JERNESALT - sandbeck
ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.11.06.
Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag
- Kritik af Lars Sandbecks bog om den mytisk-poetiske idé
hos filosofferne Peter Kemp, Johannes Sløk og Amos Wilder
Problemstillingen: Teologi kontra folkereligiøsitet
Johannes Sløk og den ekstreme æsteticisme
Peter Kemp og den etiske perspektivering
Amos Wilder og åbningen til det universelle
Fantasibegrebets ubrugelighed i religionsforståelsen
Grønbech og den umiddelbare religiøse realitet
Eksistens, mening, gudsforhold og dødsangstsovervindelse
Helhedsrealismens afvisning af intellektualisme og æsteticisme
Henvisninger
Problemstillingen: Teologi kontra folkereligiøsitet Til toppen
Næste
Lars Sandbecks fortræffelige gennemgang i bogen 'Fantasiens Gud' af den sprog- og eksistensfilosofi, som de to danske teologer og filosoffer Peter Kemp og Johannes Sløk samt den amerikanske teolog og digter Amos Wilder er eksponent for, fortjener ganske særlig opmærksomhed her på Jernesalts hjemmeside, fordi den i eminent grad afslører lige netop den teologiske intellektualisme som undertegnede afskyr og betragter som en katastrofe for religionens placering i folkelivet. Den skal derfor tages op til kærlig og udførlig behandling på den for Jernesalt karakteristiske helhedsrealistiske og meget uakademiske måde.
Religionens totale fejlplacering i Danmark er en soleklar kendsgerning, som endda bevidst støttes på højeste officielle plan af den af Muhammedkrisen skræmte statsminister Anders Fogh Rasmussen og hans hede ønske om holde religionen mest muligt ude af det offentlige rum.
Folkekirken er vitterligt allerede dømt langt ude. Færre og færre kommer til gudstjenesterne. Det store flertal af danskere er fortsat medlemmer af folkekirken, fordi de er døbt ind i den, og de lader såmænd også i vid udstrækning deres egne børn døbe ind i den, sommetider endda med efterfølgende konfirmation, dvs formel bekræftelse af tilhørsforholdet til kirken. En hel del danskere bliver også kirkeligt viet, i mange tilfælde mest fordi det er smart og festligt. De fleste bliver også fortsat kirkeligt begravet, blandt andet fordi der ikke rigtigt foreligger selvfølgelige afskedshøjtideligheder for afdøde uden for kirkens regi. Men derudover betyder folkekirken ikke noget for andre end de relativt få særligt religiøse mennesker.
Kirken og teologien er i dag mere marginaliseret i kulturdebatten end nogensinde tidligere, som Peter Kemp bemærker i sin efterskrift til Sandbecks bog. Og marginaliseringen skyldes efter Kemps og Sandbecks mening, at mange mennesker stadig opfatter religion og kristendom bogstaveligt og ikke aner hvordan disse ting overhovedet kan opfattes anderledes. Der er for at sige det på en anden måde simpelthen tale om en efterhånden uoverstigelig kløft mellem folks almindelige religiøsitet og de teologisk uddannede præsters kristendomsforkyndelse, og dét er der mange tegn på.
Et af de tegn Sandbeck nævner er sagen om Tårbæk-præsten Thorkild Grosbøll, der i 2003 udsendte en i første omgang næsten upåagtet bog om sin tro, men som i et interview i BT kom for skade at udtale sig på en sådan måde, at han blev suspenderet af sin biskop - til sin egen og menighedens store fortrydelse. Overskriften i avisen kom nemlig til at lyde: Præsten tror ikke på Gud. Og det var måske ikke helt sandt, men da man trods al tolerance i folkekirken ikke kan have en præst der ikke tror på det han selv prædiker og læser op i kirken (fx trosbekendelsen), så måtte biskoppen afkræve ham en forklaring og - suspendere ham indtil den forelå. Det kom der megen offentlig morskab ud af, der foreløbigt endte med at han fik lov at genoptage sin gerning, men under opsyn af en anden biskop og under betingelsen af at han undlod at ytre sig offentligt om sin tro. For ellers går det galt, som den nye tilsynsførende, Jan Lindhardt, sagde! (Jf. artiklerne Præsten der ikke kan tages alvorligt og Hvad er problemet egentlig med denne Grosbøll?).
Dét var jo endnu et tegn på miseren: præster skal vogte sig for at sige hvad de mener, for deres mening kan - af grunde vi skal se nærmere på - let blive misforstået! Uvilkårligt kommer man til at tænke på Storm P.'s herlige flue af den meget bekymrede og nedbøjede mand, der ræsonnerer som så: Hvis jeg skal sige min ærlige mening om denne sag, så må jeg udbede mig betænkningstid, for man kan ikke sådan være ærlig på en studs! - Vittigheden ligger selvfølgelig i at man netop kun kan være ærlig hvis man siger sin mening på en studs. Men er man ærlig, risikerer man at få vrøvl med dem der hører det. Så skal man udtale sig om noget kontroversielt, gør man klogest i at belægge sine ord!
Et tredje tegn kunne ses i Anette K. Olesens film 'Forbrydelser', hvor en fængselspræst (spillet af Ann Eleonora Jørgensen) i en samtale med en af de indsatte (Sonja Richter) uden nærmere forklaring hævder, at den bibelske beretning om at Jesus engang gik på vandet skulle opfattes som en metafor. Sådan en størrelse anede den unge indsatte kvinde næppe hvad var, for hun opfattede sikkert - uden selv at vide det eller kunne sætte sådanne etiketter på opfattelsen - beretningen naivt 'bogstaveligt', dvs som et udsagn om at Jesus som Guds søn kunne se stort på de fysiske love vi andre må bøje os for. Det er nemlig det mindste man kan forlange af en rigtig gud, synes folkereligiøsiteten at forlange. Hvad var fx det kosmiske drama i 'Ringenes Herre' hvis dagligdagens fysik skulle gælder dér?
Der er bunker af andre tegn, bl. a. de gentagne rundspørger der viser at selv flertallet af dem der er medlemmer af folkekirken ikke tror på at der eksisterer nogen Gud, og at vist nok hen mod halvdelen af de præster der er ansatte i folkekirken heller ikke gør det, hvis de bliver spurgt som anonyme væsener og ikke risikerer at blive stillet til ansvar for deres ærlige mening i medierne.
Forskeren Cecilie Rubow har lavet en undersøgelser der dokumenterer sort på hvidt at flertallet af lægfolk her i landet simpelthen ikke tror på det samme som præsterne officielt gør og offentligheden synes at forlange af dem.
Og grunden er ligetil, for den har i allerhøjeste grad noget med metafor-snakken at gøre. Folk véd naturligvis godt at ord og sætninger kan have overført betydning og altså ofte betyder noget andet end det de udsiger, hvis man tager dem bogstaveligt. Film, teater, fiktionslitteratur og humor kunne jo ikke forstås, med mindre man kan fange ords (og billeders) mangetydighed. Og ingen ville kunne begå sig på en normal arbejdsplads, hvis ikke de kan acceptere det drilleri der ligger i hentydninger og kalvkvædede viser. Men dels er der grænser for folks accept af overførte betydninger og flertydighed (fx findes der folk der ikke kan acceptere abstrakt kunst, fordi den jo ikke ligner, eller mange der mener at man ikke kan spøge med alting, for så flyder alt). Dels og navnlig er der mange mennesker der specielt hvad tro og normer angår vil have fuldstændig sikkerhed for holdbarheden af de påstande eller rettere sandheder de selv tror på.
De sandheder de lever på skal være absolut sande og kunne forfægtes med absolutte krav om tilslutning. For ellers kommer de troende selv i tvivl. Sandhederne fungerer netop ikke som påstande der kan diskuteres, men er tværtimod hævet over modsigelse. Når der står i Bibelen at Gud skabte verden på syv dage, så skabte han verden på syv dage - og så skal Darwin og hans efterfølgere ikke komme og fortælle noget andet. For enten har Bibelen ret eller også har Darwin ret. Begge kan umuligt have ret, lyder argumentet, fra folk der ikke er i stand til at tænke komplementært. Den slags mennesker er fundamentalister - og de findes i alle afskygninger: moralske, kunstneriske, politiske, ideologiske og religiøse. Ja selv i videnskaberne kan man strides om teorier som om de enten måtte være absolut sande eller absolut falske. Lomborg skal ikke komme at fortælle os at jorden ikke nødvendigvis går under hvis CO²-udslippet ikke halveres inden årets udgang.
Ateister kan skam også udfolde sig som fundamentalister. Religionsforskeren Michael Rothstein undlader ikke at bruge enhver lejlighed til i Politiken at postulere på stærkt polemisk vis at religion er overtro og kristendom intolerance, så man undrer sig over at han overhovedet gider beskæftige sig med fænomenet. Og for nylig havde en journalist en kronik i Jyllands-Posten der hed 'Retten til at være gudsfornægter' og som endte med at fastlå at "et sted indeni ved vi alle sammen godt at Gud ikke er der, men 99,9 pct er bange for at stå alene med livets og dødens problem" - til forskel fra kronikøren selv, kan man forstå. Han hører til dem der - metaforisk talt - takker sin Gud for at han ikke er som alle andre!
Dybest set kommer hele miseren naturligvis af at naturvidenskaben siden renæssance-tiden har vundet frem og med sin fantastiske, både synlige og målbare succes har gjort den rationelle tanke og den praktisk-empiriske erfaring til alle menneskers daglige og helt uanfægtede vilkår i alle områder af verden hvor fremskridtet har ført til systematisk velstandsforøgelse. Kunsten er blevet design og udsmykning foruden investering. Musikken er blevet pop og baggrundsstøj foruden foruden vejen til penge og berømmelse. Sporten er gået samme vej. Festen, teatret, kulten og religionen er blev rekreation og fritidssysler. Altsammen dog heldigvis med den undtagelse der hedder protest mod den gode smag og korrekthed i form af rock, eksperimenter, splatter, avantgarde og genuine nyskabelser. Kirken er samtidigt støt og roligt blevet marginaliseret, fordi den selv i total misforståelse af sin opgave valgte at gøre direkte front mod naturvidenskaben (især mod darwinismen). I sidste ende har udviklingen kun ført til at folk som flest søger deres religiøse behov (i ganske udogmatisk forstand) dækket langt uden for kirkens regi, nemlig gennem musik, meditation og stoffer. Navnlig musikkens funktion og rolle kan slet ikke overvurderes, men bliver desværre systematisk undervurderet.
Allerede den såkaldte oplysningstid i slutningen af 1700-tallet, der i grunden bedre kan betegnes som tiden for rationalitetens halve oplysning, førte til romantikkens modreaktion omkring år 1800. Rationalismen var gået for vidt og havde kappet de bånd til det irrationelle eller evige som menneskene i almindelighed og kunstnerne i særdeles har dyrket i årtusinder og trods alle materielle fremskridt i nyere tid aldrig lærer at undvære. Men også den fik sin ende med industrialiseringens jernhårde undertrykkelse af mangedimensionaliteten i tilværelsen. Endnu engang var succes'en tilsyneladende sikkert hjemme. Varerne flød fra kolonierne og sprøjtede siden ud af fabrikkerne i Europa og Amerika. Arbejderne blev proletarer, men dog bedre og bedre stillede, alle børn blev tævet, men fik dog bedre og bedre uddannelse, og borgerskabets kvinder havnede på Freuds sofa indtil de blev feminister. Oplysningen og frigørelsen lykkedes altså til sidst - og det moderne luksussamfund opstod med jag efter statussymboler, stress, adspredelse og søgen efter en mening med det hele.
Prisen var høj. For den bestod i den næsten entydige sejr for positivismen i filosofi og naturvidenskab. Dvs i en sejr for den materialistiske tankegang der anser de ting der er til at tage og følge på og som dermed i positiv forstand kan gøres til genstand for almindelig erfaring som basale for al tænkning og erfaring. Filosofisk havnede positivismen i en logisk empirisme der betragtede fysikken som grundvidenskaben som alle de andre videnskaber i en bestemt rangorden i sidste ende kunne reduceres til. Øverst oppe i den blå himmel blev der allernådigst gjort plads til og råd til kunst og religion som unyttigt tidsfordriv eller regulær trøst for svage sjæle, men overflødigt var og blev det. Selv sproget, fornuftens nyttige sprog, der hidtil gennem hele kulturhistorien fra tidernes morgen havde tjent mennesket som udtryksmiddel for alle sider af dets tilværelse uden undtagelse, blev nu forbeholdt rationalitetens snævre formål. Bevares, folk der ikke kunne undvære poesiens blå blomst, kunne da bare blive ved at snuse til den. De kunne oven i købet med årene få statsstøtte til manien. Men nytteværdi havde det ikke.
En af bannerførerne for denne logiske positivisme, Ludwig Wittgenstein, fastslog i sit første hovedværk 'Tractatus' (1922) at sproget slet ikke kunne tale om virkeligheden. Alt det unyttige og uhåndgribelige man ikke kunne tale om skulle man tie om. Filosofien var derfor umulig!
Den logiske positivisme kom der dog rent faktisk hurtigt forskellige modifikationer af og reaktioner på - bl.a. fra den teoretiske fysik der udvikledes under Bohrs og Heisenbergs auspicier i København og derfor kom til at hedde Københavnerfortolkningen. Wittgenstein blev også klogere, og begyndte gudhjælpeos at tale om det han først mente der ikke kunne tales om. Men det allersjoveste er, at positivismen stille og roligt fandt indpas i den protestantiske teologi, nærmere betegnet i den af både Kierkegaard og Heidegger påvirkede Rudolf Bultmann og hans afmytologiseringsprogram fra 1941, der herhjemme vandt stor tilslutning i Tidehvervsbevægelsen.
Ifølge Lars Sandbeck er myten for Bultmann (1884-1976) at betragte som primitiv og naiv videnskab, baseret på et forældet verdensbillede. Den fungerer i værste fald som en flugt fra den angst som erfaringen af tilværelsens utilregnelighed og menneskets frihed bevirker. Kun en decideret afmytologisering kunne frigøre Bibelens fundamentale eksistensforståelse fra dens uholdbare mytologiske verdensbillede. Det fundamentale i kristendommen er nemlig Guds selvåbenbaring og hans tiltale til mennesket. Da Bultmann friholder det kristne budskab fra enhver objektivitet og gør det til en subjektivt erfaret tiltale, placerer han sig med Sandbecks ord 'solidt i det positivistiske paradigme'. Dette paradigme, der principielt gør sansningen og den på sansningen beroende erfaring til absolut forudsætning for erkendelsen af virkeligheden, gav nemlig trods alt i sin modificerede form plads til et ikke-informativt, subjektivt sprog - eller med en fin betegnelse en 'erfarings-ekspressiv sprogmodel' - bare dette blev ordentligt og tydeligt stemplet som 'subjektivt', så fornuftige og respektable mennesker uden videre kunne lægge det til side som inderligt overflødigt.
Men dette kompromis - eller hvad man nu skal kalde denne troens affinden sig med et hjørne af tilværelsen som legeplads - tilfredsstillede selvfølgeligt ikke i længden teologer der nok accepterede både den principielle forskel mellem tro og videnskab og videnskabens forret på objektivitet, men som havde et brændende ønske om at gøre teologien til hovedhjørnesten i eksistensforståelsen. Der skete derfor omkring midten af det 20. årh. en vending fra det positivistiske videnskabs- og tankemønster eller 'paradigme' til det af den amerikanske teolog George A. Lindbeck lancerede kulturelt-lingvistiske paradigme, hvilket på dansk vil sige til et paradigme der gør selve sproget til forudsætningen for virkelighedsopfattelsen og eksistensforståelsen og dermed også inddrager kulturen eller rettere kulturhistorien og dens forandrings- og udviklingsaspekt i fortolkningen.
Vi står dermed over for en teologisk vending mod hvad Sandbeck kalder det mytisk-poetiske sprog og som han gennem redelige og sikkert gennemførte analyser igen bestemmer som en decideret vending mod fantasien. Sandbeck leder os på fornem pædagogisk vis gennem hele denne spændende udviklingshistorie, dvs fra Bultmann og Wittgenstein gennem Cassirer, Saussure, Heidegger, Foucault, Bachelard, Gadamer og Ricoeur, Lindbeck, Peter Barry og Stanley Fish frem til sine hovedpersoner. Det må vi springe over. For det centrale er de tre hovedskikkelser og begreberne omkring sprog, erkendelse, fantasi, symboler, myte, fortælling og åbenbaring samt gud. Her viser det sig hvor katastrofal filosofien er.
Johannes Sløk og den ekstreme æsteticisme Til toppen Næste
Johannes Sløk (1916-2001) kan jeg gøre mig hurtigt færdig med. Han var en blændende begavelse og idéhistoriker, der mestrede såvel Kierkegaard som Shakespeare, og skrev både medrivende og provokerende om dem. Han øvede stor indflydelse på de begavede af sine studerende på Århus Universitet, herunder også på idéhistorikeren og den senere bevidsthedsforsker Jes Bertelsen. Men han led af 'Kierkegaard-syndromet', en ulyksalig og uhelbredelig samt indiskutabel fastholden af paradoksaliteten i tilværelsen, og det gjorde ham først til en dyrker af absurditeten, den totale meningsløshed i verden sådan som han fandt den både i det absurde teater i 1950'erne og i Jesu forkyndelse. Siden til en radikal, ja ekstremistisk eller absolutistisk dyrker af sproget som virkelighedens basis eller substans. Alt er sprog. Bag om sproget kommer vi aldrig. Virkeligheden erkender vi gennem sproget. En umedieret virkelighed kan vi ikke få fat på. Fortællingen er derfor den eneste sandhed om eksistensen der gives. Og myten er derfor altid en skabelsesmyte, dvs det sproglige medium der konstituerer virkeligheden.
Intetsteds i denne filosofi bliver der plads til noget uden for sproget værende fænomen. Til gengæld indføres Bibelens Gud og kristendommens Jesus/Kristus som mystiske fænomener der netop kommer 'udefra' og åbenbarer sig i sproget og dermed griber ind i historien eller timeligheden med tiltale, fordring og frelse. Myten tolker Sløk performativ, dvs som noget handlingsbestemmende. Det er Gud der fortæller gennem myten og dermed gøres til handlende subjekt. Ved således at gøre myten til en fortælling Gud fortæller gør Sløk reelt myten til et æstetisk fænomen - og teologien til et hermeneutisk (fortolkende) forehavende. Men alt i Sløks filosofi beror ifølge Sandbeck på postulatet om en radikal eller absolut forskel mellem Gud og mennesker. Hans hermeneutiske bestemmelse af den kristne forkyndelse er derfor med Sandbecks ord paradoksal, absurd og ubegribelig. Hans synspunkt er udpræget kierkegaards, men det er også udpræget teologisk-dogmatisk.
Sløk holder sig med andre ord så konsekvent inden for det snævre kierkegaardske interessefelt, at han er med til at cementere den forskel mellem folkereligiøsitet og kristendommen som Kierkegaard gjorde til princip og Tidehvervsbevægelsen til kirkelære og som lige præcis er hovedårsagen til teologiens og kirkens nuværende marginalisering. Folkereligiøsiteten lades totalt ude af betragtning - eller nedvurderes til nul og nix. Dens selvfølgelige føling med kræfter i tilværelsen der netop ikke er af sproglig art hverken forstås, værdsættes eller tages alvorligt.
Peter Kemp og den etiske perspektivering Til toppen
Næste
Så er der trods alt mere gods i Peter Kemp (fx. 1937), der ligesom Sløk forlod en teologisk lærestol for at hellige sig filosofien, da han følte han ikke kunne komme igennem med sin originale forståelse af sprog, engagement og kristendom som han lancerede med sin disputats 1973 om 'Engagementets Poetik' (da. udg. 1974). Han er måske ikke så blændende begavet som Sløk, og i hvert fald ikke så bevidst provokerende som denne, men til gengæld mere pålidelig som vejleder. Og så holdt han fast i at sproget ikke alene rent faktisk har reference til en virkelighed uden for sig selv, men nødvendigvis må have det for at kunne få praktisk, etisk betydning. Kemp kan ikke placeres i den rene æstetik eller den rene strukturalisme. Hvis ikke sproget indeholder en reference og indgår i en ikke-sproglig situation er kommunikation og samtale efter hans mening umulig.
Kemp hævder ifølge Sandbeck at det engagerede subjekt erkender sig selv og sin egen situation i verden gennem mundtlig eller skriftlig brug af sproget. På det vitale plan er denne sprogbrug både forstand og fantasi. Forstandens sprogbrug definerer Kemp som evnen til at finde forskelle og ligheder i verden ved at skelne og sammenligne. Virkeligheden struktureres altså af forstandssproget. Fantasien derimod er en reproduktion af noget andet der ikke er nærværende. Fantasien er nemlig en skabende kraft der danner en indbildning som poetisk billeder. Fantasien er for Kemp med andre ord en evne der formår at overskride den erfaringsverden som den ellers er afhængig af. Ifølge Kemp er fantasiens produktion af billederne ikke bevidst eller villet. Fantasien har en spontan karakter og kan derfor overrumple mennesket og fremprovokerer nye forestillinger. Kemp lægger ifølge Sandbeck vægt på fantasiens transcenderende og produktive funktion. - Der er meget rigtigt i disse kempske betragtninger. Det påfaldende og uheldige er at han konsekvent sætter fantasien op som modstykke til forstanden uden at tage højde for den afgørende forskel der er mellem vore bevidste, villede og individuelle forestillingsbilleder som fx konkrete byggeprojekter og vore ubevidste, spontane og kollektive forestillingsbilleder som fx drømme og arketypiske forestillinger. For netop derved udelukker han sig fra den fulde forståelse af de religiøse forestillingers overvejende billedmæssige og alligevel ofte både energiladede og etisk bindende karakter. Man skal have fat på forskellen mellem og lovmæssighederne for de psykiske primærprocesser og de psykiske sekundærprocesser for at forstå forskellen mellem de førstes intensitet og ustabilitet, og de sidstes relative svaghed og stabilitet. Og man skal ikke mindst vide, at moral dybest set er begrundet i det krav om indre konsistens som ligger i selve den menneskelige psyke. Jf. artikel.
Kriser er for Kemp den centrale motivationsfaktor, fremhæver Sandbeck. Bevidstheden og sproget opstår, hævder han, i selve den situation hvor mennesket bliver bevidst om forskellen på jeget og ikke-jeget. Der sker en spaltning af en mere oprindelig enhed mellem subjekt og objekt, som den før-bevidste organisme er delagtig i. Dette enhedstab nødvendiggør at mennesket skaber aktivitetsformer hvor det kan opnå kontrol over omverdenen. Derved opstår sproget, lyder postulatet. Det kan også udtrykkes på den måde at kommunikation og sprog opstår fordi mennesket vil noget. Men ifølge Kemp havner det menneskelige engagement i vanskeligheder der truer viljesindstillingen eller engagementet med at gå under. Det kan netop være ydre vanskeligheder eller kriser (legemlige, sociale, materielle begrænsninger) eller indre vanskeligheder såsom erfaring af utilstrækkelighed, og disse sidstnævnte er de alvorligste - Igen må konstateres at betragtningerne isoleret set er ganske spændende, men at de er helt utilstrækkelige, fordi der ikke tages højde for, at 'enhedstabet' ikke er definitivt, idet det bevidste, sprogligt oplærte menneske, der har fået optrænet sine psykiske sekundærprocesser, til hver en tid kan suspendere den splittende bevidsthed og genvinde den førsproglige enhed eller helhed, hvis han ellers forstår teknikken. Det enhedstab Kemp opererer med er meget mere generelt eller universelt end han tror. For det drejer sig for invididets vedkommende om overgangen fra barn til voksen, altså om pubertetskrisen. Det er selve uskylden der tabes, fordi bevidstheden om en frigørelse fra forældrenes beskyttelse og formynderi som betingelse for erhvervelsen af voksen ansvarlighed bliver uundgåelig. Og ganske analog hermed er menneskeslægtens overgang fra 'dyrisk' uskyld til menneskelig ansvarlighed, det såkaldte 'syndefald' som er grundlag for en af de allervigtigste myter. Sproget spiller en aldeles afgørende rolle i håndteringen af disse fundamentale eksistentielle kriser. Ingen tvivl om det. Men ingen kan gennemskue hvad der er årsag og virkning i sprogets udvikling. Sproget er ligesom selve livet, bevidstheden og samfundet et emergent fænomen i udviklingen, om man vil et spring i naturen som ligger uden for årsagssammenhængenes udredning.
Som hos Wilder og Sløk ender Kemps erkendelsesteoretiske overvejelser ifølge Lars Sandbeck i en konstatering af nødvendigheden af at udvikle en hermeneutik der ved at fortolke fantasiens produkter kan opnå indsigt i virkelighedsaspekter der unddrager sig en mere direkte eller umedieret tilgang.
Grundanskuelsen i denne hermeneutik er ifølge Sandbeck at et poetisk-symbolsk sprog kan sige mere om den menneskelige eksistens end et rent deskriptivt (videnskabeligt, filosofisk) sprog kan. Sandbeck mener at der findes freudianske reminiscenser i Kemps hermeneutik, idet fortolkningen af det ubevidste fantasisprog er inspireret af den psykoanalytiske drømmetydning, forstået på den måde, at mennesket ubevidst producerer symboler, hvori en skjult mening er til stede bag den umiddelbare mening, og at denne skjulte mening først kommer frem gennem fortolkning. Det lyder sandsynligt. Til gengæld tyder intet på at der findes den ringeste antydning af reminiscens fra Jungs eller Grønbechs vidt forskellige dybdepsykologier, der ellers påviser noget endnu vigtigere, nemlig muligheden for at få føling med den før-sproglige og energiladede virkelighed - umidelbart og direkte, dvs uden nogen form for sproglig symbolik eller fortolkning
Det lyder meget godt, at den symbolske fortolkning i modsætning til den almindelige metaforiske brug ifølge Kemp indebærer en betydningsoverførelse hvor der refereres til noget som ikke kan udtrykkes på andre måder. Det betyder at kun fantasien formår at gøre det fraværende (fx fortiden) nærværende i den nutidige intuition, og at symbolet således kan betragtes som fantasiens vehikel. Men når det hævdes at symbolet er nødvendigt når man vil tale om fænomener som universets struktur eller sjælen eller om den yderste mening med eksistensen, om Gud eller om virkelighedens oprindelse og formål, så er det ganske enkelt kun den halve sandhed, for den anden halvdel er at følingen med Gud og meningen med eksistensen kan fås uden om sproget og ethvert symbol. Skal man tale om denne føling, må man naturligvis ty til symboler, men selve erfaringen beror ikke på symboler eller sprog i det hele taget.
Ifølge Sandbech har Kemp imidlertid også en anden og mere 'romantisk' opfattelse af symbolets væsen og funktion som udtryksmiddel for fantasien, idet de forestillinger det knytter sig til fantasien efter Kemps mening kan overrumple mennesket og hæve det op i det guddommelige, hvad den subjektive vilje og handlen ikke formår. Symbolet er på denne måde bindeleddet mellem det 'timelige' og det 'evige'. Kemp fastholder altså ligesom romantikerne omkring 1800 at tilværelsen har to elementer eller dimensioner der står over for hinanden eller belyser hinanden, nemlig gudsriget og dagligdagen. Men gudsriget er vel at mærke for Kemp en sprogligt skabt virkelighed der står over for den faktiske virkelighed (sædvanevirkeligheden) som en mulig eller alternativ verden og specielt kommer til udtryk i Jesu lignelser. Men dette er en tilsnigelse, der igen beror på at det ligger uden Peter Kemps forestilling og erfaring at mennesket dybdepsykologisk set træder ind i gudsrigets tidsløshed, frihed og fred i samme øjeblik det er i stand til at suspendere sekundærprocesserne og dermed timelighedens eller hverdagslivets begrænsninger og forpligtelser. Det er hvad ethvert barn erfarer når det bliver optaget af sin leg og fx bryder ud i spontansag. Og det er hvad ethvert voksent menneske oplever hvis det kan hengive sig til musik, meditation, kunstnerisk skaben eller erotisk leg.
Kemp opfatter ligesom Sløk og Wilder det bibelske sprog som mytisk-poetisk, og det indebærer efter Sandbecks udlægning, at Skriften, den hellige skrift, bliver fantasiens værk! Og det turde være en påstand der fortjener påtale, men den gemmer vi lidt endnu. Sproget i Bibelen er i den mytisk-poetiske teologi ikke ligefremt og kan ikke tages bogstaveligt. Det er ikke entydigt og ufejlbarligt, men indirekte, metaforisk og mangetydigt. Og teologien hos disse tre tænkere bliver af den grund ikke skolastisk, men hermeneutisk, den kan ikke doceres som urokkelige sandheder, men leder til fortolkning.
Dog er der én ting i Skriften der står fast, og det er ifølge Kemp den kristne mytedannelse der går under betegnelsen 'Kristuspoemet', som oprindeligt var en spontan opstået myte, men kan genfindes i bearbejdet form i Filipperbrevet i Det Nye Testamente. Det siger i al sin enkelhed at Jesu død på korset ikke var et nederlag eller en undergang, men en sejr eller overgang. Kemp lægger vægt på spontaniteten i mytens opståen. Den var ikke udslag af et bevidst forsøg på at gøre Jesus til dødens overvinder, men et spontant udslag af de kristnes fantasi. De kristne opdagede eller genkendte Jesus som Kristus. Igen må man undre sig over at der tales om fantasi. For det rette udtryk er syn, vision eller åbenbaring.
Men det skal understreges, at der hverken hos Kemp eller Sløk eller Wilder er noget forsøg på at sandsynliggøre eller verificere den dogmatisk/teologiske forudsætning at det er Gud der åbenbarer sig og henvender sig til mennesket igennem den kristne forkyndelses mytisk-poetiske sprog. Ifølge Kemp er det kristeligt set Gud der har taget ordet i den myte Jesus forkyndte. Men dette er noget der skal tros.
Sandbeck har derfor ret i at der i Kemps og de andres mytisk-poetiske fortolkning af Skriften og deres opfattelse af det bibelske sprog som flertydigt, narrativt og figurativt ikke blot er en hermeneutisk konstatering, men tillige en teologisk og dogmatisk påstand. Selve påstanden om, at Gud tager ordet i myten og at det alene er den vi kan forholde os til, er et
stykke dogmatik som ligger uendeligt fjernt fra både dybdepsykologi og religionshistorie.
Ifølge Sandbeck betyder kristentro altså for Kemp essentielt set at man orienterer sin eksistens og sit engagement ud fra Kristuspoemet. Troen er at lyde en ganske bestemt diskurs og at lade sig vejlede af netop dens mening. "Troen er da ganske enkelt et engagement for Kristuspoemet", som Kemp selv har formuleret det. Det vil sige, at den kristne tro får sit indhold fra at lytte til Kristuspoemet, der igen først og fremmest forstås som 'billedet mod døden'.
Tro bliver på denne måde - med Sandbecks utilslørede ord - at leve livet poetisk, at tage bolig i det kristne digt eller fortælling. Og på den måde får fiktionen magt over virkeligheden, hævder han, for netop i den mytisk-poetiske teologi overbydes virkeligheden af fantasiens billeder af en anden og mulig verden, som mennesket i troen og håbet forstår sin tilværelse i lyset af.
Ja, sådan lyder såmænd Sandbecks ord, og det turde fremgå med al ønskelig tydelighed at vi med Kemp igen er havnet i en temmelig æstetisk kristendomsopfattelse, der ganske vist ikke som Sløks svæver over virkeligheden eller etikken, men til syvende og sidst forankrer mennesket i en fiktion som man frit kan vælge om man vil acceptere eller ej - alt efter hvilken indstilling man har til den meget specielt definerede fantasi og dens symboler. Kemps apologi for kristendommen bliver dermed til syvende og sidst rent intellektuel. Han fatter ikke og beskæftiger sig ikke med en dybdepsykologi der kan forklare og anvise vej til en umiddelbar føling med de selvsamme kollektive forestillinger som ligger til grund for myterne. Men søger i stedet for at skabe teoretisk grundlag for det Hegel, Kierkegaard og Ricoeur har kaldt 'den anden naivitet', og det er en falsk naivitet, der intet har med umiddelbarhed at gøre. Men herom senere.
Ligesom i Sløks tilfælde må man undre sig over at Kemp overhovedet ikke tager højde for en religionshistorisk forståelse af den mytiske verdens- og eksistensforståelse som Vilh. Grønbechs, der ligesom Jungs betragter dybt energiladte og -givende kilder eller arketyper som bærende for al religion. I stedet holder Kemp sig inden for den snævre protestantiske åbenbaringsteologi og dermed det han selv i efterskriftet til Sandbecks bog kalder en 'intellektuel forløsning'. Og det er en håbløs vej. Men det skal da fastholdes at Kemp får etikken stærkt inddraget. Det er ikke uvæsentligt at han kaldte sin disputats "Engagementets poetik". Og det turde være sigende, at han efter sin sin relativt korte teologiske karriere koncentrerede sig fuldt og helt om etikken.
Peter Kemp anmeldte i sin tid i en kronik i Politiken den bog om 'Vilh. Grønbechs kulturopgør', som er et væsentligt grundlag for Jernesalts filosofi og program. Og det gjorde han venligt, positivt og velment. Men karakteristisk var at han ikke med et eneste ord tog stilling til en af bogens vigtigste pointer, nemlig at det moderne menneske har mistet følingen med det Grønbech kaldte den umiddelbare realitet - og derfor var uden mening, uden gud og uden religion! Et sådant synspunkt er ellers i direkte strid med Kemps tro på at sproget, fortolkningen, refleksionen, teologien eller filosofien i sidste ende er vejen til mening.
Amos Wilder og åbningen mod det universelle Til toppen
Næste
Amos Wilder (1895-1993) skal ikke her gøres til genstand for helt så udførlig behandling som Kemp, idet de to - som det gerne skulle være fremgået - på mange måder har fælles synspunkter, iøvrigt helt uafhængigt af hinanden. Men på ét punkt er Wilder central, fordi han siger væsentlige ting om fantasien - uden dog at kunne tilfredsstille Lars Sandbeck med en egentlig definition på fantasibegrebet.
Wilders fantasiopfattelse som den kommer til udtryk i 1955 er med Sandbecks ord udpræget kulturel-lingvistisk. Han undersøger religiøse symbolers og myters kognitive værdi og lægger således særlig vægt på det figurative sprogs kognitive og erkendelsesmæssige kvaliteter. Dermed har han foretaget en sproglig vending der bringer ham i forbindelse med Gadamers og Ricoeurs kunstfilosofiske og hermeneutiske projekter og som samtidigt distancerer ham fra den erfarings-ekspressive sprogmodel inden for positivismens rammer.
I sin 'Theopoetic' (1976) giver Wilder udtryk for at "der bør ydes mere retfærdighed over for betydningen af den symbolske og før-rationelle måde vi behandler erfaringen på. Vi må anerkende at menneskenaturen og menneskelige samfund i højere grad er motiveret af billeder og opdigtede fortællinger end af ideer."
Den skarpe distinktion mellem den erfarings-ekspressive og den kulturel-lingvistiske model
er blevet helt irrelevant, mens til gengæld distinktionen mellem fantasiens realistiske og illusoriske dimension bliver afgørende. Wilders fantasibegreb dækker dels over irrationelle og 'fantasmatiske' erfaringsniveauer, hvor der produceres mystiske, surreelle og ekstatiske forestillinger [ordet 'fantasmer' betyder fantasibilleder, men ofte i betydning gøglebilleder!], dels over de begivenheder i det kulturel-lingvistiske rum hvor der finder semantiske innovationer og erkendelsesmæssige nybrud sted.
Faktisk anser Wilder dikotomien mellem fornuft og fantasi som illegitim.
"Der eksisterer ikke nogen nødvendig modsætning mellem det rationelle og det imaginative." Wilder vil med Sandbecks ord så at sige rehabilitere fantasiens og det figurative sprogs sandheds- og erkendelseskarakter. Fantasien definerer Wilder derfor først som bevidsthedens syntetiserende funktion, der gør det muligt at objektivere og derved få kontrol over virkelighedsaspekter der unddrager sig en mere direkte bevisførelse. Dernæst benævner Wilder fantasiens receptive og produktive aspekter som henholdsvis perception og kreation. Og det hedder: "Billeder og motiver er ladet med mening, der er blevet opsamlet gennem generationer. De fremkalder og reproducerer ældre erfaringer, anskuelser og loyaliteter. Kulturen og troen lever netop af sådanne generiske tegn".
Fantasien må således, noterer Sandbeck, forstås i spændingsfeltet mellem kontinuitet og diskontinuitet, tradition og nybrud, receptivitet og produktivitet. Og det er ganske spændende. Men igen må man desværre konstatere, at den dybere forståelse af sammenhængene mangler, fordi der ses ganske bort fra de psykiske grundprocesser.
Hvad myterne angår er de ifølge Wilder ikke primitiv videnskab eller kosmologi, men primitiv poesi og antik trospoesi [hvad der religionshuistorisk set er en hårrejsende påstand, men her skal forbigås] Derfor skal de, hævder Wilder, læses og udlægges i relation til litterære, intratekstuelle metoder der respekterer deres fiktive karakter. Poetikkens vigtigste opgave er da at redegøre for de bibelske teksters sproglige status, herunder ikke mindst deres figurative aspekt. Det mytisk-poetiske sprog er netop - i modsætning til abstrakt begrebssprog - et billedsprog eller måske bedre et 'forestillingssprog' der opererer med metaforer, symboler og figurative illustrationer, hvor et bestemt indhold eller budskab præsenteres i ligeså høj grad som det repræsenteres.
Wilder fremhæver seks væsentlige, funktionelle karakteristika ved det mytisk-poetiske sprogs symboler: Symbolet er 1) gruppe-bindende, 2) tids-bindende, 3) forankret i og relevant for den aktuelle livssituation. 4) Det indeholder transcendente motiver. 5) Det reflekterer fællesskabets affektive og moralske liv. Og det er endelig 6) kognitivt og ejer ikke blot objektiveringer af subjektive, emotionelle erfaringer, men er ladet med historisk indsigt og visdom. - Dette er er en yderst relevant opstilling. Men jeg synes ikke Sandbeck behandler den med fornøden interesse. Og jeg er bange for at det skyldes, at den er lidt på tværs af det fantasibegreb Sandbeck styrer imod.
Ligesom Kemp hæfter Wilder sig ved metaforens overrumplende karakter: "Metaforen er en figur der medfører et regulært chok for fantasien, som direkte fremstiller en vision af det der bliver betegnet". I metaforen sket et sammenstød mellem to betydningsenheder der tilhører hver sit semantiske område eller hver sin kategori. Set ud fra dagligsprogets vinkel er metaforen logisk absurd og kan derfor erfares som et sammenbrud af de gængse, sproglige betydningselementer. - Dette svarer fuldstændigt til forskellen mellem de to psykiske grundprocesser og kunne med fordel være behandlet i dette lys.
Men som en genbeskrivelse af virkeligheden afdækker metaforen for Wilder først og fremmest hidtil skjulte eller oversete virkelighedsaspekter idet den etablerer ny betydning i den samlede, sproglige virkelighedsstruktur. Sproget forandrer sig derfor og i takt dermed også vores erkendelse.
Også for Wilder ligger der en naivitet til grund for den mytisk-poetiske narrativitet.
Naiviteten består i at det at fortælle ikke er noget man bevidst vil, men noget man ubevidst gør. Det naive presser sig på og erfares som naturligt, rigtigt, sandt og ikke som en bevidst konstruktion. Men de naive fortælleformer (børnehistorier og folkeeventyr) afspejler ifølge Wilder også en bevidsthed der erfarer den historiske virkelighed som stedet for udfoldelsen af et dramatisk verdens-plot. De indeholder derfor ofte trans-historiske og overnaturlige elementer. De åbner for en tidsdimension der adskiller sig fra den kvantitative, horisontale, kronologiske. Ja, de frembringer noget så ejendommeligt som 'tidsfylde'. Noget der desværre gås let hen over, men som i realiteten understreger ejendommeligheden ved de psykiske primærprocesser.
Den oprindelige mytes funktion er således for Wilder at etablere en basal sandhed, omkring hvilken kulturen lader sig strukturere. Han indholdsbestemmer ligefrem selve den kristne tro som værende etisk, idet han forlanger af naiviteten, at den skal være anstændig! Kristentroen hævder han, implicerer en etik - eller i det mindste et minimumskrav til en etik. Med kristendommen nåede menneskets selvforståelse derfor frem til universalitet. - Igen et spændende synspunkt der gåes for let henover fra Sandbecks side. Men det er ikke svært at begribe, hvis man forstår det dybdepsykologisk og anvender begrebet arketypiske forestillinger, der netop pr. definition er universelle.
Wilder synes jeg adskiller sig markant fra både Peter Kemp og Sløk. Men heller ikke han fraviger den snævre protestantiske åbenbaringsteologi.
Fantasibegrebets ubrugelighed i religionsforståelsen Til toppen Næste
Det turde efter disse subjektive strejf gennem Lars Sandbecks fortræffelige bog være nogenlunde klart, at det afgørende begreb i hans optik er selve fantasibegrebet. Men også at dette er helt utilfredsstillende indkredset, idet der konsekvent ses bort fra såvel dybdpsykologi som ikke-teologisk religionshistorie. Det er i mine øjne næsten utroligt, at Sandbeck som både kristen og teolog kan komme til det resultat at kristendommens gud kan være en fantasiens gud, og at han med største tilfredshed kan konkludere at den teologiske vending mod det mytisk-poetiske sprog ligefrem resulterer i at tro er fantasifuldhed. Og det er ligeså mærkværdigt, at Peter Kemp - som allerede nævnt - i sit efterskrift kan kalde Sandbecks bog et tilbud om intellektuel forløsning.
Jeg mener ganske enkelt, at bogen kun kan bekræfte den moderne teologis marginalisering i samfunds- og kulturlivet. Men det er værdifuldt at få det påpeget så grundigt. Personligt har jeg aldrig forstået det som godt som nu.
Den fundamentale fejl i den mytiske-poetiske teologi ligger i fejlopfattelsen af symboler og fantasi. Det er selvfølgeligt ubestrideligt at symboler anvendes i sproget som metaforer der siger noget andet og mere end ord i bogstavelig forstand. Heraf følger at en analyse af dem kan drage skjulte betydninger frem som det sker i psykoanalysen, herunder i Freuds fortolkning af Ødipus-myten eller i Erich Fromms fortolkning af et folkeventyr som Lille Rødhætte. Men for det første er det ikke nødvendigt for at læse Ødipus-tragedien eller Rødhætte-eventyret at gå vejen om ad symbolfortolkningen. Det sidste skal man i hvert fald ikke plage børn med. For det andet er symboler noget helt andet end etiketter. I den såkaldte symbolisme i billedkunst og litteratur kan man sagtens finde eksempler på symboler der påklistres et værk som etiketter. Men alle store kunstnere bruger dem slet ikke på denne måde. De har ikke læst sig til psykologers og filosoffers symbolbrug, men har - bogstaveligt talt såvel for deres indre øje som med deres synsorganer - set hvad bestemte ting, bestemte vinkler, bestemte belysninger, bestemte ansigter osv osv kan fange og udtrykke på en særlig stærk måde så det på beskueren kommer til at bevirke en særlig og som hovedregel umiddelbar, ubevidst indsigt. Netop derfor kunne et filmgeni som Bunuel, der i sin ungdom var stærkt interesseret i psykoanalysen, afvise at han brugte symboler i sine film. Den der ser hans film kan sagtens lægge symbolsk betydninger ind i hans billeder, men Bunuel selv har ikke gået rundt og fundet motiver der kunne tillægges sådanne symbolske betydninger. Og nøjagtigt det samme gælder store filmkunstnere som Bergman, Bresson, Dreyer eller Tarkovskij.
Det afgørende er at såvel kunstnere som almindelige mennesker ubevidst går og opdager billeder eller visuelle indtryk som har særlig stærk energi og som derfor ikke alene momentant gør stærkt indtryk, men sætter sig i sindet som erindringsspor der senere kan fremkaldes vilkårligt, hvis man har sat ord på, men også kan melde sig som spontan association og i denne betydning ofte vise sig at fungere som særlige pejlemærker i eksistensen. Derfor kan fx en film af Bunuel, en roman af Peter Høeg, en novelle af Blicher, en opera af Mozart, et maleri af Chagal eller en tegning af Storm P. eller netop afdøde Bo Bojesen få den allerstørste eksistentielle betydning for et menneske. Og dette uden at man nødvendigvis behøver at give sig i lag med større analyser af det enkelte værk.
Går man til de symboler som Jung benævnte som 'arketypiske forestillinger' og om hvilke det gælder at de er universelle og gælder alle mennesker, så vil det forstås at der gives symboler af ganske særlig værdiladning og betydning i religion og kultur. De melder sig spontant og uopfordret ved alle mulige lejligheder, herunder både i nattedrømme og under kunstnerisk skaben eller i stilhed, bøn og meditation. De er hævet over rationalitetens normale love og kontrol (de psykiske sekundærprocesser). Og de er slet ikke til at komme udenom i kulturlivet. En sådan central arketypisk forestilling, ja den mest uomgængelige af dem alle, er gudsforestillingen. Og dette betyder, at alle ateismens rørende anstrengelser for at få begrebet bandlyst såvel som alle teologers rørende forsøg på at bevise arketypens fakticitet er komisk nytteløse. Beviser for eller imod er fuldstændigt tåbelige. De beror på total uvidenhed om de arketypiske forestillingers spontane og uigennemskuelige karakter.
Netop derfor er enhver teologi eller religionsfilosofi der vil prøve at redde sine trossætninger eller dogmer med rationalle analyser og argumenter håbløse. Og af nøjagtigt samme grund er alle konklusioner om at Gud er en fantasiens gud fuldstændigt forfejlede. Dybdespykologisk set er gud med Jungs udtryk den mest energiladede værdi i psyken - og den vil bestå og virke uanset hvad man kalder den. Også ateister har en sådan størrelse fungerende i sig, og forskellen på om man kalder den gud eller ej ligger først og fremmest i risikoen for psykisk inflation som i Nietzsches tilfælde.
Med Grønbechs udtryk er gud at betragte som en 'umiddelbar realitet i verden', men det kræver lidt nærmere forklaring. Men en fantasiprodukt bliver Gud altså lige så lidt som han bliver en bevidsthedskonstruktion.
Men lad os først lige tage spørgsmålet om Jesus virkelig gik på vandet. Det tør jeg godt sige med 100 procents sikkerhed at han ikke gjorde, hvis man tager udsagnet bogstaveligt og mener at det går ud på at Jesus ophævede de almindelige fysiske love. Skal udtrykket da tages som en metafor? Nej, for metaforen benyttes i betydningen at nogen tror at de kan ophæve eller allerede har ophævet naturlovene, som når man fx om statsminister Anker Jørgensen sagde at han troede han kunne på vandet, dvs ikke så realiteterne i øjnene.
Den nytestamentlige beretning (Math. 14) om at Jesus engang midt om natten kom vandrende over den oprørte Genezaret sø hen imod sine disciple, fortæller om den enorme psykiske udstråling der udgik fra Jesus. Disciplene frygtede at forlise og skreg af frygt, da de så et spøgelse nærme sig på vandet. Men spøgelset talte til dem med en kendt stemme: "Det er mig, frygt ikke!" og så forsvandt deres panik. Dette "Frygt ikke!" er hele essensen i Jesu budskab til verden. Og det virkede naturligvis øjeblikkeligt på dem der genkendte ham.
Så kan man indvende at der da rigtigt nok er broderet videre på historien med en tilføjelse om at Peter ville have vished for at det virkeligt var Jesus der kom, og at han derfor bad Jesus byde ham at gå ud til ham på vandet. Det opfordrede Jesus ham så til, men Peter sank, så Jesus måtte gribe fat i ham. Og det skete med ordene: "Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?". Disciplenes konklusion på hele dramaet blev naturligvis at Jesus virkelig var Guds søn, for han kunne virkeligt lave mirakler!. Godmorgen! Hele sidste led er en ren og skær legendarisk tilføjelse, der intet har med den virkelige historie at gøre. Og det kan fastslås med sikkerhed ganske enkelt fordi Jesus selv var af den mening at det var tåbeligt at søge efter tegn og beviser på guddommelighed. Denne består nemlig ikke i at ophæve fysikkens love, men tværtimod at stilne sjælens frygt. Men disciplene forstod jo her som i så mange andre forbindelser overhovedet ikke hvad sagen drejede sig om. De var ikke kommet ud over folkereligiøsitetens krav om mirakler. Og det er der mange der heller ikke er i vore dage - selvom de tror de er kristne.
Grønbech og den umiddelbare religiøse realitet Til toppen Næste
Religionshistorikeren Vilh. Grønbech (1873-1948) fik den allerstørste betydning for den religionshistoriske forskning her i landet, fordi han løsrev den totalt fra teologiens omklamring. Han studerede nordisk religion og såkaldt 'primitiv religion' (der ikke er spor primitiv, men blot totalt anderledes end moderne religion), og han forstod som få hvad myterne sagde og hvad de forholdt sig til. Det brugte han til ret så systematiske udfald mod den moderne religionsløse europæiske kultur op til og omkring 2. verdenskrig.
Blandt andet konstaterede han lige efter krigen som et simpelt faktum, at der ikke var nogen religion i Danmark. Der er religiøsitet og personligt fromme mennesker. Men ikke religion, for ægte religion er ånden i et samfund. Religion som umiddelbar kendsgerning er simpelthen gået tabt. I stedet for religion har vi fået religiøsitet og i stedet for kunst æstetik, kunne han også sige. Og ironien manglede ikke når han tilføjede: De kristne har gemt sig bort i en lille privat ansvarsforening, hvor man kan have et rigt indre liv og opleve hvor stor en synder man er!
Men religion er en realitet, pointerede han allerede i 1929. Men nutidsmennesket har mistet følingen med denne realitet og dermed med virkeligheden. For religion er ikke trøst, men brand. Den er også det simpleste af alt, det enkle, dybe, stille.... Og derfor kunne Grønbech også ved en anden lejlighed fastslå at tro ikke er tro på trossandheder (dogmer) eller tro på noget overnaturligt, men virkelighedssans i dens stærkeste form.
Grønbech var hverken freudianer eller jungianer. Freud havde han kun ironi tilovers for. Og Jung kendte han ikke. Men han var ikke destomindre dybdepsykolog. Hans dybdepsykologi har flere mindelser om Jungs, men den er helt igennem original. Og til forskel fra Jungs var Grønbechs dybdepsykologi íkke systematisk. Det var karakteristisk for Grønbech at han interesserede sig mere for beskrivelse af de enkelte, specifikke former for livsudtryk der sker i historien (det kaldes idiografi) og ikke for opstilling af lovene for udfoldelse og udvikling (nomoteserne). Men grundlæggende kan det siges, at han betragtede psykiske realiteter som lige så fundamentale og lige så empirisk konstaterbare som de fysiske - og i eksistensen som vigtigere end disse.
Også Grønbech brugte skellet mellem 'det evige' og 'det timelige'. Men det er jo ikke - som Sandbeck bekvemt insinuerer - et skel som romantikerne har fundet på, selvom de brugte det flittigt. Det er af gode grunde så gammelt som kulturerne og religioner selv og går igen i myterne. Og sondringen går netop på hhv. de psykiske og de fysiske realiteter. Det timelige er det håndgribelige og målelige. Det evige er det uhåndgribelige og umålelige. Og det karakteristiske for mennesket og de højerestående dyr er jo at de befinder sig i begge på én gang. Den bedste måde at fastholde sig til dobbeltheden på i erkendelsesmæssig henseende er at betragte evigheden og timeligheden som komplementære modsætninger. Men eksistentielt og religionshistorisk set er det afgørende at religion er livet i evigheden, dvs i den dimension af tilværelsen vi har umiddelbar føling med lige fra fødslen i kraft af de psykiske primærprocesser, men som vi hen ad vejen og for nødvendighedens skyld - via sekundærprocesserne og sproget - supplerer med følingen med tingene, andre mennesker, det sociale miljø og samfundet. Men primærprocesserne bliver ved at fungere, og vi mister derfor aldrig nogensinde følingen med evigheden. Allerhøjest kan folk blive så rationelle, så 'fornuftige', så praktisk og så nyttemæssigt og kontrolmæssigt orienterede at de ikke længere værdsætter og plejer følingen med evigheden. Derfor går folk ofte glip af dens utrolige og uudtømmelige energireserver, og i værste fald bliver de stressede eller neurotiske. Den bedste pleje af følingen med evigheden sker i det jøderne kalder sabbat.
Pointen er at kun religionen (i oprindelig, udogmatisk forstand) kan sikre at vi til stadighed - uanset grad og omfang af vort praktiske liv i dagligdagen - kommer til at leve i evighedens altomfattende dimension. Derfor går det altid galt, hvis det enkelte menneske, samfundet som helhed og kulturen som helhed mister eller forsømmer plejen af følingen med den umiddelbare religiøse realitet.
Eksistens, mening, gudsforhold og overvindelse af dødsangst
Til toppen Næste
Religion således forstået spiller ind i alle sider af den menneskelige eksistens og til alle tider, allerede i spørgsmålet om meningen med det hele. Den gives der nemlig ikke nogen rationel, endsige videnskabelig forklaring på. Man kan sagtens formulere nogle principper for ens livsførelse som skal tjene til opretholdelse af den mere specifikke mening man tillægger sit liv, men de nytter ikke til frembringelse af den grundlæggende mening. For den er givet på forhånd! Ethvert barn der dumper ned i en nogenlunde normal livssituation hvor der er nogle til at tage sig af det vil - ligesom en hundehvalp eller kattekilling - dumpe ned i en ordnet, varm og kærlig verden, hvor der sørges for alle dets fornødenheder, oplevelser, lege, oplæring og kontakter. Det føler sig hjemme uden at vide af det - og det er præcis hvad der skal forstås med meningen med livet. Kriser vil komme hen ad vejen, herunder sygdom og ulykker og under alle omstændigheder pubertetetens 'syndefald', opdagelsen af det andet køn og frigørelsen fra de almægtige forældre. Og en krise kan blive så stor, at meningen med det hele går tabt, så fortvivlelse, depression og selvmordstanker kan blive resultatet. Målet er da at genvinde meningen og hjemfølelsen.
Gudsforholdet bliver i denne sammenhæng følingen med den overordnede instans (i mytologisk sprog som oftest en faderfigur) der sikrer meningen og trygheden. Denne føling er oprindeligt umiddelbar, hvad der igen betyder at gudsforholdets opretholdelse er ensbetydende med meningens opretholdelse. Igen er det kun opståede kriser der kan rokke den umiddelbare føling. Det var således svært for enhver jøde der overlevede Auschwitz at se en højere mening med at hele den øvrige familie havnede i gaskammeret. Men her må det huskes at begrebet 'højere mening' er et filosofisk tilkommet begreb der ikke tager højde for tilfældighedernes spil i historien.
'Guds rige' kan betyde mange ting. Bl.a. også dække forestillinger om et hinsidigt liv og derfor indgå i de eskatologiske forestillinger om en tidernes ende og oprettelse af et nyt evigt rige uden timelighedens fortrædeligheder. Men den nytestamentlige betydning af udtrykket kan sagtens gives et andet og dybdepsykologisk set let forståeligt og meningsfuldt indhold, nemlig selve dette højst dennesidige fænomen at træde ind i det 'meningsrum' - eller hvad man nu vil kalde det - hvor tiden i hvert fald midlertidigt er suspenderet. Helt konkret vil det sige at træde ind i det rum hvor de psykiske sekundærprocesser er suspenderet. Derfor kunne Jesus ganske enkelt pointere, at uden at mennesket bliver som barn påny kommer det ikke ind i Guds rige.
Barnet befinder sig netop i Guds rige, så længe det ikke påtvinges oplæring og træning i sekundærprocesserne, hvad det jo systematisk bliver i skolen. Det kan tydeligt ses og høres, når barnet får lov at lege frit; høres, fordi der da ofte kommer spontansang fra det (om dette fænomen se artiklen Det musiske menneske). Men det er hvad ethvert voksent menneske kan opleve hver eneste gang det tør slippe egoet og selvkontrollen - og fx give sig hen til leg, musik, dans, fest, kunstnerisk udfoldelse eller kærlighed og elskov. Nogen 'naivitet af anden grad' er der overhovedet ikke brug for. Der er kun én form for religiøs naivitet eller enfold og det er barnesjælens. Derfor skal man i religiøs eller eksistentiel forstand blive ved med at være i stand til med passende mellemrum og ved passende lejligheder at 'blive som barn påny', uanset hvor gammel og voksen, erfaren og nøgtern man iøvrigt er til hverdag. Jf. artiklen At blive som barn påny.
Dødsangsten spiller en stor rolle i menneskets liv og afspejler sig derfor også i religionernes myter og senere tilkomne dogmer. Inden for kristendommen blev Jesu død og opstandelse selve 'billedet mod døden' som Kemp siger. Og igen gjorde man fra kirkens side skade ved at dogmatisere det der fra første færd var et spontant dybdepsykologisk fænomen, nemlig at Jesus efter sin fysiske død genopstod i sindet på sine tilhængere og disciple som uudtømmelig psykisk inspirationskraft. Man gav sig til at lave teologi over den tomme grav - og postulere at det var en fysisk kendsgerning at Jesus genopstod. Og allerværst: man stillede de troende i udsigt, at de selv ville genopstå efter døden og gå ind i paradiset, hvis og såfremt de troede ubetinget på Kristus. Men det giver ravage i de kristne menigheder, når kloge hoveder farer ud med påstande om at kristendommen ikke lover nogen et liv efter døden. Det var netop hvad der skete, da P.G. Lindhardt i sin tid holdt foredrag på Askov om 'Det evige liv'.
Den virkelige visdom i forbindelse med døden er den samme som visdommen om at blive som barn påny. For 'metoden' er at suspendere jeget - og lade 'selvet' eller totalpsyken tage over. Det er jeget der skal dø og jeget der har angst for at slippe taget. En sådan angst har totalpsyken ikke, for den er en del af det kollektivt ubevidste - og dør altså ikke. Jf. Jeget og Selvet. Så simpelt kan det være for den der sætter sig ind i de psykiske grundprocessers virkemåde - og derigennem fatter at vi er født med den umiddelbare føling med den helhed der afgør sagen. Også Grønbech forstod, omend ad anden vej, denne sammenhæng - og kunne derfor meget rammende sige, at 'helheden er vort inderste jeg'.
Helhedsrealismens afvisning af intellektualisme og æsteticisme
Til toppen
Næste
Den komplementære helhedsrealisme som Jernesalt står for må afvise såvel intellektualismen som æsteticismen som ufuldstændige og bedrageriske holdninger som svigter henholdsvis det irrationelle og det etiske. Som reflekterende væsener er vi selvfølgelig interesserede i at skabe nogenlunde overensstemmelse mellem fornuft og følelse, mellem teori og praksis og mellem hverdag og helligdag, og dette bruger vi sproget til. Men livet er ikke lutter leg - og kan ikke i den sidste ende gøres til et æstetisk eller mytisk-poetisk fænomen. Og det er derfor misbrug af det intellektuelle potentiale at begynde at skabe teorier der vil gøre selve den helhedsomspændende religion til et delområde af tilværelsen der forbeholdes særligt blændende begavelser med udbredte tilbøjeligheder til logisk og sprogteoretisk ekvilibrisme.
Helhedsrealismen undgår denne fælde, fordi den er komplementær og derved giver såvel evighedsperspektivet som dagligdagsperspektivet hvad der tilkommer den - og som samtidigt bevarer såvel helheden i vort inderste jeg som den nøgterne, sprogligt funderede delopfattelse og delføling med den praktiske virkelighed.
Helhedsrealismen havner ikke i forskruede teorier om at mennesket skal nå frem til en 'anden naivitet', men fastholder den gode gamle barnesjæls enfold som den almindelige vej til regelmæssig erfaring af såvel Gud og Guds rige som 'Meningen'.
Helhedsrealismen må derfor også afvise enhver dogmatisering og systematisering af de genuine religiøse erfaringer. Dogmer strider mod lovene for de psykiske primærprocesser, fordi de er præcist formulerede og derfor uundgåeligt også energimæssigt svage. De tilhører med andre ord sekundærprocesserne og derfor egoets interesser for opbygning af magt og kontrol. Det er om dogmer man kan strides og altid strides, hvad man ikke kan om selvets erfaringer. Derfor er religionens omstilling til moderne tider ikke mulig uden en tilbundsgående afdogmatisering og sekularisering.
Til gengæld forudsætter en rimelig og fornuftig løsning på den nuværende kulturkrise en genopdagelse og gentilegnelse af mytologien, dvs en ny forståelse af at myterne handler om og holder sig til universelle sandheder der knytter sig til de universelle arketypiske forestillinger og derfor til hver en tid kan afgive psykisk energi til alle mulige formål, blot de kontaktes.
Men det ligger samtidigt i de dybdepsykologiske og religionshistoriske loves og erfaringers natur at de arketypiske forestillinger der skal levere energi til de nødvendige samfundsændringer ikke kan udvælges efter forgodtbefindende eller efter beregning. De er netop kendetegnede af at de skal bryde spontant igennem som ny kraft. Også her er vi helt ude over hensyntagen til teologi og dogmatik såvel som til anden videnskabelighed eller intellektualisme.
Jan Jernewicz
Henvisninger: Til toppen
Fogh, religion og sammenhængskraft
Præsten der ikke kan tages alvorligt
Hvad er problemet egentlig med denne Grosbøll?
Humormennesket Storm P.
Københavnerfortolkningen
Shakespeare og Sløk
Jes Bertelsen (elev af Sløk)
Vilh. Grønbechs biografi
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Komplementaritetssynspunktet
De psykiske grundprocesser
Kan moral begrundes?
Det musiske menneske
Intellektualisme (forførelsens kunst) (14.8.06.)
Intellektualismens dilemma
Nietzsches tilfælde
Hvorfor holde hviledag eller sabbat?
At blive som barn påny
Jeget og Selvet
Jernesalts værdimanifest
Introduktion til Jernesalts helhedsrealisme:
Politik, magt og afmagt (30.12.04.)
Arbejde, forskning og religion (28.12.04.)
Kristendommen passé? (26.12.04.)
Selvet - sjælen - ånden
(23.12.04.)
Hvad er virkelighed? (20.12.04.)
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Afdogmatisering
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
.jpg)
