JERNESALT - dataset utils write html utils prefix clean
Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - stormp2019censureret

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.6.19.

Jernesalt fejrer censurens ophævelse ved grundloven i 1849 ved prvatudgave af essay om Storm P.

HER KOMMER DEN AF STORM P MUSEET CENSUREREDE UDGAVE:

Robert Storm Petersens eksistentielle krise og gennembrud i aktualiserende, helhedsrealistisk lys
- et forsøg på ny eksistentiel beskrivelse af kunstneren i anledning af 70-året for hans død.

Nyorientering om Storm P. nødvendig
Barndom og ungdom i korte træk
Ægteskabet med Lydia Sørensen, kalder 'Mads'
Kriseårene begyndte i 1919

Dagbogsoptegnelser fra 1920-24 - STRØGET AF CENSUREN

Vennen Jules Depaquit - Vennen Preben Bille Brahe Brahe -  Vennen Gerhard Henning
Vennen Ejnar Nielsen og symbolismen
Ellen Jacobsen dukker op  -  Hvid klovn -  Lige undsluppet
Poul Henningsens sårende og urimelige kritik
Udsmykningen i Esbjerg - Balletten Benzin -  Kongelig skuespiller
Storm Petersens moder dør
Surrealisme eller hvad? - De primære grundprocesser

Kærlighed, småborgerlighed og sygdom - STRØGET AF CENSUREN<

Hunden Grog spejler ophavsmanden selv
Fluerne udfolder den tragiske livsvisdom
Storm P.s naturlige tro og religiøsitet kan ikke adskilles fra humoren
Vurderingerne af Storm P. afslører tydeligt forholdet til det ubevidste
Storm P. var renheden og uskyldigheden selv
Storm P.s aktualitet har aldrig været større
Personlig tak for Storm P.s værk - og den hjælp jeg har fået
Henvisninger



Nyorientering om Storm P. nødvendig    
Til toppen  Næste

Grunden til at det har været magtpåliggende for undertegnede at skrive et nyt essay om humormennesket Robert Storm Petersen i 70-året for hans død er den simple at den store Storm P.- Udstilling "Humsti Bumsti" på Nivaagaardsamlingen i 2017 afslørede en højst besynderlig og i mine øjne stærkt nedvurderende opfattelse af den unikke kunstner og personlighed som ikke kan stå uimodsagt.

Udstillingskatalogets forord fastslår ganske korrekt at Storm P.'s rolle og position i dansk kunsthistorie altid har været omdiskuteret, bl.a. fordi hans billedkunstneriske oeuvre har stået i skyggen af hans omfattende humoristiske virke.

Udstillingens kurator, museumsdirektør Michael Bjørn Nellemann erkender at det er svært at komprimere historien om Storm P. Han skulle egentlig have været slagter ligesom sin far, men havde ikke hård hud nok til det. Derimod havde han tidligt lyst til at tegne og skrive - og desuden talent for at optræde. Så faderen accepterede at han gik kunstnervejen. Og på denne vej lærte han sig vel at mærke alt ved at se på andre. Han var med andre ord 'autodidakt', og han blev ikke blot tegner, forfatter, skuespiller og gøgler, men også hvad man kaldte 'rigtig billedkunstner'. Men han måtte rigtignok savne parnassets anerkendelse - og kunne følgelig ikke leve af det han holdt allermest af: at male.

Nellemann får imidlertid ikke sat arkitekten og samfundskritikeren Poul Henningens nedvurdering i 1931 af Storm P. som "reaktionær i verdensformat" på plads, og giver heller ingen forklaring på at Storm P.s store udsmykning af børnebiblioteket i Esbjerg 1930-32 gengav ham lysten til at male og dermed ændrede hans kreative udfoldelse markant.

Museumsinspektør ved Storm P. Museet Nikolaj Brandt erkender ligesom Nellemann at det stadig 70 år efter Storm P.'s død er svært at "sætte ham i bås". Den aktuelle udstilling fik derfor ikke til hensigt at indkredse hele hans virke og historiske betydning, men specifikt fokusere på hans billedkunst, "hvor man kommer helt tæt på ham".

Brandt påpeger udtrykkeligt at Storm lod sig inspirere af talrige kunstnere, men at det var formålet og ideen hos ham selv der bestemte hvilken stil og hvilke virkemidler han anvendte. Og dette er væsentligt, men udstillingens beklagelige mangel ligger i at den ikke bygger på erkendelsen af at Storm P. kun fuldt ud kan forstås gennem helheden og kreativiteten i og neden under alle værker, genrer og fremstillinger.



Den mærkeligste artikel jeg nogensinde har læst om Storm P. er dog forfatteren og billedkunstneren Claus Carstensens artikel i kataloget om "Rehabiliteringen af Storm P. som maler". Han konkluderer nemlig ud fra et vilkårligt citat af den tyske filosof og forfatter Walter Benjamin (1892-1940) at Storm P. ligefrem i sit maleri med ætsende sarkasme og absurd ironi inkarnerer og inderliggør bestræbelser på at afvise 'den tomme transcendens', der fulgte på Nietzsche proklamation af "Guds død" i 1883, såvel som de modsatrettede utopier og evighedsforestillinger, men blev forskrækket over sin egen radikalitet. Carstensen hævder videre - for at det ikke skal være løgn - at Storm P. malede sine bedste billeder alt for tidligt, men at de i virkeligheden må anses for at være kynisk malede alderdomsværker!

Man tager sig til hovedet over at en skabende kunstner forstår så lidt af hvad der skete undervejs i Storm P.s udvikling, og selvom Nikolaj Brandt over for mig har understreget at Carstensens vurdering står for hans egen regning, så er det da i mine øjne dybt beklageligt at man i kataloget kolporterer en så horribel nedvurdering, når de to museer overhovedet laver en så omfattende udstilling om Storm P.s malerkunst, som har krævet ekstraordinære ressourcer og arbejde, og som ikke bare kan gentages vilkårligt.

Endelig begår forfatteren Peter Borberg den beklagelige fejl i den fjerde artikel i kataloget at citere Storm P.'s ven fra Pariser-opholdene i årene 1901 og 1910 Jules Depaquit for en yderst misvisende bestemmelse af humor som "en nøje afgrænset sygdom, der gør patienten mere til hypokonder end nogen besværlighed med fordøjelsen....." - uden med et eneste ord at nævne at denne bestemmelse lå milevidt fra Storm P.'s egen opfattelse, og derfor i det mindste kræver en kommentar.

Depaquits opfattelse er sort og deterministisk pessimisme så det klodser, og Storm P. var nok en depressiv natur der fik mange nedture, men han var ikke en sortseer der nødvendigvis måtte bukke under, men tværtimod en utroligt skabende og produktiv kunster, der kom igennem alle depressioner i kraft af sin medfødte humor og livstro, og den ubetingede støtte fra sine forældre, sine nærmeste venner og både sin første og sin anden hustru. Depaquit satte humor lig med vittigheder og satire, skønt humor har uendeligt mange facetter og hos Storm P. med årene kom til at rumme mere og mere livsvisdom og netop derved sætter ham i særklasse som kunstner og menneske.

Storm P.s lige som kunster og humormenneske findes simpelt ikke i Danmark.



Jeg er udmærket klar over at der er og må være delte meninger om Storm P., og jeg er skam også klar over at dette hænger sammen med bedømmernes egen psyke og livsforståelse og ikke mindst deres forhold til det ubevidste, og at der derfor er nogle der har sværere ved at forstå Storm P. end andre, og endda nogle der slet ikke vil være i stand til det.

Man kan i sidste ende ikke bebrejde nogen at de er udelukket fra forståelse, men jeg har ikke betænkt mig på at reagere på de anførte vildledninger, da jeg bogstaveligt har levet næsten hele mit liv med Storms værk og humor, og helt intuitivt opfattet ham diametralt modsat af hvad Carstensen og Borberg gør. Jeg er født det år Storm P. flyttede ind i villaen på Asgårdsvej og fik sine bedste femten år. Han malede et par år før sin vigtige udsmykning i Esbjerg hvor jeg tilfældigvis er født. Da jeg i 1940 kom i første underskoleklasse i Viborg gik vi i gang med Storm P.s' ABC - "Ole Bole gik i skole" (og den kom i løbet af et par årtier i omkring 800.000 eksemplarer). I byens største avis Viborg Stifts Folkeblad, som mine forældre abonnerede på, var der dagligt en af Storms P. s fantastiske 'Fluer'. I den årlige Blæksprutte var der som regel også en helsides tegning eller to af Storm, som fangede opmærksomheden. Og endelig havde jeg i 3. og 4. mellem på Ålborg Katedralskole en lektor i dansk der var lige så god til at læse Storm P.-fortællinger op som skuespilleren Ebbe Rode, som næsten hver søndag kunne høres i radioen i 'Giro 413'. Så jeg kom meget tidligt til at kende Storm P.'s humor, grine af hans tegninger og fortællinger - og specielt i 'fluerne' finde en humor som med årene viste sig helt uundværlig i min egen livsorientering.

Det er sagen uvedkommende vil nogen straks sige, og det er jo gængs attitude, at man ikke skal blande sine private meninger ind i en bedømmelse af en stor kunstner, men dels er det jo oplagt at ikke blot de fire nævnte kloge hoveder også blander deres subjektivitet ind i sagen, dels kan jeg ved gennemgang af den efterhånden meget omfattende litteratur om Storm Petersen konstatere at det gør i virkeligheden alle bedømmere.

Væsentligst er dog at jeg også efterhånden ved mine kritiske analyser af hele forrige århundredes danske og europæiske kulturelle og politiske historie tydeligt kan se at den gang på gang løber af sporet, fordi den ikke er sig bevidst om subjektiviteten, men fastholder historievidenskabens objektivitetsideal fra 1800-tallet om at en respektabel forsker må og skal gøre hvad han kan for at holde subjektiviteten ude, hvis han vil regnes for troværdig akademisk videnskabsmand.

Længe har det egentlig kun været religionshistorikeren Vilh. Grønbech der turde undsige denne naive og i virkeligheden stærkt begrænsende tro. Men i 1998 kom der dog endelig en fornem biografi om den danske nobelpristager, biologen Niels. K. Jerne, der har fastslået at man selv i en stor naturvidenskabsmands baksen med dybe og eksakte problemer i immunbiologien ikke kommer uden om at inddrage et kraftigt element af eksistentiel søgen - og heller ikke ved en nærmere analyse af denne søgen kan se bort fra sin egen eksistentielle søgeproces, hvis man overhovedet vil nærme sig en forståelse af hvad der foregår.

Videnskabshistorikeren Thomas Söderquist kalder sin biografi om Niels K. Jerne og dennes afgørende 'åbenbaring' for en eksistentiel forskerbiografi og gav den endog titlen "Hvilken kamp for at undslippe", for dermed tydeligt at understrege den eksistentielle dimension som det helt centrale i forskning og kunst, men ikke mindst den der direkte bryder med gængse forestillinger.

Men uhyre mange akademisk uddannede videnskabelige forskere er så hunderædde for at begive sig dybere ind på subjektivitetens unægtelig komplicerede og farefulde område at de hellere afstår fra en dybere forståelse end risikerer at få dogmatiske fagfæller på nakken. De synes for alt i verden at ville undslippe al eksistentiel inddragelse for ikke at falde i subjektivitetens mange fælder, og resultatet bliver derefter: de må give op overfor forskeres eller kunstneres åbenlyse eksistentielle forudsætninger, uanset at det er dem der gør kampen relevant og aktuel for vores egen nutidige kamp. Det sker naturligvis under automat-mottoet at man altid i sin vurdering af et menneske må holde sig inden for rammerne af den viden, det sprog og det erkendelsesstade der var gængs på vedkommendes egen tid.

Det meningsløse og uholdbare heri kan påvises i værk efter værk, og det har jeg selv gjort - jf. henvisningerne, men det ses meget tydeligt i Storm Petersens tilfælde, og uholdbarheden ses sandelig også i det forhold at de europæiske samfund generelt hænger uhjælpeligt fast i en decideret kulturkrise, fordi ingen ledere eller etablerede forskere tør gøre op med forældede og utilstrækkelige metoder - af ren og skær angst for at støde godtfolk ved træde uden for de gængse normer. Man giver end ikke plads til omtale af friske og gennemarbejdede opgør mod de utidssvarende normer.



Men faktisk kan man kan - som jeg vil forsøge at vise - bevare den fulde nøgternhed ved inddragelse af forskeres og kunstneres eksistentielle søgen og kamp: det kræver ene og alene at man opgiver enhver tro på at der gives absolutte sandheder i eksistensen og at man samtidigt tydeligt redegør for sine egne forudsætninger og hensigter.

Den originale filosofi undertegnede arbejder ud fra i mine forsøg på at skrive større sammenhængende essays om såvel den store kulturkrise som store forskere, kunstnere, komponister, forfattere og humorister kalder jeg den komplementære helhedsrealisme. Den er ikke nogen ideologi, men tværtimod en udogmatisk beskrivelsesramme der kan bruges af enhver der gider sætte sig ind i den - uden hensyn til køn, race, intelligens, national identitet og religion, blot man afviser absolutte sandheder.

Den er komplementær og står dermed i modsætning til al enten-eller tænkning af mere eller mindre kantiansk art, og den er antiholistisk, idet den bestrider selve muligheden af at se hele universet som en helhed. Vi er alle - med Niels Bohrs udtryk - afhængige af sproget i en sådan grad at vi aldrig under nogen omstændigheder kan komme uden for sproget, når vi skal udforske vores fysiske og kulturelle omverden (altså stille spørgsmål til naturens indretning og kulturens udfoldelse). Vi er med andre ord altid afhængige af såvel det dagligsprog vi bruger i hverdagen som det eller de specielle sprog vi bruger i vore fag.

Der indføres dermed fra starten en art generel subjektivitet i vores forskning som vi altid er nødt til at være bevidste om og kunne redegøre for - også når forskningen gælder såkaldt eksakt naturvidenskab. Men gælder forskningen de humanistiske, økonomiske og sociologiske fag bliver det særligt tydeligt.

Derfor skal såvel forskere som almindelige mennesker være fuldt bevidste om menneskets helt særegne situation i den biologiske evolution. Mennesket har to tilgange til virkeligheden, nemlig den ydre, sanselige og den indre intuitive. Den ydre kan undersøges, måles og beskrives med rimelig stor og stigende sikkerhed via vore sekundære (tillærte) psykiske processer, som derfor er basis for al praktisk foretagsomhed fra leg, eksperiment, arbejde, håndværk, handel, teknologi og industri til naturvidenskab. Den indre tilgang er medfødt og sikrer os fra fødslen ikke alene al kreativitet gennem en uforklarlig og permanent understrøm af irrationelle forestillinger og associationer, men også al oplevelse af og bevidsthed om værdier, kærlighed, mening, sammenhæng og helhed.

Filosofien betegnes som helhedsrealistisk af netop den grund at der lægges vægt på den oplevelse af helhed som er medfødt og irrationel, men også fra første færd er aldeles afgørende for alle menneskers sjæleliv og åndsliv - og som intet har at gøre med eventuelle intellektuelle forsøg på at finde eller opstille tilstedeværelse af en universel helhed.



Det skulle gerne være indlysende at ingen læser kan få noget ud af det følgende - uden at turde vove sig ind på begreberne og forudsætningerne. Men det er naturligvis mit håb, at de der løber risikoen, får øjnene op for sammenhænge de ellers ikke vil kunne se. Og at dette i bedste fald kan blive en decideret heureka-oplevelse.

Min nye udforskning af humormennesket Robert Storm Petersen via dagbøger og breve samt værker indbyder direkte til at løbe risikoen, da han ganske enkelt ikke kan beskrives bare nogenlunde fyldestgørende, relevant og aktuelt som det unikke menneske han var, uden en ny begrebsramme der konsekvent gør op med tidligere snævre, fagligt bestemte begrebsrammer.

Storm P. kan hverken personligt eller kunstnerisk sættes i bås, men hans kreativitet og eksistentielle søgen kan ud fra den komplementære helhedsrealisme beskrives som et almenmenneskeligt fænomen der er aktuelt til alle tider, men ganske særligt i krisetider.

Der vil i det følgende - med støtte i dagbøgerne - blive fokuseret på Storm P.'s langvarige krise 1920-24 og efterfølgende gode år 1924-49 med hans familieforhold, opvækst, pubertetsår og nedturen efter Amerikarejsen 1919 må nødvendigvis ridses op for forståelsens skyld. De er alle behandlet udførligere i mit første essay om Storm P. Derimod skal Storm P.s' optræden som kabaretkunstner kun omtales sporadisk, da den kom til at betyde mindre og mindre - ja til sidst nærmest gik ham på.



Barndom og ungdom i korte træk    
Til toppen  Næste

Robert Storm Petersen blev født på Gadekærsvej nr. 13 i Valby den 19.9. 1882 som ældste barn af slagtermester Carl Frederik Christian Pedersen og hustru Oline Marie. Storm fik tre søstre og en broder: Ellen (f. 1880, gift 1901 med Marius Thaarup), Emely (f, 1886), Karl (f. 1890, der blev fotograf); og Olga (f. 1891, gift med Poul Hornum, der tidligt blev alvorligt hjerneskadet ved en ulykke).

Storm P. sagde selv, at han havde arvet lunet fra faderen og roen fra moderen. På hendes side i slægten var der mest alvorlige, stille mennesker. Hun var selv et stille, tænkende menneske, fortæller han et sted. Men han følte at han havde dem begge i sig. Hun forblev moderfiguren for ham livet igennem. Han giftede sig med kvinder der lignede hende. Hans første hustru, kaldet 'Mads', var endog 23 år ældre end han selv. Faderen købte af hensyn til sine leverancer i 1884 en gård i Vigerslev, som hele familien flyttede til. Den lå i Vigerslev Stræde og var uden jordtilliggender. Her boede de indtil de i 1888 flyttede til Enghavevej 10 på Vesterbro. Men gården beholdt faderen til 1893.

Storm huskede tydeligt denne gård med gravhøj tæt på. Højen, som blev fredet i 1922, hedder Danshøj og lå ca. 100 meter fra gården. Denne lå ikke langt fra Harrestrup å og kirken i Hvidovre. I nærheden var der gadekær, smedje og ledvogterhus ved banen til Roskilde. Engang fascineredes Robert af en kunstmaler, der malede efter naturen. Men han oplevede også en forestilling hjemme i stuerne med professor Labris omvandrende cirkus.

Skolegangen begyndte på Frederiksberg Latin- og realskole i 1889, men fortsatte i 1891 på Gasværksvejens skole, hvor han dog gjorde oprør mod en lærer der havde været uretfærdig mod en kammerat. Faderen blev inddraget, men godtog åbenbart Roberts forklaring af det passerede, for drengen blev flyttet til en privatskole.

Gullasch (1916-17) -
et billede på kvindens tiltrækning og en gullaschbarons simple begær.
En gullaschbaron var en spekulant der under 1. verdenskrig blev rig på
fabrikation og eksport til Tyskland af varer af tvivlsom kvalitet.
Det er næppe tilfældigt at rigmanden på tegningen har typiske jødiske træk.

I 1892 flyttede familien til Vesterbrogade 25 og i 1895 til villa Olga på Ingemannsvej 12. Storm viste hverken særlige evner eller særlig flid i skolen, og gik ud efter konfirmationen i 1896. Herefter var han slagterlærling i faderens forretning, der nu var flyttet til butikkerne i 'Maven', det for længst nedrevne slagterkvarter omkring den ufærdige Nikolaj kirke midt i København.

Men slagterfaget duede Robert heller ikke rigtig til, for han var for sart til at slagte får og lam. Han prøvede malerfaget en dags tid. Men svendene var for sjofle. Han gik nogle måneder på teknisk skole og fik også tegneundervisning hos maleren Valdemar Neiiendam, men arkitekten Thorvald Bindesbøll gav ham det vise råd at holde sig fra al undervisning og i stedet lære selv. Det gjorde han i tegnekunsten og i maleriet såvel som i scenekunsten. Han var og forblev autodidakt og amatør. Men han sugede indtryk til sig fra alle sider og var letpåvirkelig.

Den unge mand tegnede og skrev digte - og var i halvfemserne stærkt påvirket af kredsen omkring Tidsskriftet 'Tårnet', dvs. symbolisterne med Johannes Jørgensen som centrum. I kredsen af kunstnervenner - som bl.a. Aksel Jørgensen - drøftede man indimellem kunst og filosofi på dybsindigt plan. Jørgensen fortæller, at de engang havde besøg af en ældre kunstner, en stor dansk maler "som forstod at fremstille sorg og lidelse i sine billeder" og ved denne lejlighed tale alvorligt om døden. Selve ordet 'døden' gentog han i sin slutning tre gange efter hinanden med stigende patos - og det var for meget for unge Storm. Han rejste sig og deklamerede en meningsløs ordstrøm i stor patetisk stil - på fransk, som han ikke kunne et ord af. Hvem kunstneren var oplyser Jørgensen ikke, men man kan gætte på fx Harald Slott-Møller. Det afgørende er, at Storm på den ene side var optaget af symbolismen, men på den anden side ikke kunne fordrage befamling af sine eller andres følelser. Derimod lærte Robert en anden maler at kende som han efterhånden blev nær ven med og som også gik op i sorg og lidelse, nemlig Ejnar Nielsen.



Hjemturen (1910) - en god rus kan gøre tilværelsen smuk

På grund af sin store følsomhed var og blev Robert et blufærdigt menneske, og det har ikke noget med angst for følelser at gøre, men derimod med det forhold at han ville have sit privatliv og sine inderste følelser og tanker for sig selv - og ikke ønskede at krænge dem ud for andre i utide. Og denne holdning har igen slet intet med klunketidens eller viktorianismens seksuelle eller følelsesmæssige fortrængning at gøre. Storm P. var ikke fra et klunkehjem med grossererkultur og adskillelse mellem herreværelser og dameboudoirer, men fra et slagtermesterhjem med menneskelig varme, fest og livsglæde. Her var der almindelig gudsfrygt og anstændighed. Storm afskyede livet igennem frivolitet og sjofelheder. Men også i et sådant jævnt miljø findes der kultur i betydning hjertevarme. Og det er den der gør forskellen. Hverken hjemmet i Jernbanegade med 'Mads' eller senere i Smallegade og på Asgårdsvej med Ellen var - som visse forskere påstår - klunkehjem med tykke tæpper, portierer, klunker og mahognimøbler og hvad der ellers hører til.



Ægteskab med Lydia Sørensen, kaldet 'Mads'     
Til toppen  Næste

Storm P. havde i længere tid stået i forhold til en kvinde af kød og blod, den 23 år ældre Lydia Sørensen, kaldet 'Mads'. Formelt blev de først gift - med præstelig bistand, men privat - i 1913, fordi den separerede Lydia havde problemer med skilsmissen fra sin første mand, og måske også for ikke at støde Storms far for meget. Han døde i 1912. Men Storm og hun levede sammen fra 1906 i hendes kvist-lejlighed i Jernbanegade 3. Hun blev både hans muse og hans moder. Hun hjalp ham med økonomien ved sit arbejde med at 'skrælle torsk' i køkkenet på 'Bræddehytten' på Vesterbrogade. Hun gav ham trygheden, livsglæden og inspirationen - og så var hun aldeles usnobbet, så der var åbent hus for alle hans venner. Engang fik hun ved et selskab Georg Brandes til bords, og da han gav udtryk for sin undren over at der var ting i hans bemærkninger hun ikke forstod, replicerede hun, at hun til gengæld kunne stege en bøf, og det var mere end han kunne.

Storm var altså ikke på nogen måde - som en anden H.C. Andersen - bange for den fysiske kontakt med det andet køn. Han var fascineret af det og kunne endog i sine tegninger i en periode indlade sig på deciderede erotiske skildringer.

Han var heller ikke - som PH engang postulerede - nogen hader af børn: Han elskede både børn og hunde og katte (også på dette punkt i direkte modsætning til Andersen). Fra sit første ægteskab med slagtermester Anders Petersen (1857-1924) medbragte Mads døtrene Gudrun og Rachel (kaldt Gøjs) og dennes datter Grethe (f. 1917) som fortsatte som plejedatter i Storm P.s ægteskab med Ellen indtil hun blev gift i 1942. Storm legede på normal vis med sin plejedatter og dennes kammerater - ligesom hans egen far havde leget med ham selv og hans søskende som små. Og han morede sig i høj grad ved Ping-klubbens arrangementer med børn der skulle hjælpe ham at tegne. Foreningen, oprettet af BT, fik med årene 80.000 medlemmer, og der var udsolgt til arrangementerne.

'Trækken' fra 1914 - viser den indre angst trænge sig på

I mange år boede Storm P. og Mads i Jernbanegade 3 (der hvor Dagmarhus senere blev bygget) - lige overfor det daværende Casinoteater. Og her var der i mange år åbent hus for kunstnere, skuespillere, gøglere og filmfolk. Her kom tidligt Edvard Munch, han dukkede uanmeldt op efter at have været i byen for at solde. Og Storm blev hurtigt påvirket af både Munchs male- og tegnestil og hans mørke livssyn.

Allerede i 1908 malede Storm P. faktisk et særdeles dystert billede i Munch-stil som han kaldte 'Kultur', ja ordet står endog skrevet henover billedets nederste del. På baggrund af store mørke højhuse til højre side og et demonstrationstog med røde faner til venstre ses et stort gustent ansigt med rødt hår, røde øjne og rødt blod flydende ud af munden. Håbløshed og desperation lyser ud af billedet. Men hvad har det med kultur at gøre? Var billedet malet 20 år senere, kunne man måske komme på den idé at det ligefrem var en illustration til Freuds teori om kulturens byrde. Men billedet er som nævnt fra 1908.

'Kultur' fra 1908 - som kan tolkes på flere måder,
men i hvert fald afspejler tidens melankoli

Bing mener, at billedet forestiller Storm P. selv - og at det skulle skildre den følelse Storm havde af splittelse mellem den undertrykkende kultur på den ene side og den frigørende protestbevægelse på den anden side. Og godt nok var Storm på dette tidspunkt temmelig smalhovedet, men ellers ligner det ham ikke. Og godt nok kan man måske på dette tidspunkt også med lidt god vilje tale om Storms vågnende bevidsthed om sin isolation som kunstner, men hans første separatudstilling, der fandt sted året efter og også vakte visse menneskers vrede, blev gennemgående positivt modtaget af kritikerne.

Han malede ganske mange billeder de følgende år, og den følelse der siden - henne omkring 1920 - virkelig ramte ham foruroligende som kunstner var følelsen af at hans jævnaldrende var løbet fra ham i kunstnerisk udvikling. Han kunne ikke følge dem i den abstrakte retning, men insisterede på en forbindelse til den genkendelige virkelighed. Nej, billedet 'Kultur' kan udmærket tydes som Storms bittert ironiske kommentar til valget mellem tomt fremskridt og voldelig revolution. Partipolitisk interesseret var han aldrig, og selvom han måske i krigsårene og gullaschtiden havde sympati for reformer, blev bolsjevismen et skældsord i hans mund da revolutionen i 1917 blev rystende alvor i Rusland.

Blandt de filmfolk der dukkede op i Jernbanegade var prominente amerikanere som Gøg og Gokke, W.C Fields og Charlie Chaplin. Storm var en stor beundrer af dem, og deres store succes med stumfilm har uden tvivl været en væsentlig årsag til hans ønsker om at komme en tur til USA.



Kriseårene begyndte i 1919    
Til toppen  Næste

I 1919 tog Storm P. og vennen og pianisten Vald. Willumsen beslutningen om at prøve lykken som entertainere i USA. Begge fik forinden lidt privat engelskundervisning, men Storms engelskkundskaber blev aldrig gode. Gik det godt, var det i øvrigt planen at få 'Mads' derover som hjælp i truppen.

Allerede året før havde Storm og 'Willum' bestemt sig til at sige farvel til Danmark. "Vi vil være artister - frie folk", hedder det i dagbogen. Julenat 1918 føler han at "vi går i en labyrint - jeg må jeg skal jeg vil ud af denne labyrint

Men allerede få dage efter ankomsten får Storm uhelbredelig hjemvé. 11.9.: Jeg længes inderligt efter Mads - er træt og ked af det hele og længes kun så inderligt efter min egen egen Mads. - 12.9.: Jeg længes efter brev hjemmefra og længes efter Mads. - 13.9.: hjem i seng - og længes - 14.9.: Åh hvor jeg længes efter Mads - kl. 1 nat: Nej - kulturen er i Europa - hjemme - ikke her - det er negre og børn - kroppe uden ånd. - 15.9. (hvor tilbagerejsen er fremskyndet): Åh hvor jeg længes - glad for hver dag der går nærmere hjemmet og fredeligt arbejde - 16.9.: alt dette renderi i et land der intet har med kunst at gøre er at ydmyge sig for meget Europa er mit fædreland... Min længsel efter min egen kone og fredeligt arbejde er ved at sprænge mig [kursiveringerne ikke Storms egne] - jeg længes jeg længes. - 17.9.: .. Nu er jeg glad og håber at alt går så godt at Willum og jeg kan tage hjem 18. nov.

Og det bliver ved - ind imellem oplysninger om hvor de har været, hvor de har optrådt og hvem de har været i selskab med. - 23.9.: ... nej aldrig finder man sjæle i dette mærkelige land - ingen ånd. Willum holder stadig på at der findes et kultiveret Amerika - jeg siger nej - boksning og råhed i stedet for kunst og litteratur - ... nu vil jeg male når jeg atter er hjemme - jeg vil være kunstner - 24.9.: Flere gange har jeg forsøgt at tegne noget, men det vil ikke lykkes mig - jeg er berøvet den fred der skal til for mig - min egen kone - mit hjem - mit eget bord - Amerika som en ørken

27.9.: Længslen overvælder mig - gid jeg kun var tegner og ikke optrådte - det er det der gør mig nervøs og træt - Vi har besluttet at rejse hjem den 22. okt. - svensk damper - 28.9.: ... bedre om jeg helt holdt op med at optræde - og levede i stilhed på landet og var maler, tegner og digter... hver dag er som et år for mig - 29.9.: Jeg er træt af at optræde. Derfor vil jeg hjem - jeg vil ikke slides op.... - 30.9.: ... ellers har jeg ikke været uden for hotellet - jeg synes at det var bedre at være hjemme og arbejde - hjemme i Søllerød [Storm og Mads var kort forinden flyttet til Mothsgården i Søllerød]- 1.10.: Elskede Gud give at vi snart var sammen igen. Bedømmelsen af amerikanerne og dansk-amerikanerne er hård. Dagbogen fortsætter:

2.10.: Man skal lede efter værre uhøflighed og uopdragenhed end man finder her - her er nemlig alle lige.... - 4.10.: Hvor man end ser hen ser man aldrig et mildt ansigt ... dansk-amerikanerne noget hyklerisk rak, regeret af danske settlements præster... - 6.10.: Når en amerikaner siger tre ord siger han tre gange dollars. Det amerikanske sprog er intet sprog - det er ulyde.

Storm kredser mere og mere om at det er kunsten han må vælge: 9.10.: Min elskede. Du er mere for mig end alle verdens millionærer - og min kunst er min verden (Johs. Holbek - Ensor - at finde sin egen verden i sin kunst - ikke at flakke verden om). - 12.10.: Kun længsel efter dig, min elskede. - 14.10.: ... skal optræde... gid jeg sad i fred og ro hjemme - har i aften besluttet ikke at optræde mere... nu vil jeg hvile mig i 14 dage - tegne og male og lave noget til Exlex [kunsttidsskrift som den norske tegner Ragnvald Blix udgav]. -

'To kors' (1917-18) - tydeligt inspireret af Ensor
dels en torteret Jesus på korset,
dels en fed folkekirkepræst med ridderkorset på brystet.

16.10.: Jeg er træt af at optræde... Intet så skønt som en dansk skov og landevej - 17.10.: Jeg er hjemløs... her er ingen hyggelige mennesker - ingen kunst - intet for mig - 18.10.: Langt langt borte i tanken - som Ensor - i løndom og ensomhed - 19.10: her er absolut intet for mig - det hele er så barnligt, fjollet - Jeg er den jeg er - og jeg er kunstner! - 22.10.: Har i dag siddet og skældt Amerika ud for Willum - han elsker det - jeg foragter det... et land uden ånd... en kæmpekrop uden hoved... jeg lærer efterhånden at den såkaldt dannede klasse ikke er så morsom at færdes i - kunstnere og borgerfolk det er min kreds.

Sidste dag i New York 6.11. hedder det: Farvel Amerika, men ikke på gensyn... jeg skal rive mig løs fra grublerier - jeg vil jage alle mørke tanker bort og leve i arbejdet, jeg vil se lyst og forhåbningsfuldt på tilværelsen og fremtiden.

Afrejsen sker 7.11. Ombord tager han fat på Blichers noveller. 12.11. konstaterer han at, "Rejsen har lært mig at skatte mit hjem" og 15.11.: Vil fra nu af bekæmpe min angst og min overtro og søge at være modig og rask - men hvordan? - Og endelig gør han stillingen op 16.11.: Det det kommer an på er et overlegent roligt syn på tilværelsen og menneskene (karikaturtegning) med ætsende hån og tunge svøbeslag og bitter ironi - vise dem sandheden - ladende hånt om kritik og ondskab - misundelse... skrive bøger, skuespil, male, tegne .....leve! leve! - Og den 19. lyder der et Gudskelov og tak for at være hjemme i Søllerød

Desillusioneringen kan dårligt tænkes værre. Storm har mistet alle illusioner om Amerika. Han går så vidt at han i et lille interview til Socialdemokraten 21.11.19. fraskriver amerikanerne enhver gnist af humor. Alle deres humorister er englændere - og deres teatre den rene elendighed. Deres smag er barnlig så det er en gru. Disse bemærkninger forsøger han langt senere at bagatellisere som journalistens fordrejninger, men det er uden tvivl i november 1919 hans ærlige mening.

Men også alle forhåbninger om at slå igennem fjernt fra småligheden og misundelsen i Danmark er bristet. Han har også indset hvor nært han trods alt er knyttet til sit land og dets kultur. Men det tilbagestående problem er, at han ikke er kommet fuldstændigt på det rene med hvad han vil som kunstner.



Mange ting spiller ind.

Fra et psykologisk synspunkt er det svært at se bort fra mandens alder her i 1919. Han var 37 år og var altså nået midtvejs gennem sit liv, og da han følte at det var nødvendigt med ny inspiration og nye veje, har det været et umådeligt hårdt slag for ham at se alle forhåbninger gjort til skamme.

Hurtigt fandt han dog også ud af at livet på landet i Søllerød ikke var sagen for ham. Han var et bymenneske og kunne trods al sin længsel efter naturen, efter skov og landevej samt cykleture ikke undvære byen og dens liv.

'Den arbejdsløse klovn' (1912-14)
er det smukkest tænkelige billede på
at Storm P. havde livstroen i behold

I begyndelsen af 1920 rejste han på turné med Willum til Stockholm, men også her længtes han hjem - foruden at han blev grundig træt af vennen, som han mente udnyttede ham. Færdig med ham!

Han skrev til BT for at få forhøjet sit honorar fra 15 til 35 kr. pr. tegning, men det blev pure afvist af redaktør G. Helweg-Larsen. Så er det slut med BT! skriver han i dagbogen. - Men der er ingen grund til at kritisere Helweg Larsen. Enhver anden ansvalig leder ville have afvist et så vanvittigt krav uden forhandling.

Den moderne kunst var han også færdig med. Den var bolsjevisme og latterligt anarki. Mens den rigtige kunst evig og altid er den samme. Men hans kunstnersind er i spændetrøje, som han formulerer det i 1921. Hans længsel er et fængsel. Og den 19.19.1921 skriver han i dagbogen: "I dag er jeg 39. Dansk, fattig og latterlig. I 20 år har jeg været død og er det endnu." Sidste sætning er mildest talt en stor overdrivelse, men han var meget langt nede - og i den tilstand ser man ikke ligefrem nøgternt på tingene.

Aften efter aften mærker han det grusomme i 'at lade sig se for penge'. Han erkender ligeud det ukunstneriske i sin gerning. "Jeg længes efter alvor i mit arbejde - efter ægte kunst - ja efter kunst - liv - skønhed og glæde - Gud give det måtte lykkes mig." - Det hele går ham på, så han må mande sig op: - "jeg må synge, fløjte og tænke - optimistisk!"

Storm må til sidst bide i det sure æble og acceptere BT's ringe betaling samt fortsætte sine engagementer ved varietéer og revyer. Malet får han stort set ikke i disse år. Hans uundværlige Mads dør i 1924, men han begyndte efter sin hjemkomst fra USA langsomt at konstatere at aldersforskellen mellem dem var stor og mærkbar. Og han forelsker sig faktisk også på en tur til Fanø i 1920 i den kvinde der skulle blive hans anden hustru.

Men Mads' død er alligevel umiddelbart et slag for ham. Til gengæld bliver den også den begivenhed der bringer ham videre. Vald. Willumsen har i en kronik om Mads, skrevet til Politiken i anledning af hendes 100 års dag i 1959, meget rammende sagt, at med hendes død sluttede Storm P.s boheme-liv.



nekrolog over Lydia Storm Petersen (Mads)- Indsat i dagbogen

15 juni 1924 overtrukken himmel - blæs - kold vejr - Åh mit hjerte brister - min lille Mads ligger på Klinikken på Amicisvej - Så glad og stærkt ligger hun i sit dejlige værelse med udsigt til vejens blomstrende syrentræer - hun ryger og læser - hun ligger og tænker på den nye lejlighed vi skal indrette i Smallegade nr. 3, 2. sal - [nu Parkeringspladsen bag rådhuset] - åh jeg græder og er et barn - Jeg er kommet hjem fra et besøg hos prof Gammeltoft. Han fortalte mig at ville jeg have Mads helt rask måtte han foretage en alvorlig operation (i underlivet). Jeg er rolig - og vil tro - Jeg vil bede dag og nat for dig min elskede lille kone. Du der er barnlig og intet har vidst om det. Gud - jeg er hos dig - vær du hos os. I din store nåde - jeg græder.

(senere) Mine tanker er en bøn om helbredelse lille kone. Da jeg er så ensom - Du er min elskede kone og jeg er hjælpeløs og alene. Inderligt vil jeg bede for dig. Du var så glad og forhåbningsfuld. Du sad i sengen fuld af glæde og planer og livsglæde.

21 juni sygeplejersklen ringede at operationen var overstået og var gået godt. - Professoren var glad for resultatet. Alt var klaret, såret der var stygt var begrænset

23 juni Du havde sovet godt i nat. Og i dag havde du smerter. Hørte dig sige - åh I ved ikke hvor alvorligt det er . Jeg bliver aldrig rask

26 juni hele dagen havde du haft feber - Talte i vildelse og sang - Åh hvor det skar i hjertet når jeg så dine matte øjne

27 juni døde min elskede Mads - Det bedste og kæreste menneske på jorden - Fred være med din sjæl og evigt være dit elskede minde.

28 juni Stuen er tom - alle småting som du med kærlig hånd har samlet i dit hjem minder mig om dig - Jeg vil bære dig i mit hjerte - altid skal du være hos mig, du mit bedste. I Jesu navn så skulle det være. Jeg bøjer mit hoved og græder. Det er menneskeligt at sørge.

Du var god - dit hjerte følte med fattige og syge
Du hjalp af dit rige hjerte
Du spredte glæde overalt hvor du kunne
Du havde utallige venner
Du tilgav fejl
Du var et barn til det sidste
Med barnets syn på retfærdighed og sund tanke
Du elskede farver - sol og blå himmel
Du kendte ikke svig og løgn
Du var guds barn i solskinnet
Dit elskede sind skal leve i os der bliver tilbage
- min egen egen lille Mads

28. juni nu ringer klokken solen ned
Måtte de ringe fred i din sjæl
Gud tog dig bort fra mig lille Mads
Men Gud har været god
Har villet skåne dig for alderdom og sygdom
Gud gav mig det prøvelsens kors at bære
Og jeg skal bære det i dit smukke og hellige navn
Jeg skal arbejde - og savnet af dig skal styrke mig
Og gøre mig god
Jeg elskede dig at hele mit hjerte og min sjæl
Du ejegode barn
Jeg går ensom om i stuen
Du er her ikke
Hvor er din kære stemme, din muntre røst
Dine kvikke morsomme svar - alt er borte alt alt alt
Men jeg vil takke Gud for hans stærke nåde
Mod dig og os der blev tilbage
Dit elskede minde skal leve i mig til vi atter mødes
Kærligheden og godheden der boede i dig skal leve i mig

29 juni Nu kommer natten og jeg er træt og kan slet ikke tænke

1 juli Solen varmede og himlen var blå
Frederiksberg kirke var pyntet så smukt
og alle pladser var optaget af stille forstående mennesker
Lyksalig, lyksalig sang koret og orgelet spillede
Pastor Bindslev talte inderligt og sandt
Kvartetten spillede
Christian Gottschalck sang Altid Frejdig
Og så bar de lille mutter ud
Maria, Frejlif Olsen - Willum
Olaf Fønss - Arhoff, onkel Karl (broderen), Claeson og Wieghorst

Og det store vogntog kørte til Fasankirkegården - Og i fars gravsted sænkede de lille Mads



Vennen Jules Depaquit    
Til toppen  Næste

Som den opmærksomme læser ikke har kunnet undgå at bemærke har navnet Depaquit været nævnt utallige gange i dagbøgerne fra 1920 til 1924 og de fleste gange blot med et udråbstegn eller understregning - uden nærmere begrundelse. Der er tale om den franske karikaturtegner Jules Depaquit som Storm P. lærte at kende i 1906 på sin første rejse til Paris, da han lidt overraskende havde fået et rejsestipendium fra Skuespillerforbundet med det formål at se teaterforestillinger, skønt han ikke kunne fransk. Han var skam også i Comedie Française for at se en forestilling, men da han oplevede hovedrollehaveren tage sin sorte nethandsker af og på uafbrudt gennem fire akter, fik han nok. Og gik resten af tiden mest i cirkus - særligt Le Médrano - og på kabareterne på Montmartre. Begge steder mødte han mange kunstnere - Både Picasso og Chagall holdt meget af cirkus - og han kom mere eller mindre tilfældigt i snak med tegneren Jules Depaquit, så godt det nu kunne lade sig gøre, når han måtte betjene sig af enkelte franske brokker og gestikulation. Men kemien var altid afgørende for Storm P - og åbenbart også for Depaquit, så de blev gode venner og mødtes igen i 1910. Storm P. lånte stiltræk af Depaquit og lavede i 1919 et pragtfuldt modernistisk portræt i vandfarve og pen af vennen.

Vennen Jules Depaquit
- malet 1919

Under krisen i 1921 har Storm P. pr. brev spurgt vennen om at bestemme begrebet humor, og Depaquit sendte ham den 29.9. sit svar, der i oversættelse lyder: De beder mig bestemme begrebet humor, sådan som jeg forestiller mig det i alle dets former. Humor står for mig som en nøje afgrænset sygdom, der gør patienten mere hypokonder end nogen fordøjelsesbesværlighed. Men sygdommen har det gode ved sig at den ikke er smitsom. Den kan bo i årevis sammen med en humorist uden at han bliver smittet af lidelsen. Den lader sig ikke engang overføre ved indpodning, og den er ikke arvelig. En fader der er født humorist - og man fødes til det, ellers bliver man det aldrig - kan efterlade sin søn alt hvad han ejer og har, lige fra sit 14 karats guldur til måtten foran køkkendøren, men han kan ikke ved noget gyldigt testamente indsætte ham til arving af det fond af humor, som han efterlader sig, når han forlader denne verden. Alligevel kan man se humoren gå igen i visse familier: Er Georges Courteline ikke en søn af Jules Moinaux? Hvis De møder en mand på gaden, bøjet under byrden af tunge tanker, som om en ubønhørlig skæbnes hånd lå på hans skulder, så er det sandsynligvis en humorist på vej til en middag, som man har inviteret ham til i den hensigt at lade ham betale sin fortæring med vittigheder. Her har De, kære kollega, min mening om humor. Deres hengivne Jules Depaquit, borgmester i den fri kommune Montmartre.

Det skal oplyses at nævnte Courteline var en fransk forfatter fra Montmartre, der var søn af en anden forfatter, men hvis navn var et pseudonym. Depaquit havde udråbt Monmartre til en 'fristad' og sig selv til borgmester af fristaden - og han udgav tidsskriftet 'Rire' (Latter), som Storm P. naturligvis abonnerede på. Men det er jo slet ikke det brede begreb humor han karakteriserer som en sygdom, men det man kalder humør, humørsvingninger eller lune. Desværre foreligger Storm P.s brev til Depaquit ikke, men humor hedder 'humour' på fransk, og 'humør' hedder humeur, så det kunne tænkes at han har bedt om en bestemmelse af begrebet 'humeur', eftersom det var de mange humørsvingninger af voldsom art der plagede ham i disse år. Og det kan i den forbindelse også nævnes at det danske begreb humor ligger langt tættere på den engelsk form for humor, end på den franske. Der er mængder af underfundighed i den dansk-engelske humor, men mest satire og karikatur i det franske begreb, ja, det forholder sig endda sådan, at fransk psykologi og psykiatri aldrig har sluppet filosoffen Descartes' forestillinger om at sjælelivet til syvende og sidst er bestemt af en decideret deterministisk årsagslov. Den berømte franske neurolog Jean Martin Charcot (1825-93) der grundlagde den moderne neurologi og hvis forelæsning om behandling af kvinders hysteri Sigmund Freud overværede i 1885-86 med deres voldsomme demonstrationer af fysiske behandligsapparater, var ensidigt koncentreret om anatomiske forhold, mens psykiske forhold blev afvist. Charcot udforskede også hypokondri. Endelig hedder filosoffen Henri Bergson bog om humor der udkom i år 1900 "Le Rire. Essai sur la signification du comique" (På dansk "Latteren. Et essay om komikkens væsen").

Man kan derfor fastslå med sikkerhed at Depaquits sjove brev røber noget om humørsvingninger der kan have givet Storm P. lidt at tænke over - han lavede efterfølgende en hel del tegninger om hypondre mennesker, men har næppe givet ham nogetsomhelst med hensyn til forståelse af begrebet humor i dybere forstand. Storm så aldrig humor som nogetsomhelst i retning af en sygdom, men tværtimod som noget varmt og sundt. Når han så mange gange så at sige anråber Depaquits navn i dagbogen skyldtes det ganske enkelt at han misundte vennens klare og entydige valg af satiren og karikaturtegningen i udfoldelsen af kreativiteten. Storm led under ikke at kunne vælge én vej, når han nu engang havde mange talenter, der vel alle fortjente udfoldelse.



Depaquits kolde humor kan kaldes sort pessimisme så det klodser, og Storm P. var ikke sortseer. Depaquit satte desuden humor lig med vittigheder, skønt humor har mange facetter og hos Storm P. ofte rummer udpræget visdom. Unægteligt kan humor bruges som et våben og endda udarte til decideret ondskabsfuldhed, men dens mest normale og helt selvfølgelige funktion er den befriende latter, den som er er særkende for homo sapiens. Opfattes den - modsat Freud - som en væsentlig del af det kollektivt ubevidste og det kollektive dagligsprog er den en uudtømmelig kreativ kilde. Og hos en enestående begavelse som Storm P. er den udtryk for alt andet end det Freud kaldte fortrængningsmekanismen.

Som jeg tidligere har gjort opmærksom på var Storm P. et sandt humormenneske i Vilhelm Grønbechs betydning af ordet - det vil sige et menneske der modsat erindringsmennesket er kendetegnet af at hans oplevelser bogstaveligt dukker ned og bliver borte for ham i den forstand at de går ind i alt det andet som han før har levet og gjort, givet mennesker og modtaget af mennesker, hvad han har digtet og drømt. Noget af dette levede og oplevede kan spontant dukke op igen som 'minde', men det er ikke øjeblikket der træder ud af glemselens skjul. 'Mindet' bliver til på ny, stiger op af dybet; fødes igen med kraft og varme som øjeblikket ikke havde og trækker en hel verden med sig ind i erindringen. Det gamle øjeblik er lige så nyt som nuet. - Dernede i dybet får alt nemlig en skabende magt. Det sete og hørte og følte bliver ikke ved at være en mængde døde erfaringer endsige døde data, som ligger ovenpå eller ved siden af hverandre; alt sammen omsættes til et noget, der er mættet med begivenhed og med gerning, uden at være billeder og handlinger. Det er dette skabende dyb mystikeren taler om, når han siger at i hans sjæl sker alt hvad der er sket og alt hvad der vil ske, ja mere end der nogen sinde kan ske.



Det kan for fuldstændighedens skyld tilføjes, at Jules Depaquit blev født 14. november 1869 i Sedan og døde 11 juli 1924 i Balan. Han startede som designer i 1893. Han kom meget ung til Montmartre og på bl.a. boheme-cafeen 'Den Sorte Kat'. Han flyttede til 30 St. Vincent Street, bag Lapin Agile (Den vævre kanin"). Han samarbejdede med adskillige satiriske blade, herunder 'Le Rire' 1899-1905, 'Le Bon Vivant' 1903-1906 og 'La Baïonette' mellem 1916 og 1917. Han blev i 1916 en rådgivende ordfører på 'Den lænkede and'. Han bliver den første borgmester i gratis-kommunen Montmartre, grundlagt 11. april 1920. Iført en frakke med bælte om taljen, et rødt og grønt tørklæde, en høj hat og sko som hove, præsiderede han med stor værdighed ved ceremonierne. Depaquit døde i Balan 11. juli 1924 i familiens hjem efter at være blevet opereret for cancer cervicale der ikke - som der står i en i oversættelse - betyder livmoderhalskræft (!), men halskræft, og han blev begravet 14 juli.

Storm P. lagde navn til en artikel om Depaquit som 'ægte Monmartrois' i 'Hver 8 dag' i februar 1922. Den var dog baseret på en beretning fra Jens Pedersen. Depaquits ansigt er asketens, thi skønt han er en trofast stamgæst i Le Lapin Agile og tømmer flaske på flaske af værtens Beaujolais, så ser han så mager, vissen og glatraget ud som nogen afholdsmand på et tørlagt land. Efter meget usle studier i latinskolen i Sedan dumpede han to gange til studentereksamen så han måtte opgive at studere videnskabernes klassiske pergamenter. Men det forhindrede ham dog ikke i at leve. Så han tog fat i den ene mærkeligere levevej efter den anden. Han var stakitmaler, urmager, assuranceagent og bygningstegner ind til han tog billetten til Paris.

Da Montmartre øvede en stærk tiltrækning på ham, besteg han bjerget. Salis tog godt imod ham i Chat Noir hvor bohemer af alle slags kom. Han blev maskinmand, fremsagde sine egne vers, skrev artikler på vers og blev en slags sekretær. Han spiste ved værtens bord og glemte aldrig at forsyne sig med de få sous der var nødvendige til tobak og absinter. Han blev ansat på 'Le Rire' - og siden blev han med egne ord 'en uforbederlig forbryder' der også skrev for dadaisterne... Men det alvorligste han lavede var at slutte sig til "Montmartres fri-kommune" der forhindrede at det sande Montmartre blev oversvømmet af udlænndinge og forlorne grever. Han blev udråbt til borgmester og var med til at skrive fristadens manifest.

Depaqit besvarede som anført Storm P.a forespørgsel om humor, men om noget nært venskab kan man reelt ikke tale. Et sådant krævede i Storm P.s univers altid muligheden for nær daglig kontakt. Og det ser faktisk også ud til at Storm P. ikke var klar over at Depaquits udnævnelse til borgmester var en fiktion eller en tom demonstration - og altså ikke kastede nogen aflønning af sig.



Vennen Preben Bille Brahe    
Til toppen  Næste

Som nævnt indklæbede Storm P. i sin dagbog nekrologen over forfatteren Preben Bille Brahe i Berlingske Tidende 18.1. 1922 (under datoen 20.1.21.) og gav den tilføjelsen:

I morges døde min ven Preben - Det eneste menneske der ligesom Gerhard Henning har kunnet finde det i mig som er mig.

Kære Preben: der var en stund i dag da jeg ønskede jeg kunne følge med dig - men jeg skal vel leve for dem jeg elsker. Og arbejde for den ven jeg føler at du var - min eneste talsmand over for Gud.

Det er så stærke og personlige ord at de ikke har noget tilsvarende overhovedet hos Storm P. Og derfor er det nødvendigt at prøve at finde ud af hvad de dækker - hvis man ellers overhovedet ønsker at komme tættest muligt på Storm P.s inderste væsen og eksistentielle kamp.



Preben Bille Brahe var baron, cand. phil. og forfatter af tre udgivne bøger, men han døde af den spanske syge kun 33 år gammel. Og han er i dag totalt ukendt i den brede offentlighed. Kandidatgraden dengang betød kun at han havde taget universitetets 'filosofikum', den almindelige filosofiske prøve der var obligatorisk for alle universitetsstuderende og kunne tages på et enkelt semester. Men Preben Bille Brahe fortsatte flere år studierne i religionshistorie, først hos docent Edvard Lehmann (der var teolog) og derefter hos Vilh. Grønbech, der var cand. mag. i engelsk og dansk, men desuden havde skrevet disputats om tyrkisk lydhistorie og et fornemt værk om 'Vor folkeæt i oldtiden', samt en kortfattet bog om 'Primitiv religion' der i mange år var grundbogen i studiet. Han blev i 1915 udnævnt til ekstraordinær professor i religionshistorie, da han ellers havde accepteret et professorat i Leipzig. Og han trak bevidst studiet længst muligt væk fra teologien.

Preben Bille Brahe blev nær ven med Grønbech, men nåede aldrig at gøre studiet færdigt. Dertil var han for splittet og vildrådig. Han ville skrive - og følte tidligt at han havde en opgave. - Han nævner i et brev til sin hustru - i en munter tone - at han tilhører kredsen omkring Grønbech, det vil sige at han hørte til dem der ønskede nye veje i religionsforskningen, veje der ikke var bundet af kirkeligt-dogmatisk teologi. Det er typisk for Preben Bille Brahe at hans første bog var en fornem udgave af de synoptiske evangelier (Mathæus, Markus og Lukas) som koncentrerede sig om Jesu liv, lignelser og fortællinger og ikke om den apostolske og paulinske historie, og ligeledes at hans bog fra 1919 'Prædikener for kristne' dels var tilegnet Grønbech, dels var illustreret af Robert Storm Petersen - på en fin og særegen måde. Småskitser i hans efterladte papirer tyder på at Preben Bille Brahe selv har foreslået stiliseringen. Højst sandsynligt var det forlagsboghandler Povl Branner, der i 1911 havde overtaget Pios forlag, der bragte dem sammen (og i øvrigt også kom til at udgive mange af Grønbechs bøger). Povl Branner var en dygtig amatørfotograf og har taget i hvert fald et billede af Preben Bille Brahe på besøg i Mothsgaarden et par måneder før dennes død.



Preben Bille Brahe
på Mothsgården 1921

Det kan konstateres at Storm P. med Mads og Gøjs besøgte Preben Bille Brahe i Jægersborg i 1921, på et tidspunkt hvor denne boede adskilt fra sin hustru og sin søn - hvad han ret tit gjorde. Og da han som de fleste andre mænd dengang ikke var huslig eller kunne lave mad, lavede Mads og Gøjs den med medbragte varer.



Men det egentlige fællesskab mellem Storm P. og Preben Bille Brahe ligger i en helt anden, mere selvstændig og dybere forståelse af såvel religion og humor som forholdet til kvinder.

Hvad det sidste angår havde de begge indgået utraditionelle ægteskaber. Storm P. med en 23 år ældre og praktisk indstillet kvinde der kunne forsørge ham, omgikkes kunstnere og skuespillere - og reelt blev en mor for den vege og følsomme, umandige unge mand. Med hende levede han til hun døde i 1924. Året efter blev han gift med en næsten jævnaldrende kvinde han havde truffet på Fanø i 1920. De giftede sig hurtigt - hun blev ham resten af hans liv den bedst tænkelige støtte der sørgede for husholdningen, økonomien, hyggen og freden - men ikke kan siges at have haft større forståelse for hans kunst eller humor. Men hans kreativitet blandede hun sig ikke i, bare han tjente nogen penge. Og penge blev fra begyndelsen af 30'erne så rigelige, at parret kunne opfylde deres fælles drøm at købe en villa. Det blev nu et meget borgerligt eller småborgerligt liv han førte - med en arbejdsbyrde der ofte gik ham på, men en påfaldende tilbagetrukket tilværelse der dog hverken udelod gode middage for familien eller herre-vennerne der røg tobak og drak whisky. Storm P. var præget af store humørsvingninger og en del hidsighed livet igennem, men også af sin lykkelige barndom med en slagtermesterfar der accepterede hans drømme om af blive kunstner og en hjemmegående mor hvis kærlighed han aldrig tvivlede om - og som i øvrigt begge trivedes bedst mellem jævne og muntre mennesker.

Preben Bille Brahe voksede op i et dybt aristokratisk, autoritært og religiøst hjem, hvor der herskede absolut pligt til lydighed og underkastelse og hvor ulydighed blev straffet hårdt med livrem. Moderen var ofte bekymret over straffene, men hun var 'soldaterbarn', dvs. datter af en officer der gjorde lang karriere i preussisk og østrigsk militær og deltog i flere krige. Kadaverdisciplin var en selvfølge. Preben fik også problemer i skolen, hovedet var der ikke noget i vejen med, men han læste ikke lektier frivilligt: moderen var principielt imod lektiehjælp, da hun mente at al god erkendelse var selverhvervet og derfor ikke brød sig om at man fyldte døde kundskaber på et barn som man fylder væske på en flaske (som man gjorde i datidens terpeskoler og årtier frem).

Preben startede i Krebses fine privatskole, men blev flyttet, da lederen ville lade ham sidde en klasse over. I næste privatskole fik han en alvorligt påtale i opførsel, og det var et chok for moderen, der gik ham på klingen og til sin lettelse hørte, at hans 'forseelse' bestod i at han under en leg, hvor han skulle "tælle" mens de andre drenge gemte sig, brugte en remse der lød: Moder fangede en loppe, loppen døde, moder græd, en, to tre! - Den slags opfatter vi umiddelbart som humor, men det gjorde skoleledere altså ikke i 1890'erne.

Det endte med at Preben efter grundige overvejelser i hjemmet kom på en drenge-kostskole i Birkerød der havde fået ret til at føre børnene op til præliminæreksamen (en slags forberedelseseksamen der svarede til den senere mellemskole- eller realeksamen). Moderen fortrød valget, da hun læste et digt af Prudhomme, hvor der stod at kostskolen var god for de fleste, men ødelæggende for enkelte. Fra Birkerød kom Preben videre til en skole i Hesselager på Fyn, hvor han i 1907 fik studentereksamen med næstlaveste karakter, men skolekarakterer var han ligeglad med. På turen hjem med tog og færge skejede han voldsomt ud med en middag for flere af kammeraterne på 1. kl. restaurant. Regningen måtte han lade en slægtning betale. Det var et af de tilfælde der fik moderen til i sine erindringsnotater at skrive, at Preben desværre helt fra lille havde en mærkelig mangel på forståelse for penges værd. - Dette bekræftes tydeligt ved at Bille Brahe et stykke tid efter ægteskabets indgåelse måtte acceptere for indtjeningens skyld at påtage sig kontorarbejde i sin svigerfaders reassuranceselskab 'Grøn & Witzke' og også måtte påtage sig at føre regnskab for sin privatøkonomi i en gammeldags kolonnebog. Den blev indført 7. marts 1921 og bærer titlen "Økonomisk rædselsregimente"!

Hvad drengen gik op i var leg, fantasi, drømme og refleksioner samt at formulere sig mundtligt og skriftligt. Han var dybt interesseret i filosofiske og religiøse spørgsmål og kom ofte med mere eller mindre blasfemiske udtalelser. Men det mærkelige og heldige var at han kunne drøfte alt frit med den stærkt religiøse og dogmatiske mor som endda kunne more sig over at han engang kaldte hende "min lille rationalistiske mor" da hun kørte frem med sine argumenter mod en bogstavelig fortolkning af trosbekendelsen. Preben leger dog her bevidst med ordene, for den almindelige betydning af rationalist var og er et menneske der holder sig til fornuften og affejer det følelsemæssige og religiøse. Og dét gjorde moderen jo bestemt ikke, men hun var dogmatisk indstillet og tog ordene i såvel bibelen som trosbekendelse bogstaveligt. - Han på sin side ser ud til under opholdet i Hesselager at være præget af frimenighedspræsten Morten Larsen der dengang fik mange tilhængere som rejseprædikant og udgav bl.a. bogen "Livstanker" der gjorde op med bogstavtroen og som Preben drøftede med sin mor. Det var en alvorlig anstødssten, ja bekymring, for moderen at Preben anfægtede forestillingen om at Jesus var en gud, undfanget ved Helligånden og født af en jomfru og i stedet - som Grønbech - gik ind for at Jesus var et menneske, men de kunne drøfte dette fredsommeligt. Og moderen accepterede sønnens humor. Ind spillede også Grønbechs forelæsninger om kristendommens oprindelse, som Bille Brahe havde fulgt og efterlod grundige notater fra.

Det nære forhold mellem dem kom også frem, da moderen i 1921 fik en blodprop i hjertet og i huj og hast måtte køres på hospitalet i en alder af 55-56. Preben var blevet tilkaldt og nåede frem da hun blev båret ud af hjemmet. Han kyssede hendes hånd, og den ældste af hans fire søstre fortalte senere moderen at hun halvt bedøvet af morfin havde sendt ham et så kærligt blik, at søsteren aldrig havde set noget lignende før.

Preben havde en tid et meget nært forhold til en jævnaldrende pige der hed Ebba og som var datter af en af familiens venner, en højesteretssagfører i Hørsholm. Hun havde en drømmeagtigt natur, var meget litterært interesseret fra hun var en lille pige. Hun digtede, læste sine digte for ham, de drømte i skoven, ved skovsøen (Tryllesøen i Folehaven) og ved stranden. Efterhånden som de voksede til mærkedes det snart, at det slet ikke var erotik, der bandt dem sammen - dér gik de hver sine veje, men det var "de fineste blødeste tråde af alt hvad der var af interesse for ædelt og smukt. Og godt!"

Ebbas moder var livet igennem Preben en trofast og delvis forstående moderlig veninde, som han henvendte sig til i tillid, både når han var i pengeforlegenhed, og når han trængte til "at udtale sig", dvs. sige sin mening. Og det var tit. Endog til sønnens dåb.



Preben Bille Brahe
tegnet af Albert Naur 1921



Til gengæld var Prebens forhold til den pige han blev forlovet med i 1916 og gift med i 1917, og som han i 1918 fik en søn med, så ejendommeligt at han gentagne gange i sine mange breve må understrege at han elskede hende uden at hun blev overbevist. Mens hun lå i barselsseng skrev han til hende at hendes moder mistænkte ham for at ville forsvinde væk fra ægteskabet i dølgsmål. Da hun efter flere måneders alvorligt sygeleje blev udskrevet fra hospitalet, kom de til i lange perioder at leve hver for sig. Preben Bille Brahe havde under hele hendes sygdom levet på hotel på Kongens Nytorv og kunne åbenbart slet ikke vænne sig til et ægteskabeligt samliv - og sønnen interesserede ham ikke nævneværdigt.

Preben Bille Brahe syntes med andre ord at have haft en højst ejendommelig opfattelse af kvinden som sådan, vekslende fra moderskikkelsen med den ubetingede kærlighed til den fortrolige veninde (og dennes moder) som kærlige, men 'rene' og uskyldige væsener til en ægtefælde han kunne besvangre, men ikke synes at have haft et normalt erotisk eller seksuelt forhold til og hvis barn han ikke fattede interesse for. Men ikke nok med det. Preben Bille Brahe begrunder sin opfattelse med en stærk fordømmelse af protestantismen - specielt hvad angår Jomfru Maria.

I sin ganske uortodokse bog "Fløjtespil og klagesang" fremhæver Preben Bille Brahe stærkt at de protestantiske religioner i frihedens navn undsagde den fæle pavelige autoritet men kastede sig plat på maven for en anden ydre autoritet, nemlig bibelen. "Et var alle små protestantpaver enige om, nemlig at katolicismen var det reneste afguderi; den hellige jomfru havde ingen skriftmæssig begrundelse".

Katolikken ser derimod i Guds moder symbolet på livets skabende princip. Ynglingens første ubevidste drift og den modne mands fulde hengivelse renses og lutres ved at smelte sammen med det religiøse liv, skriver Preben Bille Brahe i en bemærkelsesværdig formuling.

Det er protestantens tragedie, hævder han i fortsættelsen, at menneskebarnet ikke må lege med Jesusbarnet. Madonna bliver vist døren, og vi menneskebørn erklæres for voksne; sortklædte og alvorlige glemmer vi vor barndoms gyldne lege. - Man kunne i denne forbindelse supplere med, at legenderne om Jomfru Maria for alvor indfører begrebet "den fromme kvinde" i europæisk tankegang - og det har man for længst fortrængt i den sekulære verden.



Det bør for en ordens skyld nævnes, at Preben Billes udlægning går helt uden om det faktum at dyrkelse af den ubesmittede jomfru Maria ikke var noget kirkens grundlæggere og dogmatikere havde fundet på, men tværtimod var selvgroede folkelige legender, der endog indebar at både Maria selv og hendes mor ansås for at være undfanget ved Helligånden. Legenden blev efterhånden så stærke at kirken simpelthen ikke kunne standse dem og derfor klogeligt bøjede sig for dem og indlemmede dem i trosbekendelsen (hvis endelige formulering først skete i år 425), ja, legenden blev ad åre af en så kolossal værdi at den folkelige appel har holdt sig til vore dage i den katolske kirke. Mange i den protestantiske verden forstår slet ikke den appel der ligger i Madonna-skikkelsen, men det skyldes at man efterhånden helt har mistet evnen til at tænke i mytiske og irrationelle baner. Man kan til nød forstå symbolistisk kunst der ligesom matematikken og naturvidenskaben betjener sig af nøje definerede symboler og vedtægter, men fritgroende symboler og myter betragtes som overtro eller fri fantasi. Men Madonna-figuren er lige præcis af den art symboler der kommer fra det kollektivt ubevidste - ligesom Fallos-symbolet for mandens vedkommede - og er af umådeligt skabende art, men ligger uden for enhver rationel forklaring og forståelse.

Bemærkelsesværdigt er også at Preben Bille Brahe synes helt at have glemt den ældgamle 'syndefaldsmyte' der som alle ægte myter ikke beskriver historiske fakta eller hændelser, men tværtimod holder sig til de almene, værdimæssige eller eksistentielle sandheder, her sandheden om puberteten: Mennesket "spiste af kundskabens træ" og trådte dermed som art - til forskel fra dyrene - gennem puberteten ind i en bevidsthedssfære der for alle mennesker bevirker tre ting: det opdager forskellen mellem godt og ondt, det opdager det andet køn som attraktivt og fristende - og det udstødes dermed - til ophavets ærgrelse - én gang for alle fra uskyldighedens paradis. Det bliver voksent, skal arbejde for føden og klæderne og taget over hovedet og - for kvindernes vedkommende - føde sine børn med smerte. Livets alvor begynder, men ikke dermed helvede. For bevidsthedsudvidelsen betyder åndens indtræden i livet med den kolossale konsekvens at kulturen opstår.

'Evighedens porte' åbner sig i form af et indre liv der følger helt andre regler end sansning og tingserfaring. Og herunder først og fremmest giver mulighed for at opfatte tingene symbolsk eller i overført forstand. Digtning, kunst, musik, leg, sport og humor samt forskning, videnskab og teknologi bliver mulige med al den frihed og alle de problemer dette giver. Men mennesket kan og skal vel at mærke ikke vælge mellem arbejdets eller levebrødets hårde realitet og det åndelige livs anderledes realitet. Begge er nødvendige i et fuldt og helt menneskeliv og kan kun fungere optimalt i et komplementært og dynamisk forhold. Livet er ikke længere som i dyreriget en ren instinktiv tilværelse præget af lystfølelse og forudsigelighed. Det er også blevet et frihedens rige, præget af intuition, kreativitet, uforudsigelighed og indeterminisme. Kultur er derfor ikke - som en vis tysk jøde hævdede i begyndelsen af 1900-tallet en byrde eller et rent ubehag. Det er en blanding af kamp for overlevelse og fryd over skabelse.

Og det er her alle mennesker i puberteten får et problem at løse, nemlig at finde en uddannelse og et arbejde der kan muliggøre et normalt familieliv og tilpasning til det eksisterende samfund; problemet kan være endda meget stort, og det er naturligvis størst for børn og unge der kommer fra fattige kår eller som af den ene eller anden grund har et stærkt indre liv, en livlig fantasi og store kreative evner.

En sådan livlig fantasi og store kreative evner havde både Preben Bille Brahe og Robert Storm Petersen - og det var det der gav dem begge store vanskeligheder med at tilpasse sig det etablerede samfund der netop på deres tid var uhyggeligt præget af ensidig nytte-tænkning. Det var slemt for Storm P., der imidlertid havde yderst forstående forældre og ubetinget kærlighed til ham. Men det var ekstraordinært svært for Preben Bille Brahe der måtte slås med forældrenes ubetingede krav om lydighed og underkastelse, men dog heldigvis havde en forstående moders ubetingede kærlighed ved siden af hendes bekymring for ham med hensyn til tilpasningen. Intet under at han forgudede hende i bedste katolske stil, men en tragedie at han ikke turde gøre åbenlyst oprør mod en totalt uforstående og totalt autoritær fader.



Grønbech undrer sig i sin fine nekrolog i Politiken netop over at Preben Bille Brahe i sin originale "klagesang" fastholdt gammel tradition og dermed også den traditionelle kirke. Men i og for sig er det intet at undre sig over, for Preben Bille Brahe var i den grad bogstavelig talt terpet og tævet ind i en ensidig nytte- og lydighedsmoral, at han hang uhjælpeligt fast i helt utidssvarende forestillinger og illusioner, som dels blev åbenlyst afsløret med 1. verdenskrigs idioti og værdisammenbrud, dels undergravet af såvel Freuds og Jungs nye dybdepsykologi som Vilh. Grønbechs endnu dybere kulturopgør. Det må anses for ret sandsynlig, at Preben Bille Brahe ville være nået meget længere i sin intellektuelle udvikling, hvis han ikke var blevet ramt af den uhelbredelige spanske syge i så ung og kritisk en alder, men det kan kun blive gisninger.

For Storm P.s vedkommende gælder at han ikke havde behov for direkte oprør. Han havde ingen evner for systematisk tænkning overhovedet. Han måtte prøve sig frem - og havde det utrolige held først at finde den livsmodige 'Mads' der kunne tage sig af ham i de første år, men slet ikke var i stand til at hjælpe ham under den store krise. Og bagefter at kunne slå sig sammen med Ellen Jacobsen der havde benene på jorden og kunne give ham lige præcis den fred og ro samt velordnede økonomi som han drømte om og som var en livsbetingelse for udfoldelsen af hans utrolige kreativitet. Men heller ikke hun forstod ham i hans inderste. Det gjorde kun nogle ganske få mænd som Preben Bille Brahe og Gerhard Henning, og det bemærkelsesværdige i denne forbindelse er at Storm P. under påvirkning af Bille Brahe også finder Madonna og i sin største nød anråber om hendes hjælp!



28. juli 1921 Hvor er Madonna hvis øjne jeg vil kysse - Er Madonna en himmelsk moder - Forvirring - undergang - opstandelse!

1. august 21 Tænkt meget frem og tilbage - Værksted - maler - skribent - Kunstner ja! Som Ensor - Madonna mystisk skæbne - Tristhed - tristhed - ækles ved alt - Har købt nogle franske hæfter om kunst - Hjerneuro - tænker på flugt - død og undergang - Eller…………… opstandelse.

7. august 1921 Mærkelige Madonna som altid viser sig for mig - Når jeg er mest bedrøvet - Jeg bøjer mig i inderlig tro og kærlighed - Og beder dig - gør mig til kunstner

Og 30. januar 21 skriver han; Jeg vil gå ind i den katolske kirke [sandsynligvis Jesu Hjerte-kirken i Stenosgade på Vsterbro] - Og sætte mig hen i en krog - Dér vil jeg sidde og lade tiden gå i den store kære stilhed - Og mit hjerte - skal føle sig roligt og min sjæl skal forsones - Med verden og mennesker - Åh - men når jeg da atter står på gaden, vil uro og tvivl fylde mig på ny.

I et Houmark-interview i BT 8.8.25. nævner Storm, at han var begyndt at skrive noget sammen med Bille Brahe, men så døde denne. Og han tilføjer: "Jeg siger aldrig at det er synd at nogen dør, eller at den eller den døde alt for tidligt... Det er aldrig synd at nogen dør ... og for tidligt? Hvor véd vi det fra?"

Allerede i 1920 - i et interview i BT den 28.12. - stiller Houmark direkte spørgsmålet til Storm P.: Man siger at De er blevet religiøs? - Storm ryster på hovedet: "Ikke noget hængehoved i alt fald... Men min alvor har måske nok sit udspring, ret beset, fra en religiøs følelse... Komikerens tungsind, det er en gammel erfaring, ender ofte i religiøsitet." - Med ordet 'hængehoved' tænker Storm P. på den type religiøse mennesker der går til bønnemøder og går rundt med bibel eller salmebog i hånden. Det gjorde han aldrig selv.

Det vender jeg tilbage til sidst i dette essay, men her skal udtrykkeligt nævnes, at man ud fra det nære forhold mellem Storm P. og Preben Bille Brahe kun kan få bekræftet at det i grunden altid må gå skævt eller usikkert når et menneske af den ene eller anden grund ikke tør sætte hensigtsmæssige begreber på sin refleksion. De gør tværtimod alt hvad de kan for "at undslippe kampen mod "indsigten i al fri og spontan kreativitets kilde. Dette grundsynspunkt skal følges op senere i en opdateret udgave af 'Jernesalts filosofi'. Men det skal her tilføjes at den utroligt flittige Vilh. Grønbech efter at være blevet pensioneret ikke kunne afholde sig fra at skrive en fri og lystig komedie om "Madonna og gøgleren". Grønbech holdt en bevæget tale ved Preben Bille Brahes bisættelse der overværedes af både Storm P., Albert Naur, PolvBranner, Christian Houmark, Frejlig Olsen, medlemmer af Politikens redaktion og mange flere.



Vennen Gerhard Henning    
Til toppen  Næste

Blandt Storm P.s nærmeste ungdomsvenner hører først og fremmest nogle kunstnere og skuespillere. Den nærmeste var uden tvivl den svenske selvlærte billedhugger Gerhard Henning (1880-1967), der var født i Stockholm, men gik på teknisk skole i København (som håndværksmaler) og i 1909-14 og 1920-25 arbejdede på Den Kongelige Porcelænsfabrik, hvor han udførte raffinerede smågrupper, ofte i erotiske situationer, stilistisk påvirket af fransk 1700-tals-kunst. Men forbindelsen med billedehuggeren Kai Nielsen gjorde ham friere. Henning blev dansk statsborger i 1931.

Gerhard Henning regnes for vægtig fremstiller i dansk skulptur af kvindeskikkelsen, som han skildrede i "al dens frodighed, tyngde og sanselighed". Blandt hans mange værker, udført i gips, kunststen, sandsten, marmor og bronze m.m., kan fremhæves Danäe (1927) og Stående pige (1928-29), begge på bl.a. Statens Museum for Kunst, Moderne pige (1930), Siddende pige (1937-38) og Liggende pige (1942-43, alle i bl.a. Glyptoteket). Flere af disse skulpturer er opstillet i parker og anlæg i danske byer, fx Gåsepigen (1937, Vesterbro i Aalborg) og Faaborg-pigen (1942, Faaborg Stadion). Hans sidste værk var Susanne (bronze, 1964) ved Glostrup Hospital.


Gerhard Henning og Ivar Arosenius


Vinteren 1897-98 var Henning i Göteborg, hvor han traf den svenske maler Ivar Arosenius som han blev nær ven med og som blev af stor betydning for ham. Det var Henning der introducerede Arosenius for Storm P. og omvendt. Arosenius og hans farverige, ofte romantiske, men fremfor alt humoristiske billeder fik helt selvfølgeligt afgørende indflydelse på Storm P.s kunst - og det var også Gerhard Hennings humoristiske sans der gjorde ham til så nær en ven af Storm at denne i dagbogen ved Preben Bille Brahes død i 1922 omtaler ham som en af få personer der virkeligt forstod ham. Både Gerhard Henning og Einar Nielsen var glade for de våde varer - jf. nedenstående maleri af Nielsen. Og Storm omtalte altid deres jævnlige fælles nattesæder med stor varme.

Gerhard Henning og Ejnar Nielsen siger Skål!



Vennen Ejnar Nielsen    
Til toppen  Næste

En anden af de vigtigste ungdomsvenner var maleren Ejnar Nielsen (1872 -1956) hvis fader var kgl. hofskomager med butik på Kgs. Nytorv. I 1901 blev han gift med Maria Cathrine Thaarup (1873-1960) hvis bror giftede sig med en søster til Storm P. - Ejnar blev uddannet som malersvend i 1892 på Københavns Tekniske Skole hos Holger Grønvold, på Kunstakademiet i København hos Adolph Kittendorff, Frederik Vermehren 1889-93 og på Zahrtmanns malerskole 1895-96.

I 1894 rejste Nielsen til Midtjylland på sommer- og maleophold. Og her fik særligt et besøg i Gjern afgørende betydning for hans kunst. Han gjorde Gjernborgernes liv til en del af sin motivkreds. Han var Professor ved Kunstakademiet 1920-30 (med stor lejlighed på Charlottenborg). I 1932-38 lavede han den udendørs mosaikudsmykning i hvælvet under Den ny Scene, Stærekassen, der viser motiver af berømte danske mænd og almindelige mennesker der arbejder, mens de lytter til radioen (bygningen husede oprindelig Statsradiofonien).

I en fin biografi karaktiserer Ulla Sjöström ham som en markant og særpræget personlighed og en hovedskikkelse i dansk symbolisme Den dødsfascination der herskede i 1890'ernes symbolisme, forløstes i mødet med de tuberkuloseramte unge i egnen omkring Gjern, som den unge kunstner skildrede - nyskabende og helt sin egen - og med en nerve som vakte sensation. Skildringer der for altid er mennesket vedkommende og højaktuelle i dag, hvor vi igen er begyndt at stille eksistentielle spørgsmål, som hun udtrykker det.

Nielsen var en tid på Zahrtmanns Malerskole, men det var de symbolistiske ideer der fangede ham - og det var omkring kunstnere som Vilh. Hammershøj, L.A. Ring og Joakim Skovgaard og Helge Rodes kamp mod den golde naturalisme.



Af stor betydning for symbolismens fremgang i Danmark var tidsskriftet Taarnet (der udkom i en kort periode 1893-94) med Johs. Jørgensen som den samlende kraft og redaktør. Her introducerede han bevægelsens litterære og idémæssige forudsætning. Einar Nielsen læste det med stor interesse; gennem dets kreds af forfattere og malere stiftede han bekendtskab med de franske symbolister og den pessimistiske 'fin de siècle'-stemning.

Symbolismen var opstået som en litterær nyorientering i sidste halvdel af 1880'erne. Her opponerede den nye generation af kunstnere mod den trykkende naturalisme, hvor ting kun eksisterede, hvis de kunne påvises og forklares materielt-positivitisk. De opponerede mod falsk moralisme og den omsiggribende materialismes dominans.

Behovet for at udtrykke følelser og fantasi - en idéverden - gennem symboler, pressede sig på, og hertil hentede de Baudelaires æstetik frem, hans hyldest til den skabende fantasi og en suggestiv og visionær kraft. Hans prosadigt 'Le fleur du mal' (Det ondes blomster) fra 1847 blev den billedskabende inspiration for både lyrikere og malere. Digtere som Mallarmé, Verlaine og Maeterlinck blev symbolisternes litterære anførere, deres og Baudelaires tanker gennemsyrede hele miljøet og blev formidlet videre i alle tidsskrifterne og blev også bestemmende for malerne Gustave Moreau, Odilon Redon, Félicien Rops samt ikke mindst Paul Gauguin og dennes malervenner.



Symbolismen blev i sidste halvdel af 1800-tallet et decideret modefænomen i hele Europa inden for al kunst, men både hvad angår motivet og det stilistiske kunne den have meget forskellige udtryk.

Fælles var ideologien; bag formerne søgte og fandt symbolisterne altid noget andet - en anden verden, en anden betydning, og symbolet bliver igangsætter af en sindsstemning. Derfor skulle den sete virkelighed ikke blot registreres materialistisk-videnskabeligt, men redigeres følelsesmæssigt-subjektivt. Temaerne der dyrkedes var især antitesen 'liv og død', men stemningen var sorgbunden, og melankolien blev den mest dominerende og stærke følelse i denne overforfinede kultur man kalder 'fin de siècle'.

Kunstneren kan frit skabe en egen, anderledes virkelighed, og form og farve gengives ikke efter naturen, men tillægges en bevidst symbolfunktion. Og hvad denne angår skal man ikke glemme et decideret psykologisk forhold, nemlig at alle mennesker ved siden af det bevidste sprog også har et privat sprog der sætter private og ubevidste etiketter på de personlige følelsesmæssige oplevelser af afgørende betydning for individets liv. Og disse sidste private symboler kan naturligvis aldrig gøres til genstand for en bevidst ideologisk symbolisme. Den er fri, fordi den er ubevidst.

Foruden kendskabet til de symbolistiske begreber gennem litteraturen var der flere væsentlige udstillinger af symbolistisk billedkunst i København. På den Fries åbningsudstilling i 1891 viste J.F. Willumsen således som den første egentlige symbolistiske billeder. Blandt andet en lille radering med en svanger kvinde som Willumsen havde forsynet med en forklaring: "Den gamle kunst har sit eget sprog som man lidt efter lidt lærer at forstå. En moderne kunst har et nyt sprog som man må lære, før man forstår den". Billedet vakte furore. Men Einar Nielsen erhvervede et eksemplar af raderingen - Storm P. lavede derimod mange år senere en parodi på den. Han kunne holde afstanden.

I 1893 fik Einar Nielsen endnu en enestående mulighed for at opleve avantgardekunst da Edvard Munch i København udstillede 54 malerier, heriblandt så væsentlige værker som Det syge barn, Pubertet, Melankoli, Døden i sygeværelset og Aften på Karl Johan. Munch var blevet inviteret til at udstille i Berlin i 1893, men hans farver vakte en sådan storm af indignation at udstillingen blev lukket i løbet af en uge. Johan Rohde fik udstillingen flyttet til Den Frie i København. Munchs stærke psykologiske skildringer af følelseslivet og den dybe melankoli gav næring til Ejnar Nielsens eget melankolske sind. Natur og liv skulle ses med "sjælens øjne" som han udtrykte det. Det skal da også noteres at Statens Museum for Kunst har ophængt sin samling af Ejnar Nielsen værker i det store rum for Symbolisterne, hvor også nogle af Munchs tidlige værker hænger.

Johs. Jørgensen formulerede i en manifestagtig artikel om 'Symbolisme' i tidsskriftet 'Tårnet' kunstnerens rolle således: "Sjæl og verden er et. Det almindelige menneske erkender ikke dette. Kunstneren derimod fatter instinktmæssigt og intuitivt tilværelsens sande væsen. Han føler sin sjæls sammenhæng med naturens sjæl og aner bag tingenes tilsyneladende ligegyldighed en hjemlig verden, hvor hans ånd har evig indfødsret. Den sande kunstner er derfor nødvendigvis symbolist..."

Derfor må det allerede her understreges, at Storm P. nok kom i Tårnet (Jørgensens bolig på Ørstedsvej) og nok omgikkedes symbolisterne, men at han ikke med rette kan kaldes symbolist. Det var han dybest set for sund og realistisk til. Men unægtelig gik selve den melankolske tidsånd ikke hen over hovedet på ham. Den var han tværtimod dybt præget af, fordi hans psyke lå den nær. Han måtte slås med den langt op i årene.



Ellen Jacobsen dukker op - (men det er også strøget af censuren anno 2019)     
Til toppen  Næste



Den hvide klovn    
Til toppen  Næste

Dansk Skuespillerforbund havde i mange år en midnatsforestilling hos Cirkus Schumann i Cirkusbygningen til fordel for forbundets understøttelseskasse, en blandet forestilling, hvor skuespillerinder og skuespillere optrådte som artister - med stor succes for fleres vedkommende. Storm havde i 1928 lovet at medvirke, og ingen vidste hvad han ville lave, og navnlig "staldkarle" og "tjenere" var meget spændte, og det var ved siden af Cirkus Schumans egne folk 12 populære københavnske skuespiller der til moro for publikum blev kommanderet til tjanserne og hundset med, heriblandt Storm P.s nære ven Henrik Malberg. Han har fortalt at de måtte løbe i galoptempo med tæpper, træslidsker og andre rekvisitter, så de drev af sved. De ventede med længsel efter at se hvad Storm ville forlyste sine kolleger med efter pausen. Pludselig stod der en pragtfuld klovn lige ved indgangen til manegen - det var Storm, iført en strålende hvid klovnedragt, hvidmalet i ansigtet og med et par halmåne-øjenbryn, en rød klat på næsetippen, en stor rød mund og røde øren. Jeg erindrer ikke at have set mage til klovn, og jeg var ikke ene om at blive overrasket, for Cirkus Schumanns franske klovner stod måbende og betragtede ham, gik rundt om ham og stirrede beundrede på ham. De lo og lo og trykkede ham i hænderne og gik ind på tilskuerpladserne. Ham ville de se.

Da det blev Storms tid, gik han stille ind i manegen og hen til et lille bord med forskellige rekvisitter, begyndte at trylle, meget højtideligt, uden et ord. Det gik godt til at begynde med; men i sidste øjeblik mislykkedes nummeret for ham, han bukkede undskyldende for publium og begyndte forfra, men det gik galt igen. Det gentog sig flere gange, til stor moro for publikum, Men hvad var nu årsagen til dette? - jo, han havde fået øje på en nydelig dame, der sad på første række, og hver gang han kom til se på hende, tabte han alt, hvad han havde i hænderne. Hun fortryllede ham så alt mislykkedes for ham. For hver gang bukkede han flovt, genert, samlede tingene op igen, tog sig sammen, rettede sig op begyndte forfra på andre numme. Men igen kom han til at se på damen, og det hele gik i vasken. Publikum morede sig kosteligt for hver gang. Det var dog ikke gået op for tilskuerne, hvad det i virkeligheden var der distraherede ham og forårsagede hans uheld. Han forsøgte sig et par gange i fortvivlelse at smutte ud af manegen, men Sprechstallemeisteren standsede ham og tvang ham til at fortsætte. Han så sig hjælpeløs om, som om han søgte støtte et eller andet sted fra, men nej. Pludselig livede han op, lagde hånden til øret og lyttede, vendte sig om og gik hen mod staldåbningen, strakte armene ud flere gange og ligesom trak noget til sig idet han gik tilbage.

Nu kom der en stor flot varebil susende ind i mangen, den kørte en omgang rundtog standsede midt i manegen med front imod stalden. I samme nu var Storm en helt anden, han gjorde små lette dansetrin, slog pirouetter, kastede klovehatten op i luften, greb den, satte den på hovedet, kastede den igen, dansede sømandsreel med hatten i nakken, smilede skiftevis til damen og bilen. Pludselig stod han stille lige over for damen, sendte hende et forelsket blik, løb over til bilen, lukkede de store bagdøre op - man så kun et gabende sort rum. Han rakte forsigtige hånden ind i bilen og tryllede, nu virkeligt - ud af mørket - en yndig rokokobuket, vendte sig, gik et par skridt mod damen, tog ganske langsomt klovnehatten af med venstre hånd, bukkede dybt for hende og styrtede i et nu hen tl hende, faldt på knæ og rakte hende buketten, som hun med et yndigt smil tog imod. Storm sprang op, dansede og steppede baglæns, kastede fingerkys til damen og forsvandt ud af manegen.

Damen var hans elskede Ellen, som han var blevet gift med i 1925 og sammen med hvem han havde fået vendt sin krise. Aviserne skrev dagene efter at Storm P. havde været uforlignelig.

Men "staldkarlen" og kollegaen ved det kongelige teater Henrik Malberg sendte den 18.9.28 følgende brev til Storm P.:

"Kære Robert!

Lige siden vort møde i manegen fredag nat har jeg haft en salig uro i mit sind, som nu giver sig udtryk i disse linier. Jeg vil sige dig så inderlig tak for det skønhedsindtryk du bragte mig ved gennem din himmelske komik, fuld af poesi og sjæl, hentet fra dit skønne indre, som jeg har kigget ind i en enkelt gang - ubemærket af dig - at få mig til at græde af glæde.
Da du kom hen mod mig i stalden var der som jeg så - rejst foran mig - et monument over alverdens geniale klovner, alle samlet i et skønt hele. Hvad du gjorde i manegen var - for mig - fuldendt! Alt hvad jeg har set af manegekunst lige fra "Tanti" Felice, Lavater Lee G…..? (jeg ved ikke om det er stavet rigtigt) de små franske klovne… osv. alt var forenet i én person. Og det som for mig til syvende og sidst gjorde dig til den sørste af dem alle var den røde tråd der gik gennem dit fantastiske, ubegribelige, uudgranskelige nummer, og som endte med hyldest til den kvinde som havde inspireret dig. Dit påfund og din tanke dermed var så karakteristisk "Stormp", så skøn at jeg aldrig glemmer dig for det.
Nu fik jeg luft og fik sagt dig sandheden. Lad den for en gangs skyld ikke være ilde hørt, men gem den hos dig, son noget man har fået af en god ven.
Hils din søde kone fra mig
Din hengivne Henrik Malberg



Der findes så vidt jeg ved ikke fotos fra Storm P. optræden ved denne lejlighed, men han har jo malet utallige cirkusbilleder, herunder også et pragtfuld billede af en hvid klovn badet i spotlys, og det er sandsynligvis skuespilleren Johannes Poulsen der har rollen:



'Cirkus' - (klovne der venter på entré). 1935
Det fineste af alle Storm P.s cirkusbilleder

Johannes Poulsen havde dyb forståelse for både klovnes og narres rolle på scenen og for Storm P.s måde at give dem liv på. Poulsen gav Storm mange mindre, men vigtige roller i Shakespeares store dramaer, herunder i 'En skærsommernatsdrøm'.

Hvad Henrik Malberg angår hørte han ligesom Charles Wilken og Elith Pio til de nære ungdomsvenner. Og for Malbergs og Wilkens vedkommende drejer det sig om personer fra kår nogenlunde som hans egen, dvs fra jævne og usnobbede hjem. Malberg er på film bl.a. kendt som Præsten i Vejlby (1931!, og ikke mindst som gamle Morten Borg i Carl Th. Dreyers indspilning af Kaj Munks 'Ordet' (1955), en rolle Malberg tog da han var over 80 år, men spillede med utrolig kraft og indlevelse.



Den i Malbergs brev nævnte danske klovn Lavater Lee (1868-1944) var mimiker og badutspringer. Han var blevet invalideret ved en stor togulykke i Tyskland, men fortsatte som instruktør, bosatte sig i Danmark og medvirkede engang sammen med Storm P. i et cirkusnummer. Han havde sin baggrund på Pantomime-teatrets scene, hvor også den hvide klovn stammer fra, men selv om Lavater Lee har optrådt som hvid klovn, var hans repertoire meget bredt, og han kunne optræde inden for næsten alle artistgenrer. Han var nemlig både klovn, musiker, domptør og badutspringer, men det var særligt hans klovnekarakter med det karakteristiske gummiansigt, der blev hans kendetegn. Jf. iøvrigt https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/film/lavater-lee

Ekstrabladet havde den 26.1. 38 en større artikel af Storm P. om "Tre store klovne i Paris", nemlig trekløveret brødrene Fratellini i Cirkus Médrano og Cirque d'Hiver - Paul, Francis og Albert Fratellini - som var ægte arvinger af Commedia del Arte-genren. Storm P fortæller om et af gruppens specielle numre ved en optræden i København. Paul gør sin entré og fortæller om et nummer, hvor fire staldkarle kommer ind i manegen med en båre med en død klovn - en klovns flyvetur og et ligtog med en skrækkelig hulken og snøften..... Nummeret har uden tvivl været forlæg for Storm. P.s sidste, ufærdige, men dybt sigende maleri 'En Klovns begravelse'. Og en sådan kan man ikke få nogen bedre oplevelse af end i den cirkus-elskende Federico Fellinis film 'Klovnene' (The Clowns) fra 1970, hvor klovnen med sin trompet til sidst får kontakt med sin skygges eller afdøde sjæls trompetspil.

Til Fabrizio Borin har Fellini (1920-93) forklaret filmens idé. Hvordan skulle han, Fellini, kunne frasige sig en klovnesjæls 'dødsoverskridelse' og på den måde miste sin egen, og hvordan skulle han kunne klare sig uden den irrationelle og patetiske komiske kvalitet af den hvide klovn som kæmper med sin partner August (eller Dummepeter)? Fellini ville ikke kunne fortsætte med at lave film, hvis han dræbte en del af sig selv, når klovnen nu engang er inkarnationen af selve den fantastiske skabning som udtrykker den irrationelle del af et menneske, det instinktive element, det revolutionære afvigende element til forskel fra den højere orden som vi alle bærer i os selv. Klovnen er en karikatur af mennesket i sine dyriske og barnlige aspekter og af både spotteren og den bespottede. Klovnen er det spejl i hvilket mennesket ser sit groteske, deforme og komiske billede. Det er hans sande skygge, og vi må spørge os selv: Er skyggen død? Kan skyggen dø?"

Denne usikre redegørelse er typisk for en kunstner der er sikker i sit håndværk, tænker rationelt i sit arbejde, og ikke er det mindste i tvivl om det irrationelles eksistens og betydning. Blot må han her give op med hensyn til en fuld forståelse. Klovnen er for Fellini spejlet hvor mennesket ser sin sande skygge. Og så er det vel egenligt blot indbildning, eller hvad. Man har lyst til at citere Konrad Lorenz: Jamen spejlet har da en bagside der er en fysisk genstand og altså tilhører den reale verden. Omsat til Fellinis verden: Jamen filmene kræver da et enormt fysisk apparatur, og både apparaturet og de film de kommer ud af filmprocessen tilhører den reale verden. Men de geniale film og den geniale kunst i det hele taget viser da ikke blot en skygge eller et fatamorgana. De rammer det dybeste i sjælen, og dette er ikke en skygge, men en arketypisk forestilling, der som sådan netop ikke er indbildning, men menneskets uhyre stærke kollektive indre, som er fælles for alle mennesker uden at være konstrueret af nogen. Den afdøde klovns trompetspil opfattes umiddelbart - uden ræsonnement - af det åbne og forstående menneske intenst som kommende fra himlen selv - og himlen er ikke den fysiske blålige himmelsfære eller den sorte stjernehimmel, men derimod vores eksistentielle hjem - i det indre.



Lige undsluppet    
Til toppen  Næste

Storm P. afstår fra nogensinde at give en dybere psykologisk forklaring på sin uudtømmelige skaberevne, men indirekte røber han den i den uhyre vigtige fortælling 'Lige undsluppet' fra 1928, der er et sandt mesterværk. Her gør den fra en tosse-anstalt lige undslupne H.L.F. Nok opmærksom på, at man inde på anstalten "tillod sig at påstå, at der var noget i vejen med antennen - men sér jeg ud som en gal? - Næh - jeg er meget værre. Mit tilfælde er ejendommeligt - jeg lider af sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke."

Dette fænomen, som er alt andet end en lidelse, svarer præcis til hvad psykoanalytikerne kalder frie associationer, dvs associationer der er unddraget den almindelige fornuftskontrol med alle dens hæmmende eller kontrollerende filtre. For i virkeligheden er alle menneskers underliggende bevidsthedsstrøm oprindeligt en endeløs række af sådanne frie associationer. Den ene forestilling tager den anden via 'tilfældige' forbindelser - såvel i vågen tilstand som i søvne (altså i drømme eller 'falden i staver'). Det er med andre ord de psykiske primærprocesser der er på spil og dermed hele den mangel på logik, konsekvens, nøgternhed, skel mellem fantasi og virkelighed og skel mellem fortid, nutid og fremtid som kendetegner de tillærte sekundærprocesser.

Den anden slags processer er "sekundærprocesserne", der ikke er sekundære i betydning underordnede, men er senere i bevidsthedsudviklingen end de primære, har til formål gennem den systematiske indøvning af logik, beregning, ræsonnementer, konsekvens m.m. og forskellige sondringer at muliggøre den enkeltes realitetsprøvelse, dvs den nøgterne erkendelse af den relativt hårde og urokkelige virkelighed vi er fælles om. Ulykken er nogle gange, at skolingen bliver så stram, at primærprocesserne undertrykkes - og det går altid ud over kreativiteten. Derfor ser man ofte hos meget ensporede mennesker der lever og ånder for deres arbejde, karriere og økonomiske eller magtmæssige positioner at kreativiteten, spontaniteten og humoren forsvinder. Og omvendt ses hos skabende kunstnere ofte at realitetssansen kan ligge på et lille sted. - Se iøvrigt artiklen om De psykiske grundprocesser.

Men i Storm P.s fortælling får vi så at sige dem alle dokumenteret, uden at Storm P. sætter etiketter på eller overhovedet kunne gøre dette. Men hvor får Storm P. påvist den "gale fornuft" der ligge i det irrationelle og intuitive og som i den jævne mands frit groende humor får sat "den rigtige fornuft" eller den snævre nyttefilosofi i det rette perspektiv så nogenlunde normale mennesker kan få den latter der gør det muligt for dem at bevare det sunde omdømme. Af samme grund skal mekanismerne ikke påvises led for led. Humoren skal få lov at stå til selvsyn i sin helhed for dem der er i stand til at fange "de sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke.

H.L.F. Nok går videre i sin fortællinge: Professoren kunne godt lide mig, og han var såmænd en skikkelig og fredelig mand; men jeg gad ikke sidde derinde og kukkelure, og så rev jeg en mur ned og tren ud i selskabslivet. Der har nu aldrig været vrøvl med mig - jeg vejer et hundrede og fyrretyve kilo - så videre diskussion er vel unødvendig.

Hvorfor skal Nordpolsfarere altid fotograferes i profil med skindkraven op om ørerne - - en gammel arbejdsmand der slæber sig krum og skæv gennem livets sneørken, bliver aldrig fotograferet - næh, han kan gå hjem på fjerde sal over gården og smøre sig i obedeldok. Eller, hvad siger De om disse hersens tunfiskere - sportsmænd, ikke sandt - med monocle og mavesyre - de ligger og haler en skaldet tunfisk ind på en sand med rulle - og værs'artig, i avisen med kone og børn. Men de gamle rigtige havfiskere, der hiver knoene til blods og samler gigt i søstøvlerne - de har at gå hjem og drikke kamillethe. Ingen fotografier i de celebre ugeblade af dem.

Hvad er kunst? - jeg tillader mig, med et sideblik til herren at udbryde - hvad er kunst? Når en bleg herre med stivrede bukser og jaket stiller sig op i halvmørke og læser et brudstykke af en trist og kedelig historie om én der hænger sig i entréen i et bedre hjem på Østerbro - så er det kunst. Men hvis en lille mand med rød næse og alt for mange bajere synger en vise, så folk må gå for tidligt hjem af grin, så er det gøgl - - er vi inde på det rigtige?

Jeg spurgte en dag professoren, om han var helt sikker på, at han ikke selv var lidt gal - sé den kunne han ikke svare på - han forlod rummet på lette fjed - - han var ikke sikker.

Hvem er sikker - - en flot uniform med meget guld og mange knapper - det gi'er en slags sikkerhed - men læg uniformen og stå i underbukser og betragt dig selv - så kniber det. Mit navn er Nok. Det eneste der ikke er blændværk - er tolv bajere - - seks til hver.

Der sad en mand en mand og spillede violin inde på anstalten - han spille hele tiden - uafbrudt - tror De han var tosset? Næh han spillede bare for at få lov til at være i fred.-

Ja, sådan er det osse ude i det virkelige liv - hvor mange sidder ikke og samler på frimærker og hører på radio - og læser tykke bøger - - bare for at være i fred. Der sad også en morder derinde - det vil sige, han havde slet ikke slået nogen ihjel - - men han gad ikke og sige nej - - apparatet der blev stillet op, for at få ham til at sige noget til sin fordel - var for stort og trist - så han sagde ingenting - og så blev han puttet i æsken - og det var det bedste, han havde oplevet, sagde han - - fred og ro - og det hele gratis - han hed Olsen.

Jeg har det med sammenligninger - professsoren havde et underligt navn til det - - men jeg tror, det var noget han lavede selv - noget må han jo gøre - for at vi skal tro, han er klogere. Han blev ved at ta'e sig op til lorgnetten - den er jo ikke så go' - det er nemlig også et slags vanvid.

Nå - men mellem os sagt - så er jeg måske nok lidt abstrakt - jeg kvæler folk - det vil sige i tankerne - jeg kan pludselig vælte mig over folk og strangulere dem uden forudgående varsel. Bliv bare siddende - - det er et pænt slips De har på - det ku aldrig falde mig ind at lave uorden i folderne.

Jeg har ædt et bybud - det var i toogfirs - jeg var dreng - og bybudet ha'de sat sig på min skolemad - og i skyndingen er det umuligt at skelne mellem et bybud og et stykke med sevelat.

Min bror var ansat i et af ministerierne - - han døde af reglementer. - Kender De noget til tankespring - - - man kan for eksemel i tankerne - springe fra Valby til Siam - det er dog et stykke vej - - og uden sovevogn og pas og alt det sludder med fyldepennne, der ellers hører til - når man skal et par mil ud a' landet.

Hvem forstår at nyde tilværelsen?

Jeg kendte en mand der ustandelig brugte ordet "smart" - han var en stor forretningsmand - og sled i det fra morgen til langt ud på natten - så blev han kørt over af en lastvogn med siruptønder - ligesom han stod ud af sin smarte Rolls Royce - må jeg spørge - hvad nød han af tilværelsen? - Arbejde - måske? - Næh - han havde ikke tid - han var for smart.

Det er de mærkeligste begreber folk har - sé nu fx. den politibetjent der passer færdslen - han står op hele dagen - og blive træt - og når man er træt, kan man ikke passe færdslen - hvorfor kan den go'e mand ikke ligeså godt sidde i en lænestol med en god bog, en pibe og en toddy - færdslen går jo som den selv vil alligevel - - sålænge der findes cyklister. Automobiler er jo en herlig opfindelse - men der er mange automobilister, der ikke er så herlige - der var engang en mand, der påstod at han mageligt kunne køre fra København til Roskilde på tyve minutter - han tabte væddemålet - det tog ham nemlig godt tre uger - på hospitaltet. Statsbaner skal man lade være i fred - det er snart det eneste gode gammeldags vi har - - har De langt mærke til at det aldrig er toget der er forsinket - det er personalet.

Hvorfor skal der nu være fireogtyve timer på urskiven - og hvorfor knappes en ulster ikke i ryggen?

Inde på professorens kontor hang der et stort billede på væggen - de var et vinterlandskab - og neden under stod også ganske rigtige trykt - "Vinterlandskab". Se det har jeg spekuleret meget over - hvorfor der stod det nedenunder - - mon det var for at man ikke skulle tro, at det var cyklebanen i Ordrup - eller Liva Weel i jockeydragt - Billedet var så tydeligt som en fotografi - men alligevel stod der neden under, at det var et Viterlandskab.

Er sådan noget ikke til at rokke éns sunde fornuft.

Nå - tiden iler - det begynder at skumre - og når mørket falder på, er det jeg folder mig ud med mine numre. - Har De set mage til sten, jeg får med i frakkelommen - - tænk hvis man knaldede den i ho'det på en eller anden. Hvad Siger De ? - Nåh - Farvel - Jaja - Farvel?



Poul Henningsens sårende og urimelige kritik    
Til toppen  Næste

17.10. 1931 angreb landets mest provokerende arkitekt PH i Politiken Storm P. for af sind at være konservativ, ukritisk og usatirisk. Hans satiriske tegninger var derfor værdiløse for andre. Hans holdninger er enhver begavet mellemskoledrengs overgangsmelankoli om livets meningsløshed. Om få år vil Rusland havde brug for hans usatiriske tegninger, mens satiren fra time til time taber i værdi herhjemme - som et affaldsprodukt fra hans rige sind.

Anledningen til angrebet var aat det venstreorienterede Mondes Forlag atter havde udsendt to billedbøger i Serien 'Social kunst'. Nr. 5 behandlede Storm Petersen som samfundssatiriker og nr. 6 gennemgik eksempler på tegnekunst i Sovjet. Sammenstillingen er særlig heldig til belysning af spørgsmålet om kunstens stilling til samfundsproblemerne, hævdede Poul Henningsen i Politikens kronik. Men han mente ikke at redaktionen af 'Social kunst' helt havde forstået hvor lærerig sammenstillinge var. De russiske plakater genser man med den største nydelse. Saglighed, teknik, talent, slagkraft og realisme. De hviler på iagttagelse af virkeligheden som al god kunst. Men Storm Petersens sociale satire, som det andet hæfte gengiver, er uinspireret anarkistsuppe kogt på firsernes litteratur. Og man gjorde "denne humorist af verdensformat en dårlig tjeneste ved at fremdrage hans åndelige pubertetsarbejder, men redaktionen mærker ingenting. Er der godt med fattige og sultne børn med dødningeansigter på tegningerne, så er Storm Petersen social kunstner. Morer han tusinderne ved sin Peter og Ping om alle dagligdagens foreteelser hver dag, så er det borgerligt, konservativt tidsfordriv uden kontakt med tidens rørelser. Sådan set er det blevet nemt at være kritiker. Man tæller sig simpelt hen til spørgsmålet om kunstens værdi."

"Men tingen er på én gang mere ligetil og meget mere interessant. Der findes god og dårlig propagandakunst, både for konservatismen og for socialismen. Livet er ikke så kategorisk, at socialistisk propagandakunst altid er god, og kapitalistisk altid dårlig. Storm Petersen er af sind konservativ. Det har han vist flere gange i sine udtalelser. Men i sin kunst er han en folkets mand. Af sind er han ukritisk og usatirisk. Hans satiriske tegninger er derfor værdiløse for andre. Ham selv har de vel aflastet for en række ungdomspåvirkninger fra Simpliccismus og andre makabre skrifter. Se fx den tegning, Kaos, som forordet ofrer så megen omtale. Nøjagtig enhver begavet mellemskoledrengs overgangs-melankoli over livets 'meningsløshed'. - Skal det beklages, at Storm Petersen ikke er satiriker, så kan man lige så godt jamre over, at Holberg ikke var lyriker, Oehlenschlæger ikke humorist og Alstrup ikke tragiker. Storm er en mærkelig tegnerbegavelse, og det fornægter sig end ikke visse steder i denne lille bog, hvis man ser bort fra satiren. Om få år vil Rusland have brug for hans usatiriske ting, mens de satiriske taber i værdi fra time til time som et affaldsprodukt fra hans rige sind."



I sin fortræffelige PH-biografi skriver den kloge og vidende litteraturhistoriker Hans Hertel at PH beundrede den ærkekøbenhavnsle Storm P., hans kabareter Edderkoppen og Bonbonnieren ved Rådhuspladsen omkring 1. verdenskrig og hans improviserede monologer om storbyens outsidere - sprittere, vagabonder, plattenslagere og andre forhutlede originaler. "Klovnen, artisten, fortælleren Storm P. med hans 'knock-about-lune blev den af humorens folk som har præget det danske sprog mest", skrev PH i sin nekrolog i Information (7.3.49.) Dette præg satte han både gennem sine tegninger-med-tekst og gennem sine fortællingssamlinger fra og med "Tretten Øre - alt iberegnet" (1915), hvor han leger med det københavnske talesprog. - Netop den tendens øjnede PH i alle kunstarterne efter 1. verdenskrig: dels bruddet med forældet skønhedsopfattelse og akademisk dannelse, dels - især i litteraturen - "indførelsen af det daglige sprog, som så fremragende er påbegyndt af Johannes V. Jensen". - Videre skriver Hertel: PH noterede i sin første sprogkronik at for Otto Gelsted "var det et uforglemmeligt øjeblik for over 20 år siden, da en vise på Morskabsteatret rimede Gråspurv og Skodsborg - et i dagligsproget fuldkommen korrekt dobbeltrim, som dengang har virket revolutionerende (Pol. 29.12.31.). Dvs 'korrekt' i forhold til københavnsk talesprog og Storm P-sprog - og dobbeltrim ved at have både inderim og enderim. - PH's ideal var, ifølge Hertel, det der både er god kunst og fænger hos de mange. Kunstnere som Chaplin og Marilyn Monroe, Armstrong og Storm P. - For PH var Storm P. ifølge nekrologen i Information "det sjældne: På én gang dybt original og helt folkelig". - Men altså intet hos Hertel om den sårende kritik fra PH's side. Men det skal for en ordens skyld med at Hertel bestemt ikke var ukritisk over for PH: Han havde bestemt også fejl. »Poul Henningsen var ikke noget læsende menneske, han var en travl praktiker. Han havde et fantastisk håndelag, hans ideer udgår fra det praktiske, og der er mange selvmodsigelser hos ham. Hans udprægede bagside er manglende sans og respekt for fortiden, han havde jo ligefrem en fortidsallergi ....... De sidste otte til ti år af sit liv kom han i en ofte ufrugtbar modsigerposition, hvor han blev fanget i rollen som Rasmus Modsat.«

Storm P.s reaktion var ellers meget voldsom, impulsiv - og offentlig. Han fik nemlig stukket Poul Henningsens kritik i næsen af Ekstrabladet i et interview 31.10.31. - Bladet ville vide hvad han mente om den påstand af 'Peter & Ping' var det "egentlige værdifulde i hans produktion". Storm svarede for en gangs skyld temmelig arrigt: "Nu skal jeg sige Dem én ting: Det eneste værdifulde i min produktion er, at jeg skal tjene nogle penge, fordi jeg har en stor familie jeg skal forsørge!" [Udover Ellen var der tale om plejedatteren Grethe og hans gamle mor] - "Andet værdifuldt er der absolut ikke. Og da jeg tjener mere på Peter & Ping end på noget andet, så laver jeg Peter & Ping." Og han føjede til: "Den sag er soleklar, og man behøver slet ikke at ulejlige sig med at tillægge mig mystiske og gådefulde motiver".

Den nøgterne kendsgerning er, Storm P. naturligvis som alle andre familieforsørgere var nødt til at tjene penge, men også at hans økonomi var sikret ganske godt fra det øjeblik da han i 1922 havde bundet sig til fast leverance af en daglig Peter og Ping-tegning og et Dagbogsblad til BT - men dermed også havde bundet sig til et liv der ind i mellem virkede som en trædemølle - og faktisk ofte gjorde ham træt og 'stresset'. Budet fra BT stillede hver eneste dag til aftalt tid for at hente tegningerne. Skulle Storm ude at rejse blot nogle få dage, måtte han lave tegninger på forskud. Og han noterede ofte i dagbogen: det er hårdt at skulle være morsom. - Og det ved enhver der har personlig erfaring med kreativitet, at man ind imellem må slappe af fra alle pligter og "lade op", dette gælder ikke blot humorister og og tegnere, men alle skabende kunstnere, musikere, skribenter, scenekunstnere - og forskere. Hvad de sidste angår er der mange der har røbet at de har fået deres bedste idé liggende afslappet på en sofa. Såkaldt "brainstorming" er en håbløs metode. Det gælder tværtimod om at slappe af, hvis ideerne skal komme frem, for de kommer fra det underbevidste og ikke fra den rationelle bevidsthed. Men selvfølgelig kan afslapningen også overdrives, fx på Statens Seruminstitut i N.K. Jernes tid. Den amerikanske molekylærbiolog James Watson der i 1963 fik Nobelprisen sammen med to andre forskere for opdagelsen af DNA-molekylet var på studieophold i København i 1950'erne og fortalte bagefter at han aldrig nogensinde før havde været på et forskningsinstitut, hvor forskerne bestilte så lidt.

Poul Henningsen har næppe vidst nogetsomhelst om Storm P.s økonomiske pres, for det var slet ikke hans ærinde. Men Storm P. har ganske givet opfattet kritikkensom dybt uretfærdig. Der var mere end irritation i den arrige afvisning. Storm P. var faktisk nødt til at se på pengene for at opretholde den levestandard han ønskede. Han havde i flere år været ludfattig, han var ikke på finansloven, og der var ikke noget der hed biblioteksafgift dengang. Men derfra og til at tillægge ham motiver i retning af flugt fra den sociale og politiske virkelighed og være reaktionær er der et stort spring. For det første havde han ikke vendt virkeligheden ryggen; der er bare andre virkeligheder end den de kulturradikale betragter som den eneste sande, nemlig den flertallet af borgere lever til daglig. For det andet var der i Storm P.s udvikling omkring 1924-25 lige præcis sket den radikale vending at han definitivt havde måttet resigneret med hensyn til både at fortsætte sit boheme-liv og fortsat satse på den kunstnerisk konkurrence med modernisterne som kunstteoretikerne så som det eneste ideelle og den samfundssatire som de venstreorienterede "samfundshersere" både dengang og i dag anser for den eneste moralsk, politisk og kunstnerisk forsvarlige. Der var i stedet hos Storm P. åbnet for en decideret tragisk indsigt: Mennesket får ikke altid sin vilje eller sin ret. Det får ikke altid sine drømme opfyldt, uanset hvor dogmatisk utopierne stilles op. Denne tragiske indsigt kommer imidlertid - som sorgen - altid mod menneskets vilje. Og netop her skiltes vandene dengang som de skilles den dag i dag mellem borgerlige og revolutionære.



Storm P. forsvarede sig nogle gange med at han lavede kunst for kunstens skyld - og PH foragtede denne l'art pour l'art-indstilling, men den var ingen ideologi for Storm P. men alene udtryk for at han hyldede selve den spontane kreativitet, som bar alt hvad han lavede af kunst og fortælling. Alle ismer og ideologier var ham imod. Han tænkte simpelthen aldrig i ideologiske baner, heller ikke når han efter besættelsen af Danmark forblev i det gamle Nordische Gesellschaft som nazisterne havde overtaget, for det var venskabet med folk som Der Sturms Herwarth Halden han ville bevare. - Jf. Nikolaj Brandts grundige redegørelse herom. Og han tænkte heller ikke i ideologiske baner, når han i Gøteborg i 1920 nød selskabet med revysangeren Ernst Rolf, sangeren og komponisten Nalle Halldén og redaktør Bartholdt Lunden og hans kompagnoner - uanset at Lundén var antisemit og udgav et antisemitisk tidsskrift. I et lille interview i Berlingske Aften 14.2.38. fortalte Storm om den vidunderlige tid fuld af løjer i Gøteborg. Den lille kreds blev enige om at lave helt ny isme der skulle slå alle andre ud, nemlig nulismen.

Og det er allermindst en ideologi at gå ind i tragediens område, "hvor det at have ret er hørt op", som Martin Buber har forklaret. Det er tværtimod det allerbedste udtryk for humor i bredeste og dybeste forstand. Det er en relativering af al filosofi og religion, dvs en dyb indsigt i at der hverken findes absolutte guder eller absolutte sandheder. Og dette indså Storm P. intuitivt - uden nogensinde at bruge udtrykket eller nogensinde at forstå eller blot forsøge at gennemskue sin egen intuitive indstilling. Men den tragiske indstilling passer ikke de venstreorienterede og derfor bliver de ved med på trods af alle dårlige erfaringer og nederlag at tro på absolutte sandheder og herse med samfundet for at oprette det fuldkomne ensrettede samfund på jorden og derved ubevidst inspirere til grænseløst had mod anderledestænkende!



Balletten 'Benzin' passede ikke ind i traditionen    
Til toppen  Næste

Da Storm P. i 1930 som foromtale af en forestilling på Det kgl. Teater af Politiken blev spurgt hvad "Benzin" var for noget, svarede han typisk i meget tvetydige vendinger: "Det er noget som jeg har tænkt mig og som Knudåge Riisager har sat musik til og fru Elna Jørgensen komponeret dansene til. Det er en ballet, nej det er snarere en pantomine , nej det er det for resten heller ikke. Det er bare noget der varer en lile time, og en lille fordringsløs spøg, som er alvorligt ment. Det er gammeldags, på en moderne måde. Ikke sådan i russerstil… Det er en jævn ting, og den er dansk i al beskedenhed."

Men dagen efter premieren 2. juledag var anmelderne enige: Det var en fiasko. Og den skyldtes ifølge Ole Bøgh muligvis, at navnet Storm P var uløselige knyttet til forestillingen om humoristiske og satiriske tegninger, at han ikke samtidig kunne lave en ballet, få den opført på Det kgl. og selv optræde i den.

Baggrunden var at Det kongelige Teater i 1930 havde fået ny direktør, nemlig skuespilleren Adam Poulsen (1879-1919) der var blevet ansat på teatret i 1909 og året efter etablerede Friluftsspillene i Dyrehaven. Han var ligesom broderen Johannes Poulsen udgået fra Dagmarteatret, hvor han havde lært Storm P. at kende og bemærket dennes særlige evner. Og nu engagerede han Storm P. som skuespiller med henblik på mindre, men vigtige biroller som klovne eller narre i bl.a. Shakespeares stykker.

Adam Poulsens udnævnelse, øgede beføjelser og personaleudskiftninger, medførte voldsomme protester fra bl.a. Poul Reumert og Bodil Ipsen, der simpelthen forlod teatret tillige med kapelmester Georg Høeberg og den konstituerede balletchef Adam Smith. Det betød en ny chance for Storm P.'s og Knudåge Riisagers ballet, som var blev afvist i 1929, fordi Smith ikke mente den passende ind i Bournonville-traditionen, og ikke ville overlade koreografien til den balletinstruktør Elna Jørgen-Jensen, der interesserede sig for mere moderne, russisk-inspireret ballet, og som ikke var bange for nyere fransk musik af den art Knudåge Riisager var inspireret af.

Adam Poulsen havde på forhånd besluttet sig for at antage Benzin med Riisagers fortræffelige, rytmisk sikre og sjovt instrumenterede musik samt Storm P.s handling, scenografi og kostumer. I Storms scenografi viste dekorationerne til venstre fire stor flasker fælles for et gæstgiveri og en købmandsbod. Højresiden bestod af fire stor bikuber til bolig for bondefolk og med store skræppeblade foran samt udsigt til klitterne og havet hvor fiskene svømmer i lige rækker. Storm P. selv medvirkede som tankpasser med langt Stauning-skæg

[Kilde: Ole Bøgh om Storm Petersen og balletten "Benzin" i "Den dansk tilskuer" 1992.]



Balletten var i én akt, varede 43 minutter, og scenerne var som følger:

Ouverture
Pastorale
Høstdans
Træskodans - Pantomime og dans
Prokuratoren
Marcia funebre (sørgemarch)
Fanfare
Cykeldans - Pantomime og dans
Fiskerdans - Pantomime og dans
Ved benzintanken
Rivalerne
Forsoningen
Vægteren
Månen



I en samtale til tidsskriftet "Vore Damer" fortalte Knudåge Riisager at balletten handler om levende, ganske dagligdags mennesker. "Alle de senere års balletter har haft sådan nogle underlige handlinger, som ægteskabelige stridigheder mellem en stoppenål og en broderesaks eller blodhævn på de kanariske øer. Storm P.s og min ballet er derimod ganske jævn og ligetil: en lille vemodig historie om en karl og en pige der mødes ved en høstak, og hvad derudaf kommer". Ved førsteopførelsen blev de spillet af ingen ringere end Karin Nellemose og Harald Lander. - Benzinen er hældt på en motorcykel der er hovedpersonen i hele sceneriet. Handlingen foregår på en landevej - "og musiken er lige ud af den, ikke spor mærkelig."

Om sit samarbejde med Storm P, fortæller Knudåge Riisager, at det kom i stand, fordi han gerne ville skrive musik til en ballet, og pludselig kom i tanke om at Storm P. måtte være manden der kunne skrive teksten. Riisager finder Storm inspirerende - og slet ikke til at stå for. Samarbejdet foregik i hans hus oppe i Nordsjælland, det såkaldt 'Halvvejshus' i Julebæk midt mellem Hornbæk og Helsingør, som Storm P. havde købt da han spillede på Helsingør Teater om sommeren, især sammen med Johannes Poulsen. Riisager havde selv sommerhus i Ålsgårde. Og han har mange gange midt i arbejdet cyklet over til Storm for at konferere om detaljer. Samtalerne foregik ofte over havemuren, for Storm havde bygget havemur omrking sit hus (der lå lige ud til landevejen, og hvor han ikke kunne være i fred for uvedkommende der råbte til ham. "Vi må have en fiskerdans, Storm!" råbte jeg til ham, og Storm svarere inde fra tegnebordet.

"Storm skrev en scene ad gangen og så komponerede jeg over motivet, og når jeg synes jeg havde fundet noget af det rigtige, kom jeg masende ind i hans stue, satte mig ved klaveret og spillede løs. Hvis han blev rigtigt tilfreds sprang han op og dansede partiet, det var fantastisk morsomt; min lille pige Elsebeth på 1½ år har også danset til alle melodierne, så hun kan roligt dublere i sygdomstilfælde. Der er gået 477 pund tobak til foretagendet, vi dampede begge to på pibe ustandselig, og jeg røg al Storms "Lloyds" - det er hans hoftobak...."

Om sidste akt "månens dans" nævner Riisager som eksempel, at månen stiger langsomt ned, og den har både arme og ben og et hoved som en grøn ost. I musikken spilles et motiv for solo tuba, der går over i træblæsere og sopran saxofon. Den har banjo om halsen og smutter vævert rundt. Under dansen titter månen ind til de unge. Dens serenade er af satirisk karakter. Månemanden hvirvler tilbage; mens musikken stiger til en hastig afslutning. Han bliver atter til måne og alt flimrer og glitrer i eventyrligt månelys. Tæppet falder. I denne slutning var Riisager inspireret af Albert Roussel med kraftigt brug af slagtøj og fra Erik Satie ved antikromatik hos strygere og harpe.



Kunstanmelderen Poul Uttenreitter var en af de få anmeldere der forsvarede balletten: Det er blevet en kedelig vane blandt folk at mene, at Storm Petersen ganske vist kan være god nok med tegnepen i hånden og god nok på en beskeden scene, men ikke til egentlig kunst eller rigtig komedie… og så er det blevet gentaget så længe, at det er blevet vedtaget, at han ikke passer til Det kongelige Teater. Snarere er det vel teatret der ikke passer til ham.

Men balletten Benzin - der i første omgang blev slemt mishandlet af pressen og modtaget med blandede følelser af det desorienterede publikum - passer den da til Det kgl. Teater? - Ja, hvorfor ikke. Der sker stadig noget nyt også i kunsten, og for ballettens vedkommende også efter Bournonville.

Riisager fik senere revanche som balletkomponist med hovedværker som 'Etudes' og 'Quartsilune' - men da er vi også henne i 1940'erne. Musikken til Benzin er heldigvis i nyere tid blev indspillet. Og selve balletten skal også være genopført i TV i koreografi af Fredbjørn Bjørnsson og dans af medlemmer af Den kgl. Ballet.

Hvad den graciøse Storm Petersen som balletdanser angår, er det i øvrigt ganske fornøjeligt at kunne konstatere at han i 1930 medvirkede i mindre roller i George Balanchines "Legetøjsbutikken", da denne blev opført i København sammen med 'Apollon Musagetes' og et par andre værker, vel at mærke under Balanchines' egen instruktion.



Kongelig skuespiller    
Til toppen  Næste

Uanset balletfiaskoen var Storm P. blevet 'kongelig skuespiller' - og det var noget han virkelig satte stor pris på fordi det var en officiel anerkendelse af hans talent som han havde savnet. Han kunne ikke få store roller, når han nu engang ikke kunne lære replikker udenad. Men han havde naturtalent for komiske roller, som både Adam Poulsen og Johannes Poulsen værdsatte - og det var vel at mærke på en tid hvor teatret lagde stor vægt på at besætte selv mindre roller hos Shakespeare og Holberg med førsteklasses skuespillere. Ud over Johannes Poulsen selv, kan nævnes Rasmus Christiansen og Elith Pio. Undertegnede har selv på Friluftsteatret i Dyrehaven i 1047 oplevet disse to som de fantastiske trolde Didrik og Vidrik i "Et folkesagn" som blev opført i skuepiludgaven med indlagt ballet.

Og netop på grund af sit naturtalent som klovn blev den kongelige skuepiller Robert Storm Petersen meget ofte bedt om medvirken i særskilte teaterarrangementer som blev spillet til fordel for skuespillerforbundets undersøttelseskasse eller Juleløses Jul - eller Politikens årlige Julekoncert for Hjemløse o.s.v. Han gjorde stort set lykke hver eneste gang som klovn eller oplæser af sine monologer. Og han modtog mange takkebreve, både fra almindelige mennesker og fra de kongelige gæster, kronprinsesse Ingrid, kronprins Frederik, Prins Harald og prins Carl. Og det skal siges til kongehusets store ros at takkeskrivelserne var personlige og skrevet med håndskrift. det gjaldt også når Storm P. fremsendte nyudkomne bøger.

Storm P. fik i 1939 den fornemme Ingenio et arti-medalje, og der er ingen som helst tvivl om at han følte det som et solidt plaster på den dybe følelse af manglende anerkendelse i kriseårene 1919-24. I 1948 fik han også Ridderkorset med venlige ord fra kong Frederik.

Det faste engagementet på Det kongelige Teater blev dog afsluttet efter Adam Poulsens afgang som teaterchef, men da var hans krise forlængst overstået.



Anerkendelsen udeblev bestemt ikke. Og det turde være nok at henvise til et enkelt tilfælde, nemlig Storm P.s medvirken i Betty Nansens ikke særligt vellykede revy-debut i BAR Nyt-revyen i oktober 1936, hvor han selv vendte tilbage til revy-faget efter længere tids pause. Det var selve professor Hans Brix der anmeldte forestillingen i BT - og den lærde mand, der havde været censor eller dramaturg ved Det Kgl. Teater 1924-31 regnedes - som der står i Nationalleksikonet - som skarpsynet, nærsynet, undertiden vilkårlig, og hans stil i dagbladskritikken var vittig, tit ubarmhjertigt flabet. Men her i oktober 36 skrev han:

Storm Petersen med vekslende papnæser og trestrøget stemme fik flere successer end nogen anden nulevende har hjemlånt på to timer. I en af sketchene triumferede han således i fire roller. Det er mere end menneskeligt. - Storm P. har sin kunst for sig selv der kulminerer i diminutive barokke fund. Noget inkommoderer hans ben, han bøjer sig og klør bordbenet. Og vi ler. En gentleman der klovner. - I et Bornholmer-nummer - med lidt for meget sild i - dansede han amtmand Stemann i uniform og Trekantet som en ren Else Højgaard [balletdanser med debut i 1935, siden solodanser - og efter sin afdansning værdsat skuespiller]. Og i 2. akt demonstrerede han en af sine pragtopfindelser, denne gang et apparat for herrer til at huske hatten, når de går hjem fra selskab, opstillet på et to meter langt bord og forsynet med klokke og tudehorn, hejseværk og kæmpetragt. - En 1001-kunstner - Aldrig set noget lignende.



Storm Petersens moder dør    
Til toppen  Næste

Søndag den 11 juni 1933 noterer Storm i sin dagbog at hans egen lille mor [Oline Marie Mathilde] var død. Og han udtrykte sine følelser på digt:

På Frederiksberg hospital
Led ingen smerter
Gud være nådig mod hende
Som hun var god ved os børn
Ved sengen sad Karl, Ellen, Marius og jeg
Og mor sov stille og fredeligt ind i den evige hvile

Dit minde, kære lille mor
Vil altid leve smukt i mellem os
Og jeg takker dig for alt hvad du har været for mig

En dejlig solskinsdag med blå himmel
Og skønne blomster og fuglesang
Kirkeklokken ringede da du havde lukket dine øjne
Lille mor jeg elsker dig

Senere samme dag skriver han: Jeg sidder ved skrivebordet med kære mors portræt foran mig…
Hele dit liv var du blid og glad
Og du gik bort herfra blidt og stille



Der er ingen tvivl om den gensidige kærlighed . Den fremgår allerede af et digt han skrev som som 14-årig

Jeg takker dig, Gud, for alt hvad du gav
For al din kærlige nåde.
Jeg takker dig, Gud for alt, hvad du gav,
For livets uendelige gåde.

Tak for solen - for månens skær
For fuglene under din himmel
For skovens utallige kæmpetræer
For blomsternes farvede vrimmel.
Men allermest for min lille mor,
Hun gav mig livet i gave,
Jeg vokser og bliver en blomst så stor
I livets prægtige have.

Tak for min gode ærlige far
Og for mine søskende kære,
Jeg takker dig Gud, for alt hvad du gav,
Dit navn holder højt jeg i ære.



Digtet er sat i melodi af vennen Busse Drechsel med arrangement af Per Thielemann, og det er bl.a. sunget (og indspillet) af ingen ringere end operasanger Frans Andersson i Århus Domkirke



Udsmykningen i Esbjerg    
Til toppen  Næste

I 1929 fik Robert Storm Petersen bestilling på en stor udsmykningsopgave til Esbjerg Folkebibliotek. Han havde hverken tid eller penge til at rejse til Esbjerg og måle salen op. Blindrammer og lærreder blev leveret af en rammefabrik i september 1931. og i december 1932 kunne Storm P. meddele at lærrederne var færdige. De blev vist på Den Frie Udstilling i København om foråret. Udsmykningen blev indviet i juli 1933, midt i det år hvor Adolf Hiter kom til magten i Tyskland - og en af de uforudsete konsekvenser var at børnebiblioteket fik stort rykind af voksne.

Udsmykningen består af i alt 17 billeder, der kom til at fylde al ledig vægplads, i den gamle Børnelæsestue, herunder felterne over døre og i hjørner. Seks af billederne målte op til 3,3 meter og fire af dem blev placeret i række på den ene langvæg og umiddelbart følgende endevæg, og de to andre på den anden endevæg.

Fire af de seks store malerier er gengivet her, og de danner en decideret frise:


'Eventyret og troldene' viser til venstre en græsklædt bakke hvor en gammel mand
sidder lænet til et træ omgivet af børn og dyr og med en bog i skødet og fortæller:
Nu skal I bare høre! Og så fortæller han om nisser og trolde og talende træer. Til højre et tableau med
angst, sorg og forvirring, med trolde der griner ondskabsfuldt og døden med sine grønne dræberøjne.



Havbunden viser fiskenes farverige mysterier, men også en ubåd og to dykkere med iltslanger.



Urskoven er et mørkere billede der myldrer af liv. Men som også viser den hvide mands
barske fremfærd mod de indfødte i eksotiske lande. Men vi ser også en krokodille og en løve.


Polarlandet er et overraskende stiliseret billeder med et smukt udsyn
over is, sne og slædefart og med en isbjørn og en sælhund - fra fx Grønland

Til de store billeder hører også 'Ballonerne' der viser planeterne svæve rundt på himlen som balloner i en slags abstrakt skønhed og stilhed, og 'Jægerne' der er på jagt i udkanten af en skov med store træer - igen med læseretning fra venstre mod højre.

De øvrige billeder siger også sig selv, men vækker børns nysgerrighed:

'Manden med paraply i regn og storm', som et troldeagtigt træ griner ad.
'Manden i stjernenatten', der siger godnat til stjernerne (som mange af hans vagabonder)
'Den gamle mand i stormskyer' der er mørke og truende
'Kanariefugen i buret' der har det trygt indendøre, selvom der står en globus på bordet.
'Regnbuen og broen', hvor en gammel mand med en hund ved sin side betragter regnbuen fra en bro over åen
'Automobilet og sneglen', sneglens langsomme tempo står i modsætning til bilens fart.
'Fuglereden og flyvemaskinen' vise igen modsætning mellem moderne trafikmidler og naturens ro.
'Koner på vejen' viser et par landsbykoner som sladrekællinger på linje med gæssene bag ved.
'Munken' er den lærde forsker med stor bog og fjerpen bag klostermurens fred, men med udsigt til en moderne by.
'Børsherren' tramper en blomst ned, mens hans læser børsnoteringerne i sin avis
'Månen og den læsende mand' forestiller en træt læser der studerer en bog ved månes lys.



Esbjerg kommune fik i 1961 et nyt børnebibliotek, og Storm P.s billeder blev alle flyttet derhen og kom ikke til at hænge samlet. I 1984 flyttede de endnu engang, og i 2006-07 blev de stillet i magasin, og da der blev konstateret visse skader, var det nødvendigt med en større restaurering. I 2016 kunne de vises på Nivaagaardsamlingens store Storm P. udstilling og vendte herefter tilbage til Esbjerg for ny ophængning.

Det må i høj grad kaldes fortjenstfuldt at Ny Carlsbergfonet holdt fast i at udsmykningen i Esbjerg skulle placeres i Børnebiblioteket. Desværre forblev den ikke som en samlet frise. Men der er noget dybt symbolsk i at Storm P.s eneste store udsmykning blev et naivistisk værk til et børnebibliotek - og kan ses som en stor frise der udtrykker både hans unikke humor og hans dybeste livsfilosofi.

Udsmykningen er overraskende sikkert malet som vellykket monumentalt værk, i betragtning af at han mest havde erfaring som hurtigtegner, plakatmaler og plankeværks tegner, men han havde skam overblik når det skulle være. Man er ikke i tvivl om at han som ven og beundrer af Edvarch Munch har set dennes fornemme udsnykning af aulaen til Universitetet i Oslo, men man skal naturligvis ikke sammenligne med anden hensigt end at kunne genfinde Munchs idé med Historiefortælleren, blot os Storm P opfattet helt naivistisk som den der fortæller eventyr til børn.

Esbjerg Folkebiblioteks Børnelæsestue har sin særlige historie, idet der i efteråret 1914 strømmede så mange børn ind i bibliotekets læsestue for voksne at det blev vanskeligt for de voksne at få plads. Bestyrelsen for biblioteket besluttede derfor at oprette en børnelæsestue i et klasseværelse med to timer åbent pr. aften og naturligvis indkøb af særlige bøger. Successen blev så stor at der hurtigt måttet findes endnu et lokale. Besøgstallet lå mellem 50 og 100, men man har kunnet registrere helt op til 221 børn en enkelt aften, så der var decideret pladsmangel, fx måtte et barn placeres på kulkassen, og et andet på katederet. En student der hjalp til glædede sig over 'småfolkets' store interesse. Og man lagde også hus til decideret lektielæsning. Et udmærket eksempel på Folkebibliotekernes store betydning for folkeoplysningen. Et helt nyt, stort og velindrettet bibliotek blev indviet i 1927 på en central plads på hjørnet af Torvegade og Nørregade. Børnelæsesalen kom til at ligge i kælderen, men der var højt til loftet; det blev indrettet med PH-lamper, og der var direkte adgang fra gaden.

Allerede i 1927 havde den kunstinteresserede bestyrelsesformand for biblioteket, Christian Tobiesen, henvendt sig til Ny Carlsbergfondet vedrørende en udsmykning. Og han lagde vægt på at udsmykningen skulle blive nogenlunde festlig, da stort set alle indbyggere i Esbjerg og omegn havde ærinde på stedet. Og Tobiesen refererede udtrykkeligt til direktøren for Statens bibiotekstilsyn, Th. Døssing, der havde et bredt kulturbegreb og gerne så kunst på biblioteksvæggene.

Helge Jacobsen var formand for Ny Carlsbergfondet, men i 1924 kom der for første gang en kunsthistoriker i bestyrelsen, og det var Francis Beckett, og han ønskede at fondet også skulle yde støtte til andre museer og institutioner end Glyptoteket. Fondet gav tilsagn om hele to udsmykninger af biblioteket i Esbjerg, en til den store vestibule, og en til børnelæsesalen. Men den maler man havde tænkt sig at give opgaven døde, og så kom Storm P. på tale. Bibiotekets ledelse skiftede imidlertid holdning, og ville nu helst have en udsmykning af voksenlæsesalen. Og her skete det overraskende: Både Storm P. og fondet fastholdt at udsmykningen skulle placeres i børnelæsestuen.

Mere kan læses i Inge Mørch Jensens bog: Storm i Esbjerg (Esbjerg kommens bibioteker. 2009)



Surrealisme eller hvad?    
Til toppen  Næste

Som det er fremgået af Storm P.s dagbogsoptegnelser fra 31. maj 1920 stiftede han bekendtskab med dadaismen allerede dangang. Han var i Gøteborg for at være med i en revy sammen med Ernst Rolf, Lillie Ericsson (1892-1982) og Nalle Haldén (1862-1935) - musiker, kapelmester, komponist, underholdsningsmusiker i Stockholm, der bl.a. også spillede hushovmester José i Dreyers stumfilm 'Blade af Satans bog' og endelig Berthold Lunden (der udgav Vidi)

"Disse dage var været fulde af Bunuel - mad og punch" - denne klike, skriver han. Når Luis Bunuel allerede nævnes i 1920 skyldes det at han efter tiden på Jesuiterskolen, flyttede til Madrid, grundlagde den første spanske filmskole og begyndte at skrive om film. Surrealisterne i Paris lærte han først at kende da han kom til Paris i 1925. Eksperimentalfilmen 'Den andalusiske hund' er fra 1928. Det første surrealistiske manifest kom i 1924.

Berthold Lundin (1878-1932 var præstesøn og udgået fra Calmaens teknik. Institut i Gøteborg 1899, ansattes i både Sverige og Tyskland, studerede videre 1902 i Stockholm , Bruxelles og Berlin. Var musiker i GTB symfoniorkester, musikkritiker 1909-23 og i Vidi. Chefredaktør i GTB Aftonbladet 1920-31, 1913 udgav han noveller og i 1922 fremtidsromanen Den ottende dag. Han stiftede i 1923 Svenska Antisemitisk Forening, som havde som opgave at sprede racistiske ideer om jøder, smædeskrifter, forelæsninger og foredragsturneer rundt om i landet. Vidi var foreningens propagandaskrift, der brugte hagekorset som symbol. Forening og tidsskrift nedlagdes 1931.

Jens Bing har berettet at Storm P. i 1902 lavede 'Foreningen Oncle Sam' med sig selv som selvudnævnt præsident. I 1916 fik han ideen til en fotoserie han kaldte "Herresving med mit kamera". Og i 1917 deltog han i en udstilling i foyeren til kabareten 'Edderkoppen' med egne imitationer i en hidtil uset fragmentarisk spillestil. Bag udstillingen stod Herwarth Walden der i Berlin havde etableret 'Der Sturm' som både var en avis, et galleri og et forlag. Herfra samledes og spredtes en række avantgardistiske kunstneres udstillinger. Fra denne kontakt var det især Paul Klee og Marc Chagall Storm P. hæftede sig ved. Hos Klee kunne han nu ved selvsyn studere en tegnestil der næppe kunne havde ligget hans egen djærvt svungne streg fjernere. Klee ville nærmest tranceagtigt og tilsyneladende planløst lade penslen løbe hen over papiret, hvor de flygtige streger dannede sælsomme formationer uden at synes bestemt af nogen orden.

Omkring 1917 viste Storm P. voksende interesse for modernismen. Men hans afstandtagen til det abstrakte er der til stadighed.

Samme år begyndte Max Ernst sine collager af tilsvarende tryk og 10 år før hans 'La Femme 100 têtes' udkom, en bog Storm P. ejede og utvivlsomt erhvervede tæt på udgivelsen. Han kunne heri som den første dansker se collager af tryk i foruroligende sammensætninger, der med deres allusioner til krigen, seksualiteten og angsten kortsluttede fornuften. Så Storm P var ikke uvidende om surrealismen, da han i 1938 skrev nogle surrealistiske breve, som blev udgivet af Jens Bing i 2010. De skal her gengives i fuld ordlyd, da de både viser at Storm P. kan more sig gevaldigt over noget han læser i avisen - og at han i virkeligheden var surrealist i en langt dybere forstand end de såkaldte surrealister der eksperimenterede løs efter at have læst Sigmund Freud og som med André Breton i spidsen dannede skole.



17-02-1938
kære mor
jeg har besluttet at blive surrealist - et langt blåt øje
hænger ned fra loftet. postkassen strakte sine betændte arme ud mod mig,
viljen lå som en bævrende sølvræv i min underarm.
du må forstå mig - vær med i tiden mor - læg dig i vasken
og lad jordbærrene drysse over bedstefars hvide skæg.
jeg må - tiden ligger under min flip og skriver tretaller
sporvognen tuder fordi den vil have tyve ører af armen i bind
vi må bort fra sokkeholderne - hvem vovede at vende flæsket
ja, kære mor - jeg ved du ville noget andet - men
hendes italienske salat nåede op over tårnet
og skrædderens citrongule næse slog med finnerne,
forstår du mig så?
Kære Fru Larsen, Deres Søn Hjalmar bad mig
overbringe dem dette - jeg gør det med angst og bæven.
Deres hengivne Storm P



04-03-1938
Kære mor!
jeg har solgt et af mine billeder til direktør svag - du ved
nok p.n.svag - ham med bjælderne i inderlommen.
jeg føler mig som en ansjos lagt på et kålblad og hævet
mod smørassietten af usynlige fødder iført matrosdragt.
mit vindue er ernas øje - det jazzer på en nystegt frikadelle.
har du set syner, kære mor, har fuglen stampet i buret,
så sandet blev en lallende rytme af salvador dali, har
kaffekoppen vokset i din hånd, som et egetræ i skildvagtens øre.
jeg er lykkelig mor - direktørens sedler fløj fra tegnebogen,
som duer fra en nyreragout - jeg ved du
vil forstå mig - dine hvide hår er som is der sprækker
ved postens ankomst - vandhanen har lagt æg på
bølgetoppen - blå skygger mellem tænderne -
jeg vil springe ned fra øjenvippen.
Ja, kære frue, Hjalmar ville spare frimærker, for
som han sagde bryggerhesten har finner som musen.
Venlig hilsen
Deres hengivne Storm P



21-03-38
Kære frue.
Det vil sikkert forbavse dem, at deres kære hjalmar har
omvendt mig - jeg er nu selv blevet surrealist - han
truede med at øse atlanterhavet op i min underkop -
hvad var der at gøre? direktøren og alle hotellets
inspektører sprang buk i stribede bukser - så jeg måtte
sluge bryggerhesten uden smør - hvor er vi henne?
hjalmar rullede den nedgående sol ind i regnfrakken
og sprang ind i ernas gyldne øjenvipper. Lange hvalros-
tænder stod og vuggede, hjalmar spærrede vejen
med sodapastiller, så knappede jeg panden op og fik
luft i gearkassen - - men alle napoleonskagerne gyngede
over kokosmåtten - - vi var frelste.
og nu kære Frue, ligger jeg på barberkosten og læser
fransk - gule snegle flyver om flagknappen - jeg er
fuldtud lykkelig.
hjertelig hilsen fra Hjalmar og deres ven
Storm P



16-04-38
Kære mor.
alt er i orden - jeg har stillet makrellen op i flipæsken
rullegardinet er hakket og blandet med
onkels briller. vær blot rolig - fra den store klippe, som
rager ud i suppeterrinen har jeg set i morgenrøden
som en nøgen fod på samlebånd. Røde kaniner
på rad ovenpå skrivemaskinen viser vej til en
uendelig række viftepalmer - - vi er inde på det rigtige - dette
er målet, for vor lyst til æbleskiver. du ved jeg er din dreng -
mine hvide handsker løber lydløst over asfalten -
en båd ligger væltet i garderoben.
ja, kære Frue, hjalmar er i vejret, men jeg holder i snoren -
en sild har lagt sig til hvile på min violinkasse.
tiden læger alle sår, - oh, jeg rødmer ved dette gamle triste udtryk -
men hvad skal jeg sige - jeg sidder på fodbolden
og holder Hjalmar i en tråd - verden er hel tosset -
og vi er så rolige - det er sagen.
Med svimmel hilsen
Storm P.



Disse fire breve er et mesterstykke i det den lige undslupne mand i fortællingen kalder "sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke". Den ene association giver den næste i en aldeles ulogisk strøm der viser nøjagtig samme uorden som frie drømme, og dermed bekræfter at der er to forskellige slags orden eller 'logikker' i den menneskelige psyke, en medfødt der er uden sprogregler og blæser på fysikkens love og en tillært der er med sprogregler og respekterer fysikkens love og derfor kan kaldes henholdsvis irrationel og rationel. Lad os blot tage nogle eksempler:

1) jeg har besluttet at blive surrealist - et langt blåt øje hænger ned fra loftet. postkassen strakte sine betændte arme ud mod mig, viljen lå som en bævrende sølvræv i min underarm. - Kommentar: Hverken nogen af sætningerne eller rækkefølgen af dem udtrykker normale sammenhænge

2) du må forstå mig - vær med i tiden mor - læg dig i vasken - og lad jordbærrene drysse over bedstefars hvide skæg. jeg må - tiden ligger under min flip og skriver tretaller - Kommentar: Tidsbegrebet er opløst.

3) ja, kære mor - jeg ved du ville noget andet - men hendes italienske salat nåede op over tårnet og skrædderens citrongule næse slog med finnerne, forstår du mig så? - Kommentar: Viljesbegrebet undergraves ved bemærkningen om salaten.

4) jeg har solgt et af mine billeder til direktør svag - du ved nok p.n.svag - ham med bjælderne i inderlommen. - Kommentar: oplysningerne om bjælderne i lommen, hjælper ikke til forståelse hvad der er tale om.

5) jeg føler mig som en ansjos lagt på et kålblad og hævet mod smørassietten af usynlig fødder iført matrosdragt. - Kommentar: ansjos, kålblad, smørassiet, matrosdrag har ingen logisk sammenhæng - og kunne byttes om med helt andre tilfældige ord.

6) mit vindue er ernas øje - det jazzer på en nystegt frikadelle. har du set syner, kære mor, har fuglen stampet i buret, så sandet blev en lallende rytme af salvador dali, har kaffekoppen vokset i din hånd, som et egetræ i skildvagtens øre. - Kommentar: jazz og rytme har ikke noget med frikadeller eller Salvador Dali at gøre, men det er da en ekstra morsomhed at surrealismens mest provokerende skikkelse bliver nævnt.

7) Det vil sikkert forbavse dem, at deres kære hjalmar har omvendt mig - jeg er nu selv blevet surrealist - han truede med at øse atlanterhavet op i min underkop - Kommentar: Man kan åbenbart omvendes til surrealismen ved truslen om at få hele Atlanterhavet øst op i sin underkop.

8) hvad var der at gøre? direktøren og alle hotellets inspektører sprang buk i stribede bukser - så jeg måtte sluge bryggerhesten uden smør - hvor er vi henne? _ Nej hvor er vi henne, når hotelpersonalet springer buk og brevskriveren sluger en hest uden smør?

9) alt er i orden - jeg har stillet makrellen op i flipæsken rullegardinet er hakket og blandet med onkels briller. - Kommentar: Alt er næppe iorden ved at brevskriveren stiller makrellen op i flipæsken

10) vær blot rolig - fra den store klippe, som rager ud i suppeterrinen har jeg set i morgenrøden som en nøgen for på samlerbånd.
- Kommentar: morgenrøden plejer at være et poetisk eller romantisk udtryk, men affortrylles med snak om suppeterrin og samlerbånd.

11) - vi er inde på det rigtige - dette er målet, for vor lyst til æbleskiver. - Kommentar: Hvad er overhovedet det rigtige?

12) du ved jeg er din dreng - mine hvide handsker løber lydløst over asfalten - en båd ligger væltet i garderoben. - Kommentar: Alle fire breve er skrevet til brevskriverens mor, så det kunne måske være rimeligt at slå på at han er sin mors dreng, men dette mislykkes med bemærkninger om handskerne der løber over asfalten.



Dette kunne være umiddelbare påvisninger af manglen på logik og normal årsags-virknings forhold. Men man kan også påpege en overordnet logik for alle irrationelle associationer, og det bliver en kort opstilling af de vigtigste regler for primærprocesserne:

Der er intet skel mellem fantasi og virkelighed.
Der er intet skel mellem fortid, nutid og fremtid.
Der er intet skel mellem jeget og omgivelserne.
En del af en ting betragtes som udgørende hele tingen (pars pro totoreglen)
To ting der har den mindste lighed betragtes som fuldstændigt identiske.
Flere ting der har noget tilfælles betragtes som identiske (fortætning)
En ting og dens modsætning udtrykkes på samme måde
Der er ofte ambivalens over for samme genstand.

Men der henvises til et kommende afsnit om de psykiske primærprocesser,



Jens Bing besørger udgivelsen af Storm P.s surrealistiske breve, der også indeholder nogle ikke-surrealistiske rejsebreve. I et forord til bogen hævder Bing som udganspunkt at Storm P. som født i 1881 voksede op under et af kunstnens store sammenstød: Realisme over for symbolisme. Symbolismens budskab om at kunst er "ånd", varslede en grænseløs frihed, der skulle gøre den til modernismens store moder, også surrealismens. Synspunktet om ånd må havde virket stærkt på den unge Storm P., så helt forskelligt fra realismens regeltvang med rødder tilbage i en lang, akademisk tradition. Symbolismen må havde fundet genklang i hans løsslupne fantasi og i hans forgabelse i alt nyt, Kan der overhovedet tales om et holdepunkt i hans unge år er det dog i en satirisk trang, som kom til at brede sig på bekostning af rent kunstneriske overvejelser.

Bing påpeger at surrealismen som retning fra starten måtte være stilitisk splittet. På den ene side de kunstnere der i protest mod virkeligheden ville søge ud i abstraktioner ved at kreere gådefulde former og væsener (det var symbolisterne), og på den anden de kunstnere hvor virkeligheden ikke kunne blive konkret nok - netop for at demonstrere afstanden til symbolismen. Surrealismens kunstnere kunne derfor i sagens natur ikke komme til at danne en egentlig skole. Men det gjorde surrealisterne jo faktisk med André Breton - og herhjemme Ejler Bille m.fl. - Derfor bør man skelne skarpt mellem dem og symbolisterne, der primært var metafysisk indstillede.

Det blev ifølge Bing surrealisternes indkredsning af det irrationelle der gør den væsentlige forskel. Men det skabte forvirring blandt kunstnere. Der var træghed i modtageligheden af modernismens tendenser og den fik PH til i kunstnernes eget talerør, Klingen, at tale danske maleris "tunghed i arbejdsmåden". Det er betegnende at det netop var udenforstående, solitære kunstnere der umiddelbart tog indtryk af det moderne. Og det var kunstnere som Lundstrøm - og Storm P.



I midten af 1930'erne blev i København vist en række udstillinger af danske kunstnere der erklærede sig som surrealister. Storm P. havde på det tidspunkt udført akvarellen "Drømmen" (1925-27) der i pagt med sin inspiration viser et hus på hoveder, en svævende genstand, der kunne være en omvendt paddehat, kronet af et bevinget hoved med rødt skæg og grøn hat. Intet heri ville udgive sig for at spejle en kendt verden - billedet viser blot det den var for Storm P.

"Jeg er surrealist uden at være patologisk" erklærede Storm P. frejdigt. "Jeg forstår ved glosen noget som "forstærket realisme"(!), udtalte han. Altså ikke noget uden eller oven over det reelle. Et par år senere sammenligner han endog vor danske guldaldermaler Købke med Klee. "Begge efterlader de hos mig det samme indtryk af fred, skønhed og hvile". Og det er straks noget helt andet.

Derfor holder det efter min mening ikke når Bing hævder at der går en lige linje fra Storm P.s opgør med realismen i 1899 til han 10 år senere vendte sig mod kunstens hang til at vække behag. I dobbelttegningen 'Første og anden ophængning' viser han,først kunstneren selv stående hulmavet foran et landskab badet i sol. Dernæst kunstneren der har hængt sig i billedkrogen, mens landskabet nu ligger på gulvet som rotters føde. Det var efter Bings mening en drastisk måde at sige at han ikke kunne give sig af med at male illusioner til glæde for borgerskabet. Jeg er helt uenig. Det kan lige så godt tolkes som en simpel afbildning af en kunstners fortvivlelse over ikke at kunne skaffe sig føden ved at male billeder.

Men rigtigt er nok at Storm P.s trang på denne tid gik i retning af satirens vrængbillede. Og derfor har det også noget på sig når Bing konstaterer at Storm P.s vej til surrealismen var springende og uden nogen stringens: Den dukker op momentant for at tage sig meget divergerende udtryk. Men jeg tror slet ikke at Storm P. overhovedet var surrealist i den betydning kunsthistorikere lægger i begrbet. Han var spontant kreaitivt, hvilket vil sige at han blæste på alle teorier og alle kunsthistoriske genreindelinger. I en af de herlige kulørte sider (30.6.35.) lader han en kunstsamler forklare sin gæst at et billede er af dadisten Sutterup, det næste af spekalisten V.F. Tut, det tredje en skulptur af Agurkis, det næste en symfonisk spiralisme af H.Y. Snegl. Derefter følger Dimmelimmenismen af Fricadellos, Skæv kompotisme af Ceruttenberg, en ægte Pladasko og et møbel af J.M. Kringle. Gæsten bliver glad da han finder noget genkendeligt: Åh dér er et månelandskab; men samleren korrigerer: Nej, det er vinduet.



Bing konkluderer i sit forord at kunsten åbenbart i Storm P.s ikke er nogenting i sig selv, dvs uden den symbolske betydning, iagttageren lægger i den. Alting er kunst og ingenting er kunst. Og i denne ambivalens faldt Storm P som altid tilbage på det han fandt størst, nemlig det helt nære. - Jeg kan kun konkludere at den gode Jens Bing, der har skrevet hovedværket om Storm P.s malerier og iøvrigt bygget museet op sikret sig arven efter Storm P.s enke, er snæver kunsthstoriker der simpelthen ikke forstår en tøddel af det irrationelle og de psykiske grundprocesser, og derfor kommer med alle mulige søgte og speklative forklaringer i stedet for at bruge den simpleste og mest naturlige begrebsramme.

Storm Petersens 'Surrealistiske Breve' bør ikke tages for mere end de er. De blev bragt i Berlingske Aftenavis sammen med hans andre rubrikker til Det Berligske Hus. Efter eget forgodtbefindende ville Storm P. her lade serie afløse serie, så meget var han ét med bladet at der aldrig ville blive sagt nej. Selve konceptet var prøvet allerede i julehæftet 1919. Men efter bare fjerde brev løb serien ud i nogle rejsebreve fra hans rejse i England, og de refererede - helt ud i det romantiske - hans reale oplevelser.

Noget andet er at manden bag det surrealistiske manifest, André Breton, gik et klart ideologisk ærinde ved at understrege den kollektive revolutionære værdi i kultiske seancer som hypnosesøvn, sort-humoristiske måltider etc. Hans venner indtog narkotika for at slippe fantasien og drømmene løs. Surrealismen dyrkede kærligheden eller i virkeligheden seksualiteten som drivkraft og besætttelse. Breton rettede mange hårde angreb mod frafaldne surrealister, renest og mest smerteligt mod Max Ernst, som modtog en Biennalepris. For Breton var idé og personlig etik uadskillelige, det ideologiske fællesskab mellem ham og hans venner udsprang af et lidenskabeligt forbund. Men han var ideologen og dogmatikeren over dem alle.

Forfatteren Desmond Morris har i "Surrealisternes liv" (2018) beskrevet Bretons yderst nedsættende som en opblæst nar, en ubarmhjertig diktator, en erklæret sexist og en lusket hykler - men det var ham der beskrev og definerede surrealismen og forsvarede den mod omverdenen. Morris' bog omhandler udtrykkeligt surrealisternes liv, herunder deres seksualliv, men ikke de specifikke stilistiske træk og forskelle. Og det giver sig selv at skildringen af Breton må blive hård, fordi det vitterligt var denne dogmatiker der splittede bevægelsen. I Danmark var det kun Ejler Bille der var fanatisk og som derfor splittede den dansk bevægelse, kaldet 'Linjen'.

Jens Jørgen Thorsen har i sin fremragende bog om "Modernisme i Dansk malerkunst" karakteriseret Udstillingen januar 1935 Kubisme-Surrealisme som én af de bedste avantgarde-udstillinger der endnu har været vist i verden. Den viste eet af de væsentligske fænomener i moderne kunst, surrealismen, mens den endnu var fuld af debat. André Breton, havde som medarrangør selv gjort en stor del af udvalget sammen med Max Ernst og Erik Olson. Fra Danmark sås så fremragende folk som Freddie, Munch-Petersen, Franciska Clausen, Henry Herup og Bjerke-Petersen. Udstilingen blev en fængende ild, uden hvilken man næppe kan forestille sig den vending mod det spontane der skete på Kunstnernes Efterårsudstilling året efter, da Carl Henning Pedersen, Ejler Bille og Richard Mortensen blev stillet overfor Egill Jacobsens saftende penselsdans, de første spontane malerier.

Hos Bille og Mortensen vakte det stor bitterhed at de ikke var inviteret med til udstillingen i 1935. Og de gav Vilh. Bjerke Petersen skylden; Bjerke viste endog Bille ud af udstilling, da denne bad om lov til at sælge Liniens blad. Og Linien tabte på grund af pengemangel kampen over for det nye internordiske blad Konkretion. Efterfølgende udspandt der sig en hård debat mellem Bille, der dogmatisk fastholdt et overordnet æstetisk synspunkt, og Bjerke der stærkt understregede selve spontanitetens betydning og dermed den tendens Richard Mortensen og Asger Jorn morede sig med - inspireret af Freuds ideer. De dyrkede en overgang 'Den automatiske skrift'

'Indenfor og udenfor' (1938) - Meget stor lighed mellem verden inde på en anstalt og
verden udenfor. Men der er dog forskelle, når man ser godt efter.
Mange narre på begge sider, men dog også frihed udenfor.

Som kuriosum skal næves at psykiateren dr med. Paul J Reiter i august 1937 i tidsskriftet SAMLEREN havde en 6 sider lang artikel om 'Surrealismen - psykoanalyse - sindssyge', hvor han dels skriver, at man over for kunst har ret til også at spørge om det frembragte er udtryk for sundt eller sygt, dels resumerer: Surrealismen som kunstform har en tydelig pathologisk tendens der bl.a. viser sig ved at visse sindssyge - selv uden talent - besidder langt bedre forudsætninger for at producere ægte Freudsk surrealistisk kunst end surrealisterne selv!



De psykiske primærprocesser    
Til toppen  Næste

En af dybdepsykologiens vigtigste opdagelser er ifølge psykiateren Erling Jacobsen, at organiseringen af følelser er meget nært forbundet med organiseringen af tankerne. Der er ikke én måde at føle på og en anden måde at tænke på, men to måder at tænke og føle på, den ene er primærprocessen, hvor følelserne og tankerne er ustabile, og den anden er sekundærprocessen, hvor de er stabile.

At tanker og følelser er stabile i sekundærprocessen betyder, at der er knyttet stabile følelsestoner eller følelseskvaliteter til de sansninger, emotioner og forestillinger man har, således at man kan identificere og eventuelt genkalde billederne af dem. Denne evne til stabil binding af følelsestoner er nødvendig for at der kan udvikles først genstandsbevidsthed og siden jegbevidsthed hos barnet. Og evnen er ligeledes betingelsen for dannelse af sproget, herunder de logiske konstanter.

Hertil kommer, at sekundærprocessen sætter et menneske i stand til at stille de følelsesmæssige behov i bero eller helt ændre deres retning, fx ved sublimering. Hvorimod primærprocessen er indrettet sådan, at man ubetinget og øjeblikkeligt søger tilfredsstillelse af opståede behov, og at intense følelser kan oversvømme organismen og ødelægge dømmekraften. Evnen til at kunne holde pinagtige følelser og tanker borte fra bevidstheden, altså fortrængningen, beror også på evnen til at danne stabile følelsesbindinger.

Summarisk gælder for primærprocessen følgende:

Følelserne er ustabilt bundet, men kan til gengæld være intense.
De følelsesmæssige behov søges altid umiddelbart tilfredsstillet.
Intense følelser oversvømmer organismen og ødelægger dømmekraften.
Følelserne er forskydelige.
En del af en ting betragtes som udgørende hele tingen (pars pro totoreglen)
To ting der har den mindste lighed betragtes som fuldstændigt identiske.
Flere ting der har noget tilfælles betragtes som identiske (fortætning)
Der er intet skel mellem fantasi og virkelighed.
Der er intet skel mellem fortid, nutid og fremtid.
Der er intet skel mellem jeget og omgivelserne.
De logiske regler, specielt benægtelsen, er suspenderet (en ting og dens modsætning udtrykkes på samme måde).
Der er ofte ambivalens over for samme genstand.



Også humoren spiller på sammensmeltningen af begreber eller på ordenes tvetydighed. Specielt ironien benytter sig af primærprocessens lov om, at en ting kan betyde det samme som sin modsætning. Og for al humor, reklame og demagogi gælder jo iøvrigt, at den umiddelbare følelsesvirkning kvæles af analyse.

Kunst og musik har deres store force i, at de kan meddele sig til os på en følelsesladet, ofte intens måde, men uden præcision, uden eksakt tankeindhold og uden brug af de logiske konstanter. Surrealistisk kunst kan bevidst spille på ophævelsen af naturlovene, som fx tyngdekraften. Og musikken kan bevidst tilstræbe ophævelse af rumtiden, som fx i Richard Wagners "Tristan og Isolde", hvor de elskende orgastisk forenes i en musik der ophæver deres individuelle identitet. Wagners verden var i modsætning til Johan Sebastian Bachs tydeligt inddelt i "jeg" og "du", og hans musik tilstræber ophævelsen af denne dualitet. Bachs musik får derimod sit religiøse præg ved at foregå i en universel verden. Han havde mystiske oplevelser og skrev i vid udstrækning på disse - og derfor gav han altid Gud æren for det han skrev.

Også religionen berører vore dybeste følelser og gør det ofte i og med, at sekundærprocessen suspenderes. Jesu lignelser appellerer i højere grad til os end moralsk opbygglige taler. Mystikernes mål var at forene sig med det guddommelige i en radikal ophævelse af enhver form for normal jegbevidsthed. Men også paradokset kan benyttes til en systematisk suspension af intellektet og opnåelse af stor følelsesintensitet. For den intellektuelle Søren Kierkegaard var kristendommens store selvmodsigelse, at Gud (det evige) blev menneske (timeligt), netop i dette spekulative 'mysterium' lå et middel til at ophæve den logiske tænkning og åbne vejen for en følelsesmæssig oplevelse af så stor intensitet, at den måtte gentages i det uendelige.

For alle skabende aktiviteter - hvad enten der er tale om litteratur, billedkunst, musik, videnskab eller anden art - gælder, at der er tale om en kombination af primær- og sekundærprocessen. Hvis vi var tvunget til altid at holde os i samme tanke-eller forestillingsbane, og således forblive i sekundærprocessen, indtil den var gjort færdig, ville vi aldrig kunne udvide området for vor erkendelse. Men hvis vi slet ikke havde evner til at holde os inden for en bestemt tankebane eller matrice, ville al tænkning ende i skizofrent kaos. Der skal med andre ord være samarbejde mellem primær- og sekundærprocesserne, hvis der skal skabes nyt. For at kunne glide ud i frie associationer må man benytte sig af primærprocessens evne til at se forbindelser mellem ting der kun har et enkelt område tilfælles. Men skal det hele til sidst samles i et sammenhængende kunstværk eller videnskabeligt produkt, må der sekundærproces, præcision og konsekvens til.



Dagbog fra krigen    
Til toppen  Næste

Storm P.s dagbogsoptegnelse fra krigsåret 1941 blev ført på såkaldte 'kalenderblade', dvs afrivelige blade med fx et digt på en kalender. Alle er skrevet på Asgårdsvej og skal her kun gengives i kortest mulig form - primært med det formål at trække Storm P.s stemning under anden verdenskrig op. Han levede i og for sig et godt og trygt borgerligt liv - i vante rammer - og så mestendels kun ondskaben ude i verden, uden for landet. I en del af årene skrev han dagbogsblade til Berlingske Tidende, og de udkom i 1945 som "Dagbogsblade fra besættelsen" med forord af selveste Hans Brix. Men det ligger i besættelsens natur, at han måtte undgå enhver hentydning til overgreb fra tysk side mod danskerne. Det var de almene forhold og daglige besværligheder han beskrev. I det følgende skal de få bemærkninger om selve krigens gang fremhæves med fed skrift. - Jævnligt kommenterer Storm også sammenkomsterne i den specielle klub 'Dueordenen', hvis præsident han var, og som bl.a. talte flere vigtige personer i hans pressemæssige karriere, herunder chefredaktør Svend Aage Lund, kaldet 'Lange Lund' eller 'Long Fellow' på grund af højden - og Storms nære ven, redaktør og grosserer Busse Drechsel, der bl.a. satte melodi til Storms 'salme', digtet til moderen, og som i ordenen kaldtes dværgduen. Middagene var det vigtigste, men man havde også nogle logelignende ritualer af den art Storm P kunne lide. Men man undgår ikke at få indtrykket af at ordenens mange møder holdtes for Storm P.s skyld. Almindeligvis syntes han da også om dem. Men ind imellem indrømmer han at møderne har kedet ham.

Dueordenens medlemmer - med Storm P. som præsident.

1 jan 41 Den første dag i året. Megen sne er faldet i dag. I aften tuder vinden i skorstenen.
Fjerde jan: holdt foredrag i radioen "gode og dårlige tider'. Vennen, provst Michael Neiiendam ringede og takkede venligt. Stille veje, ikke så koldt - men mørke allevegne
8 jan krig, død ulykke - Fred Fred!
10 jan læste digteren Morgenstern. Jeg er en vild. Ellen! Kristian og Grete var her i aftes. En underlig dag - som om jeg gik ved siden af mig selv. Fred - Gud.
14 jan Ellen lille El - hovedpine, i seng det meste af dagen. Tapper og kærlig og mødt kun op og ordnede måltider. Gud jeg takker dig men hvad er jeg - hvad er jeg?
15 jan: Blev hidsig, fordi Krølle og Tot gøede i haven af Petersens hunde på vejen - sen aften. Blev hurtig rolig, lagde kabale med El, nogle gik op.
21 jan i aftes følte jeg mig hed og utilpas. Det var min bronkitis, jeg havde 38,2. Gik straks i seng og min elskede El gav mig sodavand og varm mælk og senere rødvinstoddy - Lå søndag og mandag - er nu feberfri og i arbejde. Jeg takker Gud og El.

24 jan om eftermiddagen var [maleren ]Svend Hammershøj på besøg. Jeg er ked at at være ved BT. Det er blevet så simpelt. - [et par udklip om krigen]
Anden febr 1941 - besøg af bibliotekar Schmidt Thieseldonk. En rar og behagelig mand, det var angåede tegninger til en ny ABC efter et fransk system. [altså ikke Ole Bole gik i skole, der blev lavet i 1927]
Kl 6½ 35. dueaften, herlig hyggelig dag. El havde stor succes med sin middag - Alt havde hun selv lavet med sin middag.
De første dag af februar: meget koldt - sus - krig - fugle og dyr sulter - Satan regerer - Gud hælpe os - febr fik renskrevet "Den forsvundne villa" til Branner [forlæggeren].

10 febr I går døde [svogeren] Poul Herman, befriet for alle lidelser - i Guds kære navn - Et forfejlet liv - en stakkels. Fred for lille Olga [søsteren] der trods alt holdt ud - begravet Vestre Kirkegård. [Svogeren havde efter en alvorlig ulykke fået en varig hjerneskade]
11 febr El og jeg til middag hos Busse.
14 febr Asger Fischer [forlægger[ var til frokost- Vi planlagde en lille mindebog om min dejlige Grog
19 febr læst at Paul Klee er død [schweizisk maler, grafiker og kunstteoretiker som SP satte stor pris på og var påvirket af.]
12 febr var i dårligt humør til frokost. Var gal på mig selv - Fortrød det - derefter god - Arbejdssky - skriver på detektivhistorier. Et slemt arbejde
22 febr snevejr - arbejde - fred og ro i mit kolde hus - El, Krølle, Tot og fuglene - Sne - krig - vinter
26 febr [søsteren] Olga var her til frokost. En lille mager fugl. Men med humøret i behold. Stakkels pige.
1 marts 41 Ved frokosten kunne El ikke spise, men måtte gå op i seng. Stærk hovedpine, senere blev det værre, hævet i ansigtet. Doktor frk. Lindhardt kom og gav El morfinindsprøjtning.
3 marts hos duebrødrene - Busse
5 marts: Frokost i Wivex med [tegneren Herluf] Jensenius - Bladtegnerne udsender en bog om mig til min 60 års dag [19.9.42]
6 marts Preben Wilman vil skrive en bog om mig. Har meget kval med 'detektyvehistorierne' - De er vanskelige at skrive.
9 marts - El havde spleen i aftes
12 marts Dejlig arbejdsdag - Dejlige El - Dejlige hunde - Dejlig mad - pibe - tobag - fred og ro - aften smukt måneskin - Hvorfor så krig - hvorfor ???
13 marts - Mit manuskript i orden til 'Detektyvehistorier' - skal gennemgå tegningerne - El har mnuskript færdig til Grogbogen - Skal gennemgå tegningerne. En dejlig dag - solskin og blå himel - Svend Hammsershøj var her i aftes - og fik en whisky eller to - hyggeligt.
15 marts til møde hos højesteretssagfører Svane med Struckmann, Anton Hansen, Riseby, Kræsten Iversen ang. Den Frie udstilling, fest i håndværkerforeningen - Dejlig aften - Har tegnet karikaturer af Vilh. Hammershøjs "5 portrætter" til festen. [SP lavede 8-10 store og festlige parafraser over flere medlemmers billeder]
16 marts 41 Hele dagen har El haft hovedpine, trods alt lavet frokost. Jeg er træt - jeg er træt - jeg har altfor meget at bestille. Tot og Krølle var så gode. Ellen, Gid natten må tage den hovedpine.
20 marts - El havde næseblod i dag [forvarslet om den kommende sygdom] - hun er sløj siger hun. …. Krig, uvished og dog kommer foråret
22 marts Frokost - barber - Zoologisk Have. Hyggelig tur. El og Lise ordnede atelier - arbejde. Arbejde. Den forbandede krig ødelægger alting. Begsort nat - men en dag vil solen skinne
21 marts forbandede krig - djævelskab og løgn - Satans værk
30 marts hyggelig fokost hos Svend og Anne Hammershøj på Ludvigsminde

5 april var oppe hos Herman Wedels atelier Nybrovej 2. Han tegnede mit portræt op - hyggeligt havde vi det.
6 april Jugoslavien og Grækenland i dag med i krigen [angrebet af Tyskland]. Addis Abbeba faldet.
8 april - El blev i dag interviewet af Karsten Nissen og tegnet af Gerda Ploug Sarp i anledning af sin 50 års dag. Fred og arbejde - idiotisk krig
9 april en smuk og sympatisk artikel om El i Berl. Aften. - Fred og arbejde - Krigen trætter. Gud, hvad er meningen med mennesket, kirken, kulturen - alle ting?
10 apil hos Herman Vedel - gik ud og hjem. Sol og køligt vejr - dejlig dag - Johannes Holbek. Ensor. Der mangle mening i tingene
11 april Els fødselsdag - en hyggelig og dejlig aften. Middag fra Davidsen
15 april hos Vedel - god fremgang med portrættet. Dueaften hos Frederik [Rothe] - hyggeligt og kedeligt - Nervøs. Krig. Dumhed, idiotisk
16 april Man taler om at kvinden er svag - og dog bliver der ofte påbyrdet et kvindehjerte en centner byrd uden at det brister - var i eftermiddags i Carlton (bio) og se Charles Laughton i Notre Dame [Klokkeren fra Notre Dame] - Arbejde og ro - og ude en latterlig ynkværdig verden af idioter
Samme dag - Svend Hammershøj - hyggelig aften - Bindesbøll - whisky og piber til 12½.
Anden maj Tegnede i [Frederiksberg kirkes] menighedshuset. Pastor Lange holdt tale og jeg takkede - Og dette burde være min sidste optræden,
fordi nu vil jeg gerne male, skrive og tegne - El på auktion. For 38 kr købte hun en dejlig gammel antik fonograf.
Tredje maj i Divan 2 med [duebrødrene] Busse, Lange Lund, Fille og Carl Kyhn!
Dårligt - ikke morsomt. Hjemme allerbedst
Fjerde maj var i eftermiddag på kirkegården med forglemmigejer - fars 87 års fødselsdag - Elskede, gode far - fri for alle verdens sorger - Stille arbejde - stille regn - stille søndag.
Syvende maj I går rykkede [kejser] Haili Selassi ind i Abessinien.
Tolvte maj - God dueaften - træt af krig og ufred - gammel
Sekstende maj til fødselsdag hos Aage Bentzen i Hellerup. Billedhugger Wedekind - Chr. Rimestad - Einar Juul - Robert. Neiiendam - Red. Schouw og frue - Hyggelig stille middag og en morsom aften - maj sol og skyer - blomster i haven, arbejde, vente - radio; krig dumhed i svineri - Fallit med alle, alle, løgn og humbug
samme dag - Asger Fischer til frokost - han kom med første eksemplar af 'Min hund Grog' - hyggeligt
[fra og med 22. maj mange notater om Ellen og hendes alvorlige sygdom]

8 juni 41 færdig med Münchhausen - hurra - Og med Mark Twain - Dueaften hos Busse - men hjemme bedst - Føler mig helt lykkelig hos min elskede



- Du, Herodot, nu ska' studenterne lære menske'kundskab.
- Det ska' de være meget forsigtige med - det sinker så gevaldigt! (1941)

12 juni - Dejlig frokost. Vedel, tegneren Carl Jensen var inde at hilse på i atelieret - Senere kom grevinde Ahlefeldt Laursen - en morsom dame.
14 juni første møde hos Preben Vilman - en hyggelig ung mand som vil skrive om mig
16 juni middag hos Frederik, Fille, Busse, Kyhn og Lange Lund (dueaften) - Dejligt og kedeligt. Hjemme 11½. Fred ved mit kære tegnebrædt Senere samme dag: Lille Ellemor stærk hovedpine
Nittende juni - Til frokost i Tivoli hos Peter Heering - [likørproducenten] alle duebrødrene - jeg gik 2½ - det var ikke morsomt
20 juni 1941 middag 6½ Michael og Lise Neiiendam - Aage og Irene Bentzon, Otto og Sonja Kehler, Carl Kyhn. Dejlige rejer og lammesteg, ost, jordbær og alt godt - En hyggelig og yndig aften - alle gik 12 1/4
28 juni møde med bl.a. professor Elling om tegninger til Holbergs 'Niels Klim' - En meget fornøjelig time med sherry, whisky og cigarer. Ny Carlsberg Fonden står bag
7 juli 41 Før frokost cykletur til Sydhavnen - Dejlig frokost 6½ hos Carl Kyhn i Ny Toldbodgade - Hyggelig dueaften - kørte ind på cykel - og hjem i bil med Frederik og Busse.
10 juli 41 Busse var her til middag - vi gabede begge to. Der mangler noget at tale om
11 juli har fået en ung pige Astrid til at gå morgen og aften med Krølle og Tot.
15 juli arbejde på Niels Klim og andre ting - Aften ødelagt af Krølle som stiller sig og snuser alle vegne når jeg går tur med ham. Han er en meget vanskelig hund.
17 juli [afdelingschef i Statsradiofonien Jens] Rosenkjær fra radioen i tlf om en serie foredrag
Tyvende juli på cykel til kirkegården og sad ved fars og mors grav. Der hviler også min kære Mads - jeg var i ve og vånde - ufred i sjælen - Ved frokosten blev jeg heftig og sindet løb af med mig. Alt for meget arbejde - og krigen gør mig uligevægtig - Dagen sled sig frem - grå og trist - Kære Kære elskede El hvor jeg dog fortryder denne dag - Du allermindst fortjener.
30 juli på radioen 18.45 med 'De gratis fornøjelser' - Charles (Wilken) ringede op kl 12 og var begejstret
Første august - I morges kom der tørv fra landet. El og Lise arbejdede. Jeg var i dårligt humor. Senere stærk regn - Er i dag begyndt på maleriet 'Tilfredshedens port'. Tegnede hele tiden - i aftes på Niels Klim. Er træt af krig og uvished

2 aug slettede maleriet 'Tilfredshedens port' ud. Begynder måske på et nyt.
4 aug er ikke meget værd - når ikke man gør det bedre. Lille kone er hjemme.
1941 9 august kl 3½ sad jeg og skrev tekster til 'Mine opfindelser'. Men jeg fik ondt over ryggen. Det blev værre og værre. Omtrent som for 8 år siden - på Amicisvej. Jeg gik i seng . De var nyrekolik. Kl 4 kom den kære dr. Falborg. Jeg følte mig straks bedre
Jeg tænker en lille sten er gået. Jeg fik morfinindsprøjtning. Noget efter kom en lile sort sten. Så huskede jeg det godt og har intet siden mærket. Gud ske tak og lov
Tolvte aug i dag færdig med Mine opfindelser. Og den omvendte verden
Sekstende aug flyvemaskiner i den mørke nat. Hvad er det dog for en verden
Følgende dage: begyndte at tegne på Sætternissen - interview med Rechendorff til BT - 25 års numre med Peter og Ping 23 aug El fik feber 28 og gik i seng - Frk Lindhardt mente det måtte være den såkaldt Roskildesyge
24 aug var sløj da jeg vågnede, blev liggende til 1½ - Spiser intet - kunne intet bestille - BT fik ingen dagbog - i seng kl 5 - kulde og sved. 10½ aften opkastning og flere gange WC. Kort sagt Roskildesygen
26 aug Carlsbergfonden glade for Niels Klim
25 aug 41 Flyvemaskiner - Krig - Dumhed
30 aug 41 til fest for BT - 25 års jubilæum hos Oskar Davidsen - 48 personer, kedelig aften, kedelig mad - Mange taler, kedelige mennesker, gik hjem kl 11 - Her er bedst hos min elskede lille kone og mine drenge [de to hunde]
31 aug en dejlig søndag i fred og ro med arbejde og hygge - Er begyndt på bindet til Mich Neiiendam - 'Rampelys og Stjerneskær' - En velsignet dag hos El i vort hus.



Som supplement kan nævnes at Storm P. udover den nævnte 'Dueorden' også var medlem af det danske 'Sherlock Holmes Selskab' fra dets oprettelse i 1946 til sin død. Han var næsten selvskreven medlem, da han fra sin tidlige ungdom havde elsket Conan Doyles fortællinger om den hyggelige og altid piberygende detektiv Sherlocks Holmes og hans spørgende ven dr. Watson. Ja, Storm P. lavede en frit fabulerende tegneserie om denne mesterdetektiv. Og han blev fra starten den hemmelig klubs præsident. Alt dette har forfatteren Palle Schantz Lauridsen sidste år udgivet en herlig bog om, der kort og godt hedder 'Storm og Sherlock', og som gengiver samtlige Storms tegninger i serien. Selskabet var en følge af en kronik i Politiken af kunsthistorikeren, professor Christan Elling om hvordan der så ud i Sherlocks Holmes' lejlighed i Bakerstreet i London.



Kærlighed, småborgerlighed og sygdom    
Til toppen  Næste

Når der var så store spring i Robert Storm Petersens sædvanlige dagbogoptegnelser i de sidste tyve år som der var, skyldes det både arbejdsbyrden og den særlige, helt private dagbog som han førte sammen med sin hustru Ellen i en særlig notesbog, og som primært var udveksling af kærlighedserklæringer mellem dem. Den hemmelige notesbog som kun få har fået adgang til at læse er derfor på museet blevet kaldt "Kærlighedsbogen", og dens særlige karakter har udspring i det forhold at døgnrytmen for Robert og Ellen var vidt forskellig. Ellen gik relativt tidligt og regelmæssigt i seng om aftenen, men Robert gik meget sent i seng og faktisk havde de længste og bedste arbejdstimer om natten, hvor han kunne nyde stilheden i huset.

Villaen på Asgaardsvej 17 (foto 2018)

De følgende uddrag bringes i kronologisk orden og skal primært gengives for at vise det meget særegne forhold mellem ægteparret der i høj grad viser at det var Ellen der tog sig af de praktiske opgaver i husholdningen, så Robert kunne få fred og ro til sin kunstneriske udfoldelse, men sandelig også dokumenterer at de virkelig holdt af hinanden, og at Robert var dybt afhængig af støtten fra Ellen. Dette ses ikke mindst i den månedlange periode i efteråret 1947 hvor Ellen var alvorligt syg af en ondartet form for noget så banalt som næseblod, som de dygtige læger på Frederiksberg hospital havde yderst svært ved at få under kontrol. Storm P.s optegnelser i denne tid dokumenterer side for side hans meget store savn og fortvivlelse.

De titulerer hinanden henholdsvis El og Ro - og tonen fra Roberts side bliver efter min mening sentimental til det kælne og med brug af det dengang gængse 'farmand' og 'lillemor', men den viser nu engang en side af manden som vi ellers ikke støder på nogen steder. Men omvendt bekræfter den samtidig undertegnedes klare fornemmelse af at Ellen ikke forstod Robert i hans inderste kerne og derfor heller ikke udadtil lod ham fremstå som det hele og til stadighed sårbare og humørsvingende menneske han var. Hun karakteriserede ham efter hans død som en 'bedsteborger', og det var også som sådan han i de sidste femten år på Asgårdsvej fremstod i offentligheden, men det var noget hun bevidst ønskede og sørgede for at pressen altid fik at se, når den fx fik adgang til hjemmet ved de efterhånden utallige interviews. Man forstår godt at Storm P.s ven, redaktør Svend Rindsholdt blev overrasket da han første gang besøgte Storm P. for at aftale nærmere om tegninger til Berlingske. For ham lignede hjemmet nemlig nærmest et decideret præstehjem, hvor han havde ventet et kunstnerhjem.

Ellen Storm Petersens holdning kom klart til udtryk da Storm P. i 1929 fik sit portræt malet af Arne Lofthus til Frederiksborgmuseets portrætsamling. Det er et fint og vellignende billede af en afslappet Storm P. i hjemmefrakke og med sin kære hund ved siden. Men portrættet passede ikke i den ambitiøse Ellens forestillinger, så hun fik nedlagt forbud mod at museet udstillede det. Det blev sendt i magasinet - og senere erhvervet af Storm P.museet.


Arne Lofthus' fine portræt af Storm P.



Et andet tegn på at Ellen Storm Petersen uden tvivl kontrollerede sin mand for meget, er at han fik en aftale med BT om at lade visse honorarer gå direkte til ham selv, så han ikke skulle aflægge regnskab for alle sine udgifter over for Ellen, fx til antikvariske bøger han faldt for og købte hos sin gode ven i den nærmeste antikvarboghandel på Frederiksberg allé, hvor han næsten kom dagligt.

Man må nøgternt gøre det op på den måde at Robert Storm Petersen livet igennem levede i et traditionelt patriarkalsk ægteskab, hvor manden var familiehovedet - uanset stillingen i samfundet og uanset økonomien. Og hvor han også trivedes godt i herre-klubber og -loger. Men hvor han samtidig ikke kunne undvære den tryghed og kærlighed kvinden står for, og som kan føre til mandens forgudelse af moderskikkelsen og dermed også til en ganske særlig, meget uprotestantisk Madonnadyrkelse. Kvinden er så at sige enten en luder der sælger sin krop eller en ren Madonna. Og Storm P. malede og tegnede heller ikke nogen moderne, frigjort og selvstændig kvinde, men gjorde fx. åbenlyst grin med Thit Jensen og hendes frivillige moderskab, der i hans revy bliver til 'Frivillig Mo'erskab'.

Der blev med andre ord i hans tilfælde hverken tale om reel ligestilling i hverdagen eller i eksistensforståelsen. Storm P.s forhold til kvinden må karakteriseres som yderst gammeldags. Hans livshistorie kan vore dage først og fremmest bruges til at gennemskue hvor fejlen ligger, nemlig i at ingen af kønnene fuldt ud bliver bevidste om at kønsforskellen er både biologisk-hormonal og åndelig-eksistentiel, hvorfor en ren juridisk ligestilling eller kamp om rettigheder aldrig fører til ligeværdighed. Et tidssvarende, ægte og komplementært forhold mellem mand og kvinde kan aldrig komme uden om de fundamentale biologiske eller psykiske forskelle, men kan til gengæld altid vinde ved bevidstgørelse.

HER SKULLE UDFØRLIGE UDDRAG AF DEN SPECIELLE DAGBOG FORT&AELIG;LLE KONKRET OM STORM P.S &AELIG;GTESKAB.

MEN CENRUEN AF 2019 HAR IKKE TILLADT DET.





Hunden Grog afspejler ophavsmanden selv    
Til toppen  Næste

I 1941 udsendte Fischers Forlag den første Grog-bog: 'Min hund Grog', der efterfulges af 6-7 andre og kom i genoptryk. Det var populære bøger da uhyre mange mennesker holder af hunde ligesom Storm P. og af gode grunde betragter dyret som menneskets bedste ven. Hunden er nemlig uden svig, hvis den blot behandles ordentlig, får mad og husly, en kurv at sove i og får sine daglige spadsereture og på disse får opfyldt deres største behov, at snuse til verden. Lad os bare høre hvad Grog kunne fortælle:

Indledning: Man kan leve livet med hovedet i inderlommen. Men man kan også være lydhør for klaverspil fra en havestue en sommeraften hvor alle roser dufter - og det kalder man sentimentalitet. Man kan være moderne og leve i en ståltid med hævet pande og sammenbidt vilje og alligevel være ud af stand til at betale sin skomager. Men man kan også leve som det lille græsstrå man i virkeligheden er, det gjorde Grog - min elskede ven - han levede i en tid, da man ikke gik i bånd. Denne lille bog er nogle blade af hans liv - han var glad for livet - og det er måske meningen med det.

Ølmanden er en sjov fyr - han er en slags sportsmand - hver gang jeg - Rulle, Sjokke eller en af de andre i koret kommer forbi - så stå han ved en af sine ølkasser og siger Buh - ha ha - han vil åbenbart forskrække os - - bag fra ser han allermest sjov ud - hans bukser ligner et bedrøvet ansigt - og nakken tre spegepølser. Men Rulle og jeg er ved at omkomme af latter, når han bøjer sig ned imod os og udstøder sit Buh! Så bliver han nemlig blå i hovedet - men det hjælper, når han atter rejser sig op - så tager farven af - bliver mørkerød - og lidt efter - den naturlige røde farve, som en mand har, der færdes i fri luft. Jovist er han skikkelig - det er bare hans menneskelige naivitet, vi ler af. Tænke sig - at sådan en stor tyk mand vil forskrække to små vimse hunde! Vi er mindst to veje væk, inden han få rettet sig op. Vi kender mere til livet, end mange af de tobenede aner - vi kender også den gamle arrige herre, hvis største glæde er at stikke en paraplyspids ned i ryggen på os - men vi ved besked - hans fjederstøvler har fortalt os det for længe siden. De knirkede og ømmede sig og sagde: - Se - er det ikke grusomt - ham skal vi slæbe rundt på - dag efter dag! Vi hunde forstår så mange ting - Støvlernes sprog - en dørs knirken - et blik fra gode øjne og solens skin - og blæsten der synger.

Det må være underligt at være gulvmåtte - uhyggeligt må det være, at ligge der uden for døren på den kolde trappe og være våd og snavset. Tålmodigt må den ligge og lade sig træde på og puffes og stødes hele dagen og så oven i købet en gang imellem blive smidt ned i gården og få en ordentlig omgang klø med et spanskrør. Uf - sikke en tilværelse. Å - hvor der det dejligt at kunne springe omkring på sine fire ben, at løbe gennem haver og langs stakitter og opleve mærkelige og sjove ting.

Her fra min kurv kan jeg se den sorte nat uden for vinduet - og lægger jeg hovedet lidt ud over kanten kan jeg se den store, funklende stjerne - der glimter ned til mig - som om den ville sige: vær glad lille hund - vær glad for din kurv - og jeg føjer mig deri og er glad for kurven - for jeg er glad for den alligevel! Nu hørte jeg en damper tude - det er underligt, man kan høre den helt herind - men de har talt om det ved bordet - det er en damper - og det er ude på havet - - og den sejler - og den siger sådan noget en gang imellem - fordi alt og alle nu til dags - skal have noget at have sagt. - Det er længe siden, jeg har set havet - undtagen i Frederiksberg Have - men der er det smalt - og så er der ingen måger . ingen rigtige måger, - for de måger, der ganske roligt slår sig ned mellem ænderne, dem kan man ikke regne med. Det er som at være løve i et brødudsalg. Buller og Tom lå i græsset og rullede, da jeg kom i dag - at de gider - i den varme - men Tom er ungdommelig og Buller har kløen på ryggen - så må må jo bære over med dem. - Ja, det er længe siden jeg har set havet - - men holder vejret sig - så ser jeg det nok en skønne dag. Og skoven - og de brune, skinnende heste på den store mark. Halløj - hvem ligger derinde i skyggen under bænken? - Det er Sjokke og Rulle - der er magelig plads til mig også.

Det var henimod aften, blæsten kom - den løftede mine ørelapper og strøg køligt hen over min sorte snude - og sang så blideligt gennem stakittets tremmer - sin gamle kendte melodi: Jeg vil blæse jer alle sammen et stykke -! Den kan synge det blidt - men den kan også brøle det ud - så gamle aviser forskrækkede farer hen og gemmer sig i havens tavseste krog. - Du kære kloge blæst - du er som et ord i rette tid - du sletter ud og fejer ud - du renser luften og får skyerne i gang. Du får laget til at smelde og røgen til at hvirvle af sted og forsvinde - og de store træeer bukker og nejer af bare ærbødighed. Bevares - bevares - vi bøjer os - selv de største af os bøjer os ærbødigt. Jeg står med min sorte våde snude lige imod dig og bilder mig så meget ind - Du regner ikke med mig - du vfter op i mine lokker og går videre - der er så meget, du skal kærtegne på din vej, radioantennen skal gynge deroppe på taget - tulipanerne skal vugge og kysse hinanden - og der kommer Rulle - han misser med øjnene - han er så lavbenet, at støvet så nemt flyver op i hans øjne. Automobilene summer og suser forbi - men de er som sølle små insekter ved siden af dit herlige sus i trætoppene. Sjokke kan ikke lide blæsten, han kan ikke fordrage at få hårene strøget den gale vej.



Det regner - alting er vådt. Men under verandaen er der dejligt tørt, og her ligger jeg og ser på røgen fra skorstenene derovre på det høje grå hus - Den hænger dovent i luften. - Rulle kom luskende - drivende våd - men i godt humør - han lægger sig inde hos mig på den gamle måtte og fortæller, at han har søgt i hele kvarteret - men der var ikke en eneste ordentlig hund på gaden. Det er underligt nok - dette vejr kalder man jo ellers hundevejr. Vi lå lidt og nød lyden af regndråbernes trommen på lysthustaget. Så sagde Rulle: - Er du bange for at blive våd? - Nå - bange kan jeg ikke sige - men det ubehageligt. - Jamen hvis du nu skulle vælge imellem et yderst frisk kabonadeben og blive våd - eller ingen ben - og være tør. - - Jeg siger ben - sagde jeg - og så fo'r vi afsted i regnen - hjem til Rulle - der var to til hver.

Jeg er alene hjemme - jeg ligger i den mørke stue og lytter til dert store urs dik-dak. Sindigt - og stadig det samme dik-dak. Diogenes fortalte mig at urets dikken var tidens skridt og hver gang der lød et dik eller dak - tog tiden et skridt. For længst er Diogenes borte - jeg savner ham - var det urets skyld? Tidens skridt - så og så mange - og så standser skridtene ud for en eller anden - tiden vil ikke mere - men den har jo også så meget at passe. Diogenes - kære, gamle ven, hvor jeg dog længes efter dig. Her ligger jeg på min bløde pude og tænker på alt og på ingen ting - men bag alt og ingenting ser jeg dit gamle, grå hoved og dine kloge øjne, der skinnede som solen en forårsdag. Alle mine venner er gode gutter men du er som du er, du kunne fortælle mig om alt og alle ting - de løber bare med tungen ud af halsen og tænker på mad og drikke.



Det vil fremgå at hunden Grog og hans venner er elskelige væsener der naturligvis lige som børn kan finde på gale streger, men tilgives, fordi de ikke ved bedre. Storm P. selv oplevede dog at blive bidt i fingeren, og han brokkede sig en anden gang over at hans hund, ikke bare travede ud af fortovet med sin ejer uden ophold, men absolut skulle standse hvert andet øjeblik for at snuse til et eller andet. Det forstod Storm P. ikke, og man kan heller ikke i fortællingerne se at han havde det store kendskab til de firbenede venners psykologi (ligesom han heller ikke havde det til pingviners psykologi). - Men det er slet ikke meningen med Grogbøgerne. De handler tværtimod ikke om hunden, men om ham selv. Grog er mig selv, sagde han ligeud til Ekstrabladet den 28.5.41. Han ville ønske at livet var som Grog opfatter det i bogen, at han selv havde opfattet det således, så var det nemlig værd at leve.

Men så ved vi det: Grogbøgerne skal slet ikke læses som hundebøger, men som naive fortællinger om Storm P. og hans verden.



I 1943 fortæller han løst om 'Vor ven Grog'

Når der er gået en time, slår det gamle ur nogle slag. Det er ganske godt regnet ud - endskønt det er ganske unødvendigt med de slag, når man kan se på uret, hvad klokken er. Det er så mange ting der er unødvendige. Det er nat, og luften er lummer og stille - jeg sidder i den åbne verandadør og hører pustene fra fiskernes motorbåde, der går ud. Ovre på den svenske kyst ses fiskernes åleblus - jo, jo - det stille vand har de mange ål. Både efter båd tøffer forbi - men de er tavse, de gode fiskere, der sidder deri. Hvad er det også at snakke om - de har snakket af for længe siden. Under bådene, i det dybe, mørke vand, går fiskene i deres vældige rige - de aner intet om net og kroge - de svømmer gennem de store tangskove og over de høje sandbakker, som om der var fred og ingen fare. At være så dum som en torsk - må vel komme af, at torsken lader sig fange - Ja, hvad ved jeg. -

Oppe på naboens skorsten sidder en vindfløj - set fra siden ligner den hovedet af en gammel kriger med hjelm. Til daglig - i stille vejr - sidder han ganske stille og skuer ud over et eller andet verdenshjørne - men i blæst får han travlt - så snurrer han rundt og ser bister ud - og kan slet ikke bestemme sig til noget. Lige som han er faldet til ro - må han igen til at røre på sig - først til venstre - så til højre - og måske et par gange helt rundt. Hele dagen går på den måde - - det er en underlig bestilling. Jeg drejer hovedet som jeg vil - selv om det er lige mod vinden, så ørerne står bagud og sandet flyver mig i snuden. Men selvfølgelig - vindfløjen gør jo sin gavn - man skal aldrig foragte en nyttig borger, selvom han drejer med vinden - det kan have sin betydning. I dag så jeg en ål komme ud fra tangen, da jeg dykkede under badebroen. Jeg véd ikke - men der er noget uhyggelig ved sådan en fyr - den ligner en snog - men den skal jo være så vidunderlig i gelé - og den slags bøjer jeg mig for. Max fortalte mig i morges, at han havde fået et skinkeben, der var dobbelt så stort som han selv - det var ikke gravet ned - det gad han ikke - han spiste det hele på én gang - så er der ikke noget at spekulere på.



Alting er mystisk - så længe man ikke kendet det. Skoven - mosen - skyerne og stjernerne - den mørke nat og tykmælk - ja, mange, mange andre ting var mystiske for mig - men nu kender jeg dem - og elsker dem. Man er bange for det mystiske - man er ikke rigtig modig - Jeg var bange for en snørestøvle, da jeg var lille. Men nu kender jeg natten - kender stjernerne og havet, suset i skoven, når mørket falder på, forskrækker mig ikke mere. Kun cyklisterne. Når man i mørket stilfærdigt går på vejen - kan det sket der kommer et par cyklister - uden lygter - kører de i grus, er jeg klar over det - det lyder som stegt flæsk på en pande - Men på den jævne jordvej - uha. Lige med eet stryger de lydløst forbi - og deres tarvelige udtryk er altid: "For satan hund"! - Ja, altid. Jeg har aldrig hørt andet, end det samme - en smule varieret. Men - vejen er for mig - for skrubtudser og frøer - for snegle og biller. Ikke for cyklister uden lygte. Det er naturens orden - cyklisterne blev opfundet mange tusinde år efter os - og derfor har de pligter. Ja - jeg tager det nu ikke så alvorligt - jeg har gode øren - men sneglen og skrubtudsem, der tror, at hele vejen endnu er et paradis. Dumme fjols - var der een, der råbte. Det kan vel ikke være mig - han mente. Det var var vel bare en præsentation.

Det er underligt, nu er jeg hjemme igen og allerede nu savner jeg skoven og søen. Ganske vist er det sjovt at se omnibussernes store hjul og skomagerens poliske ansigt, der af og til stikker op af kældertrappen. Mejeriet, med den yndige, buttede pige - hun ser så sød ud mellem alle smørbøtterne. Den gamle komiske mand, der går i byen for isenkræmmeren - hvor han og ser alvorlige ud - men mon han egentlig er det? Er det ikke bare den nedfaldne flip og den lang hals - og så fordi han selv véd han ser komisk ud. Skoven - solens glitren mellem stammerne - dér, en sten omgivet af små blomster og græs, som ikke kan beskrives - - - små fine, grønne tanker; der går lige ud i luften - og forsvinder. - Alting forsvinder - det er det kedelige ved det. - Skyerne kan være nok så skønne og vældige og dog forsvinder de. Men her på vejen er også dejligt - et fortov dér og et fortov her og vejen midt imellem. Villaerne flytter sig ikke - de ligger tungt i de store have - Lygtepælen står sin ensomme vagt på hjørnet - Her er så stille og fredeligt, mens jeg sjokker af. - Nu kommer der en flok børn på rulleskøjter - hu - hej - jeg må op på fortovet. De ler overgivne og støjer af sted, inde i haverne står de skønneste blomster og drømmer ved højlys dag.

Sådan er livet - lige med eet er det borte. Det var et vovestykke - jeg sagde det til den - men den ville ikke høre. Det var en lille larve, en målerlarve - en af disse underlige fyre, der strækker sig og lige med eet krummer sig sammen - gang efter gang. Den vovede sig over vejen - det var jo en verden, den skulle over - fra have til have. Skridt for skridt ville den bane sig vej. Men den kendte intet til automobilet - og derfor kom den kun et lille bitte stykke ud - så var den væk - en droske rullede nok så sorgløst over den - og nu var den væk. Jeg sad og så på det sted, den krøb - men den var der ikke mere. Jeg sagde det til Buller og Vims - de gloede på stedet - Buller med sit ene hvasse krigerøje. Ja - sagde han - larven var en dårlig strateg og så snoede han sit store overskæg - og så bistert frem for sig med sit ene øje. Senere på dagen spurgte jeg Rulle, om han vidste hvad strateg er? Næh - sagde Rulle - det véd jeg ikke - men jeg ved, hvad fyldt hvidkålshoved er - navnlig fyldet - - vil du med? Så halsede vi af sted - værs'artig - hver sin store portion.



I 1943 hedder fortællingen 'Grog og resten af kompagniet':

Solen er en mægtig herre, så overstrømmende varm i sin hilsen til Jorden - næsten for varm - navnlig for os hunde, der har tyk pels - vi må gå med åben mund for at blive kølet lidt af indvendig. Men en skønne dag vil himlen kalde skyerne sammen, og solen vil ligge gemt bag kølige dyner - og så vil skyerne, når de ser jorden, give sig til at græde af medlidenhed med de tørre marker og de gispende hunde i tykke pelse. Så viseligt er alt indrettet, at vi hunde kan spekulere, så længe vi vil, på livets gåder, så er vi dog intet mod solen og regnen - vi kan ikke selv bestemme - ikke kommandere snefnug ned en gloende hed dag - næh, vi kan bare sludre og vrøvle akkurat ligesom grønthandleren og skomageren, når de har fundet hinanden på hjørnet og begge ser dybsindige ud. - Efter sol kommer regn, og efter regn kommer sol - det er så ligetil og dog så uendelig indviklet.

Dagen har været fredelig - langt borte fra gutterne derhjemme. Jeg ligger på den øde strandbred ved det blå hav - de store sten i sandet lyser i solen. Himlen er rolig og dog skimtes langt borte nogle små, mørke skyer. Efter varmen at dømme skulle vi have regn i aften men mågerne mener ikke, det bliver regn, og de kender jo vejr og vind. Hele dagen har jeg ligget her i solen - engang da jeg vågnede, troede jeg, at jeg var stegt og lå på et fad omgivet af brunede kartofler - og jeg gøs og fik sand i munden - så sov jeg ind igen. Snart vil solen gå ned, så er der herligt køligt på græsplænen - det er morsomt at ligge ganske stille og se spurvene tage bad i fuglekummen.

Først troede jeg, det var stjernerne der flyttede sig - det så så mærkeligt ud - den ene var grøn , men da jeg hørte lyden, forstod jeg, at det var en flyvemaskine med lys på. Den fløj i den stille sommernat - jeg lå på sofaen i den store, rødtærnede plaid og kunne se ud over haven gennem den åbne verandadør. Det er underligt at tænke på at ikke engang natten må være i fred - for længst er alle fugle gået i reden - fluerne sidder nok så pænt under loftet - havet ligger stille, og alle træer og buske i haven sover. Men den store, skønne himmel med de tavse stjerner forstyrres af en støjende maskine med latterlige lygter på siderne. Men dem om det - som hund må man finde sig i meget, og snart lærer jeg vel at kende forskel på elektriske lamper og stjerner. Jeg ligger på den røde plaid, snart vil min herre slukke lampe, og jeg vil krybe op i min kurv og drømme, jeg sejler dér højt oppe mellem de tavse stjerner.

Jeg ligger i min kurv - jeg ligger her i stuen og er alene hjemme, men jeg ved at snart vil min herres fodtrin høres derude på fortovet og det lille lette stød af stokken, når den rammer flisen. - Jeg ligger som indhyldet i stilhed - urenes dikken forhøjer kun stilheden - det knækkede i den gamle dragkiste - og den har det vel for varmt - den er så gammel og har lov til at ømme sig lidt i ryggen - benene er helt krumme, ligesom Lauras, den lille daks. - Jeg må op nu - jo, jeg tager ikke fejl, den kære lyd af stokken - nu kommer min herre, nu skrår han over vejen - lyden bliver svagere over asfalten - nu gik lågen - raslen af nøgler - og i hans frakke hænger tåget aftenluft. Snart er lampen tændt - jeg ligger og ser på min herre, der sidder bøjet over skrivebordet. Inderlig taknemmelig lægger jeg mig til rette for en lille lur - nu er min herre i huset.



I 'Grog og hans kammerater' (1948 eller 49) hører vi:

Ord tager tid - og mange ord tager mere tid. Her ligger jeg i min kurv, i skyggen af den store reol; der står den gamle bog med den lille grønne mand - men han kommer ikke frem i aften - her er for megen støj. Her er mænd med digre skæg - tykke mænd med for små flipper - lange tynde mænd med tænksomt udtryk, som vadefugle. Diskussionen går sin gang - som et frådende hav - højt op på de skummende bølger - af og til en pause - en pinlig pause, hvor man kan høre det rumler i maven på en eller anden af de iltre herrer. Jeg vender mig i kurven og forsøger at sove - men det er umuligt - de store mænd opløfter atter deres rungende røst - de ordner hele verden - alt stilles på plads - dyppes i cement og bliver dér hvor det stilles. Men ingen har hørt det gamle ur - ingen har hørt de dybe, tunge timeslag, det slog - - de skræpper op de store, tunge mænd, og uret går sin gang - time for time - og nøjagtigt - uden ideer og pludselige, hidsige indfald. - senere gik de én efter én - og til sidst var jeg alene med uret. - det gik sin gang uberørt af al den megen talen. Du er min vej, du gamle, tungsindige ur - fornemt fortæller du med din dybe, smukke stemme, når en time er rundet - de andre plaprer som gæslinger - og forsvinder som små, sorte mænd i forskellige drosker.

Den blå røg fra min herres evindelige pibe stiger i lette blå skyer op bag de høje siv - han sidder nede ved søen fortabt i stilheden - mon han spekulerer på fiskeri, eller mon det er noget med at male eller tegne. Fryndse har fået lov til at køre med os - han er så glad for landet, herinde på de grønne marker skal man ikke fare sammen hver gang der suser et automobil forbi - og så er himlen så stor herude - man ser mægtige skyer, blændende hvide på det blå. Jeg fortælle Fryndse om skyerne, viser ham alle de pudsige skikkelser, de kan danne - se dér, et mægtigt troldehoved med lang næse, trolden griner med sin vældige mund, men nu snerper han den sammen, og næsen slår rynker - hvorfor? Jo,kan du se den store agurk dér lige foran den - den er sur, derfor laver han ansigt. Og bag agurken en hvid pudelhund der sidder pænt - nu løber dens snude ud i en lang spids - uh - den ligner en krokodille nu.

Træerne inde i haven ligner lange grå arme med strittende fingre, der alle peger op mod den triste grå himmel - jorden er sort som fløjl, og de gule blade ligger som gulddukater kastet af en ødsel hånd - en våd hund går forbi et grønt stakit - Mørkt et det i vejret og mørkt i sindet, alting er melankolsk - alle vennerne hænger med halen, det er som himlen lå helt nede på jorden, ikke den klare blå himmel, men en, der ligner en omvendt zinkbalje, kold og fugtig. Så danner vi Melankolikernes Klub, jeg er formand, og den lille vimse fyr, ham vi kalder Tyve Kroner, er næstformand, Fryndse er kasseret, det synes vi lyder morsommere end kasserer. Og hvad går så foreningens formål ud på? - At være melankolsk, så længe det er gråvejr - lige så snart vejret klarer op, er foreningen ophævet - - men hverken Basse elle Puste ville være med - tror I, vi har tid til at være melankolske, næh, vi har vor egen lille Klub "Det gemytlige skinkeben" - se, det er en klub det er værd at være medlem - værs'artig, meld jer ind Gutter.



Filosofien er banal. Der er rart og fred og ro indendøre - lidt farligere ude på gaden, men dér sker til gengæld somme tider noget. Og det er sjovt af være sammen med sine artsfæller. Men alting er mystisk. Det er ikke til at forstå - og man skal slet ikke prøve af forstå noget. For så bliver man bare tosset i hovedet. Megen visdom er der ikke her. Men det kommer heldigvis med fluerne. Navnet er heldigt valgt. For fluer er små væsener og flyver hurtigt - og så kan man ovenikøbet få 'fluer i hovedet'.



Fluernes tragiske livsvisdom    
Til toppen  Næste kapitel    (Spring evt. til 'Længere hovedafsnit' af fluer

Storm P lavede stort set en flue til hver dag i næsten ti år, og det må jo give hen omkring 3650. Og hertil kommer en del andre tegninger i bl.a. de kulørte sider der kan minde om fluerne ved deres korthed. De spænder vidt, fra brandere og leg med ord, over præcise karakteristikker af mange forskellige mennesketyper - til tanker om livet og tilværelsen. Og utroligt mange om kunst og musik

Man kan erklære sig enig i nogle påstande, men først og fremmest nå til erkendelse af at påstandene ikke kan være rigtige allesammen. Man kunne vælge dem ud der bedst udtrykker ens egen holdning, men sjovere er det i grunden at se mængden af forskellige påstande om alle mulige ting som en relativisering af sandheden. Mange påstande har god mening, men der gives ingen absolutte sandheder. Samlet set giver Storm P.s fluer derfor et glimrende billede af at verden heldigvis er langt rigere end det man selv og ens nærmeste tror og mener. For netop her ligger humorens værdi. Humoren hjælper os med at se relativiteten og vel at mærke grine derved. Vi får dermed bekræftet at humor virkelig er en livets gave der kan få os tl at se komikken i fordomme, forhastede slutninger og snævre standpunkter. Humoren er dermed langt bedre end dogmer, systemtænkning og ideologier til at give os håb og mod samt lyst til at tage udfordringer, skuffelser og nederlag op og komme forbi kriser, tab og uoprettelige skader.

Humoren fører os netop ind i "tragediens område", hvor det at have ret er ophørt eller har mistet sin betydning. Den visdom kan man hverken læse sig til eller ræsonere sig til. Den kommer som en gammel græsk digter engang har sagt mod vores vilje - nøjagtigt lige som sorgen. Men at den overhovedet kommer og bringer os videre, er i sig selv et tegn på livets og vor kreativitets enorme regenerationsevne.

I de følgende blade bringes et meget stort udvalg af den vise Storm P.s fluer med det formål at vise den mangfoldighed i dem der udelukker overordnede konklusioner i en bestemt retning. Det ville være helt imod Storm P.s ånd, for han lavede aldrig et system ud af sin kunst, fantasi og kreativitet. Det var fuldstændigt imod mandens natur. Og det kan man måske beklage, fordi han også synes at have været blind for nogle ubehagelige ting som fx. spørgsmålet hvor ondskaben kom fra. Det ses ikke mindst under 2. verdenskrig hvor Storm P. gang på gang lige nævner den ondskab der er sket, men straks spørger; Hvorfor? Hvorfor. Hvorfor kunne vi ikke lige så godt leve i fred og ro og have det godt med hverandre.

Spørgsmålet er for så vidt let at svare på. For årsagen ligger i selve det forhold, at vi i evolutionen har fået bevidstheden som gave og dermed - som myten fortæller - lærte at kende forskel mellem ondt og godt - og samtidig at se det andet køn som tiltrækkende. I samme øjeblik var vi smidt ud af paradisets eller uskyldighedens have og måtte til at klare os uden formyndere. Og hér er vi om jeg så må sige på Herrens mark. Vi er ikke på forhånd fortabte, men vi vil for altid stå med det ansvar at vælge den vej der fører os videre i en retning der giver overvægt af det gode i livet.

Det følgende store udvalg giver dels et afsnit med relativt få fluer pr. opslag for primært at give mangfoldigheden, dels et afsnit med mange fluer på enkelte store opslag som kunst, musik, sprog, vagabonder og tilværelsen som sådan. Og her er formålet at belyse nogle af de store eksistentielle spørgsmål, så forskelligt og fornøjeligt som muligt. Man skal giv sig tid til at læse dem og ikke tage for mange ad gangen. Og det må især fremhæves, at afsnittet om Sproget er megeet vigtigt, fordi Storm P. ikke nøjes med at vise al mulig leg med ord, bevidst leg og ubevidste fejl og fortalelser Ord og ordspil, men også filosoferer over sproget. Det kan som det bl.a. hedder både bruges til forståelse og misforståelse. Og i virkeligheden er alt hvad Storm P. skriver én stor dokumentation for, at dagligsproget og ikke fagsprogene eller det videnskabelige sprog er det eneste der dækker hele tilværelsen, hvad ingen har påpeget bedre end atomfysikeren Werner Heisenberg i sin bog om "Del og helhed".

Der bringes kun tekst, hvad der naturligvis er misvisende, da der netop er en meget klar og betydningsgivende sammenhæng mellem tekst og tegning i Storm P.s fluer - foruden en helt utrolig variation af 'stilarter'. Men hovedsagen i dette essay er at påvise spændvidden i hans bærende livstro og visdom. Og tegningerne kan let findes i de mange udvalg af fluerne der er udgivet, og hvoraf nogle stadig kan købes. Og det er jo heller ikke meningen at læse alle de her citerede og tematisk ordnede, for at tilegne sig essayet.

Her begynder vi med et meget stort opslag om kunst:



KUNST  Til toppen  Næste kapitel  eller til  alfabetisk oversigt

Betegnelsen kunst strækker sig lige fra Michelangelo til et spillekort som forsvinder og forvandles til en kanin!

Jeg kan ikke forstå at man snakker om at forstå kunst, når man ellers ikke forstår noget som helst.

Jeg forstår ikke et kuk af det - men det er måske mig der er idiot!
Når der bliver tale om forståelse af kunst, må der være noget i vejen med en af delene.

Det besværlige ved den abstrakte kunst er, at den er abstrakt.

Nej, malerkunst kan ikke forklares, og det letter beskuelsen ganske betydeligt.

(ældre maler foran landskabsmaleri:)   Det blev jeg hånet for i otteogfirs.
Kunsten er som cykleløb på ruller - den arbejder stærkt, men kommer ingen vegne.

(Mand foran et meget lille billede med en stor ramme:)   Kunsten kan være nok så stor - der er dog altid en ramme om den!

Forskellen på kunst og håndværk er, at man må være sagkyndig for at bedømme håndværket.

Kunstkritik er en nødvendig ting - hvad skal kritikerne ellers leve af?

Hvem der end har malet det - så er det en Picasso!

Det pudsige ved disse moderne franskmænd er, at ingen af dem er franske.

Det pudsige ved disse gamle malere er, at de om få år anses for at være ganske normale.

(Mand der må vende hovedet nedad for at finde ud af et abstrakt billede:)   Jeg tænkte det nok - det er en fisk!



- Er det Deres far? - Nej, det er min mor!

- Kan De ikke tegne folk, så det ligner? - Jo, men det nænner jeg ikke.

- Jamen, det ligner mig jo slet ikke. - Nej, heldigvis.

- Jamen det ligner dig jo slet ikke. - Nej det er det jeg er så glad for.

(Skaldet mand:)  - Synes De ikke, jeg ligner min bedstefar? - Absolut, men De mangler hans ornamentik. [hårpragt]

- Portræt af min mor. - Havde hun skæg?

(Samtale foran et kæmpemaleri af et kvindeansigt:)  - Hvad siger din kone til det? - Hun har ikke lagt mærke til det endnu.

- Fik du noget antaget? - Nej, jeg sendte fem billeder ind og fik syv tilbage!

- Har du arbejdet meget med det? - Æ' du tosset, det tog et helt kva'ter!



- Hvad synes du jeg ska' kalde den [en skulptur]? - Ingenting - absolut ingenting!

- Her er min nyerhvervede træskulptur. - Storartet - er det stødbrænde?

- Der er virkelig noget stofligt i Deres billede. - Ja, det er osse malet på ryggen af min gamle ulster!

Ja, det er godt, men det var bedre, da det ikke var godt!

(Ældre mand med paraply til ung, naiv maler:)  
- Kære unge mand, De minder af og til i Deres billeder om Leonardo da Vinci. - Det må De meget undskylde!

Nu har jeg malet pløjemarker i over tredive år, uden at nogen har lagt mærke til det!

Det er det gode ved landskabsmalerier, at man får en masse frisk luft!

- Hvorledes bedømmer man egentlig et maleri? - Det der står mig i syvtusind!

(Mand om en vase:)   Tyvetusind!? - og så går den lige så let i stykker som en til toenhalv!

- Fem hundrede - for sådan en lille tegning! - Ja, det er nemlig en kultegning!



Signaturen står her i hjørnet, så jeg tænker nok, det hænger rigtigt!

- Maleriet er ligegyldigt - det er navnet jeg køber. - Så er det kedeligt han har haft al den ulejlighed!

Man er i tvivl om det ægte billede er falsk og det falske ægte - idet det falske er betydeligt bedre end det ægte.

Jeg har haft det stående på loftet, men nu viser det sig at være en Rembrandt.

Malerkunsten har en fejl. Den gi'er huller i væggene!

Det må være en kunstner af den ældre skole - der er en champagneflaske på bordet.

Ak ja, kritikken er kunstens svigermor.

(Moderne kunstner til kollega:)   Vi bliver gamle - folk begynder at forstå os.

(Kunstnertype med plusfours, sweater, langt halstørklæde og langt skæg til lille småborger:)
- Jeg er abstrakt maler. - Ja, det ser jeg, men jeg vidste ikke at De også var maler!

(Stor mand med kæmpe skæg og manke fra talerstolen)
Kunstnergruppen "De Uafhængige" vil, da den er afhængig af så meget, ikke udstille i år!

(Kustode til undrende museumsgæst)   - Den er af glas. - Såh - men hvor hælder man i?

- Herefter vil jeg male som Exner. - Ja - men du kan ikke!



De alfabetisk ordnede fluer med oversigt




ABSURDITET  
Til toppen  Næste kapitel>

- Gult lys bør afskaffes. - Ja, noget må der gøres for at bevare forvirringen.

Fluer kan leve tre uger uden føde, men de vil ikke!

(Høj, iltert udseende mand med stort hår til lille stilfærdig mand)   - Alting må revolutioneres! - Absolut - vi må tilbage til det gammeldags!

Man bør ikke overdrive - fx viser det sig at tre skefulde salt udrørt i et glas vand, gør dette ganske udrikkeligt.

(Meget gammel mand til anden gammel mand)  Trækker jeg mig tilbage, vil det vække umådelig opsigt, men bliver jeg - er der ikke en kat som vil lægge mærke til det.



AKADEMIKERE OG LÆRDE FOLK  
Til toppen  Næste kapitel

- Du, hvad er det at være akademiker? - Det er, når man har læst sig til, hvad vi andre ved!

Fragmentet er anslået til at være tre tusinde år, men jeg mener at kunne bevise at det er ca. syv år ældre!

- Er De akademiker? - Det tror jeg ikke - jeg har da aldrig mærket noget?

Støjen ved motorcyklen er til gavn for den kørende, idet den ganske overdøver de skældsord som råbes efter ham

Der har vist sig en ny komet, som desværre viste sig at være usynlig, således at man ikke ved, om den har vist sig.

Klart udtrykt vil det søgende altså være et udtryk for det imødekommende,
medens det afledende i dette tilfælde må betragtes som fjerntliggende, da det søgende ellers vil være det ledende!

Betegnelsen kunst strækker sig lige fra Michel Angelo til et spillekort som forsvinder og forvandles til en kanin!

Trods det at han var en stor mand, var han dog lille af vækst, men netop det at han var lille, gjorde ham stor!

For at forstå dette kræves en videnskabelig forklaring, som imidlertid vil være ganske uforståelig.

Det latinske objurgation betyder skænde, medens oblektation betyder glæde. Man bør derfor holde sig til vore egne udtryk i daglig tale!

Det er det nuværende som har interesse. Er det nuværende blevet forhenværende,
er det uden interesse, og man kunne altså have sparet interessen.

Hvis fodgængere så sig for, før de løb, så løb de ikke.



Muligvis sker der en del i vore dage, men jeg er nu ikke nået længere end til 1319!

I mit næste foredrag vil jeg forsøge at bibringe mine tilhørere en forståelse af det allerede afholdte!

Heureka er græsk og betyder "Jeg har fundet det!"

Men hvis man ikke har fundet det, behøver man jo ikke at sige noget!

Det forekom mig, at manden hed Hansen, men ved nærmere omtanke er jeg klar over, at han hedder Sørensen, og at det således slet ikke kan være ham.

(Høj herre og lille skægget mand med et stor tyk bog med titlen "A. Jensen: Relativitetsteori")
- Det viser sig, at ækvator ikke er rigtig rund. - Ja - men efter hvad der er sket er det jo rimeligt, at den har slået sig lidt.

Som bekendt gør de fleste moderne opfindelser en infernalsk støj - en af de få, som virker aldeles lydløst, er den såkaldte sokkeholder.

Med hensyn til hestens psykologi må man antage at den er noget desorienteret over at blive forspændt en bil.

Når et insekt er så lille, at man ikke kan se det, kalder man det en amøbe!

Man kan gøre en lille ting besværlig og besværligheden til et problem!

Der er en mulighed for at Søren Kierkegaard har været rundrygget - han boede en tid i en meget lavloftet lejlighed!

Myggeplagerne har ikke været slem i sommer - personlig har jeg kun observeret fire myg - den ene af dem i Slagelse!

Diligencen var således en sendrægtig befordring i modsætning til automobilet - men den havde dog den fordel at den var der!

Jeg indrømmer gerne at gås er godt - men efter min mening spiller sveskerne en stor rolle!

Man har i umindelige tider forfægtet denne idé - men er nu kommet til den modsatte anskuelse - hvilket altså betyder at man må begynde forfra igen.



Lyren var et meget anvendt instrument i den græske oldtid - nu bruges den udelukkende som slipsnål!

- Han var en mand som var forud for sin tid. Havde han levet nu, ville han sikkert have udrettet alt det, han ikke fik gjort i sin tid.

Om denne vilde stamme ved man ovehovedet intet, da de få efterkommere, som endnu lever, ikke mere er vilde!

(To langskæggede lærde)   - Så vidt jeg husker, står det i niogtyvende bind, side 687. - Ja, netop - nittende linie fra oven - efter første punktum!

Denne sommerfugleart er ganske ukendt herhjemme, og da den heller ikke kendes andre steder, er det muligt at den slet ikke eksisterer!

Medens udtrykket 'en lur' i vore dage betyder at sove til middag, betød det i oldtiden et krumt horn, hvori man blæste ved højtidelige lejligheder!

- Har professoren set en swingpjatte? - Nej er det e pattedyr, fisk eller padde?

For at finde ud af det, må man først finde ind i det - men har man endelig fundet ind i det, så er det ikke til at finde ud af!

(Astronom ved kæmpe-kikkert)    Kære ven - om få år er vi herre over hele molevitten!

(Lærer ved katederet belærer)    Det vanskeligste ved Nordpolsekspeditioner er at komme hjem igen!

Om man skal ligge højt eller lavt, afhænger af så meget. - En giraf for eks kan ikke bo i et hus som er bygget til en rødspætte.



ALVOR OG HØJTIDELIGHED  
Tilbage til alfabetisk oversigt

Det fremgår af rapporten, at De ganske åbenlyst har smilet i Nationalbanken.

Det er meget ubehageligt at indtage en stilling, som tvinger en til at tage sig selv alvorlig!

Ja, mine tilhørere - man må beundre denne kunstners dybe alvor. Han har aldrig smilet, ikke engang ad sig selv!

ARKITEKTER

- Er han i lære på en pakkassefabrik? - Ja, han skal være arkitekt!

For at opnå god vægplads i stuerne har jeg udeladt døre og vinduer!

AUTORITETSTRO

(Gammel mand)    - Næh, unge mand - jeg har lovet min far aldrig at kautionere!

BEHERSKELSE

Heldigvis kan man beherske sig - her kommer han og siger Larsen til En, men jeg lod som jeg ikke hørte det.

BESKEDENHED

Jeg har altid været tilbageholdende, så det virker måske for prætentiøst, at jeg nu ønsker at træde tilbage.

BESLUTSOMHED

Jeg har taget en fast beslutning, og så tænker jeg ikke mere på det.

BREVE

Der er det behagelige ved anonyme breve, at de ikke skal besvares!

BØGER

En bog er en bog - flere bøger er en bogsamling, og alt for mange bøger - er et bibliotek

Det er adskillige år siden, at jeg rørte en bog i denne reol, men det er en stor behagelighed at vide at de står der.

Det bedste jeg ved er at ta'e en god bog og lægge sig på divanen og få en ordentlig lur!

BØRN

Man skulle ha' været tvillinger - så kunne den ene gå i skole og den anden ud og fiske.

DANNELSE

Der hører megen fin dannelse til at stå med hænderne i lommen, når man taler med en dame.

DEBATTER

Det er en stor behagelighed at selv de hidsigste debatter altid afbrydes af en spisepause!

DIGTERE OG FORFATTERE

(Omtåget herre:) - Mit navn er ælling, men lov mig, ikke et ord om H.C. Andersen!

Digteren efterlod dette ufuldendte værk, som netop er blevet så berømt, fordi det ikke er fuldendt!

DISTRAKTION   Tilbage til alfabetisk oversigt

(Husassistent til professor der har ringet på:)   - Hvad er det angående?
- Det er angående de algebraiske kurvers og fladers teori, hvorved antalgeometrien er opstået!

(Herre ved postkasse:) Så, nu glemte jeg at sætte frimærke på. Nå det gør ikke noget, for jeg glemte nok også at skrive adressen.

(Professoragtig herre banker på sin egen hoveddør:)  Det var mærkeligt, enten er jeg ikke hjemme, eller osse er jeg gået ud!

Det må jo være en slags nervøsitet, når jeg ved festlige lejligheder altid råber en gang for meget hurra.

- Jeg ville gerne ønske herren glædeligt nytår. - Herren er ikke hjemme. - Nå så vil jeg tillade mig at komme igen næste år.

DRILLERI (Lille mand med stort smil til mager mand i korte benklæder og kæmpemæssig oppakning:) Ja, så god fornøjelse, men jeg synes nu, du skulle ha' tage flyglet med!

DRØM CONTRA VIRKELIGHED

Som ung skrev jeg dagbog - nu udfylder jeg blanketter!

ERFARINGER

Ganske vist har man erfaringerne, men de er meget ubehagelige.

Man skal lære så længe man lever, men hvad så?

Dett er min erfaring, at meget ofte er netop det forkerte det rigtige.

FERIE

(Ældre mand sarkastisk til ung slapsvans)   - De plejer at stå med hænderne i lommen. - Ja, men nu har jeg ferie.

FILM

- Det er en rædsom film. - Ja, har du set den? - Nej, der er udsolgt!

(Ældre, smilende herre på talerstolen:)  
I disse biografer, som er triste grå cementkasser - sætter man sig ind og nyder rokokotiden på film!

Noget af det bedste jeg ved, er at gå i biografen og se en spændende cowboy-film, og så gå hjem til en kop te med en krydder.

(Høj selvtilfreds herre med cigar) - Som producent har man den trøst, at selv den dårligste film kan blive til den fineste skosværte.

forretning

FORRETNING

Selvfølgelig må vi ha' lejen sat ned - med mindre vi køber ejendommen - for så må den sættes ops.

FORVIRRING

- Gult lys bør afskaffes. - Ja, noget må der gøres for at bevare forvirringen

FRED OG RO

Søndagen var en yndig, fredelig dag, indtil man opfandt græsslåmaskinen!



FREMMEDORD  Tilbage til alfabetisk oversigt

Man bør ikke bruge fremmedord, selvom sagen er nok så enigmatisk [gådefuld]. ej heller lade sig forlede til en jeu de bouche [mundtlig spøg??], men jævnt holde sig på hypobasen [grundlaget/jorden].

(under krigen)    - Hvad betyder egentlig tekstil? - Ja, herhjemme betyder det for tiden ingenting.

Eubiotik, som kommer af græsk, er et ganske ukendt begeb i vore dage, idet det betyder at gøre sig livet behageligt!

- Det er en Opuntia coccimellitera. - Såh, det er utroligt så den ligner en kaktus!

Nej, mine tilhørere, Hydrofyt er ikke et moderne slagord, men simpelthen det græske ord for vandplante!

Modus er latinsk og betyder pålæg - dog ikke rullepølse eller røget laks, men det er et udtryk fra romerretten!

Denne myggeart kaldes diptera orthorropha - et temmelig langt navn, når man betænker at en elefant slet og retter hedder elephas!

Medens man i min ungdom anvendte fremmedordet superb, bruger man i vore dage det gode danske - den er mægtig!

Impermeabilitet er et vanskeligt ord - det er det samme som uigennemtrængelighed, som også er vanskeligt - men egentlig betyder det tæt - og det er jo såre nemt!

Idiosynkrasi er det fx at spekulere over, hvorfor lysene i en lysekrone altid sidder skævt....



FULDKOMMENHED

Intet er dog fuldkomment her i verden - selv en solsikke kaster skygge!



GRUBLERI

Man skal handle - ikke tænke. Jeg har handlet - og nu tænker jeg!

Man kan gruble så længe over en idé, at den ender med at blive fiks.

Jeg har altid været en grubler, men med de priser bliver man jo nødt til at tænke over tingene.

Det kedelige ved det er, at jeg hele tiden går og tænker på, at jeg ikke skal tænke på det.

- Hvad tænker du på? - Jeg tænker på om det er muligt at lade være med at tænke på noget!

- Det er meget foruroligende, jeg er begyndt at gå og snakke med mig selv. - Jamen du kan jo lade være med at svare.

(Ældre herre ved søen ser en fisk:)   - Mon sådan en lille fyr aner, hvad regnvejr er?

Mon der egentlig findes et plausibelt rim på Galoscher?



HISTORIE

Det er pudsigt at tænke sig, at når man er gået et skridt, er det blevet til historie!



HUMØR  
Tilbage til alfabetisk oversigt

Med det humør jeg er i besiddelse af, ser det ikke meget ud til verdensfred.

Egentlig er jeg i besiddelse af et vist lune, men jeg har aldrig haft brug for det i min stilling.

Jeg husker tydeligt, det var engang i treogtyve, jeg var lige ved at smile, men heldigvis beherskede jg mig.

Det er en betydelig forskel på mine beslutninger, før og efter frokost.

Det mest trættende ved billard er at sidde og se på det!

I virkeligheden er der ingen forskel på optimisme og pessimisme, de er begge indbildninger.

Sommetider går jeg og morer mig uden at vide hvorfor - det er nok derfor jeg morer mig.

Jeg har taget min beslutning - jeg vil blæse hele verden et stykke - i alt fald foreløbig!

Sindet er som et slips - den ene dag lyseblåt, den næste kulsort for så at blive rødt med hvide prikker osv.

(Højt leende herre til trist mand:)  - Du er altid i godt humør. - Ja, hver gang jeg ser dig!

Hvis alle havde det så godt som jeg - så havde de det ikke så godt!

Man kan ligefrem komme i strålende humør, når man tænker nærmere over, hvorfor man er i dårligt humør.

(Trist person til uforstående:)  - Kære ven - jeg ved, hvordan det er. - Hvordan er det?

Altså - det gælder om at bevare humøret - jeg vil derfor bede mine tilhørere stille op til en panteleg!

Man skal aldrig glæde sig før dagen efter!



HYGGE

- Hvor er det hyggeligt at se gennem ruden. - (SP selv) Ja - når man står på den rigtige side af den.

HØFLIGHED

- Hvis vi ikke skulle ses forinden, må jeg så ønske Dem Glædelig jul.
- Tak i lige måde og godt nytår, glædelig påske og pinse og til lykke med fødselsdagen!

JAZZ

Alexander den Store var meget berømt, men må ikke forveksles med den langt senere Alexander som havde et Ragtimeband.

- Man siger at jazz beroliger nerverne. - Ja, når den holder op!

Saxofonen er det eneste instrument, som lyder ens, mens man lærer at spille, og når man har lært det!

Man kan altså godt lave jazz af Beethoven, men man kan ikke lave Beethoven af jazz. Er du med på den!

KLOKKEN  Tilbage til alfabetisk oversigt

Selv om tiden iler af sted - så går urene ganske stille - som de plejer.

Det er en god idé at lade det gå ti mutter for stærkt - så når man det i rigelig tid.

Et fortræffeligt ur - det går en time på halvtreds minutter.

Det er altid rart at ha' flere ure, så kan man se, om et af dem går forkert.

- Det er nok et meget gammelt ur? - Ja - det går femogfirs år for sagte!

Et øjeblik, hr. - nu skal jeg høre hvad klokken er!

KLOVNE

- Er det ikke en latterlig bestilling at være klovn! - Næh, ikke når man ved, man er det!

KOMIK

Komik er noget pudsigt noget - man behøver bare at ta'e sin kones hat på - så er man latterlig.

KONTORLIV

Hm, den gamle historie. Brevet tydeligt og klart på maskine, men underskriften med pen og komplet ulæselig!

Der er det behagelige ved anonyme breve, at De ikke skal besvares!

- Var broen nu oppe igen? - Nej, jeg ventede på Mellembys

Nu har jeg været ansat her i femogtredive år, og endnu er der ingen som kan læse min underskrift.

Sikken et held, at jeg havde mappen med - jeg skal ha' ost med hjem.

Utroligt at man kan blive så forvirret, at man ikke aner, om Sakskøbing staves med x eller ej!

KONTORIUSSERI - BUREAUKRATI

- De kan nemlig ikke få billetten, før De har papirerne. - Jamen, jeg kan jo ikke få papirerne, før jeg har billetten.

- Tror De ikke vi har andet at bestille her på kontoret? - Jo, desværre, alt muligt andet!

Vil de herrer tage plads - og så høre herhen i løbet af en måneds tid!

Det fremgår af rapporten, at De ganske åbenlyst har smilet i Nationalbanken.

Det var en ubehagelig tid, men den havde dog den fordel, at man som embedsmand kunne fralægge sig ethvert ansvar.



KRIG OG KRIGSTID   Tilbage til alfabetisk oversigt

Jeg vil have koteletterne panerede, men det vil Alvilda ikke. Det er på den måde der opstår krig.

Hvis middagen er til syv personer, og man kun har fem kartofler, kan disse moses!

- Hvordan kan du få aftenerne til at gå? - Udmærket, jeg sidder i mørke med et glas vand og tænker på en god cigar!

At tænke sig, at man i sin tid gjorde løjer med de cigarer man fik i julegave!

- Vi får ingen biler til jul. - Ja, men jeg har osse ønsket mig et slips!

- Findes der egentlig nogen erstatning for benzin? - Ork ja - sålelæder!

(Skrædderen til sin kunde)  Jakken bliver en kende kortere, opslagene lidt mindre og benklæderne noget smallere - hvis vi altså havde stoffet!

At vi må aflyse møderne af mangel på lys er trist, men der er dog et lyspunkt, idet vi nemlig derved sparer varmen, da vi heller ingen tørv har.

Heldigvis ved man i vore dage så meget om gas og elektricitet, at man sikkert med tiden atter kan anvende disse i det daglige liv.

- Teknikken spiller en vældig rolle i vor tid. - Ja, men tror du det er muligt at opdrive et vækkeur!

I mange år har jeg drukket et glas kogt vand hver morgen - men det er også blevet dyrere!

- Har De et prospektkort af den sorte børs?

Hugormene vil nu blive indlemmet i museet - men da vi ikke kan få dem i spiritus - vil vi lade dem røge!

(Ryger med pibe der sprutter)  Jeg begynder aldrig at ryge, før tobakken er faldet til ro.

Mit cigarrør er forstoppet, men i dette tilfælde er det uden betydning, da jeg ingen cigar har!

Efter talen er der fælles kaffebord - men da der ikke er nogen kaffe - er der altså kun bord!

(Mand med cigar der oser og sprutter)  Er det dig, Hans - nu har jeg fået ild i den - hvad skal jeg så?

Brødkort, smørkort, kaffekort - og jeg som ellers aldrig rører kort!

At man udtaler materialer som matrialer kan jo være ligegyldigt, da man ikke kan få dem alligevel.



KULTUR

Der findes endnu mennesker som iført diplomat, hvidt slips og gule sko taler om kultur!

LITTERATUR  Tilbage til alfabetisk oversigt

Det irriterende ved kriminalromaner er, at forbrydelsen altid blive opdaget.

Det er pudsigt at se, hvor ofte en lille anekdote kan blive til en tyk roman.

- Jeg synes Dickens er rædsom. - Såh, det overlever han aldrig.

- Jeg har læst alt, hvad der er skrevet om H.C. Andersen.
- De skulle prøve at læse, hvad han selv har skrevet!

Skønt mange af Guldalderens digtere for længst er glemte, er det dog alligevel dem der huskes.

Den moderne psykologiske forfatter bruger lige så mange sider til at skildre en cigaret som Stanley brugte til at beskrive rejsen til Zambesi-Faldene!

Det er ubegribeligt at nogen gider anvende et par år på at skrive en roman, når man kan gå ind og købe en for nogle få kroner.

Det er udelukkende af hensyn til min omgangskreds at jeg tvinges til at læse litteratur.

Selvom en roman ikke ender godt, så er det i hvert fald godt, at den ender!

(Herre med stor vom og opstød:)  Efter min mening hører kogebøger til kriminallitteraturen.

(To damer på spadseretur:)  Jeg har lige læst en vidunderlig roman. - Så - hvad handlede den om? - Det kan jeg ikke huske!

(En herre blader i en bog foran et antikvariat:)   Han brugte tyve år om at skrive dette værk, så man må sige, at femogtres øre er billigt!

(Smilende herre i kupé til medpassager der sidder med 'Mordet i slottet':)   Ja, den er uhyre spændende, jeg har læst den. Det er gartneren der har gjort det.

(To herrer ved synet af en mand der slår sig i æggehovedet med en ske:)  - Hvem er den underlige mand? - Det er en berømt hårdkogt forfatter, som er ved at få en ny idé.

Han brugte tyve år på at skrive dette værk, så man må sige, at femogtres øre er billigt!

(Sortseende mand:)  Mit skrift vakte umådelig opsigt dengang - nu er der ingen der kender det.
Med tiden bliver det ikke til at opdrive!

(Læser i sin lænestol:)  Oehlenschlæger skildrer et lignende møde, uden dog at anvende udtrykket: smadre næven lige i fjæset på kalorius!



LOV OG RET   Tilbage til alfabetisk oversigt

De menneskelige love er skrøbelige. Mange leve et helt liv uden at blive opdaget!

Vidnet har løjet ni gange i denne sag, hvis man ellers kan tro hvad han siger!

At tiltalte er en ærlig mand, bevises af, at han åbent tilstår at være en stor slyngel.

Nu, da hele sagen er fuldt opklaret, gælder det altså blot om at finde gerningsmanden, således at motivet kan komme for dagen.

(Pæn herre med et smil til en tolder:)  - Jamen jeg har kropsvisiteret mig inden jeg gik hjemmefra.
Det gælder blot om at lave sine rævestreger på den rigtige side af loven.

(Mand ved radioen hører en efterlysning:)  Han var iført stråhat og kørte på cykle - ham har de allerede i aften.

LYKKEN

- Er du lykkelig, Herodot? - Ikke helt, jeg mangler syv øre!

LYSTFISKERI

(Mand i regnvejr med fiskestang:)  Og dette her sidder man en hel uge og længes efter.

LÆGER OG PATIENTER

Patienten gik til en klog kone og lever den dag i dag.... Var det nu konen eller patienten der var klog?

- Hvad hedder din læge? - Det aner jeg ikke, det er umuligt at læse hans navn!

(Lægen til patient:) - Sig Ah! - Uden videre?

(Forslået mand med bandager:)   Det er en nydelig redelighed, og så skal man oven i købet betale skat af det.

(Ældre herre med armen i bind:)  Det er ikke hånden der er noget i vejen med - men jeg må ikke klø mig i øret.

Det vil sikkert være muligt at få folk til at spise gulvmåtter, når blot man sagde, at der var vitaminer i dem!
- Ånd rigtig dybt engang. - Ja, men jeg må lige ta' cigarerne ud?



MAD OG DRIKKE SAMT SELSKABELIGHED   Tilbage til alfabetisk oversigt

Her er bundkedeligt, men pensionatet har ægte peber.

- Hvad gi'er De mig - pilsner til skildpaddesuppe? - Nå, De lod vel suppen stå!

Ganske vist er jeg romantiker, men med hensyn til bøf er jeg absolut realist!

(Svær herre i lænestol med stor cigar og foldede hænder:)  Hele aftenen er ødelagt - majonæsen var for sød.

Middagen blev til koldt bord, fordi vi hele tiden skulle op og råbe hurra!

Det er niende gang man rejser sig - og det er mig en sand fornøjelse, når blot jeg vidste, hvem man råber hurra for.

For at råbe et kraftigt hurra behøver man indre begejstring eller et glas for meget!

(Bredt smilende foredragsholder:)  Hurra-råbet anvendes meget ved festmiddag, og er således ofte årsagen til at sovsen bliver kold.

Det må jo være en slags nervøsitet, når jeg ved festlige lejligheder altid råber en gang for meget hurra.

(Godt beruset middagsgæst:  Mine Herre - skal vi udbringe et kraftigt Leve for værten, men da han allerede er gået i seng, foreslår jeg, at vi nøjes med at hæve glasset.

Det er mig umuligt at nyde middagen, hvis jeg ikke får en cognac til kaffen!



Når man skal morgenavisen igennem og kikke på middagsbladene og lige kaste et blik på aftenavisen, så bliver frokosten let lidt forsinket.

- Tænk, vi får overhovedet ingen appelsiner. - Nå, jamen jeg vil osse hellere ha'e et glas øl!

- Skal vi gå ind og nyde en kop te? - Tak, gamle ven, et glas øl er aldrig af vejen!

(To pænt klædte herrer:)  Hvad mener du? - Jeg synes vi skulle dele en østers!

Der er det vidunderlige ved østers, de er altid så dyre, at de smager godt.

Tjener - må jeg se ølkortet!

Gi mig en pilsner og to glas - jeg vil skåle!

Hurra-råbet anvendes meget ved festmiddag, og er således ofte årsagen til at sovsen bliver kold!

- Holder De af dyr, hr. Møller? - Åh, jeg er helt vild efter muslinger!

Med hensyn til sveskerne, så for min skyld ingen alarm, for jeg skal ha' kogt torsk.

- Fruen havde selv lavet middagen. - Såh - hvad fik I? - Ost og radiser!

- Hvordan kan man vide om svampene er giftige? - Det mærker man dagen efter!

- Kan De lige mågeæg? - Nej, jeg bor på Dosseringen!

(Værten til lille tyk herre:)   Kære Møller, vi ved allesammen, at De kan gå på hænder, De behøver ikke at vise os det.



MAGELIGHED

- Hvor skal du hen i Pinsen? - Hen på sofaen!

MINDER   Tilbage til alfabetisk oversigt

Dengang kostede en god middag to en halv - med vin plus drikkepenge to femoghalvfjerds i det hele - og den var superb.

Om hundrede år er alting glemt - så kommer mindepladen op, for at man skal huske det.

Det var en æblekage som mor lavede den - før hun begyndte at spille bridge og ryge cigaretter!

Når jeg mindes min barndom, kommer jeg helt tilbage til Tordenskjold, og det må selvfølgelig være en lapsus i erindringen.

- Ja - det var dengang - jeg husker tydeligt, jeg var i diplomatfrakke og høj hat. - Såh - sku' De ud og slå katten af tønden?

Min vugge stod i Lemvig i to og halvfjerds - men hvor den står nu det aner jeg ikke.

(Lille meget tyk mand foran sin medaljesamling:)  - og den der fik jeg for højdespring.

(Stor tyk herre:)  Ja, mor var sød - hun kaldt mig altid sin lille forglemmigej

Det er meget ubehageligt, at den fjerne susen af havet altid minder mig om en støvsuger!

(Trist, ældre herre:)  Som ganske ung var jeg stærkt forelsket i hende, og da jeg mødte hende halvtreds år senere, sagde hun minsandten, at det havde hun også været i mig!

MISANTROPI

(Ældre herre foran rovdyrburet i zoo:)  Jeg har det som du, min ven, jeg kan ikke tåle at se mennesker!

Folk er efterhånden så ubehagelige, at jeg altid kører i hundekupè.

MODSÆTNING TEKST/BILLEDE

(Tykmavet ældre herre i radioen:)  ... og det er mit håb, at mange - som jeg - vil dyrke gymnastikken med begejstring!

(Mand med stor opstoppernæse:)  Sikken en herre - Og så vover han at sige at jeg hænger med næbbet.

(Stor mand til lille mand:)  - Du er en stor torsk! - Ja - men du er da større!

(Skaldet herre ved læselampen:)  Intet kan irritere mig mere end den kendte sætning: Hårene rejste sig på hans hoved!

MOTION

Som inkarneret friluftsmenneske kører jeg altid på bagperronen.

- Kender du noget bedre end en lang, rask spadseretur? - Ja - en lille langsom!

(Lille tyk og munter herre til høj, mager og trist mand:)  - Gør som jeg, kære ven - jeg har gået til gymnastik hver morgen i de sidste tyve år!
Det bedste ved sådan en tur er at få skoene af og så komme hen på divanen.
OPTIMIST

Man lader det gå ind ad det ene øre og ud ad det andet - griner fjollet - så er man optimist

PENGE

Det er utroligt så penge interesserer en - når man ingen har!

POLITIK

Nej, politik interesserer mig ikke - må jeg be' om et par stykker med rygeost og en enkelt snaps - det véd man hvad er.

Det er meget godt med en ny og bedre verden, men jeg foretrækker nu et par nye sokker!

En byplan er noget, man råber hurra for, og senere skændes om.

POTTEPLANTER

(Mand om sin kæmpemæssige kaktus:)  Det er heldigvis det eneste eksemplar jeg har af den art.

RADIO  Tilbage til alfabetisk oversigt

- Var De med til landskampen? - Ikke personlig - men min nabo har radio!

(Peter holdes op til mikronen af medarbejder:)  
Lille Peter som for fjerde gang er løbet hjemmefra, vil nu fortælle lytterne om sin sidste tur.

- Hvordan kan du høre din radio, når du har solgt dem? - Jo - det var til naboen!

- Hører du meget radio? - Alt for meget, der er tolv familier i huset!

Når radioen spiller, må man råbe højt, hvis man vil ha'e en stilfærdig samtale!



RESTAURANT - Se også 'Mad og skikke'

Tjener, må jeg se ølkortet!

(Stilig tjener med stor mave:)  Dette her med at spænde livremmen ind ender jo med at man må gå med servietring om maven!

Ni kroner - for et stykke med rejer - det må være af Picasso.

Gi' mig en pilsner og to glas - jeg vil skåle!

(Gæsten): - To frokost - syvogfirs kroner? (Tjeneren): - Undskyld, så må jeg h'a glemt kaffen!

(Ved betragtning af et opslag på væggen)  - Det er Einsteins Atom-formel.
- Og dette [en nota holdt på ryggen] er en formel jeg fik af tjeneren efter frokost.

- Vil herren ikke hænge frakken? - Nej, der er ingen strop i!

(Tjener til ældre fornemt udseende herre:)  - Skal jeg ringe efter en vogn, hr.? - Ja tak - linje to!

(Ældre herre med stor cigar:)  Dengang kostede en god middag to en halv
- med vin plus drikkepenge to femoghalvfjerds i det hele - og den var superb.

(To midaldrende herrer:)  - Hvad mener du? - Jeg synes vi skulle dele en østers!

- Man skal være flere samlet. Hvis jeg rejser mig her og råber hurra for dig, Jensen, så bli'er jeg vist ud!

RYGNING

- Hvorledes vænnede De Dem af med at ryge? - Uhyre let, jeg holdt op!

Vanskeligheden ved at holde op med at ryge ligger i, at man ikke må ryge!

RÅD TIL UNGE

Og husk så, mine unge venner, at vil I frem her i livet - så stil jer bagesr i køen!

Unge mand, der er én ting her i livet man altid bør huske - så nu ved De det!

SELVGLÆDEN  Tilbage til alfabetisk oversigt

Har man ikke andre glæder her i livet, så har man dog selvglæden!

Det er pudsigt med Olsen, han taler altid så meget om sig selv, at man ikke kan komme til at tale om sig selv.

- Hvem mon han var - han blev ved med at tale om sig selv!

SELVROS

Det var slemt at høre ham såå op og slå sig for brystet og rose sig selv i en halv time - og så sku' man oven i købet klappe i hænderne.

SELVHØJTIDELIGHEDEN

Det er meget ubehageligt at indtage en stilling som tvinger én til at tage sig selv alvorligt!

Heldigvis kan man beherske sig - her kommer han og siger Larsen til én, men jeg lod som jeg ikke hørte det.

Det vanskeligste ved at være kritiker er, at man skal tage sig selv alvorlig.

- Ja, mine tilhørere. Man må beundre denne kunstners dybe alvor. Han har aldrig smilet, ikke engang ad sig selv!

Det var slemt at høre ham stå op og slå sig for brystet og rose sig selv i en halv time. Og så sku' man oven i købet klappe i hænderne.

I dag er det fastelavn, så gælder det om at holde masken!

Det er ærgerligt at hver gang bestyrelsen bliver fotograferet efter middagen, står de allesammen med en cigarstump mellem fingrene.

SKAT

- Hvorfor hedder den egentlig éngangsskatten? - Fordi anden gang er der nemlig ikke noget.

Glæden ved at betale skat begynder allerede den dag man afleverer blanketten.

- Der bruges stadig for meget vand her i byen. - Ja - det går nok til at skylle skatterne ned med!

- Jeg skal hen og betale hundeskat. - Jamen - du har jo ingen hund! - Næh - skal man da ha' det?

SKRANKEPAVER

- Her det mig der bestemmer! - Nå, hvad bestemmer de så?

Tror De ikke, vi ar andet at bestiller her på kontoret? - Jo desværre, alt muligt andet!

- Tror De måske jeg sidder her for sjov? - Ja, ærlig talt!!



SKUESPILKUNST OG TEATER    Tilbage til alfabetisk oversigt

Jeg be'r det ærede publikum blive siddende - sidste akt er bedre!

- Hvad er den unge mand? - - Han er provinsskuespiller ved Det kongelige Teater!

Når et stykke har gået trehundrede gange, har man forlængst glemt kritikken.

(Herre om tilskuere der bæres besvimede ud af teatret:)  De troede at det var Nøddebo Præstegård.

(Trist udseende herre på bænk:)  Her i livet spiller kostumet en betydelig rolle.

(Nonne spørger stor dame i pels:)  - Hvorfor vil han absolut være skuespiller? - Jo - han har en paryk!

Jeg forsikrer Dem, stykket er ikke værre, end at enhver ung pige kan ta'e sin mor med!

Jeg går aldrig i teatret, undtagen jeg har set stykket før!

(En myg til en anden:)  Hold dig fra teatre - min bedstefar kom mellem hænderne på en der klappede!

Skuespilleren har den fordel at han kan tage masken af. Vi andre må stadig gå rundt med den.

Den største skuespilkunst oplever man altid udenfor scenen.

SLÆGT OG FAMILIE

- Min slægt går meget langt tilbage i tiden. - Nå, ja, min er også gået meget tilbage med tiden.

Selv om man ikke har nogen stamtavle, så ma ens bedsteforældre dog stamme fra nogen!

Det ligger til familien - min far var en stor tømrermester, og min søn mener, at han bliver tennismester.

(Herre foran et portræt af et spøgelse:)  Det er en fætter til min tipoldefar, ham var der meget besvær med.

Jeg har aldrig set bedstefar uden skæg, så jeg ved ikke, hvorledes han så ud i virkeligheden

(Tykmavet ældre herre med cigar ved betragtning af foto:)  - Ja, mor var sød - hun kaldte mig altid sin lille Forglemmigjeg

(Ved betragtning af familiebillede:)  - Blev der noget til familien? - Ja, han efterlod sig en æske maltbolcher!

(Ældre herre foran lille dam med and:)  At man er af gammel sømandslægt, fornægter sig sandelig ikke - hver dag må jeg herind og se, hvad vinden er.



SMÅBORGERE   
Tilbage til alfabetisk oversigt

Endelig kommer man til en fredelig plet - og så står der adgang forbudt!

- Man siger jo, at historien gentager sig. - Det vil jeg da ikke håbe!

Hele mit liv har jeg lidt af for lange skjorteærmer.

- Nu smelter snebunkerne. - Ja, så har man ikke dem at ærgre sig over. - Nej, men der kommer nok noget!

Man begiver sig glad og morgenfrisk til kontoret, ærgrer sig dér nogle timer og forlader det med håbet om en siddeplads i sporvognen.

Efter at hørt de rystende verdensbegivenheder, er der noget vist beroligende ved at lytte til fiskepriserne.

(Ældre herre med vom, stråhat, lorgnetter og butterfly:)  Når man skuer ud over havet, føler man stærkt, at man nedstammer fra de gamle vikinger.

Nej, politik interesserer mig ikke - må jeg be' om et par stykker med rygeost og en enkelt snaps - det véd man hvad er.

Om søndagen morer det mig at sidde og kede mig.

- Man skal være optimist, Jensen! - Ja, men det har man jo ikke tid til, når man skal passe sit arbejde!

- Tja, når man rigtig tænker sig om... - Ja, men det gør man aldrig!

Man skal tage den med ro. Når jeg har sidder her det meste af dagen, går jeg ganske stille hjem og hviler mig.

Jeg plejer altid at gå ind og køre hjem, men i dag er jeg kørt ind, og det bringer en syndig uorden i det hele.

Nu er det snart efterår, med sylte og rødbeder!

Det er ganske behageligt at sidde i fred og ro og læse om al den ufred og uro.

Man agter at undersøge havdybderne for at finde uhyrer - som om vi ikke havde nok af dem i forvejen!

At tænke sig, man har kendt Exner personlig.

- Hvordan kan man lave en ny og bedre verden? - Man kan jo begynde med at ta' hænderne op af lommen!

- Jeg går en tur hver eftermiddag. - Nå, har du fået hund?

- Hvorfor hilser du så dybt på ham? - Vi er uvenner!

- Hvad mener man med en ny og bedre verden, nej min gode Jensen, vi må være glade, hvis bare den gamle kan repareres nogenlunde!

(Ældre herre foran vindue med skiltet: Alt kan vaskes)  - Ja, men det bli'r det ikke. - Nu gælder det om at smide jakken og smøge ærmerne op. - Ja - nu er det jo varmere i vejret.

- Når man tænker på Napoleon! - Jamen - er der nogen der gør det?

(Ældre dame i telefonen:)  Hallo - i dag skal jeg ikke have noget til Othello. Han har fanget en mus!

SNOBBERI  Tilbage til alfabetisk oversigt

- Jeg er student fra Sorø. - Og jeg er urmager fra Viborg!

- Det er en meget sjælden autograf. - Hvem har skrevet den? - Det ved man ikke - det er det der gør den så sjælden!

SPIRITUS Man kan opbevare alt i spiritus - undtagen en hemmelighed.

(Levemand:)  Skotterne siger, at det er vandet det kommer an på - men jeg kan nu godt li' en kende whisky i.

SPORVOGN OG TOG

Det er den fjerde sporvogn der er optaget - så nu går jeg ind i Vandrebevægelsen!

(Smilende herre til lille dame med krøllet tøj og hat:)  - Jeg var så heldig at få siddeplads fra Korsør. - Ja - det var mig De sad på!

- Stod du op på benene hele vejen? - Nej, på hjemturen stod jeg på ho'det!

Selvom man skal stå op i toget, kommer man dog temmelig rask afsted.

Alle de vogne som kører den modsatte vej er tomme - så jeg tror jeg ta'r en af dem!

Det tog jeg kom med var så forsinket, at det jeg skulle hjem med allerede var kørt!

Det må ha' været en stor behagelighed, dengang man ikke havde jernbaner, at man ikke skulle skifte i Hellerup.

(To togpassagerer - damen med en fisk i dametasken:)  - Der er stadig uenighed om rygere og ikke-rygere i toget. - Ja der burde være et tog for hver enkelt person.

- Jeg havde billet til Slagelse, og toget kørte til Næstved. - Og dèr har du måske aldrig været?

Her skal man sidde en evig tid og vente på toget - det venter såmænd aldrig på mig!

Selv om sporvognene herefter kører en halv time længere, så står jeg alligevel af, hvor jeg plejer.



TELEFONEN

- Tænk han ringede mig op klokken to om natten! - Ja, telefonen er en glimrende opfindelse!

Har jeg fået galt nummer, nå, det gør ikke noget. Jeg vil blot tale med en eller anden!

Der burde egentlig være en bog over de forkerte numre!

Hallo, ja, det er mig - hva' beha'r - forkert nummer - nå - men det er mig alligevel!

- Jeg får ingen telefon før end om halvandet år! - Nå, men så ringer du!

Nej, jeg har ingen telefon; men hvis De ringer til min svoger i Roskilde, så ta'er han ind og siger, at De har ringet!

Frøken, må jeg få et eller andet nummer som ikke er optaget!

- Han er hjemme. - Jamen han svarer jo ikke. - Nej, han ta'r aldrig telefonen.

Det er ganske absurd, så telefonen er gammeldags - her skal man stå og sige hallo - det er mig!

Man bør erindre, at ens telefonnummer altid er en andens forkerte nummer!

- Jeg ringede flere gange til dig i går. - Nå, var det dig!

Hvis 'et øjeblik' var lige så langt i virkeligheden som det forekommer i telefonen - kunne man blive tusinde år.

Tre timer om at få Slagelse - utroligt - man bli'r jo ganske konfus over al det jag!

Det er sjette gang i dag, jeg har ventet i tyve minutter, efter at der er sagt et øjeblik!

Jeg kan ikke forstå at man kritiserer telefonen så voldsomt; i går talte jeg med Hellerup uden spor af ubehag.

- Er det Jensen? - Det er Hansen! - Hvad - er det Hansen - så er det ikke Dem, det er mig!

(Herre med stor hjemmefrakke og stort tørklæde:)  Jeg er forkølet, så jeg ringer af - det trækker i telefonen! Hallo! Ja, det er mig... Vil De tale med Hansen - det er ikke mig!

Undskyld, jeg ringer af - der er en der ringer på - så ringer jeg op!

- Så ringer jeg til dig. - Jeg har ingen telefon. - Ja, men det har jeg!

TEORI OG PRAKSIS   Tilbage til alfabetisk oversigt

(To vagabonder:)  Ser du - teori - det er når man siger otte kroner. Men praksis - det er otte øre.

TILBAGEBLIK

Jeg husker tydeligt, at jeg som dreng enten ville være indianer eller papirhandler.

Man kan tænke betydeligt længere tilbage end frem.

TOLDERE

Det er med tolderne som med tandlægerne, for at finde den dårlige tand må han kigge én i munden.

TVANGSTANKER

Nu er Dyrehavsbakken lukket, men for en sikkerheds skyld skulle man måske ta' ud og se, om den er rigtig lukket.

TVIVL

Skal jeg nu skrive eller ringe - skriver jeg, så ringer hun, og ringer jeg, så skriver hun...!



TÆNKNING

Når jeg tænker, udelukker jeg enhver tanke - og er kun mig selv.

Hvis jeg skal sige min ærlige mening om denne sag, så må jeg udbede mig betænkningstid - man kan aldrig være årlig sådan på en studs.

Man kan tvivle, men begynder man først at tvivle om, at man tvivler, så tvivler man for alvor!

Når man sådan sidder og ikke tænker på noget, det må vel være det, man kalder for at filosofere.

Det er en stor behagelighed at sidde stille og tænke - men selv om man ikke tænker, er det en stor behagelighed at sidde.

UNGDOM

- Han kæmpede hele sin ungdom for friheden. - Og hvad så? - Så blev han sat fast!

Jo længere man præker for ungdommen, des ældre bliver den, og så er det for sent!

UTÅLMODIGHED

Utroligt så folk kan være utålmodige. Nu er der en mand som er svømmet over Storebælt.

VENTETID

- Jeg ville gerne tale med direktøren. - Det ville jeg osse - jeg har siddet her i to timer!

Efterhånden er det gået op for mig, at man spilder en masse tid ved altid at være præcis!

VREDE - OG HIDSIGHED  Tilbage til alfabetisk oversigt

Jo, han kan tro han skal få svar, og det et som kan vaske sig - bare jeg nu vidste hvad jeg skulle skrive.

De er ganske vist en stor mand, bevares, men det vil jeg bare sige Dem, at overfor mig bliver De den lille!

Det er meget ubehageligt, skriftligt at skulle gøre rede for sin hidsighed!

Der var stor munterhed på kontoret i dag. Jeg kom til at sige en vittighed uden at vide det.

(Postbudet::) - Og så er der strafporto! - Nå er der det, men den vil jeg sidde af!

- Når man bliver hidsig, skal man blot tælle til ti. - Det har jeg prøvet, men så bliver jeg bare endnu mere hidsig!

- Det er utroligt så han kan blive hidsig. - Ja, men så sku' du se ham, når han bliver vred!



ÆGTEFOLK OG ÆGTESKAB Jeg vil have koteletterne panerede, men det vil Alvilda ikke. Det er på den måde der opstår krig.

Hallo! Ja tak, to yderpladser - en i hver ende af rækken!

- Hvad ønsker du dig til jul, Emil? - Ingenting, jeg må spare.

(Mand ved betragtning af skilt med 'Isen er usikker':)  Det var Petra osse.

Hvorledes ville Strindberg mon have behandlet problemet kartoffelmel i det moderne ægteskab?

- Går vi den vej har vi modvindt - og går vi den anden vej, har vi modvind hjem. - Nå - så lad os blive stående!

(Mand til konen med næsen i vejret:)  Jamen søde Hortensia, det er jo umuligt at sige sandheden uden at lyve!

ÆRGRELSE

Selvfølgelig bør man aldrig ærgre sig - dog beror det i høj grad på, hvad man ærgrer sig over.

ÆRLIGHED

Hvis jeg skal sige min ærlige mening om denne sag, må jeg udbede mig betænkningstid - man kan aldrig være ærlig sådan på en studs.
- Du er alligevel ikke så dum, som du ser ud til. - Nej, det er netop forskellen på os to.

- Nu skal jeg sige Dem noget! - - Nej tak, lad være med det!

- De ser ikke ud til at have opfundet krudtet! - Nej, og det er jeg så glad for!

(Hjulbenet herre bliver spurgt:)   Rider De? - Nej, det er jeg født med!

(Ældre direktør til ung storsnudet mand:)  - Der var noget jeg ville sige Dem, men nu har jeg glemt det. - Tusind tak, hr. direktør!

- Kære ven. Jeg har ikke set dig i to år! - Tak - det var pænt af dig.

Min mening er nu den, at hvis vi alle sagde vor ærlige mening, så var der overhovedet ingen mening i noget som helst!



Længere hovedafsnit:  
Til toppen  Næste

ALDER

  
Til toppen  Til oversigt over hovedafsnit  Næste kapitel

Ak ja, tiderne skifter, som ung gik jeg med vat i skuldrene, nu går jeg med det i ørene!

I min ungdom sværmede man om natten for at høre nattergalen - nu kan man høre den i radioen om eftermiddagen.

- Vi bliver gamle, Olsen. - Ja - det vil tiden vise.

Man skal aldrig overile sig, men se tiden an - det har jeg gjort i over tres år - og det agter jeg at blive ved med.

Min ungdom gik med drømmerier - og nu må jeg tage piller for at falde i søvn.

De bidende bemærkninger kommer egentlig først, når man har mistet tænderne!

Som dreng var jeg ganske ferm til at pifte i fingrene - nu kan jeg ikke pifte i noget som helst!

Jeg har deltaget i utallige polemikker i min tid - nu må jeg nøjes med at modsige mig selv!

Når man har nået min alder, kan man godt regne med, at trefjerdedele af livet har været løgn og humbug.

Ja, tiden går, nu er man allerede ved rejerne!

Da jeg var tolv år, var jeg med til afdansningsbal - og siden har jeg ikke danset.

Besynderligt, han [en cyklist] sagde Bedstefar, så vidt jeg erindrer har jeg ingen børn.

Som barn sad jeg ofte på denne bænk, jeg husker at jeg ikke kunne nå ned med benene... og det kan jeg heller ikke nu.

(Ældre festklædt herre til kollega:)    Vi traf såmænd hinanden på et karneval - jeg var Harlekin og hun var Columbine

- De bliver yngre for hvert år, hr. professor. - Ja, ja - i august bliver jeg nitten.

- Tænk at vi ikke har set hinanden siden skoledagene! - Nej, kan du huske, at du skylder mig en jante?

Når de unge bliver gamle, begynder de at kritisere de unge!

Som ganske ung var jeg stærkt forelsket i hende, og da jeg mødte hende havltreds år efter, sagde hun minsandten, at det havde hun også været i mig!

- Jeg er tooghalvfjerds. - Såh - om to år er vi altså lige gamle!

Som ung skrev jeg dagbog - nu udfylder jeg blanketter!

(Ældre herre med meget krøllet hat:)  - Tænk - kan De virkelig kende mig, det er jo over 20 år siden! - Ja - jeg kendte Dem på hatten!

- Er De osse født i tooghalvfjerds? - Ja - den niende januar! - Og jeg den ottende - jeg tænkte nok, at jeg var den ældste!

HUKOMMELSE  
Til oversigt over hovedafsnit

En god hukommelse er en vidunderlig ting, men den kan også være det modsatte.

Det er meget ubehageligt at have en god hukommelse, når der er så meget, man gerne vil glemme.

Det er meget ubehageligt, at jeg glemmer alt det jeg skal huske, men husker alt det jeg skal glemme!

Hukommelse er dog en mærkelig ting, jeg husker tydeligt Frederik den Syvende,
men det er mig komplet umuligt at huske, hvor jeg har lagt mine briller!

Skulle De møde en person som flakker om uden at kunne huske noget som helst, er det rimeligvis et af vidnerne i denne sag.

(Ældre direktør til yngre afdelingschef eller lign.:)  Der var noget, jeg ville sige Dem, men nu har jeg glemt det. Tusind tak, hr. direktør

- Jeg har lige læst en vidunderlig roman. - Så, hvad handlede den om? - Det kan jeg ikke huske!

Der er tre ting, jeg altid glemmer - min kones fødselsdag og mine galocher!

(Ældre professor-agtig herre:) Jeg husker at vi var uenige engang i firserne, men hvad det var, vi var uenige om, kan vi ikke blive enige om.

(To lærde herrer:)  Så vidt jeg husker, står det i niogtyvende bind, side seks hundrede og syvogfirs.
- Ja, netop - nittende linje fra oven - efter først punktum.

- Jeg husker tydeligt slaget ved Svold. - Umuligt, det var i år tusind. - Ja, den niende september.

(Mand på cafë med øl på bordet:)  Det eneste jeg kan huske fra skoletiden - er Kristoffer af Bajeren!

Jeg kan aldrig huske om Ibsen staves med b eller p - så jeg nøjes med at skrive Henrik.

Den mikstur har jeg taget så længe, at jeg har glemt, hvorfor jeg ta'r den!"

Jeg ved ellers alt om Napoleon, men det er besynderligt, jeg kan aldrig huske, om det er højre eller venstre hånd han stikker under vesten.

Altså, Peder Syv har lavet mange af vore gamle ordsprog, og I kan altid huske hans navn, når I tæller til syv.



FILOSOFI   
Til oversigt over hovedafsnit

- Hvordan bliver man eksistentialist? - Simpelthen ved at lægge armene overkors og se dybsindig ud!

Naturen er egentlig mægtig - sådan set.

Jeg afskyr fraser, men for at sige dette, har jeg altså måttet bruge en frase!

Det er utrolig, så let man kan bære andres bekymringer.

(Ældre mand på bænk til snegl:)  Ja, gamle ven, du har det nemt. Selvom du er ude, så træffer man dig altid hjemme!

Menneskene er jo gode, men hvorfor er de det så ikke?

(Sat borger:)  Hvert år ønsker man at det nye bliver bedre end det gamle, men det er aldrig blevet det endnu.

Når man har det så godt, at man ikke kan ha' det bedre, så har man det ikke så godt!

Det er mærkeligt, så alting skal gøres svært for at få det let.

- Hvorfor mon sneen er hvid! - Ellers kan man ikke se, at det er sne!

Ordet mellem kan skrives fra begge sider uden at miste sin betydning - det er der en vis mening i.

(Herre i zoo:)  Selvfølgelig kan dyr tænke - men jeg har ofte undret mig over, hvad de egentlig tænker.

Verden er blevet så lille, at det ikke mere er interessant at være verdensberømt!

Den lige vej er den nærmeste. Men som oftest når man den kun ad lange omveje!

Opsæt ikke til i morgen, hvad du kan gøre i dag - dette gamle mundheld har kostet mig ikke så lidt.

(Taler med enormt stort hoved:)   Vi mennesker har den fordel frem for dyrene - at vi kan tænke. Det er det som gør os til mennesker.



TIDERNE OG TIDERNES SKIFTEN  
Til oversigt over hovedafsnit

Sikke tider, før havde man brændsel i kælderen, nu har man fryseboks.

Ak ja, det var dejlige tider. Jeg husker tydeligt fru Heiberg som Ib i Gøngehøvdingen!

Tiderne er efterhånden blevet sådan, at hvis man opfører sig normalt, så er man ikke rigtig klog.

Tiderne forandrer sig - nu til dags kan man gå til bal iført uldtrøje og sandaler.

Det er utroligt hvad der er opfundet i de sidste år. Nu ville det være rart om der kom nogle år, hvor der ikke blev opfundet noget.

Ja, tiden går - nu er man allerede ved rejerne!

(Stor ældre herre på en sti i skoven:)  Nu er det snart efterår - med sylte og rødbeder.

Eubiotik, som kommer af græsk, er et ganske ukendt begreb i vore dage, idet det betyder at gøre sig livet behageligt!

(Ældre herre der trykker på kontakt:)  Det er utroligt at noget så besværligt kan være så nemt.

Jeg gør ligesom solen, står op ganske langsomt - og ved tolvtiden er jeg helt oppe.

Nu til dags er midt på dagen nærmest lidt hen ad formiddagen.

- I disse tider er det umuligt at leve af sin indtægt. - ja, men det er osse umuligt at leve uden den.

Når vi nu bliver af med de store bogstaver, så har vi ikke ret meget stort tilbage.

Uha, sikke tider - hundene er efter kattene, kattene efter fuglene, fuglene efter myggene og myggene efter mig.

I mine unge dage var zoologi naturhistorie - men nu er det jo en hel videnskab.

Det pudsige er, at om hundrede år er denne onde tid blevet til gode, gamle dage.

- Tænk, hvor tiden går. - Ja - men det er jo vor egen skyld!

- Man siger vi kan vente vinter inden jul. - Ja det er utroligt, hvad der kan ske i vore dage!

[Rumvæsen i meget abstrakt streg:)   - Så der er den radar igen - det er da osse ærgeligt - vi som altid har levet i fred og ro her på månen!

Som dreng var jeg ganske ferm til at pifte i fingrene - nu kan jeg ikke pifte i noget som helst!



ORD, ORDSPIL, FORTALELSER, FORDREJNINGER  
Til oversigt over hovedafsnit

- De er vel ikke sprøjtet med arsenik? - Nej, men det kan fruen nok få gjort på apoteket.

- Gult lys bør afskaffes. - Ja, noget må der gøres for at bevare forvirringen.

Det er pudsigt med nullerne, de betyder ingenting - og så er det ligegodt dem, der tæller.

Ja, tiden går, nu er man allerede ved rejerne!

Sagen er at folk har alt for travlt til at bestille noget.

- Tro mig, min kære blikkenslagermester, vi kan godt være enige om, at der siges en masse sludder og vrøvl her i verden.
- Ja, når De selv siger det, hr. Møller.

- Et ord som for eksempel drikkepenge hedder på kinesisk kagepenge. - Nå, men så er det nok romkager.

Nu gælder det om at smide jakken og smøge ærmerne op. - Ja - nu er det jo varmere i vejret.

Hvad læser Deres søn til? - Til henad to hver nat!

De første tre ting, som er nødvendige for en have, er græs, blomster og buske; uden disse vil haven ikke blive nogen sukces.

- Har du købt en kat? - Ja - hver morgen står der tre flasker fløde uden for døren!

Man undgår en masse ulejlighed ved at lade være med at rejse, og så er man osse velbeholden hjemme igen.

Nu kan man gå uden overfrakke, og det er en stor behagelighed, når man ikke har nogen.

(Interview:)  Hvad er det mest interessante De har oplevet? - Det har jeg ikke oplevet endnu!



De skriver aldeles som jeg tænker - jeg forsikrer Dem, jeg læseres Deres nekrolog hver dag!

Hvis jeg ikke boede på en tredjesal, ku' jeg godt tænke mig at holde høns, men det må jeg altså slå ud af hovedet.

Hvorfor hedder den egentlig éngangskatten? Fordi anden gang er der nemlig ikke noget.

(Avislæser:)  Tænke sig - at han var en så stor forbryder - den hæderlige mand I mine unge dage var zoologi naturhistorie - men nu er det jo en hel videnskab.

Service er et underligt ord, det minder mig altid om uvaskede tallerkener!

Man kan godt være en vigtig person, uden at være en vigtig person!

Mange af vore forestillinger her i livet er den rene indbildning, det bilder jeg mig da ind!

I går er ikke i morgen, men i dag er i morgen i går!

Jeg har en snog i spiritus, men det er også den eneste spiritus jeg ha i huset!

Jeg har mødt den unge mand på steder, hvor jeg aldrig ville sætte min fod.

En skatteautoritet har udtalt, at det ikke må komme så vidt, at man siger 'jeg gider ikke mere'. Er det nu ham selv eller skatteyderne han mener?



Når man gør det ubevidste bevidst, er det ganske ubevidst!

(Irriteret herre:) - Skubber De! - (tiltalte:) - Næh, vil De skubbes?

Man kan godt være en vigtig person, uden at være en vigtig person! [betydningsfuld ctr storsnudet]

- Er De samler? - Ork nej, jeg har det største besvær med at samle tankerne.

(Ældre herre med rød næse:)  - Ja, du gamle, nu er jeg altså direktør! - At tænke sig, du skulle blive noget med tør!

Vi arbejder alle for at leve, men mange lever for ikke at abejde!

- Han er jo en driftig mand med masser af penge, så han sidder godt i det. - - Ja, nu har han siddet i tre måneder!

- Han har en første sal med gratis varme. - Umuligt! - Jo, der er bageri i stuen!

- Lægerne siger man skal holde op med at ryge med én gang. - Ja, men hvad så med alle de andre gange?

- Jeg handler kun med gamle kunder. - Nå ja, jeg er toogfirs!

En paraply er intet værd, når man har hul i skoene - høhø - der sagde jeg vist en åndrighed!

(Gæst til tjeneren:)   - Har De hummer? - Ja, det er ganske lille, men der er dejlig udsigt!

- Tror De på tankeoverføring? - Absolut, hvor meget drejer det sig om?

(Tjener til gæst:)  - Nu er der ikke flere cykledæk, hr. - Nå, så gi' mig en labskovs.



- For mig kan De gøre, hvad De vil! - - Tak, det gør jeg sandelig heller ikke!

- Jeg går i vandet hele vinteren! - De går vel hjem og spiser?

- Der findes folk som hedder Sommer, og andre som hedder Winther - men Efterår er der dog ingen der hedder. - Næh, men jeg hedder August!

(To herrer ved havet i øsende regnvejr:)  - Skal vi gå i vandet? - Ja, slå paraplyen ned!

- Vi har vist ikke set hinanden før? - Nej, men vi kan gå ud og komme ind igen - så har vi det!

- Det er hårde tider, vi lever i, syn's du ikke? - Jo, i høj grad - nu kommer der grammofonplader som ikke kan gå i stykker.

Hvis blåbær er røde, så er det fordi de endnu er grønne.

- For tiden studerer jeg løbebiller. - Det må da være et farligt renderi!

- Han går altid og snakker med sig selv. - Ja - det er ham umuligt at få indført et ord!

Man ka' godt risikere, at den sidste sporvogn er kørt længe førend den man kommer med.

- Jeg spiste ikke frokost før halvto. - Om formiddagen?

Hvis jeg flyver, kan jeg være der om en time - men jeg skal ikke være der før i morgen formiddag.



- Jeg har altid været optimist. - Nå - ja, jeg har været glarmester.

- Nu skal vi jo spænde livremmen ind. - (Manden med stor mave og stort smil) - Nå - jamen jeg går med seler.

- Har De aldrig prøvet fluefiskeri? - Nej, hvad bruger man til madding?

- Tænk dig - Dionysius afsved sit skæg med glødende valnøddeskaller. - Nå - men det er jo umuligt at opdrive valnødder!

(To herrer og en hund:)  - Kom den tilløbende? - Nej, den kom gående ganske roligt!

- Nu vil man flytte kunstmuseet ud på Eremitagesletten. - Nå - så skal hjortene vel ind i Østre Anlæg?

- Jeg sagde araber-komplot! - Undskyld - jeg synes De sagde rabarber-kompot!

Det ville være et henrivende vue, hvis ikke udsigten, ødelagde det hele.

- Hvad forstår man egentlig ved kosmisk? - Det er noget damerne smører i ansigtet!

- Det er vanskeligt at være filatelist i disse tider. - Ja, sommetider er jeg ved at gå fra sans og frimærkesamling!

Meningen med det er ganske meningsløst - så det må vel være meningen!

Der findes faktisk folk som er modige nok til at tilstå at de ikke er det.



Det er imidlertid en kendsgerning, at når jagten går ind, går jægerne ud!

(Ældre herre til lille tykvommet mand:)  - Har De egentlig noget livsmål? - Ha - 120 cm!

- Hvad er egentlig kunstindustri? - Så vidt jeg ved er det en slags honning!

(Konduktøren til passageren:)  - Har De ikke lige penge? - Nej - de er runde allesammen!



- Jeg har samlet på insekter lige fra jeg var barn. (Herre der er forfærdet:) - Er De blevet af med dem!

Nu venter vi snart honning, men da man venter sig meget lidt honning i år, kan man måske ikke vente sig noget.

(Herre til gartner:)  - Det er nogle yndige blomster - hvad hedder de? - Andersen!

(Mand til tegner der ligner Storm P:) - Skal du ikke have ferie? - Næh, jeg gider ikke.

- Har du langt hjem? - Lige om hjørnet - og så til Gentofte.

(Herre til stor tyk mand der går foroverbøjet:)  - Undskyld, har De tabt noget? - Nej - jeg har taget på!

Der er det gode ved sne, at når det er regn, bli'er det ikke liggende.

- Nu skal man til at lave gammeltøl. - Nå - det er da noget nyt!

(To herrer til hest:)  - Kan du lie' muslinger? - Ja - med rødkål! - Jeg sa' muslinger! - Ja, med rødkål!

- Filatelisterne mener, at frimærker er godt for nerverne. - Før eller efter måltidet?

(Meget høj ung pige til lille mand:)   - Kan du høre fugletrækket, Emil? - Nej - ikke hernede!

- Skal vi gå en tur? - Ja, så mødes vi her bagefter!



- Hvad bestiller De, når De ikke bestiller noget? - Ingenting - men ellers bestiller jeg aldrig noget!

Kære ven, det går nok altsammen, husk, vi er alle i hver sin båd!

- Hvor er det længe siden jeg har set Dem! - I lige måde, det er nok derfor!

- De glemte vist at tørre føderne af på måtten? - (bemærker fodsporene) Nej, men jeg har nok tørret måtten af på fødderne!

(Meget lille kontorchef til sine meget høje underordnede:)  - Jeg holder på de små bogstaver, hr. Møller.
- Nå - jamen jeg håber ikke, kontorchefen ser ned på mig, fordi jeg holder på de store!

(Kunstner med lærred og malerkasse til mand med bog:)  - Det er vanskeligt at være naturalist i vore dage. - Ja der skal så mange mærker til.

(Tankefuld herre:)  - Jeg kan til en vis grad tilgive ham hans ukendskab til Guldalderen, men når han påstår, at Thorvaldsen var en dans, må jeg studse!

Man siger jo, at det skal være galt, førend det kan blive godt - men det ku' lige så godt være omvendt.

(Mand i skoven)  Al skovens trylleri og vidunderlige stilhed ville komplet forsvinde, hvis der ingen træer var.

- Undskyld - De har vel ikke set min hund? - Næh - må jeg se den?



LOGIK OG LOGISKE PROBLEMER - (se også ord og ordspil)   
Til oversigt over hovedafsnit

Den lige vej er den nærmeste - men som oftest når man den kun ad lange omveje!

- Ja, nu har jeg grundigt forklaret Dem sagen! - Hvad for en sag?

Når man siger - kik indenfor når du går forbi - mangler man logik!

(Den lærde forelæser:)  Denne sommerfugleart er ganske ukendt herhjemme,
og da den heller ikke kendes andre steder, er det muligt, at den slet ikke eksisterer.

Sagen er at folk har alt for travlt til at bestille noget.

(Forelæseren:)  Det er det nuværende som har interesse - er det nuværende blevet forhenværende, er det uden interesse
- og man kunne altså have sparet interessen.

(Ophidset taler;)  Når man ikke ved, at man ved det, så er det da indlysende, at man ved, at man ikke ved det!
(Forelæser:)  Heureka er græsk og betyder "Jeg har fundet det!" - Men hvis man ikke har fundet det, behøver man jo ikke at sige noget!

(Mand så stor som et nul:) Det er pudsigt med nullerne, de betyder ingenting - og så er det ligegodt dem der tæller.

Hvis alle havde det så godt som jeg - så havde de det ikke så godt!

Det upraktiske ved kold and er, at den skal steges først.

(To spadsmagere:)  Hvad forskel er det på dig og et blødkogt æg? - Det ved jeg ikke! - Det ved jeg heller ikke!

(På museum, foran en figur:)  Kustoden: Den er af glas. - Gæsten: Så - men hvor hælder man i

At Oehlenschlæger var svær beviser ikke, at H.C. Andersen var Neger!



Det er meget beklageligt at man river gamle, smukke huse ned og bygger grimme nye. Det burde jo være omvendt.

Det gamle ord "En arbejder er sin løn værd" har ret - det vil sige, hvis han bestiller noget.

Tænk, hvis man ikke havde trapperne - sikken et mas, man så havde med at komme op!

Vand er i virkeligheden det bedste man har, når man ikke har andet!

På de nye sporvogne skal man ind den ene vej og ud den anden vej, og når man kører tilbage, skal man ind den anden vej og ud den ene vej!

Jeg har lagt mærke til at folk som har gæld, bruger mange penge, så at det er nok derfor at de har gæld.

Om jeg har et sæt aflagt tøj - - ja, det kan De tro, jeg har - jeg går med det hver dag!

Jeg har altid været optimist. - Nå - ja jeg har været glarmester.

Har De aldrig prøvet fluefiskeri? Nej, hvad bruger man til madding?

Når man tænker på Napoleon! - Jamen - er der nogen der gør det?



(Mand i mørke/under mørkelægningen:)- Kan De sige mig, hvor jeg er henne? - Ja, De står lige foran mig?

- Er det den yngste? - Jeg har kun den ene. - Nå, så er det altså den ældste.

Selvfølgelig har man en hobby - det vil sige, jeg har ingen - det er min hobby!

- Du kan jo ikke komme på landet til sommer? - Nej, men jeg ta'r derud nu, og så ta'r jeg ind til sommer!

Jeg tror De vil fortryde at samle på flygler - frimærker er både morsommere og tager ingen plads op!

Selvfølgelig bør man aldrig ærgre sig - dog beror det i høj grad på hvad man ærgrer sig over.

Det er utroligt, så han kan blive hidsig. Ja - men så sku de se ham, når han bliver vred!

Der står at den ikke må fodres - hvad mon den så lever af?

(En ordstyrer:)  Jeg forslår, at vi anvender den sidste halve tim til at råbe hurra for vores nye formand.

Ordstyrer:)  Det er nu min mening, og jeg vil slutte med at erindre om, at der kan ventes fuldfed ost!

Mine Herrer - Møder et hævet - Diskussionen kan foregå ved smørrebrødet!

(Gæst på restaurant til tjener: Har De hummer? - Ja - det er ganske lille, men der er dejlig udsigt!

(Ved billetkontoret:)  Hvorfor er lugen så langt ned? - Jo, det er fordi jeg sidder ned.

Når man siger - kik indenfor, når du går forbi - mangler man logik!

Udtrykket "at se sig for" kommer desværre altid bagefter.

Jo ældre de gamle ordsprog bliver, desto bedre passer de til Tiden.

Hvad er egentlig kunstindustri?:  Så vidt jeg ved, er det en slags honning!

(Foredragsholder:)  Lyren var et meget anvendt instrument i den græske oldtid - nu bruges den udelukkende som slipsenål!
Meget bestemt foredragsholder)  Jeg indrømmer gerne at gås er godt - men efter min mening spiller sveskerne en stor rolle!
Jeg afskyr fraser - men for at sige dette, har jeg altså måttet bruge en frase!



SPROGET  
Til oversigt over hovedafsnit

Oprindelig var sproget et middel til forståelse - men efterhånden er det blevet et middel til misforståelse.

Ved at studere den såkaldte sprogrøgt er jeg kommet til det resultat at man overhovedet ikke mere tør sige et ord.

(En pointerende taler:)  Det jeg her siger, er ikke noget jeg selv har fundet på, det er sagt af en mand som vidste hvad han talte om

Måske har jeg modsagt mig selv i aften - men hvad jeg har sagt, står jeg ved!

At tiltalte er en ærlig mand, bevises af at han åbent tilstår at være en stor slyngel.

Et synonym er et ord, man kan bruge, når man ikke kan stave det man tænkte først!

(Forelæseren:)   Jeg må her bemærke, at Siciliana ikke er en cigar - men en ottelinjet strofe i poesien.

Jeg har hørt mange spydige bemærkninger i aften - de er imidlertid alle prellet af - være vis på, at jeg skal huske dem!

- Det er utroligt, hvad man i vore dage ved besked med. - Ja, og nå man så tænker på, hvad man endnu ikke ved besked med.

Der snakkes og snakkes op og ned ad stolper - og det eneste der bliver stående er stolperne!



Min mening er nu den, at hvis vi alle sagde vor ærlige mening, så var der overhovedet ingen mening i noget som helst!

Mine herrer - vi taler for meget - og siger for lidt!

Det er ganske pudsigt at lægge mærke, til at de fleste dagbøger er skrevet om natten.

For at skændes behøver man i sproget kun to ord - nemlig ja og nej!

Der bør findes et nyt ord for romantik, fordi man i vor moderne tid virkelig ikke kan være bekendt at være romantisk.

Benævnelsen tøjkort er for mange uforståelig i daglig tale, ligesom pteridospemer, der ganske simpelt betyder bregner.

Der er egentlig noget rørende over ordet fjerkræ.

For at vænne sig til de små bogstaver kunne man måske begynde med at skrive de store lidt mindre!

Jamen, søde Hortensia, det er jo umuligt at sige sandheden, uden at lyve.

En krise er når ingen ved, hvad der skal gøres - i en fart.

Min onkel var en underlig mand, han talte otte sprog, men han sagde aldrig et ord.

Byron? Byron? Er det ikke noget man kommer i håret?

- Taler Deres søn fransk? - Næh, det har jeg aldrig lagt mærke til!

(Muslimsk udseende mand med fez til alm. borger:)  - Hamsamtim uhala la la? - Jeg forstår ikke, hvad De siger!
- Hamsjatim uhala la la! - Nå, De forstår heller ikke, havd jeg siger?



Jo ældre de gamle ordsprog bliver, desto bedre passer de til tiden.

Og med hensyn til talesproget må vi have tålmodighed - det tager tid at lære kragen at fløjte som stæren!

Når man taler om solen, så skinner den - siger et gammelt ord. Så forstår jeg ikke, hvorfor man ikke taler om den.

Min gode hr. Møller - hele sagen er, at man ikke kan få fred til at få fred!

Man kan lære umådelig meget af de gamle ordsprog - men man gør det ikke!

Man siger, at vi præster taler et gammeldags sprog - men vi kan da ikke gå frem og sige - den er vel nok skrap!

Om jeg har et sæt aflagt tøj - - ja, det kan De tro, jeg har - jeg går med det hver dag!

- Det er egentlig underligt, at man kalder dem morgensko, når man kun har tid til at gå med dem om aftenen.

(Bistert udseende herre ved skrivebordet:)  Hver gang jeg skal stave Øhlenschlæger, må jeg enten rende hen på hjørnet af Vesterbro eller låne en vejviser.

Shakespeares navn bliver som oftest stavet forkert - men det er ganske pudsigt, man ved altid, hvem der menes.

Udtrykket "at se sig for" kommer desværre altid bagefter.

Kære, unge venner - Hostrups studenter var ganske vist glade, unge mennesker, men de sagde ikke "Okay - den er vel nok skrap".

- Hvad hedder høns på svensk? - De hedder høns. - Nå - det er da ikke så svært!



TALER - OG MØDER  
Til oversigt over hovedafsnit

- Efter min mening var Deres foredrag det rene sludder. - Ja, i højeste grad, men sikken en lykke det gjorde!

Her sidder man og hører på det sludder, og så skal man oven i købet se åndfuld ud!

Måske har jeg modsagt mig selv i aften, men hvad jeg har sagt, står jeg ved!

- Tro mig, min kære blikkenslagermester, vi kan godt være enige om, at der siges en masse sludder og vrøvl her i verden.
- Ja, når De selv siger det, hr. Møller.

Det jeg her siger, er ikke noget, jeg selv har fundet på, men det er sagt af en mand, som vidste, hvad han talte om!

Så vedtager vi lige én resolution til. Og så går vi hjem!

(Meget trist udseende taler:)  Jeg håber, at jeg i mit foredrag har kastet et strejflys over begrebet humor!

Jamen, kære hr. Madsen, Deres tale var i høj grad fornærmelig, men takket være Deres udseende troede tilhørerne at det var lutter vittigheder!



Jeg taler for døve øren - men vær glad for I ikke vil høre mig - for hørte I hvad jeg sagde, så ville I ikke høre det!

Mine herrer. Mødet er hævet. Diskussionen kan foregå ved smørrebrødet!

- Så holdt han en stor tale. - Nå, hva' sa' han? - Ingenting.

Man skal tænke, før man taler. Jeg har prøvet det - men så er det altid for sent!

(Kvindelig taler:)  - Jeg foreslår at vi anvender den sidste halve time til at råbe hurra for vor nye formand.

(Ophidset taler:)  Når man ikke ved at man ved det - så er det da indlysende at man ved, at man ikke ved det!

Kære venner - kunne vi ikke blive enige om at hoste allesammen på en gang!

Denne sag kan ses fra flere sider, så jeg vil bede de herrer sætte sig i rundkreds!

En ting er vi enige om - der må gøres noget - men hvad der bør gøres, det bliver vi nok uenige om!

Mine herrer - skal vi udbringe et kraftigt leve for værten - men da han allerede er gået i seng, foreslår jeg, at vi nøjes med at hæve glasset!

(Taleren:)   Det er nu min mening, og jeg vil slutte med at erindre om, at der kan ventes fuldfed ost!



VAGABONDER OG SJOVERE  
Til oversigt over hovedafsnit

Når man rigtig tænker over livet, så drejer det hele sig i virkeligheden om et stykke med levepostej.

Os er der ingen der regner med - og så er det ligegodt os som har opfundet vandrebevægelsen!

(Klunser til en anden klunser:) Hvor udstiller du i år?

Ser du, teori, det er når man siger otte kroner, men praksis det er otte øre.

- Du Demokritos - det ser ud til regn. - Nå, så bli'er vi hjemme!

Der er det gode ved bakker, jo mere de går opad, desmere går de nedad.

(Om badegæster:)  - Hele vinteren går de og længes efte solen - og når den så er der, ta'er de sorte briller på!

- Hvad forskel er der på dig og et blødkogt æg? - Det ved jeg ikke! - Det ved jeg heller ikke!

Selv om man ikke bor noget sted, kan man godt blive generet af sine naboer.

(Tigger til pæn herre:)   - Jeg har kendt bedre dage, Hr. - Det har jeg osse, min ven!

- Artemis - nu ved jeg, hvad vi skal. - Hvad skal vi? - Vi skal la' vær'!

- Du Herodot - hva' æ' folketælling for noed? - Det æ' nær de render rundt og si'er en-to-tre!

(Til en fugl)    En gang til - så fløjter jeg understemmen!

Som gammel musiker kunne jeg godt tænke mig en fuga, bestående af et par stegte sild og en lille en i baggrunden,

Du - hvad er det at være akademiker? - Det er når man har læst sig til, hvad vi andre ved!



VEJRET  
Til oversigt over hovedafsnit

Det ser ud til tø, men selv om det bli'er frost, så får vi alligevel tø - senere hen!

Jeg har oplevet adskillige vintre, men aldrig en som ikke endte med tøvejr.

Hvad sagde jeg - en skønne dag har vi tøvejr!

Man skal aldrig ærgre sig over vejret, det gør, hvad det vil alligevel!

Overfor vejret, blive ved ved at være børn.

- Det var dog en mærkelig sommer! - Hvad for en sommer?

Nu har jeg købt mig et barometer. Nogen fornøjelse skal man da ha' af sommeren!

Der er nemlig det ved det, at tager man ud, ærgrer man sig over det dårlige vejr - og bliver man hjemme, ærgrer man sig over det gode vejr!

Hvad skal man egentlig med et barometer, når man har reumatisme?

(Tjener der hjælper gæsten frakken på:)  - Der skal vist isbåde over storebælt, hr. - Nå- ja, men jeg skal med linie 2

Man kan ofte af skyernes udseende forudsige vejret, nogle former give godt vejr, andre dårligt.
Men i alle tilfælde kommer det selvfølgelig an på vejret!



Jeg er komplet ligeglad om vejret er godt eller dårligt - bare det er der.

- Hvad siger meteorologerne? - De siger osse, at det er koldt!

- Hvor er det mørkt i vejret. - Det er så mørkt, så man må tænde lys for at se, om det er der endnu!

- Det regner hver eneste dag. - Ja, vi har aldrig haft så stadigt vejr!

Tågen var så tæt, at jeg ikke anede, hvor jeg var - før jeg var hjemme!

(Herre til mand med en svamp ovenpå hovedet:)  Det kommer der af at gå uden hat i fugtigt vejr!

Der er den behagelige forskel, at man kan vente tø efter frost - medens man efter tø kan vente frost.

Set indefra er vejret helt hyggeligt.



En herlig regn - det er godt jeg ikke har paraply med, for så var det tørvejr!

To herrer ved stranden - under stor paraply: Skal vi gå i vandet? - Ja, slå paraplyen ned!

(Ældre mand ved barometret:)  Hm - det virker ikke - men det er også ligegyldigt. Vejret gør, som det vil!

- Termometrene er snart udsolgt. - Ja, man aner jo ikke om det er varmt eller koldt!

Med hensyn til vejret, er det bedst at vente med at udtale sig til dagen efter.

Det bliver regnvejr - jeg har glemt min paraply, og jeg skal til Klampenborg - til en havefest!

(Vred herre i regn og sne foran et termometer:)  Æv - og det betaler man skat for!

(Herre foran et termometer:)  Det er utroligt, så varmt det kan være på en så kølig årstid!

Herre foran et termometer: Det er snart det eneste, man kan stole på her i verden.



LIVET  
Til oversigt over hovedafsnit

Livet er herligt - men intet er dog som et stort velskænket glas øl!

Livet er en gåde, og løsningen står på bagsiden.

Livet er en karrusel, når man har kørt nogle omgange, må man betale - og så ta'r man en tur til.

Livet er dog forskelligt fra alt andet!

Livet er en ørken - og vi er kamelerne

Ak ja, livet er svært - men matematik er sværere.

- Er du lykkelig, Herodot? - Ikke helt - jeg mangler syv øre!

To ting er af stor betydning her i livet - en bestemt karakter - og lidt natron efter måltiderne.

Egentlig er jeg i besiddelse af et vist lune, men jeg har aldrig haft brug for det i min stilling.

Man skal aldrig overile sig, men se tiden an. Det har jeg gjort i over tres å, og det agter jeg at blive ved med.



- Nu smelter snebunkerne. - Ja, så har man ikke dem at ærgre sig over. - Nej, men der kommer nok noget!

Jeg har haft det vidunderligt i min tid - takket være en svag karakter!

Det var en æblekage, som mor lavede den - før hun begyndte at spille bridge og ryge cigaretter!

Hele mit liv har jeg lidt af for lange skjorteærmer.

Ensomhed er en god ting - hvis man ikke havde sig selv at trækkes med.

Ganske vist har man erfaringer - men de er meget ubehagelige.

Jeg gør li'som solen, står op ganske langsomt, og ved tolvtiden er jeg helt oppe.

Ak ja, tiderne skifter - som ung gik jeg med vat i skuldrene, Nu går jeg med det i ørene.

Når man har nået min alder, kan man godt regne med, at trefjerdedele af livet har været løgn og humbug.

At sparke ud med benet og sige hopla, opfattes ofte som et tegn på livsglæde.



TILVÆRELSEN  
Til oversigt over hovedafsnit

Intet er dog fuldkomment her i verden - selv en solsikke kaster skygge!

- Lille mand kan kaste lang skygge. - Ja, og en varm kartoffel kan bestemme skæbner!

Tilværelsen er i virkeligheden nederdrægtig, men man har jo ikke andet end den.

Der findes tolv mennesker som forstår Einstein, men ikke et eneste som forstår mig.

Der er to problemer her i verden - selve verden og så femten procent i drikkepenge!

(Avislæser:)  Det er ganske behageligt at sidde i fred og ro og læse om al den ufred og uro.

Ak ja, selv den stærkeste cigar bliver engang til aske.

Ja, men kære - man er da kun et menneske. - Ja - syns's du ikke det er nok!

Mange af vores forestillinger her i livet er den rene indbildning - det bilder jeg mig da ind!



I virkeligheden er der ingen forskel på optimisme og pessimisme, de er begge indbildninger.

Der må sikkert ligge en dybere betydning i at fuglene til alt hvad der sker i denne verden altid svarer pip.

Der er noget tragisk i at man for at få en fugl til at stå stille, bliver man nødt til at udstoppe den.

- Jeg kender den [trappen] - der er fire og halvfems trin, men de fire regner jeg ikke for noget.

(Yngre mand ved spejlet om sit fuldskæg:)  Jeg tror jeg ta'r det af - jeg begynder et helt nyt liv!



Ja, mine tilhørere - havde han levet i vore dage, ville han have vakt umådelig opsigt, men han endte sit liv ukendt og ensom - så han var jo på en måde en lykkelig mand.

(Søvndrukken mand:)  Så, nu er det morgen igen, og i aften er det aften - og sådan bliver det ved.

(Journalist interviewer ældre herre med shagpibe (Storm P selv))  - Hvad er det mest interessante De har oplevet? - Det har jeg ikke oplevet endnu!

Hele mit liv har jeg måttet gøre folk opmærksom på at der er to s'er i mit navn!

Ak ja - tiden går - selv om man sidder.

Hver dag har sine skuffelser - i dag har jeg ingen haft - det skuffer mig.

Det er de latterligste ting man siger, når man møder hinanden.

Efter min mening, så er en regnorm ligeglad i begge ender.

- Kære hr. Møller - det hele er latterligt. - Ja - De har ret, det er til at græde over.



TOSSET VERDEN   
Til oversigt over hovedafsnit

- Det er da en tosset verden vi lever. - Den er som den altid har været - det er os som er tossede.

Man må huske på at det latterlige her i verden sker i fuldeste alvor!

Det er mærkeligt at man kan komme i det voldsomste oprør over den mindste bagatel, medens store begivenheder slet ikke gør noget indtryk.

Der snakkes og snakkes op og ned ad stolper, og det eneste der bliver stående, er stolperne!

Slår man op i verdenshistorien, vil man se, at vi mennesker har været oppe at slås fra tidernes morgen og til dato!

(Mand foran et udendørstermometer:)  - Det er snart det eneste man kan stole på her i verden.

- Jeg hører ikke så godt! - Det glæder mig, for jeg mente ikke det jeg sagde.

Man kan opfinde atombomben, men møllene kan man ikke få bugt med

Hele lejligheden er ikke andet end vinduer, så jeg må gå ned i kælderen, når jeg skal skifte tøj.

Kære ven, det er såmænd ikke så svært at blive en kendt mand nutildags - man behøver bare at gå med en hat der er for lille!



Julen falder på en så vanskelig tid, at man ikke ved, om man skal ønske sig en stråhat, et par galocher eller en lodden hue i julegave.

(Nærsynet herre der stikker næsen i en tyk mands knaphul:)   Undskyld, jeg troede at det var idrætsmærket.

Han er så uheldigt bygget, at det eneste han kan købe færdigt, er en paraply.

- Hvad man ikke har i ho'det, har man i benene. - Ork, jeg har det begge steder, og det generer mig meget!

Det er mærkeligt - man kan aldrig få fat i en betjent - men en betjent kan altid få fat i én!

Ganske pudsigt, når man har penge nok, er der ingen varer - og når der er varer nok, har man ingen penge!

- Går De altid med galocher? - Ja - det er mig umuligt at få dem af!

Jo smukkere arkitekturen er, des hurtigere river man den ned!

Jo flere bekvemmeligheder man opfinder - des mere ubekvemt har man det!

- Vi er begyndt at interessere os for andre kloder. - Det forstår jeg - for denne er der jo ikke meget ved!

Hvordan laver man en ny og bedre verden? Man kan jo begynde med at ta' hænderne op af lommen.



MUSIK  
Til oversigt over hovedafsnit

Årsagen til at mange ikke begriber musik, er sikkert fordi man kalder den musik.

Hvad der er musik for en, er støj for en anden - og omvendt.

Musik, musik, ja, hvis jeg kan få et stort glas øl, en cigar og toreador et andaluse - så er jeg tilfreds.

(Mand med teaterkikkert: - Ærligt talt, så har jeg ikke megen forstand på opera, men hvis den blev sunget i fri luft, ville hele personalet blive tiltalt for støjende adfærd.

- Nå, De er komponist. Tør jeg spørge, hvad har De komponet? - Tre fortræffelige cocktails.

- Blæser De på valdhorn? - Ja, jeg blæser på alting!

- De spillede ganske dejligt - jeg var helt borte. - Nå, ja, det var desværre de fleste!

- Jeg spiller al ting efter gehør- - Nå, men De hører måske ikke så godt!



De må undskylde, men når jeg hører Brahms, kommer jeg altid til at sparke min sidemand over benene.

Fløjtenist: Det er uhyre vanskeligt at spille Figaros Bryllup med krillehoste!

- Jeg har sunget Bajadser over hundrede gange. - Hjalp det noget?

Manden er umusikalsk. Suppe skal nydes pianissimo, aldrig forte!

- Min søn slår på tromme. - Såh, er han janitschar? - Nej, han er ikke rigtig klog!

Jeg forstår ikke Alvilda, hun spiller evig og altid på det klaver. Hun kan jo spille!

Rigoletto på radio, når den vibrerer, er en vidunderlig oplevelse!

Hvis den symfoni ikke var så fuld af gentagelser, ville den have været færdig i løbet af tre minutter.

(Mand med alle tegn på lidelse (tegnet Munchsk)): Intet er så trist, som efter en skøn koncert at komme ind i overfyldt sporvogn.



Musik til middagen er efter min mening en uskik. Det er umuligt at spise suppe til Bojarenes Indtog

Li'som jeg sad og øvede mig på Bojarernes Indtog, så kom hele famlien Sørensen.

Tre ballader af Chopin. Ja, jeg har såmænd også lavet adskillige ballade i min tid.

Man bør ikke forveksle musikkens poetiske ballade med den ballade der har været de sidste år.

Det er dog mærkeligt med den radio. Hver gang den er midt i en skøn Chopin, ringer telefonen!

Det var da mærkeligt. I aftes faldt jeg i søvn over Tosellis Serenade... og de spiller den endnu!

Brems, Hansen, brems. Du er ni takker forud!

- Spiller De ikke mere bas? - Nej, nu spiller jeg cello. Jeg vil sidde ned.

Det vanskeligste ved bas er egentlig transporten!

(Mand med stor tuba ved et stoppested:) - Jeg er nemlig musiker. - Jeg tænkte det nok!

Det ender minsandten med, at man er den eneste der kan blæse tuba.

Mand med kæmpehorn der har slynget sig rundt om ham: I dag er det da rent uregerligt!



Det er pudsigt at man kan spille så godt på en dårlig violin - og omvendt.

(Frisøren til mand med kæmpemæssig frisure_) - Er Herren musiker? - Ja, hvor kan De gætte det?

Pianist med stor moustache: Det ender med at man ta'r skægget af - og spiller mundharmonika.

Mand med grammofonplade der er gået i stykker: Det eneste den siger er Jum, jum, jum, så den skiller jeg mig ikke af med.

(Stor kraftig mand med vom synger i en mikrofon:) - Jeg er havren, jeg har bjælder på....

- Dyrker De musik, hr. Madsen? - Nej, jeg dyrker kartofler!

- Jeg indrømmer gerne, at jeg stadig synes, at Hønsefødder og Gulerødder og Halsen af en Svane er en morsom lille ting!



HUMOR  
Til oversigt over hovedafsnit


(Meget trist udseende herre:)  Jeg håber at jeg i mit foredrag har kastet et strejflys over begrebet humor.

- Jeg synes ikke, det er morsomt. - Det glæder mig, ellers havde det ikke været morsomt.

Hvis det hele ikke var så sørgeligt, ville man simpelthen omkomme af latter.

- Må jeg spørge hvad er der at le ad her i verden? - Har De aldrig prøvet at le ad Dem selv?

(Lille, vissen ældre herre til grinende mand:)  - Ja, De smiler, men ikke desto mindre er jeg viking.

- Komik er noget pudsigt noget. Man behøver bare at ta'e sin kones hat på, så er man latterlig.

De bidende bemærkninger kommer egentlig først, når man har mistet tænderne!

(Politibetjent til borger:)  - De har fået en bøde på tyve kroner. - Tak, vil De ta'e femten procent!



Afsluttende må jeg lige bemærke, at det er let at se nogle oplagte urimeligheder i flere af fluerne, fx den hvor en vagabond hævder at en "akademiker er en der har læst sig til det vi andre ved i forvejen". Det er en typisk fordom for stort set alle der afholder sig fra at læse bøger. Men skal man fordybe sig i et emne, kommer man naturligvis ikke uden om litteraturen fra akademikerne da de fleste seriøse forskere nu engang har en akademisk uddannelse. Der er dog heldigvis gode eksempler på seriøs forskning fra ikke-akademikere, herunder deciderede autodidakter, og de har trods alt den ikke uvæsentlige fordel at de sjældent havner i fagidioti og ikke viger tilbage for at fastholde overordnede synspunkter, herunder eksistentielle perspektiver!

Men i autodidakten Storm Petersens tilfælde skal man også huske huske på at han med kritikken af akademikere lige så meget sigter på de ikke så få lærde mennesker der udtrykker sig så indviklet at man kun kan more sig over dem. Hos Storm P. er det typisk meget distræte professorer fra det 1800-århundrede han har i tankerne, dvs dem der i karikaturtegninger er forsynet med stort skæg og kæmpestore hoveder.



Storms naturlige tro og religiøsitet kan ikke adskilles fra hans humor    
Til toppen  Næste

Som undertegnede gjorde gældende i forbindelse med Nivaagård-udstillingen var og forblev Storm P. et enfoldigt menneske der aldrig fik en uddannelse, men lærte sig selv alt ved at lære af andre og prøve sig frem. Livet igennem trak han på store kreative evner der spændte vidt og aldrig udtømte de indre kilder. Han måtte igennem en lang ungdomstid med drømme, eksperimenter og stigende usikkerhed. Han voksede med opgaverne, men desillusioneringen i 1919 og den hårde "af-bohemisering" i 1924 modnede ham for alvor.

På det fredelige Frederiksberg og i det nye ægteskab med Ellen fandt han ikke blot fred og tryghed i det ydre, men også i det indre, og det kan man sagtens mistolke som flugt fra den indre angst og de indre dæmoner der tidligere plagede ham. Det eneste fornuftige er imidlertid at se Storm P.'s pludselige løsning som en befriende finden sig selv som det hele og sunde menneske han var på bunden og som han fortsat kunne udfolde i en mangesidig kunst fuld af humor og varme og livsvisdom.

Storm P.s humor er langt større og dybere end satirisk bladtegning eller anerkendt finkultur. Hans humor er først og fremmest adgang til visdom - og er i den forstand netop hvad den jødiske filosof Martin Buber kaldte "troens fosterbroder". Ikke den dogmatiske tros fosterbroder, men den ægte tros, for denne er ikke det fjerneste dogmatisk, ikke noget man skal gå rundt og bekende for at blive frelst fra kirkens forfølgelse i denne verden eller den evige fortabelse i den anden verden. Storm P.s humor er simpelt hen umiddelbar tro og føling med de sunde kræfter i tilværelsen der giver håb og livsmod. Det kaldes også barnetro, fordi denne helt normale livsholdning udspringer af den kærlighed mødre og fædre giver deres børn som en selvfølge, medmindre der er noget rivende galt med familien.



Kulturrevseren Vilh. Grønbech kaldte mennesker der er præget af den gode føling med de eksistentielt afgørende kræfter for humormennesker og herved forstod han noget langt større end det man sædvanligvis kalder en humorist. Nemlig et menneske der lader alt det han ser og hører, oplever og erfarer, synke ned i sjæledybet som skabende kræfter der indefra må sprudle spontant frem med leg og gøgl eller sang, dans og kunst.

Der er således ikke her tale om det Sigmund Freud kaldte fortrængninger, altså stof der bliver forvist fra bevidstheden til underbevidstheden fordi det er ubærligt. Nej, der er tale om oplevelser og erfaringer af enhver art der uden om bevidsthedens kontrol synker ned i det store ubevidste hvor det frit går i association med alt muligt andet - som netop det Storm P. selv i "Lige undsluppet" kalder "sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke".

Den uspolerede sjæls frie associationer er udtryk for tro og visdom, for de rummer befriende smil og latter såvel som forståelse og tolerance. Dette er blot ikke indlysende i dag hvor den gængse "skoledannelse" ikke blot prøver at nedgøre alt indre liv til fordel for nyttehensyn og fremskridtstro som man gjorde systematisk i det meste af 1800-tallet og frem til 1960, men på en endnu mere radikal og forværret måde, nemlig ved hårdnakket dogmatisk tro på en rationalitet der holder alt irrationnelt så langt væk som var det rent djævelskab.



De fleste har glemt at en vis menneskesøn for et par tusind år siden gik rundt og fortalte folk at man ikke kommer ind i Guds rige uden at blive som barn på ny. Han forstod nemlig at alt det vi forbinder med mening, helhed, kærlighed, hengivenhed og sammenhæng er noget umiddelbart og selvfølgeligt. Det kommer i menneskets udviklingsproces før den kritiske og 'affortryllende' bevidsthed der for alvor dukker op i ethvert menneskes liv med puberteten, og som har en forbandet tilbøjelighed til at kontrollere mennesket med moralistisk nyttehensyn og dræbende frygt for autoriteter. Ikke uden grund gentog Menneskesønnen uafbrudt at man skulle slippe sin frygt og bare tro og give sig hen. Det blev verdenshistoriens radikale og definitive brud med al lovreligion - og det forandrede ad mærkelige veje hele den europæiske kulturhistorie. Og vel at mærke var det ikke Menneskesønnen der fandt på den djævelske idé at gøre troen til en intellektuel præstation der krævede bekendelse. Han pegede ene og alene på den sunde og enfoldige tro.


'Klovnens begravelse' (1948-49) - ufuldendt.
Et 'alterbillede' der udtrykket kernen i Storm P.s tro.
jf. Fellinis film Klovnene.

Storm P. fandt godt og vel fyrre år gammel tryghed i en sådan sund og umiddelbar tro. Han troede fra barnsben på Gud. Han bad dagligt. Han kunne i 1920 skrive i dagbogen: "Gud er i alt hvad naturens er - i en blomst - i en sten ved stranden". Som ældre gik han ofte ifølge vennen bibliotekar Aage Marcus ind i Helligåndskirken for at sidde og nyde stilheden, hvad der i praksis vil sige at være i kontakt med noget der er større end en selv. Og han afsluttede mod slutningen af sit liv ofte dagbogen med en tak til Gud. Det er sund og ureflekteret barnetro af den art mange mennesker - uden at tænke nærmere over det - har haft som en selvfølgelig basis for deres eksistens og indre liv i tidligere tid, det vil sige for i hver fald 60 år siden. Og den fører dem kun sjældent ind i kirkens eller dogmatikkens fremmedartede og fremmedgørende regi. Til gengæld må det konstateres at rådvilheden blandt almindelige mennesker stiger proportionalt med manglen på dogmefri vejledning.

Dog skal man ikke underkende at selv folkekirken endnu på Storm P.s tid havde noget fornuftigt at sige. Storm P.s nære ven provst Michael Neiiendam påpegede i sin tale ved Storm P.s bisættelse i Frederiksberg Kirke med rette at Storms kunst ikke var et program, ej heller tjente den en ideologi, for han var sig selv, ureflekteret og urevolutionær. Hans kunst var præget af godhjertethed, og den var beåndet af menneskelighed. Videre sagde Neiiendam at Storm P. havde ydet en uvurderlig indsats, også under krigen, hvor kvaliteten af et folks humor og dets styrke under trængsler er samvirkende sjælelige mekanismer. Neiiendam mødte en dag under besættelsen en mand af streng kirkelig observans, der sagde: Hvis jeg ikke havde Vorherre og hvis jeg ikke havde min Bibel - og hvis jeg ikke havde Storm Petersen, jeg siger Dem, jeg ved ikke, hvordan jeg hver dag kom igennem. - Neiiendam sagde da også at han selv med årene stærkere og stærkere havde følt Storm som en medarbejder på andres glæde, en værkfælle til at bygge op, hvor andre rev ned, til at tænde lys, hvor andre fungerede som professionelle lyseslukkere. - Storm hørte til dem som var med til at holde vort folks mod og håb oppe under besættelsen. Humoren er nemlig en Guds gave, en bærekraftig realitet under hårde byrder. Hans humor udelukkede ikke alvoren, fordi der bankede et hjerte i begge livsfunnktioner.

Det er fine og sande ord - og de kom ikke fra en hvemsomhelst. Vennen Michael Neiiendom var nemlig ikke blot provst ved Holmens Kirke, men også kongelig konfessionarius, og han var uden tvivl valgt af kong Frederik med omtanke, for han var alt andet end snæversynet og intolerant. Faktisk kom han fra en skuespiller-familie. Hans far var skuespiller, en farbroder var det, og en anden farbroder var selve den store teaterhistoriker Robert Neiiendam. Så han kendte kunstnermiljøet indefra. Da hans bog 'Rampelys og Stjerneskær' om bl.a. Johannes Poulsen, Kaj Munk og Olfert Ricard kom i 1941, blev den anmeldt i Politiken af den kompetente litteratur- og teateranmelder Frederik Schyberg, der bl.a. skrev: Michael Neiiendam taler på sin værdifulde bog kun ti sider som præst. Alt andet i bogen er skrevet med en fordomsfri anskuelighed, en almenmenneskelig forståelse, med kritisk takt og intellektuel skarpsindighed. - Så ret skal være ret. Sådan kunne det være endnu i 1949. Men siden gik det stærkt med den kierkegaardske intellektualisering, fokuseringen på bekendelsen og lydigheden mod autoriteterne. Og i dag må man nøgternt konstatere at folkekirken intet betyder for folkelivet.

Her kommer Robert Storm Petersen ind som et alvorligt memento.



Kristus (1947-49) - Et af de såkaldt 'alterbilleder', der ikke er beregnet for kirkerum.
Titlen er vilkårlig. Den kunne lige så godt være "Den opstandne frelser og de jordiske dommerne" eller "Dømmer ikke"



Jeg har ovenfor udførligt gennemgået den for mig meget overraskende nære relation Storm P. fik i nogle år til forfatteren Preben Bille Brahe som fremgår af Storm P.s dagbøger og scrapbøger. Han skyldte denne unge mand og lovende forsker meget mere end jeg overhovedet anede tidligere. Først ved gennemgang af nogle af hans efterladte papirer, som Preben Bille Brahes sønnesøn venligst har stillet til min rådighed, mener jeg at have fundet ind til kernen i forholdet, nemlig et dybt fællesskab i synet på kvinden og navnlig den arketypiske moderskikkelse. Uden at det nogensinde blev de to venner fuldt bevist var moderskikkelsen en væsentlig del af deres inderste religiøse og sprogløse følelse. Det forblev forbundet med problemer for den Bille Brahe der var opvokset i et dogmatisk religiøst hjem, men ikke for Storm P. der aldrig var tvunget ind i dogmatik af nogen art, og aldrig i hele sit liv fik trang til at søge sikkerhed i absolutte sandheder eller absolutte institutioner. Til gengæld kom Storm P.s inderste tro - barnetroen om man vil - til at være fuldstændigt uløseligt forbundet med hans humor.

Og det må selvfølgelig lyde mærkeligt i alle hjerner der sætter religion lig med dogmer. Det har der naturligvis været den gode grund til at folkekirkens præster indtil omkring 1970 overvejende var dogmatikere - ganske som de fleste præster i Europa; de forsvarede den såkaldt bekendelsestro med næb og klør og tog afstand fra en løsere eller direkte naiv tro af den art man ikke kan hænge folk op på. Der er imidlertid ikke længere tvivl om årsagen til forskydningen: den ligger i intellektualisering og den stigende uvidenhed om hvad sjæleliv og åndsliv overhovedet er.

Og den anden årsag til forskydningen er ikke mindre væsentlig: det er selve uvidenheden om hvad tilværelsens tragedie overhovedet er. Lad det derfor være røbet her at tilværelsens store, afgørende og uafvendelige tragedie ligger i selve dødens kendsgerning: Vi lever ikke evigt, vi har ikke evig ungdom, vi har ikke evig sundhed, vi har ikke evige parforhold. Vi har ikke evig lykke eller evig troskab. Vi undgår ikke i det varige ægteskab at erfare, at vi ikke altid kan få vor ret eller vor vilje. Vi undgår ikke at miste vore kære.

Desuden gælder at vi ikke hersker over naturen eller udviklingen, ikke undgår at verdensbefolkningen vokser og dermed forureningen, hungersnøden, sygdomsepidemier, borgerkrige og flygtningestrømme. Vi undgår ikke jalousi, had og forbrydelse eller magtsyge, undertrykkelse eller dogmatisk og ideologisk besættelse, ensretning og perversitet. Økonomisk og teknologisk vækst skaber ulighed. De sociale medier, hvor man kan dele en smule meningsfuldheder og masser af intetsigende smalltalk med andre, er en gigantisk narresut. Digitaliseringen skaber fremmedgørelse og uigennemskuelighed. Og magt korrumperer uden undtagelse.

Det betyder ikke altsammen komplet affortryllelse af tilværelsen eller udelukkelse af alt fremskridt, alt håb eller al kærlighed, nærhed, kreativitet og humor endsige den umiddelbare føling med den eksistentielle virkelighed og skabelse. Tværtimod. Men det sætter et overordnet perspektiv i tilværelsen og - at vi i det mindste prøver at holde afstand til forfald og magtovergreb. Og i det stykke kan vi ikke undvære humoren.



Positive og negative vurderinger afslører forholdet til det ubevidste    
Til toppen  Næste

Storm P. blev som tegner for de borgerlige blade uhyre populær i landet, ja elsket af flere generationer, hvad der også ses af de mange genudgivelser af hans fluer, tegninger og fortællinger, opfindelser, albums og tegneserier, og måske ikke mindst af Ebbe Rodes store succes med oplæsninger af hans historier. Tegneserien 'Peter & Ping' i BT resulterede i oprettelsen af en 'Pingklub' der fortsatte flere år efter hans død. Den var uhyre søgt af børn i alle aldre. Og venner af Storm P. har da også efter hans død kunnet opleve børn komme på Frederiksberg kirkegård for at lægge blomster på hans grav.

For de borgerlige var Storm både som tegner og menneske en lun og hyggelig mand, der fra 1922 til sin død var en uhyre flittig leverandør til Berlingske Hus og ellers - fra 1934 - passede sig selv hjemme på Asgårdsvej 17 med sin pibesamling, spilledåser og andre snurrepiberier. For de venstreorienterede, herunder Poul Henningsen, var Storm efter sin ungdomsperiode med skarpe social-satiriske tegninger en konservativ og reaktionær kunstner, der havde svigtet sine oprindelige idealer og nu blot morede borgerskabet med harmløst tidsfordriv. Ja, PH karakteriserede i 1954 ligeud Storm P. som 'reaktionær i verdensformat'!

Begge parter kan have ret, for vitterligt blev USA-rejsen 1919 et vendepunkt, der bevirkede, at Storm P. definitivt opgav alle ambitioner om at slå igennem som rendyrket satiriker, rendyrket kabaretkunstner eller rendyrket malerkunstner. De fleste husker ham derfor meget naturligt for hans tegninger og fortællinger efter 1920 som den store og vise, men i en vis forstand harmløse humorist. Det er også hovedindtrykket af 'Bogen om Storm P., skrevet af hans venner', der kom efter hans død i 1949. Men begge de nævnte synspunkter er ikke desto mindre langt fra sandheden om ham.



I denne mindebog gennemgik Storms enke Ellen Storm Petersen indledningsvis ægtefællens slægt, barndom, skolegang og ungdom, mens plejedatteren Grethe Secher beretter om sin kære "Bellerfar". Teaterhistorikeren Robert Neiiendam, skuespillerne Elith Pio, Adam Poulsen, Henrik Malberg og Ebbe Rode, sangeren Christian Gottschalch, pianisten Vald. Willumsen, komponisten Knudaage Riisager, tegneren Herluf Jensenius, forfatteren Harald H. Lund, redaktør Svend Rindholt og antikvaren Otto Lind fortæller om de mange andre forskellige sider af Storm de fik indblik i. Som tillæg bragtes uddrag fra Storms efterladte papirer, herunder digte og dagbogsnotater. Familiefotos og tegninger illustrerer teksterne.

Bogens værdi ligger i bredden og det klart personlige vidnesbyrd om en kær ven. Der kan findes mange gode karakteristikker, men nærgående analyser skal man naturligvis ikke forvente.

Et noget mere systematisk billede af Storm P. som mangfoldig kunstner blev tegnet i det store trebindsværk der blev udgivet 1950 under redaktion af den vidende og vidtfavnende filosof Frithiof Brandt. Her skildres kompetent alle sider af Storm P.'s virke og der gengives et væld af tegninger - i to af bindene på den fortrinlige måde, at de bringes i kronologisk orden så man let kan følge udviklingen.

Bind I om 'Humor og visdom' har tekster af Frithiof Brandt, Jørgen Bast og Orla Lundbo. Bind II om 'Malerier og tegninger' er skrevet af Walter Schwartz, Ivar Öhman og Preben Wilmann, og Bind III om 'Spøg og Latter' stod Henry Hellsen, Pola Gauguin og Poul Carit Andersen for. Dette bind indeholder desuden biografiske oplysninger og fortegnelser over Storms arbejder i bogform samt litteraturen om Storm P., som allerede dengang var omfattende.

Frithiof Brandt personligt tegner sig for en smuk indledning til alle bindene og kommer her navnlig ind på humorens væsen.

Storm P's værk inddeler han i fem hovedkategorier: det komiske, det humoristiske, det satiriske, det tragikomiske og det tragiske. Kategorierne går over i hinanden, men kan groft karakteriseres på den måde, at det komiske vækker blot og bar latter, som når en mand falder på enden. Det humoristiske vækker en hjertelig, sympatisk latter (man griner ikke af offeret, men med ham). Det satiriske vækker en spotsk, en hånlig, en antipatisk latter (man ler af offeret). Ved det tragikomiske er komik og tragik blandet så godt sammen, at man ikke ved om man skal le eller græde. Og ved det tragiske forsvinder ethvert smil, man fængsles af det smertelige, som det bl.a. genfindes i de mange klovne-figurer, hvor klovnen morer andre, men selv er trist.


Alle disse former for humor og tragik findes hos Storm P. og belyses i afsnit efter afsnit i værket. Og tilsammen dokumenterer de på temmelig uimodsigelig vis - uden at det direkte nævnes - at humor generelt først og fremmest peger på et alternativ til den almindelige borgerlige nytte-opfattelse af tilværelsen. Alligevel forekommer humorbegrebet for snævert.



Forlæggeren Poul Carit Andersens to bøger: 'Livet er en cirkus' fra 1972 og 'Livet er en gåde' fra 1973 fortæller i causerende stil om Storm P., hans liv og hans tid. Første bind handler om tiden fra barndommen og årene som slagterdreng frem til årene på Det Kgl. Teater. Mens andet bind drejer sig om årene frem til Storms død i 1949. Alt er levende fortalt med en rigdom af anekdoter og fotos. Andersen kendte Storm gennem mange år. Meget i bøgerne stammer dog fra Ellen Storm Petersen og Storms venner, men bortset fra at der hverken er personregistre eller nøjagtige årstal på fotoene, er bøgerne værdifulde som vidnesbyrd om Storm P.'s mange facetter, enorme spændvidde og produktion samt hans netværk og stilfærdige privatliv.

Poul Carit Andersens bøger må navnlig kritiseres fordi de på et så sent tidpunkt - næsten 25 år efter Storms død - opretholder et ret ensidigt billede af Storm P. som den hyggelige og elskelige humorist og borger, han vitterligt også var, men ikke rigtigt borer i kriseårene 1919-25 eller forsøger at forklare, hvorfor Storm stort set afskrev socialsatiren omkring 1920. Storms dybder loddes slet ikke.

Også bøgerne af Ebbe Rode (med personlige erindringer) og af Johannes Møllehave (med fokus på fluernes humor) er overvejende causerende og uforpligtende. Det var derfor næsten givet at der på et eller andet tidspunkt måtte komme en nyvurdering, og det skete da også i forlængelse af etableringen og åbningen af Storm P.-museet i 1977. Ellen Storm Petersen havde vogtet nidkært over alt hvad Storm P. havde efterladt sig af malerier, tegninger, dagbøger, scrapbøger, bøger, piber og inventar. Hun havde tilmed ført scrapbøgerne med udklip vedr. ægtefællen videre - og alt blev efter hendes død i 1961 overdraget en museumsfond. Storm P.museet råder nu over hele dette righoldige og velordnede arkiv - tilgængeligt gennem løbende udstillinger men også for forskning.



Et gennembrud for en dybere forståelse af Storm P.'s værk og liv kom, da Storm P.museets opbygger og første direktør, kunsthistorikeren Jens Bing i 1985 udgav det store værk om 'Maleren Storm P.' med biografisk del og gennemgang af 127 helsidesgengivelser i fremragende farvekvalitet, dvs størstedelen af de ca. 150 malerier Storm P. overhovedet malede. Gennem hele værket citeres flittigt fra Storms dagbogsnotater. Bing har også skrevet artiklerne om Storm til Dansk Biografisk Leksikon (bind 14, 1983) og Den Store Danske Encyklopædi (bind 18, 2000). Desuden flere mindre afhandlinger.

Navnlig ud fra dagbogsmaterialet kunne Bing konstatere, at Storm P. var et yderst sammensat menneske, der lige fra sin tidlige ungdom til sin sene alderdom havde svært ved at finde ud af, hvad han egentlig ville med sine evner. Han tegnede og skrev og prøvede alt muligt inden for film og scenekunst samt tegning og maleri og fortællekunst, men en uddannelse fik han aldrig, og han vedblev livet i gennem at være i tvivl om, hvorvidt det var kunsten eller gøglet han skulle satse på.

Bing kan følge vægelsindet og splittelsen gennem Storms malerkunst. Han afslører hvor stor krisen blev efter Amerika-rejsens desillusionering i 1919, og at den indre tvivl fortsat dukker op midt i den borgerlige idyl på Asgårdsvej. Det kommer der særdeles fine og givende kommentarer og billedanalyser ud af.

Bings hovedsynspunkt synes at være, at det var Storm P.'s forhold til maleriet der delte hans liv i to halvdele. I årene efter Amerika-rejsen undveg han maleriets forpligtende udtryk. Fra midten af tyverne da han efter nogle års ulyst genoptog oliemaleriet fik det et andet indhold end tidligere. Det kom til at stå i nostalgiens tegn. "De sidste 25 år af Storms liv er historien om hvorlede han søgte tilbage til sin ungdoms motiver for inden for maleriet at runde sit liv af uden af efterlade sig løse ender", skriver Bing.

Hele dette hovedsynspunkt bliver naturligvis afgørende for Bings vurdering af de enkelte værker, herunder det sidste, ufuldendte hovedværk 'Klovnens begravelse', men også vurderingen af fluerne, der kom som daglig kommentar fra Storm til avisen fra 1939-49. Bing undervurderer ikke visdommen i fluerne - det bekræftes også af indledningen til en fluesamling - og han konkluderer at Storms sammensatte livsværk trods alt ender i en syntese. Men han synes at mene, at det er en given sag at Storm enten må ses som en humorist med et gemytligt syn på tilværelsen eller som en satiriker med et temmeligt grumt syn på verden. Og han afstår totalt fra at forsøge at forklare den indre modsætning som Storm P. heller ikke selv kunne forklare.



Hvad særligt det satiriske hos Storm P. angår, satte litteraturmagisteren Ejgil Søholm sig i midten af 1980'erne for at skrive et værk om de særligt satiriske år 1902-20, dels fordi han skulle tilrettelægge en udstilling for Statsbiblioteket i Århus i forbindelsen med Aage Jensens donation til kunstmuseet, dels fordi Jens Bings store værk dukkede op midt i forberedelserne og helt naturligt gav anledning til overvejelse såvel som mulighed for nyvurdering.

Søholm gennemgår systematisk hele udviklingen fra de første usikre tegneforsøg til de håndværksmæssigt sikre tegninger i Storms eget blad og ikke mindst i nordmanden Ragnvald Blix' tidsskrift 'Exlex'. Et væld af tegninger gengives med eksakte kildeoplysninger og givende kommentarer. Eneste anke er, at nogle af tegningerne har måttet reduceres i størrelsen af pladsmæssige grunde.

Resultatet af hele denne gennemgang af bladtegningerne var for Søholms vedkommende, at det helt dominerende billede af Storm P. som en hyggelig og harmløs kunstner krakelerede totalt. Søholm kan naturligvis ikke bestride Storm P.s grundlæggende borgerlige anskuelser; han påstår heller ikke at der sættes definitivt punktum for socialkritikken i 1920, højst et semikolon, men han undrer sig betydeligt over vendepunktet, ja, forstår ikke rigtigt hvorfor det satiriske nedtones hos Storm.

Søholm må dog vende sig mod Poul Henningsen og dennes hårde og forenklede dom i Politiken 17.10.31. Den beroede nemlig - som det fremgår af ovenstående afsnit om PH's kritik - på et hæfte af 'Social kunst' og en samtidig udstilling i Studentersamfundets regi af Storms socialsatiriske tegninger. Men PH overså, at såvel omtalen som udstillingen var tendentiøse i udvalget; det frasorterede mængder af ikke satirisk humor. Udvalget var ikke foretaget af Storm P. selv. Han havde blot generøst overladt materialet til de unge kulturradikale og ladet dem vælge hvad de ville have - og han havde ikke forestillet sig at de havde bagtanker med udvalget. Og PH's kritik sårede ham.

Søholm lægger ikke skjul på, at der i Storms utroligt store produktion er mindre helhjertede og mindre vellykkede sager, men Storm havde et skarpt og sjældent svigtende blik for det uægte - det overdrevne, opstyltede, hule og dækningsløse. Og det kan vel ikke uden videre stemples som reaktionært.

Fornuftigvis konstaterer Søholm at man hos et stemningsmenneske som Storm kan finde citatbelæg for hvadsomhelst. Det sikreste må være at se på resultaterne, men ak, også de viser et klart både-og, når det gælder kunstopfattelsen. For mens Storm som formidler medvirkede til udbredelsen af den europæiske modernisme i Danmark, så bidrog han som bladhumorist flittigt til udlevering af den moderne kunst som abstrakt og uforståelig.

Søholm ender heldigvis med at forsvare den del af Storms grundlæggende filosofi, der har at gøre med hans afsky for det uægte og opstyltede og al naiv fremskridtstro. Den sidste var Storm P. kommet fuldstændigt fri af i USA i 1919. Og Søholm spørger om det mon kan kaldes reaktionært at kritisere fremskridtet før det giver bagslag. Det mener han selvfølgelig ikke.

Men tilbage står, at Søholm stadigt ikke forstår vendingen i Storm P.'s liv - eller arten af den konflikt i Storms sjæl der hedder modsætningen mellem kunsten og gøglet. Men også her må man ty til begrebet humormennesket.



En af de mærkeligste bøger der er kommet om Storm P. er Line Jørgensens 'Klovnen i Klunkestuen' fra 1993. Den er mærkelig, fordi den slet ikke tager udgangspunkt i den humor hos Storm ingen dog kan tage fra ham - og som enhver med elementær humoristisk sans uden videre vil more sig over. Men det værste er, at Line Jørgensen af bar finlitterær interesse går totalt fejl i byen i sine analyser og faktisk får leveret et skoleeksempel på, hvordan man under ingen omstændigheder må gribe studiet af Storm P. an, hvis man vil forstå manden selv, hans sjæl og hans humor.

Hun synes ud fra læsning af Villy Sørensens betragtninger om den fantastiske fortælling at have troet på, at man i sine analyser skulle kunne bygge på Sørensens begreber om det indbyrdes forhold mellem det morsomme, det forfærdelige og det farlige. Men det kommer der kun sofistikerede og irrelevante analyser ud af.

Og helt galt er det at Jørgensen sætter Storm P. i den bås der hedder klunkestilen og som hun definerer som følelsesundertrykkende, dvs som en speciel dansk form for viktorianisme. Man - dvs den pæne borger - tog i den periode en klovnemaske på for at skjule sine sårbare steder, og i livets dagligstue lagde han klunketæpper over de pinefulde spørgsmål, lyder det! Jørgensens billede af den inderste Storm P. bliver da identisk med det billede Storm selv i 1917 malede af en klovn der i sin fortvivlelse vrider sit eget blødende hjerte over for et skraldgrinende publikum. Det lader hun pryde omslaget på sin bog.

Line Jørgensen afslører i to slutanalyser sin totalt manglende forståelse for den dybe humor i Storm P.'s fortællinger 'Bibenbabu - Psykisk Forskning' fra 1918 og 'Borte i tågen - eller hvad livet er uden høns' fra 'Detektyve historier' 1949. Hun tror at disse fortællinger kan læses som Storm P.'s (mislykkede) forsøg i den dybdepsykologiske genre. Men intet kan være mere forkert. Storm fantaserede og fabulerede frit fra leveren, og han morede sig kosteligt med at fortælle om mysterier i tilværelsen - med tryk på tredje stavelse i ordet mysterier, så ingen kunne være i tvivl om at han ikke snakkede om religiøse eller andre højere fænomener.

Storm psykoanalyserede aldrig. Han havde kun kendskab til psykoanalyse fra almindelig avisomtale (og psykoanalysen blev herhjemme først kendt i den almene offentlighed sidst i tyverne - via Sigurd Næsgaard). Storm kunne kun ironisere over teorier der ville sætte mennesker på formler. Fx finder man i 'Tegnerier' 1939 et meget sigende satirisk billede om konsekvenserne af en vis dr. Kindbergs idé om at alle bør underkastes psykologisk registrering. Under et stort regulativ om 'ordning af bundterne' ser man folk inddelt i kategorierne umulig, vanskelig, lumsk, upålidelig og godmodig - foran den inspicerende doktor. Den ene umulige griner højt af det hele - på Storms vegne.



Gamle, lærde litteraturprofessor Hans Brix (1870-1961) skrev i forordet til Storm P.s 'Dagbogsblade fra Besættelsen' (1945) at det var Robert Storm Petersens kunstnermål at perfektionere det usigeligt hjemlige og håndgribelige i sine tegninger og tilhørende underskrifter, replikker, mottoer samt skilte på vægge og mure ved egensindinge, henrivende kapricer af inspireret natur; nærmere forklaret: han forbinder det intime af hovedstadens topmålt mellemborgerlige og jævne lavborgerlige væsen og væren - i en vis forstand mesterens smag og tilbøjelighed - med det rigt opfinderiske, det inspirerede i det fantasispil som han lader udgå af den drøje, kompakte jordbund. Man bemærker således hans typegallerier og kostumeudstillinger. På den ene side er de himmelråbende vulgære: han ekscellerer i kartoffelnæser, vrange miner og udtryksløse øjenpar samt mislykkede legemskabninger, men på den anden side er hele dette uddrag af den københavnske befolknings prægløse udvortes, opfattet med et evigt humør, der overdimensionerer den hele jammer og gør den grotesk - en uimodståelig farce.

Peter Vimmelskaft danner inkarnationen af det ræsonnable og ordfaste i Storm Petersens natur. Han er økonomisk grundfæstet og forsigtig med sine midler. Men i underordnede træk afviger han fra sin karakter som midaldrende hovedstadsherre. Øjnenes klovnerier, næsen snudeskaft, Vimmelskaft - hjernekasse som et strudsæg. I det store og hele dog en medborger, et menneskebarn, skabt som en homonculus ved årelang myreflid i Storm Petersens laboratorum. Er han sat på valglisten for Asgårdsvej? - Og Ping? Han er en aflægger af komediens klassiske tjener. Følgagtig, men kritisk. Peter er et villigt offer for talrige plattenslagere, især hvis de har vid. Ping finder ham håbløs i den henseende, i direkte aktion træder Ping sjældent, sammenspillet forgår mellem Peter og tredjeman.

Sin fulde kådhed slipper Storm P. løs i omgang med vagabonderne. Alt hvad han kan hænge på dem af tosset udstyr, det får de, og han bliver ikke træt af at gentage sine skæmtsomme påfund. Øltangen som Ridderorden, Seglasset, Vækkeuret, en lille sentimental blomst i hatten og den obligate 'lærke'. Dørhaspe i bukserne, Næsen en purpur-kaktus. De har fornemme navne af klassisk herkomst. Kvinder kommer dem ikke nær, men de hygger sig i alkoholisk venskab og denatureret broderånd.

Man forstår til fulde at den nøgterne og besindige Hans Brix i et takkebrev til Storm P. kalder sig "en fanatisk beundrer" af denne!



Den også ganske fornuftige litteraturhistorier Niels Birger Wamberg har skrevet et fint forord til 3. samling af 'Fluerne' (2003). Her noterer han at flue-genren eller flue-formen kom sin ophavsmand fint tilpas. Det blev et incitament for den efterhånden ikke så lidt ærværdige tegner og fabulator Storm Petersen fra og med 1939 at lade sin tøjlesløse fantasi begrænse eller kanalisere af det minimale omfang, som én-spalteren krævede, og på stedet gør enhver begrænsning til skamme gennem det maksimale udtryk i kombinationen af tegning og tekst. Med fluerne, som altså ikke blev nogen retrætepost, føjede Storm P. tilsyneladende en helt ny dimension af indsigt, galgenhumor og skæv eftertanke til de allerede foreliggende i hans altid forbavsende univers, selv om disse fluer egentlig havde siddet på spring ret længe i håb om engang at blive synlige.

Fluerne har været der længe; det er kun selvstændigheden der har manglet. - Nogen afmatning i de årelange leverancer af tankesprog og universelle pudsigheder sporer man ikke. Tegningernes skønhed voksede, og replikkerne lod til at forny sig undervejs. Mangfoldighedsfænomenet Storm P. blev simpelt hen ved med at blive ved. Han overvandt tiden ved at bruge den, han neddæmpede sin medfødte hidsighed ved hjælp af sin tillærte sirlighed, som han dernæst satte sig ud over ved hjælp af sit anarki; han skaffede sig ørenlyd gennem sit sprogs pianissimo, han vendte op og ned på verden med en høflighedsgestus, og fantasien forekom til punkt og prikke uudtømmelig, indtil han en dag i februar måned 1949 så op fra sit arbejde og traf den aftale med Vorherre, at nu var det vist på tide at slukke for strømmen.

Storm P. gjorde sig tidligt gammel, hedder det videre. Han fandt behag i det alderstegne, blev stationær, sat, omtrent uflyttelig, lod omverdenen støtte sig selv, mens han i filttøfler og hjemmejakke puslede sig til rette i lønkammeret, hvorfra han øgede berømmelsen med endnu et par alen. Nu som før anbragte han sig "i ly for virkeligheden", med en formular han brugte allerede i 1920. Han fabulerede sig væk fra enhver slags døgnforstyrrelse og søgte tilflugt i en verden, han på alle leder og kanter havde indrettet efter sit eget hoved. Og dér sad han så og regerede, en barnekåd melankoliker, en oprørsk pacifist, en seer med lukkede øjne.

Med Dagens Flue blev det muligt for Storm P. at føre adskillige af de tidligere tiders tilløb ud i livet. Han samler sine temaer og gør sin overdådighed af inspirationer til genstand for en udkrystallisering. Fluerne repræsenterer et sortiment af beslægtede ideer, hvis enkeltdele kendes på at eftertankens perspektiv foretrækkes frem for pointernes effekt. En flue er en overvejelse, en betroelse, en livskommentar, der på én gang er skitse, udvikling og fuldendelse. Eller skal vi sige et frø, der sår sig selv for øjnene af os og endda spirer lige med det samme, vokser frit ud i lyset og sætter blomst inden vi får set os om.

En Storm P.-flue er både krøllet og afrundet i formen. Undertiden grinagtig, andre gange snurrig eller vemodig, måske lidt privat i tonen, men også forrykt eller splitterpoetisk. Men en vittighed i klassisk forstand, det er hverken fluens hensigt eller dens ærinde. Og skønt der filosoferes og funderes på alle planer og gennem alle lødighedsgrader om det uendeligt store og uendeligt små her i verden, så ville man ikke have held til at løfte nogen samlet filosofi eller levelære ud af fluernes blanding af smalltalk og mangfoldighed.

Fluerne stiller sig ikke i positur eller lægger op til systemtænkning. De afstår i det store og hele fra polemik, men fyrer gerne en brander af, hvis ikke det kan være andet, eller de improviserer en rask lille ordleg, der sætter tingene på plads i en fart. "Selvom en roman ender godt, så er det i hvert fald godt, at den ender". Det var den slags ekvilibrismer som tænkeren Villy Sørensen dyrkede....

Hos Storm P. holdes det universelle altid i ave af det lokale. Der sørges både for en udvidelse og en reduktion, hvad der afføder akkkurat den samme barokke virkning som hos H.C. Andersen, hvor ingen ringere end Snedronningen lover drengen Kay "en hel verden - og et par nye skøjter". Teknikken er især anvendelig, hvis der er en eller anden storskryder der skal tages ved vingebenet. - Jeg taler nitten forskellige sprog. - Nå - så ku' De måske sige mig, hvad klokken er?

Wambergs karakteristik vidner om dyb forståelse, og jeg har egentlig kun at tilføje, at den bekræfter at den ældre Storm P. netop ikke var nostalgiker, for han blev ved at skabe sin verden på ny, selvom de gode, gamle og trygge dage fra barndommen naturligvis aldrig forsvandt fra hans erindring. Storm P. er et glimrende eksempel på det forhold Jon-Roar Bjørkvold påpeger i sin bog om det musiske menneske: Det bevarer alle sine levede aldre i sig - ikke som døde ting, men som aktive kræfter. Den voksne har altid barnet, enten det frie og legende barn eller det frustrede, krænkede, ydmygede barn i sig. Og den voksne har altid det helt unge menneske i sig, det seksuelt vågnende og bevidtshedudvidede, åndeliggjorte pubertetsmenneske i sig.



I Danske Digtere i det 20. århundrede (bind I år 2002) skriver Lars Bukdahl at Storm P. ligesom H.C. Andersen er blevet et begreb der er langt mere luftigt end summen af de samlede konkrete dele, og ligesom Andersen er han et begreb om en særlig dansk godmodig, underfundig humor. Og det er ikke mere forkert, end at det kun er rigtigt i den mest overfladiske, festtaleagtige forstand.

Bukdahl gør naturligvis en rigtig litterær sammenligning med den jævnaldrende tyske multi- og gesamtkunstner Kurt Schwitters, der modsat SP tog springet til avantgarden, og hvis litterære eskapader hele tiden - modsat Storm P - har været genstand for selvstændig opmærksomhed.

Fortællingerne forandrer sig, men de forbliver vitalt vilde og gale med imponerende høj træfsikkerhed.

Det handler (eksempelvis) om en lille, fritvoksende mand, der er komme til at skylde 13 øre henne på Sofussens beværtning, og det har taget på ham, så han er gået ned i Gasværkshavnen for at drukne sig. Han står ude på bolværket og taler med sig selv. Historien er meget alvorlig. Efter hvert punktum bedes læseren standse og tænk sig om. - Han siger: Det tillader sig og dryppe lidt - nå - enfin - Fugtighed er jo ingen skade til -I min alder. - Om to minutter a jæ et skelet - det er fastslået. De må sg'u være koldt at være rødspætte. 13 øre.--- Nu er jeg kommen på Sofussens beværtning i tredive år - med sand på gulvet - og i dag har jæ fået en gang gul-las og så er det jo, at jeg har tabt 25 øre for der var hul i støvlen og så skriver han mig lige med det vips på gravtavlen: 'Thorvalt Hansen' med kridt - 13 øre - I min alder. Nej - han ka tro jæ æ ikke gået forbi underversitetet for ingenting - mig kan han ikke sitte pigtråde omkring - det æ fastslået - - - 13 øre - - - Kis - kis - kiss --- Nå det var en rotte.... - Sådan begyndte det for Storm P. i 1915.

Ofte var standarderne startet som improvisationer. Storm P. beretter i et interview i Berlingske Aftenavis 7.8.19.: "Jeg stolede , forstår de, på Stemmen bagved mig, der lynsnart giver replikkerne. En fuld sjover i Gasværkshavnen var opgaven....… Jeg gøgler bare, forstår De. Jeg hypnotiseres af publikum kun til at være sjoveren, jeg stirrer ned i vandet og føler, hvor det må være koldt at være rødspætte". - Det er det skuespillere nu om stunder kalder teatersport og rappere free style. Storm Petersens show blev prompte en stor succes. Tretten Øre ligefrem en fast vending blandt københavnere.

Bukdahl slutter: Det er på tide at Robert Storm Petersens prosa slipper ud af det revymuseum, Ebbe Rodes kongeligt, kostumerede fremførelser har placeret dem i. For læst i dag fungerer fortællingerne stadigvæk som overbevisende og overrumplende forstyrrelser af den almindelige orden. De er til den ene side beslægtet med Gustav Wied, der i øvrigt noterede sig enhver af den unge Storm P.s improvisationer, da denne i 1907 spillede med i hans Ranke Viljer, og til den anden side med Jess Ørnsbo der i JyllandsPosten (15.9.91) udnævner ham til en sand helt under overskriften "Storm P - humorens desperado". Fordi de var fantastiske alle til hobe; personerne hos Storm P. hed gerne de mest fantastiske ting.: "Hr. Obersteins natlige vandringer", "Hr Spindelvæv", "Hr. Tørvemose", "Hr. Wiegenlieds mærkelige metamorphoser". Men gladest var han for det uanselige navn "A. Jensen", som han anvendt i tide og utide.



Kjeld Fugmann udgav i 2007 en bog om "Storm P.'s litterære univers" hvor han han indledningsvis postulerer at dette forfatterskab bortset fra måske ti næsten forståelige og morsomme monologer og noveller er temmelig uinteresssant som tidsdokument, og privat og biografisk dokument, og som tilsynelader heller ikke bidrager med ret meget litterær karat. Men trods alt er der en udfordring ved det utilgængelige, usædvanlige, ganske uammenhængende og hvad der ikke sjældent er uden nogen litterær kvalitet. - Fugman gør et i mine øjne snævert akademisk forsøg og benytter til formålet den russiske litterat Mikhail Bakhtins udpræget litterære begrebs - og analyseapparat. Han finder Bahktins klassiske teorier om, latterkulturens rødder, det groteske kropsbillede, den groteske realisme, den karnevaliserede litteratur og den polyfone roman ganske løfterige og virksomme for en tolkning af næsten hele Storm P.s forfatterskab. - Det viser sig bl.a. at Storm P. sandsynligvis uden at vide det har været et redskab for en arkaisk genre, de bestandig har formået at skifte ham, men med uforanderlige egenskaber gennem århundreder: som en genmasse i den littere arv. Genrens form kan variere, mens indholdet er ret kontant og konstant: en kritisk spottende, på hovedet vendende, analyserende størrelse, der benytter latteren og inspireres af latterkulturen og karnevalet - et livsduelig, åbenbart uudslukkeligt kraftcenter. Karnevalet er en folkelig fest, det er folkets, de besiddelsløses, plebejernes eller de undertryktes opfindelse, eller de ikke-styrendes ditto der som sådan afspejler ønsker, fantasier, frustrationer og vrede.

- Allright. Jeg stopper her. Jeg tvivler ikke på den akademiske kvalitet og stringens af Fugmanns arbejde, men "man merkt die Absicht und wird verstimmt". Analysen peger ikke ind på det der for mig er hovedsagen, at Storm P.s humor er uforlignelig og ikke det fjerneste uforståelig for den der har humoristisk forstand og har umiddelbar føling med det ubevidste. Og denne humor passer i mine øjne glimrende ind i Bakhtins eminente forsvar for latterkulturen i Europa. Denne var ikke en opfindelse, men en spontan folkelig reaktion hvis fundamentale grundlag er at latteren selv er menneskets fornemste egenskab og det der så at sige adskiller os fra dyrene. Latterkulturen var ikke blot rettet mod de kirkelige og verdslige magthavere. Den er og bliver beviset på at den menneskelige tilværelse aldrig kan reduceres til nytte, nyttemoral eller længsel efter en anden tilværelse eller et liv efter døden. Jf. min artikel om Latterkultur.



Jeg har tidligere anmeldt journalisten Peter Borbergs monumentale biografi om Storm P. der nøje gennemgår hele mandens liv og værk, men desværre ikke leder ind til virkelig forståelse af Storm P.'s væsen, kunst, barnetro eller betydning. Jeg skal ikke gentage min vurdering i detaljerne, men dog gentage konklusionen at Borbergs forståelse af hele det dybdepsykologiske aspekt hos kunstneren er overfladisk eller fraværende. Og det indebærer at både kreativitetens og humorens væsen fejlfortolkes.



Konklusion om de mange vurderinger bliver iøvrigt, at det tydeligt ses at der er dyb forskel mellem på den ene side yngre forskere der har taget den mekanistiske tro på determinismen til sig, afviser det irrationelle som andet end en beklagelig biting, og som derfor fuldt bevidste og med største selvfølge og stolthed holder sig uvidende om det kollektivt ubevidste eller andre former for fornuftige og givende rammer om det individuelle sjæleliv og det fælles åndsliv - og på den anden side hele holdet af forskere fra mellemkrigstiden og efterkrigstiden (op til ca. 1968) der med Hans Brix i spidsen betragter sjælelivet og åndslivet som en selvfølge der kan beskrives på mange forskellige måder, men aldrig uden at humoren hører med ved siden af kunst, musik og religion.

Men heldigvis er der i hver fald én markant undtagelse i en slags mellemgeneration, nemlig den i 1939 fødte og altså nu 80-årige fine kender af litteraturen, historien, samfundet og humoren Hans Hertel.

Han i skrev i 1997 om Storm P. at hans monologer leger med dagligsproget og københavnerjargonens finurligheder, men de er også rablerier på volapyk eller i et selvskabt talesprog. Bagved ligger Storm P.s gave: at opleve det store via det små. Midt i en bagatel åbner et komisk-kosmisk perspektiv, et vindue slår op ud imod evigheden. Som han siger i en af sine fluer, en anden af hans genrer med københavnske figurer: "Der må sikkert ligge en dybere mening, i at fuglene til alt hvad der sker i denne verden, altid svarer pip."

Det er den absurde komiks poesi. Under den synsvinkel er Storm P. ikke, som det så tit hævdes en ekspressionist og social satiriker, der blev tandløst konservativ. Han er en tidlig dansk dadaist og absurdist. Der går en rød tråd fra hans møde med Paris' kabaret- og farce-stil anno 1906-10 til den frederiksbergske tradition for nonsenshumor og pip på Runddelen - som den kan følges fra Alleens gamle morskabsteatre, via Cooptimisterne på Riddersalen til crazy-komikken hos Stig Lommer på ABC-teatret med Kjeld Petersen, Dirch Passer, Jørgen Ryg & Co.

Storm P. var "en institution som Rundetårn og pinsesolen", skrev Otto Gelsted. Den ægte vare må ikke forvekslen med senere mondæne udgaver, hvor kongelige skuespillere i bowler spiller vagabonder og Sangforeningen Morgenrøden på teater-"vulgær"sprog [et velfortjent spark til selveste Ebbe Rode]. Samme tendens til kliché truede den københavnske visetradition. Det ses når man sammenligner Sigfred Pedersens socialt bevidste digte - som sangen til Birthe, "Blå Sko", "Kur Arthur" osv. i Blå Mandag, 1931 - med hans senere idyliseringer og hans skærslipper-, Nyhavns- og luder-romantik.



Jeg er enig - og dette gælder også Hertels vurdering af den Bo Bojesen der så at sige startede hvor Storm P. slap - og som også i undertegnedes egen verden står som den største humorist i Danmark efter Storm P. - Hertel har udgivet to fornemme og for mig uundværlige udgaver af Bojesens tegninger over fem årtier, en over hans Danmarkshistorie og en over hans verdenshistorie.

I Danmarks-Historien (1994) giver Hertel et samlet overblik over Bo Bojesens værk for at fejre ham som institution og placere ham historisk. Som satiriker er han den tredje store i dansk tegnekunst, ved siden af Fritz Jürgensen og Robert Storm Petersen, og som Storm P. er han af internationalt format. Og som Jürgensen og Petersen tilhører han også dansk litteratur: hans bedste tegninger er en syntese af billede og tekst, hans stilsans er i lige så høj grad verbal. - Som realist dækker han mere end nogen anden dansk tegner. Når man samler hans typer, miljøer og situationer, ser man 50 års Danmarkshistorie passere revy. Og når man lægger satirikeren og realisten sammen, får man en samfundskritik af stor konsekvens. Fra den lille mands synvinkel forfølger Bo Bojesen magtbrynde og papirvælde, pop og blær, kynisme og smartness. Men han forfølger også et tema: underminering af folkestyret til tv-demokrati og klaphat-nationalisme, udhulingen af velfærdsstaten til servicesamfundets stor tag-selv-bord med 1 million på overførselsindkomster og et svælg mellem A- og B-holdet. Med visuel fantasi tegner han en nation der har gjort det sværere for sig selv - og for næste generation - med grådighed og selvforkælelse. Han er både klassiker og højaktuel, denne socialradikaler med en svaghed for anarkister.

I Verdenshistorien (1996) påpeger Hertel at Bo Bojesen over for den store verden ser sig selv i to roller; som den tapre forsvarer af 'Sandschloss Dänemark' mod hunnerne fra syd og som faldskærmjægeren der bliver smidt ned over fædrelandet, i kampudstyr med pen i hånden. Han visualiserer De Stores politik ved at tage dem på ordet. Han leger med verdenspolitikkens symboler. Han indsætter Danskeren i sin verdensmodel. ved at lege med sine og vore færdige meninger om andre folk. Hans speciale er at aflæse betydningen af detaljer og stil - talestil, skrivestil,, tøj, møbler, arkitektur. Han karakteriserer hele samfundsgrupper gennem deres påklædning og måder at gå og stå på.

Bo Bojesens satire forener kulturkritisk forenkling med en visuel fantasi der leger videre med barnet i sig selv. Dermed transcenderer den tid og sted og bliver almengyldig kunst. Ingen af de store lande har politiske tegnere som dækker et så bredt register af de temaer og personer gennem 50 år verden over. - Ligesom Storm P. er Bo Bojesen en eksportvare, lidt af et verdensnavn. Verden har bare ikke opdaget det endnu.

Enig, men må så også påpege, at man ikke ville kunne lave tilsvarende samleværker på grundlag af Storm P.s tegninger. Han var ganske enkelt af en helt anden og naiv type.



Storm P. som renheden og uskyldigheden selv    
Til toppen  Næste

Robert Storm Petersens humor er i mine øjne unik, og han selv var et sandt humormenneske med barnetroen i behold til det sidste. Han var elskelig og uden svig og langt fra det neurotiske, men han var dybt præget af en medfødt melankoli, der dels forstærkedes af tidsånden i slutningen af 1900-tallet, af de forfærdelige verdenskrige 1914-18 og 1939-45 og bestemt også af hans egne problemer med i en vis periode at tjene penge til familiens forsørgelse. Melankolien forstærkedes ubestrideligt også af hans store vægelsind med at vælge kunstnerisk løbebane når han nu engang var så talentfuld at valget af én enkelt uundgåeligt ville være en afskrivning af de andre rige muligheder.

Man kan mene - som også nogle af vennerne mente - at han bare skulle have skåret igennem og fx valgt karikaturtegneriet (som Depaquit gjorde) eller maleriet (som Lundstrøm, Karl Larsen, Salto og Svend Johansen gjorde), eller bare forlangt noget mere end det BT ville betale da han fik kontrakt. Ingen kan vide hvordan det da ville være gået. Men i betragtning af at det netop var et særkende for ham at han spændte over så mange genrer at der kom en enestående spændvidde, dybde og helhed over hans kunstneriske kreativitet, så er det svært at drage den slutning at et klart valg havde været en fordel.

Derimod kunne man sagtens med hans elskede Mads anke over at der var for lidt mand i ham, og at han forblev barn eller yngling for længe. Det er en berettiget anke. For der var noget feminint over manden der ikke mindst afgjorde valget af dominerende og formynderiske kvinder til hustruer - og måske væsentligere livet igennem afholdt ham fra den overskridelse af egne grænser der ligger til manden i kraft af det mandlige kønshormon. Betydningen af dette hormon betyder nemlig ikke blot - hvad både mange mænd og kvinder går rundt og tror - at dette kun har noget med seksualiteten og forplantningen at gøre, dvs mandens evne til erektion og lyst til sædudtømmelse. Nej, hormonet betyder også evne til at se mulighederne for se tingene i et større perspektiv, et abstrakt eller symbolsk, ja endog et matematisk perspektiv.

Dybdepsykologer taler om at 'fallos' (det erigerede mandslem) ikke blot er symbolet på formeringsevnen i snæver seksuel og legemlig forstand, men også symbolet på evne til i psykisk eller åndelig forstand at gå ud over sig selv og i ordets bedste forstand skabe noget nyt - hvad enten det drejer sig om sang, dans, musik, billedkunst, leg, sport, håndværk, teknologi, videnskab - eller humor. En kvinde uden kendskab til dybdepsykologi som jeg engang forsøgte at forklare dette, var straks parat med en afstandtagen: I mænd tænker ikke på andet end sex. Men det er jo netop dette vi heldigvis kan gøre. Vi tænker også på leg, musik, kunst, videnskab og humor, men ubevidst trækker vi på en matrice der har med formeringsevnen at gøre og derfor med rette kan kaldes fallossymbolet. Og det er præcis denne trang til overskridelse af givne grænser der fremkalder den menneskelige kultur til forskel fra alt det forbliver inden for naturens rammer. Dette betyder naturligvis ikke at kvinder er uden betydning for kulturen. Det ville være en grotesk konklusion, for dels har også kvinder mandligt kønhormon i sig, ligesom mænd har kvindeligt hormon i sig. Derfor giver det i dybdepsykologien mening at tale om 'manden i kvinden' og 'kvinden i manden. Dels omfatter begrebet kultur også alt der har med omsorg, kærlighed, mening, kvalitet, tryghed og vaner at gøre, herunder da ikke mindst den spontane moderkærlighed der er fundamental for ethvert barns første ikke-sproglige oplevelse af verden som en værdiverden. Kun skade for begge køn, at denne funktion for tiden nedvurderes, ja somme tider helt benægtes i moderne kvinders kamp for ligestilling, når den nu engang er altafgørende i eksistensen.

Jeg skal ikke her gå dybere ind i dette, da det som humor ikke kan forstås uden at man tør gå ind i det ubevidste. Men det kan hjælpe med at forstå hvorfor en kunstner som Storm P. overhovedet kan mistænkes for at mangle mandighed. Han kunne simpelthen ikke med konflikter og ondskab af nogen art. Han elskede fred og ro og tryghed, og han forstod simpelthen ikke hvor det onde kom fra. Han var i den forstand ren og uskyldig som et barn - og hørte i grunden hjemme i barnets verden i tryghedens og tillidens paradiske verden og ikke i vores problemfyldte realverden hvor der er frihed til at tænke og få nye ideeer, og hvor der ligeledes erfrihed til at vælge mellem godt og ondt samt frihed til at gå ind i kampen om magten.

Hel bogstaveligt fattede Storm P. ikke syndefaldsmyten - og troede naivt at 'synd' blot var drengestreger og småfejl, og ikke den fundamentale erkendelse i puberteten der medfører skellet mellem ondt og godt, tiltrækningen mellem kønnene og nødvendigheden af at arbejde for fødens og overlevelsens skyld, tilpasse sig det etablerede samfundssystem og dets sociale lagdeling og magthierarki - og eventuelt gøre oprør. Det var heldigt at Storm P. havde store kreative evner, aldrig savnede kvinders kærlighed og støtte, og han voksede op i et forholdsvis fornuftigt samfund der i hans ungdom stilede mod demokrati og derfor ikke - modsat mange andre lande - nødvendiggjorde voldelig revolution. Det gør ham altsammen til et elskeligt menneske, men ikke til helt, guru, gud, frelser eller Jesus.



Storm P.s aktualitet har aldrig været større    
Til toppen  Næste

Det er yderst let at forstå at en mand som Poul Henningen og mange andre kulturradikale, venstreorienterede, fremskridtsvenlige og revolutionære mennesker så en konservativ eller reaktionær bedsteborger i Storm P. men det skulle genre være fremgået, er dette i hvert fald ikke er den fulde sandhed om Storm P. Han var nok glad for anerkendelse, ros, penge, æresbevisninger og fred og ro, men har bar også maske, ikke blot når han spillede teater, men også når han skulle spille bedsteborger eller småborger. Derfor er det natuligvis umuligt at gøre ham til fremskridtsmand endsige revolutionær. Han var længe boheme og anarkist og hyldede det frie liv, men han valgte i praksis småbogerligheden og trygheden og nøjedes med at tegne og male og fortælle om den store frihed og forestillingen om det anarki og kaos vi alle drømmer mere eller mindre, ganske simpelt fordi det er det vi er født ind i og længe lever i og endda med pubertetens bevidsthedsudvidelse ogå går hen i kortere eller længere tidat forestille os muligt som permanent tilstand. Det hedder romantik, og da vi alle har været i puberteten, stikker der en romantiker i os alle, hvad enten vi vil være ved det eller ej. Men romantiker kan man ikke være i længden, medmindre man vælger utopiske drømme om paradisets genkomst eller naive politiske forestillinger om fuldkomne samfund, hvor fantasien er kommet til magten, al ulighed og undertrykkelse forsvundet, og alle grænser og begrænsninger slettet for stedse.

Følgelig kan en herlig kunstner og et kreativt menneske som Storm P. ikke på nogen måde stilles op som helt, guru eller gud. Vi kan vedblivende more os over hans frodige tegnekunst og gennem hans fortælllinger, fluer og malerier få et større perspektiv ind i vores verden, men skal vi nå længere op i oplysningsudviklingen end det niveau vi har haft de sidste halvtreds år og som i dag er åbenlyst utidssvarende, så må vi indse at Storm P. uanset sin vidunderkige humor og sit store kreative format havde sin store begrænsning, og at denne først og fremmest lå i hans fundamentale ulyst til at tænke i systematiske baner og i baner der forudsætter evne til at overskride gængs filosofi og erkendelse.

Ikke desto mindre vil jeg hævde at Storm P.s aktualitet ikke har været større end den er i dag, og det gør jeg ud fra min egen subjektive erkendelse af at både vores danske og vores europæiske kultur er i en så dyb krise at den er i regulært forfald og ikke vil kunne reddes, med mindre vi forstår hovedårsagerne til den. Først og fremmest må vi forstå at vi i naturlig foragt for den etablerede folkekirkes dyrkelse af troen som en pervers bekendelsespræstation, bliver nødt til at gøre oprør og som ny overordnet vejleder indsætte en bred og dyb, men aldrig afsluttet forståelse af at den fundamentale oplevelse af helhed, mening og sammenhæng i tilværelsen er et irrationelt fænomen der kræver sin egen tidssvarende begrebsramme og - den fulde forståelse af humorens væsen.

Robert Storm Petersen kan i denne sammenhæng aldrig være den eneste inspirator, men hans efterladte værk er ikke desto mindre centralt for en nyorientering, og dette vil konkret og meget jordnært indebære at Storm P.museet forandrer strategi og fremover dropper formidlingen af en harmløs bedsteborger der kan opleves eller fanges gennem specialudstillinger om snævre enkeltsider af hans omfattende livs værk eller irrelevante udstillinger af andre kunstnere på det lille, altfor lille museum. Man skal væk fra brugen af apps'er der kun giver udvalg og causerier i det man selv kalder en rodebutik, og jeg håber sandelig også at man ikke falder for Nationalmuseets skøre idé med en 'kedsomhedsknap' som besøgende kan bruge hvis de ikke får den form for oplevelse og morskab der kan give dem 'ophidselse' i stedet for indsigter. Jeg kan til gengæld se uanede muligheder for en ny formidling der vil kunne aktualisere Storm P. som aldrig før.

. Det vil altsammen kræve nytænkning samt jordnær digitalisering af Storm P.s dagbøger og Fluer, og det har man ikke ressourcer til i dag, så disse ting vil kræve ekstra bevillinger fra Frederiksberg kommune og diverse fonde. Men det vil glæde mig om nærværende essay kunne inspirere til disse ting.



Personlig tak for Storm P.s værk og eksistens - og den hjælp jeg har fået    
Til toppen  Næste

Storm P. hører sammen med Vilh. Grønbech, Niels Bohr, Erling Jacobsen, og Konrad Lorenz til de fem ubetinget største inspiratorer jeg har haft i mit liv, og som det fremgår af indledningen er Storm P. den eneste der så at sige har fulgt mig gennem alle mine mange år fra 1934 til i dag. Jeg skylder ham utroligt meget, men ikke mindst for fluerne som en fantastisk, fri og totalt udogmatisk vejledning i humor i en vanskelige tid under puberteten.

Storm P. museets første leder, Jens Bing, skylder jeg stor tak for hjælpen under min første, ufuldstændige udforskning af dagbøger og scrapbøger tilbage i 1990'erne, og den nuværende leder Nikolaj Brandt for uvurderlig hjælp under mine nye studier på museets arkiv i Møstings hus i to efterårsmåneder i 2018. Uden denne hjælp var jeg ikke kommet gennem de arkivalier jeg ønskede at se. Og det var vel at mærke i en travl tid for Brandt selv. Jeg takker desuden museet for tilladelse til brug af billedfiler.

Stor tak til Storm P-vennen Preben baron Bille Brahes sønnesøn af samme navn, som med stort besvær og tidsforbrug har fundet frem til farfaderens eferladte papirer og stillet dem til rådighed for min udforskning. Egentlig gik jeg primært efter breve mellem Storm P. og Bille Brahe, men dem var der ingen af. Til gengæld var der et væld af breve fra Bille Brahe til hans ægtefælle der gav mange oplysninger om ham selv og famlielivet - og ikke mindst fandtes nogle helt private optegnelser af Bille Brahes mor, Maria Elisabeth comtesse Moltke, som er skrevet i flere omgange kort efter sønnens død i februar 1922, og de har været helt afgørende for at jeg har kunne forstå relationen mellem Storm P. og Preben Bille Brahe. Alt i alt er det efterladte materiale så stort og værdifuldt, at jeg har ønsket at skrive et særligt essay om Preben Bille Brahe - og med lidt held vil dette kunne bringes på min hjemmeside om et par måneder.

Endelig skal oplyses at jeg forlængst har besluttet at opdatere "Jernesalts filosofi" - den komplementære helhedsrealisme - med særligt henblik på at få den politiske udvikling og kulturkrise de sidste syv-otte år med i værket, og her vil jeg også gøre brug af de nyerkendelser som netop arbejdet med Storm P.-essayet har forårsaget. Desuden vil en opdateret filosofi være det bedst tænkelige grundlag for en nyvurdering af Storm P.

Ejvind Riisgård

NB! En ucensureret udgave - et privatdokument i e-udgave - kan fås ved henvendelse til redaktøren på mail-adressen jernesalt@newmail.dk



Henvisninger    
Til toppen



Link til Storm P.-museet



Litteratur:

Peter Borberg: Storm P. - En biografi. (Forlaget Turbine. 2017)
Kataloget "Humsti Bumsti. Storm P. og malerierne". (Nivaagaards Malerisamling 2016)

Jens Bing: Maleren Storm P. (Storm P.-Museet. 1985)
Ejgil Søholm: Storm P før Ping. Bladvid og satire 1902-20. (Haase. 1986)
Ejvind Riisgård: Storm P. - Latterkultur - Humor og tragedie. (e-bog fra Jernesalts forlag)

Inge Mørch Jensen: Storm i Esbjerg - en udsmykning på Esbjerg Hovedbibliotek af maleren Robert Storm Petersen. (Esbjerg Kommunes Biblioteker 2009)

Nikolaj Brandt og Alec Due: Humorist i hagekorsets skygge. Artikel om Storm P.s medlemsskab af Nordische Gesellschaft. (2009)

Robert Storm Petersen I-III under redaktion af Frithiof Brandt (Carit Andersens Forlag. 1950)
I: Humor og Visdom   II: Malerier og Tegninger   III: Spøg og Latter.

Robert Storm Petersen: Malerier. Tegninger. I udvalg ved Harald H. Lund i samråd med Carl Jensen, Herluf Jensenius, Ebbe Sadolin og Georg Ursin. Med indledning ved Victor Kuhr og tekstbidrag af Herluf Jensenius og Povl Sabroe. (Carit Andersens Forlag. 1942).



Harald H. Lund (red.): Bogen om Storm P. Skrevet af hans venner. (Westermann. 1949)
Poul Carit Andersen: Livet er en cirkus. Fra Slagterdreng til Det kgl. Teater. (Carit Andersens Forlag. 1972)
Poul Carit Andersen: Livet er en gåde. Fra Bonbonnièren til Asgårdsvej. (Carit Andersens Forlag. 1973)
Line Jørgensen: Storm P. - klovnen i klunkestuen. Om det morsomme, det forfærdelige og det farlige.... (C.A. Reitzel. 1993)
Benny Bau og Poul Kragelund: Storm P. - Satire og humor. (Dansklærerforeningen. 1999)



Udgaver af Storm P.s egne værker:

Samlinger af fortællinger i forskellige udgaver.
Fluesamlinger i forskellige udgaver.
Bag rampe og kulissser. (Carit Andersens Forlag. 1971
- efter tidsskriftet Exlex 1919-20).
Dagbogsblade fra besættelsen. Med forord af Hans Brix.
- (Carit Andersens Forlag. 1945).
Oncle=Sam på Rejse. Dagbog 1901. Faksimile-udgave
- (Albert C. Petersens Trykkerier. 1959)
'Storm' (Storm P.s eget tidsskrift. 1915-16. Det kgl. Bibliotek)
De kulørte sider (v/ Jens Bing). (Storm P.-museet og Aschehoug. 2005)
Storm i Pilestræde, udgivet af Jens Andersen og Jørgen Larsen. (Storm P.museet og Gyldendal. 2009)
Peter Michael Hornung: Plakatfuld (Storm P.museet. 2012)
De tre små mænd og nummermanden - 100 års narrestreger.
(Storm P.museet og Forlaget Alvilda. 2013)
Palle Schants Luritzen: Storm og Sherlock. Fahrenheit. 2018

Ikke-trykte kilder:

Dagbog fra juni 1916 til februar 1920 (Storm P.museet)
Fælles dagbog for Robert og Ellen Storm Petersen - "Kærlighedsbogen" (Storm P.museet)
Scrapbøger fra maj 1918 til marts 1927 (Storm P.museet)



Tidsskrifter:
Perspective (2017) artikel af Nikolaj Brandt og Alec Due om 'Humorist i Hagekorsets skygge.
Hold mig i hånden (1908-10),
Exlex (1919-20),
Hver 8 dag (1920+1923)

Diverse artikler og interviews med Storm Petersen,
herunder Christian Houmarks interviews for BT: 21.3.27.; 27.7.28.; 9.12.38.; 4.4.39.;



Filmografi over film med Storm P. kan findes på Dansk Filminstituts Filmdatabase.

En CD med originaloptagelser på gamle lakplader fra 1915-26 af Storm P. der læser sine monologer (assisteret af Christian Arhoff) er udgivet af "Gate 2" (History cd 1001).

Også skuespilleren Ebbe Rodes oplæsning af monologerne findes på cd.

Balletmusikken til 'Benzin' findes bl.a. i en indspilning med Danmarks Radios Symfoniorkester fra 2008 (Dacapo).



Filmografi over film med Storm P. kan findes på Dansk Filminstituts Filmdatabase.



Andre kilder:

Diverse manuskripter fra forfatteren Preben Bille Brahe efterladte papirer,
som venligst er stillet til rådighed af forfatterens sønnesøn Preben Bille Brahe.

Ulla Sjôström: Maleren Ejnar Nielsen (Christian Ejlers foralg. 2000)
Haavard Rostrup: Gerhard Henning - en mindebg (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. 1980)
Jens Jørgen Thorsen: Modernisme i dansk malerkunst (Palle Fogtdal. 1987)
Linien 1934-39. (1984)
André Bréton: De surrealistiske manifester. (Gyldendal. 1972)
Erling Jacobsen: De psykiske grundprocesser (Berlingske Lexikonbibliotek. 1972)
Luis Bunuel: Mit sidste suk (Forum. 1983)
Desmond Morris: Surrealisternes liv (Turbine. 2018)
Hans Hertel: Bo Bojesens Danmarkshistorie 1943-94 (Gyldendal. 1994)
samme: Bo Bojesen og den store verden 1945.1996 (Gyldendal. 1996)



Link til Bente Bucks lille klovneserie på Jernesalt: klik



Relevante artikler på Jernesalt:

Humormennesket Storm P.  Ny vurdering af den store kulturpersonlighed(31.5.05.)

Storm P.'s enfoldige tro går over både kirkens og kunstens fatteevne  (23.12.16.)
Enestående Storm P-udstilling på Nivaagaard med fokus på maleriet  (9.10.16.)
Storm P-museet genåbnet i First Class-stand  (15.5.12.)
Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')



Biografien som genre:

Niels K. Jerne - immunologi og eksistens  (6.10.17.)
Isaac Newton kan først forstås fuldt ud med emergent helhedsrealisme - (Essay om den geniale fysiker - på grundlag af C. H. Kochs biografi)  (30.8.15.)
H.C. Ørsteds dristige, men umulige naturfilosofi - Visioner, begrænsninger og fejlslutninger  (23.5.10.)
Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt  (23.12.10.



Vilh. Grønbechs kulturopgør
Grønbechs metode
Konrad Lorenz' kulturopgør
Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser

Introduktion til helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Forslag til parametre for vurdering af kunst
Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Konsistens-etikkens Ti Bud  



Latterkultur  (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur')
Latterdag

Latter, morskab og humor vigtige begreber i voksnes og børns eksistens i lys af Hans Vejleskov
Livskvalitet, religion og humor - 5. artikel i ny serie om livskvalitet  (12.2.12.)

Th. Kittelsen - norsk skovtrold på Storm P. museet  (5.4.16.)
Den britiske satiretegning mod Danmark viser EU's dybe splittelse  (29.1.16.)
Tænk dig om før du tænker!  (aforismer af Stanislaw Lec - 12.8.12.)
Bladtegnere i minefelterne  (12.4.12.)
Brandbombe mod vestlig ytringsfrihed  (9.11.11.)
Hvad skal vi med humor og tragedie?  (14.4.11.)
Religion, humor og tragedie  (19.02.06.)
Humor og religion i værdikampen  (4.2.06.
Humor og virkelighed  (20.8.07.)
Er humor den 6. våbenart?  (1.5.05.)



Humor, politik og helhedsrealisme  (30.11.10.)
Du levende - glæd dig, inden død og glemsel overskyller dig  (30.4.08.)
Demokratikanonen rammer ikke plet   (18.3.08.)
Piet Hein - en kreativ, æstetisk og filosoferende idealist;  (28.6.10.)
Livstegn fra Klaus Albrectsenom den venstreorienterede bladtegners liv og tegninger

Humor i Mellemøsten
Muslimsk humor - en selvmodsigelse?
Filmen og latteren  (30.6.05.)
Finanserne og humoren   (31.8.06.)
Blasfemi mellem jura og psykologi  (16.12.04.)



Artikler om Kunst
Artikler om Humor
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal