JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - tiden

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.7.07.

Tiden og virkeligheden

Tiden et vidt begreb
Fysisk tid
Psykisk tid
Samfundsmæssig tid
Eksistentiel tid
Tiden og den dobbelte virkelighed
Henvisninger

Tiden et vidt begreb Til toppen Næste

Tiden er en underlig en som der derfor kan spindes og bliver spundet mange løse ender på, hvad der allerede ses af de mange ordsprog og talemåder der findes om den.

Tiden læger alle sår (Menandros). Tiden gnaver tingene (Ovid) - jf. 'Tidens tand' (ukendt). Tiden flygter og vender ikke tilbage (Vergil). Tiden er af lave (Shakespeare's Hamlet). Tiden er på vor side (Gladstone, britisk premierminister). Tid er penge (Benjamin Franklin). Tiden åbenbarer alt (Erasmus af Rotterdam). Tiden går og vi går med (Peder Syv). Kommer tid, kommer råd (samme)..... Bare for at nævne nogle af de kendte.

Vittige polske Stanislaw Jerzy Lec påstod at også pendulet følger med tiden Sarkastiske K.K. Steincke mente, at de fleste ville have meget at glæde sig over, hvis de bare havde tid. Den pligtopfyldende preussiske kejser Wilhelm I havde ikke tid til at være træt, da han lå for døden. Og fromme Pascal bemærker i sine Provincialbreve, at han ikke har haft tid til at skrive kortere. - Og det sidste er i hvert fald noget alle skribenter kender til. Det anses for en stor dyd at fatte sig i korthed. Tony Blair ville fra sine spindoktorer ikke have input der ikke kunne formuleres med fire sætninger, påstås det. Det går ganske vist ud over nuancerne. Men nuancer er der netop ikke tid til, hvis man er beslutningstager på højt plan. Og nuancer i foredrag og artikler vil folk som flest iøvrigt heller ikke have i vore dage, for de synes at fokusere ensidigt på den æstetiske oplevelse eller den direkte effekt på sanserne. Men Pascal har da ret i, at skal man stramme en tekst, kræver det at man går den igennem en eller flere gange ekstra - og det tager tid.

Under alle omstændigheder er tiden et meget vidt begreb, men også et så helt fundamentalt begreb at det end ikke kan defineres, idet ethvert forsøg på definition vil implicere ord der forudsætter tidsbegrebet. Siger man eksempelvis at tiden er en række af begivenheder, så er man havnet i en cirkeldefinition, for ordene 'række af begivenheder' forudsætter begrebet om tid. Eller også har man bare anskueliggjort begrebet bedre, og det har også sin værdi.

Men generelt gælder at vi alle - i og med at vi lærer sproget som børn - også lærer at bruge tidsbegrebet og mere konkrete tidsangivelser korrekt og meningsfuldt. Det ligger underforstået i begrebet at vi opfatter tiden som en eller anden slags strømmen der 1) har en retning, 2) er irreversibel og 3) kan måles objektivt på forskellig vis med apparater som ure (solure, vandure, sandure, pendulure, quartsure og atomure), men 4) subjektivt fornemmes helt anderledes. Den tid den ene må vente på en vigtig afgørelse føles lang, mens nøjagtigt den samme fysiske tid går hurtigt for en anden der overværer en spændende håndboldkamp. Trange tider langsomt skrider, som det hedder i salmen, mens selv en vanskelig opgave kan gå som en leg, hvis man bliver så optaget af den, at man glemmer tiden mens man løser den.

For dog at få en slags orden på fænomenet er det fornuftigt at skelne mellem fysisk tid og psykisk tid og endda som underafdelinger af den sidstnævnte indføre termer som samfundsmæssig tid og eksistentiel tid.

Fysisk tid Til toppen Næste

Den umiddelbare og praktiske opfattelse af tid er at den er noget der går - og vel at mærke går altid. Men en sådan opfattelse er ikke tilfredsstillende for filosofferne der vil have dybere forklaring på alting - om det så må ende i sofisteri.

For gamle Heraklit var alting i bevægelse, men for Zenon og andre var bevægelse blot en illusion. Forandring var for dem slet ikke mulig, for hvis alting forandrer sig uafbrudt findes det eksisterende jo slet ikke, idet man altså går ud fra at det virkeligt eksisterende må være noget håndgribeligt der varer altid. Platon skabte en idélære der tilsvarende gjorde gældende at det vi sanser kun er en afskygning af noget bagvedliggende. Det egentligt eksisterende er noget evigt, men det var for ham ikke håndgribeligt, men derimod en uforanderlig begrebsverden.

Den mere jordbundne Aristoteles satte tid i tilknytning til bevægelse som var relateret til store faste legemer, nemlig det man kaldte fiksstjernerne og som man dengang troede uden bevægelse. De blev tidsmålestok for alle andre bevægelser. Hans opfattelse brød dog sammen da Newton hævdede en absolut tid, en tid der efter sin natur flyder ensartet og uafhængigt af alt andet. I denne 'klassiske mekanik' kan man forestille sig at begivenhederne forekommer i modsat retning af den man iagttager.

Dette gjorde den statistiske mekanik og termodynamikken op med. Al energi omsættes til syvende og sidst til varmeenergi som er irreversibel, dvs ikke kan vendes om. Har man først brændt en spand kul af i kakkelovnen, kan man ikke samle varmen op igen og føre den tilbage til kultilstanden. Tiden fik altså her en retning eller pil, som går med entropien, som det hedder, det vil mere populært sagt sige med sandsynligheden eller den voksende uorden.

Einsteins specielle relativitetsteori fra 1905 gik imod Newtons opfattelse af absolut tid og bekræftede således den relationelle opfattelse, at vi ikke kan tale om fysisk tid uafhængigt af en specifikation af målinger der igen er afhængige af at de måles fra inertialsystemer (systemer med træge masser som følger den klassiske fysiks love).

I den almene relativitetsteori fra 1916 fastslog Einstein at fysisk tid er en dimension der ikke forekommer uden rum og energi. Stephen Hawking har yderligere påpeget at tidens pil bestemmes af den ekspansion af universet som Hubbles påviste i 1920'erne. Man kan more sig med udspekulerede teorier om tidsmaskiner der gør det muligt at springe i tid - også tilbage i fortiden. Men det er leg med begreber der højst kan anspore til bedre udforskning og bedre begreber. Niels Bohr skal have påpeget, at vi simpelthen ikke ville kunne erkende en verden hvor alle processer, inklusive de biologiske og psykologiske, gik den modsatte vej af den faktiske, for sansning og tanker kan kun erkendes i det øjeblik de har nået deres afslutning.

I fysikerkredse skal der fortsat være diskussion for og imod den sondring mellem en statisk og en dynamisk tidsopfattelse som den britiske filosof McTaggart lancerede i en artikel i 1908. Den dynamiske siger at alle begivenheder kan opfattes som noget der kan ordnes i en række hvis elementer er fortidige, nutidige eller fremtidige, dvs følger det skema vi alle opererer med som voksne. Den statiske opererer kun med et 'før' og 'efter', der ganske vist i praksis sættes i forbindelse med skemaet fortid-nutid-fremtid, men kun på skrømt, for hverken fortiden eller fremtiden eksisterer efter den statiske betragtning. Det gør kun nutiden. Igen synes vi at være havnet i ren teori, der ikke alene er helt på tværs af den dagligdags erfaring, men også forudsætter at vi ved hvad det eksisterende, virkeligheden som sådan, egentlig er. Og det gør vi lige præcis ikke. Faktisk er det meningsløst at tale om egentlighed i denne sammenhæng, fordi vi - som Bohr altid pointerede - nu engang hænger i sproget, altså vore egne begrebsmæssige forudsætninger.

Faktisk er der en sammenhæng mellem fysisk tid og bevidsthed, idet bevidstfænomenerne - som David Favrholdt har påpeget i sin fortræffelige artikel om tid i Encyklopædien - foreligger i en rækkefølge og orden som svarer til den dynamiske beskrivelse af begivenhederne, dvs til skemaet fortid-nutid-fremtid. Dette skema er en betingelse for at vi overhovedet kan erkende noget og tale om hensigter, mål, erindring og hukommelse. Det vil med andre ord sige, at Bohrs berømte korrespondensprincip også her kan anvendes meningsfuldt. Der er og skal være korrespondens eller gensidig reference mellem fysisk tid og bevidsthedsfænomenerne for at der kan gøres nøgterne og realistiske erfaringer.

Men det bør tilføjes at sondringen mellem fortid, nutid og fremtid ikke er givet på forhånd, men betinget af at der i barneårene kommer gang i de sekundære psykiske processer, og at dette igen - som behandlet i artiklen om Virkeligheden, vrøvlet og kvantemekanikken - er dybt afhængigt af at der findes håndgribelige ting i den virkelighed eller det miljø vi vokser op i, for ellers kan der ikke dannes genstandsbevidsthed. Men det må i denne forbindelse heller ikke glemmes, at de primære psykiske processer - uden sondringer af nogen art - ikke forsvinder med de sekundære processers udvikling, men tværtimod fortsætter deres virke og bl.a. gør det på den ejendommelige måde at de inspirerer til alle mulige forestillinger om evig eksistens (bagved det umiddelbaret iagttagelige), evig tid eller endog evig genkomst. Forestillinger der alle hører under den eksistentielle tidsopfattelse.

Psykisk tid Til toppen Næste

Den subjektive tidsoplevelse er noget helt andet end den objektive måling og fornemmelse af tid. Tiden føles lang, hvis man keder sig, uanset at uret går som det plejer med lige lange intervaller mellem sekunderne. Trange tider, langsomt skrider, langsomt skrider, det har den art, lyder Brorsons allerede angivne strofer. Derfor kunne Stauning under besættelsen ramme befolkningens stemning med vendingen 'I disse for vort land så tunge (eller alvorlige) tider'. I sådanne tider nytter det ikke med hastværk eller protester. Man må væbne sig med tålmodighed, som man må når man er patient og - som ordet antyder - er dømt til tålmodighed. Man kan ligefrem tale om 'onde tider', der også kan dække tider hvor man føler at forandringerne eller udviklingen som sådan går den helt forkerte vej. Ikke alene den teknologiske udvikling kan forekomme at gå hurtigere end man kan følge med, også den kulturelle eller moralske udvikling kan synes at have mere karakter af opløsning eller dekadence end af opbygning og harmoni.

Ældre og raske mennesker føler ofte at tiden går hurtigt - jo hurtigere, jo ældre de bliver - mens børn ofte synes den går langsomt, hvis de overhovedet har erhvervet en klar tidsfornemmelse. For børn drejer det sig om at blive ældre og ældre så hurtigt som muligt, fordi dette indebærer at de får tilladelse til større udfoldelse. Unge dyrker deres ungdom så de helst vil være unge hele livet og med beklagelse opdager at de pludseligt ikke længere er helt så ansvarsfrie eller attraktive som tidligere. Hvor bliver de unge piger af, og hvor kommer de gamle koner fra, lyder mændenes ironiske kommentar til det andet køns aldring. Men selv bliver de også ældre, og kan bl.a. havne i en midtvejskrise, når børnene er fra hånden og karrieren ligger uhjælpeligt fast. Og hvad så? Ja, 'alderstrappen' (se illustration) viser at det så går ned ad bakke i fysisk henseende, så spørgsmålet bliver om man kan redde eksistensen eller livskvaliteten ad psykisk vej. Det kræver normalt bevidsthed om opgaven - og den er der mange der ikke har og først skal til at skaffe sig, når krisen banker på døren for alvor.

Alderstrappen (ca. 1800) i 'dalmålning' (almuemaleri fra Dalarna)

En af grundene til manglen på forudsætninger for at løse denne ellers selvfølgelig og forudberegnelige opgave, turde være, at det religiøse og irrationelle er blevet kørt længere og længere ud på et sidespor af den almindelige samfundsmæssige og kulturelle udvikling, fordi denne i højere og højere grad har været bestemt af den materialistiske fremskridtstro og kravet om vækst og højere levestandard. Naturvidenskaben betragtes som basis for samfunds- og kulturlivet med det resultat at alt det der ligger uden for naturvidenskabens rækkevidde - og det er temmeligt meget - ringeagtes og forsømmes og af moderne politikere endog gøres til privatsag for de særligt interesserede.

Fænomenologiens lærde grundlægger, Edmund Husserl, gav sig engang til at filosofere over forskellen mellem musikkens enkelttoner og en melodi, og han kom til det resultat at melodien var kendetegnet af at tonerne kan fastholde det forgangne og foregribe det fremtidige. Det lyder lidt fortænkt, men har i virkeligheden en langt større rækkevidde. For det er ikke blot en melodi, og ikke blot musikstykker som sådanne der har denne bevidsthedsmæssige dimension. Det har alt menneskeligt uden undtagelse. Enhver kunstner der skaber et stykke musik eller andet kunstværk har en erindring, en erfaring og en kontekst med i bagagen, når han skriver eller maler. Og lytteren eller kunstbetragteren har tilsvarende en erindring, en erfaring og en kontekst med i bagagen, når han oplever og bedømmer værket.

For musikkens vedkommende gælder endog at en komponist kan holde styr på et kæmpemæssigt værk som en symfoni der spiller halvanden eller to timer, som fx Bruckners symfonier. Allerede fra starten kan komponisten med bestemte melodier, rytmer og harmonier lægge op til en 'løsning' eller 'opløsning' der først kommer i slutningen af værket. Mozart og Wagner kunne holde styr på både det handlingsmæssige og musikalske stof i operaer der varede flere timer. Og lytteren skal vel at mærke helst kunne følge intentionerne for at få det fulde udbytte af værkerne. Men i princippet gælder det samme for alt menneskeligt. Og derfor bliver den historieløses eksistens altid væsentligt forskellig fra den historieriges eksistens. Den historieløse er fattig på kontekst og associationer.

Hvad tiden i musikken angår inddeles den som bekendt i rytmer og tempi, og disse kan igen være så nuancerede, at det ikke er ethvert menneske beskåret at kunne opfatte nuancerne til mindste detalje. En dirigent som Sergiu Celibidache kunne høre langt flere bittesmå nuancer end mange af de musikere og tilhørere der blev udsat for hans trylleri. Og nogle af musikerne følte at han hersede med dem omsonst.

Musikkens store tiltrækningskraft på folk til alle tider og i alle kulturer skyldes ikke mindst at den er den mest direkte vej til den suspendering af de sekundære psykiske processer som er nødvendig for den uhyre attraktive oplevelse af enhed eller helhed i tilværelsen, som ellers kun systematisk og ofte årelang meditativ træning vil kunne give. Derfor er musik i dag på vore sekulære breddegrader blevet en langt betydeligere vej til det mystiske eller evige og guddommelige end traditionel religionsdyrkelse. Og derfor kan man konstatere at musikfestivaler - som fx den aktuelle og våde Roskilde Musikfestival - tiltrækker titusindvis af unge og midaldrende mennesker og giver dem en eksistentiel opladning de kan leve længe på.

Samfundsmæssig tid Til toppen Næste

Selvom folk tror at de kan undvære religion og kunst, er stress ikke desto mindre i dag gået hen og blevet en folkesygdom, som plager flere og flere mennesker, herunder også børn ganske alvorligt. Vi har i århundreder været vant til at skelne mellem arbejdstid og fritid og at sørge for en ugentlig hviledag hvor vi kunne kommet til hægterne igen - samt i nyere tid også til en overenskomstmæssigt fastsat begrænsning af arbejdstiden der har givet mulighed for daglig fritid. Arbejdstiden er i dag helt nede på 7 timer dagligt, hvad der for de fleste mennesker betyder en ligelig fordeling på døgnets 24 timer mellem arbejde, søvn og fritid.

Men alle synes at være gået i tidsfælden der betyder at jo mere tid vi sparer, jo knappere bliver tiden, og jo mere teknik vi får for at spare tid, jo mere tid tager teknikken. Hvortil kommer familiernes jag efter oplevelser, der betyder at de også strukturerer fritiden efter bestemte mål - og at dette igen går ude over børnene der ufrivilligt spændes for tidsjaget og ikke får tid til sig selv og den spontane kreativitet.

Flextid og deltid kombineres ganske vist med fixtid og heltid, men tempoet skrues generelt i vejret af hensyn til fremskridtet og den moderne dans om Guldkalven, så humane politikere som fx Christina Antorini ligefrem finder på at foreslå at vi burde indføre en tidspolitik der giver samfundets erhvervsaktive medlemmer de nødvendige tidslommer til rekreation og kreativitet.

Forslaget er velment, men temmeligt utopisk, allerede af den grund at det kolliderer med kravet om fortsat økonomisk vækst, højere levestandard og flere og bedre offentlige ydelser. Politikerne er havnet i et stort dilemma: Velfærd og livskvalitet hænger nøje sammen med at borgerne har tid til at pleje deres interesser, helbred og kreativitet, men dette forudsætter alt andet lige et mindre pres på den økonomiske og teknologiske vækst samt kravene til offentlig service. Skattepolitisk betyder dilemmaet, at skattestop - med eller uden forskydninger mellem indkomstskat og forbrugsafgifter - er en god ting og skattelettelser måske endnu bedre, men at dette strider imod den udbygning af velfærdsstaten som folk kræver næsten blindt - uden at tænke på konsekvensen: øget stress.

Eksistentiel tid Til toppen Næste

Men først og fremmest er stresstendensen eller stressfaren et meget klart signal om, at det allervæsentligste er gået tabt: forståelsen for at mennesket ikke kan klare hverken sine personlige eller samfundsmæssige forpligtelser uden at have adgang til psykiske ressourcer der ikke kan købes for penge eller måles med den naturvidenskabelige alen. Disse psykiske ressourcer ligger i det kollektivt ubevidste, og der kan kun trækkes på dem gennem absolut hvile, det man fra gammel jødisk tid har kaldt 'sabbat', men som man også kan kalde meditation eller fordybelse. Metoden består i regelmæssigt og i ikke alt for kort tid at afholde sig fra såvel praktisk som intellektuelt arbejde og give sig over til ro og stilhed - sammen med andre eller i ensomhed.

Mange kender naturligvis fænomenet hvis de er vokset op i religiøse hjem af den ene eller anden slags, eller hvis de kender til spontan meditation af den art man kalder at falde i staver eller bare sidde og lave ingenting. Men andre kender ikke metoden, og bliver endog skræmt af stilheden, hvis de vover at prøve den. Stilhed giver grønt lys til forestillinger fra det kollektivt ubevidste, men også til angsten for de skræmmende dele af dem. Her hjælper undervisning i meditation.

Det centrale i fænomenet er at de sekundære psykiske processer med deres logiske kalkuleren og begrebsmæssige sondringer mellem fortid, nutid, fremtid og mellem fantasi og virkelighed m.m. bliver effektivt suspenderet, således at der gives plads for de kreative primærprocesser. Her glemmer man tid og sted og flytter sig altså væk fra det der i gammelt sprog hedder 'timeligheden' til 'evigheden' eller tidsløsheden. Sabbat ret forstået er dette at give sig tid i betydningen at trække direkte på psykens urkilder, det kollektivt ubevidste. Musikken er som nævnt også en vej til suspension af sekundærprocesserne, men den erstatter aldrig den rene stilhed.

En ikke uvæsentlig fordel ved at have denne direkte kontakt og vedligeholde den livet igennem med regelmæssige mellemrum er at dødens perspektiv forskyder sig ganske betydeligt.

De gamle og syge må se døden i øjnene. "Sig nærmer tiden, da jeg må væk, thi også jeg er her kun på træk", sang Blicher i fortrøstning til livet efter døden. Mens den tilsvarende tanke udtrykkes af Brorson med ordene: "Det er en liden tid, så har jeg vunden, så er den ganske strid med ét forsvunden". For ateister og andre der mener at det er definitivt slut med livet når vejrtrækningen er ophørt og hjertet holdt op med at slå, drejer det sig som i madame Simone de Beauvoirs tilfælde alene om at bevare værdigheden længst muligt, og menneskelig værdighed er for en eksistentialist af hendes og Sartres slags ensbetydende med at holde gang i sine projekter så længe som muligt. Jf. artiklen om Fra tryghed til frihed med afsnit om 'Angsten for tomheden.

Men problemet er selve livets grandiose humor, at vi får forærende en årrække på 40-50-60-70 år eller endnu mere, hvor vi kan bruge alle kræfter på at 'gå imod entropien', dvs gå imod den ellers voksende uorden i universet, og altså støt og roligt bygge en lokal tilværelse op omkring familie, karriere, ejendom, livserfaring og mere eller mindre seriøse projekter. Men ligegyldigt hvor langt vi kommer, må vi en dag indse at vi skal slippe det hele, ja, se i øjnene at noget nok kan gå i arv til efterkommerne, men på bare lidt længere sigt vil alt være glemt. Nogle klamrer sig her til forestillingen om et liv efter døden. Andre tror på reinkarnation eller 'evig genkomst'.

Reinkarnation er oplevelsen af at have levet tidligere og blive 'genmaterialiseret' gang på gang, men de der har oplevelserne forveksler individuelt sjæleliv med kollektivt. Reinkarnation eller et beslægtet fænomen som 'genvunden erindring' er retteligt at forstå som kontakt med det kollektivt ubevidste og kan som sådan give fingerpeg om årsager til psykiske ejendommeligheder i negativ eller positiv forstand, men de skal ikke tages bogstaveligt - og kan derfor fx ikke bruges i retssager om fx incest.

'Evig genkomst' er en klart mytisk forestilling der - som religionshistoriken Mircea Eliade har påvist - stammer fra en tid hvor mennesket var 'historieløst' i moderne forstand, hvilket blot betyder at de ikke tænkte historien i lineære, men i evige, cykliske baner. Det er jo ikke en holdbar opfattelse for moderne mennesker der lever i lyset af udviklingslæren og universets ekspansion, men det er dybdepsykologisk set en forestilling fra primærprocesserne, der netop aldrig har et lineært forløb eller sigte. Myten om den evige genkomst er retteligt at betragte som en forestilling om en uafbrudt skabelse af de begivenheder der giver tilværelsen mening. Og dette er noget helt andet end påstande om at historien i betydningen 'konkrete historiske forløb' gentager sig.

Humoren i tilværelsen kommer af selve den cyklus alt biologisk liv har på jorden. Det undfanges, fødes, vokser op, formerer sig og - dør. Det går med andre ord konsekvent imod entropien i en længere årrække, men kollapser derefter. I én uendelighed. Den enkelte har kun eksistensen til låns. Alt har sin tid. Alt er forgængeligt. Og dog griber vi udfordringen - som om den ville vare evigt. Det gør den jordiske tilværelse imidlertid ikke. Og spørgsmålet bliver da hvad der sker med sjælen.

Set fra et dybdepsykologisk synspunkt er svaret enkelt. Individets sjæl er et samspil mellem eller et spændingsfelt mellem den individuelle personlighed og det kollektivt ubevidste. Og dette samspil ophører når hjertet er holdt op at slå og legemet begynder at blive koldt. 'Sjælen' vender tilbage til sit ophav, det kollektivt ubevidste, ikke som individuel instans (som et snævert 'jeg'), men som den kollektive del af individets personlighed. Kan man slippe jegets snævre identitet, kan man vende tilbage til det kollektivt ubevidstes åbne felt uden angst.

Tiden og den dobbelte virkelighed Til toppen Næste

Tiden er udefinerlig, men ikke ubeskrivelig eller ufattelig. Den forstås lettest når den sættes i relation til den dobbelte virkelighed vi lever i, eller måske rettere til selve den dobbelthed eller komplementaritet hvormed vi må opfatte tilværelsen, hvis vi vil se helhedsrealistisk på den.

Vi lever både i en ydre fysisk verden, hvis love naturvidenskaben kan afdække så vi kan begå os mere og mere sikkert i den, og i en eksistentiel verden, hvis love er utilgængelige for naturvidenskaben og som vi derfor må lære at kende på anden vis, nemlig ved introspektion og udveksling af introspektive iagttagelser og erfaringer med andre via sproget.

Også dette sprog er dobbelt, fordi det kan bruges både til beskrivelse af primærprocesserne og alt det irrationelle i tilværelsen og til beskrivelse af sekundærprocesserne og alt det praktiske og rationelle som igen er systematiseret i naturvidenskaben. Denne tyer i højere og højere grad til mere og mere specialiserede fagsprog, og det øger effektiviteten, men mindsker samtidigt den brede anvendelighed af erfaringen. Dagligsproget er derfor det sprog der i kraft af sin almene karakter og samtidige vage karakter med hensyn til begrebsmæssig præcision er ene om at varetage den fuldstændige korrespondens mellem de to slags psykiske grundprocesser og de hermed sammenhængende to slags menneskelige grunderfaringer.

Tiden er et af de fundamentale grundbegreber der tilhører dagligsproget og som er og forbliver vagt eller udefinerligt, men til gengæld kan fungere ganske glimrende til brug i allehånde situationer hvor begrebets anskuelige mening er underforstået, men hvor der alligevel kan spilles frit på mangetydigheden.

Tidens begreb er fuld af humor.

Jan Jernewicz

Denne artikel er den 2. i serien om virkeligheden. De øvrige er:

Fysikken og virkeligheden  (26.6.07.)
Rummet og virkeligheden  (12.7.07.)
Livet og virkeligheden  (22.7.07.)
Ånd og virkelighed  (29.7.07.)
Sproget og virkeligheden  (4.8.07.)
Humor og virkelighed  (20.8.07.)
Samlet oversigt

Henvisninger: