JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - demokratikanon

ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.3.08.

Demokratikanonen rammer ikke plet

Kanon-trenden har nu også ramt demokratiet, så det har fået sin egen kanon, og hvorfor ikke, når de gode gamle, etablerede demokratier i den vestlige verden vitterligt er truet i både indland- og udland af dybt reaktionære, rabiate og voldelige ekstremister, og når de samme kræfter vitterligt gør alt hvad de kan for at forhindre udviklingen af demokratiske systemer i de mange lande, hvor feudale monarker, magtgale diktatorer og lige så magtfikserede præsteskaber tyranniserer befolkninger der håber på frihed og demokrati og misunder vestlige lande for de frie systemer.

Ikke alle kanoner er lige anvendelige i oplysningens og fremskridtets tjeneste. Litteraturkanonen hører til de bedste af slagsen, fordi den kan tjene folkeskolens og gymnasiets praktiske formål med at få stablet gode læseplaner på bordene. Andre synes helt overflødige, fordi de mest er smagsdommeres forsøg på at sætte målestokke op over for folk man ikke tillægger evner til selvstændig tænkning.

Men den nye demokratikanon hører til i den pæne ende af skalaen, fordi den i høj grad er relevant for skolernes undervisning i historie og samfundsfag og er blevet et udmærket kompromis mellem de forskellige holdninger den nedsatte kommissions medlemmer har haft til opgaven. Derfor skal den hilses principielt velkommen. Den er og kan ikke være fuldkommen. Den er med kommissionsformandens egne ord ikke evighedsholdbar, men en her-og-nu-tolkning af hvad udvalgets medlemmer synes er vigtigt i demokratiforståelsen. Meningen med demokratikanonen er at det skal være et kolon og ikke et punktum, udtaler han, idet han samtidigt påpeger at demokratibegrebet er meget dynamisk, hvorfor det efter hans mening allerede kan blive aktuelt med en revision af kanonen om en halv snes år.

Kommissionsformanden, professor ved Syddansk Universitet Knud J.V. Jespersen, er historiker af fag. Det samme gælder Ove Korsgård fra Danmarks Pædagogiske Universitet. Skribent på Jyllands-Posten David Gress er filolog og historiker, professor ved Københavns Universitet og skribent ved Berlingske Tidende Peter Kurrild-Klitgaard er cand.scient., mens professor ved Copenhagen Business School Ole Thyssen er filosof. Esma Birdi er integrationskonsulent, tolk og foredragsholder, mens Lise Egholm er skoleleder på Rådmandsgades Skole på Nørrebro og kendt for meget fine integrations-resultater. Og endelig er sognepræst klummeskribent i Berlingske Tidende Kathrine Lilleør teolog af fag.

Udvalgets kommissorium fra regeringens side var at "udpege de centrale begivenheder, filosofiske strømninger og politiske tekster, som har bidraget til debatten om og påvirket udviklingen af frihedsrettighederne og folkestyret i Danmark". I samlingen burde "inddrages såvel udenlandske som danske og såvel historiske som mere nutidige bidrag". Det færdige resultat skulle bestå af de begivenheder, tænkere og tekster, som i særlig grad har præget synet på det enkelte menneskes frihedsrettigheder, samfundets sammenhængskraft og udviklingen af det danske demokrati". En sådan demokratikanon "kan bidrage til en løbende og levende debat om frihed og folkestyre ved at give nogle pejlemærker og ved at pege på nogle væsentlige retninger og milepæle i udviklingen af demokrati og frihedsrettigheder".

Resultatet må siges at svare til forventninger. Men der er ikke lagt skjul på, at der har været stor ståhej i udvalget undervejs. Det viste sig først og fremmest ved at et af de oprindelige medlemmer, jura-professor Henning Koch fra Københavns Universitet, simpelthen demonstrativt tog sit gode tøj og gik, fordi han under ingen omstændigheder ville acceptere at Muhammed-tegningerne kom i spil som mulig demokratimilepæl i kanonen, således som især Kathrine Lilleør ønskede det. Kochs udtræden i oktober sidste år medførte ligefrem et gennembrud i forhandlingerne, for den betød ifølge formanden, at det blev demonstreret over for udvalgets medlemmer at stejle standpunkter har sine omkostninger.

De 35 kanonpunkter eller milepæle i demokratiets udvikling ser iøvrigt sådan ud i kronologisk orden:

1  Demokratiets rødder i det antikke Hellas og Rom
2   Lighedstanken: alle mennesker er lige for Gud og for loven (Paulus og Seneca)
3   Magna Carta (1215) og Bill of Rights (1689): borgerne får rettigheder og medindflydelse
4   Jyske Lov (1241) og Erik Klippings håndfæstning (1282): borgerne her i landet får rettigheder
5   Reformationen (1500-tallet) var et opgør med den katolske kirkes meningsmonopol
6   Den westfalske fred 1648 fastslog den verdslige politiks forrang for religiøs magt
7   Baruch Spinoza (1632-1677) argumenterede for at frihedsrettigheder til oplyste borgere ville styrke staten
8   John Locke (1632-1704) leverede det filosofiske forsvar for demokratiets frihedsrettigheder
9   Oplysningstiden i 1700-tallet brød med den kirkeligt-religiøse tænknings dominans i erkendelsen
10  Charles de Montesquieu (1689-1755) lancerede ideen om magtens tredeling
11  Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) skrev værket 'Samfundskontrakten' hvor han opererede med begrebet 'almenviljen'
12  Den amerikanske forfatning (4. juli 1776) fastslog at mennesker har grundlæggende, ukrænkelige rettigheder, og at magten skal deles
13  Statsborgerskab og medborgerskab indførtes i Danmark ved Forordningen om Indføds-Ret 1776
14  Trykkefrihed og samfundsdebat 1770-99 som følge af en lempelse af censuren
15  Den franske revolution 1789 kombinerede gennem menneskerettighederne og folkesuveræniteten et individuelt perspektiv med et fællesskabsperspektiv
16  N.F.S. Grundtvig (1783-1872) fastslog at tvang ødelægger folkevilje. Kun i frihed vil individet frivilligt pålægge sig de nødvendige bånd.
17  Rådgivende stænderforsamlinger (1835-48) banede vej for demokratiets indførelse 1849
18  Alexis de Tocqueville udgav 1835-40 et værk om 'Demokratiet i Amerika', men var personligt ambivalent over for folkestyret som sådant
19  John Stuart Mill (1806-1873) gik som liberal tænker ind for det repræsentative demokrati
20  Grundloven af 1849 fastlagde frihedsrettigheder for borgerne og forskrifter for statsorganerne og blev den formelle ramme for demokratiet i Danmark
21  Den nationalliberale bevægelse (1840-70) befordrede det liberale borgerskabs politiske, økonomiske og kulturelle interesser.
22  Bonde- og højskolebevægelsen (1864-1901) - grundtvigianismen - var tidens eneste form for folkelig bevægelse med bred appel
23  Arbejderbevægelsen blev efter århundrerskiftet den stærkeste folkelige kraft ved at samle fjerdestanden eller 'proletariatet'
24  Den kulturradikale bevægelse med Georg Brandes (1842-1927) som den førende skikkelse betonede den frie tanke, videnskaben og de sociale problemer og kritiserede den religiøse tradition og overtro.
25  Kvindebevægelsen voksede sig i slutningen af 1800-tallet så stærk at kvinderne fik stemmeret (1903 til menighedsråd, 1908 til sogneråd og 1915 til folketinget)
26  Systemskiftet (1901) betød folketingsparlamentarismens gennembrud: ingen regering må have et folketingsflertal imod sig.
27  Kanslergadeforliget 1933 kanoniserede under Staunings forsæde det samarbejdende folkestyre, dvs det politiske samarbejde på tværs af de partipolitiske skillelinjer
28  Demokrati mod totalitarisme i mellemkrigstiden: Versailles-freden 1920 fastlog det liberale princip om folkenes selvbestemmelsesret, et princip der blev brudt utallige gange af århundredets store tyranner
29  Demokrati under 2. Verdenskrig: tilslutningen til demokratiet blev næsten total under besættelsen
30  Hal Koch (1904-63) og Alf Ross (1899-1979) repræsenterer to forskellige holdninger til demokratiet: For Koch var folket et skæbnefællesskab, for Ross blot et formelt fællesskab mellem statsborgere
31  Europarådet (1949) og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (1950) skabte et formelt og forpligtende retsapparat til håndhævelse af menneskerettighederne
32  Folkeafstemningen om EF i 1972 viste hvor store modsætningerne i et folk kan være når det gælder spørgsmålet om suverænitet i forhold til det overordnede fællesskabs interesser
33  Salman Rushdie-sagen (Ayatollah Khomeinis fatwa 1989) afslørede for alvor det stadigt mere afgørende kultursammenstød mellem vestlig frihedstradition og muslimsk meningsmonopolisme
34  Murens fald 9. november 1989 førte til kommunismens fald i Østeuropa og dermed udbredelsen af demokratiet i Europa
35  Europatraktaterne 1957, 1972, 1992 og 2007 fastsætter rammerne for det fredelige, demokratiske og progressive samarbejde mellem frie europæiske stater, men sætter samtidigt nogle begrænsninger for de enkelte lande, hvad nogle mennesker opfatter som en svækkelse af det nationale demokrati

De enkelte punkter er naturligvis mere udførligt gennemgået og begrundet i kanonen, der kan læses på Undervisningsministeriets hjemmeside, men oversigten giver et ganske godt indtryk af såvel det historiske udviklingsforløb som den uenighed der kan opstå i bedømmelsen af milepælene, fordi disse ganske enkelt ikke er helt entydige. Flere af de anførte personer var slet ikke demokrater; en vigtig begivenhed som den franske revolution førte til diktatur og meningsdiktatur af værste skuffe. Statsborgerskab, trykkefrihed og stænderforsamlinger var kun skridt i den rigtige retning. Forholdene under 2. verdenskrig, folkeafstemningerne om EF og EU-traktaterne samt Salman Rushdie-sagen påpeger mere problemernes eksistens end deres løsning. 'Murens fald' er i mine øjne et mærkværdigt valg, når det tages i betragtning at begivenheden isoleret set var helt tilfældig og de tilgrundliggende årsager meget vigtigere. Og når udvalget direkte sætter teologen og grundtvigianeren Hal Kochs opfattelse af begrebet 'folk' op over for juristen Alf Ross', så er vi nede ved en problematik der efter min mening burde have været gjort mere ud af. Hertil kommer så nogle personer og begivenheder der helt er udeladt.

Det skal naturligvis tages med i bedømmelsen, at resultatet for det første er et kompromis og ikke kunne være blevet andet. For det andet understreger udvalget som allerede nævnt at det er en her-og-nu-tolkning der skal tjene oplysningen og debatten, men ikke betragtes som et endegyldigt produkt. Men når tidspunktet og anledningen for kanonens udarbejdelse og offentliggørelse tages i betragtning, må det sandelig siges, at den forfejler sit sigte, fordi den lægger vægten på de juridiske sider af sagen på bekostning af de åndelige - og blandt andet derfor kan betone den westfalske freds unægteligt store betydning, men ikke er i stand til at belyse religionens positive bidrag til demokratiets udvikling. Det er nemlig ikke nok at fastslå sekulariseringens princip (afskaffelsen af kirkelig magt over det politiske system) som grundlag for det vestlige demokrati. Det burde også påpeges at religionerne overalt hvor de findes har et åndsaspekt som gør åndslivet utænkeligt uden religion, og et sekulært demokrati derfor også åndløst uden religion opfattet som helhedsrealisme. Demokrati kan aldrig reduceres til et system af definerbare frihedsrettigheder, men forudsætter dybest set en åndsfrihed som er udefinerbar, men som er uadskillelig fra et folk der kan og tør ånde frit.

Derfor er det misvisende at betragte Berlinmurens 'tilfældige' fald i 1989 (foranlediget af en fejlbeslutning i det østtyske kommunistpartis øverste organ) som en milepæl i demokratiets historie, for de afgørende begivenheder der førte til kommunismens fald i Østeuropa var på den ene side de beslutninger om reformer af det sovjetiske system som blev truffet af det sovjetiske politbureau under Gorbatjof allerede i 1985 i naiv tro på at det var muligt at reformere et parti og et styre der principielt var imod reformer, og på den anden side de oprør mod Kreml som ungarerne stod for i 1956, tjekkerne i 1968 og polakkerne i 1980. Her blev navnlig polakkernes udslaggivende, fordi det viste sig at det kommunistiske politisystem ikke i længden kunne hamle op med åndsmagt der næredes af helt andre forestillinger end de politiske.

Men begynder man først at kigge på åndsfaktorerne i den europæiske demokratiudvikling, så vil man også konstatere at de var afgørende allerede i Reformationens brud med det katolske meningstyranni, og - nok så væsentligt - var selve hovedkraften i hele den romantiske bevægelse som Rousseau kan tages som eksponent for med hans betoning af natur og 'følelser', men som i vid udstrækning lå til grund for så brede og langtrækkende fænomener som den franske revolution samt alle de nationale og folkelige bevægelser gennem hele 1800-tallet og hele 1900-tallet, inklusiv nationalliberalismen, bonde- og højskolebevægelsen, arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen og i virkeligheden også fascismen, nazismen, kommunismen og ungdomsoprøret i 1960'erne og 70'erne.

Den romantiske bevægelse skal ses som reaktion på oplysningstidens meget ensidige fokuseren på fornuft og videnskab. Denne fokuseren førte umådeligt vigtige fremskridt med sig, men den svigtede den anden, komplementære side af den menneskelige psykes og eksistens' totalitet, nemlig det irrationelle og underbevidste. En sådan ensidighed går altid galt, fordi den menneskelige psyke netop er en helhed med forskellige dimensioner som alle er væsentlige, men hvis konstante dynamiske modspil faktisk er det egentlige frugtbare.

Rationalismens fejl og fejlslutning kan siges at bestå i at den ud fra erfaringen af fornuftens og dermed de sekundære psykiske processers store værdi for realitetsprøvelsen, tilpasningen og fremskridtet drager den konklusion at det fornuftsmæssige er vigtere end det irrationelle, hvor sandheden er den at det irrationelle og før-sproglige er det allervigtigste for menneskets opfattelse af verden som en sammenhængende og meningsgivende helhed. Der er virkelig tale om komplementære fænomener som hver for sig er af afgørende betydning for menneskets opretholdelse af livet, men som på logisk plan er uforenelige. Rationalisterne tror fejlagtigt at fordi bevidstheden er så betydningsfuld, så er det underbevidste af ringe interesse eller direkte en trussel for realitetsprøvelsen, men i virkeligheden betinger bevidsthed og ubevidsthed/underbevidsthed hinanden. Man kan ikke tale om bevidsthed uden at forudsætte ubevidsthed/underbevisthed eller omvendt.

Når Hal Koch fuldt berettiget taler om en opvågning af demokratiet - eller rettere af forståelsen for demokratiets værdi - under den tyske besættelse af landet fra 1940 til 1945, så er der netop tale om en reaktiv holdning der til syvende og sidst er uforståelig uden den forudsætning der hedder folkeånden eller med et mere moderne dybdepsykologisk udtryk det kollektivt ubevidste eller underbeviste. Og den har sit store romantiske fortilfælde i den tyske filosof og kulturhistoriker J.G. Herders banebrydende historiske indsigter der bl.a. førte til hovedværket 'Ideen zur Philosophie der Geschichte der Menschheit' (1774), der igen førte til eftertidens historiske bevidsthed og historievidenskab. Man opdagede for alvor spillet mellem bevidst og underbevidst i folkenes liv.

Og det er ikke mindst her N.F.S. Grundtvig kommer ind i billedet for Danmarks vedkommende, fordi han havde en eminent, intuitiv forståelse for den nordiske såvel som den bibelske mytologi - og formåede at genskabe den mytiske verdens- og eksistensforståelse i sine værker og derigennem vække til den bonde- og højskolebevægelse der stort set er synonym med grundtvigianismen, men i realiteten også ligger til grund for den danske arbejderbevægelse og kvindebevægelse i og med at disse dybest set trækker på de samme universelle, arketypiske forestillinger om frihed.

Modpolen kom i form af den brandesianske kulturradikalisme der med vægt på modernitet, fremskridt, socialrealisme og videnskab næsten var en selvfølgelighed, men som på sin vis blev lige så ensidig eller endimensional som den gamle oplysningstid og derfor hverken formåede at bygge bro til de religiøse kræfter i samtiden eller forhindre de yderligtgående irrationelle kræfter i nazismen og kommunismen i at bygge jordiske guder, profeter, folkeførere og utopier op der blev værre end Europa længe havde set og som var helt i modstrid med oplysningens idé.

I denne sammenhæng er det nødvendigt at fremhæve at kirken, den officielle kristendom, svigtede i uhyggelig grad ved dels at vende sig mod naturvidenskaben (primært darwinismen) dels at gå fuldstændigt fejl af ateismen ved at fokusere på dens påstande om Guds død i stedet for på dens afvisning af uholdbar metafysik. Folkekirken levede længe videre på tradition og træghed af mere eller mindre grundtvigiansk art, mens teologien klamrede sig til Søren Kierkegaards intellektualisme. Krisen slog først for alvor igennem efter ungdomsoprøret og beatmusikkens fremkomst, hvor folkekirken mistede taget i folket, selvom folket ikke ville slippe taget i kirken.

Den eneste der så klart hvad sagen drejede sig om var religionshistorikeren Vilh. Grønbech (1873-1948) der allerede 1915 definitivt løsrev religionsforskningen her i landet fra teologiens omklamring, men nok så vigtigt så at det religiøse liv i folket aldeles ikke kan reduceres til det religiøse liv i kirkeligt regi, men har sine egne former uden for kirken og slår igennem i både folkelige vækkelser og arbejderbevægelse, ja selv i darwinismen! Om nogen forstod han hvad åndsliv er i dets forskellighed fra såvel praktisk borgerligt liv som systematisk rationalitet i videnskaben.

Teologien forstod det stort set ikke. Det kunne være hvad det være ville, for det går højst ud over kirkens og kirkelærens udvikling. Katastrofalt er det imidlertid at videnskaben og det politiske liv heller ikke længere forstår det, og derfor i dag ikke mindst er blevet magtesløse over for de udfordringer der kommer fra muslimske indvandreres side i og med at man simpelthen ikke aner hvad man skal stille op med religionen i det offentlige rum. Den forstyrrer åbenlyst rationelle mennesker i deres politiske og kulturelle forestillinger, men den kan ikke manes i jorden.

Hele denne uforstand kommer meget klart til udtryk i den aktuelle demokratikanon derved at centrale begivenheder som romantikken og en central person som Vilh. Grønbech slet ikke kommer med. Det indebærer at man fokuserer alt for meget på den juridiske side af demokratiet, dvs frihedsrettighederne, herunder ytringsfriheden, men forbigår eller undervurderer den afgørende åndsfrihed, som er selve den dybdepsykologiske forudsætning for demokratiet.

Hvad Grønbechs person angår er det påfaldende at man trækker Hal Koch frem uden at nævne at han i årene efter besættelsen var med til at udgive 'Frie Ord' sammen med Grønbech, men måske nok så væsentligt at demokrati-udvalgets eneste faglige repræsentant for det religiøse liv i landet, Kathrine Lilleør, ser snævert teologisk og kirkeligt på religionen og på intet tidspunkt synes at nærme sig til forståelsen af det mytiske og mytologiske (jf. iøvrigt min kritik af Lilleør i artiklen Europa - religiøs slagmark igen?. - Hun skal i allerhøjeste grad have anerkendelse for at have gjort hvad der stod i hendes magt for at få Muhammed-tegningerne nævnt i kanonen. Så vidt jeg har forstået, blev det kun undgået ved at man trak en streg i kronologien ved år 2000 - så var den potte jo ude. Men strengt taget er det ikke disse tegninger i sig selv der viser noget altafgørende for kultursammenstødet mellem dansk mentalitet og tradition på den ene side og udefra kommende muslimsk modstand mod begge dele på den anden side. Det er når det kommer til stykket selve humoren.

Derfor burde dansk humor være kanoniseret som en vital og bærende bestanddel af det danske åndsliv der har muliggjort det sekulære demokrati og som er det kampen står om i dag. Det ville måske være svært at sætte personnavne på den danske humor, da der er mange at vælge mellem lige fra Fritz Jürgensens eller Alfreds Schmidts dage. Men vi har haft blade som 'Klodshans' og 'Blæksprutten' lige som tyskerne har haft deres 'Simpliccimus' og briterne deres 'Punch'. Og i nyere tid rager tegnere som Storm P og Bo Bojesen op som lysende eksempler på at demokrati er utænkeligt uden en humor og satire der rammer alt og alle, men stort set undgår det ondskabsfulde.

Som Demokratikanonen nu foreligger er den udmærket til at blive klogere af hvad den historiske udvikling angår. Men den forfejler sit sigte, når det gælder at forstå forskellen mellem en nyttefilosofi der ser på de praktiske resultater af borgerlig fornuft og moral og på den anden side et åndsliv der er åbent for alle sider af den kreative underbevidsthed og ikke tåler tvang fra hverken politisk eller kirkelig side. Demokratikanonen får derfor slet ikke den betydning den ellers kunne have haft. Og det er synd.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Link til Demokratikanonen på
Undervisningsministeriets hjemmeside

Relevante artikler på Jernesalt:

Den rene kanonitis (om Kulturministerens idé om en kultur-kanon)
Er der brug for en litterær kanon?

Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
N.F.S. Grundtvig som mytisk kristen og profet
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Humormennesket Storm P

Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')
Religion, humor og tragedie  (19.02.06.)
Humor og religion i værdikampen  (4.2.06.
Humor og virkelighed  (20.8.07.)
Humor i Mellemøsten
Muslimsk humor - en selvmodsigelse?