Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - e-bog16bunuel

PRÆSENTATION AF E-BOG FRA fra JERNESALT - 24.10.13.

Bunuel - Abuladze - Mikhalkow og andre filmskabere



Kort beskrivelse af bogen:

'Bunuel - Abuladze - Mikhalkov og andre filmskabere' handler om spansk-franske Luis Bunuels 'Mælkevejen' og 'Begærets dunkle mål', russiske Nikita Mikhalkovs "Brændt af solen", den georgiske filminstruktør Tengis Abuladzes 'Anger', østrigeren Michael Hanekes 'Det hvide Bånd' og 'Amour', svenske Roy Anderssons 'Du levende' samt amerikaneren Christopher Nolans 'Inception'. Fælles for dem er at de foregår på grænsen mellem drøm/ønsker og den hårde virkelighed.
'Mælkevejen' skildre den fanatisme der gennem historien er knyttet til dogmerne og som giver sig udslag i visse menneskers tro på, at de sidder inde med den absolutte sandhed.
"Brændt af solen" viser stalinismens kerne i en nøddeskal: Hvordan Stalin efter partikongressen i 1934 konsoliderede sin magt ved systematisk udryddelse af ethvert partimedlem der måtte have menneskelighed og idealisme i behold fra revolutionens første år, uanset hvor loyal vedkommende havde været eller hvor tæt på ham selv han havde stået. 'Anger' fortæller en tilsvarende historie på endnu mere radikalt grum måde. Den enevældige borgmester Varlam er en tyran der har mange træk tilfælles med lederen af Stalins hemmelig politi, Lavrenti Beria. Han har en fuldstændigt hensynsløs vilje til magt og en lidenskabelig trang til at følge kunstnere personligt.
'Det hvide Bånd' fortæller om den uhyggelige autoritære opdragelse af børn som var udbredt mange steder i Europa i slutningen af 1800-tallet og navnlig i Tyskland. Opdragelsessystemet byggede på mandens absolutte herredømme i ægteskab, hjem og skole og på alle niveauer af samfundslivet.
'Amour' handler om den katastrofale magtesløshed der rammer et gammelt ægtepar, da demens og fysisk lammelse griber ind i deres ellers rolige og kultiverede hverdag i en herskabslejlighed i Paris. Hvad skal de stille op med den grumme udsigt til på et eller andet tidspunkt at måtte sige farvel til deres hjem og havne på et fremmed sted.
Den i 1957 fødte Dani Levy voksede op i en ikke-ortodoks jødisk familie i Schweiz, men bosatte sig i Tyskland og blev uundgåeligt konfronteret med 'det jødiske problem'. 'Alles auf Zucker' viser respektløsheden over for jødisk kultur for fulde sejl. Og i 'Mein Führer' fortæller hovedpersonen hvordan han i fem dage var Hitler så nær som kun en jøde kan være - og havde held til at ydmyge ham!
'Du levende' er karakteriseret af suveræn absurd humor. Andersson synes det er for let for os levende mennesker at glemme det væsentlige, det egentlige i livet. Og det der skiller os fra det levende, er adspredelsen og underholdningen i vore dage. Al den udvendighed og al den stress der vælter ind over os.
Christopher Nolans 'Inception' foregår i en verden der bevæger sig mellem den normale dagligdagsverden og flere slags fiktive verdener. Filmen kan afvises som tom æstetik på højt teknisk plan, men kan også tages alvorligt som en indsigtsfuld afdækning af selve spillet mellem vor virkelighedsopfattelse og vore drømme- og erindringsuniverser.



Indholdsfortegnelse:

Indledning

Bunuels dogmefilm "Mælkevejen" - Begærets dunkle mål

Mikhalkov: Brændt af solen - Abuladze: Anger

Michael Haneke:
'Det hvide Bånd' om underkuelse af børn (Haneke)
Amour - Kærlighed på prøve over for aldring og død

Jødisk humor på nye tyske film:
Dani Levy - Alles auf Zucker - Mein Führer - Die wirklich wahre Wahrheit über Adolf Hitler

Du levende - glæd dig, inden død og glemsel overskyller dig

Christopher Nolan's 'Inception':
Filmisk leg med virkelighed og bevidsthedstilstande
Lidt om filmkunsten - Inceptions idé - Personerne - Handlingen
Filmisk fiktion og drøm - Helhedsrealistisk vurdering



Indledning til bogen:

Luis Bunuels 'Mælkevejen' fra 1968 er ikke en dogmefilm i moderne dansk forstand med lavt budget og skrabet teknologi, men tværtimod en film der udnyttede alle filmkunstens daværende muligheder og teknikker. Men den handler om dogmer, nær-mere betegnet den kristne kirkes dogmer gennem et par tusinde år. Og vi ikke får en tør og kedelig kronologisk kirkehistorie, men en ægte bunuelsk provokation, der er så tvetydig at den ved fremkomsten både blev stemplet som kirkefjendsk og som Vatikan-finansieret. Bunuels hensigt var først og fremmest at skildre den fanatisme der gennem historien er knyttet til dogmerne og som giver sig udslag i visse menne-skers tro på, at de sidder inde med den absolutte sandhed.
Det ejendommelige er at instruktøren til sit dekonstruktive formål fuldstændigt suverænt benytter sig af en associationsteknik som dogmatikerne selv bruger hård-hændet og destruktivt til deres uhyggelige formål. Og Bunuel er suveræn som film-fortæller, billedskaber og montagemester, og dertil en spørgende og undrende ånd med stor humor.

Nikita Mikhalkovs "Brændt af solen" handler om en højtstående militærmand, der var en af Stalins medarbejdere fra revolutionens dage, og nu i 1936 lever respekteret og forholdsvis sorgløst i sin datja med sin til lediggang henviste svigerfamilie af bor-gerlig oprindelse. Divisionschef Sergej er en lokal autoritet, der kan sætte tingene på plads - selv over for høje instanser. Men på et tidspunkt dukker en blind mand op ved datjaen. Han bydes indenfor og viser sig at kunne traktere flyglet så der rigtigt kom-mer liv i kludene. 'Klovnen' viser sig bag maskeringen at være en gammel tilbeder af divisionschefens unge kone Marie. Og han formår at vække hendes gamle følelser for sig til live på en måde som Sergej ikke kan undgå at registrere og reagere på. Klovnen er imidlertid agent for Stalins apparat og er kommet for at varsko Sergej om at han vil blive arresteret.
Slutteksterne oplyser, at den virkelige Sergej blev henrettet for landsforræderi få dage efter sin arrestation, og at hans kone døde i en sibirisk lejr i 1940. Men datteren overlevede. Alle tre blev rehabiliterede i 1956. Datteren oplevede Sovjetunionens fald.
Det er en umådeligt stærk film, på én gang smuk, sjov og rørende og uhyggeligt barsk. Sergej fremragende spillet af instruktøren. Og hans datter er den lille uimod-ståeligt charmerende pige Nadja. Stalinismens kerne vises i en nøddeskal: Efter partikongressen i 1934 konsoli-derede Stalin sin magt ved systematisk udryddelse af ethvert partimedlem der måtte have menneskelighed og idealisme i behold fra revolutionens første år, uanset hvor loyal vedkommende havde været eller hvor tæt på ham selv han havde stået. Og udryddelsen ramte også deres familier. I disse få år i midten af 1930erne grundlagde Stalin sit uindskrænkede og for Rusland skæbnesvangre despoti.

I 1984 lavede den georgiske filminstruktør Tengis Abuladze en film der ikke alene fortalte en tilsvarende historie på endnu mere radikalt grum måde, men også fik stor betydning for hele den perestrojka (omstrukturering af systemet) og glastnost (kontrolleret åbenhed) som Gorbatjov lancerede som sit politiske mål, da han i 1985 overtog posten som det kommunistiske partis generalsekretær og fik den georgiske partileder Eduard Sjevardnadze som udenrigsminister. Filmen hedder 'Anger' og blev indspillet i Georgien med georgiske skuespillere, og netop Sjevardnadze spillede en central rollen for dens frigivelse.
'Anger' begynder med den enevældige borgmester Varlam Avaridze's død og begravelse, og med en efterfølgende retssag mod en kvinde der flere gange graver hans lig op, fordi hun ikke mener han fortjener gravens fred. I retssagen fortæller hun sin historie. Men til forskel fra 'Brændt af solen' får vi i 'Anger' en fuldstændig absurd historie, der på den ene side giver et rystende indblik i despotiets inderste psykologi, men på den anden side er en så suveræn 'groteske'. Tyrannen har mange træk tilfælles med lederen af Stalins hemmelig politi, Lavrenti Beria, herunder den fuldstændigt hensynsløse vilje til magt og den lidenskabelige personlige interesse for at følge kunstnerne på nært hold. Som Beria er Varlam fuld-stændigt uberegnelig. Han kan være venlig, men i næste øjeblik dræbende kynisk. Og han husker alt. Det groteske i det varlamske tyranni understreges af den primitivitet og stupiditet som opretholdes i retsvæsenet samtidigt med forsøget på opbygning af en moderne stat. Vi er bogstaveligt tilbage i middelalderen med ridderkostumer og hestevogne.
Vi får serveret de gængse stalinistiske begrundelser for opgør med fjenderne. Det er nødvendigt for samfundets skyld. Samfundets interesser går over individets. Og vi får sønnen Abels forsvar for den hårde stalinisme: Det var en kompliceret tid. Vi var omgivet af fjender. Masserne forlangte udryddelse af folkefjenderne. Men vi konfronteres samtidigt med den dybe modsætning mellem stalinismens ateisme og den gamle kristendom, som det ikke var muligt at udrydde.

Michael Hanekes film 'Det hvide Bånd' har undertitlen 'En tysk historieberetning om børn' og fortæller en grum historie om den uhyggelige autoritære opdragelse af børn som var udbredt mange steder i Europa i slutningen af 1800-tallet og begyn-delsen af 1900-tallet, men som nok var værst i det protestantiske Nord-Tyskland og i hvert fald dér fik sine værste følger. Opdragelses-systemet var nært forbundet med mandens absolutte herredømme i ægteskab, hjem og skole og på alle niveauer af samfundslivet. Og det var en af forudsætningerne for nazi-systemet.
Handlingen foregår i en nordtysk landsby i året 1913/14 hvor Tyskland var regeret af den i enhver henseende militaristiske kejser Vilhelm den 2. der også havde titel af konge af Preussen. Men historien fortælles mange år senere af en mand der i sin tid var lærer i landsbyen. I dette protestantiske Nord-Tyskland blev den fatale kadaver-disciplin værre end i Syd-Tyskland. Den lutheranske grundopfattelse af øvrighedens absolutte myndighed, den kantianske oplysningsfilosofi og dens strenge pligtetik samt den militaristiske preusserånd blev udslaggivende for hvad der siden skete.
Hanekes film er en fornem tysk historieberetning om hvordan voksne mennesker i oftest ærlig overbevisning om det gode i deres hensigter gennem streng autoritær opdragelse brutalt kan forhindre alle normale børn i at gå den i sig selv svære puber-tetsvej fra barnlig uskyld til frihed, selvstændighed og ansvarsfuldhed - og den er dermed også en historisk beretning om hvordan autoritær magtudøvelse i Tyskland systematisk skabte ufrie mennesker der lod sig indordne under kadaverdisciplinens totalitarisme.

En helt anden film er samme instruktørs 'Amour' der handler om den katastrofale magtesløshed der rammer et gammelt ægtepar, da demens og fysisk lammelse griber ind i deres ellers rolige og kultiverede hverdag i en herskabslejlighed i Paris. Begge er professionelle pianister, ligesom datteren.
Filmen er en uhyre stærk påmindelse om at ethvert uhelbredeligt sygt eller direkte døende menneske må gøre op med sig selv, hvad han eller hun skal stille op med den grumme udsigt til på et eller andet tidspunkt at måtte sige farvel til sit hjem og at blive overladt til ren immanent tilværelse på et fremmed sted. Man må se i øjnene at man kan ende som en 'grøntsag' der på det tidspunkt hverken kan gøre fra eller til og altså ikke længere er herre over sin egen skæbne. En sådan mulig udsigt er ikke rar at tænke på, og den rejser derfor uundgåeligt spørgsmålet om et menneske ikke har ret til at dø for at slippe for denne formålsløse lidelse. Og om ikke aktiv dødshjælp kan være forsvarlig. Men der er forskel på dødshjælp og medlidenhedsdrab.

Den i 1957 fødte Dani Levy voksede op i en ikke-ortodoks jødisk familie, der var flygtet fra Nazityskland og havde bosat sig i Schweiz. Ingen af familiens medlemmer havnede i koncentrationslejrene. Og Levy valgte Tyskland som sin basis - og blev uundgåeligt konfronteret med 'det jødiske problem' - og ud fra sine anlæg og karak-teregenskaber har han valgt at bearbejde stoffet på lige netop den måde der har gjort det muligt at fastholde det uden bortforklaringer og alligevel holde det på en afstand der tillader både forståelse og overblik, både indføling og overbærenhed, både medfølelse og respektløshed, det vil sige humorens måde. Og da tyskerne generelt fortsat har problemer med at tale åbent om den nazistiske fortid og antisemitismen, skal der mod til at behandle jøders situation i Tyskland på en respektløs måde, men dette mod er Dani Levy i besiddelse af. Han er hverken i stand til at lyve for sig selv eller at affinde sig med snævre rammer for udfoldelse.
'Alles auf Zucker' viser respektløsheden over for jødisk kultur for fulde sejl. Der gøres grin med både den ortodokse jødedom og dens faste regelsæt og ritualer, men der lægges heller ikke fingre imellem når det gælder jøders sans for penge og gevinst, alt det der på tysk går under slangudtrykket 'Zucker'. Men filmen er blottet for hån og ondskabsfuldhed.
'Mein Führer' viser allerede i undertitlen (Den virkeligt sande sandhed om Føreren) at vi befinder os i ironiens verden. Hovedpersonen fortæller indledningsvis, at han i fem dage var Hitler så nær som kun en jøde kan være. Den l. januar 1945 stod han direkte under Hitler, nemlig neden under den tribune hvorfra Hitler holdt sin sidste store tale, men var blevet hæs. "Føreren gik det ikke så godt. men mig gik det desværre ikke bedre", hedder det. Begge omkom. Det er en helt igennem usandfærdig historie om Hitler og den jødiske skuespiller, men dels får jøden opfyldt sit ønske om en systematisk ydmygelse af undertrykkeren, dels får han alligevel også gjort både Hitler og Goebbels til en slags mennesker med følelser, skuffelser og håb.

Roy Anderssons 'Du levende' er ligesom 'Sange fra anden sal' karakteriseret af suveræn absurd humor i kombination med en ro i skildringerne der ikke mindst kommer af den faste kameraindstilling. Andersson tror ikke på det perfekte samfund, og hverken på socialismen eller kapitalismen. Han er ikke romantiker, betoner han, og det er nok lidt overilet. Romantik er jo udover længsler og drømmeri trods alt også en åbning til det ubevidste og underbevidste - og dermed til hele den mytiske tænkning som ingen kunstner, heller ikke Andersson kan være foruden. Andersson synes netop at det er for let for os levende mennesker at glemme det væsentlige, det egentlige i livet, at nyde og tage vare på livet. Det der skiller os fra det levende, er efter Anderssons mening først og fremmest adspredelsen og underholdningen i vore dage. Al den udvendighed og al den stress der vælter ind over os.

Christopher Nolans 'Inception' foregår i en verden der bevæger sig mellem den normale dagligdagsverden og flere slags fiktive verdener.
Den normale verden følger de fysiske love, hvorfor en enkelt ting som fx en snur-retop (der spiller en stor rolle i filmen) kan tages som bevis på sand fortælling. I den reale verden vil den efter et stykke tid standse af sig selv på grund af friktionen, men i drømme kan den fortsætte med at snurre.
Den fiktive verden følger hverken de fysiske love eller almindelige tids- og lokalitetslove. Vi føres tværtimod ind i tænkte eller drømte verdener hvor alt kan ske og alt forbindes med hinanden. Disse verdener er normalt knyttet til hver sin person, men i Inception optræder personerne i hinandens drømte verdener, og de tænkte ver-dener krydser ydermere hinanden - også tidsmæssigt - så det kan være svært for såvel tilskuerne som filmpersonerne selv at finde ud af hvad der er drøm og hvad virkelighed (hvad der naturligvis er filmens idé).
Der forekommer i filmen endog drømte verdener i drømmene. Og hvad der sker af forfølgelse i drømmene - ja en voldsom krig mellem de to parter - er ikke nødven-digvis reelle, men oftest blot projektioner af psykiske sider af personerne. Personerne føres i Inception fra dagligdagsvirkeligheden til drømmevirkeligheden ved hjælp af en maskine der sender signaler til dem gennem almindelige ledninger (hele apparatet kan være i en kuffert). Personerne kan prøve den slags som forsøg - eller de kan i et særligt mørkt soverum i kælderen jævnligt få flere timers kunstig drømmesøvn, hvis de har behov for det!
I filmen ender hovedkomplottet med en strategi med ikke mindre end tre drømme-stadier der løber både synkront (samtidigt) og diakront i forlængelse af hinanden. Den er med andre ord hele vejen igennem en leg med virkeligheden. Man kan afvise 'Inception' som tom æstetik på højt teknisk plan, men man kan også tage den alvorligt som en indsigtsfuld afdækning af selve spillet mellem vor virkelighedsopfattelse og vore drømme- og erindringsuniverser. Den kan dermed blive et led i den udforskning af vores erkendelses- og eksistenssituation som i grunden aldrig slutter.

De film der behandles i nærværende e-bog har alle det til fælles at de foregår på grænsen mellem drøm og ønsker på den ene side og den hårde virkelighed på den anden side. Og dette er jo netop den eksistentielle realitet for de fleste af os.



Link til oversigten over e-bøger.



Selve bogen findes på linket: klik.     Pris pr. 2.1.15. kr. 25.

NB! Bogen er udgivet i pdf-format og kan ses på computere og iPads med Microsoft-Office programmer, Adobe Readers eller Saxo Reader eller tilsvarende, men tilpasses ikke specielt til de forskellige læsemediers skærmstørrelse.



Henvisninger:

Links:

Saxo.com.dk



Relevante artikler på Jernesalt:

Michael Haneke: 'Amour' om Kærlighed på prøve over for aldring og død  (30.12.12.)
Filmisk leg med virkelighed og bevidsthedstilstande i Nolans 'Inception'  (8.8.10.)
Filmen 'Det hvide Bånd' om underkuelse af børn  (21.1.10.)
Roy Anderssson: 'Du levende'
Bunuels dogmefilm "Mælkevejen"
Bunuels 'Begærets dunkle mål'
Dani Levys 'Alles auf Zucker' og 'Mein Führer'
'Anger' og 'Brændt af solen'  (om russiske film og stalinismen)



Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering
Artikler om Samfund



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal