Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - rummet

ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.7.07.


Rummet og virkeligheden

Rummet både fysisk og psykisk
Det fysiske rum
Det psykiske rum
Det religiøse rum
Det indre rum
Det samfundsmæssige rum
Det eksistentielle rum
Henvisninger



Rummet både fysisk og psykisk     
Til toppen   Næste

Virkeligheden i bestemt form kan vi ifølge Peter Zinkernagel strengt ikke sige noget om overhovedet, da vi i praksis altid kun har fat på eller står over for konkrete dele af virkeligheden, dvs delvirkeligheder. Men det er den slags filosofiske påstande man altid skal tage med et gran salt, for rent faktisk taler vi om virkeligheden, og vi forstår også hvad udtrykket dækker, nemlig alt det eksisterende.

Men filosoffen har alligevel en pointe, for vi kan ikke sige noget konkret eller endegyldigt om den hele virkelighed, da vi ikke kan stille os uden for og iagttage den objektivt - og da vi af samme grund ikke kan vide om der overhovedet er en hel og afsluttet virkelighed! Virkeligheden i bestemt form er med andre ord kun en talemåde.

Så lad os tage den kloge mand på ordet og holde os til det vi kan udtale os meningsfuldt om, nemlig delaspekter af problematikken som fx rumbegrebet i relation til virkelighedsbegrebet.



Rum er som bekendt mange ting, lige fra et lille værelse til hele universet, eller lige fra det tomme rum til frirum og 'Lebensraum'. Man kan tale om rum i tasker og skabe, eller i gamle dage om 'det hemmelige rum' i betydningen lokummet (der igen er et vulgært udtryk der oprindeligt var fint latin og betød 'et vist sted'). Der er også noget der hedder mellemrum mellem ting eller mellem ord/bogstaver eller lyde/toner. Og så er der luftrummet oven over os, hvor fuglene flyver frit omkring og flyvemaskinerne følger deres luftruter for at nå bestemte lufthavne.

Men med 'rumalderen' har vi fået en stribe af beslægtede nye ord som rumfartøj, rumraket, rumfærge, rumskib, rumkabine, rumkapsel, rumsonde, rumstation, rumpilot, rumdragt, rumvandring, rumlaboratorium og rumforskning. De mange tilkomne ord viser, at mennesket for alvor har hævet sig over atmosfæren og er kommet ud i det store rum, solsystemet, som igen er en del af 'rummet' i bestemt form, dvs universet.



Men stadig har rum også bibetydningen 'plads'. Det ligger i ordene frirum og livsrum, at de fleste befinder sig dårligt ved at blive stuvet sammen som sild i en tønde. De fleste vil helst have lidt albuerum og råderum og i psykisk forstand også plads til at kunne ånde frit, dvs ikke frygte repressalier fra diktatorerne og deres censur på grund af ytringer eller adfærd der ikke passer magthaverne eller inkvisitorerne.

Derfor går ordet rum også på det vide rum (åben mark) eller 'rum sø' (åbent hav), og ordet rummelig betyder simpelthen 'med god plads'. Det åbne rum kan fremkalde angst hos nogle, og da taler man om agorafobi. Men mere udbredt er vist nok det modsatte, klaustrofobien, angsten for det lukkede rum. Nogle kan ikke lide at køre i elevator, fordi rummet er for snævert. Nogle vil ikke sidde midt inde i en række i en biograf, men kun ude til siden, fordi de ellers føler sig indespærrede. En af de mest modbydelige dødsstraffe i de tyske koncentrationslejre var at mure dømte fanger levende inde i et lille rum hvor de måtte sidde sammenkrøbet uden mulighed for at kunne bevæge sig endsige strække sig. Både i fangetransporterne til lejrene og i gaskamrene blev ofrene stuvet sammen - som sild i en tønde.

Men som for begrebet tid gælder for begrebet rum at filosofferne alle dage har været uenige om dets betydning. Relativismen har dog sejret i praksis, og derfor vil der i det følgende blive skelnet nøgternt og relativistisk mellem det fysiske rum og det psykiske rum. Under det sidste henregnes det samfundsmæssige rum og det eksistentielle rum.



Det fysiske rum    
Til toppen   Næste

Rum i snæver fysisk forstand er den grænseløse udstrækning i tre dimensioner: længde, dybde og højde - og den måles i rumenheder, i vore dage først og fremmest i kubikmeter. I geometrien taler man om rumgeometri eller stereogeometri til forskel fra plangeometri, og tilsvarende om rumfigurer til forskel fra planfigurer. I den praktiske verden taler man om rumfang eller rumfylde. Men vi kender også det tomme rum eller rettere det lufttomme rum (vacuum) der har andre egenskaber end det luftfyldte rum.

Først betragtede filosofferne rummet som uendeligt og tomt. Så bestemte Aristoteles (384-322 f.v.t.) det som endeligt og begrænset. Men flere århundreder senere gjorde Giordano Bruno gældende at rummet var uendeligt - og det blev af en dogmatisk og skolastisk katolsk kirke, der tåbeligt og stædigt blev ved at fastholde Aristoteles' spekulationer som den endegyldige sandhed, betragtet som fritænkeri og kætteri, så synderen blev for en sikkerheds skyld brændt i Rom i det Herrens år 1600.

Descartes (1596-1650) identificerede rum og tid, og han definerede den materielle verden som den udstrakte verden. Det gav siden voldsomme problemer, for konsekvensen var at man måtte definere den åndelige verden som den uudstrakte - og siden kom vi til at hænge på denne ulyksalige og forstandsforheksende dualisme. For hvordan kunne der være sammenhæng mellem den kvantificerbare og den ikke-kvantificerbare verden? Jo, Descartes postulerede selv at forbindelsen mellem sjæl og legeme fandtes i en bestemt kirtel (koglekirtelen), men det var for langt ude. I realiteten blev problemet ikke løst før Niels Bohr lancerede sit komplementaritetsssynspunkt og korrespondensprincip. Det materielle og det energetiske er komplementære fænomener, og vi kan tale meningsfuldt og med stadig større præcision om det energetiske fordi det korresponderer med materielle måleapparater. Hvad sjæl/legeme-problemet angår kan tilsvarende siges, at det afgørende for at kunne beskæftige sig meningsfuldt og nøgternt med sjælelige fænomener er at de korresponderer med de legemlige på en sådan måde at de kan iagttages introspektivt.



Isac Newton (1642-1727) var absolutist og opfattede ikke alene tiden, men også rummet som absolut, hvilket ville sige at det eksisterede uafhængigt af de legemer der fandtes i det. Leibniz hævdede til gengæld at rummet var et relationelt fænomen, og Kant kaldte det siden en anskuelsesform som vi har a priori (på forhånd; før al erfaring) og er nødt til at antage på forhånd.

Einsteins almene relativitetsteori fra 1916 satte rum i relation til tid, og indførte således det firedimensionale rum-tids-kontinuum, som vel at mærke skal beskrives som et krumt univers, hvor den gamle euklidiske flade-geometri ikke længere gælder. Man kan tænke sig en lige linje forlænget i det uendelige ud i rummet, men i praksis vil enhver ting der bevæger sig i rummet følge en krum bane på grund af tiltrækningen fra 'massen', stofferne i rummet. Man kan også - lige så meget man lyster - på intellektuelt plan tænke sig til at der er noget uden for rummet, men i praksis kommer vi ikke udenfor. "Der er ikke noget 'derude' derude", som atomfysikeren John Wheeler vittigt formulerede det.



Rumforskningen som sådan beskæftiger sig ikke mindst med universets tilblivelse. Og hovedpointen er at universets alder kan bestemmes til en eller anden svimlende størrelse på omkring 15-16 milliarder år ud fra de målinger man kan foretage om universets ekspansion. Man ekstrapolerer ud fra de forskydninger i nutiden man har målt og kan måle over årtier, og slutter sig tilbage i tiden. Problemet er at forskerne på den måde kommer til det resultat at den samlede masse på begyndelsestidspunktet må have været lig med nul, men at dette nul til gengæld besad en ufattelig mængde energi. Det hele eksploderede i det såkaldte 'Big Bang' - og dét er jo lige til en science-fiktion. Faktisk er det heller ikke andet end spekulation, for det er det rene skinbarlige vrøvl at en uendeligt lille masse kan besidde en uendeligt stor mængde energi.

Det er tilsvarende ren spekulation at der nogensinde har været et nulpunkt. Og det hjælper ikke meget på tankespindets holdbarhed, at visse paradoksmagere forsøger sig med vittigheder om at hele universet blot er 'et opblæst nul' - eller at en forsker som Stephen Hawking forsøger sig med matematiske kneb som imaginære tal og antyde muligheden for at der før 'nullet' var en negativ tid. Nøgternt set er fysikernes problem at de ikke kan få kvantemekanikken til at gå op med gravitationslæren og den almene relativitetsteori. Logikken bryder sammen når man vil arbejde med et nulpunkt. Men fysikerne giver ikke op, for langt de fleste af dem kunne ikke drømme om at acceptere komplementaritetssynspunktet.

De vil hellere som den danske fysiker og superprofessor Holger Bech Nielsen lege med superstrengsteorier og supersymmetri med hvad det indebærer af matematisk mangedimensionalitet. Det er uhyre spændende - og vil givetvis føre forskningen videre mod nye iagttagelser, eksperimenter, konklusioner og spørgsmål. Holger Bech er virkelig en original i ordets dobbelte betydning. Han rejser land og rige rundt og får med sin ejendommelige stemme forklaret sine tilhørere hvor lidt vi ved. Men mysteriet, hvor det hele kommer fra og hvordan den 'tilfældige dynamik' kommer ind i billedet, kan heller ikke han svare på.



Rumakustikken, læren om lydens forplantning i rummet, hører under den jordnære fysik, og er interessant, fordi den kaster lys over den kendsgerning, at lydens forplantning i rummet nok kan måles eksakt, fordi man kan måle efterklang og absorption eller refleksion af lyden fra rummets vægge, loft og gulv alt efter materialer - og derfor er i stand til at bygge koncertsale med optimal akustik. Men samtidigt gælder at oplevelsen af musik i et rum er et subjektivt fænomen der hører under den del af psykologien der hedder psykoakustikken.

Tilsvarende gælder at rumopfattelsen som sådan, dvs både den almene, på forhånd givne forestilling om rum (altså Kants anskuelsesform, men i dag kaldet 'rumkonceptionen') og den sansede, primært synsmæssige tilegnelse af rummet (rumperceptionen), refererer til de målelige rum, men først og fremmest er af mental eller psykisk karakter. Og dette indebærer at de beror på den til hver en tid gældende virkelighedsopfattelse. Derfor vil man i malerkunsten kunne se stor forskel mellem malerier fra oldtiden og middelalderen og videre frem til renæssancen. Optikken ændrer sig fordi ikke mindst perspektivet blev det mere og mere dominerende kriterium indtil det moderne maleri opløste det igen.

I arkitekturen spiller den fysiske side af rumlæren af gode grunde en central rolle. Det arkitektoniske rum har grundlæggende de tre gamle dimensioner - længden og dybden (tilsammen det vandrette plan) plus den lodrette afgrænsning. Man taler om geometriske rum hvis der er afgrænsede flader, men om organiske rum hvis der er mere naturlige afgrænsninger eller som i modernismen helt flydende rum. Brugen af glaspartier kan også nedbryde skellet mellem inde og ude.

Men som sagt er vi uundgåeligt havnet i relationer der har med den menneskelige psyke at gøre.



Det psykiske rum    
Til toppen   Næste

Perspektivet eksisterer ikke i virkeligheden som sådan, men er menneskets måde at anskue dele af virkeligheden på. Ordet kan i visse sammenhænge være synonymt med synsvinkel og dermed angive det helt subjektive og personlige skøn, men det kan også betegne en mere objektiv måde at betragte rummet på så dette kan gengives på en todimensional flade med illusion af dybde, nemlig ud fra centralperspektivet eller linearperspektivet. Det er selvfølgelig en kunst som arkitekter skal beherske, men i det naturalistiske maleri var det også et rigidt krav til kunstneren for at skabe lighed - selvom dybdeperspektiv på en flade er og bliver synsbedrag.

Det samme gælder den såkaldte naturtro gengivelse af ting i 'trompe l'oeil'-maleriet, hvor genstandene males så livagtigt at man kan tage fejl af gengivelsen og virkeligheden. Det fortælles således om an antik maler at han kunne male druer så livagtige at fuglene tog dem for ægte og prøvede at spise dem. Kendt er også loftsmalerier fra baroktiden som illuderer åbning mod himlen i loftets tag, så man tror der slet ikke er noget tag.

Det subjektive element understreges i det såkaldte værdiperspektiv, hvor motivets vigtigste personer eller genstande simpelthen fremstilles relativt større end andre for at fremhæve deres vigtighed. Fugleperspektivet sigter imod at give overblik, mens frøperspektivet ikke mindst i filmkunsten anvendes effektfuldt til at vise personers eller tings overlegne eller ligefrem truende størrelse.



Det musikalske rum fremkommer bl.a. gennem lydes forskellige evne til at skabe nærhed eller fjernhed. Alt andet lige vil svage toner give indtryk af fjernhed, mens kraftige toner virker nære. Spiller et stort orkester kraftigt tutti vil det give indtryk af overvældende og omsluttende nærvær, mens stadigt svagere toner giver illusion af noget der fjerner sig mere og mere. Raffinementerne nåede et højdepunkt i den impressionistiske franske musiks instrumentation. Fremragende dirigenter som Sergiu Celibidache var i stand til at give illusioner af klange der ligefrem fór rundt i koncertsalens rum. Men samme dirigent, der var en meget bevidst musikfænomenolog, forstod fx også at få de store akkorder i en Bruckner-symfoni til at fremstå som massive bjergmasser - og han sammenlignede under indstuderinger, ifølge Peter Bastian, ofte en musikalsk struktur med landskaber. Bastian studerede en overgang musikfænomenologi hos Celibidache og har i nogle radioforedrag kaldt selve bevidstgørelsen om at det melodiske forløb tegner et landskab for fuldstændigt afgørende for en musiker. For Celibidache var klangen det fundamentale i musikken - og ved klang skal i denne sammenhæng ikke blot forstås samklang, men selve den enkelte tones og det enkelte instruments muligheder for at blive redskab for hhv. komponistens og udøverens indre forestillinger. Klangen kan så at sige føde det videre forløb - og derfor er anslaget betydningsfuldt, ganske som det kan være i malerkunsten.

Musik skaber et magisk rum i os, et rum der ikke findes udenfor i den såkaldte reale verden af fysiske ting, pengetransaktioner og politiske slagsmål, men dog ligefuldt er virkeligt, fordi det kan erfares og gøres til genstand for dybere og dybere udforskning. Musikken er jo ikke et eneste kaotisk fedt, men uhyre differentieret efter kulturforskelle, historiske perioder, genrer og individuel kreativitet. Den har været dyrket alle dage, og den har været anvendt til såvel verdslige som kultiske formål.

Dansemusikken, spillemandsmusikken eller den rytmiske musik taler mest til kroppen og lægger op til bevægelse, undertiden til vilde ekstatiske højder, mens den kirkelige musik henvender sig mere til ånden og lægger op til stilhed og fordybelse - og ekstase ad den vej. Men sondringerne er vilkårlige. Såvel den klassiske musik som den rytmiske musik er seriøse musikarter der spænder over både den musikantiske dimension og den spirituelle eller 'mystiske'. En komponist som Bach beherskede begge dele lige suverænt. Det mest karakteristiske ved musikken som bredt nutidigt fænomen er i grunden at den netop ved at spænde over begge dimensioner spiller en meget stor rolle for næsten alle mennesker - og i vid udstrækning giver sine dyrkere adgang til det magiske rum - uanset genre.

Som eksempel skal blot nævnes en moderne sanger, komponist og forfatter som Majbritte Ulrikkeholm. Sine erfaringer som udøvende musiker har hun nedfældet i en bog om 'Det magiske rum', som hun kalder 'en bog om kreativitet, indsigt og forvandling'. Disse ord fik hun nærmest forærende af en deltager på et af hendes kurser, men de blev en slags mantra for hende, fordi hun forstod at det menneske der udforsker sin kreativitet vil opnå indsigt i sig selv, og det menneske der opnår indsigt i sig selv vil forvandle sig og så at sige møde sin kreativitet på et højere niveau. Det vil med andre ord sige, at der dybest set ligger transcendens i kreativiteten, når den går ud over de grænser vi havde i forvejen.



Det religiøse rum    
Til toppen  Næste

Dermed er vi kommet direkte over i det religiøse rum, idet ordet religiøs naturligvis ikke skal tages i dogmatisk eller konfessionel forstand, men i mere almen eller helhedsrealistisk forstand som noget der peger ud over såvel det rationelle som det dogmatiske og magtpolitiske.

Kult har eksisteret fra tidernes morgen, dvs så længe der har været menneskesamfund på jorden. Og kult har fundet sted på særlige steder til særlige tider. Man taler om hellige steder og hellige tider. Kultens hele mening var at genskabe menneske-virkeligheden på ny gennem direkte kontakt med de stærke kræfter eller magter man kaldte guder og gav mange forskellige navne, men som man i dag under ét og helt på tværs af alle teologiske forestillinger kan betegne som arketypiske forestillinger, og de er vel at mærke fyldt med psykisk energi.

Det kultiske rum var kendetegnet af såvel den højeste alvor som den højeste ekstase. Vore dages kirkelige rum og kirkelige højtider er kun en afglans af de gamle samfunds kult. Vore dages musikfestivaler kommer idealet nærmere. Fælles er den direkte føling med det der er større end mennesket selv og som derfor kræver en vis respekt og andægtighed. Det religiøse rum kan med en dybdepsykologisk term også kaldes 'selvets rum' for det karakteristiske er at de enkelte deltagere i kulten, gudsdyrkelsen, ekstasen eller stilheden netop tilsidesætter deres egne snævre jeg-identiteter til fordel for det der er større end dem selv, 'totalpsyken' som i jungiansk terminologi hedder 'selvet'.

Et helt specielt udtryk for overgangen fra den snævre identitet til den store og åbne identitet findes i Richard Wagners sene opera 'Parsifal', nærmere betegnet i første akt hvor ridderen Gurnemanz prøver at forklare den uvidende helt og rene dåre Parsifal hvad gralsriddernes kulthandling går ud på. Det sker med ordene: "Du siehst, mein Sohn, zum Raum wird hier die Zeit", til rum bliver her tiden. Det er nøgleord i operaen, og meningen er at evigheden gennem kulten - her den kristne nadverhandling - bliver virkelighed ved at gøre sig gældende blandt mennesker. Rum betyder altså her virkelighed.



Det indre rum    
Til toppen   Næste

Karakteristisk for mennesket med et højt udviklet bevidsthedsliv og et tilhørende sprog er at det har et 'indre rum', et tanke- og følelsesliv der fungerer sideordnet med det ydre liv med tilhørende ydre adfærd eller praktiske handlinger og ytringer. Det indre liv er ikke en simpel refleks af eller reaktion på stimuli fra den ydre verden, men følger sin egne love. Det modtager impulser fra det underbevidste, der igen har såvel en personlig dimension som en transpersonlig dimension. Den sidste beror først og fremmest på det kollektivt ubevidste, dvs det psykiske felt der er resultatet af det menneskelige fællesskabs eksistens og opretholdelse. Heri indgår de arketypiske forestillinger af universel karakter. Herfra kommer ikke alene drømmene og visionerne, men al kreativitet. Og det er derfor afgørende for et hvert menneskes sjælelige sundhed og balance, at det selv værdsætter dette indre liv og at det fuldtud respekteres af omgivelserne. Det indre rum er et privat område som skal værdsættes og respekteres. Men det skal naturligvis ikke forveksles med det autistiske eller med det man i gamle forstod ved det at være 'idiot', hvilket sige at være et privat menneske, der er helt lukket inde i sig selv.

For næsten alle mennesker er det af største vigtighed at have et privatliv, hvilket bogstaveligt vil sige at kunne have en del af sit liv for sig selv, afgrænset fra andre menneskers indblik, indblanding og kontrol. I familielivet betyder det at hvert medlem så vidt muligt har sit eget værelse, hvor det kan lukke døren og være i fred når det har behov for dette, men privilegiet er jo en forholdsvis ny standard i det vestlige velfærdssamfund. I gamle dage var det forbeholdt de velstillede, hvorimod arbejderfamilier levede i små lejligheder med ofte et enkelt sovekammer til forældre og alle børn. Selv i eftertidskrigens Polen måtte en vis katolsk elektriker ved navn Lech Walesa klare sig med en så lille lejlighed til sin store familie på 8 børn, at den hver aften måtte rede sengepladser op på gulvet. Men også i relativt rige lande som Frankrig eller Italien er manglen og priserne på lejligheder så store at voksne mennesker må blive boende hjemme i mange år. Det giver fortsat problemer for unge elskende par.

I bylivet værner de enkelte familier deres privatliv ved hjælp af hegn og mure mellem parcellerne. Det førte en overgang til den nedsættende betegnelse 'ligusterfascister' fra folk der enten ikke selv havde samme privilegium eller principielt var imod det og hyldede kollektivet. Men sandheden om kollektiverne er at de fleste kun opretholdes i kort tid, og at de der holder længere gør det ved at indføre en slags privatliv i kollektivet. Ellers kommer de i en vis forstand til at ligne fangelejre, hvor magthaverne vil kontrollere alt og derfor ikke tillader privatliv.

Modsætningen ses i vores dages tilbøjelighed til ligefrem at udstille sit privatliv offentligt - via medierne. Men noget sådant er selvsagt slet ikke muligt, for i det øjeblik privatlivet forsøges udstillet mister det totalt sin private karakter. Det man udstiller på ekshibitionistisk vis er sine undertrykte tilbøjeligheder.



Etologen Konrad Lorenz pointerede i sit hovedværk om den menneskelige aggressivitetsdrift, 'Det såkaldt onde', at den nyere tids stigende sammenstuvning af mennesker i store byer faktisk overbelaster de sociale relationer. Dette synes måske løst nogenlunde tilfredsstillende i det moderne velfærdssamfund på grund af dets nye standarder for huse, lejligheder og byplaner, men hovedtesen kan ikke afvises: Den sunde menneskelige driftsaggressivitet tåler ikke ubegrænsede frustrationer før den slår om i negativitet, vold og destruktivitet. Lande der har befolkningstilvæksten under kontrol synes også at have dette problem under kontrol. Men den totale befolkningstilvækst på jorden peger på en voldsom overbelastning af de sociale relationer de følgende årtier på de mest udsatte områder med sandsynlige folkevandringer til følge - og måske også en fatal overbelastning af jordens evne til at brødføde og velfærdsføde alle.

Den tyske digter Friedrich Schiller kunne i 1805 med største selvfølge digte om at der selv i den mindste hytte er plads til et lykkeligt elskende par, for disse ænser ikke pladsforholdene, når de er mest optaget af hinanden - og iøvrigt får lov at være i fred. Men når samme Schiller i et andet samtidigt digt kunne hævde at jorden har plads til alle ("Raum für alle hat die Erde"), så røber det hans historiske betingethed. Sætningen gjaldt ikke hundrede år senere, og den gælder slet ikke i dag.



Det samfundsmæssige rum    
Til toppen  Næste

Magthavere har det med at ville have mere magt. Derfor drømmer de ofte om ekspansion, og derfor kan der opstå erobringskrige og i nyere tid hvad der kaldes 'kolonialisme' og 'imperialisme'. Interessen for ekspansion kan også skyldes ønsket om at udbrede en religion eller ideologi. Det sidstnævnte var tilfældet med sovjetkommunismen og nazismen i det 19. århundrede; det første med kristendommens korstoge i middelalderen og nutidens islamisme. Det allerfarligste er sammenfaldet af ideologisk og religiøs magtstræb.

I den store europæiske kamp om kolonier i det 18. og 19. århundrede var der som bekendt nogle der blev tabere og andre der blev vindere. Tyskerne følte sig efter 1. verdenskrig ilde stillede - og blev derfor tiltrukket af de tanker forfatteren Hans Grimm gjorde sig i en roman i 1925 med dens 'raumpolitische Tendenz' dvs sin tale om nødvendigheden af rum til livsudfoldelse. 'Volk ohne Raum' hed den selvbiografiske bog, hvis handling var henlagt til Sydafrika. Den blev en bestseller der i 1940 rundede et oplag på en halv million. Men hvad værre var. Den inspirerede Adolf Hitler til forestillingen om at tyskerne behøvede et større Lebensraum. Behovet kunne kun tilfredsstilles ved systematisk ekspansionen mod øst. Men dén politik kostede mange millioner jøder og slaver livet.

Europa blev siden et fredens kontinent, takket være dannelsen af EF/EU, den kolde krigs magtbalance og kommunismens sammenbrud. Spørgsmålet i dag er om der i den øvrige verden kan skabes fred, når der findes nationalistiske og religiøse fanatikere der ikke helmer før de har vundet den absolutte magt og udbredt deres magtområder til andre lande og kontinenter? Det er i denne sammenhæng værd at holde fast i den vurdering økonomen og kosmopolitten Sven Burmester fremkommer med i sin nyeste bog 'Fred og fare', og som går ud på at den i øjeblikket og de næste årtier mest fremstormende magt på den store globale magtarena, nemlig Kina, er stort set blottet for ekspansive, imperialistiske tendenser, fordi de fortsat betragter sig som 'Riget i midten' der så at sige har nok i sig selv. Faren kommer fra islam eller rettere islamismen, dvs ikke fra religionen som sådan, men fra den skæbnesvangre sammensmeltning af religiøs fanatisme med politisk ideologi. Det skal vi se på i en særlig artikel om Burmesters bog. Men her skal det udtrykkeligt nævnes, at det tilsyneladende ikke er tilstrækkeligt for et folk, en ideologi eller et fortolkningsfællesskab at kunne opretholde en allerede opnået identitet og suverænitet, men at det i visse tilfælde bliver afgørende at denne identitet og suverænitet ikke på nogen måde føles truet udefra.



Konrad Lorenz har også her noget væsentligt at bemærke, idet han påpegede at menneskene ikke er aggressive fordi de er delt op i grupper, men derimod delt op i grupper, fordi de er aggressive. Gruppeopdelingen giver nemlig på alle niveauer nogle 'ritualiseringsmuligheder' der gør det muligt at leve med aggressiviteten så den ikke bliver ødelæggende for arten selv. Når Lorenz taler om 'ritualisering' tænker han naturligvis som biolog på de ritualer fx fugle har til regulering af deres kønsadfærd og som betyder at de undgår at skade arten.

Det er sådanne ritualiseringsmuligheder vi har set udnyttet inden for det europæiske fællesskab, hvor man regulerer sine stridigheder på en fornuftig og for alle fordelagtig måde, så åben krig eller hensynsløs og ødelæggende konkurrence kan undgås. Det kan i det politisk-administrative system medføre en hel del jura og bureaukrati, som ikke er populær i befolkningerne, og dette er igen kun muligt fordi der hersker en høj grad af civil orden med relativ høj tillid til politikerne. Og det er præcis sådanne fænomener der savnes i Mellemøsten. De islamiske lande savner den indre dynamik der kan give dem den interne udvikling der minimerer frustrationerne.



Generelt gælder at det er vigtigt for alle fællesskaber at kunne opretholde identiteten over tid. Derfor er det fortsat af største betydning at lokalsamfundene varetager denne identitetsopretholdelse inden for nationerne, og at nationerne gør det inden for såvel regionale økonomiske fællesskaber a la EU som i den store globale sammenhæng. Michael Böss har i sit forsvar for nationalstaten fremsat den hovedtese at nationsbegrebet også i en globaliseret verden vil være det mest hensigtsmæssige middel til fremme af borgernes personlige, sociale, materielle og politiske interesser, og at nationalstaten er den statsform som bedst sikrer borgernes mest fundamentale behov, nemlig et liv i frihed og sikkerhed. Til tesen hører også at et system af samarbejdende nationalstater er en forudsætning for international stabilitet og fred i verden.

Synspunktet er overordentligt vigtigt og aktuelt. Det har kun den beklagelige fejl, at det ikke kobler sig på komplementaritetsssynspunktet. For sagen er jo, at det nationale ikke strider mod det globale på andet end et snævert logisk plan. I praksis kan de to hensyn eksistere side om side som lige betydningsfulde til hver sine formål.

Det offentlige rum har andre love end det private. Og de må respekteres hvis der både skal være dynamik og tryghed, både frihed og sikkerhed, både udvikling og fred. Mellem disse fænomener er der komplementaritet, ganske som der er mellem det offentlige og det private rum.



Det eksistentielle rum    
Til toppen   Næste

Mens naturvidenskaben eller den del af den der hedder astrofysikken beskæftiger sig intenst med udforskningen af rummet eller universet for at få det mest objektive billede af den ydre verdens beskaffenhed og udvikling, så forholder menneskeheden sig helt anderledes til verden som hjemsted for sin eksistens. Her gælder fortsat de gamle forestillinger om at jorden er flad og himlen er et hvælv over jorden samt forestillingen om at jorden er centrum i verden. Naive forestillinger siger videnskaben, men det skyldes først og fremmest at den ikke har forstået hvad meningen med disse forestillinger er.

Vores nu afdøde, men meget engagerede marsforsker Jens Martin Knudsen lagde trods sin religiøse holdning ikke skjul på at han var meget spændt på om der var liv andre steder i universet end på vores egen klode, for det ville efter hans mening i givet fald betyde, at vi måtte revidere vores hidtidige anskuelse om at være centrum i verden. Men intet er mere forkert. For om så forskningen hen ad vejen opdagede hundredvis af kloder rundt omkring i universets galakser med højtudviklet liv som på jordkloden, ville det ikke rokke ved det faktum at mennesket er og bliver centrum for den udforskning og vurdering der sker fra menneskets egen jordklode, ganske enkelt fordi mennesket må tage udgangspunkt i sin egen position og således forske ud fra de historiske forudsætninger og det sprog som livet her på jorden har givet. Dette har ud over de rent videnskabelige landvindinger af mere eller mindre objektiv og progressiv karakter også medført en subjektiv eksistentiel forståelse som er både unik og identitetsbærende for os - og efter sagens natur er det eneste der kan bære identiteten.

Men her skal man forstå at myternes 'skabelsesberetninger' intet har med naturvidenskabens iagttagelser og slutninger om tilblivelsen af det rent fysiske univers at gøre. Mytens skabelse er tværtimod skabelsen af det meningsfyldte og værdiladede univers, og hverken mening eller værdi er objektive størrelser som naturvidenskaben kan befatte sig med. Mytens skabelse drejer sig slet ikke om det fysiske univers' tilblivelse for 15 milliarder år siden, men om dannelsen af det skaberværk der ikke alene tillader os at overleve og forplante os, men at føle os hjemme i det som et sted med lys og varme, kærlighed og mening.

Det uhyggelige ved den iøvrigt nødvendige oplysning af menneskeheden der takket være naturvidenskabens udvikling har fundet sted siden renæssancen er dens systematiske indsnævring af vores virkelighed. Den sande, uomtvistelige virkelighed er blevet reduceret til det vi kan måle og veje. Resten er et biprodukt - eller som det hedder i den marxistiske ideologi - blot en overbygning til det basale. Men dette er - som ikke mindst religionshistorikeren Vilh. Grønbech påpegede i 1920-erne og 30-erne - en katastrofal indsnævring af virkeligheden fordi den på dualistisk, descartiansk vis spalter kulturen i en materiel og en åndelig verden, på trods af at vi alle til daglig oplever verden som en eksistentiel helhed, der blot er sådan indrettet at den har to forskellige dimensioner der kræver hver sin tilgang.



Dualismen overvindes først og fremmest af det bohrske komplementaritetssynpunkt, men dette drejer sig jo ikke bare om at overvinde dualismens erkendelsesteoretiske fejlvurdering, men også om at overvinde dens katastrofale følger for kultur- og folkelivet. Og disse ligger primært i at det irrationelle, det underbevidste, det kreative og det religiøse sættes ud på et sidespor - som fritidsinteresser og æstetisk tidsfordriv eller det religionsforagterne kalder en 'privatsag'. Men dette er ensbetydende med at fjerne åndslivet fra det politiske og praktiske liv - og dermed også minimere det ansvar for helheden som kun åndslivet kan give.

Virkeligheden er aldrig kun den fysiske realitet af sanselig og målelig art. Den er altid også den komplementære åndelige realitet der indebærer den fulde etiske forpligtelse for helheden. Derfor dækkes den hele virkelighed bedst af den filosofi der hedder den komplementære helhedsrealisme.

Jan Jernewicz



Denne artikel er den 3. i serien om virkeligheden. De øvrige er:

Fysikken og virkeligheden  (26.6.07.)
Tiden og virkeligheden  (5.7.07.)
Livet og virkeligheden  (22.7.07.)
Ånd og virkelighed  (29.7.07.)
Sproget og virkeligheden  (4.8.07.)
Humor og virkelighed  (20.8.07.)
Samlet oversigt

Men se også serien Introduktion til Jernesalts filosofi



Henvisninger:    
Til toppen

Peter Zinkernagel
Niels Bohr
Stephen Hawking
Peter Bastian
Det kollektivt ubevidste
Konrad Lorenz
Michael Böss
Jens Martin Knudsen
Grønbechs kulturopgør
Myte, ord og billede



Artikler om Samfund
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 28.8.2010