematik.

Charles Montague blev som 18-årig optaget på Trinity i nov. 1679, og han kom hurtigt i kontakt med Newton. Der opstod et venskab der strakte sig frem til Montague's død i 1715. I 1692 udnævntes Montague til skatmester og i 1694 til finansminister, og fra 1695 til 1698 var hans præsident for Royal Society. Som finansminister fik han til opgave af reformere det engelske møntsystem. 1696 blev Newton udnævnt til inspektør på 'Mønten' og i 1700 til møntmester.

En schweizisk matematiker ved navn Nickolas Fatio de Duillier dukker op i Newtons liv første gang i 1689. Der var spekulationer om hvorvidt forholdet mellem den dengang 46-årige Newton og den mere end tyve år yngre Fatio var andet og mere end et venskab mellem to mænd baseret på fælles interesser. Men alt er spekulationer. Efter oplysninger fra Newtons læge kunne Voltaire dog notere væsentligere: "Newton er i løbet af et langt liv hverken blevet angreber af lidenskaber eller haft svagheder, for han har aldrig nærmet sig en kvinde."

Fatio og Newton udvekslede også breve om den esoteriske alkymi. Hele brevekslingen bærer fra begyndelsen til enden præg af at være udvekslet mellem to mennesker som har et nært og fortroligt forhold til hinanden. Det kom til et brud mellem dem, men hvad der har forårsaget bruddet, vides ikke og kan ikke læses ud af de foreliggende breve. Måske har Newton fundet at Fati var for vidtløftig, eller Fatio at Newton var for dominerende. Nogle mener, at det psykiske sammenbrud som Newton oplevede i efteråret 1693 var udløst af bruddet med Fatio. Men intet i Newtons egen beskrivelse af sygdommen tyder på at dette skulle være tilfældet. Det er sandsynligt at Newton og Fatio har mødt hinanden igen i 1707 i London, hvor Fatio havde tilsluttet sig de såkaldte 'franske profeter' (en udløber af huguenotternes pludselige problemer).



1685 døde den protestantiske kong Charles 2., og hans katolsksindede bror James overtog tronen, og James genoplivede i 1687 i strid med gældende lov 'kommissariatsretten', der var en særlig kirkelig domstol som skulle håndhæve majestætens herredømme over den engelske kirke og universiteterne. Newton blev involveret i en sag hvor hans eget universitet havde nægtet at følge kongen. Sagen endte med at James måtte flygte fra landet i 1688. Protestanten Vilhelm af Oranien blev ny konge. Englænderne havde gennemført hvad de kaldte 'The Glorious Revolution'. Den betød at Parlamentet skulle indkaldes hvert år. Newton blev medlem på grund af sin indsats for universitetet. Han var med Kochs ord ikke nogen politikertype, men han har formentlig følt en stigende trang til at komme væk fra Cambridge. Man ved ikke hvorfor. Men filosoffen og politikeren John Locke som havde været involveret i det økonomiske udredningsarbejde der gik forud for møntreformen havde tilsyneladende taget initiativ til at skaffe Newton en passende høj administrativ post i London.

I januar 1691/92 synes Newton at være begyndt at mistænke Montague for ikke længere at støtte hans sag. Locke kunne meddele at Newton stadig kunne regne med den afgørende støtte fra den indflydelsesrige lord Monmouth. Men frustrationen over situationen lyser ud af Newtons mistanke. Og i efteråret 1693 blev det værre, for da synes Newton at have haft en slags psykisk sammenbrud. I sept. 1693 skrev han et lidt mærkelig brev til dagbogsforfatteren Samuel Pepys: "... jeg er yderst besværet af min tilstand af forvirring og har hverken spist eller sovet godt i de sidste tolv måneder, og mit sind har heller ikke være så roligt som tidligere. Jeg har aldrig planlagt at opnå noget gennem Dem, ej heller ved kong James' gunst, men er mig nu bevidst at jeg må trække mig ud af vort bekendtskab og hverken se Dem eller nogle af mine andre venner, hvis det kan ske på fredelig vis." Og til John Locke skrev han: "Ved sidste vinter at sove for tit ved siden af mit ildsted, fik jeg en dårlig vane i forbindelse med søvn, og denne sommer bragte en nedtrykthed, som bredte sig om en sygdom, mig yderlige i ubalance, og da jeg skrev til Dem havde jeg i fjorten dage samlet ikke sovet en time om natten og i fem nætter ikke så meget som et øjeblik. Jeg husker at jeg skrev til Dem, men hvad jeg sagde om Deres bog, husker jeg ikke. Hvis De vil være så venlig at sende en afskrift af passagen, skal jeg, hvis jeg kan, udlægge den." - Koch tilføjer at Newton i denne forvirrede periode i videnskabelige anliggender var klart tænkende.

Montague meddelte Newton at han ville blive udnævnt til inspektør på Mønten og at stillingen ikke indebar meget arbejde. Den var en såkaldt sinecure-post. 2. maj 1696 forelå den officielle kongelige udnævnelse. Og om efteråret flyttede han til en passende bolig i Jermin Street, en parallelgade til Piccadilly. Her blev han boende de næste 12 år. Til at stå for husførelsen ansatte Newton sin 16-årige halvniece Catherine Barton, der var en intelligent, smuk og charmerende kvinde, der gjorde lykke i det højere selskabsliv. Og da Montague på et senere tidspunkt blev enkemand fik han knyttet Catherine til sin husholdning som husbestyrerinde. Den sarkastiske Voltaire, der i nogle perioder boede i London, undlod ikke at kolportere det rygte, at Newton var blevet ansat på Mønten på grund af sin smukke niece.



Mønten

Allerede før der var tale om Newtons tilknytning til Mønten var han sammen med John Locke, arkitekten Christopher Wren og adskillige andre blevet spurgt om hvordan de mente at den daværende økonomiske krise bedst skulle håndteres. Der var mange meninger. Men skattemester Montague skar hurtigt igennem hele diskussionen og besluttede sig for en tvungen møntombytning - og fik presset en lov igennem Parlamentet i december 1685

I 1697 blev Newton inspektør på mønten. Han besad jo stor regnekraft, skarp intelligens, analytiske evner og en koncentrationsevne langt ud over det almindelige. Dertil kom høj personlig integritet, men så godt som ingen praktisk erfaring. Det blev alt andet end en sinecure-post. Ingen havde formentlig fortalt Newton at han skulle stå for efterforskningen af falskmøntneri - og det var der meget af på den tid.

I løbet af kort tid opbyggede Newton et netværk af meddelere og spioner i London og omegn. Netværket gjorde ham til den mest effektive efterforsker af kriminelle aktiviteter i London. Og arbejdet blev omfattende. Fra juni 1698 til julen 1699 var Newton på Mønten i 123 dage for at krydsforhøre 200 personer. Newton afhørte også fanger i 'Newgate' (Londons ret berygtede fængsel), og han mødtes alene på kroer med meddelere og andre lyssky personer. Og hvor underligt det end lyder - bemærker Koch - så var Newton i overmåde grad egnet for denne type arbejde, skønt intet tyder på at han brød sig om det. Men han var utroligt arbejdsom, koncentrerede sig altid fuldt ud om sine opgaver og havde nok også god menneskeforstand.

Newtons overtagelse af magten på Mønten medførte at ommøntningen blev gennemført på ganske får år. Montague sagde siden at uden Newton kunne han ikke have gennemført pengeombytningen. - I den mistrøstige skare af falskmøntnere skilte en sig ud, nemlig William Chaloner, der var særdeles initiativrig, begavet og snedig. Og han udfordrede helt bevidst Newton. Kampen mellem dem blev hård, men det endte med at Chaloner tabte og endte i galgen. Newton opfattede ham som en personlig fjende og sejren over ham som en personlig triumf.

Chaloner udfordrede bl.a. Newton ved at sende et brev til Montague hvori Møntens ansatte blev anklaget for misbrug. Newton blev rasende da han modtog brev fra Montague herom, og han gik så vidt at han under henvisning til sin embedsed nægtede at give Chaloner adgang til Mønten. Newton besvarede i stedet komiteens ordre med et udførligt memorandum, hvori han minutiøst beskrev arbejdsgangen og kontrollen på Mønten. Hans formuleringer var præcise og tørre, og viste også at hans blik for detaljer var skarpt, ligesom hans indsigt i de procedurer der blev fulgt på Mønten var dybtgående.

Chaloner sendte et bønskrift til Underhuset og klagede over den uretfærdige behandling fra ministeriets side. Men Newton fortsatte med at samle oplysninger om ham og forhandlede sig til rette med ministeriet, så han overtog sagen. Dette bekræfter at Newton var personligt interesseret i at få Chaloner dømt. På trods af meget mangelfuld bevisførelse blev manden da også dømt til døden. Chaloner bad om benådning. Newton foretog sig intet. Dødsdommen blev underskrevet af kongen.

I december 1699 blev Newton som den eneste inspektør nogensinde i møntens historie udnævnt til møntmester, og i de 27 år han bestred embedet blev han en endog meget formuende mand. I alt i alt havde Newton fra 1699 til 1727 en årlig indkomst på mellem 2000 og 2500 £. Beløbet siger ikke nutidige læsere noget, men en indkomst af den størrelse førte faktisk Newton op i den økonomiske overklasse. Og da han 16.4.1705 ydermere blev adlet - og skulle tituleres Sir - havde han opnået en social status der svarede til indkomsten. Da han døde i 1727 efterlod han sig en formue der blev opgjort til over 30.000 £.

Som møntmester var Newton ansvarlig for hele Møntens administration. Han sørgede for at der blev opbygget et arkiv. Alt papirarbejde synes han at have varetaget i sit hjem. Både som videnskabsmand og som embedsmand arbejdede han altid med en pen i hånden. Men det var også karakteristisk at han ofte kopierede afhandlinger, breve og dokumenter flere gange. Newton synes at have taget sig personligt af alle sager, store som små.

Hvad udviklingen i England generelt angår, kunne Newton i de mere end 30 år han var knyttet til Mønten opleve at England blev en økonomisk og militær stormagt i Europa, hvorimod Frankrig og Spanien tabte terræn; de blev begge regeret enevældigt (uden magtdeling mellem konge og parlament). Denne udvikling skyldtes at England var et langt friere land end noget andet i Europa. Både friheden og den stabilitet der op igennem det 18. årh. karakteriserede det engelske samfund var ifølge David Hume betinget af modsætningen mellem parlamentets to partier, 'whiggere' og 'toryer' og mellem det engelske parlaments to kamre.



Striden mellem Newtons og Leibniz' tilhængere fortsatte efter sidstnævntes død i 1716. I sine mindeord for det franske videnskabsakademi skrev den franske forfatter og oplysningsmand Fontanelle nemlig at Newton var opfinderen af differential-og integralregningen og at ingen kunne fratage ham æren herfor. Men ellers påpegede han at Leibniz' notation er langt mere anvendelig end Newtons og at det var Leibniz og hans elever der havde udviklet de to nye regningsarter. Newton læste først mindeordene i 1718 og blev rasende. Han havde bidt sig fast i at Leibniz havde plagieret ham, og det fremgik ikke af Fontanelles mindeord.

En ung engelsk læge og fysiker ved navn Henry Pemberton blev knyttet til genudgivelsen af Principia i begyndelsen af 1720'erne. Kort efter mødte han Newton og han beskrev sin oplevelse af det aldrende geni på denne måde: "Skønt Newtons hukommelse var meget svækket, fandt jeg, at han fuldt ud forstod hvad han havde skrevet…." og han tilføjede: "De originalt tænkende synes at huske det som de har fundet på på en anden måde end det samme huskes af de mennesker som ikke har samme kreative evne." - Og det er jo ret indlysende hvis man forstår de psykiske grundprocesser, for kreativiteten ligger i primærprocesserne - og disse er ret intense og vil derfor ofte huskes godt.

Arbejdet med genudgivelsen af Principia strakte sig iøvrigt fra efteråret 1723 til begyndelsen af 1726. Newton har ikke været interesseret i at foretage større indholdsmæssige ændringer i værket. Men det er bemærkelsesværdigt at han i anden dels anden hjælpesætning strøg sin omtale af de breve han havde sendt til Leibniz i 1670'erne og hvor han havde skjult fluxionsregningens fundamentale læresætning i anagrammer (sætninger med bogstavombytning). Han havde også skrevet at Leibniz havde svaret ham at han havde opfundet en lignende metode.... Koch bemærker at det nok ikke var det klogeste træk fra Newtons side at slette omtalen. For det der én gang var skrevet, kunne ikke lades uskrevet.

Newton var i almindelighed ikke glad for at give noget fra sig, og var især betænkelig i forbindelse med sine studier om oldtidsrigernes kronologi. Det fremgik nemlig af disse at han forkastede treenighedslæren og dogmet om Kristi guddommelige natur. Og hvis det blev kendt at han var tilhænger af oldtidens store kætter Arius, ville hans dage som leder af Mønten være talte og hans sociale status lide et afgørende knæk.

Indtil han blev 80 år havde Newton næsten uafbrudt været ved godt helbred. Men nu begyndte alderen at melde sig. I 1722 begyndte han at lide af en banal svækkelse som inkontinens, der delvis blev afhjulpet ved at han på sin læges råd afholdt sig fra at køre ud eller spise ude og fra større selskabelighed og i det hele taget undgik fysiske anstrengelser. Lægen anbefales også en enkel diæt bestående af lidt mager kød, kødsuppe, grøntsager og frugt. Men Newton havde livet igennem spist og drukket med måde, så han har næppe oplevet den anbefalede diæt som en ændring i sin hidtidige livsførelse. Senere fik Newton også blæresten og i 1725 lungebetændelse.

I 1709 var Newton flyttet fra Jermyn Street og ud til Chelsea, men allerede året efter flyttede han tilbage til byen og bosatte sig ved Leicester Square. Det sidste af Royal Societys møder Newton deltog i fandt sted den 2.3.1726/27, men så var tiden også ved at løbe ud for ham. Om de sidste par uger af hans liv skrev John Conduitt: "Hans stamina vitae (livstråde) synes (med undtagelse af periodiske stenplager) at have bragt ham igennem et længere liv, hvor alle hans sanser og evner var stærke, kraftige og friske, og hvor han indtil sin sidste sygdom fortsat skrev og studerede i mange timer dagligt."

Den 4. april 1727 blev Newton begravet i Westminster Abbey. Det store monument over ham blev afsløret i 1731.



Æblet og den matematiske tyngdelov    
Til toppen  Næste

William Stukeley fortæller i sine erindringer om Newton den siden mytiske histore om æblet der ændrede fysikken, som han fik af Newton under et besøg i dennes bolig i april 1726: "Da det var varmt i vejret, gik vi efter middag ud i haven og drak te i skyggen af nogle æbletræer, kun han og jeg. I samtalens løb fortalte han mig, at det var i den helt samme situation at tanken om gravitationskraften opstod hos ham. Det var foranlediget af et æbles fald, mens han sad og grundede. Hvorfor, tænkte han, faldt æblet altid lodret ned mod jorden? Hvorfor bevægede det sig ikke sidelæns eller opad, men altid mod jordens centrum? Grunden hertil måtte være, at jorden trækker i det, og summen af jordmassens tiltrækningskraft må befinde sig i jordens centrum og ikke på noget andet sted. Derfor faldt æblet lodret ned eller mod centret. Hvis masse således tiltrækker masse, må det ske proportionalt med størrelsen. Derfor tiltrækker æblet jorden og jorden æblet. Der må derfor være en kraft lig den vi kalder tyngde, og som gør sig gældende gennem universet".

Nu ser man - som Koch tørt bemærker - ikke at et æble falder fordi jorden trækker i det. Man ser det falde, men årsagen til at det sker lægger iagttageren selv til. At faldbevægelsen er orienteret imod jordens centrum, og at der eksisterer en kraft der får æblet til at falde mod dette centrum, er heller ikke noget der ses. En sådan forståelse eller tolkning af synsindtrykket forudsætter selvfølgelig at fortolkeren fx mener at faldet kræver en årsagsforklaring, at han har en forestilling om en tiltrækningsskraft, og at han anser det for væsentligt at inddrage jordens centrum. Disse forestillinger kan kaldes teoretiske forestillinger eller teoretiske begreber. - Men de er ikke nok. Der kræves noget mere spontant og intuitivt - og det er dette der efter undertegnedes mening sprogligt ligger i ordet 'genialitet'.

Den unge Newton var hvad mange andre også var, dybt fortrolig med samtidens fysiske og astronomiske teorier. Dertil kom at han havde fantasi nok til at forestille sig eksistensen af så mærkelig en kraft som gravitationskraften, og at han var så lidt autoritetstro, at han uden videre forkastede den traditionelle, aristoteliske distinktion mellem himmellegemernes cirkulære bevægelser og de retlinjede bevægelser nær jordoverfladen. Desuden besad han ifølge Koch så megen matematisk viden og færdighed at han var i stand til at skabe en matematisk fysik der gendrev Descartes' teorier. - Men jeg må gentage: at skabe en sådan matematik kræve langt mere end viden, færdigheder og regnekunst, nemlig intuition.

Koch påpeger dog på et andet vigtigt forhold, nemlig at fysikken nok beskæftiger sig med at forklare, hvad det er vi iagttager i den fysiske verden. Men til at løse denne opgave indføres en række teoretiske begreber, fx begreber om en tiltrækningskraft, om et elektrisk eller et magnetisk felt og de elementarpartikler som atomerne anses at være opbygger af. Faldbevægelsen og lysglimtene kan enhver seende iagttage, men tyngdekraften og elektronerne og deres spring kan lige så lidt som elektriske og magnetiske felter iagttages. Det vi iagttager, anser vi for at være virkninger af naturkræfter, der ikke selv kan iagttages. Og jo flere fænomener vi kan forklare ved hjælp af de teorier som de teoretiske begreber indgår i des mere tiltro har vi til de pågældende teorier. Men med Newton skete der det nye i fysikken og naturvidenskaben at han forsøgte at give dynamiske forklaringer i stedet for mekaniske af den art Descartes gjorde.

Han gjorde det dog ikke, som Koch siger, ved at inddrage særlige fysiske kræfter som ikke var umiddelbart synlige. Nej, han gjorde det ved i stedet for at fokusere på kraftens kilde eller sæde at opfatte kraft som det der er årsag til en ændring af bevægelse eller til at en genstand sættes i bevægelse. Allerede Descartes havde formuleret den såkaldte intertiens lov, som siger at en genstand er i hvile eller fortsætter i en jævn retlinet bevægelse, hvis ikke den påvirkes af en ydre årsag. Ting bevæger sig ikke at sig selv. Den ydre årsag må have en formåen til at ændre en genstands bevægelsestilstand. Og "denne formåen (power)", skriver Newton i sn kladdebog, "kaldes sædvanligvis kraft".

Kraften var Newton ikke i stand til at give en forklaring på - selvom han gerne ville - men han blev klar over at den kunne måles eksakt. Og dette er betingelsen for at danne et kvantitativt begreb om kraft. Ved at ændre begrebet om kraft til evnen til at bevæge ting, ligger det ligefor at fastslå at en kraft måles ved dens virkning. Den første definition af kraft som anføres i kladdebogen er derfor at "Kraft er et legemes pres på eller skub til et andet".

Kvantificering af kraft forudsætter at andre fysiske begreber foreligger kvantificerede, det vil fx sige at en fysisk genstands dimensioner, dens masse, eventuelle hastighed og bevægelsens eventuelle tidsforløb kan belægges med måletal. Før Newton var det imidlertid utænkeligt at opstille et forhold mellem to så uensartede størrelser som længde og tid. Men denne tankemæssige forhindring for en kvantificering overvandt den unge forsker. Hvis en genstand med jævn hastighed i tiden 't' sekunder har bevæget sig en længde på 's' meter, så er bevægelseshastigheden ('v') = 's' divideret med 't' meter i sekundet [v står her for velocitas: hastighed].

Fra Descartes overtog Newton begrebet om en bevægelses størrelse eller bevægelsesmængde som et produkt af dens masse og dens hastighed (m gange v). Kraften måles som en ændring af bevægelsesmængden. Men Newton inddrog selve bevægelsesretningen. Og det har man gjort siden.

Det var først i 1679 - efter i mange år ikke at have beskæftiget sig med dynamik - at Newton fik bevist de keplerske love for planeternes bevægelse i elleptiske baner.

I kladdebogen formuerede N også de tre lovmæssigheder der siden kom til at optræde i Principia som aksiomer eller grundlæggende lovmæssigheder for bevægelse, nemlig (1) inertiens lov, (2) loven om at en ændring af et legemes bevægelse er proportional presset fra med den bevægende krafts tryk - og (3) loven om at to legemers indvirkning på hinanden altid er lige store og altid modsatrettede (populært formuleret: aktion er lig med reaktion).



Ny og orignal matematik kommer sjældent ud af den blå luft, men er for det meste kulminationen på en lang udvikling, bemærker Koch. Både Newtons og Leibniz' udvikling af differential- og integralregningen har rødder tilbage til antikkens matematik. For Newton var studiet af Euklids Elementer og af Descartes Geometri indgangen til hans beskæftigelse med matematik.

Den russisk-amerikanske fysiker George Gamov betegner differential- og integralregningen som det nok mest effektive redskab matematikken har frembragt for udforskningen af den fysiske verden. Men den startede for Newtons vedkommende som 'fluxionsregning', en betegnelse for tidens flyden: "Jeg betragter her matematiske størrelser ikke som bestående af meget små dele, men som frembragt ved en kontinuert bevægelse. Linjer er derfor fremkommet ikke ved at lægge dele efter hinanden, men ved punkters kontinuerlige bevægelse, planer ved drejning af sider, tidsafnit ved en flyden (flux) og tilsvarende for andre størrelsers vedkommende. Disse frembringelser forekommer faktisk i naturen og ses dagligt, når legemer bevæger sig. Det var på denne måde at de gamle lærte om rektanglers tilblivelse ved at tegne bevægelige rette linjer langs med ubevægelige rette linjer.... Jeg kaldte disse bevægelser eller tilvækster for fluxioner.... og fandt efterhånden i årene 1665 og 1667 på fluxionsmetoden som jeg her har brugt for at finde kurvesegmenters arealer…."



Hovedværket Principia - inclusiv 'verdenssystemet'    
Til toppen  Næste

Newton gik i gang med at udarbejde manuskriptet til det der senere blev til 'Principia' umiddelbart efter at han var blevet færdig med sine forelæsninger i december 1684. Efter lidt over 17 måneder var manuskriptet færdigt og kunne forelægges Royal Society. I to af månederne var Newton endda borte fra Cambridge, og samtidigt med manuskriptet foretog han alkymistiske og kemiske eksperimenter og beskæftigede sig med sine teologiske studier. Det er faktisk - som Koch bemærker - ufatteligt at det har kunnet lade sig gøre at skrive Principia på den tid. Man det skal da tages med at Newton kunne arbejde koncentreret i timevis - og at han har haft det meste af værket i hovedet eller som kladde i forvejen.

I maj 1686 overdrog Royal Society det til Halley af varetage udgivelsen af manuskriptet. Hans navn er især knyttet til den komet som blev set i 1682. Men astronomen Flamsteed advarede i et brev forgæves Newton mod denne gudløse mand. I april 1687 kunne Halley præsentere Royal Society for Newtons manuskript til tredje og sidste bog af Principia (den om Verdenssystemet). Ingen andre end Newton kunne have skrevet Principia, men det hører med til historien at han aldrig havde fået gjort den færdig hvis ikke Halley havde presset på. Den 5. juli kunne Halley meddele at værket var færdigtrykt. Hermed forelå hvad der skulle vise sig at være et af naturvidenskabens hovedværker



Efter at have studeret første udgave af Principia havde Leibniz kritiseret Newton for ikke at gøre rede for den fysiske årsag til massetiltrækningskraften, og han havde endog talt om at Newton havde genindført 'okkulte kræfter' i fysikken, som Descartes ellers havde fået elimineret ved udelukkende at inddrage mekaniske årsager. Ved 'okkult' forstod Leibniz både noget der var skjult og noget der havde et skær af mystik over sig ligesom de kræfter alkymisterne henviste til.

I sit forord til en senere udgave af Principia forsvarede astronomen Roger Cotes Newton: "Kastes tyngdekraften ud af naturfilosofien og kaldes okkult på grund af at årsagen til tyngden er skjult og endnu ikke er fundet? Lad dem der mener dette passe på at de ikke tror på en absurditet som i sidste instans kan kuldkaste grundlaget for al filosofi. Thi årsager skrider i almindelighed frem i sammenhængende kæder fra det sammensatte til det mere enkle. Når man når den mest enkle årsag vil man ikke kunne trænge længere tilbage, og derfor kan der ikke gives en mekanisk forklaring på den mest enkle årsag. For hvis der kunne, ville heller ikke denne være den mest enkle. Vil man af den grund kalde disse mest enkle årsager okkulte og bandlyse dem? I så fald må de årsager der afhænger af dem også bandlyses, og de årsager der igen afhænger af de sidstnævnte må også bandlyses, indtil filosofien tømmes for alt indhold og totalt renses for årsager."

Koch gør opmærksom på at dette er et lille stykke at det man kan kalde forklaringens logik. Hvis vi forklarer hændelsernes forekomst ved at henvise til deres årsager og følger en sådan årsagskæde længere og længere bagud, vil vi komme til en punkt hvor vi ikke kan komme længere, og dette sidste led vil komme til at stå som uforklarligt. Og dette er logisk ubestrideligt, men det er jo ikke ensbetydende med at der ikke på et senere tidspunkt vil kunne findes en årsag. Rent faktisk bliver man jo i forskningen ved med at finde forklaringer på noget man først troede var uforklarligt. - Og når Koch tilføjer at vi i dag véd at der i kvanternes verden indtræffer hændelser der ikke kan tilskrives en årsag er det en uheldig analogi. For når begreberne årsag og virkning, som vi anvender entydigt i både dagligdagen og den klassiske fysik til forståelse af virkeligheden, ikke er tilstrækkelige i kvantemekanikken, dvs i den mikroverden der har med elementarpartikler med svimlende hastigheder at gøre, så skyldes det at denne hastighed ikke kan måles samtidig med elementarpartiklernes lokalitet, og her står vi ikke over for et logisk problem, men over for et fysisk: begrænsningen i hvad der overhovedet kan måles objektivt, dvs uden at selve målingen påvirker resultatet!

Måske er det derfor noget helt andet der gemmer sig bag Cotes ord. Newton så nemlig guddommen som universets skaber, der ikke overlod dette til sin egen skæbne, da han først havde skabt det, men til stadighed griber ind i det. Guddommens eksistens er uforklarlig, og har ifølge kristendommen været til fra evigheden af. Hans veje er med apostlen Pauli ord uransagelige. Guddommen må ud fra dette synspunkt være en okkult årsag. Men både Newton og Cotes mente, at alt ville være uforklarligt hvis Gud bandlystes fra fysikken. I realiteten siges hermed blot at en skaber er forudsætningen for det skabte, eller med ateisten Niels Bohrs udtryk at verden er en elementær kendsgerning hvis fremkomst ikke kan forklares. Men sådan formulerede Cotes jo slet ikke sagen - og kunne ikke gøre det dengang.



Principia består af en indledning med otte definitioner på fysiske grundbegreber samt en 'skolie' (note) hvori en række vigtige fysiske begreber såsom rum, tid og bevægelser bliver præciserede; desuden tre grundsætninger og en række vigtige almene følgesætninger. Dernæste følger to bøger om 'legemers bevægelse' med læresætninger, følgesætninger og skolier. Og endelig tredje bog om 'Verdenssystemet' og med en almen skolie. Newtons skrev desuden selv et kort resumé (der dog aldrig blev brugt).

I et forord beskrev Newton sin opgave som "at finde naturkræfter ud fra bevægelsesfænomener og udlede de andre naturfænomener af disse kræfter". Herefter kommer et hjertesuk: "Bare vi kunne udlede de andre naturfænomener fra mekaniske principper ved samme slags ræsonnement. Thi der er meget der får mig til at tro at alle fænomener afhænger af bestemte kræfter, ved hvilke legemernes enkelte smådele af endnu ukendte årsager tvinges mod hinanden og hænger sammen i faste figurer eller stødes fra hinanden og fjerner sig fra hinanden."

Newton underforstår her, mener Koch, at hvis tiltrækningskraften er en universel kraft, vil det være vanskeligt at forklare eksistensen af faste legemer. Når alt ikke smelter sammen i et stort centrallegeme, må der være en kraft der holder atomerne fra hinanden. - Det er der jo også, må jeg tilføje, men dette problem løstes først med 'Plancks konstant', og den forudsatte jo også en helt moderne atomlære med elektroner og kerne. - Atomlæren på Newtons tid var helt utilstrækkelig.

På Newtons tid var det desuden et problem hvordan magnetiske kræfter og elektriske kræfter skulle kunne reduceres til tiltrækningsskraften. Også de kræfter der manifesterer sig i de kemiske processer kan volde problemer. Og derfor skal udtrykkelige nævnes, at Newton aldrig udgav et systematisk værk om kemi.



Newtons definitionerne omfatter bl.a. følgende:

En genstands masse er produktet af dens tæthed og dens rumfang, hvor tæthed betegner det der i dag kaldes vægt- eller massefylde. (Definitionen er cirkulær, dvs forudsætter hvad der bliver defineret).

Bevægelsesmængden (i dag 'impulsen') er et produkt af størrelsen af en genstands hastighed og dens masse.

Centripedalkraften (den vigtige centrumsøgende kraft) er den kraft der påtrykkes et legeme og får det at stræbe imod et punkt. Betegnelsen centripetalkraft var Newtons eget og optræder første gang i hans manuskript fra 1684.

I en 'skolie' indfører Newton nogle begrebsdefinitioner i forbindelse med væsentlige begreber som tid, rum og bevægelse.

Først skelner Newton mellem absolut tid og relativ tid, dernæst mellem absolut rum og relativ rum.
Absolut, sand eller matematisk tid flyder i sig selv og af egen natur jævnt af sted uden relation til ydre genstande og kaldet med et andet ord varighed.
Relativ, tilsyneladende og dagligdags tid er et mere eller mindre præcist udvendigt og empirisk mål for varigheden ved hjælp af en bevægelse - fx en time, den dag, en måned, et år….

Absolut rum er på grund af sin egen natur og uden henvisning til en ydre genstand stedse ensartet og ubevægeligt. Relativt rum er en foranderlig bestemmelse i dette absolutte rum eller en størrelse i det som vore sanser bestemmer ved dets forhold til legemer.

En genstands sted er den del af rummet som den indtager.

Huygens og Leibniz forkastede begrebet om et absolut rum, og Einstein gjorde rum og tid relative. Newtons indførelse af absolut rum og absolut bevægelse er ifølge Koch måske blot et udtryk for hvad der er blevet kaldt 'Newtons hang til det absolutte'. Men man skal da have fat i, at han med begrebet 'absolut' henviser til guddommen - og altså fuldt bevidst går uden for fysikken. For Newton drejede det sig i sidste instans om at finde frem til den sande årsag til samtlige processer i den fysiske verden, og det var nu engang for ham guddommen.


Koch har ret i at definitioner hverken er sande eller falske, men er en fastlægelse af hvilken mening der i den givne sammenhæng skal lægges i bestemte ord. Definitioner er ikke udsagn eller påstande, men blotte konventioner. Men når han derefter hævder at det absolutte rums eksistens synes lige så forunderligt som de rene tals eksistens, så savner jeg en simpel konstatering af at begge fænomener er elementære kendsgerninger der ikke kan gives nogen forklaring på.

Newton opstiller efter sine definitioner tre grundsætninger som han antager er sande udsagn om bevægelse

1) Inertiprincippet. Ethvert legeme bevarer en tilstand i hvile eller bevæger sig fremad i en jævn, retlinjet bevægelse, undtagen hvis det tvinges til af en påtrykt kraft at ændre sin tilstand. (Oprindeligt Descartes'). 2) En bevægelsesændring er proportional med den påtrykte bevægende kraft og finder sted langs den lige linje ad hvilken kraften er påtrykt. 3) Til enhver påvirkning af en genstand er der altid en modsatrettet påvirkning, dvs to genstandes påvirkning af hinanden er altid lige store og altid modsatrettede (aktion = reaktion)



Newtons bevisteknik i de to Principia-dele om legemers bevægelse er geometrisk.

Læresætning 1 lyder: de arealer som gennemløbes af linjen mellem et ubevægeligt kraftcentrum og et legeme, der i en cirkelbane kredser omkring det, er ligefrem proportionale med den tid hvori de gennemløbes.

Betydningen af denne læresætning i det newtonske system kan ikke overvurderes, understreger Koch, idet den bygger bro mellem fysik og astronomi. Det er derfor næppe noget tilfælde at det var den første læresætning. - En udledning af læresætningen 1 vil dog være langt lettere at gå til, hvis beviset bliver udført ved hjælp af de redskaber som differential- og integralregningen har til rådighed. [N havde selv først udviklet sine læresætninger ved fluxionsregning].

Newton sige, at han bestemmer de centripetale kræfter som tiltrækningskræfter, skønt de måske hellere, hvis vi taler fysikkens sprog, kan kaldes impulser. Thi vi beskæftiger os her med matematik, og idet vi sætter enhver diskussion af noget fysisk til side, bruger vi en kendt udtryksmåde som forstås bedre af matematiske læsere.

Anden bog af 'Principia' handler om bevægelse i 'medier der yder modstand', det vil konkret sige væsker. I bogen udviklede Newton både hydrostatikken, læren om ligevægt i vand, og hydrodynamikken, læren om bevægelser i vand.

Newton kan påvise at modstanden i væsker mod et penduls svingninger især skyldes størrelsen af overfladen på pendulloddet, hvorimod den modstand der skyldes loddets indre, er meget ringe. Og han bemærker: "Derfor er det himmelske rum, gennem hvilket planeterne og kometerne bevæger sig frit i alle retninger, tomt for enhver art af materielle fluida undtaget måske de tyndeste dampe og for lysstråler som passerer igennem disse rum". - Med disse ord tilbageviser Newton den gængse forestilling om eksistensen af en materiel æter som gennemstrømmer alt. Heller ikke Descartes' antagelse af eksistensen af en æter af 'hvirvler af små materiepartikler' (korpuskler) går ram forbi.



Principias tredje bog handler om 'Verdenssystemet' og den bygger på astronomiske observationer og eksperimentelt indvundne erfaringer og er således mere end matematik.

De anvendte data fik Newton en af tidens mest nøjagtige observatører, den kongelige engelske astronom John Flamsteed, til at levere sig. Det var ham han senere blev uvenner med.

En regel lyder: Naturen gør intet forgæves, og flere årsager er overflødige når færre er tilstrækkelige. For naturen gør tingene så enkelt som muligt og tillader sig ikke den luksus at anvende overflødige årsager. - Reglen kaldes 'sparsommelighedens princip' eller 'Ockhams ragekniv' (efter en filosof fra 1300-tallet).

I en kommentar til tredje regel fastslår Newton: Egenskaber ved legemer kan kun erkendes gennem erfaring; og hvis tilskrivningen af egenskaber passer med det som vi til stadighed erfarer, så kan de betragtes som almene egenskaber og som egenskaber der ikke kan formindskes og derfor ikke fjernes fra legemer.

Og derefter kommer det vigtigste: "Hvis det ved eksperimenter og astronomiske observationer altid kan konstateres at alle legemer på eller nær Jorden tiltrækkes af den og gør dette i forhold til hvert legemes mængde af masse, at Månen tiltrækkes af Jorden i forhold til sin masse, at havet for sin part tiltrækkes af Månen, og at alle planeter tiltrækkes af hinanden, og at kometerne på samme måde tiltrækkes af Solen, så må vi ud fra denne tredje regel slutte, at alle legemer tiltrækkes af hinanden." Og: "Tyngden bliver mindre i takt med at legemer fjerner sig fra jorden."

Tyngden er altså ikke som inertien en iboende egenskab. Inertiprincippet kræver ingen årsagsforklaring. Det gør derimod den bevægelse som to legemer der tiltrækker hinanden har mod hinanden. Spørgsmålet havde beskæftiget Newton siden 1660'erne, og han fandt aldrig et tilfredsstillende svar på hvad der er årsag til tyngden og dermed tiltrækningskraften.



Fjerde regel handler om induktive slutninger: "I eksperimentel filosofi må udsagn som induktivt er udledt af hvad der kan konstateres, anses enten for helt eller for næsten sande, uanset en modsigende hypotese, indtil andre kendsgerninger gør denne enten mere rigtig eller viser at der er tale om undtagelser." - Det var i Newtons samtid alment accepteret at de lovmæssigheder som opstilles inden for naturvidenskaben er konklusioner i induktive slutninger, dvs at den induktive metode er den naturvidenskabelige metode (mens matematikken betjener sig ad den deduktive metode). I denne fjerde regel beskæftigede Newton sig imidlertid ikke med induktive slutningers gyldighed som sådan (den gik han ud fra), men ønskede at understrege den metodologiske pointe, at hypoteser ikke bør bruges til gendrivelse af almene udsagn der er baseret på eksperimenter og iagttagelser.

Newton anfører seks fænomener som skal forklares, herunder Keplers anden og tredje lov. Og han beskriver overensstemmelsen mellem empiriske bestemmelser af planetbaner og de keplerske love som fænomener.

Engang i 1690'erne har Newton påtænkt til læresætningen om planeters bevægelser at knytte en følgesætning som skulle lyde: "Der eksisterer en uendelig og allestedsnærværende subtil spiritus i hvilken materien bevæges i overensstemmelse med matematiske love." - Her synes Newton at hævde at der findes en slags æter udbredt i universet. Men Koch gør opmærksom på at det er vanskeligt at afgøre om den 'spiritus' som optræder i Principia er den samme som den han ofte nævner i sine alkymistiske manuskripter.

I 'Om Verdenssystemet' fra 1731 kan man læse at "tiltrækningskraften udspringer af materiens almindelige natur". Dette må betyder at guddommen ikke - som Newton undertiden synes at mene - er årsag til tyngden. - Her vil jeg gentage min tidligere pointe, at Guddommen for Newton var forudsætningen for den skabte verden og derfor også for tyngdekraften og alle andre fysiske kræfter.



Den store skolie er en af de mest citerede og mest omdiskuterede i litteraturen om Newton. Der findes stadigt fem udkast til den, og de viser at Newton har arbejdet meget med den og har vejet sine ord på guldvægt. Den store skolie kan vel nærmest betragtes som Newtons hovedkonklusion.

Newton omtaler det såkaldt 'fysico-teologiske argument' for Guds eksistens, hvor der ud fra verdens indretning argumenteres for at der må eksistere en verdensordner der har skabt et kosmos ud af et kaos. Newton accepterede beviset og hans omtale af det i den store skolie fik betydning for den teologi der udvikledes af en række af hans tilhængere.

Skolien afsluttes med at Newton gør rede for sin stillingtagen til den kritik han havde mødt, fordi han ikke havde gjort rede for den mekaniske årsag til tiltrækningskraften, og giver en ganske kort omtale af den allerede nævnte 'subtile spiritus' som efter hans mening "gennemtrænger de større legemer og ligger skjult i dem, og ved hvis kraft og aktivtet legemernes mindste dele på meget korte afstande tiltrækker hinanden og hænger sammen, når de kommer tæt på hinanden".

Et af argumenterne imod antagelsen af eksistensen af 'hvirvler' henter Newton fra sin teori om kometer. Kometerne bevæger sig i flade, elliptiske baner gennem vort solsystem, og det ville de ikke kunne, hvis der eksisterede hvirvler der fører planeterne omkring Solen. "Både planet- og kometbevægelserne viser at bevægelserne må ske i et tomrum og derfor må planeter og kometer til stadighed kredse i givne, stedbestemte baner i overensstemmelse med de love der tidligere er bevist....."

Newton siger her intet om hvad - eller hvem - det skyldes at planeterne oprindeligt blev placeret i de baner som de bevæger sig i. Svaret lå ellers ligefor, og hans læsere i samtiden kendte det: Det skyldes at guddommen har indrettet verden således. "Dette yderst elegante system af Sol, planeter og kometer kunne ikke opstå uden et intelligent og magtfuldt væsens plan og styrelse. Og hvis fiksstjerner er centre for lignende systemer, vil de alle være konstruerede i overensstemmelse med en lignende plan og underkastet styrelsen af En, i særdeleshed fordi lyset fra fiksstjernene er af samme natur som Solens lys, og alle systemerne sender lys ind i hinanden. Og for at fiksstjernens systemer ikke som et resultat af deres tiltrækning skal falde ind i hinanden, har han placert dem i en umådelig afstand fra hinanden."

Verdens beståen skyldes med andre ord guddommens almene forsyn. Det var Newtons inderste overbevisning. Men det er jo i moderne øjne en trossag.

Det er i forbindelse med dette fysico-teologiske argument at Newton beskriver guddommen som verdensherskeren. Han slutter sin beskrivelse af med den ofte citerede udtalelse om at det er en del af fysikken at beskæftige sig med Gud ud fra fænomenerne. Han siger vel at mærke ikke at guddommen er en del af hvad han kalder eksperimentel filosofi, dvs eksperimentalfysik, men kun at enhver videnskabelig beskæftigelse med universet må operere med en guddom. - Dermed siger han i grunden blot, at det skabte univers forudsætter en skaber, og dette kunne man i dag gøre til en indlysende sandhed ved at præcisere udsagnet: det skabte univers og skaberen hører sammen i dagligsproget. Man kan ikke meningsfuldt tale om noget skabt uden at underforstå en skaber!

Endelig kommer Newton ind på diskussionen om tiltrækningskraftens årsag: "Jeg har ikke ud fra fænomenerne været i stand til at udlede grunden til disse egenskaber ved tiltrækningskraften, og jeg opdigter ikke hypoteser. For det der ikke udledes af fænomener, bør kaldes en hypotese, og hverken metafysiske eller fysiske hypoteser eller hypoteser om skjulte eller mekaniske egenskaber har nogen plads i eksperimentel filosofi. I den foreliggende eksperimentelle filosofi er læresætninger blev udledt af fænomener og generaliseret ved induktion..... Og det er tilstrækkeligt at tiltrækningskraften findes og virker i overensstemmelse med de love som vi har fremsat, og som er tilstrækkelige til at forklare alle de himmelske legemers og vore haves bevægelser."

"Jeg opdigter ikke hypoteser" eller på latin 'Hypotheses non fingo' er en af Newtons mest berømte og omdiskuterede udtalelser. Han gjorde udtrykkeligt opmærksom på at "Ordet hypotese bruges af mig her kun til at betegne en sætning der hverken er et fænomen eller udledt af noget fænomen, men er antaget uden noget eksperimentelt bevis." Og han blev fornærmet, hvis man kaldte hans teorier for hypoteser, for hans læresætninger byggede på eksperimenter og iagttagelse.



'Principia' blev et hovedværk inden for nyere naturvidenskab, men der var ikke tale om en entydig succes fra første dag. Modstanden mod Newton varede til et stykke op i det 18. årh.

Allerede nogle måneder før bogen udkom anmeldte Edmond Halley den anonymt i Royal Society's tidsskrift. Anmeldelsens hovedindhold er et referat, men det er vel at mærke informativt, lysende klart og på mange måder dækkende. Og 'Philosophical Transactions' blev vel at mærke læst af Europas lærde og videnskabsmænd.

Huygens og Leibniz kritiserede som nævnt Newton for ikke at havde gjort rede for årsagen til tiltrækning. Begge opfattede nemlig fysikken som en ren årsagslære.

Hvad angår forholdet mellem sjælen og legemet havde Réné Descartes (1596-1650) trukket et skarpt skel mellem sjælen og legemet ud fra en definition af legemet som noget materielt, udstrakt og rumligt modsat sjælen der var åndelig, uudstrakt og ikke-rumlig. Denne opfattelse kom til at spille en helt dominerende rolle i europæisk filosofi og naturvidenskab i et par hundrede år. Og Carl Henrik Koch gennemgår den nøje, fordi den drillede og generede Newton ganske betydeligt. Newton kom i virkeligheden aldrig fri af Descartes materialistiske syn, ja det er ikke for meget sagt at Descartes forheksede adskillige forskeres tænkning i mange årtier. Antog man først hans definitioner, kom man aldrig fri af hans tankegang.

Baruch Spinoza (1632-1677) argumenterede derimod for at det sjælelige og det legemlige er to sider af en og samme sag (altså én substans), og Leibniz forsøgte den raffinerede anskuelse at da Gud skabte sjælene og den materielle verden, samordnede han dem således at vore oplevelser af processerne i naturen svarer til de naturforløb der faktisk sker, uden at den legemlige verden påvirker det sjælelige. - Ingen af de tre filosoffer ramte det holdbare.

Den engelske teolog Samuel Clarke, der støttede Newtons synspunkter, korresponderede med Leibniz til dennes død, og brevene kom i høj grad til at handle om teologiske anliggender. Ingen af dem skelner klart mellem de fysiske begreber om tyngden og om tid og rum, de teologiske og filosofiske følger, som tilskrives disse begreber, og under hvilke vilkår mennesket kan bestemme rumlige og tidslige forhold. Begge tillagde de teologiske og filosofiske konsekvenser en væsentlige betydning og for begge gjaldt det om at vise at der ikke var en modsætning imellem fysisk viden og religiøs tro.

Først hen imod slutningen af det 18. årh. fuldbyrdes skellet mellem de to betragtningmåde af den franske fysiker Pierre Laplace (1749-1827) der i sit store fembindsværk "Afhandling om den himmelske mekanik" (1798-1825) beviste solsystemets stabilitet og derved overflødiggjorde al guddommelig indgriben i naturens gang; han var determinist.



Clarke skrev til Leibniz: Måden hvorpå to legemer tiltrækker hinanden kan være usynlig og umærkelig og ganske forskellig fra noget mekanisk og kan alligevel, da indvirkningen er regelbundet og konstant, kaldes naturlig. Leibniz replicerede, at når Clarke hævdede at en fjernvirkning som den newtonske er usynlig, umærkelig og mekanisk uforklarlig, så kunne han lige så god have tilføjet at den var uforståelig, tvivlsom, grundlagsløs og eksempelløs! Leibniz fastholdt således at enhver ændring i den fysiske verden må have en fysisk årsag.

Newton holdt spørgsmålet åbent, men brugte dertil begreber og argumenter der ikke bragte klarhed. I optikken havde Newton således skrevet at guddommen i det uendelige rum "ser tingene selv ganske indgående og sanser og forstår dem fuldt ud ved deres umiddelbare tilstedeværelse for ham, som om det skete i hans sensorium". Dette 'sensorium' var ikke for Newton et sanseorgan, men en slags "bevisthedsorgan, som samler sanseindtrykkene således at de bliver til forestillinger om de sansede genstande, herunder menneskets eget legeme". - Newton vidste, skriver Koch, at forestillinger der bygger på sansning kan vildlede os.

Sagt på en anden måde kunne det vel betyde at vi ifølge Newton ikke direkte oplever genstande, men bevidsthedsfænomener som kan tænkes at repræsentere den ydre verdens genstande. Men stadig gælder at Newton ved at indføre 'Guds seen og sansen af tingene' indfører den forestilling om 'Guds øje' som endnu kvantelærens ophavsmand Planck holdt fast ved over for Bohr og Heisenberg i begyndelsen af 1900-tallet. Og denne forestilling er ikke at regne for en fornuftig arbejdshypotese der kan føre forskningen til nye resultater, den er ren tro eller spekulation.



Den kvantitative optik og farvelære    
Til toppen  Næste

I oktober 1674 afleverede Newton til Trinity's vicekansler sin 'Optik', renskrevet, revideret, finpudset og med rentegnede figurer. Den bestod af to dele på i alt 31 forelæsninger.

"For at jeg ikke skal synes at overskride grænserne for mit anliggende, når jeg påtager mig at behandle farvernes natur, som ikke anses for at høre under matematikken, vil det ikke være unyttigt hvis jeg igen betragter grunden til mit forehavende. Relationen mellem egenskaberne ved lysets brydning og ved farverne er med sikkerhed så tæt, at de ikke kan forklares hver for sig. Den der ønsker indgående at undersøge de første, må nødvendigvis også undersøge de sidste.... Skønt farver således kan høre under fysikken, må videnskaben om dem ikke desto mindre betragtes som matematisk i det omfang de behandles matematisk. Og eftersom en eksakt videnskab om dem synes at være en af de vanskeligste som filosofien har brug for, så håber jeg at vise - så at sige ved mit eksempel - hvor værdifuld matematikken er for naturfilosofien. Jeg opfordrer derfor geometrikere til at gøre naturen til genstand for nøjagtige undersøgelser, og dem der har helliget sig naturvidenskaben, til at lære geometri først. Thi så vil de første ikke spilde deres tid med at spekulere over noget, der ingen værdi har for den menneskelige tilværelse, og de sidste, idet de arbejder ihærdigt med en fejlagtig metode, til stadighed fejle i at nå deres mål. Men ved de filosofiske geometrikeres og de geometriske filosoffers hjælp vil vi i stedet for de gætterier og muligheder der udbasuneres på ethvert gadehjørne, nå frem til en naturvidenskab der er underbygget maksimalt af bevisgrunde."

Begge Newtons forelæsningsmanuskripter indledes med ordene: "Den nylige opfindelse af kikkerten har i den grad optaget de fleste matematikere at der ikke synes at være overladt noget ubehandlet emne og ej heller yderligere opdagelser til andre.... Men eftersom jeg ser at matematikere indtil nu har taget fejl med hensyn til visse egenskaber ved lys i forbindelse med dets brydning, samtidig med at de implicit i deres beviser antager en bestemt, ikke velbegrundet hypotese [nemlig Descartes'] tror jeg at det ikke vil være upåskønnet, hvis jeg underkaster denne videnskabs grundlæggende principper en temmelig indgående undersøgelse, idet jeg føjer til hvad jeg, bekræftet af talrige eksperimenter, mener om dem, til det min ærværdige forgænger [Isaac Barrow] tidligere har sagt på dette sted."

Newton skrev i januar 1671 til præsidenten for Royal Society Henry Oldenburg om sine studier med lys og farver: "…. min agt at foreslå at selskabet vurderer og efterprøver en redegørelse for en filosofisk opdagelse som fik mig til at konstruere det omtalte teleskop, og som jeg ikke er i tvivl om vil vise sig mere velkommen end meddelelsen om dette instrument, idet den så vidt jeg kan se er den mærkeligste, hvis ikke den mest bemærkelsesværdige opdagelse som indtil nu er gjort vedrørende naturens virksomhed.

Det var som tidligere refereret sin opdagelse af at det hvide dagslys er sammensat af forskelligfarvet lys, Newton hentydede til. Hans brev blev læst op i selskabet den 8. februar og med hans godkendelse publiceret den 19. februar i 'Philosophical Transactions'. I indholdsfortegnelsen blev brevet resumeret på følgende måde: "Et brev fra hr. Isaac Newton, professor i matematik på Universitetet i Cambridge, indeholdende hans ny teori om lys og farver hvor lys erklæres for ikke at være ensartet og homogent, men bestående af forskellige stråler, hvoraf nogle afbøjes mere end andre, og hvor det hævdes, at farver ikke er modifikationer af lys, der opstår ved brydning i fysiske legemer (som det almindeligvis antages), men er oprindelige og iboende egenskaber som i forskellige stråler er forskellige. Brevet indeholder også flere iagttagelser og eksperimenter der antages at bevise den pågældende teori."



Newtons største modstander var Hooke, og han var tilhænger af den opdagelses- og formidlingsmetode som Francis Bacon havde beskrevet i sit hovedværk 'Det ny Redskab' og som Hook selv beskrev i en ufuldendt afhandling, hvor han kaldte metoden 'den filosofiske algebra'. Hvis man er interesseret i at udforske et fænomens natur, fx finde ud hvad lys er, foretages et væld af iagttagelser og eksperimenter, og der opstilles efterfølgende en samlet fortegnelse over det indsamlede materiale. Når et fænomens historie foreligger [på denne måde] kan der opstilles en række hypoteser om fænomenets natur, og hvis der er en hypotese der kan forklare alle iagttagelser og eksperimenter må det være den sande. Fremgangsmåden er senere blev kaldt den empirisk-induktive metoder, og langt de flere i datiden anså den for at være den rette naturvidenskabelige metode.

Bacon havde ringe forståelse for matematikkens betydning for udforskningen af naturen. Det samme gjaldt stort set også Hooke, som ikke var den store matematiker. På trods af at han var en genial eksperimentator og havde en yderst veludviklet videnskabelig fantasi, måtte han tabe i konkurrencen med Newton. For Newton var opgaven i første omgang at finde ud af hvorfor vi fx ser et spektrum når en lysstråle har passeret en prisme og kastes op på en skærm, og ikke at fastslå hvad lys er, og dernæst at forsøge at formulere resultatet matematisk. Forskellige farver af lys var for Newton lys med forskellige, målelige brydningsvinkler - og ikke som for Hooke mere eller mindre mystiske pulseringer eller vibrationer med forskellige hastighed i en tænkt eler postuleret æter. Newton indsamlede ikke, som Hooke, et væld af iagttagelser, men planlagde og gennemførte ganske få eksperimenter der tillod én og kun én tolkning.

Hooke kaldte af denne grund Newtons forklaring for en hypotese, hvilket har virket stærkt provokerende på Newton som netop har opfattet sin forklaring som en teori der var bevist gennem målingerne. Hooke udfærdigede en rapport der blev videresendt til Newton. Denne meddelte blot Hooke at ingen af indvendingerne havde svækket hans teori. Først fire måneder senere svarede Newton udførligt på Hookes indvendinger. Og svaret var at en hypotese om hvad lys er, slet ikke er nødvendig for teorien. Derfor er der slet ingen grund til at diskutere hypoteser desangående. Newton selv har kun været interesseret i at finde en forklaring på solspektrets aflange form, det vil sige på hvordan lys reagerer når det passerer en prisme og kastes op på skærmen.

Under overskriften 'Videnskaben om farver er med rette en matematisk videnskab" kommer Newton med følgende bemærkninger. "Og hvem ved ikke at optikken og mange andre matematiske videnskaber hviler lige så meget på fysiske principper som på matematiske beviser? Og en videnskabs absolutte sikkerhed kan ikke overskride sikkerheden af dens principper. Nu har jeg kaldt det belæg på baggrund af hvilket jeg hævder sætninger om farverne, eksperimentalt, og det er derfor fysisk. Følgelig kan sætningerne selv ikke betragtes som andet end fysiske principper for en videnskab.... Videnkaben om farver kan kaldes matematisk, og den er lige så sikker som enhver anden del af optikken."

Den metode Newton påberåber sig kaldes i dag for den hypotetisk-deduktive metoder. Den går ud fra nogle antagelser, udleder konsekvenser af dem, og hvis disse bekræftes ved iagttagelser, herunder eksperimenter, kan hypotesen hævdes som en begrundet teori. Men dens sandhed er lige så lidt som resultat af Hookes empirisk-induktive metode endegyldigt bevist. Den sandhed begge metoder tillægges er betinget af grundantagelsernes sandhed.

Det gælder både for Newtons begreb om lys i hans teori om farver og senere om hans begreb i Principia om massetiltrækningskraft, at han i første omgang har undgået at overveje hvilken fysisk realitet disse begreber dækker over. Og muligvis er det dette Hooke aldrig rigtigt har forstået. Efterfølgende overvejede Newton i begge tilfælde, hvilken fysisk realitet de to begreber står for. Sådanne overvejelser opfattede han som spekulative og hypotetiske, men relevante for vores forståelse af den verden vi lever i. Det er imidlertid, mente Newton, irrelevant at inddrage hypoteser af denne type i optik og fysik, da begge er matematiske videnskaber, hvor målet er at finde lovmæssigeder for iagttagne fænomener.

Newton oplevede meningsudvekslingen med Hooke som så ubehagelig at han besluttede sig til ikke oftere at publicere. Og det var jo ikke en særligt fornuftig beslutning. Men han blev altid træt og irriteret over disse polemikker. Også den senere med Lucas i 1676-78 om bestemte lys-eksperimenter. Lucas kommer med nogle indvendinger, men Newton svarer kort, at Lucas' brev ikke indeholder noget nyt, hvilket får Lucas til stort set at gentage hvad han tidligere har skrevet. Newton tager til genlære, og nu kan man mærke at han er vred. Han afviser alle Lucas's indvendinger og peger lidt kort for hovedet på, at Lucas har misforstået at det skulle dreje sig om at alle forskelligfarvede stråler afbøjes forskelligt.... Dermed endte den store engelske strid om lyset



I Newtons andet hovedværk 'Optik eller en afhandling om lysets tilbagekastning, brydning, afbøjning og farver' møder vi ifølge Koch en helt anden Newton end i 'Principia', en mere spekulativ, fantasifuld og fri Newton. Den formelle struktur i bogen ligner nok Principias, men Newton udtrykte sig i Optik langt mere frit end i Principia. Hvor Principia var et matematisk værk er 'Optik' et eksperimentelt arbejde. Læresætninger og teoremer bevises ikke i streng geometrisk form som i Principia, men der anføres iagttagelser og eksperimenter der begrunder dem. Og Newton var en fantasifuld og teknisk perfekt eksperimentator, i en og samme person en genial teoretiker og en genial praktiker.

Langt det meste af optikken stammer fra sidste halvdel af 1660'erne og første halvdel af 1670'erne.

Koch bringer specifikt et fint træsnit fra Newtons egen artikel om sollysets sammensatte karakter. Det viser et eksperiment hvor der kun betragtes to af de stråler som en solstråle opdeles i ved brydning i en primse for igen at blive samlet ved hjælp af en linse. Forsøget demonstrerer entydigt at det tilsyneladende hvide lys er sammensat af forskelligt farvet lys.



Som det tidligere er fremgået var Newton tilhænger af datidens primitive og rent spekulative atomteori som indebar at forskelle mellem fysiske legemer blev anset for at være bestemt af forskelle i deres atomare deles konfiguration, deres mængde og deres tæthed. Selve atomerne blev betragtet som identiske. Og man antog, at der i mellemrummene mellem de enkelte atomer bevægede sig endnu mindre partikler (korpusker blev de kaldt), som udgjorde en del af den uhyre 'subtile æter', der antoges at udbrede sig gennem hele verdensrummet. Man skal huske at disse spekulative teorier kunne blive ved at dominere, fordi man endnu ikke kendte til elektroner.

Newton gav faktisk sin egen fine beskrivelse af denne forældede atomlære, som er værd at lægge mærke til: "Det synes mig sandsynligt at Gud i begyndelsen dannede stoffet i faste, tunge, hårde, uigennemtrængelige, bevægelige partikler af sådanne størrelse og former og med sådanne andre egenskaber, og i et forhold til rummet som i højeste grad fremmede det formål til hvilket han dannede dem, og at disse primitive partikler eftersom de er faste er umådelig meget hårdere end noget porøst legeme som er sammensat af dem, ja så hårde at de aldrig kan slides eller brydes i stykker, og ingen sædvanlig magt er i stand til at dele hvad Gud selv gjorde ét i den første skabelse." (citeret efter Encyklopædien, bd 1, p. 132 om atomet). Her røber Newton faktisk at de faste, tunge, hårde, uigennemtrængelige og bevægelige partikler i rummet for ham er forudsætningen for at vi overhovedet kan danne os en praktisk anvendelig forestilling om vor ydre verden - og at det er grunden til at han ikke kan forestille sig at de ikke skulle være skabt af Gud. Formuleringerne røber naturligvis tiden, men hele tanken om denne forudsætning for hele den menneskelige sansning og erkendelse er langt sandere end han kunne ane. De faste ting i den ydre, sanselige verden er nemlig forudsætning for dannelsen af genstandsbevidstheden i den menneskelige psyke - og denne er igen forudsætningen for de psykiske sekundærprocesser der har sprog og begreber, logik, sondringer m.m. Ingen kan forklare at det forholder sig sådan - det er med Bohrs udtryk en elementær kendsgerning - men den hører til skabelsen. Det vender jeg tilbage til.



I optiken forkastede Newton Hookes, Huygens' og andres forestilling om at lyset er en bølgebevægelse der forplanter sig gennem æteren. For Newton var lys et materielt fænomen med partikelkarakter. En lysstråle er således en strøm af lyspartikler der udgår fra fx solen, og som bevæger sig med stor hastighed gennem æteren. Undervejs udløser disse partikler en bølgebevægelse [emission eller emanation] i æteren.

Med Hooke som eneste undtagelse blev Newtons emanationsteori accepteret af engelske fysikere frem til begyndelsen af det 19. årh. På kontinentet blev den især afvist af Leonhard Euler. I England fulgte Thomas Young i Eulers fodspor, men så sig alligevel selv som newtonianer, og dette kunne han gøre fordi Newtons teori om lyset var tvetydig. Bølgeteoriens sejr i det 19. årh. betød imidlertid at mange engelske fysikere fandt det pinligt og lidt af en national katastrofe at den store Newton skulle have taget fejl.

Newton indleder med at skrive: Min hensigt med denne bog er ikke ved hjælp af hypoteser at forklare lysets egenskaber, men ved hjælp af fornuft og eksperimenter at foreslå hvilke egenskaber de besidder og bevise at dette er tilfældet.

Ud fra fysiske begreber bliver videnskaben om farver en fysisk teori om farver, og ud fra æstetiske begreber en æstetisk teori om dem, og en teori af den ene art er totalt forskellig fra en teori af den anden art. Newtons pointe er derfor at systematikken og arten af den type videnskab der udvikles, er et produkt af hvad han kaldte fornuften, det vil sige af rationelle overvejelser. Problemet er bare at også overvejelser om farvers æstetiske kvaliteter kan være rationelle!

At Newton var fuldstændig klar over forskellen mellem en æstetisk og en fysisk opfattelse af farver, viser et afsnit fra 2. del af optikkens 1. bog hvor han dog taler om en 'folkelig' opfattelse over for en 'filosofisk' opfattelse af farver: "... Og hvis jeg på noget tidspunkt taler om lys og stråler som farvede eller udstyrede med farve, må man forstå at jeg ikke taler filosofisk og på rette måde, men omtrentligt og i overensstemmelse med sådanne opfattelser som almindelige mennesker ved synet af alle disse eksperimenter vil være tilbøjelig til at danne sig."

Som det fremgår af citat betragtede Newton den fysiske og præcise (men ufolkelige) beskrivelse af lys som den sande beskrivelse. At tale om farverne ud fra oplevelsen af farveindtryk - som Goethe gjorde - er en 'uegentlig' måde at tale om dem på.



Goethes kritik af Newtons farvelære

Den største kritiker af Newtons teori om lys og farver var den tyske digter Johann Wolfgang Goethe som udgav sin 'Farbenlehre' (Farvelære) 1810 og vel at mærke betragtede denne som et af sine hovedværker.

Goethe var overbevist om den romantiske naturopfattelses rigtighed: naturen er et levende hele og ikke et statisk system, og mennesket er en del af det levende system og skal forstås ud fra det.

Et af de romantiske naturfilosoffers angrebsmål var just den kvantificerende naturvidenskab, altså netop den naturvidenskab som Newton repræsenterede og som anså målelige størrelser for at udgøre de fysiske genstandes væsen. Når Newton karakteriserer de stråler af rødt, guld , grønt, blåt og violet lys som det hvide dagslys består af ved deres målelige brydningsvinkel, havde han så at sige 'dræbt lyset' eller 'elimineret lysoplevelsen i dens prægnans og fylde' og ganske set fuldstændigt bort fra hvordan oplevelsen af forskellige farver kan opvække forskellige stemninger i det menneskelige sind. Goethe talte i stedet for om "farvernes sanselige-sædelige virkning".

Udgangspunktet for Goethes farvelære var ikke lyset som fysisk fænomen der kan bestemmes kvantitativt, men sindets oplevelser af lys og farver. Farver, skrev han, er "forholdet mellem den lovbundne natur og øjets sanser."

For Goethe er farven et oplevelsesindhold eller en sansning og ikke som for Newton et fysisk fænomen og dermed et faktum som fx tidevandsfænomenet. "Farve er et elementært naturfænomen", skrev Goethe - efter Kochs mening lidt dunkelt, men det er efter mening ikke det fjerneste dunkelt, hvis man forstår forskellen mellem en objektiv (iagttagende) og en subjektiv (indlevende) betragtning, for også den sidste er et elementært naturfænomen!

Lidt mere konkret bestemte Goethe farverne som forskellige variationer af dæmpet lys eller halvskygge. Og han bemærkede derfor navnlig flere farvenuancer end Newton gjorde samt en vis rangorden i farvesystemet. Det var den der gjorde det muligt for ham at opstille farverne i modsætninger mellem komplementærfarver....



Newtons Optik havde som Principicia en række definitioner, grundsætninger og læresætninger. Der indledes med otte definitioner - som er rene ordforklaringer. Dernæst følger otte grundsætninger der alle er sætninger som bygger på iagttagelse og eksperimenter. Dernæst følger 11 læresætninger om især det hvide dagslys' sammensatte karakter og om den kikkert Newton havde konstrueret i 1660'erne. Også disse læresætninger begrundes ud fra eksperimenter og iagttagelser.

Bogen afsluttes med 31 problemformuleringer eller spørgsmål som er kommet til på forskellige tidspunkter. Disse formuleringer er anført fordi Newton blev afbrudt i sit arbejde og altså ikke som påtænkt fik givet sine svar. Optikken er derfor ufuldendt. Tredje bog rummer således blot en kort første del.

'Optik' var beregnet for alment interesserede læsere og ikke som Principia for matematikere. De mange henvisninger i for eksempel det 18 årh. engelske poesi til Newtons teori om lyset og om farverne viser, at bogen faktisk blev læst af et yderst blandet publikum. - Heroverfor burde man nævne, at Goethes farvelære havde stor interesse for kunstnere - og fx blev benyttet på Kunstakademiet i København, hvor ingen ringere end fysikeren H.C. Ørsted underviste i Goethes farvelære.



Den alkymistiske erkendelsesdrøm    
Til toppen  Næste

Alkymien har rødder tilbage i hellenismen. Overordnet var dens formål at forsøge at fuldkommengøre det ufuldkomne, dvs ændre det på en sådan måde at det bliver til hvad det ifølge dets natur "i virkeligheden er". Det vil sige at man på forhånd gik ud fra at den sansede natur var en anden end den sande natur. I praksis drejede det sig om at omdanne uædle metaller til guld, dvs ved ildens hjælp at rense de uædle metaller for urenheden, således at det ædle guld blev tilbage.

Men alkymien havde ifølge Koch også en åndelig eller religiøs dimension, idet de processer som alkymisterne beskrev i de for ham dunkle værker også var billedlige beskrivelser af sjælens renselse på dens vej mod det guddommelige. Alkymisternes 'vise sten' paralleliseredes med Kristus. Adam og Evas syndefald medførte at både kødet, dvs sige materien, og sjælen (ånden) blev 'urene' i betydningen præget af sanseligt begær, og som 'de vises sten' skulle rense de uædle metaller, skulle hengivelsen til Kristus rense sjælen. Derfor blev alkymien også en fortælling om sjælens frelse, og alkymisternes viden en anvisning på vejen til 'frelse', det vil sige til overvindelse af syndefaldets konsekvenser.

Frelsens middel var Jesu blod: ".... således kan vor himmelske konge og grundlæggende hjørnesten, Jesus Kristus, ene af alle rense os syndere og ufuldkomne mennesker ved sin hellige rubinrøde tinktur, det vil sige sit blod." - Den alkymistiske tinktur var med andre ord et subtilt udtræk af filosoffernes sten.

Laboratoriemæssigt skete hele denne 'sublimering' ved fordampning af et fast legeme over ild. Den engelske alkymist George Ripley beskrev det således: "vi sublimerer for at spiritualisere legemet, legemliggøre det spirituelle og rense det fra dets oprindelige urenhed ved at reducere det svovlholdige salt som har inficeret det."



Alkymisterne opfattede den samlede natur, dvs både den organiske og den uorganiske verden, som et levende hele, en totalorganisme, præget af evig forandring, af vækst og af forfald og forrådnelse. Som vækst er en aktiv proces, der virker i tingene og ikke bestemmes udefra, er også forrådnelse og det alkymisterne kaldte 'gæring', aktive processer. I et evigt kredsløb opstår nyt liv ved den varme der udvikles af det forrådnede. Varme og liv hørte sammen, Varme og hermed også ilden er betingelse for liv.

Som den menneskelige sjæl kan aktivere det menneskelige legeme, forestillede alkymisterne sig at det aktive princip i universet, den ikke-mekaniske og vegetative kraft der ligger bag det sansede, og som bestemmer livets og dødens evige kredsløb og dermed det levendes evige genopstandelse fra det døde, er noget åndeligt, men man brugte et udtryk for det som i dag forekommer temmelig paradoksalt, nemlig "en uhyre subtil materie". Det åndelige kaldtes med et latinsk ord 'spiritus', der betyder 'åndedrag' - jævnfør at Jahve i den bibelske skabelsesberetning blæste 'livsånde' i menneskets næsebor, så det blev levende. 'Spiritus' kan ofte oversættes med 'livskraft', men kaldes også med et andet paradoksalt udtryk for et 'livgivende og aktivt princip'. Og desværre studser Koch ikke over disse paradokser, men redegør dog fint for Newtons overvejelser.



Newton havde brug for et aktivt princip for at få verdensmaskineriet til at køre og blive ved med at køre.

Hele livet igennem vekslede han mellem at fastholde mekaniske forklaringer på tyngden og at opfatte tyngdekraften som et aktivt princip i lighed med alkymisternes forrådnelse og gæring. En tredje mulighed var at det var guddommen der muligvis indirekte var det bevægende princip. Alle disse tre forklaringer var forenelige med antagelsen af eksistensen af en æter der gennemstrømmer hele universet, og dette var en antagelse som Newton aldrig opgav.

Det aktive princip kaldte Newton for 'magnesia'. Om dette princip skrev han:
"Dette og kun dette er det livgivende aktive, som er spredt ud over alt der eksisterer i verden....
Og det er kviksølvets ånd [spiritus] som er yderst subtil og fuldstændig flygtig og spredt overalt.
Det aktive opererer på samme måde i alle ting....
Denne fremgangsmådes særkendetegn er mangfoldige...
Af den metalliske sæd udvikles der guld, af menneskets sæd mennesker og så videre....
I metallisk form findes det i fuldt mål i magnesia

Det skal tilføjes at alkymisternes kviksølv til forskel fra almindeligt kviksølv er et mystisk stof, der indgår i alle metaller, og som er årsag til at de ved kraftig opvarmning bliver flydende og kan medvirke til forvandling af andre stoffer. Alkymisterne kaldte dette kviksølv 'mercurius' efter den romerske gud Mercur (svarende til den græske Hermes). - Og det må yderligere bemærkes, at kviksølv som bekendt er et giftigt stof.



I det 17. årh er det ikke muligt at afgrænse det vi i dag kalder kemi fra alkymi. Robert Boyle var både kemiker og alkymist. Den kemi han udviklede var eksoterisk, dvs tilgængelig for alle, hans alkymi derimod var esoterisk, dvs forbeholdt de indviede. En egentlig videnskabeliggørelse af kemien fandt først sted i slutningen af det 18. århundrede. Encyklopædien fastsætter 'den kemiske revolution' til årene 1772-89: 1772 opdagede man at alle metaller bliver tungere ved opvarmning; 1776 at forbrændingsprocessen sker med ilt og afgiver kultveilte og ikke det tænkte stof 'flogiston'; samme år fik man grundstofbegrebet, et helt nyt kemisk sprog og fik gjort måling og matematik til basis for kemien. Og det hele kunne afsluttet 1789 med franskmanden Lavoisers afhandling om elementær kemi.

Om Newtons ihærdige studier i alkymiens mysterier berettede Newtons medhjælper i 1680'erne Humphrey Newton i 1727/28 til Conduitt: "Newton gik sjældent i seng før klokken to eller tre, undertiden ikke før fire eller seks og sov fire eller fem timer især om foråret og ved løvfald. På disse årstider plejede han at tilbringe omkring seks uger i sit laboratorium, hvor ilden sjældent gik ud hverken nat eller dag, og hvor han sad oppe én nat og jeg den næste, indtil han havde afsluttet sine kemiske eksperimenter, som han gennemførte yderst præcist, strengt og nøjagtigt. Jeg var ikke i stand til at finde ud af hvad hans mål var, men hans anstrengelser og flid på disse årstider fik mig til at tro at det var noget der lå uden for rækkevidde af almindelig menneskelig foretagsomhed."

Newtons laboratorium var godt forsynet med kemiske stoffer, beholdere, kolber, smeltedigler og så videre.... "Nogle gange så Newton i en gammel slidt bog af Agricola om metallerne, da metallernes forvandling var hans hovedanliggende, til hvilket formål antimon var en vigtig ingrediens." Der menes formentlig antimonsulfid der er en kemisk forbindelse mellem grundstofferne svovl og det giftige antimon. Det er svært at komme uden om den risiko for forgiftning der var forbundet med gammel alkymi, hvorfor man måske heller ikke skal undre sig over Newtons kritiske helbredstilstand og pludselige psykiske forvirring i 1693.

Newton har ejet 138 alkymistiske bøger, herunder et af Eirenaeus Philalethes mest kendte værker 'Hemmelighederne afsløret'. Det skal være et klart værk, og Newton har studeret det meget grundigt (hvad man altid kan se på de æselører han lavede i sine bøger!) I indledningen fastlås at renset guld er det ene, sande og eneste princip. - 'Den filosofiske sten', 'de vises sten' eller blot 'stenen' betegnede netop en fast form af det subtile stof kaldet spiritus (livskraft). - I de mere end 50 år Newton studerede alkymistiske skrifter, forsøgte han at knække den kodeskrift hvormed de synes at være skrevet - på samme måde som han havde knækket universets gåde.

Alkymiens verdensbillede med dets forestillinger om det åndeliges indflydelse på den fysiske virkelighed var dybt påvirket af Hermes-skrifterne (skrifter af Hermes Trismegistos der var samtidig med Moses - verdensfilosofiens tre dele bestemtes som: viden om metaller, planter og dyr). Herunder den såkaldte 'smaragdtavle', som Newton oversatte under navnet: 'Hemmelighedernes hemmelighed'.



Newtons alkymi

I et manuskript fra 1672 skriver Newton bl.a. om metaller, at "de undertiden gror som træer i jorden, og at de forener sig med vore legemer og bliver en del af dem, hvilket de ikke kunne gøre, hvis ikke princippet for vækst var i dem, og de havde det samme naturel som materien i den øvrige del af vore legemer." I manuskriptet hævder han også at forrådnelse er afgørende i forbindelse med vækst (og i den forbindelse må huskes at også Newtons æble må have rådnet), og han udtrykker sig så alment at man ligefrem kan tale om en formulering af naturlove:

"Intet kan ændre sig fra hvad det er uden forådnelse.
Ingen forrådnelse kan ske uden ændring af det forrådnede fra hvad det var.
Intet kan udvikles eller næres (undtagen af forrådnet materiel)
Al forrådnet materie er i stand til at frembringe noget der er dannet af det og i bevægelse mod det.
Alle naturens operationer sker mellem ting af forskellig beskaffenhed.
De mest magtfulde aktører indvirker ikke på sig selv.
Naturens første handlinger er at blande og sammensætte blandinger i et forrådnet kaos.
Så er de egnet til ny frembringelse eller til næring.
Alt er forgængeligt.
Alt kan blive til.
Naturen arbejder kun i bløde ting - Og ved lav varme.
Forrådnelse er en reduktion af ting fra den modenhed og særegenhed som det har opnået ved udvikling."

Men også lyset tager Newton med i overvejelserne: Den aktive, livgivende ånd (eng. spirit) er måske "lysets legeme". Ingen substans gennemstrømmer alle ting så neutralt, subtilt og hurtigt som lys, og ingen ånd så subtilt, gennemtrængende og hurtigt som den livgivende ånd.

I en afhandling fra 1675 forsøgte Newton også inden for rammerne af et alkymistisk verdensbillede at forklare tyngdekraften: "Jordens tiltrækning er måske forårsaget af en stadig fortætning af noget der er som en æterisk ånd (spirit), ikke som det store legeme af passiv æter, men af noget meget tyndt og subtilt, der er spredt over den, og måske er af olieagtig eller gummi-agtig, klæbrig og elastisk natur, som har samme relation til æteren som en aktiv [vital] æterisk ånd [spirit], der er nødvendig for bevarelsen af en flamme og for organiske bevægelser, .... har til luften." . Newtons sætninger kunne blive meget lange!

Newton interessede sig som alle alkymister i høj grad for transmutation af stoffer. En af alkymisternes opgaver var at fjerne svovlet fra de uædle metaller og få isoleret det filosofiske kviksølv for at opnå en forvandling (transmutation) af dem. Og Newton kommer i 'Principia' med følgende generalisering: "Ethvert legeme kan forvandles til et hvilket som helst andet legeme og undervejs antage de mellemliggende grader af egenskaber." Og i 'Optik' hedder det: "Forvandlingen af legemer til lys og lys til legemer er i fuld overensstemmelse med gangen i naturen, som synes at være fornøjet ved transmutationer."



Newtons store og lidenskabelige interesse for alkymi skal ses i relation til tidens dominerende opfattelse af universet som et mekanisk system, en 'himmelsk mekanik' der var bestemt til mindste detalje af årssagssammenhænge og derfor var deterministisk. Et sådant mekanisk system måtte naturligvis genere en mand der tidligt fik et særligt godt øje til bevægelse i verden, æbler og andre legemer der faldt nedad, planeter der bevægelse sig rundt i solsystemet i elleptiske baner, stoffer der kunne forvandles ved opvarmning, fordampning og legering, planter og dyr der groede og for dyrenes vedkommende også kunne bevæge sig - samt mennesket der udviklede sig både legemligt, teknologisk og kulturelt over årene, ja, kunne tænke og reflektere, lave videnskab og dyrke guder og afguder. Et eller andet bevægelsesgivende og livgivende måtte stå bag det altsammen. Spørgsmålet var hvad. Buddene var mange. Men ingen på Newtons tid eller de efterfølgende to hundrede år kom nærmere en forståelse af hvad der var galt med spørgsmålene.

Newton selv fandt ikke det svar han søgte i alkymien, men søgte samtidigt i teologien. For denne beskæftigede sig med noget der var ældre en alkymien.



De profetiske forestillinger om tusindårsriget    
Til toppen  Næste

I en vis forstand var alt hvad Newton beskæftigede sig med teologi, konstaterer Carl Henrik Koch.

I sine naturvidenskabelige værker og i de talrige manuskriptsider som han efterlod søgte han at afsløre guddommens stadige indgriben i den fysiske verden og i historien. Newton fandt ikke alene 'guddommens finger' i historien (som Grundtvig), men også i den fysiske verden. Opretholdelsen af verden, dens fortsatte eksistens og de fundamentale naturloves almene gyldighed er udtryk for guddommens vilje, og i det øjeblik Gud vil verdens undergang, går den til grunde, mente han.

I mere end 60 år var Newton optaget af at tolke profetierne i Daniels Bog fra det Gamle Testamente og i Johannes Åbenbaring fra Det Nye. Som mange andre i samtiden forventede han tusindsårsrigets komme og omtalte sin samtid som 'de sidste tider'. Hans beskæftigelse med kirkehistorien og med verdenskronologien må ses i denne sammenhæng. Han opfattede profetierne i Daniels Bog som dunkle, men korrekte forudsigelser om menneskehedens historie, herunder også den politiske historie, og beskæftigede sig fx indgående med den arkitektur der havde præget Salomons tempel i Jerusalem indtil det blev ødelagt af romerne i år 70 e.K. - med direkte henblik på at finde ud af hvordan den profeterede 'himmelske stad' ville blive indrettet.

Især var Johannes' Åbenbaring vigtig for ham, og han opfattede igennem hele sit voksenliv denne del af Bibelen som den væsentligste. Han var fast overbevist om at beretninger om de mirakler som Bibelen indeholder var sande, og at mirakler af samme slags også fandt sted i det første par århundreder efter Kristi død. Siden var det mere tvivlsomt. Derimod var opretholdelsen af den fysiske verdensorden et stadigt mirakel. Mirakler var for Newton ikke nødvendigvis brud på naturens vante gang, også selve dens vante gang var for ham et mirakel.

Siden middelalderen havde filosoffer og teologer skelnet mellem guddommens almene forsyn, som bl.a. kommer til udtryk i naturlovenes fortsatte gyldighed, og hans specielle forsyn, dvs hans indgriben i det enkelte menneskes liv. Når Newton måtte afvise Descartes' og andres forestilling om at universet er at ligne med en uhyre stor maskine som ikke har brug for guddommelig indgriben når den først er sat i gang, så var det netop, fordi han opfattede forestillingen som en forkastelse af det almene forsyn og derfor også som udtryk for gudløshed; guddommens medvirken til at opretholde verdensordenen var jo ikke nødvendig efter den anskuelse.

Sin Gud beskrev Newton på følgende måde i 2. udg. af Principia fra 1713: "Han råder over alting - ikke som en verdenssjæl, men som en hersker over alt. Og på grund af sit herredømme kaldes han Gud Herren, eneherskeren; thi 'gud' er et relationelt ord og henviser til undersåtter, og guddommelighed er Guds herredømme ikke kun over sit eget legeme, som det antages af dem der mener at Gud er verdens sjæl, men også over undersåtter. Den enestående Gud er et evigt, uendeligt og absolut fuldkomment væsen; men et væsen hvor fuldkomment det end er, er ikke Gud Herren uden at have herredømmet. Thi vi siger min Gud, din Gud, Israels Gud, Gudernes Gud, og Herrernes Herre, men vi siger ikke min Evige, din Evige, Israels Evige, den evige blandt Guderne. Og vi siger ikke min Uendelige eller min Fuldkomne. Disse betegnelser har ikke relation til undersåtter."

Citatet fortsætter: "Ordet 'gud' anvendes vidt og bredt i betydningen 'herre', men ikke enhver herre er gud. Et åndeligt væsens herredømme gør det til en sand gud, et øverste herredømme gør det til en højeste gud, et forestillet herredømme til en forestillet gud. Af sandt herredømme følger at den sande Gud er levende, intelligent og magtfuld, og af de andre fuldkommenheder følger, at han besidder den højeste fuldkommenhed eller er i højeste grad fuldkommen. Han er evig og uendelig, almægtig og alvidende, dvs han lever fra evighed og til evighed, og han er nærværende fra evighed og til evighed. Han regerer over alle ting og han ved alt, hvad der sker eller kan ske. Han er ikke evighed og uendelighed, men evig og uendelig, han er ikke varighed og rum, men han varer ved og er til stede. Han varer altid ved og er nærværende overalt, og i og med at han altid er til og er overalt, indstifter han varighed og rum. Eftersom hver del af rummet altid er til, og hvert udeleligt øjeblik er overalt, vil skaberen og herren ikke være aldrig og intetsteds." [citat slut].

Det kan - som Koch bemærker - virke overraskende på en nutidig læser at finde en sådan passage i et af naturvidenskabernes hovedværker. Men den er et endda meget klart udtryk for Newtons opfattelse at guddommen kan udledes af eksperimenter og iagttagelser af fysiske forhold. Ikke mindst af at opretholdelsen af verdensordenen er en virkning af Guds almene forsyn.



Der er ingen tvivl om at Newton så sig selv som et menneske, der ved guddommens forsyn var bestemt til at afsløre sandheden om den skabte verden. Han undslog sig end ikke for at se en parallel mellem verdens skaber og den der har løst universets gåde. Han brugte flere steder i sine manuskripter 'Jeova sanctus unus' (Den hellige Jehoave er én) som et anagram for 'Isaacus Neutonus'. Og han afbrød således ikke sine fysiske og matematiske studier for at beskæftige sig med teologi, men afbrød snarere sin livslange beskæftigelse med teologi, alkymi og kronologi for i kortere perioder at kaste sig over matematiske og naturvidenskabelige studier!

At teologien og ikke naturvidenskaben, både i hans kreative år og da han blev ældre, var Newtons hovedanliggende, fremgår af et brev John Craig skrev til Conduitt efter Newtons død: "han var langt mere optaget af sine religiøse studier end af de naturfilosofiske, og grunden til at han påviste fejltagelser i Descartes' filosofi var at han mente at den var udformet med det formål at være grundlag for vantro."!

Som Craig bemærkede havde Newton holdninger der ikke stemte overens med den gængse mening. Efter Newtons død blev den store mængde af hans efterladte manuskripter hurtigt og overfladisk gennemgået på arvingernes vegne af lægen Thomas Pellett med henblik på at afgøre om noget fortjente at blive publiceret. Flere manuskripter blev betegnet som fx "frastødende kladder i den profetiske stil" og "ikke egnet til at trykkes".

Newton var en yderst bibelkyndig mand. Hans bibliotek omfattede 477 teologiske værker mod fx 126 matematiske og 57 fysiske! Heriblandt 31 bibler. Men bibelkritikken holdt sit indtog i løbet af det 17. årh., og kritik betød såmænd bare historisk tekstkritik, men blev opfattet negativt som nedvurdering. - Thomas Hobbes udgav i 1650 en bog om Mosebøgerne. Et mere afgørende slag imod bibelens autoritet (det var jo i virkeligheden den sagen drejede sig om) kom i 1671/72 da Baruch Spinoza anonymt udsendte sin 'Teologisk-politisk traktat', der blev et af den religionskritiske eller radikale oplysnings grundlæggende værker. Spinoza betragtede Det Gamle Testamente som enhver anden tekst; den må forstås ud fra sine sproglige og historiske forudsætninger. Franskmanden Richard Simon udsendte i 1678 og 1689 sin systematiske bibelkritik i to store værker. Og Newton har skam kendt bibelkritikken. Især Thomas Hobbes' der var meget omdiskuteret og kritiseret i England. Nogle mente ligefrem at pesten og Londons brand i 1660'erne var Guds straf over England på grund af Hobbes' kætterier - og Newton havde læst ham. Newtons breve til Locke fra november 1690 vidner også om et dybtgående og omfattende kendskab til forskellige udgaver af biblen, til oldkirkens teologer og til middelalderens kommentatorer.

Newton synes at have skelnet mellem de dele af de to testamenter der beskrev historiske forhold og de dele som indeholdt profetierne. De sidste var efter Newtons overbevisning Guds ord til mennesket og indeholdt åbenbaring af skjulte sandheder, og de var formidlet i et sprog der i betydelig grad afveg fra det gængse. Samlet set lader det dog til ifølge Koch at den begyndende bibelkritik ikke har haft indflydelse på Newtons syn på Bibelen. Stort set var der for ham tale om pålidelige beretninger.



I et stort upubliceret manuskript fra omkring 1690 behandler han tre hovedemner:

Pkt 1: Om den oprindelige og sande religion

Religion er dels grundlæggende og konstant, dels tilfældig og foranderlig
Det er den første der er sand den Adams, Noahs, Abrahams, Moses' Kristi og alle de hellige mænds religion, men det blev forvansket. Til forvanskelserne hørte dyrkelse af forfædrene.
Imidlertid rummer mennesket en medfødt tilbøjelighed til overtro og afgudsdyrkelse og overalt blev den oprindelige gudsdyrkelse forvansket, først i Ægypten… siden hos de øvrige oldtidsfolk….
Men gentagne gange igennem tiden udsendte Gud profeter som skulle genoplive den oprindelige og sande gudsdyrkelse.
Men Gud tabte også håbet til sit udvalgte folk og sendte Jesus om profet til hedningene Jesus tilføjede intet til den sande religion, som den var kendt af Noah og hans sønner. Han gav ikke menneskeheden en ny religion, men søgte at omvende menneskene til den oprindelige.

Newtons bestræbelse i de teologiske studier gik i retning af at komme bagved den dogmatik der siden oldtiden var opstillet i forbindelse med kristendommen og som indebar at den oprindelige og sande religion blev forurenet af filosofiske begreber og anskuelser.

Pkt 2: Treenighedsdogmet

Den autoriserede trosbekendelse rummer det såkaldte trenighedsdogme, der kort og godt, men ret paradoksalt siger at Gud er én Gud, men samtidigt tre, nemlig 'Faderen, Sønnen og Helligånden', og det har ikke alene givet forklaringsproblemer over for almindelige tænksomme og kritiske mennesker, men også været genstand for hårde og alvorlige dogmatiske stridigheder mellem forskellige teologiske retninger inden for den kristne kirke. Striden drejer sig konkret om at nogle af de gamle tekster taler om Faderen, Ordet og Helligånden (hvor Ordet betyder Kristus, altså Sønnen), mens andre taler om Ånden, Vandet og Blodet som er ét.

Den libyske teolog Arius (250-336 e.K.) havde hævdet at Kristus kender faderen som ethvert andet menneske kender ham, dvs at han har ingen særlig indsigt i hans væsen. Hermed var Kristus menneskeliggjort. Arius blev ekskommunikeret fra det kristne samfund af biskoppen i Alexandria med henblik på at skabe enhed i kirken, dvs. magtmæssig ensretning. Men stridighederne fortsatte - indtil kirkemødet i Nikæa 325.

Allerede tidligt i sine teologiske studier synes Newton at have tilsluttet sig arianske synspunkter. Han parafraserede i et manuskript over Paulus 1. brev til Timotheus: Der er én Gud, Faderen, som er evindelig, alvidende, almægtig og Himlens og Jordens skaber og der er én mellemmand imellem Gud og mennesket, nemlig mennesket Jesus Kristus. - Kristus var altså her et menneske, og som Guds udsendte et specielt menneske, men altså ikke gud.

Newton mener at kunne vise at en række tidlige forfattere har identificeret ånden, vandet og blodet med Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd. "Denne mystiske forståelse af ånden, vandet og blodet synes at være anledning til at en eller anden enten for uretmæssigt at bevise trenighedslæren har sat vidnesbyrdet fra de tre i himlen ind i teksten eller også noteret det i margenen i sin bog som en fortolkning".

At tolke ordene om ånden, vandet og blodet som betegnelser for Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd er imidlertid, mener Newton, en meget søgt måde at forstå teksten på, og han udlægger den oprindelige tekst som den naturlige: "Dette er den umiddelbare og naturlige mening, og udredningen er fuldstændig og stærk, men hvis man indsætter vidnesbyrdet fra de tre i himlen, så griber man der ind i den og ødelægger den."

Da det ikke var helt ufarligt i England offentligt at tilkendegive at man var arianer afslog Newton at lade sine åbne breve til John Locke udgive på fransk. Efter den engelske tolerancelov fra 1689 kunne benægtere af treenighedsdogmet hverken indtage offentlige stillinger eller være knyttet til universiteterne. Blasfemiloven fra 1697 gjorde det ligefrem til en forbrydelse at forkaste dogmet.

Pkt. Tusindårsriget

Baggrunden for forventningerne om tusindårsriget var dels kapitel 20 i Johannes Åbenbaring, hvor det i vers 6 siges at "de skulle genopstå der var forblevet tro mod Kristus og regere sammen med Kristus i tusind år". Men også de gammeltestamentlige profetier om Messias og hans rige på Jorden lå bag forventningen. De første kristne havde levet med forventningem om Kristi snarlige genkomst, men som tiden gik, blev denne skudt længere og længere ud i fremtiden.

I Johannes åbenbaring blev det varslet at en dramatisk verdensafslutning var nær. Af Daniels bog fra Det Gamle Testamente synes det at fremgå at uro og voldsom akkumulering af viden ville være tegn på at man nærmede sig den endelige katastrofe

I slutningen af det 17. årh. mente mange især i England, men også i det øvrige Europa, at der var flere tegn på at tiden nu nærmede sig, at man levede i de sidste tider, og at verdens undergang og den yderste dom var nær.

Opblomstringen af industri og handel og den forøgede rigdom havde givet næring til vantro og umoral. Verden var af lave og tidens ende var nær. Forventningerne til Kristi snarlige genkomst og tusindårsrigets fremkomst var store. Traditionen tilsagde at før Kristi genkomst ville jøderne blive omvendt til kristendommen, Israel ville blive genoprettet, Salomons tempel genopbygget og Antikrist ville blive besejret. Antikrist blev ofte opfattet som en betegnelse for pavedømmet.



Profetierne

Allerede som ganske ung interesserede Newton sig for hvad Bibelen har at sige om verdensforløbet. I Trinity-notesbogen fra midten af 1660'erne har han noteret sig at Jordens undergang i en verdensbrand er bekræftet i Peters andet Brev kap. 3, v. 10. Et andet notat viser at han har købt Johann Sleidans bog om de fire verdensriger, svarende til de fire dele af den billedstøtte som den babylonske kong Nebukadnezar ifølge Daniels bog så i en drøm.

Den posthumt udgivne 'Iagttagelser vedr. Daniels profetier og Johannes Åbenbaring' er resultat af den aldrende Newtons sammenskrivning af flere forskellige af sine tidligere manuskripter, men både han og siden udgiveren har gjort sig umage for at rense den for uortodokse (og risikable) religiøse anskuelser. Dog uden at det lykkedes helt.

Det udvalg af profetierne Newton foretog og kommenterede har ikke været tilfældigt. Princippet formulerede han med ordene: "Sandheden findes altid i det enkle og ikke ved at mangfoldiggøre og sammenblande. Som verden, der for det umiddelbare øje opviser den største variation, men som når den betragtes med filosofisk forståelse, ses at være enkel mht. hvad alt består af og des mere enkel, jo bedre den forstås, så er det samme tilfældet med disse [profetiske] syner og åbenbaringer. Det er Guds skaberværks fuldkommenhed at alt er frembragt på den mest enkle måde. Han er ordenens gud og ikke forvirringens. Og eftersom de der vil forstå verdens indretning, må stræbe efter at reducere deres viden til den størst mulige enkelhed, så må det samme være tilfældet i søgen efter at forstå disse visioner."

Profetierne er blevet tolket på mange måder. Og Kristi genkomst er blevet forudsagt afskillige gange. Whiston forudsagde i 1706 det ville ske i 1716, senere sagde han i 1734, og sidst i 1866. Newton var for klog til at nævne en bestemt dato for Kristi genkomst.

Newton har ganske nøje studeret Joseph Medes 'Nøgle til Apokalypsen' fra 1627 (oversat 1643). I denne fortolkning er Apokalypsen en billedlig fremstilling af kristendommens fortid, nutid og fremtid. For Newton var Mede autoriteten: "Hr. Mede lagde grunden og jeg har bygget videre på den".

Det har kun i mindre grad været kristendommens historie Newton har interesseret sig for. Profetierne angik for ham først og fremmest menneskehedens politiske historie - og her er det væsentlige forholdet mellem herskere og undersåtter: "Følgelig betegner naturens verden i sin helhed bestående af himmel og jord den hele politiske verden bestående af herskere og undersåtter eller så meget af den som profetien angår, og tingene i hin verden betegner de analoge ting i denne. Thi himlene og det der findes dér betegner troner og værdigheder og de mennesker de besidder dem, og Jorden og de ting der findes dér betegner undersåtterne. Den nederste del af Jorden kaldet Hades eller Helvede, betegner den laveste og mest usle af dem. At stige op mod himlen eller ned til Jorden står for at stige eller falde i magt og ære... Vældige jordskælv, himmels og jords skælven står for kongerigers rystelser med det sigte at splitte dem eller omstyrte dem, og skabelsen af en ny himmel og jord og den gamles forsvinden eller verdens opståen eller endeligt står for opståen eller sammenbrud af den stat der er tale om."

Videre: "Drømmetyderne tolker Sol og Måne som konger og dronninger, men i de hellige profetier, som ikke angår enkeltpersoner står Solen for kongernes hele art og slægt som i den politiske verden stråler af kongelig magt og glans…."



På Daniels fortolkning af Nebukadnezars syn af en billedstøtte der er sammensat af fire metaller hviler ifølge Newton alle Daniels øvrige profetier. Og der er al grund til at tage Daniel alvorligt. Nebukadnezars rige vil blive efterfuldt af tre riger. Og Stenen som får billedstøtten til at styrte sammen, er symbol på guddommen, "og mens jernets og lerets rige endnu består, vil guddommen oprette et nyt rige der skal knuse dette og siden hersker over hele jorden og bestå i al evighed."
De fire riger er: det babylonske, det persiske, det græske og det romerske.

I fortolkningen af Daniels drøm om de fire dyr, opfatter Newton det frygteligste af dem - dyret med de ti horn - som Romerkirken.

Newtons hovedanliggende i forbindelse med Daniels Bog er at påvise i detaljer at profetierne er blevet virkeliggjort i den politiske historie frem til det 5. årh e.K. og i Romerkirkens og kristendommens historie fra Kristi fødsel og frem til Middelalderen. Hermed er det for Newton godtgjort at denne del af historiens forløb er i overensstemmelse med en guddommelig plan, og at den er en del af verdensforløbet frem mod virkeliggørelsen af gudsriget. Newton var enig med mange i sin samtid om at tidens ende nærmede sig, og derfor kunne han og andre fortolkere af Bibelens profetier begynde at ane hvordan profetierne skulle forstås. Men endelig vished nås først, når profetierne fuldbyrdes.

"Thi forekomsten af begivenheder der var blevet forudsagt mange tidsaldre tidligere vil nemlig være et overbevisende argument for at verden er styret af forsynet.... Tilsvarende er formålet med de mange og klare profetier om hvad der vil ske ved Kristi genkomst, ikke kun at forudsige, men også at fremkalde en genopdagelse og en genindførelse af en for længst glemt sandhed og dermed forberede et rige hvor retfærd råder. Begivenheden vil påvise Apokalypsens sandhed, og når denne profeti er bevist og forstået således, vil den gøre de gamle profeter forståelige, og det hele vil kundgøre den sande religion og grundfæste den."

Uden at Newton siger det direkte, må tanken bag profetibogen ifølge Koch være den at profetien om Kristi genkomst og tusindårsriget også må blive til virkelighed, når alt det andet der er blevet forudsagt er blevet virkeliggjort. Og det er nok troligt, men hvad ligger der i Newtons tilfælde bag selve overbevisningen om de sidste tider og utopien om gudsrigets genoprettelse? Det ser jeg på, når jeg har belyst Newtons karakter for at se om noget kunne pege på disse forestillinger.



Newtons særlige karakter    
Til toppen  Næste

Når det i mine øje vil være en fordel at se på Isaac Newtons særlige karakter inden der foretages en status over hans inderste mål og utopi, ligger det ganske enkelt i at den umiddelbart må antages at spille en temmelig stor rolle i og med at han blev ved med livet igennem at kredse om de naturfilosofiske og eksistentielle problemer uden nogensinde at kunne finde eller blot tilnærme sig en tilfredsstillende løsning på dem. Som nævnt i indledningen fandtes der på hans tid ingen begreber og begrebsrammer der ville gøre en løsning ligetil, overkommelig eller mulig, men Newton var jo højt begavet og kunne på god intuitiv måde finde løsninger på ganske mange fysisk-matematiske problemer som ingen andre kunne finde, så hans mulighed for efter så mange års ihærdig sandhedssøgen også at finde frem til de nødvendige begreber for at besvare de pågående eksistentielle spørgsmål ad samme vej, forekommer ikke på forhånd helt udelukket. Men jeg må komme til det resultat at bestemte karaktertræk stod i vejen for ham. Og det er det jeg nu vil forsøge at påpege.

For det første er det rimeligt - med Carl H. Koch - at antage at det sandsynligvis var traumatisk for den lille Isaac Newton at blive skilt fra sin moder da han kun var tre år gammel. Det vil det være for alle. Koch sætter det selv i forbindelse med den kendsgerning at Newton senere i livet kun undtagelsesvis evnede at knytte sig til andre mennesker - foruden til hans kølige, hemmelighedsfulde og mistænksomme væsen.

Det er også vigtigt at holde fast i at Newton som dreng var stille og eftertænksom, og som voksen vedblev at være et alvorligt menneske. Newtons amanuensis i Principia-årene fortæller at han næsten aldrig så ham le. Dette skete hævder han kun én gang! Og dette er bestemt ikke en ligegyldig ting, for smil og latter hører det normale menneskeliv til - og humor må og skal fremhæves som en aldeles afgørende faktor i menneskelivet, fordi den i psykologisk og navnlig dybdepsykologisk forstand er en uhyre nuancerende faktor i menneskets bedømmelse af såvel sine medmennesker som tilværelsen som sådan. Humor har den jødiske filosof Martin Buber endog rammende kaldt troens fosterbroder, hvilket vil sige at den i hans øjne er sidestillet med livstroen.

Personligt er jeg overbevist om at de nævnte forhold havde betydning for Newtons store, ja inderste religiøse drøm om at opleve gudsriget. For dette gudsrige er jo dybdepsykologisk set slet ikke en utopisk drøm om et slaraffenland der aldrig kommer (eller først kommer i 'den anden verden'); det er derimod det stærke, men til dagligt helt ubevidst virkende symbol for barndommens store uskyldighedstilstand, hvor barnet i de fleste nogenlunde normale familie-tilfælde oplever at blive elsket, at blive accepteret som det er, at blive værnet om, at få kys og kram, taget i favn eller i hænderne, at blive tilgivet hvis det kommer til at gøre noget forkert og i det hele taget grundliggende oplever ubetinget kærlighed, tryghed og omsorg. Næsten alle har oplevet denne tilstand som små børn - og dybdepsykologisk er der ingen tvivl om at oplevelsen er en eksistentiel grunderfaring og bliver liggende i menneskesjælen som drømmen over alle drømme.



Det må i denne forbindelse også noteres, at Newton meget tidligt i livet har nedskrevet en ret indtrængende bøn til Gud, og at han som 18-årig havde så svære samvittighedskvaler at han omhyggeligt noterede dem ned som et helt lille 'synderegister' i sin notesbog. Der var konkret tale om misligholdelse af hviledagen (overtrædelse af det 4. bud), om grådighed og forslugenhed (der i kristendommen er en såkaldt 'dødsssynd'), om skærmydsler med familien, herunder ligefrem et ønske om at "brænde far og mor Smith" (med 'far' refererede han til stedfaderen Barnabas Smith). Men også om hans forhold til det guddommelige i almindelighed.

Endelig angrede han "urene tanker, ord og handlinger og drømme". Og Koch noterer udtrykkeligt at Newton som så mange andre religiøst sindede har oplevet kampen imod hvad man tidligere kaldte 'kødets fristelser' (og som dengang, må det tilføjes, blev anset for alvorlig synd). Men Koch tilføjer at vi intet ved om i hvilken retning disse fristelser er gået. - Det er nu ellers ikke svært at gætte, for det er noget fuldstændigt alment. Newton har åbenbart aldrig skrevet detaljeret om sit kønsliv. Men derfor er det ikke nogen hemmelighed hvad der skal forstås ved 'kødets fristelser': Det er seksuelle fantasier af alle mulige slags. Og Newton var udmærket klar over slagsen, for dem havde han læst om i litteraturen, herunder også i den dengang udbredte litteratur om særligt religiøse mennesker der som munke og nonner eller deciderede mystikere har aflagt løfte om kyskheden, dvs at afstå fra sex. Det er et af de tre basale klosterløfter.

Newton har fx skrevet om munkene at de i klostrene blev mere fristede af kødet end før de gik ind i klosterlivet, og at de munke der i højere grad blev grebet af klostertugten og "af den grund trængte længere ud i vildnisset end andre" - nemlig eneboerne (eremitterne) - mest af alle klagede over djævelens fristelser. Hengivelsen til kyskheden og daglig faste mindede dem til stadighed om det de kæmpede imod. - Og dette er jo hverken en hemmelighed eller nogen besynderlighed og har ikke været det i europæisk kulturhistorie, eftersom litteraturen vrimler med eksempler. Både den religiøse og den profane litteratur.

Og det er heller ikke det fjerneste uforståeligt i psykologisk henseende, for at kæmpe imod seksualiteten er at kæmpe mod naturen i form af de allerdybeste drifter og instinkter i mennesket. Og derfor kan bekæmpelsen naturligvis ikke lykkes med 'klostertugt' som fx består i selvpinsler med pisk. Det bliver tankerne nemlig kun værre og mere påtrængende af, som Newton selv havde noteret sig ved sin læsning. Og går man til mystikerne så ved man også fra deres egne beretninger at selv de mest ihærdige mystikere som det gennem meditation, bøn og faste lykkes for at nå frem til den saliggørende forening med gud (gudsskuet, som det hedder) må gå igennem en kritisk fase med overordentligt voldsomme seksuelle fantasier ('djævelens fristelser'). Og det gælder vel at mærke både mandlige og kvindelige mystikere. Så der er absolut intet mærkeligt i at katolske præster - endog op på højeste niveau - forgriber sig på kordrenge og konfirmandspirer, for de er tvunget ind i et løfte om cølibat (total seksuel afholdenhed) som det praktisk taget er umuligt for andre end en forsvindende lille promille af menneskeheden at overholde. Der er heller ikke det fjerneste mærkelige i at den borgerlige kønsfornægtelse som eskalerede i slutningen af 1800-tallet medførte alvorlige psykiske skader på både mænd og kvinder (det var dem Freud som den første gav sig til at undersøge systematisk og faktisk kom til dyb indsigt i gennem sin psykoanalyse).

Når Newton derfor udtrykkeligt noterer at vejen til kyskhed ikke består i at kæmpe imod urene tanker, men at vende tanker bort ved at beskæftige sig med noget, ved læsning, ved at overveje helt andre ting eller ved samtale, så er det jo lige præcis den eneste mulige vej og den Freud kaldte 'sublimering' (altså noget finere og højere end seksualudfoldelsen). Den skal forstås ikke som en undertrykkelse, men som en frivillig kanalisering af den medfødte seksualtrang gennem en anden trang der er større, herunder studier, arbejder, kunstnerisk udfoldelse m.m. Og her kommer vi lige præcis frem til Newtons åbenlyse personlig erfaring.

Apoteker Clarks steddatter fortalte som 82-årig at Newton som dreng i skolen foretrak at blive hjemme hos pigerne, i stedet for at lege med drengene, og at han endog havde været forelsket i hende. Og det fortæller at Newton i pubertetsårene var ganske normal, men dog ikke brød sig om voldsomme drengelege. Og Newtons læge kunne efter hans død fortælle den nysgerrige franske forfatter Voltaire at Newton "i løbet af et langt liv hverken var blevet angrebet af lidenskaber eller haft svagheder, for han har aldrig nærmet sig en kvinde". - Newton havde - med mine ord - ganske enkelt lært kunsten at kanalisere seksualdriften i retning af studier og forskning, og denne kanalisering sker ofte hos drenge i puberteten, når deres logiske og matematiske sans vågner for alvor. De kan i så fald blive frygteligt intellektuelt fanatiske, hvad både fundamentalistiske religioner og totalitære verdslige ideologier gennem tiderne har forstået at udnytte. Newton blev myreflyttig, pligtopfyldende og kunne læse og eksperimentere koncentreret i timevis - med kun lidt søvn i døgnet. Det første store skub kom da han fik fat på matematikken, det næste da han opdagede alkymiens muligheder.

Når hertil kommer at Newton med datidens kristne øjne opfattede seksualiteten som noget urent og muligvis ligefrem frastødende og afskyvækkende, har man også fået fat på meget af grundlaget for at han så sin samtid som umoralsk og fordærvet i så høj grad, at det måtte ende med dommedag ('de sidste tider'). - Newton var i allerhøjeste grad et moralsk menneske. Det fremgår fx af at han til Conduitt engang sagde om sin alkymistiske interesse at de der søger efter 'den filosofiske sten' efter egne regler (eller normer) er forpligtet til at føre et strengt og religiøst liv. - I den forbindelse bør det en passant også nævnes at Newton livet igennem spiste og drak med måde, så når lægen på det sidste anbefalede ham diæt og mådehold har det ikke medført større ændring i hans livsførelse.



Både Newtons arbejdsevne, udholdendehed og koncentrationevne var ekstraordinær stor og som naturligt er ofte forbundet med åndsfraværelse. Når han først gik ind for en sag eller en opgave, gjorde han det fuldt og helt, som hans virke som møntmester og efterforsker af møntfalskneri viste. De år på Mønten der skulle have været sinecure-år, blev hårde arbejdsår, fordi Newton var både pligtpfyldende og ærekær. Han engagerede sig helt personligt i kriminalsagerne og sine øvrige opgaver. Uden tvivl trak hans maniske arbejdsbesættelse ham væk fra normale fristelser.

Ærekærheden viser sig både i den lidt pinlige kamp mod Leibniz for at få førsteretten til udformingen af differentialregningen og i den generelle modstand mod at blive sagt imod. Han kunne ikke tolerere kritik og modsigelser. Selv Whiston der i mange år havde hans gunst, mærkede til sidst modstanden, bare fordi Whiston sagde ham imod for at lære mest muligt, dvs ved at høre flest mulige argumenter. Og i tilfældet John Flamsteed var alt godt i starten, hvor Newton trak på astronomens væld af pålidelige observationer, men det endte stormfuldt, fordi de to blev uenige om sagforhold, herunder om en bestemt måneteori. Hvad angår den manglende tolerance over for modsigelser skal man dog ikke glemme at Newtons dybeste indsigter var af intuitiv art - og helt naturligt kom til at stå for ham selv som så fuldstændigt indlysende og klare, at han havde svært ved at fatte at andre ikke kunne indse dem. Man kan her analogisere med den alt andet end påståelige Niels Bohr, der på et tidspunkt havde besøg af den store kollega Erwin Schrödinger, der lige som Einstein var inkarneret determinist. Bohr sad ubarmhjertigt på den influenzaramte mands sengekant i timevis for at overbevise ham om komplementaritetssynspunktets fortræffelighed. For dette nye synspunkt var for Bohr selv fuldstændigt selvindlysende og altløsende - og han begreb ikke at Schrödinger ikke forstod det.

For Newtons vedkommende kom til det øvrige at hans mistænksomhed var let at tænde. Han så konspirationer også hvor de ikke var der og hvor hans mistænksomhed kun gjorde skade. Tilbøjelighed til at se konspirationer allevegne er et sygeligt, neurotisk tegn. For ét er at man har modstandere af den ene eller anden slags, det har de fleste der skiller sig ud fra mængden. Men at tro at disse modstandere bevidst stiler efter at ødelægge én, er noget helt andet.



I september 1693 skrev Newton - som tidligere anført - et lidt mærkeligt brev til dagbogsforfatteren Samuel Pepys: "... jeg er yderst besværet af min tilstand af forvirring og har hverken spist eller sovet godt i de sidste tolv måneder, og mit sind har heller ikke være så roligt som tidligere. Jeg har aldrig planlagt at opnå noget gennem Dem, ej heller ved kong James' gunst, men er mig nu bevidst at jeg må trække mig ud af vort bekendtskab og hverken se Dem eller nogle af mine andre venner, hvis det kan ske på fredelig vis." Og til John Locke skrev han: "Ved sidste vinter at sove for tit ved siden af mit ildsted, fik jeg en dårlig vane i forbindelse med søvn, og denne sommer bragte en nedtrykthed, som bredte sig som en sygdom, mig yderlig i ubalance, og da jeg skrev til Dem havde jeg i fjorten dage samlet ikke sovet en time om natten og i fem nætter ikke så meget som et øjeblik. Jeg husker at jeg skrev til Dem, men hvad jeg sagde om Deres bog, husker jeg ikke. Hvis De vil være så venlig at sende en afskrift af passagen, skal jeg, hvis jeg kan, udlægge den."

Helt bortset fra om grunden til dette psykiske sammenbrud var overanstrengelse eller forgiftning eller noget tredje, så viser det i hvert fald Newtons helt umenneskelige arbejdsiver og alkymistiske besættelse. Hans kanalisering af seksualdriften gik langt over gevind og hans alkymi førte ikke til det forjættede land, hvor alt var harmoni og balance. Men en besættelse må man kalde det. Og den førte faktisk også til det man dybdepsykologisk vil kalde en psykisk inflation: Troen på at han ikke blot havde et kald, men var var den udvalgte selv til at afsløre den endegyldige sandhed og dermed i realiteten var blevet Gud.

Der er ingen tvivl om, skriver Koch, at Newton så sig selv som et menneske, der ved guddommens forsyn var bestemt til at afsløre sandheden om den skabte verden. Hans undslog sig endog ikke for at se en parallel mellem verdens skaber og den der har løst universets gåde. Han brugte flere steder i sine manuskripter 'Jeova sanctus unus' (Den hellige Jehova er én) som et anagram for 'Isaacus Neutonus'. - Psykisk inflation af denne art rammer naturligvis normalt kun ateister, der i princippet ikke accepterer nogen instans over sig selv. Men Newton var jo ikke ateist, men tværtimod forankret i den kristne tro. Så det siger meget om hans væsen, at han kan komme med en sådan parallel.



For Newton var politik, som Koch påpeger, altid kongernes magtspil for at udvide og befæste deres magt. Kongerne er i hans opfattelse af historien underkastet magtspillets regler. Og når Newton analyserer profetierne, så finder han frem til at de først og fremmest angår menneskehedens politiske historie, og i mindre grad kristendommens historie. Han skriver: "Følgelig betegner naturens verden i sin helhed bestående af himmel og jord den hele politiske verden bestående af herskere og undersåtter eller så meget af den som profetien angår, og tingene i hin verden betegnede de analoge ting i denne. Thi himlene og det der findes dér betegner troner og værdigheder og de mennesker der besidder dem, og Jorden og de ting der findes dér betegner undersåtterne. Den nederste del af Jorden kaldet Hades eller Helvede, betegner den laveste og mest usle af dem. At stige op mod himlen eller ned til Jorden står for at stige eller falde i magt og ære... Vældige jordskælv, himmels og jords skælven står for kongerigers rystelser med det sigte at splitte dem eller omstyrte dem, og skabelsen af en ny himmel og jord og den gamles forsvinden eller verdens opståen eller endeligt står for opståen eller sammenbrud af den stat der er tale om."

Og i 2. udg af Principia fra 1713 beskrev Newton sin Gud på følgende måde: "Han råder over alting - ikke som en verdenssjæl, men som en hersker over alt. Og på grund af sit herredømme kaldes han Gud Herren, eneherskeren; thi 'gud' er et relationelt ord og henviser til undersåtter, og guddommelighed er Guds herredømme ikke kun over sit eget legeme, som det antages af dem der mener at Gud er verdens sjæl, men også over undersåtter. Den enestående Gud er et evigt, uendeligt og absolut fuldkomment væsen; men et væsen hvor fuldkomment det end er, er ikke Gud Herren uden at have herredømmet. Thi vi siger min Gud, din Gud, Israels Gud, Gudernes Gud, og Herrernes Herre, men vi siger ikke min Evige, din Evige, Israels Evige, den evige blandt Guderne. Og vi siger ikke min Uendelige eller min Fuldkomne. Disse betegnelser har ikke relation til undersåtter...."

Denne overbevisning er uhyre central, for den viser hvor autoritært Newton har opfattet sin religion og sit Gudsforhold. Den stemmer i og for sig overens med jødedommen og glider temmelig bastant ind i kristendommen da denne først blev etableret som kirkesamfund med pavehierarki, dogmatik og magt til at fordømme afvigelser som kætteri, ja, dømme folk til evig fortabelse. Men den stemmer bestemt ikke overens med det evangelium Jesus prædikede om ubetinget kærlighed og ubetinget velsignelse. Newton var et decideret magtmenneske, der stræbte efter og nød magt og som altså også så den jødiske og kristne gud som magtmennesket over alle og følgelig accepterede kirkens skel mellem troende og hedninge og dens hele brug af dogmer til at skille den ene slags fra den anden. Og det er betegnende at han ikke mente Jesus tilføjede noget som helst til den sande religion, som den var kendt af Noah og hans sønner. Newton var tilhænger af en streng, gammeltestamentlig monoteisme, hans Gud var det Gamle Testamentes Jahve. Jesus derimod havde efter Newtons mening ikke givet menneskeheden en ny religion, men søgte at omvende menneskene til den oprindelige.

Newton ser med andre ord fuldstændigt bort fra den kendsgerning at Jesus ikke frelste verden ved at påtage sig en politisk herskerrolle på jorden eller ved at bekræfte jødedommens ældgamle opfattelse af at gerningerne var menneskets hovedvej til retfærdigheden eller Guds velsignelse; han sagde ifølge den kristne apostel Paulus nærmest det modsatte. Det forhindrede ikke dogmernes sejr i kirken, men det viser at Newton ikke har begrebet det fjerneste af hvad Jesus selv påpegede, nemlig at ingen kommer ind i guds rige uden at blive som børn påny. Jamen, hvordan skulle man kunne det? Er man først blevet voksen, kan man vel ikke blive barn igen? Nej, selvfølgelig ikke efter en rationel eller borgerlig tankegang og derfor heller ikke efter Newtons tankegang. Men efter dybdepsykologisk tankegang er sagen ligetil. For barnets rige og guds rige er her ét og det samme, i og med at evighedens verden psykologisk set er primærprocessernes verden, hvor der hverken er skel mellem subjekt og objekt, eller mellem fortid, nutid og fremtid. Evighedens verden er den umiddelbare verden af mening og orden, symbiose med det moderlige ophav og sikkerhed gennem den almægtige fader. Denne verden modificeres lidt efter lidt gennem erfaring og skoling, men bryder først sammen i puberteten, hvor ethvert ungt menneske på grund af kønshormonernes pludselige igangtræden får bevidsthedsudvidelse ved så at sige at "spise af kundskabens træ" og dermed opdage forskellen mellem godt og ondt, se det andet køn som et andet køn, og gennemskue ophavets almægtighed.

Dette forstod Newton intet af, for han var rykket op i den voksenverden hvor alt drejer sig om magt og ære, og hvor sjælens kerne er det snævre jeg: den lille del af sjælen der altid tænker på at bygge sin identitet op, få sin vilje, skaffe sig ret og herske. Her hører Moses hjemme, men ikke Jesus, for dybdepsykologisk set repræsenterer Jesus totalpsyken eller 'Selvet' (hvoraf jeget kun er en lille del). Jesus var inkarnationen af selvets arketype. Men problemet for Newton var og forblev syndefaldet. Han havde mistet evighedens gudsrige i pubertetskrisen - og søgte siden det tabte paradis hvor det aldrig kan findes.



Newtons inderste mål og utopi    
Til toppen  Næste

Med tyngdeloven blev Isaac Newton på få år en af naturvidenskabens hovedpersoner i 1600-tallet og fik dermed en placering på niveau med franskmanden René Descartes (1594-1650), hvis tre hovedværker kom på få år, 'Om metoden' i 1637, 'Meditationer over den første filosofi' i 1641 og 'Filosofiens principper' i 1644. 'Om metoden' var i fire dele, og en af dem var hans geometri. Newton fik studeret dem alle, og der er ifølge Carl Henrik Koch ingen tvivl om at Descartes var den tænker der fyldte mest i Newtons intellektuelle univers. Hans værker om optik og fysik er skrevet op imod Descartes' teorier, og det dynamiske verdenbillede Newton stillede op, og hvor de fysiske kræfter var afgørende for hvad der skete i universet, var i sidste instans en tilbagevisning af Descartes' mekaniske verdensbillede.

Efter den cartesianske, mekaniske naturopfattelse bestod verdensaltet af partikler af varierende størrelse der påvirkede hinanden ved stød. I et sådant univers fandtes intet tomt rum. Mellemrummet mellem de større fysiske legemer, som var sammensat af et utal af partikler, var opfyldt af andre partikler der var så små at de ikke kunne sanses (korpuskler: smålegemer). Alt i dette univers tænkes at være underkastet undtagelsesløse naturlove, hvoraf de mest grundlæggende er de love for sammenstød som Descartes havde opstillet i sin mekanik. Universet eller naturen som helhed, dvs både den organiske og den uorganiske natur, kunne derfor beskrives som en stor maskine af samme art som det berømte ur i katedralen i Strasburg.

Om Newton overhovedet har respekteret Descartes kan næppe afgøres, skriver Koch udtrykkeligt, men han var uenig med ham på næsten alle punkter, og Conduitt fortæller at Newton som ældre lod ham forstå at det var Descartes' fejltagelser der gjorde at han fandt det sande verdenssystem. Og til teologen Domini skal Newton have sagt at den cartesianske metafysik kun er et væv af antagelser, det gjaldt ikke mindst ideen om substans. Vi ved kun at udstrækning er en egenskab ved legemer, og at tænkning er en sjælsevne, og vi ved at evnerne er evner hos et eller andet subjekt, men man kender ikke disse subjekters natur. Hele sit voksenliv afviste Newton at vi kan erkende tingenes væsen.

I Principia skrev han: Vi kender tingenes egenskaber fra fænomener, og fra egenskaber slutter vi til at tingene eksisterer, og vi kalder dem substanser; men vi har lige så lidt en idé om substanser som en blind har om farver. Ene og alene ud fra fænomenerne slutter vi til at legemer ikke gennemtrænger hinanden, men at forskelligartede substanser ikke gennemtrænger hinanden er ikke indlysende ud fra fænomener.

Dette er måske Newtons dybeste erkendelsesmæssige indsigt - og den der førte til at han gav tyngdeloven en matematisk form og ikke som kritikerne krævede en fysisk. Den matematiske lov var baseret på iagttagelser og målinger og var en genial generalisation af de slutninger han drog. Og de har vist sig holdbare.



Men som det gerne skulle være fremgået af det foregående var Newton langt fra tilfreds med ikke at kunne give en forklaring på selve tyngdekraften. I et af spørgsmålene i hans 'Naturfilosofiske spekulationer' forsøger han at gøre rede for tiltrækningskraften som en mekanisk kraft. Han har aldrig selv opfattet den som en fjernvirkning, selv om mange senere har opfattet den som en sådan. I 'Principia' ville han ikke kaste sig ud i spekulationer over årsagen til tiltrækningskraften, men forholdt sig helt neutralt med henblik på mulige hypoteser. I 'Optik' derimod viser selve spørgsmålets retoriske form at hans verdensbillede er det mekaniske, men samtidig at det ikke er identisk med Descartes'.

Ordet tyngdekraft er kun en betegnelse for det fænomen at fysiske legemer generelt er stabile, og at fjerntliggende legemer synes at stræbe mod hinanden, men det er hos Newton aldrig en betegnelse for årsagen til at det forholder sig således. "Hvad jeg kalder tiltrækning kan måske ske ved stød eller ved andre midler, som er ukendt for mig. Og massetiltrækningsraften, magnetismen og elektricitet kan virke over mærkbare afstande...."

Presset fra de tættere dele af det æterfyldte verdensrum er den sekundære årsag til tiltrækningskraften. Den primære årsag kunne Newton ikke give nogen forklaring på, her henviste han til guddommen - og det er nu engang ikke en naturvidenskabelig forklaring. Naturfilosofien eller fysikken måtte derfor efter Newtons mening munde ud i en hyldest til guddommen dvs være en slags gudstjeneste. Derfor afsluttes Optik i lighed med Principia med den moralske og religiøse erkendelse som mennesker kan uddrage af naturerkendelsen.

Det var stadig æter-hypotesen der spøgte, i og med at den muliggjorde en mekaniske forklaring, og den blev ved med at spøge helt frem til 1887 hvor A.A. Michelson og E.W. Morley-eksperimentet viste at antagelsen var forkert. Dermed skabtes grundlaget for Einsteins teorier. Omvendt gælder at æter-teorien navnlig i Frankrig var så bastant dogmatisk og enerådende, at selv H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen i 1820 længe ikke blev accepteret i Frankrig.

Problemet med 'den første årsag' kan afvises som et logisk problem. Man vil altid kunne sige, at den påståede 'første årsag' selv må have en årsag. Så Newtons henvisning til guddommen og dermed det absolutte og evige har i det mindste det rationale at afvise en rent fysisk forklaring, men hans teologi er jo ikke alene en ren trossag, som mange på hans tid delte - og mange vel stadig deler - den er en total misforståelse af religionens hele væsen og selve skabelsesberetningens hele idé. Og her støder vi bl.a. på forestillinger om en naturlig religion kontra en åbenbaret religion, forestillinger der netop blomstrede i 1600-tallet.



'Den naturlige religion' er et sæt af fornuftbegrundede, religiøse sætninger der tilsammen antoges at udgøre kristendommens grundlæggende dogmer. Den åbenbarede religion indeholder derimod læren om jomfrufødslen, Kristi offerdød, hans nedfaren til dødsriget og hans genopstandelse og himmelfart.

Hen imod slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet deltes vandene mellem på den ene side de få der mente at den naturlige religion var fuldt tilstrækkelig, de såkaldte deister, og på den anden side de mange der mente at den som en selvfølge måtte suppleres med den åbenbarede religion for kun herved sikredes sjælens frelse. Deisterne blev i samtiden ofte betegnet som ateister, fordi deres religiøse opfattelse var uortodoks eller kættersk. På Newtons tid blev deismen betragtet som en alvorlig trussel imod den kristne religion i almindelighed og den anglikanske kirke i særdeleshed. Beskyldningen for ateisme ramte i England også Thomas Hobbes og hans få tilhængere. Hobbes havde i sin fysik ikke brug for en guddom og lige så lidt i sin redegørelse for det menneskelige samfunds og staternes opståen. Hobbes opfattede mennesket som et af naturen amoralsk væsen og moralske normer som blotte klogskabsregler der skulle sikre menneskets overlevelse i en verden hvor alle eftertræbte de samme goder….

David Hume hævedede i sine 'Dialogerne om den naturlige religion' (1779) at hverken universet som en helhed eller guddommen kan gøres til genstand for erfaring, og at der ikke kan etableres en kausal sammenhæng mellem universet og en angiveligt intelligent verdensskaber. Men det var først franskmanden og ærkedeterministen Laplace (1749-1827) der provokerende fastslog at naturvidenskaben ikke længere havde brug for hypotesen om en verdensskaber og en verdensopretholder.



Hvad skulle man i grunden også med en sådan? Den bibelske skabelsesberetning postulerer intet i den retning, og de moderne yndlingspostulater om sådanne som store mysterier eller rene poesier er jo luftkasteller eller livsløgne som ikke fatter en pind af de psykologiske mekanismer og love. De forskellige religioners og kulturers skabelsesberetninger er overordentligt rammende udtryk for selve det grundforhold at den eksisterende menneskeverden forefindes for mennesket som en umiddelbar realitet som rummer mening og orden, sammenhæng og skabende kraft og som er forbundet med både sproget og samfundet. I sproget er der en lang række ord for fænomener der hverken kan defineres eller måles og analyseres og derfor også betragtes som og bruges som umiddelbare realiteter. Herunder hører guder, djælve, engle, dæmoner, helte, skurke, himmel, helvede, paradis, den store moder, den store fader og mange flere der på en eller anden måde er sammenhængende og forudsætter eller afhænger af hinanden. De er interdependente, for at bruge et fint ord, og det betyder at de ikke kan bruges uafhængigt af hinanden. Men dertil kommer at det er meningsløst at begynde at udforske hvor de kommer fra eller om de overhovedet eksisterer. For i samme øjeblik man begynder på dette, så forsvinder naturligvis umiddelbarheden - og dermed også det nære subjektive forhold der gør fænomenerne meningsfulde. Med andre ord fænomener kan man ikke analysere objektivt endsige naturvidenskabeligt, men ene og alene forholde sig til i en art personlig og aldrig afsluttet dialog. Martin Buber taler rammende om et fundamentalt eksistentielt skel mellem jeg-du-forholdet og jeg-det-forholdet, hvis det kan hjælpe forståelsen.

Dette betyder, for nu at vende tilbage til Newton, at det er meningsløst at lede efter 'Første årsagen' eller 'Designeren', efter Gud eller Guddommen, 'den almægtige enehersker og autoritet' eller efter 'sandheden' og det absolutte - bagud i universets udvikling. Alle disse fænomener er nemlig altid en aktuel, umiddelbar realitet i menneskets primærprocesser hvor evigheden hersker med hele sin mangel på logik og sondringer, mens hele timeligheden med dens praktiske gøremål, håndværk, teknologi, videnskab og politik naturligvis forefindes ved siden af som betingelse for livets opretholdelse gennem fødekæden, fotosyntesen og sollyset og ikke at forglemme tyngdeloven og Plancks konstant og de andre naturlove og konstanter,

Timeligheden som sådan, dvs alle vores praktiske gøremål på jorden, beror helt og holdent på de psykiske sekundærprocesser, og disse rummer den ejendommelighed at de kun er mulige og tænkelige når der i menneskers og dyrs hjerner er opstået en genstandsbevidsthed, og denne har igen den helt grundliggende forudsætning, at der i den ydre verden findes hårde, håndgribelige fysiske genstande. Dette er et fuldstændigt upåagtet fundament for alt dyreliv og alt menneskeliv, og det betyder altså ikke at materien er basis for det åndelige og sjælelige, men derimod at materien er basis for dannelsen af den genstandsbevidsthed som gør en sondring mellem den indre verden og den ydre verden mulig. - Havde Descartes vidst dette, kunne han have sparet sig sin materialistiske, men fuldstændigt vildledende idé om knoglekirtlen som forbindelsen mellem legeme og sjæl, og alle andre materialister, positivister, marxister og logiske empirister kunne have sparet sig evindelige diskussioner om hele basis-problemet. Og tilsvarende kunne alle idealister have sparet sig al evindelig modsigelse. Ingen kan give nogen som helst forklaring på at materien på et tidspunkt i den biologiske udvikling på jorden er begyndt at reflektere over sig selv, men dannelsen af genstandsbevidstheden er sagens kerne: Den gør alt forståeligt.

For Newtons vedkommende gælder at han heller ikke blev sparet for dybe og uendelige spekulationer om de fysiske og åndelige fænomener, men han skrev dog en uhyre påfaldende passage om sagen i en omtale af atomet: "Det synes mig sandsynligt at Gud i begyndelsen dannede stoffet i faste, tunge, hårde, uigennemtrængelige, bevægelige partikler af sådanne størrelser og former og med sådan andre egenskaber og i et forhold til rummet som i højeste grad fremmede det formål til hvilket han dannede dem, og at disse primitive partikler eftersom de er faste er umådelig meget hårdere end noget porøst legeme som er sammensat af dem, ja, så hårde at de aldrig kan slides eller brydes i stykker, og ingen sædvanlig magt er i stand til at dele hvad Gud selv gjorde ét i den første skabelse". - Ordene siger reelt intet som helst om stoffets dannelse, men de er formuleret på en sådan måde, at man aner at denne grundlægger af faststoffysikken har lagt mere end fysik-forståelse i beskrivelsen.



For Newton var kristendommen (som overbygning på jødedommen) menneskehedens sande og oprindelige religion, og han var naiv nok til at tro at dette kunne bevises ad historisk vej. Han skrev bl.a. "at tro at verden blev dannet af én almægtig guddom og er styret af ham, og at vi bør elske og tilbede ham, ære vore forældre, elske vor næste som os selv og vise barmhjertighed mod dyrene, er den ældste af alle religioner...." - Menneskehedens oprindelige religion var ifølge Newton strengt monoteistisk. Han gjorde i sine religionshistoriske manuskripter rede for hvordan afgudsdyrkelse var menneskehedens egentlige syndefald. Og han tog derfor også afstand fra en allegorisk tolkning af Bibelen. Hans anliggende var at tilpasse en beskrivelse af skabelsen til den gængse opfattelsesmåde: Skabelsesberetningen skal tages for pålydende.

Men hele forestillingen om ad den ene eller anden vej at kunne finde frem til den oprindelige religion er en total misforståelse, for det eftersøgningen reelt går ud på er jo at bevise noget der kan føre tilbage til den guddommelige sandhed og guddommelige skaber, dvs til den absolutte autoritet. Men religion i betydning fuld føling med virkeligheden er som allerede antydet ikke fortid, men i allerhøjeste grad nutid. Så misforståelsen ligger altså i troen på rationel bevisførelse - og dermed på komplet uvidenhed om de psykologiske og erkendelsesteoretiske grundvilkår mennesket har her i tilværelsen. Den kan kortest formuleres med ordene: vi kan ikke komme bag om vor egen erkendelse og vore egne psykiske mekanismer. Vi kan aldrig se os selv eller samfundet eller verden objektivt udefra, for vi er en del af dem alle. Den eksistentielle sandhed er derfor at vi må betragte bevidstheden, livet, samfundet, sproget, kunsten, religionen og universet som elementære kendsgerninger. Men det er vel at mærke også en elementær kendsgerning at alle fornemmelser, forestillinger og oplevelser af helhed, enhed, overordnet orden, sammenhæng og kvalitet hører til i de medfødte primærprocesser - og derfor må disse aldrig skydes til side.



Til de overordnede fornemmelser af helhed og orden hører også forestillingen om en grundliggende renhed eller uskyldighed - og derfor er den gamle alkymistiske søgen efter 'de vises sten' ikke den rene galimatias eller magi. De går 'blot' helt fejl af metoden. Den søger - som Newton ihærdigt blev ved med hele livet - i de ydre materielle ting og i stoffernes forvandling, hvor den ikke kan findes. Den kan kun findes i de psykiske primærprocesser.

Og derfor er der langt mere fornuft i C.G. Jungs indsigt i alkymien end Koch og andre tror. For når dybdepsykologen Jung udtrykkeligt bedømmer den alkymiske søgen som ubevidste processer i sjælelivet henimod det han kaldte Selvet (totalpsyken), så er det jo netop fordi han ser mennesket som et væsen der altid er på vej mod 'Selvet', fordi det er her helheden, enheden, meningen og den store sammenhæng findes. Og det vil jo med andre ord - mine ord - sige, at mennesket - som hele kulturhistorien og religionshistorien viser - altid har drømt om en tilbagevenden til 'det tabte paradis', dvs til renheden og uskyldigheden før 'Syndefaldet', eller før 'slangen' fristede Adam og Eva til at forgribe sig på den forbudte frugt fra kundskabens træ.

Men æblet er der og fristeren med. Og det skal vi strengt taget være glade for, for det betyder at bevidstheden er der og med den refleksionen og tokønnetheden. Mennesket kunne pludseligt se det andet køn, se forskel på godt og ondt og se ophavets ufuldkommenhed. Dermed begyndte kulturen og kulturhistorien. Og hvor dén eventuelt bliver en byrde eller ligefrem en trussel, dér ønsker mennesket sig tilbage til uskyldigheden.

Newton var ingen undtagelse, tværtimod var han af forskellig grunde besat af drømmen, men han forstod lige så lidt som andre i tiden at den metode alkymisterne anviste aldrig ville føre til målet. Newton kendte kun kirkens dogmatiske religionslære og udøvelse, men forstod aldrig religionens inderste væsen i det førdogmatiske. Og det var der heller ikke mange der gjorde før dybdepsykologien og den frie religionsforskning og helhedsrealismen kom til i 1900-tallet. Så Newton kan naturligvis intet bebrejdes. Selv ikke af en genial matematiker kan man forlange at han skal være et par hundrede år forud for sin tid! Men til gengæld skulle man nok kunne forvente at nulevende forskere sætter sig ind i de nye indsigter.

Newton turde i realiteten aldrig spise af 'æblet der faldt' så han kunne komme til større klarhed over bevidsthedsproblemet. Hele hans fanatiske og maniske søgen efter en første årsag, en skaber, en hersker og en absolut autoritet viser hans store bundethed af jegets håb om en rationel orden og en rationel religion. Hans store lidenskabelige vilje til at trænge igennem til den endelige og absolutte sandhed må ses som hans ensidige kønshormonale trang til penetration i snæver rationel retning - uden humorens sunde korrektion og relativisering



Carl Henrik Kochs styrke og begrænsning    
Til toppen  Næste

Carl Henrik Koch har med sin store biografi "Isaac Newton - geniet og mennesket" præsteret en overordentlig grundig, veldisponeret og læseværdig bog om en af naturvidenskabens største skikkelser. Den er fornemt illustreret med gamle stik af de behandlede personer og værker, og den har et usædvanligt smukt omslag med både et lille udsnit af det fineste Newton-portræt og et indbydende rødt og tredimensionalt æble i et fald. Der gives grundige forklaringer på naturvidenskabelige, erkendelsesteoretiske og filosofiske forudsætninger - alt naturligvis i skønneste akademiske tradition med omhyggelige noter og gode citater i lange baner.

Carl Henrik Koch lægger ikke skjul på at Newton var en yderst kompliceret person, ja, han kalder ham endog et "menneske med janushoved" - dvs. med et hoved der både havde et bagudrettet ansigt og et fremadrettet ansigt. Og han kan derfor ikke bedømmes på kun det ene af dem. Kochs intention er angiveligt at give en forholdsvis lettilgængelig beskrivelse af Newton og hans værk ved at sætte ham ind i de sammenhænge han indgik i, men også at overbevise læseren om at en fremstilling af Newtons naturvidenskabelige virke ville være vildledende, hvis hans overordnede teologiske anskuelser og hans intense beskæftigelse med alkymi blev forbigået i tavshed. Det sidste har Koch fuldt ud overbevist undertegnede om.



Koch er særdeles godt hjemme i stoffet, eftersom han har skrevet bind 3 i Nyt Nordisk Forlags 'Den Europæiske Filosofis Historie" (omhandlende perioden fra reformationen til oplysningstiden) og desuden flere monografier om samme periode. Men Koch har også sine begrænsninger - og de ligger klart i hans forhold til den betydelige forskning der stammer fra første halvdel af 1900-tallet og som angår dybdepsykologien, religionsforskningen, erkendelsesteorien og sprogforskningen samt etikken. Og det er denne begrænsning jeg her skal påpege med eksempler, fordi det jo - som alle de foregående afsnit i mit essay gerne skulle have vist - ikke er nok i en grundigere analyse af Isaac Newton velvilligt at medtage hans overordnede teologiske overvejelser, men faktisk nødvendigt at dykke ned i dem med den indsigt vi har i dag, hvis man overhovedet skal forstå ham.

Man kan herimod indvende at man i så fald ikke - som det ellers er kutyme, ja ideal i den biografiske forskning - holder sig til at forstå en historisk person på hans egne forudsætninger og derfor undlader at bruge alle mulige senere indsigter og kriterier i sin bedømmelse. Men hertil er først og fremmest at sige at Newton simpelthen er så komplex i såvel natur som værk, at man kommer til kort uden at tage ham alvorligt på alle de punkter hvor han var kontroversiel. Da jeg har vist at Koch kommer til kort på adskillige punkter, må jeg efter min egen mening også have fuld ret til at påvise hvor og hvorfor, også selvom det kun kan ske med henvisning til udviklingen efter år 1900. Ja, jeg vil hævde, at man først tager Newton fuldt alvorlig, hvis man tør begive sig ind på disse områder. Her må man lade al berøringsangst for nye begrebsrammer fare.

Hertil kommer det for mig væsentligste, at den filosofihistoriske og øvrige humanistiske forskning mister sin mening og betydning, hvis den lukker sig om fortiden og ikke tør drage nutidens viden og indsigter samt problematikker med ind i billedet. Så bliver forskningen ganske vist aldrig helt så 'objektiv' som den kunne blive hvis man undlod noget sådant, men her gælder det, at den tilstrækkelige nøgternhed og objektivitet bevares hvis man er fuldt bevidst om hvad man gør og redegør for det.

Newtons to posthumt udgivne bøger indeholder intet originalt og intet af blivende værdi, hævder Koch i sin afslutning (p. 675), men "de er interessante vidnesbyrd om et menneske som brugte sin exceptionelle begavelse og store dele af sit liv på koncentreret at udforske emner der ikke kun havde intellektuel interesse for ham og en udfordring for hans intellekt, men også stor eksistentiel betydning for ham". - Og han tilføjer udtrykkeligt: For at forstå den nutid vi lever er en forståelse af fortiden uomgængeligt nødvendig. - Heroverfor vil jeg mene, at dette forudsætter at man når til en stadigt dybere forståelse af fortiden, herunder af Newton, og her må man vove skindet og tage ny forskning med. For fuldt ud at forstå den fortid vi har som forudsætning, kræves også at vi formår at gøre os forskellene mellem gamle og moderne synspunkter og begrebsrammer klare, og det gør vi ikke uden at forholde os personligt (subjektivt) til de filosofiske begreber.



Som tidligere bemærket er det uheldigt når Koch (p. 335) drager an analogi mellem Newtons klassiske fysik og kvantefysikken. For når de gængse begreber om årsag og virkning er utilstrækkelige i kvantemekanikken, dvs i den mikroverden der har med elementarpartikler med svimlende hastigheder at gøre, så skyldes det at denne hastighed ikke kan måles samtidig med elementarpartiklernes lokalitet, og dette problem er ikke - som Koch mener - et logisk, men et fysisk problem. Det ligger - som Bohr og andre eksperter uafladeligt påpegede - i selve begrænsningen i hvad der overhovedet kan måles uden at selve målingen påvirker resultatet!

Værre er det dog at Koch på side 722 i Appendiks 2 uden større betænkning videregiver det vrøvl om Bohr som findes i Gyldendals lærebog om 'Filosofiens Grunddiscipliner" (2007), hvor det postuleres at Niels Bohr ofte udtrykte sig anti-realistisk. Han sagde for eksempel: "Der er ingen kvanteverden. Der er kun en abstrakt kvantefysisk beskrivelse. Det er forkert at tro at det er fysikkens opgave at finde ud af hvordan naturen er. Fysikken handler om hvad vi kan sige om naturen". - Koch skriver heldigvis noget mere forsigtigt, at når Niels Bohr angiveligt skulle havde sagt (min fremhævelse), at der ikke findes en kvanteverden, men - måtte han have ment (min fremhævelse) - en kvantemekanik, giver han en sådan [positivistisk] holdning, uden at det hermed er sagt, at Bohr skulle have været en fuldblods positivist". Jeg finder det rystende at Koch ikke undersøger sagen og finder ud af at sandheden er at Niels Bohr hverken var positivist eller anti-realististisk metafysiker. Bohr var realist om nogen, for han lagde stadigt og konsekvent vægt på henvisningen til den klassiske fysik og dermed det normale realitetsbegreb, ja, han formulerede denne nødvendige henvisning i et regulært korrespondensprincip: kvantefysikken skulle have henvisning til den klassiske fysik. - Og hvad han mente om kvanteverdenen var ikke at kvantefænomenerne ikke var virkelige - de var så virkelige som alt andet virkeligt - men derimod at de ikke kunne iagttages eller måles direkte således som objekterne i den makroskopiske verden kan. Vi er en del af den natur vi iagttager og undersøger, og vi kan altså ikke i vores iagttagelses- og beskrivelsessituation se naturen udefra og dermed se bort fra iagttagelsesvilkårene. Dét er realisme så det forslår, og en realisme jeg fuldt ud kan tilslutte mig som komplementær helhedsrealist.

Her kan det være på sin plads også at anholde Kochs bemærkning (p. 579) om at Goethes begreber om videnskab og om videnskabelig begrebsdannelse er uforenelige og usammenlignelige med dem vi møder hos Newton. Det kan på sin vis være rigtigt nok, men det havde været bedre at understrege at begge er nyttige, og derfor berettigede på trods af deres uforenelighed. De er derfor i Bohrsk forstand komplementære. - Koch kommer desuden slet ikke ind på at Goethes kritik af Newton hviler på en dårlig oversættelse af Newton.



Side 145-47 spørger Koch ud fra hvilke erfaringer vi danner begrebet om kraft, og han postulerer at "det tidligste verdensbillede vi kender til, er det præanimistiske, hvor alle ting anses for at være fyldt med en upersonlig evne til aktivitet der bestemmer hvad der sker i verden." - Det eer simpelthen et utroligt postulat at finde i en filosofisk bog fra 2014, når vores største religionshistoriker Vilh. Grønbech allerede i 1915 i sin bog om 'Primitiv religion' kunne slå fast at betegnelsen "primitiv religion" gælder til Wandsbeck. De gamle religioner og kulturer var rigt nuancerede og komplekse. Og han kunne i 1922 i 'Religiøse strømninger i det 19. århundrede rette en sønderlemmende kritik mod manden der lavede denne subjektive trinstige i kulturhistorien, den britiske antropolog E.B. Tylor.

Tilsvarende kunne den internationalt berømte religionsforsker Mircea Eliade i sit hovedværk om 'De religiøse ideers historie' for årtier siden slå fast med syvtommersøm at det 'præanimistiske verdensbillede', der var skabt af nævnte E.B. Tylor i 1871, er "et typisk produkt af europæisk tænkning. Den er positivistisk og dybt areligiøs! Den interesserer sig kun for religionens oprindelse og dens evolution til højere former. Dens grundlag er en "forestilling om sjælen", som man på et eller andet tidspunkt har dannet sig på grundlag af drømmeoplevelser. Efterhånden havde så det religiøses højere former udviklet sig derfra. Stammereligioner opfatter teorien kun som tidlige udviklingstrin der havde klaret sig igennem helt til vores tid. De fik etikketten 'primitiv religion' hæftet på sig for at betegne deres oprindelige tilstand. Men at lede efter dén i stammereligioner er en illusion. Også de har en mangetusindårig historie bag sig, og det vi kan observere nu, fortæller intet om deres oprindelige eller urtilstand. - (Bd 4, 137).



Med hensyn til alkymien gør Koch på side 265 udtrykkeligt opmærksom på at den i dag betragtes som en pseudovidenskab, hvis ikke den som hos C.G. Jung opfattes som et ubevidst udtryk for den proces som han kaldte "individuation, der er en personlig modningsproces i løbet af hvilken individet bliver bevidst om sin egenart og accepterer både sine positive sider og negative sider.... Menneskets mørke sider kaldte Jung 'skyggen'. Individuationens første trin er at personen bliver bevidst om sin skygge og optager den i sin 'persona', en betegnelse for de karaktertræk og den adfærd som individet har udviklet som led i sin sociale tilpasning. På samme måde beskæftiger alkymien sig i sin indledende fase med 'mørket', det vil sige kaos, som forvandles til noget andet, og Jung mente at alkymiens symboler og billedverden kan genfindes i menneskets drømmeverden. Jung tolkede derfor alkymisternes forsøg på at forvandle uædle metaller til guld som menneskets ubevidste forsøg på at blive en hel person". - Det er da glædeligt at Koch ikke regner Jungs psykologi for pseudovidenskab, og ikke fremsætter helt urimelige forklaringer i den nævnte passage. Men i forbindelse med Newton er forklaringerne ikke tilstrækkelige, for som forsøgt påvist ovenfor er det helt centrale i Newtons 'individuation' at han ubevidst ville væk fra sit skylds- og syndsbetyngede 'jeg' til det hele og frie 'selv' (totalpsyken). Og dette er drømmen om uskyldighedstilstanden. Derfor må man have Freuds kloge og præcise bestemmelser af de psykiske grundprocesser med i billedet. Drømmen om uskyldighedstilstanden er drømmen om at komme tilbage til primærprocessernes verden ved at blive befriet for sekundærprocessernes ubønhørlige empiriske sondringer og realisme.

Koch gør side 284 opmærksom på at vi ikke ved hvordan Newton inderst inde selv forholdt sig til de sandheder han fandt i den kristne religions grundlæggende skrifter. Om hans eget forhold til sætningerne om det guddommelige var "et følelsesmæssigt eller et fornuftsmæssigt ved vi ikke meget om". - Og det skal selvfølgelig ikke bestrides, men selve formuleringen afslører at Koch opretholder et skel mellem følelse og fornuft der ikke dur når man skal leve sig ind i et religiøst menneskes dybeste forestillinger, for her gælder nu engang altid at primærprocesserne er aldeles afgørende, og de har lige præcis ikke noget skel. Det er endda hemmeligheden ved dem! Det er nemlig derfor at alt der har med oplevelse af helhed, mening og orden beror på disse processer. Og den afgørende opdagelse i dybdpesykologien er netop at der ikke er følelser på den ene side og fornuft på den anden, men stabile og relativt vage følelser og forestillinger på den ene side og intense og ustabile følelser og forestillinger på den anden.



I sin gennemgang af modstanden mod Newton i den efterfølgende tid kommer Koch naturligvis også (side 576) ind på romantikerne der anså en samlet naturbeskrivelse for at være et produkt af den kreative fantasi, og derfor mente at skellet mellem videnskab og kunst måtte overvindes. Det er jo et typisk helhedsforlangende (undertiden kaldt 'holisme'), som romantikerne naturligvis ikke kom særligt godt fra. De fleste af dem havnede i en eller anden form for æsteticisme. Men jeg vil mene at man også over for dem skal holde fast i at romantikken kom som reaktion mod den rationalisme der under Kant var blevet snævrere og snævrere. De fleste af de tyske romantikere havde faktisk i deres ungdom haft deres 'Kant-Erlebnis', men de fandt efterhånden ud af hvor snæver rationalismen var blevet - og derfor kom reaktionen ofte som en regulær bevidsthedsudvidelse i deres grønne ungdom. Og den medførte vel at mærke det i sig selv positive at alle fik rig og varig føling med de ubevidste kollektive forestillinger. Og dette er helt centralt for at forstå deres kreativitet. Den nævnte føling er nemlig identisk med følingen med al kreativitets kilder.

Heraf kommer naturligvis at også en uafladeligt kreativ digter og kunstner som engelske William Blake var kritisk over for naturvidenskaben og den ledsagende industrialiserings hårde disciplinering og undertrykkelse. Det er korrekt, som Koch skriver (p. 596), at Blake understregede videnskabens magtesløshed over for at besvare de afgørende eksistentielle spørgsmål, og dette synspunkt deler jeg! Men Koch skriver også (p. 599) at "fantasi og følelse hos Blake var de dominerende evner", men man skal være varsom med at hævde at den sande virkelighed for ham var "den virkelighed der i livfulde former og skikkelser fremtrådte for det intuitivt skuende og følsomme sinds øje". For det centrale for Blake var og blev selve skabelsesprocessen, og hans allersmukkeste sentens herom lød: "Evigheden er forelsket i tidens frembringelser". Den viser klart at manden skam også vidste hvad timeligheden og de praktiske ting var og forlangte. Men det var evigheden der var kreativitetens kilde, og derfor ikke den abstrakte videnskab der skulle bestemme over mennesket ved så at sige at afgrænse kilderne.

Blake malede et meget kendt billede af Newton, og det er glædeligt at Koch tager det med i bogen. Og som han selv skriver viser det Newton "siddende som en nøgen gigant på en gold klippe med mørke og tomhed foran sig. Hans krop er formet som en hjerne, og med en passer synes han på det hvide papir at konstruere den virkelighed som hans blik er rettet imod. Stikket skildrede en mand der ikke udvidede, men indsnævrede virkeligheden." - Det er måske sandere end Koch synes at tro.



Generelt gælder at Carl Henrik Koch udmærker sig ved solid viden om filosofien til og med oplysningstiden, men når vi kommer til romantikken og 1800-taller kniber det, og hvad gælder 1900-tallet synes ukyndigheden påfaldende og meget uheldig.

Jeg har nævnt værdien af Freuds og Jungs indsats med henholdvis psykoanalysen og forestillingen om det kollektivt ubevidste, samt individuationsprocessen fra det snævre jeg til det åbne og oprindelige selv. Hertil kommer Grønbechs religionshistoriske forskning og hans dybe forståelse af den umiddelbare virkelighed og religionen som højeste virkelighedstroskab.

Niels Bohr fremsatte banebrydende ideer om komplementaritet og korrespondens samt sprogafhængighed, og den musikalske Werner Heisenberg supplerede ikke blot med matematik, men også med originale teorier om at dagligsproget havde føling med den hele virkelighed i modsætning til alle videnskabelige fagsprog. Så han var heller ikke i tvivl om at videnskaben slet ikke fik det hele med.

Og endelig kom psykiateren Erling Jacobsen i sidste halvdel af 1900-tallet med en original konsistens-etik der for første gang konsekvent overflødiggjorde pligtetik og al ydre autoritet i etikken. - Se iøvrigt min Vurdering af det 20. århundrede.

Alle de nævnte er relevante for en nutidigt bedømmelse af Isaac Newton. Men her bliver det så stedet at slutte af med helhedsrealismen.



Helhedsrealismens progressive løsningsforslag    
Til toppen  Næste

Det har været nyt for undertegnede at kunne konstatere at den klassiske fysiks skaber, den geniale engelske fysiker og matematiker Isaac Newton var et dybt religiøst menneske der livet igennem beskæftigede sig meget seriøst med både teologiske overvejelser og alkymistiske eksperimenter. Og det har derfor været en stor oplevelse at læse Carl Henrik Kochs grundige biografi om denne mand.

Da det også har kunnet konstateres, at det totalt mislykkedes for Newton at forene naturvidenskab og tro på rationel vis, og at grunden hertil forholdsvis let kan påvises ud fra den komplementære helhedsrealismes begrebsramme, men så vidt jeg er orienteret ikke ud fra andre begrebsrammer, er jeg blevet overbevist om at dette ikke alene må forklares alle særligt interessede, men burde føre til et bredt opgør med den rådende humanistiske forskning. Simpelthen fordi den etablerede humanisme hverken har annekteret 1900-tallets største opdagelser og indsigter eller er i stand til at analysere den aktuelle politiske og kulturelle krise på en tilstrækkeligt tidssvarende og progressiv måde.

Jeg skal derfor som afslutning på ovenstående essay om Newton prøve kortest muligt at forklare den komplementære helhedsrealismes radikale løsningsforslag - og senere følge op med nærmere analyser af humanismens, folkeoplysningens og den politiske kulturs aktuelle afmagt.

Fast står at en heldig løsning af såvel gåderne omkring Newton som gåderne omkring den aktuelle krise efter min bedste overbevisning vil bero på en total omvurdering af relationen mellem videnskab og eksistensforståelse. Den menneskelige tilværelse kan og må ikke som hidtil forstås ud fra naturvidenskaben endsige gøres til noget sekundært i forhold til denne. Derimod må videnskaben og den videnskabelige indstilling forstås ud fra eksistensfilosofien og -psykologien i og med at alt hvad der har med oplevelse af helhed, mening, orden og sammenhæng har med eksistensens subjektive karakter at gøre og ikke med objektiverende videnskab. Eller sagt med andre ord: Videnskaben er en del af den eksistentielle helhedsforståelse og ikke omvendt.

Dette skal på ingen måde forstås derhen at der gives eller skal skabes en eksistensfilosofi der skal styre videnskabens forskning, men derhen at humanismen ikke fortsat kan holde til at lade sig marginalisere af naturvidenskaben, når det er den der har potentialet til give de indsigter der sætter alt på plads i en bred og åben begrebsramme. Vore begrebsrammers karakter og åbenhed er bestemmende for hvor meget vi forstår af tilværelsen og hvilke tilgange vi har til tilværelsen. Nye begreber er nødvendige for at give nye indsigter plads i det fælles sprog, men det er væsentligt at bevare respekten for dagligsproget, for det er dette der - modsat videnskabens specialsprog - har den fulde føling med den hele virkelighed.



Sagens kerne er at langt de fleste mennesker, herunder langt de fleste kloge hoveder, af gammel vane går ud fra som en selvfølge at menneskets sjælelige fænomener kan deles op i de to klart adskilte kategorier 'følelse' og 'fornuft'. Det accepteres at vi alle har følelser (temperament, emotioner, stemninger, vitalitetsfølelser, affekter, lidenskaber og endnu stærkere eller voldsommere arter), og at de alle er med til at give tilværelsen og fællesskabet farve og dynamik. Men fornuften skal råde, for ellers bliver der ubalance i tingene. Og dette er jo ikke nogen unyttig opdeling, siden det ligger fast i dagligsproget. Den er bare helt utilstrækkelig til at belyse den store og almene krise i kulturlivet som opstod da forskellen mellem religion og viden blev cementeret som et skarpt og uovervindeligt skel da naturvidenskaben for alvor tog fart i 1600-tallet, takket være geniale forskere som Galilei, Kepler, Descartes, Huygens - og Newton.

Ulykken var ikke at naturvidenskaben etablerede rammer og standarder for erkendelsen som var baseret på eksperiment og matematisk analyse, det viste sig tværtimod hurtigt som en kolossal fordel for hele kulturlivet, men dels at kirken holdt fast på sine dogmer og med dem undertrykte den frie meningsdannelse og drev mange væk fra den religiøse helhedsforståelse af eksistensen, dels at de forskere der som Newton ønskede at fastholde forbindelsen mellem tro og viden gik totalt fejl af opgaven. Ingen af de to parter forstod nemlig noget som helst af de dybdepsykologiske mekanismer. En vis forståelse dæmrede hos romantikerne i 1800-tallet i deres reaktion på den snævre rationalisme i Kant-tiden, men de fleste valgte uheldigvis æsteticismens afveje.

Dybdepsykologien blev for alvor taget op af Freud, Jung og Grønbech i begyndelsen af 1900-tallet, og dens største og vigtigste opdagelse var at mennesket har to måder at organisere sit sjæleliv på og det er vel at mærke ikke - som man hidtil gik ud fra - at organisere det i fornuft og følelse, men derimod i stabile, men ret vage forestillinger og følelser på den ene side og ustabile og ret stærke, ofte intense forestillinger og følelser på den anden side. De sidste af slagsen kaldte Freud primærprocesserne fordi de er medfødte og altså er i fuld aktivitet fra fødslen (endda allerede nogle uger tidligere), mens de stabile og ret vage sekundærprocesser er tillærte og først kommer i gang gennem erfaringer barnet får ved tilpasning til den ydre verden. Og disse sekundærprocesser forudsætter - som pointeret flere gange ovenfor - dannelsen af en genstandsbevidsthed i hjernen, der igen forudsætter at barnet har nogle faste ting i den ydre verden at gribe om og sanse.

At de psykiske mekanismer fungerer på denne måde indebærer at mennesket er begavet med to tilgange til virkeligheden, nemlig tilgangen til den indre verden gennem åndelige processer og tilgangen til den ydre verden gennem sanseapparat og sprog, og disse to tilgange er vel at mærke lige vigtige, lige berettigede og lige uundværlige, og de veksler uafladeligt med hinanden i et givende dynamisk spil. De to tilgange må derfor forstås som komplementære i den bohrske betydning af ordet. De kan aldrig erstatte hinanden eller gå op i en højere logisk enhed, men vil altid forblive som dynamiske modsætninger i både individets og fællesskabets liv.

Det er altafgørende for ethvert individs sunde udvikling, at det kan skifte nogenlunde frit og ubesværet mellem disse to tilgange. Der dukker dog som hovedregel en vis krise op i puberteten, fordi det indre liv i en vis tid bliver mere kaotisk end tidligere når kønshormonerne kommer i funktion, og fordi individet samtidigt ofte bliver dygtigt til at håndtere sine erfaringer med den ydre verden. Men normalt vil evnen til fri vekslen mellem de to tilgange blive bevaret, oftest dog sådan at tilgangen til den ydre verden forstærkes gennem al skoling, oplæring og arbejde, mens tilgangen til den indre verden i vidt omfang overlades fritidslivet, kærlighedslivet, kulturlivet og eventuelt det religiøse liv (det sidste bliver dog på vore breddegrader sjældnere og sjældnere). Opleves for stor modsætning mellem de to verdner kan det føre til psykiske kriser.



Det kulturelle grundproblem i den europæiske kultur har gennem århundreder været at først kirken og siden videnskab, teknologi og industri har ensrettet mennesket til at prioritere arbejds- og erhvervslivet frem for det frie og mere spontane liv, og den aktuelle krise kan uden større besvær bestemmes som et resultat af at vækstfilosofien politisk og økonomisk er prioriteret over alt andet, og at humanismens og religionens hidtidige omsorg for alle de eksistentielle værdier er blevet nedprioriteret, for ikke at sige kørt ud på sidesporet. Det er sket mere af afmagt end af ond vilje. Og det er dette man kan se i utallige individuelle tilfælde som bl.a. forskeren Isaac Newton, men også intellektualiserede digtere og tænkere, fanatiske religiøse fundamentalister, målrettede entreprenører og toperhvervsfolk eller nutidens ideologer og toppolitikere.

Løsningen er i grunden let: for den hedder dels opøvelse af evnen til at kunne skifte mellem de to virkelighedstilgange efter behag og situation, dels en samtidig bevidst modstand mod at lade sig styre af dem der satser på den blinde økonomiske vækst, hårdt fysisk arbejde, bureaukratisering og intellektualisering eller snæver fundamentalisme.

Men skal løsningen overhovedet have en chance, er der næppe nogen vej uden om en decideret omvending af forholdet mellem naturvidenskab (med tilhørende teknologi, økonomi og magtpolitik) og eksistentiel værdi- og kulturkamp med alt hvad hertil hører af kunst, musik, dans, erotik og kult. En omvending vil indebære, at de psykiske primærprocesser igen får mulighed for fuld varetagelse af alt der har med kvalitet, mening, og oplevelse af helhed, orden og sammenhæng og fællesskab at gøre. Det vil igen svare til at man gør definitivt op med troen på at økonomisk vækst fører til lykke, fred og harmoni, troen på at videnskaben nogensinde kan løse gåderne om universets eller livets oprindelse, eller gåderne om bevidsthedens, sprogets og samfundets oprindelse. - Den betyder også et opgør med den allerede omtalte vanvittige forestilling om at fortidige religioner og kulturer har været primitive, fordi de har haft lavere teknologisering end moderne samfund. Deres styrke og sammenhæng samt rigdom lå i at alle de mulige menneskelige grundbehov blev tilfredsstillet samtidigt - nøjagtigt som de gør i barnets lilleverden.



Den komplementære helhedsrealismes løsningsforslag har altså som aksiomer en række påstande der ikke kan bevises, men er en simpel og naturlig følge af den dokumenterede erkendelsesmæssige afmagt på adskillige forskningsområder, som burde tages til officiel efterretning på alle planer i forskning og folkeoplysning. 1) Universets oprindelse kan ikke forklares, og teorierne om 'Big Bang' løser slet ikke grundproblemet hvordan massetiltrækningskraften (som Newton fandt lovene for) skulle kunne beskrives kvantemekanisk og på den måde forenes med elementarpartikelfysikken. 'Kvantegravitation' kalder man problemet. 2) Livets oprindelse kan ikke forklares, og fx biosemiotiske teorier om et første 'tegn' der gør stof levende er tom snak, der blot forskyder grundproblemet. 3) Bevidsthedens oprindelse kan ikke forklares, og alle forsøg på at kæde psykiske processer endegyldigt sammen med fysisk-kemiske processer i hjernen er håbløse allerede af den grund at de abstraherer totalt fra sjæleprocessernes afgørende karakteristikum af noget kollektivt. 4) Sprogets oprindelse kan ikke forklares, og alle forsøg på sprogteoretisk at finde et 'tegn' der skulle kunne forklare sprogets universelle, altid skabende egenart er håbløst naive. "Vi hænger i sproget", som Bohr pointerede - og det bliver vi ved med for al tid, for det er vores brug af sproget der er vitalt. 5) Samfundets oprindelse kan ikke forklares, og alle teorier om at det kan føres tilbage til primitive psykologiske og sociologiske mekanismer er også håbløst naive. "Forskningen kommer aldrig bag om samfundet" var en af Grønbech allerdybeste forskningserfaringer.

Universet, livet, bevidstheden, sproget og samfundet er alle at betragte som elementære kendsgerninger der ikke kan forklares ved at blive ført tilbage til enklere fænomener. Og den væsentligste grund til at al videnskabelige forklaring her er meningsløs, er den simple at man ikke kan lav eksperimenter med disse grundfakta. Men dernæst at forskningen alle steder støder på en grundlæggende komplementaritet i naturen og i universet - og for det tredje støder på en afmagt overfor de allerfineste processers hastighed som gør måling umulig uden påvirkning. Den dybeste komplementaritet er selve modsætning mellem stof og energi. Einstein kunne matematisk formulere ækvivalensen mellem den samlede energimængde i universet og massen, men forklare selve dynamikkens art og oprindelse kan ingen.

Nøjagtigt det samme gælder religionens opståen, men her støder man dog på et særligt forhold, idet religionen har store ligheder med spædbarnets forestillings- og følelsesliv, dvs primærprocesserne, at man lige så lidt kan give en forklaring på det ene som på det andet. Til gengæld må man holde fast i det allerede anførte særkende, at alt hvad der har med oplevelse af helhed, enhed, mening, orden, kvalitet, sammenhæng og fælleskab og symbiose hører primærprocesserne til. Samtidigt gælder, at oplevelsen af de nævnte fænomener hører under den elementære og universelle religiøsitet - uanset hvordan denne end gennem tiderne måtte have videreudviklet sig i tidsbestemte og lokalitetsbestemte religioner og kulturer. Derfor kunne man vove springet og simpelthen - som undertegnede har gjort for nogle år siden - erklære at religion er et emergent nyt fænomen i den biologiske udvikling. Der kan ikke gives nogen forklaring på dets opståen, men der kan ved jævnføring med barnets psykiske primærprocesser findes en begrebsramme om religion der gør det fuldt forståeligt at religion ikke kan afskaffes, at den ikke kan forstås ad naturvidenskabelig vej, dvs ad sekundærprocessernes vej, og at enhver dogmatisk indsnævring af den via sekundærprocesserne og organiseret magt aldrig vil være holdbar i længden.

Ville folk i al almindelighed - gerne ved siden af en oplyst og opdateret humanistisk videnskab - antage denne begrebsramme som udgangpunkt for al vurdering af eksistensen, ville mange spildte kræfter og megen spildt tid være sparet med hensyn til forgæves jagt på eksistentielle holdepunkter i dogmer, kirkesamfund, naturvidenskab eller politiske og andre ideologier. Den komplementære helhedsrealisme er en fuldstændigt åben begrebsramme der accepterer en grundlæggende psykisk helhedsopfattelse, men samtidigt via komplementaritetsbegreber undsiger alle former for holisme og lukkede systemer. Begrebsrammen opfylder desuden kravet om sparsommelighed i anvendelsen af begreber: De helt grundlæggende er få - men man kan naturligvis ikke bruge rammen uden at sætte sig ordentligt ind i disse grundbegreber, og 'ordentligt' vil i denne sammenhæng indebære at man ikke bare lærer ordenes leksikalske betydning, men erfarer deres betydning.

Antages begrebsrammen, kan man ikke alene løse Isaac Newtons og andre søgende sjæles inderste problemer med at få det indre liv til at hænge sammen med det ydre, men også befri menneskeheden fra de evindelige, men håbløst tidsspildende stridigheder omkring fundamentale modsætninger mellem sjæl/legeme, ånd/magt, individ/samfund, frihed/lighed, godt/ondt, barmhjertighed/retfærdighed og liv/død. Disse problemer vil blive fastholdt som logisk uforenelige modsætninger, men samtidig som dynamiske modsætninger der ikke behøver ende i ufred og krig på grund af folks ufordragelighed.

Hvad enkeltheder i den komplementære helhedsrealisme angår, henvises til øvrige essays og artikler på siderne samt til de udgivne e-bøger. Men navnlig vil jeg fremhæve Højsangen om den menneskelige eksistens fra 2013, fordi denne viser min egen personlige omfattelse af hvad skabelse, eksistens og refleksion overhovedet er.

Ejvind Riisgård



Henvisninger    
Til toppen



Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk

Under titlen: "Isaac Newton og menneskets eksistentielle udfordring" - tillige med artiklerne:

Lys over landet, folket og eksistensen  (Essay om oplysning - 1.5.15.)

Folk forstår ikke modsætningen mellem religion og videnskab,
men helhedsrealismen viser at modsætningen er komplementær
  (13.7.15.)

Valget har vigtigere emner end valgkampen lader ane  (17.6.15.)
Humanioras og humanismens dybe aktuelle krise  (6.9.15.)
Systemsammenbrud betyder ikke tidernes ende, men nye muligheder  (13.9.15.)

Jf. nærmere omtale.



Link til The Newton Project



Litteratur:

Carl Henrik Koch: Isaac Newton - Geniet og mennesket. (Lindhardt og Ringhof. 2014)
John Maynard Keynes: Newton, the Man (Forelæsning 1946 - beregnet for The Royal Society in London)
Ole Knudsen: Isaac Newton. Artikel i Encyklopædien, bd. 14, side 142-144
I. Bernard Cohen: Fysikkens gennembrud. (Gyldendals kvantebøger. 1960)
George Gamov: Tyngdeloven (Gyldendals kvantebøger. 1962)
George Gamov og John M. Cleveland: Den store fysikbog I og II (Grafisk forlag. 1963)

Werner Heisenberg: Fysik og filosofi. (Hans Reitzel. 1959)
Johannes Witt-Hansen: Filosofi - i serien 'Videnskabernes historie i det 20. århundrede'. (Gyldendal. 1985)
David Favrholdt: Fysik, bevidsthed, Liv - Studier i Niels Bohrs filosofi. (Odense Universitetsforlag. 1994)
David Favrholdt: Filosofisk Codex - Om begrundelsen af den menneskelige erkendelse. (Gyldendal. 1999)
Dan Ch. Christensen: Naturens tankelæser - en biografi om Hans Christian Ørsted. (Tusculanum. 2009)

C.G. Jung: 'Libidoens forvandlinger og symboler' (1911-12), revideret udgave: 'Forvandlingens symboler' (1952)
Vilh. Grønbech: Primitiv religion. 1915. (genoptrykt i 'Kampen om mennesket' 1930 og i udgaver 1947 og 1996)
Vilh. Grønbech: [Ikke-kirkelige] Religiøse strømninger i det 19. århundrede. (Gyldendal. 1922)
Ejvind Riisgård: Vilh. Grønbechs kulturopgør. (Gyldendal. 1974)
Erling Jacobsen: De psykiske grundprocesser. (Berlingske leksikonbibliotek. 1968 og 1971)
Erling Jacobsen: Godt og ondt. (Centrum. 1983)

"Den store Danske Encyklopædi" - diverse artikler og essays.



Film:

BBC-film 2013: Isaac Newton - The Last Magician (af Chris Granlund og Renny Bartlett) med Jonathan Hyde som Newton over for John Conduitt, Edmund Halley, John Flamsteed og Robert Hooke. - Medvirkende i dokumentardelen: videnskabshistorikerne Patricia Fara og James Gleick, renæssanceforskeren Lisa Jardine, forfatteren Stuart Clarke og direktøren for 'The Newton Paper Project' Rob Iliffe - samt ikke mindst nationaløkonomen John Manyard Keynes i originale filmklip fra omkring 1946 vedr. alkymi-papirerne. (Filmen er blevet vist på DRK i 2014). Jf. link til BBC.

Henrik Boëtius, Marie Louise Lauridsen og Marie Louise Lefèvre: Lyset, mørket og farverne. Film om Goethes farvelære og kritik af Newton (Magic Hour Films. 1998)

Lars Becker-Larsen: Københavnerfortolkningen (2004) - Film om den kvantemekaniske model der udvikledes på Bohr-instituttet i København i sidste halvdel af tyverne med Niels Bohr som primus motor og forskere som Wolfgang Pauli og Werner Heisenberg som afgørende bidragydere. Jf. artikel.

Luis Bunuel: 'Mælkevejen' (1968) - Bunuels fantastiske tour-de-force gennem den kristne kirkes dogmestridigheder gennem to tusinde år. Jf. artikel.



Relevante artikler på Jernesalt:

Folk forstår ikke modsætningen mellem religion og videnskab,
men helhedsrealismen viser at modsætningen er komplementær
  (13.7.15.)
Lys over landet, folket og eksistensen  (Essay om oplysning - 1.5.15.)
Humanioras eksistenskrise er selvforskyldt  (12.10.14.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Vurdering af det 20. århundrede
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet griber dybt ind i eksistensproblematikken  (13.1.11)

Jernesalts verdensbillede (kapital fra Jernesalts filosofi 2009)
med afsnit om Universet, Stof og energi, Virkelighed og Videnskab og relativitet

'Højsangen om den menneskelige eksistens' med særskilte afsnit om bl.a.
dobbeltheden i virkelighedsopfattelsen, navngivning og klassificering, tallet, Varmelæren, sandsynligheden og entropien, Det elektromagnetiske felt, Galilei ser noget andre ikke vil se, Newton ser et æble falde, Charles Darwin og evolutionen, Einsteins relativitetsteorier, Niels Bohr, korrespondens og komplementaritet, Kvantemekanikken og sproget, Sigmund Freud og de psykiske grundprocesser, Vilh. Grønbechs opgør med dualismen, Lorenz og aggressiviteten, Erling Jacobsen og konsistensetikken, Romantikkens opgør med den snævre rationalisme.



Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt
Peter Zinkernagels filosofi
Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger - kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex'

Vilh. Grønbechs kulturopgør
Grønbechs metode
Konrad Lorenz' kulturopgør
Bunuels dogmefilm "Mælkevejen"
Humormennesket Storm P.

Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski
William Blake's univers

Lys over landet, folket og eksistensen  (1.5.15.)
H.C. Ørsteds dristige, men umulige naturfilosofi
- Visioner, begrænsninger og fejlslutninger
  (23.5.10.)

Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (II) - kritik af Jesper Hoffmeyers filosofi  (9.12.09.)
Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (I) - kritik af Jesper Hoffmeyers filosofi  (5.12.09.)



Artikler om Essays
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal