Den store fejltagelse for den højreorienterede Martin Heidegger (1889-1976) var omvendt at gøre indbildningskraften eller fantasien (eller endnu bedre det tyske "Vorstellung") til afgørende åndskriterium. Han der - så vidt vides - selv var et menneske af kød og blod og sad på sin stol af fysisk art og skrev med en pen af lignende art, han drev det også til spekulation på højt abstraktionsniveau, men i hans tilfælde dunkelt og uklart på grund af hans dybe hang til selvopfundne begrebsbestemmelser og -anvendelser. Disse har nok en respektabel indre logik og konsistens, men virker samtidig overordentligt private af karakter og umådeligt svære at tilegne sig, hvad debatten om ham for ganske nylig i Weekendavisen i anledning af en dansk bogudgivelse tydeligt viste.

Som eksempel på en lignende komplementaritet nævnte Bohr selvfølgelig den fra kernefysikken velkendte, men længe problematiske forskel mellem opfattelsen af atomare bevægelser som henholdsvis partikler og bølger. Eller på den fra samfundsvidenskaberne og den politiske praksis også velkendte - og for mange utålelige - forskel mellem at se problemerne fra samfundets synspunkt og fra individets synspunkt. De to metoder går aldrig op i en fælles syntese.

Jamen, så accepteres vel den uoverstigelige kløft mellem naturvidenskab og ånds- eller eksistensvidenskab? Nej, for sproget danner bro, det sprog 'vi hænger i', som Bohr sagde, og som vi ikke kan gøre os uafhængige af.

Hovedsagen her er, at sproget dækker alle områder af tilværelsen, og at man altså kan bruge det til såvel eksakte begrebsbestemmelser og analyser i fysik og matematik som til ikke-eksakte ditto i eksistensvidenskaberne og det praktiske liv.

Videnskaberne tenderer mod størst mulig grad af objektivitet, og dette vil - med Bohrs egne ord - sige mod størst mulig grad af entydighed. Men problemet er, at ikke alle fænomener kan bestemmes entydigt, og at man følgelig gør vold mod sproget ved som de logiske empirister at reducere alle videnskabelige erfaringer til simple udsagn om empiriske data af sansemæssig art - og udelukke alt andet som meningsløs tale eller direkte metafysisk vås.

Når de logiske empirister og utallige andre - fra erklærede 'materialister' eller marxister til almindelige praktiske mennesker - betragter fysikken som eneste solide grundlag for videnskab, politik og handel, så skyldes det iøvrigt også en psykologisk grund, nemlig den kendsgerning, at genstandsbevidstheden er forudsætningen for såvel den sproglige bevidsthed som jeg-bevidstheden hos barnet.

Hvis ikke der fandtes faste, dvs stabile og håndgribelige fysiske genstande at forholde sig til for spædbarnet, ville det ikke få dannet de dendritter i hjernen der er forudsætningen for hele den senere psykiske udvikling. Modsvarende vil et menneske der eksperimentelt anbringes i et rum, hvor alt flyder og bevæger sig kaotisk, hurtigt nærme sig sindssygens rand. Men heraf følger blot ikke, at alle andre fænomener end de håndgribelige genstande kan eller skal reduceres til simple sanseerfaringer. Det er og bliver en indsnævring af virkeligheden.

Omvendt gælder naturligvis, at metafysikere der hævder at der findes oversanselige eller overnaturlige fænomener i verden også kommer på sproglig glatis. For som Harald Bohr sagde: Hvis det overnaturlige fandtes, var det slet ikke overnaturligt. Underforstået: Alt hvad der kan bringes inden for den menneskelige erfarings område hører til naturen. Men naturligvis er det ikke sikkert, at alt i universet kan bringes ind under menneskets erfaring. Det er blot et helt andet problem.

I det hele taget kunne man undgå meget metafysisk vås, hvis man holder sig til Zinkernagels tre sprogregler: 1) Betegnelser for handlemuligheder kan ikke anvendes uafhængigt af elementære tingsbetegnelser, 2) psykologiske udtryk kan ikke anvendes uafhængigt af de personlige stedord, og 3) de personlige stedord kan ikke anvendes uafhængigt af kropsbetegnelser og dermed tingsbetegnelser.

En af Heisenbergs elever, den schweiziske fysiker og filosof Hans-Peter Dürr har gjort gældende, at "virkeligheden" slet ikke er en tingslig realitet, men "potentialitet der kan manifestere sig som realitet". Han anser formen som mere fundamental end materien, og siger derfor i sin omskrivning af et kendt bibelsk ord: "I begyndelsen var forbundetheden". Men dermed svigter han den bohrske komplementaritet.

Men det kunne være det altsammen er elementære kendsgerninger, der må tages, beskrives og analyseres ud fra sine egne indre love.

En sammentænkning af de forskellige symbolers gyldighedskrav turde være umulig, hvis der hermed tænkes på en systemdannelse eller en absolut entydighed.

Men i anden forstand er den ikke alene mulig, den eksisterer i bedste velgående i form af det utroligt smidige og tvetydige dagligsprog, som binder de forskellige felter af vor tilværelse sammen så vi er i stand til at forstå hinanden, beskrive og analysere fænomener af alle slags og samtidig finde mening og sammenhæng i vor egen tilværelse.

Dagligsproget sætter os ikke mindst i stand til at tilpasse os forandringerne i udviklingen. Også disse forandringer knytter sig til symbolernes evne til at være basis for selve forvandlingens fænomen i den menneskelige eksistens.

Men først og fremmest er det dagligsproget der sikrer korrespondensen mellem dagliglivet og videnskaben, mellem naturvidenskaben og eksistensfilosofien, og mellem dagliglivet og evigheden.