ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.02.

Begærets dunkle mål

Drømmepigen i skikkelse af en uskyldigt udseende stuepige drager, ja trækker ham ind i et spil, hvor han ikke blot får sit begær bestandigt skuffet, men også bliver gjort grundigt til grin. Fabert må opleve at blive blankt afvist netop da han selv og hans seng er parat til tilfredstillelse, og han må opleve, at pigen han begynder at gramse på under dynen gudhjælpeham har taget et snørekorset på . Og pigen han netop har foræret en dyr lejlighed nægter ham adgang og lader ham i stedet overvære at hun elsker med sin ven.

Og det hjælper ham ikke det fjerneste at hans stupide, mandschauvinistiske butler, Martin, fyrer den ene kyniske bemærkning af efter den anden. Kvinder skal bare have pisk. De svigter altid. De er nogle lokumsspande osv. Ja, det er såmænd blot noget han har hørt; han har ikke selv nogen erfaringer med kvinder overhovedet.

Fabert er så besat af sit begær, at han prøver alle midler som det nævnte med at forære pigen en dyr lejlighed. Hendes fattige mor yder han økonomisk bistand. Han, der er vant til at blive opvartet i alle ender og kanter, kommer med kaffe og kager til det ydmyge sted, hvor han alt andet lige aldrig ville sætte sine aristokratiske ben. Men da pigen gør ham klart, at hun ikke vil købes, hævner han sig ved med sine dommer-fætters hjælp at få både hende og moderen udvist af landet med 24 timers varsel. At fransk politik er korrupt, har det altid været Bunuel en spas at vise.

Det der imidlertid gør hele filmen til et pragtværk, hvad angår belysningen af begærets dunkle side er, at den efterstræbte pige, Conchita (der vist betyder noget i retning af 'lille konkylie') ikke spilles af en enkelt skuespiller, men af to (Carole Bouquet og Angela Molina). De er begge unge, smukke og attraktive, men af udseende og type, stemme og bevægelser vidt forskellige, så forskellige at ingen på noget tidspunkt i virkelighedens verden ville forveksle dem. Men det gør jo altså den besatte Fabert (og Bunuel påstår også at det er sket for biografgængere!) - og det turde vise noget centralt om den erotiske besættelse: at dens objekt aldrig er et individ med sine egne karakteristika, som det i ethvert fornuftigt forhold ville være det naturlige mål at lære at kende i sin egenart, men en type eller rettere en arketypisk forestilling (som Platons forestilling om 'den anden halvdel'), der driver begæret blindt af sted efter sine egne love.

Det kender vi glimrende i forvejen, og da Bunuel her som i 'Guldalderen' bruger musik af Richard Wagner er det nærliggende at nævne, at denne blinde erotiske ekstase intetsteds i kunsten er skruet højere op i intensitet end i operaen 'Tristan og Isolde'. Målet for disses begær eller drømme er på intet tidspunkt at lære den anden at kende som en anden (som et ægte 'du' i Bubersk forstand), men at blive ét med den anden, så både dennes og egen identitet totalt ophæves.