ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.9.04.

Er der brug for en litteratur-kanon?

Der bliver tale om en obligatorisk liste med 15 forfattere: Folkeviser, Holberg, Oehlenschläger, Grundtvig, Blicher, H.C. Andersen, Herman Bang, Henrik Pontoppidan, Johannes V. Jensen, Martin Andersen Nexø, Tom Kristensen, Karen Blixen, Martin A. Hansen, Peter Seeberg og Klaus Rifbjerg.

Herudover en tillægsliste for folkeskolen, som foruden danske folkeeventyr anbefaler tekster af Johan Herman Wessel, B.S. Ingemann, Chr. Winther, Jeppe Aakjær, Thøger Larsen, H.C. Branner, Egon Mathiesen, Halfdan Rasmussen, Tove Ditlevsen, Benny Andersen, Cecil Bødker, Ole Lund Kirkegaard.

Og endelig en tillægsliste for de gymnasiale uddannelser, som anbefaler sagaerne, Thomas Kingo, H.A. Brorson, Johannes Ewald, Emil Aarestrup, Søren Kierkegaard, Henrik Ibsen, J.P. Jacobsen, Sophus Clausen, Hans Kirk, Villy Sørensen og Inger Christensen.

Undervisningsministeren understreger, at der ikke er tale om en læseplan, men for fælles-kanonens vedkommende om en liste der anviser de forfattere som alle skoleelever fremover skal stifte bekendtskab med i løbet af deres skoleforløb. Regeringspartierne og Dansk Folkeparti går ind for en kanon, hvorimod socialdemokraterne, de radikale og Enhedslisten er imod, mens SF finder den overflødig, fordi forfatterne læses i forvejen.

Men når en kanon overhovedet er kommet på tale, er det jo netop fordi det ikke længere kan betragtes som givet, at alle danske elever gennem deres danskundervisning vil få kendskab til dette absolutte minimum af klassikere. Der er tværtimod lærere der er principielt imod overhovet at gøre nogle forfatterskaber obligatoriske. Og formanden for Danmarks Lærerforening taler da også straks om central styring og påtvungen facitliste.

Umiddelbart ser der ud til at være ganske god ræson i, at relativt svære forfattere som Kingo, Brorson, Ewald, Kierkegaard, J.P. Jacobsen og Villy Sørensen gøres til gymnasiestof. Men dette kan naturligvis altid diskuteres. Personligt undrer jeg mig mest over, at Peter Seeberg er kommet med på grundlisten, og at H.C. Branner figurerer på tillægsslisten for folkeskolen. Til gengæld er det fint, at Egon Mathiesen, Halfdan Rasmussen, Benny Andersen, Cecil Bødker og Ole Lund Kierkegaard er optaget på samme liste.

Politikens Bjørn Bredal har anket over, at det er blevet forfatterskaber og ikke tekster der er kanoniseret, men hertil er egentlig kun at sige, at tekstspecifikationerne jo kan komme hen ad vejen i læseplanerne. Og desuden gælder, at visse forfatterskaber som Blichers og Grundtvigs kan være bedre tjent med bred behandling end med dyb behandling af et enkelt værk.

Da Lars-Henrik Schmidt også fik lejlighed til at fremkomme med sine synspunkter om dannelse i diskussionen på Deadline's 2. sektion søndag den 19.9. mellem Jørn Lund og medieforskeren Anne Jerslev - jf. artikel - er der særlig grund til at se på hans indvendinger mod den nye kanon.

For det første er det ikke rigtigt, at litteratur ikke har noget med almendannelse at gøre, for fortrolighed med dansk sprog er i allerhøjeste en forudsætning for alle danskeres almene dannelse, hvad ingen gennem de senere år har understreget bedre end netop Jørn Lund (det er ikke uden grund at han blev formand for kanon-udvalget). Og fortrolighed med danske sprog og dets mange muligheder for nuancering får ingen uden læsning af dansk litteratur fra mere end de sidste 30 eller 50 år. Der skal nødvendigvis også - om man kan lide det eller ej - læses tekster fra de foregående århundreder.

For det andet er det ikke holdbart at betragte dette som en snæver national oprustning, men tværtimod som en simpel nødvendighed. Det er dansk alle danskere tænker og drømmer på og det er i 95 % af alle tilfældene også kun dansk de samme danskere kan formulere sig så godt og nuanceret på, at de vil være i stand til at udtrykke deres dybeste tanker og følelser. Dette har intet at gøre med at nogle af de bedst uddannede menneskere kan formulere deres videnskabelige, tekniske eller kommercielle tanker bedre på det fælles internationale engelske sprog - og klarer sig fortræffeligt fagligt på den måde. Nej, almendannelsen gælder i langt højere grad dagligsprogets finesser og hele det eksistentielle felt.

For det tredje gælder, at virkelig god fortrolighed med det danske sprog naturligvis altid vil indebære en forstærkelse af den danske identitet. Men denne behøver på ingen måde at føre til snæver nationalisme endsige chauvinisme. Og den udelukker heller ikke internationalt udsyn. Der er intet i vejen for at man kan lære fremmedsprog, rejse og studere i udlandet - og danne sig yderligere på denne måde. Tværtimod er også her en naturlig forankring i det danske den bedste forudsætning.

For det fjerde ophøjes litteraturen ikke gennem en litterær kanon for skolen til 'kulturelt pejlemærke', men til det den er: en rettesnor for den del af den fundamentale undervisning i dansk modersmål som litteraturen nu engang er.

Dansk kultur er mere end dansk litteratur. Dansk historie er mere end dansk litteraturhistorie. Dette er en selvfølge for undervisningen i de danske skoler, men den ikke-litterære del hører hjemme i andre fag, ikke mindst i historieundervisningen, der også i disse år tages op til revision med henblik på at undgå de seneste årtiers katastrofale formørkelseshuller.

Man kunne sagtens lave en slags kanon for andre sider af dansk kultur end litteraturen, fx for historiens, kunstens, filmens, musikkens, videnskabens og politikkens vedkommende. Konkrete forslag herom har da også været fremme i pressen. På 'Jernesalt' er ideen løseligt skitseret i Værdimanifestets afsnit om Historien.

For det femte er den gode sproglige dannelse gennem undervisning i dansk sprog og litteratur ikke en eksklusiv manøvre der udelukker de øvrige medier for inddragelse i dannelsesprocessen. Hele diskussionen fra Deadline-udsendelsen skal ikke gentages her, men det er nødvendigt at slå fast, at dannelse i vore dage naturligvis også indebærer fortrolighed med billed- og tone-mediernes mange former, virkemåder og historie. Blot er det også her den gode beherskelse af dansk der er forudsætningen for at kunne skelne skidt fra kanel og det overflødige fra det væsentlige og således at undgå at blive offer for bombardementet af indtryk og muligheder.

Det er ikke bogen som sådan der er dannelsens fundament, men fortroligheden med sproget, dagligsproget såvel som det litterære sprog. Kunst, film og musik kan meget vel give lige så gode reference- og forståelsesrammer som litteraturen i eksistensforståelsen.

Endelig er dannelse og almendannelse aldeles ikke et spørgsmål om smag. Her afslører Lars-Henrik Schmidt - som i nævnte Deadline-udsendelse - hele sin postmodernistiske grundholdning, hvor dannelse gøres til et overfladefænomen der kan udskiftes efter behag med andre former for dannelse.

Men her er der - nøjagtigt som i den anførte afstandtagen fra den nationale oprustning - tale om et subjektivt synspunkt der afslører, at Schmidt fuldstændigt abstraherer fra almendannelsen som en eksistentiel nødvendighed for ethvert menneske der ikke blot vil følge strømmen, moden og flertallets smag.

Almendannelse kan udmærket bestemmes som den udviklede evne til at kunne skelne, og er i denne forstand ikke identisk med eksistentiel dannelse, men eksistentiel bliver dannelsen i samme øjeblik den bliver grundlaget for den helt personlige stillingtagen til tingene som ikke falder for det første, det bedste. Her kan bevidstheden om egen identitetshistorie ikke undværes og ikke adskilles fra identitetshistorien for det fællesskab den enkelte er vokset op.

Denne eksistentielle dannelse må nødvendigvis undsige al postmodernisme. Dannelsen er ikke blot - som det hedder i Den Store Danske Encyklopædi - en balance mellem det traditionsbundne og det kritiske, men i sidste ende også en dynamisk proces, hvor udfordringerne fra samtiden tages op af det enkelte individ på en sådan måde, at han ikke bare overlever og adspreder sig med alskens underholdning, men også påtager sig ansvaret for fællesskabet og udviklingen i det omfang det er muligt.

Set ud fra dette synspunkt er der ikke alene god brug for en litterær kanon, den er simpelthen blevet en nødvendighed for den danske skole.

Præsentationen af kanonen kan findes på
Undervisningsministeriets hjemmeside
og selve kanonen på   pub.uvm.dk/2004/kanon/hel

Relevante artikler:

Dannelsens hemmelighed og udfordring  (20.9.04.)

Ny vært på Deadline's 2. sektion  (23.9.04.)
om bl.a. udsendelsen 12.9. med diskussionen
mellem Jørn Lund og Anna Jerslev om dannelse
og indslag med Lars-Henrik Schmidt.

Se desuden den forkortede udgave af  Værdimanifestet
med afsnit om politikken, historien,kunsten, musikken og religionen.