Alan Bullock (1914-2004)
britisk historiker der i 1952 udgav den første videnskabelige Hitler-biografi. I 1991 fulgt op af det grundige sammenlignende værk 'Hitler og Stalin' (dansk udg. 1993). Begge værker har jeg beskæftiget mig intenst med.
- I det afsluttende kapitel af sidstnævnte værk skriver Bullock om nazismen og fascismen, at de forherligede vilje, autoritet, magt og krig, og at deres gyldighed afhang af succes. Ingen af dem kunne overleve så fuldstændige nederlag som dem der indhentede Hitler og Mussolini. Kommunismen derimod fik enorme fordele af Sovjetruslands deltagelse i krigen. Efter krigen og den kommunistiske overtagelse af magten i Østeuropa og i Kina erklærede en ny generation af omvendte og medløbere i såvel den Tredje Verden som i Vesten, at kommunismens endelig triumf uundgåeligt måtte komme. Desillusioneringen kom langsomt. Det varede mere end tredive år før tv-kameraerne på Pekings Himmelske Freds Plads, i Ceausescus Bukarest og under sammenbruddet af de øvrige kommunistiske regimer i Østeuropa afslørede, at kommunisme såvel som nazisme og fascisme var både moralske og politiske fallitboer.
Bullock gør dog opmærksom på en væsentlig forskel mellem nazismen og stalinismen. Det stalinistiske system anvendte terror, inklusive massemord, som et redskab til at sikre ikke biologiske, men politiske og sociale mål. Disse gik fra gennemtvingelse af kollektiviseringen og nedbrydningen af de ukrainske bønders modstand til ødelæggelse af potentiel modstand i partiet, de væbnede styrker og bureaukratiet, en trussel der blev groft overdrevet på grund af Stalins paranoide mistænksomhed. Men intet sted var der et sidestykke til 'Ragnarok', den planmæssige udryddelse af alle europæiske jøder, 'pragtstykket' i den nazistiske undertrykkelse der var ansvarlig for tre fjerdedele af det samlede tal, og hvor massemord ikke var et redskab, men et mål i sig selv.
Det betyder naturligvis ikke at Bullock er blind for slutresultatet, at sejren i verdenskrigen blev umådelig dyr for russerne. Det var nemlig ikke nok for Stalin, at han kunne gøre krav på at have overvundet tyskerne og vundet det russiske folks taknemmelighed for sin ledelse i den Store Fædrelandskrig. Det var heller ikke nok, at Rusland var kommet ud af krigen som den eneste anden supermagt ved siden af USA, og at han selv, nu da Roosevelt var død og Churchill ikke længere i embedet, nød en enestående prestige som verdensleder. For i stedet for at slappe af fornyede han sine krav til det russiske folk: den gamle mistænksomhed og mistro vendte tilbage, forøget af udsigten til at hans magt blev beskåret af alder og død. Antallet af indsatte i lejrene i 1952 var højere end nogensinde....
Luis Bunuel (1900-1983)
spansk-fransk fiminstruktør der regnes for en af filmkunstens vigtigste pionerer, fra starten præget af såvel psykoanalysen som surrealismen, som han dog senere brød med. Lavede i 1928 filmen 'Den andalusiske hund' sammen med Salvador Dali. - Hans film var et stadigt opgør med den borgerlige kultur, alt militær- og politivæsen og den katolske kirke. Han kunne naturligvis ikke lave film i Spanien under general Franco. - Som opdraget på en jesuiterskole forblev kristne temaer et væsentligt emne for den inkarnerede ateist. Han indrømmede blankt, at han kun kunne bevæges af kristen kunst. En af hans smukkeste film var 'Nazarin' (1958) om en præst der vil praktisere den absolutte kristne godhed a la Jesus. Men han lagde ikke skjul på paradoksaliteten - og kunne med stor selvironi konstatere, at han var "ateist, takket være Gud".
Skønt det i hans film vrimler med ting der kan fortolkes symbolsk, benægtede han, at der var symboler i filmene. Benægtelsen må forstås som udtryk for, at Bunuel først og fremmest var en billedskaber der forstod at bruge billederne på en sådan måde, at de uden om enhver intellektuel analyse trækker direkte på det allerdybeste i sjælen. Men sagen er også, at Bunuel ikke kunne fordrage analyser og forklaringer. Psykoanalysen, som han selv havde flirtet med i sin ungdom, endte han med at betragte som en klasseterapi. Og han mente selv, at det var 'fantasiens uantastelige uskyld' der holdt ham oppe til det sidste. Ja, han kalder i sin selvbiografi 'Mit sidste suk' (1982) vores rasende iver efter at forstå og dermed trække alt ned i forenklingernes middelmådighed som den menneskelige naturs mest uheldige fejl. Billederne i hans film blev aldrig i ydre forstand symbolistiske. - Bunuels film var herudover præget af en eminent humor og en drilagtig leg med drømmesekvenser. Til de bedste hører 'Viridiana' (1961), 'Morderenglen' (1962), 'Dagens skønhed' (1967), 'Borgerskabets diskrete charme' (1972), 'Frihedens spøgelse' (1974) og de to nedennævnte. - Jf. Begærets dunkle mål,
Mælkevejen.
Heinrich Böll (1917-85)
tysk forfatter. Nobelpris 1972. En central skikkelse i eftertidskrigens tyske litteratur og offentlige debat, ikke mindst fordi han beskæftigede sig intenst med tyskernes ansvar for 2. verdenskrig og dens barbari. Det skete allerede med hans første novellesamling "Wo warst du, Adam?" (1951). Han vedblev af forholde sig til den tyske virkelighed og at fastholde en grundlæggende moralsk kritik. Han var katolik og fik den spottende, men tvetydige betegnelse 'Det gode menneske fra Köln'.
Det skal for en sikkerheds skyld gentages, at ovenstående karakteristikker (udover de tørre facts) er af subjektiv art og først og fremmest fortæller om den personlige inspiration jeg har fået af personerne og deres værker.
Jan Jernewicz.
Øvrige inspiratorer:
Bogstav C-F
Bogstav G-J
Bogstav K-M
Bogstav N-P
Bogstav R-Å
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
utils postfix clean