Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - oersted

ESSAY FRA JERNESALT - 23.5.10.


H.C. Ørsteds dristige, men umulige naturfilosofi
- Visioner, begrænsninger og fejlslutninger

Fornem biografi om Ørsted
Ørsteds levned i store træk
Karakter og filosofisk grundsyn
Datidens filosofiske begreber
Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen
Ørsteds 'Naturæstetik'
Idealerne om almendannelse
'Ånden i naturen' - Ørsteds filosofiske testamente
Dan Ch. Christensens ufuldstændige perspektivering
Helhedsrealismens progressive perspektivering
Henvisninger



Fornem biografi om Ørsted    
Til toppen  Næste

Hans Christian Ørsted (1777-1851) var søn af en apoteker i Rudkøbing og blev uddannet som farmaceut ved Københavns Universitet, men blev i 1806 ekstraordinær professor og fra 1817 ordinær i fysik og kemi ved samme universitet og regnes først og fremmest som fysiker i kraft af sin opdagelse af elektromagnetismen i 1820. Men han var fra starten af sin forskning til sin død lige så meget tværfaglig filosof der i sin forskning og pædagogik i højere grad fokuserede på æstetik, etik, helhedssyn og almendannelse end på eksperimentalfysik og naturvidenskab - og vel at mærke gjorde det ud fra det grundsynspunkt at det alt sammen havde sit udgangspunkt i de samme love. Naturlovene var for ham det samme som fornuftslovene. Denne helhedsfilosofi videregav han til samtiden i form af to-bindsudvalget af essays og afhandlinger (1850-51) som han kaldte 'Ånden i Naturen' og som er hans filosofiske testamente. Skriftet vakte opsigt blandt hans tilhængere i København og blev også oversat til tysk, engelsk og fransk. Men det forblev stort set upåagtet i udlandet og blev herhjemme i højere og højere grad forbigået af den mere og mere positivistisk indstillede naturvidenskab der fulgte efter Ørsted.

Dette har historikeren Dan Ch. Christensen nu fået grundigt belyst i sin store og omfattende to-binds biografi om H.C. Ørsted - med den meget sigende titel 'Naturens tankelæser' - på ialt 1209 sider. Og bagved ligger mange års arkivstudier omkring Ørsted og hans tid. Men også en helt elementær personlig fascination af en videnskabsmand der ikke havde det så godt med matematikken, men "krævede at man skulle kunne se de fysiske forandringer for sig i et forsøg. De måtte ikke abstraheres bort i matematiske repræsentationer". Der er så at sige to abstraktionsniveauer i fysikken såvel som i tilværelsen: et mekanisk og et dynamisk - og det var det sidste Ørsted var tiltrukket af og fandt det som sin livsopgave at forsvare.

Christensen påpeger at Ørsted i forlængelse af Kants naturmetafysik opstillede et dynamisk program der satte studiet af immaterielle fænomener som lys og varme, elektricitet og magnetisme i centrum. Han var dermed i modsætning til enevældens konventionelle krav om forskningens teknologiske nytte og motiverede i stedet behovet for naturvidenskaberne med erkendelsesteoretiske og æstetiske begrundelser.



Ørsted udmærker sig ifølge Christensen ved som naturforsker at være den der i kraft af sit berømte eksperiment som førte til opdagelsen af elektromagnetismen er den eneste der har påvist berettigelsen af Kants kritiske filosofi i fysikken. "Derved blev Ørsted ophavsmand til en videnskabelige revolution, som for al fremtid ændrede de fysiske videnskaber" og endda - omend som en utilsigtet sidegevinst - "indvarslede en fremtid baseret på elektrisk energi og telegrafi".

Christensen karakteriserer alt i alt Ørsted som "en frygtindgydende ambitiøs, entreprenant og original skikkelse i dansk forskning og kulturliv". Men han tilføjer, at Ørsted samtidig bibeholdt "en barnlig, næsten naiv og tillidsfuld udstråling, som gjorde ham afholdt og respekteret - også af folk der ikke delte hans anskuelser".

Først og fremmest var der helhed og sammenhæng i Ørsteds forskning og filosofi, og derfor understreger Dan Ch. Christensen, at han finder det ubeføjet og i strid med Ørsteds egen selvforståelse at splitte hans forfatterskab og helstøbte indsats op i to usammenhængende dele og dermed tilpasse ham til det positivistiske videnskabsideal, der siden blev dominerende og må regnes som kanoniseret i 1920. Den positivistiske bedømmelse af Ørsted genfindes i den redegørelse for Ørsteds liv og værk som dr. phil. Kirstine Meyer på Videnskabernes Selskabs opfordring udarbejdede i hundredåret for Ørsteds store opdagelse og som hun gav vandtætte skodder til hans æstetiske, filosofiske og religiøse forfatterskab. Hele denne ulyksalige opsplitning vender Christensen - som vi skal se - tilbage til i sit efterord. Hans biografi kan derfor tages som ét stort forsøg på at rehabilitere H.C. Ørsted som tværfaglig forsker og helhedsvisionær filosof. Og det er præcis dette forhold der gør biografien yderst relevant for undertegnede og dermed for Jernesalts projekt.



Nærværende essay vil først og fremmest give en skildring af Ørsteds levned og filosofi, men også rumme en kritik af Dan Ch. Christensens opgør med positivismen som værende helt utilstrækkelig, men det skal understreges at det foreliggende værk om Ørsted simpelthen er den smukkeste biografi undertegnede nogensinde har haft i hænderne.

'Naturens tankelæser' er ikke alene så grundig, at den nøje følger og beskriver H.C. Ørsteds liv og forskning, men også skildrer hans familie, lærere, fagfæller, elever, tilhængere og modstandere foruden hele samtiden og alle de kulturpersonligheder der dominerede videnskab og kultur og som Ørsted i vidt omfang havde nær personlig kontakt med som det kosmopolitiske menneske han var. Og det er altsammen skildret i et levende sprog.

Hertil kommer imidlertid et meget stort udvalg af illustrationer, der ikke blot omfatter portrætter af personerne, men også steder og lokaliteter samt fysiske forsøg og forsøgsopstillinger. Alene illustrationsfortegnelsen fylder 9 sider med to spalter! Så vidt jeg kan skønne er samtlige portrætter og daguerreotypier af Ørsted selv medtaget, det gælder først og fremmest C.A. Jensens to portrætter fra hhv 1832 (SMK) og 1842 (Frederiksborg), Eckersbergs fra 1822 (som Danmarks Tekniske Museum meget naturligt har fået) og Marstrands berømte maleri fra 1851 (Frederiksborg). Der bringes naturligvis billeder af Ørsteds egne forsøg, men også at Voltas, Amperês, Faradays og andres. Der gengives detailkort og planer over såvel København som Paris, Berlin og en vigtig kulturby som Jena (med angivelse af Fichtes, Schlegelbrødrenes, Humboldts, Goethes, Schellings og Ritters logier, hvor Ørsted kom). Og som et raffinnement er begge bindomslag forsynet med en kant med den farveskala Ørsted fandt frem til ved sine meget omfattende eksperimenter med lys og farve.

Alt er gengivet med udsøgt akkuratesse der gør både Museum Tusculanums Forlag og designer Pernille Sys Hansen fra Damp Design samt Peter Thorsted fra Clemenstrykkeriet i Århus største ære. Det har været en bekostelig bog at få trykt, men gennem tilskud fra Carlsbergfondet, Den A.P. Møllerske Støttefond og Willum Kann Rasmussens Fond har prisen kunne holdes overraskende lavt på 500 kr.

H.C. Ørsted fortjener en biografi af denne kaliber. Og den burde give anledning til nye overvejelser om forskning og eksistens der kunne være med til at bryde den ensidige præference for en videnskabelighed der reelt holder sig på metodisk afstand af al kunst, moral, politik eller religion og ikke kerer sig om de erkendelsesteoretiske og psykologiske teorier der er forudsætningen for en relevant behandling af disse fagområders store eksistentielle problemer og som alene kunne bringe nutidens dannelsesniveau op på et tidssvarende niveau.

I det følgende gives først en bred, men dog langt fra udtømmende gennemgang af H.C. Ørsteds liv og udvikling på basis af Dan Ch. Christensens biografi. Derefter følger en bestemmelse af hans karakter og filosofiske grundsyn og en kort gennemgang af væsentlige begreber i datidens filosofiske begrebsramme som optakt til de specifikke afsnit om Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen, hans filosofiske overvejelser om naturæstetikken og almendannelsen samt 'Ånden i naturen'. Og tilsidst afsluttes med en gennemgang af henholdsvis Dan Ch. Christensens og Jernesalts forskellige perspektivering af Ørsteds indsats.



Ørsteds levned i store træk    
Til toppen  Næste

Hans Christian Ørsted blev født den 9.3. 1777 i Rudkøbing, hvor hans far var apoteker. Allerede som 11-årig begyndte han at assistere i apotekets laboratorium og dermed få træning i den fascinerende praktiske kemi. Han og den kun halvandet år yngre broder Anders Sandøe, der siden blev jurist og trådte i Centraladministrationens tjeneste, havde livet igennem et nært forhold til hinanden, og de delte tidligt interessen for Kants filosofi. I 1794 rejste de sammen til København for at få studentereksamen og embedseksaminer ved hvert sit fakultet.

HC's hovedinteresse var kemien, men dette fag kunne man dengang ikke tage eksamen i (der var end ikke et naturvidenskabeligt fakultet ved universitetet), så han blev farmaceut ved det medicinske fakultet i 1797 og skrev prisopgave om fostervand. I 1799 blev HC doktor på en afhandling om Kants metafysik og tilsluttede sig dennes teori om stoffet som dynamisk, men kritiserede til gengæld Kants dertilhørende afvisning af kemien som en egentlig videnskab. Efter Kants mening kunne kun ikke-dynamiske (synlige og håndgribelige) stoffer sanses og gøres til genstand for måling og videnskab.

I 1800 underviste HC de farmaceutiske studerende i kemi som ulønnet adjunkt. Det var samme år den italienske fysiker A. Volta opfandt det kemiske batteri, der blev opkaldt efter ham (Volta-søjlen) og som for første gang gjorde det muligt at eksperimentere med elektricitet. Ørsted opfandt i 1801 selv et galvanisk apparat der var mere effektivt end Voltas - og var således fra starten sporet ind på grundforskning. Samtidig med sin undervisning bestyrede Ørsted Løveapoteket på Strøget for professor Manthey, ligesom han i en periode underviste dennes elever i kemi. På Løveapoteket blev han forlovet med jomfru Probsthein der havde ansvar for apotekerens daglige husholdning.



I årene 1801-04 var Ørsted på en såkaldt dannelsesrejse til Tyskland, Frankrig og Holland, officielt for at studere naturvidenskab (det var det han havde fået legater til), men reelt lige så meget for at stifte bekendtskab med de filosofiske retninger i tiden. I Jena, den tyske Romantiks højborg, traf han den jævnaldrende og dybt originale naturforsker J.W. Ritter der netop eksperimenterede med elektrokemi og kom til at stå Ørsted meget nær.

I Jena kom Ørsted også under stærk påvirkning af den tyske filosof F.W.J. Schelling, der inspireret af Kants Naturmetafysik var kommet til det resultat at ånd var usynlig natur og natur synlig ånd - og som skabte en slags dynamisk fysik. Den optog Ørsted og flere andre, herunder den Henrik Steffens som inspirerede Adam Oehlenschlæger til 'Guldhornene' og betragtes som forløseren af romantikken i Danmark. Men Schellings fysik var rent spekulativ og holdt i længden ikke for Ørsteds kritik. Til gengæld traf denne en ungarnsk kemiker, J.J. Winterl, som også beskæftigede sig med elektrokemi. Og så var Ørsted iøvrigt en flittig gæst i de tyske 'saloner', hvor begge køn deltog i frie meningsudvekslinger, oplæsninger og musiceren.



I Paris konstaterede Ørsted straks at de franske forskere var totalt uinteresseret i den tyske naturfilosofi. Her gjaldt endnu den flogistiske teori, den første egentlige teori i den nye elektrokemi, der antog at enhver forbrænding forudsatte et bestemt stof (flogiston). I Frankrig gjaldt desuden korpuskularteorien der gik ud på at alt stof (inklusiv lyset) bestod af udelelige atomer eller 'smålegemer' (korpuskler) som man imidlertid lige så lidt kunne sanse som den usynlige væske man formodede måtte befinde sig imellem dem. De franske teorier skal igen ses i lyset af Laplaces mekanistiske verdensbillede, ifølge hvilket hele universet var ét stort himmelsk urværk af rent mekanisk art (celeste mécanique), hvis bevægelser var ufravigeligt determineret af årsagsloven (den universelle lov for al bevægelse).

I Frankrig fik Ørsted lært fransk, så han blev i stand til at tale det flydende. I forvejen talte han tysk til fuldkommenhed, som alle forskere og embedsmænd i Danmark gjorde på det tidspunkt. Græsk og latin havde han også lært, men han blev aldrig nogen stor latiner - og overlod det til andre at oversætte sine afhandlinger til dette sprog. Engelsk var endnu ikke et hovedsprog i videnskabelig eller anden sammenhæng, men Ørsted fik det dog efterhånden lært til husbehov på sine rejser i England.

I Frankrig gik Ørsted bl.a. til forelæsninger hos kemikeren (og ballonskipperen) J.A.C. Charles der var en dygtig eksperimentator, men navnlig gjorde dybt indtryk på Ørsted ved at holde forelæsninger uden manuskript. Det var ikke normalt dengang, men blev en rettesnor for Ørsted der med årene blev en glimrende forelæser og foredragsholder der kunne samle mange tilhørere.

I Paris led H.C. Ørsted et sviende videnskabeligt nederlag, da han inspireret af sin ven Ritters opdagelse af jordens to galvaniske (elektriske) poler ville gentage dennes eksperiment for et videnskabeligt selskab hvoriblandt var førende forskere som Laplace, Coulomb, og Biot. Alle var spændte på udfaldet, for hvis det lykkedes Ørsted at verificere Ritters opdagelse, ville det være epokegørende. Men nålen gjorde denne gang ikke det lille udsving den havde gjort under Ørsteds tidligere forsøg. Ørsted selv var lamslået - og alle forhåbninger om at få tildelt den nyoprettede og eftertragtede Napoleonpris gik i vasken.



Ørsted vendte hjem som et fuldmodent menneske og en inspireret forsker, der havde brugt sine øjne og øren og tilegnet sig vigtige indsigter af både naturvidenskabelig og filosofisk art samt skaffet sig et væld af gode kontakter han siden kunne trække på. Hans sociale kompetence var stor. Han havde let ved at komme i kontakt med andre mennesker og vinde deres tillid. Og han holdt sine forbindelser vedlige. Dog måtte han efter hjemkomsten opleve at være blevet svigtet af sin forlovede - simpelthen fordi han havde været for længe i udlandet. Hun havde fundet en anden. Til gengæld kunne han genoptage de mange samtaler med broderen Anders og med de øvrige venner som J.L. Heiberg og Oehlenschlæger, hvis begavede søster Sophie var blevet gift med Anders. HC var også gæst i de saloner Heibergs svenskgifte moder fru Gyllembourg holdt.

Ørsted sendte et forslag til universitets ledelse om oprettelse af et institut for eksperimentalkemi, men det vandt ikke tilslutning. Til gengæld fik han til opgave at bestyre en instrumentsamling universitetet rådede over. Og han indbød interesserede københavnere af begge køn til forelæsninger om kemi. Han pointerede vigtigheden af filosofiske helhedsbetragtninger i forskningen. Naturen skulle ses som en sammenhængende helhed. Ørsted var dog meget omhyggelig med hverken at blive taget til indtægt for den franske flogiston-teori eller for den tyske naturfilosofi i Steffens' lidt for romantiske udgave. Og han gik også i gang med at skrive en ideel lærebog i naturlære, men han fik kun skrevet første del om den mekaniske fysik og bevægelseslovene. Anden del om kraft blev skrevet, men ikke udgivet, og tredje del om selve det dynamiske projekt blev aldrig skrevet.

I 1806 blev Ørsted som allerede nævnt udnævnt til ekstraordinær professor i fysik ved det medicinske faktultet, og i 1817 ordinær professor i fysik ved det filosofiske fakultet. I 1808 blev han medlem af Videnskabernes Selskab og allerede i 1815 og lige til sin død tillige dets sekretær, en post han lagde meget arbejde og organisatorisk talent i, fordi han lagde stor vægt på at formidle nye resultater i den videnskabelige forskning.



Ganske betegnende for H.C. Ørsteds brede filosofiske indstilling var hans store interesse for både tonekunst og billedkunst og deres fysiske aspekter. Ørsted blev bekendt med den tyske fysiker E.F.F. Chladnis akustiske forsøg med klangfigurer der opstod i fint sand (såkaldt heksemel) på en elastisk metalplade, når denne blev strøget på randen med en violinbue. Mønstrene betog Ørsted dybt, fordi de for ham var et tegn på den overordnede orden og harmoni han så i naturen. Og da Ørsted var selskabeligt anlagt optrådte han ofte med heksemel og violin for det taknemmelige publikum. Men Ørsted blev også optaget af Rousseaus og andre romantikeres interesse for musikken. Han delte Rousseaus opfattelse af musikkens primat over teksten. Og skrev endda en dialog om 'Grunden til den fornøjelse tonerne frembringe'. Dialogen blev hans foretrukne skriftlige meddelelsesform til det almene publikum. Det var bygget meget belærende eller 'pædagogisk' op og virker ikke så lidt omstændelige og trættende i dag.

I en anden dialog kom Ørsted ind på et udbredt problem blandt debattørerne: nemlig den metode at ramme sin modstander ved at sætte ham i bås. Ørsted selv følte sig som offer for denne uværdige debatform. Og han ville netop ikke sættes i bås med den nyere romantiske skole sammen med metafysikere, kantianere, steffensianere, schellingianere, winterlianere, ritterianere og andre. Han erklærede sig tværtimod som en fordomsfri og selvstændig forsker, der forholdt sig åbent lyttende til alle seriøse bidrag til en dynamisk naturvidenskab og naturæstetik.

Ifølge ham selv var hans fortjeneste selve den overordnede forståelse af hvordan forskellige forskningsresultater faldt på plads i et nyt dynamisk system. Han støttede sig til Kants erkendelsesteori, Ritters og Winterls elektrokemiske forsøg og teorier, Chladnis klangfigurer og Romantikkens betragtning af naturen som stedse tilblivende ('natura naturans') - men var ikke sådan at putte i bås.



Endnu inden han selv var blevet sekretær i Videnskabernes Selskab fremsendte Ørsted et provokerende forslag til en prisopgave om forholdet mellem elektricitet og magnetisme, et forslag som den siddende sekretær var inderligt imod, men som ikke desto mindre blev vedtaget - og angiver HCs tidlige målrettethed.

1812-13 var Ørsted påny på en længere udenlandsrejse, igen til Berlin og Paris og igen for legatmidler. Formålet skulle egentlig være at skaffe viden om praktisk kemi som kunne bruges til nyttig industri hjemme, men Ørsted brugte primært tiden til at udforme en udgave af en dynamiske lære i en afhandling han kaldte 'Ansicht der chemischen Naturgesetze durch die neueren Entdeckungen gewonnen' der må betegnes som et hovedværk i hans forskning. Han betegnede udtrykkeligt studiet som et tankeeksperiment, og han var fuldstændigt på det rene med at et tankeeksperiment ikke i sig selv er naturvidenskab. Der må eksperimenter eller observationer til for at teste nye 'regulative ideer'.



I 1813 opstod der i Danmark en 'Panteismestrid', dvs en strid om hvorvidt Gud og verdensaltet var ét og det samme. Striden var et ekko af den tyske strid der udsprang af Schellings panteistiske naturfilosofi, som kirkens folk betragtede som kulturelitens underminering af evangelisk-luthersk kristendom, og som især N.F.S. Grundtvig tordnede imod. Grundtvig påstod at Schellings Naturphilosophie direkte stred mod kristendommen, og selvom Ørsted sagtens kunne se svaghederne i Schellings filosofi, så hævdede han i debatten at Grundtvig manglede filosofiske forudsætninger for at forstå hvad sagen drejede sig om. Brødrene Ørsted betragtede Grundtvig som en farlig mand for Oplysningen og 'den lærde republik', den akademiske elites anskuelser og normer.

H.C. Ørsteds egen gudsopfattelse var minimalistisk. Naturen var nok Guds skaberværk, og videnskaben pegede mod alfornuften og dermed noget guddommeligt, men videnskaben tålte ingen indblanding fra religiøs side. Ørsted holdt i 1814 en festtale på Universitetet om 'Videnskabsdyrkelse som religionsudøvelse'. Han var filosofisk dualist og arbejdede med sin videnskab på at forbinde det timelige og det evige, idet han i udgangspunktet betragtede begge som irreducible.



I 1814 blev Ørsted i en alder af 37 endelig gift og det med en kvinde han længe havde kendt, nemlig faderens husholderske, den 24-årige Birgitte Ballum. Hun var datter af en sognepræst, men et ulærd og jævnt menneske, der hverken kunne sprog eller så meget som stave dansk blot nogenlunde korrekt. Dan Ch. Christensen noterer, at hun hverken var forsynets muse for Ørsted eller opfyldelsen af hans erotiske drømme, men der var ingen konflikt mellem deres sociale herkomst, og hun kendte og respekterede fuldt ud hans videnskabelige engagement. Han fik en dygtig husholderske der kunne sørge omhyggeligt for den store selskabelighed i det meget åbne hjem og samtidigt være en kærlig mor for de ialt otte børn, tre drenge og fem døtre. Den førstfødte datter døde som ganske lille, samme år som Anders Sandøe mistede sin hustru. Ørsteds valg af ægtefælle var velovervejet, han søgte ikke sin lige, men sin komplementaritet, noterer Christensen! Hun tog med ham på en enkelt udenlandsrejse, men foretrak af forståelige grunde siden at blive hjemme. Hun manglede sprogkundskaber for at kunne få udbytte af rejser i udlandet og samvær med udlændinge.

Hele vintersemestret 1819/1820 forelæste Ørsted privat i hjemmet i Nørregade i kemi og jordklodens fysik samt over elektricitet, galvanisme og magnetisme tillige med de kemiske naturlove. I en dobbelttime i april ville han med et selvfremstillet 'trugapparat' prøve at vise at stærke elektriske kræfter kunne påvirke en magnet. Magnetnålen gjorde udslag, men ikke særlig kraftigt, så Ørsted turde i første omgang ikke lægge noget definitivt i kompasnålens reaktion. Men da han endelig fik sommerferie og tid til at fortsætte forsøgsrækken, skete gennembruddet.

Forsøgene gengav Ørsted i notater af 15.7.1820, men 21. juli 1820 er datoen for den egentlige rapport om de elektromagnetiske forsøg, som han skrev på latin under titlen 'Experimenta circa effectum conflictus elektrici in acum magneticam' (Forsøg over den elektriske vekselkamps indvirkning på magnetnålen). I tilbageblik skrev Ørsted at han "ifølge tingenes store sammenhæng allerede i sine tidligste skrifter" havde "antaget, at magnetisme og elektricitet frembringes ved de samme kræfter", og "Da jeg allerede længe har anset de kræfter som er fremkaldt af elektriciteten for naturens grundkræfter, måtte jeg også udlede den magnetiske virkning deraf".

De umiddelbare reaktioner på denne definitive eksperimentelle bekræftelse af elektromagnetismen svingede ifølge Dan Ch. Christensen fra besvær med overhovedet at fatte forsøgsopstillingen over dyb skepsis til uforbeholden anerkendelse. Især de fransktalende korpuskularteoretikere var forudindtaget mod Experimenta, for de regnede simpelthen opdagelsen for en umulighed set ud fra Coulombs hypotese om den magnetiske affekt. Også Ampêre anfægtede Ørsteds teori. Men en tredje, D.F.J. Arago, underbyggede den.

Mange blev overrasket over at der ikke stod én eneste matematisk formel på Experimentas fire sider. Det var især en skuffelse i Paris, og det fik følger i den forstand, at den europæiske forskerverden i årtierne efter Ørsteds opdagelse forblev splittet i to grupper, som Dan Ch. Christensen opstiller på denne måde: På den ene side en sproglig-fysisk gruppe der udviklede nye visuelle modeller og begreber som indgik i tankeeksperimenter og forsøg (Ørsted og englænderen Faraday). Og på den anden side en matematisk-fysisk gruppe der omfattede forskere som Ampêre, Hansteen og Gauss.

Men opdageren kunne dog tage på regulære triumftog i Tyskland, Frankrig og England. Og han forlangte nu et radikalt valg mellem korpuskularteori og elektromagnetisme. De kunne ikke begge være sande.



I 1820'erne udspilledes med Christensens ord "et europæisk drama om hvad Ørsted egentligt havde opdaget". Ampêre påstod at magnetisme i virkeligheden var det samme som elektricitet. Han var dogmatisk materialist og fastholdt forestillingen om at fire forskellige væsker (to elektriske og to magnetiske) ikke kunne interagere. Han mente at Ørsted havde fejlfortolket sit eget forsøg ved at ignorere jordmagnetismen. Ørsted kunne på sin side ikke forstå Ampêres teori. For ham var elektrodynamikken forklarlig inden for rammerne af hans elektromagnetiske teori.

Et møde kom i stand mellem Ørsted og den indflydelsesrige franske matematiker og fysiker Pierrre Simon Laplace (1749-1827). Ørsted var duperet over dennes personlighed, men opdagelsen af den elektromagnetisme som franskmændene regnede for uopdagelig var faktisk et væsentlig bidrag til deterministen Laplaces fald som ubestridelig videnskabelig autoritet, ja ifølge Christensen måske det væsentligste enkeltbidrag. 'Experimenta' blev nemlig af den liberale opposition modtaget som en gave fra himlen og kom til at ændre magtforholdene og tænkningen i Paris på en måde som snart detroniserede Laplace.



I 1824 stiftede Ørsted efter engelsk forbillede 'Selskabet for Naturlærens udbredelse i Danmark'. Motivet var ikke omsorg for den lille, private håndværkers naturvidenskabelige kundskaber eller hans tekniske færdigheder, men derimod fremme af den offentlige interesse for naturvidenskaberne. I Ørsteds øjne måtte der for at fremme naturvidenskaben skabes et pres nedefra over for enevældskongen. Ørsted troede på at byernes næringsdrivende så naturvidenskaberne som nøglen til national velstand og civilisationens fremskridt. Almendannelsen var for Ørsted det primære formål for Selskabet. Det utilitaristiske formål, altså de tekniske fremskridt kom i anden række. Men gradvis gik det op for ham at spændingen mellem mæcenernes forventninger og hans egne ambitioner i længden var uholdbar.



I forbindelse med kristendommens tusindårsfest opstod der en stor teologisk strid mellem Grundtvig og den rationalistiske oplysningsteolog H.N. Clausen om fortolkningen af statskirkens trosgrundlag. Grundtvig udgav i 1822 en pjece om 'Kirkens Genmæle mod professor Clausen'. Grundtvig holdt sig til Luthers opfattelse at bibelen var Guds ord lige til bogstaven. For ham at se var Clausen derfor eksponent for en intellektualisering af den kristne tro. Gav statskirken køb, ville hele det konfessionelle grundlag skride. Clausen var i Grundtvigs øjne en farlig kætter, en falsk lærer der undergravede almuens kristentro.

I juridisk forstand drejede sagen sig om et kirkeretligt problem. Clausen mente den gamle præsteed ikke længere var tidssvarende og kunne lempes. Grundtvig derimod krævede en stramning af loven. I samtiden blev striden forenklet opfattet som en konflikt mellem frihed og trældom i forkyndelsen. A.S. Ørsted blev som generelprokurør i kancelliet og som lærer ved Pastoralseminariet blandet ind i sagen, og han kunne som broderen ikke døje Grundtvig. Begge anså Grundtvig for en obskurantist, en romantisk sværmer der ustandseligt gik over gevind og var indbildsk nok til at foregive at han talte på Vorherres vegne.

A.S. Ørsted mente at den bestående lov havde vist sig liberal nok til at rumme skiftende opfattelser af kirkens trosgrundlag. Og dette synspunkt offentliggjorde han i Juridisk Tidsskrift 1826, mens sagen endnu var åben, dvs inden den var afgjort af den enevældige kong Frederik VI. Det blev skæbnesvangert for AC's karriere. En eller anden i kancelliet der var A.S. Ørsted uvenligt stemt brugte nemlig sagen som påskud til at få kongen til at fælde Ørsted ud fra det endnu indiskutable princip, at enevælden ikke kunne tolerere at den embedsmand der havde det øverste ansvar for lovgivningen offentliggjorde sin version af lovens fortolkning, før majestæten havde truffet sin afgørelse. A.S. Ørsted stod dog fortsat højt i majestætens kancelli, men han måtte acceptere ikke mere at ytre sig offentligt! Og dette fik som praktisk følge, at det herefter blev Hans Christian der måtte give sit besyv med i moralske og juridiske anliggender på broderens vegne, når det var nødvendigt at komme med en offentlig tilkendegivelse.



I 1829 blev der endeligt oprettet en decideret Polyteknisk Læreanstalt i Købnhavn. Ideen var egentlig ikke Ørsteds, men matematikeren G.F. Ursins, men Ørsted tog den op og forvandlede den til sin egen ud fra et udkast fra 1808. Ursin var professor ved Kunstakademiet og for ham gik uddannelse af håndværkere og kunstnere hånd i hånd. Naturvidenskaberne var derimod underordnede. Det lå uden for konventionel tankegang at naturvidenskaberne skulle have noget at tilbyde håndværket. Men Ørsted, der betragtede sig som enevældens uddannelsesekspert frem for alle, mente det modsatte og betegnede Ursins forslag om en decideret håndværkerskole som amatøragtigt.

I den ørstedske læreanstalt der blev realiseret var uddannelsen stykket sammen af tre elementer:

- videnskabelig eksperimentalvirksomhed (fysik og kemi),
- forelæsninger i naturvidenskabelige fag efter trykte lærebøger og
- værkstedsarbejde (mekanik, teknisk kemi og tegning).

Derimod var der ingen overvejelser om integration af de tre elementer. Den teoretiske undervisning stod over den praktiske. Og ledelsen bestod udelukkende af det videnskabelige personale.



H.C. Ørsted havde fra de tidligste år både en poetisk åre og stor interesse for litteratur, og i 1828 grundlagde den flittige mand et 'Månedsskrift for litteratur' med sig selv om redaktør og en håndplukket tolvmandsgruppe som medarbejdere, heriblandt omtalte teologiprofessor Clausen, sprogforskeren Madvig, teatermanden og æstetikeren Heiberg, kunsthistorikeren Høyen og senere litteraturforskeren Molbech. Månedsskriftets redaktionelle linje blev lagt af Ørsted og havde til hensigt at hæve den offentlige debatkultur. Redaktionen var tydeligvis en selvbestaltet 'lærd republik', men den fandt selv at det enevældige styre måtte lytte til den, hvis det ville opretholde sin legitimitet. For redaktionen var det vigtigt at udnytte den trykkefrihed kongen nok havde begrænset, som dog i et vist omfang tillod.

I anledning af Johan Ludvig Heibergs anmeldelse af Oehlenschlægers heltedigt 'Hrolf Krake' blev Ørsted indblandet i en ubehagelig strid. Ifølge Heiberg havde Oehlenschlæger hverken greb om sit stof eller sin genre. Hans komposition var helt forfejlet, og moralen var løsagtig og subjektiv.... Heibergs nedsabling var foruroligende for Ørsted. Det var nedslående for ham at være vidne til at den højeste sagkundskab kunne være bittert uenige om æstetiske kriterier. Ja, oplevelsen var ifølge Dan Ch. Christensen et chok for Ørsted, fordi den dementerede Fichtes idé om den lærde republiks mission, som han selv troede fuldt og fast på. Desuden tvang uenigheden Ørsted ud i et smerteligt valg mellem to livslange venskaber.



H.C. Andersen fik også kritik i tidsskriftet, nemlig af eventyret om 'Agnete og Havmanden', der var bygget på folkevisen om en ung kvinde der er splittet mellem den kristne tilværelse på jorden og den hedenske verden i havet. Og kritikken kom vel at mærke fra Andersens velynder Ørsted selv. En digter skulle efter Ørsteds mening ikke nøjes med at skildre den virkelige verden, men skildre den som den kunne være, dvs for det åndelige øje, og Andersen gjorde lige det modsatte.

Men Christensen gør udtrykkeligt opmærksom på at denne kolde dusch var enestående i forholdet mellem Store og Lille Hans Christian, som han kalder hhv. den høje digter og den lave, kun 1,65 m høje Ørsted. Sidstnævnte havde jo tidligt taget sig af Andersen, budt ham velkommen i sit hjem og ført ham op til filosofikum på universitetet. Og han havde profetisk sagt om Andersens digtning: "Improvisatoren har gjort Dem berømt, eventyrene vil gøre Dem udødelig".

Christensen skildrer i bogen den morsomme episode, hvor Andersen er til eksamen hos Ørsted i fysik og efter helt korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål, fik stukket et ekstra ud: Hvad véd De om elektromagnetisme?. - Andersen blev øjeblikket helt forfjamsket og fik stammet at det stod der ikke noget om i hans pensum. Og det var korrekt, og eksaminator bar over med ham. Men det kan jo godt undre at digterspiren der jævnligt kom hos Ørsted og ofte førte alvorlige samtaler med denne - i 1829 endnu ikke havde hørt om Ørsteds store opdagelse! Han fik dog siden stor interesse for Ørsteds synspunkter.

En anden episode viser Ørsted fra den hjerteligste side. H.C. Andersen var gået dybt nedtrykt hjem fra en middag hos Ørsted. Denne havde nemlig været åndsfraværende og slet ikke sagt noget som helst til Andersen, da han havde hovedet fuldt af videnskabelige spørgsmål. Men Gitte gjorde bagefter sin mand opmærksom på hvor ulykkelig Andersen var da han forlod dem, og Ørsted gik straks hen til Andersen i logiet i Vingårdsstræde (i værelserne der nu er indrettet som mindestuer i Magasin) for at trøste den grædende digter med en omfavnelse.

H.C. Andersen blev ifølge Christensen senere anfægtet af biskop Mynsters hvasse kritik af Ørsted, for siden sin ankomst til København i 1819 var han vokset op med sin velynders religionsfilosofi, og den havde gradvist fået plads i hans eget tankeunivers. Men nu blev Ørsted angrebet af biskoppen som Andersen også stolede på. Digteren prøvede at virke afklaret, men var i virkeligheden oprevet. Han skrev sig ud af sine anfægtelser, læste manuskriptet op for Ørsted i Studiestræde, førte lange samtaler med Ørsted, skrev om og føjede til. Resultatet blev to afsnit af 'I Sverrig' som Ørsted nikkede bifaldende til. Det drejer sig om 'En historie' og 'Tro og videnskab' med bl.a. det for Andersen meget sigende udsagn: "Videnskaben lægger sig som en sten over min grav, men min tro er det som sprænger den".

Andersen brugte i eventyret 'Skyggen' Ørsted som model for 'den lærde mand'. "Hvad han talte om det sande og det gode og det skjønne var for de fleste ligesom roser for en Ko!". Og han skrev siden flere eventyr under direkte påvirkning af Ørsteds opfattelse af naturvidenskaberne.



Kong Frederik VI lod i dybeste hemmelighed udstede et reskript til sine øverste embedsmænd (inkl. A.S. Ørsted) om at overveje hvorledes trykkefriheden kunne indskrænkes yderligere, "Da skrivefrækheden også i de her udkommende blade og tidsskrifter mere og mere tager overhånd..."! Resultatet blev en stor underskriftindsamling på en henvendelse til kongen. Petitionen med næsten 600 underskrifter bad i underdanigste vendinger kongen besinde sig. Det gjorde han imidlertid ikke, men han bemærkede med mishag H.C. Ørsteds medunderskrift.

Ørsted lod sig dog ikke kyse, men trådte i spidsen for et frivilligt Trykkefrihedsselskab som fik det for situationen meget sigende og forsigtige navn: 'Selskab for Trykkefrihedens rette brug', for et sådant selskab kunne kongen dårligt gøre indvendinger imod. Selskabet fik hurtigt over 5000 medlemmer og begyndte at udgive 'Dansk Folkeblad'. Trykkefrihedsselskabet skulle ifølge Ørsteds spidsartikel bringe sandheden for dagen, vel at mærke ikke middelvejens eller de moderates sandhed, men derimod videnskabens, logikkens og moralfilosofiens sandhed.

Pressefriheden skulle bruges "mod den neutrale sløvhed og den blinde mængdes morskab". Pressen bør være sandhedens talsmand, men intet partis og ingen lidenskabs træl. Det foruroligede Ørsted at den tiltagende politisering af omgangstonen truede med at splitte gamle venskaber. Han var imod alle de iltre samfundsomstyrtere, inkl. demagogen Orla Lehman. H.C. Ørsteds opgave var at moderere de destruktive kræfter i den offentlige debat, mens broderens bestod i at moderere de konservative kræfter i den enevældige konges regering som han selv var medlem af.



Den politiske udvikling gik mod oprettelse af såkaldte stænderforsamlinger. H.C. Ørsted mente at alle stænder var nødvendige, men han var som altid for de lærdes republik og meritokratiet (dvs. de særligt fortjenstfulde personers styre). Og han måtte på et tidspunkt tale oprørske studenter til fornuft ved bl.a. at citere Fichte: "En sten er ikke noget argument".

Den 1.10.1835 mødtes Østifternes Stænderforsamling i Roskilde. H.C. Ørsted blev indstillet af kancelliet sammen med tre andre professorer, og Anders Sandøe fik endelig oprejsning ved af majestæten Frederik VI at blive udnævnt til kongelige kommissarius med embedsbolig i Det gule Palæ på Stændertorvet.



Dan Ch. Christensen gør opmærksom på at Ørsted i samtiden blev regnet for liberal, ja, endog radikal. Selv afskyede han at blive sat i partipolitisk bås og satte en ære i at opfatte sig - og broderen - som fornuftens upartiske talsmand. Hans stemme i den offentlige debat var ikke ideologisk, men en stemme for retsstaten og medborgernes fornuftige refleksion. Derfor så han kritisk på den liberale opposition som efter hans mening udnyttede den umælende befolkning til egne politiske formål.

Ørsted opfordrede den nye kong Chr VIII (1839-48) til at støtte 'den lærde republik' og stille sig i spidsen for de kræfter der ville sikre en roligere udvikling i retning af friere konstitutionelle forhold end de mere rabiate ønskede.

Men det trak op til strid med slesvig-holsterne, og da Ørsted deltog i et forskermøde i Kiel (indkvarteret hos den danske digter Carsten Hauch, der var professor dernede i æstetik) konstaterede han til sin fortvivlelse at mødet endte i nationalistiske beskyldninger. Den videnskabelige fornuft var altså ikke længere et holdbart værn mod politisering. Danskerhadet var tværtimod så heftigt i Kiel at mødets værter end ikke ønskede at sige farvel til deres gæster nordfra.

Dan Ch. Christensen tillader sig ligefrem at kalde Ørsted for 'nationalrelativist', fordi han konkluderede at dansk og tysk kultur måtte kunne leve i fordragelighed inden for helstatens eksisterende rammer. Men dette er da ikke relativistisk; det er sund fornuft. Ligesom når Ørsted ikke så nogen rationel begrundelse for en eventuel Ejdergrænse. Ørsted var inderligt imod det tiltagende nationalistiske hysteri, og det var fint, men han havde desværre slet ingen forståelse for det stærke danskerhad i Slesvig-Holsten, selv om dette åbenlyst kom af den faktiske danske undertrykkelse af tyskheden!



I 1844 udsendte Ørsted omsider sin lærebog i naturlærens mekaniske del på over 600 sider. Den blev anmeldt i Kjøbenhavnsposten af en anonym anmelder, og Ørsted blev her betegnet som en både dårlig praktiker og dårlig teoretiker samt en uansvarlig lærer. Et halvt år efter fulge et åbent brev fra anmelderen direkte til universitets rektor med seks konkrete spørgsmål. Og da der ikke kom noget svar begyndte kritikeren at true med at bringe skandalen ud i verden. Det skete dog ikke, men næsten to år efter at angrebet var begyndt opsøgte den anonyme kritiker Ørsted i professorboligen i Studiestræde. Han viste sig at være en falleret magister ved navn Repp som Ørsted i sin tid havde bortvist fra sin magisterdisputats i 1826 pga grove ytringer. Mødet førte ikke til noget, og siden forlangte Repp at få sin akademiske grad.

Ørsted tog for en gangs skyld en sviende hævn: han lod 'Fædrelandet' trykke Repps brev ubeskåret og ukommenteret. Repp blev på denne måde klædt offentligt af til skindet, men Ørsted fremstod som den ubestikkelige hædersmand.

Ørsted blev Storkorsridder af Dannebrog i 1847 - og hans våbenskjold blev hængt op i Frederiksborg Slotskirke. Under mottoet "Sandhed i Kjærlighed" ses guddomsgnisten omgivet af et elektrisk kredsløb og en fjerpen der skriver "Naturlovene er Fornuftslove".



I 1848 døde Chr VIII som følge af infektion efter en åreladning, og der opstod straks en krise, fordi enhver - med Dan Ch. Christensens ord - kunne se at den nyudråbte konge, Frederik VII, var uegnet til at regere en stat. De liberales krav om en konstitution var derfor uundgåelig, og den førte som bekendt til Grundloven af 5.6.1849, som bl.a. indeholdt sætningen "Censur kan ingensinde genindføres", som var formuleret af A.S. Ørsted.

Men det mest kontroversielle problem i 1848 var Helstaten. De liberale slesvig-holstenere ville ikke skilles fra hinanden ved en ny grænse mellem Slesvig og Holsten ved Ejderen; de ville skilles fra kongeriget. Nationalismen blev oppisket på begge sider. Og det gjorde ikke spændingerne bedre at der kom Februarrevolution i Paris, der animerede til revolutioner andre steder i Europa. Den nationalliberale Orla Lehman vendte hjem og pustede til ilden i Danmark.

H.C. Ørsted fandt en politisk sympatisør i forfatteren Meïr Goldschmidt. De var fælles om udgangspunktet i Oplysningstidens idealer om religiøs tolerance og en fornuftbaseret retsstat. Goldschmidt var også kritisk over for de nationalliberales motiver. For ham selv var friheden hovedsagen, de nationalliberale derimod var ikke interesserede i frihed for hele befolkningen, men i deres eget formynderskab.

Slesvig-holstenernes stillede krav om uafhængighed og lancerede en myte om at den danske konge var blevet ufri, fordi hans regering var blevet fyret og de nationalliberale havde taget over med deres program om Danmark til Ejderen. Biskoppen af Slesvig frigjorde i den forbindelse garnisonens soldater fra deres faneed til den danske konge. Slesvig-holstenerne krævede den 18. marts indlemmelse i det tyske forbund, og det blev det første skridt på vejen til borgerkrig. Siden fulgte en tysk besættelse af fæstningen i Rendsborg, og borgerkrigen var en realitet den 24. marts.

Der var intet at stille op for de besindige som Ørstederne og Goldschmidt.



Den 7.11.1850 havde H.C.Ørsted 50-års jubilæum som universitetslærer og han blev fejret hele dagen på Fasangården i Frederiksberg Have. Han fik færdigredigeret sit filosofiske testamente, Ånden i Naturen, en samling dialoger, taler og essays, nekrologer og digte, som var blevet til gennem mere end fyrre år. Værket har - som Christensen påpeger - ingen indledning; teksternes indbyrdes sammenhæng må læseren selv finde ud af undervejs. Der er ikke tale om egentlig naturforskning, men om en naturforskers refleksioner over sin videnskabs relevans for æstetik, politik, pædagogik og religion.

Ørsted prøvede at få værket oversat til andre sprog, men skuffedes især over at det ikke lykkedes at få det ud i England, trods indtrængende henvendelser til matematikeren og astronomen John Herschel som han tidligere havde været i god dialog med. Herschel svarede end ikke på Ørsteds sidste, desperate brev. Det er åbenlyst at Ørsteds afsluttende naturfilosofiske arbejde for flertallet af naturvidenskabsmænd forekom at være for speciel i sit dristige forsøg på at føre et overordnet helhedssyn ind i alle fag, al videnskab, al kunst og al religion.

I marts 1851 blev Ørsted syg efter en kold tur i en hestevogn. Huslægen professor Fenger blev tilkaldt og konstaterede at patientens lunger var angrebet. Fenger greb helt traditionelt til åreladning og 'spanske fluer', men uden virkning.

H.C. Ørsted døde den 9.3.1851 og blev begravet på Assistens kirkegård under stor bevågenhed. Kort efter besørgede hans datter Mathilde, der i flere år havde været faderens sekretær, en udgave af hans 'Samlede og efterladte skrifter' i ni bind.

Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen i 1820 har indskrevet ham i fysikkens historie som en stor og original forsker, men hans egentlige indsats, det ihærdige forsøg på udviklingen af et systematisk naturfilosofisk helhedssyn, er ikke blevet vurderet efter fortjeneste, ja, er blevet klart undervurderet - lige til i dag.



Karakter og filosofisk grundsyn    
Til toppen  Næste

Et par vigtige menneskelige træk ved Hans Christian Ørsted er allerede blevet fremhævet. Ørsted var ubetinget en tolerancens og harmoniens mand. Han så harmoni i naturen såvel som i kunsten, og han ønskede at harmonien også skulle gælde i menneskelivet og politikken. Og derfor var han tilhænger af både fri debat og fri forskning, af både trykkefrihed og sekularisering.

Hans sociale kompetence var umådelig stor og gav ham et stort og godt netværk både hjemme og ude. Han var selskabeligt anlagt og kunne omgås både høj og lav. Det smukke forhold til H.C. Andersen viser også at Ørsted ikke havde behov for at forblive i formynderrollen, men kunne acceptere den yngres voksende selvstændighed frem til jævnbyrdigheden med ham selv.

Et andet forhold viser en rent ud forbløffende tolerance hos Ørsted, nemlig forholdet til den dybt originale, næsten jævnaldrende tyske forsker J.W. Ritter (1776-1810), hvis opdagelse af elektrokemien gav korpuskularteorien dødsstødet. Som noget nyt dengang opfattede han elektriciteten som en kraft og havde opdaget spændingsrækken mellem en lang række stoffer. Kræfterne havde det påfaldende fælles karaktertræk at de var polære - lige hvad Ørsted selv mente og tillagde den allerstørste vægt. Han pumpede derfor fra starten af bekendtskabet Ritter for detaljer om dennes forsøg. Han besøgte ham flere gange og korresponderede med ham livet igennem. De blev nære venner - og Ørsted misundte Ritters uafhængighed som forsker. Han var i virkeligheden, skriver Christensen, den eneste frie forsker Ørsted kendte. Men han var til gengæld også Ørsteds diametrale modsætning.

Ritters karakter var lige så polær som hans fysiske teori. Han rummede tydelige maniodepressive træk, kunne brat skifte mellem euforiske og fortvivlede sindstilstande, var tit syg og mismodig, ofte ensom, altid fattig. Han kunne svinge fra ydmyghed til selvovervurdering. Det vrimlede med et utal af ideer og indfald i hans hjerne, flere end han kunne tænke til ende og få skrevet ned, inden nye dukkede op. Hvor Ørsted skrev langt, roligt og gennemarbejdet, var Ritter som de øvrige Jena-romantikere spontan, paradoksal, febrilsk og i uophørlig bevægelse. Ja, Christensen betegner Ritter som en dionysisk boheme, euforisk og excentrisk, et spontant rodehoved, skørtejæger, skånselsløs over for sig selv, ustruktureret, ustrategisk, til tider overspændt, romantisk, idérig, sensitiv og autodidakt, hvorimod Ørsted var en apollinsk flegmatiker, som regel nøgtern, altid flittig, fornuftig, velorganiseret, sprogkyndig, en skarp debattør, viljestærk, socialt omgængelig, kosmopolitisk, ambitiøs, strategisk og en talentfuld organisator - lidt af et dydsmønster.



Ørsted var som det også er fremgået en ubebeholden talsmand for religiøs tolerance. Mennesker burde kunne leve fredeligt sammen i frie samfund selvom de var uenige om trosspørgsmål og tilhørte forskellige religioner. Forudsætningen var alene at man afholdt sig fra fanatisme og dogmatisme. Og dette var netop hvad Ørsted altid anbefalede. Ja, han kunne finde på at give de teologer der ville gennemtvinge enighed i kirken en ordentlig salve og kalde dem de 'juridiske kristne', fordi de som andre jurister pukkede på paragrafferne.

Da kirken i 1836 fejrede 300-året for Reformationen vendte Ørsted sig mod en biskop der havde udgivet en bog om 'Udvikling af den christelige Religions Troeslærdomme'. Ørsted fandt den dogmatisk og lagde ikke skjul på at han betragtede bispens bibeleksegese og systematiske teologi som et rent spekulativt menneskeværk der kun skulle befæste ortodoksien, "men Kristus forkyndte ikke ufejlbarlige dogmer".

Ørsted engagerede sig levende i de forskellige konflikter om kirkelige anliggender ved at ytre sig, det gjaldt fx i spørgsmålet om de religiøse og folkelige vækkelser, som bl.a. var i vækst som følge af Grundtvigs stigende indflydelse. Rationalistiske præster stod i denne kamp over for de såkaldte 'supranaturalister' og deres bibelfundamentalisme (dvs. teologer der stædigt holdt på at religion drejede sig om det overnaturlige og som derfor klamrede sig til en bogstavtro bibelfortolkning).



Ørsted hørte selv som Oplysningsmand til rationalisterne. Han var i religiøs henseende 'minimalist'. Gud havde skabt verden som en ordnet verden - og dette skaberværk kunne man få indblik i ad mange veje, inkl. den naturvidenskabelige, men kirkens folk skulle ikke komme og diktere videnskaben nogetsomhelst.

I Ørsteds hjem kom der en hel del universitetsteologer (fortrinsvis rationalister), og for begge brødre Ørsted gjaldt at de også i kirkelige anliggender søgte harmonien - og ordenen, bør man tilføje. For det ser faktisk ud til at en meget væsentlig side ved rationalismen i både Ørstedernes og andres tilfælde er frygten eller afskyen for uorden, hvad enten den nu kom fra politisk revolutionære, fra religiøse sværmere og sekterere eller fra skabende kunstnere der dyrkede alt det irrationelle, ukontrollable, dionysiske eller ligefrem kaotiske.

Ørsted accepterede enevælden, så længe den varede, men var principielt tilhænger af en fri forfatning af den art der kom med Grundloven af 1849. Men demokrat kan man ikke kalde ham. Han var tilhænger af at alle stænder blev repræsenteret på tinge - og for den frie debat - og han var modstander af privilegier, men han troede fuldt og fast på at kun 'den lærde republik' var i stand til at styre et land. Han gik med andre ord ind for 'meritokratiet', et styre, hvor kun de særligt begavede og uddannede gjorde sig fortjent til at besidde politisk magt. Men igen ser det ud til at det afgørende for hans vurdering var den besindighed der kendetegnede ham selv og vel i sidste ende var en væsentlig del af hans tro på fornuften.



Det skal imidlertid ikke glemmes at H.C. Ørsted i modsætningen til datidens gængse rationalister så på naturen som et dynamisk fænomen.

Naturens indre kræfter og ydre former betragtede Ørsted tidligt som analoge. Den universelle elektrokemiske proces som opretholder livet i dyreriget og planteriget holdes i gang af solens lys og varme, der spredes fra øst til vest af jordens rotation omkring sin egen akse, og fra nord til syd af jordens galvaniske poler. Jorden opfattede han med andre ord dels som et kæmpemæssigt galvanisk batteri, omkring hvis poler ilt og brint (hans danske ord for oxygen og hydrogen) bruser op til gavn for dyre- og plantelivet, og dels som en kæmpemagnet, skrev han i en dialog, hvor han også kommer ind på Schellings Naturphilosophie.

For Schelling var menneskets forsoning med naturen det afgørende, så hans bestræbelse gik i retning af at ophæve modsætningen mellem menneskets frihed som naturens bevidst erkendende subjekt og naturen som det ubevidste og determinerende objekt. Schellings filosofi identificerer mennesket med 'Verdenssjælen', den er altså en reduktionisme der i praksis bestemmer mennesket som et naturfænomen og dermed ser stort på moralloven i mennesket selv, for naturlovene er i sig selv etisk indifferente. Verdenssjælen indtager Guds plads og er i sin oprindelse ophav til både godt og ondt.

Ørsted var dybt inspireret af Schellings filosofi, men dialogen om 'mysticisme' er blottet for Schellings terminologi. Her optræder ingen 'Weltseele' begreber som 'Absolut', 'Identitet', 'Potenz' eller 'Indifferenz'. Derimod kommer han i tredje akt med en løsningsmulighed. Han indfører ideen om 'natura naturans', dvs den aktive natur der stedse bliver til i kraft af sig selv, frem for det gængse alternativ 'natura naturata', som står for den passive natur, det færdige resultat. Og han understreger at "Det som gør hele det store Alt til en verden er den evige uafbrudte kæde af virkninger. Uden den måtte alt falde sammen til en ensformig masse."



Dog fastholder Ørsted - bundet som han endnu er af Kant - at naturen determineres af naturlovenens ubøjelige 'fornuftnødvendighed', men at det tilsyneladende sker efter en særlig form for hensigtsmæssighed der leder tanken hen på 'Naturens hemmelig plan'. Naturen består i Ørsteds forestilling ikke blot af passive fænomener der er determinerede, men har tilsyneladende indbygget et teleologisk princip, som er udtryk for en moralsk kvalitet.

Dette nye teleologiske princip gav yderligere Ørsted håb om en løsning af dualismens problem, der ikke kunne ligestilles med sand viden, men alligevel var en fornuftig forestilling. Løsningen skulle da bestå i at sætte moralfilosofien op over naturlærens teleologiske princip. Den ellers irreducible dualisme var dermed blødt op, fordi det nu var erkendt, at begge områder var gennemsyret af 'noumenale ideer' som Kant kaldte dem (dvs iboende åndelige kvaliteter som lå uden for erkendelsens mulighed). Fælles for naturens hemmelige plan og moralloven var intentionen om at realisere 'det højeste gode' eller 'den højeste fortræffelighed' som Ørsted kaldte det.

Det vil fremgå at Ørsted som mange senere forskere fandt det nødvendigt at fastholde begrebet 'telos' eller 'mål' for at forstå livsprocessen - således som selv en moderne biosemiotiker som Jesper Hoffmeyer gør. Men også og navnlig at han allerede på ikke-biologisk plan fastholder dynamikken i tilværelsen som et fundamentalt fænomen som kunne og burde inddrages i naturvidenskabens systematiske og empiriske forskning.



Dan Ch. Christensen påpeger at Ørsteds videnskabelige og filosofiske dannelsesproces netop fandt sted i en meget urolig periode mellem Oplysningstid og Romantik. Han har selv gjort rede for, hvordan videnskabshistorien forløber som penduludsving mellem yderpunkter. Og hans egen fortjeneste var ifølge ham selv den overordnede forståelse af hvordan forskellige forskningsresultater faldt på plads i et nyt dynamisk system. Han støttede sig til Kants erkendelsesteori, Ritters og Winterls elektrokemiske forsøg og teorier, Romantikkens 'natura naturans'-betragtning og Chladnis klangfigurer, men han havde i høj grad sit eget, originale projekt om dynamikken.

Ørsted var dybt påvirket af Romantikken, men fik efterhånden flere og flere forbehold over for den, især kunne han som rationalist, ordenssøger og harmonisøger ikke forliges med de stærkt irrationelle sider af Romantikken. Og han var reelt fuldstændigt fremmed over for det bærende i den tyske romantik: den umiddelbare føling med det kollektivt ubevidste. Det viser først og fremmest hans og broderens store afsky for Grundtvig. Og denne afsky eller frygt forhindrede ham i at se det dybt komplementære i de to modsatrettede åndsstrømninger.

Det skal i denne forbindelse også noteres at Ørsted ifølge Dan Ch. Christensen ikke havde sans for Romantikkens ironi (som er særlig tydelig hos Friedrich Schlegel). Og Christensen påpeger endvidere, at den prægtige og ubestikkelige Ørsted næppe kan kaldes en vittig person. Han var nok lun, men aldrig løssluppen. Med andre ord: overvejende en alvorsmand.



Endnu en karakteristisk side af H.C. Ørsted skal nævnes, nemlig hans påfaldende ringe interesse for matematisk behandling af de fysiske forsøg han gennemførte. Han brugte skam matematik - som Christensen kan påvise - men han overlod gerne de matematiske beregninger til sine assistenter. Og som anført indeholdt hans fire siders latinske afhandling om den afgørende opdagelse af elektromagnetismen ikke én eneste matematisk formel.

Forklaringen er den dobbelte, at Ørsted dels tog Kants ensidige opfattelse af hvad der var bevisligt for gode varer - og nærmest gik ud fra at det nye felt af dynamisk naturlære han fik opdyrket aldrig ville kunne sidestilles med feltet for mekanisk fysik, dels at han som eksperimentalfysiker fastholdt det grundsynspunkt at alle forsøg og beviser skulle være af visuel art: resultaterne skulle kunne ses med øjnene.

Dette næsten dogmatiske synspunkt holder jo slet ikke i dag, hvor bl.a. kvantefysikken beskæftiger sig med elementarpartikler der ikke kan ses med det blotte øje. Det kan til gengæld alle de apparater der bruges til at få processerne i gang og til at måle dem med. De følger alle sammen den mekaniske fysiks love og deres praktiske anvendelse kan beskrives i almindeligt sprog uden brug af matematik.

Men Ørsted kunne naturligvis ikke vide hvori forskellen ligger, for det blev først forklaret med Niels Bohrs korrespondensprincip. Vi kan måle de usynlige processer ganske nøjagtigt ved hjælp af apparatur der følger den klassiske fysiks love - og dette er tilstrækkeligt til at sikre objektiviteten og dermed videnskabeligheden.

Grunden til Ørsteds dogmatiske præference af visualiseringen skyldes naturligvis det psykiske forhold, at vi overbevises mest om realiteten af det vi kan se og berøre, fordi de håndgribelige ting i verden er selve betingelsen for at der i hjernen kan dannes nerveforbindelser der skaber genstandsbevidsthed - og genstandsbevidstheden er forudsætningen for såvel jegbevidstheden som alle de psykiske sekundærprocesser der igen er forudsætningen for såvel dagligdagens praksis som videnskabens metodiske undersøgelser. Men dette er desværre endnu et fuldstændigt overset faktum i både naturvidenskab og filosofi.



Om selve sin metodiske strategi skrev Ørsted følgende i 'Indledningen til Naturlæren', gengivet ordret med hans egne ord og retskrivning: "Hver af disse Videnskabsretninger [den dynamiske og den mekaniske] trænger altsaa til den anden; denne til hins Mangfoldighed og levende Nærværelse som vor begrændsede Skabekraft ikke kunne give Tingene; hin til dennes Eenhed og Overblik der kun fra et høiere Standpunkt kan vindes. For Erfaringsgrandskeren er det Heles Idée at betragte som en lysende Sol der skinner ind i Erfaringens vildsomme Chaos; for den spekulative Filosof er Erfaringerne at betragte som veiledende Stjerne, uden hvilke han let kunne tabe sig selv i Fornuftens uendelige Dybhed. Jo videre de gaa frem i disse to modsatte retninger, jo mere møde de hinanden, og ville endeligen som forskjællige Organer af det samme Væsen, forenes til et harmonisk Hele." [dcc/438].

Og allerede i 'Ansicht' havde Ørsted skrevet: "Således er selve universet at betragte som den samlede udvikling, og loven herfor må være enheden af alle øvrige love. Det der til syvende og sidst giver naturforskningen sin dybeste mening er den klare indsigt, at naturens love er de samme som fornuftens love, og at deres funktion altså er ligesom tanker, de love der styrer et objekt i naturen og giver det dets væsen er således en naturidé, og verdensaltets lov eller væsen er derfor indbegrebet af alle ideer eller det samme som den absolutte fornuft. Og derfor ser vi, at den samlede natur fremtræder som en uendelig kraft og en uendelig fornuft i forening, som Guds åbenbaring." [dcc/466].

For Ørsted var elektromagnetismens opdagelse i 1820 - som Christensen understreger - først og fremmest en bekræftelse af det dynamiske system, han havde arbejdet med som hypotese i tyve år, nemlig den antagelse at elektricitet og magnetisme (og lys og varme) vekselvirker og er forårsaget af samme grundkraft. Opdagelsen pegede således tilbage til striden mellem tidens konventionelle mekaniske paradigme og Ørsteds nye dynamiske teori



Da undertegnede personligt er af den opfattelse at alvorlige nederlag i et menneskes liv som hovedregel vil få indflydelse på dets karakter og videre liv, stiller jeg uvægerligt det spørgsmål, om H.C. Ørsteds sviende nederlag på dannelsesrejsen (da hans gentagelse af Ritters forsøg totalt mislykkedes over for en fornem forsamling af franske forskere) fik nogen indvirkning på ham. Men desværre er både kilderne og Dan Ch. Christensen tavse. For den sunde og psykisk overordentlig stabile Hans Christian Ørsted ser ganske enkelt ud til fuldstændigt at have fortrængt nederlaget.

Ingen kan derfor vide hvad det kom til at betyde - udover den praktiske ting at Ørsted for eftertiden blev meget påpasselig med ikke at offentliggøre resultater der ikke var grundigt eksperimentelt verificeret.

Men dette gjaldt af gode grunde ikke hans såkaldte 'tankeeksperimenter', dvs hans filosofiske bud på eller hypoteser om større sammenhænge i naturen og mellem naturen og vores erkendelse af den. Her ved vi til gengæld at Ørsted i sin høje alderdom blev endda meget skuffet over ikke at møde større forståelse blandt naturvidenskabsmænd end tilfældet var da han fremlagde sit filosofiske testamente. Han løb direkte ind i tavshedens mur - skønt han var langt forud for sin tid. Men tiden var åbenbart slet ikke moden til hans helhedsfilosofi - og grunden lå allerede i de fordomme der herskede.



Datidens filosofiske begreber    
Til toppen  Næste

Ørsted, der blev født i 1777, voksede som sagt op midt i brydningen mellem Oplysningstiden og Romantikken. Den første kulminerede med Kants filosofi, og den sidste var en reaktion mod denne rationalismes altfor snævre virkelighedsopfattelse og blev selv en meget bred og yderst sammensat tidsstrømning der på godt og ondt indvarslede den moderne tid med politiske revolutioner, liberalisme, industrialisme og individualisme samt en meget broget buket af kunstnerisk kreativitet. Og det er en forudsætning for at forstå Ørsteds forskningsmæssige og oplysningsmæssige drøm og indsats at få nogle af tidens centrale begreber sat nogenlunde på plads. En bredere fremstilling af Romantikken som tysk fænomen findes i et par essays på Jernesalt, skrevet på grundlag af Rüdiger Safranski fremragende bog. Jf. Romantikken ifølge Rüdiger Safranski og Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste.

Det centrale i romantikken turde - som det her vil fremgå - være selve reaktionen på den alt for snævre rationalisme som Oplysningstiden med Kant som bannerfører stod for og som var eksklusiv i hele sin grundindstilling. Den ville helst udelukke det mørke, irrationelle, følelsesmæssige, aggressive og kaotiske fra den normale, borgerlige verden med dens praktiske og moralske nyttehensyn.

Romantikken ville derimod inkludere alt det irrationelle, anarkistiske, skabende, farlige og risikable. Dermed blev den i hele sit anslag meget ungdommelig, oprørsk og nyskabende, men også meget svingende, følelsesbetonet og poetisk på grænsen mellem det æstetiske og det religiøse.

Alt dette gav sig helt naturligt forskelligt udtryk hos de enkelte tyske romantikere, uanset at de i flere tilfælde dannede fællesskaber, men dybest set gælder at romantikken i sit ungdommelige oprør og overmod åbnede sluserne til det ubevidste og underbevidste og gjorde dette hundrede år før Freud.



Af specielle træk ved Oplysningstidens rationalisme bør nævnes 'scientismen', som kan bestemmes som en dogmatisk tro på videnskabens tekniske potens, som endda for franskmanden Condorcet var indlysende. Naturvidenskaberne opøvede intelligent tænkning og modvirkede overtro og fordomme. Naturvidenskaberne var desuden (modsat humaniora) karakteriseret af ubegrænset fremgang ved akkumulation af kundskaber. Og endelig var de nyttige for samfundet, fordi de satte nationerne i stand til at overskride naturens begrænsninger.

Oplysningen antog at alle problemer har en videnskabelig løsning. Den havde en næsten ubetinget tillid til at naturvidenskaben og matematikken faktisk begrundede en optimistisk fremskridtstro.

Oplysningstidens gudsopfattelse, som både Voltaire og Rousseau delte, hed 'deismen' og gik ud fra at Guds virksomhed var afsluttet med skabelsen; siden blandede han sig ikke i verdens gang. Deismen stemte logisk med 'natura naturata' synspunktet, naturen var skabt en gang for alle, men er ikke fortsat nyskabende.

Af afgørende vigtighed blev filosoffen Immanuel Kants hovedværker, en erkendelsesteori, en etik og en æstetik samt et værk der hed Naturmetafysik. Her udviklede han begreber der kom til at dominere tænkningen i mere end hundrede år og først for alvor blev sat under kritisk lup med kvantemekanikken i det 20. årh.

I Kants erkendelsesteori findes udover fornuft og sansning et andet centralt begrebspar, som brødrene Ørsted tidligt mødte og fandt grundlæggende, nemlig begreberne fænomenon og noumenon. Kant bestemte det fænomenale som ethvert objekt der afgiver sanseindtryk og som derfor kan erkendes med de forstandskategorier mennesket råder over (ialt 12 kvalitets-, kvantitets- og relations-begreber). Det noumenale derimod kan ikke erkendes, for det kan ikke sanses i tid og rum og afgiver med andre ord ikke sanseindtryk. Vi kan derfor ikke vide noget om det, men alligevel kan vi godt, hævdede Kant, have brug for sådanne begreber af rent intellektuelle grunde. Fx er tyngdekraften et noumenon, og uden begrebet tyngdekraft kan vi hverken forstå himmellegemernes gensidige tiltrækning eller tidevandets forandring. Et begreb som 'fysisk kraft' er også en nødvendig intellektuel forestilling, selvom der ikke svarer nogen sanselig genstand til det.

Et højst mærkværdigt synspunkt må vi sige i vore dage, hvor vi ikke betragter det som umuligt at vide noget sikkert om det vi ikke umiddelbart kan sanse. Men det gjorde man altså på Kants tid - og længe efter, ja, forbløffende lang tid efter.

Set med Kants øjne var atomteorien eller korpuskularteorien højst problematisk. Kants kritiske filosofi anerkendte ikke den analogislutning som var disse teoriers grundlag, fordi korpusklerne ikke var fænomener der kunne opfanges af sanserne. Set med Kants øjne var sansninger uden begreber (eller forstandskategorier) blinde, og uden empirisk indhold var de tomme. Korpuskler kunne kun være hjælpekonstruktioner af noumenal art ligesom de 'vægtløse væsker' man forestillede sig som forudsætning for al bevægelse af sanselige genstande. (Hypotesen om de vægtløse væsker er også ejendommelig, men skyldtes en stærk modvilje mod forestillingen om det tomme rum).



For Ørsted var problemet at materien jo ikke udelukkende er statisk og passiv, men også kan være aktiv og dynamisk. Han fandt det derfor mest givende at arbejde ud fra en hypotese om det dynamiske system der gjorde materiebegrebet til et produkt af polære kræfter. Ørsteds dynamiske system stod dermed i modsætning til tidens gængse materialisme. Hvad 'materie', 'substans' eller 'stof' i virkeligheden er kan vi ifølge Kant ikke vide. 'Das Ding an sich' kommer vi aldrig til at erfare, selv om vi har begrebet om det. Men vi kan trods alt vide fra kemien at materien er dynamisk.

Forskellen mellem den franske korpuskularteoretiske og den nye dynamiske definition af kemi var herefter klar. Den gamle, mekaniske forklaring var nok empirisk, men ad den vej fandt man ingen generelle principper og ingen sammenhæng. Og dens antagelse af en særlig vægtløs væske i elektricitet, magnetisme og varme havde direkte ført videnskaben på vildspor. Den nye, dynamiske kemi derimod byggede på teorien om en fælles grundkraft. Den var efter Kants begreber 'apriorisk' (den lå før erfaringen, for så vidt man ved empiri forstod noget mekanisk konstaterbart). Årsagen eller kraften i sig selv var af noumenal art og altså uerkendelig. Men virkningen var et fænomenon og observerbar (og blev efterhånden målelig). - Igen må vi konstatere, at vi ser helt anderledes på sagen i dag. Ja, vi må ligefrem konkludere, at selve begreberne 'noumenon' og 'fænomenon' leder forskningen på vildspor.

Der foreligger da også et skisma i Kants naturmetafysik: Hvis det der bevæger sig i rummet anskues under kategorierne 'substans' og 'kvantitet', kan det udtrykkes matematisk og dermed konstituere regulær naturvidenskab. Hvis det derimod anskues dynamisk som 'kvalitet', kan det ikke formuleres i matematisk sprog og kan følgelig ikke gøres til objekt for videnskab i streng forstand. Dette betød at kemien ifølge Kant ikke var en videnskab! Atomteorien i den kendte (gamle franske) mekaniske udformning måtte således ifølge Kant falde fra hinanden af erkendelsesteoretiske grunde, og den kritiske filosofis alternativ, det dynamiske system i Ørsteds udgave, ville ikke kunne blive til naturvidenskab, fordi det ikke var matematisk formulerbart. Enten måtte man derfor acceptere en mekanisk-matematisk beskrivelse af den fysiske verden, som ikke kunne forklare hvad polære kræfter er (eventuelt erstatte hypotesen om vægtløse væsker med noget bedre). Eller man måtte postulere en dynamisk-metafysisk teori, som ikke kunne understøttes af begreber der kunne konstituere regulær videnskab. Dette skisma i Kants opfattelse tog Ørsted op som en udfordring - og med held. Men desværre fastholdt han Kants udgangspunkt: sondringen mellem sanseligt 'fænomenon' og uerkendeligt 'noumenon'.

I dag er det en selvfølge at alle de dynamiske fænomener der findes i kemien, elektrokemien, lyslæren og magnetismen - for ikke at tale om kvantemekanikken og biologien - er lige så virkelige som faststoffysikkens genstande, uanset om de kan erkendes direkte eller kun indirekte. Og de kan som disse beskrives med abstrakte matematiske modeller ligesom de kan måles med måleapparater som fx voltmeter (styrke) og ampêremeter (strøm), begge opkaldt efter opfindere hvis navne allerede har været nævnt.



Det er også allerede blevet nævnt at Ørsted så analogi mellem naturens indre kræfter og ydre former, og at Kant ikke accepterede korpuskularteoretikernes analogislutning fra korpusklernes hypotetiske noumenon-karakter til en observerbar fænomenon-karakter. Det bør derfor i denne forbindelse nævnes, at analogislutninger dengang var ret udbredte. Selv Newton brugte analogien som filosofisk metode ved at drage analogier mellem astrofysikkens store legemer og stoffets indre struktur - altså netop den analogi der ligger bag korpuskularteorien, og som vi dag sagtens kan se er uholdbar.

Ørsteds tidligste, Steffens-inspirerede konstruktion af en syntese mellem naturens polariteter på alle mulige planer (Dan Ch. Christensen kalder den meget rammende "en tour-de-force gennem naturens polariteter") benyttede sig af den analogiske metode, altså af et ræsonnement hvor et problem løses eller i det mindste belyses ved at påvise at to naturfænomener stemmer overens eller er analoge. Men meget rigtigt gør Christensen også opmærksom på, at der er noget galt med metoden, selvom den ikke var usædvanlig på den tid: dens påstande er nemlig uangribelige, for de er hverken sande eller falske; de kan hverken bekræftes eller afkræftes. Og som bekendt ved vi i dag fra Karl Popper, at det er muligheden for falsifikation der er karakteristisk for videnskab.

Der er næppe tvivl om at det dybest set er analogi-betragtninger der ligger til grund for såvel Ørsteds dynamiske projekt som hans store afsluttende naturfilosofi i 'Ånden i Naturen'. Det bør derfor understreges - hvad det gang på gang er blevet på Jernesalts sider - at analogier intet som helst beviser, men alene kan være fornuftigt anvendelige og gavnlige som pædagogiske eller didaktiske redskaber. Og dette skyldes ganske enkelt at vi af rent psykologiske grunde (på grund af vores måde at tænke på) har meget lettere ved at forstå forskellige fænomener ved at finde analogier mellem dem i betydningen visse ligheder eller overensstemmelser. Derfor overfører vi ustandseligt begreber og metaforer fra fysikken til psykologien og omvendt.

Derfor har vi i det hele taget kulturhistorien igennem forstået fysiske fænomener i analogi med psykiske fænomener - og herunder fra starten haft fordelen af at kunne bringe den fundamentale erfaring af dynamik og kvalitet i det psykiske liv med over i forståelse af fysiske fænomener. For vi er jo aldrig i tvivl om det psykiske livs dynamik. Det var først de teoretiske og dogmatiske mekanisister der fandt på denne ulyksalige tvivl. Risikoen ved det gængse synspunkt har til gengæld hele tiden været faren ved at lægge for meget i analogien og begynde at tolke naturen antropomorft - og så at sige besjæle naturen. Denne tilbøjelighed kan man også se hos Ørsted, hvad vi vil vende tilbage til.

Men det er nødvendigt at fastholde analogiens fulde berettigelse som didaktisk værktøj. Sådan bruges den også på Jernesalt i bestræbelsen på at gøre det psykiske område af tilværelsen lige så alment tilgængeligt og forståeligt som naturvidenskaben. Derfor ideen med at beskrive de psykiske kræfter som fire psykiske fundamentalkræfter i analogi med fysikkens fire fundamentalkræfter. Især skal i dette essay om Ørsted naturligvis særligt fremhæves ideen med at beskrive det for mange mennesker fuldstændigt uforståelige eller ligefrem 'mystiske' eller 'uvirkelige' fænomen som 'det kollektivt ubevidste' som en psykisk fundamentalkraft i analogi med den elektromagnetiske feltopfattelse.



Kant operede også med en fast og urokkelig dualistisk sondring mellem naturen og menneskets moral. Han reflekterede - som utallige andre mennesker, inklusive Ørsted - over menneskets undren over den tilsyneladende modsætning mellem naturens betagende lovmæssighed og menneskesindets ikke mindre betagende frihed, og han formulerede sine tanker herom i en berømt passage der blev mejslet ind på hans gravsten: "To ting fylder os med stedse ny og voksende beundring og ærefrygt, jo oftere og grundigere vi tænker over dem: stjernehimlem oven over mig og moralloven inden i mig". - Ingen af disse to ting kunne efter hans mening gøres til genstand for empiriske undersøgelser, og dette kan vi jo heller ikke acceptere i dag.

Det ofte ærefrygtindgydende indtryk som stjernehimlen over os fremkalder i os, kan vi faktisk godt gøre til genstand for empiriske undersøgelser, for vi ved i dag hvilke psykiske processer der sættes i gang når vi i stedet for at betragte stjernehimlen objektivt astrofysisk lader os subjektivt betage af dens uendelighed. Det er nemlig de psykiske primærprocesser som er kendetegnet af at være uden de sproglige sondringer der muliggør objektive studier, men til gengæld gives os intense, kvalitetsmæssige oplevelser.

Og moralloven i os kan vi ligeledes på dybdepsykologisk plan undersøge empirisk, så vi kan få en nuanceret forståelse for hvilke forhold der spiller afgørende ind i vore moralske bedømmelser og hvor fejlmulighederne ligger. Der henvises til artiklen om konsistensetik. På dette sted skal blot påpeges, at vi er blevet meget klogere på disse felter siden Kant og Ørsted, takket være bl.a. Freud og Jungs indsats i det 20. århundrede. Og dette kan ikke blot konstateres en passant, det vil - som vi senere skal se - bestemme den endelige vurdering af Ørsteds indsats.

Oplysningstiden (rationalismen) og romantikken har begge bidraget på helt afgørende vis til udviklingen i hele det 19. og 20. århundrede, men de var også begge for ensidige og kan ikke afgive endelige kriterier for en moderne og tidssvarende bedømmelse af hverken eksistensens eller naturens fænomener. Og selve det absolutte enten-eller valg mellem dem er ikke blot en misforståelse, men har vist sig at være en katastrofe.



Opdagelsen af elektromagnetismen    
Til toppen  Næste

Som allerede nævnt ovenfor forelæste H.C. Ørsted hele vintersemestret 1819/1820 i kemi og fysik samt elektricitet, galvanisme og magnetisme. I en dobbelttime i april 1820 ville han med et galvanisk trugapparat prøve at vise at stærke elektriske kræfter kunne påvirke en magnet. Trugapparatet bestod af nogle kobberkar (trug) som fyldtes med vand og syre og som zinkplader kunne nedsænkes i, så der udvikledes elektricitet. Denne blev ledt videre gennem en kobbertråd oven over en magnetnål, så retningen kunne skiftes. Magnetnålen gjorde det forventede udslag, men det var ikke særlig kraftigt, og Ørsted turde derfor ikke lægge noget definitivt i kompasnålens reaktion. Flere forsøg måtte til.

Ved det endelige forsøg i juli fik Ørsted testet effekten overbevisende og fundet de regelmæssigheder ved nålens bevægelser som kunne formuleres. 'Den elektriske vekselkamp i lederen fra det galvaniske batteri' (den polære modsætning som endnu ikke kaldtes en elektrisk strøm) fik magnetnålen til at slå ud, som om man havde placeret en anden magnet parallelt med den. Han vidste i forvejen, at uens magnetiske poler tiltrækker hinanden, mens ens magnetiske poler frastøder hinanden. Nu havde han vist at lederens negative pol tiltrak magnetens N-pol, mens lederens positive pol tiltrak magnetens S-pol. Byttede han om på + og -, slog magneten ud til den modsatte side. Med andre ord: den elektriske leder opførte sig akkurat som en magnet. Derfor døbte han sin opdagelse elektromagnetisme.



Ørsted gav en kort gennemgang af forsøget i Dansk Litteraturtidende i juli 1820. Nøgternt rapporterede han her ifølge Dan Ch. Christensen at hvis man lægger en leder af platin eller af forskellige metaller eller af jern parallelt med en magnetnål, således at den positive ende vender i samme retning som magnetnålens N-pol, og den negative ende i samme retning som dens S-pol, så vil magnetnålens N-pol altid slå ud mod øst og S-polen mod vest. Og det ses igen at Ørsted ikke talte om 'elektrisk strøm' og ikke om 'strømmens retning'. Disse udtryk brugte man endnu ikke, for ordet 'strøm' forbandt man med vand og vandløb eller andre strømmende væsker, og det ville associere vildledende til de famøse 'vægtløse væsker' og dermed franskmændenes korpuskularteori. Og det var netop pointen med Ørsteds rapport at modbevise denne teori!

Ørsted gjorde - stadig ifølge Christensen - opmærksom på at det var ligegyldigt om lederen blev anbragt lidt til højre eller lidt til venstre for den magnetiske meridian, eller om den var over eller under denne, blot at den måtte være nogenlunde parallel med den. Denne stilfærdige formulering rummer i virkeligheden hele overraskelsen, pointerer Christensen. Men Ørsted havde endnu ikke et begrebsapparat der kunne udtrykke det vi i dag kalder et 'elektromagnetisk felt'.

Som tidligere anført blev den 21. juli 1820 datoen på H.C. Ørsteds egentlige rapport om de elektromagnetiske forsøg. Den blev skrevet på latin under titlen 'Experimenta circa effectum conflictus elektrici in acum magneticam' (Forsøg over den elektriske vekselkamps indvirkning på magnetnålen.) Den var på kun fire sider og blev omgående sendt til førende videnskabsmænd i udlandet. Og den indeholdt - til største overraskelse for modtagerne - ikke en eneste matematisk formel.



Da det mange steder - også i danske bedømmelser - kom til at hedde sig at Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen var det rene slump, er det værd at læse hans egen tilbageskuende redegørelse. Her står at han "ifølge tingenes store sammenhæng allerede i sine tidligste skrifter" havde "antaget, at magnetisme og elektricitet frembringes ved de samme kræfter", og "Da jeg allerede længe har anset de kræfter som er fremkaldt af elektriciteten for naturens grundkræfter, måtte jeg også udlede den magnetiske virkning deraf".

Dan Ch. Christensen gør meget udtrykkeligt opmærksom på at Ørsteds opdagelse hverken var forudsætningsløs eller tilfældig. Det banebrydende forsøg havde tværtimod sine forudsætninger helt tilbage i studenterårene og disputatsen om Kant. Det Kant havde beskrevet som et 'noumenon' havde Ørsted nu med forsæt frembragt som en empirisk effekt - et visuelt fænomen.

Christensen forklarer sammenhængen nærmere: En elektromagnetisk effekt er ikke et fænomen der forekommer naturligt. Alligevel er det naturkræfter der er på spil. Elektricitet findes i naturen som lynudladninger, gnidningselektricitet og kontaktelektricitet (eksempelvis i Voltas søjle og Ritters elektrokemiske elektricitet), men elektromagnetismen var kunstigt frembragt og hørte i sommeren 1820 hjemme i Ørsteds apparater i laboratoriet. Og endelig gælder om magnetismen at den findes i magnetjernsten i jordens indre og viser sig som polære kræfter der påvirker en kompasnål. I praksis var den postulerede enhed af elektricitet og magnetisme derfor, påpeger Christensen, henvist til undersøgelser i laboratoriet, nemlig i samspillet mellem kræfter fremkaldt af hvert sit tekniske instrument: et galvanisk batteri og en magnetnål (en tynd nål af magnetjernsten).

Christensen specificerer meget konkret Ørsteds forudsætninger for opdagelsen af elektromagnetismen til følgende:
1) Ørsteds mislykkede demonstration af Ritters forsøg i Paris 1803 (hans livs ydmygelse)
2) Forslaget 1810 til prisspørgsmål om elektricitetens og magnetismens forskellighed
3) Opregningen i 'Ansicht' (1812) af alle de egenskaber de to kræfter syntes at have tilfælles. Hertil kom yderligere forsøg der tydede på at den magnetiske kraft ikke var begrænset til jern og nikkel.
Og endelig 4) samarbejdet med en forsker (L. Esmarch) om forbedring af galvaniske trug-apparater.

Og tilfældigt kan man også dårligt kalde et resultat der fremkommer gennem systematiske og metodiske forsøg. Ørsted gik da også øjeblikkeligt i gang med at publicere og rundsende resultatet. Han kunne efterfølgende rejse på regulære triumftog i flere lande. Men det hører unægteligt med til historien, at han ikke - som det ville være forventeligt - fortsatte med systematiske eksperimenter med den nyopdagede elektromagnetisme. Det var som om Ørsteds største tilfredsstillelse lå i at have ført endegyldigt bevis for sin opfattelse af naturen som dynamisk. Og han følte derfor utvivlsomt at han nu kunne koncentrere sig om sine filosofiske projekter.



Det skal for fuldstændighedens skyld tilføjes, at Ørsteds opdagelse til gengæld blev fulgt nøje op af de franske fysikere Biot og Savart som gjorde opdagelsen kvantitativ ved at påvise, at styrken af det magnetiske felt skabt af en strøm er direkte proportional med strømmens styrke og omvendt proportional med afstanden fra ledningen.

Det var dog først den britiske fysiker James Clerk Maxwell (1831-79) der i 2. halvdel af 1800-tallet med en række ligninger gav en samlet teori for det elektromagnetiske felt. Disse berømte 'Maxwell-ligninger' forbinder de elektromagnetiske felter, de elektriske ladninger og strømme indbyrdes. Og det kan i den forbindelse tilføjes, at ligningerne kan gives forskellige matematiske former, og at det specielt forholder sig sådan at differentialligninger kun sjældent giver et intuitivt billede af deres fysiske indhold, hvorimod ligningernes integralformer i den henseende er mere anvendelige og kan formuleres i ord som fysiske love (Elbek).



Ørsteds naturæstetik    
Til toppen  Næste

H.C. Ørsted fik et tæt samarbejde med den kunst- og videnskabsinteresserede kong Christian VIII i dennes korte regeringstid (1839-48), og han fik ligefrem stillet sommerbolig til rådighed på Fredensborg. I 1843 var eksperimentalfysik, redaktionsarbejde og politik imidlertid stort set lagt på hylden, for Ørsteds drøm var at skrive en samlet naturæstetik. Udgangspunktet var den franske filosof Charles Batteux (1713-80), der havde skrevet et stort værk om 'De skønne kunster', et samlebegreb han selv havde fundet. Han forestillede sig at kunsten udspringer af det mimetiske princip, og det blev da Oplysningstidens og Ørsteds grundliggende idé at kunstnerne skulle efterligne det naturskønne.

For naturforskeren Ørsted gjaldt specielt, at han allerede i 1808 i sin dialog om tonekunsten var nået frem til at det var hans opgave som fysiker at vise naturlovenes fundamentale betydning for kunstoplevelsen. Eksperimenterne med Chladnis klangfigurer førte ham på sporet af en teori der helt i tråd med rationalismens grundbestræbelse afmystificerede kunstoplevelsen, hvad der var fuldstændigt det modsatte af romantikernes og den tyske naturfilosofies ideer. Således forkastede Schelling blankt det mimetiske princip.

Der var også uenighed om kunstnerens skabelsesproces. Schelling kunne ikke acceptere at kunstneren var determineret. Ørsted derimod så ikke naturlovenes afspejling i kunsten som en deterministisk begrænsning af menneskets frihed, men tværtimod som et æstetisk reservoir af uendelig fornuft, et udtryk der kunne lede tanken hen på det ubevidste, men så langt kom Ørsted aldrig.



Ørsted var som filosof vel at mærke ikke uden kendskab til kunst eller kunstnere. Han omgikkedes, som det allerede er fremgået, mange af dem på nært hold, herunder også guldaldermalerne. Han kunne faktisk glæde sig over at disse malere var tilhørere til hans forelæsninger om lyset og farvernes teori, som han gik meget op i i disse år.

Ørsted viste ikke så lidt af sin spændvidde ved at være tæt på både den kølige og 'realistiske' Eckersberg, der foreskrev at kunstnerne skulle 'male efter naturen' (hvad der vil sige udendørs) og som skrev lærebog i linearperspektivet, og Eckersbergs diametrale modsætning, den romantiske, Friedrich-inspirerede norske maler J.W. Dahl, der bl.a. malede fascinerende billeder af et så udpræget dynamisk fænomen som brusende fosser. Naturdyrkelse blev det nye modefænomen. Og Ørsted på sin side kunne indvie kunstnerne i lyslære og farvespektrum. Han holdt i 1848-49 sytten forelæsninger om 'Det skønne', og de udgør kvintessensen af hans naturæstetik.

Ørsted var inspireret af Goethes farvelære, der med sine kvalitetsbestemmelser var vendt direkte mod Newtons rene kvantitetsteorier, og han behandlede netop i sin naturlære lys og farver (optikken) som et kompliceret samspil mellem sollysets stråler, deres tilbagekastning fra naturens genstandsoverflader til vor synssans og det dengang svært begribelige og uudforskede samspil mellem øjets sansning og hjernens kognition.

Iøvrigt var Guldalderbegrebet 'realisme' tvetydigt. Realisme betød ikke længere mimetisk i snæver forstand, men snarere idealtypisk. Malerne søgte i landskabet og gengav på lærredet spændingen mellem de umiddelbart iagttagelige, men også tilfældige og foranderlige naturfænomener, og de usynlige, bagvedliggende naturlove der betragtedes som 'evige og uforanderlige', altså netop det der lå i Ørsteds overordnede dualisme.



I den romantiske kunstteori var indbildningskraften (eller fantasien) nøgleordet, og den er for Ørsted selve den menneskelige åndsevne som har hjemme i frihedens rige, og som derfor ikke styres udefra af naturlovenes nødvendighed. Mennesket har både tænkning og indbildningskraft til rådighed. Tænkningen består i at kombinere fornuft og sansning, mens indbildningskraften på en eller anden måde er friere - uden at Ørsted kunne forklare hvordan.

For at overbevise sine kolleger om disse synspunkter måtte Ørsted godtgøre at videnskabens resultater er sikre. Han redegjorde derfor for sin naturvidenskabelige metode, som i korthed - og med moderne begreber - går ud på at forskeren opstiller en hypotese, dvs formulerer et spørgsmål til naturen i dertil egnede begreber. Derefter tester han gennem dertil egnede eksperimenter dens holdbarhed. En hypotese eller det Ørsted kaldte et 'tankeeksperiment' var netop den forsoning af rationalisme (fornuft) og empirisme (sanseerfaring) som Kant indførte.

Men Ørsted prøvede altså at vise
1) at naturlovene ikke er vilkårlige humane konstruktioner, men eksisterer i naturen, og
2) at menneskets fornuft er identisk med naturlovenes, dvs at det er den samme fornuft der gælder i naturlovene som den der bestemmer menneskets erkendeevne (mennesket er jo selv en naturskabning).

Ørsted sondrede i sin naturæstetik mellem visuelle geometriske (mekaniske) skønhedsindtryk eller -former og dynamiske skønhedsformer som lys, farve, lyd. Og som udpræget ordensmenneske var han desuden meget optaget af symmetri i naturen og tegnede symmetriske figurer (som inspirerede H.C. Andersen til noget lignende).

Men først og fremmest udarbejdede Ørsted en farvecirkel. Og under tydelig inspiration fra Goethes farvelære talte han for overensstemmelse mellem de objektive naturlove (Newton) og menneskets kollektivt subjektive farvefornemmelser. Det skal for fuldstændighedens skyld her tilføjes, at den konkrete forskel mellem Newtons og Goethes farveopfattelse ligger i at den førstnævnte udelukkende studerede farverne som resultat af lysets brydning i et trekantet prisme (spektralanalyse) - og konkluderede at farverne var indeholdt i det hvide lys. Mens Goethe ved at efterprøve Newtons forsøg opdagede at der opstod farver i overgangen mellem lys og mørke. Og han så derved flere farver. Efter Goethes opfattelse kan man ikke forstå lyset uden at medtage mørket. Og man kan i det hele taget ikke forstå farverne uden at forstå deres samspil med det seende øje. Goethes farvelære var et forsøg på at slå bro over kold 'objektiv' naturvidenskab og menneskelig eller eksistentiel kunstbetragtning. Den var og er relevant for kunstnere, men den blev naturligvis aldrig anerkendt af den positivistiske videnskab. Den delte således skæbne med Ørsteds store naturfilosofi.



Typisk for det harmonisøgende menneske Ørsted var understregede han at vi i den sublime kunst møder kræfter som giver os en fornemmelse af aktivitet og harmoni og som beroliger og varmer sjælen.

Han giver eksempler på det naturskønne i både dyreriget og planteriget. Svanen finder han skøn i sit rette element, men ikke på jorden. Flagermusen derimod er hæslig. Og det hæslige bestemmer han som det skønnes negation, herunder det asymmetriske og disharmoniske. Karakteristik for Ørsted er, at han fortrinsvis så det idylliske og pittoreske i naturen, hvorimod han gik uden om det romantikerne særligt fremhævede ved det 'sublime', nemlig den intense oplevelse af skræk og angst. Ørsted var meget selektiv sammenlignet med romantikerne.



Ørsted forsøgte ikke at lade naturvidenskaben forklare hele naturæstetikken, for han tillagde som nævnt også indbildningskraften betydning. Dette fremgår jo også at hans store forståelse for H.C. Andersens geni. Dan Ch. Christensen giver iøvrigt også flere eksempler på hvor stort og vedvarende præg Ørsteds naturæstetik satte på Andersens digtning. Men Andersen ironiserede ikke desto mindre over Ørsteds underliggende tro på at videnskaben ville overhale indbildningskraften. Og denne tro er jo faktisk også ganske typisk for rationalisten Ørsted. Han troede som alle rationalister at den støt stigende orden videnskaben kan bringe i vores forståelse af den ydre verden automatisk vil forplante sig til menneskets sjæleliv og så at sige ogsså bringe orden i kultur- og samfundslivet. Han forstod netop aldrig sjælelivets umådelige kreativitet - på godt og ondt - i kraft af selve den kaotiske karakter af det ubevidste. Også her var han i klar modsætning til romantikerne.

Ørsted sammenfattede i sin 'naturæstetik' de helhedsoplevelser af naturindtryk han lagde så stor vægt på i tre hovedkategorier:
- ophøjetheden vi oplever i naturens selvstændighed i forhold til os selv
- begejstringen vi oplever i naturens uophørlige skabelsesproces (som 'natura naturans'), og
- overensstemmelsen (analogien) mellem naturen og os selv.



Det kan dog stadigt overraske at opdageren af elektromagnetismen og besidderen af et professorat i fysik og kemi stort set lagde eksperimentalfysikken på hylden da han var fyldt 60 år. De sidste 12 leveår var på den forskningsmæssige side fuldstændigt viet opgaven at udforme en mere gennemarbejdet naturæstetik. Den blev ikke fuldført, men den fik dog en fremtrædende plads i 'Ånden i naturen'.

Konklusionen af Ørsteds overvejelser bliver - med Dan Ch. Christensen ord - at naturens fornuftbestemte skønhed ikke transmitteres umiddelbar til vor hjerne, men at vore sanseoplevelser filtreres gennem vor fornuft og forestillingsevne. Fantasien begrænses historisk af videnskabelige landvindinger (via fornuften), og fornuften kan dannes og uddannes. Forskelle i smag beror på forskelle i anskuelse og følgelig på forskelle i dannelse. Naturoplevelsen er således direkte afhængig af hvilken naturvidenskabelige indsigt et menneske har erhvervet sig.

Dette er så vidt jeg kan se en kort og præcis gengivelse af Ørsteds tanker om Det skønne, men den afslører også præcist Ørsteds begrænsede og forkerte opfattelse af den skabende forestillingsevne - og dermed i virkeligheden også en selvmodsigelse i hans naturfilosofi. For Ørsted var tidligt opmærksom på dynamikken i tilværelsen og så det som sin opgave at bringe det dynamiske aspekt i naturen ind under den solide naturvidenskabs rammer og forskning. Men han forblev til syvende og sidst et ordensmenneske og en rationalist der havde uhyre svært ved at acceptere tilværelsens irrationelle og kaotiske sider - og som direkte frygtede eller afskyede alt for påtrængende eksempler på folk der som fx Grundtvig havde umådelig tæt føling med de evigt skabende dynamiske kræfter i psyken vi i dag under ét kalder 'det kollektivt ubevidste'. Billedet er ikke entydigt. For Ørsted forstod i allerhøjeste grad H.C. Andersen, og han lod sig ikke skræmme af et dybt originalt menneske som J.W. Ritter. Men jo ældre han blev, jo mere orden ville Ørsted have. Og han forstod ikke at netop kunsten har sin største berettigelse i at lade det kaotiske komme til udtryk i ord, billeder og toner.



Idealer om almendannelse    
Til toppen  Næste

Som tidligere nævnt stiftede Ørsted i 1824 'Selskabet for Naturlærens udbredelse i Danmark' med det primære formål at fremme den offentlige interesse for naturvidenskaberne. Samme år skrev han en artikel om 'Naturvidenskaben betragtet som en af grundbestanddelene i menneskets dannelse', og heraf fremgår tydeligt hans grundliggende holdning til begrebet dannelse. Dannelse var almendannelse og almendannelse var åndsdannelse.

Dermed gik Ørsted direkte ind i den kløvning af kulturlivet som allerede på hans tid var begyndt med rationalismens faktiske, men uerkendte indsnævring af virkeligheden til det fornuftbetonede og nyttige, som uundgåeligt måtte førte til den romantiske reaktion, men ikke desto mindre trods mange pendulsvingninger blev mere og mere dominerende efterhånden som naturvidenskaben og det teknologiske fremskridt kom til at præge udviklingen og positivismen til sidst blev fuldstændigt toneangivende omkring århundredskiftet 1900.

Dan Ch. Christensen gør allerede i indledningen til sin biografi opmærksom på at opdelingen mellem naturvidenskab og humaniora netop afspejler eftertidens mere og mere splittede verden, som den fysikuddannede kulturfilosofi C.P. Snow i 1959 betegnede som kløften mellem to kulturer der taler hver sit sprog og derfor ikke forstår hinanden, nemlig hhv. den klassisk-humanistiske og den teknisk-videnskabelige kultur. Og Christensen kan i den forbindelse ikke dy sig for at more sig med den danske opfinder, designer og kulturfilosof Piet Hein der i en af sine humoristiske kulturkommentarer kaldte den naturvidenskabelige og teknologiske lejrs indbyggere for 'teknoter' og deres humanistiske modparter for 'kultister'. Disse etiketter rimer nemlig på 'idioter' og okkultister' og antyder de to lejres fordomme om hinanden. Teknoterne interesserer sig kun for eksakte og materielle problemers korrekte, i praksis virkende løsninger; til gengæld mangler de æstetisk dannelse. Okkultisterne derimod fortaber sig i ørkesløse spekulationer om metafysiske spørgsmål, ja, de overskrider ligefrem grænsen til det okkulte og bryster sig endog af, at de ikke forstår teknik, selvom de gerne anskaffer sig højteknologiske apparater til fx perfekt stereofonisk musikgengivelse. Denne kulturkløft bliver stedse dybere, hævdes det, og det har andre filosoferende videnskabsmænd som fx Vilh. Grønbech og Konrad Lorenz også hævdet.

Men som Christensen slutter sit afsnit, så gjorde H.C. Ørsted sig netop gældende i begge lejre og byggede bro mellem naturforskere og humanister i redaktionen for sine tidsskrifter. Ja, han opfattede sig som brobygger.



I en tale Ørsted om 'Christendommen og Åndsdannelsen understøtte hinanden' var budskabet det samme som i 'Videnskabsdyrkningen som religionsudøvelse': Den guddommelige fornuft åbenbarer sig i den hellige skrift såvel som i naturlovene. Den moderne bibelkritik har sørget for at fjerne de historisk betingede irrationelle træk i Det gamle og nye Testamente som var i strid med de evige naturlove. Det var et budskab der stod i tydelig kontrast til Oplysningstidens gudløse positivisme der forsøgte at tilintetgøre religionen ved hjælp af videnskaben. For Ørsted var det de kristnes opgave at fremme Guds rige, og dette rige kunne vi efter hans opfattelse kalde et fornuftrige. Skal opgaven lykkes, må vi derfor gøre brug af fornuften, guddomsgnisten i os.

Ørsted ville altså ikke religionen eller kristendommen til livs, men han var - som Dan Ch. Christensen påpeger - religiøs minimalist, og det var han i realiteten på en sådan rationalistisk-metodisk måde at han reducerede religionen og kristendommen til det mindst mulige ved at skære alt det generende irrationelle bort. Han havde ingen føling med det kollektivt ubevidste og forstod derfor slet ikke som romantikerne og Grundtvig den mytiske tænkning. Og for kristendommens vedkommende reducerede han den til ren og skær humanisme. Det eneste han godtog var det kristne kærlighedsbud. Heri var han helt på linje med andre rationalister i tiden, herunder de teologer han omgikkedes. Og heri ligger han også helt på linje med det store flertal af nutidens danske teologer og præster - som fx. Thorkild Grossbøll. Det er ikke gået op for nogle af dem, at kristendommen først og fremmest er et radikalt brud med al moralisme og lovreligiøs selvretfærdighed. Jf. iøvrigt artiklen Kristendommen passé?.



I indvielsestalen 1829 af Polyteknisk Læreanstalt var Ørsteds hovedbudskab uændret: Det er takket være naturvidenskab at kunst og håndværk forædles, og det er kunstnere og håndværkere der bringer nationen velvære. Denne dannelsesproces startede med den naturvidenskabelige revolution i renæssancen, hed det bl.a. Og Ørsted fortsatte: Fornuften er i fremmarch, og i takt med at vi indser at naturen adlyder fornuftens love, styrkes troen på Gud som naturlovenes skaber. Troen giver livet mening og livsmod. Den eksperimentelle naturvidenskab har afsløret og udstillet den tyske Naturphilosophies fejltagelser. Den forførte sine sværmeriske tilhængere til ørkesløse spekulationer, mens eksperimenter leder til handling. Det skulle derfor efter Ørsteds mening være Læreanstaltens opgave at give de studerende et videnskabeligt overblik over naturens love.

Den fundamentale begrundelse for at udbrede naturvidenskaben var at kendskab til denne videnskab vil indpode fornuft i individet ved at oplyse om naturlovenes og grundkræfternes bestandighed i forhold til forgængeligeden af den omgivende natur. "Vor Ånd nærer sig ikkun ved Ånd og søger den overalt", som han formulerede det. Tanken var at både naturlovene og grundkræfterne er skjulte for det menneskelige øje (de hører begge under begrebet noumenon), men de virkede i naturen og i mennesket.

I individets møde med naturvidenskaben ville der springe "en gnist af den evige fornuft, hvoraf menneskets ånd såvel som naturen udsprang". Herved ville oplysningen tænde en inspiration til at bygge hele eksistensen på fornuftens tre aspekter: det sande, det gode og det skønne (hhv. den videnskabelige erkendelsen, etikken og æstetikken). Det sande i kraft af ubestridelige, evige fornuftslove - og ikke af mystiske mirakler eller djævelsk trolddom; det gode når vi lader fornuftens moralmaxime styre vor vilje og handlinger; og det skønne, når vore følelser oplever fornuften i kunstens sanselige former, farver og toner.

Dermed er almenddannelsens fornemme mål formuleret. Men det skal i denne forbindelse nævnes, at Ørsted fuldstændigt delte tyske Fichtes opfattelse af det ideele universitetsstudium, som havde gjort indtryk på ham allerede på den første rejse til Jena. Både Schiller og Fichte rettede i deres velbesøgte og fængslende forelæsninger voldsom kritik mod den type universitet, som var indrettet til at udklække brødstudenter, der - med skyklapper på - lærte at lire et snævert afgrænset pensum af til eksamen for at få et diplom og derpå adgang til fast embede og deraf flydende gage. Begge tilskyndede i stedet deres tilhørere til at tilfredsstille deres intellektuelle sult og kaste sig over interessebetonede og personlighedsudviklende studier, som bar lønnen i sig selv.

Også Goethe stillede krav til studierne og undervisningen. Kundskaber skulle ikke formidles ukritisk, men diskuteres og sættes ind i en større filosofisk sammenhæng. Og efter Schillers mening var leksikalsk viden ikke så interessant som den viden, man selv producerer. Universiteter bør derfor ikke være snævre embedmandsskoler for brødstudenter, men fristeder for filosofiske hoveder til frie studier. Lige hvad Ørsted selv mente og praktiserede livet igennem. Men også hvad der altid har skilt de studerende i to markante grupper - og stadigt gør det!



I midten af 1830'erne stødte to menneskesyn og skolesyn frontalt imod hinanden i Danmark, nemlig Ørsteds og Grundtvigs.

Elektromagnetismen var for Ørsted selve 'Ånden i naturen'. Den var en usynlig kraft der virkede overalt i naturen efter bestemte 'fornuftlove'. Menneskets evne til at erkende disse love måtte bero på at det selv er besjælet af samme fornuft. At naturen og mennesket var gennemtrængt af samme fornuft måtte igen skyldes, at der stod en guddom bag, og at der derfor var en højere, men skjult mening med det hele. Det var hans kald som lærer at udbrede kendskabet til denne alfornuft. I denne gerning gjaldt det for læreren om at få 'Guddomsgnisten' til at springe og slå ned i eleven. Menneske og natur var bundet sammen - ikke legemligt, men åndeligt, for elektromagnetiske kræfter, de love, de adlød og den fornuft der erkendte dem, samt gnisten der formidlede dem, var af åndelig natur.

Grundtvig så helt anderledes på det. For ham hentede menneskelivet ikke sin mening i naturen, ligegyldigt hvor spirituelt Ørsted beskrev processerne, men i Gud og evangeliet. Han syntes dog - som tidligere nævnt - godt om metaforen 'naturlov'. I 1838 gjorde han en ny 'mageløse opdagelse': "Mig blev det givet at opdage den store naturlov for ånds virkning og forplantelse". Det var ikke elektromagnetismen, men 'det levende ord' han havde opdaget, og dette ord havde åndens virkning, når det blev udvekslet mellem mennesker og forplantede sig i det folkelige fælleskab i Højskolen.

To fundamentalt forskellige livsanskuelser tørnede her for alvor sammen i den dannelsesdebat der udspillede sig i 1830'ernes og 1840'ernes Danmark, og som i virkeligheden kom til at sætte rammerne for dansk uddannelsespolitik og dansk pædagogisk filosofi i det følgende århundrede.



I opdragelsen dyrkedes fornuften ved hjælp af videnskab, moralfilosofi og kunst. Dannelsen kom efter Ørsteds mening i stand ved den såkaldte sokratiske metode, hvor man så at sige spørger sig frem til sandheden uden at kende den på forhånd. Men denne metode kræver frihed og fravær af tvang både i den almindelige skole og på universitetet. Det ægte filosofiske hoved jagter ny erkendelse af indre drift og ikke for at få en eksamen og et embede, og han skal følgelig være et frit menneske.

Ørsted udsendte 'Råd og vejledning til nyoptagne studenter', hvor han inddelte sjælens grundkræfter i fornuften, viljen og begæret. Det var for Ørsted fornuften i de evige ideer der legitimerede dannelsen og ikke som for Grundtvig det menneskelige eller folkelige som var fundamentet.

For Grundtvig var folket at forstå i betydningen etnos, hvor enhver var integreret i en organisk helhed hvilende på fælles sprog og kultur. Grundtvigs pædagogiske filosofi havde derfor som erklæret mål at sætte 'den lærde republik' ud af spillet og bevare et egalitært samfund der blev styret af kongemagt og folkestemme i forening som stærke og frie instanser. Folket havde sine rødder i historiske erfaringer der lå gemt i sproget. Og det var af denne arv, den folkelige dannelse udsprang. Ville man styrke folkets selvtillid skulle man derfor efter Grundtvigs mening have Højskolen som ramme.



Ørsted derimod var ubetinget en tilhænger af meritokratiet, dvs et styre der dannedes af mennesker der i kraft af uddannelse, evner og dannelse havde gjort sig særligt fortjente til magt. Han var nok tilhænger af at de lærde skoler og universitetet blev reformeret i et vist omfang, men han kunne ikke gå ind for den såkaldte 'realskoletanke' der på den tid blev opstillet som et alternativ til den lærde skole og ville erstatte de klassiske sprog med den borgerlige middelstands erhvervsinteresser. Debatten drejede sig dybest set om den den vigtige forskel mellem dannelse og kompetence. Ørsted lagde størst vægt på dannelsen, og ved dannelse forstod han først og fremmest personlighedens indre karakter som formes af idealerne fra antikkens kultur og fra nutidens naturvidenskab.

Realskoletanken blev ført kraftigt frem i Stænderforsamlingen i Roskilde, endda under sloganet 'Skolen for livet', som de fleste forbinder med Grundtvigs syn. Men som Dan Ch. Christensen udtrykkeligt gør opmærksom på så var realskolen hverken Ørsteds eller Grundtvigs kop te. De ville begge dannelse - omend hver sin slags.

Der udspandt sig også en debat om Sorø Akademi der dengang var en ret besynderlig mellemting mellem en lærd skole og universitet, men som den ene part ville have gjort til højskole, den anden part til almindelig lærd skole.



Det er væsentligt at slå fast, at H.C. Ørsted havde meget høje tanker om dannelse og almendannelse - og at han stedse så begreberne i lyset af sin store vision om en dyb sammenhæng mellem naturen og det åndelige. Men det kan ikke forbigåes at hans idealer var elitære i den forstand at han som åbenlyst meritokratisk indstillet mand ønskede at de særligt begavede og veluddannede der havde gjort sig fortjent til høje stillinger i riget skulle have mest at sige. Det folkelige i grundtvigsk forstand havde han absolut ingen forståelse for; det frygtede han nærmest.

Og dette betyder at hans høje tanker om dannelse trods hans gode begrundelser for den aldrig bliver nogen progressiv almendannelsesstrategi der tog den grundliggende modsætning mellem rationelle kræfter og irrationelle kræfter i mennesket, kulturen og samfundet alvorligt, endsige formåede at give et fornuftigt bud på dens løsning.

H.C. Ørsteds tankeverden er trods hans store inspiration fra romantikerne i ungdomstiden bundet fuldstændigt af Kants rationalistiske begreber og kategorier som unægteligt var et fremskridt i forhold til den forudgående epokes blanding af folkelig overtro, urokkelig teologisk dogmatik og adelig/royal privilegiebeskyttelse, men samtidigt var en voldsom og katastrofal virkelighedsindsnævring der for lange tider blokerede en fordomsfri og progressiv forståelse for irrationalitetens uundgåelighed som komplementær størrelse til rationaliteten.



'Ånden i Naturen' - Ørsteds filosofiske testamente    
Til toppen  Næste

'Ånden i naturen' betegner Dan Ch. Christensen som en gådefuld titel fordi den markerer en sammenhæng mellem ånd og natur, hvor publikum venter en modsætning mellem på den ene side ånden anskuet som ikke-materialistisk og ikke-sanselig, måske endda overjordisk, og på den anden side naturen anskuet som materialistisk, sanselig og jordisk. Ørsteds oprindelige forslag til titel var da også 'Naturvidenskaben og åndsdannelsen', og den er jo mere præcis. Hans tanke med bogen var intet mindre end "at frembringe en forandring i samtidens sædvanlige verdensopfatning".

Den paradoksale titel skal efter Christensen mening nok opfattes som et brud med den ensidige mekanisk/matematiske naturopfattelse. Det er Ørsteds dynamiske naturlære bogen handler om, og dermed alle de nye forskningsgrene der var vokset frem i Ørsteds levetid så som elektrokemien, læren om lysets polarisation, jordmagnetismens deklinationer og termoelektriciteten, men naturligvis først og fremmest hans egen elektromagnetisme. Denne dynamiske naturvidenskab er styret af usynlige, polære kræfter, som efter datidens og Ørsteds opfattelse hverken kunne måles eller vejes og som derfor ikke foreløbig kunne udtrykkes i matematiske formler, men derimod i nye dertil skabte ord i sproget.

Bogen handlede med andre ord om de noumenale kræfter der stod over for de fænomenale kræfter og dermed placerede naturforskningen som en del af den dualistiske filosofi der i forvejen omfattede etikken og æstetikken. Hele dette grundliggende helhedssyn havde Ørsted allerede formuleret på en kort formel i 1833:

Fornuften i Fornuften [Erkendelsen] = det Sande
Fornuften i Viljen = det Gode
Fornuften i Phantasien = det Skønne.



Dermed fastholdt han hele den opfattelse af en sammehæng mellem det sande, det gode og det skønne som prægede den klassiske holdning og bl.a. forefindes hos Sokrates.

Om den moderne, dynamiske naturvidenskab var nyttig i samme forstand som den mekaniske eller ej, var ikke så afgørende, for det magtpåliggende for Ørsted var at fortælle at dualismen også var den lære man kunne uddrage af naturen. Den viste nemlig at menneskets fornuft var i stand til at finde naturlove, og at disse naturlove var sande og udtryk for en overordnet fornuft. Og Ørsted var fast overbevist om, at når kendskabet til denne moderne naturvidenskab blev udbredt, ville befolkningen lære at skelne mellem sandt og falsk, blive befriet for frygt og overtro og forstå at kunsten er en refleksion af det naturskønne.

Bogens budskab var kort og godt optimistisk: Naturvidenskaben er relevant og gavnlig for åndsdannelsen. Ørsted var overbevist om, at den dynamiske naturvidenskab havde slået bro mellem det sanselige og det metafysiske og er derfor var uomgængelig for såvel kunstforståelsen som forståelsen for den moralske forpligtelse.



Men selv ræsonnement i denne naturfilosofi er af analogisk art - og selvom Ørsted på ingen måde var uvidende om at man ikke kunne slutte fra det noumenale til det fænomenale - det understregede han tværtimod ofte - så var han ikke klar over hvad han dybest set gjorde, for han forstod ikke hvad henholdsvis det noumenale og det fænomenale beroede på i psykisk henseende. Han sluttede på grundlag af Kants alt for snævre begreber og kategorier fra den nøgterne erfaring af dualisme til muligheden for en enhedsopfattelse af alting der kunne forene alle modsætninger i en syntese. Men en sådan holistisk syntese er spekulation.

I dag ved vi at det i virkeligheden forholder sig sådan at alt det noumenale (åndelige, ikke-sanselige, skjulte og gådefulde samt meningsfulde og kvalitetsmæssige) ikke beror på ren spekulation eller fantasi, og at alt det fænomenale (synlige, sanselige, åbenlyse, forståelige, målelige og kvantitetsmæssige) på sin side ikke beror på simple registreringer i det legemlige sanseapparat, men at det noumenale beror på de primære psykiske processer og det fænomenale på de sekundære psykiske processer. Det var der ingen der vidste på Ørsteds tid, for det blev først opdaget af Freud i slutningen af 1800-tallet. Så man kan absolut intet bebrejde Ørsted. Men det er nødvendigt at påpege at hans holisme er uholdbar, fordi al holisme er umulig. Jf. artiklen Holismen en umulighed i dag.



Da jeg ikke kan forudsætte kendskab til de psykiske grundprocesser, skal jeg kort ridse op, at de primær processer er medfødte, før-sproglige og overvejende billedmæssige og uden enhver sondring mellem subjekt og objekt, mellem fortid, nutid, fremtid og mellem fantasi og virkelighed. De giver både forestillinger og følelser, men disse er ustabile og kan være meget stærke og intense. De er derfor forudsætning for oplevelsen af alt det vi forbinder med helhed, mening, kvalitet, kunst, etisk forpligtelse og religion.

De sekundære processer er derimod tillærte og forudsætter genstandsbevidsthed og sprog, og de rummer derfor sondringer mellem subjekt og objekt, mellem fortid, nutid og fremtid og mellem fantasi og virkelighed og anvender alle de logiske konstanter (ikke, både-og, enten-eller, hvis-så m.v.). De giver ligeledes både forestillinger og følelser, men disse er stabile og relativt vage. Og de er derfor forudsætningen for al nøgternhed og realitetssans og dermed for alt praktisk og nyttigt samfundsliv såvel som al metodisk videnskab.



Helt konkret ligger Ørsteds fejlslutninger i brugen af begreberne fornuft, fornuftslov og naturlov.

Menneskets evne til at erkende fornuftslovene måtte bero på at det selv er besjælet af samme fornuft. At naturen og mennesket er gennemtrængt af samme fornuft må igen skyldes, at der står en guddom bag, og at der altså er en højere, men skjult mening med det hele, det han kaldte en 'alfornuft'. Menneske og natur er bundet sammen - ikke legemligt, men åndeligt, for de elektromagnetiske kræfter, de love, de adlød og den fornuft der erkendte dem, samt gnisten der formidlede dem, var af åndelig natur - for nu lige at repetere hans grundtanker.

Hertil må nu siges, at det for det første er indlysende for alle bevidste mennesker at vi er i besiddelse af en fornuft der giver os mulighed for at reflektere og ræsonnere samt skelne mellem sandt og falsk og bringe orden i vore iagttagelser og forestillinger.

Det er også indlysende for alle bevidste mennesker at verden er indrettet på en sådan forunderlig måde at mennesket med sin fornuft kan finde universelle love for strukturen og processerne i universet, hvad der igen må beror på en eller anden uforklarlig overensstemmelse eller analogi mellem den ydre verden og det der foregår i vore hjerner.

Men at postulere at naturen og den menneskelige fornuft i et og alt følger samme love og at disse ydermere skulle være givet af en skaber, er både overflødigt og at gå alt for vidt. Det er at gå for vidt, fordi der - som tidligere bemærket - med identifikation af fornuftlov og naturlov reelt lægges et antropomorft træk ind i naturen, dvs at naturen uden videre ses som 'besjælet' af nøjagtigt de samme kvalitetsegenskaber som vi tillægger os selv (eller som de fleste i hvert fald stadig tillægger sig selv). Men der er ingensomhelst grund til således at 'besjæle universet', eftersom vi af den biologiske udvikling kan se at de psykiske egenskaber vi gennem tiderne har forbundet med begrebet 'sjæl' kun findes hos os selv og vores art - homo sapiens - og er kendetegnet af en fuldstændigt uforklarlig opkomst af et helt nyt emergent fænomen som 'følsomhed i nervesystemet' eller hvad man nu vil kalde det der bevirker at bevidstheden har fået en kompleksitet at den er blevet bevidst om sig selv.

Og det ørstedske postulat er overflødigt, fordi hele den karakter af helhedsoplevelse, mening, kvalitet, etisk forpligtelse og religiøs dimension som vi gennem tiderne har forbundet med begrebet 'sjæl' nu engang er en realitet hos menneskelige væsener i kraft de medfødte psykiske processer af irrationel art og derfor ikke behøver nogensomhelst rationel begrundelse.



Dan Ch. Christensens ufuldstændige perspektivering    
Til toppen  Næste

Som fremhævet allerede i indledningen er det en umådeligt fornem biografi Dan Ch. Christensen har skrevet og udformet om en af dansk naturvidenskabs største skikkelser. Og det gør den ikke ringere at han afslutter den med at sætte H. C. Ørsted ind i et større idéhistorisk perspektiv, hvilket helt konkret vil sige at placere ham i forhold til de to store åndsretninger i tiden - rationalismen og romantikken - og til 'det moderne gennembrud' som skete efterfølgende og som de fleste mennesker her i landet takket være brandesianismen nærmest automatisk forbinder med navnet Georg Brandes og derfor daterer til dennes berømte forelæsninger i 1870.

Dan Ch. Christensen mener denne datering er forkert, for han bestemmer det moderne gennembrud som "en ny verdensanskuelse præget af fremskridtstro, naturvidenskabelig dannelse, æstetisk bevidsthed og nydelse, fornuft, realisme, og naturalisme og et minimalistisk gudsbegreb" og en sådan ny verdensanskuelse blev efter Christensens mening allerede lanceret i 1849-51 med koordinerede skrifter af H.C. Ørsted og H.C. Andersen - som det er refereret ovenfor. Jeg synes nu det er en tilsnigelse at koble Ørsted og Andersen sammen, for de ville ikke helt det samme, og Andersen kunne faktisk godt gennemskue Ørsted, når han ironiserede over dennes tro på at videnskaben ville overhale indbildningskraften. Det vidste Andersen udmærket godt ikke ville eller kunne ske.

Christensen gør gældende at Brandes totalt nedgjorde Ørsted, fordi han slet ikke havde gjort sig den ulejlighed at sætte sig ind i hvad Ørsteds dynamiske naturfilosofi overhovedet gik ud på. På positivismens kætterbål ofrede Brandes en bloc alt der ikke var entydig og monistisk rationalisme som romantik og religiøs overtro.

For en overfladisk betragtning kan spørgsmålet om ophavsret til det moderne gennembrud måske forekomme ret overflødigt, men for undertegnede er det vigtigt fordi det dels påny sætter et berettiget spørgsmålstegn ved Georg Brandes rolle i kulturlivet herhjemme i nyere tid, og dermed bliver en opfølgning af Jernesalts tidligere kritik af Brandes (og Jørgen Knudsen), dels gør det nødvendigt at sætte det moderne gennembrud i relation til hvad der er dukket op i det 20. århundrede som emergente fænomener i naturvidenskab, erkendelsesfilosofi, psykologi og religionshistorie. For dette placerer reelt Brandes som en reaktionær skikkelse der blev ved at forsvare positivistiske anskuelser som viste sig mere og mere uholdbare.

Opgaven bliver derfor ikke blot at placere H.C. Ørsted på den rette plads i forhold til rationalismen og romantikken, men at forstå disse åndsstrømninger bedre og derudfra måske også komme til en forståelse for hvorfor Ørsted dybest set måtte komme til kort i sin visionære forestilling om en dynamisk dualisme.


Dan Ch. Christensen grundliggende positive vurdering af Ørsted skal ikke anfægtes. Den er kort og godt formuleret med ordene: "Ingen vil vel bestride at det er takket være Ørsteds ihærdige indsats at det naturvidenskabelige studium i Danmark blev løftet fra en marginal position på Universitetet som hjælpefag til medicinen til at udgøre en bred vifte af discipliner med fysik og kemi i centrum - kulminerende med dannelsen af et naturvidenskabeligt fakultet i 1850." (dcc/1126).

Problemet er - som udtrykkeligt nævnt eller antydet flere gange i det foregående - at Ørsted på den ene side var alt for bundet af navnlig Kants begreber til at kunne sprænge den ulyksalige dualistiske modsætning mellem ånd og natur, og på den anden side var så bundet af det medfødte rationalistiske behov for orden og harmoni, at han dybest set aldrig fik føling med romantikkens inderste drivkraft og derfor grundliggende også mistydede begrebet ånd.



Dan Ch. Christensen slår meget præcist fast at Ørsted stod Kant og Oplysningstiden meget nærmere end Romantikken. Bortset fra ungdomsvennen Ritter der med sit eksperimentelle geni og sit neurotiske temperament på én gang var Ørsteds forbillede og modpol, appellerede Romantikkens ideer ikke til Ørsted, skriver Christensen. Han fordømte romantikernes mysticisme og nostalgi. Han satte sin lid til de moderne naturvidenskabelige fremskridt og insisterede på fornuftens brug. Han blev på sine udenlandsrejser immuniseret mod at falde for ideologiske yderligheder. Han vidste at idé- og videnskabshistoriens pendul svinger frem og tilbage, og at det er klogt forudseende at holde sig på den gyldne middelvej. Og fremfor alt bekendte han sig til et menneskeyn der satte fornuften i højsædet. Han blev opmuntret af den revolutionerende opdagelse af galvanisk elektricitet og opstillede nu grundstrukturen til et alternativt, dynamisk forskningsprojekt som supplement til den mekanisk-matematiske fysik. Han interesserede sig for den del af fysikken - elektricitet, magnetisme, lys og varme - som beroede på polære kræfter (han ikke troede det muligt at måle). Han gik eksperimentets vej ved at stille specifikke spørgsmål til naturen, først i tanken, siden i forsøget. Han gennemskuede Schellings Naturphilosophie. "Men han erkendte at romantikkens helhedssyn på naturen som natura naturans kunne være en frugtbar inspirationskilde til tankeeksperimentet, forudsat det blev fulgt op af et fysisk eksperiment" (dcc/1127).

Dan Ch. Christensen pointerer (p. 1128) klart fire aspekter ved Ørsteds syn på fysik som adskiller ham fra så mange andre, men ikke alle fysikere, og som - vil undertegnede pointere - i alt korthed viser hans format som filosof:

Pkt 1) Fysikken er en dualistisk videnskab der består af en mekanisk del der beskæftiger sig med det materielle (målelige og vejelige) - og en dynamisk del der omhandler der indre kræfter i stofferne som forsårsager forandringer.
Pkt 2) Fysikkens udforskning af forandringer i verden vinder ikke større klarhed ved at blive sat på matematisk formel. Matematikken er tværtimod fremmedgørende, fordi den bedyrer at den forklarer naturen, men reelt blot beregner nogle fysiske fænomener. (Ørsted forlangte en visuel og sproglig fysik).
Pkt. 3) Naturvidenskab er en vigtig del af den almene dannelse, fordi studiet af naturens love ud fra den tankeeksperimentelle metode i eminent grad skærper sansen for hvad der er sandt og falsk. Naturvidenskaber er en kognitiv prøvesten, og naturlovene har objektiv og universel eksistens.
Pkt 4) Fysikkens betydning - udover det rent erkendelsesmæssige - ligger i æstetikken snarere end i teknologien. Det teknologiske fremskridt er af stor civilisatorisk betydning, men for snævert knyttet til materialisme og pengekapital. Netop den dynamiske del af fysikken viser at det kunstskønne beror på nyligt opdagede naturlove om lyd- og lysbølger.

Og Christensen påpeger derefter det meget væsentlige at Ørsteds dynamiske dualisme i udvidet forstand var selve grundstrukturen i hans verdensanskuelse og naturligvis også omfattede moralfilosofien og den æstetiske filosofi.



Hvad var da Ørsteds forhold til Romantikken som man i almindelighed tidsfæster til perioden 1800-1850 og som derfor falder fuldstændigt sammen med Ørsteds videnskabelige karriere?

Jo, han var faktisk som ung dybt påvirket og inspireret af romantiske tænkere som Schelling og andre. Men han fik hurtigt nok - og vendte sig i stigende grad imod romantikken som åndsfænomen. Han var dybest set bange for det irrationelle og søgte at dæmme op for det med orden og besindighed samt filosofi og naturvidenskab. Men vi må prøve at forstå hvad det var han afskyede i romantikken, og det får vi hjælp til i biografien.



Dan Ch. Christensen leverer her den sjoveste karakteristik af Romantikken jeg nogensinde har set - vel at mærke ikke en præcis, koncentreret eller uangribelig karakteristik, men en løs og omfattende, der ganske enkelt består af en lang række fuldstændigt usorterede associationer til fænomener, og den skal her gengives ordret i fuld længde, fordi den netop rummer stort set alt det folk i almindelighed kan finde på at diske op med, nar de skal lægge afstand til romantikken.

Romantikken associerer ifølge Christensen, til "utæmmelige, voldsomme naturkræfter, grænseoverskridende eventyrere, naturens muntre sønner, rødmossede døgenigte, hvidhårede oldinge, simple bønderfolk, enestående genier, heldige kartofler, charlataner og bohemer, vanvittige der lider af ulykkelig kærlighed, Gretschen am Spinnrade, der Hirt auf den Felsen, dødedans og dødningehoveder, kvindeforførere og mandebedårere, mystikere, tudende ugler, elverpiger, havfruer, munke med tonsur, riddere i blanke rustninger, basilisker og andre fabeldyr, vampyrer, dybe grotter med flagermus, uvejsomme skove, brusende vandfald, borgruiner i måneskin, vindebroer, gotiske katedraler, tætte tågebanker, Blakes gammeltestamentlige engle, David Caspar Friedrichs stejle fjedsider, Novalis' blå blomst, Howards drivende skyer, bølgende barme, piger i næsten gennemsigtige musselinkjoler, kyser med kulørt silkebånd, arabiske nætter, vulkankratere, den uendelige stjernehimmel, nattevandringer, hjertets udgydelser, kedsomhed, ensomhed, det groteske, det uhyggelige, det eksotiske, det længselsfulde, det dunkle, det blot anede, det angstfyldte mørke, det irrationelle, det diabolske, fremmedgørelsen, eskapismen, drømmesynerne, selvmordet." (dcc/1129).

Man kan nævne meget, meget mere som hører med til billedet af romantikken, skriver Christensen med tilføjelsen "vel vidende at flere af fænomenerne umuligt kan optræde sammen. Hvilket ikke overrasker, for var de nævnte karakteristika i indbyrdes harmoni, ville selve definitionen af Romantikken jo have givet sig selv.".

Men nu er det - desværre for Christensen - en kendsgerning, at fænomenerne på Ørsteds tid faktisk optrådte ved siden af hinanden i al deres forvirrende modsætningsfuldhed, og dette er der ikke noget mærkeligt i, for i virkelighedens og dagligdagens brogede verden kan modsætninger sagtens eksistere og gøre sig gældende ved siden af hinanden netop fordi livets og naturens processer ikke styres af rationelle ordenshensyn eller logiske kriterier. De er netop grundlæggende udtryk for at livet set med menneskets øjne er irrationelt i sit udspring og ikke-determineret i sit forløb og derfor umiddelbart forekommer at være ét stort virvar af polære og uforenelige kræfter der uafladeligt skaber dynamik og sørger for forandring.

Det rationelle princip på sin side er den menneskelige fornufts princip, og det stræber efter og formår også i vid udstrækning at skabe endda meget stor orden i vore forestillinger ved at se lovmæssigheder der gør det muligt til hver en tid trods al uorden at få et vist overblik over situationen og udviklingen. I dette energiske og succesfulde arbejde på at skabe orden, støder fornuften dog uundgåeligt på fænomener der forekommer at være ulogiske og undertiden ligefrem stå i et logisk modsætningensforhold til hinanden. Men denne vurdering er fornuftens og logikkens, ikke tilværelsens eller naturens. Og hvad angår den abstrakte eller matematiske formulering af naturlovene, så gælder at den er mulig og nyttig, men altid ifølge sit væsen og sin mening er en generalisation der bringer os ud over det anskueliges rammer.



Der er imidlertid intet at sige til at rationalister og ordensmennesker af Ørsteds art ikke kan lide denne irrationalitet, uorden og logiske modsigelse i tingene. De frygter den, afskyer den, holder den på afstand af sig, bekæmper den eller benægter den. Og gør i stedet for hvad de kan for at bringe orden i tingene. Det lykkes som bekendt i visse tilfælde lidt for godt. Så får vi en rationalistisk filosof som Immanuel Kant der bringer formidabel god orden ikke blot i tænkningen, men også i sit eget liv, så folk i Kønigsberg endda kunne stille urene efter ham når han gik sin daglige spadseretur. Eller i magtbegærets modsatte grøft, hvor vi ser diktatorer som Lenin, Stalin og Hitler der laver ensretning - og konsekvent udrydder alle dem der står i vejen for deres forehavende. Man skal i denne forbindelse ikke se bort fra at netop den kantske ordens- og pligtmoral var basis for nazismens umenneskelighed!

Rationalister glemmer alle lige præcis en og samme ting: at mennesket er kreativt ene og alene i kraft af de irrationelle kræfter der hersker i dybden af menneskesindet, nemlig i de psykiske primærprocesser der er medfødte og går forud for al tillæring, alt sprog og al logik og orden! Derfor ser man at den gode og velmenende, venlige og besindige H.C. Ørsted gik langt uden om Grundtvig og Orla Lehmann samt alle andre romantiske og ungdommelige sjæle der forlangte forandring og/eller vækkelse og folkelighed og i øvrigt var lidt for voldsomme i både retorik og adfærd. Og derfor fortolkede samme forstandige, men lidt naive forsker den dynamiske dualisme som en fredelig og harmonisøgende polaritet som alle mennesker i princippet ville kunne nå frem til at beherske, hvis blot de satte sig ind i naturvidenskaben, naturlovene og fornuftslovene.



Ørsted fik - som flere gange påpeget i det foregående - aldrig nogensinde føling med det kollektivt ubevidste, og det samme gælder uhyre mange mennesker i nutiden. Ørsted kom aldrig til en forståelse af at alt det kreative i ham selv og hans romantiske inspiratorer havde en og samme kilde, nemlig det irrationalle, og at det netop var romantikkens store fortjeneste - trods alle mulige vildfarelser og fejltagelser, overdrivelser, manier og 'besættelser' - at den netop fik føling med det kollektivt ubevidste på en sådan måde at det ikke siden har kunnet overses.

Folk kan lukke øjnene for det - som Ørsted gjorde, som Brandes gjorde og som utallige andre gør den dag i dag. Og det kommer de forholdsvis let om ved når de putter alt hvad man kan associere med romantikken i én stor sæk og skriver "Det store og mørke, tågede, uforståelige og irrationelle kaos" på etiketten. Christensen remser associationerne op hulter til bulter, og hævder at man ikke kan nå til enighed om en definition af romantikken, fordi der er store følelser på spil. Og hvis der tænkes på en eksakt naturvidenskabelig definition er det rigtigt, men en nøgtern bestemmelse og systematisk beskrivelse med påpegning af væsentlige træk ved romantikken og dens mange personligheder er faktisk mulig og er bl.a. gjort overbevisende af den tyske filosof Rüdiger Safranski. Og for mit eget vedkommende kan jeg sige, at der på 'Jernesalt' gives ganske nøgterne essays om folk som Blake, Grundtvig, Blicher, Ingemann, H.C. Andersen, Johan Th. Lundbye, Friedrich, Nietzsche, Wagner og Mahler. - (Link til essays.)

Brandes brugte for sit vedkommende også den bekvemme 'sækkemetode' - eller metoden med at sætte folk i bås uden at sætte sig ind i hvad de egentlig mener - og så er det jo ikke mærkeligt at han får puttet Ørsted ned i den romantiske sæk, for vitterligt talte Ørsted om metafysik og noumenon og guddomsgnist og mange andre ting der umiddelbart associerer til romantik og uvidenskabelighed og derfor får mange mennesker til omgående at stå af. Denne metode er der bunker af naturvidenskabsmænd gennem halvandet hundrede år der har brugt over for Ørsted. Det fik han allerede selv at føle, da han rundsendte sit filosofiske testamente i 1851 til bl.a. den gode engelske kollega Herschel. Der kun kunne kvittere med tavshed!



Litteraten Georg Brandes er naturligvis ikke et sandhedsvidne når det gælder H.C. Ørsted, for han satte sig slet ikke ind i hvad Ørsted egentlig sagde og mente. Den ensidige positivisme rådede imidlertid også i naturvidenskaben og dens bedømmelse af Ørsted længe efter dennes død. Det giver Christensen jo eksemplet på over alle eksempler med Kirstine Meyers bedømmelse af Ørsted for Videnskabernes Selskab i 1920.

Men hvad Christensen helt undlader at påpege - formentlig fordi han ikke rigtigt har forstået problematikken - er at Brandes' afvisning af Ørsted ikke er en lapsus eller fejltagelse, men en simpel logisk følge af hans ensidige positivistiske fortolkning af det moderne gennembrud. I modsætning til Ørsted opfattede den fremskridtstroende Brandes i slutningen af det 19. årh. fremskridtet på en så naiv måde at han selv blev desillusioneret fordi det ikke gik den vej han havde forestillet sig. Og som bekendt røg alle hans illusioner definitivt i vasken, da 1. verdenskrig brød ud med sluserne åbnet for de værste onder fra irrationalitetens side. Han forstod ikke det fjerneste; andre såkaldte kulturfolk forstod heller intet; flertallet af dem deltog såmænd med begejstring i hurra-råbene da krigen brød ud. Mange uhyrligheder fulgte efter i både Tyskland, Italien, Spanien og Sovjetunionen. Men vi er i dag ikke uvidende om grunden. For vi har fået ordentligt kendskab til dybdepsykologien via Freud og Jung og utallige andre forskere. Og vi udbygger i dag kendskabet støt og roligt på mange forskellige felter.

Det er på denne baggrund simpelthen ikke holdbart at se hverken positivismen eller brandesianismen som en form for rationalisme der skulle have tilstrækkelige forudsætninger for at forstå tilværelsens modsætninger. Og det er faktisk heller ikke holdbart at tro at H.C. Ørsteds dualistiske rationalisme havde en begrebsramme der blot tilnærmelsesvist var i stand til at forstå de brogede fænomener.



Det er som allerede fremhævet en fornem biografi Dan Ch. Christenden har skrevet om Ørsted. Den sætter virkeligt manden og samtiden så grundigt på plads at alle bliver meget klogere på begge dele. Men når Christensen kalder sin biografi 'Naturens tankelæser', så provokerer det til modsigelse. For det er ikke så lidt af en tilsnigelse af tale om 'naturens tanker'. Det er efter min mening en form for antropomorfisme og en sådan er ikke videnskab.

Havde Christensen derimod kaldt bogen 'Naturens tankeindlæser', så havde vi været nærmere sandheden, for Ørsted lagde vitterligt fornuft, orden, mening og kvalitet ind i naturen, men han gjorde det vel at mærke uden at forstå at disse egenskaber er psykiske fænomener, kendetegnet for mennesket ene og alene. Det var der næppe mange, om overhovedet nogen, der vidste eller blot anede på hans tid, men det véd vi i dag - og det betyder igen at vi på den ene side kan få en vis forståelse for at mange naturvidenskabsmænd og humanistiske forskere omgående og automatisk står af, når Ørsted (eller nogen anden) taler om 'ånden i naturen'.

Men på den anden side kan det også hjælpe os til at forstå, at Ørsteds dynamiske helhedsprojekt fra starten var dødsdømt. Han vidste ikke - og kunne dengang ikke vide - at holistisk tænkning både er en videnskabelig umulighed og en videnskabelig misforståelse i og med at videnskaben splitter tingene ad for at analysere dem og finde lovmæssigheder og derfor har de psykiske sekundærprocesser som forudsætning, mens opfattelsen og oplevelsen af helhed og enhed udelukkende finder sted ved hjælp af de medfødte primærprocesser. Alle mennesker kan veksle mellem de to betragtningsmåder og bliver ved med det livet igennem, men de to tilgange vil aldrig kunne forenes i en modsigelsesfri syntese.

Derfor kan og skal det moderne gennembrud i dag ikke ses som naturvidenskabens overtagelse af fornuft og dannelse på rationalismens grundbetingelser, men tværtimod søges i en forståelse af tilværelsen som ikke blot dynamisk, men komplementær i sin art.

Dan Ch. Christensen afslutter sin stor biografi med en bemærkelsesværdig og flot sætning "Videnskab og kunst var for Ørsted komplementære livsopgaver" - og disse ord peger fremad i den rigtige retning, men jeg tror ikke Christensen er klar over hvorfor.



Helhedsrealismens progressive perspektivering    
Til toppen  Næste

For undertegnede er det største ved H.C. Ørsteds indsats som naturvidenskabsmand og filosof i første halvdel af 1800-tallet ikke selve den opdagelse af elektromagnetismen i 1820 som gjorde ham internationalt berømt, men derimod det ihærdige forsøg på udviklingen af et naturfilosofisk helhedssyn.

Forsøget lykkedes ikke, men tidligt pointerede Ørsted vigtigheden af filosofiske helhedsbetragtninger i forskningen. Naturen skulle ses som en sammenhængende helhed, og naturens indre kræfter og ydre former betragtede han som analoge. Han så - i modsætning til datidens gængse rationalister - naturen som et dynamisk fænomen. Det var utvivlsomt hans største tilfredsstillelse som forsker at han med opdagelsen 1820 havde ført endegyldigt bevis for sin opfattelse af naturen som dynamisk. Og det kan i denne forstand ikke undre at han derefter fuldt og helt koncentrerede sig om sine filosofiske projekter omkring naturæstetikken, dannelsesfænomenet og helhedsynet.

Men som det gerne skulle være fremgået af det foregående, så mener jeg at hans forsøg på en helhedsfilosofi nødvendigvis måtte mislykkes, fordi tiden ikke havde begreber der gjorde den mulig, og fordi Ørsted personligt ikke formåede at forme dem. Han kunne - som anført - i naturæstetikken tale om et æstetisk reservoir "af uendelig fornuft", men hans tanke blev aldrig ledt hen på det ubevidste eller andre decideret psykologiske bestemmelser for denne indre uendelighed.



Derfor er det rimeligt i Ørsteds tilfælde at tale om tydelige og afgørende begrænsninger i selve hans begrebsramme, klarest og værst i hans accept af Kants begreber om det fænomenale og det noumenale. Det fænomenale er de ting og de tingsrelationer og -virkninger vi kan anskue og observere og gøre til genstand for eksakt måling og dermed streng videnskabelig erkendelse. Det noumenale dækker kræfterne og årsagerne bagved de observerbare virkninger, og dem kan vi, var opfattelsen, ikke erkende endsige måle. Vi ser som sagt helt anderledes på sagen i dag. Og vi må ganske enkelt konkludere, at selve begreberne 'noumenon' og 'fænomenon' leder forskningen på vildspor, nemlig ud i tomme spekulative betragtninger som ender blindt.

En anden begrænsning ligger i Ørsteds type som menneske. Han var og blev trods sin opmærksomhed omkring dynamiske fænomener og sin bestræbelse på at få disse fænomener bragt ind under den eksakte videnskabs rammer en typisk rationalist der konsekvent, kompetent og meget succesfuldt bragte orden i både den praktisk eksperimentelle forskning og den hypotetisk-teoretiske fortolkning. Og han kan i denne henseende også karakteriseres som en mand der var tilbøjelig til at skyde det der ikke passede ind i billedet til side som noget irrationelt, uerkendeligt og måske ligefrem mørkt og farligt. Kun på ét punkt synes han at have vovet sig ud i et overlagt forsøg på at sprænge rationalitetens relativt snævre rammer, nemlig i forsøget på at skabe en helhedsfilosofi der omfattede de to verdener man anså for skarpt dualistiske: den indre verden og den ydre verden, ånden og naturen.

Dette må man under alle omstændigheder tage hatten af for, selv om forsøget ikke førte ham til det ønskede resultat. For forsøget var der trods alt god mening i, selvom de færreste kunne se det, og selvom meningen først kan belyses tilfredsstillende i dag.



Som allerede bemærket er der næppe megen tvivl om at det dybest set er analogi-betragtninger der ligger til grund for såvel Ørsteds dynamiske projekt som hans store afsluttende naturfilosofi i 'Ånden i Naturen'. Men analogier beviser intet, de kan alene være til nytte som pædagogiske eller didaktiske redskaber. Og dette skyldes den rent psykologiske grund at vi har lettere ved at forstå forskellige fænomener ved at finde visse ligheder eller overensstemmelser mellem dem. Derfor overfører vi ustandseligt begreber og metaforer fra fysikken til psykologien og omvendt. Derfor har vi også altid forstået fysiske fænomener i analogi med psykiske fænomener ved at bringe den fundamentale erfaring af dynamik og kvalitet i det psykiske liv med over i forståelse af fysiske fænomener. Om det så er de moderne kaosteorier, så taler forskerne fx om "følsomme begyndelsestilstande" i vejr- og klimafænomener for at understrege hvor lidt der skal til for at ændre en lang kæde af processer. Men ingen tror dog på at luftens og vandets små molekyler har et nervesystem.

Risikoen ved at forstå fysiske fænomener i analogi med psykiske er naturligvis faren for at begynde at tolke naturen antropomorft - og dermed "besjæle naturen". Det er faktisk hvad der meget ofte sker, hvis man ikke forstår at analogien intet beviser, men kun hjælper forståelsen. Og det er efter min mening hvad der skete i Ørsteds helhedsfilosofi.

Ørsteds fejlslutninger kan efter mit skøn føres tilbage til brugen af begreberne fornuft, fornuftslov og naturlov. Menneskets evne til at erkende fornuftslovene beroede jo efter Ørsteds mening på at det selv er besjælet af samme fornuft. Naturen og mennesket er gennemtrængt af samme fornuft og det kan kun skyldes, lyder ræsonnementet, at der står en guddom bag, og at der altså er en højere, men skjult mening med det hele, en 'alfornuft'. Ja, Ørsted gik så vidt at han i de elektromagnetiske kræfter så den samme guddommelige fornuft og de samme guddommelige fornuftlove.



Undertegnede er ikke selv bleg for at sammenligne de elektromagnetiske kræfter med den psykiske fundamentalkraft der ligger i betegnelsen det kollektivt ubevidste, for jeg ser netop analogier i den karakteristiske opbygning af de dynamiske felter der bevæger sig i forhold til andre i begge tilfælde. Jeg hævder ikke at de psykiske kræfter er de samme som de fysiske, slet ikke, men jeg foreslår at sammenligne dem for at påpege, at når en særlig fundamentalkraft kan opstå i fysikken under særlige betingelser, hvorfor skulle det så ikke kunne være tilfældet i psyken. 'Det kollektivt ubevidste' er for mig en solid empirisk kendsgerning, som vi imidlertid kun kan tale hypotetisk om, fordi den ikke kan måles og vejes. Den virker ikke desto mindre i praksis og forudsætter som i fysikken andre dynamiske kræfter der bevæger sig i forhold til hinanden. Ellers er den fuldstændigt uforklarlig.

Men stadigt gælder, at man ikke kan drage slutninger gennem analogier - og altså ikke forklare det kollektivt ubevidste med det elektromagnetiske felt, eller i det hele taget forklare det åndelige univers med det fysiske eller omvendt. Vi har derimod to, hver for sig forskellige tilgange til disse to verdener og fænomener. Den ene hedder fysik og naturvidenskab (som forudsætter de håndgribelige ting) og den anden hedder sjæleliv og åndsliv (der altid går via introspektionen og i sidste ende kræver korrespondens med den fysiske verden).



Modsætningen mellem de to store åndsretninger i Ørsteds tid var markant. Rationalismen ville ekskludere, men romantikken inkludere alt det irrationelle, anarkistiske, skabende, farlige og risikable. Begge har bidraget på helt afgørende vis til udviklingen i hele det 19. og 20. århundrede, men de var også begge for ensidige og kan ikke afgive endelige kriterier for en moderne og tidssvarende bedømmelse af hverken eksistensens eller naturens fænomener.

Ørsted for sit vedkommende troede som tidligere anført at videnskaben ville overhale fantasien, indbildningskraften og det irrationelle. Han troede som alle rationalister at den støt stigende orden videnskaben kan bringe i vores forståelse af den ydre verden automatisk eller gennem dannnelsen ville forplante sig til menneskets sjæleliv og dermed bringe orden i kultur- og samfundslivet. Han forstod netop aldrig sjælelivets umådelige kreativitet, som på godt og ondt skyldes selve den kaotiske karakter af det ubevidste. Også her var han i klar modsætning til romantikerne.

H.C. Ørsteds tankeverden er trods hans store inspiration fra romantikerne i ungdomstiden fuldstændigt og ufravigeligt bundet af Kants rationalistiske begreber og kategorier, og disse var unægteligt et fremskridt i forhold til den forudgående epokes blanding af folkelig overtro, urokkelig teologisk dogmatik og adelig/royal privilegiebeskyttelse, men samtidigt var de reelt en katastrofal indsnævring af virkeligheden i og med at de for lange tider blokerede en fordomsfri forståelse for irrationalitetens uundgåelighed som komplementær størrelse til rationaliteten.



Jeg skal ikke her trætte med yderligere forklaring på forskellen mellem de to slags psykiske grundprocesser, men blot minde om at al oplevelse af helhed, mening, kvalitet, etisk forpligtelse og alle grænsesprængende religiøse dimensioner ligger i de medfødte primærprocesser, mens al nøgtern og realitetsbetonet registrering af dagligdagens håndgribelige ting, deres relationer og ændringer samt al sproglig og logisk behandling af indtryk og oplevelser - og dermed al videnskab - ligger i de tillærte sekundærprocesser.

Dette forhold bevirker at al filosofisk eller religiøs oplevelse af tilværelsen som en helhed og/eller enhed er og bliver et primærproces-fænomen som aldrig kan bevises eller overhovedet gøres til genstand for en videnskabelig verifikationsproces. Tror man at den kan bevises eller forsøger man at bevise den, bevæger man sig øjeblikkeligt ud af forsvarlig videnskab og ind i holismens overtroiske og illusoriske baner. Og det var hvad den gode H.C. Ørsted gjorde da han lancerede 'Ånden i Naturen' og her plæderede for et helhedssyn der fuldstændigt kunne ophæve den dualistiske modsætning i naturen som han på linje med alle andre tænkere på den tid havde registreret og som var blevet et decideret filosofisk problem på grund af bl.a. Kants filosofi og dens begrebsramme.



Ørsted satte sig for at bygge bro mellem de dualistiske modsætninger som Kant havde fået opstillet. Det mislykkedes fordi problemstillingen var falsk og begreberne ubrugelige. Ørsted lagde psykiske og menneskelige egenskaber ind i naturen som sådan og postulerede oven i købet at en guddommelig instans stod bag. Men der er som tidligere anført ingensomhelst grund til således at 'besjæle universet', eftersom den senere opdukkede biologiske videnskab tydeligt har dokumenteret at de psykiske egenskaber vi gennem tiderne har forbundet med begrebet 'sjæl' kun findes hos os selv og vores art - homo sapiens - og at de er kendetegnet af en fuldstændigt uforklarlig opkomst af et i biologien fuldstændigt nyt emergent fænomen som hedder bevidsthed og som vi kan opfatte som en særlig 'følsomhed i nervesystemet' der bevirker det for os fantastiske og uforklarlige fænomen der hedder "bevidsthedens bevidsthed om sig selv".

Ørsteds holisme er både umulig og inderligt overflødig, fordi hele den karakter af helhedsoplevelse, mening, kvalitet, etisk forpligtelse og religiøs dimension som vi gennem tiderne har forbundet med begrebet 'sjæl' udelukkende er en realitet hos menneskelige væsener i kraft af de medfødte psykiske processer af irrationel art. De har ingen eksistens uafhængigt af menneskelige væsener. De har ingen rationel begrundelse. De behøver ingen rationel begrundelse. De gør sig gældende i alle mennesker som et faktum uden hvilket vi slet ikke var mennesker.



Det bør i denne forbindelse tages med at Ørsteds minimalistiske religions- og kristendomsforståelse også er en misforståelse. Det er fint nok, at han afviste religionens (det vil i praksis sige de kirkelige autoriteters) indblanding i videnskaben, for videnskaben må selvfølgelig være fuldstændigt fri for enhver ideologisk og dogmatisk indblanding ligegyldigt hvor den kommer fra, hvis den overhovedet vil have ret til at kalde sig fri og uafhængig sandhedssøgen. Men Ørsted skulle jo lige have Gud med ind i billedet som ophav til hele vores ordnede verden. Og det er naturligvis ikke nogen besynderlig, endsige vild idé, da den har været gængs i kulturhistorien fra tidernes morgen. Den er bare af mytisk art - og har intet med videnskab at gøre!

Det Ørsted ikke forstod og aldrig så meget som kom til at ane var, at mytisk tænkning hos mennesket er medfødt og bliver ved livet igennem i kraft af de psykiske primærprocesser.

Hvis der var nogen på Ørsteds tid der tænkte mytisk i Danmark, så var det Grundtvig, men ham kunne Ørstederne ikke døje - og det var der for så vidt en god grund til, nemlig den at manden ud over at kunne tænke og digte mytisk var fuldstændigt urokkeligt bundet til kirkens og teologiens dogmer om bl.a. skabelsen, opstandelsen og trosbekendelsen. Det skal vi ikke komme nærmere ind på her, men det ulyksalige var at hverken Grundtvig eller Ørsted eller nogen anden på den tid anede noget som helst om de psykiske grundprocesser. Derfor kunne den ene part tro fuldt og fast på at det der stammede fra deres mytiske tænkning var bogstavelig sandhed og empirisk virkelighed, og den anden part at Grundtvig var overtroisk og fundamentalistisk og ikke spor andet. Men Grundtvig havde trods sine urimelige dogmer direkte føling med det kollektivt ubevidste og digtede ubesværet på denne føling, selvom han ikke var klar over hvad han gjorde. Ørsted derimod havde ingen føling med det kollektivt ubevidste og forstod derfor slet ikke som romantikerne og Grundtvig den mytiske tænkning.

Og for kristendommens vedkommende reducerede Ørsted den som allerede nævnt til ren og skær humanisme. Den mytiske side af sagen - som er bærende for kristendommen som historisk fænomen - forstod han ikke. Det eneste han godtog var det kristne kærlighedsbud, og det vil sige den rent humanistiske side af kristendommen.



Det værste i H.C. Ørsteds begrænsning er og bliver imidlertid at han ikke forstod dualismen mellem det åndelige og det verdslige, eller mellem det evige og det timelige som en psykologisk betinget modsætning, men derimod som en reel modsætning. Det betød at hans projekt kom til at gå ud på at bygge bro mellem to postulerede, men irreale fænomener - hvad der naturligvis kun fører til spekulativ filosofi - i stedet for at angribe problemet hvor det hører hjemme og kan løses, nemlig på det psykologiske og erkendelsesteoretiske plan.

Dualismen mellem ånd og natur, mellem det evige og det timelige eller mellem 'noumenon' og 'fænomenon' er en postuleret, vilkårligt defineret modsætning, som i dogmatiseret kantiansk tilstand fuldstændigt forhekser forstanden, idet den binder tænkningen uhjælpeligt til endeløs, blind spekulation.

Det dualistiske grundproblem er i virkeligheden den tilsyneladende modsætning mellem ånd og materie eller mellem energi og stof. Og det fik fysikerne for alvor ind på livet, da kernefysikken førte til at man ikke kunne afgøre om elementarpartiklerne var stof eller bølge. Det er en længere historie som jeg ikke skal trætte med her. Men kvantemekanikkens løsning blev under Niels Bohrs geniale og utrættelige søgen og kreativitet hans berømte komplementaritetssynspunkt som kort og godt siger, at hvis to betragtningmåder af et givet fænomen logisk udelukker hinandens samtidighed, men begge er nødvendige for en fuldstændig beskrivelse af fænomenet, så må de anses for komplementære. Betragtningsmåderne kan hver for sig benyttes til hver sine formål, men begge må indgå i totalbeskrivelsen af fænomenet.

Det geniale ved dette komplementaritetssynpunkt var at man kom fuldstændigt fri af den forstandsforhekselse den gamle kantske og absolutte dualisme uundgåeligt medførte. For nu skulle man ikke længere vælge mellem to betragtningsmåder der begge var fornuftige og gavnlige, men kunne lade dem fungere som sideordnede.

Overført til det store naturfilosofiske grundproblem Ørsted beskæftigede sig med, så betyder Bohrs synspunkt at man skal opgive den håbløst umulige opgave at lade to logisk uforenelige fænomener gå op i en modsigelsesfri syntese, og i stedet lade dem gøre sig gældende hver for sig som ligeberettigede betragtningsmåder. Eller sagt med andre ord: det evige og det timelige, det åndelige og det verdslige, nourmenon og fænomenon er det ikke muligt at få forenet i en modsigelsesfri syntese. Man man kan lade dem leve og fungere hver for sig som komplementære, ligeberettigede betragtningsmåder som er gavnlige til hver sit fornuftige formål. Den videnskabelige analyse af verden i alle dens detaljer er logisk uforenelig med den eksistentielle oplevelse af verden som helhed og enhed. Men de er komplementære og kan sagtens leve og fungere sideordnet.



På denne baggrund må det stå fast, at H.C. Ørsteds isoleret set smukke og velmenende forsøg på en dynamisk helhedsfilosofi var og er umuligt og at hans forestillinger om en ideel almendannelse derfor også blev alt for snævre.

Ørsteds betragtninger om dannelse og almendannelse må siges at være overordentligt progressive set ud fra datidens alt for nyttebetonede hensyn. Det var yderst progressivt at kæmpe for den fri forskning og for en forskning der var båret af indre drift fremfor af hensynet til eksamen og embede. Det er jo slet ikke en problematik der er overstået, den er tværtimod stadig højaktuel. Men problemtikken har ikke noget at gøre med spørgsmålet om det moderne gennembrud.

Det moderne gennembrud var hverken H.C. Ørsteds eller Georg Brandes' fortjeneste. Det gennembrud for en mere realitetsbetonet indstilling til tilværelsen som fulgte af den moderne naturvidenskabs udvikling var kommet uden dem - og er så at sige ingens fortjeneste eller alles fortjeneste. Derimod er det slet ikke nok for nutiden, for naturvidenskabens landvindinger og indflydelse på vores tænkning og vore begrebsrammer er jo en selvfølge som kun religiøse eller andre ideologiske fundamentalister kan have noget imod og derfor må bekæmpe.

Hvad der i dag - nu vi er kommet ind i det 21. århundrede - er brug for er ikke mere naturvidenskab, men derimod en langt bedre forståelse for vores eksistentielle situation, og denne fremmes ikke af mere naturforskning - heller ikke af den hjerneforskning der tror og hævder den kan snakke med om disse ting - men derimod af en kombination af moderne erkendelsesteori, moderne dybdepsykologi, moderne etik og moderne religionsforståelse, således som disse blev fornemt udviklet i det 20. århundrede gennem ikke mindst Bohrs, Einsteins, Freuds, Jungs, Konrad Lorens, Erling Jacobsens og Vilh. Grønbechs banebrydende forskning, men som naturligvis ikke har og aldrig vil nå en definitiv afslutning.

Almendannelse i dag vil sige at tage de virkeligt banebrydende nye erkendelser i det 20. århundrede til sig og anvende dem i praksis såvel som i den videre søgning fremad. Georg Brandes er i denne henseende at betragte som reaktionær og ligegyldig. H.C. Ørsted derimod i allerhøjeste grad som et forbillede og en inspirator på grund af hans åbne og fordomsfri grundindstilling, hvis projekt blot kæntrede fordi det kun havde forheksende kantianske begreber at støtte sig til.

Jeg tillader mig naturligvis afslutningsvis at henvise til det forslag til en tidssvarende filosofisk begrebsramme som ligger i Jernesalts 2009-filosofi med tilhørende essay om Religion som et emergent fænomen i den biologiske udvikling. Begge er udtryk for den komplementære helhedsrealisme, hvis komplementaritet dækker over sideordningen af den naturvidenskabelige erkendelse og den eksistentielle erkendelse. Den er helhedsrealistisk fordi den sideordner den ydre verdens fænomener og den indre verdens fænomener, men samtidigt ud fra dybdepsykologiens indvundne erfaringer om de psykiske grundprocesser fastholder at opfattelsen eller oplevelsen af tilværelsens store sammenhæng, helhed og enhed er fundamental for mennesket, men blot aldrig kan bevises eller overhovedet gøres til genstand for rationalitet.

Der henvises også til Manifest 2010 om tidssvarende eksistentiel dannelse  af 3.6.10.

Jan Jernewicz



Henvisninger:    
Til toppen

Litteratur:

Dan Ch. Christensen: Naturens tankelæser. En biografi om Hans Christian Ørsted.
(Museum Tusculanums Forlag. 2009)

Hans Christian Ørsted: Aanden i Naturen. (Vintens Forlag. 1978)

Ole Norling Christensen: H.C. Ørsted (Dansk Biografisk Leksikon, bd. 16. 1984)
Ole Knudsen og Anja Skaar Jacobsen: H.C. Ørsted. (Encyklopædien, bd. 20. 2001)
Justus Hartnack: Kants erkendelsesteori. (Gyldendal. 1965)
Bent Elbek: Elektromagnetisme. (Encyklopædien, bd. 5. 1996)
Henrik Boëtius m.fl. Lyset, mørket og farverne. - Om Goethes farvelære
- med tilhørende videobånd. - (Multivers. 1998).

Link til:

Danmarks Tekniske Museum, Helsingør
med permanent H.C. Ørsted-udstilling, der bl.a. rummer
originale skrifter og personlige ejendele
samt rekonstruktion af Ørsteds forsøg der førte til opdagelsen af elektromagnetismen i 1820.



Relevante artikler på Jernesalt:

Jernesalts 2009-filosofi  med bla. følgende kapitler:
- Forord - Begreber og aksiomer -  Eksistensen -  Verdensbilledet -  Livet -  Mennesket

Virkelighed - artikelserie om menneskets virkelighedsopfattelse  med kapitlerne:
Fysikken og virkeligheden - 

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Holismen en umulighed i dag
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski
Grundtvig som mytisk kristen og profet
H.C. Andersens angst for det kvindelige  (2.4.05.)
Georg Brandes og hans dybt inkonsistente radikalisme
Vurdering af det 20. århundrede

Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens

Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (II)
Anden del af kritik af Jesper Hoffmeyers filosofi
  (9.12.09.)
Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (I)
Første del af kritik af Jesper Hoffmeyers filosofi
  (5.12.09.)

Essays



Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal