ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.6.02.

Niels Bohrs filosofi og dens konsekvenser

Meget kort siger komplementaritetssynpunktet generelt, at hvis to betragtningmåder af et fænomen begge er nødvendige for en fuldstændig beskrivelse af fænomenet, selvom de logisk udelukker hinandens samtidighed, så må de anses for komplementære. Betragtningsmåderne kan hver for sig benyttes til hver sine formål, men begge må indgå i totalbeskrivelsen af fænomenet.

Udgangspunktet for Bohrs formulering af synspunktet (1927 [årstallet korrigeret 6.1.05. efter henvendelse fra læser]) var den kendsgerning, at man i kvantefysikken måtte acceptere opfattelsen af elektroner som partikler sideordnet med opfattelsen af elektroner som bølgebevægelser, selvom det principielt var umuligt at forene de to i ét og samme logisk konsistente forsøg. Bestemte man en partikels sted nøjagtigt, blev partiklens impuls ubestemt - og omvendt (se en nærmere udredning i artiklen om komplementaritet). Men Bohr pegede selv på synspunktets anvendelighed på andre felter af erkendelsens områder, også felter der ligger uden for fysikken.

Bohrs komplementaritetssynspunkt blev en integreret del af den såkaldte københavnske fortolkning (eller "Københavnerskolen") som ud over Bohr og nærmest danske medarbejdere omfattede bl.a. Werner Heisenberg og Wolfgang Pauli. Men den spiller ingen praktisk rolle i atomforskningen, idet man her frit kan vælge mellem hvilke af de to mulige forsøgsveje det i det konkrete forskningstilfælde er mest hensigtsmæssigt at følge. Langt de fleste forskere er praktikere, der ikke kerer sig om erkendelsesteori eller filosofi i bredere forstand, og ikke så få af dem ytrede i sin tid irritation over Københavnerskolens pukken på synspunktet. En kaldte det ligefrem foragteligt en "tryllestav der ikke gjaldt uden for København" og afslørede dermed, at han hørte til dem der ikke ville acceptere forskningens ansvar for noget der ligger uden for den snævre nytteværdi.. Og Bohrs synspunkt er hidtil heller ikke kommet til at spille nogen større rolle i fagfilosofien, idet dog herhjemme fagfilosoffer som Peter Zinkernagel, Johs. Witt-Hansen og David Favrholdt har fulgt den op. En væsentlig grund til den manglende udbredelse er formentlig, at Bohr selv aldrig skrev en bredere fremstilling af sin filosofi - og iøvrigt aldrig, bortset fra de tidligste studieår, studerede filosofi systematisk. Der findes også fagfilosoffer, også danske, der taler nedsættende om "geniet".

At komplementaritetssynspunktet var alfa og omega for Bohr, fremgår af to forhold. Han forfægtede i realiteten sit synspunkt længe før det kunne bevises eller sandsynliggøres som en absolut nødvendig erkendelsesteoretisk konsekvens af den kvantemekaniske erfaring. Han oplevede jo ikke selv en så klar eksperimentel bekræftelse på synspunktet som Aspects forsøg i 1982.

Men sagen er, at Bohr var kommet til synspunktet ved at filosofere over den logiske uforenelighed af to modsatrettede synspunkter som ved århundredskiftet 1900/01 prægede biologien, nemlig modsætningen mellem den deterministiske beskrivelse af såvel individernes som arternes udvikling som kan afdækkes bagud i tid, og den for alt liv ejendommelige evne til at tilpasse sig ændrede vilkår og herunder tilsyneladende tage højde for fremtidige muligheder og deres større eller mindre hensigtsmæssighed.

Anledningen til Bohrs refleksioner herom var ganske enkelt de faglige og filosofiske diskussioner som hans fader, fysiologen Chr. Bohr, førte med venner og kolleger, og som Niels ofte overværede. De fandt netop sted i hans ganske unge år, i selve gymnasie- og studieårene, dvs i netop den for nye ideer og nye grundsyn mest modtagelige alder. Han må dybt i sin sjæl havde indset den principielle umulighed af at vælge mellem to hver for sig givende og uomgængelige synsvinkler - og han holdt fast ved denne dybe indsigt livet igennem, ikke af dogmatisk stædighed, men af simpel indre nødvendighed: den var selve kernen i hans væsen som intuitiv tænker og genial forsker og samtidig selve kilden til dynamikken i hans tænkning.

Og livet igennem forfægtede Bohr sit synspunkt med en iver der var påfaldende, ja i mange forskeres øjne overdreven, for ikke at sige irriterende og afskrækkende. Bedst kendes Bohrs iver i diskussionerne med Albert Einstein mellem 1927 og 35. Einstein var urokkelig i sin lige så intuitive og væsenskerne-givne tro på den absolutte determinisme og præsterede specielt ved fysikerkonferencen i Solway i 1927 en forbløffende drillelyst og opfindsomhed over for Bohr ved at komme med det ene tankeeksperiment efter det andet som skulle kunne afgøre tvisten mellem dem til hans egen fordel, og som det hver gang tog Bohr mange nattetimer at gendrive. Utvivlsomt var Einstein en langt større matematiker og en langt klarere tænker end Bohr, og det er rammende når han om Bohr sagde, at denne "fremsætter sine synspunkter som én der konstant famler", men Einstein anerkendte til gengæld også Bohr som en "forsker med et enestående instinkt". Ingen der beskæftiger sig med fysikkens historie i de første tre årtier af 1900-tallet undgår at få indsigt i, hvor stor rolle intution og instinkt spiller i selv de mest eksakte videnskabers udvikling.

Men tydeligst fremgår Bohrs iver dog af den behandling han gav Einsteins tro væbner, Erwin Schrödinger, da denne forud for Solway-mødet i 1927 var i København for at drøfte problemerne med Bohr. Han boede naturligvis hos Bohrs i Æresboligen på Carlsberg, men blev ramt af influenza med høj feber og måtte følgelig holde sengen nogle dage. Men Bohr skånede ham ikke. Den arme mand måtte finde sig i, at Bohr satte sig på hans sengekant og fortsatte diskussionen og overtalelsesforsøget fuldstændigt uhæmmet. Han ville partout have Schrödinger overbevist om komplementaritetssynspunktets uomgængelighed som eneste logiske konsekvens af erkendelsen af, at både Heisenbergs kvantemekanik og Schrödingers egen bølgemekanik var uundværlige og sideordnede. Schrödinger lod sig ikke overbevise, men glemte heller aldrig ubehaget ved Bohrs påtrængenhed! Der findes andre eksempler, men ingen så afslørende for Bohr.

Det var Bohr en stor skuffelse, at der ingen respons var på hans foredrag i 1938 på en konference i København for de logiske empirister, hvortil den førende danske filosof Jørgen Jørgensen dengang hørte. Indvendinger mod hans komplementaritetssynspunkt, der jo rokker fundamentalt ved de logiske empiristers tro på en snævert sanse-bestemt virkelighedsopfattelse, ville have været en velkommen udfordring for ham - erkendelsesteoretiske udfordringer bragte altid Bohr i sit rigtige es - men ligegyldigheden var nærmest rystende for ham, for den fortalte ham, at d'herrer fagfilosoffer intet måtte have begrebet af det hele.

Bohr gav senere udtryk for, at det måske skyldtes hans foredrags ringhed - Bohr var faktisk en elendig foredragsholder - men Pauli mente nu nok at forklaringen snarere var de logiske empiristers forstokkethed, for når de kunne bifalde Wittgensteins påstande om , at "Die Welt ist alles, was der Fall ist" og "Die Welt ist die Gesamtheit der Tatsachen", så var der ikke plads til den tvivl om den gængse, naive virkelighedsopfattelse, som Bohr rejste.

Med andre ord, positivisterne udelukkede pr. definition en virkelighedsopfattelse der tager hensyn til andre kendsgerninger end den klassiske fysiks håndgribelige størrelser. De benægtede i og for sig ikke sådanne kendsgerninger, men de nægtede, at de kunne gøres til genstand for rationel forskning, medmindre de kunne reduceres til udsagn om klassisk-fysiske forhold. Som Wittgenstein kryptisk sagde i sin berømte 7. hovedsætning i 'Tractatus': "Wovon man nicht sprechen kann, darüber muss man schweigen." Sætningen lyder jo umiddelbart logisk fuldstændigt uimodsigelig, og - i hvert fald på tysk - ligefrem fascinerende smuk, for Wittgenstein udtrykte i virkeligheden en intuitiv tanke på grænsen mellem primær- og sekundærprocesser, og sådanne tanker giver "svingninger" i den indre skønhedssans. Men den blev opfattet som en skjult dagsorden, og faldt som sådan i god jord hos alle anti-metafysikere, men ophavsmanden rettede sig aldrig selv efter den. Han gav sig tværtimod til at skrive bøger om det der ikke kunne tales om!

Positivisternes holdning til Bohr var så meget mere beklagelig og uforståelig for "Københavnerskolen" som allerede relativitetsteorien havde rokket ved den klassiske fysik gennem relativeringen af rum- og tidsbegreberne. Her reddede Niels Bohr den erkendelsesteoretiske situation ved indførelsen af korrespondensprincippet.

Den klassiske fysik og dermed i princippet den praktiske hverdagserfaring var fortsat den nødvendige basis for al fysisk forskning og daglig praksis, fordi alle vore måleapparater må følge den klassiske fysiks love. Det er imidlertid tilstrækkeligt for rationel videnskabelig undersøgelse af fysiske fænomener der ikke følger den klassiske fysiks love, at forskerne kan redegøre for deres undersøgelser og forsøgsopstillinger på entydig måde ved hjælp af den klassiske fysiks begreber. Men denne korrespondens mellem klassisk fysik og ikke-klassisk fysik er altså også tvingende nødvendig, hvis nøgternhed og konsistens skal bevares i forskningen.

Kvantemekanikken indfører ikke i fortolkningen nogen form for mystik eller irrationalitet der strider mod videnskabens ånd eller idé, men udvider tværtimod gennem korrespondensprincippet den videnskabelige erkendelses rammer, så der bliver plads til rationel og systematisk beskrivelse af fænomener, der ikke kan iagttages og beskrives isoleret efter den klassiske fysiks begreber, men kun i deres vekselvirkning med måleapparater, der følger den klassiske fysik. Forskerne må blot gøre sig klart, at det ikke er de atomare fænomener 'an sich', men fænomenerne i deres vekselvirkning med klassiske måleapparater, der er genstand for forskningen. - (Om korrespondensprincippet og dagligsproget: se artiklen: Sprog, naturvidenskab og eksistensfilosofi.)

Processernes samspil eller modspil synes at være selve forudsætningen for den tilstand af dyb og dynamisk undren, der alene kan medføre nye erkendelser. Det sker højst sandsynligt på konkret basis af etablering af nye netværk af dendritter og aksoner i hjernen, og kan momentant medføre tankemæssig svimmelhed. Og Bohr gentog mange gange sin egen erfaring på dette punkt, at hvis ikke man bliver svimmel ved at gennemtænke konsekvenserne af kvantemekanikkens erkendelse, så har man ikke begrebet noget af den. Men - og dette er pointen her - det er de vage og stabile sekundærprocesser der sikrer realitetssans, nøgternhed og sund fornuft. Derfor var det et genialt træk af Bohr at introducere korrespondensprincippet

Objektiviteten er den nøgterne og uvildige iagttagelse og fortolkning der med matematikeren Poincaré's ord er 'fælles for mange og kunne være fælles for alle'. Ganske som forholdet er i matematikken og fysikken, hvor vi mennesker jo heller ikke allesammen kan have kendskab til alle forskningsresultater eller -metoder og derfor i vid udstrækning må stole på forskerne, men hvor enhver principielt har adgang til forskningen, dens metoder, resultater og efterprøvninger.

I psykologien kan bevidsthedslivet slet ikke iagttages uden iagttagerens personlige føling med objekterne gennem introspektion, eftersom objekterne er bevidsthedsfænomener. Hvis forskningen af principielle grunde giver afkald på en sådan introspektiv føling - og det er der grene af psykologien der gør, bl.a. behaviorismen - så kan den slet ikke drive forskning der fortjener navn af psykologi. Man vil eksempelvis aldrig kunne foranstalte undersøgelser af kærlighedslivet, viljeslivet eller erkendelseslivet ved at se på den ydre adfærd. Det ville svare til at bedømme en symfoni ved at iagttage orkstermedlemmernes ydre behandling af musikinstrumenterne.

Når og hvis spørgsmålet om naturens indretning spiller ind, er det fordi dogmatisk-metafysiske postulater har tvunget sig på og forvirret begreberne. Når eksempelvis mange jøder under nazismens barbari mistede troen på deres gud, skyldtes det opfattelsen af gud som en metafysisk, uden for universet stående instans, der styrer verden og den menneskelige historie efter retfærdighedens principper. Og en sådan opfattelse strider klart mod al historisk erfaring, og dette var, hvad der lå bag Nietzsches provokerende 1883-postulat om, at "Gud er død".

Spørgsmålet om tilværelsens mening vil i vore dage og på vore breddegrader heldigvis oftest være et langt mere afklaret spørgsmål om subjektets eget forhold til naturens, samfundets, medmenneskenes og sprogets indretning, lovmæssighed og luner, og her er det primærprocesserne og de intense føle-tanke-kvanter der afgør spørgsmålet om eksistentielt sandt og usandt. Meningsfuld terapi og refleksion vil her bestå i at føre subjektet tilbage eller, om man vil, frem til de intense føle-tankekvanters udspring, hvor energien strømmer og tilværelsen igen får lys, farve, varme og kærlighed. Og denne føren subjektet til kilderne kan også dagligsproget i allerhøjeste grad være en god hjælp til. Set ud fra dette synspunkt bliver gudsproblemet et helt andet. I og med, at man finder livskilderne, finder man nemlig også Gud. Det forstod hverken Nietzsche, Schopenhauer eller for den sags skyld Freud. Det forstod til gengæld Jung og Vilh. Grønbech i det nye århundrede.

Men Bohr tænkte i så anti-metafysiske og anti-dogmatiske samt anti-klerikale baner, at han kun så forældede og uholdbare dogmatisk-metafysiske opfattelser som alternativ til den agnosticisme og naturvidenskab han selv stod for.

Disse betragtninger har været nødvendige for at sætte tingene på plads i netop den større sammenhæng der overalt på disse sider er afgørende, inden de vigtigste komplementære begrebspar tages op til behandling. Men naturligvis gør de det på ingen måde ud for en blot tilnærmelsesvis fuldstændig redegørelse for Bohrs filosofi ud fra et helhedsrealistisk hovedsynspunkt.