Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
forlag - fmennesket

KAPITEL AF 'JERNESALTS 2009-FILOSOFI'


Mennesket

Fortegnelse over de enkelte afsnit:

Biologi
Aggressivitet og dominans
Seksualitet
Socialitet, ulighed og kønsforskel
Musikalitet og spiritualitet
Henvisninger



Mennesket er en elementær kendsgerning. Det er et biologisk, socialt, musisk og åndeligt væsen - vendt mod en usikker, ikke-forudberegnelig fremtid, men fænomenet undslipper endegyldig forklaring.

Menneskets værdifølelse adskiller sig ikke principielt fra dyrenes. Den beror på det biologiske eller instinktive, dvs på den simple evne til at foretrække noget frem for noget andet, at acceptere noget, men rejicere andet, som mennesket har fælles med dyrene.

Det nye i menneskets situation er at bevidstheden og sproget er kommet til og har skabt et sjæleliv og et åndsliv som er unikt i biologien. Friheden er kommet til - med valgmuligheder, etik og ansvarlighed.



Biologi    
Til toppen  Næste

Mennesket er gennem sin bevidsthed blevet i stand til at gribe ind i naturen, men mennesket er stadigt en del af naturen.

Mennesket er stadigt et biologisk væsen med instinkterne i behold.

Instinkter er medfødte reaktionsmønstre på ydre påvirkninger eller drivkræfter bag reaktionerne. De er artsspecifikke.

Instinkter er ret stereotype i deres virkemåde. De kan være ubetingede og automatiske, men for menneskets vedkommende gælder at de som hovedregel modificeres gennem indlæring og oplæring, således at de bliver langt mere komplekse og fleksible.

Almindeligvis hævdes det at de instinktive elementer for menneskets vedkommende er stærkere jo mere følelserne spiller ind, mens de ikke-instinktive, intellektuelle elementer er stærkere jo mere refleksion og tillærte færdigheder spiller ind, men det er vigtigt her at fastholde at den centrale sondring i dybdepsykologien ikke går mellem følelse og tanke, men mellem intense følelser og tanker på den ene side og vage, stabile følelser og tanker på den anden side. Og det er de intense tanker og følelser der er stærkest knyttet til instinktive reaktioner - ganske enkelt fordi disse tanker og følelser er medfødte, primære og oprindelige.

Men det er en fejl at slutte at de medfødte tanker og følelser og de instinktive reaktionsmønstre er i fundamental modstrid med de tillærte intellektuelle, eller at kultur skulle være ensbetydende med undertrykkelse af det instinktive.

Tværtimod gælder, at instinkterne fortsat spiller en afgørende rolle i menneskelivet - individuelt og kollektivt - og gør det netop fordi de er forbundne med de intense følelser og forestillinger som giver kvalitet og mening til livet.

Som typiske instinkter der fortsat gør sig stærkt gældende i menneskelivet skal især fremhæves kampinstinktet, seksualinstinktet og moderinstinktet.



Moderinstinktet vækkes normalt hos sunde og raske kvinder i den fødedygtige alder når de ser et nyfødt hjælpeløst barn der trænger til den helt elementære omsorg: føde, klæder, varme, beskyttelse, smil, kys, søde ord og blide hænder der holder om det, løfter det, bærer det og vugger det - og ikke at forglemme: hele den udefinerlige mening med tilværelsen der gives i og med denne omsorg.

Moderinstinktet står livet igennem som prototypen på fuldkommen omsorg for såvel mænd som kvinder og ligger bag alle mytiske forestillinger om den gode moder, den store moder, den himmelske moder eller madonna-skikkelsen.

Modsætningen er den onde moder, stedmoderen eller heksen.

Hvis moderinstinktet ikke automatisk vækkes hos unge mødre ved synet af deres eget nyfødte spædbarn er det et problem der kan udløse en decideret fødselspsykose.

Hos de fleste nygifte kvinder vil instinktet give sig udslag i at de begynder at interesse sig for veninders børn, graviditet og fødselsforberedelse.

Men moderinstinktet ses allerede hos småpiger i interessen for dukker og dyreunger.

Moderinstinktet giver en afgørende forskel på mødres og fædres indstilling til og evner for omsorg for børn - både når det gælder forældreret og ret til adoption.

Det er stridende mod moderinstinktets dybe forankring i biologien at der ved separation og skilsmisse gives lige ret til forældre-myndighed for mødre og fædre.

Mødre bør have klar førsteret til forældremyndighed og overvægt i samkvemsrettigheder, medmindre særlige omstændigheder gør sig gældende.

Adoption bør være tilladt for lesbiske par, men ikke for bøsse-par.

Det er en totalt misforstået opfattelse af ligestilling mellem mænd og kvinder at se bort fra de biologiske instinkter når det gælder forholdet til børn.



Kampinstinktet er primært det instinkt hos manden der vækkes når der er fare på færde og der kræves forsvar for integriteten eller beskyttelse af familien eller det større fællesskab (stammen, klanen, staten, nationen).

Kampinstinktet vågner for alvor i løbet af puberteten, men findes allerede hos drenge og viser sig her i den udbredte lyst til at slås. Drenge udvikler sig ikke normalt hvis de ikke får lov til at slås inden for visse rammer.

Hos den unge eller voksne mand er kampinstinktet nøje forbundet med det mandlige kønshormon, testosteron der primært produceres i testiklerne.

Dette kønshormon styrer mandens muskel- og knogleopbygning foruden fedtfordeling, behåring, stemmeleje og de øvrige specifikke mandlige kønstræk.

Til de sidste hører specielt aggressivitetsdriften eller den trang til aggressiv adfærd som giver sig udslag i vrede og trusler samt vold mod andre.

Aggressivitetsdriften er dobbelttydig og er derfor et meget kontroversielt emne i psykologien.



Seksualinstinktet vækkes når kvinder og mænd er blevet kønsmodne og får stærk erotisk interesse for det modsatte køn (eller samme køn hvis kønsorienteringen afviger fra det normale).

Som hovedregel er det synet af det andet køn - dvs af legemets former, bevægelser, holdning, smil og væsen - der vækker instinktet, men også både stemme og lugt har betydning.

Interessen kan medføre forelskelse og lyst til flirt eller mere seriøst kurmageri. Forelskelse gør i vid udstrækning blind for fejl og skavanker. Parterne tror de har fundet den eneste ene og går ofte hen og gifter sig på den konto. Først når samlivet er blevet dagligdags praksis går det op for nogle at den anden i virkeligheden var anderledes end de havde forestillet sig. Udfordringen bliver da at finde ud af om forholdet på længere sigt kan bære anderledesheden, dvs om kærligheden er tilstrækkelig stor til at se anderledesheden som et plus.

Den egentlige kærlighed gør seende - den ser anderledesheden, og den ser også denne anderledeshed som et plus. Ellers bliver der et problem.



Aggressivitet og dominans    
Til toppen  Næste

Aggressivitetsdriften er fundamental, både for menneskets over-levelsesmuligheder og for dets eksistentielle muligheder. Men driften er tvetydig, dvs hverken god eller ond i sig selv. Den stiller det frie menneske opgaven at vælge mellem forskellige muligheder.

At forstå selve tvetydigheden og valgmulighederne er en betingelse for menneskets erkendelse af sin fulde skyldighed som menneske.

Personligt ansvar og dermed etik er en biologisk kendsgerning. Kærligheden giver aggressiviteten et positivt fortegn. Begæret efter magt, trangen til at få sin vilje, rethaveriskhed og absolutistisk sandheds-kærlighed giver derimod aggressiviteten et negativt fortegn.

Undertrykkelse eller fortrængning af den naturlige aggressivitet er skadelig. Begge dele vil føre til negativ aggressivitetsudfoldelse, herunder vold.

Der ligger naturlig aggressivitet bag så at sige al menneskelig og kulturel aktivitet.

I sin stærkeste, mest intense form medfører aggressivitetens udfoldelse oplevelse af ekstase med karakteristiske legemsudtryk. Mennesket - eller dyret - går ud af sig selv og rykkes op i en højere psykisk tilstand eller sfære, fx følelsen af triumf eller orgasme med ledsagende skrig.

Sådanne oplevelser er højdepunktsoplevelser (på eng. peak) der i kraft af selve intensiteten virker uhyre livsbekræftende og tiltrækkende og derfor altid vil blive søgt gentaget.

Højdepunktsoplevelser kan nås på utallige måder så som musik og dans, fest og sang, sport og konkurrence, bjergbestigning eller anden ekstrem risiko, men også gennem indadvendte aktiviteter som bøn, meditation, faste og afsondring.

Højdepunktsoplevelserne gør aggressiviteten til selve fundamentet for menneskets åndsliv.

Aggressivitetsdriften er generelt højere hos mænd end kvinder på grund af kønshormonernes art. Den gør generelt mænds og drenges livsudfoldelse mere fysisk betonet end kvinders.

Det er direkte skadeligt for drenge at blive forhindret i fysisk udfoldelse. Det er skadeligt for drenge at vokse op i kvindedominerede hjem og institutioner der ikke respekterer drenges behov for fysisk aktivitet. Det er uheldigt for drenges opvækst og uddannelse at skolerne i dag er blevet mere og mere pige- og kvindeorienterede.

Drenge er ikke til flinkeskolen. Drenge ville have godt af skoleskifte efter syv års grundskole, hvis der ellers fandtes skoler der var indrettet efter deres særlige behov for aggressivitetsudfoldelse.



Seksualitet    
Til toppen  Næste

Den fundamentale forskel mellem mænd og kvinder er ikke alene afgørende for menneskets biologiske forplantning, men for den menneskelige eksistens i det hele taget.

Der er intet større dynamisk spændingsfelt i den menneskelige eksistens end forskellen mellem mænd og kvinder. Kønsforskellen og kønsbevidstheden er allerede i den mytiske eksistensforståelse opfattet som skelsættende i historien.

Den bibelske syndefaldsmyte placerer menneskets pludselige, kvantespringsagtige bevidstgørelse om kønsforskellen som en integreret del af frigørelsen fra forældreautoriteten.

Syndefaldsmyten gør menneskehedens tab af uskylden gennem bevidstgørelse analog med det enkelte individs tab af uskylden. 'Syndefaldet' er det universelle 'ungdomsoprør' mod den skaber og de forældreautoriteter som anses for almægtige indtil de gennemskues. 'Syndefaldet' er dermed forudsætningen for menneskets frihed og kultur.

Men syndefaldet er samtidigt det definitive tab af barnlig uskyld og ansvarsfrihed. Edens have eller Paradiset erstattes med en prosaisk tilværelse med arbejde, forplantning, lidelse, aldring og død - og kun øjeblikke af lykke og ekstase.

Den seksuelle orientering er for mænds vedkommende generelt rettet mod kvinderne og omvendt.

Orienteringen er genetisk og hormonalt bestemt, men er statistisk klart fordelt med stor overvægt af personer der retter orienteringen mod det andet køn. På grund af denne statistiske overvægt anses homoseksualitet ganske naturligt som en unormalitet. Den har i årtusinder været betragtet med afsky som ikke bare statistisk unormal, men direkte stridende mod naturen og derfor umoralsk og ulovlig. Men i nyere tid er det blevet anerkendt at orientering mod eget køn ikke skyldes abnorme eller perverse, men naturlige tilbøjeligheder. Homoseksualitet er derfor i moderne, oplyste samfund blevet accepteret, og de homoseksuelle har fået ret til legalt partnerskab. Dette betyder dog ikke at aversionen mod dem er forsvundet. De homoseksuelle vil fortsat være i den situation at de skal forsvare deres orientering, og de bør derfor i egen interesse undgå alt for store provokationer.

Den erotiske lyst eller sanselighed er en væsentlig del af den menneskelige seksualitet. Den gamle betegnelse 'kødets lyst' dækker over en meget uheldig opfattelse af seksualiteten som en rent legemlig funktion der intet har med sjælelivet at gøre eller ligefrem står i modsætning til sjæleliv. Den seksuelle lyst kan unægteligt være en snæver lyst til blot at opleve seksuel udløsning, og den blotte udløsning kan igen medføre det der i samme terminologi kaldes 'sjælens ubodelige ensomhed' eller med latinske ord kaldes 'post coitus, anima triste', dvs efter samlejet er sjælen trist.

Realiteten bag udsagnet er at orgasmen er ensbetydende med oplevelsen af de intense følelser og tanker som er medfødte psykiske processer, og som samtidigt er ustabile og tidsbegrænsede. En orgasme vil altid blive afløst af en tilbagevenden til nøgternheden, ligesom en stor musik- eller kunstoplevelse altid vil blive afløst af en tilbagevenden til hverdagen. Det er en naturlov der skyldes psykens indretning. Det enkelte menneske veksler hele tiden mellem intense og nøgterne øjeblikke, og de intense øjeblikke er af kortere varighed end de nøgterne.

Men denne uundgåelige erfaring er kun et alvorligt problem, hvis hverdagen er uudholdelig, hvis højdepunkterne står som det eneste efterstræbelsesværdige og hvis seksualiteten konsekvent adskilles fra det sjælelige i videre forstand.

En vigtig lovmæssighed ved den seksuelle udfoldelse er at udløsningens intensitet normalt er omvendt proportional med tiden mellem udløsningerne.

Der er ingen grund til at prale med mange samlejer eller 'knald' på kort tid, for jo kortere afstanden mellem dem er, jo ringere bliver orgasmens intensitet.

Den totale, fuldstændige orgasme skal der 'spares op til'.



Seksualiteten bør kun undtagelsesvis være en simpel kødets lyst som når den kanaliseres ud i selvtilfredsstillelse (onani eller masturbation) eller i købesex og prostitution.

Der er intet umoralsk i selvtilfredsstillelse eller prostitution, hvis den ikke går ud over andre eller ud over tilliden mellem partnere.

Men selvtilfredsstillelse er et problem hvis den medfører forsømmelse af den naturlige kanalisering af seksualdriften mod en partner.

Og prostitutionen er et problem hvis den indebærer utroskab eller slaveri.

Købesex er en følge af det faktiske forhold at mænds behov for seksuel udløsning - alt andet lige - allerede af fysiologiske grunde er stærkere end kvinders og derfor ikke altid kan finde tilfredsstillende dækning i parforholdet.

Købesex er også en følge af at manden biologisk set må regnes for promiskuøs.

Ved indgåelse af fast parforhold er det mandens opgave at tilsidesætte promiskuøs tilbøjelighed.

Men det er undertrykkelse af manden at forbyde købesex ved lov. Købesex skal forebygges gennem parforholdenes kvalitet.



Det er ethvert parforholds forpligtelse - ud fra konsistens-etikkens indre krav om at sørge for overvægt af det gode - at sørge for begge parters rimelige tilfredsstillelse af den seksuelle lyst.

I tilfælde af seksuelle problemer i et parforhold som parterne ikke selv kan løse bør de søge terapeutisk hjælp.

Det er afgørende for ethvert parforhold at parterne aldrig ser sex som en ren legemlig eller ren sanselig foreteelse, men medtager det eksistentielle aspekt i den:

Seksualitet baseret på ægte tiltrækning mellem kønnene er den bedst tænkelige vej til forening mellem sjælene.

God sex bringer partnerne nærmere hinanden.

Dårlig sex eller mangel på sex bringer partnere fra hinanden.

En normal mand vil begære den kvinde han elsker.

En normal kvinde vil begæres af den mand hun elsker.

Den evige og ofte misforståede tale i vore dage om ligestilling mellem kønnene indebærer det problem for selvstændige kvinder at de i stigende grad har svært ved at give sig hen til den nydelse det i biologisk forstand er at blive 'taget' af manden i hans egenskab af at være fysisk stærkest og ved samlejet skulle penetrere kvinden.

Det er intet psykisk nedværdigende i dette biologiske grund-mønster.

Der ligger heller intet psykisk nedværdigende for kvinder eller noget etisk forkasteligt i det forhold at mænd af dybe biologiske grunde betragter kvinder - bortset fra nære pårørende - som kønsvæsener ved siden at hvad de iøvrigt er.

Normale kvinder er også interesserede i det modsatte køn som kønsvæsener. De spiller i høj grad op til det ved adfærd, minespil, påklædning, frisure, make-up og ord. Det vil blive en kedelig verden uden dette gensidige spil.

Der er derimod både noget nedværdigende og forkasteligt i at mænd ikke i det moderne livs frie omgang mellem kønnene kan suspendere betragtningsmåden og fx i faglig eller politisk sammenhæng betragte kvinder som fuldt ligeberettigede væsener.

Og det er dybt stridende med al modernitet at fastholde ældre tiders kønsopdeling mellem mænd og kvinder i skoler og kirker, på læreanstalter og arbejdspladser samt i det offentlige liv generelt.

Omskæring af piger er en forbrydelse, fordi den - i modsætning til omskæring af drengebørn - lemlæster deres krop og forhindrer dem i som voksne at få et normalt seksualliv.



Forplantningen eller børneavlen medfører normalt en ændring af et pars seksualmønster. Det er normalt at kvinder taber den seksuelle lyst efter en fødsel. Det må manden indrette sig på, men det bliver et problem i parforholdet hvis kvindens lyst ikke vender tilbage.

Omvendt gælder at parringsakten stærkt modificeres af det forhold at den dybeste erfaring af akten som hovedregel altid vil give meget stærke følelsemæssige og helhedsmæssige bånd mellem partnerne der på denne måde får 'kendt' hinanden langt dybere end det ellers er muligt. Og disse bånd åbner både for en stærk gensidig tillid og en stærk gensidig troskab.

Generelt gælder i frie, veludviklede lande at seksualliv og forplantning er adskilt. De par der vil have børn, nøjes som hovedregel med gennemsnitligt to.

Men seksualiteten dyrkes flittigt af de fleste, fordi det har stor eksistentiel værdi i og med at orgasmen er en formidabel belønning for seksuel aktivitet der suspenderer subjekt/objekt-skellet og dermed giver en ægte mystisk oplevelse.

Prævention og fri abort spiller derfor den allerstørste rolle i vore dage. Der er ingen ægte kvindefrigørelse uden prævention og fri abort.

Prævention, primært p-piller og kondom, beskytter effektivt mod uønsket svangerskab (kondomer også mod kønssygdomme).

Der vil til stadighed være brug for oplysning af nye generationer af unge mennesker om brug af præventive midler.

Den katolske kirkes forbud mod prævention er dybt kritisabel, fordi den dels modvirker effektiv bekæmpelse af kønssygdomme, især af aids, dels på det moralske plan gør seksualitet til noget 'syndigt'.

Indirekte skaber den katolske kirke med disse forbud en syndsfølelse hos sine medlemmer, der derigennem bliver afhængige af kirkens nåde.

Modstanden mod fri abort fra den katolske kirke og de fundamentalistiske dele af de protestantiske kirker tjener reelt samme formål, men begrundes i hensynet til det ufødte barns rettigheder. Men 'det ufødte barn' er et uklart begreb.

Et foster er ikke levedygtigt før 22-ugers alderen. Det har ingen sjæl før denne alder og det kan derfor ikke betragtes som et ufødt barn med rettigheder.

Sjælen er et ikke et mystisk fænomen af overnaturlig art der automatisk slår ned i et par kønsceller ved konceptionen, men et yderst naturligt fænomen der hænger nøje sammen med tilstedeværelsen af det kollektivt ubevidste på den ene side og dannelsen af et tilstrækkeligt komplekst system af nerveceller i det enkelte individ på den anden side.

Sjælen dannes først i et menneskefoster efter 20. fosteruge, nærmere bestemt når nervecellerne er så udviklet at der opstår et energiladet felt mellem den personlige identitet og det kollektivt ubevidste, et åndeligt felt der svarer til det elektromagnetiske felt i fysikken, men i modsætning til dette er umåleligt.

Den objektivt konstaterbare reaktion på sjælens fakticitet er de hurtige øjenbevægelser (REM) der er forbundet med drømmeaktivitet.

En provokeret abort på et foster på op til 20. uge er ikke drab på et levende menneske, men en fjernelse af et potentielt menneske.

I sagens natur er det forbundet med psykiske problemer for en kvinde at abortere - hvad enten der er tale om provokeret eller frivillig abort. Den gravide kvinde knytter uvægerligt forestillinger og forvent-ninger til det foster der ligger i maven lige fra det øjeblik graviditeten er konstateret.

Abort skal derfor undgås og må aldrig betragtes som en form for prævention. Og der skal ved abortering tages hensyn til kvindens eventuelle ønsker om afsked med eller begravelse af barnekimen på behørig vis. Men omvendt gælder at kvindens ret til fravalg burde være en selvfølge i dag.



Seksuallivets værdi er så stor at det fylder meget i de fleste mennesker liv og forestillinger.

Seksualitet kan være forbundet med både megen varme og stor humor.

Får parterne først fat på humoren i parringsakten forsvinder al eventuel skamfølelse som måtte stamme fra ufri opdragelse og moralsk snæversyn.

I realiteten er der intet mere urkomisk i tilværelsen end parringsakten og den mandlige rejsning. Begge er derfor helt naturligt genstand for mange vittigheder og megen latter samt en utrolig kreativitet i slang.



Samtidigt gælder at kønsakten er en decideret hellig handling når den har til direkte formål at skabe et barn. Sådan har det været fra tidernes morgen, hvor de centrale livsfunktioner altid blev set i et religiøst eller helhedsrealistisk skær. I mytisk opfattelse var det at pløje jomfruelig jord for en mand analogt med at avle et barn med en kvinde.

Tankegangen er fremmed for de fleste moderne og sekulære mennesker, fordi begrebet hellig enten er uforståeligt for dem eller forbindes med de helliges snævre livsindstilling og moralsyn. Men ordet dækker dybest set alt der er hævet højt over det dagligdags, praktiske og nyttige og skal ses i lyset af det evige.

Forholdet mellem det komiske og det hellige i seksualiteten er et glimrende eksempel på den grundlæggende komplementaritet i tilværelsen.

Seksuallivet er forbundet med meget store variationsmuligheder.

Især forspillet indbyder til variation, og partnere der er fortrolige med hinanden behøver ikke at holde sig tilbage.

Som på livets andre områder betyder variation mulighed for at undgå rutine og kedsommelighed. Og disse fænomener bør undgås i det gode parforhold.

Principielt bør ingen seksuel variation anses for pervers, hvis den foregår frivilligt og uden at være til fysisk eller psykisk skade for de udøvende.



Seksuelle fantasier er både mange og normale.

De er ikke i sig selv et moralsk problem. Det kan de først blive, hvis de forsøges udlevet i praksis - og den praktiske udførelse er skadelig for nogen.

Der er ingen grund til at skamme sig over seksuelle fantasier. De skyldes ikke en sygelig trang til sex, men den indbyggede seksualdrift og det kollektivt ubevidstes utrolige og vedholdende kreativitet.

Seksuelle fantasier kan som andre spontane udslag af det kollektivt ubevidstes kreativitet give anledning til refleksion og i værste fald mani og besættelse, og de kan derfor i visse tilfælde kræve terapi.

Intet menneske går fri for seksuelle fantasier, hverken nogen mand eller nogen kvinde. De begynder helt normalt med pubertetens indtræden.

De er så stærk en faktor i det normale psykiske liv, at end ikke mennesker der ønsker at vie deres liv til åndelige mål undgår seksuelle fantasier i deres psykiske udvikling. Mystikere har alle dage måtte igennem perioder med voldsomme og for dem selv dybt skræmmende og anstødelige fantasier af ofte pornografisk karakter for at nå højere mål.



Der tales undertiden om vore dages pornocifering af det offentlige rum. En kendsgerning er det i hvert fald at der støt og roligt siden 2. verdenskrig er sket en stigende seksualisering af det offentlige rum som dels skyldes den øgede velstand og konsumkultur, dels - og først og fremmest - den frigørelse fra kirkelig autoritet og moralnorm som skyldes sekulariseringen og i sidste ende det store oplysningsprojekt fra slutningen af 1700-tallet.

Seksualiteten er både blevet langt mere aftabuiseret og påtrængende end tidligere i historien.

Der er endnu visse grænser for udbredelse af egentlig pornografi, men ellers er rummet frit for seksuelle hentydninger og ophidselse. Forbrugerne må - hvad enten de kan lide det eller ej - affinde sig med at blive udsat for ikke blot nøgne kroppe, men også utilslørede seksualakter i såvel biografen som på tv-skærmen.

Hvad der sker på scenen eller på lærredet er i langt de fleste tilfælde genkendeligt for det moderne publikum, måske bortset fra de allerældste. Det er som hovedregel ikke noget publikum må vende sig fra i seksuel frustration, men tværtimod noget der i vid udstrækning afspejler deres egen adfærd og egne positive erfaringer, herunder også den humor der hører til sand erotik

Den stigende seksualisering i den moderne tidsalder kan ikke udelukkende betragtes som resultatet af mænds store og vedholdende fascination af kvindekønnet, men generelt som begge køns vedkenden sig deres helt og holdent irrationelle fascination af det andet køn - eller for lesbiske og bøssers vedkommende af eget køn.

Den egentlige pornoficering finder først sted med en ensidig fokusering på og udstilling af kønsorganernes anatomi og brug - og den følger ikke af den seksuelle fascination som sådan, men bortset fra en elementær nysgerrighed hos de helt unge og uerfarne snarere af dens manglende tilfredsstillelse.

Den egentlige pornografi er den 'hårde' pornografi som netop er karakteriseret ved en voldsom og systematisk indsnævring af seksua-liteten til fokusering på kønsdele, erektion, penetration og orgasme samt dominans og ydmygelse - uden ringeste hensyntagen til alle de menneskeligt set afgørende omstændigheder af social, psykisk, følelsesmæssig, moralsk og anden art som indgår i hel og sund sex.

Den bløde pornografi appellerer til den erotiske leg og fascinationen af den legemlige skønhed hos begge køn - og den er hverken 'utugtig' eller 'svinsk'. Den bør slet ikke betragtes som pornografi, men som erotisk billedkunst. Den er i høj grad relevant for det frie og moderne menneske der har lært sig at acceptere kroppen fuldt ud og som derfor dropper det gamle moralistiske eller misforstået religiøse skel mellem legeme og sjæl.

Noget andet er at mennesket har en naturlig blufærdighed og normalt ikke ønsker at udstille sine intime kropsdele eller kropsfunktioner for andre.

Denne blufærdighed bør respekteres som en del af ethvert menneskes for den psykiske sundhed nødvendige privatliv.

Det hele menneske er hjemme i sin krop.

Den totale orgasme omfatter hele kroppen og hele sjælen.

Men det hele menneske har også en side der vender bort fra det offentlige.



Seksualmisbrug og børneporno er en realitet der synes i stigning og i så fald må hænge sammen med den tiltagende seksualiseringen af det offentlige rum.

Men stigningen må også hænge sammen med etisk inkonsistens, og det vil i denne forbindelse sige med en manglende respekt for andres menneskers integritet som igen må ligge i en manglende ophævelse eller uskadeliggørelse af de uheldige tilbøjeligheder den enkelte som følge af fortrængning og undertrykkelse af normal seksualdrift måtte have fået i opvæksen.

Voldtægt og misbrug af mindreårige anses med rette som meget alvorlige forbrydelser, men børnepornoens udbredelse via vore dages internet ser ud til at afsløre at stadigt flere mennesker - overvejende mænd - er så fokuserede på sex at de ikke længere har naturlig forståelse for eller er i stand til at respektere at netop børn skal skånes for seksuel interesse netop fordi de er børn.

Generelt gælder for al sund seksualitet at den skal være frivillig og blottet for overgreb. Men specielt for børn gælder at det er et overgreb overhovedet at behandle dem som seksuelle væsener før de har nået en passende modenhed.

Det er blevet et problem at både piger og drenge i dag kønsmodnes langt tidligere en førhen, men stadigt gælder at børn ikke må aktiveres som seksualpartnere før de selv er parate til det - og denne grænse er forskellige fra individ til individ, men ligger stadigvæk gennemsnitligt omkring 15 års alderen. Børn lader sig forføre før denne alder, men dette bør fortsat betragtes som et strafbart overgreb mod deres integritet og egenmodning.



Socialitet, ulighed og kønsforskel    
Til toppen  Næste

Den normale socialisering finder for hvert enkelt menneske sted allerede fra fødslen, ja i en vis forstand allerede i sidste del af fosterstadiet, for så vidt det ufødte barn da begynder at registrere lyde fra omverdenen. Det er derfor fornuftigt af moderen at synge og spille musik for sit barn.

Den systematiske socialisering begynder med plejen af barnet efter at det er født. Amning, kys og kærtegn, sang og søde ord samt bleskifte og badning er væsentlige elementer i barnets foreløbigt helt ubevidste symbiose med moderen.

I takt med dannelsen af de nerveceller i hjernen der er fundamentet for de psykiske sekundærprocesser bliver også mere bevidst og grænseoverskridende erfaring vigtige for barnet. Med leg og anden stimulering af motoriske færdigheder øges erfaringen og socialiseringen.

Afgørende i udviklingen er dannelsen af genstandsbevidstheden, barnets evne til at kunne fiksere genstande og begynde at undersøge dem med øjne og mund.

Barnet stikker instinktivt alt i munden for at konstatere om det er godt eller ej. Dette bekræfter i høj grad at den orale lyst er af fundamental betydning for alle mennesker som elementært kriterium for godt og ondt.

Helt skelsættende i udviklingen er barnets første smil, der betyder både evne til genkendelse og glæde ved genkendelse.

Vigtige skridt er dernæst øget motorik og øget evne til at aflæse ansigtsudtryk og forstå stadigt flere ord af først enkel, men efterhånden mere kompleks betydning.

Barnet pludrer og synger spontant - og øver derigennem også udtryksevnen.

Vigtig i sprogudviklingen er tilegnelsen af det personlige prono-men 'jeg'. Der er sprogfolk der betragter denne jeg-bevidsthed som det egentlige bevis for at barnet har fået en personlig identitet og dermed er initieret som sandt menneske.

Jeg-bevidstheden afslører under alle omstændigheder barnet som et villende individ, der også kan sige nej til opdragerne. På et tidspunkt begynder barnet at hævde sin ret og sin mening - og kan i perioder være ret utålelig.

Barndommen og ungdommen igennem fortsætter den syste-matiske udvikling af de psykiske sekundærprocesser.

Udviklingen af disse processer giver individet mere og mere sikker og stabil erfaring om realiteterne i verden og er derfor en betingelse for succesfuld tilpasning til omgivelserne.

Barnet vedbliver dog at have fuld føling med det kollektivt ubevidste og dettes afgørende irrationelle manifestationer i sjælen.

Barnets spontansang og frie kreative leg er de klareste udtryk for denne føling.

Følingen fremgår også af den meget almindelige spontane meditation der finder sted hver gang barnet 'falder i staver' og bliver stille og fjern i blikket. Det er en stor fejl af forældre og pædagoger ikke at respektere denne spontane føling med det kollektivt ubevidste. Den er den direkte, uformidlede føling med al kreativitets, al menings og al stilfærdig lykkefølelses kilde.

Socialiseringen via hjemmets og institutionernes omsorg og påvirkning, og skolernes mere målrettede undervisning ender normalt med at barnet går ud af skolen, vælger et fag og får en videregående uddannelse inden for dette fag.

Socialiseringen fortsætter naturligvis gennem hele uddannelses- og karriere-forløbet såvel som gennem fritidsliv og familieliv, men der fremkommer i forløbet ofte et skisma mellem 'børnekulturen' og 'skolekulturen', dvs mellem barnets spontane udvikling og samfundets oplæring.



Alle mennesker er forskellige. De har forskellige gener, forskellig hudfarve, hårfarve, øjenfarve, højde, vægt og omfang og de har forskellige sekundære karakteregenskaber (udseende, holdning, væsen, temperament, intelligens og evner). De vokser desuden op i vidt forskellige miljøer, familier, stammer, kulturer, vidensniveauer, moralsystemer, religioner og tidsepoker.

Forskellene har i hele kulturhistorien betydet modsætninger og konflikter mellem såvel individer indbyrdes som grupper og hele samfund indbyrdes.

Da den opfattelse har bredt sig som bl.a. er udtrykt klart i kristendommen, at alle mennesker uanset deres forskelle har samme eksistentielle værdi, er det i nyere tid blevet knæsat som princip at alle mennesker fødes lige eller er skabt lige.

Opfattelsen er klart formuleret i den banebrydende amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776 og i den franske Erklæring om Menneskerettigheder fra 1789. Og den er gjort endeligt gældende i FN's Menneskerettighedserklæring fra 1948. Specielt fremhæves liv, frihed og 'stræben efter lykke' som 'ufortabelige rettigheder'. Bestemmelserne genfindes i demokratiske landes forfatninger i forskellige formuleringer. De har gennem årene været og er stadigvæk inspiration for mange undertrykte befolkningsgruppers kamp for frihed.



Principperne eller idealerne har imidlertid ikke ført til ophævelse af al social ulighed, og grunden er den simple at netop frihedsprincippet strider fundamentalt mod lighedsprincippet, hvis dette forstås som andet og mere end princippet om at alle mennesker har samme og lige grundlæggende værdi som menneskelige individer. Lighedsprincippet siger derimod hverken at alle faktisk har samme status i samfundet eller at de bør have det.

Frihedsprincippet og lighedsprincippet er logisk uforenelige og vil aldrig kunne bringes på samme syntetiske formel eller fællesnævner.

Frihedsprincippet og lighedsprincippet står i et komplementært forhold til hinanden. De er hver for sig lige sande og gavnlige, men de kan i praksis kun gøres gældende hver for sig. Spændingen mellem dem vil altid bestå, men den er med til at gøre samfundslivet dynamisk.

Frihedsprincippet betyder det enkelte menneskes ret til at udfolde sig, sålænge det ikke direkte skader andre. Denne ret er forudsætningen for at den menneskelige kreativitet kan give konkrete resultater i praksis - og den er følgelig til gavn for alle i det lange løb.

Men da ikke alle mennesker er lige kreative eller initiativrige, bevirker retten til fri udfoldelse at nogle udfolder sig mere og bedre end andre, og derved kommer de uvægerligt også til at skaffe sig fordele i forhold til andre.

Den derved skabte ulighed kan reguleres - og den bliver faktisk stærkt reguleret i de moderne velfærdssamfund gennem sociale og økonomiske foranstaltninger fra lovgivningens side. Og dette anses med rette som en ubetalelig gevinst ved velfærdssamfundet.

Men uligheden består og den medfører problemer for dem den rammer.

Og uligheden som sådan kan ikke forhindres, forbygges eller afskaffes. Den kan ikke reguleres totalt bort uden at frihedsprincippet totalt undergraves.



En speciel social ulighed kommer af kønsforskellen.

Bortset fra nogle små primitive samfund gælder som hovedregel at der gennem tiderne har været klar mandlig dominans i historien.

Kvinder og mænd er genetisk forskellige. Forskellen ligger i kønskromosomerne, dvs de strukturer i cellekernen der allerede ved befrugtningen afgør den menneskelige ægcelles køn.

Kommer ægcellen til at indeholde to x-kromosomer bliver fosteret en pige, men kommer den til at indeholde et y-kromosom og et x-kromosom bliver fosteret en dreng. Kvinden er med andre ord køns-kromosommæssigt symmetrisk, mens manden er asymmetrisk - og dette har vidtgående konsekvenser.

Hormonalt bliver kønnene også forskellige, idet kvinder har kønshormonet østrogen, mens manden har kønshormonet testosteron.

Det mandlige hormon giver alt andet lige større aggressivitet, kamplyst og handlekraft.

I stort set alle udviklingssamfund har manden været drivende udadvendt kraft og har også høstet fordelene af det. Manden har som hovedregel været dominerende.

Kvinden har i kraft af sin specifikke rolle i forplatningen i høj grad været bundet til rollen som moder og stået for omsorgen for familien.

I den praktiske arbejdsfordeling har manden stået for det hårde fysiske arbejde og for forsvaret af familien, mens kvinden primært har passet hjemmet.

I fordelingen af den overordnede magt i det større samfund - klanen og stammen - har manden også været dominerende.



Et overset, men i virkeligheden dybtvirkende psykisk forhold forstærker den mandlige dominans, og det er det erigerede lems symbolværdi. Dette erigerede lem - på græsk betegnet 'fallos' og på nutidens frisprog 'pik' - er på grund af sin foruroligende dobbeltkarakter genstand for helt utrolig opmærksomhed, ikke mindst i vittighedstegninger og revyer. Men det er efterhånden også i takt med den seksuelle frigørelse blevet et symbol der omgærdes med varm humor, også blandt kvinder. Det er det gode ved den seksuelle frigørelse at humoren igen er kommet med i seksuallivet.

Fallos som religiøst symbol, dvs opfattet som skabende og livgivende hovedkraft i naturen, findes allerede i ældre stenalder (jf. helleristningerne), men afspejles navnlig i græsk mytologi, herunder i den centrale Dionysos-kult.

Psykisk betyder både den bevidste og den ubevidste fallosdyrkelse at manden i allerhøjeste grad får styrket sin identitet som handlekraftig mand der er i stand til at trænge igennem og transcendere i både bogstavelig og overført forstand.

Den normale mand får styrket sin potens og sit selvværd gennem rejsningens faktum og funktion.

For kvindens vedkommende gælder at også hendes selvværd styrkes gennem kønsorganernes og navnlig skedens funktion, men da disse organer er fundamentalt anderledes indrettet bliver virkningen nødvendigvis også anderledes. Det der stimuleres og styrkes gennem kvindens seksualitet bliver ikke potensen og den udadrettede kraftfuldhed, men evnen til at friste, give sig hen, modtage, varme og beskytte. Alt sammen uhyre positivt og værdifuldt for den normale kvinde, men samtidigt et forhold der - alt andet lige - henviser kvinden til bekræftelse på sin 'indadvendte' familierolle og sin naturgivne immanens i højere grad end på udadvendthed og transcendens.

Som altid når det gælder opfattelsen af menneskets biologiske natur er det muligt på intellektuelt plan at fornægte dens virkninger på kulturregulerede forhold, men det er ikke muligt eller klogt at bestride den skjulte, ubevidste eller underbevidste virkning - for den virker netop uanset om den accepteres eller ej. Og biologien indebærer at kvinden uundgåeligt - alt andet stadigt lige - skal præstere mere handlekraft og viljestyrke når det gælder magtkamp og transcendens end manden skal.

I nyere tid har kvinderne ikke desto mindre fået politisk medbestemmelse, stemmeret og valgret. Og dette er en fordel for alle parter.

Først i nyeste tid har kvindernes kamp for frigørelse betydet krav om ligestilling på arbejdsmarkedet og i det politiske liv.

Men selv i moderne velfærdssamfund fortsætter uligheden, trods kvindernes ihærdige kamp for at bryde de gamle mønstre. Der kan fortsat konstateres lønefterslæb, skæv rekruttering af ledere, forskere, professorer, parlamentsmedlemmer, officerer, soldater, sygeplejersker, hjemmehjælpere og pædagoger osv inden for en lang række fag.

Feminister kæmper for kønskvotering, men en sådan virker kunstig på de fleste mennesker, også på mange af kvinderne selv.

Biologisk set er der intet mærkeligt i den kønsbestemte ulighed som sådan.

I betragtning af kønnenes biologi tyder intet på at en fuldstændig lighed vil kunne nås, og der kan også sættes spørgsmålstegn ved dens formålstjenlighed, fordi den både vil indebære biologisk uligevægt og udviskning af de positive kønsforskelle.

Det er derimod vigtigt at give kvinder med særlige evner den placering i forskning, erhvervsliv, administration og politik som evnerne berettiger til - både for kvindernes egen skyld og for samfundets.

Det er i denne forbindelse vigtigt at slå fast, at der - trods visse forskeres påstande om det modsatte - ikke kan påvises signifikant videnskabelig forskel på kvinders og mænds intelligens, allerede af den grund at intelligens ikke kan måles videnskabeligt eksakt og objektivt.

Ud fra forskellige subjektivt valgte kriterier kan der konstateres statistisk forskel mellem mænd og kvinder i forskellige undersøgelser, men de er intetsigende i den virkelige sociale verden hvor de individuelle forskelle er tydeligere og meget mere afgørende. Her er mange kvinder mere intelligente end gennemsnittet af mænd, og omvendt er mange mænd mere intelligente end gennemsnittet af kvinder. Og det er spredningen inden for begge køn der er af værdi.

Den statistiske fordeling af mænd og kvinder på forskellige lag inden for forskellige uddannelser, erhvervsområder og lederskaber bestemmes ikke så meget af individernes intelligens og andre evner som af kønnets præferencer for forskellige arter af beskæftigelse. Præferencerne ændres med tiden på grund af samfundsudviklingen og specielt uddannelsesniveauets stigning. Men kvinders grundlæggende, biologisk bestemte præference for omsorg og mænds for magt forsvinder ikke dermed.

Kønskvoteringer eller andre former for kunstigt skabt ligemageri tjener derfor ikke kvinders og mænds individuelle interesser, men alene kønsaktivisters ideologi.



Selvom familien som begreb og socialt fænomen i flere årtier har stået for skud som et mere eller mindre repressivt system af borgerligt tilsnit, så er den umulig at komme til livs.

Der er mange skilsmisser nu om dage i de vestlige samfund, men familien er fortsat den foretrukne ramme om parforhold med børn.

En hovedindvending mod familien synes at være dens lukkethed. Denne prøvede man efter ungdomsoprøret at modarbejde gennem kollektiver, men kendsgerningen er at flertallet fortsat foretrækker kernefamilien.

En lang række forhold er medvirkende til denne indstilling.



Kernefamilien giver mulighed for den fred og beskyttelse af privatlivet som de fleste mennesker foretrækker.

Familielivet giver en nærkontakt mellem medlemmerne og generationerne som ingen anden social organisation er i stand til at give. Specielt giver familielivet de bedste muligheder for den nærkontakt børn ønsker med deres mor og far.

Familien giver mulighed for regulering af den kontakt den ønsker til andre familier og omgivelserne i det hele taget.

Familien giver meget stor frihed til indretning af boligen - hvad enten den er stor eller lille, med eller uden have og til leje eller eje. Og det er en frihed de fleste værdsætter. Det ses ikke mindst af udbredelsen af ejerboliger og disses ustandselige ændringer med tilbygninger og ombygninger.

Problemerne med familien er dog ikke til at komme udenom. Børnene har ikke valgt deres forældre selv, og forældrene heller ikke altid deres børn.

Forældrenes seksualliv, fritidsliv og karriere skal fungere sideordnet med livet med børnene. Stress øger problemerne. Der bliver ikke altid den optimale tid til børnene. Børn i vore dage har i de fleste tilfælde trygge kår, men de savner ofte forældrenes fulde nærvær og opmærksomhed.

Forældrene kan være mere eller mindre forstående og pæda-gogiske over for hinanden og børnene.

Børnene kan være mere eller mindre nemme og tilpasnings-dygtige.

Især i puberteten støder særlige problemer og konflikter ofte til.

Lukketheden i familien kan være en trussel.

Men trods alt synes familien fortsat at give så mange positive muligheder at den vedblivende står som ønskedrømmen for unge i den giftemodne alder.

Ægteskabet er en bindende juridisk forpligtelse der undertiden erstattes med et lidt mere uforpligtende partnerskab.

Ægteskab var førhen en forpligtelse der fik vidtrækkende følger for arveret. Ægteskabets indgåelse var ofte mere et spørgsmål om arveretlige følger end om tiltrækning mellem to selvstændige individer.

I samfund hvor arveretten og familiehensyn stadig er dominerende kan ægteskabets indgåelse være et anliggende som den unge mand og pige ingen indflydelse har på, og oprør mod familiens bestemmelser kan i indvandrerfamilier være livsfarlige på grund af netop de æresbegreber moderne mennesker finder primitive.

Hvor ægteskaber indgås frivilligt og på grundlag af forelskelse indgår parterne undertiden en moralsk forpligtelse til at ville leve med hinanden i modgang såvel som i medgang til de dør. Dette var faktisk det normale løfte i gamle dage ved kirkebryllupper.

Stigningen i antallet af skilsmisser - også hos par der er blevet viet i en kirke - har været så stor at den sætter spørgsmålstegn ved fornuften i at bruge de gamle rituelle løfter.

Det er i dag de færreste der betragter højtidelige løfter i kirken om evig troskab som andet end en formalitet eller en æstetisk gestus.

Men set ud fra et dybere perspektiv er der nu engang forskel på om man mener noget med et højtideligt løfte eller ej. Da en del mennesker gifter sig af ren og skær forelskelse og ikke kan forestille sig andet end at forelskelsen vil vare evigt, så vil tendensen være at betragte det højtidelige løfte om evig troskab som en selvfølgelig formalitet.

Men et højtideligt løfte er aldrig kun en selvfølge. Det burde altid være ment som en forpligtelse der principielt ikke kan brydes medmindre helt ekstraordinære omstændigheder indtræffer.

I den katolske kirke hvor ægteskabet er et sakramente - dvs uden hjemmel i bibelen opfattes som en af Kristus selv indstiftet hellig handling - er skilsmisse slet ikke mulig. Noget sådant er naturligvis helt utænkeligt i protestantiske og sekulariserede lande, hvor ægteskabet ikke er et sakramente. Men fortsat gælder at et højtideligt løfte om varigt troskab i det mindste burde indebære at parterne føler sig forpligtet på længst muligt at klare eventuelle problemer uden en skilsmisse.

Heri ligger at parterne i det mindste burde tage meget stort hensyn til børnenes tarv, men også at de burde gøre sig umage for at få seksuallivet i ægteskabet til at fungere. Dette betyder at en partners eventuelle trang til sidespring eller eventuelle trang til frihed burde afklares inden parterne indgår nogen bindende forpligtelse.



Familien betragtes som et væsentligt element i samfundet som helhed. Derfor føres der i de fleste lande en decideret familiepolitik til sikring af de bedst mulige vilkår for familierne.

Men det store fællesskab omfatter mere end familielivet.

Politiske partier, erhvervsorganisationer og fagforeninger, sports-klubber og fritidsklubber samt kulturelle og religiøse foreninger, organi-sationer og institutioner medvirker til et netværk på kryds og tværs af de sociale og aldermæssige lag som holder samfundet sammen.

Sammenhængskraften i samfundet er dog i sidste ende et spørgsmål om dybere irrationelle kræfter.



Det kollektivt ubevidste spiller samme fundamentale rolle for samfundets sammenhæng som det elektromagnetiske felt i fysikken.

Det kollektivt ubevidste er at betragte som et energiladet magnetisk felt af psykisk art som fungerer over meget store afstande, og som er uafhængigt af om menneskeheden er bevidst om dets eksistens og virkemåde eller ej.

Bevidst om sagen bliver befolkningerne ofte når de udsættes for kriser eller påberåber sig traditionen. Man taler da positivt eller negativt om tidsånd, folkeånd, nationalånd og fædrelandskærlighed eller mere prosaisk om folkekarakter og nationalkarakter.

Begreberne er alle vage og svære at definere, og de betragtes af de fleste nutidige videnskabsmænd som forældede romantiske begreber, men det karakteristiske er at langt de fleste almindelige mennesker alligevel véd hvad begreberne drejer sig om.

De tidlige romantikere forstod til fulde hvad begreberne dækkede over, for de havde genetableret følingen med det kollektivt ubevidste - og det var just den store landvinding romantikken stod for.

Det altafgørende ved det kollektivt ubevidste og dets dybt irrationelle karakter er at det ikke kan styres og kontrolleres af nogen rationel faktor, magt eller instans, men dog fungerer med yderst stærke kræfter.

Det har sit eget liv - og det har en utrolig generativ og regenerativ kraft. Kraften kan udnyttes af politiske og religiøse ledere - både i konstruktiv og i destruktiv retning. I sidste fald taler man om demagogi, folkeforførelse.

Men folkeligt lederskab er noget andet - og kan slet ikke undværes. Heller ikke i oplyste tider. Tværtimod er ingen tid tilstræk-keligt oplyst uden fuld forståelse for de folkelige kræfter og deres kilde.



Musikalitet og spiritualitet    
Til toppen  Næste

Det er en gammel filosofisk opfattelse at musikkens virkning i menneskesindet er langt dybere end nogen anden kunstarts. Musikken er ikke som de andre arter en reproduktion af de forestillinger mennesket har om livet og verden, men et ægte og originalt udtryk for selve livsviljen, dvs den ubevidste og spontane vilje til magt og udfoldelse som kendetegner mennesket.

En komponist åbenbarer og udtrykker den dybeste visdom om tilværelsens inderste væsen og gør det vel at mærke i et sprog som forstanden ikke fatter.

Fænomenet er ikke så mærkeligt endda, for musikken er fri for såvel ord og tanker som billeder og visioner. Den er lyd og direkte udtryk for hvad sindet åbner af impulser fra det kollektivt ubevidste.

I det vi forstår ved musik er lyden ikke kaotisk og ustruktureret, men formet i rytmer, melodier og klange under indflydelse af den oplæring der har fundet sted i den enkelte komponists tilfælde og dermed afhængig af udviklingen af de sekundære psykiske processer. Men i sin oprindelse ligger den på primærprocessernes plan.

Musik er i sin oprindelse spontan og amorf som det ses hos børn allerede fra 6-måneders alderen og som er det sikre tegn på deres trivsel. Og den er - ligesom den spontane falden i staver - udtryk for direkte oplevelse af den fuldstændige enhed eller symbiose mellem subjekt og omgivelser.

Spontansangen er et væsentligt element i ethvert frit og naturligt barns mange gøremål - fra spisning og toiletritualer til sandkasseleg. Den giver både ernæringen, legen og de praktiske gøremål rytme, form og varme. Dens kvalitet ligger i det eksistentielle nærvær og den eksistentielle ægthed og oprigtighed.

Den gode spillemandsmusik og den gode kompositionsmusik formår at transcendere lydene til netop den enhed af åndelig art i modtagerens sind som gør musikalsk oplevelse til livsbekræftende møde med andre mennesker.

Forudsætningen for oplevelsen er vågen opmærksomhed og resonans, hvad der igen indebærer at det sædvanlige egoforsvar stort set suspenderes. Al skelnen mellem uønsket og ønsket ophører tillige med alle former for analyse og prioritering.

Hvis sindet er fuldstændigt åbent og resonant, kan musikken skabe den umiddelbare oplevelse af enhed og helhed, og da enhed og helhed dybdepsykologisk set er menneskets inderste kerne, så formår musikken at bringe mennesket direkte i armene på denne kerne og dermed på uforklarlig vis skabe både fred og bevægelighed i sindet.

Intetsteds opleves komplementariteten mellem den opspaltede, gængse dualistiske verdensopfattelse og den medfødte enhedsmæssige symbiose stærkere end i musikken - og derfor har musikoplevelsen alle dage været eftertragtet og nødvendig for den enkelte og fællesskabet. Den er i sit væsen spirituel og kultisk.

Spiritualitet er føling med noget højere og dybere i og med at sjælen kontakter de udefinerlige, men stærke 'magter' eller 'instanser' i sit inderste og dermed på sin vis ophæver den psykiske tyngdekraft i dagligdagen.

Den direkte oplevelse af enhed med verden rykker for en tid sjælen ud af den psykiske tyngdekrafts magtsfære.

Sker dette i fællesskab med andre er der tale om kult.



Kult er fællesskab om den direkte føling med de magter eller instanser i tilværelsen som er højere end de enkelte menneskers jeger og det enkelte samfunds sædvanevirkelighed med dets mange praktiske gøremål og nytteetik.

Kulten er som hovedregel forbundet med ritualer, sang, dans og musik. Men der indgår også stilhed og andagt. I sangen, dansen og musikken hæves sindene op i unormale, mere eller mindre ekstatiske tilstande. I stilheden og andagten står sjælene over for selve det hellige og ophøjede i respekt for dettes ukrænkelighed. Gennem ritualerne føres sindene hen til stilhedens og åbenhedens mulighed.

I de organiserede og dogmatiserede religioner kombineres kul-ten med læsning af og bekræftelse på det fundamentale trosforhold og med sakramentale handlinger der bekræfter tilhørsforholdet. Præsteskabet har autorisation til at fastlægge dogmer og ritualer. Kulten bliver derved en del af de etablerede magthaveres magtudøvelse.

Men den afgørende faktor er fællesskabets direkte møde med de overordnede og ophøjede, hellige instanser. Og dette møde afhænger ikke af dogmer, ritualer eller autoriteter, men går tværtimod hinsides disse.

Et individ og et folk kan leve uden kult, men det vil da leve som handicappede væsener uden afgørende føling med det hellige, og det vil da savne den instans i tilværelsen der alene kan forhindre individets eller folkets ophøjelse af sig selv til gud.



Det hele menneske er hjemme i sin sjæl og sin krop, i sin familie og sin bolig, i sit arbejde og sin fritid, i sit samfund og sit univers, i sin hverdag og i sin kult samt i immanensen og transcendensen.

Det hele menneske lever op til sin indre forpligtelse om at sørge for overvægt af det gode i livet. Det vil af indre drift gøre hvad det kan for at bevare konsistensen, den indre sammenhængskraft.

Det hele menneske er åbent ligesom det hele samfund er åbent.

Åbenheden er ikke absolut. Den begrænses på naturlig vis af kravet om indre konsistens. Ikke alt er tilladt. Ikke alt er godt. Ikke alt er relativt.

Det enkelte menneske er i sidste ende også forpligtet af samfundet.



Henvisninger    
Til toppen

Link til Indholdsfortegnelsen
Link til Forord
Link til Begreber og aksiomer
Link til Krisen ved årsskiftet 2008/09
Link til Eksistensen
Link til Verdensbilledet
Link til Livet
Link til Sjælen
Link til Sproget
Link til Samfundet
Link til Overordnede politiske parametre
Link til Udfordringen
Link til Helhedsrealismens advarsler
Link til Helhedsrealismens anbefalinger
Link til Efterskrift



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 17.3.2009