Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - manifest10

ARTIKEL FRA JERNESALT - 3.6.10.


Manifest 2010 om tidssvarende eksistentiel dannelse

Indledning om dannelsesbegrebet

Selve manifestet:
Begreber og aksiomer
Fysikken
Naturen
Psyken
Sproget
Samfundet
Etikken
Kunsten og kulten
Helhedssyn og sækularisering
Henvisninger



Indledning om dannelsesbegrebet    
Til toppen  Næste

I Jernesalts essay om fysikeren H.C. Ørsted (1777-1851) blev det konstateret at hans storslåede og dristige forsøg på i værket 'Ånden i Naturen' at udforme en naturfilosofi der slog bro mellem naturvidenskab og metafysik måtte mislykkes, fordi hverken han eller nogen anden på den tid rådede over en begrebsramme der kunne føre til en fornuftig komplementær løsning på problemet. Ørsted måtte tværtimod holde sig til kantianske begreber der fører væk fra løsningen ved at cementere en håbløs, dualistisk opsplitning mellem ånd og natur. Det åndelige gøres så at sige pr. definition til noget uerkendeligt - i fundamental strid med sund og almen erfaring.

Dette håbløse udgangspunkt kan igen føres tilbage til den store matematiker René Descartes (1595-1650), der i den hensigt at eliminere alt det besværlige af åndelig og ikke-kvantificerbar art fra videnskabelig erkendelse definerede det materielle som 'det i rummet udstrakte' og det åndelige eller bevidsthedsmæssige som ikke-rumligt og ikke-udstrakt. For at forklare den faktiske vekselvirkning mellem det materielle og det åndelige postulerede han eksistensen af et kropsorgan (koglekirtlen) som forbandt de to dele. En sådan findes imidlertid ikke (og hvordan i alverden skulle et organ kunne 'forbinde' noget rumligt med noget ikke-rumligt?), men fortsat forhekser påstanden om det åndeliges ikke-rumlige karakter fuldstændigt forstanden ved at gøre den forbindelse mellem krop og sjæl som alle bevidste mennesker har som solid daglig erfaring til en gåde. I stedet for at gå ud fra denne solide, almene og empiriske erfaring, valgte Descartes og senere Kant samt flertallet af eftertidens positivistiske naturvidenskabsmænd og filosoffer at bygge på spekulative forestillinger der intet har på sig. Dermed har de alle i realiteten sat spekulation over erfaring.

Derfor gør essayet om Ørsted også gældende at det nu i det 21. århundrede ikke er mere naturvidenskab af en sådan skuffe der er hårdt brug for, men derimod kombinationen af den moderne erkendelsesteori, moderne dybdepyskologi, moderne etik og moderne religionsforståelse som blev lanceret i det 20. århundrede af vidt forskellige banebrydende forskere.

Ørsted havde meget høje tanker om almendannelsens art og betydning - herunder forståelsen for naturlærens afgørende rolle - men hans begreber var bestemt af hans egen tid og er helt utilstrækkelige i vore dage. Almendannelsen må naturligvis altid være up-to-date for at kunne bruge sit navn med rette. Ørsted kan derfor sagtens stå som forbillede hvad angår selve indstillingen til fænomenet, men hans konkrete begreber og filosofi kan ikke bruges som rettesnor. Tværtimod må datidens filosofiske begrebsramme kasseres.

Opgaven må og skal løftes op over dualismens absolutte og absolut forheksende opsplitning mellem ånd og natur og op på komplementaritetens erkendelsesteoretiske og psykologiske niveau, hvor der peges på to forskellige, men sideordnede tilgange til forståelse af verden i stedet for to logisk uforenelige definitioner af 'substans' som sådan.



Som påpeget i artiklen om Dannelsens hemmelighed og udfordring så er selve dannelsesbegrebet meget vidtspændende. Vi taler om klassisk dannelse, boglig dannelse og almendannelse samt dannelsesrejser og dannelsesromaner m.m.. Almendannelsen blev faktisk allerede i 1850 fastsat som formålet med gymnasieskolens undervisning ved siden af selve studieforberedelsen. Og i en ministeriel bekendtgørelse fra 1906 blev det specifikt bestemt at undervisningen skulle give eleverne "kendskab til sådanne sider af naturlæren som har stor betydning for almendannelsen". Man har altså til en vis grad forstået Ørsted.

Den store tjekiske pædagog Comenius (1592-1670) talte om en universel dannelse, hvis mål skulle være noget så himmelstræbende som at lære alle alt og at gøre det så grundigt og alsidigt som muligt. Og en af Tysklands store universitetsreformatorer W. von Humboldt (1767-1835), som Ørsted besøgte og som Berlins førende universitet er opkaldt efter, definerede dannelse som "den højeste og mest afbalancerede udvikling af mennesket". Men ligegyldigt hvordan begreberne opfattes, så er det en kendsgerning at der er langt mellem ideal og realitet.

I øjeblikket kan det fx i ramme alvor diskuteres om den gamle disciplin der hedder 'dansk stil' overhovedet har noget formål, når eleverne i både folkeskolen og gymnasiet kan hente alle ideer, oplysninger og konkrete formuleringer (ja, hele stile) på nettet så lærerne ikke har mange chancer for at afgøre hvad den enkelte stilskriver selv har præsteret. Nettet er så at sige til for at gøre det nemt at hente data, men det indebærer at den individuelle præstation udviskes, så den i grunden ikke længere kan testes blot nogenlunde objektivt. Det egentligt almendannende element er fjernet fra stilskrivningen i og med at den ikke længere kræver personlig fordybelse i et bestemt emne eller udformning af dette personlige udbytte af fordybelsen. Og dette giver uundgåeligt lærerne kontrolproblemer.

Et er imidlertid den praktiske kontrol med omgangen med kilder, som man bliver nødt til at gøre noget ved hvis en vurdering skal have mening, noget helt andet er manglen på dybere personlig tilegnelse af et stof og dermed manglen på indre drift til ikke blot at samle og ordne data til aktuelt brug, men også at tilegne sig så meget af et bestemt stof så dybt at det får holdbare, langvarige virkninger på 'sjælen' eller bevidstheden. Og her taler vi derfor ikke længere om blot at levere en eller anden mere eller mindre sammenstykket stil der kan give en god karakter og dermed sikre et godt eksamensbevis, men om dannelse i dybere forstand.



Medieforskeren Annie Jerslev har engang i en diskussion på Deadline givet udtryk for at det efter hendes mening var vanskeligt overhovedet at tale om almendannelse fordi vi dermed kommer over i eksistentielle baner i stedet for blot at betragte dannelse som 'udviklet dømmekraft'. Dermed må hun mene 'øget kompetence'. Sagen er imidlertid at selvom udviklet kompetence på specifikke områder er nyttige, ja, nødvendige for enhver fagmand, så hjælper de ikke på den generelle dømmekraft eller dannelse. Tværtimod kan ingen blive modne og ansvarlige mennesker ved at holde sig til en rent faglig kompetence, de må tage skridtet over i den almene dannelse for at kunne klare livets problemer - og da er vi faktisk ovre i den eksistentielle dannelse.

Dannelse kan psykologisk bestemmes som en uafladelig og systematisk udvikling af de psykiske sekundærprocesser, for en sådan betyder den enkeltes mulighed for stadig mere stabil, nuanceret og nøgtern bedømmelse af sig selv og sine omgivelser gennem tilegnelse af viden, logisk analyseevne, skel mellem objekt og subjekt, skel mellem fortid, nutid og fremtid og meget andet. Men eksistentielt set er den mere; den er også en klar erkendelse af at der ved siden af sekundærprocesserne virker nogle medfødte primærprocesser, som er helt anderledes end sekundærprocesserne, idet de først og fremmest giver den basale, livsnødvendige erfaring af kvalitet, sammenhæng, orden, helhed og enhed, ja , 'mening', som alt sammen er af irrationel, før-sproglig og derfor kun metaforisk beskrivelig art.

Dannelse er altså ikke bare, som Encyklopædien søger at bilde os ind, "den rette balance mellem det tænkende og det handlende, mellem det sproglige og det sansede, det boglige og det færdighedsmæssige, det fælles og det personlige, det traditionsbestemte og det kritiske". Dannelse er også en dynamisk proces, hvor der sker en stadig udveksling mellem to slags vidt forskellige psykiske grundprocesser, og hvor samtidigt udfordringerne fra miljøet og samfundet tages op af det enkelte individ på en sådan måde, at han ikke bare overlever og adspreder sig med alskens underholdning, men også - i det omfang det er muligt - påtager sig ansvaret for fællesskabet og udviklingen samt sin egen indre konsistens.



I betragtning af informationsstrømmens og mediefristelsernes umådelige omfang i vore dage kræves der af den enkelte ikke blot en relativt stor evne til at orientere sig, skelne og dømme, helst kombineret med en rimelig indlevelse i og forståelse for andre menneskers, andre kulturers og andre religioners liv og muligheder, men dybest set også en bevidst bestræbelse på at bevare sammenhængen og retningen i livet og konsistensen i sit indre.

Den enkelte må med andre ord følge godt med i hvad der foregår omkring ham - nationalt som globalt. Dernæst fravælge overflødig information med hård hånd, og til gengæld drage omsorg for at skaffe sig den virkeligt fornødne information. Han må samtidigt kunne foretage en nogenlunde kvalificeret bedømmelse af såvel historisk og politisk art som psykologisk, erkendelsesteoretisk og religiøs art. Og dette betyder i realiteten at der ideelt set kræves ikke mindre end en omfattende helhedsrealistisk indsigt og bedømmelsesevne af den slags der er lanceret på Jernesalts sider.

Indsigt af denne art vil være påkrævet for at løse tidens store og alvorlige eksistentielle problemer for ethvert menneske der ikke bare vil følge med strømmen og stille sig tilfreds med være simpelt offer for andres manipulationer, men som vil være med til aktivt at forme både sit eget, sin families og sit miljøs liv og det øvrige samfunds liv.

Dannelse er naturligvis fortsat hvad der kommer ind under begrebet 'gode manerer'. Ligesom almendannelse fortsat er passende forkundskaber om omverdenen og historien, herunder såvel kendskab til den nationale historie og litteratur som til fremmede sprog og kulturer. Men dannelsens dybeste hemmelighed er og bliver den udviklede evne til opmærksomhed og vilje til fordybelse, sammenhæng og konsistens der betyder at den enkelte kan se meningen med sit eget liv såvel som med sit folks og sit samfunds. Perspektivet og vægten er her flyttet fra underholdning og postmodernistisk mainstream til det historiske, ja i sidste ende 'religiøse' eller helhedsrealistiske perspektiv.

Hvis nutidens samfundsborgere skal kunne komme bevidsthedsmæssigt på højde med det 21. århundredes situation og udfordringer, må det anses for uomgængeligt nødvendigt at de tilegner sig en sikker og nøgtern metode for introspektion, konsistens, håb og spiritualitet. I dette lys bør dannelsens problematik ses i dag.

I det følgende skal Jernesalt prøve med dette 'manifest 2010' at formulere de tidssvarende krav til eksistentiel dannelse.



Manifest 2010 om tidssvarende eksistentiel dannelse



Begreber og aksiomer    
Til toppen  Næste

'Universet som helhed' er en ældgammel forestilling i menneskets kultur af den simple grund at vi i kraft af de psykiske primærprocesser er født til at tænke i helheder og sammenhænge. Men i objektiv forstand er begrebet ikke længere bredt anvendeligt, for i dag må vi - i kraft af den naturvidenskabelige indsigt som er en systematisk udvikling af sekundærprocesserne - acceptere at der er markant, principiel forskel mellem menneskets umiddelbare og middelbare betragtning af verden. Den umiddelbare forbliver på primær-niveauet og tenderer mod helhedsforståelse, hvorimod den middelbare til stadighed udvikler sig på sekundærniveauet og tenderer mod detail-forståelse.

Universet er en elementær kendsgerning der ikke kan føres tilbage til definerbare eller forklarlige årsager eller kilder.

Tilblivelsen af universet kan vi objektivt-videnskabeligt ikke sige andet om end hvad hypotetiske forestillinger kan tilbyde på basis af ekstrapolationer fra nutidens yderst begrænsede målinger af bl.a. universets ekspansion. Verden kan vi ikke se udefra, men ene og alene inde fra vores egen subjektive synsvinkel. Og på subjektivt-eksistentielt plan kan og må vi af psykologiske grunde fastholde vores forestilling om universet som en ordnet helhed, et 'kosmos'.

Om grundsubstansen i dette univers er stof eller energi kan vi ikke afgøre. Sondringen er bevidsthedens opfindelse. Kvantemekanikken har for mindre end 100 år siden fastslået at de allermindste dele af stoffet tilsyneladende kan sønderdeles i det uendelige ved brug af stadigt kraftigere acceleratorer, men altid med samme vilkår for iagttagelse af fænomenerne: impuls (energifænomenet) og lokalitet (stof-fænomenet eller rumlighedsfænomenet) kan aldrig måles eksakt samtidigt.

Den gamle filosofiske diskussion om ånd kontra materie må derfor i dag betragtes som et vildspor - ganske som påstande om at stoffet er udstrakt i rummet, mens energetiske, herunder åndelige fænomener ikke er det. Vi kan empirisk fastslå at både det synlige, rumlige og håndgribelige stof og de usynlige, uhåndgribelige fænomener som de bagvedliggende dynamiske energier er kendsgerninger. Og ved hjælp af korrespondensprincippet kan vi altid erkendelsesmæssigt og sprogligt forbinde de to slags fænomener på tilfredsstillende vis.

Dynamik i verden og i tilværelsen ligger i energien i verden - hvad enten denne er af fysisk eller psykisk art. Den fysiske energi i verden kan måles med fysiske apparater - direkte eller indirekte, afhængigt af energiens hastighed. Den psykiske energi i mennesket kan erfares gennem introspektion og ved det åbne, sanselige og sproglige møde mellem mennesker.

Da levende væseners sansning og forestillinger alle er udtryk for en dynamisk udveksling mellem energier i stoffet og i nervesystemet (og dermed legemsorganer) er det meningsløst at hævde at ånd og energi eksisterer uden stof. Det er derimod en kendsgerning at de enkelte, konkrete udvekslinger ikke kan måles på naturvidenskabelig måde, men alene konstateres empirisk ved subjektiv føling.

Kvantitet er eksakt målelig fordi den pr. definition er knyttet til rumlige genstande, mens kvalitet er umålelig i samme eksakte forstand i og med at den pr. definition er knyttet til subjektiv vurdering.

I praksis er der komplementaritet mellem menneskets umiddelbare og middelbare måde at betragte verden og tilværelsen på via hhv. de medfødte og de tillærte psykiske grundprocesser. De kan ikke anvendes samtidigt, da de er principielt forskellige og logisk uforenelige. Men alle mennesker kan veksle mellem dem og gør det rent faktisk - omend nogle har sværere og sværere ved det end andre efterhånden som de opøver de sekundære processer. Men de fleste accepterer dog stadigt at solen går op i øst og ned i vest (det er jo det vi ser med øjnene og kan bruge i hverdagen), selvom vi udmærket ved at det er jorden der roterer om sig selv, mens solen er systemets faste midtpunkt. Jorden er også stadig flad, for så vidt vi aldrig oplever den som en kugle ved at bevæge os rundt på den. Men vi ved udmærket godt at den er kugleformet.

Nøgternt set er der visse helt fundamentale elementære kendsgerninger i tilværelsen, nemlig universet, livet, mennesket, sproget, samfundet, etikken, kunsten, helhedssynet og humoren.



Fysikken    
Til toppen  Næste

Kendetegnende for menneskets forhold til den omgivende natur er at 'homo sapiens' har været i stand til at finde en orden i universet af en art som ikke blot kan erfares intuitivt på samme måde som dyr erfarer den og kan indrette sig efter. Dyr og små børn kender jo også forskel på hårdt og blødt, fast og flydende, og de véd at ting falder nedad, selvom de ikke kender ord for den slags sondringer. Men mennesket er ene om i kraft af det biologisk emergente fænomen der hedder bevidsthed at kunne finde lovmæssigheder i naturen og navnlig formulere lovene præcist, herunder de såkaldte grundliggende 'naturlove', som angiver generelle eller universelle sammenhænge mellem fysiske størrelser.

Det systematiske studium af mekanikken (faste legemers fysik) blev i 1600-tallet grundlaget for egentlige, moderne naturvidenskab, der følgelig fra starten blev deterministisk indstillet i en sådan grad at efterfølgende videnskabsmænd og filosoffer hårdnakket fastholdt årsagsloven som absolut gældende i alle forhold i universet, også de åndelige. Men videnskaben i det 20. århundrede måtte dog erkende at den klassiske (newtonske) fysik allerede kan modsiges ud fra kvantemekanikken og de såkaldte kaos-teorier. Energifænomener der nærmer sig lysets hastighed og/eller er uhyre komplekse unddrager sig eksakte målinger. Dette gælder fysiske fænomener, men i endnu højere grad kan det samme siges om psykiske fænomener der derfor principielt må siges at ligge uden for de eksakte videnskabers område.

Tyngdeloven er den centrale bevægelseslov, der universelt fastslår at der er en gensidig tiltrækning mellem alle legemer i universet som bestemmes af legemernes størrelse eller masse og afstanden mellem dem. Tyngdekraften er populært sagt årsagen til at jorden og de øvrige planeter i solsystemet holdes på plads i deres baner omkring solen, og at alle ting på jorden trækkes nedad mod jordens centrum. Inertiens lov siger at et legeme (en partikel) der ikke er påvirket af ydre kræfter enten er i hvile eller bevæger sig ad en ret linje med konstant fart.

Termodynamikken eller varmelæren har to 'hovedsætninger'. Den første siger at energien i universet er konstant, hvad der på jævnt dansk vil sige at der ikke kan skabes energi et sted uden at der forsvinder tilsvarende energi et andet sted (energi kan ikke opstå af ingenting og kan ikke forsvinde i den blå luft). Den anden hovedsætning siger, at mekanisk energi der omformes til varme er irreversibel, energien går tabt for stedse og vil øge universets samlede entropi (energetiske uorden). Naturens energiprocesser tenderer mod øget entropi og angiver dermed 'tidens retning'.

Elektricitet er den upræcise betegnelse for elektrisk ladning, elektrisk strøm og elektrisk felt. Elektrisk ladning er en egenskab ved visse elementarpartikler og kan være af både positiv og negativ art. Elektrisk strøm er bevægelse af elektriske ladninger. Den kan fx skabes ved at forbinde polerne i et batteri (et galvanisk apparat) og måles i ampere. Elektrisk felt er en tilstand ved rum eller materieler der skabes af elektriske ladninger og selv påvirker en elektrisk kraft.

Elektromagnetismen, der blev opdaget af H.C. Ørsted i 1820, er det fænomen at elektriske felter, dvs felter der påvirker en ladet partikel i feltet, også skaber et magnetfelt, hvis den ladede partikel er i bevægelse, og dette magnetfelt påvirker igen ladede partikler i feltet.

Lys er elektromagnetiske bølger, hvis hastighed Ole Rømer bestemte til 300 tusinde m i sekundet (eller helt nøjagtigt 299.792.458 m/s) - en af universalkonstanterne. Lys er den fundamentale forudsætning for biosfærens struktur og funktion. Ved hjælp af lysenergi opbygger grønne planter gennem fotosyntesen det organiske stof der er grundlaget for liv.

Lysstråler ændrer retning når de brydes ved grænsefladen mellem to medier (brydningsloven). Ved brydningen splittes hvidt lys op i spektralfarver der bestemmes af bølgelængden. Man kender i dag 25 tusinde bølgelængdeintervaller, der igen kan bruges i spektralanalyser til at identificere forskellige stoffer. Synligt lys har bølgelængder fra 400 nanometer (blåt) til 800 nm (rødt). - Det der i dagligsproget kaldes 'farver' er en kvalitet ved lyset som er knyttet til den menneskelige bevidsthed - ligesom al anden kvalitet.

Lyd er mekanisk vibration i stof (luft, væsker og fast stof), men i daglig tale omfatter begrebet kun vibrationer der overføres gennem luften og kan opfanges af øret. Bølgelængden eller frekvensen måles i Herz pr. sekund (Hz) og det menneskelige øre kan opfange lyd i området fra 20 til 20.000 Hz. Lydstyrken måles i decibel. En lydstyrke på 85 dB og derover anses for skadelig for øret. - Musik (toner, klange, harmonier, rytmer m.v.) er en kvalitet ved lyd og lydsammensætning som er knyttet til den menneskelige bevidsthed.

Einsteins relativitetsteorier modificerede Newtons klassiske fysik, idet de brød med Newtons aksiomer om absolut tid og absolut rum. Den specielle relativitetsteori (1905) fastslog sammenhængen mellem masse og energi med den berømte ligning E=mc² (energien = produktet af massen og lysets hastighed i anden potens). Den almene relativitetsteori (1906) modificerede Newtons gravitationsteori, idet Einstein gjorde op med Newtons forestillinger om tid og rum som absolutte størrelser. Han hævede i stedet at tilstedeværelsen af masse og energi i universet får 'rumtiden' til at 'krumme' (så Euklids geometri ikke længere gælder)

Atomfysikken førte i de første 30 år af 1900-tallet til opdagelsen af den universalkonstant der hedder Plancks konstant og som udtrykker det forhold at et atom kun kan udsende eller optage strålingsenergi i kvanter af en bestemt størrelse og altså ikke i alle mulige intervaller. Dette forklarer så at sige atomernes bestandighed og førte også til at den teoretiske atomfysik fremover kom til at hedde kvantemekanikken.

En anden vigtig opdagelse var at atomet ikke er en udelelig fysisk enhed, som man længe troede og som selve navnet egentligt angiver. Atomet kan deles i stadigt flere elementarpartikler (elektroner, protoner, neutrinoer. bosoner, kvarker og mange flere, alt efter hvilken hastighed accelleratorerne formår at give dem). Og endnu en vigtig opdagelse var at det ikke er muligt at afgøre om elementarenhederne dybest set er partikler eller bølger, idet man kan måle bølgefunktionen (impulsen) og lokaliteten (partikelfunktionen) eksakt hver for sig, men ikke samtidigt.

Dette førte Niels Bohr til formuleringen af komplementaritetssynspunktet: hvis to hver for sig nyttige betragtningmåder af et fænomen begge er nødvendige for en fuldstændig beskrivelse af fænomenet, selvom de logisk udelukker hinandens samtidighed, så må de anses for komplementære.

Da kvantemekanikken førte til usikkerhed omkring fakticiteten af de fænomener man havde med at gøre, men som man ikke kunne måle lige så eksakt som ikke-atomare fysiske størrelser, indførte Bohr det såkaldte korrespondensprincip: Objektiviteten i kvantemekanikken sikres ved at forskerne altid ved forelæggelse af deres undersøgelser af atomare fænomener redegør for forsøgsopstillinger på entydig måde, og dette vil sige ved hjælp af den klassiske fysiks begreber, således at kvantemekanikken altid har reference til den klassiske fysik.

Moderne forskning i vejr og klima førte i anden halvdel af 1900-tallet til de såkaldte 'kaosteorier' der dog ikke handler om den form for total uorden vi ofte forbinder med ordet i dets modsætning til 'kosmos', men derimod om en begrænset uorden der gør fænomenerne vanskeligt forudsigelige eller helt uforudsigelige i deres udvikling. Forholdet skyldes først og fremmest kompleksiteten af fænomenerne, for den bevirker af den eksakte viden om fænomenets begyndelsestilstand som er nødvendig for forudsigelser efter årsagsloven aldrig kan skaffes. Man taler om at begyndelsestilstandene er så 'følsomme' at selv ganske små ændriger vil adstedkomme kolossale virkninger i det lange løb. Og dette gør vejret og klimaet uforudsigeligt.



Naturen    
Til toppen  Næste

Naturen er et tvetydigt begreb. Naturvidenskaben omfatter hele universet, men i daglig tale forstås med 'naturen' som hovedregel jordklodens natur, og det vil igen sige både klodens døde natur og levende natur. Mennesket er som biologisk væsen en del af naturen, men står dog som kulturelt væsen i en vis forstand uden for naturen. Som biologisk væsen med et fysisk legeme kan mennesket studeres naturvidenskabeligt, men som kulturelt væsen hører det hjemme under humaniora. Hjerneforskning er naturvidenskab og kan bidrage med viden om menneskets fysisk-kemiske indretning, mens psykologien er en humanistisk videnskab der har betydning for alle andre humanistiske discipliner. Lægevidenskaben dækkede oprindeligt kun den fysiske side af mennesket og dets sygdomme (heraf betegnelsen 'fysikus' for en læge). Men den dækker i dag også psykiatrien, dvs sindslidelserne.

Biologien handler om den levende natur og livet som sådant. Men livet er en elementær kendsgerning i udviklingen. Det har forudsætninger der kan opregnes, men det kan i sidste ende ikke forklares eller eftergøres. Det er kendetegnet af evne til at reproducere sig selv (formere sig) samt at gå ud over sig selv (transcendere). Men det er også kendetegnet af at det har sin tid, det ophører (dør) på et eller andet tidspunkt. Liv på jordkloden forudsætter stadig energioverførsel fra solen. Denne energioverførsel gør jordkloden til en enklave i universet hvor entropien ikke forøges, men tværtimod aftager. Dette medfører at livet har udviklet sig og efterhånden givet mange arter inden for såvel plante- som dyreriget.

For dyrenes vedkommende har udviklingen ført til opkomsten af helt nye, aldrig før sete arter, der traditionelt opdeles i padder, krybdyr, fisk, fugle, pattedyr og mennesker, med et utal af underarter. Udviklingen er resultatet at den såkaldte naturlige selektion, dvs en udvælgelse der ikke er bestemt af menneskelig indgriben såsom husdyravl. Den naturlige selektion skyldes tilpasning og tilfældighed i forhold til det på hvert tidspunkt omgivende miljø, der igen er underkastet ændringer af forskellig art. Den naturlige selektion er overvejende en passiv selektion, den er ikke forårsaget af alles kamp mod alle, men af ændringer i miljøet, der betyder at nogle arter overlever, mens andre uddør.



For menneskets vedkommende har udviklingen i kraft af menneskets emergente bevidsthed betydet at mennesket er blevet dominerende på jordkloden. Det har formeret sig kraftigt og har specielt fortrængt andre pattedyr. Men generelt er diversiteten på kloden blevet mindre og mindre. Kloden er blevet overbefolket, hvad der både betyder en trussel mod miljøet i kraft af forbruget af ressourcer og en trussel mod sameksistensen i kraft af økonomisk og social ulighed.

Tilfældighed præger i høj grad den biologiske udvikling i og med at de faktorer der spiller ind er så komplicerede at de ikke kan gennemskues. Specielt gælder at årsagsloven er brudt for menneskets vedkommende i og med at bevidstheden som emergent fænomen i udviklingen har mangedoblet kompleksiteten i alle processer. Bevidsthedsdannelsen hos mennesket var den store afgørende emergens i den biologiske udvikling, men den indebar også opkomsten af sprog, musik, håndværk, kunst, etik, politik, humor og religion som emergente fænomener. - Jf essayet om Religion som emergent fænomen i biologien.

Stadigvæk vil mennesket dog være kendetegnet af såvel en transcenderende tendens der fører ud over gamle grænser og immanente træk der sikrer stablitet og kontinuitet og tenderer mod bevarelse af status quo.

Mennesket er en elementær kendsgerning i den biologiske udvikling og kan ikke forklares. Naturen er sådan indrettet at den foretager spring i udviklingen. Der er derfor intet 'missing link' mellem dyr og menneske. Mennesket har en særstilling i naturen ved at være den del af naturen der kan iagttage sig selv og sin indgriben i naturen og ved at det gennem sin kulturevne og sin kulturvilje griber ind i naturen. Men mennesket er stadig en del af naturen - også i den forstand at der i menneskets udvikling - fysisk som psykisk - forbliver en afgørende forskel mellem det naturlige og det kunstige - eller mellem det organiske og det mekaniske.

Kultur er betegnelsen for det forhold at mennesket i kraft af opkomsten af bevidstheden begyndte at opdyrke, bearbejde og forædle såvel jorden (med tilhørende planter og dyr) som sine evner og færdigheder systematisk på såvel fysisk som psykisk og åndeligt plan, hvad der indebar opkomsten af de nævnte emergente fænomener som sprog, kunst, humor og kultur med tilhørende begreber, symboler og ritualer. Allerede hundrede år før vor tidsregning talte den romerske forfatter Cicero om 'cultura anima', dvs sjælens eller åndens forædling.



Psyken    
Til toppen  Næste

Sjælen er en elementær kendsgerning i menneskelivet. Den har forudsætninger af materiel eller fysiologisk art, men kan ikke analyseres eller forklares ad naturvidenskabelig vej. Sammenlignet med fysiske størrelser som kan gøres til genstand for naturvidenskabelige undersøgelser udmærker psykiske fænomener og processer sig ved at være uhyre komplicerede og foregå med en hastighed der umuliggør direkte iagttagelse. Det er en plausibel antagelse at der svarer fysisk-kemisk-elektriske processer til alle psykiske processer, og det er en empirisk kendsgerning at hjerneforskningen på statistisk plan kan knytte store mængder af ensartede psykiske processer til bestemte, lokaliserbare processer i nervesystemet - og dermed til stadighed fx forbedre mulighederne for at udbedre indtrufne skader på dette system.

Men det er ikke muligt at iagttage eller måle den komplicerede proces der fører til konkrete forestillinger i bevidstheden. Forsøg af denne art vil uvægerligt medføre en påvirkning (og eventuelt en standsning) af processen der betyder at undersøgelsen - selv i bedste fald - kun afdækker påvirkningen og aldrig den spontane proces. Denne kan kun følges af bevidstheden selv, idet bevidstheden er karakteriseret ved sin uforklarlige dobbeltfunktion: både at være grundlaget for processerne og grundlaget for en iagttagelse af dem.

Dette betyder imidlertid ikke at de psykiske fænomener og processer er og forbliver gådefulde og uerkendelige som endnu Kant troede, men at deres lovmæssigheder alene kan findes gennem introspektive iagttagelser og udvekslingen af sådanne mellem mennesker. Sådan har sjælelivet og åndslivet altid fungeret og sådan vil det vedblive at fungere. Den principielt uforklarlige bevidsthed er et emergent, ikke-naturvidenskabeligt fænomen.



Ved systematisk udveksling og udforskning af introspektive iagttagelser er der i løbet af 1900-tallet fundet deciderede naturlove for de psykiske processer. Først og fremmest gælder at der fundamentalt findes to væsentligt forskellige slags psykiske grundprocesser, nemlig de medfødte primærprocesser og de tillærte sekundærprocesser. De er kendetegnet af to diametralt modsatte slags forestillings og følelsesenheder, nemlig dels forestillinger og følelsesenheder der er intense, men ustabile og forestillinger og følelsesenheder der er vage, men stabile. Der er omvendt proportationalitet mellem de to slags processer: jo mere intens en forestilling eller følelsesenhed er jo mere ustabil vil den være. Og omvendt: jo mere stabil en forestilling eller følelsesenhed er jo vagere vil den være.

De medfødte primærprocesser er ustabile og relativt intense. De mangler enhver sondring mellem subjekt og objekt (mellem jeget og dets omgivelser), mellem fantasi og virkelighed og mellem fortid, nutid og fremtid. Desuden mangler disse processer enhver logisk sondring der bygger på de såkaldte logiske konstanter (ikke, både-og, enten-eller, hvis-så). Alle disse sondringer læres ved hjælp af sekundærprocesserne og dermed sproget. De er forudsætningen for opbygning af nøgternhed og realitetssans, for opbygning af dagligdagens praktiske gøremål og kommunikation og i sidste ende for systematisk og metodisk videnskab.

Primærprocesserne ophører imidlertid aldrig med at fungere, og det ville også være katastrofalt om de gjorde, for det er dem der i kraft af intensiteten i forestillingerne og følelsesenhederne giver de ubevidste og før-sproglige oplevelser af sammenhæng, helhed, enhed, kvalitet og 'mening' i tilværelsen som intet barn eller voksent menneske kan være foruden. Det siger sig selv at den eksistentielle mening der her er tale om ikke er en sprogligt formulerbar 'mening' der eventuelt kan dogmatiseres og gøres til trossætning, men tværtimod er den ubevidste, men sikre fornemmelse af den mening der gør at den enkelte føler sig hjemme i tilværelsen. Denne mening er så at sige ethvert sundt og normalt barns første umiddelbare og ubevidste oplevelse efter fødslen.



I analogi med fysikkens fire fundamentalkræfter, kan man med fordel opdele de psykiske energier i fire psykiske fundamentalkræfter, men det skal understreges at det gøres af forståelsesmæssig og didaktiske grunde og ikke som bevis for nogetsomhelst. Psykiske fænomener er alle dynamiske energetiske fænomener, men det er kendetegnende for dem at de ikke kan måles ad naturvidenskabelig vej, men alene sanses eller erfares direkte gennem helhedspsykens umiddelbare føling med dem.

Den psykiske 'tyngdelov' indebærer at bevidsthedsforestillinger af både personlig og kollektiv art altid må henføres til fysiske legemer. Det er muligt momentant at nå specifikke bevidsthedstilstande der tilsyneladende ophæver tilknytningen til det fysiske, men de er forbigående, hvorimod en mere almen 'tilsidesættelse' af tyngdeloven er mulig gennem 'jegets relativisering'. Men tyngdeloven siger, at der altid er et op og ned i psykens oplevelser - med en fast jord forneden og en uendelig blå himmel foroven.

Psykens 'stærke kernekraft' er de intense følelser og forestillinger hvis varighed er relativt kort, men hvis virkning på længere sigt kan være enorm i form af dybe og usædvanligt klare indsigter der kan have bindende etisk karakter.

Psykens 'svage kernekraft' er de stabile, men til gengæld varige følelser og tanker som er forudsætningen for den nøgterne og nuancerede realitetsopfattelse.

Endelig er psykens 'elektromagnetiske felt' at forstå som det kollektivt ubevidste der omfatter hele menneskeheden som et psykisk felt, men som også har lokale 'magnetfelter' omkring særligt stærke kultur-, religions- og nationalformer. Det samlede elektromagnetiske felt er basis for individers irrationelle og organiske kreativitet. Da følingen med det kollektivt ubevidste sædvanligvis volder store forståelsesproblemer og endda meget ofte blankt afvises som tågesnak eller overtro (især af rationalister), skal her understreges, at fænomenet lader sig beskrive nøgternt, konkret og detaljeret på principielt samme måde som alle andre psykiske fænomener. Men først og fremmest gælder at det er forudsætningen for en forståelse af den uudtømmelige kreativitet der kendetegner mennesket i forhold til dyrene - og som ikke alene giver sig udslag i opkomsten af geniale ideer hos særligt begavede kunstnere og forskere, men i endeløse spontane indfald, ideer og drømme hos alle mennesker, uanset begavelse, uddannelse, erhverv, køn eller race.

Generelt gælder for alle analogier mellem fysik og psykologi, at der gives både et fysisk rum og et psykisk rum, og både en fysisk tid og en psykiske tid - jf. artiklerne om Virkeligheden og rummet og Virkeligheden og tiden.



En særlig sondring i psykens fundamentale struktur er sondringen mellem 'jeget' og 'totalpsyken', idet 'jeget' er den relativt snævre identitet der skyldes personlige egenskaber, gener, prægning, uddannelse og karriere m.m., mens 'totalpsyken' er den langt bredere og rigere psykiske identitet som skyldes individets føling med det kollektivt ubevidste og som derfor rummer kreativiteten og åbenheden. Her ligger også forudsætningen for al humor og for den overpersonlige, religiøse dimension i mennesket. Totalpsyken repræsenterer en instans i psyken der er klart overordnet det snævre jeg.

Imidlertid har ikke alle mennesker den samme personlige eller den samme overpersonlige identitet. De fleste tilhører en 'type' hvad der vil sige at de hver for sig tilhører en gruppe der har særligt karakteristiske fællestræk. Ingen type er dog en ren type, men vi bruger i praksis generalisationerne, fordi de er praktiske. Der er gennem tiderne opstillet mange forskellige slags 'typologier' - som det vil føre for vidt at belyse her. Men til et eksistentielt formål vil det være praktisk med opdelingen mellem den rationelle tænketype (den intellektuelle) og den irrationelle føletype (den 'romantiske') samt mellem den æstetiske type, den etiske type og den religiøse type

Den rationelle type opererer med klare begreber og klar logisk, men har ringe føling med det kollektivt ubevidste og begrænset indlevelsesevne. Den romantiske type har omvendt meget stor føling med det kollektivt ubevidst og stor indfølingsevne, men går ikke meget op i begreber og metoder. Den æstetiske type (undertiden kaldt den sanselige type) har stor fornemmelse for skønhedsværdier og kunstnerisk kreativitet, men ser stort på etiske forpligtelser. Den etiske type lægger omvendt overordentlig stor vægt på etiske vurderinger og mindre på æstetiske. Og endelig findes en helhedsrealistisk eller 'religiøs' type (i udogmatisk forstand) der har stor føling med det kollektivt ubevidste, gør brug af både æstetiske og etiske vurderinger, men dertil har en klar fornemmelse for den overordnede instans i det indre der opleves som større end jeget og ikke kan kontrolleres af jeget. Det siger næsten sig selv at bedømmelsen af forskellige filosofier afhænger meget af hvilken type bedømmeren tilhører.

Jf iøvrigt artiklen Hvorfor inddele mennesker i typer?.



Sprog og erkendelse    
Til toppen  Næste

Sproget er en elementær kendsgerning i menneskelivet. Sproget har en irrationel dimension via de medfødte psykiske processer (primærprocesserne) og en rationel dimension via de tillærte psykiske processer (sekundærprocesserne). For realitetsevnens skyld er det afgørende at der er korrespondens mellem de to dimensioner i selve dagligsproget sådan som det forstås og bruges af de voksne.

Sproget er altid to ting: Dels 'tingssproget' der går på den rationelle dimension i tilværelsen og har de håndgribelige, fysiske ting som psykologisk forudsætning; dels 'åndssproget' der går på alt det indre eller psykiske som er uhåndgribeligt og umåleligt i og med at det altsammen er dynamiske processer der må føres tilbage til en psykisk energi der ikke kan registreres ad sanselig eller naturvidenskabelig vej, men alene gennem introspektion.

Åndssproget bruges i dagligdagen lige så meget som tingssproget, idet alt det irrationelle som har med indre forestillinger, følelser, kvalitet, mening og helhedsopfattelse at gøre spiller en afgørende rolle for alle mennesker. Men naturvidenskaben har fået en sådan succes med sine målinger og teorier, at den har haft held til at få tingssproget eller mere præcist det 'observable tingssprog' gjort til det centrale og normative i både videnskaben og filosofien. Resultatet er blevet en positivistisk videnskab der er ude af stand til og uvillig til at behandle åndssprogets udtryk på dets egne præmisser (gennem introspektionen). Også de humanistiske videnskaber er kommet til at tro at man kan måle sig til viden om det irrationelle. Det kan man imidlertid ikke, og det er katastrofalt for mennesket at måtte undvære den indfølende udforskning af det irrationelle.



Forskellen mellem de to slags sprog viser sig også i brugen af ordene. Vi har både 'tingsord', der går på bestemte håndgribelige ting som sten, træ og metaller i forskellig udformning og forarbejdning, og 'funktionsord' der går på de dynamiske funktioner og processer som gang, løb, opstigning, fald, henfald, forløb, udvikling, fødsel og død. Og vi har 'symboler' der bruger ordene i 'overført' betydning; fødsel og død kan fx både betyde legemlig og åndelig fødsel og død. Man kan ved symbolerne tale om en form for generalisation der forbliver inden for det anskueliges rammer.

Talordene er en særlig kategori, fordi de både kan være konkrete og abstrakte, altså både angive et bestemt antal af en bestemt kategori som sten eller æbler, og angive et antal uafhængigt af nogen kategori. I algebraen kan man endda regne med bogstaver som udtryk for helt abstrakte størrelser. Dermed er regningen på vej over i matematikken.

Matematikken er i dag forudsætningen for den systematiske behandling af naturvidenskabelige fænomener, og den kan beskrives som en systematisk generalisation der tenderer mod at bringe os ud over det anskueliges rammer. Det volder naturligvis de mennesker problemer der forlanger anskuelighed for at forstå en sammenhæng, men det har til gengæld den kolossale fordel at bringe sammenhænge for dagen som ellers ikke ville kunne konstateres, netop fordi de er uanskuelige.



Sprog og erkendelse hører så nøje sammen, at vi i virkeligheden "hænger i sproget", som Niels Bohr sagde. Det betyder at vi altid er bundet til at udtrykke vores forståelse af omverdenen med ord og vendinger samt logik som på den en side kan bringe større og større orden i iagttagelserne og forestillingerne, men på den anden side også begrænser erkendelsen. Vi bruger begreber og kategorier der ofte viser sig at være forkerte eller utilstrækkelige og derfor må forkastes eller modificeres for at vi kan komme videre.

Dagligsproget er mere stabilt end de specialiserede fagsprog, og det ligger paradoksalt nok i at det er mindre præcist end fagsprogene. Den manglende præcision gør netop ordene og begreberne langt mere fleksible. De kan bruges flertydigt, hvad der til gengæld også betyder at de kan misforstås. Men det er en illusion at tro at man nogensinde skulle kunne komme frem til et sprog der udelukker misforståelser ved så at sige at præcisere alle ord og begreber. Det ville være en katastrofe, da det ville forhindre al nytænkning. Denne er altid afhængig af at man kan se ord og begreber i ny betydning.

Et problem i forholdet mellem tingssproget og åndsproget er at det første henviser til indiskutabelt reale ting, mens det sidste også henviser til tænkte og irreale ting. Da tingssproget af psykologiske grunde er forudsætningen for al nøgternhed, mens åndssproget til gengæld er forudsætning for al kvalitetsbedømmelse, meningsfuldhed og 'fortryllelse' af verden, er det en fordel af benytte Peter Zinkernagels klare sprogregler, fordi de forbinder de to verdener på en fornuftig måde:

1) Betegnelser for handlemuligheder kan ikke anvendes uafhængigt af elementære tingsbetegnelser. 2) Psykologiske udtryk kan ikke anvendes uafhængigt af de personlige stedord. 3) De personlige stedord kan ikke anvendes uafhængigt af kropsbetegnelser og dermed af tingsbetegnelser. Dette betyder at alle psykiske fænomener i princippet altid bør henføres til personer og dermed til tingsverdenen. - Eksistensfilosofisk må dog tilføjes et par regler mere: 4) Komplementariteten mellem den rationelle tilgang til virkeligheden og den irrationelle tilgang må accepteres. Og 5) Den fulde virkelighed omfatter både den rationelle og den irrationelle dimension.



De to tilgange til virkeligheden, den rationelle og den irrationelle, indebærer at mennesket fra tidernes morgen (og ethvert spædbarns fødsel!) helt naturligt er tilbøjeligt til at se analogier mellem de ydre fysiske og de indre psykiske fænomener, ja, endda er stærkt tilbøjeligt til at drage slutninger fra det ene til det andet.

Men det sidste er en misforståelse der kun kan føre til fejlslutninger, fordi metoden er en form for antropomorfisme hvor man lægger menneskelige følelser, kvalitets- og meningsfuldhedsopfattelser ind i det der foregår i den ydre verden, og dermed i realiteten begynder at 'besjæle' verden. I dag véd vi fra den objektive naturvidenskaben at det er meningløst og vildledende at se mening, kvalitet, vilje, formål og måske ligefrem guddommelig styring i naturen. Den tilstræbte objektivitet består netop i ikke at gøre det. Dette betyder at vi sagtens fortsat kan anvende analogier i vores forsøg på at forstå hvad der sker, men vi skal vide at analogier intet beviser, men alene er hjælperedskaber i forståelsen. Som sådanne er de til gengæld helt uundværlige for alle mennesker.

Et andet forhold som den moderne naturvidenskab har været med til at opdage og påpege er at der er visse grænser for den menneskelige erkendelse, og at de hovedsageligt ligger i at vi som sagt hænger i sproget og desuden er en del af den natur vi iagttager. Vi kan i vores erkendelse hverken komme uden for sproget eller uden for naturen.

Det har ført til opstilling af nogle såkaldte 'afmagtspostulater', hvoraf blot skal nævnes nogle ganske få. Det er eksempelvis umuligt at forklare universets opståen. Det er umuligt at bevise eller forklare naturlovene og universalkonstanterne. Det er umuligt at måle diagonalen i en trekant i enheder af siden eller måle en cirkels omkreds i enheder af radiussen (altså med hele tal). Det er umuligt at definere tid, rum, bevægelse, uendelighed, liv og bevidsthed. Det er umuligt at lave en 'evighedsmaskine' (et perpetuum mobile). Det er umuligt at afgøre om grundsubstansen i universet er stof eller energi. Det er umuligt at måle en elementarpartikels sted eksakt samtidigt med at man måler dens impuls eksakt. Det er umuligt at måle psykisk energi. Det er umuligt at give en årsagsforklaring på det kollektivt ubevidste. Og det er umuligt at forudsige historiens gang. Og det er endeligt umuligt at udarbejde et afsluttet filosofisk system der er både logisk konsistent og åbent.



Samfundet    
Til toppen  Næste

Samfundet er en elementær kendsgerning i menneskelivet. Det er mere end summen af individer og mere end summen af institutioner. Sammenhængskraften i samfundet beror på det kollektivt ubevidste. Der er komplementaritet mellem individets og samfundets interesser. Et samfund i ligevægt eksisterer ikke og skal ikke tilstræbes. Det fuldkomne samfund eksisterer heller ikke.

Nært sammenhængende med komplementariteten mellem individets og samfundets interesser er komplementariteten mellem frihedsprincip og lighedsprincip, fordi frihedsprincippet understøtter individets udfoldelse, mens lighedsprincippet i højere grad tilgodeser fællesskabets interesser. Men begge principper er nødvendige og gør sig altid gældende i praksis. Det er derfor umuligt at skabe det fuldkomne samfund, og umuligt at skabe og i længden opretholde ensrettede samfund der kun bygger på et af principperne. Socialistiske samfund vil bukke under fordi frihedsprincippets undertrykkelse vil umuliggøre fornyelse. Og liberalistiske samfund vil bukke under, fordi ligheds- eller tryghedsprincippet undertrykkes, så fællesskabet trues.

Det moderne vestlige velfærdssamfund får netop sin store styrke ved mere eller mindre bevidst at tilgodese de to sæt komplementære principper. Derved undergraves også en efterhånden overflødig klassekamp til fordel for en 'midterpolitik' der kan svinge lidt fra den ene side til den anden, men på længere sigt holder kursen fordi flertallet af vælgere tilhører den veluddannede middelklasse. De sociale lag og de sociale problemer forsvinder ikke, men skal håndteres anderledes end tidligere, idet det altafgørende element i integrationen er uddannelsen og beskæftigelsen.

Særligt vigtigt for de moderne, sekulariserede demokratier er at det politiske liv kan foregå uden nogensomhelst indblanding fra religiøse eller ideologiske magtinstansers side, sådan som det sket i fundamentalistiske diktaturer som de kommunistiske eller islamistiske. Dette betyder ikke at religion skal gøres til en privat sag, for dette vil være en total misforståelse af religion som grundfænomen af helhedsrealistisk art (de oprindelige religioner omfatter alle dele af tilværelsen i og med at de bygger på den medfødte helhedsopfattelse).

Religion bliver først et problem når den dogmatiseres gennem teologi og organisation, så den kan bruges til ensrettende menings- og adfærdskontrol. Religion i helhedsrealistisk betydning bliver aldrig en privatsag, men det sekulariserede demokrati skal forhindre indblandingen i lovgivningen, administration og retsudøvelse fra religiøse magthaveres side. At det overhovedet er blevet nødvendigt at pointere dette i Danmark og andre vestlige lande her omkring årtusindskiftet, skyldes den store indvandring af muslimer der fra deres hjemlande ikke har kendt andet end sammenblanding af religiøs og verdslig magt. Demokratiet står og falder imidlertid med sekulariseringen.

Demokrati forudsætter også borgernes integration i fællesskabet, men denne integration er blevet et stigende problem i vestlige lande i kraft af den store indvandring af muslimer de sidste 50 år. Problemet er aldrig den enkelte indvandrer, for enkeltvis kan alle integreres, hvis de har vilje til det. Problemet er derimod så store grupper af indvandrere at de formår at fastholde deres oprindelige kultur gennem sprog, normer, skikke og ritualer. Dermed forhindres det i realiteten at flertallet af dem kommer til at indgå i et dansk fællesskab, for dette bygger naturligvis på en fælles dansk kultur omkring sprog, historie, normer og politisk adfærd.

En nation er aldrig et tilfældigt sammenrend af forskellige mennesker med vidt forskellig baggrund som blot er fælles om nogle praktiske og nyttige ting. En nation er også altid et folk med en dybere sammenhængskraft, og denne sammenhængskraft ligger i selve det kollektivt ubevidste. Derfor har det været katastrofalt for udviklingen i Danmark at politikerne på den ene side har givet så mange indvandrere dansk statsborgerskab, og på den anden side totalt fejlvurderet mulighederne for at styrke det folkelige fællesskab ved at fokusere på såkaldte 'danske værdier'. Politikerne har overvejende gjort det i den bedste mening, men de aner simpelthen ikke hvad det kollektivt ubevidste er - og går derfor fuldstændigt fejl at situationen.



Dette kan igen henføres til modsætningen mellem rationalismen og romantikken, herunder den uhyre udbredte fordom om at romantikken udelukkende står for det følelsesmæssige, sværmeriske, overtroiske, utilregnelige, mørke og farlige, men rationalismen omvendt udelukkende står for det fonuftige, nøgterne, tilregnelige, oplyste og fremskridtsvenlige. Men det er en katastrofal fordom, fordi romantikken nok har mange uheldige sider, men trods alt er kendetegnet af en helt fundamental og livsvigtigt føling med det kollektivt ubevidste, mens rationalismen på sin side nok har mange positive sider, men trods alt er kendetegnet af en katastrofal uvidenhed og foragt for det irrationelle, som bærer al kvalitet, helhedsopfattelse og 'mening'.

Danmarkshistorien er som andre nationers historie en fortsat proces der ikke har noget endegyldigt mål og ikke kan forudsiges, men som bestemmes af et utal af indbyrdes stridende dynamiske kræfter. Sammenhængskraften er åbenlyst truet i disse år, men det værste er at ingen af de politiske partier eller ledere forstår den dybere årsag. Ingen af dem synes selv at have nogen føling med det kollektiv ubevidste, og de beskæftiger sig principielt ikke med filosofier der prøver at medinddrage psykologien i den anvendte begrebsramme. Derfor er vejen frem overordentlige usikker.

Desværre er den gældende almendannelse også behæftet med den store illusion at modernitetens gennembrud skyldtes rationalismen og dens moderne aflægger positivismen, skønt det burde være oplagt for enhver nøgtern iagttager at denne rationalisme var altfor ensidig. 'Det moderne gennembrud' henføres ofte her i landet til Georg Brandes og hans tro på fremskridtet, men denne tro var også en illusion, fordi den så fuldstændigt bort fra at al kreativitet både på personligt og samfundsmæssigt plan kommer fra det kollektivt ubevidste, som Brandes og hans tilhængere ingen føling havde med, men tværtimod foragtede og bekæmpede. Men denne føling skal generobres hvis samfundet skal genvinde sin dybeste sammenhængskraft og sine største potentialer.



Etikken    
Til1 toppen  Næste

De fleste mennesker tror at moral simpelthen beror på det vi kalder samvittigheden, dvs en indre stemme der kan tages som udtryk for fællesskabets opfattelse af hvad der er godt og ondt. Men dette er en meget grov forenkling der ser bort fra, at denne samvittighed i virkeligheden er den dummeste del af menneskets personlighed, fordi den er dannet i femårsalderen og først og fremmest er udtryk for forældreautoritetens faste, mere eller mindre indoktrinære normer.

Filosofferne har naturligvis gennem tiderne udbygget forståelsen af fænomenet, men den fremmeste europæiske filosof Immanuel Kant gjorde etikken til en ren og skær pligtetik, der henfører den etiske forppligtelse til et sæt af faste moralregler og maximer som kan gøres og desværre blev gjort dogmatisk gældende i et ensidigt opdragelsessystem der var direkte undertrykkende og ofte umenneskeligt. Samvittigheden er i denne etik identisk med 'overjeget', altså den altkontrollerende og undertrykkende faderinstans.

En anden etik er formålsetikken der henfører den etiske forpligtelse til hypotetiske forestillinger om en hensigtsmæssighed der skulle ligge i den biologiske udvikling eller formål der skulle ligge ude i fremtiden.



Moderne dybdepsykologi kan heroverfor stille en konsistensetik der af indre, psykiske grunde kræver overvægt af det gode i livet og som i allerhøjeste grad bunder i det kollektivt ubevidste og den arketypiske forestilling om en instans i psyken der er større end jeget og står over jeget.

Specielt må det fremhæves, at konsistensetikken aldrig kan henvise til 'samvittigheden' i sædvanlig indoktrineret forstand, men i stedet refererer til en indre forpligtelse af skønsmæssig og fortolkelig karakter. Den er ikke destomindre uomgængelig i og med at en tilsidesættelse af forpligtelsen medfører inkonsistens i psyken og dermed nedsat eller helt fortabt evne til efterfølgende at sørge for overvægt af det gode, at leve et godt liv og udfolde sig på konstruktiv vis.

Der kan opstilles en slags 'tommelfingerregler' for konsistensetikken, som aldrig indsnævres dogmatisk til endegyldigt formulerede sætninger, men netop henviser til en instans i psyken som er hævet over forstandsmæssig definition og viljesmæssig kontrol. Reglerne, som ikke skal gennemgås nærmere her, siger kort og godt at det er i strid med menneskets muligheder for at bevare den indre konsistens at være rasende, at nyde grusomhed mod nogen man holder af, at være fej og at lyve for sig selv.



Det centrale er at mennesket dybdepsykologisk set - og det vil i sidste ende sige biologisk set - er et etisk ansvarligt dyr der føler dyb etisk forpligtelse for en eller anden ukontrollabel instans. Men dette betyder igen at mennesket aldrig er frit stillet til at gøre hvad det vil, for dets handlinger får altid konsekvenser, og disse er aldrig uden betydning for menneskets fremtidige udvikling og muligheder. Mennesket ønsker naturligvis at være frit og kunne råde over sit liv, men der er en grænse for friheden der har at gøre med at det vil svie til mennesket selv og dets indre konsistens om det foretager handlinger der skader det på længere sigt eller ødelægger dets forhold til nære personer.

Denne dybere etiske forpligtelse viser at der er andre 'nødvendige forbindelser' mellem vore forestillinger og erfaringer end de rent logiske, hvorfor det altså er muligt at begrunde moralske forestillinger og domme. Det er korrekt - som filosofferne tidligere har påvist - at det ikke er muligt at drage korrekte logiske slutninger fra konstaterende sætninger til moralsk vurderende sætninger, altså ikke er muligt at slutte fra er-sætninger til bør-sætninger. Men dette betyder ikke at der ikke findes relevante moralske slutninger. Disse forudsætter blot altid andet end simple konstateringer af fakta.

En vigtig del af den moralske debat vedrører - som det vil være fremgået af Jernesalts artikler gennem årene - samfundsforhold, men etikken influerer også på kunsten og religionen, ganske enkelt fordi den er en væsentlig del af den overordnede helhedsrealisme, som på disse sider kaldes komplementær og som er en både altomfattende og åben begrebsramme.



Kunst og Kult    
Til toppen  Næste

Kunst er en nødvendig del af kulturen og burde være en selvfølge, eftersom kunst i alle dens former er lige så gammel som kulturen selv. I de senere meget udtalte specialiserede og genreopdelte arter er kunsten et mere moderne fænomen, men oprindeligt har den været tæt knyttet til den almene menneskelige udfoldelse og den helt elementære sondring mellem smukt og grimt, som har præget menneskets arbejde, håndværk og produktion såvel som udsmykning, morskab, fest og kult.

Billeder og farver har altid haft sin særlige fascination for øjet. Rum og linjer får et eller andet til at vibrere i sindet. Og musikken har til alle tider fascineret både øret og kroppen gennem toner, klange, melodier og rytmer. Kunst og musik har tilfredsstillet både den æstetiske sans og et grundlæggende behov for fællesskab og kult. Men musikken står nok nærmest urkilden, selve det menneskelige behov for direkte føling med psykens skabende kræfter.



Den folkelige musik er alle steder primært rytmisk og kropslig. Den seriøse musik er derimod overvejende spirituel, hvad der ikke betyder at rytmen mangler, men at den har fået en mere raffineret funktion. Den seriøse musik var fra starten identisk med kirkemusikken og fik sit bredere 'verdslige' gennembrud med adelens og borgerskabets private og offentlige koncerter. Og den er i dag overvejende kammermusik eller koncertsalsmusik. Men uanset hvem der spiller og lytter til musik og af hvilken art den er, så gælder at musik i langt højere grad end andre kunstarter når ned til eller frigør de spontane kreative kræfter der ellers er under de psykiske sekundærkræfters kontrol. Musik giver med andre ord mere end nogen anden kunst dyb oplevelse af selve den skabende psykiske energi, ja den er i bedste fald det direkte og frie udslag af denne energi og dermed en dyb bekræftelse på livet.

Det er derfor ikke så underligt at musik til alle tider har samlet mennesker i forskellige fællesskaber, hvori sang, instrumentudøvelse, dans og rytme alle spiller en stor rolle. Det gav sig tidligt udslag i decideret kultiske dramaer og ritualer, men finder sted den dag i dag i form af musikfestivaler eller for den seriøse musiks vedkommende i store operaer og koncerter. I begge tilfælde sker der som hovedregel suspension af de psykiske sekundærprocesser med oplevelse af fællesskab og helhed til følge. Energiens intensitet bliver så stor, at der åbnes til kanaler som tidligere blev regnet for spirituelle eller guddommelige, men som i dag mere verdsligt forbindes med 'bevidsthedsudvidelse'. Resultatet er det samme. Deltagerne rives ud af hverdagen og sædvanevirkeligheden med al deres nyttemoral. På Jernesalts sider er jævnligt bragt artikler om store komponister som Bach, Mozart, Beethoven, Wagner og Mahler der formåede at skabe fortryllelsen..



Sporten fungerer på samme måde, og derfor er sport aldrig blot og bart en konkurrence om præstationer, men også altid en fællesskabsoplevelse der får den psykiske energi op på intensitetens høje svingninger - og som rykker folk ud i former for ekstase (der netop betyder at gå ud af sig selv).

Film kan som anden billedkunst bringe tilskueren ud af de vante tanker og normer - og langt ind i universer der følger andre regler end sædvanevirkelighedens. De kan være af rent eller overvejende underholdende og selvbekræftende art, men de kan også i deres karakteristiske kombination af billeder, iscenesættelse, lys, lyd, montage og tale bringe folk ud i nye erkendelser af intensiv art. Det gælder hovedparten af de film og filmkunstnere der har været behandlet her på siderne, først og fremmest instruktører som Bergman, Bunuel, Kieslowski og Kurosawa eller Carl Th. Dreyer og Lars von Trier.

Film adskiller sig fra teatrets dramaer ved at blive vist på et lærred eller en skærm og ikke på en scene med levende personer. Dette ændrer i nogen grad mulighederne for at skabe et fælles oplevelsesrum for tilskuerne, men mulighederne er ikke desto mindre til stede. Blot bliver biografrummet sjældent opfattet på samme måde som et teaterrum som et kultisk sted. Her har teatret stadig en force, som imidlertid sjældent udnyttes i vore dage - og tilsyneladende heller ikke rigtigt forstås af ret mange teaterfolk.

Kult og kultiske steder forekommer mange mennesker at være forældede, måske ligefrem primitive fænomener, og det er synd, for mennesket kan ikke undvære kult eller kultiske tider (højtider) og kultiske steder (helligsteder) med tilhørende ritualer, sang, musik, dans og retorisk tale samt dramatik. Den dominerende rationalisme har haft held til at få gjort stort set al kult ildeset som overtro og primitivitet, og er naturligvis blevet godt hjulpet af kirkesystemer som har forvandlet gudsdyrkelse til bekræftelse på dogmatiske sandheder. Men kultens grundliggende force er selve evnen til at føre mennesket ind i fællesskaber hvor der både skabes føling med det kollektivt ubevidste og en decideret fortryllelse af verden. Og denne føling og denne fortryllelse kan ingen undvære.



Helhedssyn og sekularisering    
Til toppen  Næste

Menneskets emergent opdukkende bevidsthed har som allerede fremhævet indebåret at menneskets verden er blevet delt op i to komplementære verdener, nemlig en rationel og en irrationel som har hver sin tilgang gennem hver sine psykiske grundprocesser. De rationelle processer fører til opbygningen af den nøgterne hverdagsrealisme, mens de irrationelle processer fører til den mytiske helhedsopfattelse og den dybe føling med det kollektivt ubevidste.

Religion i betydning udogmatisk religion er et emergent fænomen i biologien og opstod i og med selve bevidsthedens opdukken. Den medførte automatisk forestillinger om guder og alle mulige andre psykiske instanser, men dogmatiseringen af disse forestillinger førte til religiøse eller kirkelige organisationer som led i magtkampen. Det forholder sig nemlig som allerede nævnt sådan at dogmer er magtmidler i og med at de kan bruges til at skille fjender fra venner og forfølge anderledestænkende. Overgrebet i disse dogmatiseringer ligger først og fremmest i den fatale fejlslutning at psykiske fænomener sammenblandes med fænomener i den reale praktiske verden, skønt de psykiske instanser netop ikke er reale i den ydre verden. Dette betyder ikke at de kan negligeres, men derimod at man skal forholde sig til dem eksistentielt - og er nødt til at gøre dette for at bevare den indre konsistens.

En særlig ejendommelighed ved bevidsthedens emergente opdukken i den biologiske udvikling var den besynderlige fornemmelse af at noget var gået tabt, nemlig uskylden eller erfaringen af ansvarsfrihed. Mennesket var - som den mytiske fortolkning fortalte det - så at sige drevet ud af 'paradiset' og tvunget til at arbejde for føden og overlevelsen. Det blev der skabt en grundlæggende myte om, nemlig 'Syndefaldsmyten' der rammende forklarer uskyldstabet med selve bevidsthedens opdukken i og med at 'de første mennesker' spiste af 'kundskabens træ' og dermed fik en indsigt i tilværelsens grundvilkår intet biologisk væsen tidligere havde haft. At dette skulle være 'syndigt' kan umiddelbart lyde paradoksalt, og forklares da i myten med at det var mennesket forbudt at spise af dette træ, idet myten altså forudsætter en skabende autoritet, en alfaderlig skikkelse, der i bedste mening ønskede at bevare sin hemmelighed for sig selv.

Men dybest set slår myten ned på det helt centrale, som kom til at gælde de første mennesker (det vil sige de første væsener der fik den emergente bevidsthed) såvel som hver eneste senere generation og hvet eneste senere individ når de kommer i den på kønshormonerne byggende pubertet: Bevidstheden får her den udvidelse eller den ekstra energi der bevirker at alting ses i et langt større perspektiv - og dermed tabes uskylden for stedse.

Mennesket måtte mytisk talt forlade paradisets have - men dermed begyndte alt det vi kalder kultur. I en vis forstand er denne bevidsthedserhvervelse naturligvis isoleret set tab af uskyld (derfor kan moderne filosoffer som Sartre tale om "den ulykkelige bevidsthed"), men i anden forstand er den selve forudsætningen for al menneskelig kultur - og derfor er det forvrøvlet med Freud at tale generelt om 'kulturen som en byrde'. Noget helt andet - og meget beklageligt - er at de fleste oplyste mennesker i vore dage afviser selve syndefaldsmyten som overtro eller fri digtning, uden at gøre sig ordentlige begreber om hvad den i grunden siger og påpeger. Det er jo generelt en fejl ved moderne, oplyste mennesker at de tror den mytiske tænkning er overtro og kan undværes. De vil så at sige ikke være ved at de selv er blevet bevidstgjorte og dermed har tabt deres uskyld!



Et resultat af den stigende dogmatisering af alle religioner i retning af stadigt mere detaljerede teologiske systemer der kunne bruges i kontrollen over mennesker var at religionerne i vid udstrækning blev 'lovreligioner' det vil sige religioner der i yderst detaljeret form angiver love eller regler for den rette adfærd og forbud mod den forkerte adfærd. Jødedommen er det store typiske eksempel på en sådan lovreligion der som bekendt også fik enorm betydning for Europa i kraft af den sejrende kristendom der delvis udsprang af den og efterhånden blev statsreligion i alle europæiske lande. I jødedommen er lovene frem for alt angivet i Mosebøgerne, der også indeholder de ti hovedbud vi alle kender fra religionsundervisning i skolen. - Jf. artiklen Konsistens-etikkens Ti Bud.

Med kristendommen forholder det sig imidlertid sådan at den udsprang fra en mand der vendte sig skarpt mod lovreligionen, ja faktiske gjorde direkte front imod den og blankt afviste at moral var vejen til frelse. Jesus sagde tværtimod at vejen til Guds rige gik gennem den enfoldige tro - og han pegede direkte på barnet som den eneste der har direkte adgang til Guds rige. Det vil dybdepsykologisk set netop sige, at Guds rige er de psykiske primærprocessers rige, hvor alle sondringer, inklusiv sondringen mellem godt og ondt ikke spiller nogen rolle.

Men kristendommen slap i virkeligheden aldrig den jødiske lovreligions indsnævring, og det skyldtes at den var den fanatiske og dogmatisk tænkende Paulus' værk. Han havde aldrig kendt Jesus og forstod - som apostlen Peter - heller ikke kernen i Jesu budskab. Han gjorde derimod troen på Kristus (den i mytisk tale genopstandne Jesus som havde åbenbaret sig for ham i et syn ved Damaskus) til betingelsen for frelse - og da dette er en dogmatisk betingelse, blev kirken også dogmatisk.

Da den kristne kirke fortsat er dogmatisk, er det ikke så underligt at den har haft problemer i forhold til såvel naturvidenskaben som det politiske system. Den har gennem tiderne forsøgt at blande sig i begges frie udfoldelse som hhv. forskning og lovgivning - og længe med held. Og den har først langsomt accepteret den sekularisering der er betingelsen for demokrati og velfærdssamfund.



Men det skal her i dette manifest understreges så stærkt som overhovedet muligt, at den helhedsopfattelse som bygger på komplementariteten mellem den mytiske (irrationelle) tænkning og den praktiske rationelle tænkning er helt og holdent sekulær og afviser alle former for dogmatisk guds- og religionsopfattelse. Den definerer religion som den medfødte helhedsopfattelse som er forudsætningen for al kreativitet, kvalitet, helhedsopfattelse, sammenhæng og mening i tilværelsen. Den fastslår derfor at alle mennesker er religiøse i udogmatisk forstand og uden hensyn til om de på sekundært procesplan mener det ene eller andet om guder, myter og religion. Også erklærede ateister eller agnostikere er religiøse i denne forstand.

Derfor skal det også understreges, at der er komplementaritet mellem videnskab og eksistensforståelse. Videnskaben bygger på de psykiske sekundærprocesser og sørger for nøgternheden og realitetsprøvelsen og den praktiske tilpasning til jordelivet. Eksistensforståelsen bygger på de psykiske primærprocesser og for den stadig generfaring af al helhedsopfattelse, sammenhæng og mening samt 'fortryllelse' i tilværelsen. Ingen af delene kan undværes, men de kan heller aldrig gå op i en højere modsigelsesfri syntese. De må fungere sideordnet som ligeberettigede tilgange til hvert sit område af tilværelsen.

Den komplemetære helhedsrealisme har den store fordel at den som begrebsramme er fuldstændigt åben og tidssvarende. Den relativiserer menneskets anskuelser på den allerbedste måde, nemlig ved at sikre bredden og dybden i anskuelserne - og den gør det på en måde der er dybt forbundet med humoren, den humor der også er et emergent fænomen i biologien og som i sin skønneste form åbner for erfaringen af tragedien, dvs erfaringen af at mennesket ikke altid får sin vilje, men må affinde sig med nederlag og lidelse ved siden af sejre og glæder.



Fordommene om det irrationelle og det kollektivt ubevidste samt om religion og tragedie er uhyre udbredte, ikke mindst hos såkaldt oplyste mennesker med ellers god uddannelse. Der er som tidligere nævnt nogle typiske træk ved rationalisters tænkning der tenderer mod at blokere for forståelse af det irrationnelle, men heldigvis er ingen typer rene og heldigvis er det ikke umuligt at bekæmpe fordomme. Hertil kan bl.a. humoren bruges, for intet er i virkeligheden morsommere end oplyste mennesker der er så indbildske at de tror de kan tillade sig at se bort fra den ene halvdel af den komplementære virkelighed, læse og orientere sig yderst selektivt - og stadigt regne sig for dannede mennesker.

Her skal det afslutningsvis slås fast, at almendannelsen ikke er en realitet hvis den på positivistisk vis afviser alt det irrationelle som et område fornuftige mennesker ikke må have med at gøre fordi det umiddelbart ser mærkeligt, mystisk, uoverskueligt og måske ligefrem farligt ud. Tværtimod må almendannelsen for at være tidssvarende dække hele tilværelsen. Som understreget i indledningen er det nu i det 21. århundrede ikke endnu mere naturvidenskab af ensidig positivistisk skuffe der er brug for, men derimod kombinationen af den moderne erkendelsesteori, moderne naturvidenskab, moderne dybdepyskologi, moderne etik og moderne religionsforståelse således som disse blev lanceret i det 20. århundrede af vidt forskellige banebrydende forskere. - Jf. essayet om Ørsted.

Det er nødvendigt for den politiske og kulturelle udvikling at dannelsesniveauet nu bliver højnet, så almendannelsen bliver tidssvarende og et overordnet komplementært helhedssyn bliver almengjort. Dette kommer ikke af sig selv, det kommer ikke fra den gængse naturvidenskab eller den gængse filosofi, endsige fra politisk hold. Og de såkaldte spindoktorer og mediefolk samt velmenende dannelsesfilistre er også alt for uoplyste til opgaven. Nybruddet må - som i tidligere tilfælde - komme fra folk der har bevaret den sunde fornuft og den fulde føling med det kollektivt ubevidste.

Dette skulle slås fast med 'Jernesalts 2010 Manifest' i anledning af hjemmesidens otte års dag og som opsummering af årgangens artikler, herunder essayene om Fysikeren H.C. Ørsted og Religion som emergent fænomen i biologien.

Jan Jernewicz



Henvisninger    
Til toppen



Relevante artikler på Jernesalt:

Essay om fysikeren H.C. Ørsted
Religion som emergent fænomen i biologien
Menneskets virkelighedsopfattelse I-VII
'Jernesalts 2009-filosofi'

Dannelsens hemmelighed og udfordring  (20.9.04.)
Almengørelse af helhedssynet Åndslivet i højeste potens
Modernitetens problemer med det overordnede
Georg Brandes

Komplementaritetssynspunktet
Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Sprogregler
Peter Zinkernagel
Afmagtspostulater
Det dybe sprog og det høje sprog
Kunst og kult

Det kollektivt ubevidste
De fire psykiske fundamentalkræfter
De psykiske grundprocesser
Konsistensetikken
Konsistens-etikkens Ti Bud
'Syndefaldsmyten'

Selvrealiseringens idé og psykologi   (18.3.06.)
selvet i jungiansk forstand
Selvet - sjælen - ånden   (23.12.04.)
selvets almengørelse ifølge Jes Bertelsen
selvets etik ifølge Jes Bertelsen
selvopdagelsens eventyr ifølge Stanislav Grof



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Erkendelse
Artikler om Psykologi
Artikler om Kunst
Artikler om Film
Artikler om Musik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal