Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sende28frans

ESSAY FRA JERNESALT - 30.6.07.


Den hellige Frans af Assisi

Assisi er en messe værd
Frans' liv og levned
Kaldet og pilgrimslængslen
De tre absolutte munkeløfter
Den store hellige enfold
Legenderne og folkereligiøsiteten
Frans i kunsten og musikken
Retræte og stilhed i Assisi
Dybdepsykologisk indblik
Helhedsrealistisk konklusion
Personligt efterskrift
Henvisninger



Assisi er en messe værd    
Til toppen   Næste

Byen Assisi i Umbrien i Midtitalien (ikke langt fra Perugia og E45-motorvejen til Rom) er en af de smukkeste og smukkest beliggende gamle byer i Italien.

Den er utroligt velbevaret i gammel italiensk byggestil inden for murene - med samme mursten og samme tagsten overalt, også i de mange nænsomme renoveringer, og den er på grund af sin placering op ad en bjergside utroligt charmerende med sine mange små, niveauforskudte og ofte stejle gader, stræder og trapper. Den tiltrækker såvel almindelige turister som specielt historisk og religiøst interesserede mennesker.

Det sidste skyldes, at næppe nogen by i hele Europa i så koncentreret form rummer så megen middelalderlig kirke- og religionshistorie med tilknyttet legendestof, mystik, kult og tradition. Og næppe nogen by kan tilbyde flere muligheder for fred, stilhed og fordybelse i selve byen eller de nærmeste omgivelser som Assisi.

Byen kan besøges i kortere eller længere tid af mange grunde, men ganske særligt gælder, at den er en messe værd for alle der uanset konfession, filosofi, alder, erhverv og interesser ønsker fordybelse og føling med en tradition der trækker på store energireserver fra en enkelt mand og hans beskedne munkeorden der går 800 år tilbage i tiden. Deltagelse i de katolske messer er selvsagt nødvendig for at få føling med traditionen, og de er åbne for alle der respekterer rammerne, men de kræver iøvrigt ikke knæfald for dogmer eller autoriteter. Er man ikke katolik, får man ikke del i nadveren. Det er om man så må sige den katolske kirkes måde at skille fårene fra bukkene på! Den fastholder trods åbenheden over for interreligiøs dialog fortsat i princippet, at der ikke finder nogen frelse uden for kirken. Men har man ikke behov for frelse i betydningen underkastelse under autoriteter, kan man alligevel på stedet pejle sig ind på en kristen tradition som fortsat er stærk - takket være andet og mere end dogmerne.

Naturligvis ramler man i en så katolsk by som Assisi uundgåeligt ind i fænomenet helgendyrkelse. Men også på dette punkt kan den besøgende ikke-katolik forholde sig på passende afstand af i en slags ambivalens eller måske ligefrem 'komplementaritet'. På den ene side byder den kirkelige udnyttelse af folks hengivenhed over for deres helgener én imod fordi den i vid udstrækning fører til mere eller mindre kommerciel udnyttelse og kitschagtig kreativitet, men på den anden side kan det dårligt nægtes, at hengivenheden beror på det faktum at disse helgener - ganske som Jomfru Maria - besidder en energi der gennem årene er blevet støt og roligt forstærket gennem selve dyrkelsen. Føling med dette fænomen er mulig for enhver der er åben for de energifænomener der knytter sig til de arketypiske forestillinger og dermed det kollektivt ubevidste. Ganske særligt på et sted som Assisi - og ganske særligt i et tilfælde som Frans'. Men man skal selvfølgelig være i stand til og villig til at tune sig ind på de rette frekvenser.

Det følgende skal derfor prøve at beskrive fænomenet ud fra forskellige synsvinkler og slutte af med en overordnet helhedsrealistisk vurdering, der trækker nogle kritiske perspektiver frem. En konfrontation med Frans af Assisi, hans by og den tradition han skabte kan være gavnlig i henseende til at komme til klarhed over grundlæggende religiøse fænomener.

Det første, biografiske afsnit bygger i alt væsentligt på Johannes Jørgensens biografi fra 1907. Bogen er grundig og sober, men dog præget af at Jørgensen - efter et temmeligt vildt ungdomsliv - i 1896 var konverteret til en doktrinær katolicisme. Jørgensen boede i en længere årrække i Assisi og blev i 1922 æresborger i byen. En gade er opkaldt efter ham: Via Giovanni Joergensen, og en mindeplade er opsat på huset hvor han boede.





Frans' liv og levned    
Til toppen   Næste

Frans af Assisi eller som han hedder på italiensk Francesco di Assisi blev født i 1182 eller 81. Faderen hed Pietro di Bernardo og var en ikke-adelig klædehandler. Frans blev oplært i klædebutikken og blev en dygtig handelsmand, men også som helt ung en levemand der elskede ridderlivet og dets gaya scienza, dets muntre videnskab. Under krigen mod Perugia i 1202 blev Frans taget til fange og sad i fængsel et års tid, men sammen med adelige venner. Og det befæstede kun hans kærlighed til det adelige liv, så han som fri mand genoptog det muntre og ødsle liv med fester og sang i gaderne.

Han drager igen i krig, men bliver syg og hører under et feberanfald en røst der spørger ham hvem han egentlig vil tjene. Røsten opfordrer ham til at vende hjem og vente på besked om hvad han skal. Efter en fest i sommeren 1205 får han atter besøg af det guddommelige der viser ham det planløse og forfængelige i hans livsførelse i modsætning til livet i Kristus. Frans begynder nu at søge ensomhed i klippehuler og at bede meget. Han foretager også en pilgrimsrejse til apostlenes grave i Rom. Og her bytter han klæder med en pjaltet tigger og forstår at han skal øve barmhjertighed mod de spedalske. Han får igen et syn og indser at han skal foragte sit hidtidige liv og hengive sig til det der før forekom ham afskyeligt. Han møder på sin vej en spedalsk og overvinder sin afsky for manden med de stinkende sår, kysser ham og oplever at blive fyldt med den lovede 'sødme'.



I et lille kapel ved San Damiano bad Frans ofte foran det store byzantinske krucifiks, et såkaldt ikonkors. Og engang lød en røst fra krucifikset: "Gå hen, Francesco og byg mit hus op, thi det er nær ved at styrte sammen". Han tog det bogstaveligt - og solgte nogle klæderuller fra faderens butik for at bruge pengene på at genopbygge kirken i San Damiano. Han bestemte sig for at ville føre 'et religiøst liv', ikke som munk eller eneboer i et kloster, men dog bortvendt fra verden. "Jeg forlod verden", var hans eget udtryk for det skridt han tog. Han var iøvrigt imod brugen af ordet kloster (claustrum) og foretrak at tale om steder (loci), eneboerceller (éremi) og ensomme steder at trække sig tilbage til (ritiri).

En dag i 1207 var der larm uden for Pietro di Bernardos hus. Drengene på gaden var efter en gal mand (un pazzo, en bajads). Den gale mand var Frans. Faderen fik fat i ham og låste ham inde i et kælderrum. Da klædehandleren måtte rejse bort nogle dage, benyttede Frans' mor lejligheden til at slippe sønnen fri. Men klædehandleren gik rettens vej for at få sine penge tilbage. Retten lod sagen falde, men Pietro gik da til biskoppen der indkaldte parterne til et offentligt møde, hvor han bød Frans at levere de penge han have fået af faderen tilbage. Frans nøjedes ikke med at give pengene tilbage, han afleverede også alle sin klæder, og sagde at han ikke længere betragtede Pietro di Bernardo som sin fader. Nu var hans fader den himmelske fader. Dette brud med faderen var et ungdomsoprør der totalt ændrede hans liv.



Frans fortsatte genopbygningen af San Damiano og begyndte også genopførelse af et lille markkapel, kaldet Maria degli Angeli, i Portiuncula lidt uden for Assisi. På dette sted fik han i februar 1209 en ny kaldelse ved at høre evangelie-teksten om Jesus der helbredte de syge og spedalske, intet ejede, men mødte alle med et 'Fred være med dig'. Herefter var Frans evangelist.

Han fik sin første discipel, Bernard. Og han lavede sin første regel: Gå hen og sælg alt hvad du har og giv det til de fattige. Og fornægt dig selv, tag dit kors op og følg Kristus. - Flere brødre kom til - og to og to gik de ud i verden for at prædike evangeliet. Der blev drevet spot med dem, men Frans sagde blot til sine brødre: "Vær beredte på ydmygt at tåle alle ting".

Brødrene benyttede ofte klippehulerne oppe på Monte Subasio til deres bøn og meditation. Frans kaldte dem carceri, fængselsceller, og stedet kaldes i dag Éremo delle carceri. Biskoppen forsøgte at få Frans væk fra de overdrevne ideer, især tiggeriet. Men Frans var ubøjelig: "Det er vor faste beslutning ikke at ville eje noget her i verden". Han og brødrene arbejdede med deres hænder for at få lidt føde, men samlede ikke overflødigt forråd eller gods. Frans var og blev en fremmed på jorden, en pilgrim i landflygtighed.

Efterhånden vakte brødrenes fromme levevis en vis tillid og beundring. De elskede hverandre, brugte ikke uhøvisk eller verdslig tale - og så ikke på kvinder de mødte. Frans ville gerne have sin regel (forma vitae) godkendt på højeste sted, dvs af paven og tog til Rom med Bernard. Da tiden var fuld af kætterier, blev Frans's ideer og evner udforsket af en kardinal, og denne fandt at Frans var et højst fuldkomment menneske som vil leve efter det hellige evangliums ord - og forny den hellige kirkes tro verden over. Pave Innocens III blev overbevist, men fandt reglen for stram og bad Frans genoverveje den. Frans holdt fast i at ville efterfølge apostlenes liv i bogstavelig forstand. Og inden en ny audiens hos paven i Lateranpaladset, havde denne en drøm der viste Frans redde den vaklende Laterankirke ved at sætte skulderen under. Og Frans fik godkendt sin regel - samt blev kronraget som tegn på at han havde tilladelse til at forkynde ordet.

Nye brødre kom til, herunder Leone, der blev Frans's fortrolige ven og beklædte dobbeltstillingen som både skriftefader og sekretær for Frans. Frans kaldte ham Broder lille Guds lam. Og der findes i Fioretti en rørende fortælling om at Frans tre gange forgæves bad Leone sige til ham: "Du er værdig til at komme i helvede". Hver gang rettede Leone ordene til "Du er værdig til at komme i paradiset". Og da Frans spurgte ham hvorfor han blev ved at sige noget andet end det han blev bedt om, svarede Leone blot, at det var Gud der talte gennem hans mund.



Frans spurgte også engang under en af deres vandringer Leone om hvad den fuldkomne glæde var. Det kunne Leone ikke svare på, og Frans gav ham derefter nogle gange i træk eksempler på hvad den ikke var. Til sidst ville Leone vide hvad den positivt var - og Frans' svar lød: "Når vi nu kommer til Portiuncula og er gennemblødte af regnen og gennemisnede af kulden og tilsnavsede af vejenes dynd og medtagne af sult, og vi banker på klosterporten, og portneren kommer og er vred og siger: Hvem er I, og vi siger: Vi er to af dine brødre, og han siger: I taler ikke sandt, men I er to stratenrøvere som går omkring og narrer folk og stjæler almisserne fra de fattige; væk med jer. Når han altså taler således og ikke lukker op for os, men lader os stå ude i sne og vand og kulde og sult, og natten falder på, og når vi så tåler slige skældsord og slig en ondskab og slig en behandling og bærer det uden at blive vrede og uden at knurre mod ham, og når vi i steden tænker ydmygt og kærligt, at den portner kender os rigtig til bunds og at det er Gud som lader ham tale mod os - o, Broder Leone, mærk dig at det en den fuldkomne glæde." Det samme gentager sig anden gang. Og tredje gang bliver de endog mørbankede. Men Frans forklarer: "Hvis vi så tålmodigt og med munterhed tåler alt dette og betænker Kristi lidelser, og hvor meget det bør os at lide af kærlighed til ham - o, Broder Leone, mærk dig, at deri er den fuldkomne glæde."



Et helt specielt kapitel i Frans' liv var forholdet til den adeligt fødte Klara (på italiensk Chiara) Favorino, der allerede som femtenårig viede sit liv til Gud og nægtede at indgå ægteskabsaftale. Klara hørte Frans prædike i domkirken i Assisi, San Rufino, lige ved hendes hjem. Hun fik et møde i stand med Frans, og han rådede hende åbent til at foragte verden. 18 år gammel beslutter hun sig for at følge Frans - og flygter ud af husets bagdør til Portiuncula - ledsaget af en franciskaner. Her aflægger hun klosterløfterne, og Frans klipper egenhændigt hendes hår af. Samme nat føres hun i sikkerhed i et benediktinerkloster, men faderen og nogle onkler opsporer hendes tilholdssted og forsøger to gange at tvinge hende bort - men uden held.

Frans får af benediktinerne overladt klosteret og kirken i San Damiano- og her bliver Klara og søstrene installeret. Frans skriver en leveregel til dem - og den bliver billiget af pave Innocens, formentlig i 1215, og Klara bliver, 21 år gammel, abbedisse i San Damiano. Hun fik ofte 'henrykkelser i ånden' som det hedder. Bl.a. en skærtorsdag aften hvor hun så et stærkt lys - og ikke kunne vækkes af tilstanden før 24 timer efter.

Det kunne imidlertid ikke være skjult for Frans, hedder det hos Jørgensen, "i hvor høj grad han var genstand for Klaras og de andre søstres beundring, og at en del af deres religiøse følelser var knyttede til hans person. For at vænne søstrene af hermed og rette deres hjerte mod Gud alene, drog han sig efterhånden umærkeligt, men målbevidst bort fra dem. Hans besøg i San Damiano blev sjældnere."

Ved et af disse besøg på stedet, strør han i kirken aske på sit eget hoved som tegn på at han er en synder, og at søstrene ikke skal se ham som andet. - Brødrene får på et tidspuntk udvirket at Klara inviteres til et fællesmåltid med Frans i Santa Maria del Angeli. Og legenden fortæller at alle blev henrevet, så folk i Assisi og omegn opfattede det sådan at Santa Maria og hele klosteret brændte.

Klara blev næsten 60 år og døde efter 41 års klosterliv i 1253. Paven aflagde besøg ved hendes sygeleje. Rummet hvor hun levede og døde kan i dag ses på klosteret - tillige med lillesøsterens tarvelige rum. Siden blev der bygget en kirke i Assisi til hendes minde, Santa Klara, med stor klosterbygning ved siden af. Bygningerne ligger i den modsatte ende af Assisi i forhold til San Francesco-basilikaen og rummer en krypt med hendes jordiske rester i en kiste med en voksfigur af hende ovenpå. Det byzantinske krucifiks fra San Damiano, som talte til Frans, blev overført til et kapel i Santa Clara-kirken. Clarisserne lever i strengeste isolation fra det omgivende samfund. Deres kor synger i kirken bag et gitter, så menigheden ikke ser det. Kun nogle få af de ældste clarisser sørger for de praktiske relationer til omgivelserne. Santa Klara blev skytshelgen for de svagtseende - og i dag også for italiensk tv.



Hvad der slår én ved læsningen af Jørgensens biografi er at Frans tilsyneladende rummede to vidt forskellige sider i sit sind. Den ene var trubadurens og den anden moralistens.

Frans var og forblev lægprædikant, han gennemgik aldrig nogen teologisk uddannelse, og var på sin måde stolt af at han var 'simplex et idiota', enfoldig og uvidende. Til gengæld slog han let over i poesi og i sang. Han besang eksempelvis den hellige enfold, den hellige ydmyghed og den hellige lydighed som sine søstre. Og han og brødrene sang ofte bogstaveligt deres budskab ud til deres tilhørere. De betragtede sig som Guds spillemænd. Og når Frans henvendte sig direkte til paven hændte det at han bevægede sig nærmest rytmisk eller dansende.

Men Frans var også med Jørgensens ord en 'ubønhørlig moralist'. Han tav ikke stille med hvad han fandt forkert, men nævnte al ting ved deres rette navn. "Ve! over synderne", hed det, for han var overbevist om at deres lod var helvedes evige ild. Kun angeren og tilgivelsen kunne redde dem - og derfor betød alterets sakramente så meget for ham. Heraf kommer også hans ubetingede tilslutning til den romerske kirke og hans ærbødighed for præsteskabet. Lydigheden mod paven var ikke til diskussion. Men for sit eget vedkommende lagde Frans den største vægt på at han var en ulærd mand, og han brød sig ikke om at brødrene begyndte at studere teologi.



Et problem var reglens eller reglernes strenghed (for der kom jo flere til med årene), for de var svære at overholde for andre end den lille inderkreds af udvalgte omkring Frans selv. Da ordenen voksede, blev det i stigende grad umuligt at forlange reglerne overholdt til punkt og prikke af alle brødre. Og da den energiske og viljestærke broder Elias af Cortona i 1220 blev udpeget som ordenens officielle leder, skete det ligefrem at han af mange brødre blev bedt om at gå til paven og forhindre at nye strenge regler fra Frans's side blev stadfæstet. Der blev derfor i realiteten flere franciskanske ordener med hver sine regler. Og der opstod også strid mellem brødrene og øvrigheden mange steder i Italien. Flere og flere af mindrebrødrene blev også lærde mennesker. Men denne udvikling var både Frans og det ældre slægtled af brødre imod. Men i grunden viser det jo kun at en organisation ikke kan vokse sig større, hvis den skal holde grundlæggernes oprindelige idealer i strengeste hævd.

Frans lavede en hel samling af regler eller formaninger (admonitiones), og som eksempler kan nævnes nogle af de første: Hav stor ærefrygt for den hellige hostie, Herrens legeme. - Egenviljen førere til syndefaldet; - Hvo som ikke giver afkald på alle ting, også sin egen vilje, kan ikke være Jesu discipel; - Ingen bør stræbe efter herredømme; - Ingen bør hovmode sig, men rose sig af Herrens kors; - Følg Herren efter, og nøjes ikke med blot at fortælle og prædike; - På vidskab (ældre ord for kundskab) skal følge værk; - Misund ikke nogen; - Hold legemet i ave; legemet er en fjende; - Ved at gengælde ondt med ondt tager man selv skade på sin sjæl; - Jo bedre et menneske i virkeligheden bliver, des slettere føler han sig; - Vær tålmodige.

I 1223 var Frans igen hos paven, nu Honorius III, for at få godkendt et sæt regler. Og han blev bistået af sin mangeårige hjælper og protektor kardinal Hugolin (eller Ugolino, den senere pave Gregor 9, der oprettede Inkvisitionen). Reglerne var yderst klare i kravene til brødrenes livsførelse. Således ville Frans have dem, så udlægninger og fortolkninger kunne undgåes. "Sine glossa", 'uden ord' var blevet de ældste brødres feltråb mod den yngre Elias. Men Frans undgik ikke at få enkelte af reglerne strøget.



I 1213 havde en grev Orlando skænket det 1300 meter høje bjerg La Verna i Toscana til Frans, og her søgte han navnlig til i sine sidste år, hvor han, ikke mindst på grund af sin strenge livsførelse i fattigdom og tiggeri, var mærket af sygdom. På bjerget mediterede han ofte yderst på en klippe med hundrede meters frit fald. Og en dag så han for sit indre en engel der stod for hans leje med bue og viola. "Nu vil jeg spille for dig, som vi spiller for Guds trone i Himmerig", lød det.

Broder Leone der havde forbud mod at ledsage Frans helt ud på den farlige klippe, sneg sig dog engang til at følge efter, og han så Frans i henrykkelsestilstand. Leone selv så også et lys i hvilket han erkendte både skaberen og sig selv.

På klippen så Frans senere en seraf med seks strålende vinger. Englen bar et billede af den korsfæstede. Ved dette syn begyndte der at vise sig nagler i Frans' egne hænder og fødder - og et sår i siden. Frans sagde intet herom til sine brødre, hedder det i legenden om denne stigmatisation. Han "tilhyllede sine hænder, og fodsålerne kunne han ikke mere sætte til jorden. Og brødrenen fandt at hans kutte og benklæder var blodige, når de fik dem til vask, og da forstod de, at han i sin side og ligeledes i hænderne og fødderne bar Vor Herres Jesu Kristi den Korsfæstedes udtrykte billede og lignelse".

Broder Leone følte sig herefter i nogen grad isoleret i forhold til Frans, men Frans nedskrev en lovsang til ham og tilføjede på bagsiden den gamle patriark-velsignelse fra det gamle testamente (den såkaldte aronitiske velsignelse, der stadig bruges i kirken, også i den danske folkekirke): "Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit åsyn lyse over dig og være dig nådig. Herren vende sit åsyn til dig og give dig Fred!". "Tag dette", sagde Frans til Leone, "og forvar det hos dig til din dødsdag". Det gjorde Leone, og det er bevaret til den dag i dag (i relikviesamlingen i San Francesco-basilikaen), som et af de meget få originale dokumenter fra Frans' hånd.



Kort efter forlod Frans for stedse La Verna - og tog til Portiuncula. En tid boede den syge og næsten nedbrudte mand i en hytte i nærheden af San Damiano-klosteret. Her skrev han to lovsange til Herren. Den sidste var den berømte Solsang: Altissimo, omnipotente, bon signore, der i Johannes Jørgensens oversættelse lyder:

Allerhøjeste, almægtige, gode Herre, Din er al ære, lov og pris og al velsignelse, dig alene, du højeste, tilkommer de, og intet mennesker er værdig at nævne dig! - Lovet være du, Herre, med alle dine skabninger, især herr broder sol, som skaber dag og du oplyser os ved ham, og han er skøn og strålende med stor glans, på dig, du højeste er han et billede! - Lovet være du, Herre, for søster måne og stjernerne, på himlen har du skabt dem, klare og kostelige og skønne. Lovet være du, Herre, for broder vind og for luften og skyerne og godt vejr og al slags vejr, hvorved du opholder alle dine skabninger. Lovet være du, Herre, for søster vand, hvilken er såre nyttig og ydmyg og kostelig og kysk. Lovet være du, Herre, for vor søster, moder jord, som opholder os og bærer os og frembringer alskens frugter og farvede blomster og græs. Lover og priser Herren og takker ham og tjener ham i stor ydmyghed."

Frans opfordrede sine brødre til at gå ud i verden og synge denne nye lovsang - og bagefter som Guds spillemænd fordre løn af deres tilhørere. - Senere tildigtede han to vers, det ene om døden.

Den sidste tid tilbragte Frans i hytten bag Portiunculakapellet. Atter og atter bad han Leone og Angelo synge Solsangen for ham. Hans dødssted er bevaret ved siden af Portuncula-kapellet i Santa Maria degli Angeli. Efter døden førtes Frans til San Damiano, så Klara og søstrene kunne se ham en sidste gang. Frans havde ikke imødekommet Klaras ønske om at se ham en sidste gang i live. Frans blev helgenkåret af Gregor 9. allerede i 1228. Og hans jordiske rester blev siden nedlagt i en kiste i den Basilika di San Francesco som samme pave beordrede bygget i Assisi 1228-30, og som består af en krypt, en nedre og en øvre kirke - og iøvrigt hurtigt blev rigt udsmykket, ikke mindst med en overdådighed af fresker. I 'tombaen' (gravkammeret) ligger Frans' nærmeste brødre begravet omkring ham. Det er: Leone, Masseo, Rufino og Angelo.



Kaldet og pilgrimslængslen    
Til toppen  Næste

Kaldet er i Frans' tilfælde ikke til at tage fejl af, da det er en åbenlys reaktion på et liv i vellevned i hans helt unge dage som trods sin munterhed og kammeratskab efterhånden må have forekommet ham mere og mere tomt. Da så sygdommen kommer til og giver naturlig anledning til dybere eftertanke, og han samtidigt i feberanfald får syner og visioner der alle leder ham i en bestemt retning, kommer det til at stå klart for ham at han må vende om. Vi står med andre ord i Frans' tilfælde over for en regulær omvendelse via syner. Og da han ydermere erfarer stor 'sødme' eller tilfredsstillelse ved at åbne sig for det han og alle andre ellers afskyr, nemlig de stinkende spedalske, bliver han helt klar over hvad Kristi efterfølgelse vil sige. Og da det kommer til et endeligt brud med faderen, forstår han, at han ikke længere har tilknytning til familien eller det jordiske liv, men kun har gudhengivenheden tilbage. Og han tager den fulde konsekvens deraf.

I tidens ånd gribes han af pilgrimslængslen, dvs længsel efter det hinsidige, dvs paradiset eller det evige liv. Han forlader verden i betydningen vender den og dens normale opgaver, glæder og fristelser ryggen. Han bliver en fremmed på jorden, der kun har et eneste mål i livet, nemlig at gøre sig fortjent til det evige liv ved ikke blot at påtage sig sit eget kors, men at påtage sig Kristi lidelser. Han forsager verden og legemet. Han vælger den yderste fattigdom og den ubetingede kyskhed, ja døder i virkeligheden kroppen gennem sult og kulde, så hans helbred systematisk undergraves. Biskoppernes bebrejdelser i denne henseende preller af på ham. Hele legenden om stigmatisationen viser, at Frans' bogstavelige mål var at gå i den lidende Kristus's fodspor, dvs at dø som denne med henblik på så hurtigt som muligt at erhverve sig det evige liv.

Hele denne pilgrimslængsel, følelsen af fremmedhed i denne verden og længslen efter foreningen med Gud i det hinsidige, var kendetegnende for middelalderens kristendom, og har naturligvis - udover tydelig påvirkning fra hellenismen - sin teologiske begrundelse i den tale om efterfølgelse som stammede fra Jesus selv og som apostlene forsøgte at leve op til, men som oprindeligt hænger dybt sammen med eskatologien, dvs overbevisningen om at tidernes ende var nært forestående. Forestillingen kan af gode grunde ikke opretholdes i det lange løb på anden vis end som enkeltstående tilfælde af ekstrem gudhengivenhed. For ellers dør menneskeheden ganske enkelt ud. Forestillingen er livsfjendsk.

Men hertil kommer imidlertid den kulturelle konsekvens af denne fremmedfølelse i forhold til det dennesidige, nemlig at den spalter menneskelivet i en verdslig og en åndelig side på en måde der er katastrofal for kulturlivet. Det er en spaltning der går tilbage til det centrale kristelige dogme om dualismen mellem ånd og natur, som stammer fra Augustin (354-430), men i virkeligheden er blevet den europæiske kulturs grunddogme, som uden for kirkens liv også har bestemt kapitalismens og åndsaristokratiets, ja den marxistiske socialismes fremkomst og desuden gennemsyrer hele skismaet mellem naturvidenskaben og almindelige menneskers eksistens. Og dette er, som Vilh. Grønbech har påpeget, i bund og grund netop en pilgrimskultur, hvis motto er at vi er pilgrimme på vej mod paradiset. Vi er fremmede på jorden og på vej mod et fjernt, fremtidigt mål, det himmelske land eller utopia (eller det fuldkomne samfund).

Jorden er og bliver for den europæiske pilgrimshær - skrev Grønbech i bogen 'Kampen for en ny sjæl' fra 1940 - kun et land hvor man fouragerer under marchen. Jorden er nyttig til at frembringe føden og klæden, men ellers er den ond og farlig, så sandt den afgiver grobund for alt det der strider mod ånden og himmellængslen. I sig selv er den død og fremmed, uden anden betydning end at være materiale som mennesker kan bruge efter forgodtbefindende. Alt uden for mennesket danner en forskelsløs klump som kan sammenfattes i ét ord: naturen, og til naturen hører den kødelige del af mennesket, der kendetegnes ved at den drages mod jorden - altså ved begær, lyst og drifter. Efter Grønbechs mening går denne længsel efter fremtiden igen lige til vore egne dage. Og det katastrofale ved længslen er, at det hele menneske går tabt. Halvdelen af tilværelsen betragtes med foragt. Men hvad der på denne måde holdes uden for menneskelivet og kulturen, bliver dæmonisk, det vender sig imod mennesket og undergraver den menneskelige sundhed.



De tre absolutte munkeløfter    
Til toppen  Næste

Munkeordenerne fik tidligt tre absolutte løfter som betingelse for optagelse: absolut fattigdom, absolut kyskhed og absolut lydighed. Absolut fattigdom skal forstås som absolut ejendomsløshed. Den enkelte munk eller nonne måtte intet eje - i modsætning til de klostre de gik ind i. Løfterne går tilbage til augustinerreglen fra omkring år 400 og benediktinerreglen fra begyndelsen af 500-tallet. Augustinerreglen lagde også vægt på munkenes indre og personlige side af den kristne adfærd. Benediktinerreglen foreskrev udtrykkeligt klosterlivet (det velkendte motto hedder 'Ora et labora!' - 'Bed og arbejd!'). Den officielle katolske betegnelse på ordenspersonerne er religiosi. Ordener kaldes også kongregationer, religiøse sammenslutninger eller gejstlige broderskaber. Der er efterhånden et utal af ordener og kongregationer. Ifølge Encyklopædien skal der efter opgørelse i 1999 i den katolske kirke være ikke mindre end 400 mandlige og 3000 kvindelige ordener med tilsammen omkring 1 million mennesker, hvoraf 75 % er kvinder. De er altså af central betydning for den katolske kirke den dag i dag, men de er langt fra alle at opfatte som strenge ordener i benediktinsk eller franciskansk forstand. Det er karakteristisk for hele systemet, at ordenerne alle er opstået nedefra - og ofte fra en enkeltperson eller en lille gruppe. Netop som i franciskanernes tilfælde. Ordensløfterne er enten temporære eller evige. De sidste er bindende for livstid, også i kirkeretlig forstand. Man skelner iøvrigt mellem kontemplative ordener (med klosterliv) og aktive ordener (med udadvendt, missionerende eller humanitær virksomhed).

Fattigdomsløftet indebar at klostrene efterhånden kunne ophobe enorme kapitaler, eftersom munke og nonner indbetalte hvad de ejede, når de gik ind i en orden - eller deres familier betalte store beløb for at få navnlig deres ugifte døtre anbragt. Klostrene blev et væsentligt grundlag for den katolske kirkes oparbejdning af de formuer der gav kirken stor magt i magtkampen med fyrster, konger og kejsere. Den sekularisering der senere gennemførtes i Nordeuropa efter Reformationen betød simpelthen en verdsliggørelse af denne kirkelige formue, det vil sige det vi i dag ville kalde privatisering. I klosterlivet indgår munken eller nonnen i et fællesskab der drager omsorg for alle fysiske behov på det mest elementære plan. Men på det mere ideelle plan indebærer fattigdomsløftet - som det tydeligt ses hos Frans - at det religiøse menneske i dybere forstand befrier sig for følelsesmæssig tilknytning til denne verdens goder.

Kyskhedsløftet er af samme art, men går langt dybere, fordi det her er selve den fundamentale eller instinktive seksualdrift der undsiges. Det er for det første langt mere i strid med menneskets natur end de andre løfter, og det medfører derfor uundgåeligt større problemer for løftets givere. Det ses i dag af de utallige seksuelle overgreb som den katolske kirkes præster begår, fordi de selv på laveste niveau som sognepræster skal leve i cølibat, modsat hvad der er tilfældet i den ortodokse kirke. Det er der ikke ret mange af præsterne der kan, og der er derfor stigende pres mod vatikanet for at få afskaffet kravet om cølibat. Men her støder man på det andet forhold, at overtrædelse af kysthedsløftet bevirker en syndsfølelse hos overtræderen som må søge bod hos sin foresatte, hvad der giver den katolske kirke som sådan en uhyre magt over sine præster. Syndsfølelsen har også gennem tiderne medført utallige munkes og nonners selvpinsler med svøbeslag, fordi de ikke kunne modstå deres fristelser. Luther var en af de munke der forgæves prøvede at piske sig til kyskhed - men han drog til sidst konsekvensen og brød med både cølibatet, munkelivet og vatikanet. Klostrene selv prøvede igennem hele middelalderen i vid udstrækning at tugte sig ud af problemet. Og det var ikke blid behandling overtræderne måtte finde sig i.

Den anden side af sagen er det psykologiske faktum at et menneske ikke ad den komtemplative vej kan komme frem til den eftertragtede mystiske enhed med Gud, unia mystica, uden at få levet sin seksualitet og sine seksuelle lyster og fantasier så meget ud, at han eller hun kan komme frem til kyskheden. Derfor vil kyskheden for de virkeligt gudhengivne altid forblive idealet, men kendsgerningen er at der ikke findes så mange virkeligt gudhengivne at kyskheden nogensinde kan blive det almene. Kyskhedsløftet er for de meget få - som Frans og Klara, eller senere fx Juan de la Cruz eller Teresa de Avila.

Det sidste løfte, lydighedsløftet, kan naturligvis primært opfattes som løftet om at følge det kald man selv frivilligt har valgt. Men i klostersammenhæng betyder det ubetinget lydighed over for klosterforstanderen og paven. Fra nyere tid kan som grelt eksempel på løftets konsekvens for en højt begavet videnskabsmand, der var gået ind i Jesuiterordenen, nævnes det forbud mod offentliggørelse af hans kontroversielle forskningsresultater som ramte palæontologen og filosoffen Pierre Teilhard de Chardin. Flere af hans værker blev først udgivet posthumt. I Frans' tilfælde er det karakteristisk at han, den ulærde mand, på intet tidspunkt anfægtede den katolske kirkes officielle lære, men altid søgte godkendelse af sine regler og sit virke hos pave og biskopper. Hans autoritetstro kan have nær sammenhæng med tidens voksende kætterforfølgelser (inkvisitionen blev som nævnt oprettet kort efter hans død). Men intet tyder på at Frans overhovedet nærede ringeste tvivl på autoriteterne, selvom han havde sine tvister med dem. Han var evigt forvisset om at kirken sad inde med nøglerne til paradiset - og at nadveren var betingelsen for frelsen.

Men denne næsten blinde autoritetstro er igen - som cølibatet - en sikker bastion for pavekirken i magtpolitisk henseende. Den første historiker der skrev et kildekritisk værk om Frans af Assisi (1893), den franske teolog og katolik Paul Sabatier, fik sit værk på vatikanets sorte liste over forbudte bøger, Index librorum prohibitorum. Vatikanet vil ikke have gransket i det forhold, at kildematerialet om Frans af Assisi allerede blev redigeret i tiden lige efter hans død, og at meget autentisk materiale ganske simpelt blev destrueret. Forholdet er det samme omkring Jesus, hvor hele evangelier (Thomas- og Jacobsevangelierne) blev udelukket eller stemplet som aprokyfe, fordi de var gnostiske. Det må i bedømmelsen af den katolske kirke aldrig glemmes, at den i allerhøjeste grad er en magtpolitisk organisation. Den dag i dag ekskommunikeres folk der nægter at bøje sig for pavens afgørelser og sætter spørgsmålstegn ved selve autoriteten. Dette styrker kirkens konservatisme og forhindrer dens tilpasning til en religiøs udvikling hen mod mindre vægt på det dogmatiske aspekt. Den katolske kirke deltager i den såkaldt økumeniske eller interreligiøse dialog, men dette sker altid i troen på at den selv sidder inde med den absolutte sandhed.

De under henvisningerne nævnte to film af nyere dato om livet hos munkene i Chartreuse Frankrig og hos nonnerne i nogle udvalgte italienske benediktinerklostre giver et helt usædvanligt indblik i hvilke krav klosterlivet i stilhed, bøn, kyskhed, lydighed og arbejde stiller til dem der går ind i det. Nogle opdager efter en prøvetid som novicer, at de ikke er egnede til det.



Den store hellige enfold    
Til toppen  Næste

Karakteristisk for den ulærde Frans af Assisi var foruden den strenge overholdelse af de tre ordensløfter at han forblev en enfoldig mand. Simplex et idiota kaldte han ofte sig selv, dvs enfoldig og uvidende. Han mente det virkeligt, og det lå bag hans afsky for det intellektuelle eller akademiske hovmod, der forvandler videnskaben til middel for jegets lille forfængelighed, som Johannes Jørgensen skriver. Frans var fra tidlig færd som omvandrende tiggermunk vant til at blive spottet og hånet. Og han var nærmest stolt af det.

I en heftig debat om nye regler på et ordenskapitel i 1222 eller 1223, som kardinal Hugolin deltog i, greb Frans dennes hånd og trak ham ind i midten og råbte højt: "Mine brødre, mine brødre, Herren kaldte mig til at vandre ad ydmyghedens og enfoldighedens vej og med alle dem der vil følge og efterligne mig. Tal derfor ikke til mig hverken om den hellige Benedikts regel eller den hellige Augustins eller den hellige Bernards eller nogen anden. Thi Herren sagde til mig, at han ville, jeg skulle være en nar og tåbe der aldrig før er set mage til, og at han ville føre os ad en anden vej end videnskabens. Men Gud vil beskæmme Eder med al Eders visdom og vidskab, og jeg venter at han vil udsende sine tugtemestre og straffe jer, så at I må vende tilbage til Eders stand med skamme, enten I vil eller ej."

Disse på én gang ydmyge og stolte ord viser noget centralt ved denne helgen, nemlig at han på den ene side var sin opgave yderst bevidst og derfor kunne styre lige mod målet uden vaklen, men på den anden side også forstod, at han personligt egentligt ikke havde noget at rose sig af. Han var i sin personlige udvikling eller 'individuation' - for nu at bruge et jungiansk udtryk - vitterligt nået frem til det stadium hvor det snævre jeg, der altid er optaget af at hævde sig selv og polemisere mod andre, er skudt til side til fordel for det større 'selv', totalpsyken, der trækker på langt dybere eller højere ressourcer og i bedste fald kan blive kanal for det vi kalder det hellige eller guddommelige. Frem til et sådant stadium kom også komponisten Johann Sebastian Bach, der derfor med rette kunne skrive et 'Soli Deo Gloria' over sine værker, dvs 'Gud alene æren', for han var netop i de mest inspirerede stunder kanal for noget højere end ham selv.

Dybest set er det denne sjælelige erfaring og indstilling der gør et menneske hellig i ordets egentligste forstand. Og derfor taler man også om den 'hellige enfold'. 'O, sancta simplicitas' blev mottoet for den i 1084 grundlagte Chartreuse- eller Karteuserorden. Udtrykket kan bruges ironisk om menneskers dumme gøren og laden. Således brugte Johann Huus udtrykket, da han stod på kætterbålet og udbrød et 'O, Sancta Simplicitas' da en morlille blandt tilskuerne kom frem og lagde en pind på målet. Som om den ville gøre en forskel.

Men betydningen går langt videre, herunder til Shakespeares mange narre (fools eller jesters) der som fx narren Feste i Helligtrekongersaften formår at spille særdeles vittig, men alligevel bevare en varmende troskyldighed. I Trevor Nunn's filmatisering af dette stykke spilles rollen fuldstændigt overbevisende af Ben Kingsley via sangen, musikken og øjnenes udtryk. Eller man kunne nævne det gamle russiske fænomen 'jurodstvo' der ligesom hofnarrene i Vesten gav russere mulighed for kritik af magthaverne. Samtidigt var en sådan person - som Jon-Roar Bjørkvold påpeger i Det musiske menneske i forbindelse med Dmitrij Sjostakovitjs skæbne - omgivet af en særlig, som oftest hellig beskyttelse og ukrænkelighed. En jurodivyj var oprindeligt en religiøs skikkelse.

I Frans' Italien havde de spedalske en lignende rolle. De indtog ifølge Johannes Jørgensen en særstilling blandt middelalderens syge og fattige, ja de var mere end nogen anden gruppe genstand for tidens fromme omsorg - trods den afsky folk havde mod dem på grund af stanken fra de åbne sår og de rådnende køddele. Der stiftedes fx en særlig ridderorden - Lazarusridderne - med det formål at pleje dem. Og grunden kan føres tilbage til profeten Esajas der betragtede de spedalske som et billede på den lidende forløser selv (Esajas 53, 2-5).



Nu vidste Den hellige Frans dog udmærket, at et menneske ikke skal rose sig af sit martyrium, og derfor er der grund til at fremdrage en af Thomas Fullers rammende bemærkninger fra bogen 'Gnomologia' fra 1732: Der er ingen sand hellighed uden ydmyghed.

Derfor forekommer det også lidt for tendensiøst, når Martin Luther i en af sine berømte 'Tischreden' ikke blot langer ud efter munkevæsenet som sådant, men også efter Frans, idet han til formålet skelner mellem en substantiel hellighed og en tilfældig eller overfladisk hellighed, og gør gældende, at den hellige Frans oprindeligt havde været substantielt hellig ved sin tro på Jesus Christus, men efterfølgende blev forgabet i den overfladiske hellighed gennem munkehætten, et tilbehør der efter Luthers mening er fuldstændigt fremmed for hellighed. - Der er som næsten altid noget rigtigt i Luthers synspunkter, i dette tilfælde således i kritikken af franciskanernes klædedragt, der var demonstrativt ussel, eller i påpegningen af at kristen tro ikke har noget at gøre med det ydre overhovedet. Men man kan ikke på denne måde fuldstændigt fraskrive Frans en ægte hellighed.



Legenderne og folkereligiøsiteten    
Til toppen  Næste

Frans unddrog sig folks hyldest. Ros mig ikke for tidligt, sagde han, alt det jeg kan kan en synder også gøre - lige bortset fra at være tro mod Herren sin Gud. Men faktum var at han af almindelige mennesker blev anset som en sand helgen - og følgelig udsat for det råb almuen mødte sådanne personer med: 'Ecco il Santo': Se den hellige!.

Her ligger da også forklaringen på den omfattende legendedannelse der skete omkring hans person. Legenderne er samlet i bogen 'Fioretti', der betyder 'Små blomster', og som i Italien blev en folkebog helt op til vor tid, mere læst end biblen og Dante. Legenderne viser - hvad fantasi eller kreativitet angår - samme frodighed som århundreder før blev Jesu moder, Jomfru Maria, og hendes hellige familie til del. Dette er nærmere behandlet i artiklen om Det fromme menneske og skal ikke gentages. Afgørende er alene, at legender af denne art er udtryk for sand folkereligiøsitet. De kommer nedefra, og de dækker folks allerdybeste behov for at se og høre om fromme eller hellige mennesker der er i stand til ved deres blotte tilstedeværelse at læge menneskers sår på både sjæl og legeme.

Det er karakteristisk for forholdet mellem denne folkereligiøsitet og den officielle kirkelige religion at den sidstnævnte ikke bryder sig om folkereligiøsiteten og prøver om muligt at mane den i jorden, fordi den forekommer alt for irrationel og dermed ukontrollabel. Den har ikke hjemmel i de tekster teologerne går ud fra og benytter som grundlag for deres dogmatiserende udlægninger, der igen kan bruges til at skille ret tro fra falsk tro og dermed også de rettroende fra kætterne. Det lykkedes ikke den katolske kirke at bremse Mariadyrkelsen, tværtimod måtte kirken acceptere og annektere den så den kom ind i det kirkelige og kontrollable regi. Helgendyrkelsen udspringer på samme måde fra folket og dets dybeste behov og kreativitet, men kirken lærte tidligt lektien og har siden annekteret dyrkelsen og profiteret af den. Under den forrige pave, Johannes Paul 2., blev der således helgenkåret utroligt mange hellige personligheder. Derved står katolicismen i klar modsætning til protestantismen, der ryddede godt og grundigt ud i både Mariadyrkelsen og helgendyrkelsen. Det var på mange måder forståeligt, men var også udtryk for at man tabte forbindelsen til folkereligiøsiteten.

Helgendyrkelsen i den katolske kirke er særdeles omfattende. Mariadyrkelsen er således markant i Polen, især omkring den sorte Madonna i Czestochowa, og den blev fremhævet stærkt af den polske pave Johannes Paul 2.. I Frans' tilfælde er 800 året for hans omvendelse blevet markeret med mange arrangementer, herunder pave Benedikt 16.'s daglange besøg i Assisi den 17. juni i år (messen blev transmitteret af italiensk fjernsyn.) Ingen pave undlader et officielt besøg i den lille, men vigtige by, hvor den hellige Frans var født og virkede.



Legenderne om Frans er utallige - men den nævnte samling omfatter også legender om andre helgener. Og flere af dem er så vildt overdrevne, at de mister deres kraft. Men en af de smukkeste og mest inspirerende er legenden om Frans der prædiker for fuglene. Man ved hvor det skete, og stedet er naturligvis forlængst markeret med et lille vejalter. Her gengives den centrale del af legenden i Johannes Jørgensens gamle oversættelse:

[St. Franciscus have været i Cannara og drog videre mod Montefalco:] Og idet han gik, opløftede han øjnene og så nogle træer som stode ved vejen, og hvori en uendelig mængde fugle havde sat sig. Hvorover St. Franciscus undrede sig og sagde til sine ledsagere: "Vent her på mig, medens jeg går hen at prædike for mine søstre fuglene." Og han gik ind på marken og prædikede for fuglene, som sad på jorden; og pludselig kom de, der vare i træerne, ned til ham og de sad alle ganske stille, medens St. Franciscus fuldendte sin prædiken; og da den var omme, fløj de ikke bort, inden han havde givet dem sin velsignelse. Og efter hvad broder Masseo siden fortalte broder Jakob af Massa, strejfede St. Franciscus dem med fligen af sin kjortel, men ingen af dem rørte sig alligevel. Men indholdet af St. Francisci prædiken var følgende: "Mine søstre fugle! I er Gud Eders skaber meget takskyldige og altid og allevegne bør I prise ham, fordi han har givet Eder frihed til at flyve overalt, og han giver Eder en dobbelt og en tredobbelt klædning, og han bevarede Eders slægt i Noahs ark, at den ikke måtte gå til grunde; og endvidere ere I ham takskyldige for luften, som han har givet Eder til element; og iøvrigt så I ikke og høste ikke, men Gud giver Eder føde, og floderne og kilderne have I at drikke af, og bjergene og dalene have I til boliger, og i de høje træer bygge I Eders reder, og såsom I hverken forstå at spinde eller sy, klæder Gud Eder og Eders børn. Elsker derfor meget Eders skaber, som viser Eder så mange velgærninger, og vogter Eder, mine søstre, for utaknemlighednes last, og beflitter Eder altid på at prise Gud."

Det skal tilføjes, at legenden slutter med at fuglene efter at Frans havde gjort korsets tegn over dem delte sig i fire flokke der fløj bort i hver sin retning, i korsets form. Således, hedder det, skulle forkyndelsen af Kristi kors som den hellige Frans havde fornyet bæres ud over den hele verden. Og dermed er legenden blevet opbyggelig.



Frans i kunsten og musikken    
Til toppen  Næste

Det siger sig selv at en så betydningsfuld helgen som Frans af Assisi må inspirere til utallige kunstneriske fremstillinger - både ved sit liv og væsen og ved de legender der er blevet knyttet til hans navn. Det siger også sig selv at Assisi og omegn må rumme langt den største del af denne kunst. Det vrimler bogstaveligt talt med figurer af Frans i byen og dens kirker samt i omegnen hvor han har færdedes. Enkelte er moderne. Andre må betegnes som kitch af den art der også falbydes i store mængder i souvenir-forretninger - i mindre formater.

Mange af Fransfigurerne er jævnt ordinære, men andre er ganske glimrende til at ramme denne lille mands væsen, ikke mindst hvor de er blevet opstillet ude i den natur han vandrede i. En smuk figur findes således på vejen op til klosteret i San Damiano, fordi han er anbragt siddende på skrænten ud til dalen, stilfærdigt nydende udsigten. Ved eremitklosteret Carceri er der lavet tre figurer af Frans og to af hans nærmeste brødre ude ved grotterne. Frans ligger udstrakt på ryggen og kigger op i himlen. I Santa Maria del Angeli ses den velkendte figur af Frans der står med en fuglerede - og denne rede er vel at mærke beboet med to levende, hvide duer. Flere af kirkerne har både figurer af Frans og Klara.

Men det er naturligvis San Francesco-basilikaen der er rigest udsmykket. Såvel Nedre som Øvre Basilika er overdådigt fyldt med fresker der overvejende stammer fra det trettende århundrede. En del af dem tog alvorligt skade da taget i Øvre del styrtede ned under jordskælvet i 1997, men stumperne er møjsommeligt blevet samlet igen og sat op. I nedre del findes bl.a. Cimabues 'Tronende Madonna', omgivet af engle og af Frans. Det er dette billede af Frans der pryder denne artikel. Billedet i sin helhed repræsenterer et afsluttende højdepunkt på det byzantinske maleri i Italien.

Øvre kirke rummer først og fremmest Giotto di Bondanes store fresker over Frans' liv. Giotto var den italienske kunstner der med datidige ord 'ændrede maleriet fra græsk til latin og førte det frem mod det moderne', hvilket bl.a. vil sige at han åbnede kunsten mod renæssancens virkelighed og skabte både mere dramatik og mere realisme i billederne. Han regnes derfor til en af gotikkens største malere. Freskerne i San Francesco-kirken hører dog til hans tidligste arbejder og er endnu påvirket af Cimabue. De menes udført i 1290'erne, men der er uenighed blandt historikerne om hvor stor andel Giotto selv havde i arbejdet og hvor meget der skyldes hans elever. Hans hovedværk er freskerne i Scrovegnifamiliens kapel i Padova.

Freskerne i basilikaen er en smuk og imponerende gennemgang af hele Frans' liv, fordelt på 28 billeder, hvoraf de 26 måler 2,70 m x 2,30 m. De bygger selvsagt på legenderne og er en sjældent fin og storslået illustration af en enkelt mands levned. I artiklen her er alene henvist til fire af dem: Frans' opgør med faderen, Stigmatiseringen på La Verna, Frans' fugleprædiken og (nedenfor) Frans' drøm ved Monteluco der var den første drøm han tillagde eksistentiel betydning.

Kun for fuldstændighedens skyld skal nævnes at der også er malet en serie billeder fra Frans' liv på en lang væg ude i La Verna-klosteret, nemlig i den bygning der blev lavet i slutningen af 1500-tallet for at forbinde kirkepladsen med det kapel der blev bygget op over det sted hvor Frans den hellige modtog sin stigmatisation. Billederne, der udgør 21 i tal, er udført af Baccio Maria Bacci i 1900-tallet til erstatning for tidligere billeder der var blevet ødelagt. De er meget illustrative, men er slet ikke på højde med Giottos.



Også komponister gennem tiderne er blevet inspireret af Frans. Hans Solsang eller Skabelsessang er selvsagt blevet sunget allerede fra den blev digtet. En god gregoriansk udformning for solo, drengekor og mandskor med orgelakkompagnement af denne 'Cantico delle creature', skrevet af pater Domenico Maria Stella, er udgivet i nyere tid på EMI, men jeg har ikke kunnet finde oprindelsesåret.

Den danske komponist og katolik Bernhard Lewkovitch (f. 1927) har i 1981 skrevet sin udgave af denne solsang - for 8 af sangerne i hans eget højt berømte Schola Cantorum & Gregoriana Copenhagen. Hver sanger foredrager et vers i fri improvisation, der derefter imiteres af det samlede kor som kanonisk variant. Afslutningen er en omvending af indledningen, hvor alle sangere reciterer sangens første linjer fra et hviskende pianissimo (meget svagt) til et normalt mezzoforte (middelstærkt). I slutningen føres musikken altså den omvendte vej tilbage til sit udgangspunkt: stilheden. Det er blevet en dybt original og dybt betagende og ekspressiv fortolkning, der i det tilføjede vers om døden også sørger for den neddæmpning og sørgende, nedadgående tone emnet kræver.

Af en helt anden karakter er Franz Liszt's ti minutter lange, i 1863 komponerede klaverværk 'Des heiligen Franziskus von Assisi Vogelpredigt'. Han var bosat i Italien og på vej over i katolicismen, men først og fremmest får Liszt på sin vis her fat i en form for middelalderlig mysticisme med flittig brug af triller, arpeggio, kromatiske figurer og højtidelige melodier. Det kan næppe spilles bedre end Wilh. Kempff har gjort.



Den franske komponist Olivier Messiaen (1908-1992) var som Liszt katolik, men havde fra sine tidligste år en endnu stærkere dragning mod den katolske mystik. Mange af hans værker er simpelthen meditationer over den katolske tro, således klaverværkerne 'Amen-visionerne' (1943) og 'Vingt regards sur l'enfant Jesus' (Tyve betragtninger over Jesus-barnet) fra 1944, eller den lange stribe af orgelværker som fx 'La Nativité du Seigneur' (Herrens fødsel) fra 1935. Desuden spillede naturen og dens lyde, ikke mindst fuglesangen, en stor rolle - ligesom gamle græske og indiske rytmer og specielle skalaer (modi).

I 1983 fuldførte og iscenesatte han operaen 'Saint François d'Assise', som var bestilt af Pariseroperaen. Han havde selv skrevet librettoen efter studiet af skrifter af og om Frans, herunder ikke mindst legenderne. Og resultatet blev en opera på tre akter med otte billeder eller tableauer med en længde på ialt ca fire timer. Legenderne blev omhyggeligt udvalgt, og de dækker de helt centrale episoder i Frans' liv, nemlig (1. akt) Korset (om den fuldkonmne lykke), Lovsangen, Kysset af den spedalske, (2. akt) Den vandrende engel (der spørger efter broder Elias), Den musicerende engel (der spiller for Frans), fugleprædikenen og (3. akt) stigmatiseringen samt døden og det nye liv. Det dramatiske forløb er bevidst minimeret, bl.a. er udeladt alle kontroverser med de overordnede gejstlige ligesom relationen mellem Frans og Klara er totalt forbigået. Til gengæld er individuationsprocessen, den sjælelige udvikling, kommet i centrum og skildres betagende smukt.

Operaen findes i to indspilninger, hvoraf jeg kun kender den fra 1985 under musikalsk ledelse af japaneren Kent Nagano og med den belgiske baryton José van Dam i hovedrollen som Frans og den engelske sopran Dawn Upshaw som englen. Og det store og vigtige parti som broder Leone synges af Urban Malmberg. Opsætningen blev vist i Felsenreitschule i Salzburg i 1998, men den er desværre ikke udgivet på DVD. Operaen synges på fransk.

Broder Leone begynder næsten alle sine replikker med ordene "J'ai peur" (Jeg er bange), for i modsætningen til den frygtløse Frans, så er han ikke tryg ved at begive sig ud på de ukendte og farefulde veje Frans med vilje går - for hele tiden at overskride sine grænser.

Udover den optimale udnyttelse af legenden om fugleprædiken til leg med orkestrale imitationsmuligheder er det karakteristisk for Olivier at han fokuserer stærkt på legenden om Frans' møde med englen der spiller for ham. Englen siger: "Gud forblænder os med overmålet af sandhed, men musikken bringer os til Gud gennem manglen på sandhed. Du taler til Gud i musik, og Gud svarer dig i musik. Kend de saliges glæde gennem farvens og melodiens sarthed. Og lad herlighedens hemmelighed blive åbnet for dig. Lyt til denne musik, der hæver livet op til himmelstigen. Hør musikken fra det usynlige..." - Englen spiller derefter på sin violin for Frans, og denne falder i svime, så hans ledsagere tror han er død. Englens ord er selvsagt kerneord for en komponist som Messiaen der tillige er mystiker, og Messiaen er mand for at indløse ordene fuldstændigt, så musikken ikke blot i den givne scene, men i hele operaen kommer til at genlyde af denne herlighed og dermed nærme sig 'unia mystica'.

Valget af José van Dam til hovedrollen bevirker, at også Frans' sang i stigende grad operaen igennem kommer til at genlyde af samme mystiske ro og afklaring. Barytonen har både den rette stemmetype til opgaven og den adækvate forståelse af Frans indefra. Intet mindre end en bedrift.



Retræte og stilhed i Assisi    
Til toppen  Næste

Det skulle gerne være fremgået at mulighederne for såvel oplevelser og studier som stilhed og retræte er særdeles gode i Assisi og omegn. Man kan vælge om man vil tage der ned på egen hånd eller med en gruppe med guide. I begge tilfælde bør man forberede sig godt - og i sidstnævnte tilfælde også se sig godt for, således at man vælger en gruppe eller et kursus der svarer til ens forudsætninger og ønsker. Man skal aldrig indlade sig på et meditations- eller retrætekursus uden at have fuld tillid til lederens kompetence og ansvarlighed. Og man bør ved Assisirejser også gør sig klart, hvor lederen står i forhold til katolicismen. - Under henvisninger er der nævnt enkelte muligheder for retræter eller 'pilgrimsrejser' som har hjemmesider. Men jeg understreger, at det er på eget ansvar at tilmelde sig.

I almindelighed gælder at det er en stor fordel med forudgående meditativ erfaring, hvilket igen som hovedregel vil sige at man også skal have prøvet det man kalder 'sekundær terapi', altså terapi som man frit vælger med henblik på at opnå dybere kendskab til sin egen psyke gennem forskellige metoder som drømmeanalyse, meditation, massage m.m.

Men specielt gælder at man ved retræter må være forberedt på at man gennem selve stilheden kan blive konfronteret med sider af sig selv som man ikke nødvendigvis kender, hvis man er et meget aktivt menneske der til daglig undgår stilhed. Udviklingen gennem flere årtier har betydet at stilheden i de fleste menneskers liv er blevet mere og mere sjælden. Stilheden kan ligefrem gå folk på nerverne, som Palle Lauring engang sagde. Mange har radio, fjernsyn, computer, mobiltelefon tændt hele tiden - og aner ganske enkelt ikke hvad stilhed eller sabbat er.

Stilhed kan endda være en særligt skræmmende oplevelser, fordi den kan kalde en dødsangst frem som kommer fuldstændigt bag på det pågældende menneske. I en tv-udsendelse for nylig om 'Den store stilhed' røbede fhv. chefredaktør Erik Meier Carlsen at han netop var blevet konfronteret med sin dødsangst, da han begyndte at meditere, og at det tog ham lang tid at komme overens med den. Det kan måske her hjælpe at gøre sig klart at dødsangst ikke er angsten for den fysiske død, for smerter er der som hovedregel medicin for, men derimod angst for at miste sin identitet eller slippe det 'jeg' man har brugt hele livet til at bygge op. Medicinen mod denne dødsangst er ikke af farmaceutisk art, men af psykoterapeutisk - og den hedder med et jungiansk udtryk 'individuation', hvilket vil sige at blive et individ i allerdybeste forstand, nemlig en totalpsyke.



Et helt andet fænomen man kan blive konfronteret med ved retræter, specielt i en by som Assisi med dens mange kirker og kapeller samt mindelser om en helgen som Frans, er selve helligheden, dette at en person, en ting eller et sted tilhører en særlig sfære, hvor mennesket i højere grad end alle andre steder kan komme i berøring med det der er højere end det selv og højere end samfundet og naturen i almindelig forstand. Det hellige er i almindeligt sprogbrug nogenlunde det samme som det guddommelige eller evige, og da dette igen af mange oplyste mennesker betragtes som noget ikke-eksisterende, fordi det ligger uden for det der kan erfares gennem den naturvidenskabelige metode, så afvises også det hellige som overtro.

Forstår man det religiøse og gudommelige som udtryk for selve den erfaringsmæssige eksistens der hedder det kollektiv ubevidste, da er man fritaget for den forhekselse af forstanden der består i at se dualistisk på al ting ved at sige om de enkelte fænomener, at enten kan de erfares ad naturvidenskabelige vej og kan følgelig kaldes reelle - eller også kan de ikke og må følgelig betegnes som irreelle og hørende til fantasien. Men alle mennesker har en sjæl, som ikke kan iagttages eller beskrives ad naturvidenskabelig vej (det kan kun hjerneprocesser - og det er noget helt andet). Den kan til gengæld erfares nøgternt og nuanceret gennem introspektion og udvekslingen af introspektive iagttagelser og erfaringer, og begge dele vil indebære erfaringen af noget i sjælen der er går ud over eller transcenderer det individuelle eller personlige. Det er det kollektive - og dette kan der igen gøres nøgterne og nuancerede iagttagelser af. Der er intet mystisk i det, men det kan aldrig komme ind under naturvidenskabens regi.

Har man først forstået dette, er vejen åbnet for det åndelige og hellige. Går man ind i dettes område, helligstederne, må man være eller blive stille. Det er i overført forstand som at gå ind i 'selvets rum', totalpsykens rum.



En gevinst ved retræte, meditation og stilhed er derfor selvsagt at de alle modvirker tidens store svøbe eller folkesygdom, stressen, som navnlig rammer det moderne menneske i de travle vestlige kulturer eller andre informationssamfund. Her forsømmer de fleste mennesker sabbaten, dvs at holde fri fra erhvervsarbejdets, computerens og mobiltelefonens tyranni samt underholdningsindustriens endeløse tilbud om tidsfordriv. Sabbat vil sige at give sig tid til ingenting - med det formål i psykisk forstand at få kontakt med livets kilder, hvilket vil sige det kollektivt ubevidste og dets arketypiske forestillinger. Jf. artiklen Tiden og virkeligheden.



I denne forbindelse kan det nævnes, at der i flere år har været mulighed for i Assisi at træffe en franciskansk pater der har specialiseret sig i stilhed og fredsarbejde. Det drejer sig om den nu 78-årige og kræftramte pater Max Mizzi, der i en del år har haft en danskfødt sekretær, Bente Wolff, og bl.a. derigennem været i kontakt med mange danske grupper. Han har også været i Danmark flere gange, bl.a. også for år tilbage besøgt Jes Bertelsen i Vækstcentret i Nr. Snede. Det er muligt at komme til at høre foredrag af ham i Assisi og at deltage i hans særlige messer i et særligt indrettet kapel i det kloster, Sacro Convento, der er tilknyttet San Francesco-basilikaen. Alt sammen foregår på engelsk. Mizzi er ikke et menneske der som Frans eller andre mystikere har nået til erfaring af enheden med Gud, unia mystica, men han er et menneske der har relativiseret sit jeg så grundigt og systematisk, at mildheden og kærligheden bogstaveligt lyser ud af ham. - I DR2's nedennævnte tema-udsendelse "Den Store stilhed" 19.6.07. var der indslag med Mizzi.

Han har i mange år ledet det fredsarbejde der foregår under navnet 'Assisi-Missionen' (jf. websiden), og som har til formål at fremme dialogen mellem religionerne indbyrdes og mellem religionerne og politikerne. Eksempelvis har han fornylig i Rom haft et møde med religiøse og politiske ledere hvor bl.a. chefen for FN's Atomagentur deltog, og som drejede sig om mulighederne for at begrænse kernevåbnenes spredning. Jeg skal ikke kunne udtale mig om effekten af sådanne møder. Jeg er generelt skeptisk over for den slags. Men det hører med til bedømmelse af såvel den katolske kirke som franciskanerne, at et sådant arbejde overhovedet finder sted.

I samme forbindelse skal nævnes, at både den forrige pave Johannes Paul 2. og den nuværende Benedikt 16. i deres offentlige optræden ved besøg i udlandet har lagt største vægt på appellen til politikerne om fred. Benedikt 16. gjorde det samme ved besøget i Assisi den 17.6. Det understreger det hovedsynspunkt hos dem at fred i verden ikke udelukkende er et spørgsmål der drejer sig om magtbalance, men også om åndens virke gennem sjælene.

Helt aktuelt må det derfor påpeges - hvad de politiske kommentatorer synes helt at overse - at det ikke er tilfældigt eller ligegyldigt at en mand som Tony Blair i sidste uge har været i audiens hos paven, netop på det tidspunkt hvor han forlader premierministerposten i Storbritannien for at blive den såkaldte Kvartets fredsmægler i Mellemøsten. Mange har troet at han var i Rom for at snakke med paven om sin overgang til katolicismen (med det er altså ikke noget paven tager sig af!). Nej, Tony Blair er et dybt religiøst menneske, der fortsat er overbevist om at den vestlige verden skal kæmpe aktivt imod terrorismen, men som samtidigt er klar over, at han ikke kan komme nogen vegne som fredsmægler i Mellemøsten uden at have det åndelige perspektiv stærkt in mente. Det havde han også i Nordirland.



Dybdepsykologisk indblik    
Til toppen  Næste

Hermed er vi allerede langt inde i dybdepsykologiske overvejelser, og det må da også fastlås at selve vurderingen af Frans af Assisi slet ikke kan undvære analyser fra den kant. Derfor skal her kort skitseres nogle centrale punkter i Tove Ahlmarks bog om "Frans af Assisis drømme og visioner - dybdepsykologisk belyst". Hendes bog er inddelt i tre hovedafsnit som svarer til de tre stadier på mystikerens vej: Omvendelsen og individuationsprocessen, Illuminationen og Unio mystica eller enheden med Gud - og den forklarer iøvrigt alle grundbegreber grundigt.

Individuationsprocessen starter i Frans' tilfælde med at levemanden i forbindelse med sygdom får fornemmelse af tomhed i sit levned. Han beslutter alligevel at drage i krig som ridder, men får en drøm om våben i det fædrene hus, og han hører en stemme sige at våbnene er til ham. Det er en drøm der umiddelbart styrker hans jeg eller 'persona' - og dermed alt det han havde sat sig for - men den sætter også gang i hans eftertanke.

Kort efter hører han i en vision en stemme der direkte spørger ham hvem han vil tjene, og som opfordrer ham til at gå tilbage og afvente nærmere besked. Frans forstår denne gang budskabet og vender hjem. Her oplever han bl.a. at han efter en munter middag med sine venner falder i dybe tanker og fyldes af en stor sødme ved besøget af Gud. Han bliver herefter mere og mere indstillet på bøn og meditation og søger ensommer steder for at bede.

I en ny vision hører han Herren sige til ham at han skal afsky det han hidtil har elsket, men elske det han hidtil har afskyet, for da vil han blive belønnet med stor sødme og umådelig mildhed. Da han kort efter møder en spedalsk, forstår han, at han skal omfavne og kysse dette afskyelige væsen - og han erfarer da den sødme han er blevet lovet.

Endelig får Frans under bøn i San Damiano den afgørende vision at krucifikset taler direkte til ham med ordene: "Frans, gå ud og genopbyg mit hus...". Dermed havde Frans fået stillet sin livsopgave. Og han fulgte rådet uden betænkning.



Flere drømme eller visioner følger efter, og Frans tyder dem i den retning, at han skal drage omsorg for andre mennesker, men selv leve i fattigdom. Denne fattigdom er en del af det der i jungiansk terminologi hedder mortifikationen, hvilket vil sige aflivningen af eller overvindelsen af 'jeget', dvs det snævre jeg der forstærker sig selv ved at samle ejendom og magtmidler. Frans tyder også visionerne i retning af at han skulle engagere sig i Kristi efterfølgelse (imitatio Christi), hvilket vil sige at han ikke alene skulle vise næstekærlighed og prædike evangeliet, men også bogstaveligt talt gå den radikale lidelses vej henimod Jesu død på korset. Dette indebar at Frans og hans brødre i stigende grad lod legemet lide og simpelthen udsatte kroppen for hårde strabadser, sult, kulde og mangel på søvn - med henblik på at lide mest muligt, for at opnå saligheden. Heri finder man begrundelsen for Frans' opfattelse af 'den fuldkomne lykke'.

Til mortifikationen af jeget hører i allerhøjeste grad den seksuelle afholdenhed, kyskheden, således som den foreskrives munke og nonner i kravet om cølibat. Men Frans' forhold til Klara turde vise, at han på den ene side må have vidst at det var nødvendigt for både ham selv og Klara at undgå for nær kontakt (for at undgå forelskelse eller det man nu om dage kalder 'overføring'), men på den anden side også på en eller anden intuitiv måde - længe før moderne psykologi og dybdepsykologi - må have forstået at der alligevel mellem dem var en energimæssig polaritet der kunne udnyttes til det rent individuatoriske mål, det vil i hans tilfælde sige til Kristi efterfølgelse. Legenden om deres fællesmåltid i Santa Maria degli Angeli viser hvorledes samtiden opfattede denne energimæssige polaritet og opbygning af psykisk energi.



Det hører med til Frans' forståelse af sin opgave, at han i sine visioner også hørte Kristus tilkendegive for ham at han havde sine synders fulde forladelse og at brødrene ikke skulle være triste over at være så få. Gud ville gøre dem til den allerstørste mængde og udbrede dem i stort antal til verdens ende.

Også dybere forståelse af ydmygheden fik Frans gennem sine visioner. Han hørte Herren sige til ham: "Hvorfor bekymrer du dig sådan, dit lille menneske, har jeg måske etableret dig som hyrde for min orden på en sådan måde, at du glemmer at jeg er den egentlige leder deraf? Til dette har jeg valgt dig, dit enfoldige mennesker, for at de der vil kan følge det jeg vil fuldføre i dig og som for iøvrigt bør efterlignes af alle andre."

En anden drøm bragte Frans til dybere forståelse af nadverens betydning, og om det så var striden med Elias om reglens formulering og betydning, blev den løst gennem Frans' direkte henvendelse til Kristus i brødrenes nærværelse. Herren sagde til ham: "Frans, der er intet af dit i reglen, men hvert råd som findes deri er mit, og jeg vil at det skal overholdes bogstavelig! Uden kommentarer, uden kommentarer, uden kommentarer [sine glossa, sine glossa, sine glossa]..." - og senere følger ordene: "De der ikke kan overholde reglen, må forlade ordenen!". Dermed var sagen afgjort. Indvendingerne fejet af bordet.



Tove Ahlmark lægger stor vægt på en særlig drøm Frans havde i slutningen af sit liv om en kvinde eller rettere om kvindeligheden i sig. Han blev ført ind i Guds helligdom og så en kvinde hvis hoved var af guld, bryst og arme af sølv, mave af krystal og ben af jern. Hun var høj, slank og harmonisk. Men hun tog en sølle kappe på. - Drømmen fortæller ifølge Ahlmark om forholdet mellem krop og bevidsthed og om forskellige spirituelle bevidsthedstrin. Frans havde ikke for vane at tale om sit indre liv, men han fortalte ikke destomindre om denne særligt dybe drøm - og Ahlmark udlægger den sådan at hovedet står for evigheden, brystet for Kristi ord, maven for kyskheden og benene for udholdenheden. Kappen er personas udstyr og udtrykker dermed den samfundsmæssige rolle. Drømmen siger at Frans udadtil er sølle, men indadtil rummer højere bevidsthedstilstande. Frans forstod gennem denne drøm at han var i kontakt med indbegrebet af sin sjæl, kvindeligheden eller modsatkønnetheden - det der jungiansk hedder 'anima' - og han så det numinøse, det rent åndelige eller guddommelige, i denne kvindelighed. Frans havde med denne drøm bevæget sig mod bevidsthedsudviklingens ultimative trin, den endelige forening med Gud. Men den var også den sidste af Frans' drømme der er overleveret. Den kan tages som varsel om en fuldstændig renselse, 'purifikation', af hans indre. Vejen er åbnet til 'unia mystica'.

Frans var den følgende tid og til sin død meget syg, men han udholdt i to år sine sygdomme med tålmodighed og ydmyghed, "idet han takkede Gud for alt", som det hedder i beretningerne. Foreningen med Gud skete gennem stigmatiseringen. Frans fik i sin dybe meditation på klippen i La Verna visionen med serafen med seks vinger der viste sig at være den korsfæstede Kristus selv. Og alt imens Frans så på den lidende Kristus fik han selv i hænder og fødder tegn efter nagler og i siden et sår. - Frans nåede her sit livs mål. Hans målrettede meditation med korset i fokus skabte forbindelsen mellem hans høje bevidsthed og hans fysiske tilstand. Den duale verden var blevet ophævet til fordel for enhedsbevidstheden. Det var sket gennem en optimal lidelse, der i sidste ende blev forbundet med en optimal fryd eller ekstase. Han kunne nu dø med fred. Han havde gjort sin pligt, som han sagde til sine brødre på dødslejet.



Det er en glimrende dybdepsykologisk fortolkning Tove Ahlmark giver af Frans' udvikling hen mod stigmatiseringen og enhedsbevidstheden, fordi den viser hvor langt man kan komme ad den vej i forståelsen af en så konsekvent gennemført individuationsproces som Frans'. Men rigtignok kan det undre, at Ahlmark på intet tidspunkt sætter fortolkningen eller i det hele taget Frans i nogetsomhelst andet pespektiv. Hun accepterer uden videre den mystiske enhed med Gud, unia mystica, som det selvfølgelige mål for et kristent eller religiøst menneske. Men en sådan accept er dog ikke helt selvfølgelig - og i hvert fald ikke forenelig med den komplimentære helhedsrealisme. Derfor er det påkrævet med yderligere kommentarer.



Helhedsrealistisk konklusion    
Til toppen  Næste

Den komplementære helhedsrealisme må afvise pilgrimstanken og opstillingen af paradiset, utopia eller 'unia mystica' som livets mål af to grunde. For det første betyder denne tanke en for hele den menneskelige eksistens og kultur katastrofal spaltning mellem ånd og natur. Kun åndslivet tæller, mens naturen, den ydre natur såvel som den menneskelige natur med drifter, seksualitet og lyst til at overskride grænser, ringeagtes og undertrykkes. Det er reelt en undsigelse af skabelsestanken, og altså i Frans' tilfælde en selvmodsigelse, fordi denne dog i 'Solsangen' priste og takkede Gud for skaberværket, men i den målrettede stræben efter mortificering af legemet og jeget undergravede sit eget helbred og den del af skaberværket han personligt havde fået overladt at tage vare på. Reelt var den absolutte fattigdomsdyrkelse han valgte en forkortelse af livet, man kunne med nutidens begreber i virkeligheden kalde det aktiv dødshjælp. Han tog ikke det ham tildelte liv op som en opgave eller udfordring, men valgte at skaffe sig over i det hinsidige så hurtigt som muligt.

For det andet indebærer pilgrimstanken, at Guds rige ikke fortolkes i overensstemmelse med Jesu ord som et dennesidigt liv i tillid og kærlighed og uden magtkamp, men som en paradisisk tilværelse i det hinsidige. Frans havde i kraft af sin store enfold i allerhøjeste grad anlæg for at forstå hvad Jesus mente med, at man ikke kommer ind i Guds rige uden at blive som barn påny, men det bærende i hans livsindstilling var og blev at han var landflygtig på denne jord og havde andetsteds hjemme.

Den komplementære helhedsrealisme kræver etisk konsistens, dvs overensstemmelse mellem ord og handling, og mellem det indre liv og det ydre liv. Individuationsprocessen må i denne sammenhæng fortolkes som en relativisering af 'jeget' med henblik på at give 'selvet' det rum i tilværelsen som muliggør størst mulig kærlighed, tillid, håb og livstro. Individuation kan ikke være en decideret mortifikation eller dødelse af jeget, da en sådan ikke alene nedtoner jegets betydning i helheden, men direkte sigter mod en tilintetgørelse af jeget der fjerner grundlaget for selvets eksistens.

At helhedsrealismen er komplementær vil netop sige at det åndelige og det materielle er ligeberettigede, selvom de ikke kan gå op i en højere enhed på logisk måde. Men det åndelige forudsætter ikke undergravning eller benægtelse af det jordiske og materielle - eller omvendt. De to dimensioner af tilværelsen betinger gensidigt hinanden. Derfor er der intet åndeligt liv uden materialiserede fysiske mennesker på jorden, og derfor er det en utopisk drøm at tro at et menneske gennem omvendelse, individuation, illumination eller åbenbaring kan blive ren ånd. Her gælder Niels Bohrs prosaiske korrespondensprincip: Det er meningsløst at tale om åndelige ting uden at forudsætte legemlige væsener med en psyke og et sprog. Man kan også henvise til Peter Zinkernagel og hans sprogregler, der siger at det er meningsløst at tale om åndelige fænomener uden at forudsætte fysiske genstande der har dem, det vil sige mennesker af kød og blod.



Hvad det kirkelige, konfessionelle eller teologiske angår, gælder, at det bærende i religionerne er myterne eller billederne med alle deres arketypiske forestillinger af universel art. De eksisterer ud fra det foregående ikke uafhængigt af jordiske væsener og disses sociale og kulturelle sammenhænge. Derfor vil de i praksis altid blive forbundet med en social gruppering og lagdeling (stratifikation) der medfører magtkampe. De vil organisere sig i forskellige hinanden modstridende bevægelser og systemer, således som det ses af såvel profanhistorien som religionshistorien. Men de vil - som den katolske kirke er ét eneste stort eksempel på - altid hver for sig rumme såvel en magtdimension som en åndsdimension.

Sekulariseringen i de vestlige lande har først og fremmest bestået i at fratage kirken en politisk magt der beroede på dens gods, ejendom og kapital. Men det ligger ikke i begrebet at kirken eller religionerne også skal fratages deres åndelige indflydelse, sådan som de folk ønsker der vil have gjort religion til en privatsag. Dette ville netop være at skille ånd og natur sådan som den fatale pilgrimstanke har gjort.

Vejen ud af det religiøse eller kirkelige og teologiske tyranni består derimod primært i en afdogmatisering af religionerne, sådan at deres pukken på absolutte sandheder umuliggøres. Og dette gælder hvad enten vi taler om kristendom, jødedom, islam, andre religioner eller mere politiske ideologier. Ganske særligt gælder det i vor tid, hvor verden er blevet mindre, kommunikationen større, kontakten større og konfrontationerne mellem kulturerne, religionerne eller fortolkningsfællesskaberne dermed også er blevet større, om at nedtone tilknytningen til de dogmer der skiller og som bruges som midler i magtkampene og til gengæld optone de universelle, arketypiske forestillinger som kan inspirere til nye tanker, nye former og nye relationer.



Kristendommen må i denne forbindelse hævdes fortsat at have et stort potentiale til fornyelse, men hverken katolicismen eller protestantismen er vejen frem. Katolicismen må siges at forstå - hvad protestantismen ikke forstår - at en religion må have både en esoterisk og en eksoterisk side, det vil sige både en tradition der sikrer det indre liv der ligger i føling med det evige og guddommelige og en tradition der sikrer det ydre, praktiske liv med hvad dertil hører af organisation og - magtkamp.

Den esoteriske dimension kan under ingen omstændigheder undværes, da den i allerhøjeste grad er med til at sikre kvaliteten og energiniveauet i det kollektivt ubevidste. Men vejen frem hedder ikke desto mindre en form for mytologisk, ikke-dogmatisk religionsforståelse som er hævet over systemtænkning og magtpolitik: altså en eller anden form for komplementær helhedsrealisme. Denne har den store fordel at den også kan medinddrage ateismen i de nydannelser der er brug for, idet det afgørende ikke er om man kalder sine inderste, bærende værdier for Gud eller ej, men at man er sig dem bevidste som mytiske eller universelle forestillinger.

Det siger sig selv at enhver form for absolutisme er en forhindring for en nyskabelse i den antydede helhedsrealistiske retning. Absolutte sandheder, absolutte systemer, absolutte klosterløfter, absolutte autoriteter eller absolutte målsætninger i retning af enhedsbevidsthed er ikke forenelig med kravet om etisk konsistens i tilværelsen. Der kræves tværtimod relativisering og - humor.

Frans havde humor, og legenderne lyser af humor. Ellers var de aldrig blevet folkeeje.



Den hellige Frans af Assisi er et strålende eksempel på et enfoldigt og ydmygt menneske der konsekvent fulgte den vej han fik kaldelse til og som derigennem skabte en unik religiøs tradition i Europa, som stadigvæk har sin inspirerende værdi. Men hans vej er ikke til efterfølgelse i nutiden, fordi den har den store svaghed at den afskar det åndelige fra det materielle, det religiøse fra det jordiske eller det evige fra det timelige - for nu at bruge de gamle gængse betegnelser. Jf. iøvrigt artiklen om ydmyghed.

Den katolske kirke er et strålende eksempel på en religiøs organisation der har formået gennem et par tusinde år at hævde en ydre, eksoterisk tradition ved siden af en indre, esoterisk så den stadigvæk må siges at være livskraftig og betydningsfuld i den moderne verden, selvom den har megen undertrykkelse på sin samvittighed og stadigvæk har stærke repressive elementer i sin lære. Men dens vej er ikke fremtidens. Dertil er den for dogmatisk og absolutistisk. Skulle den i højere grad end tilfældet er lade sig inspirere af den hellige Frans ville det være nødvendigt for den at fokusere på enfoldigheden og ydmygheden.



Personligt efterskrift    
Til toppen   Næste

Det kan måske forekomme læseren mærkeligt eller direkte selvmodsigende at undertegnede med ovenstående anskuelser om religion tager en 'pilgrimstur' til et så gennemkatolsk sted som Assisi, men som sagt er Assisi en messe værd, hvis man er interesseret i religionshistorie og kulturhistorie. Katolicismen står fortsat stærkt, og det får man ikke et bedre indtryk af end i byer som Assisi i Italien og Czestochowa i Polen, fordi der begge steder er tale om et samspil mellem den officielle kirke og en dyb folkereligiøsitet, som vi slet ikke har kendt her i landet siden de store vækkelser i 1800-talet.

Desuden gælder at Frans af Assisi er et studium værd for den der interesserer sig for fænomenet ydmyghed og relativisering. Det sidste mangler ganske vist fuldstændigt i katolicismen, fordi den har bygget sin dogmatik så systematisk ud at så at sige alt er under autoriteternes kontrol og konstante overvågning. Men ydmygheden er takket været skikkelser som Frans af Assisi ikke totalt forsvundet. Og ydmygheden har endda i hans tilfælde en særlig klang, fordi han, den ulærde mand, vidste at han var enfoldig og aldrig lagde skjul på det.

Det er herligt at læse hvordan han trak kardinal Hugolin, den senere pave og opretter af Inkvisitionen, ind på gulvet og nærmest råbte til ham og de forsamlede brødre at Herren havde sagt til ham, Frans, at han skulle være en nar og en tåbe verden ikke har set mage til. Det siger nemlig noget uhyre centralt om Frans og hans selvforståelse. Han vidste nok hvad han ville og var værd, men han var også klar over at han ikke var nogen autoritet og ikke kunne pukke på noget embede. Alligevel blev han både hørt og forstået. Der var enfold over ham af den sjældne og inspirerende art der vækker til eftertanke, fordi den ligger langt fra al stræben efter magt.

Denne enfold er også inspirerende for Jernesalts redaktør.

I al ydmyghed skal der derfor på dette sted sluttes af med Frans' egen faste hilsen:

Pax et bonum - Fred og Alt godt.

Peer Sendemand



Ovenstående artikel indgår nu i en e-bog som er udgivet hos: Saxo.com.dk

Under titlen: Frans af Assisi - Katolicismens væsen - Johannes Paul 2..



Se nærmere under e-bog 8



Henvisninger:    
Til toppen

Litteratur:

Johannes Jørgensen: Den hellige Frans af Assisi (Gyldendal. 1907. Anden udgave 1926)
Johannes Jørgensen: Pilgrimsbogen (1903)
Fioretti - eller Små blomster fra den hellige Frans's urtegård
(oversættelse af Johannes Jørgensen (Gyldendal. 1902, anden udgave 1944)
Gianmaria Polidoro: Francis of Assisi (Editrice Velar. 1994)
Rodolfo Cetoloni;: Der Berg La Verna (Pazzini Stampatore Editore. 2003)
P. Eugen Wetzel: Assisi und Umgebung. Henreichs Verlag, Bamberg. 2002)

Bruno Dozzini: Giotto. Die Franziskuslegende in der Basilika von Assisi
(Editrice Minerva, Assisi. 1995)
Tove Ahlmark: Frans af Assisis drømme og visioner - dybdepsykologisk belyst.
(Sankt Ansgar Forlag. 2000)
Jes Bertelsen: Kristusprocessen. (Side 80-86 om Frans). (Borgen. 1989)

Jacob Jerwell (red.), Gunnar Damholt og Ann Helene Golstad Skjelbred:
Jomfru Maria -. Fra jødepike til himmeldronning. (Gyldendal Norsk Forlag. Oslo 1996.)

Jomfru Maria - aspekter af Vor Frue. Udstillingskatalog fra Museet på Koldinghus. 1999.
(Redaktion: Birgit Jenvold). Med artikler om legenderne.



Musik-indspilninger:

Frans Liszt: Deux Légendes. (Wilh. Kempff, piano. DG. 1975)
Bernhard Lewkovitch: Il Cantico delle Creature. (Schola Cantorum & Gregoriana Copenhagen. 1985. Genudgivet på Danacord 1995)

Olivier Messiaën: Saint François d'Assise. Franciskanske scener (eller opera) i tre akter og otte tableauer - med Messiaëns egen tekst efter legenderne. (4 cd'er. Deutsche Grammophon. 1999)
Live optagelse fra Felsenreitschule Salzburg august 1998 med Hallé orkestret og Arnold Schoenberg koret under ledelse af Kent Nagano. Med José van Dam som Frans og Dawn Upshaw som englen.



Film og TV-udsendelser:

Pave Benedikt 16's besøg i Assisi med messe på Piazza Inferiore di San Francesco 17.6.07.
(Rai Uno live)

'Den store stilhed' - DR2-tema-aften 19.6.07. med tre programmer,
herunder 'Time-out i Assisi' (om en dansk erhvervs-gruppe på retræte i Assisi med Birgit Toft) - og Alina Marazzi's film 'Per sempre' (For evigt. 2005) om Karmeliter-nonner i Italien.

Phillip Gröning: 'Den store stilhed' -
162 min. lang tysk film (2005) om livet i klosteret La Grande Chartreuse (Karteuser-ordenen)



Links til Assisi-websites:

Assisi guiden (eng. version)
Assisi Online
Assisi Accesssible

San Francesco Basilikaen
Den hellige Stol (Pavens officielle website - på flere sprog)

Links til retræte-muligheder:

Winnie Gram
Pilgrimsrejser (David Jæger)
Team Toft (Birgitte Toft)
Assisi Mission (Max Mizzi)



Relevante artikler på Jernesalt:

Ydmyghed og jeg-relativisering  (30.5.07.)
Jeg-relativisering, historie og kristendom  (27.5.07.)
Meditation, begær og mening  (27.12.06.)

Paven og Profeten  (17.9.06.)
Europas forudsætninger  (15.8.05.)



Katolicismen

Mariadyrkelsen - en katolsk specialitet   (17.12.05.)
Det fromme menneske  (24.12.02.) om uskyld, hellighed og jomfruelighed.

Katolicismens inderste væsen

Europæisk kardinal ny pave (Benedikt XVI  (20.4.05.)
Paven begravet   (10.4.05.)
Pave Johannes Paul II er død  (3.4.05.)
Pave Johannes Paul II  (19.11.02.)



Religion og sekularisering

Den tredje vej til religionsanskuelse  (18.2.05.)
uden om ensporet teologi og distancerende videnskab

Kristendommen passé?  (26.12.04.)
eller har den potentiale til fornyelse?

Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
Religion, humor og tragedie  (19.02.06.)
Humor og religion i værdikampen  (4.2.06.
Sekularisering og religiøs krise  (Verdsliggørelse - 2.6.02.)
Gud, sprog, sekularisering og religionsskifte  (Verdsliggørelse - 18.6.03.)

Afdogmatisering - ikke afmytologisering  (Afdogmatisering -18.6.02.)
Myte, ord og billede  (Afdogmatisering - 13.7.02.)
Mytologi  (Afdogmatisering - 2.8.02)



Psykologi

Ateismens problematik  (26.3.05.)
Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag  (17.11.06.)
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi   (16.4.06.)
At blive som barn påny  (24.12.05.)
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt  (11.12.05.)
Selvet - sjælen - ånden   (23.12.04.) - om det kollektivt ubevidstes funktion i eksistensen
De psykiske grundprocesser - om forskellen mellem primærprocesserne og sekundærprocesserne.
Jeget og selvet - om skellet mellem det lille, ordinære jeg og det store helheds-selv.



Essays:

Grundtvig som mytisk kristen og profet
Selvrealiseringens idé og psykologi
Mozarts sjæl og fascinationskraft

Ingmar Bergman - Nordens største filmkunstner
Humormennesket Storm P.
Stanislav Grof - eller selvopdagelsens eventyr

Blicher mellem drøm og virkelighed
Latter, morskab og humor
Etik og eksistens

Jes Bertelsens biografi i korte træk
Jes Bertelsens etik
Jes Bertelsens verdensbillede

William Blake's univers
Konrad Lorenz' kulturopgør

Grønbechs metode
Vilh. Grønbechs kulturopgør

Nietzsches sjæl



Peer Sendemands rubrik: Klik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 15.8.2013