Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
Jernesalt - Blake

Artikel fra Jernesalt - 05.02.03.


William Blake's univers

Indholdsfortegnelse:

Indledning
Uthaug om Blakes kosmiske smedje
Vilhelm Grønbech om Blake
Blakes psykologi, sprog og form
Uskyld og erfaring
Livet på ungdommens bristepunkt
Ægteskabet mellem himmel og helvede
Livet og evighedens fylde
Evigheden giver anden psykologi
Kunstneren det sande menneske
Kunst skal være syn
Uden synet bliver verden fremmed
Menneskets egentlige syndefald
To skabelseshistorier
Menneskets fald og oprejsning
Splittelsen i skabningen
Ingen frelse i moralen
Sjælslivet en enhed
Liv strømmer fra det tidløse
Evigheden forelsket i tiden
Det intense gudsforhold
Blake dybdepsykologisk set
Henvisninger



Indledning     
Til toppen   Næste afsnit

William Blake (1757-1827) er en af Englands, ja Europas største, men også mærkeligste kunstnere, fordi han var billedkunstner, digter, mystiker og kulturkritiker i ét, og fordi han med sit livs- og verdenssyn, som man kunne kalde 'konkret universalisme' eller 'helhedsrealisme', var langt forud for sin tid.

Blake oplevede hele den industrielle revolution i England på nærmeste hold, og han fandt den dybt umenneskelig. Men han var også samtidig med den amerikanske løsrivelseskamp fra det engelske kolonistyre (1775-83) og den franske revolution 1789, og han fandt heri visse holdepunkter for sit fremtidshåb. Men medens de politisk revolutionære væltede samfundets støtter, som Geir Uthaug skriver, så væltede Blake sindets stenstøtter.

Men først og fremmest var Blake skabende kunstner af stor faglig dygtighed inden for det håndværk han havde lært, nemlig gravørkunsten. Han eksperimenterede på livet løs og beherskede mediet som få i hans tid. Og i modsætning til sine samtidige var han ikke snævert bundet til vedtagne genrebegrænsninger, men blandede genrerne frit, herunder også tekst og illustration, så der skabtes nye former.

Samtidig var han dybt visionær af sind og begavelse. Han fik syner og kommunikerede med disse syner. Han så levende væsener eller karakterer bag det andre kun opfattede som døde ting. Og hans syner blandedes med hans registreringer og vurderinger af den almindelige virkelighed og dannede fremtidssyner af profetisk karakter. Han blev derfor ofte betragtet som en gal mand, "an unfortunate lunatic whose personal inoffensiveness secures him from confinement", som det hed i The London Examiner den 17.9.1809. Men til forskel fra de gale på anstalterne kom der kunst ud af hans galskab, en på én gang mærkelig og fascinerende kunst.

Det var hans samtid for borgerlig, puritansk og nyttefikseret til at værdsætte, men det har en nyere tid fået øjnene op for, ikke mindst tiden efter 2. verdenskrig med sin bevidsthedsudvidelse og sit ungdomsoprør. Blandt andet kan anføres at rockgruppen The Doors med sangeren Jim Morrison i spidsen, der udgav deres første plader i 1967, blev inspireret til deres navn af Blake's sætning: "If the doors of perception were cleansed, everything would appear to man as it is infinite." Samme sætning var motto for Aldous Huxleys bog fra 1954: 'The Doors of Perception' (dansk udgave 1957: 'Erkendelsens døre'). Men også den engelske komponist Benjamin Britten komponerede "Songs & proverbs" til Blake-tekster i 1964. I dag har Blake i visse kredse i bl.a. Californien nærmest kultstatus.

Den stigende interesse har bevirket en meget omfattende udstilling på Tate Galleriet i London i 2000/01 med optryk af mange af hans skrifter, herunder ikke mindst store flotte udgaver af hans illustrerede bøger.

Utallige biografier eller monografier er kommet om Blake og hans kunst og digte. Her skal først og fremmest nævnes den norske forfatter Geir Uthaugs biografi fra 2001 (naturligvis med henvisninger til andre værker), men også genoptrykket af Vilh. Grønbechs fremragende og efterhånden vanskeligt opdrivelige monografi fra 1933.



Uthaug om Blakes kosmiske smedje     
Til toppen   Næste afsnit

Uthaugs store biografi gennemgår Blake liv og værk systematisk og redegør herunder også grundigt for de historiske forudsætninger for værket.

Livet igennem polemiserede Blake mod 'deisterne', tilhængerne af den filosofisk begrundede opfattelse af en gud som opretholdt det religiøse system af moralske grunde. Gud var, som Uthaug udtrykker det, endnu ikke afsat, men han var højst en konstitutionel monark, hvis fabelagtigt velsmurte maskine af et skaberværk man beundrede, og hvis love man havde fået indblik i takket været mænd som Newton. Men nu var arbejdet gjort og moralen indført, og dermed kunne de virkeligt presserende opgaver overlades til folk længere nede i hierarkiet. Blake afviste det altsammen. Sanseerfaringen var heller ikke til at stole på for ham; det ville være som at se verden gennem smalle sprækker ind til en hule. Materien var ufrihed, modsat 'Jerusalem', Blakes forestilling om den spirituelle frihed, som han skrev et stort profetisk digt om.

Blake var i sin forståelse af det spirituelle eller evige i dyb gæld til den jødiske kabbalisme, til den svenske naturforsker og teosof Emanuel Swedenborg og til den tyske mystiker Jacob Böhme, som også Johann Sebastian Bach havde lært grundlæggende mystik af. Hos Böhme findes forestillingen om, at alt i naturen rummer både godt og ondt. Alt lever og bevæger sig i en slags dobbeltdrift. Alt eksisterer og skal forstås i kraft af sin modsætning. Med andre ord en dynamisk filosofi, der gør radikalt op med al mekanistisk opfattelse af universet og så at sige foregriber et moderne komplementaritetssynspunkt. Men som altså også blev grundlaget for Blakes livs- og verdensforståelse.

Hertil kom inspirationen fra 'ranterne', en speciel gren af 'antinomismen' der principielt afviste loven som en nødvendig del af kristendommen. De opfattede i stedet for kristendommen som en kærlighedsreligion. Blake blev ikke selv 'ranter', men forblev dissident i religiøs henseende, og blev da også begravet på dissidenternes kirkegård i Bunfield Hills, en af Londons ældste kirkegårde.

Geir Uthaug understreger hvor vigtigt billedet - ikonet - er i Blakes univers, og hvor vigtigt det følgeligt bliver ved studiet af Blake at forstå hvor nært billede og ord er forbundet i hans digtning. Uthaug skriver bl.a.:
"For mange er virkeligheten synonymt med det fysisk-materielle univers - noen annen virkelighed kan man ikke tenke sig. Men hvis det fysiske univers bare er en måte verden fortoner seg på for våre sanser, og den tilslører mer enn den avdekker, da må vi jo revurdere vårt forhold til denne erfaringsvirkeligheten. For Blake skjer revurderingen gjennom kunsten. Fantasien [bedre imaginationen eller forestillingsevnen] har evnen til å motta indtrykk fra en anden, høyere virkelighed enn den fysiske. Vi kan kalle denne virkeligheten ved mange navn. Blake foretrak å kalle den eternity - evigheten. Fra barnsben av og frem til sin død visste han at det var i evigheten han hørte hjemme, herfra hentet han de mentale bildene han konkretiserte og visualiserte."

Sammenfattende siger Uthaug i sit efterskrift, at vi i dag trænger til Blake, fordi han taler til andre lag i os, andre bevidsthedsniveauer end vor tid synes at give plads til. Vi fylder os med billeder, men det er ikke indre billeder som sjælen virkeligt trænger til. Vi hører musik til alle døgnets tider, men det er ikke toner som virkeligt griber fat i vort indre bevidsthedsliv. Men vi har et indre liv som vi har et behov for at få fyldt - med religion, med filosofi, med kunst - men mange ved ikke hvad de skal fylde det med og mange har tømt det fuldstændigt for alt ægte indhold.

"Blake er en utfordrer til så mange sider av oss selv. Han utfordrer konformitet og vanetenkning, han tvinger kristne til å se på moralens dobbeltside, han tvinger rasjionalister og humanetikere til at revurdere holdningen til såkalt selvindlysende sannheter.... Han ber kunstnere ta sin opgave mer alvorlig, og understreker at den ikke kan tas alvorlig nok - for kunsten er porten inn til menneskets sinn, den er himmelporten.... Først og fremst er Blake en mann som hele livet er opptatt av én ting - sitt gudsforhold. Det går gjennem mange stadier og faser - han kjemper mange kamper med sin engel og sin demon - men han kommer i mål."



Vilhelm Grønbech om Blake     
Til toppen   Næste afsnit

Grønbechs Blake-bog betragtede Paul V. Rubow som det ypperste værk der er kommet fra en dansk literaturforskers hånd, fordi forskerens specielle indlevelses- og generfaringsmetode her kom til sin fulde ret, og fordi Grønbech følte sig dybt åndsbeslægtet med Blake. Det følgende er overvejende en slags parafrase af denne bog, da den står sig bedst ved en sådan gengivelse. Læsere der foretrækker mere akademiske analyser med sædvanligt noteapparat henvises til Uthaugs særdeles inspirerende og metodisk grundige værk.



Ved studiet af Blake støder man hurtigt på en ejendommelighed, nemlig den tilsyneladende modsætning mellem hans opfattelse af virkeligheden som åndelig eller evighedsdimensional af karakter og hans krav om den præcise sanselige linje som grundlag for sand kunstnerisk fremstilling. Kravet fremgår af mange bemærkninger om kunst, men også indirekte af Blakes lille fabel om hunden: Da hunden svømmede over floden med sit gode kødben i munden, så den sit eget spejlbillede i vandet og sagde til sig selv: det dér er det fuldkomne; dér er en almindelige tone; konturer er der ikke noget der hedder; alt er clair-obscur og farvetoner. Så gabede den bravt op over denne fuldkomne skønhed, og med det samme gik både kødben og clair-obscur til bunds.

Men modsætningen opløses, når man tager til efterretning, at Blake på ingen måde bestred denne verdens faktiske soliditet eller stabilitet, der bevirker at vi har noget håndgribeligt at holde fast i, og dermed også noget materiale at bearbejde i konkret håndværksmæssig forstand. Men han betragtede disse jordiske ting som udspaltninger eller udkrystalliseringer af den skabende, guddommelige energi, der ligger bag alt - på samme måde som kunstværket er udkrystallisering af kunstnerens skabende ånd.

Evigheden var den virkelige og virkende og samtidig uudtømmelige og altid skabende kilde. De konkrete udspaltninger - eller 'emanationer', som han kaldte dem - var dens timelige og begrænsede udslag, som den skabende evighed blev ved at frembringe, fordi det var dens væsen. Thi evigheden er forelsket i tidens frembringelser, som han skrev.

Følgelig lod Blake sig aldrig blænde af det sansbare. Han skelner ikke mellem sjæleligt og legemligt, eller mellem subjektivt og objektivt, for han ser det i grunden som ét, som et udeleligt hele. Ganske vist lærer vi at sondre mellem delene, ja vi lærer i højere og højere grad gennem opdragelse og praktisk samfundsliv at lægge mest vægt på det fysisk objektive, håndgribelige, målelige og nyttige, men det er lige præcis også grundskavanken i vores kultur.

Derfor kan Blake fremstille Newton, på én gang ophavsmanden til og symbolet på denne udvikling, som et bundet menneske, tynget til jorden af den tyngdekraft han selv opdagede eller udtænkte.



Som Uthaug påpeger har Blake's Newton meget tilfælles med hans skabergud Urizen i billedet "The Ancient of days" (gengivet senere i teksten) der til forskel fra Michelangelos vældige skabergud ikke rundhåndet strør planeter ud i sit univers, men, placeret i en cirkel, anbringer en passer ud fra det bagvedliggende kaos og dermed så at sige skaber rationel orden i tingene. Navnet Urizen har Blake muligvis dannet over ordene 'your reason'. Det var lov og orden - fysisk og moralsk - Blake fandt i dette snævre univers, og som han genfandt i konkrete skikkelser hos Moses og Calvin eller de engelske filosoffer Bacon, Locke og Newton, som alle bød Blake imod. Den virkelige skabelse var hos dem erstattet med lærebøger i geologi, zoologi og botanik. Første Mosebog var for ham det ældste eksempel på et museumskatalog! - Blake's Newton har Bjørn Nørgård iøvrigt brugt til en parafrase i nederste venstre hjørne af sin gobelin over 'Yngre Enevælde', der dækker perioden 1746-1839, altså også Blake's leveår.



Blakes psykologi, sprog og form     
Til toppen   Næste

Født i London i små kår og uddannet som kobberstikker, blev William Blake på en og samme gang bildende og skrivende kunstner. Over for Blake må fortolkerne derfor - som Grønbech gør opmærksom på - gøre sig fortrolig med et helt nyt medium. Blake arbejder i ord, farver og linjer, sådan at de alle tilsammen danner et helhedsværk, hvori hans tanke runder sig ud i levende form. Det giver et ensidigt og falsk indtryk hvis man bruger billederne til at illustrere teksten; og det er endnu værre hvis man opfatter værket som en slags allegori eller symbolsk iklædning af sandheder der kan løses ud gennem fortolkning. Den rette forståelse forudsætter, at Blakes illustrerede bøger virker som et hele, der taler gennem hver linje, hver farve lige så godt som gennem hvert ord. Vil man lære ham at kende, må man derfor gå til hans egne originaludgaver, dvs. besøge de kunstsamlinger eller biblioteker der ejer de sjældne håndskrevne eksemplarer - eller nu om dage benytte de flotte trykte udgaver.

Grønbech gør gældende at Blake er en af de vanskeligste forfattere der eksisterer, om ikke den allermest fordringsfulde af alle. At oversatte ham ord for ord lader sig ikke gøre, da hvert navn, hvert adjektiv og substantiv er fyldt med klange og genklange, og disse allusioner må man nødvendigvis løse ud, om de sprogligt formulerede billeders styrke skal blive frigjort.

Vanskeligheden ved hans tanker beror først og fremmest på at hans psykologi er rodforskellig fra den nutidens mennesker lever på; hvis man vil forstå ham, må man vænne sig til at se livets fænomener under en ny synsvinkel, men har man først gjort sig den ulejlighed, bliver hans ideer lige så simple og selvfølgelige, som Platons eller evangelisternes tanker.

Den egentlige vanskelighed står imidlertid tilbage, nemlig at give denne psykologi udtryk i et sprog der er skabt ud fra helt andre erfaringer. Alle vore ord er født dyder og laster, principper og love, hvordan skal man få dem til at betegne personligheder? - Hvis Blake siger fornuft, så ser han en fornuftig mand; når vi udtaler ordet, tænker vi blot noget. - Han forestiller sig ikke årsagsloven som den på én gang jernhårde og smidige kæde der forvandler begivenheder til skæbne og lænker brøde til straf, dertil er den i hans erfaring alt for virkelig; videnskaben eller teologien, der går på logik, ser han i slangen, med dens leddelte myghed, der knuger hårdere end nogen lænke, med dens listende træskhed og med dens metalhårde skønhed.

Kvinden der skjuler sin skønhed med hidsende klæder for at fange en elsker og holde ham fast på livstid; digteren der ikke vil se livet som det er i syner, men klatter det ud til en moralsk sentimental allegori; videnskaben,der hugger virkeligheden op for at lave formler på stumperne; loven der knuser livet for at regelen kan bestå - det er altsammen for Blake udtryk for ét og det samme: fejhed over for livets mangfoldighed, had til dets rigdom og kraft, angst for dets fordringsfuldhed og lumpent begær efter at nyde tilværelsen stykkevis i tryghed.

Men det er ikke noget Blake tænker sig til; han ser det i mange skikkelser; i mægtige billeder som blot er halvt udført, men som intet mangler i realistisk kraft. Han ser syndefaldet, menneskets fornedrelse i hele kulturen med dens puritanske hykleri og dens pukken på retfærdighed, dens falske men blodige allegoriske rigdomme; og han ser det i levende figurer; landsbyerne der segner ved kanten af chausseen, London der høkrer sine varer som en tiggende hosekræmmer fra hus til hus i Paris og Amsterdam, skøgerne der raver fra gyde til gyde, og de kyske, lystne fruer, der takker gud fordi synd af sig selv føder sorg. Hans syn er som en malstrøm der suger alverdens billeder ned i sig.

Til at gengive sine syner bruger Blake hensynsløst sproget efter sit behov, hans stemmer ord og navne om i en helt ny toneart. For at følge hans tankers gang må man være lige så godt hjemme i bibelen som han var (og som Grønbech var); den levede frit i ham, og han digter langtrækkende akkorder på de dybe, vidttonende klange som versene havde i ham. Læseren må stille sig på nøjagtigt samme punkt som han stod, se tingene som han så dem, og det er en fordring som man nok tilnærmelsesvis kan efterkomme; men det er ikke nok: bibelens ord og navne havde for ham visse toner og overtoner, der slet ikke kan lyde i os.

Man kan nok ved flid studere sig til hvad disse underlige navne, Og og Anak, Israel og Ruben eller Jerusalem betyder; men de var for Blake ikke abstraktioner og for at virke på os sådan som de sang i Blake måtte de leve så intenst i os at de stod og gik for vore øjne. Ofte vælger han den udvej at danne kunstige navne for sine states', som Orc, Los, Urizen, Ootheon, Enitharmon, Thel. Det er let nok at se hvad de betød for ham selv, men for læserne er de ikke noget lykkeligt fund; de bliver tomme fordi de mangler alle overtoner, og derfor stækker de fantasien i stedet for at vække den.

Men foruden at skabe et sprog skulle Blake skabe en form, hvori han kunne udtrykke menneskesjælens historie, sådan som han så den. Efter at han havde fuldendt 'Marriage of Heaven and Hell' (1790-93), arbejdede han utrætteligt årti efter årti på det epos hvori det evige menneskes skæbne rullede sig op, og resultatet blev de store syner 'Vala' (1795-1804), 'Milton' (1804-08) og 'Jerusalem' (1804-20). Men han fandt efter Grønbechs mening aldrig den form hvori han kunne give sin psykologi et fuldgyldigt udtryk. Han greb til det konventionelle epos for at udtrykke sine syner, og formen gik i stykker mellem hænderne på ham. Hans profetiske bøger falder fra hinanden i episoder der hver for sig er alt for omspændende universelle til at de på episk vis kan gribe ind i hinanden som hjul griber ind i hjul.

I sine sange havde Blake fundet det fuldendte kunstneriske udtryk ved at gøre digtet plastisk rundt ligesom virkeligheden; relieffet stod skarpt frem i ordene, og det forlængede sig ind i dybden, i billederne, arabeskerne og farverne.

Det tragiske ved de såkaldte profetiske bøger kommer af at Blake kastede sit fund bort for den gængse episke fremstillingsmåde. Men deraf følger ikke at man én gang for alle er færdig med disse digte; de er fyldt med den dybeste sjælevisdom. I de kaotiske blokke ligger hans digtning om mennesket, og den som er blevet fanget af Blakes mægtige lidenskab og hans rige indsigt, kan ikke lade være med at gøre forsøget på at løse de digte ud som han med ødsel hånd har strøet om sig.



Uskyld og erfaring     
Til toppen   Næste afsnit

Blakes 'Songs of Innocence' (1789) og 'Songs of Experience' (1794) skal som allerede anført ikke læses som lyrik i gængs forstand, men som det de hedder: sange. De giver som Grønbech videre anfører ikke tilfældige historiske faser af barndommens liv og afspejler ikke perioder der følger i række efter hinanden og udfylder hinanden, men livets fryd, livets trods og begær, livets vælde. Hvert digt eller rettere hvert kunstværk - for hvert af digtene er bogstaveligt integreret i en 'akvarel' - er et univers i sig selv. Blake digter hvad han ser som han ser det, thi for ham er tingene ikke dele af noget, ikke items i et system, men noget levende, som rummer livet i en bestemt form. I alle sine former er livet stort og stærkt nok til at skabe en hel verden. Hvert eneste digt rækker fra horisont til horisont, fordi de alle går ned i de dybder hvor livet gror.

The Lamb fra 'Songs of Innocence' er ikke dogmatik eller symbol, men det simple uforklarlige stykke liv der springer om på marken i hvid uld og vider sig ud til hele verdens åndedræt bæver i det. Ej heller er The Tiger fra 'Songs of Experience' dogmatik eller symbol, men livet der spiller ud i en symfoni over det vældige og det forfærdelige. Frygtløst, omend skælvende betaget, ser Blake vilddyret som det er, opfanger forfærdelsens skønhed, styrkens majestæt og han lader det leve sig frem gennem synerne. Tigeren er ikke et led i udviklingens kæde, men et liv der rækker op til selve skabelsen.



Hvis man ikke læser dette digt med briller - skriver Grønbech - får man fornemmelsen at det er uforeneligt med vor poesi og vor kultur. Gennem Europas åndsliv går der en stærk uhygge, ofte stigende til smertelig indignation over at Vorherre eller naturen har tilladt et sådant brud på en moralsk verdensorden som dette rovdyr, der lever af vold og mord, og som har blod på kløerne og kødstumper mellem tænderne; de fromme apologeter undskylder Vorherre for hans tilsyneladende inkonsekvens ved at antyde at det onde har sin plads i helheden; de ikke mindre fromme evolutionister undskylder naturen med at grusomhed er et nødvendigt trin i udviklingen frem til almindelig godhed; de allerfrommeste fortvivler over for et univers af så ondartet en karakter og stifter en religion på deres forargelse, som de kalder pessimisme eller lignende, og endelig gør kraftkarlene sig bemærkede ved at forherlige det ædle bestie på lyrisk måde med digte til naturens stolte brutalitet.

Om lammet og tigeren vil mennesker sige, at de strider mod hinanden, de kan ikke være lige sande; livet kan ikke på én gang være uskyld og vildskab, barnehænder der rusker blidt i snehvid uld, og tænder der knaser gennem levende kød ind i knoglerne. Men Blake har ikke set nogen modsigelse; livet er begge dele - ikke lidt af hvert, ikke så meget af hvert at de to sider til nød kan neutralisere hinanden; livet er uskyld helt ud, og det er vildskab helt ud. Den uskyld som leger i The Lamb er ikke fremstillet ved at lidenskaben destilleres ud af livet. En lykke uden lidenskab og derfor uden smerte eksisterer ikke i Blake'ske verdener.

Uskyld og erfaring er for Blake livets spændkraft, dets lidenskab. Livet er uskyld, men det kan kun virke ved at sprænge sin uskyldighed. For at være liv må det være frugtbarhed; for at fuldkomme sig selv må det blomstre, sætte frugt og visne. Livet viser sin styrke ved at give sig hen i døden atter og atter, ikke blot i de store og største stunder, men i de små øjeblikke. Om man vil kalde det tragisk, at vejen til udfoldelse nødvendigvis går gennem undergang og selvopgivelse, da er tragedien intet andet end lidenskabens vælde, livets egen trang til helt og fuldt at være sig selv. Lidenskaben er ikke en nydelse, men en vellyst der går gennem hele livet med gys, sin krympende angst for at drive sjælen uimodståeligt frem til jubel. Uskylden higer mod erfaringen, den suges hen mod lidenskabens hvirvel og den gyser tilbage for bruset og stormen i dette svælg.



Livet på ungdommens bristepunkt     
Til toppen   Næste

Denne menneskevår åbenbarer sig i Blakes store digt 'The Book of Thel' (1789). Thel er en ung pige der i halvt bevidst rådløshed stemmer sig mod livets higen, til hun står svajende for dets pres. Hun er livet på bristepunktet med dets drømmende uro ved at mærke knoppen åbne sig, med dets skælvende fryd og dets angst der kildrer netop ved sin sanseløshed. Hun ved alt, men forstår intet af det hun ved.

I Thel lever ungdommen som aner hvad døden kræver af hende, at hun skal give sit legeme hen og lade ormen forpuppe sig i hendes skød. Hendes angst er ikke andet end en hed, sviende bølge som går gennem alle årer. Når dødens lidenskab skyder op foran hende skriger hun: hvorfor er livet som en broddet bi, hvorfor er længselens leje omgivet af et tæppe af kød. - Det er uskylden i det øjeblik hvor den skal briste for erfaringen og må briste, fordi den i sig selv bærer lidenskaben til døden. Det er ungdom som fornemmer - omend kun som et smerteligt spørgsmål - at erfaringen svinger sig mod himlen og dukker ned for at ransage dybet.

Thel kan flygte tilbage til Edens have, hvor hun kælede i drømme for sin smerte over at hun var unyttig; men, hun finder drømmene sønderrevet, og hun vil blive drevet tilbage atter og atter, til jorden drager hende ind. Hvis hun da ikke forskanser sig og vil blive ved at være knop, gøre livet til en leg det leger med sig selv, nyde sin sjæl. Thel kan bygge en verden op på sine morgendrømme, en verden hvor skønhed er evig, men gold. Det koster uafbrudt anstrengelse at opholde en verden hvor alt står i knop til stadighed, og prisen som betales, er at livet bliver til frygt og viljen til had.

I et sådant renhedens univers fødes store hellige dyder: had, grusomhed, hårdhed, og tyranni, og de bliver så meget des stærkere, fordi de er hærdede i ydmyghed, selverkendelse og angst. Den konsekvente rene kærlighed føder det mest raffinerede, indædte had, fordi livet er i mennesket også når det hengiver sig til skønhedsdyrkelse og selvforelskelse, og det udfolder sin lidenskabelige styrke til ondt, når det ikke får lov til at virke godt. 'Livet kan forvandles til armod, men intet kan udslette dets magt. Det skaber helvede lige så godt som det skaber himlen.



Ægteskabet mellem himmel og helvede     
Til toppen   Næste

Når livets rytme fornægtes, forvandles dets harmoni til en skærende misklang, det er motivet som Blake udfolder og fordyber i 'Ægteskabet mellem himmel og helvede' (1790-93). Blakes himmel og helvede falder ikke sammen med guds og djævelens rige i kirkens forkyndelse. Kristendommen siger, at det onde kom ind i verden og kæmpede med det gode; Blake siger, at helvede bliver til når livet bliver ondt. Livet kan forspildes, når det ikke vil døden, når det vil fornægte den store rytme mellem uskyld og erfaring, knop og frugt.

Kristendommens engle siger: lær at fornægte dig selv, lær at foragte kraften i dig, øv dig i at føle livets begær som synd, øv dig i fejhedens kunst. Blake går ned blandt djævlene for at høre hvad de har at sige. I helvede lyder der latter og Blake bekender sig til djævelens regimente ved sin humor. Han kan afsløre den inderste sandhed i det han ser ved at holde humorens spejl op foran det. Du gøgler helvede om til pinested - siger han til englen der som en anden Vergil ledsager ham rundt på hans vej - fordi du vil lyve dig fra virkeligheden og lave dig et rart lille himmerig af det der passer dig, og jeg gøgler for at vise dig hvad din himmel egentlig er bag den pæne skal, et sted hvor mennesker af lutter kærlighed dømmer deres næste til pinebænken, hvor de af lutter retfærdighed stænger deres medmennesker inde i snurrende hjul der maler penge.

Man må se helvede som det er, ikke blot med øjnene, men med alle sanser, elske det, leve det for at blive menneske. Blake så engang en engel blive omvendt ved at lytte til djævelens forkyndelse - han bredte armene ud, favnede ilden og brændte til aske - for at stige op som Elias. Denne engel som nu er blevet en djævel er min specielt gode ven, siger han. Vi læser ofte bibelen sammen i dens afgrundsbetydning, og om verden skikker sig vel, skal den engang få denne bibel at læse.

Helvede er for Blake frygteligt fordi det er vældigt; det er kval fordi det er skønhed; det brænder af skabelsens jubel og smerte. Blake er betaget når han går mellem helvedes bål og lytter til den skabende menneskeheds jubel. Men det betyder ingenlunde at han er tilfreds med denne 'den bedste af alle verdener' (Leibniz' udtryk). Helvede er liv, men det er ikke det sande liv.

Blakes sange røber tydeligt nok, skriver Grønbech, at han ikke kan finde sig til rette med livet som det her i helvede står i et evigt bråd af sorg og glæde, af længsel og opfyldelse. Han synger om solsikken der træt af tiden tæller solens fjed og spejder mod vest efter det gyldne land hvor den vandrendes rejse er endt. Men han kan ikke som middelalderens mystikere luske uden om fryd og smerte; frygtløst ser han verden i øjnene og går uden angst tværs igennem den. Han har ingen lod og del med dem der af lutter angst siger verden farvel, men ser livet og dets modsætninger skarpt i øjnene. Den der vil bringe modsætningerne ud af verden, har dermed ophævet livet selv; der gives et gudsrige hvor modsætningerne er lige sande, som to poler der holder helheden fast i dens egen styrke.



Livet og evighedens fylde     
Til toppen   Næste afsnit

Blakes evangelium lyder: livet er slet ikke sådan som I går og bilder jer ind med øjne og alle sanser; det er noget helt og dermed farer jeres skæbnesvangre problemer hen som vissent løv. I har indrettet jer på kun at opfange en vis mængde af virkeligheden og kalde det kvantum for det rigtige, dvs. det hele, og affinde jer med resten som indbildning eller digt. I har trænet videnskabeligt indtil I faktisk kun ser hvad I vil se. Jeres virkelighed er mellemproportionalen af jeres sanseindtryk fæstnet i en matematisk formel. Resultatet af denne operation er blindhed: alt er lutter tvivl. Jeres højeste visdom er at der ikke gives andet i verden end problemer. I tvivler og er stolte af jeres tvivl.

Kunstneren derimod ser verden som den er; han véd, fordi hans øjne er opladte, fordi han favner det som lever, føler samme stærke liv i naturens skikkelser som i sit eget indre. For Blake ligger realiteten et andet sted end i personligheden; hans livsvished beror på, at han fornemmer en magt der slår ud i ham og slår ud i alting uden om ham. Ligesom mystikeren lever han i et andet plan end vort.

Det faste punkt inden i os borgerlige europæere er ikke noget vi skal finde, skriver Grønbech; vi har 'jeget' givet som en realitet og dermed er den 'urfølelse' bestemt som må danne grundtonen i alle vore erfaringer. Ligeså gælder det om Blake at han ikke går ud for at lede efter en virkelighed, men har den i en skabende kraft som han stærkest fornemmer i sine inspirerede eller frugtbare øjeblikke. Når kunstneren tager en blyant i hånden, danner der sig ikke et billede af en eller anden model; der bliver et kunstværk til; der fødes noget som aldrig har været til før - og dog; så overraskende ny som denne skabelse er, har den liv af et liv som er evigt og ikke kunne skabe uden det havde hele evighedens fylde i sig.

Kunsten består ikke i dette eller hint tilfældige produkt, men i det der atter og atter kan skabe og skaber noget uforgængeligt, og hvis liv ikke blot rækker fremad mod alle kommende tider, men også tilbage i al evighed. Kunsten er kunstneren lige så fuldt som den er kunstværket. Den er fantasien som skaber i kunstneren lige så fuldt som kunstværket. Billederne er liv fordi kunstneren er liv.

Har man erfaret dette som en 'urfølelse' da følger tankerne af sig selv, ikke som en teori, men som erfaringens redegørelse for sig selv. Det sande, det virkelige, er ikke fænomenerne, ikke disse og hine tilfældige mennesker, dyr og planter, ikke heller deres sum, men det skabende liv.

Livet er fantasi, 'imagination', eller som Blake også kalder det 'den poetiske genius'. Når der skabes, betyder det ikke at fantasien udstykkes, men at den helt og holdent tager skikkelse i en bestemt form. Liv er evigheden indesluttet i et sandskorn. Én tanke fylder det uendelige, som djævlene sagde i et af deres fyndsprog. Det er derfor muligt "at se en verden i et sandskorn og en himmel i en af markens blomster, at holde det uendelige i sin hule hånd og evigheden i en time".

Hvad Blake kalder fantasi, kan også hedde evighed (eller hos Grønbech selv underbevidsthed). Og han er ud fra sin egen erfaring i nøjeste overensstemmelse med mystikerne når de siger, at det virkelige ikke kender tid og rum, at det ikke er rigdom, men fylde. Og ud fra denne erfaring kommer alle tilværelsens enkeltheder til at lægge sig i et andet perspektiv end hos de mennesker der lever på deres jeg. Det har sin betydning, at den ene personlighed hedder Blake, den anden Jesus, men det er vigtigere at de begge to er liv, er 'den poetiske genius'. Fantasien er alle mennesker, mennesket og det evige menneske, og at den har mange former betyder blot at de er skabende, hver for sig nøjagtig lige store og rige.



Evigheden giver anden psykologi     
Til toppen   Næste

Det siger sig selv, at evigheden giver en anden psykologi end personligheden. 'Jeget' er ikke et grundelement, men en tilstand, en 'state. Det evige menneske går igennem disse states eller personlighedstilstande som en vandrer går gennem verden; horisonten skifter, men han forbliver den samme. Det er denne psykologi der gør Blakes digtning på én gang så simpel og så vanskelig for mennesker der lever i en anden realitet. I denne psykologi forsvinder af sig selv den forskel vi sætter mellem enere og grupper, mellem enkeltvæsener og folkeslag. Livet er et og det samme; personligheden en og den samme. For Blake er der intet billedligt ved at kalde Moses et folk og identificere Israel med lovgiveren eller at fremstille kirken som en person.

I Blakes sprog som i mystikernes forkyndelse må ordet gud nødvendigvis blive overflødigt eller reduceres til et synonym for den evighed der lever i kunstneren og uden om ham; gud må betyde den skabende fantasi, livet selv, om navnet overhovedet skal have nogen mening. 'Kunst er livets træ' og 'Jesus er gud' - i disse to sætninger har han givet hele livets sandhed. Jesus er gud siger han og tilføjer: Det er du og jeg også.

Men den dybe overensstemmelse mellem Blake og mystikerne dækker over en endnu dybere uenighed. Mystikerne klamrer sig til fylden: det sande liv er for dem uden skikkelse. Kunstneren derimod siger, at der intet tilfældigt er i at livet tager skikkelse; fantasien kan ikke eksistere uden at skabe, fordi skabelsen er dets inderste væsen. Livet skaber, fordi det i sit inderste væsen er form. Evigheden synker ikke ned i skabningen som i noget stykkevis, men giver sig helt og fuldt hen i hvert et af sine kunstværker, i tigeren som i lammet. Evigheden måtte blive gold om den ikke uafladelig blev indfanget i levende skikkelser. Evigheden er simpelthen forelsket i tidens skabelser. Derfor hævder Blake ærefrygten for skikkelsen, det individuelle og originale, med samme lidenskab som han forkynder fantasiens skabende liv i alt; thi liv og form er to sider af samme sag.

Blake må rejse sig i flammende protest mod den religion, videnskab og æstetik der ikke er grundet i ærefrygt for liv som kunstværk der springer lige ud af fantasiens uudtømmelige rigdom på form. Når man opstiller et skønhedsideal, når man konstruerer en moralsk lineal eller en videnskabelig generalisation, begår man mord på de evige skikkelser der hver for sig har livets fylde i sig på sin originale vis.



Kunstneren det sande menneske     
Til toppen   Næste afsnit

Når livet er i et menneske må det give sig til kende ved at skabe. At være menneske betyder hverken mere eller mindre end at realisere evigheden. Kunsten er ikke et fortrin for enkelte abnormt begavede personer som verden kalder 'artists', men en nødvendighed for alle og enhver der ikke vil eller kan fornægte sig selv. Livet er fantasi, og den poetiske genius er det sande, det evige menneske - eller Jesus, som Blake siger. Og som mennesket sådan er alle ting levende væsener der drikker af deres egne kilder.

Evigheden er for Blake form, fordi den i sin fylde er mere end alt hvad der kan udformes, en uudtømmelig avler af levende individualiteter; og skikkelsernes virkelighed beror på at de ustandselig skabes påny. Ud af den tidløse, formglade fylde springer det tilkommende såvel som det for- bigangne, det gammelkendte med samme friskhed som det nyeste, og i denne nyfødsel består tingenes uforgængelighed.

Dette er kunstnerens dybeste og derfor mest dagligdags oplevelse, skriver Grønbech, og kunstneren må komme til at udtrykke den atter og atter fra forskellige sider, når han skal gøre op mellem sig selv og filisteriet. Alle ting indeholdes i deres evige skikkelse i frelserens guddommelige legeme, han som er livets træ, kan det hedde i Blakes bibelske sprog, og han udsiger dermed sin erfaring, at den der bliver Jesus, det evige menneske, lever i evigheden og alt i ham.

Kunstneren lever på syner - 'visions' - men syn er intet andet end fantasien der tændes i hans fornuft. Syn og fantasi - 'vision' og 'imagination' - er ensbetydende ord hos Blake. I evigheden er alt syn - syn der går lige så hurtigt som det kommer for de dødelige øjne, men står evigt i fantasien. For Blake var verden ét uafbrudt syn, "all one continued vision of fancy or imagination".

Inspirationens brus er ikke en slags entusiastisk ophidselse, men skikkelsens fødsel. Kunstneren skaber fordi der er liv i ham, thi liv er noget aktivt, det er energi og handling; dets billeder er ikke blot udslag af dets lidenskab, men lidenskaben selv. Livet er individualitet og evighed. Energi er evig fryd, ikke vellyst og nydelse, men skabende utømmelig lyst som fylder kunstneren, så at hånden griber formende om lerklumpen. Energi er selvudfoldelse. Tingenes skønhed er intet andet end deres selvudfoldelse - deres 'emanation' - og denne udfoldelse er også deres god- hed; med den rækker de sig ud mod hinanden, med den virker de på hinanden, i den skænker de rigdom og modtager de rigdom. Dette er hengivelse, og det er gudsriget - 'Jerusalem' - i hver mand.



Kunst skal være syn     
Til toppen   Næste afsnit

Hvad der er skabt er evigt og kan aldrig forgå, når som helst kan det fødes frem påny i fantasien. De afdøde er hos os i virkeligere forstand end da vi så dem med vore dødelige øjne, siger Blake. Og det var alt andet end teori i hans mund; han levede med de hedengangne som han levede med sine samtidige, og alle var lige nær i guds favn'. Engang han så Satan, råbte han til konen: papir og blyant og det straks. Andre gange havde han samtaler med Sokrates og Jesus; eller profeterne Jesaja og Ezekiel spiste til middag hos ham. Om sin afdøde broder og bedste ven Robert, sagde han: Jeg omgås daglig og stundelig med hans ånd i ånden. Jeg hører på hans råd og skriver nu i dette øjeblik efter hans diktat. Jeg ser ham i erindringen og i min fantasis verden. - Forholdet til broderen var så levende, at det i en drøm kunne inspirere ham til en ny ætsningsmetode.

Folk så lidt forundrede til når Blake begyndte at tegne forlængst afdøde personer med samme alvor som han kunne tegne en siddende model. For Blake var det ikke forunderligere end at snusfornuftige lærde sad og skrev historie uden at se noget som helst og glædede sig hjerteligt over deres værk når de havde ræsonneret døde mennesker endnu dødere.

Det er mærkeligt eller måske snarere karakteristisk - tilføjer Grønbech - så svært man nutildags har ved at tænke sig et vid der ikke melder sig forud med et notabene: pas på, nu gør jeg løjer, så I skal ikke tage det jeg siger alvorligt. Megen højtidelig litteraturhistorie og teologi kunne have været sparet om der fandtes en lille smule sans for 'den lystighed der taler sandhed' og som bliver mere og mere indtrængende jo mere den slår sig løs (dette er blandt andet møntet på Freuds mistydning af middelalderlig humor).

Blake kunne være skalkagtig nok over for folk med dårligt nemme; han havde et rigt fond af humor af den barske art der fik Jesus til at sige: Jeg taler lignelser for at de skal høre uden at forstå!

Den der ikke kan give sig hen til fantasien og se syner, bliver ikke kunstner, men at skabe går ikke for sig på en mystisk måde ved at fantasien stormer ud i ord og billeder. Et syn er et billede, fast formet og klart anskuet til de mindste detaljer. Den der ikke med sin fantasi skuer renere og klarere linjer og stærkere lys end hans dødelige øjne kan se, kender ikke til fantasi eller inspiration. Det er et fandens slid at lære at bruge sin inspiration, siger Blake.

Af Blakes respekt for skikkelsen udspringer en kunstteori som han med ubændig energi forfægtede til sin dødsdag. Kunstneren skal se og se helt, og hans værk skal være et fuldkomment udtryk for hans syn. Form afhænger af linje og kontur. Uden sirlighed gives intet ophøjet. Liv er skikkelse; slet linjen ud, så er livet slettet ud. Fantasien skaber ved at udfolde sig, og fornuften er den begrænsende linje der giver form.

Blake hader Correggio, Tizian, Rubens og Rembrandt som repræsentanter for en uærlig fantasi der kun ser hvad den ønsker at se, nemlig noget alment, noget ideelt. Over for dem sætter han de redelige mestre Rafael, Dürer og Michelangelo, hvis billeder har individuelt indhold. De uærlige 'stemnings- og skygge'-kunstneres skæbne har Blake fortalt i den tidligere nævnte fabel om hunden.

Historiemalerne maler mennesket i almindelighed - som en af dem Blake polemiserede imod selv sagde - og ligervis prøver poeter at uddrage en central, almengyldig form ved at abstrahere fra alle karakterfulde ejendommeligheder. Og nøjagtig den samme fremgangsmåde bruger filosoffen og videnskabsmanden; de abstraherer og analyserer sig ind til tomhedens kerne. Vi ved intet siger de; lad os eksperimentere, lad os måle og veje ...



Uden synet blive verden fremmed     
Til toppen   Næste afsnit

Men i samme øjeblik mennesket mister sit syn, går forbindelsen med omverdenen tabt og han står forknyt som en fremmed der skal gætte sig til indholdet af alt hvad han ser. Han famler sig frem mellem den hærskare af spøgelsesvæsener der omringer og trænger ham fra alle sider. Den fremmede er en træl, han har bange øjne. Når mennesket så ivrigt gransker de døde ting omkring sig, er det ikke af lutter nysgerrighed, men nok så meget af nød, han vogter på alt hvad der sker, for at frelse sin sjæl og opholde sit legeme. Han søger at finde ud af den magt som er i tingene, for at han kan overliste dem og drage sig dem til nytte; han gætter sig til deres vilje for at gøre dem til behag, før de træder ham ned. Og alle vegne finder han lov. Alt er årsag og virkning og går frem gennem rum og tid som en uendelig kæde, men kæden slutter i sig selv og gør verdensløbet til en dump dræbende kredsgang. Verden er et maskineri, en kværn, hvor hjul griber ind i hjul, og holder hinanden i uafbrudt gang, og det enkelte hjul driver hele maskinen rundt ved at dreje sig om sin egen akse.

I Blakes sprog er fabrikkens snurrende maskineri blevet det store symbol på livet i endelighedens verden. Blake levede jo som nævnt midt i den engelske industrirevolution: dampmaskinen var opfundet i 1776, vævemaskinen blev opfundet i 1779 og dampmaskinen bragt i anvendelse i tekstilindustrien i 1784. Dødens gud har opfundet et sindrigt urværk, med hjul inden i hjul, og med det forvirrer han ungdommen på begyndelsen af dens vej. Kendsgerningen i denne sataniske verden har en indre følgerigtighed, fordi dens fakta ikke er andet end abstraktionernes logik der har taget kød og vandrer iblandt os.

Verdenskværnen maler i menneskets hoved; der spindes love og principper som i de lærdes hjerne væves til abstraktioner og i menneskers hjerte til had og kærlighed, i poesien til allegori, i samfundet til en retfærdighed der avler straf, og i naturen til lov.

Denne verden kom i gang da det evige menneske tænkte sig selv bort i abstraktionernes tomme rum, da han døde i tvivl og opstod i logik (Blake langer bl.a. ud efter Aristoteles' Analytica). Tvivl er løgnens ånd; den udslukker sandheden, thi den som tvivler har sluppet virkeligheden, og i samme øjeblik bliver han tom, rodløs. Da mennesket faldt og mistede sin skabende fantasi, flygtede verden bort fra ham; sol og stjerner, dyr og planter, bjerge og dale skrumpede ind og ruflede bort til fjerne fremmede tingester, vage og døde som skygger. Selv stod han tilbage i midten i et kaos af flakkende, vigende fænomener. Så kærnede mennesket tomheden med sin tvivl og sine eksperimenter, sin videnskab som han kalder den - til der frem af malstrømmen stod en allegorisk verden, sammensat af love og dyder. Denne nyskabte verden er bygget op af abstraktioner, den er en kolos af stivnet logik og matematik, der rejser sig midt i kaos' tomme rum. Demokrits atomer og Newtons lyspartikler er for Blake krystalliserede abstraktioner i matematisk form.



Menneskets egentlige syndefald     
Til toppen   Næste afsnit

Men hvorledes kan det gå til, at mennesket fornedrer sig under skabningen og forvandler jorden til et helvede? - Blakes svar lyder, at et menneskes syndefald sker i det øjeblik da han tager noget af sig selv, et stykke af livet og siger: så meget og ikke mere vil jeg være. Men dette er jo - skriver Grønbech - en formel for en begivenhed der ikke kan rummes i en læresætning. Kun en digtning kan udtrykke det levende. Blake har antydet tragedien i fire tunge linjer:

He who bends to himself a joy
Does the winged life destroy;
But he who kisses the joy as it flies
lives in eternity's sunrise.

Og tragedien har Blake udført bredt i sine såkaldte profetiske bøger, der handler om den verdensomvæltende kamp mellem Jehova og Elohim. Jehova (= Jahve) er 'den gamle af dage', dvs. Israels og kristendommens gud, denne verdens skaber og - Satan! Elohim (det hebraiske ord for gud) derimod er oprøreren, kunstneren eller den evige profet - derunder Jesus. - Blake opnår altså en vis effekt ved at splitte det gamle testamentes begreb 'Elohim Jahve' (gængs dansk oversættelse: 'Gud Herren') op i to, som er hinandens modsætninger.



To skabelseshistorier      
Til toppen   Næste afsnit

Blake fortæller Jehovas skabelseshistorie på sin måde; de syv dage er for ham kun en tiltagende forhærdelse og indsnævring af sanserne. I bibelens skabelsesberetning hedder det med frygtelig sandhed, at gud tog ler og dannede mennesket. Mere evnede Jehova ikke - siger Blake - end at blæse sin egen ånde i en lerklump så at den går og taler og æder og attrår. Gud afmålte en sjæl efter regler om godt og ondt, ret og pligt, en kunstig generalnævner af dyd og retfærdighed, en automat der går på principper og love. Og Jehova velsignede Adam fordi han var skabt i guds billede og efter hans lignelse. Fra Jehovas hånd udgår der da ingensinde individer, men kun fede karakterløse gennemsnitsmodeller. Jo mere farveløse mennesker holder sig, des fuldkomnere realiserer de guds tanke.

'Den gamle af dage' ville skabe et liv i tryghed og velvære og udelukke lidelsen ved at stemme op for livet, så at der kun er en slatten vellyst tilbage af dets fryd. Lidelsen forbeholdt han oprøreren Elohim, der ikke ville gøre sig fattig nok til at komme ind i himlens salighed, og til dette sit endemål forvandlede han smerten til straffens djævelske pine.

Jehova skabte halvmennesker og udtalte sit skabende: Bliv! 'Bliv det du er! Bliv stående som du i øjeblikket er! Men under Elohims tirrende berøring bliver Jehovas automater til ensidige karakterer, stolte og hårde, retfærdige og strenge, beregnende og grumme, brutale og listige, til snusfornuftige pedanter og følelsesfulde egoister. Elohim er tiden, den skånselsløse barmhjertige tid der frelser verden fra trygheden og stilstanden. Elohim er dødbringeren og livgiveren, fordi han harver dødens furer så at de bærer nye spirer; han driver alting ned i forgængelse for at livet aldrig skal høre op. Gammel kalder de tåbelige mennesker ham, han som er evig ungdom; Elohim gør Jehovas skabergerning om ved at sønderslå hans former; han ånder evighedens liv ind i hver eneste skabning.



Jehovas skabelse kulminerer i det øjeblik, da Eva stod frem af den slumrende Adam. Gud ville frembringe liv, - men - siger Blake - han satte døden ind i verden. Da Adam vågnede og fandt Eva i græsset, fandt han sig selv; han indsnævredes fra at være emanation, det sande selvhengivende selv i alle mennesker, til at være personligheden med dens selvhævdelse. Og det er døden at være et jeg. - Det er kvinden der former begæret til et jeg. Det er hendes triumf at hun kan skabe den stærkeste ensomhed af det øjeblik hvor to sjæle bryder igennem til hinanden. Netop ved at forenes føler de to sig lidenskabeligt som enere, de fortættes i egenkærlighed. Thi nydelse er selvbevidsthed, frygt for døden og selvhengivelsen. Mandens og kvindens tragedie er livets tragedie; elskov er syndefaldets tragedie.

I Blakes mund får ordet 'kvinde' en tungere betydning end sædvanlig. Hun er kønnet, og det er det samme som at sige at hun er ensomheden, afgrunden der råber til afgrunden efter et svar for at få liv gennem ekkoet. Hun forkynder at livet er bristet og søger sig selv udenfor.

Men gennem den verden der koger af hadefuld kærlighed går Elohim og gør sin evige skabergerning. Han forvandler den grumme kamp til elskovs bistre leg. Kvindens lyst er hendes elskers død. Men Elohims hånd er over hende, så at hun af lutter jubel over hans undergang føder ham påny. I evigheden er det livets lyst at dø for næsten ved at give sig selv i alt hvad man skaber og er. Elohim oprejser atter døden til liv omend i bånd og smerte; den ene skal dø for at give den anden liv i al evighed. Med kærligheden standser han tilintetgørelsen; avling med dens uafbrudte gentagelse, så ond den er, bliver et klædebon for livet eller en erstatning for det evige liv som er hengivelse og tilgivelse.

Kærlighed er fri, siger Blake; den går hvorhen den vil som vinden der suser over bjergene, og den må være fri, fordi livets væsen er frihed. Et sandt menneske giver frit og tager frit, thi de to ting er ét. Kærlighed eller godhed er ikke en separat følelse, men menneskets udfoldelse, dets emanation. Den frie kvinde kalder Blake med forskellige navne, snart selvopfundne som Thel eller 0rthoon, snart traditionelle som Maria, den trolovede, der fødte verdens frelser, eller Jerusalem, guds rene brud. Underligt nok - skriver Grønbech - det bibelske navn der synes os at ligge nærmest forekommer aldrig i hans digtning - hun burde hedde Sulamith (fra Salomos højsang). Sulamith forstår med hjerte og hoved og skød, at kærlighedens væsen er at give uden bagtanker, at give sig selv uden forbehold, uden dyd og uden køb, og at modtage en levende gave netop sådan som den er, dyrebar i sin egenart.

Den frie kvindes væsen er kærlighed, fordi den er tilgivelse, siger Blake. Og tilgivelse i hans sprog er det ord der kendetegner livet med dets barmhjertighed i modsætning til retfærdigheden med dens karrigt tilmålte medynk eller overbærenhed. Men forskellen går endnu dybere. At tilgive er ikke det passive at se bort fra og lade som om man ikke ænser det skete. Det er - ligesom også i jesu sprog - noget aktivt: at modtage et andet menneske og glæde sig over dets ejendommelige skønhed. Sand religion er for Blake at ære guds gaver i andre mennesker - hver efter sin genius.

I Sulamiths helligdom hvor den selviske hellighed opløses i tilgivelse, dér lægger tidens bølger sig. Kærligheden bliver stunden som er uden tid, nuet som er sig selv nok. Dér føler de evighedens pulsslag banke med stille magt, dér bliver modsætningerne sande: lidenskab og hengivelse, styrke og ømhed, given og modtagen, jeg og du, ophæver ikke hinanden, men skaber tilsammen et levende hele der blot ånder sig selv ud i skabende lykke.



Menneskets fald og oprejsning     
Til toppen   Næste afsnit

Menneskets fald kommer ved at det bliver sig bevidst; i stedet for at leve sit liv vil det betragte og nyde livet. Da Adam åd af kundskabens træ på godt og ondt og lærte at vælge ud hvad der var ham behageligt, blev han overvældet af døden. Det er døden at være et jeg, og dermed følger viljen til døden, at man vil gøre dette jeg til lov for alt hvad der lever.

Denne vilje er Jehovas inderste væsen, grundvolden i hans hellighed og grusomhed. Jeg er gud og ingen ydermere, siger han. I skal ikke have andre guder for mig, fald ned og tilbed mig. Og den Jehova er en forfærdelig gud, der kræver blodige ofre på sit alter; han elsker en sønderknust sjæl. Gå ud og spred rædsel omkring jer, lyder hans befaling til apostlene.

Gud spænder sig af alle kræfter mod en virkelig skabelse, han søger at dreje hjulet baglæns, bort fra levende form ned i fortærende brunst, bort fra frihed ned i syndeangst. Den synd at gøre sig selv til gud er Jehova ikke ene om. Om man sætter sig i himlens højsæde og slynger sine trusler ud over jorden, eller man ligger næsegrus i støvet og forbander alle sine medmennesker ved at klynke over sin synd, det er kun rent udvortes en forskel.

'Guds børn' hader evigheden med et had der er uudslukkeligt, fordi det næres af angst. Kristendom er ikke lyset fra korset, men skyggen fra de tre kvinder der stod omkring den korsfæstede som deres elskede; de elskede sig hadefulde mod hans fjender og brugte deres kærlighed til at forlange hævn over bødlerne. Deres skygge falder over Paulus og fra ham ud over den hele verden. I harmens vellyst avlede de børn der gik ud for at træde jøderne ned i smudset og tænde kætterbål langs vejen til misdædernes forherligelse.

Og som gud er, sådan er kvinden, den store skøge - Rahab som Blake kalder hende efter Det gamle testamentes skøge i Jeriko. Hun gør sig selv til gud ved at hævde sit jegs hellighed. Hendes lov er også vilkårlighed. Så længe synd og dyd, lyst og pligt, brunst og selvforagt, godt og ondt, står imod hinanden i uforsonlig modsætning, må manden ligge på sit ansigt og bekende sin afmagt.

Begge, Jehova og Rahab, forkynder sig som mysteriet, det uudgrundelige eller det uberegnelige, som aldrig kan fattes med fornuft, men kun krampagtigt holdes fast i tvivl og nåde gennem viljens blinde underkastelse. Guden er selvisk i sin nidkærhed, lunefuld i sin kærlighed.

Denne sammenstilling af Jehova og kvinden er ikke en åndrig spøg af Blake - betoner Grønbech - men besk alvor; ikke symbol, men ganske nøgtern sandhed. Det djævelske ved Jehova er nemlig hans kvindelighed; guddommelighed og hellighed består i at det kvindelige sejrer, eller med andre ord i kønnets og dermed jegets eller selviskhedens triumf.



Splittelsen i skabningen     
Til toppen   Næste afsnit

Gud er tvetullet, siger Blake, thi han bærer i sit væsen på en uforligelig modsætning: en kærlighed som er had, medlidenhed og hævngerrighed sammensmeltet til en sadistisk grusomhed. Og dette tvetullede går gennem alle kristendommens tanker, ideer og handlinger. Kristendommen vil forene livet med døden, den gør begæret til synd og forbyder det. Dens inderste stræben er at skabe salighed, dvs. en vellyst uden smerte og risiko; og så bryder det tvetullede netop frem i trygheden: den kan kun vindes ved angst.

Hvad kristendommen fordrer er matematisk hellighed, og det betyder ordret systematisk hykleri. De store kristne har ansigter som vidner om at de er store hadere, og de bærer hadet som deres adelsmærke. - Det er denne indre modsætning Blake formulerer ved at sige at gud er en mand med en kvinde i sig, dyd klædt i krig. Sådan åbenbarede han sig med lyn og torden fra Sinai, sådan genfødtes han i Paulus' evangelium og i Luthers og Calvins religion. Og sådan genrejstes han i Humes og Gibbons deisme og i den naturlige religion med dens tjenere Voltaire og Rousseau.

For Elohim er den tvetullede religion en vederstyggelighed: lad kærlighed være kærlighed og had være had, siger han. Jeg er ikke kommet til jord for at bringe fred, men for at bringe sværd. Elohim forvandler Jehovas hellige himmel til et helvede hvor der grædes og jubles, men han gør mere: han giver helvedes indbyggere en fremtid og et håb.

Her i verden virker de to skabere Jehova og Elohim side om side. De arbejder mod hinanden, men de arbejder også hinanden i hænde. Blake ser ikke livet på kristen eller manikæisk vis som to magter der river hinandens bygning ned. Alt hvad der eksisterer, kan betragtes fra to sider, hvert eneste værk bærer på én gang livets og dødens mærke. Når vi tager videnskabens verdenssyn, præstens og juristens love, fabrikkens og konkurrencens trædemølle, med andre ord Jehovas samlede skaberværk, har det døden til sjæl; men under Elohims pust springer der liv ud af alle fuger.

Elohim kan ikke forvandle helvede til et paradis. Han er selv falden og spændt inde i begrænsningen og må skabe i smerte og nød; hans ansigt er furet af pine, ja han har intet andet end sin lidelse at skabe af. Men han har evigheden i sig. Han er den store ironi, at alt hvad der virker til død, må tjene livet.

Af de to guder er Elohim den stærkeste, fordi han kan tro og håbe, og fordi han har et mål med alt hvad han gør, verdens frelse. Tillidsfuldt ser han ud mod fremtiden, en fremtid hvor kærlighed og forståelse skal opløse selvet og genføde jorden.

I denne Blake'ske teologi forsvinder gloserne ond og god og hele den traditionelle moralske vurdering; der er ingen mening i at spørge om Elohim og Jehova er onde eller gode. Elohim er ingenlunde en mild og rar gudfader, han er vel barmhjertig, men hans barmhjertighed har et lige så hårdt greb som Jehovas retfærdighed. Ondt og godt er gloser som kun har betydning for dem der har ædt af kundskabens træ; i evigheden gælder kun kriteriet om en gerning virker til liv eller til død.

For Blakes øjne er al rousseauistisk forkyndelse om at jorden er et rigtigt kønt og respektabelt opholdssted for velmenende sjæle lige så vederstyggelig som den kristne forgudelse af Satan som et urprincip der deler evigheden med gud. Verden er for Blake ond fordi den er blevet ond. Når lidenskaben fornægtes eller knægtes, bliver den ikke blot forkrøblet, men fordjævlet. - Men når det onde er noget der er blevet ondt kan det overvindes. Verden kan genrejses, mennesket kan gå over fra døden til livet, men betingelsen er noget anderledes end præsten prædiker. Egentlig behøves kun et eneste, at mennesket åbner sine øjne. Man kan kun lære at leve ved at leve.



Ingen frelse i moralen     
Til toppen   Næste afsnit

Den som vil vinde sin sjæl må da gå i Jesu fodspor. Hvis sand kristendom bestod i moral, hed verdens frelser Sokrates, men frelserens navn - siger Blake - er nu engang Jesus, oprøreren, lidenskabens mand. Hans styrke beror på at lidenskaben er ubeskåret i ham: han må kræve alt, fordi han ikke kan undvære noget, og han må fordre det selvom det så er synd. Han brød alle budene. Frelseren æder af livets træ, thi det er evighedens ånd der driver ham; og hans trods betyder at sjælens behov er ham hellige, han hævder lidenskabens frihed, det umiddelbare over for tvang og forskrifter. Han var den fuldkomne dyd, der handlede af indre umiddelbar drift og ikke efter regler. En sådan revolution kan ikke kaldes frem ved eftertanke og besindelse; det er livets krav om alt - og intet mindre end alt - som tvinger frelseren ud over sig selv. Hvorimod de retfærdige lever i angst for døden og derfor er fyldt med angst for livet; deres liv er ikke andet end en uafbrudt død.

Blake har samlet livets tragedie i et par indholdstunge vers: Helvede bygges op med onde, truende blikke; der er hadets skulen og foragtens skulen og de forener sig i skulets skulen som aldrig glemmes, fordi det borer sig ned i hjertets rod. Livet derimod lyser op i smil; der er kærligheds smil, der er det listige smil som vinder og binder den elskede, og der er det store smil hvor de to smil smelter sammen. Det kan kun smiles én gang mellem vugge og grav, thi når det bryder frem er det slut med alt elende.



Ligesom faldet står oprejsningen for Blake på grænsen mellem tiden og det tidløse. Faldet eller synden begynder i evigheden og ender først i evigheden når evighed mødes med evighed. Hver gang en dødelig forkaster vildfarelsen og annammer sandheden, går dommens dag hen over ham; da er han Jesus der bærer Satan i sit kød op på Golgatas kors. Og det samme gælder folkene. I den franske revolution og i Amerikas frihedskamp så Blake ikke tilfældige historiske begivenheder men dommedag under udvikling. Dommedag ophæver tiden når og hvor den så kommer. Den yderste dag begynder på skabelsens morgen - og Blake jubler over at arbejdets store dag skal oprinde. Den yderste dom er sejren over dårlig kunst og dårlig tænkning. I det samme begrænsningen sønderbrydes står evigheden der uforandret så evig som den er. Den er ikke blot en stedsevarende mulighed, men en allestedsnærværende realitet.

Blake giver aldrig nogen sammenhængende beskrivelse af livet i evigheden. Kunstneren har den i sin fantasi og derfor bliver Blakes hele digtning en 'divina comedia'. For kunstneren er inspirationen med dens syner livets stærkeste, inderligste og mest overbevisende udslag. Menneskets sande legeme er intet andet end imaginationen. Og den rette selvhævdelse er identisk med blind, betingelsesløs hengivelse til fantasien og dermed til næsten. Evigheden består i kunst og fællesskab om alle ting, i skabelse og hengivelse - emanation. Mennesket kan ikke leve uden broderskab. Dette er - siger Blake - tro til forskel fra den eksperimenterende tvivl og købslåen som her på jorden skaber venner og fjender. Og den i hvem en sådan tro bryder igennem har med det samme overvundet selvet og oplevet dommedag. Det er det store smils gennembrud. Inderligst har Blake udtalt livets hemmelighed i det dybe vers: Ordet fra menneske til menneske er som den almægtiges skabende ånde.



Sjælslivet en enhed     
Til toppen   Næste afsnit

Grønbech har sammenfattet sin vurdering af Blake i nogle betragtninger over hans psykologi og historiesyn, som præcist udtrykker Grønbechs eget ideal.

Blakes digtning er psykologi, siger Grønbech. Så nøgternt realistisk og så intuitivt gennemtrængende som nogen sjæleforsker har skabt. Enhver kunstner, dvs. ethvert levende menneske har følt Jehovas fortvivlelse i natten da hans verden sank sammen i et brag. Han kender også den goldhed som Blake beskriver i sin skabelsesmyte. Og han har også oplevet et øjeblik da al tanke på et jeg forsvinder.

Der gives ingen uklarheder i Blakes sjælebeskrivelser, men for at forstå hans ord må man have indset, at han gør alvor af at hævde sjælslivet som en enhed. Han går ikke som 'moderne' psykologer (dette er skrevet i 1933) ud fra øjeblikket som et tilfældigt sammensurium af stemningsingredienser; al deres tale om frygt og håb, glæde og sorg, egoisme og altruisme, tanke og vilje og følelse, der kombineres til forskellige opløsninger er for ham kun meningsløst væv. Deres tro på sjælen som et sammenflettet reb som man med tilstrækkelig fingerfærdighed kan tvinde op i tråde, betragter Blake som ren og skær uvidenhed. For ham er kærlighed og had, dyd og vellyst ét ned til roden, ikke komplekser eller virkninger af hinanden. Og denne enhed nøjes Blake ikke med at konstatere, han lægger den til grund for sin psykologi.

Personligheden er det bærende og blivende; livet består i at individet går fra personlighed til personlighed, fra state til 'state'. Det sker fra år til år, ja fra stund til stund, og disse personligheder eller 'states' er alle hver for sig lige hele. Den organiske proces hvor de forskellige personligheder eller 'states' - såsom Jehova eller Elohim, Rahab eller Sulamith, Satan eller Jesus - afløser hinanden i et menneskes levned, kan Blake kun udtrykke i mytebilleder.

Næppe nogensinde er sammenhængen i sjælen - og sammenhængen i historien - fremholdt så skarpt og så selvfølgeligt som hos Blake, skriver Grønbech. Men det realistiske i hans psykologi giver sig tydeligst til kende i at han aldrig opererer med principper eller kræfter. Jehova, Elohim, Rahab osv. eksisterer kun som personligheder. Og det er denne dybde, denne plasticitet, i personligheden som kræver billedets form. Men alle de billeder han bruger er ikke snedige lignelser til at antyde noget gådefuldt; han har set dem. Blake nåede ikke sine resultater ved at spekulere sig til en verdensforklaring eller et verdensbillede, men beskrev nøgternt hvad han iagttog og samlede sine iagttagelser til et helhedssyn.

Hvis man vil forstå Blake er det derfor ikke nok at man i almindelighed anerkender muligheden af et sådant helhedssyn. Man får ikke mening i hans vers, før man har lært, at det er en og samme verden som blev sprængt og rullede ud i fladen, dengang mennesket rettede sit blik mod jeget og mistede skaberevnen.



Livet strømmer fra det tidløse     
Til toppen   Næste afsnit

Det er denne tragiske syndefalds-historie Blake vil skildre, og den lægger sig aldrig velvilligt i de episke former vi har dannet. Blake anerkender fuldt ud årsagskæden i tiden, den er ham så virkelig at den fylder ham med gru. Hvad man end vil mene om hans syner, vidner de ikke om bristende virkelighedssans; mere indtrængende kulturhistorie er aldrig opkommet i nogen historikers hjerne. Denne gale drømmer har set dybere ind i tidens sjæl end nogen socialøkonom, og han har formået at udtrykke ånden i dens stræben med et fyndsprog: hjulene snurrer, arbejderne træller for at skabe mestrene allegoriske rigdomme, siger han.

Og Grønbech tilføjer - med åbenlyst sigte på tændstikkongen Ivar Kreuger og hans finanstransaktioner i tyverne, som han gjorde til genstand for et par artikler i 'Frie ord' 1947: Nutiden, som har set de allegoriske rigdomme opløse sig i papir, skulle ikke have nogen vanskelighed ved at fatte meningen; men dybden og realismen i ordene afslører sig først helt for den der følger hans tanke ned til det sted hvor den har sin rod i erfaringen.

Men selvom Blake anerkender årsagskæden i tiden, kan den historie han skriver aldrig blive det vi almindeligvis forstår ved ordet, thi vel er øjeblikkene kædede til hinanden ved en jernhård lov, men de strækker sig tillige bag om begivenhederne - til det evige og tidløse. Hver naturlig virkning har en åndelig årsag, siger han. Det egentlige liv i sjælen strømmer ud fra det tidløse, fra fantasien, og derfra får det både sin kraft og sin skæbne. I hvert øjeblik er livet selv til stede; hvert nu er verdensløbet trængt sammen til en lidenskab der sprænges ud i form af nød og jubel. Hver gang livet brister er det en og samme begivenhed der indtræder: syndefaldet.

Grønbech skelner altså - og må som videnskabsmand skelne - mellem den historie der lever et evigt liv i mennesker og den historie der er en række kronologiske begivenheder hængt op på datoernes (og minutternes) knager; og han har i sine værker gang på gang dokumenteret sin evne til at trænge om bag traditionens spindelvæv ved hjælp af tidsperspektiv og kronologiske ræsonnementer. Men ikke desto mindre er han enig med Blake og Grundtvig og de primitive kulturfolk i at den eneste fortid der betyder noget, det er den fortid der lever inden i hvert enkelt menneske som skabende nutidig 'fantasi' eller 'instinkt', altså den mytiske historie.

Og på denne indsigt beror profetens kunst. Derfor var Blake for Grønbech ikke blot kunstner, psykolog og historiker, men profeten af hvem man kan lære noget af hemmeligheden om ikke den hele ved at være profet. Profeten er, siger Grønbech, netop en mand der oplever sin samtids historie i alle årer og knogler så han i angstens syner skønner hvor vejen går hen.



Evigheden forelsket i tiden     
Til toppen   Næste afsnit

William Blake var i næsten enhver henseende noget for sig selv - som menneske, kunstner, mystiker og samfundskritiker. Hans værker er umiddelbart fascinerende for enhvert åbent menneske, men unægteligt også på mange punkter vanskeligt tilgængeligt, fordi hans verdensanskuelse, livssyn, sprog og psykologi er forskellig fra vor tids. Det kræver derfor både indlevelse og brud med vanetænkning at følge ham. Men det lønner sig.

Vilh. Grønbechs bog er ikke alene en af denne forskers og kulturkritikers vigtigste bøger, men også et eminent udtryk for hans specielle metode og formidlingskunst: at lægge det hårde slid med kilderne så fuldstændigt bag sig at resultatet bliver en gendigtning, hvor man får lov at følge mødet mellem to åndsbeslægtede mennesker i et spil, hvor det sædvanlige skel mellem objektivt og subjektivt bliver udvisket. En sådan metode går ud over værkets videnskabelighed i snævreste forstand - og naturligvis hvad mange ringere begavelser ustandseligt har bebrejdet Grønbech, og stadigt - i troen på absolutte sandheder - bebrejder folk der prøver noget lignende. Men til gengæld bliver resultatet så levende, pågående og provokerende, at man tvinges til egen eksistentiel stillingtagen.

Hvad Uthaugs bog angår, er den af en helt anden karakter, men også den en fremragende gennemgang af Blakes omfattende og vanskeligt tilgængelige værk, klar i sin disposition og fremadskridende fremstilling, nyttig med sine oversættelser, oversigter, noter og tillæg, og så er den ydermere en utroligt smuk bog, hvad angår såvel opsætning som tryk. Desuden medtager den jo den nyeste forskning.

Et enkelt væsentligt punkt finder jeg dog meget kritisabelt, nemlig at Uthaug overhovedet ikke indlader sig på en forklaring på forskellen mellem fantasi og forestilllingsevne, selvom Blake skelner mellem "fancy" og "imagination", og foretrækker det sidste ord som det mest præcise. Uthaug bruger ordet fantasi hele vejen igennem.

Men når man skal prøve at finde ud af, hvorfor Blake skelner mellem vision eller fantasi (d.e. imagination = forestillingsevne) på den ene side og fabel og allegori på den anden og selv henviser til at visionen refererer til det evige, men fablen og allegorien refererer til hukommelsen (og dermed det sansebetonede), så turde det være temmelig klart, at der bagved ligger en skelnen mellem den form for fantasi, som også beror på det sansebetonede, nemlig muligheden for fri sammensætning af hukommelsens billeder, og den form for fantasi som primært bygger på muligheden for at få indsigter i tilværelsen som går dybere og går ud over den almindelige fantasis associeren med alt muligt. Der er ikke blot tale om muligheden for i fantasien at forestille sig brud på naturlove (hvad der kan være ganske spændende og som ofte meget morsomt udnyttes i surrealistisk kunst), men muligheden for med det indre øje at se - virkeligt se - ind i det Uthaug med et velvalgt udtryk kalder 'den kosmiske smedje', den evighed som uudtømmeligt strømmer ud i konkrete billeder eller konkrete 'emanationer' (for nu at bruge et af Blakes egne udtryk, som Uthaug mærkeligt nok heller ikke kommer ind på).

I denne forbindelse kan jeg ikke lade være med at undre mig over, at Uthaug slet ikke citerer, endsige udnytter, Blakes efter min mening centrale sentens om, at evigheden er forelsket i tidens frembringelser. For det turde være det hele sagen drejer sig om.

Blake så på evigheden som en uudtømmelig kilde for såvel forestillinger som materialisationer i form af konkrete ting på jorden og konkrete værker lavet af mennesker i form af enten håndværk eller kunst (for Blake i grunden det samme).

Der var hos Blake især i tidlige faser en tendens til at betragte materialisationen som et beklageligt fald fra himmelen eller det evige ned på jorden og til det timelige, men efterhånden som han indså ‘komplementariteten' i verden, at der er en dobbeltdrift i alt, så gik han væk fra at betragte det jordiske som noget negativt - medmindre det blev fastfrossent i en stavnsbinding til det materielle, nyttige, borgerlige. Men det var op til mennesket selv at undgå denne stavnsbinding ved at fastholde tilgangen til det evige.

Blake er virkelig som Uthaug siger en udfordrer til mange sider af os selv, fordi han udfordrer konformiteten og vanetænkningen, moralismen, rationaliteten og humanetikken. Og frem for alt peger han på kunsten som porten ind til evigheden, til forskel fra videnskaben der er bundet til sansning og årsagslov.



Det intense gudsforhold      
Til toppen   Næste afsnit

Men Uthaug gør også opmærksom på, at Blake først og fremmest var en mand som hele livet var optaget af en eneste ting, nemlig sit gudsforhold. Dette er fuldstændigt rigtigt - og gør det muligt at komme med den tilføjelse, at Blake ikke alene pegede på kunsten som porten til evigheden, men også på religionen (forudsat man ikke herved forstår konventionel kirkelig religion).

Men det er til gengæld også det der gør det svært for mange mennesker i vore dage at forstå, ja overhovedet se formålet med at beskæftige sig med Blake. For de fleste har - af gode grunde - fået religionen galt i halsen og går derfor naturligt nok langt uden om den. Men for Blake var den så central, at man ikke har en chance for at forstå ham, hvis man går uden om hans gudsforhold.

Men også her må man stedse have for øje, at Blake går imod ikke alene den sædvanlige kirkelige kristendom og teologi, men også ethvert forsøg på at give religionen et rationelt eller "naturligt" grundlag, således som deisterne gjorde. 1700-tallets opfattelse af naturen var måske nok lidt speciel, men takket være naturvidenskaben ligger det jo stadig fast i almindelig tankegang, at det naturlige er det der kan sanses med sanseorganerne og derfor måles og vejes, og at alt der ikke kan sanses og måles og vejes på denne måde i grunden ligger uden for naturen. De der vil prøve at redde religionen, tyer derfor til den fuldstændigt håbløse og selvmodsigende vej at indrangere den under det i snæver forstand naturlige, målelige og rationelle - og betragte alt andet som overtro, overnaturlighed og metafysik.

Her var Blake forbløffende klar og fremsynet: Hvis man prøver at opfatte religionen og gud under sådanne betingelser tager man livet af begge. Det ville nemlig være en total misforståelse. For religion og gudsforhold er et ægte, intenst og dynamisk forhold til noget uden for det målelige og rationelle, som aldeles ikke behøver at have noget med overtro eller metafysik at gøre, men først og fremmest har den funktion at gøre virkeligheden levende for os og gøre os selv til subjektivt ansvarlige mennesker.

Den afgørende forskel mellem kunst og religion på den ene side og videnskab og borgerligt samfundsliv på den anden side ligger i forskellen mellem objektivitet og subjektivitet. Objektiviteten knytter sig til sanse-perceptionen, håndgribeligheden, måleligheden, årsagssammenhængen og nyttehensynet, medens subjektiviteten knytter sig til intuitionen og følelsen af subjektiv mening og sammenhæng.

Og når så mange mennesker i vore dage, ja siden rationalismen og industrialiseringen prøvede at gøre os én-dimensionale og ensrettet (rettet ind mod praktisk nytte, effektivitet, produktion, rigdom og ejendomsbesiddelse), er bundet af denne objektivitet og rationalitet og bliver ofre for den, så skyldes det ikke dens værdi og anvendelighed inden for sine egne grænser, men at der ikke bevidst og præcist sættes grænser for dens anvendelse, og at adgangen til subjektivitetens værdier forbliver tilstoppede og tilslørede.

Uthaug har megen ret i at det ikke går an uden videre at betragte Blake som romantiker, for han gik og går langt videre. Han er faktisk ældre end romantikken - og langt mere fremtidsrettet.



Blake dybdepsykologisk set     
Til toppen   Næste afsnit

Uthaug har også megen ret i at sjælen trænger til indre billeder, og til toner som griber fat i vort indre bevidsthedsliv. For sagen er just, at billedet og musikken - ja man kunne tilføje humoren og legen - tilhører dybere lag i menneskesjælen end ordet, logikken og rationaliteten samt nyttehensynet. Det er lettest at se, hvis man bruger dybdepsykologiens briller. For netop dybdepsykologien kan påvise, at det er helt andre regler og lovmæssigheder der gælder for primærprocesserne end for sekundærprocesserne. Og det er primærprocessernes udfoldelse der er grundlaget for værdiopfattelse, kvalitetsopfattelse, fornemmelse af mening og sammenhæng og derfor grundlaget for såvel barnets subjektivitet som for den voksnes subjektivitet - i leg, humor, kunst og religion.

Blake måtte af gode grunde give op over for en tilbundsgående kritik af naturvidenskaben, rationalismen, deismen og empirismen, fordi han ikke på datidens betingelser - kunstnerisk, litterært og sprogligt - kunne fremlægge en psykologi og erkendelsesteori der skar igennem det rationalistiske væv på den ene side og det kristelige væv på den anden side.

Og Uthaugs bog om Blake giver også op, men ikke af samme gode grunde, for faktisk er de filosofiske og psykologiske betingelser i dag til stede for at kunne løse realitetsprøvelsens og eksistensens store problem: hvad er meningen med det hele, herunder meningen med at vi starter som evige væsener, men dumper ned i materialisationens, legemliggørelsens, sansningens, timelighedens og historiens begrænsning. Det er jo på en og samme gang en nødvendighed at dumpe ned i denne materialisation og en opgave eller udfordring for så vidt målet må være at befri sig fra følelsen af den bundethed til materien, som faldet indebærer. Men denne befrielse er mulig i og med at det er muligt at komme gennem erfaringens veje og besvær og frem til en generhvervet uskyld på et højere plan end barnets i og med at vi lærer at skaffe os tilgang til det evige.

På denne måde kommer realitetsprøvelsen ikke til at bestå i at acceptere begrænsninger uforbeholdent og ukritisk og dermed acceptere det bestående som det eneste, ja bedst mulige, men den kommer til at bestå i på komplementær vis at acceptere både begrænsningen og friheden, både materialisationen og mystikken, både lidelsen og befrielsen, både retfærdigheden og barmhjertigheden, både lidenskaben og freden, både helvede og himmel, både ondt og godt.

Der er med andre ord ikke tale om at forene uforenelige ting - det ville være paradoksalt og altså indebære ophævelse af begreberne. Nej, der er tale om ægte komplementaritet: modsætningerne forbliver modsætninger, men de betragtes som sideordnede med hver deres betydning og værdifuldhed. Alt går derfor ikke op i en eller anden højere harmoni, for denne er dybest set det samme som stilstand. Der vil tværtimod vedblive at være den ubalance i tingene, som dynamikken skaber, men man kan undgå at ubalancen og modsætninger fører til destruktiv kamp om overherredømme og i stedet for sikre en konstruktiv dynamik, dvs en dynamik der lader energien og lidenskaben folde sig ud i en fremadrettet overskridelsesproces, der kan blive til fælles bedste.

Det er muligt at komme en forståelse af Blake nærmere gennem den jungianske og grønbechske dybdepsykologi og det bohrske komplementaritetssynspunkt.

Og det er først og fremmest muligt gennem Blake's opgør med traditionel kristendom at forstå sekulariseringens dybeste idé, så man undgår at smide ægte religion og gudsforhold ud med de dogmatiske systemer.

Jan Jernewicz



Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk

Under titlen: Blake - Chagall - Carl-Henning Pedersen - Fænomenologi.



Se nærmere under klik



Henvisninger     
Til toppen

Litteratur:

The Complete Writings of William Blake.
v/Geoffrey Keynes. Oxford University Press. (mange udgaver).

The Complete Poetry & Prose of William Blake.
v/David D. Erdmann. (Doubleday, London. Rev. Edit. 1988.)

S. Doster Damon: A Blake Dictionary. The Ideas and Symbols of William Blake (University Press of New England. Rev. Edit. 1988 (oprindeligt 1924))

William Blake: Udvalgte skrifter v/Niels Alkjær.
(Thaning & Appel. 1970.)

Syner og fakta. William Blake: Lyrik, "profetiske bøger" og prosa i udvalg og gengivelse med forord af Jørgen Sonne. (Gyldendal. 1987)

Vilh. Grønbech: Blake. Digter - kunstner - mystiker.
(Povl Branner. 1933.) - Med flere oversættelser/gendigtninger.
- Genudgivet ved Bo Alkjær (Forlaget Vangsgaard. 2003).

Geir Uthaug: Den kosmiske smedje. William Blake.
Liv - digtning - verdensbillede. (Batzer & Co. 2002).
Tillæg med gendigtning af det store digt "Jerusalem",
registre over steds- og personnavne samt bibliografi.

Martin Butlin: William Blake. 1757-1827. (The Tate Gallery. 1990).

William Blake. Catalogue. Tate Publishing. 2002. 302 p.
On occasion af the exhibition at Tate Britain, London.

William Blake: The Complete Illuminated Books. 480 p.
(Thames & Hudson. In association with The William Blake Trust. 2000)



Link til Tate Gallery's website.



Henvisninger til artikler om Grønbech:

Grønbechs kulturopgør
Grønbechs metode
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech
Humor og tragedie



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   Printversion  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 11.9.2016