Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Livskvalitet 02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.9.02


Veje til livskvalitet og mening

Artikel-serie om livskvalitet og mening i forskellige aldre -
i fire afsnit med kort indledning under afsnit I: Klik.



Afsnit II: Fra tryghed til frihed



Identiteten
Tryghedsnarkomanien
Kriser i livet
Pensionisttilværelsen
Angsten for tomheden  (Kierkegaard, Sartre, Simone de Beauvoir)
Jeget og selvet i jungiansk lys
Jeg/Du-forholdet ifølge Buber
Ansvaret for ens eget liv
Henvisninger



Identiteten   
Til toppen   Næste afsnit

Når vi giver os i lag med en eller anden form for udvikling, der tenderer mod større bevidsthed om og ansvarlighed for, hvad vi er og gør og vil, så kommer vi ikke uden om også at gøre os overvejelser om vores identitet.

Et menneskes identitet, dets jeg eller ego, bygges op omkring en række fundamentale forhold:

Arv og miljø spiller en meget stor rolle.

Den biologiske arv, de genetiske anlæg, giver en række muligheder for udvikling, der er forskellig for de forskellige mennesker, men sætter jo også en række grænser.

Den ene har talent for sprog; den anden for matematik. En har hænder og motoriske evner, der gør ham egnet til håndværker, landmand eller cykelsmed eller kirurg (!). En er musikalsk, en anden måske tonedøv, men glad for farver og former og med udpræget kunstnerisk billedtalent.
En er god til det skriftlige og boglige, en anden til det mundtlige.
Den første bliver måske forsker, den anden politiker. Og så fremdeles.

Der er plads til os alle, fordi der er brug for mange talenter. Men hele den teknologiske udvikling har dog bevirket, at det er blevet sværere og sværere at klare sig alene på, at hænderne sidder rigtig på én. Man skal helst kunne læse og skrive og nu også kunne bruge en computer.

Det miljø; man vokser op i er medbestemmende for, hvilke evner og talenter man fortrinsvis får lejlighed til at udvikle. Forældre og andre i miljøet har som regel deres præferencer, og er ikke altid opmærksomme på børnenes specielle evner. I gamle dage skulle en landmandssøn gerne gå i faderens fodspor. Det var ildeset, hvis han foretrak en håndværkeruddannelse eller at blive akademiker. Det har heldigvis ændret sig.

Men det miljø man vokser op i er jo også i høj grad med til at bestemme, hvilke normer man tilegner sig - moralsk, politisk og religiøst.

Opdragelsen i hjem og skole foregår heldigvis anderledes nu om dage end i 1930'erne og 40'erne. Den er mere frisindet og tolerant. Men stadigvæk gælder, at det overvejende er hjem, børneinstitution og skole der sætter grænserne - eller manglen på grænser. Og det sker som hovedregel på en sådan dybtgående måde, at det kan være svært for børn at løsrive sig fra påvirkningen. Det vil oftest kræve et meget bevidst opgør.

Siden følger den regulære undervisning og uddannelse. Begge dele er både færdigheds- og holdningspåvirkning, men dog mest det første. For den almindelige skolegang og den videregående uddannelse er ret målrettet, dvs. erhvervsrettet. Vi har vel allesammen erfaret, at de fleste uddannelsespladser har deres egne normer, som man må tilpasse sig.

Det samme gælder de arbejdspladser, man siden som færdiguddannet bliver ansat i. Og det samme gælder de efteruddannelser man får. En landmand tænker uvægerligt anderledes end en kontormand. En håndværker anderledes end en akademiker.

Men også forskelle mellem de enkelte virksomheder inden for samme branche gør sig gældende. Det vil enhver der skifter job erfare. Forskellene kan være endda meget markante.

Alt i alt betyder miljøpåvirkning, opdragelse i hjem og skole, det videre uddannelsesforløb og valg af arbejdsplads derfor, at den enkelte får opbygget en bestemt identitet.

Den kan være mere eller mindre åben og fleksibel. Det afhænger bl.a. af den grundindstilling den enkelte har til tilværelsen og sine medmennesker. Og det afhænger også af, hvor mange forskellige job man prøver. Jo færre forskellige job, jo lettere havner man i en relativt snæver identitet, for jobbet er er en meget betydelig faktor, når det gælder et menneskes identitet.

I mange tilfælde er identiteten temmelig snæver. Det viser sig fx i antipati eller foragt over for mennesker der gør tingene anderledes end en selv. Måske er snæverheden særlig stor i de generationer, der voksede op med den norm, at man skulle blive længst muligt i samme stilling. Ellers var man en flakke. I vore dage anses det derimod for en fordel at prøve noget nyt med relativt korte mellemrum. For det moderne samfund stiller store krav til fleksibilitet og omstillingsevne.

Så er der den anden, mere private side af identiteten, den der har med familie, bolig og helbred at gøre. Et menneskes identitet bygges i meget høj grad op omkring ægtefælle og børn. Selve valget af ægtefælle siger noget om et menneske. Det er ikke hvemsomhelst man forelsker sig i, og ikke hvemsomhelst man udvælger til ægtefælle.

De mange skilsmisser i vore dage viser, at der er meget stor tilfældighed i disse valg, og ikke altid tilstrækkelig fornuft. Det er jo ikke givet, at den man umiddelbart forelsker sig i, er et menneske man kan holde ud at leve sammen med gennem resten af livet.

Man hvad enten man kommer ind i et ægteskab eller et samlever-forhold, der varer lang tid eller kort tid, så gælder, at det påvirker ens identitet - på godt og ondt. De fleste får slebet visse kanter af i samliv med et andet menneske og med børn. Men i visse tilfælde ser man også dybere påvirkninger. Og selv om et forhold ender med skilsmisse, betyder det jo ikke at sagen er definitivt slut. For det første er det oftest en langvarig og undertiden meget smertefuld proces at komme igennem en skilsmisse. For det andet kan man ikke gennem en skilsmisse fjerne enhver påvirkning fra sin tidligere samlever med et pennestrøg. Og desuden betyder børn, at der vedblivende vil være en kontakt og indirekte påvirkning - uanset eventuelt nyt ægteskab.

Boligen spiller en stor rolle for et menneskes identitet. Dels afspejler den som regel indkomstniveauet. Arbejderen har mindre bolig end direktøren. Men der er også de direktører, der absolut skal bo på Strandvejen i Hellerup eller Rungsted og som ikke kunne drømme om at slå sig ned fx i Hvidovre.

Selve boligstandarden er steget enormt de sidste 40 år. Derfor har praktisk taget alle mennesker der vil bo ordentligt i dag mulighed for det. Dvs. de fleste mennesker sidder i lejligheder eller ejerboliger med badeværelse og børneværelser. Langt over halvdelen af landets befolkning har ejerbolig.

Men i snævrere forstand viser identiteten sig også i den smag man udfolder, når man vælger møbler og udstyr. Og i den stolthed eller mangel på samme som man udviser, når man viser sine gæster rundt. Derfor kan det ramme identiteten, når og hvis man af økonomiske eller helbredsmæssige grunde bliver nødt til at skifte bolig.

Helbredet er også en vigtig del af ens identitet. Her tænker jeg ikke så meget på den energi, man lægger i motionsdyrkelse, selvom guderne skal vide, at der synes at være mennesker, der dyrker motion mere af pligt eller demonstration end af lyst. - Og det tror jeg er alt andet end helbredsfremmende.

Men jeg tænker på, at nogle synes at have arvet et så godt helbred, at de næsten kan tillade sig alt - inklusive at ryge som skorstene, sidde oppe den halve nat og tage sig nogle sjusser. Andre skal passe på sig selv og passer på sig selv. Men bliver måske alligevel ramt af sygdomme, også alvorlige kroniske sygdomme.

Og netop sygdom kan få afgørende indflydelse på et menneskets identitet. Den kan komme til at indskrænke et menneskes udfoldelsesmuligheder ganske betydeligt.

Med alderen følger for de fleste menneskers vedkommende visse skrøbeligheder, såsom nedsat syn og hørelse, besvær med bevægelsesapparatet og vandladningen. Som regel er disse skavanker til at leve med, bl.a. fordi der findes udmærkede hjælpemidler imod dem.

Men alvorlig sygdom griber dybere ind og sætter sit præg. Den kan i visse tilfælde ændre et menneskes livsindstilling eller rent ud forpeste livet for et menneske. Her bliver spørgsmålet om livets mening eller kvalitet et påtrængende spørgsmål.

Og så er der et menneskes anskuelser. De være sig moralske, politiske, filosofiske, religiøse eller andet. De er ofte grundlagt tidligt i livet, i visse tilfælde allerede i barndommen - via indirekte miljøpåvirkning og mere bevidst opdragelse.

Siden kommer påvirkninger fra kammerater, kolleger, chefer, venner, ægtefælle, børn med videre. Og endelig er der påvirkningerne fra medierne: aviserne og fjernsynet.

Disse påvirkninger er mangfoldige; og der sker uvægerligt en eller anden form for sortering. Men den er ikke altid bevidst. Det er ikke helt ligegyldigt, om man får sine påvirkninger fra Ekstrabladet eller Politiken, for at nævne to tilfældige aviser. Jeg kender et ældre menneske, der synes, at der bliver mere og mere vold i samfundet, og at aviserne ikke skriver om andet. Han læser Ekstrabladet.

Og hvis man siger til ham, at netop Ekstrabladet bevidst slår alle voldssager stort op for oplagets skyld, og foreslår ham bare i en periode at læse en anden avis, der ikke slår voldssager så stort op, fx Politiken eller Berlingeren, så svarer han ikke. Så vilde eksperimenter ligger helt uden for hans horisont.

Men sagen er, at et menneskes identitet bestemmes af den slags valg. Og dermed bestemmes også det enkelte menneskes fornemmelse af, om det hele går ad helvede til - eller om der er en smule håb i verden. Det vil sige livskvaliteten påvirkes af valgene.


Tryghedsnarkomanien    
Til toppen   Næste afsnit

En vis konservatisme gør sig gældende hos de fleste mennesker. Vi føler os trygge og sikre, sålænge vores identitet, vores job, bolig, indkomst samt meninger ikke rokkes.

De fleste af os er i realiteten tryghedsnarkomaner - for nu at bruge Vita Andersens fortræffelige udtryk. De fleste af os klynger os til det faste og sikre og stabile.Og viger tilsvarende tilbage for det usikre og foranderlige.

Vi vil have tryghedsaftaler. Og det er da en udmærket tanke, at man skal have en vis tryghed i sit job, så man ikke ryger ud ved mindste anledning. En virksomhed er ikke bare ledernes og ejernes, men også medarbejdernes.

Men vi lever i et dynamisk samfund. Og dér er der ingen evighedsgarantier - hverken for regeringer, virksomheder, jobs eller ægteskaber.

Det er efter min mening grotesk, at en kæmpeorganisation som Danmarks Radio for nogle år siden forhandlede sig frem til en tryghedsaftale med medarbejderne som tilsyneladende skulle sikre dem deres job for altid. Den gamle ledelse gjorde det jo også kun for fredens skyld. Dvs. man gjorde det, selvom man vidste det var vanvittigt. Men man turde ikke tage kampen op med fagforeningerne.

Men DR burde naturligvis som alle andre virksomheder og institutioner betragte sig som en levende, dynamisk virksomhed, og det vil sige en virksomhed, der er nødsaget til konstant fornyelse - eller det Adizes kaldte periodisk organisationsmæssig forandring (Jf. afsnittet om Adisez' opfattelse af Livscyklus).

Vanskelighederne i DR er jo ikke enestående inden for statsforetagender, men de er efter min mening et udmærket eksempel på, hvorledes velfærdssamfundet har bragt os i uføre.

Velfærdssamfundets grundtanke, at der skal være plads til os alle sammen, og at vi skal have anstændige levevilkår allesammen, kan ikke mange være imod. Men det er ikke godt, hvis tryghedsnarkomanien breder sig så meget, at dynamikken i samfundet kommer i fare. Heldigvis er der da også ved at ske en holdningsændring på dette punkt. Det gælder i hele Skandinavien.

Tænk også på forholdene i Rusland og i de øvrige østeuropæiske lande efter 1989. Kommunismens sammenbrud betød, at der blev plads for initiativ og virketrang igen. Det var og er nødvendigt, hvis disse lande skal være med i udviklingen igen og redde sig fra forurening og stilstand.

Men som alle ved, har liberaliseringen i disse lande medført, at mange virksomheder har måttet lukke. Følgen er blevet stigende arbejdsløshed og stigende nød.

Det er et overgangsfænomen, som disse samfund ikke har tacklet på den rigtige måde, eller ikke haft økonomi til at tackle bedre. Og det betyder, at mange almindelige mennesker i disse lande ligefrem er kommet til at længes tilbage til det gamle regime. Ikke fordi de savner censuren og undertrykkelsen. Men fordi de savner trygheden.

Og tryghed var der faktisk i vid udstrækning i disse stagnations-samfund. Men den var baseret på den totale mangel på dynamik, personligt ansvar og økonomisk realitetssans.

Hvis vi vender tilbage til vores eget land, skal vi naturligvis ikke glemme, at der ved siden af alle os tryghedsnarkomaner også findes eventyrere, kunstnere, bohemer, anarkister og - ikke at forglemme - forskere, opfindere og iværksættere, altså folk, der blæser på trygheden, lever livet frit og dynamisk som skabende og legende mennesker - og i visse tilfælde også som oprørske mennesker. Men de er undtagelser, og de værdsættes ikke altid efter fortjeneste.

Men selv tryghedsnarkomaners situation er sjældent helt tryg og sikker:

På alle de identitetsskabende områder der ovenfor er skitseret kan vi komme til kort: Vi kan miste jobbet, blive skilt eller miste et nærtstående familiemedlem - eller blive ramt af helbredsmæssige eller økonomiske ulykker. I sådanne alvorlige tilfælde kommer vi i krise.


Kriser i livet    
Til toppen   Næste afsnit

Det vil netop sige, at vi rammes på vores identitet og tvinges ud i overvejelser om vores situation og vort liv i det hele taget.

For aldersgruppen over 60 år gælder, at risikoen for at miste ægtefællen rykker nærmere dag for dag. Man kan håbe, at man selv dør først, men én bliver jo den første, så den anden sidder alene tilbage.

I det fleste tilfælde betyder ægtefællens død, at den efterlevende kommer i en traumatisk krise, og det vil sige, at vedkommende i første omgang kommer i en slags choktilstand, selvom muligheden for ægtefællens død ikke kunne være nogen overraskelse. Realiteten kommer bag på én alligevel.

Ved traumatiske kriser taler man om visse faser, som de fleste må gå igennem; det kan for eksempel være:

- chokfasen
- reaktionsfasen
- bearbejdningsfasen og
- nyorienteringsfasen.

Det er ganske normalt, at det tager omkring et års tid at komme gennem disse faser og nå frem til en nyorientering, dvs. en ny måde at leve livet på. For leves skal der trods alt.

Specielt gælder, at der ofte i reaktionsfasen kan være tale om en voldsom vrede og sorg, rettet mod den afdøde: Altså sorg over tabet - og vrede over, at den afdøde har ladt én i stikken.

En sådan vrede kan give skyldfølelse, for den efterlevende er jo med hjernen udmærket godt klar over, at bebrejdelsen er urimelig. Den afdøde lod ikke én i stikken med overlæg, men på grund af sygdom eller ulykke.

Men mennesket er irrationelt. Det forlanger allerede fra barnsben en højere retfærdighed. Følelsen af at være ladt i stikken er ikke sådan at komme til rette med. Det tager tid, ligesom sorgen tager tid. Muligvis kommer man aldrig helt over tabet. Men livet går videre, man resignerer og finder efter et stykke tid et eller andet niveau at fungere på - måske et lavere end tidligere, men dog et liv.





Det at blive arbejdsløs i vore dage er ikke nogen spøg, for man kan ikke uden videre gå hen og få et andet job, som man oftest kunne for bare femten år siden. Økonomien bliver følgelig påvirket langvarigt.

Men værst af alt, så undergraves selvtilliden, for det er en kendsgerning, at for langt de fleste mennesker, der har fået en uddannelse og har været i erhverv lige fra skoletiden, for dem er selvtilliden i høj grad knyttet til selve dette at have et job, faste daglige opgaver og nogle faste kolleger.

For nogle år siden var der i fjernsynet en udmærket udsendelse om fire-fem forskellige højtlønnede erhvervsledere, der var blevet sagt op i en alder omkring de 50. Og det var simpelthen en katastrofe for dem.

Selvom de havde både høj uddannelse og gode erhvervserfaringer var de lukket ude fra nye job, simpelthen fordi ingen ville have ledere, der var blevet fyret i den alder. Deres selvagtelse røg altså i bund på kort tid. Økonomien gjorde det samme. I flere tilfælde også boligen og ægteskabet. De måtte begynde på bar bund igen - og havde valgt at få stivet selvtilliden af på et kursus netop for deres slags.


Pensionisttilværelsen    
Til toppen   Næste afsnit

Det at gå på efterløn eller pension er jo også ensbetydende med at skulle sige farvel til at job, der har givet en væsentlig del af ens identitet, selvagtelse og selvtillid.

Forhåbentlig er man ikke mobbet ud af jobbet, fordi man nærmede sig de 60 år. Det har man jo hørt om. For visse steder er seniorpolitik ikke en politik for at skåne de ældre medarbejdere og give dem retræteposter eller afviklingsjob, men en regulær ældremobning med henblik på at komme af med de ældre medarbejdere hurtigst muligt, så der kan blive plads til yngre folk.

Men pensioneringen gør man nok klogt i under alle omstændigheder at betragte som en overgangskrise. Det vil sige en krise, der kendetegner overgangen fra et livsafsnit til et andet.

I forvejen taler man om midtvejskrisen, der rammer mange mennesker omkring 40-års-alderen, fordi karrieren nu synes definitivt afstukket og børnene så småt er ved at gøre sig frie af tilhørsforholdet. Man får derfor tid og lejlighed til at gøre status over sit liv og overveje om man nu har nået det man gerne ville og om man har den fremtid man kunne ønske sig.

Det kan i visse tilfælde føre til alvorlige overvejelser og måske ende med en skilsmisse eller med at man sælger sit hus og flytter på landet eller at man går i gang med den uddannelse, man måske har drømt om, men aldrig fået taget sig sammen til.

Det kan altså medføre et opbrud - men også et nyt liv, ja en helt ny søgen efter livskvalitet.

Overgangen til pensionisttilværelsen er om ikke en krise så i hvert fald en udfordring: Trygheden ved det faste arbejde og de faste kolleger mistes. Dagens faste rutiner forsvinder sammen med alle opgaverne og sammen med den stimulans opgaver og kolleger har givet.



I visse tilfælde kaster den pensionerede sig over alle mulige og umulige gøremål. Det kan være, at huset trænger til et grundigt eftersyn eller at haven skal lægges om. Eller man tager på den verdensomrejse, man har drømt om, men aldrig tidligere realiseret. Altsammen fornuftige ting, så længe de varer og økonomien holder. Men på et eller andet tidspunkt kan der dukke en generende fornemmelse op, og det er angsten for tomheden.


Angsten for tomheden    
Til toppen   Næste afsnit

Det er en lidt ubestemmelig, men tydelig og generende følelse af, at det hele er temmeligt meningsløst. Og hvis man ikke gør noget ved fornemmelsen, så kan den føre videre til en depression, det vil sige til endnu dybere og endnu mere generende følelse af, at ens liv er tomt og nytteløst. Måske melder der sig ovenikøbet også en klar angst for døden.

Søren Kierkegaards filosofi

Hele denne lidt ubestemmelige angst for tomheden eller meningsløsheden har Søren Kierkegaard (1813-56) behandlet i sin bog 'Begrebet Angest', et hovedværk i hans forfatterskab og et værk der har haft afgørende betydning for al senere eksistensfilosofi.

Angst sammenligner Kierkegaard et sted med svimmelhed: Den, hvis øje kommer til at skue ned i et svælgende dyb, han bliver svimmel. Men hvad er grunden? Det er lige så meget hans øje som afgrunden. Thi hvis han ikke havde stirret ned, så var han ikke blevet svimmel. Men afgrunden ville være der alligevel.

Angsten kommer altså af, at mennesket eller bevidstheden skuer ned i frihedens afgrund, eller som han også udtrykker det, at friheden skuer ned i sin egen mulighed.

I denne situation har bevidstheden to valgmuligheder:

- enten at løbe sin vej
- eller at tage friheden på sig.

Det første fører ikke til noget, for angsten skal nok dukke op igen på anden foranledning.

Det sidste vil i Kierkegaards filosofi og terminologi sige det samme som at erkende sit konkrete og personlige ansvar og skyldighed for sit eget liv.

Menneskets ansvar er ikke abstrakt og upersonligt teoretisk, men tværtimod meget konkret og personligt. Og ved at indse dette og påtage sig ansvaret foretager den enkelte det Kierkegaard kalder et kvalitativt spring: et eksistentielt spring fra naivitet eller umiddelbarhed til skyld og ansvar - og det vil igen i hans terminologi sige, at mennesket derved bestemmer sig selv som en syntese af sjæl og legeme der bæres af ånd, og ikke som et rent og skær produkt af sine ydre betingelser.

En nøjere udredning af Kierkegaards tankegang er ikke på sin plads her, men der skal dog peges på, at disse udlægninger af begreberne angst, frihed, skyldighed, ansvar og ånd ligger til grund for den provokerende påstand, han andetsteds kom med, og som er alment kendt. Den påstand der kort og godt går ud op, at

subjektiviteten er sandheden
.
Umiddelbart kan det lyde mærkeligt. Vi er jo efterhånden vænnet til at opfatte sandheden som noget objektivt, noget der gælder for os alle sammen. Og sådan er sandheden også, når det gælder den ydre verden.

At der er så og så mange borde og stole i dette rum, kan afgøres objektivt, fordi vi er enige om, hvad borde og stole er for noget, og enige om, hvordan man tæller. Alle voksne mennesker ved deres fulde fem vil komme til samme resultat, hvis de tæller omhyggeligt.

Men i eksistensen gælder noget andet. Og det er eksistensen Kierkegaard taler om. Her gælder, at subjektiviteten er sandheden, fordi det er den enkeltes egne valg af sandheden der er afgørende for om han eller hun i egentligste forstand lever og tager ansvaret for sit eget liv.

Hvis man gerne vil uden om det provokerende i sætningen, kunne man måske sige, at det Kierkegaard hævder er, at den subjektive opfattelse af tilværelsen er den eksistentielle sandhed for ethvert menneske. Men provokerende er den alligevel, eftersom den støder alle dem, der ikke har gjort sig forholdet helt klart.

Kierkegaard selv var kompromisløs på dette punkt, og han lagde ydermere så stor vægt på den enkeltes bevidsthed om at være et åndsvæsen, at han må betragtes som en decideret åndsaristokrat: han foragtede og latterliggjorde dem der ikke var så bevidste om tilværelsen som han selv var: de var åndløse. De var ingenlunde fri for angst, men deres angst var ubevidst, og det er ikke nogen sikker position. Det forholder sig nemlig sådan, kunne han sige med sin bidende ironi, at der er én kreditor der aldrig kommer til kort, og det er ånden.

Relevant er det også at nævne, at Kierkegaard i kedsomheden så et udtryk for angsten. Han taler om det dæmoniske som angsten for det gode eller det ufrie forhold til det gode. Det dæmoniske er det kedsommelige eller indholdsløse, det der gør, at man ikke kan bestemme sig for at komme i forhold til det gode. Han taler om det ondes rædsomme tomhed og indholdsløshed.


Sartre og Simone de Beauvoir

To af de meget betydelige eksistensfilosoffer, der er blevet inspireret af Søren Kierkegaard, er franskmændene Jean Paul Sartre (1905-80) og Simone de Beauvoir (1908-86).

Sartre udgav i 1946 et lille skrift, der hed "Eksistentialisme er humanisme", og det blev simpelthen en kultbog dengang. Sartre sagde lige ud, at livet ikke har nogen mening på forhånd. Før vi lever, er livet ikke noget og har ingen værdi. Det tilkommer os selv at give livet mening. Og det vil igen sige, at mennesket er et væsen der eksisterer, før det kan defineres. Eller som han udtrykte det i en berømt sætning:

Eksistensen går forud for essensen.

Det vil frit oversat sige, at det at blive til går forud for det at være til. Mennesket er nemlig fra først af intet. Det bliver, hvad det gør sig selv til. Her kommer subjektiviteten igen ind i billedet. Mennesket er ifølge Sartre fra først af en "plan som oplever sig selv subjektivt". Der eksisterer ikke noget som helst forud for denne plan.

Her kunne man indskyde, at det turde være uholdbart, eftersom et spædbarn eksisterer, før det har bevidsthed og kan tale. Og spædbarnet kan vel næppe siges at have en "plan"? Men børn interesserede ikke Sartre - han havde heller ingen selv. Det er det voksne, selvansvarlige mennesker han konsekvent taler om og til. Og lige præcis ansvarligheden giver et menneske angst. Et menneske der vælger sig selv kan ikke undgå følelsen af sin totale og dybe ansvarlighed.

Sartre var ateist, og derfor betragtede han mennesket som hjælpeløst forladt: hverken hos sig selv eller uden for sig selv finder det noget at klynge sig til. Deraf angsten, men deraf også friheden. Mennesket er frit, fordi det har valgets mulighed.

Sartres eksistentialisme er en ekstrem udgave af slagsen, og man bør i bedømmelsen af den ikke se bort fra hans type som karakter. Han var præcis ligesom Søren Kierkegaard en udpræget tænketype og som sådan en genial og brillerende intellektualist, men det kneb med at omsætte tænkningen i praksis.

En nutidig dansk bedømmer af ham, Hans Boll-Johansen, har skrevet, at Sartre kun i ringe grad var et menneske med politisk fornemmelse, han fejlvurderede ofte storpolitiske situationer, fordi han selv havde tendens til at tænke i skabeloner. Og etikken fik Sartre ifølge samme Boll-Johansen aldrig styr på. Han blev den privatpraktiserende eksistentialismes førstemand.

Helt i tråd med Sartre udtrykker Simone de Beauvoir sig bl.a. i de store værker om "Det andet køn" (1949) og om "Alderdommen" (1970). Den eksistentielle risiko, skriver hun, er forbundet med en frihed, hvor man selv må opfinde sine målsætninger.

At flygte fra sin frihed er ensbetydende med passivitet, fremmedgørelse og fortabelse. Individet forhindres i at udfolde sig aktivt og berøves enhver selvstændig værdi.

Eksistentialismens etik formulerer hun på den måde, at ethvert subjekt realiserer sig som sådant gennem en målsætning der er et udtryk for dets vilje til at nå ud over sig selv, til transcendens.

Ordet transcendens er meget vigtigt i hendes og Sartres filosofi.Immanens betyder "det iboende", og at leve i immanensen vil sige at forblive i umiddelbarheden og naiviteten, og det er ifølge eksistentialisterne uværdigt for mennesker.

At eksistere er ensbetydende med at overskride sig selv.

Man kan rejse en del indvendinger imod såvel Søren Kierkegaard som Sartre og Beauvoir, men man kan næppe påstå, at de ikke har rejst nogle provokerende spørgsmål.


Jeget og Selvet i jungiansk lys    
Til toppen   Næste afsnit

Provokerende var også den analytiske psykologis skaber C.G. Jung (1875-1961). Han var uddannet læge og fik uddannelse i psykoanalysen af selveste Freud, men brød med denne, bl.a. på grund af uenighed om seksualitetens rolle for den psykiske udvikling.

Han skabte som modvægt en psykologi omkring noget han kaldte de "arketypiske forestillinger", forestillinger i menneskets psyke som er ældgamle og fælles for alle mennesker og alle kulturer, og som er væsentlige, for ikke at sige afgørende faktorer i vores forestillingsverden i det hele taget. Mange kender sådanne arketypiske forestillinger fra drømmeverdenen eller eventyrverdenen. De findes desuden i alle de mange forskellige religioners mytologiske forestillinger.

De arketypiske forestillinger er meget konkrete og empiriske. De grundlæggende arketyper er derimod hypotetiske. Vi ved ikke, hvordan det kan være, at alle mennesker og alle kulturer har disse fælles symboler og forestillinger.

En fundamental arketypiske forestilling inden for den analytiske psykologi er det lidt specielle og let misforståelige begreb Selvet. Jung bestemmer dette selv som totalpsyken til forskel fra det almindelige jeg, der altså kun er en del af psyken.

Ordet "selvet" er også lidt drilsk. For vi er jo fortrolige med ordet "selvisk" i betydningen egoistisk. Men det 'selv' Jung taler om er det modsatte af noget egoistisk. Det er tværtimod det selv man kommer til, når man i dybeste forstand kommer til sig selv, og gør man det er man ikke hverken selvisk eller egoistisk, men tværtimod åben og kærlighedsgivende.

Selvet eller totalpsyken ligger som begreb meget tæt på det Kierkegaard forstår ved ånd. Selvet er ligesom ånden umuligt at definere. Og vejen til det går gennem erkendelsen af angst, skyldighed, ansvar og frihed.

Forskellen mellem jeget og selvet i analytisk psykologi kan gøres op på følgende måde:

Jegfølelsen hænger sammen med kropsoplevelsen, med ens navn og ens miljø. Hele den identitet, der er belyst tidligere.

Jeget er centrum for ens daglige tanker, følelser og handlinger.
Dets rumlige horisont ligger tæt omkring kroppen og sanserne.
Tidshorisonten er den normale levealder, dvs omkring 70 år.
Menneskehorisonten er begrænset til familien, kollegerne og vennerne -
i visse situationer kan den udvides til stammen eller nationen.

Jeget adskiller sig fra andre jeger og hævder sin forskellighed, sin suverænitet og sin ejendommelighed over for omgivelserne.
Det er endvidere fokuspunkt for opmærksomheden.
Det har en klar mental funktion.

For "selvet" er jeget derimod ikke længere personlighedens centrum eller identitetens udtryk. Jeget er som del af helheden tværtimod et relativt organ.

Selvets horisont er videre end jegets, det er nemlig kloden i sin helhed og menneskeheden i sin helhed.

Tidsperspektivet er ikke 70 år, men omkring 3000 år. Og selvets grundmotiver er udvikling af kærlighed og bevidsthed, det sidste ikke forstået som mental eller intellektuel funktion, men som noget højere eller mere omfattende i retning af overordnet visdom eller indsigt.

Af det sidstnævnte forhold turde vist fremgå, at selvet, totalpsyken eller ånden ikke er noget man kommer i kontakt med via tænkning eller intellektuel analyse, men derimod gennem sådanne fænomener som drømme, bøn og meditation, herunder også sådanne former for meditation de fleste i det mindste kender fra barneårene, nemlig dette at falde i staver eller at sidde i sine egne tanker, men i virkeligheden uden at tænke på noget bestemt.

En anden måde at komme i kontakt med selvet på er via musikken. De fleste vil have erfaring for, at dybe musikoplevelser, altså musikoplevelser hvor man ikke blot har musik som baggrund, men er fuldt optaget af den, kan ligesom åbne ens sind ud mod en større verden. Musik kan udtrykke meget konkrete følelser, men også bringe én derhen, hvor tiden ligesom er ophævet og hvor man føler sig anderledes forbundet med omverdenen og sine medmennesker end normalt. - Det er musikoplevelser af den art Peter Bastian behandler i sin fremragende bog "Ind i musiken". (jf. artiklen herom:  Klik).

Skal man mere systematisk arbejde på at opnå kontakt med selvet, kan det ske ved dybtgående og målrettet meditation, som det fx kendes fra mystikere som Eckehart eller Teresa af Avila. Eller det kan ske ved drømmeanalyse over længere tid.

Selvet kan også betragtes som fællesnævneren for alt levende overhovedet (Eigil Nyborg); Selvet forbinder den enkelte med alle andre.

En meget simpel forskel mellem jeget og selvet er, at mens jeget lever og gror af den kærlighed det får fra andre, så lever og gror selvet af den kærlighed det giver til andre. Det vil herudfra kunne forstås, at jeget kan være egoistisk eller egocentrisk, det er med Luthers udtryk "en trælbunden vilje", hvorimod selvet aldrig kan være det.

En anden væsentlig forskel er, at jeget altid prøver at hævde sin identitet ved at pointere sin forskelllighed til andre. Jeget tager afstand fra andre, polemiserer imod andre og hævder sin ret over for andre. Stik modsat selvet.

Hvis det lykkes for et menneske i højere grad end normalt at opnå kontakt med selvet vil det betyde større åbenhed og mere kærlighed udad. Og det vil igen sige, at den individuelle identitet der er knyttet til jeget mister sit monopol og sin hovedvægt. Man taler i så fald om at "jeget relativeres", det bliver som det dybest er og skal være: en del af helheden.

En tredje meget væsentlig forskel mellem jeget og selvet er, at det er jeget, der dør og kan "opleve", erfare eller blive bevidst om sin død, og af samme grund er det jeget, det kan nære angst for døden. Selvet derimod har en sådan åben grænse udadtil - tidsmæssigt, rumligt og relationsmæssigt- at det ikke kan opleve eller erfare sin død.

Psykologisk vil man sige, at selvet fungerer hinsides den rum- og tids-dimension, som er karakteristisk for jeget. Og det vil igen sige, at selvet beror på primærprocesserne, mens jeget beror på sekundærprocesserne, men det vender vi tilbage til i næste afsnit. (Men se eventuelt også artiklen om  De psykiske grundprocesser).

Religiøst kan man sige, at selvet har med det evige at gøre, hvorimod jeget entydigt har med det timelige at gøre.


Jeg/Du-forholdet ifølge Martin Buber    
Til toppen   Næste afsnit

Man kan også nærme sig en forståelse af selvet ad en helt anden vej; nemlig den jødiske filosof Martin Bubers vej.

Buber talte om, at der er to og kun to grundforhold i vort liv:

- Jeg-Du-forholdet og
- Jeg-Det-forholdet.

Når mennesket erfarer sin verden, eller henter viden om tingenes eller andre menneskers beskaffenhed og kendetegn, så er det udtryk for Jeg-Det-forholdet.

Og som Buber etsteds siger, så lader verden sig nok erfare, men det kommer den ikke nærmere af. For Jeg-Det-forholdet er og bliver karakteriseret af fjernhed.

Nærværet, intensiteten - det Søren Kierkegaard også kalder "øjeblikket" - findes i Jeg-Du-forholdet, hvor fjernheden, eller genstandsbetragtningen og objektiviteten er væk.

Jeg-Du-forholdet er ifølge Buber det umiddelbare forholds rum; det er kærlighedens, samhørighedens og ansvarlighedens rum, mens Jeg-Det-forholdet er erfaringens og adskillelsens eller objektivitetens rum.

Derfor kan han også sige, at alt virkeligt liv er møde, eller at nærværelsen med dens fylde er det virkelige livs vugge.

Det virkelige liv er naturligvis her forstået subjektivt; det er noget den enkelte må finde - det er måske den egentlige livskvalitet?


Ansvaret for ens eget liv - eller at blive voksen    
Til toppen

Nu kunne man tro, at hvis det meningsfulde liv eller den meningsfulde tilværelse forholder sig sådan som Kierkegaard, Sartre, Beauvoir, Jung og Buber - hver på deres måde og med hver deres terminologi - siger, så er det mærkeligt, at så mange mennesker går fejl af det - og tilsyneladende søger meningen eller livskvaliteten alle mulige andre steder.

Eller sagt på en anden måde, så er det i grunden mærkeligt, at folk ikke prøver på at overvinde tomheden, meningsløsheden, dødsangsten, når de på forskellig foranledning støder på den - fx i forbindelse med en krise i deres liv - men prøver at flygte fra den, lukke øjnene for den eller rent ud benægte den.

Kommer de i krise eller i depression, kaster de sig over deres arbejde med større energi end nogensinde - eller de trøster sig med alkohol eller går til lægen og får piller.

Ikke uden grund kunne det for nogle år siden konstateres, at forbruget af Fontex-piller, der lige var kommet frem, var hurtigt stigende; det er netop den nemme udvej af en psykisk tilstand som føles ubehagelig, men som måske burde tages alvorligt og løses ved en form for eftertanke eller erkendelse. Man mange flygter fra stilhed, mørke og eftertanke.

Det er der også unge mennesker der gør. Der er en hel del unge der begår selvmord fordi de ikke finder livet værd at leve.

Men når man husker, at der også findes unge piger, der holder op med at spise og får diagnosen anorexi, så er det måske lettere at forstå, hvad der foregår. For det disse unge piger prøver at forhindre, er selve det at blive voksne og dermed ansvarlige. De tror at de ved at sulte kan forhindre den legemlige vækst, undgå at få kvindelige former (bryster og brede hofter), og at de derved også undgår at blive voksne.

Eller man kunne nævne de autonome, der under ingen omstændigheder vil acceptere det samfund der omgiver dem og som på trods af fejl dog immervæk er bedre end de fleste andre samfund, fordi det er præget af retssikkerhed, frihed, demokrati og betydelig social tryghed. Men det er efter de autonomes mening ikke et ideelt samfund, det er ikke rent socialistisk eller rent pacifistisk eller hvilke utopier man nu drømmer om. Derfor må det bekæmpes med alle midler indtil det kapitulerer. Det vil sige, at det bekæmpes med brosten, skydevåben, granater og terror. For det at gå ind på det etablerede samfunds demokratiske og fredelige metoder og principper er på en måde at acceptere realiteterne og altså blive voksen og ansvarlig.

Og det er just humlen af det hele: De autonome flygter fra realiteterne og problemerne, fordi de ikke vil være voksne, ansvarlige eller skyldige. Og det er jo en fristelse, der ikke opstår for enkelte særligt udsatte mennesker eller grupper, men noget alle unge mennesker udsættes for, når de når skelsår og alder. Og det er selvfølgelig også noget menneskeheden som sådan engang i tidernes morgen blev udsat for.


Syndefaldsmyten

Det er faktisk det den gamle historie om Adam og Eva handler om.

Adam og Eva levede som børn i paradiset, men faldt for fristelsen til at spise af kundskabens træ. Det bevirkede, at de indså, at de var kønsvæsener, og at der var forskel mellem godt og ondt. De blev pludseligt voksne og ansvarlige - og resultatet blev som bekendt, at de i selv samme øjeblik var fordrevet fra det barnlige paradis for stedse. Der var ingen vej tilbage.

Den historie er der mange mennesker der ikke tror på. De tror, at det er en myte i betydningen et sagn eller en legende, som ikke har hold i virkeligheden. Men myter er noget andet i religionshistorisk forstand. Myter er forsøg på fortolkninger af "urbegivenhederne" i menneskehedens historie (jf artiklen  Myte, ord og billede). Og historien om Adam og Eva er faktisk, hvad ethvert menneske udsættes for i puberteten - og som mange prøver at flygte fra.

Der er sågar voksne mennesker, der har levet på flugt fra eftertanke og erkendelse et helt liv - og som så måske først den dag, de bliver pensioneret eller alvorligt syge forstår, hvad det egentligt drejer sig om.

Man kan også sige, at det er en form for erkendelse, som tidligere ikke gik op for alle samfundsgrupper eller -klasser i sin fulde dybde. Først bondebevægelserne i forrige århundrede gav bønderne i vort land den fulde erkendelse. Først arbejderbevægelsen i slutningen af forrige århundrede og begyndelsen af dette gav arbejderne den fulde erkendelse af forholdet. Og først kvindebevægelsen i dette århundrede har givet kvinderne den fulde erkendelse af forholdet. Det vil sige ikke blot erkendelsen af et vist personligt ansvar af den art som straffelov og andre love angiver, men erkendelsen af det fulde eksistentielle ansvar for egen tilværelse.

På teatret er der et meget berømt eksempel på denne erkendelse hos en kvinde, nemlig i Henrik Ibsens skuespil "Et dukkehjem". Meget mod sin vilje, men til sidst tvunget af ubønhørlige omstændigheder indser hovedpersonen Nora omsider sit ansvar og tager den fulde konsekvens af det.

At være voksen i ordets mest omfattende forstand er at være ansvarlig for sig selv, ikke blot hvad angår objektive forhold, der kan komme ind under straffelov og skattelov m.v., men også hvad angår subjektive forhold som livskvaliteten eller meningen med livet.

Ansvarlig eller skyldig i denne forstand bliver man først i det øjeblik man ser angsten eller tomheden i øjnene og indser, at begge dele hænger sammen med friheden.

At se angsten, tomheden, meningsløsheden og friheden i øjnene kunne ligne masochisme og selvpineri eller lyst til lidelse og destruktion. Sådan vil 'jeget' gerne se på det, fordi 'jeget' er en identitet der er bygget ensidigt op omkring alt det der giver mulighed for flugt fra tomheden.

For 'selvet' tager tingene sig lidt anderledes ud. Her vil en nøgtern erkendelse af tomheden og friheden kunne befri jeget fra den uløselige opgave at finde en ydre, objektiv mening med tilværelsen eller en højere retfærdighed i tilværelsen. Og denne befrielse vil kunne resultere i, at et dybereliggende livsmod kan vinde frem:

- modet til at leve fremadrettet imod en usikker fremtid,
- på trods af eventuel personlig modgang,
- på trods af verdens indretning og tilfældighed,
- på trods af lidelsens, nødens, ondskabens tilstedeværelse/udbredelse.

Psykologisk set kaldes dette dybereliggende livsmod for kontakt med selvet eller relativering af jeget.

I religiøst sprog kalder man det tro. Men det er vel at mærke ikke en tro på bestemte dogmer eller trossætninger, dvs. påstande om fx verdens tilblivelse eller mirakuløse hændelser på jorden. Tro i dybere forstand er en psykisk tilstand. Det vender vi tilbage til.

Jan Jernewicz



Henvisninger

Tilbage til indledningen og afsnit I - Fra tidsfordriv til engagement:  
klik
Videre til afsnit III - Fra rutine til intensitet:  Klik  eller
afsnit IV - Fra funktion til proces:  Klik
Eller læs artiklen om begrebet Livskvalitet  Klik



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 20.2.2012