ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.9.02

Afsnit IV: Fra funktion til proces

Det er flere gange, bl.a. under henvisning til Adizes' diagram over organisationens livscyklus, fremhævet, at der for det enkelte menneske er mulighed for at holde sig frisk på samme måde som en velledet organisation vil gøre det, nemlig ved hele tiden at sørge for at forny sig, overskride sig selv i stedet for at stille sig tilfreds med det allerede opnåede og dermed gå i stå.

En sådan vedvarende holden sig frisk er et spørgsmål om bevidsthed, dvs et spørgsmål om at være vågen og gøre sig sine vaner og rutiner klart og eventuelt bryde dem. Og dette kan der gives en række konkrete forslag til, men mulighederne er jo uendelige.

I denne forbindelse kan det være nyttigt også at skelne mellem begreberne 'funktion' og 'proces'.

At en aktivitet er en funktion vil blot sige, at den er en vedligeholdende eller opretholdende energiomsætning, der gentages og gentages dag ud og dag ind.

De fleste af vore daglige rutiner er altså funktioner. Og det har den fordel, at vi ikke behøver at tænke over dem. De kan udføres 'på rygmarven'. Dagligdagen ville blive et helvede, hvis ikke størstedelen af vore aktiviteter var funktioner.

Men der er også en fare i, at alle aktiviteter udelukkende er funktioner, nemlig den, at hele tilværelsen ender som ren vedligeholdelse eller ren opretholdelse, altså det eksistentialisterne kalder ren immanens.

Skal man forhindre dette, må man gøre visse funktioner mere bevidste, så de omskabes til processer.

En proces kan simpelthen defineres som en aktivitet eller energiomsætning der fra at være statisk opretholdende bliver fremadskridende eller grænseoverskridende, hvorved den også bliver led i et udviklingsforløb.

Nogle konkrete eksempler vil anskueliggøre fænomenet:

Vi spiser frokost hver dag. Og hvad enten vi er på arbejde og gør det i en frokostpause sammen med kolleger eller vi er på pension og gør det hjemme alene eller sammen med en ægtefælle, så går der meget ofte rutine i frokosten. Vi vælger stort set det samme at drikke og spise hver gang: en øl, en vand, te eller noget andet at drikke, og de samme stykker mad: fx et par skiver rugbrød med pålæg og stykke franskbrød med ost hver dag - livet igennem. - Frokosten er en funktion, der gentages og gentages.

Men når vi har gæster til frokost eller går ud på restaurant for at spise frokost, bliver det noget helt andet. Vi får mere at vælge mellem som fx sild og lune retter. Snapsen kommer frem. Og vi gør mere ud af selve anretningen. - Frokosten bliver en proces: den er ny hver gang, og den sætter ofte spor i form af nogle glade timer ud over det sædvanlige, mere intensitet end til hverdag.

Eller man kunne nævne fjernsynsaftenerne.

Mange tænder for fjernsynet, når middagen er spist og servicet sat i opvaskemaskinen. Og de bliver siddende foran skærmen resten af aftenen og tager, hvad der nu måtte komme fra den ene eller anden kanal. De faste programmer som 'Robinson' eller 'Venner', eller hvad de nu hedder, har høje seertal ligesom amerikanske serier og andre underholdningsprogram som 'Hvem vil være millionær?'.

Kommer man til at kede sig, kan man zappe til noget andet. Tiden skal nok komme til at gå, for billedmediet er stærkt i sig selv: det fanger let opmærksomheden. Men det behøver jo ikke betyde, at oplevelsen bliver intens. Den vil tværtimod i de fleste tilfælde være ret svag. Det hele er med andre ord funktion, for der sættes som hovedregel ikke noget som helst i gang i seeren.

Anderledes kan det gå, hvis man har valgt at se et progam, et bestemt program, fordi det emnemæssigt har ens dybere interesse og samtidigt er lavet af folk der kan og vil bringe nyt stof på en inspirerende og måske ligefrem provokerende måde. For dette egner mediet sig glimrende til. Her kan resultatet blive en proces, fordi udsendelsen sætter noget i gang i seeren, noget at tænke over og noget at arbejde videre med - også på ubevidst plan.

Det spiller her en meget stor rolle, at billedmediet er langt stærkere end ordets medium, fordi billedet kan appellere til noget i psyken der ligger dybere end det sproglige, altså ikke bare holde opmærksomheden fangen, men have videregående virkninger i sindet eller underbevidstheden.

Principielt er der ikke nogen menneskelig aktivitet der ikke kan ændres fra funktion til proces. Det kan alt lige fra seksualitet til havedyrkning og læsning. Om det så er daglige gøremål som tandbørstning, så kan man om ikke gøre dem til proces, så blive bevidst om dem ved simpelthen at koncentrere opmærksomheden om aktiviteten medens den står på. Det er en god øvelse, bare for at se, hvor forskellig aktiviteten bliver alt efter om man udfører den bevidst eller ubevidst.

Man kan gøre det samme med det at bevæge sig, når man går tur. Man kan koncentrere opmærksomheden fuldstændigt om selve det at sætte foden i jorden, løfte den, sætte den ned igen osv. Og dette vil faktisk hurtigt give en særlig fornemmelse af, at man nærmest svæver lidt.

Den slags er selvfølgelig kun for eksperimentets skyld. Men at gøre vigtige aktiviteter til mere proces end funktion er derimod et led i bevidstgørelsen af ens tilværelse og dermed en vej til at undgå at havne i faste vaner og rutiner og kedsomhed.

Hertil kommer imidlertid, at der kan peges på visse særlige aktiviteter, der kan fremme bevidstgørelsen i ens tilværelse og dermed omstillingen henimod mere udvikling fremfor blot opretholdelse.

For mange ældre mennesker er det blevet en spændende udfordring at gå i gang med slægtsforskning eller erindringer. Det første har tit karakter af funktion, fordi en meget stor del af arbejdet går med registrering af data. Men det sidste kan blive en proces. Selve det at gå sammen i en gruppe og skrive og fortælle barndoms- og ungdomserindringer for hinanden er en måde at ændre erindringsaktiviteten fra funktion til proces.

Ved at fortælle og navnlig ved at nedskrive sine erindringer bliver erindringsstoffet trukket op i bevidstheden og får en ny virkning i sindet. Man vil opdage, at der dukker ting op som man troede man havde glemt, eller at ting man hidtil havde tydet på en bestemt måde viser sig at kunne tydes anderledes. Man behøver ikke nødvendigvis at indgå i en gruppe for at opnå denne fordel. Virkningen kan udmærket komme blot ved at nedskrive erindringerne for sig selv eller nærmeste familie.

Men nedskrivningen er vigtig. Ikke mindst nu om dage, hvor kunsten at skrive breve er sørgelig forsømt, fordi det er nemmere at bruge telefonen. Men det der siges i telefonen, bevares ikke i sindet på samme måde som det der er skrevet ned på et stykke papir. Man kan jo heller ikke vende tilbage til det på samme måde.

En metode til bevidstgørelse er derfor også dette at skrive dagbog. Mange gør det og har gjort det altid. Men flere kunne gøre det med fordel. Og man behøver jo ikke føle sig forpligtet til at gøre det hver eneste dag. Man bestemmer selv hvor meget man vil gøre ud af det. Og man behøver jo heller ikke notere alt muligt ned. Vejret og hvad man fik til frokost og middag kan det stort set være lige meget med. Derimod er det vigtigt at notere noget om ens humør og stemning og noget om, hvem man har været i kontakt med i løbet af dagen og hvordan kontakten er forløbet, og om, hvad man har gået og tænkt på i dagens løb.

Tilsvarende kunne man ind i mellem nedskrive sin mening om dagens ydre begivenheder af fx politisk art, især hvis de har gjort særligt indtryk. Vi har nu i et par år set forfærdelige billeder fra den meningsløse krig mellem israelere og palæstinesere og fra den heraf afledte internationale terrorisme. Men hvordan har det virket på os gennem denne periode? Er vi blevet afstumpet? Det kunne man følge nærmere, hvis man nedskrev sine indtryk hen ad vejen.

I denne forbindelse ligger det lige for at nævne muligheden for at notere sine drømme ned. Mange ænser slet ikke deres drømme. De tror, at det er noget ligegyldigt og tilfældigt der dukker op i drømme. Mange vil også have erfaret, at det er de samme og samme ting der bliver ved med at komme igen. Og hvorfor beskæftige sig med dem?

Men sagen er for det første, at det aldrig er helt tilfældigt, hvad man drømmer. Det viser tydeligt de drømmeanalyser Freud og Jung og deres mange elever i nu over 100 år har forelagt. Der er en mening i den tilsyneladende tilfældighed, og den kan man i nogen grad få fat på ved at indlade sig på fortolkninger, det vil primært sige ved at prøve at finde mønstre i de associationer drømmene giver.

I almindelighed kan man dog ikke tyde sine egne drømme korrekt, fordi alle - og det gælder uden undtagelse - er tilbøjelige til at gå uden om alt det ubehagelige i drømmene og associationerne. Det fortrængte stof er ikke fortrængt for ingenting. Det er noget der gør ondt. Og man skal specielt ikke tro på, at man kan tyde drømme bare ved at slå op i drømmetydningsbøger. Drømmetydning er en kunst og videnskab. Den kræver viden og erfaring.

Men for det andet, så sker der det ved opmærksomhed omkring ens drømmevirksomhed, at drømmene kan ændre karakter eller retning. Ved at blive skrevet ned og fortolket ændres drømmene netop fra at være funktion til at blive proces, således at de evindelige gentagelser afløses af en fremadskridende udvikling.

Men som nævnt allerede i første afsnit om veje til livskvalitet, så er der den risiko forbundet med al bevidstgørelse, at man kommer ind i en proces eller et udviklingsforløb hvor der ikke er nogen vej tilbage. Man bliver tvunget til at fortsætte udviklingen. Og man kan være så uheldig at løbe ind i problemer og overvejelser som truer ens selvtillid og som man måske ikke sådan uden videre kan se en udvej af. Man må arbejde videre med dem.

Men fordelen er, at man får langt mere vågenhed omkring hele sin tilværelse og dermed langt bedre chancer for at forhindre at man falder hen i faste vaner og rutiner. Man får en chance for at undgå at man kommer ind i en trummerum der fører til at man lukker mere og mere af for omverdenen og måske til sidst havner i tomheden, kedsomheden eller meningsløsheden.

I alle afsnittene om veje til livskvalitet har bevidst/ubevidst faktisk været nøgleordene - på samme måde som de eksistentialistiske begreber immanens/transcendens har været. Dette ses bedst af en oversigt over begreberne:

Immanensen angiver overvejende passivitet og er ubevidst.
Transcendensen angiver noget mere aktivt og bevidst.

Det anbefales altså tilsyneladende på bedste eksistentialistiske vis at forskyde sit liv så meget som muligt fra immanens til transcendens. Eller hvad?

Nej, ikke helt. For faktisk er der en væsentlig ting der savnes hos eksistentialister som Kierkegaard, Sartre og Simone de Beauvoir, og det er en vis balance i tingene.

Livet ville blive et helvede, hvis vi skulle være bevidst om alt, hvad vi foretog os, så vi intet kunne foretage os på rygmarven, eller så vi ikke kunne slappe af engang imellem. Og det bør i denne forbindelse understreges, at det at være bevidst om noget ikke er det samme som at være intellektuelt indstillet på sagen, så man sætter flest mulige ord og begreber på sine oplevelser og erfaringer, men dette at være vågen og fuldt nærværende i de situationer man kommer i dagen igennem. Ordene og begreberne kan være en hjælp, endda en nødvendig hjælp i denne sammenhæng, men netop kun et middel, aldrig målet.

Kierkegaard, Sartre og Beauvoir forekommer alt for ensidigt intellektuelle. Begrebsudviklingen og -anvendelsen gøres til et mål i sig selv. De falder derfor alle tre som mennesker ind under den kategori Jung kaldte 'tænketyper': De kørte ensidigt på sekundærprocesserne og venstre hjernehalvdels logisk-analytiske processer. De skyede kontakten med primærprocesserne og de savnede kontakten med selvet.

Dette kan udtrykkes på flere andre måder:

Man kan sige, at de ikke var "relativerede personer", de havde ikke forskudt deres personlige centrum fra jeget til selvet. De hævdede derimod meget konsekvent deres personlige jegers intellektuelle grænser. De var skarpt tænkende, den mentale maskine kørte uafbrudt i deres hoveder, men de var også evigt polemiserende mod andre.

Eller man kan sige, at de ikke var komplementært tænkende. De tænkte overvejende i enten-eller baner - omend på et meget højt plan og naturligvis uden at kræve absolut ret i deres synspunkter. De vidste jo fremfor nogen, at subjektiviteten var sandheden, og at hvert enkelt individ selv måtte finde sin personlige sandhed.

Men de havde ikke sans for den form for tænkning, man kalder komplementær og som siger, at vi på visse punkter - både i naturvidenskab og i eksistensfilosofien - principielt ikke kan afgøre om den ene af to tilsyneladende modstridende muligheder er sande. Man er i sådanne tilfælde derfor nødt til at sige, at de begge er sande, omend i begrænset omfang, i afgrænset forstand.

Sagt mere forenklet og ligetil, så havde de tre nævnte store filosoffer ingen humor i dyb forstand. Dvs i den forstand som genfindes hos Storm P (bl.a. i hans fluer) eller i Radiserne af Charles Schultz. En humor som fx genfindes i Storm P.s billede, kaldet "Linedans". En meget forenklet udgave af livsbuen.

Humor er noget centralt, hvis man skal bevare livskvaliteten eller meningen i en tilværelsen, der på mange måder er problematisk.

Nogle (bl.a. afdøde filosof og idéhistoriker Johannes Sløk) hævder ovenikøbet, at tilværelsen er absurd . Det er dog at gå for vidt, eftersom det er en helt igennem subjektiv opfattelse, der ikke kan gøres generelt gældende. Den er måske sand for Sløk m.fl., men ikke nødvendigvis for alle.

Men objektivt set er tilværelsen i hvert fald således indrettet, at den ikke kan påstås ensidigt at tjene det formål at opfylde menneskenes drømme om fred og lykke eller tilfredsstille alle deres umiddelbare behov for mad og drikke, varme og beskyttelse, kærlighed, værdighed og respekt eller fremgang og succes eller hvad man ellers finder afgørende.

Der er krig og vold, nød og fattigdom, sygdom og død, ulighed og undertrykkelse, ufrihed og hensynsløs konkurrence jordkloden over - i lange baner. Og har været det altid, lige siden det berømte mytologiske 'syndefald' (jf. artiklen Myte, ord og billede).

At leve på trods af disse vilkår og på trods af den tilfældighed der tilsyneladende råder i hele dette spil - det kræver et livsmod eller en grundlæggende tro, der går ud over eller ligefrem på tværs af de objektive og rationelle erfaringer vi gør os.

Tro skal her naturligvis forstås i ikke-dogmatisk forstand, altså som en psykisk måde at forholde sig til tilværelsen på og ikke som en intellektuel måde at hævde visse dogmer eller trossandheder på, som man gør i politiske eller religiøse systemer.

Men dette livsmod eller denne tro har meget med humor at gøre, for de har med evnen til at forskyde sit personlige centrum fra det 'jeg', vi alle udvikler tidligt i livet for at overleve, men som er bundet af at ville have sin vilje, til det 'selv' eller den totalpsyke, vi er født med og som er større end jeget og fri af viljen og viljesygen.

Derfor kan det være ganske nyttigt at se på forskellen mellem 'jeget' og 'selvet' i lys af 'den store humor', den eksistentielle humor.

Jeget er kendetegnet 1) af tendensen til at dele op i højre og venstre, godt og ondt, smukt og grimt osv. og 2) af tendensen til at afgrænse sig i forhold til andre og dermed til at adskille sig fra andre og polemisere mod andre.

I humoren giver det sig udtryk i latterliggørelse, skadefryd og spot rettet mod andre. Man latterliggør dem der er anderledes, spotter dem der mener noget andet end en selv, og man fryder sig over andres ulykker. Vi morer os allesammen lige fra vi er ganske små over falden-på-halen-komedier - og over at Gøg og Gokke smider lagkager i hovedet på hinanden.

Denne form for afstandtagende humor genfinder vi i satire/ironi.

Søren Kierkegaard var skrap til denne form for humor, men holdt sig jo til ordets kunst. Men ellers kan nævnes forfattere som Gustav Wied, Soya eller Hans Scherfig. Alle sammen utroligt morsomme, men altid ude på at latterliggøre dem de ikke kunne lide. Hos disse forfattere var der altid bid i viddet.

Men det hører da med til historien, at Wied begik selvmord, og at Scherfig spaltede sit liv mellem satirisk skrivekunst og frit fabulerende, naivistisk skønmaleri (ligesom iøvrigt Albert Engstrøm).

Selvet derimod er kendetegnet af tendensen til åbenhed og ubegrænset og ubetinget kærlighed. Selvet kan ikke fryde sig over andres ulykke. Selvet tager ikke afstand fra andre, hverken af politiske, religiøse, æstetiske, moralske eller andre grunde. Den humor der udfolder sig fra selvet er derfor altid båret af en grundlæggende kærlighed til andre mennesker. Den er ikke blind for menneskenes fejl og ufuldkommenhed, men den bærer over med fejlene og ufuldkommenhederne.

Radisernes ophavsmand, Charles M. Schultz, er et strålende eksempel på en sådan humorist, der har relativeret sit jeg, og overvejende opererer ud fra selvet. Fra Radiserne kan tages følgende eksempel på en samtale mellem Søren Brun og Trine, der viser omdrejningspunkterne:

- Ved du hvad der er i vejen med dig, Søren Brun? Det eneste der er i vejen med dig er at du ikke forstår meningen med livet!
- Forstår du måske meningen med livet?
- Vi talte ikke om mig... Vi talte om dig, Søren Brun!

Politikens Bo Bojesen er et andet godt eksempel. Og det illustreres jo også af det forhold, at hans politiske 'ofre' i vid udstrækning opkøbte hans tegninger. - Venstrefolkene var i sin tid meget glade for hans serie med 'Venstrevikingernes saga'. Serien afslørede partiets ubeslutsomhed, når det gjaldt magten - det var i Erik Eriksens tid - men den var blottet for egentlig ondskabsfuldhed.

Men fremfor alle skal Storm P. fremhæves.

Man kan tydeligt se forskellen mellem jegfokusering og jeg-relativering, hvis man sammenligner Storm P. med svenskernes Albert Engstrøm, der ikke var mindre som kunstner. Engstrøm var skam morsom, men han var ond og var ikke så lidt af en misantrop. Han latterliggjorde alle slags mennesker, fordi han dybest set fandt mennesket latterligt.

Storm P. (1882-1949) startede egentlig også i et lignende spor. Han gjorde som ung meget i den politiske satire. Men det standsede ret brat, omkring 1920, da han var 38. Og siden var han udadtil et rart og venligt menneske, man kan næsten sige en hyggelig småborgerlig tegner, der levede en yderst fredelig eksistens på Frederiksberg allé og leverede sine daglige tegninger til de berlingske blade.

Men der var en enorm menneskekundskab og en enorm livsvisdom i hans tegninger, navnlig i de såkaldte 'fluer'. Og der var vel at mærke samtidig varme i dem.

- "Er du lykkelig, Herodot?"
- "Ikke helt - jeg mangler syv øre."

Netop i Storm P.s tilfælde kan man tydeligt se, hvoraf ændringen kommer. Det forholder sig nemlig sådan, at han resignerede på et ganske bestemt punkt netop omkring 1920: han opgav definitivt at slå igennem som maler - men opgav selvfølgelig ikke at male.

Vi har i dag forlængst fået øjnene op for, at Storm P. i virkeligheden var en ganske betydelig ekspressionistisk maler. Det kan enhver overbevise sig om ved et besøg på hans museum. Men det mente samtiden ikke - og det var en meget stor skuffelse for Storm P. Han fortsatte efter 1920 med at male for sin egen fornøjelses skyld, men koncentrerede sig udadtil om de tegninger vi kender så godt (Peter og Ping, opfindelserne og fluerne).

Men den slags kan man ikke gøre uden at det giver virkninger i sindet. Og virkningen i Storm P.'s sind var relativeringen af jeget, dvs en forrykkelse af hans indre centrum fra det mere viljesbestemte jeg til det mere kærlighedsbestemte selv. Og denne forrykkelse medførte en visdom og humor af den art man ikke kan læse sig til, men alene udvikle sig til.

- "De lader til at more Dem over alting!"
- "Ja - er det ikke vanvittigt, det behøves jo slet ikke!."

Et andet eksempel på samme udvikling kunne nævnes, nemlig Karen Blixens. Der skete en aldeles afgørende modning i hendes tilfælde, da hun på en og samme gang måtte acceptere tabet af sin afrikanske farm og tabet af sin elsker Dennis Finch Hatton. Men det er en anden historie.......

Nu kunne man så tro, at det generelt ville være anbefalelsesværdigt for folk at resignere, så de rigtigt kan blive vise og erhverve humor. Men så enkelt er det trods alt ikke. Resignation er fornuftig, når tingene ikke kan være eller blive anderledes. Men man skal ikke uden videre bare skrue sine målsætninger ned - for ligesom på forhånd at udelukke skuffelser.

De der har set Kieslowskis film 'Blå' vil huske, at hovedpersonen Julie på et tidspunkt siger, at kærligheden er en fælde. Og det gør hun, fordi hun har mistet både mand og barn. Og hun drager så den konklusion, at så skal man holde sig fra kærlighed. Men det er jo en katastrofal, livstruende konklusion.

For selvom det ikke kan bestrides, at kærligheden er en fælde i den forstand, at man ved at gå ind i den, risikerer at miste det man har kærest, så gælder alligevel, at man kan ikke holde sig fri af kærligheden - uden at holde sig fri af det væsentligste i livet. Det er simpelthen et grundvilkår for den menneskelige tilværelse, at vi følelsesmæssigt er nødt til at engagere os for at få mening og kvalitet i livet, selvom det indebærer risiko.

Tab af det man holder af, giver sorg, jo større sorg, jo større tabet er, men sorg kan modne i en helt anden forstand end medgang.

Og sorg og visdom har én bestemt ting til fælles. Det har en viis mand som den græske tragediedigter Sofokles netop peget på. Det er som bekendt ham med Ødipus-tragedien, som Freud senere opkaldte Ødipus-komplekset efter. Han har sagt, at visdom har det som med sorgen: den kommer over mennesket mod dets vilje.

Men når den først kommer over et menneske, så går dette menneske ind i det den jødiske filosof Martin Buber har kaldt 'tragediens område'.

Buber bestemmer dette som "området, hvor det at have ret hører op" - man kunne måske også sige "området, hvor det at få sin vilje hører op eller bliver totalt underordnet". For dét med viljen er just sagen. Viljen er jegets sag. Krydses viljens retning, får selvet en chance.

Lignende tanker kan man finde hos den danske religionshistoriker Vilhelm Grønbech. (Jf artiklen om Humor og tragedie)

Hvorom alting er: Visdom har i hvert fald ikke noget at gøre med at vende tilbage til naturen og den paradisiske tilstand eller at gå den rationalistiske vej til mere viden og lærdom, endsige magt og succes.

Ude ved Frihedens station i Hvidovre er opstillet et større kunstværk af Hein Heinsen og Stig Brøgger som hedder "Hvidovre porten" eller "Frihedens port". Den kan man mene om, hvad man vil. Mange - sikkert de fleste - synes, den er grim. Men man kan vælge at betragte den som et provokerende udtryk for en slags syntese mellem rationalitet og natur. Den store firkantede cementport udtrykker den grimme, rationalistiske side af vores kultur, den vi genfinder i det meste af byggeriet omkring Frihedens butikscenter - og mange mange andre steder i alle storbyer. Den store granitsten ovenpå udtrykker derimod den uspolerede, smukke natur. Og stenen er med fuldt overlæg ikke anbragt præcist i midten over porten, men ud over den ene side - for at bryde den balance og symmetri, som ofte er ensbetydende med stilstand!

Forholdet mellem natur og fornuft er også afspejlet i Mozarts kendte opera "Tryllefløjten". Prinsen Tamino vil gerne optages i Sarastros frimurerlignende orden, hvor man hylder humanistiske idealer som dyd og barmhjertighed. Han står på et tidspunkt foran tre templer: Naturens, fornuftens og visdommens. De to første er spærret for ham, viser det sig. Kun visdommens er tilgængelig - vel at mærke, hvis han vil underkaste sig visse prøvelser. Han skal bogstaveligt gå gennem ild og vand og se døden i øjnene.

Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791) var selv frimurer - og har givetvis ladet sig inspirere af frimurerordenens idealer, men han var også et prøvet menneske på det tidspunkt, hvor han skrev Tryllefløjten. Den blev jo netop han sidste opera, og næstsidste værk overhovedet. Requiemet blev det allersidste, som det også fremgår af Milos Formans Amadeus-film fra 1984.

I Mozarts tilfælde var der ikke tale om nogen resignation, men om at han på et meget kritisk tidspunkt i sit liv mistede sin fader - og pludselig stod uden sikker moralsk grundvold. Mozart var jo et vidunderbarn og blev ikke ret gammel, kun 35. Han var et musikalsk geni, men i en vis forstand blev han aldrig rigtig voksen. Skildringen i "Amadeus" er trods mange friheder ikke helt ved siden af. Han blev naturligvis ved med at være et musisk menneske hele livet, og det vil helt konkret sige, at han udover at være musikskabende også vedblev at være legende for ikke at sige legesyg, på visse punkter at være fri til det hæmningsløse og vulgære.

Men problemet var, at han aldrig opbyggede en indre moralsk instans, som kunne fortælle ham, hvad der var godt og ondt i livet. Han måtte altid støtte sig til en ydre instans og autoritet, og det var i praksis faderen. Og da faderen dør i 1787, kom Wolfgang Amadeus simpelthen rigtig godt ud at svømme i moralsk henseende. Der var knas i ægteskabet (han var jo faktisk gift med en søster til den han helst ville have haft) - og parret mistede flere børn. Han kunne ikke styre sit drikkeri. Og hertil kom kroniske pengesmerter.

Alt i alt betød det, at der med faderens død kom en helt ny eksistentiel dimension ind i hans liv: Mozart begyndte at tænke over tingene og over meningen med det hele - og resultatet kom naturligvis til udtryk i musik og ikke i filosofi. Vi fik en række værker, der står som de helt centrale i hans produktion: først og fremmest de tre sidste symfonier, operaerne Don Giovanni, Cosi fan tutte og Tryllefløjten samt requiemet.

Og de er alle kendetegnet af, at Mozart i langt højere grad end tidligere skrev musikken i moll-tonearterne, altså de tonearter som i højere grad end dur-tonearterne giver mulighed for at udtrykke dybe og særdeles nuancerede følelser. Han udtrykker med andre ord netop i disse sene værker en livsvisdom og humor som han ikke udtrykte eller overhovedet kunne udtrykke tidligere.

Enhver alder har ikke bare sine egne særlige træk, men rummer de foregående, således at fx den grundlæggende tillid og det grundlæggende håb fra spædbarnsalderen om alt går vel kan bevares livet igennem.

Psykoanalytikeren Erik Erikson siger, at den modne alder i bedste fald er karakteriseret af integritet og visdom. Integritet er evnen til at se og føle en vis sammnenhæng og helhed i tilværelsen. Visdom har noget at gøre med evnen til at resignere, at kunne give afkald på det uopnåelige og at kunne acceptere det uundgåelige og det uløselige.

Frans af Assisi formulerede det i en bøn:

- Giv mig sindets klarhed til at acceptere det der ikke kan ændres
- modet til at forandre det der kan ændres
- og klogskab nok til at kunne se forskellen.

Denne visdom eller afklaring kommer nu ikke automatisk, blot fordi man bliver ældre. Man kan støde på ældre mennesker der har denne visdom, men også på ældre der bestemt ikke har den, men som tværtimod synes at kæmpe direkte imod afklaringen og nægte at acceptere det der ikke kan ændres.

Men som karakteristisk for den tredje alders psykosociale udvikling i bedste fald, dvs. når livskvaliteten er bedst, kan man vælge ord som:

visdom, afklaring, afbalancering mellem bevidst og ubevidst, afbalancering mellem immanens og transcendens, relativering af jeget, kontakt med selvet, komplementær forståelse og forståelse af intensitetens og nærværets betydning i livet - samt humor.

Med i billedet hører forholdet til døden, den død der er uundgåelig uanset hvor længe vi åndeligt holder os friske eller hvor længe vi formår at leve i vedvarende eksistentiel tilblivelse, i nærvær og intensitet.

Døden ser helt forskellig ud når den betragtes fra jeget end når man betragter den fra selvet.

Fra jegets synspunkt er døden en trussel om opløsning, al dødsangst er primært angsten for at slippe jeget, men sådan ser tingene ikke ud fra selvets synspunkt.

At relativere jeget, altså at forskyde sit personlige centrum fra jeget til selvet, er faktisk en form for død, en psykisk død. Den ændrer markant ens forhold til døden og tager det skræmmende bort.

Indledningen og
Afsnit   I - Fra tidsfordriv til engagement:  Klik
Afsnit  II - Fra tryghed til frihed  Klik
Afsnit III - Fra rutine til intensitet  Klik