ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.12.02

Afsnit III: Fra rutine til intensitet

Vanens magt er stor, sagde allerede Cicero (på Latin: Consuetudinis magna vis est).

Den danske filolog og politiker Hartvig Frisch bekræfter det på sin vis, når han i sin store kulturhistorie gør gældende, at kultur er vaner. - Hvis der ikke var faste, evigt tilbagevendende træk ved en given kultur, ville det være svært for ikke at sige umuligt at beskrive den. Det er vanerne, historikerne og antropologerne først og fremmest noterer sig og redegør for.

Men heraf følger jo ikke, at vaner ikke ofte brydes, eller at historien ikke lige så meget kan være historien om bruddene med vanerne. Der har jo været krige, oprør og revolutioner m.v. og ikke at forglemme opfindelser og dermed store teknologiske forandringer i samfundet.

Blot må man jo indrømme, at brud med vaner, forudsætter vaner. Hvis alt flød altid, ville en beskrivelse være umulig.

En anden dansk kulturhistoriker, Vilh. Grønbech, påstod derfor også, at vanerne er det sundeste i os. Denne påstand går om man så må sige først og fremmest på det mere fysiologiske.

Vanerne er det sundeste i os i den forstand, at det vi foretager os på rygmarven, må være det der sidder dybest i os, det der har bundfældet sig i vores nervesystem og er blevet en fuldstændig integreret del af os - både kropsligt og sjæleligt. Vi behøver ikke tænke over det vi foretager os på rygmarven.

Livet ville unægteligt blive besværligt for os, hvis vi skulle tænke over fx at gå et skridt eller føre en kop til munden, eller hvis vi skulle tænke over, hvordan tungen skulle placeres i munden for hver lyd og hvert ord man skulle sige. Vi ville intet nå. Selv Carl Lewis ville være flere minutter om at løbe 100 meter, hvis han skulle være bevidst om enhver bevægelse under løbet. - Og hvad værre er, vi ville blive skrupkulrede af det.

Vanerne er i denne betydning vores halve natur (Consuetudo est altera natura), som en anden af Ciceros sætninger lyder. Eller som en tysker har sagt det: mennesket er et vanedyr.

Men vanen er også en tyran (usus est tyrannus/Horats). Det kan være meget svært at komme ud af vaner, man af den ene eller anden grund gerne vil bryde. Det kan være meget svært at holde op med at ryge.

Men tyranniet viser sig også på et mere uskyldigt plan, som fx at man vænner sig til at foretage bestemte ting på nøjagtigt samme tid og sted hver evig eneste dag. Troldkarlen Kogle beklager sig i Parker og Hart's tegneserie til sin bartender: "Jeg er træt af livets monotoni. Hver dag den samme gamle rutine". Men da bartenderen spørger ham hvad han vil have, lyder svaret: "Det sædvanlige".

Det fortælles om den store tyske filosof Immanuel Kant, der levede hele sit liv i Kønigsberg (Kaliningrad i den nuværende sovjetiske enklave), at hans daglige spadsereture i byen var så regelmæssige og præcise, at folk kunne stille urene efter ham. Det hændte vist kun en eneste gang, at det glippede. Da havde han fået en bog i hænde, der var så spændende, at han måtte læse den færdig uden at gå tur.

Det negative ved en sådan vanedannelse er, at jo mere vanen tyranniserer et menneske, jo mere forudsigeligt bliver det. Og jo mere forudsigeligt et menneske er, jo kedeligere bliver det over for omgivelserne. Kant blev også kedeligere og kedeligere med årene. En af hans elever, der senere blev en kendt filosof, betegnede Kants forelæsninger i de sidste år, som dræbende kedsommelige.

For ældre mennesker er det i langt de fleste tilfælde utvivlsomt rigtigt, hvad Simone de Beauvoir siger i værket om "Alderdommen", at vanens rolle i dens dobbelte form af automatik og rutine er desto væsentligere, jo fattigere den ældres psykiske liv er blevet.

Vaner og rutiner er altså på en og samme gang nødvendige og risikable. Vi ville være ilde stedt, hvis ikke vi kunne handle på rygmarven. Men hvis vi udelukkende handlede på rygmarven, gik vi i stå: vi ville kede både os selv og andre.

Derfor har rutinearbejde en ilde klang. Ganske vist er der mennesker, der har det meget godt med samlebånds-arbejde eller med ensformigt arbejde som at sidde ved en kasse i et supermarked. Nogle af dem befinder sig tilsyneladende godt ved det, og siger, at de jo kan sidde og tænke deres egne tanker, mens de arbejder. De behøver ikke at være opmærksomme.

Men de fleste vil i længden føle den slags arbejde belastende. De fleste vil foretrække afvekslende arbejde. De fleste vil foretrække arbejde der giver nogle udfordringer, der kræver opmærksomhed og måske endda lidt kreativitet.

Virksomhedsledere og arbejdsledere satser bevidst på, at gøre selv rutinejob så afvekslende som mulige - eventuelt ved rotation - netop for, at arbejderne ikke skal føle arbejdet alt for ensformigt - og begynde at blive uopmærksomme og måske ligefrem sløsede.

Psykologer der har med arbejdsmiljø at gøre har derfor også skitseret visse "psykologiske jobkrav" som ideelle for alle job:

Thorsrud og Emery har fx opstillet følgende seks jobkrav:

1)  Behov for et vist minimum af variation i arbejdet.
2)  Behov for at kunne lære noget i jobbet.
3)  Behov for at kunne træffe beslutninger.
4)  Behov for et vist omfang af mellemmenneskelig respekt.
5)  Behov for at se en sammenhæng mellem jobbet og omverdenen.
6)  Behov for at se jobbet foreneligt m/en ønskværdig fremtid.

Disse krav deles utvivlsomt af langt de fleste mennesker, både på ledelsesniveau og på lavere niveau.

Nok tenderede den teknologiske udvikling i mange år - navnlig i de første årtier af det 20. århundrede - imod samlebåndsproduktion. Og nogle husker måske endnu film som René Clairs "Leve friheden" eller Chaplins "Moderne tider" fra 30'erne, der netop angreb og latterliggjorde denne udvikling med stigende automation.

Men hele den nyeste teknologi tenderer jo imod at lade robotter afløse mennesker, når det drejer sig om arbejde, der er så rutinepræget, at det virker og kan opfattes som rent mekanisk.

Til gengæld får arbejdere og funktionærer så den funktion at passe robotterne eller de mekaniserede arbejdsprocesser via cumputer-skærme. Og det er måske ikke altid lykken.

Men de psykologiske jobkrav er stadig gode at have in mente; de kan tillempes, således at de ikke blot er relevante for produktionsarbejdet, men også for den tilværelse pensionister og efterlønnere får, når de har forladt produktionslivet.

Ikke blot den enkeltes arbejde på en arbejdsplads eller på et kontor, men den enkeltes tilværelse i det hele taget og dermed også den enkeltes pensionisttilværelse, når dén indtræder, har visse psykologiske krav i sig, som bør opfyldes mere eller mindre, hvis den enkelte skal undgå at gå helt i stå og få en dræbende kedsommelig tilværelse.

Variation i tilværelsen er stadig relevant for pensionisten. Det samme gælder behovet for at kunne lære noget og behovet for at kunne træffe beslutninger.

Relevant, men vanskeligere at opfylde er behovet for at en tilstrækkelige støtte og respekt fra andre mennesker, fordi de mennesker man hidtil har fået den fra, kollegerne, ikke er der mere.

Behovet for at se en sammenhæng mellem pensionisttilværelsen og omverden er også vanskelig at opfylde, for ikke at sige at det bliver direkte modarbejdet fra mange sider. For der er en vis tendens til at betragte pensionister og efterlønnere som overflødige mennesker, der nådigst får lov at være her, og som egentlig bør være taknemmelige over i det hele taget at få lov til det. Her har en forening som Ældre Sagen en klar opgave.

Og behovet for at se tilværelsen som pensionist eller efterlønner forenet med en ønskværdig fremtid går direkte ind i hele spørgsmålet om livskvaliteten for os i den tredje alder.

For den almindelige opfattelse er jo, at folk der er gået på pension ikke længere har nogen fremtid. Fremtiden ligger bag dem. Kun forfaldet og døden ligger foran.

Men at falde for denne udbredte opfattelse er katastrofalt for en pensionist. For dette fortsat at have en ønskværdig fremtid er noget fundamentalt for livskvaliteten, det er noget fundamentalt for at kunne opretholde meningen med sin tilværelse.

At den erhvervsmæssige karriere er slut, må for alt i verden ikke komme til at betyde, at der ikke er en ønskværdig fremtid for én. Fremtiden er der jo under alle omstændigheder, eftersom de fleste der går på pension nu om dage, har mange år tilbage at leve i, ofte femten-tyve år eller mere.

Men at se noget ønskværdigt i denne specielle fremtid er selve opgaven eller udfordringen. Det kommer ikke i ret mange tilfælde af sig selv, men vil kræve en eller anden bevidst indsats.

Nu er det jo heldigvis sådan, at ikke alle mennesker er groet til i vaner og rutiner. Mange har haft jobs der har budt på stor afveksling og store udfordringer. Funktionærer synes generelt bedre stillet her end kassedamer eller fabriksarbejdere. Og mange har løst kedsommelighedens trusler ved at sørge for størst mulig afveksling i deres liv.

Mange skifter også job med korte mellemrum. Det var lettere for år tilbage end det er lige i øjeblikket. Men det har som tidligere nævnt ikke altid være lige velset.

Mange skifter tøj og mode, frisure og image uafladeligt. Mange skifter også bolig mange gange i livet. Det kan unge par gøre, selvom de har en god bolig, godt arbejde og pæne indtægter; men de kan ganske simpelt have lyst til at forbedre deres ejerbolig. Mange håndværksuddannede kan lægge stor arbejdsindsats i ombygninger og vedligeholdelser. Og synes tilmed det er spændende for dém.

Mange skifter kærester og samlevere med jævne mellemrum, ja sågar omgangskreds. Det er selvfølgelig mest i de unge år. Men grunden er i mange tilfælde netop ønsket om ikke at komme til at kede sig.

I visse tilfælde får man en mistanke om, at sådanne uafladelige skift er udtryk for flugt: folk evner ikke, ja prøver ikke engang seriøst at udnytte de muligheder for afveksling der findes i langt de fleste faste forhold, fx i ægteskabet. Og når de umiddelbare muligheder synes udtømte, så skilles man og prøver nye forhold.

Afveksling skal der til, det synes langt de fleste af mene. Man de fleste foretrækker også at stå for afvekslingen selv.

Når en virksomhedsledelse af hensyn til organisationens fornyelse med mellemrum foretager større ændringer i organisationen, fx divisionering, eller nedlæggelse eller sammenlægninger af enkelte afdelinger, eller rokeringer inden for medarbejderstaben, så mødes det ret ofte med modstand eller træghed, medmindre medarbejderne fra starten involveres dybt i hele udviklingsprocessen. Der kan være en enorm træghed i et system, hvis medarbejdere ikke er vant til at tænke i udviklingsbaner.

De fleste foretrækker at vælge selv eller at blive engageret i en større ændring fra starten. Men det hænder jo, at man tvinges ud i brud med vaner og rutiner: man kan miste sit job, sin ægtefælle, sit helbred eller sin førlighed.

Og det vil i langt de fleste tilfælde medføre en krise.

Helt ordinær er den krise eller de kriser der knytter sig til puberteten, overgangen fra barnestadiet til voksenstadiet, fordi der nu engang her er tale om en overgang som alle børn skal igennem og normalt også kommer igennem på en eller anden, mere eller mindre besværlig og mere eller mindre langvarig måde. Den omfatter normalt såvel forandringer i kroppen og seksualdriften som forandringer i relationerne til forældrene, skolen eller anden arbejdsplads og samfundet i videre forstand.

Der er tale om en modningsproces af såvel fysisk som psykisk art, der medfører en ganske betydelig omstilling, fordi gamle vaner, rutiner, identitet, gruppetilhørsforhold, følelser og tanker efterhånden viser sig utilstrækkelige, men nye først må findes ad erfaringens vej.

I denne proces vil der jævnligt kunne opstå en følelse af manglende tryghed, manglende identitet og tilhør, som igen kan give anledning til deciderede kriser i form af fortvivlelse og panik, der undertiden kan føre til yderligheder som selvmord(sforsøg) eller dumdristige forsøg med stoffer, sex, penge, oprør, vold og hærværk eller grovere kriminalitet.

Konflikt med forældre, lærere og myndigheder er ikke ualmindelig, men omvendt gælder også at der hos mange instanser vil være god hjælp at hente til at vinde ny identitet, nye relationer, nye vaner og rutiner og ikke mindst de nødvendige erfaringer af seksuel art.

Men hverken de unge selv eller deres omgivelser bør se bort fra, at overgangstiden i kraft af sit omfang og sin dybde i langt de fleste tilfælde er en decideret krise med alt hvad dette indebærer af usikkerhed og midlertidig mangel på håb og ønskværdig fremtid i uskøn forening med ønsket om uafhængighed.

Det at miste sin ægtefælle er en krise, netop fordi det betyder en radikal ændring af ens dagligdag med alle dens vaner og rutiner og hele rytme. Bl.a. derfor kunne det være en fordel, at man på forhånd gør sig klart, hvor vanebundet man egentlig er.

At miste sit helbred eller sin førlighed griber også dybt ind i ens hverdag. Mange af de daglige rutiner skal ændres. Mange ting bliver meget besværligere end før og tager meget længere tid.

Pensioneringen er et andet og meget stort brud med gamle vaner. Det jo er mindst halvdelen af et menneskets vågne timer på almindelige hverdage, der her berøres. Det er ikke noget man bare kan negligere. Det er virkeligt mange dagtimer der pludseligt skal struktureres på en anden måde.

Det er relationer til kolleger, kunder og leverandører, institutioner osv, der skal erstattes med andre relationer. Og det er opgaver og udfordringer der forsvinder, og som ikke uden videre kan erstattes med rejser og fornøjelser, eller ombygninger og haveomlægninger.

Man kan diskutere om ordet "krise" er det rette i denne sammenhæng, eftersom pensioneringen som hovedregel ikke kommer bag på folk.

Men selve ordet betyder jo egentlig blot "vendepunkt". Og jeg tror det er vigtigt at se i øjnene, at ens pensionering er et vendepunkt i livet.

Skal en sådan overgangskrise eller hvad man nu vil foretrække at kalde den, gribes fornuftigt an, så man undgår at havne i tomhed og kedsomhed eller det der er værre, det rene forfald, er det en fordel at kende lidt til de psykiske grundprocesser.

Udtrykket går tilbage til Freuds psykoanalyse. Han opdagede, at organiseringen af følelser er meget nært forbundet med organiseringen af tankerne. Og denne opdagelse betragtes af mange som en af dybdepsykologiens vigtigste opdagelser.

Der er ikke én måde at føle på og en anden måde at tænke på, men to måder at tænke/føle på, nemlig primærprocessen og sekundærprocessen.

Primærprocessen er karakteriseret ved at følelserne og tankerne er ustabile, mens det for sekundærprocessen gælder, at følelserne og tankerne er stabile.

At tanker og følelserne er stabile i sekundærprocessen betyder, at der er knyttet stabile "følelsestoner" eller "følelseskvanter" til de sansninger, emotioner og forestillinger man har, således at man kan identificere og eventuelt genkalde dem i tankerne. Med ordene "følelsestoner" eller "følelseskvanter" menes ikke noget fysisk målbart, men en hypotetisk opfattelse af at de følelseskvaliteter der knytter sig til enhver følelse, sansning og tanke har en absolut mindste størrelse (et kvant) på lignende vis som virkningskvantet i atomfysikken.

Evnen til stabil binding af følelsestoner er nødvendig for, at der kan udvikles genstandsbevidsthed, sprog og jeg-bevidsthed i et menneske, dvs for at et barn først kan opfatte og identificere personer og genstande (fx sin mor eller et stykke legetøj) og siden kan lære de sproglige betegnelser for personer og ting og handlemåder - og til allersidst lære brugen at ordet "jeg" så det kan forstå, at det er noget forskelligt fra omgivelserne.

Det sidste er faktisk en sværere kunst end man skulle tro; i menneskehedens historie er det slet ikke nogen gammel kunst. I meget gammel tid var det kun konger og høvdinge der kunne den.

Den urbegivenhed som skildres i den bibelske myte om Adam og Eva, handler på en måde om kunsten at blive et jeg. Og som bekendt ser myten det som noget problematisk. Det var et "syndefald" som drev mennesket ud af paradisets have og dermed af symbiosen (det ubevidste fællesliv) med det guddommelige ophav.

Evnen til stabil binding af følelsestoner er også nødvendig for at et menneske kan udskyde eller prioritere sine behov. Småbørn kan som bekendt være endda meget irriterende, hvis de absolut skal have opfyldt deres behov nu og her, og som skriger og skråler, hvis det ikke sker. Men det er altså svært i den alder at udskyde behov. Det er ikke noget man kan fra fødslen, men noget man først lærer med tiden - og med opbygningen af sekundære processer.

Evnen til stabil binding af følelsestoner er dernæst nødvendig for at et menneske kan fortrænge ubehagelige erfaringer. Det lyder måske mærkeligt at det skulle være en fordel, når vi almindelighed betragter fortrængninger som noget der netop skal ophæves, for at et menneske kan komme fri af eventuelle neuroser. Men ikke desto mindre hævder dybdepsykologer, at vi overhovedet ikke ville overleve de mange konflikter vi kommer ud i som børn op til fem-års alderen, hvis ikke vi formåede til en vis grad at fortrænge de mest ubehagelige af dem.

Endelig er evnen til stabil binding af følelsestonerne nødvendig for en menneskes socialiseringsproces. Vi ville ikke i det lange løb kunne udvikle os til voksne mennesker, der kan tilpasse os de vilkår, naturen og samfundet giver os - uden denne evne.

De vigtigste kendetegn for henholdsvis primærprocessen og sekundærprocessen, kan kort skitseres på denne måde:

For primærprocessen gælder:

Følelserne er ustabilt bundne, men de kan til gengæld være intense.
De følelsesmæssige behov søges altid umiddelbart tilfredsstillet.
Intense følelser kan oversvømme hele organismen og fuldstændig ødelægge dømmekraften.

Følelserne er forskydelige:
- en del af en ting betragtes som udgørende hele tingen.
- to ting der har den mindste lighed betragtes som identiske.
- flere ting der har noget tilfælles betragtes som identiske.

Der er intet skel mellem fantasi og virkelighed.
Der er intet skel mellem fortid, nutid og fremtid.
Der er intet skel mellem jeget og omgivelserne (objekterne).

De logiske regler, specielt benægtelsen, gælder ikke. Der kan være ambivalens, dvs modsatrettede følelser, over for en og samme genstand.

Det med følelsers forskydelighed kender vi særdeles godt fra reklamerne i blade, TV eller biografen. Næsten alle produkter kobles sammen med unge og glade mennesker eller med sol og sommer, fest og ferie. Og det virker. Vi tror, at vi bliver gladere og lykkeligere ved at drikke CocaCola eller tygge på stimorol eller have mobiltelefon - eller hvad man kan nævne - fordi vi ser glade og sikre mennesker, der gør dette.

Et ganske morsomt eksempel er reklamen for en pille for ældre mennesker - Gerikomplex - som påstås at give livskvalitet. Pillen indeholder sikkert så mange vitaminer og mineraler, at den er lige så godt som alle de andre tilsvarende produkter. Men at den ligefrem skulle kunne give bedre livskvalitet, må man være naiv eller nøjsom for at tro, ganske enkelt fordi ordet livskvalitet ikke med rette kan indsnævres til ting som overskud, selvtillid og mindre stress. Det vi ser, er udnyttelsen af primærprocessen.

Den samme udnyttelse sker, når demagoger folder sig ud. Fx da nazisterne under proipagandaminister Goebbels i en berygtet film sammenlignede jøderne med rotter, der formerede sig hurtigt og som systematisk undergravede samfundet. Men også i vore dage og også her i landet kender vi udfald mod indvandrere og flygtninge af tilsvarende kaliber.

Men følelsers forskydelighed bruger vi også positivt, nemlig i humoren. Eks.: Storm P.-fluen: "Der er to ting af betydning her i livet: En fast karakter og lidt natron efter måltiderne". Lidt natron efter måltidet er muligvis godt for folk der vil modvirke sur mave og sure opstød. Men umiddelbart opfatter vi begreberne 'en fast karakter' og 'lidt natron efter måltiderne' som tilhørende to forskellige kategorier. Og vi reagerer med latter på sammenligningen.

Sekundærprocessen    Til toppen   Næste

Sekundærprocesserne er kendetegnet af de stik modsatte forhold:

Følelsestonerne er svage, men stabilt bundet til deres genstande, og der kan derfor opnås præcision og konsekvens i tænkningen og den på erfaring hvilende opfattelse af virkeligheden.

Et menneskes reaktioner behøver ikke følge umiddelbart på de impulser, det udsættes for. Man kan eksempelvis gå forbi kasseapparaterne i supermarkedet uden altid at gribe ud efter et af de stykker chokolade der er anbragt på stativerne lige ved.

Man kan med andre ord udskyde sin behovstilfredsstillelse og altså også prioritere dem, bestemme i hvilken rækkefølge man vil have sine behov dækket. Hvis valget står mellem at købe et nyt fjernsyn eller tage på en charterrejse til Kreta, så kan man beslutte sig for at tage charterrejsen først og vente med fjernsynet til næste år eller omvendt. Man behøver altså ikke styrte hen i banken og låne til den del, man ikke umiddelbart har midler til at anskaffe.

Sproget opnår præcision takket være de sekundære processer:

- Objekter kan identificeres og navngives.
- Objekter kan klassificeres.
- Abstraktioner og generalisationer er mulige.
- De logiske konstanter kan læres og bruges korrekt.
- Logisk konsekvens og modsigelsesfrihed tilstræbes.

Kravet om modsigelsesfriheden bruger vi alle uden at tænke over det. Derfor vil vi også umiddelbart grine af Storm-P.-figuren, der efter sit foredrag siger: "Muligvis har jeg modsagt mig selv i aften, men hvad jeg har sagt, står jeg ved". - For sagen er jo, at man netop ikke kan vedstå modsigelser. Man vil som tilhører tværtimod forlange at få at vide, hvilken del af to uforenelige påstande taleren mener at kunne står inde for. Og hvis han ikke kan oplyse dette er han ganske simpelt et vrøvlehoved, der ikke ved, hvad han selv siger.

At de logiske konstanter kan bruges korrekt, vil sige, at man kan bruge ordene ikke, både-og, enten-eller og hvis-så korrekt.

Det lyder ligetil for alle os der kan gøre det, og som jo har en sådan øvelse i det, at vi ikke behøver tænke over. Men børn kan ikke klare det før en vis alder og en vis erfaring. Til gengæld bliver de så ofte meget konsekvent logiske, når de først har lært kunsten. Det gælder for eksempel sprogligt. Så snart børn har lært at bøje udsagnsordene rigtigt i datid ved at sætte endelsen "de" på stammen, så bøjer de også uregelmæssige verber på den måde og siger fx "slippede" i stedet for slap.

Gymnasiaster der fx i matematikundervisningen lige har tilegnet sig de mere formelle regler for abstrakt tænkning, kan være meget irriterende at høre på, når de udfolder deres logiske sans.

Det har Holberg gjort tykt nar af i "Erasmus Montanus". Som bekendt kommer Erasmus hjem til sine enfoldige forældre og giver sig til at belære dem om, hvad han har lært det første år på universitetet i København. Bl.a. beviser han, at hans mor er en so! Jo, siger han, "Morlille kan ikke flyve; en so kan ikke flyve; ergo er Morlille en so". - Og så begynder konen at stortude. Det er altsammen meget morsomt på scenen. Og desværre er der ingen - heller ikke Per Degn - der kan fortælle ham, at den logiske slutning er helt forkert: Man ikke kan drage nogen som helst slutning af to benægtende sætninger.

Fra primitive samfund ved man, at hypotetisk tænkning vækker umiddelbar modstand. Den er ikke noget man kan uden videre. - Hvis en antropolog i gamle dage spurgte en grønlandsk fanger, hvad han fx ville gøre, hvis han et år ikke fangede en eneste sæl, så kunne fangeren finde på at svare, at den slags sker ikke. Men hvad nu, hvis det alligevel skete. Den slags sker ikke! - Fangeren kunne ikke forestille sig noget, han aldrig havde oplevet, og ville derfor overhovedet ikke gå ind på tankegangen.

Fra politik og religion véd vi også, at det for mange mennesker er meget lettere at tænke i enten-eller-baner end i både-og-baner. Enten er man fx socialist eller også er man liberalist. At der er noget midt imellem som hedder både-og, at der er dele af den socialistiske forestilling om solidaritet mellem mennesker der er fornuftige, og dele af den liberalistiske forestilling om frihed og dynamik der er lige så vigtige, det falder dem ikke ind.

Fundamentalister af alle slags tænker konsekvent i enten-eller-baner. Og da de ydermere har tendens til at ville forlange alt eller intet, så bliver de farlige. Volden bliver deres afgørende våben.

I sekundærprocessen er der klart skel mellem fantasi og realitet.
Der er ligeledes klar tidsfornemmelse:
- fortiden har erindringskarakter,
- nutiden har aktualitetskarakter og
- fremtiden har fantasi- eller planlægningskarakter.

Der er endvidere et klart skel mellem jeget og omgivelserne, altså mellem subjekt og objekt. Det er i det hele taget en udpræget tendens til dual tænkning. Endelig er fortrængning mulig.

Der kan på grundlag af alle disse efterhånden tillærte evner ske en realistisk og stadig mere nuanceret opfattelse af omverdenen, og dermed en fornuftig og hensigtsmæssig tilpasning til den.

Omvendt vil mennesker, der fx på grund af hjernedefekt ikke har udviklet disse evner, få alvorlige problemer med realitetsopfattelsen og mulighederne for tilpasning. Eksempelvis har de schizofrene problemer i denne henseende, og det samme gælder evnesvage.

Senilitet er en fremadskridende opløsning af evnen til stabile følelsestoner. Evnen til at bruge sekundærprocessen forfalder.
Sprog og logik forsvinder.
Skellet mellem fantasi og virkelighed ligeledes.
Tidsfornemmelsen går sig en tur.
Og det samme gør det vigtige subjekt/objekt-skel.

Den senile falder tilbage på primærprocesserne, men da der også her sker et vist forfald, en vis følelsesmæssig afstumpning, så er den senile anderledes hårdt ramt end spædbarnet. Udviklingen går hele tiden den forkerte vej. Det er det dybt deprimerende ved forfaldet.

Det ligger helt klart, at for at klare sig i den almindelige borgerlige tilværelse er det nødvendigt med realitetsprøvelse, dvs med den uafladelige prøven sine sansninger og slutninger med hensyn til virkeligheden af med erfaringerne. Til dette formål er sekundærprocesserne uomgængeligt nødvendige. Ingen når i sin udvikling frem til at tage ansvaret for sin egen tilværelse uden at udvikle sekundærprocesserne.

Men - og dette er meget vigtigt: ingen lever alene på sekundærprocesserne. Eksistentielt og livskvalitetsmæssigt lever vi på noget andet. Vi lever nemlig på intensiteten, følelserne, billederne, kort sagt på alt det før-sproglige. Eller med andre ord vi lever på primærprocesserne. Og med "lever på" tænker jeg på, hvad der dybest set bestemmer vores livskvalitet eller følelse af en mening med det hele.

Meningen med tilværelsen beror nemlig slet ikke på noget der kan tænkes eller formuleres. Den er ikke noget intellektuelt eller teoretisk. Derfor kan hverken ordet livskvalitet eller begrebet "meningen med tilværelsen" eller i det hele taget begreber der angår eksistensen, defineres i videnskabelig forstand. (jvf. Kierkegaard)

Der kan siges meget om disse ting, og det sker jo faktisk også, men give en udtømmende forklaring på dem kan man ikke, hverken generelt eller blot for sit eget vedkommende.

Forskellen mellem primær- og sekundærprocessen minder temmelig meget om den forskel mellem processerne i de to hjernehalvdele, som forskere og organisations-teoretikere gjorde et stort nummer ud af i 1980erne.

En amerikansk hjernefysiolog ved navn Roger W. Sperry, der fik Nobelprisen for sine opdagelser, fandt ud af, at venstre hjernehalvdel sørgede for de mere rationelle sider af det mentale liv, mens højre hjernehalvdel sørgede for de mere følelsesmæssige sider.

På venstre side har vi det logiske, analytiske, matematiske, tekniske og problemløsende. På højre side det kreative, kombinerende, kunstneriske, helhedsoplevende og bevidstgørende.

På venstre side findes det kontrollerede, formelle, konservative, planlæggende, organiserende og administrerende. På høje side derimod det medmenneskelige, følelsesbetonede, musikalske, talende, uformelle og åndelige.

Man taler også om, at dominerende venstrehjerne-profil betyder logisk lineær udfoldelse, mens dominerende højrehjerne-profil betyder kreativ ikke-lineær udfoldelse.

Ikke-lineær udfoldelse ses i meget åbne, frie og skabende miljøer. Lineær udfoldelse ses derimod i meget stive, konservative og statiske systemer, fx i totalitære stater, hvor alt kontrolleres ned til mindste detalje ovenfra, og hvor der ikke er tale- og ytringsfrihed.

Sådanne systemer vil på et eller andet tidspunkt gå i stå og så at sige dø indefra. Kommunistiske regimer af den art vi så i Sovjetunionen kan ikke opretholdes i det lange løb, ganske enkelt fordi der ingen fornyelse vil ske.

Det ideelle er naturligvis en kombination af den lineære og den ikke-lineære tænkning. Men fuldstændigt sammenfald mellem de to beskrivelsesmåder er der nu ikke. For dels placerer hjerne-dominans-teorien tankerne på den ene side og følelserne på den anden, hvor primær- og sekundær-processerne har tanker og følelser på begge sider, men blot organiseret på vidt forskelligt måde.

Dels og navnlig så kommer intensitetens betydning og vigtighed ikke klart frem i hjerne-dominansteorien - og det er måske eksistentielt set det aller væsentligste.

Det skal nemlig forstås meget bogstaveligt, at det vi mennesker eksistentielt lever på er det intensive, dvs de intensive følelser og billeder af før-sproglig art.

Følelser og billeder og forestillinger af denne art stikker langt dybere i menneskets bevidsthedsliv end de stabile tanker og stabile følelser. Og det skyldes ganske enkelt, at de går længere tilbage i det enkelte menneskes udviklingshistorie, nemlig helt tilbage til spædbarnsalderen og de første fem leveår.

Det er her i disse år, at grundlæggende erfaringer om, hvilke værdier der findes i livet, og hvad meningen med det hele egentlig er, sætter sig fast, og det er her man får sin grundlæggende indstilling til livet fastlagt. Det kan altsammen ændres, men det bliver sværere og sværere jo ældre man bliver.

Som eksempel kan nævnes et bestemt indtryk der nedfældede sig i den svenske, nu afdøde forfatter Sven Delblanc, da han var barn. Han voksede op i et ganske forfærdeligt landbohjem med en ikke alene streng, men grusom far, som den lille Sven frygtede hele barndommen igennem. Men på sin vej til skole kom han igennem en skov, hvor han engang i foråret havde en intens oplevelse af et blomstrende kirsebærtræ. Dette træ blev ham livet igennem en trøst i tilværelsen, et symbol på, at livets og skønhedens kræfter kunne hamle op med grusomhedens.

Men hertil kommer, at al senere oplevelse af intensitet og nærvær i livet beror på primærprocesserne.

Det er jo derfor vi betragter fest og kunstneriske eller religiøse oplevelser som mere opmuntrende og livsbekræftende end rutinearbejdet eller hele den daglige trummerum.

Det er derfor vi jævnligt holder fest for og med hinanden, og derfor vi opsøger musikoplevelser eller religiøse oplevelser. Eksempelvis ved at gå til rock-koncert eller opera eller til højmesse om søndagen.

Og det er specielt derfor, at ganske unge mennesker fra 12-14 år og op uge efter uge skal ud og more sig hver evig eneste fredag eller lørdag, og ofte gør det på steder, hvor der er fed musik, alkohol og stoffer. Et af de mest populære stoffer hedder som bekendt "ecstasy", og det siger jo præcist hvad sagen drejer sig om: at få ekstase, dvs. at gå ud af sig selv eller sit ordinære jeg.

Men ikke nok med det; meget kunne tyde på, at selve oplevelsen af intensitet og nærvær er en afgørende faktor for overhovedet at kunne erfare og generfare meningen med livet.

Og hvis det er tilfældet, er det indlysende, at det er katastrofalt for ens opretholdelse af følelsen af en mening med det hele, hvis man gror til i vaner og rutiner, og hvis man lukker af for nye oplevelser, nye tanker eller nye indsigter.

Specielt for ældre mennesker, som må se i øjnene, at sanserne svækkes lidt efter lidt, er det en fare at lukke af for alt nyt. Det er slet ikke den sansemæssigt mest intensive oplevelse det gælder, men derimod at være vågen og nærværende med hele sin krop og hele sin sjæl. Og det kan man være uanset svækkelse af sanserne.

Den norske musikpædagog Jon-Roar Bjørkvolds bog om "Det musiske menneske" indeholder en påmindelse om, at vi er født som musiske mennesker, og at vi bliver ved med at være musiske hele livet. Vi har nemlig alle tidligere aldre i os, selvom vi når den tredje og fjerde alder. Jf. artiklen Det musiske menneske.

Det skabende, musiske, intensive og "mystiske" må altid have plads i et menneskes liv, hvis mennesket skal vedblive at have følelse af, at der er en mening med livet.

Men da vort samfund og vor kultur - hele den opdragelse vi har været igennem i hjem, skole, uddannelsesinstitution og erhvervsliv har prioriteret alt det pæne, fornuftige, rationelle og lineære langt over det kreative, følelsesmæssige og uventede, uberegnelige, så er det nødvendigt at blive opmærksom og bevidst om de mekanismer det drejer sig om, det vil sige at blive bevidst om, hvordan primærprocesserne og sekundærprocesserne fungerer, og om, hvordan man undgår at havne i dræbende kedsommelige vaner.

Skal der anføres nogle konkrete eksempler på områder hvor man med fordel kan begynde at blive bevidst om sine vaner og rutiner, kan listen se sådan ud:

a)   Hjemmets rutiner - have, hobby, ægteskab, seksualitet:

- Her er det muligt at bytte lidt om på rollerne eller de praktiske job og fx bytte om på, hvem der tager sig af frokosten.
- Eller man kunne se på andre sider af seksualiteten end den der koncentrerer sig om orgasmen. Fx ved at lære at give hinanden massage.

b)   Musik, koncerter, kunst, film og fjernsyn:

- Her er det muligt at prøve i en periode at gå til en anden slags musik end man plejer, fx til jazz, hvis man hidtil har holdt sig til klassisk musik eller omvendt.
- Eller hvis man går til opera prøve at fordybe sig i Wagner i stedet for kun at høre italiensk opera. Bare én sæson! Wagner kører ligesom Mozart på det arketypiske, og dét er et meget spændende felt, når man først får øjne og øren op for det.
- Man kunne se noget andet i TV end det sædvanlige?
- Man kunne gå i biografen og se film i stedet for kun at se dem i fjernsynet? Film har en helt anden virkning på biograflærredet end på skærmen.

c)   Bøger, aviser, foredrag, studiekredse:

- Her er det muligt i periode at holde en anden avis end den man er vant til. Hvorfor ikke springe til Jyllands-Posten, hvis man de sidste tyve år har holdt Politiken eller Berlingeren?
- Eller kaste sig over den store russiske litteratur i stedet for at holde sig udelukkende til den danske?
- Foredrag er der masser af alle vegne.
- Og hvorfor gå af vejen for opfølgende studiekredse?

d)   Motionsture, ferier, afslapning, eftertanke:

- Hvorfor gå nøjagtigt den samme aftentur hver evig eneste aften, når der er ubegrænsede muligheder for nye ture?
- Hvorfor tage til Spanien hvert år, når der er spændende feriemuligheder andre steder?
- Hvad med at prøve afslapning gennem massage eller meditation?
- Hvad med at læse nogle bøger, der provokerer ens forestillinger og fordomme, i stedet for at læse hvad der bekræfter dem?
Man kan faktisk studere et hvilket som helst emne så grundigt, at man ikke kan undgå et blive dybt påvirket af det. Mulighederne er ubegrænsede. Det gælder alene om at gribe dem.

Skal der på denne baggrund gives nogle få helt elementære råd til dem der vil ud over vaner og rutiner, må de blive:

1)   bliv bevidst om eksisterende vaner og rutiner.
2)   prøv at bryde dem - midlertidigt eller varigt.
3)   prøv at tage enkelte felter op til systematisk udvikling.
4)   bliv åben for nye, uvante sider af tilværelsen.
5)   vær specielt opmærksom på muligheden for nærvær/intensitet.

Læs også artiklen om begrebet   Livskvalitet
med bl.a. kritik af Søren Ventegodts synspunkter.