ESSAY FRA JERNESALT - 31.5.05. - opdateret 9.9.20.

Humormennesket Storm P.

Indledning
Eftermælet
   Vennernes bog
   Trebindsværket om Storm P.
   Poul Carit Andersens bøger
Ny forskning med Jens Bing 1985
   Ejgil Søholm: Storm P. før Ping
   Line Jørgensens klunkestue-klovn
Helhedsrealismens humormenneske

Barndom og opvækst
Scenen
Maleriet
Monologer og fortællinger
Kriseårene 1919-25
Borgerligt liv
Fluernes visdom
Tvivl og tro

Personlig gæld til Storm P.
Henvisninger

Robert Storm Petersen (1882-1949) var et af Danmarks mest alsidige talenter, men han fik aldrig en uddannelse. Han gik ud af skolen som 14-årig, og ernærede sig længe med mere elle mindre tilfældige jobs. Men han endte som en højst skattet tegner, maler, skuespiller, forfatter og filosof.

Autodidakten var tegnemæssigt påvirket fra mange sider, bl.a. jugendstil, amerikansk bladtegningsstil, og af folk som svenskeren Albert Engström og franskmanden Jules Depaquit samt Edvard Munch; malerimæssigt af samme Munch og af Die-Brücke-ekspressionisterne (udstilling i København 1908), Klee, Kandinsky, belgieren James Ensor samt svenskeren Ivar Rosenius.

Hans produktivitet var enorm: mere end 60.000 tegninger og hundredvis af fortællinger foruden et mere begrænset antal malerier. Han kunne simpelthen ikke slappe af, men tegnede og skrev altid. Han elskede at 'doodle' (tegne kruseduller på papiret). Storm P. var stærkt tiltrukket af cirkus-miljøet, og han var skuespiller på både teater og film samt kabaret; optagelser er heldigvis bevaret på både film- og lydbånd.

Storm var flere gange i Paris, første gang på et skuespillerlegat i 1906, men det var cirkus og maleri der dér inspirerede ham. Rejsen til USA 1919 blev en stor skuffelse, ja, hans livs største, fordi amerikanerne ikke havde sans for hans optræden som kabaretkunstner, men især fordi han slet ikke fik den personlige fornyelse han havde håbet på. Tværtimod blev han dybt nedtrykt og fik voldsom hjemvé.

Fra 1903 tegnede Storm P. til tidsskriftet Jakel, fra 1906 til Ekstrabladet, fra 1916 til BT og Berlingske Aften, men 1919-20 også til Ragnvald Blix's norske 'Exlex' ('uden for loven'). Desuden til Svikmøllen og Blæksprutten med mellemrum fra 1910 til 1948. I 1913 skabte han den første originale danske tegneserie 'De tre små Mænd og Nummermanden'. 1915-16 udgav han sit eget blad 'Storm' med tekst og tegninger. Fra 1922 Peter og Ping-serien til BT. Fra 1917 Dagbogsblade og fra 1939 Dagens Flue - også til BT. Fluerne blev efterfølgende udgivet i mange samlinger og udgives stadig. Han udgav et årligt album fra 1913 og frem til 1948.

Hertil kommer fortællingerne der i 1949/50 blev udgivet samlet i 21 bind. Desuden bogillustrationer til bl.a. Harald H. Lunds børnebøger samt læsebogen 'Ole Bole gik i skole'. Denne blev brugt i folkeskolen fra 1927 og frem - og trykt i adskillige oplag (ialt 861 tusinde eksemplarer frem til 1957!).

Storm lavede i 1921 en billedfrise til Etablissementet Gimle's keglebanekælder på Grundtvigsvej på Frederiksberg, senere laboratorium for Landbohøjskolen og nu fredagsbar for de studerende. Dekorationerne blev på et tidspunkt overkalket, men genopdaget i 1996. Endvidere lavede Storm P. i 1922 en udsmykning til restaurant Patricia på Nørrebro. Den blev reddet og fredet i 1980, og kan i dag beses ved henvendelse til det antikvitetsfirma Fælledvej 4A der har lager i lokalet.

En stor udsmykning til Esbjerg Centralbibliotek lavede Storm i 1932-33, og den blev heldigvis overført til børnebiblioteket i den nye biblioteksbygning. Endelig var hans billeder grundlag for to store gavlmalerier, det ene på Værnedamsvej og det andet på Ingemannsvej, hvor han som ung boede hjemme hos forældrene. Villaen er revet ned, men den nye bebyggelse på stedet kaldes Storm P-gården.

Storm P. modtog i 1939 den fornemme medalje 'Ingenio et arti'. Han blev portrætteret allerede i 1922 af Vilh. Lundstrøm i et pragtbillede i rødt, som hænger på Esbjerg Kunstmuseum. Og igen af Herman Vedel i et mere traditonelt maleri fra 1941, som Storm P.-museet har. Harald Isenstein lavede buste af ham i 1935 og 1938.

Storm P. døde den 6.3.49. efter kort tids sygdom og ligger begravet på Frederiksberg ældre kirkegård (afd. 3,2, nr. 274).

Essayet trækker naturligvis først og fremmest på Storm P.s egne værker, men sandelig også på de vigtigste større og mindre værker der nævnes i det følgende, men ikke mindst Jens Bings bog fra 1985. Desuden har jeg haft adgang til på Storm P.-museet at læse vigtige dele af Storm P.s dagbøger og scrapbøger. Men beklageligvis findes endnu ikke - 56 år efter hans død - en egentlig og fuldstændig biografi. Grunden turde være at han falder for langt uden for alle sædvanlige kategorier.

Subjektiviteten af essayet skal både ses i lyset af Jernesalts fundamentale opfattelse, at det i eksistentiel henseende er subjektiviteten der er relevant, og i lyset af at alt hvad der er skrevet om Storm P. i høj grad er præget af subjektive, personlige synspunkter.

Såvel opfattelsen af personen som bedømmelsen af hans værk i alt dets mangfoldighed afspejler både direkte og indirekte bedømmernes ideologi i bredeste forstand, dvs deres livssyn og æstetiske, moralske, politiske og psykologiske synspunkter. Det er der ikke noget mærkeligt eller forkert i, men det fører ofte til ensidighed. Undertegnedes adskiller sig på væsentlige punkter fra de foreliggende bedømmelser - og jeg har derfor fundet det nødvendigt netop at få trukket begrebet humormennesket frem for at kunne yde Storm P. fuld retfærdighed som det både sammensatte og vidtfavnende, men alligevel fuldt integrerede menneske han var.

Det jeg siger her, er ikke noget,
jeg selv har fundet på, men det er sagt
af en mand, som vidste, hvad han talte om -!

Storm P. blev som tegner for de borgerlige blade uhyre populær i landet, ja elsket af flere generationer, hvad der også ses af de mange genudgivelser af hans fluer, tegninger og fortællinger, opfindelser, albums og tegneserier, og måske ikke mindst af Ebbe Rodes store succes med oplæsninger af hans historier. Tegneserien 'Peter & Ping' i BT resulterede i oprettelsen af en 'Pingklub' der fortsatte flere år efter hans død. Den var uhyre søgt af børn i alle aldre. Og venner af Storm P. har da også efter hans død kunnet opleve børn komme på Frederiksberg kirkegård for at lægge blomster på hans grav.

Storm blev med Otto Gelsteds ord 'en institution ligesom Rundetårn og pinsesolen'. Ja professor Hans Brix kaldte ham lige frem for et 'rigsklenodie'. Men meningerne om ham delte sig mellem de borgerlige og de venstreorienterede.

For de borgerlige var Storm både som tegner og menneske en lun og hyggelig mand, der fra 1922 til sin død var en uhyre flittig leverandør til Berlingske Hus og ellers - fra 1934 - passede sig selv hjemme på Asgårdsvej 17 med sin pibesamling, spilledåser og andre snurrepiberier. For de venstreorienterede, herunder Poul Henningsen, var Storm efter sin ungdomsperiode med skarpe social-satiriske tegninger en konservativ og reaktionær kunstner, der havde svigtet sine oprindelige idealer og nu blot morede borgerskabet med harmløst tidsfordriv. Ja, PH karakteriserede i 1954 ligeud Storm P. som 'reaktionær i verdensformat'!

Begge parter kan have ret, for vitterligt blev USA-rejsen 1919 et vendepunkt, der bevirkede, at Storm P. definitivt opgav alle ambitioner om at slå igennem som rendyrket satiriker, rendyrket kabaretkunstner eller rendyrket malerkunstner. De fleste husker ham derfor meget naturligt for hans tegninger og fortællinger efter 1920 som den store og vise, men i en vis forstand harmløse humorist. Det er også hovedindtrykket af 'Bogen om Storm P., skrevet af hans venner', der kom efter hans død i 1949. Men begge de nævnte synspunkter er ikke desto mindre langt fra sandheden om ham.

Denne mindebog udkom allerede i 1949, og Storms enke gennemgår indledningsvis ægtefællens slægt, barndom, skolegang og ungdom, mens plejedatteren Grethe Secher beretter om sin kære "Bellerfar". Teaterhistorikeren Robert Neiiendam, skuespillerne Elith Pio, Adam Poulsen, Henrik Malberg og Ebbe Rode, sangeren Christian Gottschalch, pianisten Vald. Willumsen, komponisten Knudaage Riisager, tegneren Herluf Jensenius, forfatteren Harald H. Lund, redaktør Svend Rindholt og antikvaren Otto Lind fortæller om de mange andre forskellige sider af Storm de fik indblik i. Som tillæg bringes uddrag fra Storms efterladte papirer, herunder digte og dagbogsnotater. Familiefotos og tegninger illustrerer teksterne.

Bogens værdi ligger i bredden og det klart personlige vidnesbyrd om en kær ven. Der kan findes mange gode karakteristikker, men nærgående analyser skal man naturligvis ikke forvente.

Et noget mere systematisk billede af Storm P. som mangfoldig kunstner blev tegnet i det store trebindsværk der blev udgivet 1950 under redaktion af den vidende og vidtfavnende filosof Frithiof Brandt. Her skildres kompetent alle sider af Storm P.'s virke og der gengives et væld af tegninger - i to af bindene på den fortrinlige måde, at de bringes i kronologisk orden så man let kan følge udviklingen.

Bind I om 'Humor og visdom' har tekster af Frithiof Brandt, Jørgen Bast og Orla Lundbo. Bind II om 'Malerier og tegninger' er skrevet af Walter Schwartz, Ivar Öhman og Preben Wilmann, og Bind III om 'Spøg og Latter' stod Henry Hellsen, Pola Gauguin og Poul Carit Andersen for. Dette bind indeholder desuden biografiske oplysninger og fortegnelser over Storms arbejder i bogform samt litteraturen om Storm P., som allerede dengang var omfattende.

Frithiof Brandt personligt tegner sig for en smuk indledning til alle bindene og kommer her navnlig ind på humorens væsen.

Storm P's værk inddeler han i fem hovedkategorier: det komiske, det humoristiske, det satiriske, det tragikomiske og det tragiske. Kategorierne går over i hinanden, men kan groft karakteriseres på den måde, at det komiske vækker blot og bar latter, som når en mand falder på enden. Det humoristiske vækker en hjertelig, sympatisk latter (man griner ikke af offeret, men med ham). Det satiriske vækker en spotsk, en hånlig, en antipatisk latter (man ler af offeret). Ved det tragikomiske er komik og tragik blandet så godt sammen, at man ikke ved om man skal le eller græde. Og ved det tragiske forsvinder ethvert smil, man fængsles af det smertelige, som det bl.a. genfindes i de mange klovne-figurer, hvor klovnen morer andre, men selv er trist.

- Tragedien regnes for
større kunst end komikken.
- Ja - er det ikke komisk.

Alle disse former for humor og tragik findes hos Storm P. og belyses i afsnit efter afsnit i værket. Og tilsammen dokumenterer de på temmelig uimodsigelig vis - uden at det direkte nævnes - at humor generelt først og fremmest peger på et alternativ til den almindelige borgerlige nytte-opfattelse af tilværelsen. Alligevel forekommer humorbegrebet for snævert.

Forlæggeren Poul Carit Andersens to bøger: 'Livet er en cirkus' fra 1972 og 'Livet er en gåde' fra 1973 fortæller i causerende stil om Storm P., hans liv og hans tid. Første bind handler om tiden fra barndommen og årene som slagterdreng frem til årene på Det Kgl. Teater. Mens andet bind drejer sig om årene frem til Storms død i 1949. Alt er levende fortalt med en rigdom af anekdoter og fotos. Andersen kendte Storm gennem mange år. Meget i bøgerne stammer dog fra Ellen Storm Petersen og Storms venner, men bortset fra at der hverken er personregistre eller nøjagtige årstal på fotoene, er bøgerne værdifulde som vidnesbyrd om Storm P.'s mange facetter, enorme spændvidde og produktion samt hans netværk og stilfærdige privatliv.

Poul Carit Andersens bøger må navnlig kritiseres fordi de på et så sent tidpunkt - næsten 25 år efter Storms død - opretholder et ret ensidigt billede af Storm P. som den hyggelige og elskelige humorist og borger, han vitterligt også var, men ikke rigtigt borer i kriseårene 1919-25 eller forsøger at forklare, hvorfor Storm stort set afskrev socialsatiren omkring 1920. Storms dybder loddes slet ikke.

Det var derfor næsten givet at der på et eller andet tidspunkt måtte komme en nyvurdering, og det skete da også i forlængelse af etableringen og åbningen af Storm P.-museet i 1977. Ellen Storm Petersen havde vogtet nidkært over alt hvad Storm P. havde efterladt sig af malerier, tegninger, dagbøger, scrapbøger, bøger, piber og inventar. Hun havde tilmed ført scrapbøgerne med udklip vedr. ægtefællen videre - og alt blev efter hendes død i 1961 overdraget en museumsfond. Storm P.-museet råder nu over hele dette righoldige og velordnede arkiv - tilgængeligt gennem løbende udstillinger men også for forskning.

Navnlig ud fra dagbogsmaterialet kunne Bing konstatere, at Storm P. var et yderst sammensat menneske, der lige fra sin tidlige ungdom til sin sene alderdom havde svært ved at finde ud af, hvad han egentlig ville med sine evner. Han tegnede og skrev og prøvede alt muligt inden for film og scenekunst samt tegning og maleri og fortællekunst, men en uddannelse fik han aldrig, og han vedblev livet i gennem at være i tvivl om, hvorvidt det var kunsten eller gøglet han skulle satse på.

Bing kan følge vægelsindet og splittelsen gennem Storms malerkunst. Han afslører hvor stor krisen blev efter Amerika-rejsens desillusionering i 1919, og at den indre tvivl fortsat dukker op midt i den borgerlige idyl på Asgårdsvej. Det kommer der særdeles fine og givende kommentarer og billedanalyser ud af.

Bings hovedsynspunkt synes at være, at det var Storm P.'s forhold til maleriet der delte hans liv i to halvdele. I årene efter Amerika-rejsen undveg han maleriets forpligtende udtryk. Fra midten af tyverne da han efter nogle års ulyst genoptog oliemaleriet fik det et andet indhold end tidligere. Det kom til at stå i nostalgiens tegn. "De sidste 25 år af Storms liv er historien om hvorlede han søgte tilbage til sin ungdoms motiver for inden for maleriet at runde sit liv af uden af efterlade sig løse ender", skriver Bing.

Hele dette hovedsynspunkt bliver naturligvis afgørende for Bings vurdering af de enkelte værker, herunder det sidste, ufuldendte hovedværk 'Klovnens begravelse', men også vurderingen af fluerne, der kom som daglig kommentar fra Storm til avisen fra 1939-49.

Bing undervurderer ikke visdommen i fluerne - det bekræftes også af indledningen til en fluesamling - og han konkluderer at Storms sammensatte livsværk trods alt ender i en syntese. Men han synes at mene, at det er en given sag at Storm enten må ses som en humorist med et gemytligt syn på tilværelsen eller som en satiriker med et temmeligt grumt syn på verden. Og han afstår totalt fra at forsøge at forklare den indre modsætning som Storm P. heller ikke selv kunne forklare.

Jeg mener imidlertid at det er muligt med begrebet om humormennesket at komme en forståelse af Storm P. meget nærmere, og jeg mener at det er muligt at se Storms modne år fra 1925 til 1949 som alt andet end nostalgiske.

Hvad særligt det satiriske hos Storm P. angår, satte litteraturmagisteren Ejgil Søholm sig i midten af 1980'erne for at skrive et værk om de særligt satiriske år 1902-20, dels fordi han skulle tilrettelægge en udstilling for Statsbiblioteket i Århus i forbindelsen med Aage Jensens donation til kunstmuseet, dels fordi Jens Bings store værk dukkede op midt i forberedelserne og helt naturligt gav anledning til overvejelse såvel som mulighed for nyvurdering.

Søholm gennemgår systematisk hele udviklingen fra de første usikre tegneforsøg til de håndværksmæssigt sikre tegninger i Storms eget blad og ikke mindst i nordmanden Ragnvald Blix' tidsskrift 'Exlex'. Et væld af tegninger gengives med eksakte kildeoplysninger og givende kommentarer. Eneste anke er, at nogle af tegningerne har måttet reduceres i størrelsen af pladsmæssige grunde.

Resultatet af hele denne gennemgang af bladtegningerne var for Søholms vedkommende, at det helt dominerende billede af Storm P. som en hyggelig og harmløs kunstner krakelerede totalt. Søholm kan naturligvis ikke bestride Storm P.s grundlæggende borgerlige anskuelser; han påstår heller ikke at der sættes definitivt punktum for socialkritikken i 1920, højst et semikolon, men han undrer sig betydeligt over vendepunktet, ja, forstår ikke rigtigt hvorfor det satiriske nedtones hos Storm.

Søholm må dog vende sig mod Poul Henningsen og dennes hårde og forenklede dom i Politiken 17.10.31. Den beroede nemlig på et hæfte af 'Social kunst' og en samtidig udstilling i Studentersamfundets regi af Storms socialsatiriske tegninger. Men PH overså, at såvel omtalen som udstillingen var tendentiøse i udvalget; det frasorterede mængder af ikke satirisk humor. Udvalget var ikke foretaget af Storm P. selv. Han havde blot generøst overladt materialet til de unge kulturradikale og ladet dem vælge hvad de ville have - og han havde ikke forestillet sig at de havde bagtanker med udvalget. Og PH's kritik sårede ham.

Søholm lægger ikke skjul på, at der i Storms utroligt store produktion er mindre helhjertede og mindre vellykkede sager, men Storm havde et skarpt og sjældent svigtende blik for det uægte - det overdrevne, opstyltede, hule og dækningsløse. Og det kan vel ikke uden videre stemples som reaktionært.

Fornuftigvis konstaterer Søholm at man hos et stemningsmenneske som Storm kan finde citatbelæg for hvadsomhelst. Det sikreste må være at se på resultaterne, men ak, også de viser et klart både-og, når det gælder kunstopfattelsen. For mens Storm som formidler medvirkede til udbredelsen af den europæiske modernisme i Danmark, så bidrog han som bladhumorist flittigt til udlevering af den moderne kunst som abstrakt og uforståelig.

Søholm ender heldigvis med at forsvare den del af Storms grundlæggende filosofi, der har at gøre med hans afsky for det uægte og opstyltede og al naiv fremskridtstro. Den sidste var Storm P. kommet fuldstændigt fri af i USA i 1919. Og Søholm spørger om det mon kan kaldes reaktionært at kritisere fremskridtet før det giver bagslag. Det mener han selvfølgelig ikke.

Men tilbage står, at Søholm stadigt ikke forstår vendingen i Storm P.'s liv - eller arten af den konflikt i Storms sjæl der hedder modsætningen mellem kunsten og gøglet. Men også her må man ty til begrebet humormennesket.

En af de mærkeligste bøger der er kommet om Storm P. er Line Jørgensens 'Klovnen i Klunkestuen' fra 1993. Den er mærkelig, fordi den slet ikke tager udgangspunkt i den humor hos Storm ingen dog kan tage fra ham - og som enhver med elementær humoristisk sans uden videre vil more sig over.

Men det værste er, at Line Jørgensen af bar finlitterær interesse går totalt fejl i byen i sine analyser og faktisk får leveret et skoleeksempel på, hvordan man under ingen omstændigheder må gribe studiet af Storm P. an, hvis man vil forstå manden og hans humor.

Hun synes ud fra læsning af Villy Sørensens betragtninger om den fantastiske fortælling at have troet på, at man i sine analyser skulle kunne bygge på Sørensens begreber om det indbyrdes forhold mellem det morsomme, det forfærdelige og det farlige. Men det kommer der kun sofistikerede og irrelevante analyser ud af.

Og helt galt er det at Jørgensen sætter Storm P. i den bås der hedder klunkestilen og som hun definerer som følelsesundertrykkende, dvs som en speciel dansk form for viktorianisme. Man - dvs den pæne borger - tog i den periode en klovnemaske på for at skjule sine sårbare steder, og i livets dagligstue lagde han klunketæpper over de pinefulde spørgsmål, lyder det! Jørgensens billede af den inderste Storm P. bliver da identisk med det billede Storm selv i 1917 malede af en klovn der i sin fortvivlelse vrider sit eget blødende hjerte over for et skraldgrinende publikum. Det lader hun pryde omslaget på sin bog.

Line Jørgensen afslører i to slutanalyser sin totalt manglende forståelse for den dybe humor i Storm P.'s fortællinger 'Bibenbabu - Psykisk Forskning' fra 1918 og 'Borte i tågen - eller hvad livet er uden høns' fra 'Detektyve historier' 1949. Hun tror at disse fortællinger kan læses som Storm P.'s (mislykkede) forsøg i den dybdepsykologiske genre. Men intet kan være mere forkert. Storm fantaserede og fabulerede frit fra leveren, og han morede sig kosteligt med at fortælle om mysterier i tilværelsen - med tryk på tredje stavelse i ordet mysterier, så ingen kunne være i tvivl om at han ikke snakkede om religiøse eller andre højere fænomener.

Storm psykoanalyserede aldrig. Han havde kun kendskab til psykoanalyse fra almindelig avisomtale (og psykoanalysen blev herhjemme først kendt i den almene offentlighed sidst i tyverne - via Sigurd Næsgaard). Storm kunne kun ironisere over teorier der ville sætte mennesker på formler. Fx finder man i 'Tegnerier' 1939 et meget sigende satirisk billede om konsekvenserne af en vis dr. Kindbergs idé om at alle bør underkastes psykologisk registrering. Under et stort regulativ om 'ordning af bundterne' ser man folk inddelt i kategorierne umulig, vanskelig, lumsk, upålidelig og godmodig - foran den inspicerende doktor. Den ene umulige griner højt af det hele - på Storms vegne.

'Borte i tågen' er fra Storm P.'s side ren spas som detektivfortælling. Og den psykiske forskning der er tale om i 'Bibenbabu' refererer ikke til psykoanalyse af nogen slags, men til den interesse for parapsykologiske fænomener, fx telepati, som det danske Selskab for Psykisk Forskning udfoldede fra stiftelsen i 1905, og som igen var en udløber af et tilsvarende engelsk selskab helt tilbage fra 1882, altså længe før psykoanalysen. I Bibenbabu kommer en bedugget mand hjem til sin bopæl og forsøger dinglende at fløjte flere gange op mod et vindue på tredje sal. Det er tilsyneladende resultatløst, for han er for fuld til at få lyden frem. Men pludseligt åbnes vinduet alligevel - og hans harpe af en kone smider nøglerne ned til ham, så han kan komme ind! Et usvigeligt sikkert bevis for telepatiens fakticitet for alle der har bevaret bare en smule humoristisk sans.

Det begreb om humormennesket som Jernesalts helhedsrealisme benytter går tilbage til en bog fra 1951 af religionshistorikeren Vilh. Grønbech, hvor det bl.a. hedder, at livet er et fund der bliver til af de oplevelser der synker ned i humormennesket.

Dette humormenneske må ikke forveksles med hvad man i almindelighed kalder en humorist. Det er hos Grønbech modstillet erindringsmennesket, dvs det menneske der har sin fortid stående i ryggen som en trussel der stadig skal besværges, fordi oplevelserne ikke får lov til at dø for at leve, men tværtimod går råt ned i sjælen og komme til at ligge som en vægt af brokker.

Søde og sure minder, halve, forsagte nydelser, halve forsagelser, anger og impotent lyst tynger som et fremmed materiale i sindet; de rådner til noget som nu om dage har fået navnet komplekser eller hæmninger og i gamle dage kaldtes anfægtelser. Og en skønne dag springer disse spøgelser op som noget fjendtligt, der voldtager viljen og måske river forstanden med sig ned i det kaotiske mylder af løse oplevelser.

Humormennesket derimod, fortsætter Grønbech, ved at hans oplevelser bogstaveligt dukker ned og bliver borte for ham. De går ind i alt det andet som han før har levet og gjort, givet mennesker og modtaget af mennesker, hvad han har digtet og drømt. Noget oplevet kan dukke op igen som minde, men det er ikke øjeblikket der træder ud af glemselens skjul. Mindet bliver til - op af dybet. Det fødes igen med en kraft og varme som øjeblikket ikke havde og trækker en hel verden med sig ind i erindringen. Det gamle øjeblik er lige så nyt som nuet. Dernede i dybet er alt nemlig en skabende magt.

Som det ses er det sjælelige dyb her betragtet som en uafladeligt skabende underbevidsthed - og altså slet ikke som tilfældet er i psykoanalysen som en kogende gryde af fortrængninger der hvert øjeblik truer med at sprænge overfladen. Ingen ved bedre end kunstneren og mystikeren hvad denne skabende inspiration dybest set er. Men som Grønbech påpeger så er den skabende sjælelige undergrund ikke et privilegium for særligt benådede mennesker, men tværtimod noget alle kender hvis de tør være sig selv. Det er det simpleste af alt, sjælens livsgrund, det er menneskets dybeste væsen.

Det siger sig selv at disse begreber om humor, humormenneske og underbevidsthed må give helt andre muligheder for forståelse af kunstnere af enhver slags, men da navnlig af sammensatte kunstnere som eksempelvis William Blake og Storm P. De giver også muligheder for at se anderledes på alle modsætninger i sjælelivet. Og det er dette der skal forsøges i den følgende gennemgang af Storm Petersens liv og værk.

Tiderne er efterhånden blevet
sådan, at hvis man opfører sig
normalt, så er man ikke rigtig klog.

Robert Storm Petersen blev født på Gadekærsvej nr. 13 i Valby den 19.9. 1882 som ældste barn af slagtermester Carl Frederik Christian Pedersen og hustru Oline Marie. Storm fik tre søstre og en broder. Han sagde selv, at han havde arvet lunet fra faderen og roen fra moderen. På hendes side i slægten var der mest alvorlige, stille mennesker. Hun var selv et stille, tænkende mennesker, fortæller han et sted. Men han følte at han havde dem begge i sig. Hun forblev moderfiguren for ham livet igennem. Han giftede sig med kvinder der lignede hende. Hans første hustru, kaldet 'Mads', var endog 23 år ældre end han selv.

Faderen købte af hensyn til sine leverancer i 1884 en gård i Vigerslev, som hele familien flyttede til. Den lå i Vigerslev Stræde og var uden jordtilliggender. Her boede de indtil de flyttede til Enghavevej 10 i 1888. Men gården beholdt faderen til 1893.

Storm huskede tydeligt denne gård med gravhøj i haven. Det er dog en erindringsforskydning. Højen, som blev fredet i 1922, hedder Danshøj og lå ca. 100 meter fra gården. Denne lå ikke langt fra Harrestrup å (nu overdækket i Vigerslevparken) og kirken i Hvidovre. I nærheden var der gadekær, smedje og ledvogterhus ved banen til Roskilde. Engang fascineredes han af en kunstmaler, der malede efter naturen. Men han oplevede også en forestilling hjemme i stuerne med professor Labris omvandrende cirkus.

Skolegangen begyndte på Frederiksberg Latin- og realskole i 1889, men fortsatte i 1891 på Gasværksvejens skole, hvor han dog gjorde oprør mod en lærer der havde været uretfærdig mod en kammerat. Faderen blev inddraget, men godtog åbenbart Roberts forklaring af det passerede, for drengen blev flyttet til en privatskole.

I 1892 flyttede familien til Vesterbrogade 25 og i 1895 til villa Olga på Ingemannsvej 12. Storm viste hverken særlige evner eller særlig flid i skolen, og gik ud efter konfirmationen i 1896. Herefter var han slagterlærling i faderens forretning, der nu var flyttet til butikker i 'Maven', det forlængst nedrevne slagterkvarter omkring den ufærdige Nikolaj kirke.

Faderen kunne også drive spas med folk. Engang stillede to madammer sig op foran hans butikker og skvadrede løs i én uendelighed. Til sidst blev det for meget for slagtermester Petersen, så han tog rask to stole og satte ud til dem med opfordring til at tage plads. De forsvandt skyndsomst. En anden gang opdagede slagtermesteren at en fattig kone snuppede et kalvehoved og stak ind under frakken. Han skyndte sig ud med noget avispapir og spurgte om hun ikke ville have kalvehovedet pakket ind, så hun ikke fedtede frakken til. Og han tilføjede at en anden gang skulle hun bare komme ind i butikken og sige til hvis hun gerne ville have nogle varer hun ikke havde råd til.

Men slagterfaget duede Robert heller ikke rigtig til, for han var for sart til at slagte får og lam. Han prøvede malerfaget en dags tid. Men svendene var for sjofle. Han gik nogle måneder på teknisk skole og fik også tegneundervisning hos maleren Valdemar Neiiendam, men arkitekten Thorvald Bindesbøll gav ham det råd at holde sig fra al undervisning og i stedet lære selv. Det gjorde han i tegnekunsten og i maleriet såvel som i scenekunsten. Han var og forblev autodidakt og amatør. Men han sugede indtryk til sig fra alle sider og var letpåvirkelig.

Den unge mand tegnede og skrev digte - og var i halvfemserne stærkt påvirket af kredsen omkring Tidsskriftet 'Tårnet', dvs symbolisterne med Johannes Jørgensen som centrum. I kredsen af kunstnervenner - som bl.a. Aksel Jørgensen - drøftede man indimellem kunst og filosofi på dybsindigt plan. Jørgensen fortæller, at de engang havde besøg af en ældre kunstner, en stor dansk maler "som forstod at fremstille sorg og lidelse i sine billeder" og ved denne lejlighed talte han alvor om døden. Selve ordet 'døden' gentog han i sin slutning tre gange efter hinanden med stigende patos - og det var for meget for unge Storm. Han rejste sig og deklamerede en meningsløs ordstrøm i stor patetisk stil - på fransk, som han ikke kunne et ord af. Hvem kunstneren var oplyser Jørgensen ikke, men man kan gætte på fx Harald Slott-Møller. Det afgørende er, at Storm på den ene side var optaget af symbolismen, men på den anden side ikke kunne fordrage befamling af sine eller andres følelser.

Og denne holdning har igen slet intet med klunketidens eller viktorianismens seksuelle eller følelsesmæssige fortrængning af gøre. Storm P. var ikke fra et klunkehjem med grossererkultur og adskillelse mellem herrerværelser og dameboudoirer, men fra et slagtermesterhjem med menneskelig varme, fest og livsglæde. Her var der almindelig gudsfrygt og anstændighed. Storm afskyede livet igennem frivolitet og sjofelheder. Men også i et sådant miljø findes der kultur i betydning hjertevarme. Og det er den der gør forskellen. Hverken hjemmet i Jernbanegade med 'Mads' eller senere i Smallegade og på Asgårdsvej med Ellen var klunkehjem med tykke tæpper, portierer, klunker og mahognimøbler og hvad der ellers hører til.

Storm P. malede faktisk i 1908 et særdeles dystert billede i Munch-stil som han kaldte 'Kultur', ja ordet står endog skrevet henover billedets nederste del. På baggrund af store mørke højhuse til højre side og et demonstrationstog med røde faner til venstre ses et stort gustent ansigt med rødt hår, røde øjne og rødt blod flydende ud af munden. Håbløshed og desperation lyser ud af billedet. Men hvad har det med kultur at gøre? Var billedet malet 20 år senere, kunne man måske komme på den idé at det ligefrem var en illustration til Freuds teori om kulturens byrde. Men billedet er som nævnt fra 1908.

Bing mener, at billedet forestiller Storm P. selv - og at det skildrer den følelse Storm havde af splittelse mellem den undertrykkende kultur på den ene side og den frigørende protestbevægelse på den anden side. Og godt nok var Storm på dette tidspunkt temmelig smalhovedet, men ellers ligner det ham ikke. Og godt nok kan man måske med lidt god vilje tale om Storms vågnende bevidsthed om sin isolation som kunstner på dette tidspunkt, men hans første separatudstilling, der vakte visse menneskers vrede, men gennemgående blev positivt modtaget af kritikerne, fandt sted året efter.

Han malede ganske mange billeder de følgende år, og den følelse der siden - henne omkring 1920 - virkelig ramte ham foruroligende som kunstner var følelsen af at hans jævnaldrende var løbet fra ham i kunstnerisk udvikling. Han kunne ikke følge dem i den abstrakte retning. Han insisterede på en forbindelse til den genkendelige virkelighed. Nej, billedet 'Kultur' kan udmærket tydes som Storms bittert ironiske kommentar til valget mellem tomt fremskridt og voldelig revolution. Partipolitisk interesseret var han aldrig, og selvom han måske i krigsårene og gullaschtiden havde sympati for reformer, blev bolsjevismen et skældsord i hans mund da revolutionen faktisk kom i Rusland.

- Alting må revolutioneres!
- Absolut - vi må tilbage til det gammeldags!

Ganske karakteristisk for den unge mand var hans reaktion, da han på en fjeldtur i Norge kom i yderste livsfare ved at falde ud over en skrænt. Han reddede sig kun ved at gribe fat i gren på en skrænt nedenunder. Det han var mest ræd for var at miste den uundværlige shagpibe, så den bed han godt fast i. Men han tabte sine tændstikker - og det var slemt.

Forældrene var af ganske gode grunde bekymrede for hvad der skulle blive af den unge, følsomme mand, der tilsyneladende ikke duede til noget. Måske ligger deres bekymring bag hans langt senere 'flue' af en vagabond der sidder på en bænk med et temmeligt triumferende smil og siger: "Da jeg var ung, troede man ikke jeg ville blive til noget videre. Men jeg narrede dem, for jeg blev slet ikke til noget."

Men det skal tilføjes at forholdet mellem Storm og forældrene var og forblev godt. Han elskede dem, skrev som 14-årig et digt til Gud med tak for moderen - og skrev naturligvis også sølvbryllupssangen til dem i 1904, da han var 22. Og han blev boende hjemme på Ingemannsvej helt til 1906, hvor han sammen med Elith Pio og en tredje kammerat foretrak at leve det vilde bohemeliv i en kvistlejlighed på H.C. Ørstedsvej. Storm var nok tryghedsnarkoman, men der var også en anarkist i ham. Tidligt fik han øjnene op for, at det er en tosset verden vi lever i, dvs en verden hvor der er en næsten tragisk forskel på den frihed vi drømmer om og den nødvendighed vi må leve under.

Samarbejdet med Fahlberg varede fra 1903 til 1907 og førte Storm videre til bladene Klods-Hans og Gnisten samt ikke mindst Ekstrabladet under chefredaktør Frejlif Olsens dynamiske og provokerende ledelse. Storm P.'s satire blev stærkt påvirket af redaktørens holdninger og ideer. Det var ofte ham der egenhændigt lavede teksterne. Og Storm holdt sig ikke på afstand af det hektiske liv på redaktionslokalerne således som det senere blev tilfældet, da han knyttedes til BT.

- De ser ikke ud til at have opfundet krudtet!
- Nej - og det er jeg så glad for!

Selv i den skarpeste socialsatire blev Storm P. ikke nærgående partipolitisk. Det var den naturlige medfølelse med samfundets svage og udstødte og hans umiddelbare forargelse over myndighedernes og de riges behandling af de svage der drev værket.

I 'Politivennen' gik satiren tit på politiets overgreb eller grove opførsel. Det var naturligvis helt i redaktør Fahlbergs ånd - og det skal huskes at tiden var justitsminister Albertis og dermed årene hvor bl.a. pryglestraffen blev drøftet - og til sidst afskaffet.

Under 1. verdenskrig kom gullaschbaronerne på sigtekornet med deres overfladiske opkomlinge-kultur der mest gik ud på at markere at de var kommet til penge og kunne tillade sig alt og betale sig fra alt.

En enkelt gang får indenrigsminister Rode på punklen af en af Storms vagabonder der læser i avisen, at nu kommer der spiritusforbud fra i morgen kl 9 - Så er det slut - 'Proppen i' - som historien fra 1918 kom til at hedde. Rode havde året før mangedoblet afgiften på brændevin - af både finansielle og sundhedspolitiske grund. Men populært var det jo ikke. "Så stod vi lidt og hang med profilerne. Den er morderlig gal," hedder det i historien. Har du overskuet flademålet?, spørger han sin ven. Ja - det er et helt ragnarok, lyder svaret, som hentyder til Rodes Gimle-talen 1916, hvor han trøstede folk med at efter Ragnarok (de finansielle stramninger) kommer Gimle (de gode tider).

I dekorationerne til Etablissementet Gimle i 1922 afbillede Storm P. statsminister Niels Neergaard, der samme år havde indført en upopulær restaurationsskat.

I 1920 gjorde Storm lidt grin med socialdemokraterne der ville have afskaffet den militære pragt når kongen kørte til Rigsdagen. Storm lader i tegning til 'Svikmøllen' Christian X sidde på en simpel arbejdsvogn fra bryggeriet Stjernen med den skæggede og muntre partiformand Staunings arm om ryggen. Begge har en bajersflaske i hånden.

Flittigt ironiserede Storm livet igennem mod skrankepaver og langsommelige behandling på offentlige kontorer. - Tror De ikke vi har andet at lave, her på kontoret, spørget ekspeditionschefen i en 'flue'. Jo, desværre - alt muligt andet, svarer borgeren.

Her er det mig der bestemmer, siger ekspedienten ved lugen!- Men kunden returnerer med en spydighed: Hvad bestemmer De da?.

Under besættelsen var det ikke muligt åbenlyst at angribe hverken politikerne eller besættelsesmagten, men de i hverdagen generende følger af rationering, varemangel, erstatningsvarer, mørkelægning, beskyttelsesforanstaltninger og afspærringer blev genstand for systematisk latterliggørelse fra Storms side - først og fremmest i Dagbogsbladene til BT (et udvalg blev udgivet efter krigen) - men også i de årlige bidrag til Blæksprutten.

En enkelt gang har Storm P. røbet hvad han har stemt ved et folketingsvalg. Han stemte i 1947 på Retsforbundet, selvom han egentlig havde besluttet sig for at stemme på Knud Kristensen.

Det ligger således fast, at det ikke var partipolitik endsige ideologi der bestemte hans satire. Den bør ses som en mere overordnet samfundskritik, der grundlæggende er på de svages side, men først og fremmest retter sin kritik mod alt det snobberi og hykleri og al den ensidighed han så i tiden.

Allerede i 1905 blev Storm medarbejder ved Nordisk Film i Valby som Ole Olsen havde startet. Storm havde flere roller i de forholdsvis korte, melodramatiske stumfilm, men lavede også dekorationer. Interessen for film varede ved - og førte senere også til at han lavede egne tegnefilm på grundlag af sine tegneserier. I biografen gik han meget - og der er i hans fortællinger mange referencer til film og filmskuespillere, især amerikanske, og særligt cowboy-film. - Filmografi over film med Storm P. kan søges på Danmarks Nationalfilmografi  under 'personer'.

I den allerede nævnte fortælling 'Bibenbabu' kan man således finde ordene "urmenneskets trang til brand i gaden" med tilføjelsen "William Hart og Tom Mix for ever", og det er ikke opdigtede navne, men faktisk to af stumfilmens populære western-helte.

Men han var altså med på det teknologiske fremskridts tog og dyrkede også videnskabens store navne som fx Thomas Edison. Storm var en af de første tre danskere der i 1899 fik sig en fonograf - via en ven der havde været i USA.

Interessen for teknik afspejles klart i Storms utallige barokke 'opfindelser' som han diverterede et stadigt større publikum med. Mange af opfindelserne kan faktisk føres ud i livet - som en film har vist - men det morsomme ved dem er naturligvis misforholdet mellem det enorme og indviklede apparat der stilles op for at løse det simpleste problem som fx at slukke et stearinlys der står langt fra sengen. Men der kan også være tale om et specielt apparat der kan få læseren af kriminalromaner til at gyse, hvis teksten ikke har effekt. Når læseren bevæger sin ene fod, sikrer apparatet at der falder en isklump ned på ryggen af ham.

Storm tog i 1903 mod til sig og henvendte sig til lederen af Casinoteatret, som han kendte udmærket, fordi hans far var en slags mæcen for teatret. Slagtermesteren gav jævnligt personalet store frokoster og middage. Storm opnåede engagement som en slags altmuligmand. Små roller blev det også til, men problemet var at han ikke kunne lære replikkerne udenad. Poul Sabroe fortæller, at Storm og Chr. Arhoff engang i en revy arrangerede sig på den måde, at de skrev deres replikker ned på sedler og anbragte i spande ved rampen. Storms tekster var røde, Arhoffs blå, men lyset skiftede på et tidspunkt kulør, så de røde sedler blev ulæselige. Dilemmaet løste Storm ved resolut at gå hen til en spand og trække sin replik. Og bagefter sagde han til Arhoff, at nu var det hans tur. Og sådan blev de ved - til publikums store moro.

Storm elskede at improvisere og at gøre et stort nummer ud af en lille rolle. Flere gange i begyndelsen af karrieren måtte han dæmpes ned, fordi han faktisk evnede at stjæle billedet fra hovedrolleindehaverne.

Dette forfulgte ham på en måde livet igennem, for da han fx i 1924 på Det kgl. Teater spillede den lille rolle som gavtyven Radelzir i Holbergs 'Pernilles korte frøkenstand' kunne bladet Københavneren konstatere, at det var ganske lidt Storm Petersen havde at sige - "men hvor han virkede. De øjeblikke han var på scenen var der ingen der vidste hvad der foregik uden om ham." Det skal tilføjes at Storm på dette sene tidspunkt var yderst populær i København som morsom mand. Mange grinte bare de så ham. Medvirkende hertil var sandsynligvis hans stemme. For det var - som man kan høre på optagelser - en fistelstemme eller falset, dvs en stemme hvor stemmebåndene svinger ufuldstændigt og derfor giver få overtoner. - Storm P.'s stemme kan bl.a. høres på Statsbibliotekets 'Dansk Lydhistorie' under Anker Kirkeby-samlingen  (2œ minuts optagelse fra 20.2. 1934).

Storms svenske ven, Albert Engström, kunne ikke lide denne stemme. Han syntes Storm talte som en dame. Men det hjalp lidt på vennens aversion, når der kom akvavit på bordet, fortæller Storm selv.

Det kan i denne forbindelse også nævnes at Storm P ifølge komponisten Knudåge Riisager, der lavede musikken til hans ballet 'Benzin', også kunne danse - endda med graciøse ballettrin. Kapelmester ved Det kgl. Kapel maestro Egisto Tango udbrød engang: "Hr. Storm Petersen skulle have været ved balletten". Storm havde en fabelagtig 'ballon', som balletfolk kalder det, dvs en affjedring i benene der bevirker at danseren hopper svævende op igen når han falder ned på benene.

Ungdomsvennen og skuespilleren Elith Pio fortæller hvordan kabaretkunstneren Storm blev født ved en ganske bestemt lejlighed og med hans efterligning af fransk sprog og deklamationsstil. Det var en aften hjemme hos Pios far, hvor skuespillerne fra Casino-teatret ofte mødtes for at feste med sang og anden lystighed efter en forestilling. Storm rejst sig pludselig - uopfordret - og begyndte at deklamere på det fransk han absolut ikke kunne. Men forsamlingen var tryllebundet - og totalt forbløffet.

Storm P. deklamerer på fransk

Her var altså hans talent - og hans sprogmusikalitet. Tilsvarende nummer gav han senere ofte. Sprogmusikaliteten kan man tydeligt høre på de optagelser der findes af hans egne monologer, eksempelvis replikkerne "Flytte mig - Flytte mig - Ja, ka' du flytte mig - eller er der i det hele taget nogen der ka' flytte mig - i og for sig altså - alt iberegnet..." fra 'En dansk anarkist'.

Spasmager var Storm livet igennem, og det kunne gå så vidt at han engang på Dagmarteatret på eget initiativ agerede lig i en ligkiste med låg på, da det skelet man plejede at bruge var kommet i uorden. Ligkisten skulle i den pågældende akt stå temmelig længe på scenen, så Storm måtte sørge for ventilation med et par propper ved låget. Men han forsynede sig også med en avis og en lommelygte så han kunne fordrive tiden - og hertil den uundværlige pibe i tændt stand. Hovedrolleindehaveren var ikke orienteret om sagen, så da hun åbnede låget fik hun et mindre chock, og efter tæppefald lod hun sin vrede gå ud over ham.

Gøgl var for Storm P. en så væsentlig del af den kunstneriske virksomhed, at han kunne være i tvivl om, hvorvidt det var kunsten eller gøglet der var det centrale. Han forsøgte derfor at løse problemet ved at tale om 'kunsten i gøglet'. Han havde et krav om at der skulle være mening og alvor med alle ting.

Tidligt havde han oplevet klovne og varietékunstnere der formåede på en eller anden uforklarlig måde at vise ind til noget væsentligt i livet, en sandhed eller undren, som var og er kernen i al kunst. Storm oplevede allerede i 1905 Grock (1880-1959) i København, havde ham på besøg og blev ven med ham, vel at mærke før denne klovns verdensberømmelse var indtruffet. Storms hund Grog blev opkaldt efter ham.

Men også Chaplin (1889-1977) og W.C. Fields (1880-1946) oplevede og bemærkede Storm på varietérne i København - før de kom til filmen og skaffede sig internationalt gennembrud. Gøg og Gokke værdsatte Storm - og ganske karakteristisk kan man i hans dagbog fra tiden omkring Amerikarejsen i 1919 to gange finde indklæbet et lille avisfoto af den dumme Gøg (Stan Laurel), der altid klø'r sig i hovedet når der er problemer.

Vennen Jules Depaquit
- malet 1919

Så sent som i 1924 kan man iøvrigt i scrapbøgerne finde et avisudklip med en større artikel om netop cirkus Médrano på dette tidspunkt med det berømte klovne-trekløver brødrene Fratellini, som dog først debuterede på Médrano i 1917.

Storm P. vendte flere gange tilbage til Paris, Montmartre, cirkus og kabaret, men ved det første møde fik han dyb inspiration til maleriet. Det var ikke mindst Toulouse-Lautrec han beundrede og lærte af.

Storm malede efterfølgende mange billeder fra det specielle miljø. Fine koloristiske billeder fra Montmartres gader og af 'La Morgue', Paris' lighus, som fascinerede ham lige så meget for sin uhyggelige funktion som for sin umiddelbare æstetiske skønhed. Det var her selvmorderne, der sprang i Seinen, havnede. Beskrivelsen af bygningen kendte han allerede fra Fahlberg Hansen.

Storm kunne endog finde på at forsøge sig med deciderede efterligninger af munchske motiver, først og fremmest i billederne 'Kys' fra 1907-08 og 'Tre kvinder fra Havet' fra 1905, men forsøgene faldt ikke heldige ud. Storms forhold til kvinder var væsentligt forskelligt fra Munchs, det var totalt blottet for angst. Der var i ingen henseende tale om noget neurotisk hos Storm. Men et enkelt billede, 'Angst' eller 'Syfilis' fra 1906 afspejler ikke destomindre ikke blot inspirationen fra Munchs 'Skriget', men også - og navnlig - den fulde forståelse for muligheden for at udtrykke følelser gennem farven.

Storm malede også et billede af de kommunale ligfiskere på en båd i Seine - med publikum stående tæt langs den modsatte kaj. Og han malede et andet han kaldte 'Bristede strenge', en violinist der havde druknet sig i Seine-floden med violinen i hånden - og Notre Dame i baggrunden - og med sin violinspillende sjæl der som en engel steg til himmels på god symbolistisk vis. Det er ikke givet at dette - som Bing mener - skal tages som udtryk for troen på en 'guddommelig retfærdighed', for dette er et tvivlsomt begreb. Det er mere nærliggende at se dette billede og flere andre som udtryk for Storms bevidsthed om at der er en anden realitet end den snævert jordiske.

Og så havde han altså rent faktisk også i længere tid stået i forhold til en kvinde af kød og blod, den 23 år ældre Lydia Sørensen, kaldet 'Mads'. Formelt blev de først gift - med præstelig bistand, men privat - i 1913, fordi den separerede Lydia havde problemer med skilsmissen fra sin første mand, og måske også for ikke at støde Storms far for meget. Han var død i 1912. Men Storm og hun levede sammen fra 1906 i hendes kvist-lejlighed i Jernbanegade 3. Hun blev både hans muse og hans moder. Hun hjalp ham med økonomien ved sit arbejde med at 'skrælle torsk' i køkkenet på 'Bræddehytten'. Hun gav ham trygheden, livsglæden og inspirationen - og så var hun aldeles usnobbet, så der var åbent hus for alle hans venner. Engang fik hun ved et selskab Georg Brandes til bords, og da han gav udtryk for sin undren over at der var ting i hans bemærkninger hun ikke forstod, replicerede hun, at hun til gengæld kunne stege en bøf, og det var mere end han kunne.

Storm var altså ikke på nogen måde - som en anden H.C. Andersen - bange for den fysiske kontakt med det andet køn. Han var fascineret af det og kunne endog i sine tegninger i en periode indlade sig på deciderede erotiske skildringer.

Han var heller ikke - som Poul Henningsen postulerede i sine besynderlige angreb - nogen hader af børn: Han elskede både børn og hunde og katte (også på dette punkt i direkte modsætning til Andersen). Han legede på normal vis med sin plejedatter og dennes kammerater - ligesom hans egen far havde leget med ham selv og hans søskende som små. Og han morede sig ved Ping-klubbens arrangementer med børn der skulle hjælpe ham at tegne.

En overgang var han inspireret af den poetiske, svenske maler Ivar Arosenius. Det ses eksempelvis tydeligt i en koloristisk akvarel som 'Sommerfuglen' fra 1910, hvor et ungt par ligger i græsset mellem blomster og betragter en kæmpestor sommerfugl. Men det fremgår også af det meget morsomme billede 'Hjemturen' fra samme år, hvor to stærkt berusede mænd med øller i båden prøver at ro hjem til deres ø der fortoner sig i det fjerne.

Fra kunstnere som Klee og Kandinsky modtog Storm P. stærke impulser i retning af musikalitet i billedopbygning og farvevalg.

I ekspressionistisk retning ses påvirkningen fra belgieren James Ensor stærkt i oliemaleriet 'To kors' fra 1917-18 af en fed præst i forgrunden ved alteret med både stearinlys, bønnebog, ølflaske og pengepose. Han bærer selv et stort ridderkors på præstekjolen. Men bag ham ses korset med Kristus. I baggrunden det moderne liv med højhuse, flyvemaskiner, soldater, demonstrationer, gøglere og kærestefolk. En grov satire der ikke lader én i tvivl om, at Storm så med ublide øjne på kirken og præstestanden.

De satiriske billeder er der i det hele taget mange af. Fra 1907 stammer fx 'Gud elsker en glad giver' der viser en djævlelignende rigmand med tyk mave, høj hat og spadserestok give sit bidrag til kirkebøssen med en stor spytklat. I 'Gullasch' (1916-17) rider en lille fed rigmand (med jødenæse) på en nøgen kvindes knæ mens han berører hendes ene bryst med en blomsterbuket.

1918 laver Storm to billeder af interviews. Den ene forestiller en fint påklædt journalist med notesblok og blyant interviewe en nøgen kvinde der ligger på sin seng - et eksempel på at Storm ikke gik af vejen for ind imellem at skildre kvindens erotiske udstråling utilsløret. Til gengæld viser det andet billede, et oliemaleri af selveste Anders Zorn, den store svenske maler der breder sig foran et af sine lærreder med en solbadende kvinde, mens journalisten ligger i en meget ydmyg stilling på gulvet - bogstaveligt med enden ud af bukserne. Han har allernådigst fået adgang til at stille den berømte mand et par spørgsmål.

Storm P. blev selv interviewet mange gange i sit liv. Men han var ikke altid tilfreds med resultatet. Bl.a. tog han flere år efter afstand til det interview Socialdemokraten bragte lige efter at han havde sat sine ben på dansk jord efter Amerikarejsen. Da belagde han nemlig ikke sine ord om Amerika - og det fortrød han. Naturligvis gælder generelt at man altid skal tage interviews med forbehold, eftersom ordene ikke altid er faldet præcist som de er blevet trykt. Storm valgte derfor også som regel at udtrykke sig med største ironi, simpelthen for at beskytte sig. Og så sent som i 1947 gjorde han i fortællingen 'Interviews' grin med disse åndelige trapez-numre, hvor man skal være hurtig i vendingen med et kvikt svar.

Hvis jeg skal sige min ærlige mening
om denne sag, må jeg udbede mig
betænkningstid - man kan aldrig
være ærlig sådan på en studs.

De satiriske ligger helt på linje med de mangfoldige satiriske tegninger i perioden op til 1920. De kan blive grove til det barbariske som fx i 'En lystmorder' (1906-09) med undertitlen 'Vægbillede for en pessimist'. Morderen anholdes i sin hybel mens han skuler op til billedet af sin lidet elskelige kone, som han netop har myrdet ved at skære hende i mange stykker. Et ben flyder på gulvet og torsoen er stoppet ind i servanten. Men satiren kan også rette sig mod dommerstanden som i 'Uskyldig dømt' fra 1919. Her viser hovedet af den dødsdømte og halshuggede mand sig for sine dommere som truende genfærd.

De varmt poetiske og humoristiske viser først og fremmest en morsom situation af et vis surrealistisk tilsnit, dvs hvor det der sker i billedet er i uoverensstemmelse med almindelig fysik. Et typisk eksempel er akvarellen 'Månen i gadekæret' (1928) der er forlæg for gavlmaleriet på Ingemannsvej (se gengivelse ovenfor). En vagabond fisker med sin stok efter månen som spejler sig i gadekæret. Men spejlingen er det i virkeligheden kun billedets betragter der kan se. Vagabonden står på den forkerte side af kæret. - Fra samme år stammer 'Stjerneskud', hvor en herre med stok fanger et stjerneskud i sin høje hat. - Eller 'Juleaften' (1944) hvor vagabonden med sin hund tager hatten af for stjernen der har placeret sig præcis oven over juletræets topskud som hørte den til træet.

Et varmt billede er også 'Skrædderen i paradis' (1906-10) der viser en moderne forretningsmand forsøge sig som sælger af lingeri overfor en frodig og grinende Eva, der intet skjuler, og en skeptisk Adam med hænderne foran sit køn - mens slangen snor sig om benene på sælgeren, og de øvrige dyr ser til.

Gårdsangeren. 1941

Dette oliemaleri af gårdsangeren er fuld af varme, fordi den syngende mand samler så mange hunde omkring sig der giver sig til at tude som ulve. Enhver hundeejer vil fryde sig over billedet, fordi det er noget af det morsomste ved at have hund at høre og se dem give sig fuldstændigt hen i denne tuden blot de hører en passende langvarig tone, fx lyden af en sirene.

De starter i 1909 med en klovn der betragter 'Manegens dronning'. Fortsætter 1912-14 med 'Den arbejdsløse klovn' der efter sæsonen går hjem over sneklædte marker med sin guitar og sin tromme og i følgeskab med sin puddelhund. Klovnen ryger på sin pibe. Billedet er klart et selvportræt, der vel viser den frie artists normale erhvervsrisiko, men trods alt også Storms egen grundlæggende sindsro.

Den arbejdsløse klovn

1916 følger 'Jongløren' foran sit publikum. Der er tale om den danske artist Sato, som Storm allerede så i 1900 og da karakteriserede som en ustyrlig grinagtig jonglør maskeret som knockabout.

Fra 1917 stammer det dybt tragiske billede af 'Narren' der for et skraldgrinende publikum vrider sit blødende hjerte. - Det følges 1925 op af 'Sidste nummer', hvor artisten midt under forestillingen forvandles til en dødning mens musikken spiller lystigt videre i orkestergraven. Billedet afspejler at Storm på dette tidspunkt var godt træt af mange af de varieté-numre han måtte tage til takke med og som han i virkeligheden følte som en trussel mod sin integritet.

Fra samme år stammer dog også det lyse oliemaleri af 'Gøglere i manegen', som Chr. Arhoff i sin tid ejede. 1935 malede Storm 'Cirkus' hvor man ser klovnene stå afventende bag manegen. 'Cirkusplakat' (1935) viser en kvinde i forgrunden, en trist klovn til venstre og en hvid klovn bagved - endda med træk af Storm P. selv. Jens Bing påpeger i sin bog både sensualismen og melankolien i billedet. Storm forbandt cirkus med potenseret liv. Selve miljøet var og forblev dybt fascinerende for ham.

1940 følger 'Grøn klovn' med ryggen mod beskueren og ansigtet mod manegens lys. I 1945 maler Storm billedet af en klovn der i pausen under aftenforestillingen kysser et æsel mens børn ser til. Fra samme år stammer 'Klovnen og nattergalen' der begge synger en stille sang mens månen hæver sig i baggrunden. Tilsvarende viser 'Klovnen' (1946) en klovn med en syngende fugl på hånden og en cellospillende medaktør i baggrunden. - Alle de nævnte billeder er malet med sikker hånd og farvefornemmelse, så beskueren ikke lades i tvivl om, at Storm P. var dybt fortrolig med og fascineret af klovnen som tvetydig figur.

Den tragiske side af klovnevæsenet kommer stærkt frem i det mørke billede 'Humsti Bumsti' fra 1945. Humsti Bumsti var et almindeligt benyttet artistnavn for klovner i knock-about-roller. På billedet træder klovnens hvide ansigt markant frem på den mørke baggrund - og bag ved ham lurer et dødningehoved. - Storm P. var til fulde klar over at også klovnen trods sin udødelige kunst var dødelig. Hans sidste billede var derfor ikke overraskende et oliemaleri af 'Klovnens begravelse'.

Ikke desto mindre må det konstateres, at han - når han vil - behersker de rent æstetiske parametre som gælder billedkomposition og farvesammensætning, rumvirkning, integration af dele i helheden samt enkelhed i mangfoldigheden.

Udstillingsmæssige parametre tæller i hans tilfælde ikke som det gør i vore dages maleri. Provokation og happening, trend og markedsføring var aldrig afgørende.

Men det bliver nok de ekstra-æstetiske parametre man skal have fat i for at give Storm P. fuld retfærdighed som maler. Her er han til gengæld også suveræn. Der er i allerhøjeste grad appel til følelse og intellekt samt arketypiske forestillinger. Der er personpræg og periodepræg. Der er gentagelighed i den forstand at værket tåler at blive set mange gange. Men der er også emergens, for så vidt hans værk baner vej for en ny eller større forståelse af kunsten end man hidtil har haft. - Alvoren er ofte til stede på en sådan måde at billedet får en etisk eller direkte religiøs dimension der går langt ud over den rent æstetiske dimension. Dette bringer uudsigeligheden i hans kunst frem - det han måske dybest set lagde allerstørst vægt på selv: at det enkelte kunstværk såvel som kunsten som helhed er i stand til at ramme noget i betragteren som subjektivt opfattes som tidløst, musikalsk eller spirituelt. - Og endelig kan påpeges, at Storm P.'s kunst som hans livsværk i det hele taget er udtryk for indre konsistens.

Om helhedsrealismens parametre, se iøvrigt artiklen:
Et alternativt forslag til parametre for vurdering af kunst.

Det var egentlig på en lidt tilfældig måde, at Storm P. kom i gang med de monologer som mere end noget andet skulle gøre ham populær på scenen og som forfatter. Han meldte sig engang ved en fest på Ekstrabladet til underholdningen uden for programmet, da indenrigsminister Over Rode fandt den igangværende underholdning for kedelig og mente der måtte gøres noget for at redde aftenen. Og Storm fik succes med en improviseret monolog. Han gentog hurtigt ideen - og behøvede ikke andet end en stor jakke og en bovlerhat for at kunne lave en figur. Han havde altid brugt øre og øjne hvor han færdedes - og gav simpelthen en eller anden skikkelse fra København til bedste. Det kunne være en vagabond, en fuld mand, en anarkist, en lærd herre, en detektiv, en bogholder, en bogsamler, en snakkesalig mand på en bænk eller hvad han nu kunne finde på. Mulighederne var uudtømmelige.

Sproget var i vid udstrækning københavnerjargon, dvs jargonen fra årene 1900-1920, som forlængst er en saga blot. Det gør ligefrem Storms udgivne fortællinger til kildeskrifter i dag. Til gengæld gør det dem også svære at læse for nutidens ungdom. "Mosek æ' no'ed der altid har ingtresseret mig - jæ' ka' gå i dae'vis etter en lirenkassemand når a' han har en melumdi sam a' der æ' brand i" fra 'I tonernes verden' betyder "Musik er noget der altid har interesseret mig. Jeg kan gå i dagevis efter en lirekassemand når (at) han har en melodi som (at) der er brand i" - og det er ikke den værste tekst. Det hørte med til jargonen, at verbernes bøjning var alt andet end korrekt. Ligge og lægge, lå og lagde, sidde og sætte, hængte og hang og lignende byttes om.

Men også tidens gængse gloser, idiomer og metaforer går igen i så stort omfang, at det er umuligt at se hvad Storm selv har fundet på og hvad han bare har snuppet fra gaden, beværtningerne, forretnings- og selskabslivet. I 'Beværtningen lukker' kalder værthusholderen Adolf sin veninde Anna for 'Far's lille høstak', 'Lille stueorgel' og 'Sylfide': "Ka' du tørre 'a tavlen - med silkeblød kvindehånd?" - "Ka du svæve hen til fa'r i glideflugt..." Han beordrer spegepølsen ned af grammofonen, fordi han vil have 'orden i tabernaklet'. - Han overvejer at gå over i 'Figaro', for så kommer der straks en snes bajere på bordet, men så kommer man også bare til at støde til en herre - og så er der 'bølgeblik i landskabet'.

Det vrimlede med finurlige udtryk som via varieteerne og de udgivne bøger - samt senere tegneserierne som Peter og Ping - blev faste vendinger i københavnernes sprog og holdt sig længe, ja undertiden kunne blive lidt af en plage. Vogel-Jørgensen opregner i sin 'Bevingede ord' omkring 70 Storm-P.-vendinger der slog igennem i det almindelige sprog. 'Den er pingeling', 'betydelig skrap', 'den udvikler sig', 'højt skum', 'steg på gaflen', 'slidt op til albuerne', 'tretten øre - alt iberegnet'. Hertil kommer udtrykket 'Humbum' for 'humbug'. Den vending kom egentlig af at udenlandske klovne ikke kunne lære at udtale ordet på dansk. Men også hele sætninger blev bevingede: "Øl er øl, som Goethe siger", "Han nød aldrig spiritus, for han lod det løbe lige ned", "Mig kan han ikke sitte pigtråd omkring", "Det må være koldt og være rødspætte", "Jeg kendte Ibsen, men Ibsen kendte ikke mig" eller "Det tillader sig at dryppe". I "13 øre" får de store afgiftsforhøjelser på spiritus de to hovedpersoner til at 'hænge med profilerne'.

Omslaget til
førsteudgaven 1915

Nævnes skal også 'frivillig mor'skab', som blev navnet på en af Storms og Chr. Arhoffs revyer på etablissementet 'Bonbonnieren' i november 1923, og som naturligvis var en forvanskning af titlen på Thit Jensens foredrag om det alvorlige emne 'Frivilligt moderskab' (om prævention og abort). Thit Jensen blev stødt - og protesterede skriftligt til Storm P. Denne fik som hovedregel tak for sine monologer og idéer - og da skete det pr. telefon. Men klager kom skriftligt. Udover Thit Jensen har også Georg Brandes fremsat en sådan.

Kan et moderne menneske være overtroisk? Må man tro på stjerneskud? spørges der også. Svaret er at man skal passe på. For en gang gik en mand nede ved havnen og kiggede op på himlen og så et mægtigt stjerneskud. Han ønskede sig, at han måtte blive hundrede år. I det samme trådte han ud over bolværket og faldt i vandet - og dér blev han.

I 'Tale ved desserten' 1919 overtrædes Emma Gads regler konsekvent: Taleren indrømmer, at når han rejser sig op for at sige et par ord - så er det ikke for 'komformantens' skyld, men mere for det at Madam Lassen hele tiden 'sitter' og sparker ham over benene. - Et råd til konfirmanden bliver det alligevel til: "Hvad du end bliver til, Hannibal - så lad være med og overanstrenge dig - når der er tyve mand på værkstedet - så kan de nitten godt tage den lidt med ro. Hæv dig som fuglen over højen sky...." - Og henvendt til forældrene hedder det: "Du skal være stolt af din søn, madam Konradsen - med hensyn til dig Konradsen - så vil jeg ikke udtale mig - da man etter sigende ikke er helt sikker på at du er far til ham."

Formanden for Sangforeningen 'Morgenrøden' er heller ikke stiv i Emma Gad, men indleder sin velkomst til pinseturen med ordene: "Mine herrer, når jeg tager ordet, så er det ikke for det, at jeg tager ordet - men æh - æh - så er det for det at jeg tager - æh - æh - ordet - og så er det for at gi' ham tenor Holm en lille en over snuden. Jeg - personlig altså - har ikke noget imod manden - som helhed altså - men når en medlem af foreningen gentagne gange efter hverandre ikke kommer til prøverne, så må jeg som formand 'ligge' mig lidt imellem." - "Men for og komme så langt væk fra sagen som muligt", tilføjer han, "skal jeg nu komme ind på dagsordenen.... Nikkelajsen skal nøjes med og bære fanen og ikke synge med - han er slem til og komme ud af fodslavet - og så vil vi ikke ha' kællingerne med i toget ... de skal gå i forvejen med madkurvene og i det hele taget holde sig i baggrunden. Og så vil jeg meget indtrængende anmode de herrer om og la' være med og trække øl op under solosangen - og ikke som Basse-Hansen, der sidste år 'ødelå' hele 'Gralsfortællingen' [et krævende parti fra Wagners opera Lohengrin, som sangforeningen åbenbart godt har turde binde an med]. Ja, og "vi sku' jo osse vælge to tillidsmænd til og passe på ølkasserne - hvis der er nogen der tør tage ansvaret - der må 'kuns' udleveres to pilsnere pr. mand - hvert kva'ter."

Det bør her nævnes, at historien - som via Ebbe Rodes oplæsninger er blevet en af de mest populære overhovedet - også juni 1954 inspirerede Bo Bojesen til en serie om socialdemokraterne under H.C. Hansen og Bomholt.

Helt i særklasse har vi 'Åkirkeby' fra 1920, den vanvittige nonsens-historie om et barn der ligger i en barnevogn på havnen i den bornholmske by. Den korte handling kan fortælles på få sekunder, men kommer til at fylde tyve gange så lang tid, fordi fortælleren løber sur i den, skønt han kunne den så godt, inden han tog hjemmefra. Stærkt forkortet lyder den: Der står en dame på torvet. Ved siden af damen står en barnevogn. Solen skinner. Damen er mor til vognen. Nej, moderen er inde i vognen. Sludder. Barnet skinner. Moderen regner - nej, barnet står på torvet og sér ud over havet. Vognen er inde i barnet. Barnet er inde i vognen. Så siger moderen til solen - nej til vognen - til barnet - nej barnet siger til moderen: Mor! Mor! Mor! - Hvad er der min søde dreng? - Øl! Øl!

Det bør tilføjes, at historien har mange varianter - hvad der iøvrigt gælder alle Storm P's monologer, fordi han improviserede.

Vi får 'Berømte detektivers mening om sagerne':

Verden vil bedrages - og så gør den vrøvl, når den bliver det.
En mand på taget er i reglen en blikkenslager.
Skyd først, og snak bagefter.
Løb aldrig efter en tyveknægt; der kommer altid en til.
Man siger tiden er hårdkogt. Set fra mit synspunkt mener jeg den nærmest er blød.
Der er ingen mening i at stjæle lidt, man skal tage det altsammen.
Og til sidst også et råd, der røber Storm P.s mening om moderne psykologi:
Når man ikke ved andet, skal man bare sige 'Komplekser'.

Af 'Vink og råd for vordende detektiver' kan citeres:

For at blive en dygtig detektiv må man være en dygtig forbryder; man må blot passe på ikke at blive opdaget.
Fodspor er noget, man ikke mere skænker nogen interesse med det fodtøj man går med nutildags.
Står De overfor en kritisk situation, så gå hjem og tænk over det. Man skal aldrig handle overilet.
Se endelige ikke dybsindig ud, det virker altid afslørende.
Brug masser af falsk skæg og parykker, derved tiltrækker man sig nemmest opmærksomheden - og husk endelig at bukke, når publikum klapper.
Møder De en person for hvem De vil gøre Dem usynlig, så bed i en rolig tone vedkommende om at vende sig om, indtil De er forsvundet om nærmeste gadehjørne.
Ved brug af infrarøde stråler, plastisk lyd, psykoanalyse, hjemmegymnastik med og uden syltetøj samt vitaminforsøg med revne gulerødder [kan enhver sag opklares] - men det skal siges, at den gammeldags metode med et par bajere er mindst lige så god - og ikke så lidt hurtigere, idet hele sagen kan være afgjort på et kvarterstid.
En detektiv kan godt være et rart menneske.
Menneskekundskab er en meget vigtig ting, så det taler vi ikke om.

"Man bør altid læse detektivhistorier med en vis skepsis. Virkeligheden er i virkeligheden ikke så slem, som virkeligheden i virkeligheden giver sig ud for."

Her har vi blot ét eksempel på Storm P.'s leg med ordene. Der kan derimod absolut ikke drages nogen konklusioner om hans virkelighedsopfattelse. Grundlæggende var det hans opfattelse at det er en tosset verden vi lever i, men det afholdt ham jo ikke fra trods alt at føle sig hjemme i den eller kunne more sig over den. Men den giver sig unægteligt ofte ud for andet end den dybest set er. Og det skal man naturligvis holde sig for øje når man læser detektivhistorier - og i det hele taget Storm P.

I 'Tilbage fra naturen' (1937) hører vi om fuldmægtig i kværulantministeret, Halfred Skummel, som gør oprør. Ikke tale om at han ville på kontoret den dag. Uden skrupler telefonerede han til kontoret og meddelte, at han ville blæse dem allesammen et langt stykke. I sin gamle Fordvogn rullede han ud ad landevejen - bort fra byen og det triste og mørke kontor... En kraftig landlig duft fra en mødding slog ham i møde og fik den gode fuldmægtigt til at synge af fryd. Hvor var her dog herligt. Han var fri som fuglen. Himlen var mægtig at skue. Solen varmede. Det var en fryd uden lige. Han ville spise frokost i en lille, stille idyllisk by - bare tage den med ro. Han vaklede mellem pilsner og skibsøl. Til daglig var det skibsøl, men i dag var det en festdag, så en pilsner var måske på sin plads. Senere svang han sig op i Fordvognen igen - op over dagliglivets modbydelige brankne os af sludder og småligt vøvl. En munter lille regnbyge vaskede ham rolig og klar. Han rullede forbi en kæmpehøj med nogle magelige sten foroven - de lignede tre trætte sangforeningsmedlemmer der hvilede ud efter den syttende bajer. Fjorden løftede ham op i sædet og fik hans flip til at blive et nummer for lille. - Naturen - kontoret!

Han havner på en restaurant med en stor palme i en kobberskål. Den var grå af støv. En skaldet og trist udseende mand sad i baggrunden af lokalet. Tjeneren var en lille, tyndhåret mandsling med et bekymret udtryk. Dugen havde tre kaffepletter og den største af dem lignede kontorchefens profil. Hvor det dog var ækelt - onde ånder var på spil. Herren i baggrunden gav uhyggelige harkelyde fra sig. Det trak allevegne fra. Der var skænderi i køkkenet. Laksen han fik serveret var som huden af en gammel, glemt håndkuffert. Løgene grå og skarpe. Tungen sej som en cyklesaddel. Kaffen var som rendestensvand...

Næste dag sad hr. Skummel atter trygt bag sin kontorchef og gennemså dokumenter. Frokosten og skibsøllen smagte ham. Han var vendt tilbage til naturen - til kontoret, hans plads her i livet. Vilde han ud, kunne han jo gå i biografen.

Om billedet på nogen måde er inspireret af René Claire's film "Leve friheden" fra 1931 eller Chaplins 'Moderne tider' fra 1936 skal være usagt, men indholdsmæssigt synes der at være overensstemmelse. Under alle omstændigheder viser billedet Storm P.s anarkistiske sympatier helt til det sidste. Han kendte ikke fabriksarbejdets ensformighed af personlig erfaring, men siden 1922 i høj grad den byrde der kunne ligge i forsørgerpligten og den trygge borgerlige tilværelses opretholdelse. Men han var, som han selv sagde i et interview, ikke romantiker; han ønskede tryghed. Derimod fastholdt han billedet af en alternativ mulighed.

Storm P. blev flere gange spurgt, hvor han egentlig havde sine uudtømmelige idéer fra. Til 'København' udtaler han i 1924, at ideerne kommer ganske automatisk. "Mange anekdoter, mange pudsigheder hører jeg, og andre oplever jeg. Omhyggeligt noterer jeg alt op - det hele går systematisk. Når jeg skal bruge ideerne, kører jeg dem frem, ligesom en kinematograf - og så tager jeg dem ud af mine skuffer. - Det kniber aldrig at finde på? - Næh, i grunden ikke. Verden er jo rig på underlige ting i hvert fald tilstrækkeligt til at en humorist kan eksistere på dem, hvad enten det så gælder tegning eller scenisk gengivelse."

Og i 1919 forklarer Storm BTs Christian Houmark, der gennem årene har flere gode interviews med ham, at ideerne kommer af sig selv. "Jeg digter dem på scenen. Jeg føler mig som det menneske jeg skal fremstille og det menneske taler igennem mig - det er uhyre simpelt."

Og med hensyn til typerne, så har han dem fra slagtertiden. "Jeg havde både gode øjne og ører og en dejlig hukommelse. Jeg lever endnu på min slagtertid, kunstnerisk set. Sådan et udtryk som 'det er kold at være rødspætte' er sprunget lige ud af hjernen på mig, muligvis er det opstået ved en eller anden erindring som har ligget og slumret i mig."

Mere konkret kan der dog peges på, at Storm P. ofte lod sig inspirere af sin avislæsning. Han lavede scrapbøger år for år af sine mange udklip, der viser hvad der fangede ham. Det var ikke udelukkende udklip om ham selv og hans udstillinger, bøger og optræden, men også artikler om kunst, cirkus, film, teater, litteratur og videnskab. Hertil kom også stof om mere specielle fænomener inden for psykologi og parapsykologi.

Et efterfølgende interview med BT har titlen 'Storm P. og Steinach', og dér vedkender Storm sig sin fortsatte interesse. Hans tredie nye tegnefilm skal hedde 'En flaske jernmikstur'. Og den skulle bygge på selvoplevelse, nærmere betegnet hans kloge og kærlige kones bryg af en jernmikstur der gjorde ham rask på fire døgn på et tidspunkt hvor han under sit filmarbejde led af 'nervers kvaler'....

I 1931 følger fortællingen 'Det banker her og der', hvor der bl.a. fortælles om professor Labri samt "en anden professor der nu optræder på markedet - det er ham Steinach. Han er trådt frem med krøllet madrashår og siger at han kan gøre folk yngre - end de er. Kunne jeg bare få min gamle hjulbenede regnelærer fra skolen gjort jævnaldrende med mig - så sku' jeg hævne mig. Han slog med lineal, den skumle rad. Men Steinach skal nok ordne sagerne. Fremad, ærede damer i Vartov, væk med strikkestrømpen. Der er rumba og foxtrot i Tivoli. Der er trillebånd i Ørstedsparken. Pluskvamperfektum".

Dette fænomen, som er alt andet end en lidelse, svarer præcis til hvad psykoanalytikerne kalder frie associationer, dvs associationer der er unddraget den almindelige fornuftskontrol med alle dens hæmmende eller kontrollerende filtre. For i virkeligheden er alle menneskers underliggende bevidsthedsstrøm oprindeligt en endeløs række af sådanne frie associationer. Den ene forestilling tager den anden via 'tilfældige' forbindelser - såvel i vågen tilstand som i søvne (altså i drømme). Det er med andre ord de psykiske primærprocesser der er på spil og dermed hele den mangel på logik, konsekvens, nøgternhed, skel mellem fantasi og virkelighed og skel mellem fortid, nutid og fremtid som kendetegner de tillærte sekundærprocesser.

Sekundærprocesserne (der altså ikke er sekundære i betydning underordnede, men er senere i bevidsthedsudviklingen end de primære) har til formål gennem den systematiske indøvning af logik, konsekvens og forskellige sondringer at muliggøre den enkeltes realitetsprøvelse, dvs den nøgterne erkendelse af den relativt hårde og urokkelige virkelighed vi er fælles om. Ulykken er nogle gange, at skolingen bliver så stram, at primærprocesserne undertrykkes - og det går altid ud over kreativiteten. Derfor ser man ofte hos meget ensporede mennesker der lever og ånder for deres ensidige arbejde, karriere og økonomiske eller magtmæssige positioner at kreativiteten, spontaniteten og humoren forsvinder. Og omvendt ses hos skabende kunstnere ofte at realitetssansen kan ligge på et lille sted. - Se iøvrigt artiklen om De psykiske grundprocesser.

I Storm P.'s tilfælde er det oplagt, at han nok var begavet med skarpe sanser og glimrende hukommelse, og også at han som moden mand kunne underordne sig en utroligt krævende arbejdsdisciplin, men at han var og forblev uden evne eller vilje til systematisk ensidig indlæring. Han var en genial og intuitiv autodidakt og amatør, men han drev det - heldigvis - aldrig til akademisk eller snævert intellektuel skoling. For havde han gjort det var han blevet en helt anden kunstner og et helt andet menneske.

I 1919 tog Storm P. og vennen og pianisten Vald. Willumsen til USA for at prøve lykken som entertainere. Begge fik forinden lidt privat engelskundervisning, men Storms engelskkundskaber blev aldrig gode. Gik det godt, var det iøvrigt planen at få 'Mads' derover som hjælp i truppen.

Allerede året før havde Storm og 'Willum' bestemt sig til at sige farvel til Danmark. "Vi vil være artister - frie folk", hedder det i dagbogen. Julenat 1918 føler han at "vi går i en labyrint - jeg må jeg skal jeg vil ud af denne labyrint

Men allerede få dage efter ankomsten får Storm uhelbredelig hjemvé. 11.9.: Jeg længes inderligt efter Mads - er træt og ked af det hele og længes kun så inderligt efter min egen egen Mads. - 12.9.: Jeg længes efter brev hjemmefra og længes efter Mads. - 13.9.: hjem i seng - og længes - 14.9.: Åh hvor jeg længes efter Mads - kl 1 nat: Nej - kulturen er i Europa - hjemme - ikke her - det er negre og børn - kroppe uden ånd. - 15.9. (hvor tilbagerejsen er fremskyndet): Åh hvor jeg længes - glad for hver dag der går nærmere hjemmet og fredeligt arbejde - 16.9.: alt dette renderi i et land der intet har med kunst at gøre er at ydmyge sig for meget Europa er mit fædreland... Min længsel efter min egen kone og fredeligt arbejde er ved at sprænge mig [kursiveringerne ikke Storms egne] - jeg længes jeg længes. - 17.9.: .. Nu er jeg glad og håber at alt går så godt at Willum og jeg kan tage hjem 18. nov.

Og det bliver ved - ind imellem oplysninger om hvor de har været, hvor de har optrådt og hvem de har været i selskab med. - 23.9.: ... nej aldrig finder man sjæle i dette mærkelige land - ingen ånd. Willum holder stadig på at der findes et kultiveret Amerika - jeg siger nej - boksning og råhed i stedet for kunst og litteratur - ... nu vil jeg male når jeg atter er hjemme - jeg vil være kunstner - 24.9.: Flere gange har jeg forsøgt at tegne noget, men det vil ikke lykkes mig - jeg er berøvet den fred der skal til for mig - min egen kone - mit hjem - mit eget bord - Amerika som en ørken - 27.9.: Længslen overvælder mig - gid jeg kun var tegner og ikke optrådte - det er det der gør mig nervøs og træt - Vi har besluttet at rejse hjem den 22. oct. - svensk damper - 28.9.: ... bedre om jeg helt holdt op med at optræde - og levede i stilhed på landet og var maler, tegner og digter... hver dag er som et år for mig - 29.9.: Jeg er træt af at optræde. Derfor vil jeg hjem - jeg vil ikke slides op.... - 30.9.: ... ellers har jeg ikke været uden for hotellet - jeg synes at det var bedre at være hjemme og arbejde - hjemme i Søllerød [Storm og Mads var kort forinden flyttet til Mothgården i Søllerød]- 1.10.: Elskede Gud give at vi snart var sammen igen.

Nattespøgelser 1919-20

Dette uhyggelige billede afspejler en oplevelse Storm P. havde i New Yorks slumkvarter og som han kommer ind på i en artikel til 'Hver 8 dag' 8.7.1921. Det drejede sig om et par banditter der havde fået øje på ham i en gade, heriblandt bryderen Alexis. Artiklen ledsages af en tegning der netop viser samme voldsmand som ovenfor.

2.10.: Man skal lede efter værre uhøflighed og uopdragenhed end man finder her - her er nemlig alle lige.... - 4.10.: Hvor man end ser hen ser man aldrig et mildt ansigt ... dansk amerikanerne noget hyklerisk rak, regeret af danske settlements præster... - 6.10.: Når en amerikaner siger tre ord siger han tre gange dollars. Det amerikanske sprog er intet sprog - det er ulyde.

Storm kredser mere og mere om at det er kunsten han må vælge: 9.10.: Min elskede. Du er mere for mig end alle verdens millionærer - og min kunst er min verden (Johs. Holbek - Ensor - at finde sin egen verden i sin kunst - ikke at flakke verden om). - 12.10.: Kun længsel efter dig, min elskede. - 14.10.: ... skal optræde... gid jeg sad i fred og ro hjemme - har i aften besluttet ikke at optræde mere... nu vil jeg hvile mig i 14 dage - tegne og male og lave noget til Exlex. - 16.10.: Jeg er træt af at optræde... Intet så skønt som en dansk skov og landevej - 17.10.: Jeg er hjemløs... her er ingen hyggelige mennesker - ingen kunst - intet for mig - 18.10.: Langt langt borte i tanken - som Ensor - i løndom og ensomhed - 19.10: her er absolut intet for mig - det hele er så barnligt, fjollet - Jeg er den jeg er - og jeg er kunstner! - 22.10.: Har i dag siddet og skældt Amerika ud for Willum - han elsker det - jeg foragter det... et land uden ånd... en kæmpekrop uden hoved... jeg lærer efterhånden at den såkaldt dannede klasse ikke er så morsom at færdes i - kunstnere og borgerfolk det er min kreds.

Sidste dag i New York 6.11. hedder det: Farvel Amerika, men ikke på gensyn... jeg skal rive mig løs fra grublerier - jeg vil jage alle mørke tanker bort og leve i arbejdet, jeg vil se lyst og forhåbningsfuldt på tilværelsen og fremtiden.

Afrejsen sker 7.11. Ombord tager han fat på Blichers noveller. 12.11. konstaterer han at, "Rejsen har lært mig at skatte mit hjem" og 15.11.: Vil fra nu af bekæmpe min angst og min overtro og søge at være modig og rask - men hvordan? - Og endelig gør han stillingen op 16.11.: Det det kommer an på er et overlegent roligt syn på tilværelsen og menneskene (karikaturtegning) med ætsende hån og tunge svøbeslag og bitter ironi - vise dem sandheden - ladende hånt om kritik og ondskab - misundelse... skrive bøger, skuespil, male, tegne .....leve! leve! - Og den 19. lyder der et Gudskelov og tak for at være hjemme i Søllerørd

Men også alle forhåbninger om at slå igennem fjernt fra småligheden og misundelsen i Danmark er bristet. Han har også indset hvor nært han trods alt er knyttet til sit land og dets kultur. Det tilbagestående problem er, at han ikke er kommet fuldstændigt på det rene med hvad han vil som kunstner.

Mange ting spiller ind.

Storm P. var livet igennem præget af vægelsind og humørsvingninger. Han satsede på intet tidspunkt alting på ét brædt. Og i denne forstand er det rigtigt som Jens Bing bemærker, at han undveg maleriets forpligtende udtryk, men det gjorde han nu allerede inden Amerika-rejsen. Han har uden tvivl helt op til 1920 drømt om at slå igennem som maler, men han har aldrig valgt alt det andet fra som han også kunne og gerne ville.

Hurtigt fandt han dog ud af at livet på landet i Søllerød ikke var sagen for ham. Han var et bymenneske og kunne trods al sin længsel efter naturen, efter skov og landevej samt cykleture ikke undvære byen og dens liv.

I begyndelsen af 1920 rejste han på turné med Willum til Stockholm, men også her længtes han hjem - foruden at han blev grundig træt af vennen, som han mente udnyttede ham. Færdig med ham!

Han skrev til BT for at få forhøjet sit honorar fra 15 til 35 kr. pr. tegning, men det blev pure afvist af redaktør G. Helweg-Larsen. Så er det slut med BT! skriver han i dagbogen.

Den moderne kunst var han også færdig med. Den var bolsjevisme og latterligt anarki. Mens den rigtig kunst evig og altid er den samme. Men hans kunstnersind er i spændetrøje, som han formulerer det i 1921. Hans længsel er et fængsel. Og den 19.19.1921 skriver han i dagbogen: "I dag er jeg 39. Dansk, fattig og latterlig. I 20 år har jeg været død og er det endnu." Sidste sætning er mildest talt en stor overdrivelse, men han var meget langt nede - og i den tilstand ser man ikke ligefrem nøgternt på tingene.

Aften efter aften mærker han det grusomme i 'at lade sig se for penge'. Han erkender ligeud det ukunstneriske i sin gerning. "Jeg længes efter alvor i mit arbejde - efter ægte kunst - ja efter kunst - liv - skønhed og glæde - Gud give det måtte lykkes mig." - Det hele går ham på, så han må mande sig op: - "jeg må synge, fløjte og tænke - Optimistisk!"

Der findes tolv mennesker, som
forstår Einstein - men ikke et
eneste, som forstår mig.

Men Mads' død er alligevel umiddelbart et slag for ham. Til gengæld bliver den også den begivenhed der bringer ham videre. Vald. Willumsen har i en kronik om Mads, skrevet til Politiken i anledning af hendes 100 års dag i 1959, meget rammende sagt, at med hendes død sluttede Storm P.s boheme-liv.

Året efter, altså i 1925, gifter han sig med den 8-årig yngre Ellen Jacobsen, der er en helt anden type end Mads, nok rund og moderlig af udseende, men uden Mads' varme, åbenhed og glæde ved et broget liv. Hun var et udpræget ordensmenneske og skaffede orden i såvel Storms økonomi og boligforhold som hans bøger, papirer og rutiner. Men hun sidder også så stramt på økonomien, at Storm på et tidspunkt fik en aftale med sin forlægger om at lade nogle honorarer gå uden om hende.

Parret flyttede hurtigt til en stor lejlighed på Smallegade 3 (dér hvor parkeringspladsen bag Frederiksberg Rådhus ligger i dag). Og da Storm fra 1922 havde bundet sig til fast leverance af en daglig Peter og Ping-tegning og et Dagbogsblad til BT fra 1922, var økonomien sikret - men til gengæld også bindingen til et liv der ind i mellem virkede som en trædemølle - og faktisk ofte gjorde ham træt. Budet fra BT stillede hver eneste dag til aftalt tid for at hente tegningerne. Var Storm ude at rejse nogle dage, måtte han lave tegninger på forskud.

I 1931 fik han i et interview 31.10. stukket Poul Henningsens kritik i næsen af Ekstrabladet, der ville vide hvad han mente om den påstand af 'Peter & Ping' var det "egentlige værdifulde i hans produktion". Storm svarede for en gangs skyld temmelig arrigt: "Nu skal jeg sige Dem én ting: Det eneste værdifulde i min produktion er, at jeg skal tjene nogle penge, fordi jeg har en stor familie jeg skal forsørge! [udover Ellen også plejedatteren Grethe samt sin mor, der døde 1934] Andet værdifuldt er der absolut ikke. Og da jeg tjener mere på Peter & Ping end på noget andet, så laver jeg Peter & Ping." Og han føjede til: "Den sag er soleklar, og man behøver slet ikke at ulejlige sig med at tillægge mig mystiske og gådefulde motiver".

PH's kritik - herunder beskyldningen for at være harmløs og reaktionær - har ganske givet irriteret ham som dybt uretfærdig. Og man skal være forsigtig med at lægge mere end denne irritation i den arrige afvisning. Han var faktisk nødt til at se på pengene for at opretholde den levestandard han ønskede. Han var ikke på finansloven og der var ikke noget der hed biblioteksafgift den gang. Men derfra og til at tillægge ham motiver i retning af flugt fra den sociale og politiske virkelighed er der et stort spring. For det første havde han ikke vendt virkeligheden ryggen (der er andre virkeligheder end den de kulturradikale hylder som den eneste sande). For det andet var der i hans udvikling omkring 1924-25 lige præcis sket den radikale vending at han definitivt havde resigneret med hensyn til både fortsat boheme-liv og fortsat satsning på kunstnerisk konkurrence med modernisterne.

Engagementerne ved varietéerne fortsatte. Og populariteten fejlede ikke noget. Den var tværtimod så stor at det begyndte at blive generende. Storm kunne ganske enkelt ikke være i fred nogen offentlige steder. Folk kom hen til ham og fortalte historier - ofte af slibrig art - i den tro at han havde brug for deres hjælp. Om det så var i Halvvejshuset blev han generet af forbipasserende der råbte 'Højt skum!' til ham over hegnet.

Det gik så vidt, at han heller ikke kunne deltage i begravelser eller uden videre vise sig på kirkegårdene, for når et ligfølge så ham, begyndte det at grine. Og dette er ikke engang overdrivelse, for så sent som i 1937 beklager han skriftligt over for vennen Ebbe Rode, at han ikke havde deltaget i dennes far Helge Rodes begravelse. Og grunden var netop den anførte frygt. En afskrift af brevet er mærkeligt nok indklæbet i scrapbogen for 1926.

Andetsteds bemærker Storm, at det jo slet ikke er ham selv der er sjov, men det han har set og oplevet.

Det skete omkring 1930, da han accepterede en opfordring fra Esbjerg Centralbibliotek om at lave en udsmykning til børnebiblioteket. Det blev til ti billeder ialt, heraf fire aflange til felter over reolerne. Og motiverne var typisk Storm P.ske vekslende mellem farverige eventyragtige billeder og mørkere, let ironiske af fx en lærd professor der tramper en blomst ned. Som Pola Gauguin bemærker var opgaven arkitektonisk set ikke særligt taknemmelig. Men løsningen der tog et par år gav Storm P. malerglæden tilbage.

De sidste 15 år af sit liv førte Storm P. en stadig mere tilbagetrukket tilværelse. Han mødtes med vennerne, tog sine spadsereture - og var også med forlæggeren Poul Carit Andersen på enkelte udlandsrejser af kortere varighed. Ja, han vovede sig i 1936 på en tur med kunsthistorikeren Wilh. Wanscher til Italien - men det blev af forskellige grunde ikke nogen større succes.

Ellen holdt på formerne og sorterede de besøgende. Redaktør Svend Rindholt fortæller hvor overrasket han blev da han besøgte Storm på Asgårdsvej i 1937. Han fandt "gamle sirlige mahognimøbler i en ramme af proper præstehjemshygge". Stuerne bar "et næsten kristeligt præg som kontrast til viltre tegninger", bl.a. den tidligere omtalte "Jeg og mit hus vil tjene herren". Men Storm - i hjemmefrakke - nød det ganske åbenlyst. "Her er dejligt", sagde han ved afskeden. "Idyl. Storbyen får man ikke øje på. Det er nærmest som Sorø... Ingemann... Ingemannland". Selvironien var i behold.

Døgnrytmen var forskellig for Robert Storm P. og Ellen. Han havde det omtrent som manden i en af fluerne: Jeg står langsomt op lige som solen, og ved tolvtiden er jeg helt oppe. - Storm nåede dog barberen inden frokosten. Og på det minut det tog at gå vejen tilbage, oplevede han så meget, har han fortalt, at han kunne underholde Ellen med det under hele frokosten. Han sad længe oppe om aftenen - tit til langt hen på nattetimerne. Han nød stilheden og arbejdsroen. Hun derimod gik tidligt i seng og stod tidligt op. Det medførte en praksis med en fælles dagbog, hvor de skrev små kærlige godnat- og morgen-hilsener til hinanden, Storm naturligvis med små tegninger.

Går man til de mange 'fluer' Storm P. skrev og tegnede fra 1939 til sin død - stort set en om dagen i ti år - er det mest påfaldende den utrolige opfindsomhed og evne til præcis karakteristik af mennesker der lyser ud af dem. Der ligger virkelig både en uudtømmelig kreativitet og en sikker iagttagelsesevne samt en evne til at sammenfatte et indtryk i få streger eller ord bagved. Tegningerne huskes lige så godt som ordene. Hvad der er kommet først i processen er i det fleste tilfælde ikke til at afgøre. Men sætningerne får som hovedregel en så aforistisk form, at også de huskes.

Storm trækker på sin erfaring med mange stilarter, så han tilpasser stregen til tekstens indhold - og for eksempel tegner angstfulde eller plagede mennesker i stærk Munch-præget stil. Andre er tydeligt inspireret af jugendstil. Det ses, at Holbek har betydet meget.

Fluerne spiller - som fortællingerne - i allerhøjeste grad på lovene for de psykiske grundprocesser, herunder ikke mindst associationsreglerne om, at del kan stå for helhed, og ting der blot har mindste lighed med hinanden kan forveksles eller opfattes som identiske.

Emnerne er utallige som de må være, når det er dagligdags situationer eller bemærkninger der er udgangspunktet. Der er fluer om alder, ungdom, ægtefolk, småborgere, vagabonder og akademikere. Fluer om bøger, litteratur, cirkus, film, radio, telefon, slægt, selskabelighed. Andre om autoritetstro, kontoriusseri, køkultur, lov og ret, læger og patienter, vejret, sporvognene, politik og skuespilkunst. Mange om vareproblemerne under krigen. Og utroligt mange om kunst og musik samt om tænkning, grubleri, hukommelse og taler og fortalelser, tidernes skiften og vores tossede verden. Mylderet af mennesker er utroligt rigt og nuanceret. Men bemærkelsesværdig er den meget store overvægt af mænd.

Det er ikke forkert når Ejgil Søholm gør gældende at man i fluerne kan finde belæg for hvad som helst, men det er til gengæld en alvorlig fejl, hvis man tror at man kan slutte fra den enkelte flue til Storm P.'s egen mening om en given sag. Det er slet ikke tilfældet - lige så lidt som det gælder for monologerne - for man kan sagtens finde den stikmodsatte mening udtrykt i en anden. Det er faktisk vigtigt at holde sig dette for øje, for det betyder, at hele den livsvisdom man finder i Storm P.s fluer ligger i den samlede fond af hans betragtninger af livet og menneskene, betragtninger der er båret af en grundlæggende sympati med menneskene, men også af den distance det var nødvendigt for ham at holde til folk han ikke kendte eller til livet som helhed - for ikke at blive trukket med ind i en uoverskuelig tumult.

- Du, hvad er det at være akademiker?
- Det er, når man har læst sig til, hvad vi andre ved!

- Er De akademiker?
- Det tror jeg ikke - jeg har da aldrig mærket noget.

Men også den indviklede forklaring rammer han:
- Det er det nuværende som har interesse. Er det nuværende blevet forhenværende, er det uden interesse, og man kunne altså have sparet interessen.

Eller teoriernes skiften - som jo ikke er et nyt fænomen:
- Man har i umindelige tider forfægtet denne idé - men er nu kommet til den modsatte anskuelse - hvilket altså betyder at man må begynde forfra igen.

Det er meget ubehageligt, at jeg glemmer alt det jeg skal huske, men husker alt det jeg skal glemme!

Der er tre ting, jeg altid glemmer - min kones fødselsdag og mine galoscher!

Hukommelse er dog en mærkelig ting, jeg husker tydeligt Frederik den Syvende, men det er mig komplet umuligt at huske, hvor jeg har lagt mine briller!

Skulle De møde en person som flakker om uden at kunne huske noget som helst, er det rimeligvis et af vidnerne i denne sag.

Egentlig er jeg i besiddelse af et vist lune, men jeg har aldrig haft brug for det i min stilling.

Jeg husker tydeligt, det var engang i treogtyve, jeg var lige ved at smile, men heldigvis beherskede jeg mig.

Der var stor munterhed på kontoret i dag. Jeg kom til at sige en vittighed uden at vide det.

Med det humør jeg er i besiddelse af,
ser det ikke meget ud til verdensfred.

Det er meget ubehageligt at indtage en stilling som tvinger én til at tage sig selv alvorligt!

Heldigvis kan man beherske sig - her kommer han og siger Larsen til én, men jeg lod som jeg ikke hørte det.

Det vanskeligste ved at være kritiker er, at man skal tage sig selv alvorlig.

- Ja, mine tilhørere. Man må beundre denne kunstners dybe alvor. Han har aldrig smilet, ikke engang ad sig selv!

Det var slemt at høre ham stå op og slå sig for brystet og rose sig selv i en halv time. Og så sku' man oven i købet klappe i hænderne.

Middagen blev til koldt bord, fordi vi hele tiden skulle op og råbe hurra!

(Svær herre i lænestol med stor cigar og foldede hænder):
- Hele aftenen er ødelagt - majonæsen var for sød.

Det er niende gang man rejser sig - og det er mig en sand fornøjelse, når blot jeg vidste, hvem man råber hurra for.

For at råbe et kraftigt hurra behøver man indre begejstring eller et glas for meget!

Det er mig umuligt at nyde middagen, hvis jeg ikke får en cognac til kaffen

Den største skuespilkunst finder man uden for scenen.

Nu er det snart efterår, med sylte og rødbeder!

Det er ganske behageligt at sidde i fred og ro og læse om al den ufred og uro.

Man begiver sig glad og morgenfrisk til kontoret, ærgrer sig dér nogle timer og forlader det med håbet om en siddeplads i sporvognen.

De er meget godt med en ny og bedre verden, men jeg trænger nu mere til et par nye sokker.

Når man sådan sidder og ikke tænker på noget,
det må vel være det, man kalder for at filosofere.

Jo, han kan tro han skal få svar, og det et som kan vaske sig - bare jeg nu vidste hvad jeg skulle skrive.

De er ganske vist en stor mand, bevares, men det vil jeg bare sige Dem, at over for mig bliver De den lille!

Det er meget ubehageligt, skriftligt at skulle gøre rede for sin hidsighed!

- Tro mig, min kære blikkenslagermester, vi kan godt være enige om, at der siges en masse sludder og vrøvl her i verden.
- Ja, når De selv siger det, hr. Møller.

Jeg har mødt den unge mand på steder, hvor jeg aldrig ville sætte min fod.

- Han går altid og snakker med sig selv.
- Ja - det er ham umuligt at få indført et ord!

- Hvad bestiller De, når De ikke bestiller noget?
- Ingenting - men ellers bestiller jeg aldrig noget!

Kære ven, det går nok altsammen, husk, vi er alle i hver sin båd!

- Gult lys bør afskaffes.
- Ja, noget må der gøres for at bevare forvirringen.

Fløjtenist: Det er uhyre vanskeligt at spille Figaros Bryllup med krillehoste!

- Jeg har sunget Bajadser over hundrede gange.
- Hjalp det noget?

Manden er umusikalsk. Suppe skal nydes pianissimo, aldrig forte!

- Min søn slår på tromme.
- Såh, er han janitschar?
- Nej, han er ikke rigtig klog!

Jeg forstår ikke Alvilda, hun spiller evig og altid på det klaver. Hun kan jo spille!

Rigoletto på radio, når den vibrerer, er en vidunderlig oplevelse!

Hvis den symfoni ikke var så fuld af gentagelser, ville den have været færdig i løbet af tre minutter.

Når kunst kræver en forklaring
er der altid noget muggent ved den!

Jeg kan ikke forstå at man snakker om at forstå kunst, når man ellers ikke forstår noget som helst.

Jeg forstår ikke et kuk af det - men det er måske mig der er idiot!

Det besværlige ved den abstrakte kunst er, at den er abstrakt.

Kunsten er som cykleløb på ruller - den arbejder stærkt, men kommer ingen vegne.

Forskellen på kunst og håndværk er, at man må være sagkyndig for at bedømme håndværket.

Nej, malerkunst kan ikke forklares, og det letter beskuelsen ganske betydeligt.

Kunstkritik er en nødvendig ting - hvad skal kritikerne ellers leve af?

Hvem der end har malet det - så er det en Picasso!

Det pudsige ved disse moderne franskmænd er, at ingen af dem er franske.

Det pudsige ved disse gale malere er, at de om få år anses for at være ganske normale.

Og endelige den ældre maler foran sit landskabsmaleri:
- Det blev jeg hånet for i otteogfirs.

Nature morte - sikke noget hysteri.
Det er jo en flaske og to pærer!

Ak ja, livet er svært - men matematik er sværere.

- Det er da en tosset verden, vi lever i.
- Den er, som den altid har været - det er os, som er tossede.

Livet er herligt - men intet er dog som et stort velskænket glas øl!

Livet er en gåde, og løsningen står på bagsiden.

Livet er en karussel, når man har kørt nogle omgange, må man betale - og så ta'r man en tur til.

Livet er en raket, der farer op og efterlader en pind - som familien kan slås om.

To ting er af stor betydning her i livet - en bestemt karakter - og lidt natron efter måltiderne.

Man skal aldrig overile sig, men se tiden an. Det har jeg gjort i over tres år, og det agter jeg at blive ved med.

- Nu smelter snebunkerne.
- Ja, så har man ikke dem at ærgre sig over.
- Nej, men der kommer nok noget!

Tilværelsen er i virkeligheden nederdrægtig,
men man har jo ikke andet end den.

Jeg har haft det vidunderligt i min tid
- takket være en svag karakter.

Hele mit liv har jeg lidt af for lange skjorteærmer.

Ensomhed er en god ting - hvis man ikke havde sig selv at trækkes med.

Ganske vist har man erfaringer - men de er meget ubehagelige.

Ak ja, tiderne skifter - som ung gik jeg med vat i skuldrene, Nu går jeg med det i ørene.

Når man har nået min alder, kan man godt regne med, at trefjerdedele af livet har været løgn og humbug.

Og endelig vagabonderne:
- Er du lykkelig, Herodot?
- Ikke helt - jeg mangler syv øre!

Storm P.s store talentudfoldelse viser i hvert fald, at han er det vi i dag kalder et multimediemenneske. Det var et problem for ham, for så vidt han livet igennem vedblev at være i tvivl om, hvad der var hans 'egentlige' felt, det felt han efter almindelig målestok burde have koncentreret sig om, men som han heldigvis aldrig fik vilje til at rendyrke med udelukkelse af andre sider. Han fik aldrig en regelret uddannelse, men det ville også have været svært at give ham, da alle uddannelser nu en gang er specialiserede.

Men det spiller i høj grad ind, at Storm P. også var idiografisk indstillet til menneskene og tilværelsen. Det var overalt beskrivelsen eller karakteriseringen af det individuelle i al dets mangfoldighed der interesserede ham - og aldrig det nomotetiske eller lovmæssige. I hans kolossale produktion af tegninger, fortællinger og fluer får vi et mylder af menneskelige eksistenser, så der næsten er grundlag for at skrive en psykologi alene på denne produktion. Men psykologien interesserede ikke ham selv det fjerneste. Tværtimod ironiserede han over den. Og der er heller ikke så meget som antydning af dybdepsykologisk boring i hans egen dagbogsmæssige eftertanke eller selvdialog.

Dette havde imidlertid været absolut nødvendig, hvis han overhovedet nogensinde skulle have overvundet sin indre tvivl om hvilken vej han skulle vælge - og da ganske særligt hvis han skulle have bearbejdet sin desillusionering efter Amerika-rejsen intellektuelt.

Ingen kan vide, hvad resultatet ville være blevet, hvis han havde være minded for psykoanalyse eller konsekvent kunstnerisk forfølgelse af psykiske problemer på den måde det er set hos fx. Ingmar Bergman eller Rainer Werner Fassbinder. Bergman har livet igennem boret i sin angst, sine traumer og sine ægteskabelige problemer. Og det er på den måde lykkedes ham både at skabe filmiske (og sceniske) mesterværker og holde sine problemer så meget på afstand at han har kunnet leve med dem. Eksempelvis har han fortalt, at han i sin tid lavede 'Det syvende segl' for at tage kampen op med sin egen store dødsangst. Og Fassbinder gjorde på sin endnu mere radikale vis noget lignende, dog med den ikke uvæsentlige forskel at han samtidigt levede livet så hårdt med arbejde og stoffer, at han gik ned på det i en alder af kun 37 år.

Begge metoder lå Storm P. uendeligt fjernt. Han havde hverken viljen eller evnen til en sådan dybdeboring, skaffede sig heller ikke de intellektuelle forudsætninger for den - og havde faktisk heller ikke så påtrængende behov for det som de to nævnte. Der var efter min bedste mening absolut intet neurotisk endsige selvdestruktivt ved manden. Når han klager over træthed eller taler om 'nervers plage' er det udtryk for følelsen af tidspres eller det vi i dag kalder 'stress'. Men ligefrem forlange eller ønske at han skulle have trodset sin grundlæggende - fra moderen overtagne - tro eller enfold, er dog lige lovlig meget.

Og det allerværste ville havde været, at vi i så fald aldrig havde fået lige præcis det unikke humormenneske vi nu fik.

I den allerede nævnte fortælling 'Lige undsluppet' fra 1928 lader Storm den undslupne galning stille spørgsmålet. "Hvad er kunst - jeg tillader mig, med et sideblik til herren at udbryde - hvad er kunst?" Og hans svar lyder: "Når en bleg herre med stivrede bukser og jaket stiller sig op i halvmørke og læser et brudstykke af en trist og kedelig historie om én der hænger sig i entréen i et bedre hjem på Østerbro - så er det kunst. Men hvis en lille mand med rød næse og alt for mange bajere synger en vise, så folk må gå for tidligt hjem af grin - så er det gøgl - - er vi inde på det rigtige?"

Gøgler eller kunstner? Det spørgsmål var tilsyneladende uløseligt for Storm, derfor prøvede han med formuleringen at søge kunsten i gøglet. Og det er der trods alt mening i, selv om folk oftest ikke accepterer det, men foretrækker den firkantede enten-eller-løsning. For de fine er der absolut ingen kunst i gøglet, og for den almindelige jævne publikummer må der helst ikke være det. Bare der er noget at grine af.

I et interview med Houmark 8.8.25. sige Storm, at "den gode, den ægte clown skal have noget Shakespearsk i sig... Vi skal have ydmyghed og hjertelighed, så rammer det altid i publikum. Blot én ler, ler så vi kan høre det og forstå det, så har vi fundet det rigtige - selvom osse kun én forstod det."

I et dagbogsnotat fra 9.12.38. hedder det: "Der er ting jeg ikke kan holde ud i livet som i kunsten, altså i livets og i kunstens vrængbillede, og det møder jeg alt for ofte - og så er det at jeg har fået den evne at kunne mildne, mildne, det er et herligt ord og trøste mig selv ved at se alt, kun på min egen måde... og jo mere tosset min tegning synes at være, des dybere kan årsagen være... forsøg at forklare det, hvem der kan, jeg kan kun ikke".

Ordet mildne understreges og nævnes her to gange efter hinanden, og det røber efter min mening det helt essentielle i Storm P.

Hans væsen var mildt og han ønskede af give mildheden videre. Han siger andetsteds om sig selv at han led af tungsind. Derfor velsagtens behovet for trøst og tryghed, fred og ro. Men kombineret med mildheden giver det i grunden også den mollagtige grundstemning som man finder hos Blicher. Heraf hans store evne til at skildre de fineste nuancer i alle menneskelige følelser. Storm var i løbet af tyverne blevet en ægte moll-musikant. - Jf. artiklen om Blicher.

Men Storm selv var ikke et øjeblik i tvivl om hvad sagen drejede sig om - og det skyldes efter min mening hans tro eller enfoldighed. Han var dybest set et religiøst menneske - vel at mærke i helhedsrealistisk forstand. Han overrendte ikke på noget tidspunkt af sit liv kirkerne - og havde mest ironi tilovers for præster. Og da hans plejedatter skulle giftes i Frederiksberg kirke, måtte han sætte sig ind i ritualerne. Men han havde overtaget sine forældres almindelige gudsfrygt. Han takkede som ung mand Gud for sin moder. Han nævnte højt oppe i årene, at han havde været glad for sin konfirmationsforberedelse. Han blev kirkelig viet både med Mads (dog som nævnt under private former) og med Ellen (i Gentofte kirke). Han takkede i sine sidste mange år hver dag Gud for livet - og han nød på sine gamle dage, ifølge vennen Aage Marcus' erindringer (Den lange vej. 1969), at sætte sig ind i Helligåndskirken på Strøget om eftermiddagen for blot at nyde stilheden.

Storm var allerede i halvfemserne inddraget i symbolisternes kreds omkring 'Tårnet'. Og faktisk findes der i dagbogen fra 16.9. 1917 en ganske bemærkelsesværdig overskrift der hedder: "Mystiker?!!!"

Storm har været i selskab med bl.a. vennerne Willum og Preben Bille Brahe, og han "blev dér klar over, at mysticisme [skrevet med meget store bogstaver hen over siden] er mit arbejdsfelt - ligesom kineserne, ægypterne og inderne - men jeg må sove på det, tænke og handle ud fra slutningen [som] tænkningen giver... min udstilling i Stockholm har ikke været nogen succes.... men nu komme jeg - som mystiker" Og så fortsætter han: "idioter - kan I så forstå mig - eller dø af ikke at forstå mig.... tobak....whisky.... fred - arbejde - rejse - det er det jeg længes efter......"!

Nævnte Preben Bille Brahe var elev af religionshistorikeren Vilh. Grønbech og udgav i 1919 nogle 'Prædikener for kristne' i Grønbechs utraditionelle og ukirkelige ånd. Og dem fik han Storm P. til at illustrere - og det skete på en overraskende stiliseret, men fin måde.

I det allerede citerede Houmark-interview i BT 8.8.25. nævner Storm, at han var begyndt at skrive noget sammen med Bille Brahe, men så døde denne (i 1922). Og han tilføjer: "Jeg siger aldrig at det er synd at nogen dør, eller at den eller den døde alt for tidligt... Det er aldrig synd at nogen dør ... og for tidligt? Hvor véd vi det fra?"

Allerede i 1920 - i et interview i BT den 28.12. - spørger intervieweren om Storm har spiritistiske interesser? Svaret lyder, at det har de fleste vel i disse tider. Interessen fremgår også af flere af Storms fortællinger, men med klar ironisk distance. Det samme gælder artiklen om den ellers beundrede Conan Doyle til den tidligere nævnte serie om 'Vor tids helte'. Rationalisten Doyle havde nemlig også fået spiritistiske interesser - og det skuffede Storm.

Men intervieweren fortsætter: Man siger at De er blevet religiøs? Storm ryster på hovedet: "Ikke noget hængehoved i alt fald... Men min alvor har måske nok sit udspring, ret beset, fra en religiøs følelse... Komikerens tungsind, det er en gammel erfaring, ender ofte i religiøsitet."

Her bliver tragedien også at forstå som noget andet end det blot sørgelige. For det indses, at det tragiske i sin grund har at gøre med en afbøjning af menneskets ulyksalige vilje til at ville have ret. I den ægte tragedie - sådan som de gamle grækere og Shakespeare forstod den - er det essentielle at visdommen kommer over mennesket ligesom sorgen, nemlig mod dets vilje. Og derfor kan man for Storm P.s vedkommende også konkludere, at det netop var gennem den store krise 1919-25 at han blev den vismand der til sidst formåede at forme dyb filosofisk tænkning i 'fluerne'.

Endnu kunne tvivlen dukke op i de senere år og fx finde vej til den fælles dagbog mellem ham og Ellen - som ellers ikke indeholder betroelser af dybere art. Langfredag 1939 spørger han sig selv: "Hvad vil du helst - tegne kulørte sider og bo i en villa, eller bo på en kvist og være kunstner?" Spørgsmålet er afslørende, men det er svaret også, for det lyder: "Svar fra usynlige ånder: Jamen er de kulørte sider da ikke tegnet af en kunstner?"

Storm var i forbindelse med gode usynlige ånder - dybdepsykologisk vil det sige med det kollektivt ubevidste og de arketypiske forestillinger - og det er efter min mening forklaringen på hans sidste to malerier: Kristus-billedet og 'Klovnens begravelse'

Kristus-billedet er for mig at se et dybt religiøst billede, der udmærket kunne bruges som altertavle i en moderne kirke. Den titel man har givet billedet: 'Himmelsk og jordisk retfærdighed' finder jeg misvisende, for det centrale er at de jordiske dommere er forbundet med ilden fra det helvede eller den skærsild de selv er repræsentanter for. Den korsfæstede viser sig derimod som den der overvinder den jordiske dom og fordømmelse - og altså i mytologisk henseende viser sig som den opstandne.

Klovnens begravelse er ikke et tragisk billede i betydning et sørgeligt billede, men tværtimod et festligt punktum for en stor kunstners liv. Alle begravelsens deltagere er mødt op i farvestrålende dragter. En smilende Storm P. er selv imellem dem.

Billedet kan give associationer til Federico Fellinis pragtfilm om klovne fra 1970, hans hyldest til berømte klovne, som han har beundret siden barndommen og nu har opsøgt og interviewet i deres alderdom - og viser optagelser med. Filmens finale er den mest fantastiske, på éngang dybt grinagtige og dybt bevægende klovnebegravelse som tænkes kan - med et opbud uden lige af klovne. Storm P. ville have frydet sig hvis han havde haft lejlighed til at se denne film.

Men nok så væsentligt turde være, at Storm P.s billede kan tillægges en særlig betydning i selve det forhold at det ikke er fuldendt. Det kunne nemlig tænkes, at en fuldførelse ville have været ensbetydende med hans død - ganske som det var tilfældet med Johan Sebastian Bachs i processen med det sidste værk 'Die Kunst der Fuge'.

Det vil være fremgået, at jeg opfatter Robert Storm Petersen som en af vore største kulturpersonligheder og et af de mest ægte humormennesker som tænkes kan. Beviset - om man så må sige - er selve hans kunsts enorme spændvidde og dybde tillige med hans evne til at overvinde den store krise og slutte sit liv som en udholdende borger med sin fulde integritet, hjertevarme, tro og kreativitet i behold.

For mig personligt har Storm P tidligt været en del af hverdagen, da vi brugte Ole Bole-ABC'en i 1. klasse i skolen. Senere kom 'Peter og Ping' og tegningerne i Blæksprutten og albummene til og sandsynligvis tidligt også nogle fluer. I hvert fald grinede en skolekammerat og jeg ofte over hans påfund. Men jeg husker tydeligt at min kammerats mor syntes Storm P. var noget pjat!

Nogle år senere nød jeg i radioen og på plade Ebbe Rodes fremragende oplæsninger af nogle af de bedste fortællinger som 'Sangforeningen Morgenrøden', 'I tonernes verden' eller den helt vanvittigt absurde 'Åkirkeby' (de var faste indslag i Giro 413 i årene efter krigen) og den herlige, meget tankevækkende 'Lige undsluppet'. I 3. og 4. mellem havde jeg i dansk en lektor, der trods sin store lærdom og sit disciplinerede væsen var en stor ynder af Storm P. - og Albert Engström - og var fremragende til at læse historierne op.

Endelig så og læste jeg for alvor fluerne, der jo dels bragtes i mange dagblade, dels efterhånden kom i mange samlinger. Sidst mødte jeg malerierne, som dels ikke var særligt anerkendte som kunst, dels ikke særligt tilgængelige før åbningen af Storm P Museet i 1977, men jeg så den store og flotte udstilling hos Olivetti i 1970 og opdagede her Storm P.'s kunstneriske format i flere klovne-billeder og 'To kors'.

Fluerne er og bliver imidlertid det helt centrale i min Storm P.-entusiasme, fordi de ganske enkelt rummer en humor og livsvisdom der har kunnet bruges som pejlemærker livet igennem. De er set og læst så ofte og med så stor glæde og forundring, at de ved utallige lejligheder melder sig af sig selv som givende fortolkningsmæssig association. De er modsat Albert Engströms tegninger gennemgående båret af en varme, sympati og underfundighed der viser humorens inderste væsen som den form for 'tragedie' der sprænger al hang til at pukke på sin ret.

Storm P. tilpassede sig nok efterhånden, men ikke uden modstand den borgerlige virkelighed, og han var aldrig i sin mest sociale satire og kunst direkte politisk polemisk, men han glemte hverken barnet eller anarkisten i sig selv - og derfor hæver hans værk sig op over den fremherskende, tit alt for smålige og intetsigende partipolitiske strid til en humor der sprænger al endimensionalitet og viser dennes uhyggelige skadevirkninger på både det enkelte menneske og samfundet.

Storm P var et sandt humormenneske, der trods indre usikkerhed og vægelsind formåede at forene sin humor med sin grundlæggende tro og sekulære religiøsitet.

Jeg benytter lejligheden til at takke Storm P.-museets direktør Jens Bing for adgang til museets arkiver, hjælp og imødekommenhed - samt tilladelse til at benytte Storm P.-værker til illustration af essayet.

Jan Jernewicz

Storm P-museet genåbnet i First Class-stand  (15.5.12.)

Link til Storm P.-museet

Museets hjemmeside er blevet væsentligt udbygget og digitaliseret efter hele den ombygningsproces den nye direktør har fået færdiggjort i 2012 med generøs bevilling fra 'A.P. Møller og Hustru Chastine McKenney-Møllers Fond til almene Formaal'. - Jf artiklen Storm P-museet genåbnet i First Class-stand  (15.5.12.)

Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')

Introduktion til helhedsrealismen

Henvisninger til værker af Robert Storm Petersen:

Samlinger af fortællinger i forskellige udgaver.
Fluesamlinger i forskellige udgaver.
Bag rampe og kulissser. (Carit Andersens Forlag. 1971
- efter tidsskriftet Exlex 1919-20).
Dagbogsblade fra besættelsen. Med forord af Hans Brix.
- (Carit Andersens Forlag. 1945).
Oncle=Sam på Rejse. Dagbog 1901. Faksimile-udgave
- (Albert C. Petersens Trykkerier. 1959)
'Storm' (Storm P.s eget tidsskrift. 1915-16. Det kgl. Bibliotek)
Dagbog fra juni 1916 til februar 1920 (Storm P.-museet)
Scrapbøger fra maj 1918 til marts 1927 (Storm P.-museet)
De kulørte sider (v/ Jens Bing). (Storm P.-museet og Aschehoug. 2005)
Storm i Pilestræde, udgivet af Jens Andersen og Jørgen Larsen. (Storm P.-museet og Gyldendal. 2009)
De tre små mænd og nummermanden - 100 års narrestreger.
(Storm P.-museet og Forlaget Alvilda. 2013)

Robert Storm Petersen: Malerier. Tegninger. I udvalg ved Harald H. Lund i samråd med Carl Jensen, Herluf Jensenius, Ebbe Sadolin og Georg Ursin. Med indledning ved Victor Kuhr og tekstbidrag af Herluf Jensenius og Povl Sabroe. (Carit Andersens Forlag. 1942).

Harald H. Lund (red.): Bogen om Storm P. Skrevet af hans venner. (Westermann. 1949)

Poul Carit Andersen: Livet er en cirkus. Fra Slagterdreng til Det kgl. Teater. (Carit Andersens Forlag. 1972)
Poul Carit Andersen: Livet er en gåde. Fra Bonbonnièren til Asgårdsvej. (Carit Andersens Forlag. 1973)

Jens Bing: Maleren Storm P. (Storm P.-Museet. 1985)
Ejgil Søholm: Storm P før Ping. Bladvid og satire 1902-20. (Haase. 1986)

Line Jørgensen: Storm P. - klovnen i klunkestuen. Om det morsomme, det forfærdelige og det farlige....
(C.A. Reitzel. 1993)

Benny Bau og Poul Kragelund: Storm P. - Satire og humor. (Dansklærerforeningen. 1999)

Forslag til parametre for vurdering af kunst

Essays: Klik

Artikler om humor: Klik

Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven