|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.12.10.Leonard Bernstein - en medrivende dirigentDen amerikansk-jødiske dirigent og pianist Leonard Bernstein (1918-90) må betegnes som en af 1900-tallets allerstørste dirigenter og formidlere af klassisk musik. Han tåler placering ved siden af Bruno Walter, Wilh. Furtwängler, Otto Klemperer, Herbert Karajan og Sergui Celibidache - selvom der findes kompetente, musikalske mennesker der absolut ikke kunne lide ham. Han var også komponist, men som så mange andre dirigenter der forsøgte sig i faget, lykkedes det ham kun sjældent at skabe værker der kan måle sig med andres. Den store undtagelse er musical'en 'West Side Story' fra 1957, der blev en kæmpemæssig publikumssuces, fordi den fortalte en god historie om sammenstød mellem indvandrergrupper og bød på både dans og sang der rev med. Dansene blev skabt af den fremragende koreograf Jerome Robbins, der i mange år var tilknyttet New York City Ballet. Men det hører med til Bernsteins historie at han faktisk udover musik til balletterne 'Fancy Free' (1944) og 'On The Town' (1944) komponerede symfonierne 'Jeremiah' (1943), 'The Age of Anxiety' (1949) og 'Kaddish' (1963), teaterstykket eller multi-medie-showet 'Mass' (1973) samt operaerne 'Trouble in Tahiti' (1952), 'A Quiet Place' (1983) og 'Candide' (1956/revideret udgave 1973). Hertil naturligvis adskillige værker for klaver, bl.a. i 1937 et værk for to klaverer og en klavertrio, og i 1938 en klaversonate.Bernstein blev født i 1918 af jødiske forældre i Lawrence, Massachusetts, USA, men voksede op i Boston der på det tidspunkt havde en jødisk menighed på omkring 80.000 jøder. Faderen var en forretningsmand der forhandlede frisørmidler, og han satte sig imod at sønnen i stigende grad fattede interesse for musik fra det øjeblik han hørte en pianist give koncert. Men 'Lenny' gennemførte latinskolen, kom på Harward og begyndte derefter musikuddannelsen på Curtis institutet i Philadelphia. I 1940 fortsatte han studiet på Boston Symfonikernes sommerskole under den russisk-jødiske Serge Koussevitskys ledelse, og han blev efterfølgende assistent for denne 1917-emigrant fra Rusland, der dermed også blev hans nye faderskikkelse i stedet for den biologiske far han havde gjort opgør imod. Faderen Samuel Bernstein sagde engang bittert at "Ethvert geni har et handicap, Lenny har en far", men det blev opvejet af Koussevitsky. Lenny mistede aldrig følingen med jødisk musik. Sangen fra synagogen sad dybt i ham - og han har bl.a. fortalt, at det gjorde dybt indtryk på ham engang at høre faderen synge jødiske sange i badekarret. Sang og musik er dybt forbundet med alt menneskeliv i jødisk kultur. Men hvad selve opgøret med den jødiske far angår, gælder at det spores tydeligt i hans første, gammeltestamentligt inspirerede værker. Bernstein var ikke alene musiker med hud og hård, men også en venstreorienteret kunstner der offentligt markerede sig så stærkt på den politiske venstrefløj at det truede hans musikkarriere i USA. Han var ven med Kennedyerne, deltog i protestmarcher og tilkendegav sin mening til fordel for den ene venstreorienterede sag efter den anden. Og det begyndte vel at mærke under den kolde krigs værste kulde, dvs. McCarthyismen. Allerede i 1949 blev Bernstein ved siden af forfatterne Norman Mailer og Henry Miller hængt ud i ugebladet Life som en af mange kendte amerikanere der betragtedes som udnyttet af kommunistbevægelsen. Dokumentationen for hans politiske aktiviteter fylder godt i FBI's arkiver, og dem har forskeren Barry Seldes haft adgang til og lagt til grund for en speciel Bernstein-biografi der blev udgivet sidste år. Bernstein blev allerede i studieårene på Harvard stukket til FBI på beskyldning om at lede en kommunistisk gruppe, og siden var han under konstant observation. Resultatet var at han blev blacklistet og i 1953 ikke uden videre kunne få fornyet sit pas. Han fik det dog til sidst mod at underskrive en erklæring om at han ikke var kommunist. I 1970 gav han husrum til en fundraisingfest for De Sorte Pantere, hvad der førte til beskyldning for at være 'politisk modesmart'. Han fortsatte sine politiske tilkendegivelser under Vietnamkrigen, men blev fx. også Aids-aktivist og gav sin støtte til Bøssernes Befrielsesfront, ligesom han var Antidiskriminations-aktivist. Livet igennem støttede han staten Israel ved at give koncerter, første gang i 1953. Og da Muren faldt i 1989 rejste han af sted til Berlin - med høj feber fra en influenza han ikke kunne komme over - for at dirigere Beethovens 9. med Schillers berømte 'Ode an die Freude'. Men ordet 'Freude' blev vel at mærke til manges forargelse ændret til 'Freiheit'! Opførelsen er naturligvis blevet optaget og udgivet på både cd og dvd - under titlen 'Ode to Freedom'. Den fandt sted mindre end et år før han døde, mærket som han var af det hårde liv med arbejde, nikotin og alkohol. Han kom sig aldrig rigtig over sin elskede hustrus død i 1978. Selv har han fortalt at han ikke stod ud af sengen i et halvt år. Det egocentriske og lunefulde blev forstærket - tillige med det selvdestruktive. Fra 1958 til 69 ledede Bernstein New York Philharmonikerne og indspillede i denne periode et utal af værker, ligesom han spillede mange populærkoncerter for unge og særlige tv-programmer. I 1970'erne indspillede han alle Mahlers symfonier med Wiener-philharmonikerne på både lp og videobånd, og han fortsatte med koncertvirksomheden med orkestre som Israel Philharmonic og Concertgebouw. Samarbejdet med Wiener-philharmonikerne om det store Mahler-projekt medførte ikke alene at orkestret opdagede den musikalske skat de havde arvet fra Mahler selv og dennes efterfølger Bruno Walter - en arv der efterhånden var blevet glemt - men også at Mahler fik sin store renæssance over hele verden. Det ejendommelige var at Wiener-philharmonikerne i begyndelsen af 1970'erne mødte Mahler med decideret genstridighed. De opfattede slet ikke jøden Mahler som deres egen komponist, og Bernstein måtte bl.a. høre dem mand og mand imellem kalde værkerne for 'Scheissemusik'. Bernstein gik med sine egne ord amok herover og fik vendt anomisiteten - og det endte som bekendt med at orkestret på ny fangede hvad sagen drejede sig om og dermed fik stor succes med koncerterne og indspilningerne. Det jødiske hos Mahler er nemlig umiskendeligt - og det skulle der altså 25 år efter jødeforfølgelserne i Østrig og Tyskland en jøde til at føre orkestret ind i igen. Han fik det klezmeragtige frem i musikken - til forskel fra Karajan der indspillede værkerne næsten samtidigt. Både i Berlin og Salzburg fik Bernstein at føle at Europa var 'Karajans kontinent'. Det kom den nordlige 'Schleswig-Holsteins Musikfestival' til at nyde godt af. Den fremragende og meget kyndige musiker og Peter Bastian omtalte engang Bernstein i forbindelse med narcissismekulturens livsangst og dødsangst og "dirigenters og solisters selvbegejstrede teatralik". Og dommen var hård: "Bernsteins tv-opførelse af Cesar Francks c-mol symfoni gjorde mig flov på mit fags vegne". Tilsvarende har også en amerikansk pianist engang i 1969 sagt, at Bernsteins "conducting has a masturbatory, oppressiv and febrile zeal, even for the most tranquil passages". Og han tilføjede: "Today he uses music as an accompaniment to his conducting"! Den slags ytringer skal naturligvis ikke tages for mere end de er, nemlig meget subjektive og personlige udsagn der primært afspejler om de pågældende kan lide en mand eller ej. Peter Bastian kunne eksempelvis heller ikke døje Karajan. Alt bliver hos Bastian tilsyneladende bedømt efter Celibidaches kriterier, og de er sandelig heller ikke at foragte, for de afspejler en særdeles givende fænomenologisk forståelse af musikken. Men der er altså også andre kriterier der dur. Stravinsky var begejstret første gang han så og hørte Bernstein, men omtalte ham siden om en "orientalsk tæppehandler", som Hansgeorg Lenz gør opmærksom på. Samme barske musikkritiker og store Karajan-beundrer konstaterer i sin nekrolog over Lenny i Information at verden er blevet fattigere nu både han og Karajan er borte. "Begge satte de hver for sig en målestok for, hvad musik som orkesterkunst kan være i vor tid. Hvad de efterlader sig, er en stor arv af klingende tonedokumenter, som eftertiden for bestandigt vil vende tilbage til. Og hvad især Bernsteins bortgang nu efterlader os i, føles tillige som et vakuum, som en brat opvågnen til en akut dirigentkrise verden over. Han var den sidste der kunne få én til at glemme det. Musikkens verden var bedre, varmere, mere inciterende og overraskende, da han endnu var iblandt os." Ubestrideligt er at Bernstein på podiet ret utraditionelt agerede på en særdeles livfuld måde med store armbevægelse og kropsbevægelser i det hele taget - så sveden drev af ham. Han dansede med og kunne ind i mellem hoppe højt i vejret. Han havde på forhånd levet sig ind i musikken og havde derfor ikke behov for at kigge meget i partituret - og hans tegn til musikerne var præcise. Men alt forekom nøje indstuderet. Og så kunne manden altså charmere. Han havde noget drenget og gavtyveagtigt over sig. Ubestrideligt er ikke destomindre også at resultatet af hans musikudøvelse blev fremragende og i de bedste tilfælde i enhver henseende ekstraordinært og uforglemmeligt. Præcis som i de bedste opførelser af Karajan eller Celibidache. En erfaren musiker som Toke Lund Christiansen, der i modsætning til Bastian vel at mærke har oplevet at spille under Bernsteins orkesterledelse, fortæller i sin glimrende bog om dirigenter og kunsten at dirigere (med fine kunstnerportætter af Bernstein, Sanderling, Celibidache, Ehrling, Rozhdestvensky og Blomstedt) hvordan Bernstein greb opgaven an, da han den 17. maj 1965 i Odd Fellow Palæets store, men desværre siden nedbrændte koncertsal spillede Carl Nielsens 'Espansiva-symfoni' med Det kongelige Kapel i anledning af tildelingen af Sonningsprisen. Da publikum har klappet af og hostet af, samler Bernstein hælene og slynger begge arme i vejret "og med et svirp som af en pisk står Nielsens énklang i A som en udmejslet monolit. Flere følger i en stadigt tættere regn, og med ét går der hul på en tykflydende strøm af melodi. Ni unisone toner hos træblæserne, opspændt i en bueformet treklangsrytme, der vælter frem i en vuggende og besættende tre-fjerdedelsrytme. Det er nu Nielsens måde, når det symfoniske stof har hobet sig op og har fortættet sig i hans bevidsthed. Komponisten greb temaet under sin vej gennem byen; kradsede det ned på sin manchet i mangel af papir, og kom så ikke og sig, at klassisk musik ikke er spontan. Bernstein underdeler rytmen, og skønt Nielsen udtrykkeligt anfører i partituret, at her skal dirigeres med ét slag i takten, bliver treslagets optakt udpenslet næsten hele satsen igennem. Præcisionsarbejde, meget viljestyret, men udført med en naturlig og afvæbnende charme. Espansivas første sats er raffineret og drejer rundt i en karussel af forskellige tonearter og klangfarver; er dertil gennemført i den tredelte valserytme, og over lange forløb bliver publikum gradvist hensat i den form for besættelse, eller ligefrem ekstase, som man også kan opleve det i Ravels La Valse. Bernstein opbygger den rytmiske spænding i lange, sammenhængende forløb, og dog er det ikke nogen alvorstung udlægning, men alt forekommer perfekt og legende let. Under denne varme majaften bliver satsen forløst og udfriet, så alle mærker tonestrømmen blive skabt. Her og nu og som en ny indsigt. Undervejs får de små fugerede indsatser ikke kun en sikker indsats, men følges op af et opmuntrende smil og et nik. Midtvejs i forløbet, og efter en klanglig ophobning, samles hele orkestret i en kraftig akkord; et udbrud der forstærkes ved at alle blæserne, en takt forskudt, forstærker den liggende klang med endnu en udladning, som et "indbrud fra rummet", og da "en kosmisk vals" indfinder sig, tager Bernstein med begge hænder om dirigentpinden som var det til sving med golfkølle, og under tv-lysets projektører springer sveden glitrende fra hans mørke hår. Førstesatsen ender i en "lysende A-Dur-himmel". Et spontant bifald bryder løs, men andensatsens hornkvinter maner til højtidelig tavshed....." Toke Lund fortsætter skildringen af den koncert der blev starten på den kultstatus som Nielsen og hans symfonier siden har været genstand for i Danmark med Bernstein som forløser. Da det sidste taktslag var faldet, brød publikum ud i vild jubel og mange stillede sig hoppende op de på de gamle vinrøde plyssæder, så man de følgende dage måtte skifte nogle af dem ud. Bernstein fik omfavnelser, touche og blomster samt laubærkrans (for Sonningsprisen). Bernstein gik ud til de ventende håndklæder (sveden driver som sagt af ham under alle koncerter) og til to tændte cigaretter, der skal inhaleres samtidigt for at tilfredsstille hans enorme nikotinhunger. Heldigvis er hele koncerten bevaret på tv-film, og udgivet på lp og cd. Toke Lund citerer også Bernstein for bemærkninger om at en dirigent for at kunne arbejde under det vilkår at være 'fanget i tidens fælde' (intet kan gøres om når først koncerten er i gang) må have "en overudviklet sans for proportioner og for sammenhænge. Han må kunne se de store linier og hele strukturen i et stykke musik. I dybeste forstand må han erobre formen. Ikke bare en ydre form, men han må føle og vide hvor musikken er afspændt, afslappet og vide hvor den begynder at oplade. Vide hvor den skal falde til ro og hvor der er behov for at samle styrke til nye udladninger". Hele denne tidsfangede 'øjeblikskunst' begynder med første taktslags tærskeloverskridelse. Her nærmer vi os det uhåndgribelige, det der er magien i at dirigere, forklarer han: "Den mystiske forbindelse mellem dirigent og orkester, der egentlig udgøres af et kort øjeblik, og som dog har så megen magt. Der er kun en eneste brøkdel af et sekund, der føles som det rigtige at begynde på. Der går nogle øjeblikke for orkestret med at være helt klar til at spille, med at samle energien til præstationen, for dirigenten med at koncentrere hele sin vilje og styrke om opgaven. Salen bliver stille - den sidste får hostet af." Leonard Bernstein gav kun koncert én gang mere i København, og det var med Wiener Philharmonikerne i Falkoner Centret i marts 1971, hvor han spillede Haydns symfoni nr 102 og Schumanns fjerde samt Ravels klaverkoncert i G-dur. Men heldigvis indspillede Bernstein også Nielsens 4. og 5. symfoni, samt fløjte- og klarinetkoncerterne med New York Philharmkonikerne, som han som den første amerikansk fødte dirigent var leder af i disse år. Fløjtekoncerten har Julius Baker som solist, og denne musiker omtaler Bernstein som utroligt nysgerrig og med stor appetit på livet. De studerede sammen på Curtis Institute of Music, og Bernstein var altid i gang med noget og spillede på alle instrumenter han kunne få tag i. Som dirigent blev han Koussevitskys yndlingselev - og derigennem var der trukket tråde direkte tilbage til den wagnerske romantik. Allerede i 1943 dirigerede Bernstein New York Philharmonikerne, idet han uden prøve sprang ind for den influenzaramte Bruno Walter - og straks kom på forsiden af alle aviser. Men han var meget ung - og meget fræk, som Baker fortæller. Engang skulle han akkompagnere selveste Arthur Rubinstein i Griegs klaverkoncert, og Bernstein tog hovedtemaet i første sats i dobbelt tempo. Rubinstein bad ham spille det langsammere, men 'Lenny' svarede, "at sådan et billigt tema kunne man ikke redde ved at spille det langsomt!". Rubinstein blev rasende og marcherede ud - og det var usikkert om han overhovedet ville spille om aftenen. Men Bernstein gik til Rubinsteins hotel med en undskyldning og et nyt silketørklæde. Og så var de venner igen. Det var silketørklædet der gjorde udslaget! De ti faste år med New York Philharmonikerne blev lykkelige. Koncertsæsonerne blev længere. De faste abonnenter blev tredoblet. Et væld af plader blev indspillet, og lønningerne blev mere end fordoblet. Så det var ikke mærkeligt at orkestret gjorde ham til æresdirigent på livstid. Men allerede ved sin tiltræden i 1958 gjorde Bernstein opmærksom på at han ikke havde tænkt sig at blive dér til sin død: "Jeg vil ikke give op og være speciel i snæver forstand. Jeg ønsker ikke at tilbringe resten af mit liv som Toscanini gjorde det, med at indstudere og genindstudere de samme halvtreds værker igen og igen. Det ville kede mig til døde. Jeg vil dirigere. Jeg vil spille klaver. Jeg vil skrive musik til Broadway og til Hollywood. Jeg vil skrive symfomisk musik. Det er mit ønske at blive ved at prøve at være musiker i ordets videste og meste vidunderlige mening. Jeg vil også undervise, og jeg vil skrive bøger, skrive digte. Jeg tror på jeg kan gøre det hele og yde det fuld retfærdighed." Især skal man hæfte sig ved at Bernstein understregede hvor vigtig undervisning og formidling var: "Undervisning er måske min væsentligste funktion som dirigent", ja, "at undervise er måske den ædleste profession i verden. Den mest uselviske, vanskelige og dertil underbetalte og ikke værdsat efter fortjeneste. I musik deler jeg hvad jeg ved og hvad jeg føler med mit orkester. Prøver at få orkestret til også at føle det. For mig ligger hele glæden ved at dirigere i at kunde ånde sammen. Det er som en kærlighedsaffære." Som formidler af musik nåede han højdepunktet med sine indspilninger af Gustav Mahlers symfonier med Wiener Philharmonikerne og den tv-udsendelse om 'The Little Drummer Boy' (Der Tambourg'sell) han lavede i 1985. Begge dele eminente i indlevelse og fortolkning, og for undertegnede åbenbaringen af hvad Gustav Mahler rummer af skønhed, dybde og ikke mindst modsætninger. Allerede i Mahlers første symfoni konstaterer Bernstein en særegen kombination af det sigøjneriske, jødiske, maureriske og slaviske samt den orientalsk/frygiske modus. "Det er selve blandingen af hele denne slaviske 'borsjt' eller suppe der afspejler en århundredlang landflygtighed med tilhørende tilpasning, assimilation, forstillelse - eller med ét ord diaspora: en simpel lyd af sorg/smerte der er jødisk. Mahler viser i sin fjerde symfoni fuld forståelse for fattigdommen og håbløsheden i ghettoen - og ghettobarnets enfoldige drøm om mad i endeløse mængder. Og han formår at skildre både dødsangsten og den kristne tilgivelse. Alle Mahlers symfonier er, hævder Bernstein, formet som operadramaer - med højdepunkter, overdrivelser og underdrivelser samt en dobbelttydighed han finder talmudisk i sin kvalitet: det rabbinske Enten-Eller. Mahler, der jo konverterede til kristendommen, proklamerer hele tiden sit kristne håb, men refererer også altid til jødedommen og den jødiske skyldfølelse. Og særligt karakteristisk finder Bernstein Mahlers urokkelige dødsbesættelse: Ingen anden komponist har en sørgemarch i alle sine symfonier. Har det noget med jødiskhed at gøre? Ja, mener Bernstein, for det er svært at være jøde. Judaismen er den vanskeligste af alle religioner, fordi den ikke har nogen anden ultimativ belønning end den jordiske - ingen løfter om noget dennesidigt, ingen garanti for noget himmerige. Kun troen på at Gud vil elske dig, hvis du fuldfører hans værk. Mahlers musik udfolder sig i ekstremer. Alt skal spilles intenst. Den dansk-jødiske oboist Henrik Goldschmidt, der både spiller klassisk musik og klezmermusik, påpeger i en dokumentarfilm om jøden Bernstein netop det jødiske princip om 'Weinen zum Lachen'. Specielt gælder at musikken ifølge den østlige, hasidiske tradition, som Bernstein havde sine rødder i, er vejen til højere åndelig indsigt. Dans og bøn er nøje forbundet. Alle jødiske bønner synges på melodier; ordene inderliggøres med melodierne. Og ved runddans gentager man dem altid 70 gange, fordi dette antal er forudsætningen for at komme i ekstasens højere sindstilstand. Og Bernstein selv understregede da også at musikken er det dybeste niveau i mennesket. Derfor elskede han at arbejde med musik og med musikere og at formidle musikken til andre. Bernstein var ikke dogmatiker. Han gjorde oprør mod faderen. Han blev gift med en katolik - og kom som voksen kun i synagogen for at fejre Yom Kippur (efterårets store forsoningsdag). Men han var ikke destomindre dybt knyttet til jødedømmen og den israelske stat livet igennem. Efter Seks-dages-krigen i 1967 rejste han fluks til Jerusalem for at bede ved Grædemuren. Judaismen som sådan betragtede han primært som et etisk system, og måske kan man tillade sig at sige som et helhedsrealistisk system. Det omfatter hele livet, fra det praktiske, politiske og etiske til det kunstneriske og religiøse - og det er dennesidigt og udogmatisk. Og måske kan man i virkeligheden også fortolke den rabbinske dualisme som beslægtet med komplementariteten: den er mere real-dynamisk end formallogisk. De logisk uforligelige modsætninger udelukker ikke hinanden, men skaber dynamik. Det giver næsten sig selv at Leonard Bernstein for undertegnede ikke blot var en dybt inspirerende musikfortolker og -pædagog, men også en kulturpersonlighed af de sjældne. Jan Jernewicz Henvisninger: Links til: Website for Leonard Bernstein Website for West Side Story Litteratur: Toke Lund Christiansen: "Once in a Lifetime" kapitel om Bernstein i bogen 'Udsigt til musik. Om dirigenter og kunsten at dirigere' (Gyldendal. 2001) Hansgeorg Lenz: 'Ved Lenny's død' og 'Magisk musikteater' (om West Side Story). Kapitler i 'Lykken er en ener. Artikler om musik'. (Gyldendal. 2002). Relevante artikler på Jernesalt: Gustav Mahler som mytisk skabelsesberetter (6.2.10.) Carl Nielsen mellem dyb enfoldig forankring og modernitet (24.10.08.) Ind i musikken om Peter Bastians bog om musik og bevidsthed. Det musiske menneske om Jon-Roar Bjørkvolds bog om leg og læring Hvad den rytmiske musik kan og vil Musik - underholdning eller kult? (9.5.06.) Hollywood i Koncerthuset (22.11.10.) Artikler om Samfund Artikler om Musik Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |